Mellemværende by Eksistensen

MellemvĂŚrende Mette Grymer

roman â&#x20AC;˘ E ksist e n sen

Mette Grymer Mellemværende © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2019 Isbn 978 87 410 0620 8 Sats: Claus Nielsen Omslag: Claus Nielsen og Mette Grymer Sat med Palatino Tryk: Bookmaker, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C ( 3324 9250 www.Eksistensen.dk

Berørt Der er næsten helt mørkt i kirken. Mørket skaber tryghed for et fortvivlet menneske. Hans navn er Lauge Jørgensen. Det trøster, at de skygger, han danner, betyder, at der er noget virkeligt og håndgribeligt, som skyggerne danner skygger af. Han har altid frygtet, at hans skygge ikke engang er. Hverken som levende eller som død. Det vil sige en, der ikke var eller er. Sådan rigtigt. En ingen. Han har altid været bange for, at det, livet lod ham tilbage, ikke engang var en skygge, der vidnede om det, han udgav sig for at være: Et fysisk menneske, der tog sin gerning og sit liv alvorligt. En, der forsøgte gennem prædikener, ved hjemmebesøg, ved at være tilstede. En, der oprigtigt prøvede at være menneske, og nu ægtefælle og far. Men han var den indesluttede og akavede præst, den generte, der aldrig blev hverken Des eller dus med sit embede, men som kun kunne forholde sig som et lille bitte ‘jeg’ i en lovprisning i en gammeltestamentlig salme; på afstand, på bunden i mørket, isoleret og fremmed fra alle, som en skabet hund, og endnu længere væk fra den almægtige Himlenes Herre end nogen anden. Kirken er stilhed. Især om natten. Fordi han ikke overdøves af ord, toner og krav her ved midnatstide. Fordi han ikke vurderes eller skal gøre noget, han ikke magter til fulde. Fordi han er alene med sig selv og sine tanker, der kun kan finde hvile i dette rum, opført soli Deo gloria. For under hvælvingerne er der plads til alt og til alle, har han hørt sig selv sige. Også de store følelser, skam, skyld samt snot og gråd. 5

Kirken er trøst. Især om natten. Fordi andre sørgende har været her år efter år, vår efter vinter, påske efter advent. Generation efter generation har de siddet på bænkene, de efterladte, som forældrene til det barn, han begravede som ganske ung præst. Fra hans sted, fra alteret, med hænderne skælvende vendt til velsignelse, med kartoffelmelsknitrende krave og lysende hvide poignetter så han en afmagt og smerte, han aldrig havde troet, han skulle se. Den, intet menneske kan tåle at se. Kun Gud. Den har sat ham en skræk i livet, og hver eneste gang, han vender sig om – klar til velsignelse – dukker de op i hans erindring, ansigterne, forældrenes fra dengang. Han sætter sig på den bageste bænk, mens han græder, længst inde mod muren, svedig og bange og samtidig tryg her i det guddommelige, mørke rum, mens han lader håndfladen køre hen over de smukke, rødbrune munkesten. Selv om højsommeren er de kolde, og med deres hårde og ru overflade udgør de en ramme i det hoved, der ellers er at ligne som en død gople i strandkanten – splattet, som ikke kunne holde styr på sig selv. Snot og saltvand er tværet ud. Konens værste aversion mod det, der skulle forestille en mand. Han rejser sig stille fra bænken, ser sig omkring i natten, som skulle han have overset en anden sen gæst, mens han forsigtigt lyner sine bukser ned og mærker efter, som for en sikkerheds skyld. Ligesom når han som dreng fik penge at snolde for. Den varme mønt i lommens fór skulle helst berøres hvert andet minut. Den måtte ikke mistes på vej til Brugsen. Denne mønt er af en anden karat, og han behøver egentligt ikke åbne bukserne for at mærke den. Han kan udmærket fornemme den igennem buksernes hårde stof, hvis han lader hånden køre ned under lynlåsen. Kuglen. Stor og hård som en snebold af de gode i tøvejr. En, han som dreng gerne ville have turdet

sende af sted mod den yngste og nævenyttige dreng fra gartneriet. Lige i smasken. Klask! Det havde han aldrig vovet. Men denne forstørrede kugle kan han ikke sende af sted mod nogen. Den er en del af ham, hænger uløseligt fast i hans væv som en tredje testikel, den er med ham og gør ham til en kastrat med omvendt fortegn. Ikke for at kunne yde eller lyde bedre, men som den, han snart vil være: ‘af jord er du kommet, til jord skal du blive’, som han selv siger til begravelser. Som biologisk materiale, der forgår. Hurtigt i en ovn eller langsomt sammenfaldende i kirkegårdens muld. Kuglen vokser som angsten. Stødt og roligt. Dunkende og rød. Og på forunderlig vis er den blevet en ven her på det sidste. Han kan regne med den. Kuglen svigter ham ikke. Den vil ikke have ham til at være andet end den, han er. Den er som en kanon, spændt, på vagt. Normalt er det med en vis stolthed herfra. Potens og manddom. Noget for ham fjernt efterhånden. End ikke i tanken opstår der erotisk lyst. Han aer kuglen varsomt, som var det et lille nyfødt barnehoved som ved dåbsbesøget i dag og smiler ad den højst upassende og vulgære sammenligning: ubehåret og glat, skrøbeligt, noget man instinktivt kun kan passe på. Han frygter, kuglen kan ende som en flødebolle fra det hedengangne fysiklokale, der blev pumpet op, lidt efter lidt, for til sidst at blive sprængt i en kaskade af vammel, sød æggehvide. Kuglen kan også briste nu, tænker han, og vil efterlade sig ødelæggelse, organisk væv og blod, sygdom og fordærv. Dog højst til at smudse en plads på en kirkebænk. Ikke noget at prale af. Graveren ville sikkert undre sig over materien i morgen. Gad vide, hvordan han ville samle den op? Tavshed og kulde fra konen ville være eneste kommentar. En skuldertrækning, men kun i hendes overflade. Han ved, hvad trækningen ville dække over – en sorg over, at det er kommet så vidt mellem dem. At han ikke har fortalt hende

om sin kugle og sin angst, hvad den kan betyde, og måske endnu værre, at de ikke har befundet sig i en intim situation, så hun selv kunne bemærke den. Kuglen symboliserer den afstand mellem mand og kone, der er årelang, men som de ikke tør berøre. Fordi ordene skaber, hvad de nævner, og det uudtalte er lettere at ignorere, skubbe væk, men helt fortrænge afstanden er umulig. De var unge, da de giftede sig, og det fysiske forbandt dem. De kunne ikke slippe hinanden. De skulle være ét kød. Sådan lød det i vielsesritualet dengang som nu. Det er, hvad han læser op en gang imellem, når der er bryllup i kirken. Og han håber for parrene. Det gjorde den gamle kvindelige præst måske også for dem dengang. Men i hvert fald håber han, at det må lykkes for netop de nye ægtepar. Det, han selv har fejlet i. Som ægtemand. Som førsteelsker. Ak. Bare tanken er absurd. Særligt nu, hvor potensen er død, som knuden er vokset. En genert, asocial og yderst impotent førsteelsker er næppe, hvad nogen kvinde vil dåne over. Kirken er kærlighed. Især om natten. Fordi han ikke forstyrres af en halvkvalt, men dog mumle-syngende menighed, stirrende øjne, der gennemborer ham og hans dumhed og utilstrækkelighed. Som liturg, som prædikant, som teolog. Som den, han er. Nu bliver han ikke betragtet på afstand, som han gør af konfirmanderne, der vender øjne, og som slet skjult efteraber hans læsperi og tillærte snøvlethed for at dække over talefejlen. Han ser deres blikke til hinanden, deres indforståede smil, men han har lært at lade som om, han er blind, når det trækker op til hån. Han har en veludviklet fornemmelse for, hvornår spotten sætter sig igennem, og han ved præcis, hvornår han skal sænke sit blik. For det smerter at være følsom. Det kræver mindre at lade øjnene glide bort. Men nu i nat er han stor, ikke bare med kuglen i bukserne, men han er stor, fordi han kan rummes i dette rum,

der rummer alt og alle. Som menneske, som fiasko og som den syge. Som den, der intet kan, som den, der kan lidt, og som afmægtig som bare Fanden. Som ham, Lauge Jørgensen, sognepræst med en stor kugle i bukserne. Han smiler ved tanken om denne nye præsentation. Det lyder som en parodi. Han ville indtale den myndigt og bestemt: De taler til telefonsvareren hos sognepræst Lauge Jørgensen. Ham med en sandsynligvis kæmpe kræftknude i bukserne, som ingen kan se, og ingen har været opmærksom på at opdage. Allermindst hans kone. Han træffes ikke lige nu, men De kan indtale besked efter tonen … Overvejer hvad der ville ske, hvis han indtalte og gemte den. Latterliggørelse. Reprimande ad tjenestevejen. Til provst og biskop til hver deres tjenestelige samtale. Snak i krogene. Nu går det da helt gakgak, ville de sige. Døtrene ville krympe sig, konen slå med nakken, som havde hun forventet det. Sønnen ville blive ked af det og fuld af skam. Nej. Kun her, lige her på bagerste bænk med hånden mod middelalderstenene og med den fortrolige og kun for ham kendte ven, kuglen, i bukserne, kan han rummes og tages imod i det mørke, hvor den fjerne Gud bliver til Kristus, helt, helt nær. For Han kunne jo også bare vende ham ryggen, skamme sig eller le ad ham, men Kristus er med, han bliver, uanset hvad. Så sikkert som amen i kirken, smiler han ved brugen af denne folkelige jargon. Tankerne forstyrres af et svagt ryk i det gamle tag. Vinden tager i kirken, som om noget forskrækkede det, og skyernes flugt over månen igennem de blyindfattede ruder sender tankerne videre. Han tænker – stadig med hånden om kuglen – på den mand, han skal bisætte i morgen. Han frygter bisættelsen, som altid. Graveren sagde, at manden var en værre tyran, og han havde set konen gå rundt i supermarkedet med blåt øje, haltende. Men det var langt fra den skønsang, han fik

forleden. Ser det som endnu et tegn på hans uformåenhed. At han ikke kunne få sandheden at vide, hvordan det hang sammen. I virkeligheden. Han har nok ikke mennesketække – det var der nogen, der i spøg havde sagt om en tredjemand, og han har siden tænkt, at den karakteristik måske passer meget godt på ham selv. Men han håber at have gudstække. Det er i al fald, hvad han forsøger at prædike om søndagen, mens han kigger på en plet i loftet – bange for at få øjenkontakt og endnu mere ræd for at kunne tolke en tavs kritik og umælende hån fra menighedens øjne og kropssprog. Han rejser sig fra kirkebænken og går stille op mod alteret. Den vej, han har gået så mange gange før, virker god og velkendt også her om natten. Hvert trin er næsten lydløst, og de gamle lakerede gulvbrædder giver nådigt efter for hans vægt. Alt er, som det skal være. Han knæler på alterskrankens bløde, røde velour, mens han kigger ned og får øje på de indtørrede portvinspletter på gulvet. De vidner om en sløset, nervøs sognepræst, der end ikke har kunnet skænke op i alterbægrene uden at dryppe. Hvor latterligt. Han løfter blikket og ser på alterbilledet, der heldigvis ikke er et guldindrammet glansbilledmaleri, men en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur, der står med let bøjet hoved og hænderne vendt som klar til et kærtegn. Konen har nævnt, at når han selv står deroppe foran alteret med hænderne vendt til velsignelse, er det som at se Skønheden og Udyret på allertætteste hold. Han ved, hvem af dem han er. Konens spiddende kommentar – og de sørgende forældre – tænker han på, når han vender sig om mod menigheden. Han har altid været glad for Thorvaldsens gipsfigur og med stolthed vist den for konfirmanderne, for at de skulle forstå og begribe den barmhjertige, kærlige og tilgivende Gud. En Gud i Kristus, der ikke hepper med de stærke, men de sørgende, de sidste, fiaskoerne. Kom til mig, alle I, der slider

jer trætte og har tunge byder. Og jeg vil give jer hvile står der nedenunder med indhugget og svungen guldinskription. Men her i nat er der ingen undervisning. Her i nat er der ingen, der lyser nogen velsignelse. Han er alene. Her i nat er der ikke noget filter, der siger, som man plejer. Her er en ingen Kristus-remoulade, som præstekolleger kalder det, en lynhurtig kristologi, der på en eller anden måde skal med i enhver prædiken for at rette op på lommeteologien. Han håber at møde den varme, han forsøger at prædike, den glæde og trøst, han forkynder. Uforstilt og ægte. I nat. Han knæler længe, men varmen indfinder sig ikke. Han mærker ingenting, mens han knæler. Kom nu. Velsign mig, tænker han. Giv mig et tegn. Stadig ingen respons. Lad mig mærke, Gud, at du er her i mit mørke. Kom nu. Intet svar, ingen glæde indfinder sig, intet mirakel eller noget, der bare kunne tolkes som. Heller ingen ro. Han rejser sig fra knæfaldet og går op til alteret og mærker på figuren. Den er hvid og kølig, let sodet og fedtet fra alterlysenes stearin. * Kirken er kulde. Nu også om natten. Han bøjer hovedet og kigger op. Isner, for Kristus smiler nu tværtimod hånligt ned til ham, med hovedet let på skrå, taler ned. Ynker ham. Som var han et barn. Han rammes af en kulde, han ikke tidligere har set i figuren, men han trøster sig med, at det er menneskeligt, at tro og fortvivlelse er tvillinger, og han vil modnes af den erfaring og blive en bedre sjælesørger af sin egen gudsforladte erfaring. Kristusafvisningen til trods slår han ikke blikket ned, men han snotter og græder videre, tværer det ud i lommetørklæde og jakkeærme. Jo længere han betragter Kristus, desto mere udstødt og ensom føler han sig. Han griber resolut om kuglen i bukserne for at hente styrke, og det hjælper lidt. Som et barn, der søger trøst i en bamse. Han går ned og væk fra

alteret, fornemmer at audiensen hos den meget fjerne og tavse gud må være slut. Den Gud, der nægter at give sig til kende. Med bukserne åbne, i hånd med sin bedste ven går han ned ad kirkens midterskib, fordi det er så yndigt at følges ad. Da han når ned til våbenhuset vender han sig om en sidste gang, men figuren har ikke ændret udtryk. Den er tavs og udtrykker misbilligelse. I mørket låser han kirken, og i perlegrusets knasen går han over den øde og mørke kirkegård. Det blæser, og han skutter sig. Han går blandt de kolde døde i den kølige, men stadigt frodige sommernat. Blandt dem, han selv har begravet, blandt dem, hans forgængere har bisat. Gravene er mørke, og kun der, hvor der er pyntet med farverige blomster, kan man se, at der på en eller anden måde er liv. Liv fra sorg og en kærlighed, der rækker længere end sidste åndedrag og hudens umiskendelige dødelugt og voksfornemmelse. Det føles rart at gå her, skuldrene sænkes, for de døde betragter ham ikke, vurderer ham ikke, har ikke ondt af ham. Han standser ved blomsterne fra bisættelsen i sidste uge. Kranse og buketter ligger pænt, båndene med inskriptioner om den gode moster, den elskede Inger, står printet med kursiveret guld. Men blomsterne er ved at visne. Roserne gulnede i kanten. Alt er tomhed. Endeløs tomhed. Evig tomhed. Han når hen til kirkegårdens udkant og lukker den tunge og sorte smedejernsport efter sig med den hårde og velkendte lyd, giver et kort nik til de døde i deres grave, mens han langsomt går over plænen tilbage til præstegården. Han lukker sig ind, og stadig med kuglen i hånden finder han soveværelset i mørket og lægger sig frysende ned ved siden af sin varme og kolde levende.