Ordforråd

OrdforrĂĽd

Ordforråd af Tine Illum og Inge Lindhardt Mikkelsen © Forfatterne og Eksistensen 2018 1. udgave, 1. oplag Grafisk tilrettelæggelse: Tina D. Laursen Omslagsfoto: Unsplash.com Tryk: GPS ISBN: 978-87-410-0511-9 Eksistensen Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C www.eksistensen.dk

OrdforrĂĽd Tine Illum og Inge Lindhardt Mikkelsen

Indhold

1 Begyndelse............................ 8 2 Tidsrøver............................. 16 3 Løssluppent......................... 24 4 Hadegave............................ 32 5 Magt................................... 40 6 Krop................................... 48 7 Kulde.................................. 56 8 Kald.................................... 64 9 Fråseri................................. 72 10 Dorskhed............................ 80 11 Skær.................................... 88 12 Vækket................................ 96 13 Måltid............................... 104 14 Krucifiks........................... 112 15 Sten................................... 120 16 Let.................................... 128 17 Flæng................................ 136 18 Forvandling...................... 144 19 Perspektiv.......................... 152 20 Ufærdig............................. 160 21 Grøn................................. 168 22 Konfluks........................... 176 23 Grundlov.......................... 184 24 Kendt................................ 192 25 Midsommer...................... 200 26 Lysstærk............................ 208

27 Rod................................... 216 28 Kant.................................. 224 29 Eventyr............................. 232 30 Blik................................... 240 31 Korn................................. 248 32 Smuk................................ 256 33 Lærdom............................. 264 34 Virkelyst............................ 272 35 Tone.................................. 280 36 Modenhed......................... 288 37 Storm................................ 296 38 Fugl ................................. 304 39 Længsel............................. 312 40 Pyt.................................... 320 41 Æble.................................. 328 42 Strøm................................ 336 43 Bro.................................... 344 44 Trøstegrund...................... 352 45 Byrdebærer........................ 360 46 Regning............................ 368 47 Dom................................. 376 48 Mulm................................ 384 49 Ønske ...............................392 50 Himmel............................ 400 51 Pynt.................................. 408 52 Mæt.................................. 416 Overflod/Skuddag............. 424

7

Forord Vores ordforråd er udtryk for vores verden, og hvordan vi sætter ord på den. Vi finder de ord, som vi bedst beskriver verden med. Ligesom når man lærer et nyt sprog og i første omgang kun kan fortælle om meget konkrete emner som navn og alder, og efterhånden som ordforrådet bliver større, kan vi beskrive verden med flere og flere nuancer.

Med udgivelsen Ordforråd vil vi gerne være med til at sætte nogle nuancer på verden ved at give en eftertanke til dagen. Hver uge har et ord, som udfoldes med syv ord – ét til hver dag i ugen. Vi håber, at ordene må skabe nysgerrighed og forundring. Måske kan de være med til at give en farve til en dag. Vi har også prøvet at hente nogle ord frem, som måske var gemt, glemt eller endnu aldrig set.

Vores ordforråd rummer ord, som vi aldrig helt ved, om vi får brug for, men som vi bærer med os til gode eller svære tider. Lidt ligesom dyr, der samler forråd.

Vi har lavet en samling af ord, som kan tages frem på dage, hvor der trænges til ord. Eller ordene kan lægges ned i kælderen som et forråd til de dage, hvor der bliver brug for dem.

Vi har ladet os inspirere af vores dagligdag, af ord fra Bibelen, ord, som andre har givet os til vores ordforråd. Hvert ord har en bøn, hvor ordene sættes ind i Guds store sammenhæng. Bønnen er en henvendelse, hvor vores tanker og ord bliver rettet mod Gud.

NB: Forkortelsen DDS står for Den Danske Salmebog.

1 Begyndelse

9

Nytår ”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid!” Sådan har vi måske sunget ved midnat nytårsaften sammen med pigekoret.

Til nytår står vi på kanten: på kanten af det gamle år, som vi er ved at afslutte med alt det kendte og brugte, og vi er lige ved at tage det første skridt ind i det nye år, som står ukendt og ubrugt foran os. Det er aftenen både til eftertanke og til fest. Det er aftenen, hvor vi sender alle vores forhåbninger op mod stjernerne og håber på, at nogen griber dem.

Det nye år står uplettet foran os, med alle vores håb, alt det, som vi gerne vil nå i løbet af året, alt det, som vi bekymrer os for, og med alle dagene, som vi skal give indhold og fylde. Og når man står sådan ved kanten af et nyt år, ser et år meget langt og fyldigt ud. Erfaringen siger til gengæld, at når vi først er i gang, så går det hurtigt. Vi må erkende, at tiden går, at dagene hober sig op til år, og at det ikke er alle vores planer, vi når.

Derfor er det godt at synge: ”Vær velkommen, Herrens år”. I tillid til at vi har en far i himlen, som vi kan forvente os godt af, så kan vi hilse det nye år velkommen, også selvom vi ikke får nået alle vores planer. Vi kender ikke året endnu, vi har kun anelser om, hvad det har at byde på. Måske forbinder vi også det nye år med frygt. Men netop fordi det er Herrens år, er vi ikke ladt alene uden Gud, og så giver det mening at byde det velkommen – fuld af tillid til vores fælles far.

Bøn: Gode Gud, fyld det nye år med din godhed og giv os øjne, der kan se din godhed mod os. Hvis vi bliver frygtsomme, så kald du modet frem i os igen. Vi beder dig for vores verden og for alle os, der bor i den. Lad os tage vare på både vores klode og dens indbyggere.

Amen.

10 . Begyndelse

Begyndelser Nu skal vi i gang! På med vanten og ud af røret. Denne gang skal vi virkelig give den gas. Nogle gange kan tonerne i forbindelse med et nytår være i stil med en over-entusiastisk fitness-instruktør. Og hvad nu hvis jeg egentlig bare har tænkt mig at fortsætte mit halvrodede, halvfede liv? Tænk nu, hvis det nye år til forveksling kommer til at ligne det gamle? Gør det noget? Og måske kan det nye år byde på andet end en bedre livsstil. Det kan rumme accept af livet, som det er, eller erkendelsen af, at jeg aldrig bliver god til afbrydelser. Eller hvad det nu kan være, som er min lod i livet. Og begyndelser er ikke kun positive, det kan også være en begyndelse på en afsked, som året rummer, eller begyndelsen på en nedtur.

Noget af det gode ved begyndelser er vores åbenhed, ligesom første skoledag med forventninger og skoletasken fuld af ny-spidsede blyanter og blanke kladdehæfter.

Og måske er det noget af det vigtigste, vi kan tage med os, når vi tager hul på året: åbenhed – og en ny-spidset blyant, som er klar til at skrive, når året vil lære os noget.

Naturen lærer os, at begyndelser er gentagelser, foråret virker som en eksplosion af nyt liv, og alligevel er det de gamle løg, som vågner igen efter vintersøvnen. Men det virker hvert år. Man bliver overvældet af alt det liv og af bøgebladenes lysende, grønne farve. Og så ved vi egentlig godt, at den gjorde det samme sidste forår.

En salme af Lisbeth Smedegaard Andersen beskriver fint den følelse af, at vi på en og samme tid går ind i det nye og bærer vores erfaringer med os fra tidligere.

I går var hveden moden, Vi tæller vore dage, i dag står skoven hvid; der hober sig til år, om lidt vil lærker kvidre og stædigt vokser stakken om sol og forårstid. af det, vi ikke når.

Der råbes mellem grave De store ord bliver mindre, om nu’ets evighed, og planer hentes ned mens vinden lægger støvet fra flugt mod morgenstjerner til ro et ukendt sted. til døsig aftenfred.

(DDS 717, vers 1 og 2)

Bøn: Gode Gud, lad mine begyndelser knytte sig sammen med det, som jeg allerede bærer med mig. Giv mig åbenhed til at tage imod, hvad året byder på af sødt og surt. Lad mig huske at se det store i det små. Amen.

Begyndelse . 11

Ukendt Det ukendte er både skræmmende og fascinerende. Det ligger der og kan rumme alle vores drømme og håb, alt kan gå i opfyldelse i det ukendte: den ukendte kæreste, det ukendte job, den ukendte bolig eller det ukendte rejsemål. I det ukendte er alle drømme mulige. Men når vi står og skal træde ud i det ukendte, så er det også med en usikkerhed i forhold til, om der er fast grund under fødderne. Det, vi ikke kender, har vi heller ikke fået opbygget tillid til endnu.

Når det gælder Gud, er der den dobbelthed, at han både er kendt og ukendt.

Paulus holdt engang en tale på tempelpladsen i Areopagos i Grækenland. Grækerne havde opsat et alter med indskriften ”For en ukendt Gud”, fortæller Paulus om.

Og sådan er Gud også for os.

Og samtidig har Gud også givet sig til kende for mennesker ved selv at blive menneske. Han har vist, både at han har styrke til at ryste vores tilværelse fra sit fundament, og han har vist sin nænsomhed over for mennesker. Gennem Jesus lærer vi Gud at kende som den kærlige far, der som ingen anden kan have vores fortrolighed, og som altid rækker sine hænder frem mod os. Han er den, som lytter til selv den mest ubehjælpsomme bøn og det mindste suk.

Gud er gådefuld – og han er kendt. Han er os nær, og han er fjern. Vi famler os frem og leder efter ham – og så er han alligevel ikke langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi.

Bøn: Gode Gud, du vil altid være større, end jeg forstår, du har dybder, jeg ikke kender, og mod og styrke, som er langt større, end jeg kan forestille mig. Men det vigtigste er, at du kender mig med mine svagheder og styrker, med min tillid og mistillid. Tak, at jeg er kendt af dig. Amen.

12 . Begyndelse

Kalender Jeg er absolut afhængig af min kalender. Den holder styr på mine dage – og nogle gange føles det, som om den holder styr på mig og holder mig i en stram tømme.

Det er den, der bestemmer, om jeg kan sige ja eller nej til en aftale, om der er tid til en tur i biffen, eller om den står på forberedelse til morgendagen. Det er kalenderen, der beslutter, om jeg kan tage en spontan beslutning om en skovtur, eller om der skal køres børn til gymnastik. Jeg har et had-kærligheds-forhold til min kalender, for jeg ved godt, at jeg ikke ville kunne klare mig uden den. Jeg kan ikke undvære den. Og samtidig så kan det være nedtrykkende at bladre de kommende uger igennem og finde ud af, at tiden er besat. Der står aftaler og møder på alle dagene med få timers mellemrum.

Kalenderen gør det ikke af sig selv – det ved jeg godt. Det er mig, som har fyldt siderne ud med alt det, som jeg skal i forhold til mit arbejde, og alt det, familien har af aftaler, og så måske et par enkelte af mine egne aftaler. Og det er jo udtryk for alt det, som jeg gerne vil. Men når jeg står med en ny kalender i hænderne, så tænker jeg ofte på, hvilken skøn følelse det er at bladre den igennem og betragte alle de tomme dage, som ligger foran mig. Et nyt år med tomme blade, som nok skal blive fyldt op, men lige nu er de tomme og fulde af spændende muligheder (og ja, jeg er stadig på papirkalender; og det er derfor, den følelse kan lade sig gøre, for med den elektroniske fortsætter man bare ind i det nye år uden at bemærke det).

Bøn: Gode Gud, giv året fylde, glæde og gode dage. Lad der være plads til spontane beslutninger og de planlagte gode gensyn.

Lad mig være til stede i dagene og i alle deres opgaver. Amen.

Begyndelse . 13

Intentioner Når man taler om de gode intentioner, får det ofte en negativ klang: De gode hensigter er ikke nok. God vilje kan ikke stå alene, der må handling bag. Der er mange ting, som vidner om de gode intentioner, som ikke blev til mere end intentionerne: den ubrugte cykeltrainer i kælderen, gæren i køleskabet, som er blevet for gammel, de ulæste klassikere i bogreolen. Intentionerne var der, men handlingen er det ikke blevet til – endnu. Læger uden grænser havde for nogle år siden en kampagne med titlen ”Gode intentioner redder ikke liv”. Og det er klart nok, at ingen bliver mætte eller raske af god vilje. Der skal mad og lægehjælp til.

Intentionerne gør ikke en forskel i sig selv.

Men samtidig er den gode vilje en begyndelse. Første skridt er at beslutte sig for at gøre noget – at ville det. Måske er der bare alt for mange gode intentioner, så vi trænger til at rydde lidt ud i dem. For vi kan være ved at drukne i alle de gode ting, vi gerne vil. Så måske skal vi sortere lidt i dem i stedet for at finde på nye gode forsæt. Ryd op i de gode hensigter og vælg to af dem, vi allerede har, der skal blive til mere end gode hensigter i år. Og smid de andre væk, så de ikke ligger og skaber utilfredshed eller stress. Jesus taler ofte om at gøre sin Fars vilje. Det er ved at føre viljen ud i praksis, at det viser sig, om der er sandhed i den. Det er ved at gøre Guds vilje, at vi lærer Gud at kende.

Bøn: De gode hensigter er ved at falde over hinanden i mit sind. Men de gør først godt, når de når længere end til hensigterne. Gud, hjælp mig til at glemme alt om mine hensigter om at blive et godt menneske, og lad mig i stedet være nærværende med min hjælp, hvor der er brug for den. Amen.

14 . Begyndelse

Gentagelse Ved nytår bliver der sat mange ord på alt det nye, vi skal kaste os over i det år, vi tager hul på. Og erfaringen er, at de fleste år rummer en masse gentagelser. Årstiderne følger hinanden som sidste år, der er fødselsdage og skoleafslutninger og terminer – akkurat som sidste år. Året rummer en masse gentagelser, godt nok med et nyt årstal sat bagved, men stadig er det bare endnu et år, vi lægger til bunken.

Det kan måske lyde negativt, men sådan er det ikke ment. Vi har brug for gentagelser, for de fordyber vores erfaringer. Og hver gang vi gentager en fejring, så klinger alle de øvrige fejringer med. Det er derfor, at det er så følsomt at ændre på traditionerne. Vi har brug for genkendeligheden for at kunne hvile i fejringen. ”Hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt,” siger ræven til den lille prins i bogen Den lille prins.

Gentagelserne gør, at vi har noget at glæde os til.

Ritualerne i kirken dyrker også gentagelsen. Ikke den evindelige repetition og kedsommelighed, som ikke må forstyrres af fornyelse. Men gen-tagelsen – at vi igen og igen modtager den gave, som ritualet giver. Vi modtager Guds nåde igen og igen. Vi får lov at tage imod ord, dåb og nadver og velsignelse. Gentagelsen i ritualerne giver noget, som er større og anderledes end det, vi kan forklare.

I en norsk undersøgelse om lykke skulle folk rangere forskellige ting, som kunne give lykke eller forøge lykkefølelsen. Det kunne være nære venskaber, tilfredsstillende job, tryghed i ansættelsen osv. På en tredje plads kom ”gode hverdagsritualer”. Det at have en god rutine i sin hverdag er noget af det, som giver den største tilfredshed med tilværelsen, og jeg tror, det hænger sammen med en følelse af tilknytning i sit liv og genkendelighed. Ved at hverdagen og året har en rytme, nogle ting, vi gør igen og igen, så får vi en oplevelse af at høre til i tiden.

Bøn: Gode Gud, giv mig gode dage med genkendelighed og med følelsen af, at jeg hører til i tiden og i året. Amen.

Begyndelse . 15

Helligtrekonger De tre vise mænd drog af sted fra Østerland. De havde set en stjerne, som var så særlig, at de var nødt til at udforske den. Den måtte betyde noget helt specielt. De var kloge på stjernerne og deres betydning, men deres visdom bestod ikke først og fremmest i, at de havde godt styr på stjernerne og kunne tolke, hvad stjernebillederne betyder. Deres visdom indebar ikke, at de vidste alt. Derfor måtte de også sammenkalde nogle af de skriftkloge, da de havde fået øje på stjernen, for at få hjælp til at opklare, hvor Kristus skulle fødes. - At være vis er ikke at være selvhjulpen i alt, men at vide, hvem man skal spørge om hjælp.

Og da de så havde fået lokaliseret, hvor Kristus skulle fødes, så gik de forkert.

De gik direkte op til Herodes på slottet og var indirekte medvirkende til, at Herodes senere udsendte en ordre om barnemord i Betlehem – Visdom indebærer altså heller ikke, at man aldrig tager fejl. Det var ikke deri, deres visdom bestod.

Det, som gjorde dem vise, var deres tro. De stod op, gik på vandring og fulgte stjernen. De holdt øje med den, de lod sig lede. Netop for nogle vise mænd kan det være svært at skulle følge en stjerne. Klogskaben kan så let komme i vejen, så man bliver så klog, at man slet ikke ser det indlysende mere – og slet ikke det, som ikke virker fornuftigt eller naturligt. Klogskaben kan let komme til at stå i vejen for visdommen.

Den store forskel på den videnskabelige klogskab og den visdom, Bibelen taler om, er, at den videnskabelige klogskab handler om det, som vi selv kan se og tælle og tolke og udtænke. Den visdom, som Bibelen taler om, findes kun i tillid og vendthed mod en anden. Det er den visdom, som også viser sig i handling, i at vi tager hånd om medmennesket og undgår og bekæmper det onde. Det er helt klart den visdom, der findes hos de tre vise mænd. I hvert fald begav de sig på en vandring, der førte dem meget længere, end deres videnskabelige visdom rakte. De fandt mere, end de kunne finde ved bare at være stjernekiggere.

Bøn: Gode Gud, giv mig visdom! Amen.

2 Tidsrøver

17

Tidspunkt ”Alting har sin tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde” – sådan står der i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente.

Alting har sin tid. Men lige når man står i det, kan det virke, som om det aldrig har været anderledes og altid vil vedblive at være sådan her. Når der er tider til at græde, kan det være svært at huske, at vi nogensinde har leet. Og så snart tiderne vender, så virker det, som gjorde os så sorgfulde, måske som bagateller. Nogle ting hører barndommen til, andre ting hører voksenlivet til. Vores liv er en blanding af en masse forskellige tider. Vi bestemmer ikke selv, hvornår de skifter, og hvordan de fordeler sig. Der er en anden hånd, som giver tiden til os. Men noget bestemmer vi selv: Hvornår vi vil plante, hvornår vi vil bygge op og danse.

Tid er det, som livet er bygget af. Tiden går ikke – den kommer til os fra ham, som bærer alle tider i sine hænder. Tiden er en gave til os, og det er måske den bedste gave, vi kan give til hinanden: at give af vores tid.

Måske skulle vi øve os i at tænke, at vi har fået givet tiden, for ofte er det i tankerne, travlheden opstår. På den måde kan vores tanker være tidsrøvere. Hvad gør det ved en dag, hvis vi tænker, at tiden er noget, som vi får – i stedet for at tiden er noget, der går?

Bøn: Gode Gud, lad tiden komme til os, så den bliver noget, vi tager imod med åbne arme, i stedet for noget, vi løber efter for at indhente. Giv tiden fylde for os, så dagene og øjeblikkene må få værdi og tyngde. Lær os at leve med tiden som en ven. Amen.

18 . Tidsrøver

Tidsrøvere En hurtig liste: softwareopdateringer, dårlig samvittighed, candy crush, indkøb, alle de ting jeg bilder mig ind, at jeg er nødt til, trafikkøer, oprydning, dagdrømme, bekymringer.

Vi ved sikkert godt, hvad der er vigtigt for os, hvad der gør os glade og lader os mærke et nærvær i livet. Men det er ikke altid det, vi får brugt tiden på. Der er så mange tidsrøvere, der let fanger vores opmærksomhed og drejer den bort fra det vigtige.

I en alternativ ordbog, Brønnums encyklopædi, står der om ordet kedsomhed: ”En kort- eller langvarig søvndyssende tilstand af manglende forventning, fylde, nærvær, opmærksomhed, deltagelse og interesse, kombineret med en utålmodig følelse af, at ens virkelighed er utilstrækkkelig eller indskrænket, og at man er et andet sted, end man skal være. Se: Dansk søndag.”

Følelsen af at være et andet sted, end vi skulle være, og at være i gang med noget andet, end vi skulle være i gang med – det kalder Brønnums for kedsomhed.

Hvis vores liv bliver fyldt af noget, som ikke giver mening for os, og hvor vi ikke kan se, at vi gør gavn, så dukker kedsomheden og rastløsheden op. Så bliver vi ramt på vores forventning og nærvær, fordi vi ved, at vi egentlig burde være i gang med noget helt andet et helt andet sted. Kampen mod tidsrøverne skal tages dagligt. Så kan der blive plads til det, som betyder noget. Fx bøn og børn.

Bøn: Gode Gud, giv mig syn for, hvad der er vigtigt i min dag, og hvad der egentlig bare stjæler tiden fra mig. Og giv mig øjne, som også kan se det vigtige i de små ting, som kan gøre en stor forskel. Når vi falder ned i kedsomhedens tunge kælder, så vis os igen, hvor meningen er, og hvor vi skal være. Amen.

Tidsrøver . 19

Tidsregning ”Min tid er i dine hænder” – sådan skriver Dietrich Bonhoeffer i en bøn fra koncentrationslejren. Han var tysk teolog og involveret i modstanden mod Hitler, og det kostede ham livet få måneder før befrielsen. Men en række breve til hans gode ven er blevet bevaret, og heri beskriver han sin tanker fra fængslet, og de kredser meget om tiden. Hvilken plads fylder fortid og fremtid for os? Bonhoeffer så det som en stor gave at have en fortid med sig, en sammenhæng og et forløb, som man hører til i. Han bar sin historie med sig som noget dyrebart, når han nu anede, at han måske ikke havde langt igen. Nogle af fangerne bad Bonhoeffer om at skrive bønner, som de kunne bruge, når de ikke selv kunne finde ord at sætte på deres henvendelse til Gud. Bønnerne skulle tage udgangspunkt i fangens situation.

I en af bønnerne hedder det i den sidste del: ”Denne dag tilhører dig. Min tid er i dine hænder.”

Min tid er i Guds hænder. Det var den tro, som bar Bonhoeffer igennem tiden i fængslet. Min tid – det er både den tid, som er vores livsløb, og det er den tid i historien, hvor vi lever lige nu. Midt i alle de trængsler, som Bonhoeffer oplevede i fængslet, var han ikke i tvivl om, at hans tid var i Guds hænder. På alle steder i hans tid var Gud med ham, og tiden – uanset hvordan den var – førte til Gud selv.

Det gælder ikke kun for de gode og lette tider, men også for de svære. Uanset hvor vores tider fører os hen, så er der én ting, der er sikker: De fører os hen til Gud.

Bøn: Min tid er i dine hænder, Gud. Det må jeg gentage for mig selv, når jeg tror, at det er mig, som ejer tiden. Uanset hvordan min tid er, og om det er ventetid, sørgetid, spildtid, opbrudstid eller bare tid til at være, så er min tid i dine hænder, Gud, og du er med i hvert øjeblik. Min tid er altid bundet sammen med dig. Amen.

20 . Tidsrøver

Pause Indimellem er det pauserne, der er det vigtige. Det kender vi godt fra skuespillere og komikere. Pauserne taler nærmest tydeligere end ordene. Lige siden skabelsen har Gud indlagt pauser – også for sig selv. På den syvende skabelsesdag hvilede Gud og så ud over alt det, som han havde skabt, og gav sig tid til at glæde sig over det.

Pauser er vigtige. Det er her, vi får set på, hvad vi er i gang med, og det er her, perspektivet kan komme på plads igen. Vi tænker let på pauserne som spild af tid, men de er alt andet end det.

Stilheden, hvor Gud får lov til at tale til os, kan farve en hel dag. Der skal pause og stilhed til for at kunne lytte. Når tempoet brydes, og vi slukker, sætter os ned og samler os, så bliver der plads til at få fyldt op – eller tømt ud. Stilhed kan være meget andet end fravær af lyde, for det vigtige i stilheden er kontakten.

Stilheden med Gud er at rette opmærksomheden mod ham. Det er ikke altid nødvendigt med mange ord, indimellem kan bønnen være den samme sætning, som vi gentager dag efter dag. Men stilheden og bønnen minder os om, at vi hører til i en verden og i en sammenhæng, som er Guds, og det kan lette trykket lidt fra vores skuldre. Vi bærer ikke hele tilværelsen selv, men vi er båret. I Matthæusevangeliet giver Jesus alle os, der trænger til en pause, en invitation: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Matt 11, 28-30).

Bøn: Når jeg ikke har flere kræfter, Gud, så mærker jeg ekstra tydeligt, at jeg er båret. Lad min sjæl finde hvile hos dig. Amen.