Bjarne Lenau Henriksen
Kristen dommens menneske lighed Eksistensen
Bjarne Lenau Henriksen Kristendommens menneskelighed I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0702 1 © Bjarne Lenau Henriksen & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2020 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold 7 Livets gud har ingen hænder 17 Men størst af dem er kærligheden 27 Giv mig den tro, der ikke søgte læ 37 Giv mig i dag min daglige næste 47 Med håb imod håb 59 Forlad os vor skyld 71 Godhedens pris 81 At tyde nødens cifre 91 På hellig grund 101 Protest
Livets Gud har ingen hænder
I op mod et halvt århundrede har jeg været præst for udsatte og udstødte mennesker, og jeg har konstateret, at risikoen for at opleve livet som et ekstraordinært privilegium er øget betragteligt gennem tiden. Der er sket noget, som har givet mig en tro på, at menneskelivet i al dets rystende, chokerende og overrumplende kaos er et mirakel, som jeg skal tage imod og være til stede i, at hvert eneste menneske er et mirakel, nogle gange et forfærdeligt og grimt et, andre gange smukt og betagende. Ofte en blanding af det hele, omend i forskellige blandingsforhold. Under alle omstændigheder står det klart for mig, at menneskelivet er forunderligt. Jeg skal lade være med at tænke for meget over det. Så smuldrer det for mig. For der er ingen logik i det. Men jeg har oplevet, at samværet med 7
mennesker med det sværeste og umuligste liv har bragt dybde og glæde ind i mit liv. Mange af dem fra elendighedssegmentet udøver ren overlevelseskunst på en sådan måde, at de burde belønnes for den kunstneriske udførelse. Det handler ikke om, at jeg bruger et andet menneskes nød som springbræt til større selvtillid og selvværd. Det har i hvert fald ikke været mit ønske. Jeg skal ikke realisere mig selv eller gøre mig agtet og anerkendt af andre, og da slet ikke af Gud. Jeg har ikke haft en instrumentel tilgang til mit virke og arbejde blandt mennesker, der livet igennem belastes af fattigdom, misbrug, hjemløshed, sygdom, kriminalitet og al mulig anden modgang. Jeg vil gerne deres liv, sådan som det er, selv om jeg ikke selv er en del af det. Jeg står tydeligvis udenfor og et andet sted, end de gør. Jeg kan stå og ligne et vellykket liv, og de kan ligne et mislykket liv, hvis vi anvender den gængse samfundsmæssige målestok. Det, der gør, at jeg tør vove mig frem og ville deres liv, er den kristne målestok, som ikke kender til mis- eller vellykkethed, som ikke kan måle forskel på menneskers værdighed. I begyndelsen af 80’erne, da jeg var korshærspræst og leder af Mariatjenesten i Maria 8
Kirke på Vesterbro i København, talte jeg hver dag med mennesker, som fortalte, at de havde svigtet alt og alle, inklusive sig selv på en måde, så livet var en vildt varieret smerte både for dem selv og for deres nærmeste, familien ikke mindst. Dengang sad jeg jævnligt på Café Den kolde Røv, en trappesten et sted i Istedgade, og rullede mig en smøg midt i solen, mens gadens folk kom forbi og satte sig ned ved siden af mig for at ryge med og snakke. Her har jeg fået afklaret jomfrufødslen, drøftet muligheden for at gå på vandet og sammen med en misbrugers fjerne øjne undret mig over engles flyvefærdighed. Om sommeren sad jeg gerne ude på fortovet foran Maria Kirke på en stol ved et lille træbord med min gamle skrivemaskine med de hoppende bogstaver i gang med at skrive søndagens prædiken. Jeg fik sjældent skrevet mere end 4-5 linjer. Der på trappestenen og ved skrivemaskinen kunne der opstå en spontan her-og-nu fortrolighed med en uudtalt gensidig respekt og anerkendelse. Samtalerne var ligetil og kontante trods de alvorstunge problemstillinger. Ynk og selvmedlidenhed var forholdsvis ukendte størrelser. I fuldt dagslys kom vi ind på livet af hinanden uden maskerade og forstillelse. Der 9
var ikke plads til at skjule sig. Selv politiets daværende uropatrulje, hvis mission var at stresse og jagte kvarterets stofmisbrugere, måtte finde sig i, at vi sad der. Det var gode tider, dengang hjemløse, misbrugere og deres præst uden zoneforbud kunne færdes frit og delvis fredeligt på demokratisk vis i det offentlige rum sammen med alle andre. At blive mødt med tillid fra et menneske på kanten af livet er noget særligt. Det er den anden selv, der kommer mig i møde og deponerer sin tillid hos mig. Det er den anden, der tager initiativet. Ikke mig. Jeg kaldte mig aldrig opsøgende gadepræst. Jeg opsøgte ikke nogen, og da slet ikke gadens prostituerede, for at falbyde min hjælp. Jeg mener, hvem bryder sig om at blive forstyrret i sit arbejde? Det var ikke min opgave at stå i vejen for deres indtjeningsmuligheder. Men et smil, et blik, et vink, et hej når vi passerede forbi hinanden, var tilstrækkeligt til at vise genkendelse og den anerkendelse, der ligger i genkendelsen. Jeg var til stede på gaden og blev en del af gadebilledet, når jeg hang ud foran Mariakirken eller sad på trappestenen. Her kunne jeg tage imod tilliden, behandle den varsomt og lade være med at overskride dens urørlighedszone. 10
Det er specielt at møde et menneske iført en afmagt af en sådan skrøbelig kaliber, at det næsten ikke kan stå oprejst, men dog alligevel tør være sig selv og tør være sig selv bekendt og tage ansvaret for sit liv, som leves igennem som et langstrakt selvmord styret af selvdestruktive kræfter. Det handler om at være sig selv, også når det gør nederdrægtigt ondt. På den tid var jeg begyndt at genlæse den algiersk-franske forfatter og filosof Camus. Jeg har aldrig kunnet komme til rette med den nihilisme, som han – i min læsning af ham – er eksponent for. Oplevelsen af meningsløshed og tomhed ligger altid snublende nær, når man færdes ude på randen af eksistensen, også for mig, som kun er en distanceret tilskuer på nært hold. Når meningsløsheden udvikler sig til ren og skær intethed, hvor alt er uden værdi, bliver det farligt. Det var lige før, Camus fik mig til at tro på det. Camus siger i Sisyfosmyten, at det eneste filosofiske problem, der er værd at drøfte, er selvmordet. Selvmordet sætter livets grundlæggende værdi på dagsordenen, helt ude på den yderste kant, der, hvor livet og døden brydes – med oplevelsen af meningsløsheden som grundsubstans. Er livet værd at leve? Det er det, selvmordstænkende 11
mennesker overvejer, hvis ikke deres fortvivlelse, desperation eller psykiske lidelse har suspenderet alle fornuftbetingede intellektuelle refleksioner. Når et menneske suverænt og med den personlige integritet i behold evner at reflektere over livets inderste mening og værdi, er selvmordet sjældent den mest indlysende udvej. Jeg har aldrig mødt et menneske, der har overvejet eller besluttet sig til at begå selvmord, hvis ikke det var, fordi selvmordet blev oplevet som svaret på den dybeste fortvivlelse. Jeg har talt med mennesker, der oplevede en så afgrundsdyb meningsløshed, at jeg ikke var i stand til at indvende noget mod deres ønske om at slippe for livet. Ansvaret for deres eget liv har de udelukkende magtet at udmønte i selvmordet. Det selvmordstruede menneske ønsker ikke at dø, men at komme væk fra virkelighedens smerte. Det er ikke døden, der er attraktiv, men ønsket om frihed fra den oplevede meningsløshed. I de langstrakte selvmords verden har jeg aldrig mødt et menneske, der bevidst og med vilje har satset på at kvalificere sig til et selvdestruktivt liv som f.eks. hjemløs, kriminel eller psykisk syg stofmisbruger. Den ultimative elendighed bor ikke i det frie valgs verden. 12
For mig er det vigtigt, at min tro lader være med at byde sig til med belærende kristelige fremstillinger af livet som Guds gode gave, som mennesket anstændigvis ikke må sige nej til ved fx at være selvmordstruet eller tage livet langsomt af sig ved at gå til i social elendighed. Tværtimod sætter troen ind med spontan anerkendelse af medmenneskets ulykkelige situation og med et betingelsesløst solidarisk nærvær, som går helt hen til elendigheden og bliver hos den. Troen har et indre håb, en indre langsomhed og tålmodighed, som holder fast i, at menneskets integritet som Guds elskede skabning ikke diskvalificeres af akutte eller langstrakte selvmord. Den langsomme og tålmodige tro kan betyde en livsforlængende langtidsholdbarhed i forholdet til nødstedte mennesker. Den har ikke brug for at leve op til forudbestemte succesparametre og er ikke afhængig af evidensbaseret resultatdokumentation, eftersom den ikke nærer noget ønske om at bruge den nødstedte næste til at eksercere sin dygtighed på og således få bekræftet sin uundværlighed. “Livets Gud har ingen hænder,/ derfor er det dig, han sender,/ når din næste lider nød”, skriver Lars Busk Sørensen i salmen “Menneske, din 13
egen magt”. Det er en af min kristendoms alvorligste konsekvenser. Jeg skal være menneske for andre. Det gælder i min egen private tilværelse, og det gælder i mit møde med mennesker i nød. Det er den slidsomme, svære og undertiden tunge arbejdskrævende side af kristendommen. Mageligheden får ikke plads. Dovenskaben slet ikke. Man kan få ondt i ryggen, hovedet, armene, sindet og sjælen af at være næste. Man kan blive træt, trist og ulykkelig af at være medmenneske. Men man kan i allerhøjeste grad også blive det modsatte! Min tro kan ikke sidde alene med sig selv under gudstjenesten og glæde sig over, at jeg har modtaget Guds nåde ganske gratis og så ellers beholde min glæde for mig selv i ophøjet selvtilstrækkelighed, når jeg kommer ud af kirken. Guds himmelske nåde har jordiske konsekvenser, som bl.a. retter sig mod mine medmennesker, de nødstedte ikke mindst. For Gud venter mig ude i det levede liv, dér møder jeg ham. Det med Gud og kristendom er et ja til menneskelivet, også det tilsyneladende mislykkede og fejlslagne menneskeliv. I dette krydsfelt uden sikkerhed og beskyttelse lever kristendommen med sin tro på den skabende, bevægelige og 14
bevægende Gud og anerkender menneskelivets suveræne værdighed under alle forhold. Anerkender jeg ikke, at det andet menneske er værdigt til mit nærvær, anerkender jeg heller ikke Guds værdighed som skaber, Kristus som forsoner og Helligånden som indpisker af budskabet om Guds kærligheds jordiske virkelighed. Jeg ved ikke, om man kan tale om uprætentiøs næstekærlighed. I Mariatjenesten sad jeg ikke så sjældent på den enkle træbænk inde i våbenhuset ved siden af en stofmisbruger, som lige havde injiceret sig. Vi sad skulder ved skulder, mens han koksede. Hans hoved faldt ned på min skulder, fordi det ikke lod sig holde oprejst. Det kunne der gå flere timer med, stille timer, som jeg havde det godt med. En fred og ro, som var ukendt i aftenens øvrige hyperaktive timer, faldt over os. Der var en særegen form for tryghed. Jeg er selvfølgelig blevet spurgt: hvad har det med næstekærlighed at gøre? Hvordan kan man være næste i en kommunikationsløs situation, hvor et bevidstløst hoved på et tavst menneskes skulder er de eneste optrædende på scenen? Og du er endda præst! Giver det nogen mening? For mig gør det. Det er, som det skal være. Og så ikke så meget mere. Jeg ved jo godt, at jeg kan 15
og skal så meget andet. Som præst skal jeg holde gudstjeneste, forvalte sakramenterne, prædike, vie, begrave, tage imod skriftemål. Men hvis jeg ikke kan netop det med hoved-på-skulder-nærværet, så er alt andet om ikke ligegyldigt, så i hvert fald en anelse utroværdigt. Den nødvendige og situationsbestemte næstekærlighed sætter sig selvfølgeligt ved siden af den, der ikke selv kan sidde. Nogle vil kalde det lavstatusarbejde. Men selv Vor Herre holdt sig ikke for god til lavstatusarbejde. Jeg er sådan skruet sammen, at jeg ikke evner at opfatte det som meningsløst. Faktisk er det situationer som disse, hvor kristendommen har været mest indlysende, når jeg tænker efter. Det har til alle tider været sådan, at hvor sproget slipper, tager nærværet over. Hvis jeg går rundt med et idealbillede af mig selv om at være kaldet til noget dybere, åndeligere og mere menings- og magtfuldt, så må jeg give afkald på det kald. Det selvbillede har jeg ikke. Jeg giver ikke afkald på noget som helst. Min tro har det fint i enkle omgivelser.
16