Bodil og Lars Busk Sørensen
På bænken Et møde mellem to kirkehistoriske personligheder
Eksistensen
Bodil og Lars Busk Sørensen På bænken Et møde mellem to kirkehistoriske personligheder ISBN 978 87 410 0427 3 © Forfatterne og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2018 Grafisk tilrettelæggelse & omslag: Claus Nielsen Sat med Plantin og Aller Tryk: Bookmaker, Graasten Enhver gengivelse kun i henhold til gældende lov om ophavsret. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Forord På en hvidmalet bænk i kanten af en anonym græsmark, sandsynligvis i Danmark, har to af middelalderens mest farverige skikkelser sat hinanden stævne. En lang sommerdag fra solopgang til solnedgang drøfter de eksistentielle spørgsmål, der er lige så relevante i dag som dengang, de faktisk levede. Det er eventyrets tidsalder, vi færdes i, men det, der optager de to på bænken, er højst realis tisk. De kommer hver for sig med den livserfaring, som tilværelsen har bibragt dem, og både deres ligheder og forskelligheder kommer til at præge samtalen. Ind imellem afbrydes dialogen af et digt, der som en nutidig refleksion er med til at kaste lys over de til alle tider gældende udfordringer i menneskelivet. De er således ikke en del af fortællingen, men inspireret af den. Bogen er et fælles projekt, affødt af vores livslange samtale om livets store spørgsmål. Bodil & Lars
5
Bænken En tidlig junimorgen i det Herrens år 2017 skinnede solen fra en skyfri himmel ned over en sommergrøn græsmark, som strakte sig fra træerne bagved og ned mod en lille, dybblå sø. Søen lå blank og stille uden en krusning på overfladen, ikke en vind rørte sig, og over det alt sammen lå himlen som en uendelig blå kuppel så langt øjet rakte. Midt på den skrånende græsmark måtte blikket standse ved en hvid bænk med tre solide kryds i ryggen og brede armlæn i siderne. Den stod så glemt og forladt der midt i alt det grønne, men det var den ikke. Der sad en kvinde på bænken. Hun sad tilbagelænet med benene over kors, hænderne hvilede i skødet. Den store hat, hun bar, skyggede for solen, så kun en del af ansigtet var synligt. Dragten var lys og lang, og et mønstret sjal lå henslængt på bænken. Det var tydeligt, at hun sad i dybe tanker – som havde hun endelig fået tid til at være sig selv for at finde ud af noget meget vigtigt. Stedet måtte være ideelt til fordybelse, den grønne græsmark med træer i baggrunden og
7
længere nede en lysende blå sø, som spejlede himlen. Ingen generende støj kunne nå denne bænk, der stod så alene midt i al den beskedne skønhed. For en udenforstående var det lille sceneri som en miniverden, hvor alt var fuldkomment som på skabelsens syvende dag, hvor Vorherre tillod sig et hvil, fordi han så, at alt, hvad han havde skabt, var såre godt. Men så – langt ude i den sydlige del af marken – dukkede et menneske op. En mand viste det sig at være, ikke høj, nærmest spinkel af vækst. Han var iført en kappe med hætte og et bælte om livet. Skoene havde han åbenbart smidt, for han gik med bare fødder. Han gik og nynnede for sig selv. Nu og da standsede han for at betragte de vilde blomster, der frimodigt stak deres lyse hoveder frem mellem græsstråene, eller han løftede hovedet for at lytte, om han kunne høre en fugl kvidre. Så fik han øje på bænken langt borte, standsede og kiggede nøje efter. Jo, hun var ankommet ganske som aftalt, og et smil lyste op i hans ansigt. Målbevidst ilede han hen over marken. Det var et særligt øjeblik, vidste han. Han havde set frem til dette møde. Der var så meget at drøfte, så mange spørgsmål, så mange tanker om dette mærkelige liv på jorden.
8
Lidt forpustet nåede han hen til bænken, hvor hun sad. Han tog en dyb indånding og bøjede hovedet til hilsen. “God morgen, fru Birgitta!” Stemmen var dyb og klar. Hun løftede hovedet og rejste sig op, smilede og strakte begge hænder frem. “God morgen, hr. Frans, god morgen!”
9
Mødet
De kiggede på hinanden, sagde ikke noget i lang tid. Nå, sådan så hun altså ud. Han havde ikke set hende på den måde før, kun hørt hendes stemme. En stemme man ikke sådan glemte, en stemme, der uforfærdet havde skældt både konger og paver huden fuld, når de misbrugte deres stillinger og talenter. En stemme, der engang havde runget højt og givet genlyd i hele Europa. Sært, at hun ikke var endt på bålet. Tanken strejfede ham et øjeblik. Han havde måske derfor regnet med, at hun var større, en kvinde med pondus. Men hun var tværtimod lille og væver, lys og med grå stænk i håret, tilsyneladende ganske ufarlig. Han skævede nysgerrigt til hendes ansigt og blev fanget af et par øjne, der gnistrede af liv. Han så hurtigt væk. Helt uden sammenstød blev dette møde måske alligevel ikke. Hun bare så og så. Han var fuldstændig, som hun havde forestillet sig. En lille ydmyg mand i en brun hættekappe med et reb om livet, et reb med tre knuder. Hun bemærkede det straks, men ingen glorie, nej, naturligvis. De var jo et
10
andet sted i dag. Han var ikke et billede, nej! Hun måtte knibe sig i armen for at forstå dette nu. Der var så mange spørgsmål. De havde villet det samme, og dog var deres vej, deres vandring på jorden blevet så forskellig. Der var flere spor, der førte mod samme mål. Det boblede i hende af videlyst. Han havde henvendt sig til hende i sin tid – åndeligt naturligvis, der var et par århundreder mellem deres liv på jorden – og det var blevet skelsættende for hende, for hun havde fulgt hans råd og vejledning. Menneskelivet er så kort, tænkte hun uvilkårligt, man når kun lige at få begyndt. Men nu i dag, dette mærkelige møde, som de havde fået givet på underfuld vis. Hun havde ønsket at møde ham, tale med ham om det ubegribelige menneskeliv, som åbenbart stadig levedes. Lytte og spørge, sanse det. Hun forstod lige så lidt af livet i dag som dengang. Kun havde hun endnu en følelse af et lille puf i ryggen for lidt siden – og vovede springet.
11
Måltidet
På vej over græsmarken op mod den hvide bænk havde hun læst byskiltet. Hun måtte stave sig frem. Det lød aldeles ukendt for hende. Det var anderledes som alt andet, hun havde set denne morgen. Og så var han dukket op, akkurat som hun forestillede sig ham, og som det eneste genkendelige indtil nu. De satte sig. Solen stod endnu lavt i øst, men dens stråler faldt på dem og varmede ryggen, det føltes godt. Deres skygger lå langstrakte i græsset foran dem. Underligt at sidde på denne bænk med mulighed for at tale med ham om alt det, der havde optaget hende. Hun var nysgerrig efter at høre hans mening, også om de modsætninger i tilværelsen, som hun ikke selv havde kunnet finde svar på. Men hvordan få begyndt ? Jeg kan indlede med noget praktisk, tænkte hun, og husmoderen i hende vågnede. Hun tog en flettet kurv frem, som hun havde haft med, løsnede vidjebåndet og lagde låget til side. Det føltes mere naturligt at tale, når hun
12
havde noget i hænderne, og hendes erfaring sagde hende, at samtalen gled bedre efter et måltid. “Jeg har taget lidt mad med. Et brød, nogle skiver ost og lidt frugt.” Hun rakte ham et brød og fandt en flaske med hjemmebrygget øl frem. Proppen sad fast, men hun lirkede den forsigtigt af. Han gumlede med velbehag og tog imod det glas, hun rakte ham. Selv drak hun vand. Det havde hun altid gjort før. Det føltes hjemligt sådan, også med de snehvide servietter, som hun fandt frem til dem. Han så sig omkring. Overvældet og taknemmelig. “Jeg indbød dig for længe siden til at komme og spise og drikke sammen med mig. Nu har du gjort gengæld. Tak for mad og drikke!” Hun var glad. “Velbekomme! Det manglede bare.” Så ordnede hun sin kurv, lagde låget på og bandt vidjebåndet fast. “Dengang vandrede du fra Rom til Assisi.” Han smilede. “Nu er vi her, og stedet og tiden må være underordnet. Skal vi fortsætte vores samtale fra dengang, fru Birgitta ?” Hun nikkede ivrigt og lod ham fortsætte.
13
“Meget er anderledes, jeg så det undervejs. Verden er helt forandret.” Han kiggede ud over det sommerlige landskab, der lyste i solen. “Men jeg så jo kun de ydre ting, som menneskene omgiver sig med. Jeg ved ikke, hvad der tænkes i dag, hvad der gør menneskene lykkelige ?”
14
Hvad er meningen med mig ? Hvorfor er jeg til netop her, netop nu ? Myrerne skal pille knoglerne af dræbte dyr rene og hvide. Solsortene skal sprede frøene af hyld og roser og hvidtjørn, men jeg ? Jeg kunne da sagtens undværes med mine motorveje og skorsten, min larm og lugt og lossepladser. Jeg kan da sagtens forestille mig verden som naturpark, hvor ingen forstyrrede den orden, livet selv med tiden skabte. Eller skal der være en til at beundre dit skaberværk ? En til at se, høre, lugte, smage, og fornemme forårsluften. Var verden slet ikke til, hvis ikke jeg sansede den ?
15