K ri st endom i Grøn lan d Religion, kultur, samfund – En mosaik
Redigeret af Sven Rune Havsteen, Karen Langgård, Hans Anton Lynge, Kennet Pedersen, Sofie Petersen, Aage Rydstrøm-Poulsen
E k s i s te n sen K ø b e n h a v n 2018
Kristendom i Grønland Religion, kultur, samfund – En mosaik Redigeret af Sven Rune Havsteen, Karen Langgård, Hans Anton Lynge, Kennet Pedersen, Sofie Petersen, Aage Rydstrøm-Poulsen © Forfatterne og Eksistensen, 2018 Bogen er sat med PalatinoLinotype på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0118-0 Omslag: Eksistensen Foto: Leiff Josefsen. Processionen fra Hans Egedes hus til Grønlands domkirke (21. september 2012), hvor gudstjenesten danner indledning til efterårssamlingen i det grønlandske parlament. Forrest går politikerne, sidst centraladministrationens departementschefer.
Udgivet med støtte fra Grønlands Hjemmestyre
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland . . . . . . 9 Henrik Wilhjelm De norrøne klostre i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 Oluf Schönbeck Hvad kan vi vide om gudstjeneste-livet i Grønland i middelalderen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 Nils Holger Petersen Verdensanskuelsernes sammenstød . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61 Aqqaluk Lynge Musik som praxis pietatis i missionens tid (18. årh.) . . . . . . . . . 69 Sven Rune Havsteen Kateketinstitutionen og dannelsen af en grønlandsk elite . . . . 77 Søren T. Thuesen “Det er som om præsterne er Guds sendebud, men kateketerne kun præsternes” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85 Henrik Wilhjelm Hvem i familien døbtes først . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 115 Niels H. Frandsen Kolonialisme, kristendom og demografi . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 Ole Marquardt Kristendommen i de grønlandske aviser fra 1861 og ind i det 20. århundrede . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 Karen Langgård Tussiusiortut erinarsuusiaat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169 Salmedigternes sange Robert Petersen Kirke, kristendom og den grønlandske skønlitteratur . . . . . . . 193 Karen Langgård Pooq, en metafor for livet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 Birgitte Sonne
Kunne forestillingen om primitivitet ikke selv være en vild tanke? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239 Kennet Pedersen Åndernes kraft og kristendommen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251 Kirsten Thisted Kristus og Ånderne i Grønland . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 Christina Petterson Kalaallit Nunaanni Ilagiit ullumi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 297 Den grønlandske kirke i dag Sofie Petersen Immikkut biskopeqarfinngornerup kingorna . . . . . . . . . . . . . . 315 Tanker omkring arbejdet som biskop Kristian Mørch Kalaallit Nunatsinni provstitut domprovstitullu sulineq pillugu isumaliutersuutit . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 Tanker omkring provstens/domprovstens arbejde Ricard Petersen Ilageeqarnerup inuiaqatigiinni inissisimanera pillugu isumaliutersuutit . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 349 Refleksioner over kirkens rolle i et samfund Hans Anthon Lynge Kalaallit Nunaanni ilagiit inuunerannut “Peqatigiinniat”qarnerup sunniutaa pillugu isumaliutersuutit. . . . . . . . . . . . . 383 Tanker omkring Den kristelige Forening Magnus Larsen Ilagiinni suleqataanermit – Fra menighedsarbejdet . . . . . . . . . 417 Bendt Frederiksen, Nuussuaq v/Upernavik: Hans Siimuuaraq Mikaelsen Ulrik Møller Margrethe Jeremiassen Teologi og folkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 479 Theodor Jørgensen Om forfatterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 489
Forord 7
Forord Artiklerne i denne bog belyser aspekter af kristendommens religiøse, kulturelle og samfundsmæssige betydning i Grønland i fortid og nutid. De enkelte bidrag repræsenterer fagområder, der rækker fra teologi, over historie, litteraturhistorie, til antropologi og eskimologi, ligesom der indgår vidnesbyrd fra mennesker, der har eller har haft en tæt tilknytning til Grønlands Kirke. Bogens bidrag forholder sig til en omdiskuteret historie, som vækker til eftertanke og ansporer til fornyet diskussion. Målet har været at foretage en række nedslag i denne historie ud fra forskellige faglige synsvinkler, der kan vise konturer af den rolle kristendommen har haft og har i Grønland. Der er tale om et felt, der har mange lag og nuancer, og som derfor også har givet anledning til et spektrum af divergerende fortolkninger og vurderinger. Artiklerne i bogen er bearbejdede og i en række tilfælde udvidede versioner af bidrag til konferencen Kristendomshistorie i Grønland, der med Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet som vært, blev holdt i Nuuk den 23. til 25. august 2005 i anledning af l00-året for Lov (nr. 52 - 1905) om Kirke- og Skolevæsen, den lov, der kirkehistorisk markerede etableringen af Kirken i Grønland, og dermed at landet ophørte med at være missionsmark. Der skal gøres opmærksom på, at artiklerne afspejler denne forskningskontekst og den faglige diskussion på konferencetidspunktet De forholder sig ikke til efterfølgende relevante debatter /eller udviklinger indenfor de forskelige fagområder. Redaktionen retter en tak til Ilinniartitaanermut, Ilisimatusarnermut, Kultureqarnermut, Ilageeqarnermullu Naalakkersuisoqarfik (IKIIN), Departementet for Uddannelse, Forskning, Kultur, og Kirke for økonomisk støtte til udgivelsen, og til tidligere landsstyremedlem Henriette Rasmussen†, der fra begyndelsen bakkede op om projektet. Redaktionen
8 
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland 9
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirkeog Skolevæsen i Grønland Henrik Wilhjelm “Vi kom ikke engang til at sidde ned!” Skt. Hansdag 1875 ankom fra Grønland de næsten nyuddannede kateketer Ole Svanberg, Jens Chemnitz og Lars Berthelsen til København “for at se, høre og tale” og derigennem erhverve “en passende Grad af europæisk Dannelse” som en forudsætning for at de måske ad åre kunne opnå præsteordination.1 Deres danmarksophold var en konsekvens af en større og med længsel ventet kommissionsbetænkning om den grønlandske mission fra april 1872 – men det var også næsten den eneste af dens planer, som blev ført ud i livet, når lige bortses fra planen om at nedlægge det ene af de to seminarier i Grønland, nemlig det i Ilulissat. Den blev gennemført i de samme dage. Jens Chemnitz havde de sidste år ført dagbog, men de første dage i København synes indtrykkene at have været for mangeartede og kaotiske. I hvert fald skrev han intet i sin dagbog før på tredjedagen: den dag var de til gudstjeneste med dåb i Frelsers kirke. På fjerdedagen meddeles at de er på besøg i kultusministeriet og hos ministeren selv, og om disse besøg har Jens Chemnitz kun én eneste kommentar: “ingíngilagutdlũnît” (Vi kom ikke engang til at sidde ned (hos ministeren))!2 Det udtryk dækker måske meget godt alle oplevelserne de første dage. Bortset fra gudstjenesten var alt meget fremmed og fortravlet, når man kom fra datidens Nuuk.
1 Henrik Wilhjelm, De store opdragere, Grønlands seminarier i det 19. århundrede (Det Grønlandske Selskabs Skrifter XXXIII), København 1997, 156 og 202. 2 Jens Chemnitz, Dagbog i Danmark 1. Hefte: 24.-28.6.1875.
10
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland
Folkestyret afskaffede ikke enevældig styrelse af Grønland Men specielt i ministerierne var der måske travlere end vanligt, for ministeriet Estrup var kun 14 dage gammelt. Til gengæld kom det så til at sidde i næsten 20 år og dominere i resten af århundredet. Det brugte næsten alle kræfter på at hindre systemskiftet, som så først kom i 1901. Enhver tale om fornyelse var bandlyst, og i stedet søgte man at trække i den modsatte retning. Det gjaldt også Grønland og fik fx den konsekvens, at H.J. Rink ikke alene søgte og beredvilligt fik sin afsked som direktør for Den kongelige grønlandske Handel, men tilmed så sig nødsaget til at forlade Danmark. Men for Grønland var kursen egentlig ikke ny. Grønland havde tilbage fra den første kolonitid været styret meget enevældigt. Det gjaldt naturligvis især mens enevælden endnu bestod. Da var missionen underlagt Missionskollegiet og handelen med KGHs direktorat underlagt Rentekammeret. Men enevældens afskaffelse og folkestyrets indførelse i 1849 betød ikke nogen stor ændring for de grønlandske forhold. Missionskollegiet og Rentekammeret blev nedlagt, Missionen blev nu henlagt under Kultusministeriet, og Handelen (KGH) kom under Indenrigsministeriet. Selvom Rigsdagen principielt også var overordnet over ministerierne med hensyn til de grønlandske forhold, blandede den sig meget lidt deri. Regering og centraladministration (de to ministerier) styrede de to grønlandske institutioner stort set uden indblanding fra Rigsdagen, når bortses fra forslag der medførte øgede udgifter og derfor skulle på finansloven.
Systemskiftet medførte også lydhørhed over for misforhold i Grønland Med systemskiftet i 1901 hvor Venstrereformpartiet overtog regeringsmagten, var der skabt lydhørhed for nye synspunkter, en lydhørhed som meget snart også skulle komme til at gælde situationen i Grønland. Af stor betydning var det, at partiets leder, J.C. Christensen, blev kultusminister, under hvem missionen i Grønland sorterede. Han interesserede sig så meget derfor at han som formentlig den første kultusminister overhovedet faktisk selv læste de beretninger og dagbogsudtog, som præsterne sendte til ministeriet. Allerede i 1903 gennemførte han i Danmark vidtrækkende kirke- og
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland 11
skolelove, dels loven om menighedsråd med almindelig valgret, for første gang også for kvinder, dels den skolereform der lagde rammerne for det skoleforløb med underskole, mellemskole, realklasse og gymnasium, som gjaldt endnu, da jeg blev student 50 år senere. Det var derfor nærliggende for ham også at være lydhør over for kritiske røster, der fandt reformer nødvendige inden for samme områder i Grønland. Og kritiske røster over for de hidtidige højreregeringers administration af Grønland var der naturligt nok mange af både i Danmark og i Grønland. Her må “Den litterære grønlandsekspedition” med Mylius Eriksen og Knud Rasmussen fremhæves. Kritikken rettede sig både mod det danske styre af Grønland, dvs. KGH, og især sammenblandingen af administration og handel, såvel som mod den blindgyde, de knap halvtredsårige forstanderskaber var endt i. Det var en slags kommunalbestyrelser, hvori de danske embedsmænd – missionær og kolonibestyrer – skulle samarbejde med de valgte repræsentanter for de mandlige familieoverhoveder om en række lokale anliggender, bl.a. varetage fattighjælp og overskudsdeling mellem fangerne. Selvom der var gjort meget for at sikre den grønlandske indflydelse, var de danske medlemmer ofte meget dominerende. Den kritiske diskussion om de grønlandske forhold var meget kompleks. Der var flere fronter, og ind imellem gik det hårdt til. I Folketinget kom kritikken bl.a. til orde i forbindelse med finanslovdebatten i februar 1905. Endnu som ordfører for Venstrereformpartiet kom Zahle med en meget, meget lang (38 spalter) gennemgang af Grønlands historie, der viste, hvorledes sammenblandingen af administration og handel kun havde bragt ulykke over grønlænderne – kun missionærerne og især den “landsforviste” Rink omtales nu positivt. Det var imidlertid ikke som oplæg til den kirke-skole-lov der var på trapperne, men en del af den diskussion, der gik forud for arbejdet med styrelsesloven af 1908. En af dem der fra Grønland var med i forreste række i kampen mod sammenblandingen af administration og handel, og dermed mod KGH, var den unge missionær og seminarieforstander C.W. Schultz-Lorentzen. Han var tidligt ude med sin kritik – allerede før systemskiftet i Danmark havde han meldt kulør over for KGH, og da han fra Nordgrønland kom til Nuuk i 1901, viste han, at han med et snuptag kunne løse den meget voldsomme uro, der var opstået dér efter seminarieforstander N.E. Balles død. Dette har formentlig været medvirkende til ikke alene at han fandt stor lydhørhed hos ledende politikere og bl.a. havde et nært forhold til J.C. Christensen, men også til at Missionen kom til at stå som den institution, der hav-
12
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland
de talt grønlændernes sag, mens KGH i høj grad blev prügelknabe som en institution, der havde udnyttet grønlænderne. Så alt imens kritikken haglede ned over KGH og påvirkede arbejdet med fremtidens styrelseslov for Grønland, fik man i rimelig samdrægtighed gennemført Lov om Kirke- og Skolevæsen i Grønland.
Hvad er de afgørende nyskabelser i denne “Lov (Nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland”? 1. Det er en lov Kommisionsarbejdet i 1871-72 havde i sin betænkning peget på en række fornyelser på linje med dem, der er indeholdt i denne lov, men stort set intet blev dengang gennemført, når lige undtages de få kateketer der kom til Danmark på dannelsesrejse, blev videreuddannet og siden ordineret. På grund af stor missionærmangel var det en nødvendig fornyelse, som kultusministeriet så i øvrigt aflyste igen, da tilgangen af missionæremner blev bedre. Men bestemmelserne i en lov kunne ministeriet ikke efter forgodtbefindende bruge eller undlade. De skulle gennemføres.
2. Det er den første lov for Grønland Tidligere havde der nok været – ofte meget enevældigt udstedte – Instrukser, Kgl. Anordninger, Reglementer og lignende, men denne gang blev ministeriets lovforslag først til en lov efter at have været gennem Rigsdagen og grundigt behandlet af et folketingsudvalg med repræsentanter for de forskellige partier. Aktørerne i dette lovarbejde var: Ministeren og ministeriets embedsmænd, der udarbejdede og fremlagde lovforslaget, Sjællands biskop og Schultz-Lorentzen, der hver for sig var blevet hørt inden lovforslaget blev udarbejdet, folketingsudvalget, der bl.a. havde rådført sig med Schultz-Lorentzen og andre grønlandspræster på danmarksophold, og som fremsatte ændringsforslag. Formand for dette udvalg var en gammel grønlandskending, Emil Bluhme, der 40 år tidligere som søofficer på kortopmåling kom til at overvintre i Grønland. Dér lærte han den tids mest fremsynede grønlandske embedsmænd og deres synspunkter at kende, især H.J. Rink, og skrev en meget kritisk og interessant bog, “Fra et Ophold i Grønland” (1865). Mest konservative har embedsmændene og biskoppen været, mens minister, fol-
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland
13
ketingsudvalg og Schultz-Lorentzen alle har været interesserede i en virkelig reform af forholdene.
3. Missionen blev til kirke Det var egentlig slet ikke meningen at Grønlands status skulle ændres fra mission til kirke, men et resultat af forslagets behandling i folketingsudvalget. Det var ganske vist længe siden, at Vestgrønland fra Frederiksdal distrikt i syd til Upernavik distrikt i nord var ophørt med at være missionsområde, men fortsat taltes der om “Den grønlandske Mission”, og de danske præster blev benævnt missionærer. I lovforslaget opererede man fortsat med “missionærer” (de danske præster) og “ordinerede overkateketer” (de grønlandske præster), som der dengang var fem af. Der stod således at “en af Missionærerne eller Seminarieforstanderne kan udnævnes af Kongen til Provst for Grønland”, og i bemærkningerne stilledes der spørgsmålstegn ved, om virkelig en seminarieforstander nu ville kunne bestride dette hverv som provst, der krævede lange og hyppige rejser, men man mente dog nok at det for en kortere periode i den nuværende situation ville kunne lade sig gøre – man skulle jo have seminarieforstander Schultz-Lorentzen udnævnt! Men det overvejedes i lovforslaget overhovedet ikke, om en ikke-missionær, altså en grønlandsk præst, kunne udnævnes til provst. Det blev først taget op i folketingsudvalget, der foreslog at man her erstattede ordet “missionærer” med “præster” og fortsatte: for øvrigt foreslaas det overalt at erstatte Ordet “Missionær” med “udsendt Præst” som Udtryk for den Tanke, at Grønland ikke længere er et hedensk Land, hvor der skal drives Mission, men at dets Kirke er et Led i vor Folkekirke. Dette forslag blev taget til følge, og på denne lidt bagvendte måde blev missionsmarken til kirke.
4. Grønland fik en provst og regelmæssige præstekonventer Det skyldtes altså i første omgang, at folketingsudvalget ville gøre det muligt, at den anden nyskabelse, stillingen som provst for Grønland, skulle kunne besættes med en grønlænder. Hidtil havde hvert missionariat refereret direkte til kultusministeriet, men nu skulle en provst i nogen grad søge at samle trådene. Her kommer udval-
14 Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland
get igen med en vigtig tilføjelse: præsterne i Grønland skulle have mulighed for at drøfte fælles anliggender og ret til at udtale sig, og derfor skulle provsten indkalde til årlige præstekonventer – et forslag som bl.a. biskoppen korsede sig over, så det i den endelige lov blev til: “så vidt muligt hvert andet år”. Det var virkelig en revolution – hidtil havde missionærer og ordinerede overkateketer siddet meget isoleret og kun en sjælden gang haft mulighed for at møde hinanden og drøfte fælles anliggender. De kendte ofte slet ikke hinanden, og “der var ingen Linje, ingen Enhed, ingen nedarvet Tradition i det kirkelige Arbejde” (Schultz-Lorentzen) – det rådede den nye konventsinstitution bod på. Disse præstekonventer fik umådelig stor betydning – ved aldrig at blive hørt! I forlængelse af en anden ændring fra folketingsudvalget i forbindelse med provstestillingen: at der kunne udnævnes “en eller to provster”, gennemførtes to-provsteordningen i 1919 imod både Nord- og Sydgrønlands præstekonventers flertalsbeslutninger. Konventerne mente at to provster – en for Nord- og en for Sydgrønland – ville betyde en svækkelse af kirkens indflydelse, der afgjort var blevet styrket gennem udnævnelsen af en provst i Grønland. Provsten, Knud Balle, nedlagde sit embede i protest, og præsternes reaktion var også kraftig. Ostermann mente ligefrem, at man måtte overveje “om det ikke muligvis var på Tide, at vi alle til hobe nægtede at være med til disse konventer,” fordi de “har været ganske betydningsløse for den grønlandske Kirke og Skole”, og fordi der tilmed ofte “som nu sidst i Provstespørgsmålet – [er] resolveret stik imod Konventernes Flertalsbeslutninger”. Men netop denne protest viser, at konventerne og provstestillingen havde fået meget stor betydning for forståelsen af den grønlandske kirkes særlige karakter. Ja, selve etableringen af konventerne var jo en opfordring til præsterne om i fællesskab at besinde sig netop derpå, så man forstår godt, at forslaget om konventer ikke kom fra den centraladministration, som hidtil havde styret det grønlandske kirke- og skolevæsen meget enevældigt. Dette forhold var nu blevet udstillet med al ønskelig tydelighed. Og præsternes erfaring og det deraf følgende sammenhold fik umådelig betydning for den fortsatte udvikling i Grønland.
5. Tretten af tyve præstestillinger skulle snarest besættes med grønlændere Hidtil havde Grønland (altså Vestgrønland) været delt op i et antal missionariater – i regelen otte – og nogle var meget store, fx var hele Sydgrønland syd for Arsuk eet missionariat. Ofte varetog en mis-
Lov (nr. 52 – 1905) om Kirke- og Skolevæsen i Grønland
15
sionær endda flere missionariater – således var Knud Rasmussens far, Christian Rasmussen, periodevis enemissionær for tre missionariater (Aasiaat, Ilulissat og Uummannaq) – dvs fra Nordre Strømfjord i syd til Svartenhuk i nord – og skulle så tilmed føre tilsyn med den grønlandske præst i Upernavik! Det var det forhold, der havde skabt så store problemer, at man var begyndt at videreuddanne kateketer og ordinere dem – og de blev så ansat som “ordinerede overkateketer”, dvs. kapellaner for missionærer med særligt store områder. Med 1905-loven blev missionariaterne til – mindst ti – præstegæld, missionærbegrebet forsvandt, og i stedet fik man betegnelsen “førstepræst” (ledende præst i et præstegæld) og to slags kapellaner: den danske teolog blev “præsteviet medhjælper” (og blev først ansat på prøve som præsteviet medhjælperaspirant!), den grønlandske kateket blev “præsteviet overkateket”. Hidtil havde ministeriet altså klaret sig med 4 grønlandske præster og fundet at det var rigeligt, men i loven bestemtes, at antallet af “indfødte Førstepræster” snarest skulle bringes op på mindst seks og antallet af “præsteviede overkateketer” op på mindst syv. Af ca. tyve præstestillinger i Grønland skulle altså tretten besættes med grønlandske præster “så snart som muligt”, og dem, det drejede sig om, ville hele tiden vide, at de ikke bare skulle være en dansk præsts hjælpepræst, men ville kunne regne med at blive ledere i deres eget præstegæld og dér måske få en dansk præsteviet medhjælper – og det på et tidspunkt, hvor der ellers i Grønland stort set ikke var grønlændere i ledende stillinger. Det var virkelig en nyskabelse der betød noget. Det bør så nok tilføjes at det også var god økonomi – man ville få de tretten grønlandske præster for et lidt lavere beløb end man måtte betale for de syv danske. Men man stod altså her og nu og manglede ni grønlandske præster – siden missionens begyndelse var der ordineret i alt syv grønlændere – og mestendels kun som nødløsning, hvilket bl.a. kom til udtryk i, at man så sent som i 1888 afviste at videreuddanne to velegnede grønlændere, fordi man mente nu at have danske missionærkandidater nok. Det var ellers slet ikke en ny tanke at uddanne grønlændere til præster – rent faktisk var det i 1836 Det Danske Missionsselskabs begrundelse for dets forslag om oprettelse af kateket- og præsteseminarier i Grønland. Der skulle altså gå 70 år, før den del af forslaget lod sig gennemføre. Det er faktisk den vigtigste bestemmelse vedrørende uddannelses- og skolevæsenet, for denne bestemmelse satte jo virkelig pres på