Anette Broberg Knudsen Omfattende hærværk
indhold omfattende hærværk.indd 1
07-03-2013 14:55:32
Omfattende hærværk Anette Broberg Knudsen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Mikkel Pape og Lars Vendelbo © Unitas Forlag 2013 1. udgave, 1. oplag Unitas Forlag Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg Tlf. 3616 6481 Fax 3325 0607 info@unitasforlag.dk www.unitasforlag.dk ISBN: 978-87-7517-923-7 Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret Tryk: Toptryk Grafisk, Gråsten
indhold omfattende hærværk.indd 2
07-03-2013 14:55:32
A n e tt e B rob e rg K nuds e n
r Omfattende hærværk Kæ rlig h e d
M Kriminalroman m
indhold omfattende hærværk.indd 3
07-03-2013 14:55:32
Af samme forfatter: Muligt motiv, Unitas Forlag 2011 (kriminalroman) Begrundet mistanke, Unitas Forlag 2010 (kriminalroman) Alle himlens stjerner, Lohse 2009 (roman) To dage til fuldmåne, Lohse 2007 (børnebog) Af en juleengels dagbog, Lohse 2005 (fortællinger) Trællenes ring-serien (børnebøger): – Taget til træl, Lohse 2003 – Rejsen til Ribe, Lohse 2003 – Toste og trælkvindens tøs, Lohse 2004 – Fredløs og fri, Lohse 2004 Harald, Poppo og de andre, KFUM og KFUK 2002 (musical) Tvillingerne fra Lindegården, Lohse 2001(børnebog) Sangen om landet overalt, Knøjs og Knampen 3, Lohse 2000 (børnebog) Slottet uden porte, Knøjs og Knampen 2, Lohse 1997 (børnebog) Tak for turen, Saraya, Savanne 1992 (roman) Korsedderkoppen, Unitas 1991 (fortællinger) Jørgen Hættemåge, Kirkeligt Kulturværksted 1989 (fortællinger) Lemmingeland, Lohse 1989 (roman) Klinkede skår, Lohse 1987 (salmer og bønner) Vorherres hus, Scandinavia 1985 (fortællinger) Rejsen til landet bag bjergene, Knøjs og Knampen 1, Lohse 1985 (børnebog) Stjernestormerne, Scandinavia 1985 (roman) Lys forude, Lohse 1982 (børnebog) En duft af daggry, Lohse 1980 (roman)
indhold omfattende hærværk.indd 4
07-03-2013 14:55:32
Kapitel 1 – mandag den 19. september
D
et uldne tusmørkelys var tynde, lyse linjer mellem persiennerne. Omtrent midt på persiennen hang en enkelt aluminiumslamel skævt i den ene side og sendte det tvetydige morgenskær ind i rummet i en spidsvinklet trekant. Vinduet stod en anelse på klem, og et let vindpust løb gennem persiennen med en klirren af fjerne klokker og fik den til at slå med en dæmpet metallyd mod en glaskrukke med en enkelt hvid orkide. Julie vendte sig under dynen og mærkede de sidste drømmebilleder opløse sig og blive til bevidsthed. Uden at åbne øjnene rakte hun hånden ud og lod den glide over mod puden ved siden af. Der var stadig en svag fordybning efter hans hoved. En isnende fornemmelse, en rest af et gammelt mareridt, som hun ikke havde drømt i lange tider, panikkede igennem hende: Han er væk! Men i samme øjeblik var hun helt oppe ved den morgengrå overflade og vidste, at han selvfølgelig ikke var væk. Han var bare på arbejde. Og i det hele taget havde hun slet ikke drømt den forfærdelige drøm fra gamle dage, hvor noget ufattelig dyrebart var så uigenkaldeligt væk, at hun stod tilbage med en altædende tomhed. I stedet huskede hun et par flagrende billeder af en fugl i surrealistiske, klare farver. Det sidste drømmebillede fordampede, da hun stod op og hev persiennen til vejrs med en lille, skarp lyd. Hendes blik strejfede sprosserne i det gamle kvistvindue, inden hun skimmede forbi kirketårnet og den sidste gadelygte på den modsatte side af vejen, ud over markerne bag kirkegårdsdiget, hen over 5m
indhold omfattende hærværk.indd 5
07-03-2013 14:55:32
Herningvejen, hvor et par lastvogne rumlede af sted med en række personbiler bag sig, forbi en hvidkalket landejendom og ud til de mørke læbælter af ranglede grantræer på den anden side. Solen var sandsynligvis stået op, men himlen var dækket af et kompakt lag af skyer, så landskabet lå hen i noget, der lignede sort-hvidt. Den småkolde luft på grænsen mellem sensommer og efterår, der sivede ind, duftede af regn og signalerede en fridag, hvor vejret måske satte sine begrænsninger. Hun satte håret i en hurtig hestehale og skyndte sig i tøjet og ned i køkkenet, for hun kom pludselig i tanker om, at tømrerne ville komme omkring halv otte. De gamle vinduer var ved at blive skiftet, og Thomas Jessen havde været der et par dage i sidste uge sammen med en svend. Nu manglede de kun vinduerne ovenpå. Så kunne Julie se frem til en mærkbar besparelse på varmeregningen i den store præstegård, hvilket sandelig også var på tide. I de fire-fem år, hun havde været her, havde hun flere gange hevet fat i skiftende kirkeværger og formænd for præstegårdsudvalget for at få embedsboligen bedre isoleret. „Det ender med, at boligudgifterne overstiger min løn, og det kan vel ikke være meningen!“ havde hun argumenteret. Hun sad i køkkenet med en kop kaffe og en skål mysli og var lige begyndt at bladre i avisen, da det ringede på døren. „Godmorgen. Nå, du er oppe. Jeg tænkte ellers, om præsten måske lå og hvilede ud efter den ugentlige arbejdsdag i går?“ sagde Thomas Jessen og lo, da hun åbnede entredøren. Folk blev åbenbart aldrig trætte af åndssvage vitser om, at præster kun arbejder om søndagen. Hun havde et skarpt svar lige på tungen om noget med håndværkere og sort arbejde, men tog sig i det, da han sendte hende et afvæbnende smil.
I stedet inviterede hun ham på en kop kaffe ved køkkenbordet. Han satte de kraftige arbejdssko inden for døren og knappede Kansas-jakken op.
M6
indhold omfattende hærværk.indd 6
07-03-2013 14:55:32
„Åh, jeg gider efterhånden ikke åbne den sprøjte længere,“ sagde han og bankede med en pegefinger, der manglede det yderste led, på Dagbladet Holstebro-Struer ved siden af Julies krus. Hun havde avisen på prøve i tre måneder ud fra en følelse af, at hun burde følge mere med i lokalsamfundet. „Der er heller ikke noget særligt at komme efter i dag,“ svarede hun og rakte ham et krus frisk kaffe fra stempelkanden. „Jeg synes, tonen på debatsiderne efterhånden er mere end skinger.“ „De sidste dage har jeg simpelt hen trukket stikket ud. Vi har været af sted på weekend, konen og mig. Bare os to. Jeg siger dig, det var godt at være langt væk hjemmefra!“ Thomas lænede sig tilbage i stolen og tog en slurk kaffe. Det tætte hår, der var begyndt at gråne ved tindingerne, gav hans åbne, ubekymrede drengeansigt et strejf af seriøsitet. „For resten,“ sagde han og hældte lidt mælk i kaffen. „Din mand er gartner, ikke?“ „Jo,“ svarede hun og smilede uvilkårligt. Min mand! „Tror du ikke, han kunne tænke sig at tjene et par håndører? Jeg vil nemlig gerne overraske Patricia – det er min kone. Hun har tit snakket om at gøre noget ved haven derhjemme. Men sådan noget med blomster og den slags, det interesserer mig altså ikke en meter, og hun kan ikke selv overskue at få startet på det. Men nu skal hun i praktik ovre i Aarhus i hele den her uge. Så vil jeg lave noget ligesom de der udsendelser i fjernsynet; Hokus Krokus eller hvad det nu hedder. Der skulle gerne stå en splinterny have og vente på hende, når hun kommer hjem på fredag.“ „Tja, han har jo et fast job, og en hel have tager vel mere end et par aftener,“ indvendte Julie tøvende. „Jo jo, men jeg har allerede hyret en anlægsgartner, jeg kender, til at lægge terrasse og den slags. Og jeg har selv tænkt mig at
7m
indhold omfattende hærværk.indd 7
07-03-2013 14:55:33
lave sådan nogle – hvad hedder det? Sådan noget, der vokser planter op ad …“ „Espalier?“ foreslog Julie. „Lige præcis. Men der skal også købes planter og anlægges nogle stenbede og rosenbede og – ja, hvad ved jeg? Tror du ikke, det kunne være noget for din mand?” „Jo, du kan jo spørge ham. Han elsker at arbejde med blomster.“ Hun kradsede Dennis’ mobilnummer ned på en gul post-it lap og rakte ham den. „Nå, men jeg må jo nok se at komme i gang,“ sagde Thomas Jessen og stak sedlen i tegnebogen. Han satte kaffekruset på bordet. „Arbejder du alene i dag?” Tømrermesteren strøg sig om munden med bagsiden af hånden og mumlede noget om, at Marko ikke var hos ham længere. „Nå nej, du har ikke så mange ordrer for tiden, har jeg forstået,“ bemærkede hun. „Tjo, det er nu egentlig ikke derfor. Marko og jeg har ophævet samarbejdet, hvis man kan sige det sådan.“ Han rejste sig og skubbede stolen på plads. „Men ellers er jeg rigtignok glad for, at menighedsrådet ikke boykotter mig. Det er noget, der hurtigt viser sig på bundlinjen, når folk ligefrem aflyser opgaver, som de havde bestilt.“ Han forsvandt ud til sin varevogn, og Julie kunne høre bildøren smække og lidt efter den gennemtrængende lyd af noget i retning af en boremaskine, mens hun tømte opvaskemaskinen og overvejede mulighederne for sin fridag: se stort på det kedelige vejr og suse af sted på en lang tur på mountainbiken, sortere billederne fra ferien i august, synke ned i en bog, ordne vasketøj eller rydde op i rodeværelset bag bryggerset.
M8
indhold omfattende hærværk.indd 8
07-03-2013 14:55:33
Hun havde netop bestemt sig for cykelturen og stod i bryggerset i hele det vandafvisende cykeloutfit og var ved at spænde hjelmen, da Thomas bankede på døren fra entreen og ind til køkkenet. „Hej, er du her?“ Hun stak hovedet ind ad bryggersdøren. „Ja. Er der noget, jeg skal hjælpe med?“ „Nej, men der er noget, du skal se,“ sagde Thomas, og hans ukomplicerede drengeansigt fra for lidt siden havde fået et par bekymrede furer over øjnene. „Jeg skulle lige tætne vinduerne ud mod haven. Og så fik jeg øje på det her …“ Hun tog cykelhjelmen af og gik ind gennem køkkenet og traskede efter ham ud i den grå morgen. Han gik rundt om gavlen, forbi det bed, som Dennis havde anlagt i foråret med gammeldags georginer. Blomsterne stod i en eksplosion af sensommerfarver og trodsede gråvejret. En enkelt standhaftig humlebi vrikkede rundt i en stor, orange blomst og fandt ly for finregnen. Thomas stoppede op, så snart han havde rundet hjørnet til selve haven. Det første, Julie så, var det ene vindue ind til konfirmandstuen. Det stod på vid gab, og to af de små ruder var smadret. „Hvad i alverden! Har der været indbrud ...?“ gispede hun og trådte et skridt nærmere. „Tja … se lige der,“ sagde Thomas og pegede på den røde murstensmur under vinduet. PRÆSTEN ER EN FORRÆDER! stod der med lidt skæve, hoppende bogstaver. Spraymalet hen over murstenene med hvid maling. De sidste par bogstaver var sprayet med så meget maling, at de næsten flød sammen. Som om der skulle ekstra tryk på. Hendes første tanke var: Det her skal Dennis ikke se … Og den næste: Nu må vi altså se at få fat i de skide hærværksmænd!
9m
indhold omfattende hærværk.indd 9
07-03-2013 14:55:33
Hun trådte hen til vinduet og kiggede ind i konfirmandstuen med de gamle skolemøbler og minikonfirmandernes tegninger på væggene. På det mørke, lakerede trægulv flød det med affald. En halv uges beholdning af slatne salatblade, plasticposer og tomme dåser, gulerodstoppe, våde køkkenrullestumper, pastarester og kyllingeben lå spredt ud over det hele, som om gerningsmanden omhyggeligt havde sprættet alle affaldsposer op og til sidst hevet den flænsede brune skraldepose ind gennem vinduet, så den var landet på et af bordene og lå som en sjusket papirdug. Hun stod fortabt og stirrede på kaosset derinde. Ramt lige ind i selvfølelsens solar plexus. De har været her, mens vi har ligget og sovet. I min have. I mit hus.Trampet ind over tærskelen til mit privatliv. Ødelagt. Raseret. Det her var noget andet end at se billeder af hærværk i avisen eller se det live på muren hos andre mennesker. Det her var præstegården. Det var hjemme. Det var det urørlige helle. Det var hende og Dennis! De kunne lige så godt have slået hende i ansigtet. Spyttet på hende. Hun vendte sig bort fra rodet derinde og sank noget. Hun følte sig nøgen og ulækker, som hun stod der. Som om affaldet var smidt i hovedet på hende, og den sure lugt hang fast i hendes hår. „Hvorfor lige dig?“ spurgte tømreren forbavset. „Fordi jeg tog hele det der spørgsmål op i min prædiken i går,“ sukkede Julie. „Ikke at det var pointen. Det var bare et par sætninger ud ad en tangent. Men det er jo tit den slags meget konkrete ting, folk husker fra en prædiken.“ „Tak for støtten,“ nikkede han. Hun vendte sig hurtigt om mod ham. „Ja, det er ikke politisk støtte, det skal du endelig ikke tro.“
M 10
indhold omfattende hærværk.indd 10
07-03-2013 14:55:33
Kapitel 2
M
en det drejede sig heller ikke længere om politik. Det var pludselig blevet noget helt andet. Lige siden sidste kommunalvalg havde det svirret med rygter om skolelukninger, og Ruglev skole dukkede med sikkerhed op i alle rygter. En lille skole til femte klasse med under 90 elever havde ikke store chancer. Sidste forår var der så blevet smækket et forslag til ny skolestruktur på bordet. Rapporten var fuld af ord som faglighed og læringsmiljø, stordriftsfordele og effektivisering, lokal forankring og elevgrundlag og mundede blandt andet ud i et forslag om, at fem mindre skoler i oplandsområderne skulle nedlægges. Protesterne væltede frem fra alle de berørte småbyer. I Ruglev blev der hurtigt etableret en aktionsgruppe, der arrangerede debatmøder i skolens gymnastiksal og en happening på torvet foran rådhuset i Holstebro, hvor børn og forældre sad i en skolebus af pap og sang „Hjulene på bussen kører rundt, rundt, rundt“ for at protestere mod de lange transporttider. Debatten i Dagbladets spalter og på avisens hjemmeside flød over med beskyldninger om løftebrud og arrogance. „Politikerne slagter bevidst de velfungerende lokalsamfund,“ hed det i den mere seriøse ende af debatten, og: „Vi, der bor i Udkantsholstebro, vil ikke finde os i den stigende centralisering!“ I den anden ende af debatten blev kommunalpolitikerne og deres embedsfolk kaldt både kommunister og nazister og lallende idioter. Lokalpolitikerne var hurtigt ude med forskelligrettede modforslag og indrømmelser. Blandt andet forlød det i lang tid,
11 m
indhold omfattende hærværk.indd 11
07-03-2013 14:55:33
at Ruglev skole ville blive bevaret fra nulte til tredje klasse. Men alle vidste, at det forslag ikke havde nogen gang på denne jord. Derfor var der flere initiativer i gang. En ny gruppe dukkede op med det formål at starte en friskole, men de fik ikke opbakning fra dem, der stadig kæmpede for at bevare folkeskolen. Og ingen turde rigtig begynde på noget, så længe kommunen ikke endeligt havde vedtaget lukningen. En anden gruppe arbejdede på at omdanne skolen til et beboerhus, men kritikere påpegede, at det kun var omkring 10 år siden, det gamle forsamlingshus måtte dreje nøglen om, så hvordan forestillede man sig, at et nyt beboerhus kunne løbe rundt? Spørgsmålet havde også været oppe i menighedsrådet, hvor nogle stykker gerne ville støtte projektet, hvis det vel at mærke kom til at hedde kirkehus eller sognegård. Julie havde gjort sit bedste for at tromle forslaget ned og havde hævdet, at det ikke var flere mursten, kirken manglede, men flere ildsjæle. Da der kom foreløbige tal på bordet, var der da heller ikke rigtig nogen, der havde fantasi til at se dem skrevet ind i menighedsrådets budget. Og endelig var en lokal murermester ude og lufte tanken om at danne et selskab, der skulle overtage skolen og bygge den om til lejligheder. Men han havde mere end svært ved at finde investorer, for der var sådan set huse nok, der stod tomme og var parate til udlejning, så længe boligmarkedet var gået helt i stå. Debatten om skolen trak i langdrag og fusede efterhånden lidt ud, og de mest optimistiske sjæle var ved at slå sig til ro med, at det nok slet ikke blev til noget. Så lige omkring agurketidens afslutning i år kunne Dagbladet annoncere, at der var indgået et forlig, der fredede to af de små skoler. Men Ruglev skole var ikke én af dem. Tværtimod var den kombinerede børnehave og SFO røget med i købet, så byen fremover stod helt uden tilbud til børn over dagplejealderen.
M 12
indhold omfattende hærværk.indd 12
07-03-2013 14:55:33
Tømrermester Thomas Jessen, der sad i byrådet for Venstre, havde under hele forløbet holdt lav profil og sjældent blandet sig i skoledebatten med den begrundelse, at han sad i Teknikudvalget og ikke i Børne- og Ungeudvalget. Når han som Ruglevs eneste byrådsmedlem alligevel blev spurgt, udtalte han sig i generelle vendinger om, hvor meget skolen på den ene side betød som samlingspunkt for byen, og hvor vigtigt det på den anden side var, at byrådet vendte hver eneste 50-øre, før de brugte den, men han var nu sikker på, at eventuelle besparelser ved at nedlægge en skole ét sted førte til tilsvarende udgifter et andet sted. Nu viste det sig imidlertid, at Thomas Jessen i sidste ende havde stemt for nedlæggelsen og dermed sammen med en radikal politiker havde været tungen på vægtskålen. I et indlæg i avisen og i et langt interview i TV Midt-Vest måtte han stå til regnskab og forklare, at de seneste beregninger havde vist, at der var mange penge at spare ved at slå Ruglev skole sammen med centralskolen i nabosognet, og brugte igen billedet med at vende hver 50-øre. Desuden var det jo et ubestrideligt faktum, at store skoler betød en høj grad af specialisering og stor faglighed. Det rejste en ny storm af debat i avisen og på nettet, der flød over med udtryk som bedrager, forræder, tumpe og svin. Flere indlæg beskyldte Thomas Jessen for allerede at have sikret sig ordrer på en eventuel tilbygning til Sønderlandsskolen inde i Holstebro, og andre antydede direkte, at der var tale om bestikkelse. Der dukkede også et saftigt rygte op om, at Thomas Jessen havde noget kørende med den socialdemokratiske, kvindelige viceborgmester og derfor havde rettet ind efter hendes partilinje. Lynhurtigt blev der oprettet en Facebookside, der hed „Boykot Thomas Jessen”, med medlemmer ikke bare fra Ruglev, men også fra flere af de andre små oplandsbyer. Thomas var på få dage blevet selve symbolet på kommunens centraliseringsplaner. Ingen hyrede hans firma til nye projekter, 13 m
indhold omfattende hærværk.indd 13
07-03-2013 14:55:33
og mange aflyste ligefrem opgaver, de havde bestilt hos ham. Han havde allerede opsagt den ene af sine to ansatte, og nu åbenbart også den anden. Så langt handlede det vel stadig om politik. Men torsdag i sidste uge var tømrermesteren stået op til et chokerende syn: Hen over den hvidkalkede gavl på hans værksted var der malet med store, sorte spray-bogstaver: DIN LEDE FORRÆDER! På et af vinduerne var der sprayet to skæve hagekors, og tre andre vinduer var smadret. Da han åbnede sin postkasse, fandt han et par friske hundelorte. Det var dér, det gik over til at handle om hærværk. Samme aften havde TV Midt-Vest et langt indslag, hvor kameraet panorerede hen over den tidligere landbrugsejendom på Herningvejen lidt uden for Ruglev, hvor Thomas Jessen boede sammen med sin kone og to teenagedøtre. De skæve bogstaver på muren stod et langt øjeblik på skærmen og skreg deres budskab ud, inden der blev klippet over til Thomas, der fortalte, hvor rystet han var blevet, og at han syntes, at nu var debatten nået langt ned under lavpunktet. „Jeg vil opfordre til, at den, der har gjort det her, kontakter mig i fuld åbenhed. Så kan vi sætte os ned og diskutere skolestruktur over en kop kaffe. Det er sådan, vi plejer at takle politisk uenighed her i landet,“ udtalte han, mens der blev vist optagelser fra hans rummelige køkken, hvor han stod og hældte kaffe op i to hvide krus, der matchede skabslågerne. Dagen efter tog tv-kanalen tråden op og interviewede et par tidligere kommunalpolitikere om deres syn på sagen. En af dem var formanden for menighedsrådet i Ruglev, Erik Larsen, der for nogle år siden havde siddet i byrådet og været viceborgmester. Bredskuldret og solbrændt stod han med kirken i baggrunden og lignede ikke en mand, der havde passeret folkepensionsalderen.
M 14
indhold omfattende hærværk.indd 14
07-03-2013 14:55:33
„For mig er respekt for andres holdninger noget helt grundlæggende. Frihed for Loke såvel som for Thor, som Grundtvig sagde. Men sådan er det åbenbart ikke længere for alle, og det synes jeg er meget bekymrende. Hvis ikke vi har en ordentlig debatkultur, er demokratiet i fare. Og jeg vil gerne give Thomas Jessen min fulde opbakning. Hvis jeg havde siddet i byrådet i dag, er jeg sikker på, at jeg også havde stemt for den nye skolestruktur. Vi er jo nødt til at se på de store linjer i det her,“ erklærede han afgjort og så overbevisende ind i kameraet. „Ha!“ udbrød Julie, der sad i den gamle, grønne sofa i den lille fjernsynsstue sammen med Dennis og så det. „Det tror jeg ikke på. Større lokalpatriot end Erik kan der ikke gå på to ben. Alle siger, det var ham, der reddede skolen fra at blive lukket engang før kommunalreformen.“ „Så er det da flot, at han stiller sig solidarisk med Thomas Jessen,“ mente Dennis og gentog, hvad han ofte havde sagt: „Erik er en fin fyr. Så kan han være nok så meget Dansk Folkeparti.“ Men det havde åbenbart sin pris at være en fin fyr, der var solidarisk. Lørdag morgen var Erik Larsens firlængede landejendom ude i Kjørsted overmalet. FORRÆDER! RØVHUL! KRAFTIDIOT!!! stod der. Der havde også været tændt ild til affaldssækken, der tilsyneladende havde stået og ulmet et stykke tid, inden gløderne var gået ud. Julie og Dennis tog derud, så snart de hørte om det. Der var noget forsigtigt i Eriks blik, der ikke plejede at være der. Noget skræmt. Der var ellers ikke ret meget, der kunne slå ham ud. „Jeg er virkelig taknemlig for, at ilden gik ud af sig selv,“ sagde han lavmælt og strøg sig over sin skaldede isse, mens de stod og så på det hele. Han pegede uden ord på affaldsstativet, der stod få centimeter fra gavlen på en af de tre lave længer. Inde bag affaldsstativet var den hvidkalkede væg farvet sort af sod. Og der var 15 m
indhold omfattende hærværk.indd 15
07-03-2013 14:55:33
ikke meget mere end en meter op til stråtaget. Hvis der var gået ild i dét, ville Eriks samling af veteranbiler, som stod i den bygning, have været totalt ødelagt. „Det er jo et frontalt angreb på ytringsfriheden,“ erklærede Julie og tænkte, at det da var godt, at affaldssækken ikke havde stået ovre ved stuehuset … „Og på dig personligt,“ tilføjede hun. Senere på dagen forlød det, at der også var blevet malet et dødningehoved og flere hagekors på døren til Thomas’ værksted. Så var det, at Julie havde sat sig til pc’en og ændret i sin prædiken til dagen efter, hvor teksten var den barmhjertige samaritaner. Hun fik flettet noget ind om, at hvis lignelsen var blevet fortalt i dag, havde det måske ikke været røvere, men en hærværksmand med en spraydåse. Og at næstekærlighed også omfattede respekt for andres holdninger og meninger, hvor uenig man end kunne være i dem. „Og det, som alle røvere og hærværksmænd og platte debattører har brug for at opdage, er, at de i virkeligheden også selv ligger der i vejkanten. Slået til jorden af deres eget had. Men Guds kærlighed rækker ud efter alle, også røvere og hærværksmænd, for han er den eneste virkelige barmhjertige samaritaner.“ Det havde hun selv syntes hang fint sammen.
M 16
indhold omfattende hærværk.indd 16
07-03-2013 14:55:33
Kapitel 3 – mandag den 19. september
J
ulie kylede cykelhjelmen hen ad gulvet i entreen og gik ind på arbejdsværelset for at ringe til politiet. Nu kunne hun vist roligt udsætte sin cykeltur på ubestemt tid. Betjenten, hun fik fat i, stillede alle mulige spørgsmål. Nej, hun havde ingen anelse om, hvem det kunne være. Ja, det lignede umiskendeligt hendes egen affaldssæk, som da også var fjernet fra stativet ude ved carporten. Og ja, som sagt var to ruder smadret, og vinduet derefter haspet op udefra. Det var endda et helt nyt vindue. Nej, hun havde ikke hørt noget som helst i nat. „Har du en kæreste, en mand eller sådan noget?“ „Ja!“ svarede hun irriteret. „Jeg kan bare ikke lige se, hvad det kommer sagen ved?“ „Jeg mener: Har han mon hørt noget?“ lød det tålmodigt i den anden ende. „Nej, det har han helt klart ikke ... Han var slet ikke hjemme.“ Sad hun lige der ved sit sognepræstelige skrivebord og løj en repræsentant for ordensmagten op i hans åbne ansigt? Julie var overrasket over sig selv og mærkede en spydspids af varme skyde op ad rygraden. Men hun kunne bare ikke risikere, at de også ville afhøre Dennis, og nu var det for sent at trække i land. Hun følte, at betjenten måtte kunne høre det på hendes stemme eller fornemme hendes forhøjede puls gennem telefonen. Men han fortsatte bare med at stille spørgsmål: Hvem der hav-
17 m
indhold omfattende hærværk.indd 17
07-03-2013 14:55:34
de opdaget det og hvornår, hvad rummet blev brugt til, og om hun vidste, hvad der kunne menes med ordet forræder? „Så kan jeg vel godt rydde op derinde?“ spurgte Julie, da listen at spørgsmål åbenbart var udtømt. „Nej, det kan du ikke,“ erklærede betjenten. „Ikke før vi har haft en mand ude og kigge på det.“ Julie hamrede håndfladerne i bordet, da hun lagde røret på. Selvfølgelig havde han ikke kunnet sige, hvornår der dukkede en op for at se på det. Med en vrede, hun ikke kunne komme af med, marcherede hun op ad trappen, hvor Thomas Jessen netop havde taget de to gamle vinduer i gavlen ud. Lyden af en due, der kurrede i træet udenfor, lød tydeligt ind på den lange gang med skråvæg i den ene side. „Hør, du skal ikke sige noget til Dennis om alt det her, når du kontakter ham om det med din have,“ busede hun ud. Hun kunne godt selv høre den indignerede tone i sin stemme og trak vejret gennem næsen for at få kontrol. Tømreren kunne jo ikke gøres ansvarlig for den mavepumper, hærværket havde givet hende. Thomas smilede venskabeligt. „Nej nej. Det er selvfølgelig bedst, det er dig, der fortæller det.“ „Ja, nemlig …“ „Det er underligt,“ fortsatte han, mens han bugserede et nyt vindue på plads i hullet. „Det er bare ting. Mursten og glas. Men det er ligesom, det er én selv, der er blevet ramt. Det er de nok ikke helt klar over, dem, der gør det.“ „Det tror jeg da, de er fuldstændig klar over!“ erklærede Julie og gik ned ad trappen og satte sig på et af de nederste trin med sin mobiltelefon og begyndte at skrive en sms. Men nej, hun kunne ikke skrive det her til Dennis.
M 18
indhold omfattende hærværk.indd 18
07-03-2013 14:55:34
Dennis. Pludselig havde han stået der på gårdspladsen under kastanjetræets gule blade og smilet lidt kejtet, om han måtte slå sit telt op i præstegårdshaven. Det var noget, de havde joket om på nogle sms’er. Det var snart et år siden, han var dukket op igen på den måde – 5. oktober for at være helt præcis. Det havde givet et hug i hende, da hun havde set ham; et hug af ømhed og samhørighed og en hel masse forvirrede følelser. Han havde virket ældre, og det stride hår var krøbet lidt længere op i tindingerne, siden hun sidst havde set ham. Han havde kigget spørgende på hende, og hun havde bare nikket, og de var ligesom faldet ind i hinanden i en lang omfavnelse, der skulle kompensere for de mange måneder, han havde været væk. Et stæretræk var strøget hen over himlen, og tiden var forsvundet. For han havde jo været væk. Flygtet fra landsbysladderen, eller måske snarere fra sig selv. Da han for snart to år siden var blevet udskreget som morder og var blevet varetægtsfængslet i den frygtelige Katrinesag, hvor en 9-årig pige var blevet dræbt, havde han følt, at mistroen klæbede til ham, selv om han var blevet løsladt efter en uges tid, fuldstændig renset. For undervejs havde det vist sig, at de fleste i Ruglev kendte til hans gamle dom fra for længe siden: vold med døden til følge. Som ung havde han været kæreste med en pige, der var misbruger, og en aften var et skænderi endt i et slagsmål, og pigen var død. Det havde kostet ham fire-fem år i fængsel, og stillingen som kirkegårdsgraver i Vestjylland havde han søgt for langt om længe at komme væk fra sin fortid og alle de vidende blikke i det sydfynske lokalsamfund. Men nu vidste de det altså også her … Han havde kvittet jobbet ved kirken, som han kun havde haft et års tid. Kvittet Julie, inden det nogensinde var blevet til noget mellem dem. Kvittet alt og rejst uden så meget som at efterlade et aktivt mobilnummer. 19 m
indhold omfattende hærværk.indd 19
07-03-2013 14:55:34
Han eneste livline i en omtumlet tid havde været Erik Larsen, men det havde Julie ikke vidst noget om. Hun havde raset og været såret og begravet sig i arbejde og forsøgt at finde frem til ham og forsøgt at glemme ham og forsøgt at være ligeglad, og pludselig havde der været en spinkel kontakt igen på sms. Og så var han der. Håndgribelig og konkret. Duftende af ødemark og ensomhed efter en lang sæson som skovarbejder i Nordsverige. Og de havde talt og leet og knuget og kysset og talt igen. Det blev aldrig til noget med teltet i haven. I stedet havde hun installeret ham på gæsteværelset bag bryggerset, men der var ikke gået mere end en uges tid, før han var rykket ind i Julies soveværelse ovenpå, og hun havde vidst ud til det yderste af fingerspidserne, at det her var så godt, så godt, og nu var der ikke mere, der kunne skille dem ad. Forever and ever and ever. Hun havde ligget på ryggen en morgen efter et par uger på den måde, mæt af nærhed og nænsomhed, og tænkt, at ja, det var virkelig muligt at være så lykkelig, og det hele kunne faktisk være så indlysende ukompliceret og ligetil. Og han havde sat sig op og set på hende med det der jagede, sårede blik og sagt en masse om, at hun vel bare syntes, det var synd for ham, og hun var kun i gang med endnu et kristeligt velgørenhedsprojekt, og i virkeligheden kendte hun ham ikke. Han havde jo et liv på samvittigheden! Og hun havde råbt, at han kunne vel nok forstå, at hun elskede ham. Hjertesønderrivende elskede! Og når hun sagde „ham”, mente hun hele pakken; men han var måske ligeglad! Og havde han da aldrig fattet, at han havde lov til at lægge det bag sig! Det var jo ligesom kernen i det, de troede på: tilgivelse, forsoning. Hvor længe var det lige siden, det var – 11 år? 12 år? Nu måtte han altså se at give slip på alt det. Og han var blevet ked af det, og sådan var det jo heller ikke ment, M 20
indhold omfattende hærværk.indd 20
07-03-2013 14:55:34
men han trængte til en tænkepause. Hun havde stået fortabt i indkørslen og set ham køre væk igen i sin gamle varevognspickup. Tilbage til start. Men han havde ikke været længere væk end Ringkøbing og havde ringet efter et par dage. Havde fundet et værelse og skaffet sig et midlertidigt job på en kyllingefarm. Og havde siddet på nederste bænk i kirken to søndage efter. „Se nu bare at blive gift, I to,“ havde Birgit sagt. Den altid hjælpsomme, altid beredvillige, indimellem irriterende Birgit fra menighedsrådet. „Jeg kan ikke se, hvad mit privatliv kommer dig ved,“ havde Julie snerret, men egentlig havde hun godt vidst, at det bare var ren og skær hjertens godhed fra Birgits side. Inden jul var han tilbage i præstegården, og kort efter var de blevet gift, lidt hovedkulds måske. Julies kollega Hans Peter fra nabosognet havde viet dem en dag sidst i januar og sagt nogle morsomheder om, at Romeo aldrig fik sin Julie, men det gjorde Dennis heldigvis. Og citeret et let omskrevet citat af Kierkegaard: „Det at elske et andet menneske er dog det eneste, der er værd at leve for.“ Og det var blevet hverdag, og Dennis var faldet mere til. Havde haft et par løse job og var nu ansat i et væksthusgartneri ved Lemvig, der producerede tomater og krydderurter på samlebånd. Og det blev aldrig hverdag igen. Han var et træ, der var vokset op midt i hendes liv, tænkte hun med et billede, der tydeligvis var inspireret af Dennis’ verden, et træ med en sky af hvide blomster og et virvar af grene i den dunkle krone, som hun ikke kunne se igennem, et stærkt træ at støtte sig til, men også en kolossal stamme, der tog plads og næring og ikke var til at komme udenom. 21 m
indhold omfattende hærværk.indd 21
07-03-2013 14:55:34
Hun kunne stadig mærke et stik af forbavset glæde, når hun betragtede ham med ryggen til, som han stod der i køkkenet og lavede kaffe. Nej, hun kunne ikke fortælle Dennis det her. Han måtte slet ikke vide noget om det. For to år siden var det jo ham, der var blevet ramt. Morder var der blevet malet på muren til den lejlighed, han boede i dengang henne på H.P. Hansensvej. Og han var blevet skræmt fra vid og sans og var i panik stukket af, selv om det i situationen var det dummeste at gøre. I stedet skrev hun til Erik Larsen. Livlinen Erik. Gik op og skiftede til jeans og tunika og satte sig bagefter ved køkkenbordet med en kop te og en irriterende, rastløs fornemmelse i kroppen. Eller også var det en uforklarlig træthed. Hun ventede nærmest, at ham fra politiet ville ringe tilbage og spørge om det med Dennis, selv om hun godt vidste, det var langt ude. De fik vel hundredvis af anmeldelser af, hvad de måtte opfatte som uskadelig småkriminalitet hver dag. Men alligevel: Skal jeg ringe og sige, at Dennis alligevel var hjemme? Men hvordan forklarer jeg så, at jeg sagde det andet? Så begynder de først for alvor at bore i det. Nej, selvfølgelig ikke. Arrigt skubbede hun koppen fra sig og gik ud i det lille værelse bag ved bryggerset for at rydde op, mens hun ventede. Der stod stadig et par kasser og nogle poser med Dennis’ ting, men hans fiskegrej var nydeligt linet op på en stigereol. Den gamle fyrretræsseng, hun i sin tid havde købt på et loppemarked for at have en slags gæsteværelse, flød med aviser og reklamer. I skabet lå der noget tøj, der egentlig skulle til genbrug, og i det ene hjørne stod en bunke gamle brætspil, et par billeder og nogle ringbind og tidsskriftsordnere med notater fra universitetet.
M 22
indhold omfattende hærværk.indd 22
07-03-2013 14:55:34
Hun satte sig lidt på sengen og hev et bundt papirer op og bladrede åndsfraværende i dem. Religionsfilosofi – det hellige og det profane. Det havde været et spændende forløb, huskede hun, men hold op, hvor var det langt fra hverdagen herude! Hun fandt en sort plasticsæk og smed papirerne derned, men fiskede et enkelt kompendium om Kierkegaards Philosofiske smuler op igen. Bagefter begyndte hun med hurtige, aggressive bevægelser at tømme alle ringbindene og tidsskriftsordnerne og dumpe indholdet ned i sækken. Affald! Et spark til sækken, og den røg hen imod skabslågen, så halvdelen af papirerne væltede ud. Hun dumpede ned på sengen igen og kiggede opgivende på rodet omkring sig. Lidt efter hørte hun gruset knase under en bil ude på gårdspladsen. Det var Erik Larsen, der dukkede op. Klokken var ikke meget over ni, så det var tidligt for formanden, der var udpræget B-menneske. „Nu må vi altså til at have sat en stopper for det her!“ udbrød han, da Julie viste ham hærværket. „Det er jo fuldstændig ude af proportioner. Og det er takken for den fine prædiken, du holdt i går!“ „Tror du, det er nogen af dem, der var med til gudstjenesten?“ „Tja, det kan da godt være. Du havde jo et stort publikum, kan man vist roligt sige.“ I går havde det nemlig været hele sognets høstfest, som menighedsrådet arrangerede sammen med idrætsforeningen. Der havde været over 200 til en udendørsgudstjeneste på boldbanerne bag skolen og bagefter musik og pølser og aktiviteter. „Og du kan roligt regne med, at de fleste af dem har fortalt videre, at du var ude med riven om skolespørgsmålet,“ fortsatte Erik. 23 m
indhold omfattende hærværk.indd 23
07-03-2013 14:55:34
„Men det var jo slet ikke det, der var pointen …“ begyndte Julie og skulle lige til at argumentere, men stoppede op. „Jeg vil bare gerne have det væk så hurtigt som muligt,“ sagde hun og havde pludselig en meget upraktisk klump i halsen. „Helst inden Dennis kommer hjem.“ Erik havde sat sig på knæ og kiggede på bogstaverne under vinduerne. „Det forstår jeg godt,“ nikkede han og så op. „Men jeg må ikke røre det, før der har været nogen fra politiet ude og kigge på det. Og de kan ikke sige, hvornår de kommer.“ Han rejste sig op og børstede lidt snavs af sine grå garbadinebukser. „Jamen, lad mig lige se,“ mumlede han og tastede på mobiltelefonen. Han ringede op og sagde dæmpet til Julie, mens han ventede på at komme igennem: „Jeg kender en af lederne derinde.“ „Det kan man da ikke!“ protesterede hun. Men han vinkede afværgende til hende og gik lidt væk og stillede sig under den store bøg midt på græsplænen og begyndte at tale i telefonen. Hun satte sig ned og kiggede på bogstaverne. Sætningen sluttede med et udråbstegn, hvor prikken havde fået så meget spraymaling, at det var en hel plamage. Malingen fra det sidste R i forræder var løbet og trak en lang, hvid streg ned over de gamle, røde mursten, og et par dråber maling var endt på den smalle flisekant neden for vinduet. Det blev lige pludselig meget nærværende. Han havde stået lige her, hvor hun sad nu. Gået søgende omkring, ladet hænderne glide over de gamle mursten, kigget ind ad vinduerne sikkert. Gloet ind i hendes liv. Havde han også været inde i huset? Erik kom hen til hende og viftede med mobilen. Hun kom hurtigt på benene igen. M 24
indhold omfattende hærværk.indd 24
07-03-2013 14:55:34
„Jeg skal hilse og sige, at du bare selv kan tage nogle billeder og sende til dem på en mail. Det er dokumentation nok,“ erklærede han energisk og rakte hende en lap papir, hvor han havde kradset en mailadresse ned. Han stak mobilen i lommen igen. „Og her i formiddag kommer der hjemme hos mig et firma, der har specialiseret sig i at rense graffiti. Det er noget med tøris, der får det hele til at forsvinde, så vidt jeg har forstået. Dem sender jeg over til dig, når de er færdige. Så skal du se, så er det hele væk inden fyraften.“ „Du er ikke rigtig klog,“ sagde Julie. „Er det okay med Simon, tror du?“ Simon var den nye kirkeværge og formand for præstegårdsudvalget. Og så var han ansat i politiet. Måske var han ikke udpræget begejstret for, at Erik bare tromlede løs og arrangerede alt muligt uden om ham. Især ikke når det involverede en lidt alternativ kontakt til politiet. „Ja, ja, han kan jo nok se, at vi ikke kan have det der til at stå på præstegården,“ mente Erik. „Måske arbejder han lige nu på højtryk for at finde dem, der render rundt og laver de her ting.“ „Er han i kriminalafdelingen, eller hvad det nu hedder? Jeg troede, han kørte rundt på motorcykel.“ „Nej, nej, motorcykler er bare hans hobby. Jeg mener, han er mellemleder i sådan en opklaringsafdeling.“ De fulgtes ad om på gårdspladsen, hvor Eriks røde Audi holdt. Han åbnede bildøren. „Vi er nødt til at få sat en stopper for det her,“ sagde han og satte sig målbevidst ind i bilen. „Jeg må se at få snakket med den der aktionsgruppe!“ „Nej, hold nu op!“ udbrød Julie og hev fat i bildøren, inden han fik den lukket. „Tror du virkelig, de render rundt og laver hærværk? De gør bare et stykke lobbyarbejde. Jeg kender
25 m
indhold omfattende hærværk.indd 25
07-03-2013 14:55:34
Find denne bog og mange andre gode titler p책
www.rpc.dk