Af samme forfatter:
Horisont - lyrik og meditationer (digte 1988) Ind gennem lysninger (digte 1989) Skyggedage (prosastykker 1990) Elegi for Mozart (essay 1991) Europadigte (1991, 2. udg. 1996) Brød og bøn (digte 1993) Den lange søndag (roman 1994) Mørke (roman 1996) Sjælen og landskaberne (digte 1997) Kulturhistoriske årstal (håndbog 2001, norsk udg. 2003) Kun sig selv (roman 2004) Vejen ud og vejen hjem (digte 2004) Forfølgeren (roman 2007) Pinballmesterens Drøm (fortællinger 2010) Månen i din hånd (digte 2010) Jobs drøm og andre fortællinger (2011) Verden ifølge U2 (essay 2012) Kirkegården ved havet (digte 2012) Kristus som antihelt (essay 2013) Juleevangeliet - en gendigtning (digte 2014) Sange ved himlens port (Dylanessay 2014) Malmö by night (digte 2014) Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (digte, kirkehaiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte 2016) Den sidste passion (digte 2017)
Jakob Brønnum
Matthæuseffekten Udkast til en håndbog i næstekærlighed
Eksistensen
Tak til min hustru phil. dr. Rúna í Baianstovu, hvis arbejde med sin bog ”Heder - Hedersrelaterat våld, förtryck och socialt arbete”, har givet et fortrinligt samtalerum for bogens iagttagelser af opgøret med de æresrelaterede normer i Det ny Testamentes evangeliefortællinger.
Matthæuseffekten Udkast til en håndbog i næstekærlighed Jakob Brønnum © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2017 ISBN 978 87 410 0338 2 Omslag: Claus Nielsen Sats: Tina D. Laursen Sat med Book Antiqua Omslagsbillede: Rene Magritte "Chateau des Pyrénées" Tryk: Bookmaker, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C ☎ 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold I.
II.
Den forsvundne kærlighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Om at være blevet voksen. Om verden. Om virkeligheden. Om livsfilosofi. Om lykke og ubegrænset tilgang. Om mennesket som forbrugsgenstand. Frygt ikke!. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 Om hvad frygten laver i vores liv. Om alt eller intet. Om stemmen i det indre. Om hvor mange undskyldninger, der findes.
III. Matthæuseffekten .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 Om at få noget betroet. Om forfængelige reaktioner. Om initiativet. Om det, der vokser, og det, der venter. IV. Matthæuseffekten som dom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 Om uvisheden. Om frugten af det hele. Om mødet. Om den svageste. V. Misforståelserne om børnene og om pengene .. . . . . . . . 45 Om børn og andre mennesker. Om penge og det at give dem væk. Om den største og den mindste. Om gode og onde hensigter. VI. Matthæuseffekten og det fornuftstyrede menneske .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 Om det, der ikke kan passe. Om at handle i frihed. Om den ubegrænsede adgang. Om at tage stilling. VII. De første skal blive de sidste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 Om lister over, hvem der er bedst. Om at være blandt de mindste. Om dem, man ikke gider snakke med. Om forvandlingen som livets egen bevægelse.
VIII. Matthæuseffekten og den omvendte bevægelse . . . . . 71 Om himlen som livsbillede. Om det uhåndgribelige i livet. Om at give af sig selv. Om, hvorvidt Gud findes. Om at se. Om at vende sig om. IX. Kærlighed er ikke en følelse, det er en handling .. . . . 92 Om hvorvidt kærlighed findes. Om sygdom. Om lidelsens meningsløshed. Om muligheden for at udholde lidelse ved at dele den. Om kærlighed som handling. Om livet i bevægelse. Om gavens egenskab. Om evigheden. X. Matthæuseffekten som modsigelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103 Om livskraften. Om frygten for næstekærlighed. Om opgøret med moralens snærende bånd. Om livets formål. XI. Øjeblikket og evigheden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Om livets fylde. Om brød. Om sandhed. Om at være fattig. Om tidløshed. XII. Den livsfjerne gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124 Om sikkerhedsnet. Om det, der viser sig. Om religion og kritisk tænkning. Om næstekærlighed som anti-religion. Om defragmentering i kirkerummet. XIII. Den livsnære gud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 Om at følge efter. Om lysets brydningspunkt. Om at søge og komme i møde. Om den anden kinds filosofi. XIV. Hvorfor Kain dræbte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 Om livstolkningen. Om sjælelivet. Om skyggen. Om det, der står tilbage.
I Den forsvundne kærlighed Om at være blevet voksen. Om verden. Om virkeligheden. Om livsfilosofi. Om lykke og ubegrænset tilgang. Om mennesket som forbrugsgenstand. Jamen, vi skal da også huske at være lidt gode ved hinanden! Det kan vi godt blive enige om. Hvordan, og hvad det betyder for os, er mere uklart. For af en eller anden grund er den selvfølgelige næstekærlighed forsvundet som grundlag for vores måde at forstå samfundsfællesskabet på. Muligvis har den aldrig været der. At tænke på sig selv som en del af samfundsfællesskabet, med de forpligtelser, det giver at være del af et fællesskab, er ikke det, der står forrest i albummet over vore livsbilleder. På en måde virker det, som om det var det, der lå i bunden af det hele, da man gik i folkeskole. Men det var ofte usagt, og nu ser man tilbage på det, som om det er noget, der i mellemtiden er forsvundet. Når man bevæger sig rundt i samfundet, mødes man af helt andre skildringer af livet. Allerede i begyndelsen af teknologiens tidsalder undrede man sig over, hvordan det mon påvirkede folks virkelighedsopfattelse, når man nu kunne sætte masseproducerede billeder op overalt i samfundet. Man troede, at den nye reproducerbare reklameplakat kunne ændre 7
menneskers politiske samfundsopfattelse. Men forbrugsreklamerne tog over. Gennem dem møder vi dagligt afbildninger af en utopisk verden, fri for bekymringer, fuld af lys og himmelske fornemmelser. Afbildningerne er seksuelt tiltrækkende. Hver eneste dag i livet opfordres vi til at tænke på rejser langt fra dagliglivets skårede virkelighed og bitre bekymringer. På friheden til at handle uden for de snævre rammer, vi kender. Alle disse budskaber former os til at forstå os selv som mennesker, der ikke har behov for tage hensyn til andet end vores eget velbefindende. ”Forkæl dig selv!” sælger åbenlyst bedre end ”Forkæl din nabo!” og ”Gør din nabo misundelig!” sælger også bedre end ”Vær god ved din nabo.” Alligevel definerer de gamle vestlige kultursamfund sig stadig, og nu igen i stigende grad, som kristne. Hvad mener de med det? Hvad er det, der kendetegner det kristne? Hvis man spurgte den enkelte, hvad man mente, der mere end noget andet ligger i det budskab, som Jesus af Nazaret bringer til verden, ville man sige: Næstekærlighed. Hvis man spurgte om næsten en hvilken som helt anden historisk, politisk eller religiøs lederskikkelse, ville svaret være noget andet. Sokrates? Erkendelse om sig selv og verden. Donald Trump? Det er sjovt at være rig og berømt! Konfutse? Moral og forpligtelse. Buddha? At hæve sig over verden. Muhammed? Allah er stor! Mao Tse-tung? Nedbryd den gamle magt og opret en ny. Jesus af Nazaret? Det giver næsten sig selv. Alligevel er det ikke næstekærligheden, der kendetegner ”det kristne” i vor tid. Hvad er det så? Det er noget kulturelt. Særligt i den politiske kamp 8
omkring den mellemøstlige indvandrings kulturelle påvirkning på samfundet definerer man sig som kristen. I lande som Danmark, Norge, Polen, Østrig, Holland, Frankrig og USA fylder en nationalistisk bevægelse, som afgørende forstår sig selv som forsvarere af en kristen nation, utroligt meget i mediebilledet. En ny virkelighed
Det er påfaldende, at næstekærligheden simpelthen er forsvundet ud af vores verdensbillede. Den kristne livstydning har været så grundlæggende for den måde vores samfund har udviklet sig på, at vi stadig kan se kirkebygningerne tårne frem overalt i landskabet og i centrum af byerne, og de fleste lader deres børn døbe efter gammel kristen skik. Det sidste skal vi vende tilbage til i kapitel 5. Det er kedeligt, at næstekærligheden er forsvundet ud af virkeligheden, ikke alene for dens egen skyld. Det er kedeligt – også for de mennesker, der bruger og finder en livstryghed i de kristne bygninger og netværk. Det er ærgerligt for hele sammenhængens skyld. Men det er ikke det værste. Der er også en anden dimension af tilværelsen, der er forsvundet ud af fokus. Det er tilværelsen selv. Det livsfilosofiske ved tilværelsen har fortonet sig. Det, at søge at få mere og mere at vide om livet for derigennem at lære, hvad livet består af, og hvad det kræver. Det er trådt i baggrunden. Vi lærer ikke livet at kende gennem at møde de erfaringer, mennesker til alle tider har gjort og opsamlet, men gennem at sætte os ind i manualer for adfærd. Vi lever fra øjeblik til øjeblik. Vi møder i dag 9
sjældnere livet gennem at beskæftige os med ord og tale fra mennesker, vi anser for livskloge, end gennem skildringer af dagligdagen på tv. Når det braser sammen for os, er der ikke en grund under tilværelsen, vi kan rejse os på. I stedet har vi psykoterapi, hvor vi ikke tænker over livet selv i et større perspektiv, men over at blive bedre til at indgå i den virkelighed, vi åbenbart er faldet ud af. Fortællingen om livet er en afgrænset fortælling om hver enkelt af os. Hvor er tankerne om samfundsfællesskabet, åndslivet og spørgsmålet om, hvor vi kommer fra, blevet af? Som en rest af en slags livsfilosofi er vores livsfortælling eventuelt påført en aldersetiket: Vi lever i ungdomsfortællingen for at undgå at flyde ind i alderdomsfortællingen. Mennesket er enten ungt og til stadighed på vej ind i livet, på vej mod rigdom, underholdning og spændende relationer eller på vej ud af livet mod en skyggefuld alderdom, hvor man kan stå og spille boule med ligesindede eller rive ukrudt op i en kolonihave, indtil et af børnene ringer og spørger om man vil passe børnebørnene, så de selv kan passe deres egen ungdomsfortælling. Under alt dette lurer en stadig frygt, angst, tomhed, ensomhed og eksistentiel fortvivlelse. Matthæuseffekten som livsfilosofi
Det særligt ærgerlige er, at i næstekærligheden kan man finde svaret på en række af de spørgsmål, som står tilbage, når vi ser, at de billeder, vi fylder vores liv med, ikke holder. Ikke sådan forstået, at ”bare vi også husker at være lidt gode ved hinanden, så skal det nok gå alt sammen.” Og slet ikke sådan, at 10
lægger vi os fladt ned for at finde en muggen, gammel tro og forkaster alt det flygtige for at undergive os glæderne fra en hypotetisk himmel, ingen levende sjæl har set skyggen af, så skal det virkelig nok gå alt sammen. Nej, det er mere grundlæggende. Næstekærlighed rummer et svar på spørgsmålet om, hvordan tilværelsen egentlig er skruet sammen, sådan nedenunder biologien, psykologien og fysikken. Et svar, de fleste nok har en fornemmelse af, når det kommer til stykket. Matthæuseffekten, altså udsagnet fra Bibelen ”enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har” lyder som det modsatte af næstekærlighed. Det lyder som en hård og uforsonlig guds vilkårlige dom over mennesket. Denne bog vil vise, at udsagnet er en lignelse om næstekærligheden selv. Ligesom næstekærligheden i den kristne udgave stammer Matthæuseffekten fra Det ny Testamente, Bibelens anden hoveddel. Nogle af de berømte og historisk set enormt indflydelsesrige udsagn fra den bog vil være udgangspunktet for undersøgelserne i denne bog. Med den vigtige tilføjelse, at udsagnene vil være udgangspunktet, ikke deres underliggende verdensbillede. Der vil vi bruge vores eget. At forbruge mennesket
Det er ikke blevet mindre påkrævet at gøre opmærksom på, at der findes et alternativ til det højteknologiske samfunds opfattelse af menneskelivet. Vores mål med livet er tilsyneladende at realisere det som noget, der giver den størst mulige lykke, mentalt 11
og særligt materielt. Alligevel ved ingen af os, hvad denne mentale lykke reelt består i? Består den virkelig i at passe sine børnebørn? Se fremmede lande? Består den materielle lykke i at skaffe sig så megen materiel frihed, at man frit kan vælge, hvad man vil? Det er åbenlyst for enhver, at rige mennesker ikke pr. automatik er lykkeligere end dem, der har et almindeligt arbejde, de kan leve af. Der kan være passager af tid og liv, hvor vi har det rigtig godt, men pligter, sygdomme, ulykker, kaos og force majeure kan hurtigt vende tilbage. For os består lykken tilsyneladende i ubegrænset adgang. Ubegrænset adgang er et drømmescenarium, som næsten al stræben holdes op mod. Fordi vi har skudt vores livsfilosofiske trang til at søge forståelse af tilværelsen bort i en lang proces, der begyndte samtidig med, at mennesket frigjorde sig fra religiøse og politiske magter i henholdsvis 1700-1800-tallet og 1900-tallet, har vi heller ikke meget begreb om, hvad vi skal sætte i stedet for det forbrugeristiske mantra om ”ubegrænset tilgang” som lykkens ideal. Ikke nok med, at hvert enkelt menneske hver dag udsætter sig selv for hundredevis af opfordringer til at forbedre livet gennem at øge forbruget eller rette det i en bestemt retning. Mennesket er også de senere årtier i øget grad selv blevet en forbrugsgenstand. Virksomheder forbruger forbrugere på samme måde, som forbrugere forbruger virksomhedens produkter. Man anvender forbrugernes adfærd kalkuleret til at øge sin andel af den handel, der udføres. Matthæuseffektens ord om, hvem der får, og hvem der mister, virker frygtindgydende i den sammenhæng. 12
Enhver, der har tænkt blot lidt over det, ved, at lykken ikke kan bestå i ubegrænset tilgang til ting eller mentale tilstande. Den ubegrænsede tilgang giver kun en positiv effekt, hvis den er rettet et andet sted hen. Hvis den har et mål. Hvis vi vil noget med den eller bruger den med det formål at lære noget eller berige nogen med den. Og selv da er ubegrænset tilgang til noget aldrig ensbetydende med konstant forbrug. Livet er ganske enkelt ikke sådan, at ubegrænset tilgang kan muliggøre konstant forbrug. Der vil altid komme et eller andet i mellem. En maskine kan udsættes for et konstant tryk, men et menneske forbruger altid i en cyklus som årstidernes forvandling. Der vil altid også være en nedgangsperiode og et vinterligt hvil. En høsttid. Ubegrænset tilgang uden formål vil blot sende vores længsel i en ny retning. Alligevel er verden indrettet, som om mennesket jager evigt forår og sommer. Mennesket betragtes som en forbrugsmaskine. Hele denne tingsliggørelse af mennesket har samtidig den konsekvens at mennesket ikke rigtig kan forstå sig selv i tilværelsen og må have hjælp, hvilket er i god tråd med det hele, for at købe terapi og beroligende medicin er jo også forbrug. Men mennesket er i virkeligheden ikke en maskine eller en stimulerbar ting, men et åndeligt væsen. Når vi lærer at se os selv først og fremmest som en ting med en hjerne, bliver vi stressede og fremmedgjort overfor os selv. Den lærdom er en sikker vej til eksistentiel fortvivlelse, som nok kan dulmes gennem et forbrug, men aldrig forsvinde. Det er en indbygget del af forbrugets mentalitet, at den lykke, forbruget giver, kun er kortvarig. 13
Matthæuseffekten rummer overraskende nok, en indsigt, der kan vise mennesket, at det ikke er en kropsmaskine med hjerne, men et åndeligt væsen med en krop. Matthæuseffekten er noget, man påstår Jesus af Nazaret har sagt. Normalt har man fået vendt betydningen af disse udsagn sådan, at de kunne bruges i en religiøs sammenhæng, hvor man ikke er ude efter at folk skal tænke selv, tværtimod. Men stort set alle de ting, der er tillagt Jesus af Nazaret, rummer en opfordring til selv at tage stilling. Forståelsen af de smukke og mærkelige lignelser og symbolske fortællinger, der er lagt i munden på Jesus af Nazaret, og hvorfra tanken om næstekærlighed altså kommer, rykker ikke noget, før man har opdaget, at det er en selv, de handler om. På den måde rummer det evangeliske budskab i Det ny Testamentes evangelier noget, som overstiger det flygtige i tilværelsen, der genererer den eksistentielle lede. En livstolkning. Præcis det, vi har ladet sive ud mellem fingrene på os i den moderne tilværelse, hvor vi kaster os ind i en malstrøm af forbipasserende impulser. Kan noget fornuftigt virkelig komme fra Matthæusevangeliet? I bogen her beskæftiger vi os kun med en afgrænset del af dette gamle skrift. Vi forsøger at nærme os det syn på livet som sådan, som Jesus af Nazaret, historiens mest indflydelsesrige vismand på godt og ondt, er refereret for at komme med. Det handler om at undersøge, om næstekærlighed findes, hvordan den kunne være til i praksis, og hvad det måske kunne gøre ved os, hvis den fik lov. Det handler om modet, lysten og viljen til at sige en 14
verden imod, som de fleste er enige om godt kunne forbedres, hvis vi bare vidste, hvordan. Tidligere forstod man Bibelen som ”Guds ord” og alt, hvad der står, som inspireret af Guds vilje. Det var en effektiv måde at sikre sig fortolkningsretten over skrifterne på, for man var jo selv indsat af Gud som magthaver. Den tidligste fortolker af Jesus af Nazaret, endnu inden evangelierne var skrevet, den jødiske farisæer Paulus, skriver et sted, der er kommet med i Bibelen, at man ikke skal stritte imod, men underordne sig myndighederne, for de står selv under Guds myndighed og vil få deres straf, hvis de handler uretfærdigt. Han gør det ikke, fordi han vil gøre folk til umælende undersåtter. Han gør det, fordi han som alle andre kristne i den tidlige tid regnede med, at Jesus ville komme igen ret hurtigt, for det gik der rygter om, at han havde lovet, og Paulus anbefalede folk at bruge kræfterne på at udbrede hans budskab i stedet for at slås med myndighederne om alt muligt. Det lyder fornuftigt nok i sammenhængen, men problemet er bare, at det har stået der lige siden, og det står der stadigvæk. Magthavere har brugt det til at gøre kristendommen til en underkastelsesreligion, stik mod evangeliets frihedsbudskab, hvad mange teologer da også har protesteret mod gennem tiden. Samfundsmagtens forvridning af næstekærlighedsbudskabet har haft større indflydelse end næstekærligheden selv, og det har, som vi skal se, været med til at forvrænge den, næsten til uigenkendelighed.
15