LIV – i fællesskab, fred og forsoning Taizé i dag Af Broder Alois – samtaler med Marco Roncalli
Eksistensen
LIV – i fællesskab, fred og forsoning Taizé i dag Af Broder Alois – samtaler med Marco Roncalli
Original titel: Frère Alois Entretiens avec Marco Roncalli Vers de nouvelles solidarités Taizé aujourd’hui © Ateliers et Presses de Taizé, 71250 Taizé, France Dansk oversættelse: Tidl. Overlæge i psykiatri, cand.med. Kirsten Ernen Beck Sproglig og teologisk konsulent: Professor emeritus, cand.mag. og dr.teol. Kirsten Nielsen © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-410-0304-7 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Tryk: Toptryk Eksistensen Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk
Indholdsfortegnelse Før du begynder at læse… . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .7 At foregribe forsoningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .13 At tilskynde til udveksling af gaver. . . . . . . . . . . . . .41 At dele troen med nye generationer . . . . . . . . . . . . .77 At lade nye former for solidaritet opstå . . . . . . . . .103 At opdage skønheden i bønnen og i det fælles liv. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .133
Før du begynder at læse… Dette er ikke en historiebog, selvom den indeholder mange henvisninger til begivenheder, hvoraf nogle ligger langt tilbage: En fuldstændig beskrivelse af erfaringerne med Taizé foreligger endnu ikke. Det er heller ikke en kronik. Eller en reportage: Man kan godt finde informationer heri, men det drejer sig om noget særligt, som er aktuelt, men med forbindelse til en vision, som er 2000 år gammel. Denne bog er snarere notater fra et lille hæfte, om møder, udvekslinger, stilhed og glimt af et liv i fællesskab. Det er et forsøg på at sige noget om den første og den anden leder i Taizé. Og særligt at videregive fornemmelsen af en erfaring og dens fremtidige udvikling. Jeg vil først i store træk gennemløbe etaperne i de begivenheder, som broder Roger ønskede skulle ske, og erindre om de livsretninger, som han har foreslået flere generationer; dernæst vil disse sider fortælle om det, der er sket, og som fortsætter med at ske hver dag i Taizé. Bogen vil også undersøge de bevæggrunde, som driver omkring 100 brødre og et meget stort antal 7
unge til at følge en vej, hvor nogle af vejskiltene er angivet ved kapitlernes overskrifter: at foregribe forsoningen, at tilskynde til udveksling af gaver, at dele troen med nye generationer, at lade nye former for solidaritet opstå, at opdage skønheden i bønnen og i det fælles liv. Fortællingen, som følger, er fortalt af lederen i Taizé, broder Alois. Denne 60-årige, ungdommeligt udseende mand er født i en lille landsby i Ehingen i Bayern og er opvokset i Stuttgart. Han indtrådte i Broderfællesskabet i 1974 og blev i 1998 udpeget af broder Roger til at være hans efterfølger, og den arv tog han imod i 2005. Forud herfor havde han i lang tid koordineret organiseringen af de internationale møder i Taizé og de Europæiske Nytårsmøder i talrige storbyer; han var – som de øvrige brødre – blevet ganske optaget af bønnen, liturgien, musikken, af at lytte til og følges med unge, at dele med andre og af at vise solidaritet. Jeg har mødt broder Alois adskillige gange. Såvel i hans arbejdsværelse i Taizé, som i Broderfællesskabets lejlighed i Rom. Dette sted, som under Andet Vatikanerkoncil blev flittigt besøgt af præster fra kirkemødet. I denne lejlighed fornemmer man den samme atmosfære som på højen i Bourgogne: luften man indånder; måden tingene er opstillet på; enkelheden, roen, ikoner og lys – alt giver mening. Jeg har også mødt 8
broder Alois i Sotto il Monte, som er pave Johannes XXIII’s fødeby. Her minder gæstebogen i Angelo Roncallis tidligere sommerbolig (som nu er museum) stadig om broder Rogers besøg i 1964. Han har skrevet deri: »Johannes XXIII har givet Taizé mulighed for at komme ud af vinterkulden, han har været Guds instrument til, at foråret kom ind i vort broderfællesskab.« Og endelig, naturligvis, må jeg understrege, at vi begge har været i Taizé samtidigt mange gange over en lang årrække, helt fra den gang broder Roger omsorgsfuldt modtog min bedstefar Giuseppe, bror til pave Johannes XXIII, og min far Privato, som jeg rejste sammen med, da jeg første gang kom til højen i Taizé. Jeg er kommet tilbage mange gange i de følgende år, sammen med venner og sammen med fætre og kusiner; gentagelser af oplevelsen – men hver gang også nyt. Jeg har altid lært af disse rejser. Før og efter jeg skrev min afhandling på »Sekretariatet for fremme af kristnes enhed« i Rom, udviklede jeg en interesse for økumeni, som i Taizé ikke er et studieobjekt, men en daglig praksis. Men lad os vende tilbage til bogen her. Lade broder Roger og broder Alois lede os endnu længere end til forestillingen om et liv, som foregriber enheden mellem forskellige kristne trosretninger: Deres vision strækker sig helt derud, hvor den overvinder andre adskillelser, som har skandaløse bevæggrunde: især 9
det Europa, som var splittet i Øst og Vest i kommunistregimernes tid; eller den adskillelse, vi ser, mellem de rige lande i Nord og de fattige lande i Syd: at forene og forsone det, der ganske enkelt skulle være den unikke, ene menneskelige familie. Det er vigtigt at huske på, at Taizé fra begyndelsen var et sted, som modtog forfulgte jøder under Anden Verdenskrig; og som derefter modtog tyske krigsfanger, som var tilbageholdt i Frankrig efter krigens afslutning. Det er også vigtigt at understrege det, der karakteriserer dette bønnens sted: Ordene og handlingerne, sangene og de stille stunder, fællesskabet og solidariteten – alt dette skaber den trofaste dialog mellem Gud og mennesker og vil endelig »nære historien med evigheden«. Og det er også vigtigt at give den rette vægt og fylde til de nøgleord, som kommer igen og igen: forsoning, tillid, håb, enkelhed… Det er de afgørende ord – og ikke slogans, sådan som vi ellers hører overalt. Lad os huske, at Johannes Paul II bedre end nogen anden forklarede det for de unge i 1986, da han besøgte Taizé: »Man kommer forbi Taizé, ligesom man kommer tæt forbi en kilde. Den rejsende standser op, slukker tørsten og fortsætter rejsen. Brødrene i fællesskabet her vil ikke holde jer tilbage. De ønsker – i bønnen og i stilheden – at give jer mulighed for at drikke af det levende vand, som Kristus har lovet; at møde og kende hans glæde, at mærke hans nærvær, at svare på hans kald; og der10
efter tage af sted igen og vidne om hans kærlighed og tjene jeres brødre og søstre i jeres sogn, jeres skoler, jeres universiteter og på jeres arbejdspladser.« Det er på grund af alt dette, at broder Alois er blevet her. Han har blandt andet fortalt mig om sin pilgrimsfærd på tværs af kontinenterne, om båndet mellem Taizé og de unge, om båndet mellem Taizé og Det Andet Vatikanerkoncil, om båndet mellem Taizé og mange af Broderfællesskabets venner, som fx den ortodokse teolog Olivier Clément og den protestantiske filosof Paul Ricoeur, venner med samme vision af en Gud, der ikke straffer, men som elsker, overbeviste om, at »Korset ophæver fordømmelsen«. Det er ikke tilfældigt, at broder Alois har fortalt mig om broder Rogers glæde, da han opdagede, at Isaac af Syrien, biskop i Ninive, en mystiker fra det syvende århundrede, skrev: »Gud kan ikke lade være med at give sin kærlighed.« Broder Roger udtrykte straks ønsket om, at der blev lavet en sang til Taizé med disse ord. Lignende tanker findes også i Brevet til Diognet, hos Irénæus, Basilius, François af Sales, hos en forfatter som Dostojevskij eller en teolog som Karl Barth… De gennemsyrer disse sider som filigran. De videregiver billedet af barmhjertighedens Gud som modbillede til karikaturen – der har gjort så stor skade – af en Gud, der skaber frygt, som straffer, som dømmer uden barmhjertighed. Derfor gentager broder Alois 11
også – som en slags ekko af broder Roger – og som Apostlen Johannes: »Gud er kærlighed«.1 Hvad er der mere at sige? Marco Roncalli
1 Joh 4,9 og 4,16
12
Kapitel 1
At foregribe forsoningen I Taizé er »forsoning« et nøgleord, et centralt begreb. Lad os derfor begynde vor dialog med det. Broder Alois, hvorfor er dette begreb så vigtigt i jeres broderfællesskab? Og hvordan skal det forstås? Det er ikke kun i Taizé, at forsoning er et nøgleord. Det er det allerede i selve Evangeliet. Forsoning er hjertet i troen, ikke blot et aspekt blandt flere. Kristus er kommet, siger Johannes, en af hans disciple, og han er død: »... for at samle Guds spredte børn til ét.« (Joh 11,52). Apostlen Paulus udvider perspektivet yderligere, ja, til en kosmisk dimension, når han skriver, at Kristus har forsonet »alt med sig, på jorden som i himlene...« (Kol 1,20). Kristus har bragt fred, han har forsonet alle mennesker med Gud, og han har nedbrudt de grænser, som adskilte mennesker. Herefter har vold og modsætninger, selvom de stadig eksisterer, ikke længere det sidste ord. Det er denne forsoning, det hele drejer sig om. Det er det, vi gerne vil vidne om. Kristus sender dem, som følger ham, ud for at hele de sår, 13
som adskillelser forvolder. Han kalder dem til at være medskabere for enhed og bærere af nye former for solidaritet i verden. I forhold til denne forsoning mellem alle mennesker, hvor ser du så forsoningen mellem kristne – den økumeniske bevægelse – som jeres broderfællesskab gennem hele sin historie har ofret megen energi på? Vi kan helt klart begynde med forsoningen mellem kristne. Men vi må ikke glemme, at vi straks må udvide vor samtale til solidaritet mellem alle mennesker. Det ene går ikke uden det andet. Jeg vil dog, med et lille smil, sige til dem, der begynder at læse denne bog: Hvis disse første sider, som især drejer sig om forsoning mellem kristne, opleves tunge, så spring dem over og gå direkte til fortsættelsen! Det siger jeg, fordi mange unge først og fremmest søger åndelig næring, som kan give en konkret retning i deres liv, og som motiverer deres daglige engagement. Men det sprog, som kristne bruger, når de taler om Kirken, om deres konfessionelle tilhørsforhold, deres menigheder, kan opleves fjernt og utilgængeligt. For nylig udtalte en anglikansk biskop i et asiatisk land: »De unge søger en spiritualitet, og vi beder dem om at træde ind i en institution; de længes efter et indre liv, men vore institutioner står i vejen.« 14
Vort kald i Taizé er at holde disse to dimensioner sammen. Vi ønsker at tage imod de unge, forstå dem, sådan som de er, og – hvis de beder om brød – så spiser vi dem ikke af med noget andet. Men vi vil også gerne lade dem opdage, at den oplevelse af livet, som de har en uge her på vor høj, ganske enkelt er en erfaring af Kirken. Og vi vil prøve at kommunikere smagen af Kirkens liv til dem: et enkelt liv, hjerteligt, åbent. Kan forsoning og enhed mellem kristne påvirke freden mellem mennesker? Kristne vil i høj grad kunne fremme freden i verden, kristne kan være fredens surdej i den menneskelige familie. Men et sådant engagement er kun troværdigt, hvis kristne selv indbyrdes lever i synlig enhed. De nye generationer har brug for autenticitet. For dem er ord kun troværdige, hvis de stemmer overens med det liv, som leves. Når kristne lever adskilt, kan man ikke høre det, der siges. Vi kan kun videregive budskabet om fred og om fællesskab, sådan som Jesus har givet os det, hvis vi er sammen. Der har været tider i historien, hvor kristne har måttet skilles af hensyn til sandheden i Evangeliet. I dag er det vitalt at gøre alt, hvad vi kan, for at forsone os og blive ét – af hensyn til sandheden i Evangeliet. 15