Menneske først – Kristendommen ifølge Erik Lindsø

Menne ske først

Eksistensen

Erik Lindsø Menneske først I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0872 1

© Erik Lindsø & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2023

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales Druka, Letland

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Missionærens søn

Hvem man er, hvem man formes som, afgøres af, hvad ens omgivelser – ens ophav – hævder et menneske er. Det er derfor voldsomt for et barn, når det finder ud, at det ikke vil være det menneske, det opdrages til at være, at det tidligt føler sig i opposition til sit ophav.

Egentligt er det utroligt, at jeg i dag kalder mig kristen. Jeg blev det i protest imod og som et korrektiv til min egen kristne opdragelse.

Min far var missionær i Indre Mission. Flere aftener om ugen drog han ud til et missionshus et sted i Jylland med en prædiken i tasken og en lap papir med de fem numre fra Hjemlandstoner (indtil 2013 Indre Missions egen salmebog), der skulle synges. Inden han tog af sted, bad han Gud om at lægge sin beskyttende hånd – nogle gange beskærmende hånd, det kunne veksle mellem de to ord – over ham og aftenen, og bringe ham

trygt både ud og hjem. Når han kom hjem, bad han og sagde Gud tak for, at det gik, som han havde bedt om. Min far var vendelbo og den næstyngste i en søskendeflok på 12 og voksede op i et hjem, hvor Gud var gledet ud af treenigheden Gud, konge og fædreland. Han var født med en alvorlig bindevævssygdom, der tidligt gav ham sene dage. Da han som 18-årig var indlagt på Aalborg Sygehus, fik han med sygehuspræstens mellemkomst en pludselig omvendelse. Den slags omvendelser gør stærk i troen, og ingen tvivl om, at han i troen fandt både mod og styrke til at leve i det helvede, hans sygdom var. Som tak til Gud for hjælpen, tog han missionsbefalingen på sig, og om ikke alle folkeslagene så gjorde han i nogle årtier en ihærdig indsats for i det mindste at gøre det jyske folkeslag til Guds disciple. Han forsøgte også hos sine søskende at få Gud hægtet på konge og fædreland, men de bed ikke på. Min far var den eneste i søskendeflokken, der var troende kristen, og den eneste af dem, der udvandrede fra Vendsyssel. Hans bror Verner sagde en gang, at var han blevet nordenfjords, så havde han ikke haft al det gudelige halløj behov.

Min mor kom fra et stærkt missionshjem i det sydjyske, hvor selv kaffebordet var pakket ind i bordbøn, og hvor snakken omkring bordet ikke forbigik muligheden for opdragelse i, hvad syndig livsførelse imod Herrens vilje handlede om. En livsførelse, hvor man følte sig kaldet til at fordømme de mennesker, der udførte den. Det var en opdragelse, min mor nidkært bragte med til næste generation.

Mine forældre mødte hinanden på Haslev Udvidede Højskole, som dengang var en af Indre Missions højborge, og hvor missionæraspiranter skulle i oplæring. Min mor var kokkepige, min far var i missionærlære.

Hele livet var mine forældre tilknyttet Indre Mission med missionshuset som det holdepunkt, hvor de blandt ligesindede søgte frelse i en verden, hvor de mest af alt så synden eskalere.

Jeg er således opvokset i et stærkt indremissionsk hjem. Tidligt blev jeg indpodet et menneskesyn, hvor mennesket først og sidst er en synder, og et samfundssyn, hvor samfundet grundlæggende domineres af de fristelser, der fører os i et syndigt fordærv, der er vejen til fortabelse. Jeg lærte tidligt vendingen, “det er det rene fordærv.” Og fordærv forstået som Ordbog over

det danske Sprog forklarer, at det er “legemlig eller åndelig ødelæggelse og forfald” – blot med den tilføjelse, at eller var erstattet med og.

“Det er senere, end du tror.” Sådan lød teksten på et korsstingsbroderi i glas og ramme, der var placeret over min fars skrivebord, og det var som at få sat en stopklods for livsudfoldelsen, når mine øjne faldt på det. Da jeg som 16-årig havde en efterskolekæreste med hjem, udbrød hun spontant: “Det er dog deprimerende at læse.”

Det er senere, end du tror. Det var i den forståelse af livet, at vi ved de daglige andagter højt skulle bede Fadervor, og hvor “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde” kunne give anledning til at forklare, hvorfor vi ikke måtte spille kort, eller at jeg ikke som de andre måtte gå på danseskole i forsamlingshuset.

Det var i sjette klasse. Postens datter, Jytte, var den flotteste pige i klassen, og det havde aldrig før boblet i mig af lykke, som da hun spurgte mig, om jeg ville gå på danseskole sammen med hende. Men nej. Dans og kortspil blev forklaret som konkrete eksempler på fristelser og synlig ondskab, der fører mennesket i fordærv. Vækkelsesprædikanten Carl Moe (1848-1927) var en af de første formænd for Indre Mission,

men er mest kendt for sin tid som præst i Harboøre, hvor han opfandt ordet snapsedjævelen i sin nidkære kamp mod fiskernes drikkeri. Min far supplerede det med kortspilsdjævelen og dansedjævelen. Jeg blev forklaret, at billedkortene i et kortspil var billeder af Fanden, og at dans kunne fremprovokere uhensigtsmæssige lyster, der kunne føre til, at man gjorde en pige gravid.

Ordet sex blev aldrig nævnt, og det var i det hele taget en omstændighed ved menneskelivet, som aldrig blev omtalt i mit barndomshjem. Sex var så tabuiseret at tale om, at min far havde en tendens til at springe over seks i talrækken. Alligevel kunne han ikke skjule sin egen liderlighed. Mine forældre drev et alderdomshjem, hvor han klappede køkkenpigerne bagi og tog dem på brysterne. I dag havde han fået en krænkelsessag på halsen og spalteplads i den lokale avis. Jeg var flov over ham, men det behagede mig også at se ham træde ved siden af sit eget moralske kodeks.

Mine forældre lod sig en enkelt gang friste til at tage på en charterferie til Gran Canaria, da gode tider blev bedre i 1970’erne. Det blev en slem uge for dem sammen med danskere til grisefest med billig sprut og udlevet frisind. Men

upåvirkede har de ikke været, for på flyveren hjem køber de for første gang spiritus – en flaske bananlikør. Det gav dem ved hjemkomsten så dårlig samvittighed overfor Gud, at vi ikke blot skulle sidde med, da de bad om tilgivelse, men også skulle bevidne, at de hældte hele flaskens indhold ud i køkkenvasken. En god ven viste forståelse for dem, da jeg fortalte ham historien. Bananlikør er en drik, man simpelthen ikke kan være Vor Herre bekendt, som han sagde.

Vi kan snakke om mennesket og menneskelivet i almen forstand, men når det kommer til det enkelte menneske, afløses det almene af noget ganske konkret. Mit problem i barndommen var at balancere det faktum, at det, der gjorde livet sjovt, var det, mine forældre i kristenhedens navn så udspille sig på vejen til fortabelse. Men når jeg så på mine kammeraters liv og livet udenfor missionen, kunne jeg ikke se, at der gik noget tabt ved at gå den vej. Vejen til fortabelse blev derfor min barndommens gade, og for at gå den måtte jeg lære mig de nødvendige kneb, så det ikke blev opdaget, og som sikrede, at mine forældre ikke blev kede af det. “Det kan gøre mor ked af det”, var min mors trumfkort. Min far overtrumfede det: “Du

ved godt, du gør mor ked af det.” Det er ubærligt, og det kan intet barn bære, for det, et barn allerhelst vil, er at gøre sine forældre glade. Et barn bragt i et sådant dilemma lærer derfor at lyve og gøre ting i det skjulte, der ikke kan deles med forældrene. Tidligt i barndommen kom jeg på den måde til at køre et parallelløb med mine forældre. Deres vej gik mod Perleporten og Paradis. Min gik mod fortabelse og, som jeg forstod det, til Helvede. Det var hårdt, men det stak dybt i mig som barn, at min vej, som jo også var mine kammeraters og deres forældres vej, da langt var den sjoveste. Mine forældre elskede mig og ville mig det godt. Det ved jeg. Men den missionske moral stod altid imellem som et fortegn, der gav kærligheden et ‘men’, så den ikke blev oplevet ubetinget. Derfor manglede jeg at blive elsket uden forbehold – alene fordi, ‘jeg er’. Den eneste situation, hvor jeg oplevede min mors kærlighed som fuldstændig ren fra hende til mig, var når hun kløede mig på ryggen. Her var mor aldrig ‘ked af det’, og her blev der ikke nævnt noget om Gud og ‘må ikke’ og ‘husk nu’. Derfor opsøgte jeg ofte muligheden for at have min mor på den måde. Selv som en stor dreng i 9. klasse kan jeg

huske, at jeg har sat mig i sofaen ved siden af hende med ryggen til og trukket blusen op for at blive kløet på ryggen.

Men det er et voldsomt stærkt billede, der pludselig dukkede op i et terapiforløb: For at opleve min mors ubetingede kærlighed til mig uden at hun kunne finde på at trække en moraliserende Gud ned fra oven, skulle jeg vende ryggen til hende. Kærlighed med ryggen til! Det er et tilknytningsmønster, der kan blive lagt ned i en, og som man derved trækker med sig i ind voksenlivet. Det er sket for mig. Når jeg stærkest har oplevet nærhed med en kvinde, har jeg ligget med ryggen til hende og fået hende til at nusse mig på ryggen. Og jeg er umættelig, for det er i den situationen, hvor jeg oplever kærlighed som risikofri. Det har selvsagt givet knas i mine parforhold, for hvem kan give sin partner nærvær med ryggen til. Når jeg har vendt mig rundt, er det ofte blevet svært for mig – usikkerhed og flakkende øjne kan blive mit udtryk – for hvad kan der ikke pludselig blive trukket ned fra oven. Jeg har haft højskolelever, som er opvokset i Indre Mission eller Luthersk Mission, der ligesom jeg havde brudt med missionen. Eller de kom på højskole for at få modet til at fuldføre