I hvert fald uddrag by Eksistensen

I HVERT FA LD A NDEN TEKSTR ÆK K E I V IELSESOG BEGR AV ELSESTA LER

A ROS FOR L AG

I HV ERT FA LD A NDEN TEK STR ÆK K E I V IELSES- OG BEGR AV ELSESTA LER

Redigeret af Ulla Morre Bidstrup, Jette Marie Bundgaard-Nielsen, Leise Christensen, Mads Davidsen, Peter Nejsum og Lasse Rødsgaard Lauesen

Aros Forlag 2013

I hvert fald Anden tekstrække i vielses- og begravelsestaler Redigeret af: Ulla Morre Bidstrup, Jette Marie Bundgaard-Nielsen, Leise Christensen, Mads Davidsen, Peter Nejsum og Lasse Rødsgaard Lauesen Omslag & grafisk tilrettelæggelse: David Lund Nielsen Sats: Lena Maria Rasmussen Forlagsredaktion: Ingrid Ank © Aros Forlag 2013 1. udgave, 1. oplag Aros Forlag Frederiksberg Allé 10 DK – 1820 Frederiksberg C (+45) 3644 4580 www.arosforlag.dk info@arosforlag.dk ISBN: 978-87-7003-693-1 Kopiering kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret Tryk: Scandinavian Book

INDHOLD Forord........................................................................................................................................... 11 1. søndag i advent................................................................................................................... 13 Rasmus Nøjgaard 2. søndag i advent................................................................................................................... 18 Jette Marie Bundgaard-Nielsen 3. søndag i advent................................................................................................................... 23 Mads Davidsen 4. søndag i advent................................................................................................................... 28 Ane Bisgaard LaBranche Juleaften....................................................................................................................................... 34 Kaj Bollmann Juledag.......................................................................................................................................... 39 Leise Christensen Anden juledag........................................................................................................................... 44 Benedikte Bock Pedersen Julesøndag................................................................................................................................... 49 Agnete Brink Nytårsdag.................................................................................................................................... 53 Anne-Sophie Olander Christiansen Helligtrekongers søndag...................................................................................................... 58 Jacob Køhn Andersen 1. søndag efter helligtrekonger......................................................................................... 62 Johanne Langkjær Fårup

2. søndag efter helligtrekonger......................................................................................... 67 Jette Marie Bundgaard-Nielsen 3. søndag efter helligtrekonger......................................................................................... 72 Leise Christensen 4. søndag efter helligtrekonger......................................................................................... 77 Lasse Rødsgaard Lauesen 5. søndag efter helligtrekonger......................................................................................... 82 Peter Nejsum Sidste søndag efter helligtrekonger................................................................................. 88 Mads Davidsen Søndag septuagesima............................................................................................................. 93 Henriette Pedersen Søndag seksagesima............................................................................................................... 98 Ulla Morre Bidstrup Fastelavns søndag................................................................................................................. 103 Anne Katrine Bjørn Andersen 1. søndag i fasten.................................................................................................................. 108 Rasmus Nøjgaard 2. søndag i fasten.................................................................................................................. 112 Ulla Morre Bidstrup 3. søndag i fasten.................................................................................................................. 118 Ane Bisgaard LaBranche Midfaste.................................................................................................................................... 123 Kaj Bollmann Mariae bebudelses dag....................................................................................................... 128 Mads Davidsen

Palmesøndag........................................................................................................................... 133 Mads Davidsen Skærtorsdag............................................................................................................................. 139 Benedikte Bock Pedersen Langfredag............................................................................................................................... 144 Agnete Brink Påskedag................................................................................................................................... 148 Arne Mårup Anden påskedag.................................................................................................................... 155 Anne-Sophie Olander Christiansen 1. søndag efter påske.......................................................................................................... 160 Johanne Langkjær Fårup 2. søndag efter påske.......................................................................................................... 165 Mads Davidsen 3. søndag efter påske.......................................................................................................... 170 Jette Marie Bundgaard-Nielsen Bededag..................................................................................................................................... 175 Peter Nejsum 4. søndag efter påske.......................................................................................................... 180 Henriette Pedersen 5. søndag efter påske.......................................................................................................... 185 Ulla Morre Bidstrup Kristi himmelfarts dag....................................................................................................... 190 Jette Marie Bundgaard-Nielsen 6. søndag efter påske.......................................................................................................... 196 Anne Katrine Bjørn Andersen

Pinsedag .................................................................................................................................. 201 Rasmus Nøjgaard Anden pinsedag.................................................................................................................... 207 Ulla Morre Bidstrup Trinitatis søndag................................................................................................................... 212 Peter Nejsum 1. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 217 Ane Bisgaard LaBranche 2. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 222 Kaj Bollmann 3. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 227 Leise Christensen 4. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 233 Lasse Rødsgaard Lauesen 5. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 239 Benedikte Bock Pedersen 6. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 243 Agnete Brink 7. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 247 Arne Mårup 8. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 254 Jacob Køhn Andersen 9. søndag efter trinitatis.................................................................................................... 258 Johanne Langkjær Fårup 10. søndag efter trinitatis................................................................................................. 263 Peter Nejsum

11. søndag efter trinitatis................................................................................................. 268 Leise Christensen 12. søndag efter trinitatis................................................................................................. 273 Lasse Rødsgaard Lauesen 13. søndag efter trinitatis................................................................................................. 278 Henriette Pedersen 14. søndag efter trinitatis................................................................................................. 284 Anne Katrine Bjørn Andersen 15. søndag efter trinitatis................................................................................................. 289 Rasmus Nøjgaard 16. søndag efter trinitatis................................................................................................. 294 Benedikte Bock Pedersen 17. søndag efter trinitatis................................................................................................. 299 Ane Bisgaard LaBranche 18. søndag efter trinitatis................................................................................................. 304 Kaj Bollmann 19. søndag efter trinitatis................................................................................................. 309 Eva Tøjner Götke 20. søndag efter trinitatis................................................................................................. 315 Benedikte Bock Pedersen 21. søndag efter trinitatis................................................................................................. 319 Agnete Brink Alle helgens dag Arne Mårup

................................................................................................................ 325

22. søndag efter trinitatis................................................................................................. 330 Jacob Køhn Andersen

23. søndag efter trinitatis................................................................................................. 335 Anne-Sophie Olander Christiansen 24. søndag efter trinitatis................................................................................................. 340 Henriette Pedersen 25. søndag efter trinitatis................................................................................................. 344 Lasse Rødsgaard Lauesen Sidste søndag i kirkeåret................................................................................................... 349 Anne Katrine Bjørn Andersen Og præsten holdt en tale… Træk af begravelsestalens historie................................................................................. 355 Af Mads Davidsen Forfatterne............................................................................................................................... 367

FOROR D

Hvordan får man som præst i en travl hverdag tid og inspiration til at gøre en begravelsestale eller en vielsestale til noget, der samtidig er en god prædiken, man kan være professionelt og menneskeligt tilfreds med? Det spørgsmål angav opgaven for en essaykonkurrence i Præsteforeningens Blad i 2010. Opgaveformuleringen antyder, at præster mangler både tid og inspiration til at få forkyndelsen frem i deres lejlighedstaler. Vinderessayet – skrevet af Mads Davidsen – foreslog en ansats til lejligheds- eller kasualtalerne som på én gang gav tid og inspiration. Forslaget bestod i, at man tager udgangspunkt i søndagens prædikentekst, når der skal skrives lejlighedstaler. Disse tekster skal man alligevel om bord i som søndagsprædikant, og de udgør samtidig en inspiration, der som oftest rækker ud over ens egen fantasi og vaner, når det handler om at vælge tekster til brug ved lejlighedsgudstjenesterne. Fremgangsmåden lægger på den måde op til en tekstmæssig variation, som vil være udfordrende og inspirerende for de fleste prædikanter – til glæde for den fremmødte menighed. Nu bør det retfærdigvis nævnes, at denne idé ikke er ny. Faktisk har det i mange år og kredse været god latin at prædike over søndagsteksterne. I de samme år og kredse har det dog samtidig været god latin ikke eksplicit at forholde sig til den kirkelige handlings specifikke persongalleri eller omstændigheder. Med den nye tilgang består opgaven i at kombinere brugen af søn-dagsteksten med en tydelig henvendelse til det aktuelle brudepar eller de kon-krete efterladtes situation. Netop dét er udgangspunktet for denne samling af vejledninger til vielses- og begravelsestaler over teksterne fra anden tekstrække. Bogen er tænkt som en opfølgning på vejledningssamlingerne I anden række (2009) og I første række (2012) hvor det er søndagsprædikenen, der er i fokus. Vejledningerne er forfattet af en bred vifte af præster, som har fået udstukket en række søn- eller helligdagstekster og er blevet bedt om hele tiden at gennemtænke relevansen og brugen af deres ideer i forhold til konkrete brudepar eller efterladte. Selve ideudviklingen er sket i grupper på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster. Herefter har nedenstående redaktionsgruppe responderet på vejledningerne. I sidste ende er det dog den enkelte skribent, der er ansvarlig for sine vejledninger. Men man kan selvfølgelig

| 11

bruge vejledningerne, ganske som man vil, og finde frem til tekster, temaer og ideer, som passer til den enkelte lejlighed. Det medfører også en forskellig brug af vejledningerne til henholdsvis vielse og begravelse, at det autoriserede vielsesritual angiver nogle faste læsninger, mens det vejledende ritual for begravelse og bisættelse indebærer frit tekstvalg. Den primære tanke har dog været, at man lader arbejdet med søndagsprædikenen inspirere i arbejdet med lejlighedstalerne, og at denne inspiration måske også kunne vise sig at virke den anden vej. Samlingen afsluttes med et efterord af Mads Davidsen om begravelsestalens historie. Den fokuserer netop på forholdet mellem forkyndelse og konkrete livshistorier. Det er tanken, at et lignende efterord om vielsestalens historie skal udgøre afslutningen på en planlagt samling af tilsvarende vejledninger til første rækkes tekster. God læse- og arbejdslyst. Ulla Morre Bidstrup, Jette Marie Bundgaard-Nielsen, Leise Christensen, Mads Davidsen, Peter Nejsum og Lasse Rødsgaard Lauesen

12 | i hvert fald

1. SØNDAG I A DV ENT

Es 42,1-9 Rom 13,11-14 Luk 4,16-30

OM TEKSTERNE Teksternes fælles motiv er opfyldelse, genoprettelse og frelse. Esajas taler om Kristus som Herrens tjener. Kontekstuelt bekræfter Paulus budskabet om en universel frelse for enhver, der iklæder sig Kristus. Lukas har samme apokalyptiske motiv om genoprettelsens gryende morgen, og lader Jesus udlægge Esajas 61,1-2 og 58,5: ”I dag er de skriftord gået i opfyldelse.” Jesus forkynder frelse for ikke-jøder, og tegnet er, at han fra afgrundens rand går uberørt gennem den vrede folkemængde, for ”Herrens ånd er over mig.”

LIVSTEMAER I TEKSTERNE MED HENBLIK PÅ BEGRAVELSEN a. Troskab ”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket.” (Es 42,6). Esajas’ billedrigdom vækker omsorgen og trøsten, han beskytter den sammenbrudte, lader den blafrende væge leve og giver åndedræt til den, der ikke kan få luft, han løser den, der er låst fast, og giver nyt syn til den, der har set sig blind. Profeten har et poetisk opstandelsessprog, som vækker følelsen af troskab over for den vi elsker, ikke kun gennem livet, men også ind i døden. b. Bane sig vej ”Men han banede sig vej imellem dem og gik” (Luk 4,30). Den dramatiske perikope indleder med, at Jesus læser Esajas: ”Herres ånd er over mig, fordi han har salvet mig,” og løftet er ikke tomt, men redder kort tid efter Jesus fra døden. Synagoge-deltagerne begejstres først over, at Jesus vækker profetien til live midt iblandt dem, og med en kærlig forundring spørger de, om det da

1. søndag i advent |

| 13

ikke er Josefs søn? Men i samme sekund den lille tømrerknægt vender profetien imod dem, vender også stemningen. Forurettede og forargede lykkes de næsten med at tvinge Jesus ud over Nazarets klippe og ned i døden. Men Esajas’ profeti er sand, Josefs søn er salvet og fyldt af Guds ånds urørlighed, derfor ”banede han sig vej imellem dem og gik!” Også vi er salvede, både den afdøde og vi der lever, også vi skal bane os vej.

BEGRAVELSESTALEN a. Troskab Kisten står i kirken, og vi tvinges til at acceptere grænsen mellem liv og død. I det rum iscenesætter Esajas oplevelsen af, at kirken er spændet mellem himmel og jord, en himmelstige hvor levende og døde går op og ned. Hvis døbefonten er inden for øjesyn, materialiseres ordene om at dåben er en udgang, nu også en endegyldig fysisk udgang, og alligevel også en indgang til det evige liv, en virkelighed vi stadig deler med afdøde. Dåben er en foregribelse af døden, en accept af livets fysiske betingelser, men udtrykker også troen på opstandelse og evigt liv. Advent kan være et billede på indgangen til en ny og genoprettet tilværelse, hvor vi fulde af forventninger giver slip på forbeholdene og drager ind i et nyt åbenbaret liv, de levendes land, tematiseret af Grundtvig. Som døbte deler vi skæbne, ikke kun i livet, men også i døden. Vi ved ikke hvordan, for evigheden kan ikke gøres op i timer eller handlinger, men dåben billedgør livets mysterium ved både at favne liv og død: vi deler skæbne med Kristi død og opstandelse. I Det gamle Testamente går englene op og ned ad stigen, dér hvor Jakob sover. Sådan et sted er kirken også. Fødsel og død, barnet der fødes og korsfæstes, kun for at rejse sig, og for altid at stige op og ned i vores nærvær. Kristus stiger ned og samler os op. Også i dag. Advent er håbet om det, der kommer, og taknemmeligheden for det, vi får. Til begravelsen er der en taknemmelighed for alt det vi fik og kunne dele, og håbet om stadig at være fælles. Kisten i kirken, som graven på kirkegården, minder os om at vi stadig har et kropsligt fællesskab. Det er genoprettelse. Når vi begraver vores døde, gentager vi Esajas’ ord: ”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket.”

14 | i hvert fald

b. Bane sig vej År, måneder, dage, timer og minutter kan tælles. Men det kan følelsen og kærligheden ikke, her er selv et øjeblik af uendelig betydning. Vi hører tit og ofte de pårørende fortælle, at afdøde selv oplevede, at hun livet igennem banede sig vej, og ikke sjældent oplevede det som et mirakel, at hun ikke blev skubbet ud over kanten. Det er brydsomt dagligt at stride sig vej, mange forbandelser har lydt, sammenbidtheden og uvejret har fyldt rummet omkring familien med en livsfarlig elektricitet. Men det er, som om alle kampene, nederlagene og sejrene får en anden betydning, når vi står ved graven. Som Lukas fortæller at Jesus banede sig vej og undgik at blive skubbet ud over klippekanten, sådan hører vi ofte at livet viste sig mirakuløst for afdøde. Trods modstand, åbnede der sig en vej gennem livet. Det er troen, og troens ledsager er ofte optimismen. Det samme sker for os, der er tilbage, der viser sig også en vej for os. Det er, som om gigten og demensen, ryggens og sindets sammenbrud ikke længere fylder så meget. Før var det et sort hul, der sugede glæden ud af os, som et fortabelsens mørke, nu er det afløst af en dyb kropslig ro, en stilhed som en nyskabt morgen. Midt i savnet og ulykken baner noget nyt sig vej. Vi bryder sammen her ved kisten, fordi det er med kærlighedens befriende ord, vi bærer kisten ud af kirken. Vi vinker farvel, mens kisten baner sig vej gennem land og by. Det er vigtigt at følge med kisten ud – og slippe den enten ved kirkepladsen midt i trafikken, eller ved den stille grav hvor sproget intuitivt sætter ord på: Nu har hun fundet ro, nu er hun hos Gud. Slidte ord, men ikke desto mindre sande og betydningstunge på rette tid og sted. Der er ikke andre til at sige det end os selv, og der er ikke andre til at vise det. Vi, der er i live, må bane os vej til hinanden, anden måde gives ikke til at opfylde det liv, vi tager afsked med. Det er vores opgave. I anerkendelse af afdøde, så afdødes liv stadig må vække kærligheden. Gud blev menneske, og baner sig vej til os. Også når vi mindst venter det.

LIVSTEMAER I TEKSTERNE MED HENBLIK PÅ VIELSEN a. Kæmpe med lysets våben ”Natten er ved at være forbi. Snart er det dag. Derfor skal vi lægge mørkets handlinger bag os, og kæmpe med lysets våben” (Rom 13,12-13, Den Nye Aftale). Paulus’ løftede pegefinger om at holde sig fra det vilde natteliv med druk og seksuelle udskejelser er en kedeligt insinuerende tale på festdagen,

1. søndag i advent |

| 15

hvor alle kærlighedens sejl er sat til. Det er et kampmotiv. Der er alligevel god klangbund til en kristologisk tale om, at vi alle er syndere, men desuagtet velsignede. Brudeparret vil hver især gerne bringe lyset for en dag, hvem vil ikke gerne det? Er det ikke større troskab at ville bære hinandens mørke? Er det ikke kampen per se? Ifølge Paulus er den opstandne Kristus ”lysets rustning”, måske er det meningsfuldt at huske det jublende brudepar på, at stråleglans ikke kun er dagens lykke, men også den velsignelse der renser den forgiftede og tilgiver den utro. b. Klæder skaber folk ”Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på” (Rom 13,13). Kristologisk taler Paulus om at blive en anden for at blive sig selv. Lysets rustning er et Kristus-mærke, at blive berørt af den korsfæstede og opstandne: at være mærket af sønnens dødelighed, og i ens eget liv alligevel at lade hans opstandelse brænde igennem. Det lyder, at brudeparret bliver ét kød, og måske det kan forstås derhen, at de hver især lader sig blive kendt af den anden, så at der ikke længere er noget mørke, der er skjult. Samlivet er på flere måder at klæde sig af for hinanden, afsløre sit mørke og i fællesskab iklæde sig sandheden. Vielsesritualet fejrer en ny begyndelse og skaber et udgangspunkt, man dagligt kan vende tilbage til. VIELSESTALEN a. Kæmpe med lysets våben Brudeparret står foran Guds alter, præcis hér og ikke alle mulige andre steder. Måske fordi parret erkender sin skrøbelighed stillet over for fremtiden. Udover kærligheden, er det håbet og troen, brudeparret bærer frem for Gud. Paulus siger: ”Natten er ved at være forbi, snart er det dag.” Vi står på tærsklen til en ny dag. Det er, som om vi vinder en særlig indsigt, når vi med natten bag os står i den gryende morgen, og vi begynder at se alt klart omkring os. Nattens drømmeverden afløses af et klart aftegnet landskab. Det er her brudeparret står, midt i den gryende morgen. Talens prosaiske form skal lægge grunden for, at liturgiens poetiske kan stråle. Hvordan sker det? Blandt andet ved at talen tager udgangspunkt i det almindelige og jordnære, i brudeparrets liv. Gennem en anerkendelse af deres eksistens, de er ikke bipersoner, men objekt for ritualets tiltale: Gud vedkender sig os, vi er kendt og elsket. Vi kan pege på ærefrygten for det ukendte,

16 | i hvert fald

der venter, og understrege at der i fremtiden venter kampe, men også at de ikke skal kæmpe på egen hånd, de er velsignede som en glorieomkranset helgen. Skælmsk kan man konstatere, at blomster visner, men der er en særlig ynde ved forgængeligheden. Det havde Kingo sans for. Men det behøver ikke at bæres af troen på den himmelske liflighed. Også sexologerne prøver i disse år at overbevise os om, at ømheden også kropsligt øges med årene, livet leves med tiden mere vibrerende, og med en anden dybde og følsomhed. Mon ikke det er omsonst at satse på forventet efterbevilling? Er det ikke visdom at lade evigheden være op til Gud, og i stedet gøre hvad der for os synes muligt, her og nu? Og kæmpe med lysets våben, kærligheden, fordi Kristus afstod fra den rå magt og med sin død og opstandelse har myndiggjort os hver især, og kaldt os ud i livet som lysets børn. Bruden og gommen får da til opgave at kæmpe – ikke for sig selv – men for den anden uden brug af vold og magt, men i frihed. Det har et brudepar godt af at høre sammen med alle de øvrige ægtefolk i kirken. b. Klæder skaber folk Klæder skaber folk. Vis mig dit hjem, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Du er, hvad du spiser. Du er, hvad du hører. Spørgsmålet er, om vi overhovedet er noget i os selv? Er det hele overflade? Eller havde H.C. Andersen ret, er det hele Kejserens nye klæder? Metaforen om lys og mørke er i sandhed fortærsket. Paulus får alligevel sagt noget alvorligt. De fleste brudepar er ”dressed up”, men uanset tyl og Barbara Cartland-romantik, så er denne skønhed udvendig. Paulus taler ikke om tøj, men om at klæde hinanden på, at være klædt på i al slags vejr. Brudeparret stiller sig foran Guds alter, fordi de ikke selv er små guder, der kan regere over hinandens liv. De bærer ikke brynjer og er usårlige, selv om de stråler, helt bogstaveligt, og sender deres lys ind over hinanden. At rammes af sådan et lys er at blive en anden. Det er mærkværdigt. Samtidig bliver vi ikke rigtig os selv, før andre ser os. Men det blik kan klæde os af til skindet. Det er småligheden, jalousien, grådigheden. Men det kan også klæde os på og være nærende, tilgivende og omsorgsfuldt. At vide sig gennemlyst så vi ikke er tildækkede, men står helt nøgne, er at se på hinanden med et nyt blik. Det kræver, at vi ikke udnytter svaghederne, vi ser. Ligesom det kræver et særligt mod at klæde sig af for hinanden, det er her skrøbeligheden og sårbarheden lever. Et ægteskab er også at dele sårbarheden, hemmeligheden, tvivlen, og

1. søndag i advent |

| 17

vise at vi bærer den sammen. Det er at se hinandens nøgenhed, og at klæde den anden på med sit eget liv. Sådan et klædeskab skaber folk, ægtefolk. Også Guds søn er sårbar og deler menneskeligheden med os. Det paradoksale ved Gud er hans skrøbelighed, og at Gud har givet køb på sin fjerne almægtighed for at dele vilkår med os. Naturen er ikke længere udryk for Guds vilje, hverken hans velsignelse eller straf. Da Gud stod op af graven, var det ikke i pomp og pragt, men som et dødsmærket menneske. Den kristne gudstro er en modsigelse af fornuften. Gud tog ikke tilbage til sin himmel for at føre os som dukker i et absurd teater, men for at afsløre maskeraden vi spiller. For at klæde os af til skindet, og klæde os på i kærlighed. Så vi kæmper med lysets våben, og ikke længere forskanser os med løgne og fortrængning. Gud velsigner brudeparret, og myndiggør begge. Fordi de ikke selv er guder, men har Vorherre som Gud, kan de mødes i lighed og frihed. De kan ikke længere skjule sig bag uvidenheden, de ved nu at de er sat fri til at elske deres næste som sig selv. Rasmus Nøjgaard

2. SØNDAG I A DV ENT Es 11,1-10 Jak 5,7-8 Matt 25,1-13

OM TEKSTERNE Teksterne samler sig om det at være tålmodige, mens vi venter. Der venter os noget godt, som er værd at håbe og længes efter. Evangelieteksten problematiserer om det gælder os alle. Es 11,1-10: En kvist skyder fra Esajas’ stub og vokser frem fra hans rod. Flotte håbs-billeder om ulven, der skal bo med lammet, koen og bjørnen der bliver venner og spædbarnet, der leger ved slangens hule. Jak 5,7-8: Vær tålmodige. Herrens komme er nær.

18 | i hvert fald

Matt 25,1-13: De 10 brudepiger venter på brudgommen. Men kun de fem kloge, der har husket olie til ventetiden, bliver lukket ind. Brudgommen vil ikke kendes ved de fem tåbelige.

LIVSTEMAER I TEKSTERNE MED HENBLIK PÅ BEGRAVELSEN a. At være kendt og elsket Det, vi frygter mest både i livet og i døden, er, at ingen vil kendes ved os. Det er en grundlæggende frygt for den, der skal dø – en frygt, der skaber ensomhed. Frygten for at gå vejen alene og måske ende med at komme til en lukket dør, som de fem af brudepigerne. Kan vi regne med, at Gud vil kendes ved os? b. Håb og frygt – åbne og lukkede døre Der er meget at spille på med de åbne og lukkede døre, hvis virkelighed møder de to forskellige hold brudepiger. Frygt lukker døre og gør verden lille. Håb åbner for muligheder, peger ud over os selv og gør verden større. De pårørende befinder sig i mørket. Vi skal have tændt et lys, mens de sidder i sorgens mørke. Et lys der gør, at de vågner og trækker mod lyset som fugle på træk. Sorgen kræver, at de skal blive i mørket lidt endnu, men det er vigtigt at tænde lys, mens vi venter. På den måde kan sorg sammenlignes med den adventsstemning, som de ventende brudepiger befinder sig i. Men der er også en barsk realisme i teksterne, som handler om at bruge tiden med rettidig omhu. Det handler om at have olie nok på lamperne.

BEGRAVELSESTALEN a. At være kendt og elsket Det kan være forløsende at sprogliggøre den konkrete frygt både for at forlade og blive forladt af dem, man har kendt og elsket. Som Søren Ulrik Thomsen beskriver det i digtsamlingen Rystet spejl (Gyldendal 2011): Mit liv blev et halvt århundrede kortere da du døde og efterlod mig… så jeg resten af livet aldrig mere skal være et barn.

2. søndag i advent | 19

En dør er for altid smækket i til barndommen. På et tidspunkt må vi erkende, at vi aldrig mere skal kendes som et barn. Og dog har vi brug for billeder, der kan åbne for håbet om, at Gud vil kendes ved barneforholdet, som han gjorde det i dåben. Den grundlæggende erfaring, som drengen Jakob i Knud Sørensens roman En tid (Gyldendal 1997) erfarer, da han hører juleevangeliet. Jakob er et såkaldt uægte barn. Han føler sig ensom og forstødt med den skæbne. Men pludselig hører han om en, der havde det som han. En der havde gået vejen før ham. Guds søn var også født udenfor ægteskabet. Han var ikke alene om det. Aldrig kun en, altid mindst to. Gud kendes ved os på vejen, fordi han selv har kendt smerten ved at gå der. Vi lever af at være kendt og elsket og høre til i en sammenhæng. I en begravelsestale kan vi fremdrage de sammenhænge, hvor afdøde har været kendt – ikke som en ”kendis” – men som et elsket menneske, der også selv har oplevet den gensidige glæde ved at kendes ved andre mennesker. ”Holger har levet et stille liv, hvor han ikke har gjort det store væsen af sig. Men han hørte til i en sammenhæng, hvor han var kendt og værdsat, som den han var. Elsket for det han stod for, ligesom I børn aldrig har været i tvivl om hans forsigtige, men kærlige støtte og opbakning. På samme måde har vi håbet om, at Gud som vores far vil kendes ved os i døden.” b. Håb og frygt – åbne og lukkede døre Vi kan forestille os en livshistorie, hvor håbet har været overskriften. Afdøde har levet et liv med åbne døre. Døre der har været åbne ud til verden og andre mennesker. Det har måske også været et gæstfrit hjem med åbne døre. Frem for alt udtrykker børnene taknemlighed over, at deres far har været et åbent menneske, som har vist dem, hvordan verden bliver større, når man møder verden med et åbent sind. Deres far gik i døden med håbet om, at også her venter der noget godt. Han har levet et liv, hvor der altid har været rigeligt med olie på lampen. Håbet er, at den olie åbner døre også til en fremtid i Guds rige. Men vi møder også livshistorier, hvor frygten og begrænsningerne har fyldt meget. Det er tydeligt, at der ikke altid har været olie nok på lamperne. Det har måske udviklet tålmodigheden og sansen for det, der kan vokse frem? Endnu sværere er det at etablere håbet gennem de skuffede forventninger: Var det bare det? Det sker ofte, når vi ikke evner at være til stede i forventningens tid (adventstiden), men i stedet kræver opfyldelse og paradis hver dag – før tid.

20 | i hvert fald

Det væsentlige i livet er ofte noget, der kommer til os, mens vi venter, når vi mindst venter det. Alligevel er den store anfægtelse spørgsmålet om, hvorvidt den manglende olie og den manglende tålmodighed lukker døre til Guds rige. Her kan kun opstandelseshåbet gøre vores tvivl til skamme. Uanset hvor mange døre, der smækkes i for næsen af os, mens vi lever, så lyser håbet om, at døren til evigheden står åben for os.

LIVSTEMAER I TEKSTERNE MED HENBLIK PÅ VIELSEN a. Ventetid og tålmodighed – at noget vokser frem Det kan blive noget af en moralprædiken, hvis vi tager udgangspunkt i de kloge brudepiger, der bruger ventetiden med omtanke og tålmodighed. Her er virkelig tale om rettidig omhu. I længden kan et ægteskab ganske vist ikke bygge på spontan kærlighed og kildevand, der skal også viljestyrke og hårdt arbejde til for at holde kærligheden ved lige. Et ægteskab skal i den sammenhæng også på værksted indimellem for at have skiftet olie. Teksten pointerer, at vi må tage ansvar og ikke udskyde det væsentlige. Det er dog mere opbyggeligt at fokusere på det, der kan vokse frem mellem to mennesker, når vi har tålmodighed til at vente. Fra den gamle formulering med ”vorde” i Fadervor kan vi knytte til ved det, at noget er i sin vorden. Træets knopper sætter sig allerede i vinterens mørke, de skal have tid, vi er nødt til at blive i mørket og vente til det sker. Forberedelse og forventning kommer før opfyldelse. Der skal olie på lamperne, før de kan lyse. På den måde findes der også dage i et ægteskab, hvor vi er nødt til at væbne os med tålmodighed og vente og se, hvad der sker. Tålmodighed med hinanden kan være vigtigt. Et håb lyser ind over ægteskabet: Noget kan vokse frem på ny efter en dårlig periode, hvor lamperne var løbet tør for olie. b. At være kendt og elsket At nogen vil kendes ved os og lukke os ind er den grundlæggende erfaring, som enhver brud og brudgom kan knytte til ved. Ligesom vi kender angsten for, at den elskede brudgom ikke længere vil kendes ved os. I den fuldkomne kærlighed er vi kendt fuldt ud. (1 Kor 13,10-12). I kærligheden til hinanden kan brudeparret i glimt opleve den lykke at være kendt fuldt ud. I den erotiske kærlighed kan de elskende også smelte sammen og kende hinanden fuldt

2. søndag i advent | 21

ud. Med et stykke af den lykke kan vi åbne døre, der bærer ind i evigheden – også selv om vores jordiske lykke ikke varer evigt. Bevidstheden om, at olien på lampen kan brænde ud, er med til at skærpe kærlighedens betydning.

VIELSESTALEN a. Ventetid og tålmodighed – at noget vokser frem Det er langtfra alle brudepar, der taler om kærlighed ved første blik. Mindst en af parterne har ofte oplevet, at kærligheden er vokset frem med tiden, og den anden har måske været nødt til at vente med tålmodighed. Men pludselig kan der opstå noget nyt og uventet. Under kærlighedens blik kan vi opleve, at noget særligt vokser frem. Guds kærlighed ser os ikke bare, som vi er. Guds kærlighed ser også, hvad vi kan blive til. På den måde ser kærligheden på os med håbets fortegn. Kærligheden åbner døre, og sådan som Guds kærlighed åbner døre i vores liv, sådan kan vi også åbne døre i hinandens liv, når vi elsker og bliver elsket. På den måde kan vi få hinanden til at vokse i kærlighed, så de bedste sider folder sig ud. Vi bliver til dem, vi er skabt til at være i Guds øjne. Noget nyt er vokset frem, måske har det ligget i dvale eller i hi som dyrene ved vintertide, men nu kommer det frem i lyset. Tålmodigheden har båret frugt. I talen kan man fx tage udgangspunkt i billeder, der pludselig kan ændre sig alt efter hvilken vinkel, man betragter dem (3D-format eller stereogrammer). Det, man først troede, billedet forestillede, drejer i en anden retning. Noget nyt og uventet toner frem. Flere brudepar vælger desuden at gifte sig, efter at de har boet sammen i mange år, fordi de har erfaret, at de har åbnet sig for hinanden på ny. Ny olie på gamle udtørrede lamper. ”Hanne, du har altid haft et bestemt billede af, hvordan prinsen på den hvide hest skulle se ud. Han så bestemt ikke ud som Jens. Så han blev ikke lukket ind. Du ville ikke kendes ved ham. Men du havde olie nok på lampen Jens. Du havde tålmodighed nok til at vente. Langsomt begyndte der at ske noget. Døren åbnede sig på klem. Lyset faldt ind på en ny måde og afslørede vinkler, som Hanne ikke havde set før. I den sprække der åbnede sig, kom du til at kende Jens på en ny måde. Det var ikke bare irriterende, at han altid gik rundt med lampen fuld af olie – altid parat og tålmodig. Olien viste sig at være en styrke. Den åbnede nye og hidtil ukendte døre. På den måde er vi altid andet

22 | i hvert fald

og mere end det, vi umiddelbart kan se. Guds blik har evnen til at se bag om. Det er det blik, vi låner, når kærlighedens lys skinner på os og åbner nye døre.” b. At være kendt og elsket Erfaringen af at være kendt og genkendt – ikke bare som dem vi er, men også som dem vi kan blive til – kan få et menneske til at vokse og folde sig ud i verden. Benny Andersen beskriver det flere steder i sine digte. Mødet med den anden bærer frugt, så noget nyt vokser frem. Det kan ligefrem være nødvendigt at sy tøjet ud, så vi kan være i det med vores ændrede livshorisont: ”Jeg mødte dig som en fremmed, men fandt ud af du kendte mig bedre end jeg selv” (”Mit hjertes indvandrer” fra Denne kommen og gåen, Borgen 1993). ”Lone og Peter, I mødte hinanden på et tidspunkt i livet, hvor I begge var mærket af den smertelige erfaring af, at kærligheden ikke vil kendes ved os. I havde lukket jer inde bag lukkede døre. Der var ikke mere olie på lamperne. Desto større opleves det under, det er, når kærligheden bryder igennem på ny. Langsomt men sikkert trænger en ny virkelighed sig ind på os og vider vores horisont et par numre ud. Ny olie kommer på lamperne. Vi vågner op. Døre åbner sig og gør verden større. I fortæller, at I oven i købet har taget nogle kilo på, så tøjet virkelig skal syes ud. Sådan er det, når Guds kærlighed træder ind i vores liv, den går i kødet på os og kendes ved os fuldt ud.” Jette Marie Bundgaard-Nielsen

3. SØNDAG I A DV ENT Es 40,1-8 2 Kor 4, 5-10 Luk 1,67-80

OM TEKSTERNE Den gammeltestamentlige læsning taler om Herrens trøst som en opfordring til, at der er én, der må bane Herrens vej i ørkenen. Trøsten tager højde for

3. søndag i advent | 23

det grundvilkår, at menneskelivet er som græs og blomster, der tørrer ind og visner. Herrens ord forbliver derimod til evig tid. Opfordringen om at bane Herrens veje bliver i nytestamentlig sammenhæng forbundet med beretningerne om Johannes Døber. I evangelieteksten møder vi Johannes Døberens far, Zakarias. Zakarias synger lovsang ved sønnens fødsel og profeterer, at Johannes Døberen er den profet, der skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk frelsen at kende. Dermed er dagens tema slået an, nemlig at vi ikke prædiker os selv, men Jesus Kristus som Herren, som Paulus skriver i epistelteksten.

LIVSTEMAER I TEKSTERNE MED HENBLIK PÅ BEGRAVELSEN a. Trøst Ordet trøst lyder som et imperativ hos profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! Men ”hvad skal jeg råbe,” spørger profeten. Svaret lyder: ”Alle mennesker er som græs…” Teksten er en af de mest brugte læsninger ved begravelser. Måske fordi trøsten tager højde for det menneskelige grundvilkår, vi står overfor ved begravelsen, at græsset tørrer ind og blomsterne visner. Sådan er livet, men trøsten peger ud over forgængelighed og død. Hvor de pårørende ved begravelsen har oplevet døden som ord, der hørte op, så forkynder profeten Esajas, at Guds ord forbliver til evig tid. Begravelsen kan tolkes som en trøst, der insisterer på ordet som en fortsat samtale med Gud. Den begynder ved begravelsessamtalen i hjemmet og fortsætter i al evighed. b. Nye tider I teksterne til 3. søndag i advent er der flere profeter på færde. Begge peger de bort fra sig selv og hen på en anden, som et billede på, at de står over for en ny tid. Men hvilken? Midt i Israels ulykke hører vi de mest utrolige historier: ”Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes.” Også den gamle Zakarias låner sprog fra Esajas, når han profeterer om, hvordan der kommer én, der ”skal kaldes den Højestes profet.” Adventstidens forventning er spændt til bristepunktet, men spørgsmålet er, hvad de utrolige historier gør ved os, som lytter til dem. Måske skal der netop utrolige historier til for at skabe håb og mening i den uforklarlige virkelighed, de pårørende står overfor ved begravelsen.

24 | i hvert fald

c. Om lidt bli’r her stille Zakarias blev stum, da han ikke turde tro på englens budskab om, at hans kone Elisabeth skulle føde en søn. Det skete i det øjeblik, Zakarias var ved at frembære røgelsesofferet i templet. Stumheden er derfor blevet tolket som det, at den gamle pagt forstummer, og lovsangen tager over. Ved begravelsen er det nærliggende, at stumheden tolkes som fortvivlelsen, som det at være lukket inde i sig selv med sorgen. Omvendt kan lovsangen tolkes som livet og håbet om, at solopgangen fra det høje vil besøge det menneske, der sidder i dødens skygge. Lovsangen kan lignes med salmesang. Salmer er en slags protestsange mod døden, hvor menigheden helt konkret synger dødens stumhed væk. Det er det samme paradoks som cirkus-sangen, Om lidt bli’r her stille, udtrykker, når Kim Larsen af sine lungers fulde kraft synger stumheden væk, synger om alt det, som bliver stille, går i stå og er forbi.

BEGRAVELSESTALEN a. Trøst ”Jeg ved ikke, om han kunne høre mig, men jeg talte til ham alligevel…” Sådan beskrev datteren, hvordan hun havde talt til sin gamle far på dødslejet. Da døden indtraf, forstummede samtalen. Sådan kan døden beskrives som en samtale, der hører op. Men begravelsen er en insisteren på, at samtalen fortsætter, som ord der ”varer til evig tid”. Det er sådan, Grundtvig beskriver livet i evigheden, når han i Den signede dag skriver: ”Med venner i lys vi tale” (DDS 402). Det er også sådan, Jesu opstandelse fremstilles i Det nye Testamente. ”Jeg talte til ham alligevel,” sagde datteren om samtalen med sin far. Hun havde behov for at tale med sin far, selvom han ikke længere kunne tale. Begravelsestalen kom derfor til at handle om den fortsatte samtale som en bøn til Gud. Det er gennem bønnen, vi kan tale med dem, vi savner, stille de uforløste spørgsmål, takke og skælde ud. I den forstand er livet i evigheden en samtale, som fortsætter, som en trøst for de efterladte. b. Nye tider Forud for begravelsen havde de pårørende set både lidelse og smerte i forbindelse med dødsfaldet. Ved begravelsen stod de derimod i forventningen om, at den afdøde havde det godt. De stod over for en ny tid, som de håbede på, men ikke kunne se. Døden er med andre ord den grænse, hvor vores øjne

3. søndag i advent | 25

ikke kan se længere. I den forstand er præsten en slags profet, der gerne må fortælle utrolige historier om de nye tider. De utrolige historier var allerede til stede på forhånd. De pårørende havde forklaret de yngste oldebørn, at oldemor var ”blevet en engel,” at ”hun sad deroppe i himlen og kiggede ned.” Alligevel var det ene oldebarn brudt sammen, fordi oldemor ikke nåede at fejre sin 100 års fødselsdag med dans og brev fra dronningen. Men når adventstidens tekster taler om bjerge, der sænkes, og dale, der hæves, om lamme, der går, og døde, der står op, så kan oldemor vel også tage sig en svingom hos Gud. Det er adventsteksternes styrke, at de fortæller om den nye tid, hvor alt kan ske, så det får både børn og voksne til at håbe på ny. c. Om lidt bli’r her stille Jeg har flere gange spurgt de pårørende, hvorfor den skulle spilles: Om lidt bli’r her stille. Hver gang lyder svaret: ”Fordi han kunne lide den.” Det eneste teologiske argument antydes i omkvædet: Vi ses måske igen! Alligevel kan man ikke benægte sangens betydning. Det er en sang, de pårørende har sunget med på, en sang de kender fra livet med afdøde. Jeg begravede en gammel bondekone, som de sidste dage før hendes død var uden for bevidsthed. Da hun ikke kunne tale, fortalte den ordknappe søn, at han sang for hende. Han trodsede stumheden og sang midt i stilheden. Af og til kan vi synge sammen, når vi ikke ved, hvad vi skal sige. Jeg talte om Zakarias’ lovsang, hvordan livet vokser ud af sangen og stilheden. Zakarias’ lovsang kan knyttes sammen med den musik og det liv, som har betydning for de pårørende. Der er ingen tvivl om at sange, musik og salmer har forløsende effekt ved begravelsen.

LIVSTEMAER I TEKSTERNE MED HENBLIK PÅ VIELSEN a. Kærlighed i liv og død ”…ja, folket er som græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.” Sådan skriver profeten Esajas, men hvem tør læse disse ord ved et bryllup? Det gør den, der vover at holde en bryllupstale, som var det en tale til et guldbryllupspar. Guldbryllupsparret ved helt konkret, hvordan kærligheden forandrer sig, udsættes for kriser, der får den til at dø hen for måske at fødes på ny. Håbet ved brylluppet er, at ”Guds ord

26 | i hvert fald

forbliver til evig tid,” så ægteskabet kan blive ved med at hente nyt liv, og kærligheden blomstre på ny. b. At bære døden i kroppen ”Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet,” skriver Paulus. At vi bærer den død, Jesus led, har i første omgang betydning for vores liv og død. Paulus mener selvfølgelig, at ligesom vi dør med Kristus, således skal vi også opstå med Kristus. Overfører vi metaforikken på ægteskabet, så får kærligheden nye dimensioner. Paulus taler om kærligheden, som en skat vi bærer i lerkar. Det betyder, at uanset, hvor skrøbelige og fejlbarlige vi mennesker er, så bærer vi kærligheden fra Gud, som en skat indeni. Den gør, at vi kan være tvivlrådige, men ikke bliver fortvivlede, at vi kan være trængt, men ikke stængt inde, at vi kan forfølges, men ikke lades i stikken. At vi bærer kærligheden som en skat i lerkar, gælder både kærligheden fra Gud og vores kærlighed til hinanden i ægteskabet. Fælles for kærligheden er, at den er langt større end os, hvilket vi får blik for, når Jesu legeme kommer til syne i vort legeme.

VIELSESTALEN a. Kærlighed i liv og død Da jeg spurgte det unge brudepar, hvordan de forestillede sig deres ægteskab om halvtreds år, svarede de, at de forestillede sig et ægteskab, der var bygget op omkring børn, tryghed og kærlighed. Men da de hørte læsningen om græsset, der visner, og blomsterne, der tørrer ind, gav det anledning til at tale om, at der hele tiden er noget, der dør i et ægteskab. Det smukke ved at forestille sig et ægteskab om halvtreds år er tanken om den dybde, som kærligheden får, hver gang den overlever perioder med tørt græs og visne blomster. Den unge brud fik pludselig øje på dybden, da hun kom til at tænke på sine egne bedsteforældre. De havde mistet, de havde oplevet trange tider og modgang, men deres kærlighed havde også fået nyt liv, som årene var gået. Det gav hende blik for at også hendes ægteskab rummede et enormt potentiale, at ægteskabet hele tiden får nyt liv gennem Guds ord, som varer til evig tid. b. At bære døden i kroppen Det kan i første omgang virke overvældende at skulle læse teksten om, hvordan vi bærer ”den død som Jesus led” i vores legeme. Jeg læste den for et

3. søndag i advent | 27

modent par, som begge havde mistet deres ægtefæller og nu havde fundet kærligheden på ny. De vidste godt, hvad det vil sige at bære døden i kroppen. De kunne sætte ord på, hvordan kærligheden er skrøbelig, som var den en skat i et lerkar. Men at vi bærer på den død, Jesus led, betyder, at kærligheden kan opstå på ny. Begge fortalte, at de aldrig havde troet, de igen kunne elske et andet menneske. Alligevel måtte de give sig for en ny og anderledes kærlighed, som ikke forrådte eller svigtede den kærlighed, de følte til deres afdøde ægtefæller. Deres historie var fortællingen om, hvordan Jesu liv kom til syne i deres liv, som en ny og levende kærlighed, selvom de begge bar på døden i kroppen. Mads Davidsen

4. SØNDAG I A DV ENT Es 12 2 Kor 1,18-22 Joh 3,25-36

OM TEKSTERNE Teksterne samler sig med glæde og taknemmelighed om alt det, Gud har givet. Es 12: Stor tak lyder for den glæde og tryghed, der findes hos Herren. 2 Kor 1,18-22: Her skal ikke lyde nej, men alene Guds store JA i Jesus Kristus. Joh 3,25-36: Johannes Døberens disciple lægger op til en konflikt mellem Jesus og Johannes, mens Johannes holder fast ved glæden over sin ven.

28 | i hvert fald

ceshistorie, da folkekirken stadig bliver opsøgt i forbindelse med begravelse og død. Dommen må være, at præsterne trods alt siger ”noget” og ikke ”ingenting”, sådan som det var tilfældet ved Mallebroks begravelse i krigen i 1864, hvor ”præsten holdt en tale, han sagde ingenting.”

LITTERATUR Bidstrup, Ulla Morre: Fordi der skal prædikes på lørdag, Ph.d.-skolen Teologi og Religionsvidenskab, Det Teologiske Fakultet. Aarhus Universitet, februar 2011 Bidstrup, Ulla Morre: I anledning af… Kasualierne mellem levet liv og forkyndelse, Aros Forlag 2012 Bidstrup, Ulla Morre; Nejsum, Peter; Salicath, Ulla Bjerregård: I skal leve, nitten begravelsestaler og et efterord, Aros Forlag 2006 Boysen, Benny (red.), herunder artiklen af Anders V. Langer: Hardsysselfolk 3, mennesker og hændelser i Vestjylland Lions clubber i Hardsyssel 1983 Davidsen, Mads: ”Begravelsestalens psykologiske rum”, Præsteforeningens blad nr. 38, 2011 Davidsen, Mads: ”Fra dogme til dogmeregel”, Præsteforeningens blad nr. 45 og nr. 12, 2010 Fog-Nielsen, Einar: ”At sige verden ret farvel” En analyse af prædikener ved 927 begravelser, Den danske Præsteforening 2006 Grundtvig, N.F.S.: Kirkelige Leilighedstaler, Karl Schønbergs Forlag, København 1877 Harbsmeier, Eberhard; Iversen, Hans Ravn: Praktisk teologi, Anis 1995 Hemmingsen Niels: Herluf Trolle, København 1565 i: Jansen, F.J. Billeskov: Humanitas christiana. Mindetaler over Herluf Trolle af Niels Hemmingsen og Christian Machabæus, C.A. Reitzels Forlag 1990 Holst, Elisabet: ”Kvindedyd og kvindedød i danske ligprædikener 15701700”, i : Svøbt i mår, Dansk Folkevisekultur 1550-1700. Bind 1: Adelskultur og visebøger, C.A. Reitzels Forlag 1987 Kirchmeier-Andersen, Sabine: Dødsopfattelsen i danske trykte ligprædikener 1565-1800 (Utrykt speciale Københavns Universitet 1987) Kristensen, Thomas (red.): I dødens skygge, Menighedsfakultetet 1985 Lausten, Martin Schwarz: Danmarks kirkehistorie, Gyldendal 1994

Og præsten holdt en tale... | 365

Lindhardt, Mogens: ”Bøn som prædikenforberedelse”, i: Gudstjenestens teologi – folkekirkelige og økumeniske perspektiver, red. Johannes Nissen, Jens Holger Schjørring og Henning Thomsen, Anis 2001 Lindhardt, Mogens: ”Om at få den døde på plads”, i Kritisk forum for praktisk teologi nr. 72, 1998 Lindhardt, P.G.: Det evige liv, Danskerens Forlag A/S, Aabenraa 1953 Meile, Eva: ”Begravelsestaler”, i: For festens skyld, red. Eberhard Harbsmeier, Christian Højlund, Søren Lodberg Hvas og Eva Meile, Anis 2002 Mynster, I.P.: Kirkelige Leilighedstaler, Bind 2, C.A. Reitzels Forlag 1854 Nielsen, Bent Flemming: Genopførelser, Ritual, kommunikation og kirke, Anis 2004 Olesen Larsen, K. : Fyrre prædikener af K. Olesen Larsen, Privattryk 1969 Olesen Larsen, K.: ”Om begravelsestaler” i Præsteforeningens blad Årg. 63, 1973 Pedersen, A.F. Nørager: Prædikenens Idéhistorie, Gyldendal 1980 Rubow, Cecilie: At sige ordentligt farvel, om begravelsestaler i Danmark, Anis 1993 Sode-Pedersen, Anders: ”Den sidste dans”, i: Siden Saxo, nr. 1, 15. årgang, 1998 Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, Illustreret udgave, Gyldendals boghandel, Nordisk Forlag København 1914 bind 14: Livsafslutning Zeuthen, Nikolaj: ”Tatreich-Hörreich, Verdener til forskel i 1500-tallets danske ligprædiken”, i: Danske Studier 2002, C.A. Reitzels Forlag 2002 Begravelsestaler Ved Biskop Jakob Peter Mynsters Jordefærd, C.A. Reitzels Bo og Arvinger 1854 Ved Biskop, Kongelig Confessionarius Dr. Th. Hans Lassen Martensens Jordefærd, Gyldendalske boghandels forlag 1884

366 | i hvert fald

FOR FAT TER NE

Anne Katrine Bjørn Andersen f. 1968. Cand. theol., 1996. Journalist højskolens tillægsuddannelse, 1997. Projektmedarbejder, 1996. Sømandspræst ved den danske kirke i London, 1998. Journalist, Kristeligt Dagblad, 2001. Akademisk medarbejder i Konrad Adenauer Foundation i London, 2002. Sognepræst i Jelling, 2004 og fra 2013 i Ordrup. Jacob Køhn Andersen f. 1968. Cand. theol. fra Aarhus Universitet 1996. Sognepræst i Lem, Vejby og Håsum 1996-2000. Sognepræst i Hørning, Blegind og Adslev siden 2001. Hjemmeside: www.fornuftenshjerte.dk Ulla Morre Bidstrup f.1965. Cand. theol. et fil. (litteraturhistorie). Ph.d. i praktisk teologi. Lektor på Folkekirkens Uddannelsesinstitutioner for Præster fra 2006. Fag: Liturgik og kasualier. Ulønnet hjælpepræst i ThorsagerBregnet-Feldballe pastorat. Tidligere sognepræst i ÅlsøHoed-Vejlby-Homå (1993-2000) og Thorsager-Bregnet (2000-2006) pastorater. Forfatter til bl.a. Fordi der skal prædikes om lørdagen (2011) og I anledning af… (2012). Redaktør på og bidragyder til en række bl.a. praktiskteologiske bøger. Medlem af bl.a. Grundtvigsk Forums styrelse, Kritisk Forum for Praktisk Teologis redaktion og Det Lutherske Verdensforbunds Council.

Forfatterne | 367

Kaj Bollmann f. 1953. Cand. theol. fra Aarhus Universitet, 1979, præst i Åbyhøj 1979-82 og i Kapernaums Sogn i København NV, 1982-1994. Generalsekretær i Kirkefondet, 1994-2010. Siden 2010 sognepræst i Jyllinge. Forfatter og bidragyder til en række udgivelser om kirkelige emner, bl.a. bogen Kirke til tiden (2009). Medlem af redaktionen for Kritisk Forum for Praktisk Teologi 1980-1990. Næstformand i Kirkeligt Centrum siden 2011. Agnete Brink f. 1955. Cand. theol. fra Aarhus Universitet, 1983. Sognepræst i Kistrup pastorat, 1985-91 og i Vor Frue Kirke i Aarhus, 1991-98. Ansat ved Præsternes Efteruddannelse 1997-2003. Siden 2005 sognepræst i Hasseris Sogn. Beskikket censor ved Aarhus og Københavns Universitet, 1985-2005. Jette Marie Bundgaard-Nielsen f. 1961. Cand. theol. fra Aarhus Universitet, 1993. Læreruddannet fra Silkeborg Seminarium, 1985. Fungerende sognepræst i Sct. Nicolai sogn i Vejle, 1993. Sognepræst i Hørning, Blegind og Adslev fra 1994. Medlem af redaktionen for Kritisk forum for praktisk teologi, 1998-2012. Medlem af den grundtvigske midtbane fra 2002. Provst i Gjern, Galten og Hørning provsti fra 2004. Provst i Skanderborg provsti fra 2007. Næstformand i Danmarks Provsteforening fra 2010. Leise Christensen f. 1964. Lektor i religionspædagogik ved TPC, Løgumkloster. Cand.theol. fra Aarhus Universitet, ph.d. inden for det gammeltestamentlige område. Har undervist i Det gamle Testamentes eksegese ved Det teologiske Fakultet i Aarhus. Tidl. sognepræst i Sdr. Lem Sogn ved

368 | i hvert fald

Ringkøbing. Nuværende ulønnet hjælpepræst i Stadil og Vedersø Sogne ved Ringkøbing. Anne-Sophie Olander Christiansen f. 1964. Bach. idræt., 1995 fra Københavns Universitet, Cand. theol., 2000 fra Københavns Universitet. Sognepræst i Himmelev sogn, Roskilde. Tidligere præst i Farum, Helleruplund og Lyngby og i ”Granly”, Den Danske Kirke i Surrey, Vancouver, Canada. Mads Davidsen f. 1975. Sognepræst i Egense og Øster Skerninge pastorat på Sydfyn siden 2010. Cand. theol. fra Københavns Universitet, 2003. Har skrevet artikler i diverse fagblade, herunder artiklen Fra dogme til dogmeregel, som ligger til grund for ideen bag nærværende bog. Medstifter af ”Prædikennetværket” på Fyn og medarrangør i ”Grundtvigske midtbane” siden 2013. Johanne Marie Langkjær Fårup f. 1979. Cand. theol., Aarhus Universitet, 2009. Sognepræst i Føns, Ørslev, Udby og Husby pastorat, Fyn siden 2009.

Arne Mårup f. 1959. Sognepræst i Hjerting fra 1991. Medredaktør på I første række, Aros Forlag 2012, bidragyder til I anden række, Aros Forlag 2009, Kære konfirmander, Aros Forlag 2013 og Som hos dig står, Aros Forlag 2013. Medredaktør af Dansk Kirketidende 2006-2009. Censor ved lærereksamen i kristendomskundskab. Prædikenvejledninger i Præsteforeningens blad, Trinitatis 2012.

Forfatterne | 369

Eva Tøjner Götke Cand.theol., sognepræst i Thomas Kingos Kirke, Odense.

Ane Bisgaard LaBranche Cand. theol., sognepræst ved Hyltebjerg Kirke, Vanløse siden 2004. Har bidraget til bl.a. Tredje tekstrække – udvalgte bibeltekster til lejlighedsgudstjenester, Bibelselskabets Forlag 2010, Himlen i mine fodsåler, Aros Forlag 2011 og Ordet på arbejde, Bibelselskabets blad og Kirken Underviser. Lasse Rødsgaard Lauesen f. 1980. Uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet, 2006. Orlogspræst samt sognepræst i Paarup Kirke på Fyn. Har skrevet prisopgaven: Hans Tausens forhold til Martin Luther, bidragyder til Tredje tekstrække, Bibelselskabets Forlag 2010 og Guldkorn, RPF – Religionpædagogisk Forlag 2011. Peter Nejsum f. 1965. Sognepræst i Jørlunde i Nordsjælland siden 1996. Cand.theol. fra Københavns Universitet, 1995. Konsulent vedr. prædikennetværk i Helsingør Stift. Medredaktør af I anden række, Aros Forlag 2009 og I første række, Aros Forlag 2010, samt antologier om kasualierne: I skal leve, Aros Forlag 2006, Kære konfirmander, Aros Forlag 2013 og Som hos dig står, Aros Forlag 2013. Rasmus Nøjgaard Sognepræst i Skt. Jakobs Kirke, Østerbro. Cand. theol. og fil., Københavns Universitets guldmedalje, phd. stip. Medoversætter af Den Nye Aftale – Det Ny Testamente på nudansk, Bibelselskabets Forlag. Diverse artikler og

370 | i hvert fald

publikationer, fx i Forum for Bibelsk Eksegese, Den store Encyklopædi, Bibliana. Benedikte Bock Pedersen f. 1965. Cand. theol fra Aarhus Universitet, præst ved Sct. Severin Kirke, Gl. Haderslev Sogn.

Henriette Pedersen f. 1965. Sogne- og sygehuspræst ved Budolfi Kirke og Aalborg Psykiatriske Sygehus.

Forfatterne | 371

I HV ERT FA LD • • • • •

er en idebank til begravelses- og vielsestaler indeholder vejledninger til begravelses- og vielsestaler baseret på teksterne i kirkeåret efter anden tekstrække er skrevet af 18 præster fra hele landet, som i mindre grupper har vendt og drejet teksterne, inden de hver især i dialog med redaktionsgruppen har skrevet deres bidrag kombinerer brugen af søndagens eller helligdagens tekst med henvendelsen til brudeparret eller de efterladte lader teksternes betydningspotentiale række ind i de kirkelige handlinger

Redaktionsgruppe: Ulla Morre Bidstrup, Jette Marie Bundgaard-Nielsen, Leise Christensen, Mads Davidsen, Peter Nejsum og Lasse Rødsgaard Lauesen

ISBN 978-87-7003-693-1

9 788770 036931