Matthæusevangeliet

Matthæusevangeliet

… læst af René Rosfort

At læse en bibeltekst i dag

En filosofisk læsning

Matthæusevangeliet er en kort bog. Den kan læses på et par timer, og historien er ikke svær at følge. Alligevel er det en umulig bog at forstå, hvis man læser den som den guddommelige åbenbaring, den hævder at være. Som fiktion kan den nok bedst beskrives som en smule kedelig i forhold til litterære genrer som magisk realisme og fantasy, der på mere opfindsomme og farverige måder leger med og udfordrer vores forståelse af virkeligheden. Matthæusevangeliet er dog ikke fiktion, men en religiøs tekst, der ikke alene vil udfordre vores forståelse af virkeligheden, men give os en mulighed for at tro på en radikalt anderledes virkelighed end den, vi lever i.

Kristen tro er tro på en virkelighed, som det er vanskeligt at tro på. Tro har altid været vanskelig, men det er blevet endnu vanskeligere at tro i samfund, der bygger på viden, teknologi, data, empiriske fakta og rationalitet. Giver den kristne tro overhovedet mening for et kritisk tænkende menneske, hvis liv og virkelig­

hedsforståelse bygger solidt på videnskabelig indsigt?

Når jeg kalder min læsning af Matthæusevangeliet for en filosofisk læsning, er det, fordi det er en læsning, der er ansporet af dette nagende spørgsmål. Jeg vil bruge Matthæusevangeliets fortælling om Jesu liv og gerninger til at vise, hvordan den kristne tro giver mening i dag som et filosofisk alternativ til sekulær etik og eksistensfilosofi. Jeg mener, at vi kan bruge den kristne tro i mødet med den meningsløse lidelse, der præger den verden, vi lever i, og som vi alle oplever på egen krop på et tidspunkt i vores liv. Den kristne tro giver os en radikalt anderledes mulighed for at leve et godt liv med lidelse end de muligheder, vi finder i sekulær filosofi og videnskab.

Jeg kommer til at bruge en god bid af denne lille bog på at forklare baggrunden for og hensigten med min læsning, før jeg går i gang med selve læsningen af Matthæusevangeliet. Det lange tilløb skyldes, at det er vanskeligt for mange mennesker i dag at tale om og finde en mening i en tro på noget, der bryder med den verdensforståelse, som vi primært orienterer os efter i den vestlige del af verden. Det kræver en lang forklaring, hvorfor jeg mener, at der ikke blot er plads til, men også brug for at arbejde med religiøsitet og kristen tro i vores sekulære forsøg på at forstå og leve med lidelse i dag.

Uforståelig lidelse

Jeg har i mange år undersøgt videnskabelige, filosofiske og etiske aspekter af psykisk lidelse, og et gen­

nemgående spørgsmål i mit arbejde er, hvordan vores videnskabeligt funderede forståelse af verden, andre mennesker og os selv udfordres af psykisk lidelse. Når noget gør ondt, søger vi svar på, hvorfor det gør ondt, og når det drejer sig om former for psykisk lidelse som angst og depression, er vi ikke i stand til at give tilfredsstillende videnskabelige svar på, hvorfor vi lider psykisk, og hvad psykisk lidelse egentlig er. Eller sagt på en anden og mere pragmatisk måde: hvor videnskaberne i de sidste 150 år har hjulpet os med at helbrede sygdomme og løse sundhedsproblemer, som har plaget menneskeheden i årtusinder, er der stadig ikke gjort betydelige videnskabelige fremskridt, når det angår psykisk lidelse. Vores imponerende vifte af redskaber såsom empiriske og statistiske målinger, logiske og matematiske modeller, dataindsamlinger og rationelle fortolkninger har ikke været i stand til at forklare, bremse eller afhjælpe de problemer, der er forbundet med de sidste årtiers voldsomme stigning i psykisk lidelse på globalt plan.

Lidelse er en uundgåelig del af et menneskeliv. For en overvejende del af klodens befolkning er der utvetydige økonomiske, politiske og sociale årsager til lidelse, men i rige velfærdssamfund tager lidelse i stigende grad form af livsødelæggende mistrivsel og psykisk lidelse, der er vanskelige at forklare. Jeg har længe veget uden om de religiøse dimensioner af psykisk lidelse for at nå frem til en bedre forståelse af de videnskabelige, sociale og filosofiske forklaringer på denne stigning. Men manglende svar og en voksende skepsis overfor, hvad der forekommer som reduktive

og forsimplende tilgange til menneskelig lidelseserfaring, har i de sidste par år fået mig til at se nærmere på religiøse og særligt kristne svar på menneskelig lidelse.

Mit mangeårige arbejde med Søren Kierkegaard har hjulpet med at indskrænke denne ellers uoverkommelige opgave, eftersom Kierkegaard er en kristen tænker, hvis forfatterskab er et forsøg på at forstå og afhjælpe lidelse, og særligt psykisk lidelse. Kierkegaard var teolog, og de bibelske tekster er tilstede overalt i hans værker i form af begreber, henvisninger, genfortællinger og filosofiske fortolkninger af kristendommen. Det er ikke overraskende, eftersom Kierkegaard levede i første halvdel af 1800-tallet, hvor samfundet endnu var solidt forankret i en kristen grundvold. Der er dog det bemærkelsesværdige ved hans forfatterskab, at det både bygger på og underminerer denne kristne grundvold.

På trods af – eller måske netop på grund af – at Kierkegaard tager det nytestamentlige budskab alvorligt, er hans brug af Bibelen uhøjtidelig og legende, hans interesse for den teologiske fortolkningstradition minimal, og hans respekt for kristne dogmer og kirken som institution er ikke­eksisterende. Kierkegaards tænkning er med andre ord ligeså sekulariseret, som den er kristen. Det gør Kierkegaards arbejde med en kristen forståelse af lidelse særligt aktuel i dag, hvor de fleste mennesker kun har et overfladisk kendskab til Bibelen og den kristne tradition. Min læsning af Matthæusevangeliet er inspireret af Kierkegaard, og for at forstå den kierkegaardske karakter af læsningen,

ridser jeg kort den sekulariseringsproces op, som de fleste vestlige samfund har undergået siden midten af det 19. århundrede.

Tro og viden

Kierkegaard dør i 1855. Fire år senere ryster Charles Darwins nye fortælling om livets opståen og udvikling, Arternes Oprindelse , samfundets kristne fundament i så voldsom en grad, at det videnskabelige verdensbillede, der havde været undervejs i over tre hundrede år, endelig bliver folkeeje og grundlag for det gryende demokrati. Derefter tager sekulariseringsprocessen fart. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet er det kristne sprog og den kristne kulturarv blevet betydeligt udvandede af de fremstormende videnskabers destillerede ordforåd og bakteriefrie fakta. Man taler ikke længere – eller i hvert fald ikke lige så ubesværet – om sjæl, synd, frelse eller Abraham, men om hjerne, moralsk fordærv, lykke og Niels Bohr. Denne videnskabelige acceleration tager til i løbet af 1900-tallet, og den kristne kulturarv forsvinder mere og mere fra det offentlige rum, den politiske debat og uddannelsessystemet i takt med videnskabelige gennembrud, teknologiske revolutioner og et øget fokus på humanistiske menneskerettigheder i kølvandet på to frygtelige verdenskrige.

Af særlig betydning for kristendommens tilbagegang er de grundlæggende konservative værdier, der præger en overvejende del af de kristne institutioner. De kristne institutioner insisterer – som de fleste store

religioner – på at holde fast i traditioner og skikke, der står i skærende og til tider penibel kontrast til det vestlige samfunds udvikling. Det er ikke blot tydeligt med folkekirkens ritualer og præsternes arbejdstøj, men de bibelske tekster vækker både forargelse og latter hos mange – hvis ikke de fleste – nutidige læsere, som er opvokset i et sekulært samfund. Individuel frihed, fakta, rettigheder, nydelse og personlig udvikling er blevet afgørende orienteringspunkter for de fleste læsere, og man skal lede længe og være en smule opfindsom for at finde disse værdier i Bibelen.

Udfordringerne for den moderne bibellæser er ikke blevet mindre i det nye årtusinde, hvor det for alvor er blevet tydeligt for den brede offentlighed, at størstedelen af den vestlige kulturarv er skrevet af privilegerede, hvide, midaldrende mænd med et ofte racistisk, antropocentrisk, kvindefjendsk og heteronormativt verdenssyn. Det er ikke svært at være kritisk og mistænksom over for sandhedsværdien af den lange række af filosoffer, forfattere og kunsterne, der har arbejdet – og fortsat arbejder – i denne tradition. Dette bliver særlig tydeligt med Bibelen og kristendommen. Bibelen er en af de vigtigste bøger i den vestlige kulturtradition, og selv om den for størstedelens vedkommende nok ikke er skrevet af hvide mænd, er mange af Bibelens skrifter alligevel fra et nutidigt videnskabeligt, politisk og etisk perspektiv både hårrejsende og latterlig læsning.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det ikke bare betyder, at Bibelen og de kristne budskaber har haft deres tid? Ligesom vores verdensopfattelse ikke længere

orienterer sig efter en flad jord i centrum af universet, skal vi måske heller ikke indrette vores tilværelse efter en kristen forestilling om mennesket. Vi har endelig arbejdet os ud af religionens jerngreb med hårdt tilkæmpede videnskabelige, demokratiske og uddannelsesmæssige fremskridt. Vi har med udgangspunkt i videnskaberne skabt et sekulært alternativ til religion bygget på fornuft og håndgribelig viden, og de mennesker, der stadig hænger fast i et kristent livssyn, gør det enten på grund af uvidenhed, en higen efter de gode gamle dage eller en uvilje mod fakta og sund fornuft. Det oplagte og foruroligende spørgsmål, som selv den mest overbeviste ateist må stille sig selv, er naturligvis, hvordan så mange mennesker kan tage fejl. Langt størstedelen af verdens befolkning – 8 ud af 10 mennesker – forstår sig selv som religiøse, og af de store verdensreligioner er kristendommen den største. At kristendommen er den mest udbredte religion, skyldes nok mest vestlig imperialisme og aggressiv missionsvirksomhed. Men faktum er, at de fleste mennesker er religiøse, og at en stor del af dem bekender sig til kristendommen. Det er et faktum, som er vanskeligt at fordøje videnskabeligt, og denne forstoppelse i vores sekulære livsforståelse synes ikke at kunne blive opløst af de mange empiriske fakta, sandsynlighedsberegninger og rationelle argumenter, som den videnskabelige forskning i oplysningens navn har hældt ned i vores grundvand gennem de seneste 100 år.