Moder, søster, elskte

Moder, søster, elskte Frelsende kvindeskikkelser i dansk litteratur

Redigeret af David Bugge og Anna Hermann

Moder, søster, elskte

1

2

Mode r, s øs ter, elskte Frelse n d e k vin d e sk ik k e ls er i da n s k l i t t er a t u r Redigeret af David Bugge og Anna Hermann

Ek sist ens en Kø b e n h a v n 2019

3

Moder, søster, elskte Frelsende kvindeskikkelser i dansk litteratur Redigeret af David Bugge og Anna Hermann © Forfatterne og Eksistensen Akademisk, 2019 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0577-5 Omslag: Eksistensen Forsidetegning: Jakob Sheppard Hermann Udgivet med støtte fra Anisfonden Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

4

I nd hold Forord 7 Hvor to er ét, er helvede forbi 11 Senromantiske forestillinger om kvinden som mandens forløser

Indledning ved Anna Hermann

Den himmelske og den jordiske kærlighed 35 Ewald og Arendse

Carsten Bach-Nielsen

Den kvindelige eros 59 Kærlighed og længsel i H.C. Andersens “Den lille Havfrue”

Anna Hermann

Muse mod sin vilje 79 Regine alias Kierkegaards “Regina”

Joakim Garff

Vikingenaturens svaghed 101 Kvinders vitalistiske frelsestilbud hos Harald Kidde og Henrik Pontoppidan

Rasmus Vangshardt

Smertens moder, himlens dronning 117 Ditte Menneskebarn – en proletarisk hagiografi

Lars Christiansen

“Det kvindelige som Redskab for Frelse” 131 Et tema hos Martin A. Hansen

Anders Thyrring Andersen

Glædespigen 157 Evangeliet i Karen Blixens “Ekko”

David Bugge

Kom, sagde hun, kom blot 181 Frelsende kvindeskikkelser hos Peter Seeberg

Lotte Thyrring Andersen

Tidens fylde 199

Suzanne Brøgger

5

6

Forord

De skældte mig for Drukkenbolt og Sjover og Drabant og hvisked’ det, som værre var, – og hvert et Ord var sandt; men Kit var som en Hvirvelvind, hvem ingen Sladder fandt. (…)

Og naar jeg staar paa Himlens Vægt med et Par Pund for lidt, saa tror jeg nok en næsvis Røst uskyldigt hvisker: ”– Skidt – vi finder nok et andet Sted!”

En saadan Tøs var Kit. Da Nis Petersen i 1933 udsendte sit folkekære digt “Kit – in ­memo­riam”, føjedes endnu et udødeligt navn til den lange kæde af frelsende kvinde­ skikkelser i litteraturen, der rækker tilbage i middelalderens troubadourdigtning og den dag i dag bl.a. forlænges af forfattere som ­Michel ­Houellebecq og Karl Ove Knausgård.

Kvindens forløsning af mandekønnet (eller i det mindste forsøg på det) optræder hos digterne i forskellige varianter: som endeløs og umistelig moderlig omsorg, som hengiven søsterkærlighed, der vil drage til verdens ende efter den vildfarne bror, eller som hustruens eller elskerindens befriende blik og favntag. Snart er der tale om unge, uskyldsrene piger, snart om alderstegne og erfarne damer.

7

Forord

Litteraturens frelsende kvinder er alle beslægtede, og hen over årtierne og århundrederne sender de ikke sjældent små kollegiale vink til deres forgængere i faget. Og dog er hver enkelt af dem en personlighed for sig. Da Martin A. Hansen i et brev af 14. september 1946 til vennen Preben Ramløv fortæller om den frelsende Alma i novellen ”Midsommerfesten”, vedgår han hendes slægtskab med Goethes Gretchen, Paludan-Müllers Alma, Ibsens Solveig og Nis Petersens Kit, men tilføjer da, at han måtte gøre sin egen Alma til en ”Problemkvinde af Mellemkrigstiden, skabt af Tidens Ribben, men i sin egen Elendighed dog ejende den hemmelighedsfulde Skat”. Hver befrierske må med andre ord synge med sit næb. Skønt fælles om en uudgrundelig skat er ingen af kvinderne identiske. Hver tids litteratur, sin frelsende kvindeskikkelse.

Det er et udvalg af disse kvinder, man møder på de følgende sider.

Af pladshensyn har vi måttet begrænse os til dansk litteratur og her igen primært til prosaen. Selv med denne indskrænkning er mange udeladt; men modsat onde feer plejer frelserinder ikke at lade sig forurette – i hvert fald ikke i fiktionens verden.

Bogen er søgt skrevet, så både fagfolk og alment interesserede vil kunne have glæde af den. Anna Hermanns indledning danner en åndshistorisk optakt med fokus på dansk romantik, hvor frelsende kvinder i stor stil gør deres indtog i den hjemlige digterkunst. Derpå følger – i kronologisk rækkefølge – punktnedslag op gennem litteraturens historie: Carsten Bach-Nielsen skriver om Ewalds Arendse, Anna Hermann om Andersens lille havfrue, Joakim Garff om Kierkegaards Regine, Rasmus Vangshardt om Pontoppidans Jakobe og Kiddes Lull, Lars Christiansen om Nexøs Ditte, Anders Thyrring Andersen om kvinderne hos Martin A. Hansen, David Bugge om Blixens Pellegrina og Lotte Thyrring Andersen om frelsende kvindeskikkelser i Seebergs forfatterskab. Endelig runder Suzanne Brøgger bogen af med et essay om kvindeopfattelsen hos danskfødte Sigrid Undset – og hos sig selv.

De enkelte kapitler kan – ligesom kvinderne – nydes i deres egen ret, og man kan frit springe mellem dem, alt efter interesse og passion.

Nogle skribenter lægger vægten på det biografiske, andre på tidsånden eller det teologiske eller det litterære eller noget helt femte. Dog er det håbet, at bogen som et hele vil give et rigt og mangefacetteret billede

8

Forord

af en skikkelse, der måske mere end nogen anden har præget vores litteratur.

Mange mener, hun lever i bedste velgående, og at hun aldrig har været mere påkrævet; andre vil snarere hævde, at hun (heldigvis) er godt og grundigt under mulde. Vi håber og tror på det første; skulle det sidste vise sig at være tilfældet, er udgivelse her skrevet for at mindes og hylde hende – som en bog om Kits skæbnesøstre in memoriam.

Aarhus, sommeren 2019

Hvor to er ét, er helvede forbi

Hvor to er ét, er helvede forbi Senromantiske forestillinger om kvinden som mandens forløser

Indledning ved Anna Hermann

Du kvinde, du som gir mig mod og styrke, du som for min skyld steg helt ned til helved og satte dine fodspor dér i dybet: i alt hvad jeg har set må jeg erkende din kraft, din godhed og din store nåde som lyste vejen for mig gennem mørket.

Dante: Den guddommelige komedie

Kvindelige frelserskikkelser har optrådt i den europæiske litteratur siden højmiddelalderen. Hos mange af ‘de store’ – Dante, Shakespeare, Goethe, Dostojevskij, Ibsen – indtager kvinden med sin forløsende magt en fremtrædende plads, og navnene på de ydmyge, men stærke heltinder – Beatrice, Cordelia, Gretchen, Sonja, Solveig – er blevet synonyme med kærlighedens nådegave. I dag lever dette kvindebillede bl.a. videre hos en forfatter som franske Michel Houellebecq, når han i Serotonin (2019) knytter kvinden til den ubetingede, ekstatiske kærlighed med evangeliske undertoner, og i Lars von Triers skildringer af de ubærligt gode og selvopofrende hovedpersoner Bess, Selma og Grace.

De litterære frelserinder har deres rødder i den verdslige, middelalderlige troubadourdigtning, der besynger kvinden som et ophøjet 11

Indledning ved Anna Hermann

væsen og mål for den tilbedelse, der skal forædle manden i moralsk henseende. Denne såkaldt høviske kærlighed eller fin’amor var uforenelig med middelalderens teologiske bestemmelse af den rette og højeste form for kærlighed, kærligheden til Gud (caritas) – både fordi den som oftest var udenomsægteskabelig, og fordi den satte det skabte (kvinden) i skaberens sted. En forsoning mellem den himmelske og den jordiske kærlighed finder imidlertid sted hos de sicilianske og toskanske arvtagere af den provencalske digtertradition i motivet engle-kvinden (la donna angelo). Kvinden bliver hos disse digtere ikke blot et ophøjet, men et overjordisk væsen, hvis oprindelse skal findes i det guddommelige selv.

Det er denne tradition, Dante skriver sig ind i med sin Beatrice, der både i ungdomsværket Vita Nova (ca. 1293) og i Den guddommelige komedie (ca. 1307-21) optræder som jegfortællerens skytsengel og ledestjerne. Beatrice er, som hendes navn hentyder til, ‘den saliggørende’ og har sit ophav i den hellige treenighed selv (Dante 2014, 83).

Hun er mellemleddet mellem Gud og den fortabte digter, formidler af den guddommelige kærlighed og frelse – de åbenlyse Kristus-allegorier i begge værker taler her deres eget tydelige sprog (Dante 2014, 74-75; Dante 2004, 303, 316).

Fremfor at være en kødelig, jordisk kvinde fremstår Beatrice som et symbol, hvad der også gør sig gældende for den langt senere og måske mest berømte frelsende kvindeskikkelse, Fausts Margarete eller Gretchen. Hvor hun i tragediens første del skildres som den fromme unge kvinde, der ved Fausts mellemkomst vækkes erotisk og siden gøres til barnemorder, dukker hun i slutningen af anden del op i bjergslugten som en åndeligt forklaret skikkelse i selskab med engle, salige børn og andre himmelske skabninger, der lader Fausts udødelige del følge med op imod de højere regioner.

Dantes Beatrice og Goethes Gretchen er de to væsentligste forbilleder for de talrige kvindelige frelserskikkelser, der dukker op i dansk litteratur i midten af 1800-tallet – særligt prægnant hos Frederik ­Palu­dan-Müller, B.S. Ingemann og H.C. Andersen i den såkaldt ‘apokalyptiske poesi’. I lighed med forbillederne optræder kvinderne her i et hinsidigt univers, hvor de går i forbøn for deres elskede hos Gud og som himmelske skytsånder leder dem på vej mod saligheden.

Dér, hvor den umiddelbare forløsning udebliver, favner kvindernes 12

Hvor to er ét, er helvede forbi

ubetingede hengivenhed de moralsk utilstrækkelige mænd. Vejen til forløsningen går gennem den romantiske kærlighed, og den guddommelige får klart feminine træk. Dermed bliver disse værker et sted, hvor alternative teologiske opfattelser opstår og brydes.

Nærværende indledning er et strejftog gennem de temaer, som væsentligst knytter sig til disse litterære frelserskikkelser i den danske senromantik. Undervejs berøres først og fremmest udvalgte værker af de tre ovennævnte forfattere, men også samtidige filosoffers og teologers tankegods inddrages. Da der netop er tale om ‘at strejfe’ temaerne, foregiver den følgende fremstilling selvsagt ikke at være udtømmende.

Den apokalyptiske poesi Genrebetegnelsen ‘apokalyptisk poesi’ lanceredes af universitetsteologen og den senere biskop H.L. Martensen i 1837 i en artikel, hvis hovedærinde var en teologisk udlægning af den østrig-ungarske digter Nikolaus Lenaus Faust.1 Hvad der her har interesse, er dog de genre­ teoretiske overvejelser, der indleder artiklen. Martensen beskriver ‘den apokalyptiske poesi’ som en ‘sfære’ af ‘den spekulative poesi’, J.L. Heiberg havde udkastet rammerne for få år forinden (Heiberg 1833; Martensen 1837, 96, 98). Mens ‘spekulativ poesi’ af både Heiberg og Martensen forstås som symbolsk-religiøs-filosofisk læredigtning i vid forstand, henviser betegnelsen ‘apokalyptisk’ for Martensen til denne undergenres særlige evne til at åbenbare den evige sandhed og herved afsløre det “Endeliges Intethed og Verdens Forfængelighed” (Martensen 1837, 98). Digtningen foregriber med andre ord den eskatologiske fremtid og kaster i samme bevægelse lys over den nuværende virkelighed: … idet Poesien indtager dette sit høieste Standpunkt og fremstiller Anticipationen af hiin store Dag, som den i Aanden allerede virkeligt oplever; idet den opfatter Himmel og Jord med deres hele uendelige Indhold i sit magiske Speil, hvor den seer tusinde Aar som een Dag, og een Dag som tusinde Aar … (98)

1. Artiklen er en oversættelse af hans tyske arbejde Ueber Lenau’s Faust, Stuttgart 1836.

13