Kerstin Dillmar og Lars Björklund
Identitet og opgave Sjælesorg når livet går i stykker
Eksistensen
Kerstin Dillmar og Lars Björklund Identitet og opgave Sjælesorg når livet går i stykker Dansk oversættelse: Birgit Ank Svensk © Argument Förlag AB, Lars Björklund & Kerstin Dillmar, 2015 Original edition published in Sweden under the title Identitet och uppdrag by Argument Förlag AB, Sweden Dansk © Forfatterne og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2019 ISBN 978 87 410 0441 9 Sats & omslag: Claus Nielsen Sat med More Pro Tryk: Toptryk Grafisk, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1. Identitet og opgave . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .9 Udgangspunkt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Identitet – at være eller at gøre . . . . . . . . . . . . 11 Identiteten tager form . . . . . . . . . . . . . . . . . .12 Oversættere og billedhuggere . . . . . . . . . . . . .13 Kroppen og ansigtet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .15 Eksistentiel ensomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . .18 Grænse eller kontaktflade . . . . . . . . . . . . . . . 20 Sjælesorgens opgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . .21 At glemme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 At ville give . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 Eksistentielle suk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 Sukkenes tretal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Hvorfor lige mig? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Utilstrækkelighed som et arbejdsvilkår . . . . . . 29 Det umulige som mulighed . . . . . . . . . . . . . . 30 2. Håb og håbløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33 Håb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 Håbløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Vor egen håbløshed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Opstandelsen – vi vokser ud af intet . . . . . . . . 41 Kærlighed som en trussel . . . . . . . . . . . . . . . 42 Død og katastrofe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44 Samarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 Kompetence . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 Det nære møde med sorgramte . . . . . . . . . . . . 50 Mennesker er adækvate . . . . . . . . . . . . . . . . .51
Tilbagevenden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 Forbøn: at turde lade være . . . . . . . . . . . . . . . 52 3. Vrede og længsel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55 Det var mig der tabte ham på gulvet . . . . . . . . 55 Den eksistentielle vrede . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Skyld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .61 Skam . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 Pindsvinemennesker . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Vredens tre dele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Vrede og vægring . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 Vrede bilver til sorg . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 Alle svar er forkerte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68 4. Del og helhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Det skæve tårn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .71 Er lige mere rigtigt end skævt? . . . . . . . . . . . . 72 Ritualet som overgangssted . . . . . . . . . . . . . . 73 Sprogets temperatur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 Fortællingen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78 Han er ikke her . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 79 Eksistentiel længsel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 Udenfor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80 Forsoning? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 Fællesskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82 Fortsættelsens muligheder . . . . . . . . . . . . . . 84 Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89
Indledning
Denne bog tog sin begyndelse i en vision om og en længsel efter at sidde sammen med kolleger fra hospitalskirker og tale om virkeligheden. I et døgn at lægge alle opgaver fra os og kigge indad og tænke over hvem vi er, hvad vi gør og hvorfor. Det var en længsel efter at få lejlighed til at reflektere over arbejdets hverdagssituationer indefra, til at tænke over hvad det er vi møder i vores virke på sygehuse og i palliative enheder, og over hvad der sker med os selv i mødet med andres skæbne. Det er ikke altid let at finde plads til refleksion i det daglige arbejde. Nye opgaver, praktiske spørgsmål og behov for akut indsats hober sig op. Vi ville skabe et rum for de dybe og undertiden meget svære spørgsmål som mødet med lidende mennesker giver anledning til. Mennesker der arbejder i eksistentielt udsatte miljøer, har brug for lejlighed til at tale om hvordan det virkelig føles, ikke blot hvordan det burde føles. I et samarbejde med Sigtunastiftelsen blev det muligt fire gange at samle en økumenisk gruppe af medarbejdere ved hospitalskirker. Allerede fra begyndelsen blev målet præsenteret: at dele tanker uden at skulle nå frem til et svar. Det var ikke sådan at vi skulle være eller blive enige om alt.
7
Ingen tolkning skulle have forrang for en anden. Vi skulle tillade os at være modsigelsesfulde og ambivalente. Vi ville også forsøge at tale om tro, tradition og erfaringer uden at bruge de klassiske ord og begreber. Frem for alt ville vi uddybe og udvide tankegange om samtale, sjælesorg og mødet med mennesker i sorg og krise. I denne bog har vi valgt at gengive en del af denne proces. Beskrivelserne heraf er vævet ind i teksten og er markerede med kursiv. Eksempler fra møder med patienter, pårørende og personale er skrevet om og anonymiserede. Vores forhåbning er at bogen kan være et bidrag og en inspiration til fortsatte tanker og samtaler blandt dem der arbejder med eller er interesserede i sjælesorg. En særlig tak til de kolleger som var med de døgn vi mødtes på Sigtunastiftelsen: Hilkka Hagelberg, Sara Ivarsson, Christina Lindgren, Ingemar Moritz, Karin Nordfeldt Hansson, Roger Samuelsson, Ingegerd Slätteby og Ronnie Strömgren. Nogle af deres tanker og refleksioner er med i form af indsatte tekstafsnit i grå bokse. Uppsala 2015 Kerstin Dillmar og Lars Björklund
8
1. Identitet og opgave »For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.« Matthæusevangeliet 25,35-36
Udgangspunkt Lige fra begyndelsen står det klart at spørgsmål og tanker angående identitet og opgave må være vores udgangspunkt. Dels fordi vi har brug for en grund at stå på, dels fordi det kan synes selvindlysende hvad der er vores opgave, og hvad der er vores identitet – og alligevel ikke er det. Som medarbejdere på et sygehus kommer vi ofte tilbage til hvad vi ikke er. Vi er ikke socialrådgivere. Vi er ikke terapeuter. Vi er ikke psykologer. Og alligevel befinder vi os et sted der i grænselandet. Men bliver vores opgave tydeligere af at vi siger hvad vi ikke gør? Kan det tænkes at det tyder på at vi har forskellige opfattelser af hvad vi er og gør. Skal vi måske øve os i at formulere os tydeligere om hvad vi faktisk er og gør? Skal vi øve os i at tale om at vi har forskellige opfattelser?
9
Livets spiral Livet har vi ikke selv valgt, vi må tage imod det som en gave. Livet rummer både møder og tab. Det første behov vi har, er at blive mødt af et ansigt som smiler til os. Der grundlægges følelsen af at være velkommen. Siden følger forhåbentlig en række gode møder når man som spædbarn/barn får lov til at være i centrum. Som børn kan vi også komme ud for tab, og der begynder livets skoling i at håndtere dem og tage vare på de gode møder som hjælper en igennem. Den første øvelse i at klare et tab er måske når et kæledyr dør. Siden kan det være mormor eller farfar, og hen ad vejen ens egne forældre. Andre ting man kan miste, er venner, helbred, ejendom og relationer. Til sidst kommer det store tab: mødet med ens egen død. Et synonym for ordet sorg kan være ‘tabskrise’. Som hospitalskirke er vi med i denne ‘livets spiral’ i mødet med udsatte mennesker. Vi er en af flere, men vores opgave er også specifik: »Jeg var syg, og I tog jer af mig.« Gode møder i forbindelse med tab gør at vi nærmer os vores egen midte, får indsigter i livets dybde og modnes. Livet kan altså være en bevægelse udefra og indefter som giver selvindsigt, eller en bevægelse indefra og ud som skaber en åbenhed over for vore medmennesker. Når vi hører menneskers beretning første gang, kan vi føle trang til at tage skoene af, for vi befinder os på hellig grund. Der kan vi mødes i eftertænksomhed, fællesskab, tårer og latter. I livets spiral og i svære møder skal vi være bærere af håb og formidle med ord eller uden ord: »Er
10
der ikke en vej rundt om dette, er der en vej igennem. Jeg kan ikke gå vejen for dig, men er rede til at følge dig et stykke på vej.« Ingemar Moritz, sygehuspræst
Identitet – at være eller at gøre Vores identitet er et udtryk for vores dybeste væren. Det er en måde at beskrive den inderste kerne i vores personlighed på. Det vi kalder identitet, kan vel også kaldes for et udtryk for det som er vores sjæl. Vi kan have mange roller, vi kan være søskende, børn, forældre, mennesker og verdensmedborgere, men inden for disse identitetsskabende relationer findes en endnu dybere identitetskerne. For mange af kirkens medarbejdere er opgaven som diakon eller præst noget som ikke bare er en arbejdsidentitet, men også en kaldsidentitet som er blevet ét med den personlige identitet. Man kan se det under flere synsvinkler. En arbejdsidentitet som lægger helt beslag på os, kan være svær at håndtere. Viljen til altid at være til stede for andre kan blive til en grænseløshed som ikke gavner nogen. På den anden side kan vores identitet være stærkt knyttet netop til opgaven at være til for andre. Det dybeste i vores menneskesyn handler om dette. Begge perspektiver kræver refleksion og bevidsthed om hvordan vores måde at forholde os på påvirker os selv og andre. Det er vigtigt for vores opgave at vores personlige identitet er vores udgangspunkt, og at kaldet er næste trin. At være sjælesørger, præst eller diakon bliver vores identitet i kaldet, vores arbejdsidentitet.
11