Kirken, teologien og Det Gamle Testamente by Eksistensen

Tilegnet biskoppen over KĂ¸benhavns Stift Peter Skov-Jakobsen

Kirken og GT - Indhold.indd 2

20-09-2019 12:27:57

Mogens MĂźller

K i rk e n, t eologien og De t Gam le Testa mente En pe r son lig re j se i rec ep t i o n s h i s t o r i en

Ek sistens en KĂ¸ b e n h av n 2019

Kirken og GT - Indhold.indd 3

20-09-2019 12:27:57

Kirken, teologien og Det Gamle Testamente En personlig rejse i receptionshistorien Mogens Müller © Forfatterne og Eksistensen, 2019 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0538-6 Omslag: Eksistensen Udgivelsen er støttet af Anisfonden

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Kirken og GT - Indhold.indd 4

20-09-2019 12:27:57

I nd hold Indledning

Kapitel 1

Kirkens første Bibel

Kapitel 2 15 Det Gamle Testamente i Det Nye Testamente Fortolkningsstrategier 19 Jesus-fortællingen som fortsættelse på bibelhistorien

Kapitel 3

Kapitel 4

Kapitel 5

Kapitel 6

Kapitel 7

Kirkens første bibelteolog: Justin Den kristne Bibel bliver til Luther og Det Gamle Testamente Ortodoksien og dens inspirationslære Oplysningstiden: Det Gamle Testamente er en jødisk skriftsamling Den engelske deisme Johann Salomo Semler

Friedrich Schleiermacher

Kapitel 8

Nyere tid: Liberalteologien og den dialektiske teologi Adolf von Harnack Rudolf Bultmann

Kirken og GT - Indhold.indd 5

59 59 60

20-09-2019 12:27:57

Kapitel 9

Træk af Det Gamle Testamentes historie i dansk teologi og kirke To tidlige røster: Grundtvig og H.N. Clausen 63 Liberalteologiens historiske relativering af bibelforståelsen

“Den store konsensus” i universitetsteologien og den nye fundamentalisme 72

Kapitel 10

Kapitel 11

Kapitel 12

Et tillægsspørgsmål: Hvad skal kristen teologi stille op med Det Gamle Testamentes forjættelser til Israel?

Jødedommens Bibel får en anden betydning som kirkens Det Gamle Testamente Kan det forsvares i dag at have faste læsninger fra Det Gamle Testamente i højmessen? Historien bag indførelsen af en fast læsning fra Det Gamle Testamente i højmessen

Slutning med konklusion

Litteratur

Kirken og GT - Indhold.indd 6

20-09-2019 12:27:58

Indledning Det Gamle Testamente har haft en omskiftelig skæbne i kirkens historie. Denne del af Bibelen, der faktisk fra først af var kirkens hele Bibel, blev indtil oplysningstiden i 1700-tallet læst i lyset af troen på Kristus som opfyldelsen af alle dens profetier. Siden er Det Gamle Testamente i hvert fald også blevet læst historisk-kritisk, dvs. som kilder til den antikke jødedoms historie og trosforestillinger. Det blev nu tydeligt, at der var tale om en skriftsamling, hvis indhold først blev udtryk for kristendom i den kristne reception, dvs. tolkning. Taget for sig var, er og bliver Det Gamle Testamente udtryk for jødedom, og det vel at mærke en jødedom, der i højeste grad har udviklet sig siden ned gennem historien. Det var dog først i forbindelse med et historisk-kritisk syn på Det Gamle Testamente, at denne erkendelse vandt fodfæste, og det førte til et potentielt skisma mellem videnskabelig universitetsteologi og det kirkelige fromhedsliv, hvor Det Gamle Testamente endnu i dag i nogle miljøer optræder som Guds ord helt på linje med Det Nye Testamente. Men skal den viden, vi har om Bibelens tilblivelse, tages alvorligt, må ikke bare teologien, men også kirken fastholde, at i forhold til denne samling af jødedommens hellige skrifter repræsenterer synagogen og kirken hver sit fortolkningsfællesskab, der nok deler udgangspunkt, men bestemt ikke præmisser i deres skriftforståelse. I 1992 fik folkekirken efter nogen forberedelse en alterbog, der i sine tekstrækker til alle søn- og helligdage også indeholder læsninger fra Det Gamle Testamente. Det er en radikal nyskabelse, som der kan argumenteres både for og imod. I denne bog vil jeg derfor gennemgå nogle af de kapitler i Det Gamle Testamentes receptionshistorie i kirken, som jeg især finder betydningsfulde i denne sammenhæng. For selv om Det Gamle Testamente uomtvisteligt er en del af den kristne Bibel, kan denne skriftsamling ikke have samme kanoniske status som Det Nye Testamente, dvs. lyde i gudstjenesten på lige fod 7

Kirken og GT - Indhold.indd 7

20-09-2019 12:27:58

Kirken, teologien og Det Gamle Testamente

med læsninger fra denne rent kristne del af Bibelen. Så spørgsmålet er, om det ikke var et fejlgreb at indføre faste læsninger fra Det Gamle Testamente i gudstjenesten. Selvfølgelig kan der i højmessen læses fra Det Gamle Testamente, når det giver “kristelig” mening som f.eks. de læsninger fra Esajas’ Bog, der også før 1992 havde deres plads i adventstiden. Det er som fast læsning, at det bliver problematisk. For vi må erkende, at ingen liturgisk indramning kan sikre den sagesløse kirkegænger i at høre, hvad der bliver læst op, og i at opfatte det som udtryk for kristendom. For hvorfor skulle det ellers læses op ved en gudstjeneste? I de følgende kapitler vil jeg derfor slå ned på en række hovedpunkter i den receptionshistorie, som Det Gamle Testamentes har oplevet i kirkens historie, og som jeg mener må tages med i betragtning, når det gælder inddragelsen af denne del af Bibelen i kirkens gudstjeneste og i teologien. Selvfølgelig er der tale om et skønsomt udvalg fra det kolossale materiale, og de mange citater undervejs skal ikke udelukkende tjene som dokumentation, men er også medtaget for at give et indtryk af udtryksmåden og tonelejet hos de forskellige forfattere.

Kirken og GT - Indhold.indd 8

20-09-2019 12:27:59

Kapitel 1 Kirkens første Bibel Vi har ingen overleverede skriftlige kilder til den tidligste kristendom, der er ældre end Paulus’ breve fra begyndelsen af 50’erne. Så disse breve er de ældste kilder, som eksisterer til en kristen brug af de skrifter, der i kirken fra o. 200 blev kaldt Det Gamle Testamente. Hvordan Jesus selv har forholdt sig til jødedommens hellige skrifter, kan der alene gættes om, da de mulige kilder, de fire evangelier, som vi skal se det, for længst har deres egne, forskellige dagsordener, også hvad angår dette spørgsmål. Alt taler dog for, at historiens Jesus som mange af sin samtids jøder har kendt og anerkendt disse skrifter som en uomgængelig autoritet. Men som i alle andre religiøse jødiske grupperinger er det sket i en tolkende overtagelse. Hvordan en sådan overtagelse på Jesu tid kunne se ud, kendes i dag faktisk bedst for essæernes vedkommende, den gruppering som har efterladt sig Dødehavsteksterne. For i dette bibliotek, der dukkede frem af nogle huler ved Det Døde Hav i 1947 og de følgende år og stammer fra før vor tidsregnings begyndelse, står vi over for essæernes egne skrifter. De andre betydningsfulde grupperinger, farisæerne og saddukæerne, som optræder i evangelierne, er der fra den tid kun andres beskrivelser af. For det at have en større samling af hellige bøger var det særlige ved jødedommen sammenlignet med antikkens øvrige religioner, der først og fremmest fandt deres udfoldelse i tempelkult. Her kunne man ære guddomme med processioner og ofre, og ofte var der knyttet et præsteskab til. Enten var de guddomme, der her blev dyrket, lokale, eller de var lokale udgaver af de fælles guder, som udgjorde det egyptiske, det græske eller det romerske gudepanteon. Også israelitisk-jødisk gudsdyrkelse var fra først af knyttet til templer. Her fandt der dog 9

Kirken og GT - Indhold.indd 9

20-09-2019 12:27:59

Kirken, teologien og Det Gamle Testamente

tidligt en centralisation sted til templet i Jerusalem i forbindelse med den tanke, at Gud Herren alene måtte dyrkes ét sted. Dette betød i praksis, at de fleste jøder fik deres tempel på afstand. Og i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse kan det da også iagttages, at samlinger af skriftlige overleveringer vinder en selvstændig plads og betydning ved siden af tempelkulten. Det blev ikke opfattet som et alternativ, så længe templet bestod. Blandt andet bestod disse skriftlige overleveringer af en lovgivning, der også omfattede tempelkulten. Hvor stærk en position, de skrifter, der blev jødedommens Bibel, havde fået i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse, viste sig efter år 70 e.Kr., da templet i forbindelse med romernes erobring af Jerusalem efter en jødisk opstand blev ødelagt for ikke siden at genopstå. Da kunne det, der blev til den rabbinske jødedom, overleve uden tempel, hvad jødedommen i dens forskellige skikkelser har gjort til den dag i dag. Så på det tidspunkt, hvor de kristne menigheder etablerede sig, var der for længst stærke kræfter i den antikke jødedom, der havde rykket tyngdepunktet fra tempelkult til samling og studium af hellige skrifter. Men hvor religionen på denne måde ytrer sig som et fortolkningsfællesskab, vil der ud fra forskellige fortolkningsinteresser efterhånden opstå fraktioner, der strides om den rette fortolkning. Og det er akkurat, hvad der er tilfældet i den antikke jødedom. Og der er al god grund til at mene, at de tidligste kristne netop gjorde sig synlige i det religiøse landskab i kraft af en særlig tolkning af jødedommens hellige skrifter, der på det tidspunkt var en praktisk taget afgrænset samling, grupperet under overskrifterne Loven, Profeterne og Skrifterne. Alle de skrifter, der er indeholdt i denne samling, er oprindelig skrevet på hebraisk, for enkelte passagers vedkommende på det beslægtede aramaisk, der var det mere internationale sprog i området. Men efter makedonerkongen, Alexander den Stores erobringer af landene omkring den østlige del af Middelhavet, derunder af Palæstina i 331 f.Kr., vandt græsk kultur og sprog udbredelse i området, især i byerne. Samtidig førte de krige, der udkæmpedes efter Alexanders død i 323 f.Kr. mellem hans generaler, blandt andet til overflytningen af et stort jødisk befolkningselement til Egypten, derunder ikke mindst til den nygrundlagte hovedstad Alexandria. Man skal ikke så meget længere ned i tiden, før der boede flere jøder uden for end i Palæstina, og for 10

Kirken og GT - Indhold.indd 10

20-09-2019 12:27:59

Kapitel 1

de fleste af disse jøder gik hebraisk snart i glemmebogen og blev afløst af græsk. Det er oplagt, at for de jøder, der på denne måde permanent kom til at bo i det fremmede, gled templet i Jerusalem hurtigt i baggrunden som et fjernt symbol, mens bøger var noget, man let kunne bringe med sig. Og på grund af de vigende hebraiskkundskaber opstod der snart et behov for at få oversat de hellige bøger til det nye modersmål, græsk (se til det følgende Müller 1994). Faktisk kom det allerede omkring midten af 200-tallet f.Kr. til en oversættelse af Mosebøgerne, dvs. Loven. På grund af en legende om, at den blev foretaget af 72 ældre, lærde jøder, der var indforskrevet fra ypperstepræsten i Jerusalem til Alexandria til formålet, fik denne oversættelse tidligt navnet Septuaginta eller “de halvfjerds’”, idet man stiltiende rundede ned fra upraktiske tal 72. I den følgende tid blev også de øvrige dele af jødedommens Bibel oversat, således at praktisk taget hele det, der siden i kirken fik navnet Det Gamle Testamente, forelå på græsk før vor tidregnings begyndelse. Denne oversættelse er ikke over alt en ordret gengivelse af den hebraiske tekst. Og billedet bliver her ikke klarere af, at fundet af bibeltekster blandt Dødehavsskrifterne har vist, at den hebraiske bibeltekst faktisk ikke lå fast i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse. Den hebraiske Bibel i den skikkelse, hvori den optræder og i dag bruges i studieøjemed, blev først skabt af jødiske lærde i middelalderen. Så selv om man ikke skal gøre sig overdrevne forestillinger om usikkerheden i overleveringen af den hebraiske bibeltekst, er der eksempler på, at den gamle græske oversættelse afspejler en anden og ældre hebraisk tekst end den, der siden sejrede. Men hvorom alting er, så optræder der rundt omkring betydelige forskelle mellem den hebraiske og den græske bibeltekst, hvoraf en række skyldes, at oversætterne havde en anden “teologi” og forståelseshorisont end den, der kom til udtryk i deres hebraiske forlæg. Man kan med Septuaginta ligefrem tale om en hellenistisk udgave af jødedommens Bibel. Disse forskelle forblev naturligt nok ikke ubemærkede. Allerede hen imod midten af 100-tallet f.Kr. opstår altså en fortælling om tilblivelsen af oversættelsen af Mosebøgerne, der skal sikre dens autoritet. Den skal således være kommet i stand på kongeligt initiativ med henblik på at være til stede i det nyoprettede bibliotek i Alexandria. I fuld 11

Kirken og GT - Indhold.indd 11

20-09-2019 12:27:59

Kirken, teologien og Det Gamle Testamente

udfoldet skikkelse fortælles denne historie i en roman, der har titlen Aristeas eller Aristeas’ Brev efter dens fiktive forfatter. Der optræder endnu ingen direkte overnaturlige træk i denne skildring af tilblivelsen. Det gør der til gengæld i den version, som den jødiske forfatter og religionsfilosof, Filon af Alexandria (o. 20 f.Kr.-o. 50 e.Kr.) bringer i et af sine skrifter, Om Moses’ Liv. For Filon vil ikke tillade nogen tvivl om den græske gengivelses fuldstændige overensstemmelse med den hebraiske originaltekst, som han i øvrigt ikke var i stand til at læse. Derfor må han også betragte oversættelsen som guddommeligt inspireret. Filon kan beskrive resultatet således: For på samme måde, tror jeg, som i geometri og logik den angivne betydning ikke tillader en mangfoldighed af udlægning, men forbliver uforanderlig i sin oprindelige form, på samme måde, synes det, fandt disse [oversætterne] frem til en ordlyd, der er i overensstemmelse med indholdet, og som alene og særdeles virkningsfuldt kunne tydeliggøre det, der var ment. Det sikreste bevis for dette er, at hvis enten kaldæere [Filons betegnelse for hebraisktalende], der har lært det græske sprog, eller grækere, der har lært kaldæernes, stilles over for begge skrifter, både den kaldæiske og den oversatte, forundres de og ærer dem som søstre eller snarere som én og samme, både hvad angår indhold og ord. Og de taler om dem [oversætterne], ikke som oversættere, men som præster og profeter, der i kraft af (deres) rene tænkemåde fik det givet at være i overensstemmelse med den reneste ånd, nemlig Moses’ ånd (Om Moses’ Liv 2. bog 39-40; min oversættelse).

Også den jødiske historieskriver, Josefus (37 e.Kr.- o. 100 e.Kr.), kommer i sit 20 bind store værk Jødernes Historie ind på den græske oversættelses tilblivelse. Det sker dog hovedsagelig ved, at han fortsætter sin genskrivning af jødedommens hellige bøger med en gengivelse af de dele af romanen Aristeas, der direkte handler om tilblivelsen af oversættelsen. Det er i øvrigt hos Josefus, at betegnelsen “de halvfjerds’” optræder førse gang, selv om han udmærket ved, at romanen taler om 72. Josefus, hvis modersmål var hebraisk, og som først efterhånden fik lært sig græsk, var klar over, at der kunne være forskelle imellem de to udgaver af Mosebøgerne. Det gør han imidlertid ikke noget større nummer ud af, men kan dog til sin genfortælling af Aristeas tilføje, at da jøderne i Alexandria hørte oversættelsen oplæst, befalede de, “at så nogen enten noget yderligere skrevet til eller mangle i loven, skulle han undersøge og afsløre det og rette det tilbage. 12

Kirken og GT - Indhold.indd 12

20-09-2019 12:27:59

Kapitel 1

Deri handlede de forstandigt, for at det, der én gang var skønnet at være rigtigt, kunne forblive for altid” ( Jødernes Historie 12. bog 109; min oversættelse). Det skal understreges, at disse jødiske kilder alene handler om tilblivelsen af en oversættelse af Mosebøgerne, selv om vel allerede forfatteren til Aristeas og i hvert fald Filon og Josefus vidste, at også bøgerne i samlingerne Profeterne og Skrifterne i mellemtiden fandtes på græsk. Når jeg overhovedet går så udførligt ind på tilblivelsen og eksistensen af den gamle græske oversættelse af jødedommens hellige bøger, er det, fordi det var den og ikke den hebraiske Bibel, der blev kirkens første Bibel. Således har den hebraiske bibeltekst ikke sat sig mange direkte spor i de skrifter, der siden blev til Det Nye Testamente. Faktisk er der kun det citat fra Salme 22,1, der i Markus- og Matthæusevangeliet optræder som Jesus’ eneste udsagn, mens han hænger på korset: “Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Mens der i Markusevangeliet (15,34) er tale om en transskription af det hebraiske, ændrer forfatteren til Matthæusevangeliet det til en transskription af dets aramaiske ordlyd (27,46), der gør den efterfølgende misforståelse, nemlig at Jesus her skulle kalde på Elias, mere forståelig. Der er ingen rimelig grund til at tvivle på, at de bibelske skrifters ordlyd for Jesus og de første disciple var den hebraiske eller den aramaiske gengivelse, som for ikke-lærde jøder, dvs. de fleste, var den eneste forståelige. På den anden side er det en kendsgerning, at forfatterne til de skrifter, der blev til Det Nye Testamente, alle skrev på græsk og hovedsagelig, om ikke udelukkende, brugte den gamle græske oversættelse, både i direkte og indirekte citater og i bevidste eller ubevidste skjulte henvisninger. Der er heller ikke så meget som et tilløb til eller en antydning af forbehold over for den græske ordlyd. Fra de tidligste skrifter i Det Nye Testamente, Paulus’ breve fra begyndelsen af 50’erne, og frem til de yngste forfatterskaber, derunder Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger fra engang i 130’erne, er Bibelen uanfægtet Septuaginta. Den hellenisering i tænkemåde og det til tider mere universelle udsyn, der er til stede i denne oversættelse, bliver således “kanoniseret” gennem den tidligste kristne menigheds benyttelse. Denne overtagelse har desuden været nærliggende, fordi de menigheder, skrifterne henvender sig til, hovedsagelig havde græsk som modersmål. Der har i hvert fald ikke hersket nogen fornemmelse 13

Kirken og GT - Indhold.indd 13

20-09-2019 12:27:59

Kirken, teologien og Det Gamle Testamente

af, at Septuaginta “kun” var en oversættelse, og at den hebraiske tekst var den egentlige. Oversættelse er fra begyndelsen så at sige indbygget i kristendommens dna.

Kirken og GT - Indhold.indd 14

20-09-2019 12:27:59