Jens Christian Grøndahl
Min svage tro Eksistensen
Jens Christian Grøndahl Min svage tro I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0815 8 © Jens Christian Grøndahl & Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2021 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales Druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold
7 I begyndelsen … Kristendommen har mere at sige om 11 os end vi om den 25 Et hul i bevidstheden 37 Fra drengetro til voksen tvivl man længes efter, har ingen 49 Det, udstrækning 61 Lidelsen og korset 73 Ordet skaber, hvad det nævner 85 Fremmedes venlighed 93 Hav og ophav 99 Skagen, Rom, Galilæa
Den, der er svag i troen, skal I tage imod uden at sætte jer til doms over hans meninger. Den enes tro tillader ham at spise hvad som helst, den svage spiser kun grøntsager. Den, der spiser, må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser; Gud har jo taget imod ham. Paulus’ Brev til Romerne kap. 14,1-3
I begyndelsen …
Min farmor var troende, men jeg kan ikke huske, at hun talte om sin tro i andet end knappe, undselige vendinger, der hurtigt blev afløst af noget hverdagsagtigt. Hun boede i en lille lejlighed ved Svanemøllen på Østerbro i København. Fra hendes stuevindue kunne man om aftenen se de blåviolette neonfrøer på Galle & Jessens skorsten ved Vibenhus Runddel. Hendes hånd med cigaretten skælvede lidt. Hun havde altid gang i en cigaret, det var den eneste luksus, hun tillod sig. Hun var en beskeden kvinde, og beskedenheden var ikke kun noget, hun var blevet påtvunget, selv om hun levede det meste af sit liv under trange kår. Uden at ledsage det med mange ord lod hun til at have det som sit livsmål at fylde så lidt som muligt, vel at mærke for at gøre plads til andre. Hun boede pænt, men havde få skatte. 7
En af dem var en bakke med blå sommerfuglevinger lagt i mønster under en glasplade. Hun hed Else og var vokset op i Munkerup syd for Gilleleje. Hun arvede et stykke jord ud til skrænten over Kattegat, hvor hendes far byggede et sommerhus til hende af sortbejdsede brædder. Da hun blev skilt fra min farfar, tilbragte hun besættelsestiden dér sammen med sine tre sønner. De levede i yderste fattigdom, og hver sommer måtte de udleje huset og bo i et skur bag iskiosken, hvor hun arbejdede. Hun var kendt for sin hjælpsomhed, altid parat til at tilsidesætte sig selv. Mange kom forbi bare for at snakke. Læsse af, ville man sige nu. Hun lyttede til folks problemer, mens hun røg sine cigaretter. Jeg tilbragte somrene hos hende i Munkerup. Vi tog Kystbanen til Helsingør og fortsatte med grisen. Hun kendte togføreren, og jeg husker, at vi står i førerhuset og ser sporenes lysende kurver føre ind gennem det dunkle krat under aftenhimlen. Det slår mig, at hun må have kendt strækningen udenad, det var jo hendes hjemstavn. For mig var det et eventyr, hvert år det samme. Fra skrænten var der udsigt over vandet til Kullen, og om aftenen kunne man se lysene på den svenske kyst helt ned til Hälsingborg. 8
Hun kom ikke ud at rejse bortset fra en enkelt tur til Gardasøen. Med nutidige øjne ser hendes liv begivenhedsløst ud, for ikke at sige trist. Efter endnu et kort, mislykket ægteskab levede hun alene. Hun læste meget, og litteraturen blev hendes andet liv ved siden af det virkelige, virkeligt på sin egen måde. Det er gået op for mig, at hendes tro må have hjulpet hende med at holde modet oppe. En ensom tro, fordi hun gik med den for sig selv, og så alligevel ikke, eftersom den hele tiden ledte hende ud i jordnær, praktisk foretagsomhed med andres ve og vel for øje. Min far har fortalt, at hun sad i menighedsrådet for Søborg Kirke i Nordsjælland. Med årene blev hun mere og mere bekymret for alt og alle. Til gengæld havde hun altid overskud til at standse op og dvæle. Ifølge en familieanekdote blev der engang læst højt af avisen om en morder, der var blevet pågrebet og stillet for retten. Artiklen var ledsaget af et foto af morderen, en ung mand, og da man havde talt om, hvor frygteligt et menneske han måtte være, bemærkede hun stille: ”Men han har nu noget kønt hår.” Det er aldrig faldet mig ind, at min farmors replik skulle have været udtryk for en malplaceret sans for det modsatte 9
køn. Uden at tænke nærmere over det, og endnu uden at kunne forklare mig selv hvorfor, har jeg altid været overbevist om, at hun sagde sådan om den unge morder, fordi hun var kristen. Hun havde en søster, der hed Sigrid, og man sagde om de to, at de var som Martha og Maria. Sigrid var jordnær og ikke så meget andet, men pligterne som husmor må have truet med at tage pippet fra hende. Det praktiske livs møjsommelige, enerverende rutiner blev noget, der skulle overstås, og man spøgte med, at hun helst ville have båret ud og vasket op, før middagen blev serveret. Min farmor havde derimod evnen til at falde i staver, om det var med en bog eller henne på bænken, når aftensolen kom bagfra, så skyggen af skrænten nåede langt ud på det blå vand. Jeg forestiller mig Sigrid i køkkenet, irriteret og stresset, med opkogte kinder, mens Else sidder og lytter til, hvad Jesus fortæller. Hun er opslugt af hans ord og ænser ikke cigaretasken, der bliver lang, indtil den trimler ned over hendes kjole. Hun har valgt den gode del. Hendes evne til at slippe alt og forundres og hendes glæde ved den samtale, der åbner og kaster lys, glider i min erindring om hende sammen med hjælpsomhedens akutberedskab og evnen til at glemme sig selv. 10