Kroppen i Det Gamle
Testamente
Eksistensen
København 2023
Kroppen i Det Gamle Testamente
Søren Lorenzen og Anne Katrine de Hemmer Gudme
© Forfatterne og Eksistensen, 2023 Bogen er sat med Brill på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN: 978-87-410-0979-7
Udgivet med støtte fra: Det Teologiske Fakultet, Oslo Universitet
Omslag: Eksistensen
Forsidebillede: Græsk brystharnisk i bronze, 4. århundrede f.Kr. (The Met). Gift of Estée Lauder Inc., 1992.
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK-1820 Frederiksberg C
tlf. 3324 9250
www.eksistensen.dk
Forord
Først og fremmest vil vi sige tak til Sørens mor, for uden hende, ingen bog.
I efteråret 2022 udkom Sørens ph.d. afhandling som bog. Den hedder Spoken into Being: Self and Name(s) in the Hebrew Bible (Mohr Siebeck). Det er en god bog, det synes Anne også, og hun har faktisk læst den (!), men nogen bestseller bliver den nok aldrig. Den henvender sig til et vældig eksklusivt publikum af bibelnørder. Den er også temmelig teknisk. Det syntes Sørens mor, Bente, også, og derfor spurgte hun sin søn, om han ikke kunne være sød at sørge for, at hans næste bog blev en bog, som hun også havde lyst til at læse. Det var en rimelig anmodning, synes vi, og det er i al sin enkelthed det, denne bog er, en bog til Bente. Vi håber, at hun kan lide den.
Vi håber også, at der er andre end Bente, der har lyst til at læse med, og her tænker vi nok på lidt flere end Annes mor, Kamma, som altid er virkelig sød til at læse næsten alt, som Anne skriver, også når det er ret kedeligt (og langt).
Når vi har skrevet og redigeret hver for sig og i fællesskab, har vi genoplevet gode udvekslinger med studenter og kolleger i Aarhus, Bonn, København og Oslo. Det er gennem samtaler med dem, at temaer og tanker, der er endt i bogen, har udviklet sig og taget form. Derfor tilegner vi bogen til vore studenter og kolleger i Det Gamle Testamente. Tak til jer for indsigt, nysgerrighed og sjov med gamle tekster.
Vi vil også sige tusen takk til Det teologiske fakultet ved Oslo Universitet, fordi de har støttet udgivelsen af bogen økonomisk. Humboldt Stiftelsen gav Anne et rigeligt stipendium, så hun kunne rejse til Bonn i tre måneder, og det skylder vi dem stor tak for. Det har gjort arbejdet meget sjovere og nemmere. The Metropolitan Museum of New York har gjort store mængder billedmateriale tilgængeligt til fri afbenyttelse under Creative Common License, og det er vi også meget
taknemmelige for. Vi havde ikke haft mulighed for at illustrere bogen så flot, hvis ikke de var så gavmilde med deres samling.
Endelig vil vi sige tak til Henrik Brandt-Pedersen fra Forlaget Eksistensen. Han har været positiv og effektiv og konstruktiv fra start til slut, og vi kunne ikke forestille os en bedre samarbejdspartner.
En sidste kærlig tanke sender vi til Sørens døtre, Eleanor og Maia, og til den kvinde, som Søren holder tæt til sit bryst (se kap. 5), Katelyn, og til Rasmus, som er den mand, som Anne holder tæt til sit ditto.
Kapitel 1: Introduktion
Kroppen i Det Gamle Testamente
Denne bog handler om kroppen i Det Gamle Testamente. I bogen kortlægger vi kroppen, lem for lem og organ for organ, fordi vi ønsker at undersøge de gammeltestamentlige forfatteres forståelse af kroppen, og gennem kroppen, deres forståelse af verden. Kroppen er interessant, fordi vi alle sammen har en, og fordi det er med kroppen vi er i verden. Vi oplever verden, vi ser, smager, hører og lugter takket være vores krop. Det er med kroppen, vi rører verden og hinanden, ligesom verden rører os. Det Gamle Testamente er interessant, fordi det er en helt enestående tekstsamling. Teksterne blev skrevet ned i det østlige Middelhavsområde for rundt regnet 2500 år siden, og de giver os et unikt indblik i en oldtidskulturs liv og verden. Samtidig er Det Gamle Testamente den første og største del af Bibelen, og derfor er det stadig en del af vores kultur, historie og tankegods i Danmark i dag så mange år efter, at teksterne blev skrevet. En undersøgelse af kroppen i Det Gamle Testamente gør os dermed klogere på vores egen kulturarv, på disse gamle tekster i deres historiske kontekst og på os selv og vores fantastiske og fascinerende kroppe.
Vi har valgt at strukturere bogens kapitler mere eller mindre ‘anatomisk’. Vi begynder med den indvendige krop, organerne, såsom hjerte og nyrer, blod og knogler. Derefter ser vi på det, der er midt imellem det indre og det ydre i Det Gamle Testamente. Det er ånden og livskraften, to gammeltestamentlige begreber, der er centrale for teksternes forståelse af mennesket og for levende væsener i det hele taget. I de efterfølgende kapitler bevæger vi os ud på kroppens yderside, og ser på hovedet, overkroppen og underkroppen efter tur. Til slut har vi en kortfattet konklusion og en overvejelse over den betydning kroppen, som den fremstilles i Det Gamle Testamente, har på kropssynet i vores samfund i dag. I bogens kapitler er menneskekroppen vores udgangspunkt, men Det Gamle Testamente er også fyldt med dyrekroppe, eng-
lekroppe og gudekroppe, og de hører med i en kortlægning af kroppen som helhed.
Før vi går om bord i kroppens enkeltdele er der et par temaer, vi gerne vil introducere. I det følgende vil vi give en kort introduktion til Det Gamle Testamente, og den kulturelle, historiske og geografiske sammenhæng som teksterne voksede ud af. Derefter vil vi gøre rede for sammenhængen mellem kroppen og sproget, og den helt særlige betydning for sproget det har, at vi erfarer verden som kroppe i tid og rum. Men først, Det Gamle Testamente.
Det Gamle Testamente
Det Gamle Testamente er en tekstsamling, der først og fremmest handler om guden Jahve og forholdet mellem ham og hans udvalgte folk Israel. Vi ved ikke præcis, hvornår teksterne blev skrevet ned og samlet i en form for antologi, og vi ved faktisk heller ikke præcis, hvem forfatterne til teksterne var. Det er dog rimeligt at gå ud fra, at teksterne blev skrevet i oldtidens Palæstina, i det område der i dag stort set svarer til det moderne Israel og de palæstinensiske områder, og at nedskrivningen fandt sted i løbet af jernalderen, det vil sige en gang i løbet af det første årtusinde f.Kr. Hvis vi skal forsøge at komme det lidt nærmere, så er perioden fra ca. 700 f.Kr. til ca. 150 f.Kr. nok ikke skudt helt forbi.
Forfatterne til Det Gamle Testamente var altså Jahve-dyrkere, og de har med sikkerhed også været velstillede og veluddannede. De har også med ganske stor sandsynlighed været mænd. I jernalderens Palæstina var det kun 3-5 % af befolkningen, der kunne læse og skrive, og det har formodentlig ikke været aktuelt at bekoste en uddannelse på pigebørn. Vi skal altså forestille os, at Det Gamle Testamente kommer til os fra en gruppe skriftlærde og velstående jernaldermænds hånd. Og hvorfor skrev de så deres tekster, disse jernaldermænd? Det ved vi faktisk heller ikke med sikkerhed. Der er meget, der tyder på, at Jahve-religionen i oldtidens Palæstina var midt i en forandringsproces, og at teksterne i Det Gamle Testamente blev udtænkt og skrevet ned som et led i denne proces. På Det Gamle Testamentes tid var området Palæstina delt op i to små kongedømmer, Israel i nord og Juda i syd, og det lader til, at tabet af disse kongedømmers politiske selvstændighed i det 8. til 6. århundrede f.Kr. har givet forfatterne til Det
Gamle Testamente lidt af et chok, og at dette chok har fået dem til at genoverveje livet, døden og verden som sådan og til at blive teologisk kreative. Denne teologiske kreativitet vil vi vende tilbage til, men lad os først kaste et blik på de politiske begivenheder i Palæstina og omegn i det første årtusind f.Kr.
Oldtidens stormagter
Palæstina ligger ud til Middelhavet i et område, der også af og til kaldes Levanten (se illustration 1). Ordet Levanten kommer fra det latinske ord for at løfte eller stige op, levare, og det sigter til, at Levanten ligger mod øst, set fra Europa vel og mærke, og i østen stiger solen op. Det område, der oftest benævnes med Levanten, svarer til vore dages Libanon, Syrien, Jordan, Israel og Palæstina. Øst for Levanten lå Mesopotamien, landet mellem de to floder Eufrat og Tigris, som i grove træk svarer til vore dages Irak, og mod sydvest lå Egypten, som jo stadig hedder Egypten i dag. Af og til kaldes hele området, Levanten og Mesopotamien og Egypten for Nærorienten, altså den del af orienten eller østen, der er nærmest, igen hvis betragteren befinder sig i Europa.
I første årtusinde f.Kr. var Egypten i syd og Mesopotamien i øst de to stormagter i Nærorienten. I slutningen af det andet årtusinde f.Kr., i den periode der kaldes senbronzealderen, havde Egypten kæmpet med næb og kløer mod hittitterne, som boede i Hatti, der lå i vore dages Tyrkiet. Egypterne vandt magtkampen, og hittitterriget mistede fodfæstet og gik til grunde. I det nye årtusinde, i jernalderen, stod kampen mellem den gamle stormagt Egypten og den nye udfordrer Mesopotamien. Egypterne var indledningsvis de stærkeste, men allerede i løbet af 800-tallet f.Kr. begyndte assyrerne i Mesopotamien at røre på sig. I midten af 600-tallet f.Kr. var assyrerne trængt dybt ind i Egypten og holdt hele Nærorienten i et jerngreb. Det skulle dog ikke vare ved. Allerede i 612 f.Kr. faldt assyrernes hovedstad Nineve og det assyriske imperiums dage var talte. Den nye stormagt i Nærorienten var Babylon, Assyriens mesopotamiske nabofolk, som holdt magten over området frem til 539 f.Kr., hvor de også bukkede under for en stærkere magt. Denne gang kom fjenden fra øst, fra Persien, som svarer til vore dages Iran, og perserne skabte sig et imperium, der var lige så enormt som det assyrerne havde godt og vel hundrede år tidligere.
På imperiernes motorvej
Hvad har alt dette her så at gøre med Det Gamle Testamente? Kongedømmerne Israel og Juda befandt sig bogstaveligt talt midt i denne stormagtskamp. Palæstina ligger som nævnt ud til Middelhavet, og det er en del af det område, der kaldes ‘den frugtbare halvmåne’, en karavanevej, der strækker sig fra Mesopotamien i øst gennem Syrien i nord, og ned langs kysten gennem Libanon, Syrien og Palæstina til Egypten og den Arabiske halvø i syd. Den frugtbare halvmåne var
knudepunktet for handel og velstand i Nærorienten, og det var også der alle soldaterne kom forbi, når krigen brød ud. Israel og Juda lå lige der, hvor stormagternes interessesfærer stødte sammen, og de to kongedømmer blev da også erobret og belejret og ødelagt igen og igen og igen. Et lille kongedømme bliver alt for nemt kørt over på imperiernes motorvej. I år 722 f.Kr. faldt Israels hovedstad, Samaria, til assyrerne, og i 587 f.Kr. skete det samme for sydriget, Judas, hovedstad Jerusalem. Særligt den sidstnævnte begivenhed lader til at have gjort et uudsletteligt indtryk på forfatterne til Det Gamle Testamente, for hvordan kunne Jahve dog lade sådan noget ske? I år 539 f.Kr. falder Babylon som nævnt til den nye bølle i klassen, Perserriget, og i tiden derefter bliver de tidligere kongedømmer Israel og Juda til to persiske provinser, Shomron og Jehud. Det stopper naturligvis ikke bare der. I slutningen af 330erne f.Kr. erobrer Alexander den Store Palæstina, og det bliver indledningen på det man kalder hellenistisk tid i Levanten og Nærorienten. I år 63 f.Kr. kommer romerne og erobrer Palæstina, og hermed slutter vores lille historietime. Med romerne har vi så småt bevæget os ud af det man kunne kalde gammeltestamentlig tid, og er begyndt at nærme os Det Nye Testamente, som bliver skrevet ned i løbet af romersk tid, fra midten af det første århundrede e.Kr. til begyndelsen af det andet århundrede e.Kr. Lad os nu i stedet vende tilbage til spørgsmålet om de gammeltestamentlige forfatteres teologiske kreativitet og til den gud de tilbad, Jahve.
Hvem er Jahve?
Når der står “Herren” i den danske oversættelse af Det Gamle Testamente, så står der “Jahve” på hebraisk. Jahve er simpelthen Guds navn. Jahve er den gud, man tilbad i kongedømmerne Israel og Juda i jernalderen. Vi kender Jahve fra Det Gamle Testamentes tekster, men også fra en håndfuld inskriptioner fra oldtidens Palæstina. Det opsigtsvækkende er, at den Jahve, vi lærer at kende på baggrund af inskriptioner og arkæologi, på mange punkter er ret anderledes, end den Jahve de gammeltestamentlige forfattere præsenterer os for. Oprindeligt var Jahve en helt almindelig nærorientalsk gud. Han havde en kone, gudinden Asherah, og han havde sit eget område, kongedømmerne Israel og Juda, hvor han blev tilbedt side om side med andre mindre guder i en såkaldt polyteistisk religion, altså et religiøst system med
flere guder. Jahve var en mægtig krigergud og en retfærdig gudekonge, og desuden ansvarlig for vind og vejr og frugtbarhed og trivsel. Kort sagt mindede Jahve om sine nærorientalske gudekolleger, såsom Ba’al og El i bronzealderbystaten Ugarit i vore dages Syrien, Kemosh i kongedømmet Moab i vore dages Jordan, Assur i Assyrien og Marduk i Babylonien.
Men forfatterne til Det Gamle Testamente ville noget andet med Jahvereligionen, og derfor begyndte de at skrive tekster om ‘deres’ gud, Jahve, og om hans udvalgte folk, folket Israel, som forfatterne opfattede sig selv som efterkommere af. Denne nye gammeltestamentlige Jahve er stadig kriger, konge og ophav til alt liv og frugtbarhed, men han er også blevet single. I Det Gamle Testamente er der ikke længere plads til flerguderi. Nu er det Jahve alene, det gælder, og de andre guder, “møgguderne”, er der kun for at lokke Israel på afveje. Forfatterne udnævner Ashera til en ‘afgud’, og sammen med guden Ba’al bliver hun et symbol på den værst tænkelige forbrydelse, nemlig at vende sig bort fra Jahve. Kristendommen og jødedommen er såkaldt monoteistiske religioner. Det vil sige, at man tror, at der kun eksisterer en gud. Sådan er det ikke i Det Gamle Testamente. Asherah og Ba’al og Kemosh og Dagan eksisterer, ligesom Jahve gør det, men det er magtpåliggende for forfatterne, at man har et eksklusivt forhold til Jahve, og at man ikke flirter eller ligefrem horer med de andre guder. Den form for gudsdyrkelse kaldes monolatri. Mono betyder ‘en’ og latreia betyder ‘tilbedelse’ eller ‘gudstjeneste’. Begge ord stammer fra græsk. Monolatri betyder altså et krav om ensidig eller eksklusiv gudsdyrkelse, uden at man afviser andre guders eksistens. Det er det, som de gammeltestamentlige forfattere ønsker at skifte Jahvereligionens flerguderi ud med. Der er også andre religiøse innovationer på spil i Det Gamle Testamente, såsom et forbud mod at lave gudestatuer, en idé om tempelcentralisation, der betyder, at man kun må ofre til Jahve på et bestemt sted, indføring af særlige spiseregler og indføring af omskærelse som et tegn på den særlige aftale mellem Jahve og Israel.
Fra tekst til praksis
Det er langt fra alle disse ideer og idealer om nye religiøse praksisser, der slog igennem lige med det samme. Der er egentlig meget, der tyder på, at det modsatte var tilfældet, og at de gammeltestamentli-
ge tekster i første omgang ikke havde den store effekt på den brede befolknings religiøse adfærd. Men det ændrede sig langsomt. Når vi kommer ned i løbet af hellenistisk tid (333-63 f.Kr.), ser det ud til, at gammeltestamentlige tekster i tiltagende grad bliver læst og kopieret og cirkuleret, og at det, der står i teksterne, også har en indvirkning på, hvordan mennesker lever deres liv.
Den religion, vi i dag kender som jødedommen, opstod på baggrund af Jahvereligionen i løbet af hellenistisk tid, og i det første århundrede e.Kr. opstod kristendommen på baggrund af jødedommen. Det Gamle Testamente er en del af begge disse religioners hellige skrifter. De kristne kalder samlingen for ‘Det Gamle’ Testamente, fordi de også har et ‘Nyt’ Testamente, der fortæller om Jesus af Nazareth og om hans disciple og den tidlige menighed. Jøderne kalder samlingen for TaNaK, et navn, der består af forbogstaverne i bogens tre dele, Loven (Tora), Profeterne (Nebi’im) og Skrifterne (Ketubim). Det er sådan, at jernalderguden Jahve er rejst med hele vejen fra oldtidens Palæstina og til vore moderne samfund og kulturer i dag.
Den gammeltestamentlige samtale
Det Gamle Testamente blev ikke skrevet på en gang. Teksterne er blevet til over en periode på flere hundrede år, og de enkelte ‘bøger’ i samlingen er forfattet af flere forskellige hænder, og bærer præg af forskellige traditioner og synsvinkler. Det Gamle Testamente er således ikke et samlet og strømlinet argument, men snarere en vildtvoksende og dynamisk samtale om, hvad Gud Jahve ønsker sig af sit folk. Det er vigtigt at notere sig, at de individuelle stemmer i denne gammeltestamentlige samtale ikke altid er enige med hinanden, og at de af og til direkte modsiger hinanden, eller i hvert fald har forskellige udlægninger af den samme sag. På et tidspunkt, formodentlig i løbet af hellenistisk tid, er man så småt begyndt at samle teksterne i en antologi, og det er helt tydeligt, at det redaktionelle princip i denne proces har været mangfoldighed frem for entydighed. Det har ikke været vigtigt for dem, der samlede de gammeltestamentlige tekster, at vælge en rigtig version ud blandt flere mulige. Den berømte danske forsker i Det Gamle Testamente, Johannes Pedersen (1883-1977), kaldte denne måde at redigere på for Det Gamle Testamentes “hang til konsekvens”. Det konsekvente i dette tilfælde var at inkludere det meste, så man
ikke gik glip af noget vigtigt. Det er sådan, vi er endt med fx to skabelsesberetninger i Første Mosebog (sammenlign kap. 1 og kap. 2-3), tre fortællinger om stamfaderen og stammoderen i det fremmede (1 Mos 12,10-20; 20; 26,1-11) og en historie om Saul, der bliver konge to gange på to forskellige måder (1 Sam 9-10).
Judit og Tobit og de andre
Redaktørerne af det Det Gamle Testamente havde altså en tendens til at inkludere revl og krat, men alligevel er samlingen et resultat af en udvælgelsesproces. I takt med at teksterne i stigende grad blev anset for at være hellige tekster, først indenfor jødedommen og siden indenfor kristendommen, blev det vigtigt at afgøre, hvilke tekster, der var indenfor i samlingen, og hvilke tekster, der var udenfor. Den udvælgelsesproces kaldes ‘kanonisering’, fordi den ender med en lukket og afgrænset samling af autoritative eller hellige tekster. Kanon bliver dog først lukket i løbet af de første århundreder e.Kr., både indenfor jødedommen og indenfor kristendommen.
De tekster, der i dag er en del af Det Gamle Testamente, er ikke de eneste tekster, der er overleveret fra Palæstina i oldtiden. Det lader til, at særligt sen persisk tid og hellenistisk tid var en utroligt produktiv og kreativ periode, og der findes flere tekster, der skriver sig ind i den bibelske litterære tradition, end de 39 tekster, der er en del af vores luthersk-protestantiske Gamle Testamente. En del af disse ikke-kanoniske men alligevel ‘bibelske’ eller bibel-relaterede tekster stammer fra en gruppe mennesker, der boede i og i nærheden af bosættelsen Qumran i det andet og første århundrede f.Kr. Disse tekster kaldes Dødehavsskrifterne, fordi de blev fundet i klippehuler ved Dødehavet i 1940erne, og samlingen indeholder både kanonisk og ikke-kanonisk litteratur.
Derudover er der de tekstgrupper, der kaldes apokryferne og pseudepigraferne. Apokryferne, ‘de skjulte tekster’, er en del af den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, den oversættelse hedder Septuaginta, men de er ikke en del af Det Gamle Testamente på hebraisk. Apokryferne er i dag en del af den katolske bibeludgave, Vulgata, men ikke en del af det protestantiske Gamle Testamente. Det skyldes at man under reformationen i 1500-tallet valgte apokryferne fra, da man skulle beslutte sig for en protestantisk kanon. Der er 11 apokryfer i alt,
og det er tekster som Judits Bog, Tobits Bog og Første og Anden Makkabæerbog. I 1998 udgav det Danske Bibelselskab en bibeludgave, der indeholdt apokryferne, og der er god grund til at læse Judit og Tobit og alle de andre side om side med det kanoniserede Gamle Testamente, for de føjer bare endnu flere fantastiske fortællinger og perspektiver til en i forvejen fascinerende tekstsamling.
Pseudepigraferne er de tekster, der hverken er med i det hebraiske eller det græske gamle testamente, men som alligevel skriver videre på den gammeltestamentlige fortælling og anvender det gammeltestamentlige persongalleri. Her er der tale om tekster som fx Første og Anden Enoks Bog, Esajas’ Martyrium, De Tolv Patriarkers Testamenter og Josef og Asenat. Flere af disse tekster findes i en dansk oversættelse. Det er bare at spørge på biblioteket.
Fra skabelsen til Jerusalems ødelæggelse
Det Gamle Testamente rummer ikke bare flere forskellige stemmer og synspunkter, det indeholder også flere forskellige litterære genrer. Der er lovtekster, ordsprog, ritualtekster, salmer, slægtstavler, profetbøger og fortællinger. Af og til er disse forskellige typer af tekster vævet ind i mellem hinanden. Det ser vi fx i Anden Mosebog 19-20, hvor fortællingen om Gud Jahves åbenbaring på Sinajbjerget afløses af en lovtekst, der uddyber, hvad indholdet af Jahves meddelelse var. I fortællingen om David og Saul i Første og Anden Samuelsbog bryder et smukt poetisk klagedigt ind i fortællingen om Sauls død (2 Sam 1,19-27).
Der er dog også tekster, der er ren fortælling. Det gælder fx Ruths Bog og Esthers Bog. Og der er tekster, der er ren poesi, som fx kærlighedsdigtet Højsangen og salme- eller digtsamlingen Salmernes Bog. Endelig er der tekster, der er helt deres egne genrer. Profetbøgerne, både de store som Esajas og Jeremias, og de små som Obadias og Malakias, er bygget op som et budskab, et orakel, talt fra Jahve til folket med profeten som talerør. Jobs Bog, Prædikerens Bog og Ordsprogenes Bog er alle tre eksempler på visdomslitteratur, tekster der i særlig grad beskæftiger sig med verdens indretning, det rette liv og retfærdighed. De hører til samme type litteratur, nærmest samme overordnede skole, men de er indbyrdes vældig forskellige i stil.
Og så er der naturligvis fortællingerne, og det er nok i virkeligheden dem, de fleste husker fra Det Gamle Testamente. Der er fortællingen
om Kain og Abel, om Noa og arken, om kraftkarlen Samson, om Kong David og harpen med flere. Teksterne i Det Gamle Testamente er samlet på en sådan måde, at bogen fortæller en stort set sammenhængende historie fra verdens skabelse i Første Mosebog 1 til Jerusalems ødelæggelse i 587 f.Kr. (2 Kong 25; se ovenfor), og til folkets tilbagevenden til og genopbygning af byen i persisk tid (Neh; Ezra).
På den måde får forfatterne skabt et narrativ om, hvordan Jahve udvalgte sig Israel blandt alle folkeslagene og gav dem deres helt eget land at bo i, Kanaans land. Jahve indgik en aftale, en pagt, med Israel, da han åbenbarede sig for dem på Sinajbjerget, og han lovede at garantere deres gode liv i landet, hvis de bare levede efter hans retningslinjer. Desværre formåede folket Israel ikke at overholde Jahves bud, og efter flere generationers mislykkede forsøg på at rette ind, lod Jahve Jerusalem falde til fjenden, og folket blev smidt ud af landet igen, og levede i eksil i Babylon. Da straffen var udstået, lod Jahve dem vende tilbage, så de kunne lære af fortidens fejl og starte på en frisk. Det Gamle Testamente indeholder brudstykker af historisk korrekte oplysninger om kongers regeringstid og byers fald, men fortællingen, som den er skitseret ovenfor, har først og fremmest et identitetsskabende formål. Det Gamle Testamente er ikke skrevet for at kunne dokumentere historie, men det er skrevet for at fortælle den helt særlige historie om Jahve og Israel, sådan at man, når man læser teksterne, kan få hjælp til at besvare spørgsmålet: ‘Hvad ønsker Gud Jahve, at vi Israel skal gøre?’
Bibelens sprog
Det Gamle Testamente er skrevet på hebraisk. Hebraisk er et semitisk sprog, og det er beslægtet med arabisk, syrisk og etiopisk. Det sprog, der tales i staten Israel i dag, er moderne hebraisk, Ivrit, og det er inspireret af, men ikke identisk med, bibelhebraisk. Da Det Gamle Testamente blev skrevet i løbet af jernalderen, var hebraisk faktisk ikke længere det mest almindelige talte sprog på gaden i Israel og Juda. Det var til gengæld aramæisk, som var vidt udbredt i Nærorienten i det første årtusinde f.Kr. Aramæisk er også et semitisk sprog, og det minder meget om hebraisk. De to sprog er næsten lige så tæt på hinanden som norsk og dansk. Det er interessant, at forfatterne valgte at skrive på hebraisk, selvom de formodentlig talte aramæisk, når de købte ind på markedet. Det er muligt, at hebraisk havde en højtidelig og traditionel
karakter, og at man derfor valgte at bevare det som skriftsprog, fordi det passede godt til at formidle noget vigtigt. I så fald minder det lidt om den måde latin blev brugt på i middelalderens Europa.
I løbet af hellenistisk tid opstod behovet for en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente. Det behov opstod især, fordi brugerne af Det Gamle Testamente ikke længere kun boede i Palæstina, men var udvandret eller flygtet til andre områder i Middelhavsområdet, fx til Egypten. I Egypten talte man græsk snarere end hebraisk og aramæisk, i hvert fald i lærde kredse, og sådan blev det græske Gamle Testamente, Septuaginta, til (jf. ovenfor). Da forfatterne til Det Nye Testamente et par århundreder senere skrev deres tekster på græsk, var det formodentlig Septuaginta og ikke den hebraiske udgave af Det Gamle Testamente, der var deres udgave af den hellige tekst. Endelig, i det fjerde århundrede e.Kr., blev hele molevitten både Det Gamle og Det Nye Testamente oversat til Latin, og sådan blev den katolske kirkes bibeludgave, Vulgata, til (jf. ovenfor).
Det er ikke nødvendigt at kende til hverken hebraisk, aramæisk eller græsk for at kunne læse denne bog. Vi har oversat alt til dansk, og hvis vi gengiver hebraiske udtryk eller gloser, så har vi transskriberet fra hebraiske bogstaver til latinske. Men vi har konsekvent valgt at inddrage hebraiske ord og vendinger, og det har vi gjort, fordi der er mange nuancer, der går tabt, selv i den bedste oversættelse. I udgangspunktet følger vi Bibelselskabets autoriserede danske oversættelse fra 1992 (DO92), men i de tilfælde, hvor spændende kropslige aspekter er forsvundet fra teksten i bearbejdelsen fra hebraisk til dansk, supplerer vi med en mere direkte oversættelse, så de ‘korporlige’ elementer træder tydeligt frem. Og lad os nu se nærmere på disse korporlige elementer i Det Gamle Testamente. Vi lægger ud med at se på kroppen som helhed.
I Guds billede
Menneskekroppen er en vigtig og værdifuld størrelse i Det Gamle Testamente. Den er skabt i Gud Jahves billede (1 Mos 1,27; 5,1; 9,6) og hører med til alt det gode som Jahve har frembragt (1 Mos 1,31). Fortolkningen af gudbilledligheden (som på latin går under betegnelsen imago dei) har igennem historien spillet en stor rolle i både teologien og filosofien, da man har overvejet hvilken lighed, mennesker og Gud
har med hinanden. Er det menneskets evne til at tænke? Til at handle rationelt? Eller til at føre et moralsk liv? Hvis man ser på den hebraiske tekst synes gudbilledligheden dog at handle om noget mere fysisk og funktionelt. Mennesket er nemlig Guds levende statue. Det første ord om gudbilledligheden i Første Mosebog 1,26 er ṣǽlæm (udtales tsælæm med tryk på første stavelse; DO92: “billede”). Dette ord henviser andre steder i Det Gamle Testamente til statuer, der repræsenterer menneskelignende (af)guder (fx 2 Kong 11,18; Ez 7,20; 16,17-18). Det andet ord, demût (DO92: “så de ligner os”), er et mere sjældent ord, som betegner “afbildninger” (2 Krøn 4,3) en ‘model’ (2 Kong 16,10: DO92: “plan”) eller bare noget ‘der ligner’ et eller andet (fx Ez 1,5.22). Kombinationen af de to ord fra Første Mosebog 1,26 har man faktisk fundet på en statue af en aramæisk statholder, Hadad-yith’i, i Tell Fekheriye i Syrien, som er dateret til omkring det 9. årh. f.Kr. Ordene, som forekommer i deres aramæiske form, henviser til statuen, som lige præcis er en repræsentation af sin ejer, og statuen kan derfor stilles lige dér, hvor statholderen ikke er til stede i sin kødelige krop. Menneskets gudbilledlighed i Første Mosebog 1 spiller nok på samme idé, om at mennesket er Guds levende og bevægelige statue, der skal regere over jorden i Guds sted, når han nu ikke selv er allestedsnærværende (jf. 1 Mos 1,28). Denne form for funktionel gudbilledlighed spiller sammen med en nærorientalsk kongeideologi, hvor en konge er guddommeligt indsat til at regere. I Første Mosebog 1 er denne idé bare spredt ud til alle mennesker (den er gjort ‘universel’). Sideløbende med menneskehedens funktionelle rolle som royale statuer, er der en idé om, at Guds fysiske krop og menneskekroppen ligner hinanden. Ligheden mellem mennesker og guder er ikke det store problem i Det Gamle Testamente. Jahve har ofte en krop af varierende størrelser (fx 1 Mos 3,8; 2 Mos 33,23). Ligheden understreger bare, at kroppen i sig selv er en værdifuld og gudbilledlig størrelse.
Ord og det de henviser til Selvom kroppen er værdifuld i Det Gamle Testamente, så er der faktisk ikke et enkelt ord for ‘krop’ på hebraisk. I den hebraiske tekst kan man finde det sjældne ord gewijjāh, som oversættes til ‘krop’ i DO92, men det henviser til både kroppen som arbejdskraft (1 Mos 47,18; Neh 9,37) og til lig (Dom 14,9). Det tætteste man kommer på ord, der henviser til hele kroppen er enten ‘kød’ (bāśār, fx Joel 3,1: DO92: “mennesker”), ‘form’