Mennesket er et ceremonielt dyr uddrag

”I de gamle riter finder vi brugen af et yderst udbygget gestikulationssprog.” ”De religiøse handlinger eller præstekongens religiøse liv er ikke af en anden art end enhver anden ægte religiøs handling i dag, for eksempel en syndsbekendelse.”

Med denne bog introduceres Wittgensteins såvel som Frazers forståelse af magi og religion. Wittgensteins bemærkninger og kritik behandles dels i sammenhæng med en redegørelse for de forskellige læsninger bemærkningerne har givet anledning til, dels i forbindelse med bogens egne og nye tolkninger af optegnelserne.

Med disse tolkninger kastes der nyt lys over Wittgensteins religionsfilosofiske tænkning.

Bogen afsluttes med en oversættelse af Wittgensteins Bemærkninger om Frazers ’Den gyldne gren’ og af uddrag fra Frazers Den gyldne gren.

”Vort sprog er en legemliggørelse af gamle myter. Og de gamle myters ritual var et sprog.”

ISBN 978-87-7457-674-7 ISBN 978-87-7457-674-7

9 788774 576747 9 788774 576747

Mennesket er et ceremonielt dyr

”Frazers fremstilling af menneskers magiske og religiøse anskuelser er utilfredsstillende: Den lader disse anskuelser fremstå som fejltagelser.”

Ludwig Wittgensteins Bemærkninger om Frazers ’Den gyldne gren’ er en central samling af bemærkninger fra Wittgensteins sene religionsfilosofiske tænkning. Omdrejningspunktet i bemærkningerne er en kritik af den intellektualistiske forståelse og evolutionsteoretiske indramning af magi og religion i James G. Frazers antropologiske og religionshistoriske hovedværk Den gyldne gren. Med kritikken søger Wittgenstein også at præcisere sin egen forståelse af religiøs tro og religiøse handleformer.

Peter K. Westergaard

Ludwig Wittgenstein (1889-1951), østrigsk-engelsk filosof. En af de mest indflydelsesrige tænkere i det tyvende århundrede. Wittgensteins arbejde falder inden for sprogfilosofi, matematikkens grundlagsproblemer og den filosofiske psykologi.

Wittgensteins efterladte papirer omfatter desuden optegnelser af religionsfilosofisk art. Wittgenstein skriver:

Peter K. Westergaard

Mennesket er et ceremonielt dyr Ludwig Wittgensteins Bemærkninger om Frazers ‘Den gyldne gren’

Peter K. Westergaard, cand. theol. og ph.d., er lektor ved Afdeling for Religionshistorie, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Westergaards forskningsområder falder inden for idéhistorie og religionsfilosofi. Har udgivet Ludwig Wittgenstein (i samarbejde med Jens GlebeMøller) (1993) og Død og opstand. Om det evige liv (2007) på Forlaget Anis.

Mennesk et er et ceremonielt dyr

Witt-Frazer_Indhold.indb 1

03-06-2013 09:39:53

“Et motto for denne bog: “Ser du månen dér?

Kun halvdelen er at se, og dog er den rund og smuk.”

Ludwig Wittgenstein: MS 110, 180.

Witt-Frazer_Indhold.indb 2

03-06-2013 09:40:36

Mennesk et er et ceremonielt dyr Ludw ig Wi ttg ens teins Bemærk ninger om Fra z ers ‘ Den g yldne gren’

Peter K. Westergaard

For laget An is K øben h av n 2 0 1 3

Witt-Frazer_Indhold.indb 3

03-06-2013 09:40:36

Mennesket er et ceremonielt dyr Ludwig Wittgensteins Bemærkninger om Frazers ’Den gyldne gren’ Peter K. Westergaard © Forfatteren og Forlaget Anis, 2013 Bogen er sat med Garamond på Religionspædagogisk Center og trykt hos Toptryk Grafisk ISBN-13: 978-87-7457-674-7 Omslag: Nikolai Astrup: Sankthansbål, skitse (udateret) Udgivet med støtte fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studie, Københavns Universitet

Forlaget Anis Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 – fax 3325 0607 www.anis.dk

Til Peter Cripps

Witt-Frazer_Indhold.indb 4

03-06-2013 09:40:36

In d h o ld Forord

7

Indledning

9

Den gyldne gren 15 Wittgensteins Bemærkninger I (1930-1931)

27

Læsninger I 45 “Jeg giver min vrede luft”

45

“Her finder noget mærkværdigt og frygteligt sted” “En for os velbekendt sproglig tildragelse” “Den overskuelige fremstilling” “Et ceremonielt dyr”

53

60

67

74

“Kilden til fejltagelsen”

80

En rapsodi 85 De skotske bålfester 103 Wittgensteins Bemærkninger II (1949-1951) Læsninger II

109

125

“Og føler os da tilfredse” “Det har vækket dette”

126 128

“En mangfoldighed af ansigter”

132

“Brænde et menneske under festlige former!” 135 “En uendelig meget bredere basis”

En replik

139

143

Afslutning 167 Litteratur 173 Ludwig Wittgenstein Bemærkninger om Frazers ‘Den gyldne gren’ James G. Frazer Den gyldne gren. Et studie i magi og religion

Witt-Frazer_Indhold.indb 5

179 203

03-06-2013 09:40:36

Witt-Frazer_Indhold.indb 6

03-06-2013 09:40:36

FORORD

Forord I forbindelse med mit arbejde med Ludwig Wittgensteins filosofiske psykologi genlæste jeg Wittgensteins Bemerkungen über Frazers ‘The Golden Bough’. En væsentlig udgivelse for Wittgensteins betragtninger over magi og religion. Jeg har tidligere arbejdet med disse optegnelser, men aldrig helt loddet dybden af dem. Arbejdet med den filosofiske psykologi anviste mig nu en indfaldsvej til en tolkning af optegnelsernes sidste halvdel.

Mine forsøg på at komme til klarhed over tolkningen ansporede mig til et mere indgående studie af Wittgensteins optegnelser samt til at oversætte hele Bemerkungen über Frazers ‘The Golden Bough’. Denne bog er udfaldet af disse tilskyndelser. At det så samtidig blev tydeligt for mig, at udgivelsens første halvdel også kaldte på en ny læsning, skyldes mine samtaler med Josef G.F. Rothhaupt og hans idéer omkring et af Wittgensteins forliste bogprojekter.

Wittgensteins optegnelser til Frazers antropologiske og religionshistoriske hovedværk er i reglen kortfattede og ofte indforståede. De blev samlet, redigeret og udgivet efter Wittgenstein død. De er vanskelige at greje ved en første gennemlæsning. Her forudsættes mangt og meget. Blandt andet et vist kendskab til Wittgensteins tænkning samt et indblik i de grundlæggende antagelser bag Frazers redegørelser. Men har vi disse præsente, rummer de egenartede bemærkningers behandlinger af magi og religion et væld af overvejelser og perspektiver, der er relevante for filosofi, historie, antropologi, psykologi, teologi og religionsvidenskab. Jeg håber, at de følgende sider bringer blot lidt af dette for dagen. Bogens oversættelser af citater og tekster er mine egne.

For velvilje, hjælp, gæstfrihed og samtaler skylder jeg en tak til Alois Pichler og Wilhelm Krüger, Wittgenstein Arkivet, Bergen, til Jonathan Smith, Wren Library, Trinity College, Cambridge, til Thomas Wallgren og Bernt Österman, The von Wright and Wittgenstein Archives, Helsinki, til

7

Witt-Frazer_Indhold.indb 7

03-06-2013 09:40:36

LUDWIG WITTGENSTEINS BEMÆRKNINGER OM FRAZERS ‘DEN GYLDNE GREN’

Eila Kupias, The National Library of Finland, Helsinki, og ikke mindst en tak til Josef G.F. Rothhaupt, Ludwig-Maximilians-Universität, München.

København 2013 – Peter K. Westergaard

8

Witt-Frazer_Indhold.indb 8

03-06-2013 09:40:37

INDLEDNING

Indledning I løbet af sit filosofiske arbejde vender Ludwig Wittgenstein ad to omgange sin opmærksomhed mod James G. Frazers antropologiske og religionshistoriske hovedværk The Golden Bough. Der er tale om to korte tidsrum.

Et par måneder i første halvdel af 1931 og givet nogle uger i de sidste arbejdsår fra 1949 til 1951. Altså tidligt og sent i det, der i dag er kendt som Wittgensteins senfilosofiske tænkning, som strækker sig fra januar 1929 frem til Wittgensteins død i april 1951. Wittgenstein blev toogtres år. En af følgerne af Wittgensteins interesse for Frazers hovedværk blev et mindre antal optegnelser, som først blev samlet og udgivet af R. Rhees i 1967 under titlen Bemerkungen über Frazers ‘The Golden Bough’. Disse optegnelser er emnet for denne bog. En bog, der indeholder en introduktion til Wittgensteins optegnelser og til de forskellige læsninger, de har givet anledning til, samt mit eget bud på en forståelse af optegnelserne. Sidst i bogen findes en oversættelse af Bemerkungen, der suppleres af centrale og oversatte uddrag fra The Golden Bough.

Optegnelsernes omfang er beskedent, og Wittgenstein tildeler kun bemærkningerne en vis interesse sammenlignet med de mange andre, der nu er velkendte fra de mere omfattende posthume udgivelser Philosophische Bemerkungen, The Big Typescript, Bemerkungen über die Grundlagen der Mathematik og Philosophische Untersuchungen. Bemerkungen über Frazers ‘The Golden Bough’ udgør et ganske lille udsnit af Wittgensteins omfattende ouvre og består af to dele, der er indplaceret i hver deres del af det sene forfatterskab. Og Bemerkungens dele opviser hver især en egen emnemæssig præference. Dog er de indbyrdes forbundne, idet de begge tager afsæt i Wittgensteins læsning og kritik af The Golden Bough. Optegnelserne dokumenterer blandt meget andet, at den sene Wittgenstein fastholder det religiøse som refleksionsfelt og undersøgelsesområde. I den forstand foreligger der også en kontinuitet de to dele imellem, dog med markante og emnemæssige forskelle og betoninger. I den henseende indtager udgi9

Witt-Frazer_Indhold.indb 9

03-06-2013 09:40:37

LUDWIG WITTGENSTEINS BEMÆRKNINGER OM FRAZERS ‘DEN GYLDNE GREN’

velsen af Bemerkungen en bemærkelsesværdig plads blandt Wittgensteins tekster, idet de to tekstdele illustrerer de forskydninger og præciseringer, hans sprogfilosofiske beskrivelser og religionsfilosofiske sonderinger opviser i årene efter 1930. Spændvidden mellem de to tekstdele negligeres ofte, idet de forskellige læsninger af Bemerkungen fortrinsvis henholder sig til udgivelsens tidlige bemærkninger. Hvilket først og fremmest er foranlediget af, at der netop i denne del I forefindes en klar og ofte harsk kritik af Frazer samt flere kategoriske og generaliserende bemærkninger, der umiddelbart betragtet opridser konturerne af en entydig og identificerbar position. I denne bog gøres der front mod dels den udbredte tendens til at ignorere optegnelsernes spændvidde dels mod præmissen om, at Bemerkungens del I rummer nøglen til størstedelen af de senere bemærkninger i del II. Skal jeg således fremhæve en af de grundlæggende antagelser i den følgende behandling af Bemerkungen, da er det, at C. Barretts påstand om, at optegnelsernes del II “i princippet ikke føjer meget nyt til argumentet” (Barrett 1991: 268n4) i del I, ikke kun er fejlagtig, men ligefrem vildledende.

Trods sit beskedne omfang er Bemerkungens indhold omdiskuteret. Ligeså udgivelsens indplacering i og betydning set i forhold til Wittgensteins sene tænkning generelt. På den ene side finder vi de mange introducerende og monografiske behandlinger af Wittgensteins forfatterskab, som enten undlader at inddrage, endsige omtale, optegnelserne (Kenny 1973; Fogelin 1987), eller som blot kort og pligtskyldigt nævner dem (Schulte 1992). Her betragtes Bemerkungen som en perifer afstikker og derfor som en lidt tilfældig tankebevægelse i Wittgensteins arbejde. På den anden side forefindes andre fremstillinger, der inddrager optegnelserne ud fra den antagelse, at de udgør et af de væsentlige afsæt for Wittgensteins formulering af sin nye beskrivelse af sproget. Set i det perspektiv er Bemerkungen “tæt knyttet til udfærdigelsen af Philosophische Untersuchungen” (Eldridge 1987: 227) og foregriber eksempelvis forfatterskabets vending mod den dialogiske og åbne form og de senere bestemmelser “sprogspil”, “livsform” (Tambiah 1990: 55) og “familielighed” (Zengotita 1989: 394), samt den nye metodiske angivelse “den overskuelige fremstilling” (Clack 1999: 54). Her betragtes Bemerkungen som et afgørende trin i indvindingen af den sene Wittgensteins stil, metode og forståelse af sproget. Midt imellem disse to yderpositioners vurderinger finder vi flere fremstillinger med hver deres betoninger og vinklinger. Fælles for disse behandlinger er, 10

Witt-Frazer_Indhold.indb 10

03-06-2013 09:40:37

INDLEDNING

at optegnelserne bestemmes som et vigtigt udsnit af Wittgensteins tænkning med et eget og særligt fokus. Og af samme grund bør betydningen af bemærkningerne ikke undervurderes. Men til spørgsmålet om, hvori det væsentlige ved bemærkningerne består, og ud fra hvilke perspektiver de bør læses, ophører enigheden. Dette vil fremgå af bogens præsentation af de dominerende læsninger af Bemerkungen.

Introduktionen af de forskellige læsninger giver mig samtidig mulighed for at udpege de uens træk ved bemærkningerne og at berøre flere af de spørgsmål, de rejser. Hermed tilvejebringes en oversigtlig fremstilling af optegnelserne, der sluttelig giver anledning til præsentationen af mit eget bud på en læsningsstrategi for Bemerkungens del I, kaldet den rapsodiske læsning. I bogens anden del, hvor Bemerkungens del II står i forgrunden, er min undersøgelse disponeret efter de samme principper som i behandlingen af del I. Her leder redegørelsen for de mere markante og enkeltstående læsninger af del II frem til en mere udførlig redegørelse for min egen læsning af bemærkningerne, hvormed disse vristes fri af deres hævdede tematiske binding til del I. I den forbindelse peges der endvidere på det hidtil oversete forhold, at del IIs løsblade falder i to velafgrænsede dele. Og som det vil fremgå, anviser jeg en ny indfaldsvinkel til dele af disse sene bemærkninger, idet de nu sættes i relation til og betragtes som en replik, der hører til Wittgensteins sene og samtidige beskrivelser inden for den filosofiske psykologi. Hermed opspores og udpeges endvidere et hidtil overset træk ved flere af Wittgensteins sene religionsfilosofiske optegnelser, nemlig antagelsen af, at der foreligger et slægtskab mellem religiøse og psykologiske begrebsanvendelser. Men inden jeg ser nærmere på de forskellige læsninger af Bemerkungens del I, er det på sin plads først at præsentere Frazers beskrivelser af magi og at tilvejebringe en mere generel karakteristik af Wittgensteins stillingtagen til udredningerne i The Golden Bough.

Wittgensteins optegnelser om Frazer fra 1931 nedfældes sideløbende med indkredsningen af en ny beskrivelse af sprog og betydning, som reviderer eller erstatter de ti til femten år tidligere fremsatte antagelser i Notebooks 1914-1916, Prototractatus og Tractatus. Således bærer den sprogfilosofiske indramning af Bemerkungens del I præg af opbrud og brydninger hen imod nye indsigter. Mens den senere del II af optegnelserne har de elaborerede og konsoliderede antagelser om sprog og betydning fra Untersuchungen som deres forudsatte og selvfølgelige horisont. Et iøjnefaldende 11

Witt-Frazer_Indhold.indb 11

03-06-2013 09:40:37

LUDWIG WITTGENSTEINS BEMÆRKNINGER OM FRAZERS ‘DEN GYLDNE GREN’

træk ved de tidlige indkredsninger og sonderinger af den nye beskrivelse af sprog og betydning er deres inddragelse af termen “magi”. Her anvendes termen dog i en anden betydning end den fremherskende i Bemerkungen, idet termen anvendes som synonym for den filosofiske misopfattelse af sprog og betydning, som er karakteristisk for Tractatus’ beskrivelser.

Termen “magi” inddrages altså også i Wittgensteins første skridt bort fra Tractatus’ semantiske realisme hen imod Untersuchungens prakseologiske semantik. Altså i bevægelsen bort fra den tidlige antagelse af, at et tegns eller ords betydning svarer til den reale genstand, tegnet eller ordet repræsenterer eller betegner (TLP 4.0311, 4.0312), og hvor betydningen af tegnet eller ordet “forklares os” (TLP 4.026) via sprogets primære akt: Den ostensive definition, hvorefter tegnet eller ordet og det repræsenterede fremover antages at være uløseligt sammenknyttet – hen imod den senere bestemmelse, der siger, at et tegns eller ords betydning ikke fastsættes ostensivt, men i forlængelse af de regelbundne måder, hvorpå tegnet eller ordet anvendes (PU §§43, 432). “Brugen af ordet i praksis er dets betydning” (BB 69). “Tegnet (sætningen) får sin betydning fra tegnenes system, fra det sprog, til hvilket det hører til. Groft sagt: At forstå en sætning er ensbetydende med at forstå et sprog. Som en del af sprogets system, kan man sige, har sætningen liv” (BB 5).

Wittgensteins sonderinger af den prakseologiske semantik spores allerede tidligt i trediverne med kritikken af Tractatus’ “magiske” forståelse af tegn, der modstilles den “logiske” forståelse (MS 109, 89-90). Hvor den magiske forståelse mere præcist betegner Tractatus’ tredelte præmis om, at den ostensive definition i sig selv kan formidle betydning, at der med den ostensive definition indstiftes en ubrydelig relation mellem tegn og genstand, og at tegnets betydning herefter er givet gennem de virkninger (de associationer om forbindelser), som det udløser. Med Wittgensteins nye indkredsninger af den “logiske” forståelse af tegn udstilles svaghederne ved denne tidlige beskrivelse af betydning og sprog, herunder den antagelse, at den ostensive definition i sig selv, og det vil sige uafhængigt af en beherskelse af sprog som sådan, på “magisk” vis skulle kunne formidle en betydning. Hermed tildeles ordene “dette er …” en magisk kraft (MS 149, 91) eller virkning, som antages at ligge i ordene selv eller i deres udtale.

Vendt mod denne antagelse hedder det nu i begyndelsen af trediverne: “Men en ostensiv definition er ikke en magisk akt” (MS 149, 19), men en akt, der først er bærer af betydning, når den udgør “et træk i sprogspillet” 12

Witt-Frazer_Indhold.indb 12

03-06-2013 09:40:37

INDLEDNING

(PU §49). Et tegns eller et ords betydning er ikke noget, der “er” iboende ved tegnet selv, og som ved en okkult proces formår at fremkalde en særlig virkning. “Sætningens tegn er jo ikke talismaner eller magiske tegn, der skal fremkalde et bestemt indtryk på betragteren” (MS 109,77). “”Nu” betegner ikke noget system, men hører til i et system. Det virker ikke magisk; ligeså intet ord” (MS 111, 108). – I det følgende lader jeg Wittgensteins inddragelse af termen “magi” i kritikken af de tidlige antagelser om og i de nye sonderinger angående betydning og sprog ligge; dog er det værd at bemærke, at termen vinder indpas i Wittgensteins nye bestemmelser af sprog og betydning. Her antydes nemlig en sammenhæng mellem Wittgensteins sprogfilosofiske sonderinger generelt og arbejdet med Frazer mere specifikt. Et forhold, der betones i min rapsodiske læsning.

Når jeg i det følgende opholder mig ved de markante og mere elaborerede læsninger af Bemerkungen, tilsidesættes flere og ofte kun antydede læsninger. Et eksempel på en sådan blot strejfet læsning er den etiske, der siger, at Bemerkungens grundlæggende anliggende er at udpege og afhjælpe en brist ved det moderne menneskes selvforståelse. Med denne læsning betones det, at Frazers beskrivelser af magi og deres understregning af fraværet af mulige forbindelseslinjer mellem magikerens skikke og det moderne videnskabsorienterede menneskes handleformer tilslører vort slægtskab med de vilde. Men at “beskæftige sig med religiøse handlemåder ud fra den antagelse, at de hviler på fejlagtige hypoteser om verdenen er”, siger F. Kerr, “at vige uden om sandheden om os selv”. Idet forestillingen om en manglende kontinuitet mellem de vilde og os nemlig er en af de måder, hvorpå vi kan fornægte vore egne tilskyndelser til grusomme handlinger.

Handlinger, som Frazer udstiller og henlægger til en fjern og overvundet fortid. Heroverfor insisteres der i Bemerkungen på en “kontinuitet – og på vort ønske om at benægte den [kontinuiteten] – for at benægte den er at fornægte noget om vor egen natur” (Kerr 1988: 161). For at benægte slægtskabet mellem de vilde og os svarer jo til at fornægte, hvad et menneske er, og dermed også til at fornægte, hvad et menneske er i stand til at gøre. Eller som det hedder i en anden version af samme læsning: “Wittgenstein hævder, at vi er helt på det rene med, at mennesker, som handler på denne måde [udøver en ceremoniel grusomhed], ikke gør det ud af idioti, og at vi allerede i os selv har en dunkel idé om grunden til at gøre sådanne ting”. Og J. Bouveresse forsætter: “Det forekommer mig, at en af de ting, Wittgenstein ønskede at give udtryk for med sine bemærkninger til 13

Witt-Frazer_Indhold.indb 13

03-06-2013 09:40:37

LUDWIG WITTGENSTEINS BEMÆRKNINGER OM FRAZERS ‘DEN GYLDNE GREN’

Frazer, er, at kombinationen af den rationalisme og fantasiløse puritanske moralisme, som er kendetegnende for Frazer og hans fællers tankegang, er forbundet med en fare. Det moderne menneske begår en tragisk fejltagelse, når det forestiller sig, at dets videnskab beskytter det mod dumhed, og at dets civiliserede moral værner det mod den slags handlinger, som Frazer søger at forklare” (Bouveresse 1989: 125-126).

At Bemerkungens beskrivelser ikke kun udgør en grammatisk undersøgelse, men tillige en etisk påmindelse, idet optegnelserne knytter an til spørgsmålet om mangel på selvindsigt, er et tema, som genfindes i andre læsninger. Det fremhæves eksempelvis også, at den bærende intention bag bemærkningerne er at anspore til en åbenhed over for folkelivets særpræg og mangfoldighed. Wittgenstein søger nemlig at bane vejen for en naturlig pietet over for det religiøses forekomst og forskelighed via sin beskrivelse af magi. D. Sachs fremhæver således, at Wittgenstein anså fraværet af en naturlig pietet over for forskellighed og mangfoldighed “som en mangel på selvindsigt og derfor som en moralsk brist” (Sachs 1988: 150).

For at tilsidesætte forskellighed er at være blind for sit eget livs særpræg og mangfoldighed.

Med denne bog søger jeg at fastholde Sachs’ pointerede perspektiv og formaning om at holde øjnene åbne nu i forbindelse med læsningen af Bemerkungen. Om det er lykkedes, må hver enkelt læser selv afgøre. Men med fremdragelsen af de mange og mulige læsninger, optegnelserne giver rum for, søges bemærkningernes særpræg og mangfoldighed fastholdt. At bemærkningerne omfatter meget mere end det, jeg berører, kan enhver få bekræftet ved selvsyn ved selv at gennemlæse Bemerkungen. Set i det lys kan jeg også tage en af Wittgensteins overvejelser til mig, en overvejelse, der nedfældes samme dag som de første bemærkninger til Frazers The Golden Bough. Wittgenstein anfører den 19. juni 1931 med M. Claudius’ digt “Abendlied” i erindring: “Et motto for denne bog: “Ser du månen dér? Kun halvdelen er at se, og dog er den rund og smuk” (MS 110, 180).

14

Witt-Frazer_Indhold.indb 14

03-06-2013 09:40:37