Klima, tro, håb og handling

Klima,

og handling tro, håb

Natursyn og kristendom

Redaktion: Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen

Klima, tro, håb og handling

Natursyn og kristendom

Redaktion: Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen

Eksistensen

København 2023

Klima, tro, håb og handling

Natursyn og kristendom

Redaktion: Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul

Elizabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen

© Forfatterne og Eksistensen 2023

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-0983-4

Omslag: Eksistensen

Forsidefoto: Elizabeth Knox-Seith

Hildegard af Bingen, Treenigheden

Illustrationer: Lauritz Hansen (side 266) og Klaus Lundbak (vignet).

Udgivet med støtte fra Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond og

Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

tlf. 3324 9250

www.eksistensen.dk

Tak

Antologien er kun blevet til virkelighed, fordi mange mennesker har ydet en stor indsats. Tak til bogens forfattere og interviewpersoner for vigtige og indsigtsfulde bidrag: Tak til forlaget Eksistensen og redaktør Henrik Brandt-Pedersen for sparring, input og skarp redaktion. Særligt tak til Pastor Niels Møgelvangs Litteraturfond og Konsul

George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond for støtte til at muliggøre antologien.

Hvordan etablerer man en klimasorggruppe? 257

Minikonfirmander 259

At gribe forvalterskabet 262

Grønt nabofællesskab i sognegården 265

Retten til et levested 267

Solpaneler og klimadage 268

Bøn i bevægelse 270

Sjælesørgeriske øvelser i naturen 271

Pilgrimsvandring i klimaets tegn 275

Skabelsesgudstjeneste 281

Klimakrisen som åndelig og eksistentiel udfordring

Forord

De globale nyheder er fulde af beretninger om ekstreme klimafænomener som oversvømmelser, naturbrande, voldsom monsunregn og haglstorme. Konstant opleves strømme af klimaflygtninge fra udsatte områder. Fænomenerne ser ud til at blive mere og mere hyppige og påvirker os alle.

På tv-skærme verden over ses billeder fra de brændende flammer midt i Grækenlands ferieparadis – og ellers velbjergede danskere må fragtes hjem med busser fra Gardasøen, hvor biler og campingvogne er blevet ødelagt af kæmpehagl. Overraskende vejrfænomener er blevet almindelige mange steder på kloden, og redningsfolk kæmper forgæves mod effekten af voldsomme naturkatastrofer – senest i Marokko og Libyen.

Udfordringerne fra klimakrisen er så gennemgribende, at mange af os oplever at befinde os på Titanic, der går under, uden at vi kan gøre noget ved det. I en sådan situation synes det eneste spørgsmål for mange mennesker at være, om vi skal lukke øjnene og bede orkesteret spille videre? Eller om vi i stedet for at handle skal lægge os i fosterstilling og vente på, at Jordens økosystemer – og mennesket selv – bukker under for de accelererende klimaforandringer?

Juli måned 2023 anslås til at være den varmeste juli måned i menneskehedens historie, rundt regnet i de seneste 120.000 år. Også august og september har slået rekorder. António Guterres, FN’s generalsekretær, sagde på et pressemøde den 27. juli, at den globale opvarmnings tidsalder nu er slut, og at vi i stedet må tale om global opkogning – “global boiling”. Han understreger samtidig, at der ikke er tid til

mere tøven, ikke tid til flere undskyldninger, ikke tid til at vente på, at andre aktører rykker først. Lidt dramatisk udtalte han: “Vi må vende et år med brændende hede til et år med brændende ambitioner. Vi må accelerere klimahandling nu.”

Klimakrisens konsekvenser er betydelige. Det er kendsgerninger, vi må forholde os til. I den indledende artikel i antologien, “Kristendom og naturødelæggelse”, minder Mickey Gjerris os om udfordringens kolossale omfang.

Det er relevant at lytte til de unge generationers bekymringer, angst og sorg over klimaets tilstand. Klimasorg og klimaangst er fænomener, der i højere grad bør tages hånd om. Mange af artiklerne i denne antologi kredser om betydningen af at bevare håbet og handlekraften som det, der kan pege ud over angsten og depressionens potentielt ødelæggende konsekvenser.

Klimakrisen er en krise, der i praksis påvirker Jordens økosystemer og menneskers livsvilkår. I antologien anskuer flere af forfatterne klimakrisen som en åndelig og eksistentiel krise. De undersøger, hvad der er årsagerne til krisen – ud fra betragtningen om, at hvis vi ikke kender “ondets rod”, har vi begrænsede muligheder for at handle klogt.

Det er i den sammenhæng relevant at pege på kristendommen, ikke mindst protestantisk kristendom, som en del af problemet. Mere specifikt danner en bestemt teologisk tolkning en vigtig baggrund for det natursyn, som igen er en væsentlig forudsætning for klimakrisen. Og samtidig kan netop kristendommen være en afgørende del af svaret i forhold til den åndelige og eksistentielle krise, som vi befinder os i – især hvis vi går tilbage til den tidlige kristendom og genfortolker denne. En diskussion af natursyn og kristendom vil derfor være et af antologiens omdrejningspunkter.

I bogens efterskrift, “Ørkenen skal blomstre,” introduceres Anafora i Egypten – et sted, som er en af de væsentligste inspirationskilder til tilblivelsen af denne antologi. Anafora er et koptisk kloster og retrætecenter i ørkenen mellem Cairo og Alexandria, som blev grundlagt af Biskop Thomas i 1999. Klostret forbinder på en unik måde tro, håb og handling, en økumenisk orienteret koptisk spiritualitet med både fokus på menneskets og naturens gudbilledlighed, side om side med klimabevidsthed og et praktisk diakonalt engagement. Biskop Thomas var en af de store inspirationskilder til den klimakonference, som

Areopagos afholdt på Galleri Emmaus i Haslev i efteråret 2022, og som blev igangsættende for arbejdet med antologien.

Anafora er et kristent kommunitet og understreger betydningen af at tage udgangspunkt i konkrete fællesskaber, hvis vi skal bevæge os fra eksistentiel og åndelig krise til håb og handling. Netop det økumeniske perspektiv præger antologien på flere niveauer og kommer til udtryk i mangfoldigheden af de teologiske tilgange og spiritualitetsformer, som præsenteres.

Bogens opbygning

Antologien består af to dele, der gensidigt supplerer og komplementerer hinanden. Efter den indledende gennemgang af klimakrisens globale udfordringer præsenterer vi en række teologiske, litterære og etiske perspektiver på sammenhængen mellem klima, tro, håb og handling. I anden del af antologien peger klimapsykologer, klimaaktivister og reflekterende praktikere på forskellige handlingsveje.

Denne struktur er et udtryk for antologiens grundantagelser:

• at vi må tage den konkrete klimakrise, og også den eksistentielle og åndelige krise, alvorligt.

• at vi må forsøge at præsentere svar på krisens årsager, som rækker ud over det praktiske og pragmatiske.

• at vi må præsentere svar og handlemuligheder, der er rodfæstet i kristen teologi og trospraksis.

For at kunne gøre dette er det vigtigt at lytte til klimaaktivister og praktikere og se udfordringerne og den mangelfulde handling i øjnene. Af sorgen over klimaforandringerne springer omsorgen. Det kristent funderede håb må ses som både udgangspunkt og forudsætning for at drøfte, hvilket samfund, vi ønsker, og hvad det “gode liv” indebærer, som svar på krisens udfordringer.

I vækstens vold – inspirationen fra Ole Jensen

Et af de første forsøg på at gøre op med det herskende natursyn på dansk, teologisk grund var I vækstens vold – økologi og religion fra 1976, skrevet af professor i dogmatik og siden dr.theol. Ole Jensen. Bogen blev en klassiker og var skarp i sin analyse af, hvordan den vestlige vækst var på vej til at nå sin grænse (Jensen 1976).

Nogle år forinden, i 1972, udkom Grænser for vækst, skrevet af den såkaldte “Rom-klub”, et amerikansk forskerteam, der så på udviklingen i befolkningstal, fødevareproduktion, forurening og forbruget af naturressourcer – og konkluderede, at der på verdensplan måtte en kulturrevolution til for at ændre på de faretruende globale udviklingstendenser (Meadows et al. 1972).

Rom-rapporten blev banebrydende for tænkningen i flere dele af verden. I Danmark fik Ole Jensens bog stor betydning, da den pegede på, at den gældende opfattelse af naturen som “materiale”, der kan udnyttes – og som mennesket hersker over – ikke længere giver mening, hvis der skal skabes en anden balance i verden. Der var en del stemmer på denne tid, der var med til at nuancere synet på naturen og gøre op med den forståelse af vækst, der hidtil havde været fremherskende.

Der er meget, der peger tilbage mod Ole Jensen i antologien, fordi sporene af hans oprindelige tænkning har vundet stadig større genklang i de seneste år, efterhånden som alvoren af klimakrisen er blevet tydeligere. Selvom Ole Jensen skrev I vækstens vold for næsten 50 år siden, er hans betragtninger stadig mere aktuelle.

Ole Jensen rejste landet tyndt for at holde foredrag om udfordringerne ved vækst-tanken, men han mente ikke, at kirken som fællesskab burde gøre noget særligt for at skabe forandring. Han ville undgå kirkelige løftede pegefingre og ønskede, at debatten skulle videre ud i samfundet og gribes af flere. Denne intention om bredde var prisværdig – men kom ikke til at understøtte debatten om kirkens rolle i forhold til klima-spørgsmålene.

I praksis har det måske betydet, at der fra folkekirkelig side har manglet nogle etiske stemmer i debatten om, hvilket samfund vi stræber efter. Folkekirken kan og skal ikke have kun én holdning; men det forhold, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, kan des-

værre indebære, at ingen siger noget, og at vi reelt set overlader det til markedskræfterne og de sekulære stemmer at være aktive i samfundsdebatten.

I de frikirkelige miljøer har det på mange måder været lettere at være aktive i debatten, fordi man ikke er præget af den folkekirkelige tradition for, at ingen må udtale sig på kirkens vegne. Derfor er det vigtigt at lade den økumeniske dialog være åben og et rum for gensidig inspiration. Frikirkernes engagement kan her være med til at bane vejen.

Mange kirker er allerede et refleksions- og handlingsrum for små og større tiltag, og der er potentiale for meget mere, lokalt, regionalt og nationalt. Det gælder både i forhold til at give rum og stemme til dem, der er bekymrede eller bange for klimaforandringerne og i forhold til at sætte fokus på de af klimakrisens ofre, der befinder sig uden for Danmarks grænser.

Bogens forfattere kommer med forskellige bud på, hvordan kirkerne kan blive til rum for tro, håb og handling. Rum, hvor man kan mærke forbundetheden med Gud, med verden og med hinanden, og hvor man kan fordybe sig, meditere, drømme, sørge og finde handlemuligheder. Globalt forstået kan kirken være som et åbent telt under himlen, et sted, hvor mennesker kan samles, midt i krisen, og hvor vi sammen kan være optagede af, hvad det gode liv kan være, i lyset af de bibelske narrativer og håbet i evangeliet.

I sin artikel “Kirken i bevægelse” beskriver Peter Lodberg, hvordan kirkerne i den fælles vandring, i det økumeniske samarbejde, kan blive netop det ‘telt’, hvor det er muligt at hele det brudte og skabe den nødvendige bevægelse og forandring. På denne måde kan der skabes rum for refleksion og nye veje frem, ikke én bestemt slags, men mange forskellige – som på en fælles pilgrimsrejse i tro, håb og handling.

At lade sig bevæge af naturen er også et tema hos Niels Henrik Gregersen. I sin artikel “Klimakrise, skabelsesglæde og dybdeinkarnation” peger han på, hvordan Gud med inkarnationen har forbundet sig med alle sårbare skabninger – “med de mindste af mine små” (Matt 25). En central pointe er at udvide tænkningen fra Ole Jensen og Løgstrup, så ikke alene skabelsestroen, men også troen på Kristus og Helligånden rummer erfaringen af at være sat i et univers, som til stadighed taler til og bevæger mennesker. Det betyder i praksis, at det er muligt at

leve med en tillid til, at Gud skaber liv ud af død, og at det håbløse i klimakrisen ikke får det sidste ord.

Det bibelske natursyn

I “Hvordan hersker man over fisk?” udfolder Søren Holst, hvordan naturen i det Gamle Testamente ses som Guds gode sted, hvor kaos er trængt tilbage, så livet kan springe frem. Det efterlader dog mennesket med et ansvar for at være på livets side, som forvalter af det gode, som Gud har skænket. Men hvem er den primære modtager af den gave, som skaberværket er? Er det øvrige skaberværk udelukkende til for menneskets skyld, eller har det en værdi i sig selv, så mennesket må ses som en del af skaberværket i sin helhed, som en med-skabning? Eller bør vi tale om en antropocentrisk forståelse med mennesket i centrum, som moderniteten bygger på?

Er der faktisk bibelske kilder til en økocentrisk forståelse, hvor mennesket er en blandt flere skabninger, eller kan man snarere tale om en øko/teocentrisk forståelse, hvor Gud på en og samme tid er til stede i naturen og samtidig er den, som skaber og opretholder alt?

Disse for natursynet vigtige begreber diskuteres især i artiklerne af Mickey Gjerris, Søren Holst og Martin Ishøy. I Ishøys artikel “Det farlige forvalterskab” sættes der fokus på, hvad det betyder, at der i indledningen til Første Mosebog står, at mennesket skal “herske” over den øvrige skabning. Det kan forstås som en fuldmagt til at bruge naturen efter forgodtbefindende – men en mere sand forståelse er, at mennesket er blevet givet et særligt ansvar for den øvrige skabning. Martin Ishøy peger desuden på, at forvaltertanken findes stærkt udtrykt i det Ny Testamente, særligt hos Jesus og hos Paulus.

Oldkirkens natursyn, Hildegard af Bingen og katolsk klimatænkning i dag

Én af Oldkirkens udfordringer var at forstå den verden, vi lever i. Var det Skaberens gode værk, eller var den fysiske verden noget lavt og mindreværdigt, som gnostikerne mente? Den konflikt redegør Jo-

hannes Værge for i artiklen “Strid om skaberværket i oldkirken”, hvor han fremhæver svarene fra kirkefædrene Irenæus og Basilios. Vi møder også Basilios i Peter Fischer-Møllers artikel om “Grøn Kirke, fordybelse og handling”. Hos både Værge og Fischer-Møller fremhæves aspekter som forundring, glæde og fællesskab som det centrale i Basilios’ naturforståelse.

Hildegard af Bingen (1098-1179) blev allerede i sin samtid anerkendt for sine visioner og nedskrivningen af dem, hvilket var helt uhørt for kvinder på den tid. Hildegards kosmiske, profetiske syner kan måske opleves fjerne i forhold til nutidens debatter, men som Kirsten Kjærulff viser i artiklen “Jorden hungrer og tørster efter retfærdighed”, er de yderst aktuelle. Hildegard fremhævede menneskets særlige ansvar som følge af dets rolle som skaberværkets “krone”. Her udfoldes menneskets ansvar for den større helhed ud fra den opfattelse, at mennesket indgår i den kosmiske enhed, som en del af Guds skaberværk. Dette går videre end forvaltertanken. Der er tale om forbundethed med skaberværket som ophav.

Hildegard af Bingen døde i slutningen af 1100 tallet – et par år før, Frans af Assissi blev født. “Solsangen”, den måske mest kendte sang af Frans af Assisi, er interessant nok udgangspunktet for den pavelige encyklika, “Laudato Si” (Pave Frans 2015), som er den Katolske Kirkes officielle bud på, hvordan vi møder klimakrisens udfordringer. Den diskuterer Nik Bredholt i artiklen “Fremtidige generationer vil aldrig tilgive”. Encyklikaen kan i en dansk sammenhæng opleves udfordrende i sin insisteren på, at de teologiske overvejelser omkring natur og klima har direkte politiske og adfærdsmæssige konsekvenser. Den er samtidig overraskende favnende i sin tilgang til andre kristne traditioner end den katolske.

Natursyn i litteraturen som modtræk til affortryllelse

Sune Auken gør i sin artikel “Salmedigtning og skabelse” opmærksom på, at Grundtvig brugte mange naturbilleder i sine salmer, og han ser en dobbelthed i natursynet. Naturen er på én og samme tid menneskets trygge hjem og noget truende og overmægtigt, som vi ikke kan kontrollere. Forskellen mellem Grundtvigs tid og vores er, at i den

moderne verden er naturen blevet affortryllet, hvad Otto Gelsted med et glimt i øjet kommenterer i digtet “Sommerøen” fra Under uvejret:

Jeg kommer igen til min Sommerø

Til Naturen, det billige Skidt

Og Aspen suser mig mørkt i Møde

Og Blitfuglen fløjter: blit, blit!

I den moderne verden er naturen ikke alene blevet affortryllet; det kan synes, som om magten har forskubbet sig fra naturen til mennesket, således at mennesket nu er den overmægtige og naturen den afmægtige; i samme moment er mennesket blevet fremmed over for naturen. For at anvende et par kendte begreber fra K.E. Løgstrup, så er naturen ikke længere vores ophav, men er reduceret til vores omgivelse og dermed et materiale, der kan udnyttes efter forgodtbefindende. Den spænding kommer til udtryk i Inger Christensens digte, som Bent Bjerring-Nielsen skriver om i artiklen “Den forurenede skønhed”.

Naturens forvandling fra ophav til omgivelse har bl.a. sin rod hos Descartes og rationalismen. “Cogito ergo sum”, “Jeg tænker, altså er jeg”, lyder Descartes kendte maxim. Rationaliteten, tænkningen, hjernen bestemmes som det egentlige menneskelige, mens det fysiske, det sansede og kroppen kommer i anden række. Det sætter pr. definition en afstand mellem mennesket og naturen, hvad der har haft voldsomme konsekvenser – og er en væsentlig årsag til den eksistentielle og åndelige krise, vi befinder os i.

I denne situation spiller kunst, digtning og poesi en særlig rolle. Det er nødvendigt at arbejde ikke alene med, hvad vi siger, men hvordan vi siger det. Ikke alene med, hvad vi udtrykker, men hvordan vi udtrykker det, hvis mennesket skal få et mere ægte forhold til Skaberværket. Ofte afspejler vores affortryllede uskønne sprog i højere grad problemerne end løsningen på den nuværende krise.

Det er Notto R. Thelle tydeligvis meget opmærksom på i sin artikel om “Mødet mellem buddhisme og kristendom i skabelsesteologien”. Med udgangspunkt i japanske vandrepoeter arbejder Thelle med spørgsmålet om, hvorvidt der kan være inspiration at hente i den østlige naturforståelse. Det gør han med et skarpt blik for kvaliteterne specielt i den buddhistiske forståelse, men også med en markering af

modsætningerne mellem den østlige forståelse og den kristne skabelsesteologi.

Vi behøver imidlertid ikke at rejse så langt som til det østlige Asien – og til en anden religiøs tradition end kristendommen – for at blive udfordrede. Anders Laugesen tager os med på pilgrimsrejse til Athosbjerget i Grækenland og viser, at en fornyet spiritualitet og teologi, inspireret fra den ortodokse tradition, kan være en afgørende forudsætning for, at vi kan forholde os til den nuværende krise.

Klimapsykologiske perspektiver i arbejdet med klimasorg

I bogens anden del, der består af mere praksisnære bidrag, kobles den teologiske refleksion over natursyn og -forbundethed med betydningen af fællesskaber, ikke mindst som ramme om sjælesorg, både individuelt og kollektivt forstået.

Solveig Roepstorff præsenterer i sin artikel “Et klimapsykologisk perspektiv” de muligheder, der findes i både samtaler og i en dybere forståelse af, hvad klimakrisen gør ved os. Sarah Strunge Albertsen, der er ung klimaaktivist, fortæller i sin personlige artikel “Som at brøle mod en mur”, hvordan klimasorggrupper kan være et rum, der giver sprog og plads til følelsen af sorg og tab – og samtidig retter opmærksomhed mod det, der er værd at kæmpe for.

Sarah Strunge Albertsens refleksion er et af eksemplerne på, at der findes et “grønt vækstlag” blandt unge, der banker på kirkernes døre med gode idéer og allerede er gået i gang med at handle. Netop dette gryende vækstlag ønsker vi at give stemme i bogen.

Steen Hjul Lybke, der er ung forsker, tager i artiklen “Blaserthedens pris” udgangspunkt i et konkret fællesskab, nemlig Brorsons Kirke på Nørrebro i København, i sine overvejelser over klimabevidsthed og resonans-erfaringer. Fællesskabet perspektiveres med afsæt i den tyske sociolog Hartmut Rosas resonansbegreb, der også har betydning for naturforståelsen.

Handlingsrummet hænger tæt sammen med troens blik og den teologiske refleksion. Det udfolder Ida Auken og Thomas Høg Nørager i deres personlige samtale i “Klimasorg og vejen frem”. Her bliver den teologiske drøftelse klangbund for forståelsen af, hvordan man i kir-

ken kan rumme mennesker i deres klimasorg. Derudover udfolder de fordringen om, at mennesker altid bør forsøge at handle – også selvom vi ofte fejler og ikke slår til i det, vi kan gøre.

Vejen ud af håbløsheden italesættes i Kristine Kaabers Pors’ samtale med psykolog Alfred Sköld, i artiklen “Ud af klimadepressionens onde cirkel”, hvor blandt andet betydningen af at kunne drømme sættes i fokus.

I sin artikel “Vi er også natur”, viser Sarah Krøger-Ziethen på en praktisk og konkret måde, hvilken rolle naturen kan have i samtaler om det, der gør ondt. I forlængelse af dette peger Dorte Dideriksen på, hvordan arbejdet med salmer kan spille en rolle for at rumme og tale om klimasorg. I artiklen “Et hus at komme til” udfolder Dideriksen, hvordan sang – eksemplificeret gennem nogle af Janne Marks salmer – både kan være en individuel bønshandling og rumme en fællesskabsdannende og sjælesørgerisk dimension.

Folkekirkens grønne tiltag

I den sidste halvdel af antologien er der mange konkrete forslag til handling både for os som enkeltindivider og som (kirkelige) fællesskaber. De praktiske foranstaltninger omkring Grøn Kirke og folkekirkens arbejde med grøn omstilling præsenteres i Sofie Larsen Kures “Grøn Kirkes historie” og i Margrethe Winther-Nielsens “Folkekirkens grønne omstilling som en folkesag”. Her bliver det tydeligt, hvor stor en indsats, der faktisk gøres, også på det mere overordnede niveau i folkekirken.

Klimakrisen er en åndelig og eksistentiel krise. Den udfordrer os som fællesskaber, og den udfordrer os personligt. I det sidste tilfælde kan den naturligvis ikke skilles fra vores livsvandring i øvrigt. Det viser Merete Bandak i sit livsnære essay om “Grønne veje”. Hun viser, hvordan en stor personlig sorg – tabet af hendes ægtefælle gennem et langt liv – bliver forvandlet til et omfattende engagement for at skabe nye klima-tiltag i det lokale, kirkelige miljø.

For at følge op på dette engagement, har vi sidst i bogen – forud for efterskriftet – lavet et praksis-afsnit med forslag til, hvordan man kan arbejde med initiativer, der relaterer sig til natur og klima. Der

er glimtvise forslag til udviklingen af klimasorggrupper, arbejde med grønne initiativer i menigheden, undervisning af minikonfirmander, opbygning af insekthoteller, pilgrimsvandring, idéer til at lave en skabelses-gudstjeneste m.v. Da mulighederne er uendelige, er det, vi har med i dette praksis-afsnit, kun ment som enkle inspirationer til selv at gå videre. Det er ofte gennem praksis, at vi for alvor kan komme ind i forståelsen af, hvordan vi kan handle i lyset af klimakrisen, og her kaldes der på kreativitet. Mulighederne er mangfoldige.

Der er håb – lad os handle

Antologiens anliggende er at pege på, at der altid er håb. Krisen har dybe rødder og det er vigtigt at erkende, at svaret på udfordringerne både er praktiske og åndelige. Kirken bør sætte sig i bevægelse, individuelt såvel som kollektivt, åndeligt såvel som praktisk, sjælesørgerisk såvel som liturgisk.

Den teologiske refleksion, de bærende fællesskaber og den kristne trospraksis kan udfordre vores natursyn, gøre os opmærksomme på vores livsforbundethed. Gøre håb til handling.

Bevægelsen kan have mange og forskelligartede udtryk. Et liturgisk arbejde kan forankre og forandre det indre liv, og rum for klimasorg kan skabe trøst og mod til at handle. Pilgrimsvandringer kan etablere livsforvandlende fællesskaber, og helt konkret kan kirkerne spare på energien og udfordre menigheden til en bæredygtig omstilling. Det kan være helt praktisk ved at reducere udledningerne f.eks. fra kirkens egne bygninger; ved at spare eller satse på vedvarende energi. Det kan være at arbejde med liturgi, undervisning og fællesskab, ved at skabe rum for resonans med naturen og bygge fællesskab ved at gå pilgrimsvandringer. Det kan ske ved f.eks. at give plads til klimasorg, klimadiskussioner og -handling. Og det kan være ved at styrke biodiversiteten ved at oprette insekthoteller på kirkegården.

Vejene er mange, men bevægelsen er fælles. Når kirken bevæger sig, kan den i høj grad udfordre de eksisterende samfundstendenser og et natursyn, der presser planetens bæreevne.

Civilsamfundsforsker Erica Chenoweth fra University of Columbia peger på, at hvis en lille procentdel af en befolkning rykker sig inden

for en bestemt dagsorden, er det muligt at forandre samfundsindretningen (Chenoweth et al. 2011). Det gælder også i den grønne omstilling og i arbejdet med at skabe en mere grøn hverdag. Stian Kilde Aarebrot, norsk præst i Areopagos, peger på det neuropsykologiske forhold, at vi som mennesker forstår os selv, vores tro og livsverden gennem handling, og at kirkerne derfor bør arbejde med en bredere tilgang end ‘ordet alene’ (Aarebrot 2022/2023). Dette er i overensstemmelse med den danske fremtidsforsker og præst Birgitte Kragh Engholm, der med en analyse af tidens megatrends, peger på behovet for en trospraksis, der muliggør enkelhed, inddragelse og fællesskab (Engholm 2020). Det vil vi vende tilbage til i efterskriftet.

Kirkelige netværk kan spille en stor rolle for at vise veje til håb og handling. Vi kan ikke redde verden alene, men vi kan i højere grad vise vej i et ansvarligt forvalterskab af det gode og smukke, som Skaberen har givet os. Det hjælper at indse, hvad vi ikke selv kan gøre, og hvad der til gengæld er muligt, når vi genopdager vores forbundethed med naturen. Ved at indgå i kirkelige og folkelige fællesskaber kan vi få mod til alene og sammen med andre at tage kampen op mod desillusion og handlingslammelse.

Kristine Kaaber Pors, Kirsten Grube Juul, Elizabeth Knox-Seith og Bent Bjerring-Nielsen Frederiksberg, sommeren 2023