Mit navn er legion uddrag

H E N R I E T T E

H O U T H

Mit navn er

Legion FortĂŚllinger ALFA

Mit navn er Leg ion

H e n r i e t t e

H o u t h

Mit navn er

Legion FortĂŚllinger

ALFA

Indhold

Den jeg er. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Opstandelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15 Sten på sten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 Størst af alt .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 Det evige liv .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Grundskyld .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91 Af kød . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 Babel .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 137 Forladelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 191 Den dobbelte udgang . . . . . . . . . . . . . . . . 223

Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede ham: »Legion er mit navn, for vi er mange.« Markus 5,9

Den jeg er

J

eg er den, der står udenfor og ser ind. Den, der lytter til jeres samtaler uden nødvendigvis at kunne høre, hvad I siger. Jeg er den, der står i mørket og ser jeres tale materialisere sig uden en lyd. Alt, hvad I fortæller jer selv og hinanden.

I kan være barnet i sin lille seng eller enken i det alt for store hus – hvem som helst alene nok til at nynne for månen; enhver der kun har møblerne at svare igen. I kan være mand og kvinde, mor og datter, brødre, veninder, dig og mig, I kan være hvem som helst, der kender hinanden tilstrækkeligt til at sidde en aften i en stue og tale sammen.

Tag for eksempel de to derinde i den oplyste stue. Eller delvis oplyste, for det er en temmelig stor stue, det er faktisk to, og størstedelen ligger hen i mørke bag de franske døre. Lad os for nemheds skyld kalde dem han og hun. Og lad os blot lidt endnu fastholde betegnelsen samtale om det, de foretager sig. Sproget synes ikke at have andet ord for det mennesker gør når de skiftes, eller tilnærmelsesvis skiftes, til at tale. Men hvad med den talen, der ikke formår at bringe nogen eller noget sammen – alle de tilfælde hvor mennesker, skønt de befinder sig i det samme fysiske rum, i virkeligheden taler hver for sig; taler forbi hinanden, væk 8

D e n

j e g

e r

fra hinanden, hen over og under og tværs igennem hinanden, eller blot pukker på stilheden fra hver sin kant uden nogensinde at nå hverken den eller hinanden? For ikke at nævne de stumme samtaler, de fører med sig selv, når de tror sig alene. Hvad med dem? Alle deres hviskende betroelser til månen, flasken, dagbogen. Deres aldrig standsende fortællinger til sig selv, om sig selv.

Der er så mange måder ikke at tale sammen på. Men om dem siger sproget ikke et ord.

Se nu de to i stuen derinde. Det er en ganske almindelig aften, og der sidder de, han i den højryggede lænestol, hun i hjørnet af sofaen. Lampen over sofabordet er tændt og adskillige mindre lamper rundtom, og et fjernsyn som jeg ikke kan se herfra. Kun et svagt blåligt skær flakser nu og da over deres ansigter, mens sætning efter sætning formes og slippes ud i stuen på egen hånd og lysene spejler sig i glasset i de franske døre.

Ordlyden kan jeg af gode grunde ikke vide noget om. Men jeg kan se, hvordan sætningerne bevæger sig gennem luften, følge deres mindste fluktuationer – en helt lydløs koreografi, hvoraf jeg kan gætte mig til det meste. Snart kredser de som blinde fugle over møblerne, snart kryber de langs væggene.

Snart skærer de sig gennem rummet i bratte vinkler for at krydse hinanden i et tilfældigt punkt og fortsætte i hver sin retning.

Eller se, hvordan de sniger sig rundt om hinanden, med noget der glimter skarpt i alle bogstavernes lommer, rundt og rundt i hver sin trevne spiral. Og nu – nu stikker den ene pludselig af, vender på en tallerken. Syntaksen æder sig selv 9

M i t

n a v n

e r

L e g i o n

bagfra, det går så hurtigt at man dårlig når at se det, oversætningerne styrer direkte mod afgrunden, kaster sig ud over kanten med åbne øjne og trækker samtlige undersætninger med, alle forsøgsvise indskud og trippende spørgsmålstegn. Åh, disse storslåede gradbøjninger af ikke, som gang på gang trækker alle andre ord med sig, river vægge, gulve, lofter med i deres frygtløse styrt mod intethedens absolutte nulpunkt. Ikke – aldrig – aldrig nogensinde.

Men snart er de oppe på tallerkenen igen, og så kan det hele begynde forfra. Spidsen af en sætning titter forsigtigt frem. Snart efter en til, og en til. Nye kombinationer af helmeninger og delmeninger tegner deres trajektorier i luften, pløjer af sted i parallelle linjer der aldrig berører hinanden, eller snor sig i store buer om hinanden, i åbne løkker og cirkelslag, blanke spejl fulde af våger – arabesker af faldlemme, gesvejsninger og blindgyder, indtil det ene pludselig gør omkring og hugger til et sted langt bagude. Der hænger de så, det ene frit svævende i luften, kappet over og i stykker, mens det andet trækker sig sammen til et lille hårdt punkt.

Talen forstummer. Men luften står stadig fuld af den.

Og nu løfter han hånden med fjernbetjeningen derinde.

En sidste usynlig fjernsynssekvens flakser gennem stuen.

WTO-forhandlinger, krig i Angola og morgendagens spredte byger trækker sig baglæns ind i apparatet, sluger sig selv med et lille blop.

De rejser sig. Først den ene, lidt efter den anden. Puder bliver rystet, stole skubbet på plads, lysene slukkes et efter et. De forlader stuen.

10

D e n

j e g

e r

Men jeg bliver stående. Der er blevet talt så meget i denne stue i aften. Sporene hænger i mørket derinde, svagt lysende som mælkeveje, sælsomme sfæriske forbindelser, der langsomt opløses og begynder at flyde sammen, mens de stiger mod loftet som cigaretrøg fra en fest, hvor den sidste gæst er gået.

Snart falder et tyndt lys ud i haven omme på bagsiden af huset, snart efter et til fra et vindue i gavlen. Aften er ved at blive til nat. De er gået i seng. Eller næsten, han sidder i køkkenet med avisen. Og her, nogle vægge derfra, har vi hende, endelig alene i sit soveværelse med sengelampens varme skin i sit hår.

Men inde i stuen bevæger millioner af partikler sig rundt.

Nye konstellationer dannes og opløses, mens de langsomt trækker hen under loftet, finder vej gennem de franske døre og videre, hele vejen gennem stuen, som blev de drevet af et eller andet, til de endelig standses af væggene og samler sig i den fjerneste krog. Der bliver de hængende, en stadig mere fortættet masse i hjørnet over skænken.

Først falder én dråbe, så en til og en til. Det drypper fra loftet, drypper ned bag skænken og ned i gulvtæppet, som begærligt opsuger dråberne og lader dem trænge igennem.

Det siver gennem strøerne, som allerede er sorte af råd, og ned i fundamentet, og i den anden ende af huset sidder de og våger over hver sine ord.

Herude vifter en lav gren mod husmuren. Grønkorn drømmer i blade og græs. Et sted i mørket lander en bille på ryggen med et lille smæld. Natten er et væv af lyde, længsler 11

M i t

n a v n

e r

L e g i o n

og spor. I huset overfor sidder enken med sine tal. Jeg behøver knap nok dreje hovedet for at se, hvordan hun sidder der under det grelle loftslys, hun har siddet der så tit, aften efter aften, med alle papirerne foran sig. Hele bordet er dækket af dem – pensionsudskrifter, skifteretsattester, depot­ oversigter, selvangivelser, forsikringer, banknotaer, skøder, pantebreve, alle hans tal, hun er nødt til at våge over dem, tallene er hvad hun har tilbage af ham, det er dér han er nu, derfra han taler til hende. Og alligevel bliver de ved med at slippe fra hende, tallene, ikke engang papirerne kan holde på dem – se, hvordan de myldrer og svirrer, rejser sig i sorte sværme, der trækker ud i stuen og sætter sig overalt. De sidder i gardinerne, på armlæn og kanten af reoler, revnerne i tapetet er tætnet med dem, de driver ned over billederne på væggene og blander sig med skovsøer og svigerdøtres smil. I hver en mursten står en mellemregning og lyser.

Eller tag drengen i huset ved siden af: et øre vejrende på sin stilk og en lang, tynd længsel, der rækker efter månen.

Det er hvad man kan se af ham, næsten alt hvad der er af ham, som han ligger der i sengen under vinduet. Natbordslampen er slukket, har allerede været det længe, men lydene fra stuen har taget søvnen. Hviskende tæller han trinene i de trapper, hans fingre bygger i luften, mens han længes mod månen, der står så fjern og rolig deroppe; hvisker og tæller og længes langt ud ad vinduet med en længsel, der vokser sig stadig længere og tyndere, mens øret trækker den modsatte vej: længere og længere ind i huset, som en forvokset tragtplante, der strækker sig efter lydene, som det 12

D e n

j e g

e r

både vil og ikke vil høre, helt ind i stuen til flaskerne og de højrøstede stemmer, så han er ved at længes midt over.

Men lad os vende tilbage til de to, manden og kvinden, der sidder hvor vi et øjeblik forlod dem, han i køkkenet med avisen, hun i sit soveværelse i enkeltsengens rene, hvide linned. Noget er på vej til at ske derinde. Noget er allerede sket – manden i køkkenet har foldet avisen sammen. Et øjeblik sidder han på stolen i sin pyjamas og stirrer ud i luften.

Næsten som om han lyttede efter noget, en knap nok opfanget lyd fra stuen, hvor dråbe efter lydløs dråbe bliver ved at falde. Nu rejser han sig. Går over gulvet, lyset over køkkenbordet bliver slukket, endelig er også han på vej i seng, ser det ud til.

Men nej – tænkte jeg det ikke nok, foran bagdøren standser han. Håndtaget trykkes forsigtigt ned.

Nu står vi begge to i mørket mellem havens buske. Står helt stille og ser ind ad det eneste andet oplyste vindue i huset. Vi står så tæt, han og jeg, at vi kunne røre hinanden, hvis en af os rakte armen ud. Men det gør vi ikke. Han ved ikke, at jeg er der. Og jeg skal ikke nyde noget.

Jeg er den, der står i mørket og ser ham se på hende. Den der ser hende blive set på af ham, som hun sidder i sengen derinde. Benene er trukket op under dynen, ryggen hviler mod hovedgærdet. Det er et blad, hun sidder med, kan jeg se. Pragtfulde boliger, cashmeresjaler, sensommermenuer, loppefund og strålende tænder glider over hendes ansigt som blege skygger. Men noget er kommet imellem nu, hun mærker det uden at vide hvad det er hun mærker, som en 13

M i t

n a v n

e r

L e g i o n

svag interferens i blikkets stråle, næppe mere end en modifikation af luften mellem øjnene og de glittede sider foran hende. Eller måske ved hun. Måske ved hun godt, at han står derude. En nerve i hendes ene øjenlåg synes i hvert fald at vide det.

Han er den, der må gå hele vejen rundt om sit hus om natten for at finde ind. Hun er den, der er derinde og ikke kan finde ud. Og jeg er den, der ser det. Ser deres skrøbelige bygværker af åbninger og lukninger rejse sig igen og igen; tændstikhuse af akser, linjer, tilnærmelser, omveje, forsvindingspunkter og pludselige knæk. Jeg kan være inde eller ude, ham eller hende, enken eller barnet i sin seng, eller ingen af delene. Jeg er den, der fisker i mørkets flod. Et blink i jeres aldrig standsende fortællinger til jer selv og hinanden.

Grydernes ører eller nålens øje. I kan være hvem som helst.

Og jeg er dem, jeg er.

14