Indhold F O R O R D . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 BIBELPRÆDIKENER Kain og Abel ............................................................................ 11 Kains slægt .............................................................................. 14 Efter syndfloden ................................................................... 16 Indtog i Jerusalem ................................................................ 19 Kong David .............................................................................. 22 Guds løfte ................................................................................. 26 Guds ord ................................................................................... 29 Vintræets frugt ...................................................................... 32 Skærtorsdag ........................................................................... 36 Langfredag .............................................................................. 42 Påskemorgen .......................................................................... 45 Den første dag ........................................................................ 49 Abrahams offer ...................................................................... 53 Martyrerne fra Betlehem .................................................. 57 Ud og hjem igen ..................................................................... 60 Abels grav ................................................................................ 63 De små brødre ........................................................................ 65 Nebo bjerg ................................................................................ 69
B I B E LFO RTÆLLI NG E R
Tjørn og tidsel ........................................................................ 71 Noas due ................................................................................... 77 Kuffertfisken .......................................................................... 81 Metusalem ............................................................................... 85 Jeftas datter ............................................................................ 89 Moses og Farao ...................................................................... 93 Perez, søn af Tamar............................................................... 98 Evas brev til Gud ................................................................... 101 Nu tændes lys i skyggers land ......................................... 104
LEGENDE R Fugl Fønix ................................................................................ 107 Ahasverus ................................................................................ 112 Slangen ...................................................................................... 116 Babel .......................................................................................... 119
ET BARN ER FØDT
Jul i Jelling ................................................................................ 123 Kristtjørn ................................................................................. 129 Julen begynder med et barn ............................................. 133 Juletræ ....................................................................................... 136 Vise mænd fra Østerland ................................................... 139 Profeten Samuel .................................................................... 142 Præstens juleaften ............................................................... 147 Eva og Maria ........................................................................... 151 Jul i stalden .............................................................................. 154
TIL DÅB
Ørneflugt .................................................................................. 159 Livets flod ................................................................................ 161 Regnbuen ................................................................................. 162 ”Her er jeg” .............................................................................. 163 Vadestedet ............................................................................... 165 Det Røde Hav .......................................................................... 167 Et barn er født ........................................................................ 168 Guds hus ................................................................................... 169 Røveren med korset ............................................................ 170 Havblik ...................................................................................... 171 Dragen døbes .......................................................................... 172 De store havdyr ..................................................................... 174 Døbefonten .............................................................................. 176 Patriarken Jakob ................................................................... 177
T I L K O N F I R M AT I O N Nøglen ....................................................................................... 179 Store bogstaver ..................................................................... 182 Præstedragten ....................................................................... 184 Det forjættede land .............................................................. 186 Dyrekøbt .................................................................................. 187 Jakob og hans sønner .......................................................... 191 David og Goliat ....................................................................... 196
TIL BØRNEJUL
Livstræets frugt .................................................................... 199 Æslet .......................................................................................... 202 Da Betlehemsstjernen skulle på pension..................... 206 Kongens julegave .................................................................. 209 Englen Maren ......................................................................... 214 Stjerneskud ............................................................................. 220 Steffen Stalddreng ................................................................ 224 Bovbjerg fyr ............................................................................ 229 Engleaspiranten .................................................................... 234 Englestrejken ......................................................................... 238 Frk. Jensen ............................................................................... 243 Julerosen .................................................................................. 248 Engleskolen Karlsvognen ............................................ 251 Noter ......................................................................................... 255
Forord Gunda Jørgensen er historiefortæller. Og prædikant. Hvornår den ene disciplin slutter og den næste begynder er svært at adskille. For de væver sig ud og ind i hinanden og bliver til den ganske særlige formidling og forkyndelse, der er blevet hendes genre og særkende. Gunda Jørgensen har blik for hvor stærk en platform jødernes hellige skrift er for evangeliet, og sætter derfor forstørrelsesglasset dér, når hun skal bringe Ordet ud. Hun går ind i fortællingerne og stiller de spørgsmål både børn og voksne kunne have lyst at stille. For det er ved at digte vi kan nærme os og forstå sandheden. Det er ved at fylde hullerne ud og gå ind i sindet på Adam og Eva, Kain og Abel, Noa, Jefta, Samson og Samuel – og Maria, at vi kan blive klogere på vores fælles arvegods, Guds vilje med verden og hvordan vi skal forvalte vores tilværelse og vores næste i det liv vi lever her og nu med hinanden. Opmytologisering kunne man kalde det. Eller poetisk dogmatik. Gunda Jørgensens fortællinger og prædikener kendes og lever. Men de er efterhånden svære at opdrive. Denne bog er således – med enkelte undtagelser – en samling af hendes tre udgivelser Askelysningen, Kristtjørn og Paradisporten. Derudover er tilføjet 6 julefortællinger, der ikke tidligere har været udgivet, det drejer sig om Bovbjerg fyr, Engleaspiranten, Englestrejken, Frk. Jensen, Julerosen samt Engleskolen Karlsvognen.
9
Bibelprædikener
KAIN OG ABEL Der var engang to brødre i et land langt herfra. Den ældste hed Kain. Den yngste hed Abel. Kain arbejdede med jorden. Han pløjede og såede og høstede. Abel passede kvæget. Han drev flokke af får og geder og køer på græs rundt om på sletterne. Han malkede køer og klippede får, og han passede på, at vilddyr ikke overfaldt flokkene. Én gang om året tog Abel det dyr, der var født først om foråret og slagtede det og lagde det på et alter, som han byggede op af sten. Og dér blev dyret brændt som offer til Gud. Kain gjorde det samme med det første neg, der blev høstet og bundet på hans mark. Neget blev lagt på et stenalter, og Kain satte ild til det. Sådan holdt de høstfest. Det første de selv fik, det gav de til Gud for at sige tak for alt det andet. Hvert eneste år gjorde de sådan, altid det samme. Men engang skete det, at Kains kornneg ikke ville brænde. Røgen slog ud fra alteret i uordentlige skyer og ramte ham i hovedet, så han kom til at hoste og fik vand i øjnene. Og da han igen kunne se, var hans offerbål gået helt ud. Men der, længere henne på marken stod Abel og sang foran sit alter, og røgen steg og steg, lige op imod himlen, hvor den mødtes med hvide skyer og sejlede videre sammen med dem. Først blev Kain irriteret, og så blev han vred. Og han blev mere og mere vred. Skumlende gik han ud over markerne, og inden han vidste af det, var han kommet langt hjemmefra, 11
og så langt østpå, at paradishaven dukkede frem af disen. Kain kunne se kerubernes flammesværd lyne i solen. Det lys skulle nok sørge for, at intet menneske trængte ind i haven og plukkede frugten af livstræet. Kain blev bange og endnu mere vred. For han var lukket ude. Han havde hørt forældrene, Adam og Eva, fortælle om dengang, de boede i hytter derinde i haven. De kunne spise sig mætte i de dejligste frugter, i bær og planter, og der var altid varmt også om natten. De legede med dyrene, som var venlige, og de svømmede i Livets Flod, så meget de lystede. Så blev de smidt ud. Så dumt havde de båret sig ad. Kain rasede ved tanken. De havde spist af det eneste træ i haven, som Gud selv havde sagt, de ikke måtte spise af. Det var det træ, man blev klog af, kundskabstræet. Da Adam og Eva ikke mere gjorde, som Gud sagde, måtte de ud, udenfor, hvor livet var hårdt, og man skulle arbejde for føden. Derfor skulle Kain nu pløje og så og høste – altid. Aldrig ville han blive fri; ikke før han segnede om på jorden og blev ét med den, blev til jord. Hans mor havde fortalt, at det var en lumsk slange, der lokkede hende til at spise af det forbudte træ. Men hvorfor skulle hun høre efter den dumme slange? Var hun sulten, og skulle hun absolut spise noget, så kunne hun vel have ædt den slange og ladet æblet hænge. Slanger gjorde Kain desperat. Når han traf på én, der lå og solede sig, eller én der hvislende krøb væk, hvor han gik, blev han grebet af et frygteligt raseri – og han slog vildt om sig med stok og sten for at udrydde det lede dyr. Slanger kunne han aldrig forlige sig med. At hans mor havde ladet sig narre var én ting. Men derfor havde hans far ikke behøvet at spise. Og så kunne han vel siden have klaret sagen med Gud, som han kendte så godt. Hvorfor havde Gud plantet det træ, når det nu var så farligt. Han kunne bare have ladet været. Det kunne vel gro et andet sted i himlen, hvis det var nødvendigt. Ja, det hele var i grunden Guds skyld! Og Kain blev vred på Gud og hvermand, mens han tænkte på, at hvis alle de andre ikke havde båret sig så tåbeligt ad, så kunne han nu gå rundt derinde og smage på alle træerne, og han kunne svømme i livsfloden og lege med dyr, der var venlige. Sort i sindet gik han hjemad, vred på alverden. Og da han stødte på Abel et sted ude på marken, samlede han en stor sten op og slyngede den af alle kræfter i hovedet på broren. 12
Kain havde lyst til at slå alt og alle ihjel, og så slog han sin bror Abel ihjel. Men da Abel blev bleg og blodet løb fra ham ned i jorden, blev Kain bange for den død, han selv havde kaldt på, og han løb væk så hurtigt han kunne. Han var ikke kommet langt, før der lød et brag, som om himlen revnede, og Gud råbte ned til ham: »Kain, hvor er din bror?« Rystende ræd så Kain sig om efter et sted, hvor han kunne gemme sig, for han turde hverken gå frem eller tilbage. Men der var ingen gemmesteder for Guds blik, det der får både skyer og jord til at revne. Med øjnene i jorden svarede Kain vredt: »Skal jeg vogte min bror?« Da tordnede Gud: »Hvad har du gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden! Fordi du har dræbt og udgydt blod på jorden, skal den aldrig mere give dig føden. Aldrig mere skal du pløje og så og høste. Du skal være en hjemløs på jorden, én, der flakker om uden sted.« Kain blev så ræd, at han glemte al den vrede der var i ham imod Gud og mennesker, og han bad: »Min straf er ikke til at bære. Når du nu jager mig bort fra agerjorden, og jeg må skjule mig for dit åsyn og flakke hjemløs om på jorden, kan enhver, der møder mig, slå mig ihjel. Jeg kan ikke bære at leve på jorden som fredløs og fremmed for Gud og mennesker.« Gud ynkedes over Kains ulykke og sagde: »Ingen skal slå dig ihjel. Hvis Kain bliver slået ihjel, skal han hævnes syv gange.« Og mens Kain stod der, rædselslagen, med øjnene i jorden, mærkede han pludselig Guds finger, der tegnede ham hen over panden og igen ned over panden. Og siden var det, som om en venlig hånd strøg ham over hovedet. Gud sagde ikke ét ord mere, men Kain var løst fra jorden og kunne gå videre, og han gik meget langt. Men mod aften i solnedgangen standsede han ved en sø. Og da han bøjede sig ned for at drikke, så han sit eget billede i vandet, og han så, at der midt i panden stod tegnet et mørkt kors. Det havde Guds fingre sat. Kain tog bad i søen, og han vaskede sit ansigt og gned sig i panden, men korset blev, selv om han gned huden af. Kain var en forbryder, en morder og en ødelægger, én som jord og mennesker måtte grue for. Alligevel satte Gud sit eget mærke på ham for at beskytte ham mod menneskers vrede og hævn. Alle sine levedage stolede Kain derfor på Gud og ikke på mennesker. Han troede ikke på noget som helst i verden med undtagelse af Gud. 13
KAINS SLÆGT Lemeks søn med Ada hed Jubal. Han blev stamfar til alle dem, der spiller på harpe og fløjte, alle verdens spillemænd. Jubal er af Kains slægt. I syvende led er han barn af den stamme, der blev forbandet og fordrevet fra agerlandet, fordi Kain havde tilsølet jorden med sin brors blod. Derefter nægtede jorden ham føden. Ingenting groede, hvor han såede. Han flygtede fra de hjemlige egne og kom til det land, der kaldes Nod, hjemløshedslandet øst fra Paradis. Der grundlagde Kain en by og en slægt, og i syvende generation spaltedes bystammen i tre grene: Jabals gren der blev hyrder, omkringrejsende nomader; Jubals der blev spillemænd, og Tubal Kajins slægt der blev smede.
Hyrdernes og smedenes og musikanternes slægter bredte sig over alverden, ubundne som de var af jord og sted. Opbrud og rejse blev del af deres sind og væsen. Deres forankring var ikke jorden, de hentede deres mening, deres bestemmelse og skæbne fra et talent, en evne. De var snilde og derfor stod de ikke jorden til regnskab for, hvad de gjorde. Deres målestok var mere uhåndgribelig, ideel. Den sad i dem selv som et stædigt krav om det ypperste, det umådelige og umålelige. Derfor færdedes de blandt de fastboende med noget stolt, letsindigt og melankolsk over sig. De vidste noget om et sted, de engang kom fra og havde hørt hjemme i, og så vidste de, at det var nødvendigt at bryde op og at rejse, at lege med ilden og tage livtag med tonerne, for at finde den ene rene. Jubals afkom, de, der spiller på harpe og fløjte, vidste om en verden, de havde forladt, en verden hvor livet var enkelt og selvfølgeligt som vækst og modning, blomst og frugt. Og erindringen gjorde dem melankolske. Der var altid i deres musik en mindelse om bristede bånd og tabte horisonter, en undertone af tab, samtidig med at de gennem tonerne sprængte grænse efter grænse og lod sindet lette og flyve mod selve glæden. For det var glæden, tonerne skulle ramme. Jubals afkom fik den lod at færdes netop så højt over jorden, at de ikke stod helt fast, og aldrig groede fast. De kan godt tage sig drømmende og 14
lidt fortabte ud. Styrke har de kun for så vidt, som målet sidder i dem som en harpun, hvis line trækker dem imod glæden, den glæde som var i begyndelsen, da Gud allerførste gang så sin verden stige af havet, imens stjernernes morgensang fyldte tomheden og sprængte mørket. Intet mindre end Guds egen glæde er det mål, Jubals afkom måler sig selv på. Det er altid direkte for Guds ansigt de leger strengeleg og spiller på fløjte. Derfor må de blive melankolske og letsindinge. Bedre end nogen andre ved de, at musikken frelser ingen. Så ofte som de af toner og klange bæres imod det land, som Guds glæde skabte, ligeså ofte må de sande, at de er hjemfaldne til at leve øst for Paradis i Kains eget land. Musikken frelser ingen. Hvad skal den så til for? Hvad gavn gør den? Slet ingen. Og det er netop sagen. Til verdens larm og bekymring, til hære og hærskarer, til stål og jern, til fremskridt og udvikling siger musikken: »I er uvedkommende og uden betydning, irrelevante.« Men mægtig og blid som en gud siger musikken til det lidende menneske: »Lyt.« Nådig og uden hensyn fornægter og nedbryder musikken alle de mure og forsvarsværker mennesker bygger op omkring sig selv. Uden værn og værge står vi i det vidåbne, og det bliver muligt atter at se himlen. Sådan baner orgelet vejen for ordet. Rummet åbnes for det glædelige budskab, og vi vandrer på vejen mellem himmel og jord. Opvågner, alle dybe toner, til pris for menneskets forsoner! Forsamles, alle tungemål i takkesangens offerskål! Istemmer over Herrens bord nu menighedens fulde kor!
Amen.
15