Julekalenderen En vinterbaders notater fra menneskehavet Peter A.G. Nielsen © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2017 ISBN 978 87 410 0285 9 Omslag: Nina Lachmann Sinding Sats: Tina D. Laursen Sat med Adobe Garamond Pro Tryk: Livonia Print, Letland Fotografi af Peter A.G Nielsen er taget - og venligst stillet til rådighed - af Carsten Lauridsen © Tak. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Peter A.G. Nielsen
Julekalenderen En vinterbaders notater fra menneskehavet
Forord ”Glædelig jul” ønsker vi hinanden i en lind strøm i december måned. Til venner og bekendte, familie og kolleger. Til ekspedienten i forretningen, der møjsommeligt pakker vores julegaver ind. Til pædagogen i børnehaven. Til naboen over hækken. Men får vi også sendt den lille, men omsorgsfulde bemærkning af sted til de mennesker, der i særlig grad har brug for en håndsrækning i en tid, hvor forskellen på dem, der har for meget, og dem, der mistet det meste, er ubarmhjertig tydelig? Det nemmeste man kan give, er et lille stykke af sig selv og sin tid. Det er også det sværeste. Vi er blevet nærrige med os selv. Og blufærdige. Hvorfor? En gang sagde vi, at tid var penge. Det er længe siden. I dag er tid så dyrebar en størrelse, at vi er langt på den anden side af at kunne forklare dens værdi i økonomiske termer. Tid er identitet, og identitet er ikke noget at spøge med. Identitet er ikke noget, vi har råd til at sætte på spil. Her kan man ikke være skødesløs. Hvis ikke vi passer og plejer vores identitet ud i alle hjørner, kan det give bagslag, og
vi kan risikere at blive skammet ud. Og i skammens tidsalder gælder det om at holde sin sti ren og hovedet højt. Men måske er der alligevel en anden vej? Måske har vi fået galt fat på, hvordan vi forvalter vores juletid til fælles bedste. Peter A.G. Nielsen bringer en eftertanke til alle os, der har godt af at bruge et øjeblik på at åbne en kalenderlåge hver dag i den travle tid. Der har godt af at gennemtænke, hvad julebudskabet betyder for det moderne menneske. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os! I al sin enkelhed er det, det smukkeste juleevangelium, vi har. Men hvad betyder det? Peter A.G. tilbyder i denne julekalender for voksne sin version af det glædelige budskab. Så tag dig tiden til at gå med på en række samtaler i et Danmark, der ikke altid får taletid. Og når så julen er oprunden, og trangen til at pille julen ned allerede så småt melder sig på juledags aften, så afjuler vi langsomt ved at lade samtalerne strække sig helt frem til nytår. Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig! Matthæusevangeliet 25,40
Redaktør Charlotte Ekstrand
1. december
Juletræet på Rådhuspladsen Mændene fra kommunen er ved at rejse det store juletræ på Rådhuspladsen. Lange, afknækkede grene ligger ligesom store fjer på pladsen rundt om træet. En pige er kravlet op i træet, i gang med at ordne noget. ”Er de knækket under transporten?” ”Ja. Det skal jo ned og ligge, jo. Så har vi bare lidt ståltråd, hvor vi syr et par grene på.” ”Nå ja. Jeg kan se, der er et par huller. Juletræs-reparatør … ha ha,” griner jeg. ”Ja, fornemt, ikke?” svarer manden fra kommunen. ”Og det er umuligt at finde et træ, der er pænt hele vejen rundt, jo. Men så har vi en filosofi, at dén side, man kan sige, der er rigtig flot, dén skal så vende ind mod Rådhuset.” ”Nå! Det vender dén vej?” peger jeg. Træet står med ryggen 7
ud til Rådhuspladsen, og der er huller i ryggen. ”Skulle det ikke hellere vende ud mod os andre?” ”Jo, øhhh, det burde det måske.” ”Ud mod folket. Sådan ville jeg da vende det.” ”Ja. Det burde det jo sådan set. Men politikerne vil gerne have det vendt, og de har det sidste ord ... Nej ... Det er noget vi selv beslutter.” ”Det er jeres autoritetstro?” ”Ja. Lige nøjagtig! Så får vi ikke nogen ballade. Vi er tre granvoksne mænd, ha ha. Vi er jo også glade for vores arbejde, jo. Vi vil jo ikke ha’ nogen ballade, du ved. Så får vi det at vide ad bagvejen dagen efter. Nej, jeg ved sgu ikke, jo, du har da ret.” ”Det er da vigtigt, det vender flot ud til pladsen. Det er da her, vi ser det fra. Det er da også her, det fotograferes fra. Fordi bladhusene, de ligger da derovre!” peger jeg mod hjørnet, mod Nord-Øst. ”Hvor højt er træet?” ”Det skulle være 21 meter. Og det tændes hvert år 1. søndag i advent kl. 16. Der kommer en brandmand, du ved, det er jo nissefar, der kommer, ikke, og BUM så stikker han ild i det. Nogle år går det godt og andre år går det rigtigt godt ... Flere 8
gange har de fået tændt det på vejen op. Nissefar står med en fakkel deroppe, og så tænder han stjernen ... Og så drypper lyset derfra ud i alle pærerne ... Men så et år ... så brandmanden ... der er elektrisk tænding på stjernen ... Men så snubler han på vej op ad stigen … Så trykker han på knappen, og så gik der fut i hele træet. Alle lamperne blev tændt, og så måtte borgmesteren holde sin tale, da den var fem minutter i.” ”Neeejjjj!” hvisker jeg. ”Jo! Det var lidt uheldigt. Mange børn nåede slet ikke frem.” ”Hvor mange pærer er der?” ”800!” ”Det er vel energisparepærer?” griner jeg. ”Nej, det er det ikke. Og det kommer der heller ikke på, altså ... Det er gennemsigtige glødepærer.” ”Ja, for det skal stråle varmt som en åben favn.” ”Lige nøjagtig, og tænk. De er lavet i hånden ovre i Sønderjylland. De sidder med elektroderne, og så med pincetter trækker de glødetråden rundt. Og så derefter bliver kolben sat over og sat fast, og så bliver de suget tomme for luft. Det er lavet i hånden det hele.” 9
”Det er lige før, man kan se det,” smiler jeg. ”Det er så flot! Den måde de spejler sig i børnenes øjne. Og fugten på deres læber, mens de spiser en pølse. Ha ha, det er sgu flot.” ”Og skinner i pengekisten!” ”Ja, hvis de kan lade den være i fred! Det har vi også problemer med. Sidste år, jeg tror det var fire eller fem gange, den blev smadret.” ”Er det ikke panserglas?” ”Jo, men de gør alt, hvad de kan, for at smadre den alligevel.” ”Stjal de pengene?” ”Ja, og den står ikke engang ude om natten. Den bliver kørt ind kl. 23. Før i tiden stod den jo ude hele døgnet rundt. Men sidste år havde de smadret nissehuset og alt muligt, hele lortet.” ”Hvad er det dog, der sker?” ”Ja, det må du sgu nok spørge om. Men det klør jo i fingrene, hvis de kan se, der ligger 250.000 i kassen. Så vil de jo gerne ha’ dem med sig, jo.” ”Jeg tror det straffes i himlen, du!” ”Ja, ha ha ha, det tror jeg også.” 10
”Alle de børn, der skulle have haft glæde af pengene.” ”Ja,” sukker han. ”Glædelig jul.” ”Ja, tak skal du ha’!”
11