Hartmut Rosa NÅR BRØLERMONSTRE OG
ENGLE SYNGER
HEAVY METAL OG RESONANS
Eksistensen 2024
Når monstre brøler og engle synger
Heavy metal og resonans
Hartmut Rosa
© Forfatteren og Eksistensen 2024
Oversættelse fra tysk v. Gustav Damgaard
Orignal titel: When Mosters roar and Angels sing
Eine kleine Soziologie des Heavy Metal
© 2023 W. Kohlhammer GmbH, Stuttgart
Bogen er sat med Comenius på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN: 978-87-410-1088-5
Omslag: Claus Nielsen, Eksistensen
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10
DK-1820 Frederiksberg C
tlf. 3324 9250
www.eksistensen.dk
INTRO
Det er med mennesket som med træet: Jo mere det ønsker at gå opad og ind i lyset, jo mere stræber dets rødder mod jorden, nedad, ind i mørket og dybet – ind i det onde. Friedrich Nietzsche, Således talte Zarathustra
JEG HAR EN teori. Og jeg har en erfaring. En kraftfuld, enorm erfaring – erfaringen af en enorm energi, der forløses i heavy metal, så den griber og bevæger min krop og sjæl indefra og udefra på samme tid, forbinder og forener dem. Den når de dybeste lag i mig og stræber samtidig opad til de højeste tinder, der synes mulige for mig. Nu mangler jeg bare at bringe teori og erfaring sammen – og det er det, jeg vil forsøge at gøre i denne lille bog. Jeg håber, at den kombination af resonansteori og musikalsk erfaring, som jeg har forsøgt mig med her, også kan være frugtbar for helt andre musikalske erfaringskontekster og tilmed for forståelsen af vores sanselige, æstetiske og kropslige erfaringer.
INTRODUKTION
»It’s Heaven and Hell«
DET ER IKKE, fordi jeg ikke blev advaret. Da jeg var omkring 15 år gammel, begyndte jeg at lytte til rockmusik, virkelig hård rockmusik. Det begyndte med Pink Floyd og progressiv rock, som jeg stadig elsker i dag. Men snart kom Iron Maiden, hvis første album ( Iron Maiden , 1980) min bedste klassekammerat, Stefan, og jeg hørte op og ned. Det er ikke sådan, at teksterne til de enkelte sange på denne plade giver meget mening. Det gør de i øvrigt sjældent i heavy metal. Men sammen med musikken skaber de en særlig atmosfære og en bevægelse. Tag for eksempel
»Remember Tomorrow« på Iron Maiden pladen. »Tears for somebody, and this lonely boy…«. Hvilken femtenårig ville ikke føle sig tiltalt her! Men i en forunderlig kontrast mellem de smadrende guitarer, den rullende bas og de kraftige trommer, som dominerer på albummet og også i slutningen af denne sang, kommer der pludselig på dette tidspunkt sart svævende, sublime, næsten mystiske toner ud af højttalerne: »Unchain the colours before my eyes«, den eneste linje, der bliver gentaget to gange.
»Scan the horizon, The clouds take me higher; I shall return From out of the fire…«
Sikke et løfte! Selvfølgelig, taget for sig selv, måske latterligt, i bedste fald ørehængende guf. Men i metal handler det
ikke om en intellektuel udlægning af verden. Det handler om en afdækket, følt, kropslig, følelsesmæssig, flammende, intens kontakt med virkeligheden. En virkelighed vi ikke kan forstå, men som vi kan føle, og som rører ved det højeste og dybeste i os mennesker i lige høj grad, og som forbinder vores inderste væsen med de yderste dele af verden. Det handler om himmel og helvede.
Det er ikke tilfældigt, at det Black Sabbath-album, som Götz Kühnemund, legendarisk kultmusikjournalist for magasinerne Rock Hard og Deaf Forever, har kåret som det bedste album nogensinde,1 bærer denne titel: Heaven and Hell . »The closer you get to the meaning; The sooner you’ll know that you’re dreaming; [...] It’s Heaven and Hell«.
Stefan fandt dette album, men han delte det straks med mig, og jeg indspillede det straks på kassettebånd. Vi sad også ved siden af hinanden i skolen og drev nogle gange lærerne til fortvivlelse, fordi vi ikke rigtig gad at lære noget i skolen. Vi havde ikke Bravo , men Metal Hammer under vores pulte og drømte om at danne vores eget band, hvilket vi gjorde lidt senere. Han blev en rigtig god trommeslager, jeg blev en mindre end middelmådig keyboardspiller, og derfor blev jeg hurtigt fyret fra bandet – Purple Haze. Det var et virkelig hårdt metalband, og i begyndelsen af 80’erne var keyboards alligevel stadig ilde set i metal. I det mindste fik jeg lov til at fortsætte med at skrive teksterne, som sangeren aldrig rigtig lærte, hvilket til gengæld gjorde mig rasende.
Vi opdagede Heaven and Hell på samme tid som Iron Maiden , og de to albums udkom også på omtrent samme tid. Black Sabbath-pladen »flashede« os begge øjeblikkeligt