KĂŚre Martha ord om Gud til et liv med stress
Kære Martha af Lotte Lyngby Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Mikkel Pape og Lars Vendelbo Foto: Karina Rydendahl: s. 22, 56, 61, 107, 133 Diana Hansen: s. 40, 50, 75, 117 Sasha Rydendahl: s. 32, 88 Rune Øster Mortensen: 98, 128 Eksistensen 2017, 2. udgave, 1. oplag. Første udgave 2015 © 2017 Eksistensen og forfatteren Eksistensen, Frederiksberg Alle 10, DK-1820 Frederiksberg C., Tlf. 3616 6481 eksistensen@eksistensen.dk, www.eksistensen.dk Bibeltekster bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992 © Det Danske Bibelselskab 1992 ISBN: 978 87 410 0343 6 Tryk: Toptryk
KĂŚre Martha ord om Gud til et liv med stress
Eksistensen
Du har skabt os til dig, o Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig (Augustins Bekendelser)
Indhold: Mannakorn og mindfulness..........................................9 Del I: Jesus som stresscoach........................................15 Jesus hjalp ikke alle......................................................................18 Jesus hvilede sig............................................................................23 Jesus bad..........................................................................................27 Jesus gjorde ikke alle tilpas.......................................................33 Jesus som stresscoach ...............................................................38 Del II: Ord om Gud til et liv med stress.......................42 Ja og nej...........................................................................................45 Motivationsfristelsen...................................................................51 Det store kommer i det stille....................................................57 Pausens kraft..................................................................................62 Du kan ikke gå på vandet..........................................................66 Træk vejret.......................................................................................71 Giv glæden næring.......................................................................75 Marias verden.................................................................................80 Hjælp mig!.......................................................................................84 Træer har rødder...........................................................................89 Fulde lader.......................................................................................94 Når jeg er svag, er jeg stærk......................................................99 Velsignelse fra et kors............................................................... 104 Du skal ikke bekymre dig........................................................ 108 En byrdebærer melder sig på banen.................................. 113 Skyldig........................................................................................... 117
Problemer og vilkår................................................................... 123 Jakobs kamp................................................................................ 129 Brev til Martha............................................................................. 134 Farvel stress................................................................141 Appendiks: Fakta om stress......................................145 af ledende psykolog Pia Ryom, Arbejdsmedicinsk klinik, Aalborg Universitetshospital Oversigt over steder fra Bibelen, som er brugt i bogen ������������������������������������������������154
Mannakorn og mindfulness Mennesker løber stærkt. Vi haster af sted med raske skridt. Vi har meget, vi skal nå. Vi kigger på uret utallige gange i løbet af en dag. Vi skynder os hele tiden. Selv når vi sidder stille, har vi travlt. Vores tanker farer af sted til højre og venstre og frem og tilbage. Det meste af tiden er vi i tankerne på vej ud i fremtiden. Vi tænker på i morgen og på lige om lidt. Vi har svært ved at nøjes med at være lige her, hvor vi er. Mange af os oplever, at tiden simpelt hen ikke slår til. Vi skal nå mere, end vi har tid til. Vi ville ønske, at der var flere timer i døgnet end de timer, der er. De krav, som stilles til os – af os selv eller af andre – er ofte større end de kræfter, vi har at gøre godt med. Så forsøger vi at løbe endnu stærkere. At tænke endnu hurtigere. At bide tænderne endnu mere sammen. Vi vil så utroligt gerne nå det hele. Der er meget, som vi gerne vil udrette. Mange af os er rigtig glade for at lave det, vi laver. Dét, vi har travlt med, er noget, vi gerne vil. Vi har masser af motivation, og vi har lyst til at sætte alle vores kræfter ind, og vi er villige til at skrue tempoet op. Problemet er bare, at vi ikke altid kan holde til at blive presset så hårdt. Kroppen og sindet siger fra. Som en løber kan få skader i sine knæ, hvis han ikke holder pause og hviler sig mellem sine løb, sådan kan et menneske også få skader i krop og sjæl, hvis det bare stormer af sted i sit liv uden at unde sig rist eller ro. De skader er det, man kalder stress. Stress har de seneste år fyldt mere og mere i sygdomsbilledet i Danmark. Mange af os kender nogen, der har været sygemeldt med stress. Hvis da ikke det er os selv, der har været den, der er syg. Psykiater Jess Gerlach fra Psykiatrifonden har udtalt, at hver femte dansker er stresset i et omfang, der går ud over livskvaliteten. Og undersøgelser har vist, at hver 10. af os er så alvorligt påvirket af stress, at det
9
præger vores helbred. En halv million lægebesøg og 30.000 hospitalsindlæggelser årligt bunder i stress. Stress er en sygdom, der sætter sig spor, når den melder sig på banen i et liv. Den her bog er et forsøg på at sige ord ind i det stressramte eller det stresstruede liv. Jeg har selv været der. To gange har jeg været så ramt af stress, at jeg var nødt til at blive sygemeldt i flere måneder fra mit arbejde som præst. Begge gange kom det fuldstændig bag på mig, at det kunne ske for mig. Begge gange oplevede jeg det som skamfuldt, pinefuldt og svært at indrømme, at stressen havde overmandet mig i sådan en grad, at jeg ikke kunne passe mit arbejde. Begge gange tog det lang tid at komme på fode igen. Da jeg var syg af stress, indgik jeg i et behandlingsforløb på Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg. Her bestod behandlingen dels af samtaler med en psykolog og dels i træning i mindfulness, som er en meditationsform, der har vist sig virksom i behandling af stress. Mindfulnessmeditation handler om at øve sig i at være fuldt og helt til stede i det nu, der er lige nu på en måde, der er accepterende og ikkedømmende. Det er en teknik, som har sine rødder i buddhismen, og sådan er det også med det meste af det andet, som eksperterne anbefaler til hjælp mod stress. Både meditation og yoga har rødder i østens religioner. Jeg oplevede mindfulness som hjælpsomt, mens stressen rasede værst. Det gjorde godt at øve sig i at være til stede i sin krop, og det hjalp at tømme sit sind for tanker og bare være nærværende til stede i nuet med det, der er. Det føltes rigtigt at øve sig i at være helt stille, både i krop og i sjæl. Men som tiden gik, mærkede jeg en længsel efter, at stilheden skulle være fyldt af andet og mere end bare mig selv. Det var ikke nok at
10
være ”mindful”. Der skulle noget mere til. Jeg havde brug for noget, der var større end mig til at hjælpe mig igennem stressen. En dag fandt jeg min bedstemors gamle mannakorn frem fra deres gemmested i en støvet kasse. Mannakorn er små lapper papir med en henvisning til nogle sætninger i Bibelen. Man trækker et mannakorn, og så slår man op på det sted i Bibelen, som mannakornet henviser til. Her står der nogle ord, som man så kan læse og tænke over og tage med sig på sin vej. Min bedstemor brugte mannakornene morgen og aften. Og for hende var de ord fra Gud, der talte direkte ind i hendes liv. Det var ord, hun kunne bruge og lade sig vejlede af. Jeg arvede de små papirlapper, da min bedstemor døde. Jeg har aldrig selv brugt dem. Det var ikke den måde at læse Bibelen på, vi lærte på det teologiske fakultet i min tid. Her skulle Bibelen læses i sammenhæng og ikke som løsrevne citater, der ikke tager hensyn til det, der står før og efter. Men nu blev Bedstes mannakorn mig til glæde og gavn. I stedet for blot at begynde dagen med at lave mindfulnessøvelser satte jeg mig nu ned og trak et mannakorn, slog op i Bibelen og så efter, om det var ord, der sagde noget til mig. Det var det tit. Og ellers trak jeg nye ”korn”, indtil der dukkede ord op, som det var værd at standse op ved. Ofte oplevede jeg, at ordene fra Bibelen satte noget på plads. Eller rettere: De satte mig på plads. De hjalp mig med at finde det rette fokus for, hvad der var vigtigt, og hvad der ikke var vigtigt i den dag, jeg var i gang med at leve. Jeg havde haft så travlt med at være præst og forkynde for andre og lytte til andre, at jeg havde glemt, at jeg også selv er én, der skal forkyndes for og lyttes til. De gamle mannakorn hjalp mig i al deres enkelhed til at sætte mig ned og lade mig
11
tale til og tale med af noget, der er større end mig selv. Det blev en kolossal hjælp på min vej ud af stressen og ind i et godt arbejdsliv igen. Undervejs opdagede jeg, at Bibelen har meget at sige ind i et liv med stress. Ja, at vores egen kristne tradition rummer indsigter, der kan bringe lettelse, aflastning og det rette perspektiv ind i fortravlede nutidsliv. Vi behøver ikke at gå til østens religioner for at finde hjælp til at leve et nærværende og godt menneskeliv i en tid, hvor alting går stærkt. Kristendommen har også noget at sige, som kan gøre os godt. Det er derfor, jeg skriver den her bog. Jeg vil trække de steder frem fra Bibelen, som især har sagt mig noget hjælpsomt i et liv med stress. Jeg vil forsøge at bruge de gamle tekster som en vejviser i et broget liv, hvor der kræves meget af os. Og hvor vi kræver meget af os selv. Bogen er ikke en mirakelkur mod stress. Sådan en kur findes desværre ikke. Stress er en kompleks størrelse, som ikke er let at få greb om. Stress handler ikke kun om den enkelte, men også om det ydre pres, som den enkelte er placeret i, hvad enten det er i arbejdslivet eller i privatlivet. Stress kan ikke kun helbredes indefra. Det kan også være forandringer i omgivelser og opgaver, der skal til, for at stressen kan lette. Den her bog taler dog mest til den enkelte og til det indre i os. Den er tænkt som en inspiration til at kæmpe med det i os, der gør os sårbare over for stress. Bogen her kan altså næppe udrette mirakler. Men det er mit håb, at den alligevel kan få en og anden læser til at standse op og mærke efter og spejle sig i Bibelens ord, som generationer før os har fundet ro og hvile i. De gamle ord er også ord til os, der lever lige nu. Bogen kan læses i sammenhæng fra ende til anden, eller den kan læses stykvis og tilfældigt.
12
Den består af en første del, hvor jeg bringer Jesus på banen som vejviser i et liv uden stress. Bogens anden del består af en række kortere kapitler, der hver især knytter ord fra Bibelen sammen med aspekter af livet, som gør os udsatte for stress. De kapitler kan læses enkeltvis og uafhængigt af hinanden. De kan også bruges som en slags andagtsbog, hvor man hver dag spejler sig i et nyt kapitel. Så er det dig, der er ramt af stress lige nu, så behøver du ikke læse alt, hvad der står her. Når stressen raser, kan det være svært at læse hele bøger. Du kan nøjes med at slå op et tilfældigt sted og læse lidt hist og læse lidt her. Jeg er ikke ekspert i stress. Jeg er bare én, der deler ud af det, jeg selv har erfaret var hjælpsomt i et liv med stress, nemlig at tygge drøv på ord fra Bibelen. Chefpsykolog Pia Ryom fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg derimod er ekspert. Hun bidrager med et kapitel bagerst i bogen, som forklarer, hvad stress er, og hvilke symptomer der kan dukke op. Bogen er kommet til at hedde ”Kære Martha”. Martha er et forvildet kvindemenneske, der farer fortravlet rundt og ikke under sig selv rist eller ro, da Jesus en dag er på besøg hos hende og hendes søster. Martha har så meget, hun skal ordne og sørge for, at hun helt går glip af at være nærværende under Jesus’ besøg. Hun ligner temmelig meget mig, når stressen raser løs i mig, og jeg farer af sted uden at være til stede dér, hvor jeg er. Martha er det menneske i Bibelen, som mest ligner en stressramt. Bogen her er til hende. Og til alle os, der har en Martha i os. Lotte Lyngby, april 2013
13