Tiden er inde Guds rige er nær fra et sted bag ved tid og rum når råbet herned gennem bølger af lys om et nyt evangelium
2
3
Tiden er inde Guds rige er nær fra et sted bag ved tid og rum når råbet herned gennem bølger af lys om et nyt evangelium
2
3
Påskens kraft Et inspirationskatalog Anne Ehlers © Forfatteren og Religionspædagogisk Forlag 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978 87 7495 211 4 Grafisk tilrettelæggelse: Luise Faurholt og Gamborg Kommunikation Kunstværker: Dorte Tilma Tryk: ReklameTryk
paskens kraft et inspirationskatalog Anne Ehlers
Strofer trykt i bogens inderomslag med venlig tilladelse fra forfatteren, Lisbeth Smedegaard Andersen. Salmen udgør prologen i korværket På vinger af håb Religionspædagogisk Forlag Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.rpf.dk Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret Udgivet med støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond
RPF
Religionspædagogisk Forlag
Påskens kraft Et inspirationskatalog Anne Ehlers © Forfatteren og Religionspædagogisk Forlag 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978 87 7495 211 4 Grafisk tilrettelæggelse: Luise Faurholt og Gamborg Kommunikation Kunstværker: Dorte Tilma Tryk: ReklameTryk
paskens kraft et inspirationskatalog Anne Ehlers
Strofer trykt i bogens inderomslag med venlig tilladelse fra forfatteren, Lisbeth Smedegaard Andersen. Salmen udgør prologen i korværket På vinger af håb Religionspædagogisk Forlag Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.rpf.dk Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret Udgivet med støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond
RPF
Religionspædagogisk Forlag
indhold
Forord I Langenæskirken har vi udviklet en tradition for at lave en ’påskeoptakt’ i ugen mellem Maria Bebudelsesdag og Palmesøndag. Initiativtagerne til projektet er organist Dorte Tilma og sognepræst Anne Ehlers. Denne bog er en lille buket af afholdte tjenester og udformet som et inspirationskatalog for enhver til at gøre kunsten efter - eller blot bruge dele af det som springbræt til at udfolde sit eget.
Forord
7
Indledning
8
Jesu 14 korsvejsstationer
12
Menneske, kors og forsoning
26
Golgatha - Stabat Mater - Det nye liv
36
Kraft - Afslutning og ny begyndelse
46
Kilder
54
Tanken er, at bogen kan inspirere andre sogne til en aften eller eftermiddag, hvor man samarbejder om en liturgi i ord, musik og kunst, der skal lægge op til påsken. Et bærende element i vores tilgang til en påskeoptakt er, at det skal være et folkeligt og kirkeligt anliggende, hvor alle kan bidrage og være med. Det er skåret over en form, hvor man kan afvikle det på det niveau og med de ressourcer, det enkelte sogn råder over. Er der ikke et kirkekor, kan et skolekor eller et voksenkor i området træde til. Vi har selv haft stor fornøjelse af at samarbejde med andre kor til nogle af påskeoptakterne. Den lokale maler, keramiker, stenhugger - eller hvilken som helst kreativ ånd - kan medvirke med et kunstnerisk element, og det behøver ikke udelukkende være præsten, som skriver meditationer, refleksioner eller digte. I Langenæskirken står Dorte Tilma for de kunstneriske bidrag til påskeoptakterne. Hun har blik for at anvende mangfoldige typer materialer i sine skulpturer. Kirkens kreative medarbejder, kunstmaler Luise Faurholt, har gennem årene taget de fotos, der ligger til grund for bogen. Og jeg har taget mig af Ordet. Foruden at kunne inspirere sogne og menigheder til at give sig i kast med en påskeoptakt, er håbet også, at bogen kan bruges til personlig opbyggelse. Efter fire år fik vi lyst til at eksperimentere med en mere fast form, som skal danne en kerne i en påskeoptakt, samtidig med at den fortsat skal kunne præges af lokale bidrag. Det blev til ’På vinger af håb’. Oratorium over Jesu ord på korset med musik af Erling Lindgren og tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen. Dette oratorium findes som et selvstændigt bind II til nærværende bog. Vi vil gerne sige hjertelig tak til Den folkekirkelige udviklingsfond og Langenæskirkens menighedsråd for økonomisk støtte. Og en stor tak til Sortebrødre kirke i Viborg og Skørping kirke samt Astrup kirke i Århus søndre provsti for at have lagt rum til nogle af påskeoptakterne. Frem for alt en varm tak til alle kirkegængerne i nævnte kirker og i Langenæskirken for at møde op og være med til at forberede påsken. Anne Ehlers 2011
6
7
indhold
Forord I Langenæskirken har vi udviklet en tradition for at lave en ’påskeoptakt’ i ugen mellem Maria Bebudelsesdag og Palmesøndag. Initiativtagerne til projektet er organist Dorte Tilma og sognepræst Anne Ehlers. Denne bog er en lille buket af afholdte tjenester og udformet som et inspirationskatalog for enhver til at gøre kunsten efter - eller blot bruge dele af det som springbræt til at udfolde sit eget.
Forord
7
Indledning
8
Jesu 14 korsvejsstationer
12
Menneske, kors og forsoning
26
Golgatha - Stabat Mater - Det nye liv
36
Kraft - Afslutning og ny begyndelse
46
Kilder
54
Tanken er, at bogen kan inspirere andre sogne til en aften eller eftermiddag, hvor man samarbejder om en liturgi i ord, musik og kunst, der skal lægge op til påsken. Et bærende element i vores tilgang til en påskeoptakt er, at det skal være et folkeligt og kirkeligt anliggende, hvor alle kan bidrage og være med. Det er skåret over en form, hvor man kan afvikle det på det niveau og med de ressourcer, det enkelte sogn råder over. Er der ikke et kirkekor, kan et skolekor eller et voksenkor i området træde til. Vi har selv haft stor fornøjelse af at samarbejde med andre kor til nogle af påskeoptakterne. Den lokale maler, keramiker, stenhugger - eller hvilken som helst kreativ ånd - kan medvirke med et kunstnerisk element, og det behøver ikke udelukkende være præsten, som skriver meditationer, refleksioner eller digte. I Langenæskirken står Dorte Tilma for de kunstneriske bidrag til påskeoptakterne. Hun har blik for at anvende mangfoldige typer materialer i sine skulpturer. Kirkens kreative medarbejder, kunstmaler Luise Faurholt, har gennem årene taget de fotos, der ligger til grund for bogen. Og jeg har taget mig af Ordet. Foruden at kunne inspirere sogne og menigheder til at give sig i kast med en påskeoptakt, er håbet også, at bogen kan bruges til personlig opbyggelse. Efter fire år fik vi lyst til at eksperimentere med en mere fast form, som skal danne en kerne i en påskeoptakt, samtidig med at den fortsat skal kunne præges af lokale bidrag. Det blev til ’På vinger af håb’. Oratorium over Jesu ord på korset med musik af Erling Lindgren og tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen. Dette oratorium findes som et selvstændigt bind II til nærværende bog. Vi vil gerne sige hjertelig tak til Den folkekirkelige udviklingsfond og Langenæskirkens menighedsråd for økonomisk støtte. Og en stor tak til Sortebrødre kirke i Viborg og Skørping kirke samt Astrup kirke i Århus søndre provsti for at have lagt rum til nogle af påskeoptakterne. Frem for alt en varm tak til alle kirkegængerne i nævnte kirker og i Langenæskirken for at møde op og være med til at forberede påsken. Anne Ehlers 2011
6
7
Indledning Det er ikke nyt at ville markere påsken med en form for optakt. De store passioner af J.S. Bach har gennem tiden netop fungeret som en kærkommen mulighed for at samle sig om og forberede sig til højtiden. Hvert år kan man ved påsketide nyde Matthæus- eller Johannespassionen, som opføres i landets koncerthuse og kirker. Fastetiden er den periode i kirkeåret, hvor man skal indstille sig på påskens store begivenheder. Det er en tid, hvor søndagens evangelietekster skildrer kampe mellem gode og onde kræfter i verden. Det er meningen, at vi skal besinde os på påskens store kamp mellem død og liv. Advent er en lignende forberedelsestid inden julens højtid. Advent og jul har traditionen med ’De ni læsninger’, som med sit frelseshistoriske perspektiv spænder over menneskets skabelse til verdens nyskabelse i Jesus Kristus ud fra læsninger i Det Gamle og Det Nye Testamente. ’De ni læsninger’ er en praksis med rødder i engelsk kirketradition, hvor refleksioner over de enkelte læsninger og selve bibellæsningerne udgør den tekstmæssige side af liturgien. I Danmark er ’De ni læsninger’ som en vekslen mellem faste skriftsteder og musik som fællessalmer, korsatser, soli og orgelstykker for længst blevet en fast optakt til julen. Faste og påske har ikke på samme måde en fastlagt tradition, der i ord og musik leder frem til den forestående højtid. Der findes mange udgaver af liturgier til Langfredag, hvor Jesu lidelseshistorie og korsdød gengives og udtrykkes med læsninger og salmer. Derimod er det sjældent, at liturgierne forholder sig til alle påskens temaer. Dette inspirationskatalog er en samling forsøg på at udarbejde en slags parallel til ’De ni læsninger’, nemlig en påskeoptakt. De fire liturgier i bogen er hver for sig bud på at uddrage og fremstille elementer ved påsken. Fælles for dem er tre tilgange, vi har lagt vægt på, er repræsenteret: - Ordet i form af bibellæsninger, personlige refleksioner, klassiske og nye fortolkninger, gerne poetisk udtrykt. - Musik i form af salmer, orgelstykker, korsatser, vokalsoli. - Kunst i form af skulpturer, som tilhørerne - og udøverne for den sags skyld - kan lade blikket falde til hvile på. Det er ønsket og håbet, at ord, musik og kunst kan give påsken nogle erfaringsnære dimensioner. De fire påskeoptakter har hver især deres forløb, som i ord, kunst og musik fortæller en historie om påsken. Der knyttes her en replik til hver af optakterne som uddybelse til de tanker, der ligger bag hvert tema.
8
Jesu korsvejsstationer Lisbeth Smedegaard Andersens Sonetkrans er bygget over Jesu 14 korsvejsstationer. På de første ti stationer følger vi Jesus på Hans vej til Golgata; de sidste fire markerer henholdsvis, da Han blev naglet til korset, døde på korset, taget ned fra korset og blev lagt i graven. Den 15. sonet, den såkaldte mestersonet, der består af første linje fra hver af de foregående sonetter, peger på den tomme grav. En tornekrukke og en korskurv udgør det kunstneriske element. Musikken følger nøje indholdet af de forskellige stationer. Lisbeth Smedegaard Andersen gør korsvejsstationerne nærværende ved at inddrage eksistentielle og almenmenneskelige forhold i hver sonet. For eksempel er det eviggyldigt, at ’i ly af natten handles der med liv’, eller at ’angsten kommer til så man må bede og forme tankerne i ord til Gud’, eller at hvor der er undertrykkelse, krig og vold ’går kvinder klædt i sort i processioner med billeder af unge der forsvandt’. Og endelig kender vi til, at ’påskeblomsten med sit gule bæger står fuld af lys i denne forårsnat’, når vi en mørk aften i foråret ser, at påskeliljerne endnu en gang er sprunget ud, lysende gule, som et tegn på at naturen er ved at komme til live. Sonetkransen giver muligheden for at dykke ned i påskens uendelige muligheder for fortolkninger og begynde uden for selve påskehistorien (palmesøndags indtog i Jerusalem til påskemorgens tomme grav).
Menneske, kors og forsoning Denne optakt fortæller en historie om, at vi mennesker er begrænsede skabninger, der uvægerligt kommer til at gøre os selv og andre ondt. Korsfæstelsen af Jesus Kristus er det ultimative udtryk for, at vi ind imellem er blinde for kærlighed og godhed og igen og igen korsfæster det og den, der skulle nære kærligheden mellem os. Men Jesus på korset er også det endegyldige udtryk for den guddommelige kærlighed, der aldrig søger sig selv og sit eget. Netop Hans kærlighed bærer os igennem og giver os mulighed for at forsone os med vores begrænsninger. Det gør os frie til alligevel at kunne støtte og bære hinanden.
Golgatha - Stabat Mater - Det nye liv Her opholder vi os ved korset ud fra tre forskellige synsvinkler: Den korsfæstede Jesus, Hans mor, Maria ved korset samt disciplen Johannes ved korset. Der er fokus på de ord og samtaler, der finder sted, sådan som det er gengivet i Det Ny Testamentes beretninger og i eksempler fra den kristne traditions fortolkninger. Vi er vidner til de eviggyldige tanker og følelser, der udfolder sig mellem de tre personer. Der er så mange
9
Indledning Det er ikke nyt at ville markere påsken med en form for optakt. De store passioner af J.S. Bach har gennem tiden netop fungeret som en kærkommen mulighed for at samle sig om og forberede sig til højtiden. Hvert år kan man ved påsketide nyde Matthæus- eller Johannespassionen, som opføres i landets koncerthuse og kirker. Fastetiden er den periode i kirkeåret, hvor man skal indstille sig på påskens store begivenheder. Det er en tid, hvor søndagens evangelietekster skildrer kampe mellem gode og onde kræfter i verden. Det er meningen, at vi skal besinde os på påskens store kamp mellem død og liv. Advent er en lignende forberedelsestid inden julens højtid. Advent og jul har traditionen med ’De ni læsninger’, som med sit frelseshistoriske perspektiv spænder over menneskets skabelse til verdens nyskabelse i Jesus Kristus ud fra læsninger i Det Gamle og Det Nye Testamente. ’De ni læsninger’ er en praksis med rødder i engelsk kirketradition, hvor refleksioner over de enkelte læsninger og selve bibellæsningerne udgør den tekstmæssige side af liturgien. I Danmark er ’De ni læsninger’ som en vekslen mellem faste skriftsteder og musik som fællessalmer, korsatser, soli og orgelstykker for længst blevet en fast optakt til julen. Faste og påske har ikke på samme måde en fastlagt tradition, der i ord og musik leder frem til den forestående højtid. Der findes mange udgaver af liturgier til Langfredag, hvor Jesu lidelseshistorie og korsdød gengives og udtrykkes med læsninger og salmer. Derimod er det sjældent, at liturgierne forholder sig til alle påskens temaer. Dette inspirationskatalog er en samling forsøg på at udarbejde en slags parallel til ’De ni læsninger’, nemlig en påskeoptakt. De fire liturgier i bogen er hver for sig bud på at uddrage og fremstille elementer ved påsken. Fælles for dem er tre tilgange, vi har lagt vægt på, er repræsenteret: - Ordet i form af bibellæsninger, personlige refleksioner, klassiske og nye fortolkninger, gerne poetisk udtrykt. - Musik i form af salmer, orgelstykker, korsatser, vokalsoli. - Kunst i form af skulpturer, som tilhørerne - og udøverne for den sags skyld - kan lade blikket falde til hvile på. Det er ønsket og håbet, at ord, musik og kunst kan give påsken nogle erfaringsnære dimensioner. De fire påskeoptakter har hver især deres forløb, som i ord, kunst og musik fortæller en historie om påsken. Der knyttes her en replik til hver af optakterne som uddybelse til de tanker, der ligger bag hvert tema.
8
Jesu korsvejsstationer Lisbeth Smedegaard Andersens Sonetkrans er bygget over Jesu 14 korsvejsstationer. På de første ti stationer følger vi Jesus på Hans vej til Golgata; de sidste fire markerer henholdsvis, da Han blev naglet til korset, døde på korset, taget ned fra korset og blev lagt i graven. Den 15. sonet, den såkaldte mestersonet, der består af første linje fra hver af de foregående sonetter, peger på den tomme grav. En tornekrukke og en korskurv udgør det kunstneriske element. Musikken følger nøje indholdet af de forskellige stationer. Lisbeth Smedegaard Andersen gør korsvejsstationerne nærværende ved at inddrage eksistentielle og almenmenneskelige forhold i hver sonet. For eksempel er det eviggyldigt, at ’i ly af natten handles der med liv’, eller at ’angsten kommer til så man må bede og forme tankerne i ord til Gud’, eller at hvor der er undertrykkelse, krig og vold ’går kvinder klædt i sort i processioner med billeder af unge der forsvandt’. Og endelig kender vi til, at ’påskeblomsten med sit gule bæger står fuld af lys i denne forårsnat’, når vi en mørk aften i foråret ser, at påskeliljerne endnu en gang er sprunget ud, lysende gule, som et tegn på at naturen er ved at komme til live. Sonetkransen giver muligheden for at dykke ned i påskens uendelige muligheder for fortolkninger og begynde uden for selve påskehistorien (palmesøndags indtog i Jerusalem til påskemorgens tomme grav).
Menneske, kors og forsoning Denne optakt fortæller en historie om, at vi mennesker er begrænsede skabninger, der uvægerligt kommer til at gøre os selv og andre ondt. Korsfæstelsen af Jesus Kristus er det ultimative udtryk for, at vi ind imellem er blinde for kærlighed og godhed og igen og igen korsfæster det og den, der skulle nære kærligheden mellem os. Men Jesus på korset er også det endegyldige udtryk for den guddommelige kærlighed, der aldrig søger sig selv og sit eget. Netop Hans kærlighed bærer os igennem og giver os mulighed for at forsone os med vores begrænsninger. Det gør os frie til alligevel at kunne støtte og bære hinanden.
Golgatha - Stabat Mater - Det nye liv Her opholder vi os ved korset ud fra tre forskellige synsvinkler: Den korsfæstede Jesus, Hans mor, Maria ved korset samt disciplen Johannes ved korset. Der er fokus på de ord og samtaler, der finder sted, sådan som det er gengivet i Det Ny Testamentes beretninger og i eksempler fra den kristne traditions fortolkninger. Vi er vidner til de eviggyldige tanker og følelser, der udfolder sig mellem de tre personer. Der er så mange
9
grundlæggende menneskelige spørgsmål til stede om død, sorg, tab, meningsløshed, tvivl. Men ordene og samtalerne viser hen til trøst og nyt håb på trods af grusomheden i Jesu død. Jesus er inkarnationen af guddommelig vilje, kærlighed og barmhjertighed, mens Maria inkarnerer den dybeste fortvivlelse. Den, vi kan komme ud for ved et barns og ethvert elsket menneskes død. Og endelig viser Johannesfiguren de nye relationer, der opstår mellem os, når vi tør stole på og dele Jesu Kristi kærlighed med hinanden.
Kraft Opførelsen af John Stainer’s lille oratorium fra 1887, The Crucifixion, giver anledning til at opholde sig ved de såkaldte korsord. Nemlig de syv forskellige udbrud, som Jesus tillægges ifølge den nytestamentlige tradition, da Han var blevet korsfæstet. Det giver god mening at se disse ord som en kombination af afslutning og ny begyndelse: Jesu liv ender på korset, og det betyder noget ganske nyt for mennesker. Oratoriet følger ikke ordret et af evangeliernes gengivelse af Jesu lidelse og død, sådan som det er tilfældet i Bach’s oratorier. Der bliver digtet og tolket ud fra evangelierne, og et markant eksempel er ’Den korsfæstedes appel’, hvor Jesus indtrængende opfordrer mænd og kvinder til at besinde sig og tænke over, hvad det dog er, der er i gang med at finde sted!
Jeg vil fremhæve en korsats, skrevet over Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, ’Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’. Ord og musik går op i en fin enhed og bliver et godt udtryk for dette oratoriums stemning, som nok er fra den victorianske romantik, men som fortsat kan glæde og nydes. Dette skriftsted sammenfatter påsken så enkelt og klart. Bibelens og traditionens fortællinger rummer et stort potentiale for både personlige, erfaringstætte fortolkninger og fælles gudstjenestelige og liturgiske fremstillinger af påskebegivenhederne. Vi får del i noget af det mest fundamentale ved tilværelsen: en mors kærlighed til sit barn, en persons ensomme dødsangst, en kujons afmægtige selvforagt, en udstødt og dødsdømt forbryders oplevelse af alligevel at være elsket og meget mere. Midt i alle sådanne erfaringer af svigt, sorg, utilstrækkelighed og angst indfinder der sig nye relationer og nyt håb. For påsken rummer også palmesøndags jublende forventninger, skærtorsdags forunderlige og intime måltidsfællesskab og påskemorgens forsigtige og tøvende håb, der ved mellemkomsten af engle og guddommeligt lys opstår til et stærkt, levende håb om en magt, der er stærkere end døden. Det er i og omkring mennesket Jesus Kristus, at alle temaer og dimensioner ved påsken viser sig. Og dermed indeholder påsken enhver kristologisk facet, man kan komme i tanke om: Den forjættede Messias, frelserkongen, den guddommelige med indsigt og kontrol, der kan sige: ’det er fuldbragt’ og tilgive synder og ikke mindst: den guddommelige der midt i sin lidelse kan trøste sin mor og sin ven og opfordre dem til fremover at tage sig af hinanden. Samtidig er Han det udsatte menneske, der giver sig selv i det fælles måltid, i lidelsen og på korset som ét samlet udtryk for den kærlighed, der ikke søger sit eget. Han bliver henrettet som en gemen forbryder, og inden da er Han blevet hånet og nedgjort. Han er angst, bedrøvet og modløs og fysisk fornemmer man Hans lidelse, da Han på korset råber, at Han tørster. Jesus Kristus er ét stort udtryk for påskens fortælling. Og dermed spejler påsken ethvert vilkår for at være menneske, vel at mærke sådan at vores livsvilkår spændes ud i modsætninger. Der er ikke rigtig plads til bløde gråzoner, for det drejer sig om endegyldige temaer: Liv og død, glæde og sorg, håb og mismod, trofasthed og forræderi, nærvær og fravær, fylde og tab, fællesskab og ensomhed, tryghed og angst, lys og mørke. Men i påskeevangeliet viser livsordene sig at være stærkere end de ord, der står som deres modsætning. Det er ikke ligeværdige modsætninger, for livet og lyset er stærkere end døden og mørket. Ja, ’Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden’. Vær så god! Her er en påskebuket til videre anvendelse. Indskrænk eller udvid. Brug liturgierne ord for ord eller anvend dem som springbræt til at udfolde egne idéer. Hent hjælp ude i sognet og skab en lokalt forankret påskeoptakt. Hermed inspiration og således glædelig livtag med påskens fortælling.
10
11
grundlæggende menneskelige spørgsmål til stede om død, sorg, tab, meningsløshed, tvivl. Men ordene og samtalerne viser hen til trøst og nyt håb på trods af grusomheden i Jesu død. Jesus er inkarnationen af guddommelig vilje, kærlighed og barmhjertighed, mens Maria inkarnerer den dybeste fortvivlelse. Den, vi kan komme ud for ved et barns og ethvert elsket menneskes død. Og endelig viser Johannesfiguren de nye relationer, der opstår mellem os, når vi tør stole på og dele Jesu Kristi kærlighed med hinanden.
Kraft Opførelsen af John Stainer’s lille oratorium fra 1887, The Crucifixion, giver anledning til at opholde sig ved de såkaldte korsord. Nemlig de syv forskellige udbrud, som Jesus tillægges ifølge den nytestamentlige tradition, da Han var blevet korsfæstet. Det giver god mening at se disse ord som en kombination af afslutning og ny begyndelse: Jesu liv ender på korset, og det betyder noget ganske nyt for mennesker. Oratoriet følger ikke ordret et af evangeliernes gengivelse af Jesu lidelse og død, sådan som det er tilfældet i Bach’s oratorier. Der bliver digtet og tolket ud fra evangelierne, og et markant eksempel er ’Den korsfæstedes appel’, hvor Jesus indtrængende opfordrer mænd og kvinder til at besinde sig og tænke over, hvad det dog er, der er i gang med at finde sted!
Jeg vil fremhæve en korsats, skrevet over Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, ’Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’. Ord og musik går op i en fin enhed og bliver et godt udtryk for dette oratoriums stemning, som nok er fra den victorianske romantik, men som fortsat kan glæde og nydes. Dette skriftsted sammenfatter påsken så enkelt og klart. Bibelens og traditionens fortællinger rummer et stort potentiale for både personlige, erfaringstætte fortolkninger og fælles gudstjenestelige og liturgiske fremstillinger af påskebegivenhederne. Vi får del i noget af det mest fundamentale ved tilværelsen: en mors kærlighed til sit barn, en persons ensomme dødsangst, en kujons afmægtige selvforagt, en udstødt og dødsdømt forbryders oplevelse af alligevel at være elsket og meget mere. Midt i alle sådanne erfaringer af svigt, sorg, utilstrækkelighed og angst indfinder der sig nye relationer og nyt håb. For påsken rummer også palmesøndags jublende forventninger, skærtorsdags forunderlige og intime måltidsfællesskab og påskemorgens forsigtige og tøvende håb, der ved mellemkomsten af engle og guddommeligt lys opstår til et stærkt, levende håb om en magt, der er stærkere end døden. Det er i og omkring mennesket Jesus Kristus, at alle temaer og dimensioner ved påsken viser sig. Og dermed indeholder påsken enhver kristologisk facet, man kan komme i tanke om: Den forjættede Messias, frelserkongen, den guddommelige med indsigt og kontrol, der kan sige: ’det er fuldbragt’ og tilgive synder og ikke mindst: den guddommelige der midt i sin lidelse kan trøste sin mor og sin ven og opfordre dem til fremover at tage sig af hinanden. Samtidig er Han det udsatte menneske, der giver sig selv i det fælles måltid, i lidelsen og på korset som ét samlet udtryk for den kærlighed, der ikke søger sit eget. Han bliver henrettet som en gemen forbryder, og inden da er Han blevet hånet og nedgjort. Han er angst, bedrøvet og modløs og fysisk fornemmer man Hans lidelse, da Han på korset råber, at Han tørster. Jesus Kristus er ét stort udtryk for påskens fortælling. Og dermed spejler påsken ethvert vilkår for at være menneske, vel at mærke sådan at vores livsvilkår spændes ud i modsætninger. Der er ikke rigtig plads til bløde gråzoner, for det drejer sig om endegyldige temaer: Liv og død, glæde og sorg, håb og mismod, trofasthed og forræderi, nærvær og fravær, fylde og tab, fællesskab og ensomhed, tryghed og angst, lys og mørke. Men i påskeevangeliet viser livsordene sig at være stærkere end de ord, der står som deres modsætning. Det er ikke ligeværdige modsætninger, for livet og lyset er stærkere end døden og mørket. Ja, ’Kærligheden, hjertegløden, stærkere var her end døden’. Vær så god! Her er en påskebuket til videre anvendelse. Indskrænk eller udvid. Brug liturgierne ord for ord eller anvend dem som springbræt til at udfolde egne idéer. Hent hjælp ude i sognet og skab en lokalt forankret påskeoptakt. Hermed inspiration og således glædelig livtag med påskens fortælling.
10
11
Jesu 14 korsvejsstationer Introduktion Over to aftener kommer vi igennem de traditionelle fjorten korsvejsstationer, struktureret ud fra Lisbeth Smedegaard Andersens sonetkrans Nu lægger vinden sig i verdens haver. Der er en sonet for hver station, samt en femtende, som er bygget op af første linje fra de foregående sonetter. Denne sidste sonet er således ikke en korsvejsstation, men beskriver den tomme grav. Via Dolorosa er navnet på en gade i Jerusalems gamle bydel. Ifølge traditionen udgør denne ’Smertens vej’ den samme rute, som Jesus gik på vej til sin korsfæstelse - fra Pilatus til Golgata. De sidste fem korsvejsstationer findes inde i gravkirken i Jerusalem. De fleste stationer bygger på forskellige steder i Det Ny Testamente, mens nogle har deres grund i den senere kristne tradition. Mest kendt er middelalderlegenden om en af de kvinder, som Jesus mødte på sin smertefulde vej, nemlig Veronica, som for at lindre Hans lidelser tørrede sved og blod af Hans ansigt, hvorefter Hans ansigtstræk blev aftegnet på klædet. To kunstneriske genstande understreger dette års stemning: En tornekrukke og en korskurv. Tornekrukken er flettet i pil og sat sammen af en krans bestående af en rosenstok med torne. Enkelte af tornene er malet blodrøde. Krukken er indvendig beklædt af en lermasse af kværnede pilegrene, tapetklister og ler. Korskurven er i kaosflettet dugpil. Over åbningen er der et kors, som er bundet sammen med tynd kobbertråd, fundet i jorden.
Program Indledning Händel: fra Johannes Passionen: Getrost, mein Herz 1. korsvejsstation - Jesus dømmes til døden Matt. 27,22-23 IKON: Kristi indtog i Jerusalem Fællessalme DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem 2. korsvejsstation - Jesus bærer sit kors Johs. 19,17 Oliemaleri af Peter Brandes Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 1 Salme DDS 188 Så bøjed den dødsdømte nakken 3. korsvejsstation - Jesus falder for første gang med korset Luk. 2,34-35 Litografi af Peter Brandes Heinrich Lang: En rose så jeg skyde 4. korsvejsstation - Jesus møder sin mor Luk. 23,26 IKON: Fremstillingen i templet Purcell: The blessed virgin’s expostulation 5. korsvejsstation - Simon af Kyrene Kol. 1,15 Litografi af Peter Brandes Fællessalme DDS 366 Nogen må våge i verdens nat 6. korsvejsstation - Veronika med svededugen Fil. 2,6-7a Oliemaleri af Peter Brandes Alan Rodout: Veronica wipes the face of Jesus 7. korsvejsstation - Jesus falder anden gang med korset Luk. 23,27-28 Litografi af Peter Brandes Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 2
12
Indledning Bach: Wir glauben all einen Gott Bach: Ach, das nicht die letzte Stunde 9. korsvejsstation - Jesus falder tredje gang med korset Fil. 2,7b-8 Kurv med kors i pileflet Fællessalme DDS 201 Det hellige kors vor, Herre selv bar 10. korsvejsstation - Jesus berøves sine klæder Luk. 23,34 Oliemaleri af Peter Brandes Alan Ridout: Jesus is stripped of his garment Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 3 11. korsvejsstation - Jesus nagles til korset Luk. 23,33 Litografi af Peter Brandes Pergolesi fra Stabat Mater: Fac ut portem Christi mortem 12. korsvejsstation - Jesus dør på korset Luk. 23,44-46 IKON: Korsfæstelsen John Stainer fra The Crucifixion: And there was darkness 13. korsvejsstation - Jesus tages ned fra korset Johs. 19,40 Oliemaleri af Peter Brandes Fællessalme DDS 216 Der venter bag langfredags nat 14. korsvejsstation - Jesus lægges i graven Matt. 27,59 Litografi af Peter Brandes Andrew Gant: Passus et sepultus est Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 5
8. korsvejsstation - Jerusalems kvinder Kurv i pileflet med torne Fællessalme DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner
Den tomme grav Fil. 2,9-11 Ikon: Nedfaret til dødsriget - Opstandelsen Fællessalme DDS 192 Hil dig, Frelser og forsoner
Afslutning Bach: O hoved højt forhånet
Afslutning Bach: Kommt wieder aus der finst’ren Gruft
13
Jesu 14 korsvejsstationer Introduktion Over to aftener kommer vi igennem de traditionelle fjorten korsvejsstationer, struktureret ud fra Lisbeth Smedegaard Andersens sonetkrans Nu lægger vinden sig i verdens haver. Der er en sonet for hver station, samt en femtende, som er bygget op af første linje fra de foregående sonetter. Denne sidste sonet er således ikke en korsvejsstation, men beskriver den tomme grav. Via Dolorosa er navnet på en gade i Jerusalems gamle bydel. Ifølge traditionen udgør denne ’Smertens vej’ den samme rute, som Jesus gik på vej til sin korsfæstelse - fra Pilatus til Golgata. De sidste fem korsvejsstationer findes inde i gravkirken i Jerusalem. De fleste stationer bygger på forskellige steder i Det Ny Testamente, mens nogle har deres grund i den senere kristne tradition. Mest kendt er middelalderlegenden om en af de kvinder, som Jesus mødte på sin smertefulde vej, nemlig Veronica, som for at lindre Hans lidelser tørrede sved og blod af Hans ansigt, hvorefter Hans ansigtstræk blev aftegnet på klædet. To kunstneriske genstande understreger dette års stemning: En tornekrukke og en korskurv. Tornekrukken er flettet i pil og sat sammen af en krans bestående af en rosenstok med torne. Enkelte af tornene er malet blodrøde. Krukken er indvendig beklædt af en lermasse af kværnede pilegrene, tapetklister og ler. Korskurven er i kaosflettet dugpil. Over åbningen er der et kors, som er bundet sammen med tynd kobbertråd, fundet i jorden.
Program Indledning Händel: fra Johannes Passionen: Getrost, mein Herz 1. korsvejsstation - Jesus dømmes til døden Matt. 27,22-23 IKON: Kristi indtog i Jerusalem Fællessalme DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem 2. korsvejsstation - Jesus bærer sit kors Johs. 19,17 Oliemaleri af Peter Brandes Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 1 Salme DDS 188 Så bøjed den dødsdømte nakken 3. korsvejsstation - Jesus falder for første gang med korset Luk. 2,34-35 Litografi af Peter Brandes Heinrich Lang: En rose så jeg skyde 4. korsvejsstation - Jesus møder sin mor Luk. 23,26 IKON: Fremstillingen i templet Purcell: The blessed virgin’s expostulation 5. korsvejsstation - Simon af Kyrene Kol. 1,15 Litografi af Peter Brandes Fællessalme DDS 366 Nogen må våge i verdens nat 6. korsvejsstation - Veronika med svededugen Fil. 2,6-7a Oliemaleri af Peter Brandes Alan Rodout: Veronica wipes the face of Jesus 7. korsvejsstation - Jesus falder anden gang med korset Luk. 23,27-28 Litografi af Peter Brandes Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 2
12
Indledning Bach: Wir glauben all einen Gott Bach: Ach, das nicht die letzte Stunde 9. korsvejsstation - Jesus falder tredje gang med korset Fil. 2,7b-8 Kurv med kors i pileflet Fællessalme DDS 201 Det hellige kors vor, Herre selv bar 10. korsvejsstation - Jesus berøves sine klæder Luk. 23,34 Oliemaleri af Peter Brandes Alan Ridout: Jesus is stripped of his garment Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 3 11. korsvejsstation - Jesus nagles til korset Luk. 23,33 Litografi af Peter Brandes Pergolesi fra Stabat Mater: Fac ut portem Christi mortem 12. korsvejsstation - Jesus dør på korset Luk. 23,44-46 IKON: Korsfæstelsen John Stainer fra The Crucifixion: And there was darkness 13. korsvejsstation - Jesus tages ned fra korset Johs. 19,40 Oliemaleri af Peter Brandes Fællessalme DDS 216 Der venter bag langfredags nat 14. korsvejsstation - Jesus lægges i graven Matt. 27,59 Litografi af Peter Brandes Andrew Gant: Passus et sepultus est Bach-koral: O, hoved højt forhånet, vers 5
8. korsvejsstation - Jerusalems kvinder Kurv i pileflet med torne Fællessalme DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner
Den tomme grav Fil. 2,9-11 Ikon: Nedfaret til dødsriget - Opstandelsen Fællessalme DDS 192 Hil dig, Frelser og forsoner
Afslutning Bach: O hoved højt forhånet
Afslutning Bach: Kommt wieder aus der finst’ren Gruft
13
Nu lægger vinden sig i verdens haver. En sonetkrans af Lisbeth Smedegaard Andersen Nu lægger vinden sig i verdens haver de store træer endnu vintergrå står stille hen som faldt de lidt i staver og suser mildt mens tiden går i stå
i ly af natten handles der med liv mens andre sover. Dommeren bekender at sandhed som bekendt er relativ og vandet drypper fra hans rene hænder
og angst gør mennesker til ufri slaver der lægger sten på sten af strå og ler og stønner under byrden mens de traver mod mål hvis mening ingen husker mer
de kalder døden livets grundmotiv men hvad med mødrene der alle lærte at glæden fødes når man mærker liv og barnet rør sig sagte ved ens hjerte
gå langsomt nu hvor solens sidste gløder forkuller under tjørnehækkens krat se, lyset blegner farverne forbløder i denne sene blå skærtorsdagsnat
mens andre ordner det beskidte job at lægge korset på den dømtes nakke og føre ham til byens galgebakke hvor mange førend ham blev klynget op
og glemmer at de sang om morgenlandet hvor ørknen blomstrer som en rosengård og pinjeskove rejser sig af sandet med fuglesange i et gyldenår
og kender denne ømhed når de spæde med munden søger brystet hud mod hud og angsten kommer til så man må bede og forme tankerne i ord til Gud
men billeder blir ved at gå og komme af folk der sidder glemt i fængselsceller og andre der blir straffet efter domme
men hvorfor dette had og den foragt når døve hørte og de blindes øjne så alting klart som det var forudsagt
og valfartsvejen som de skulle bygge en hellig vej for store og for små når aldrig frem til tempelmurens skygge
at han vil jage alle skygger bort og give dem helt banale solskinsdage og at man aldrig, aldrig – klædt i sort –
der kun kan narre den der er naiv og tror at ret og uret lige gælder i ly af natten handles der med liv
hvad er det for en blindfødt orm der gnaver utrætteligt i troen indtil løgne og angst gør mennesker til ufri slaver
men standses af en glemsel så massiv at den skal knuse dem den falder på de kalder døden livets grundmotiv
skal række sine tomme hænder frem og skubbes væk og ensomt stå tilbage mens vuggesangen blir et rekviem
1. Jesus dømmes til døden
2. Jesus bærer sit kors
4. Jesus møder sin mor
Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: ’Se, her er manden!’ Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: ’Korsfæst ham, korsfæst ham’
Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata.
3. Jesus falder første gang med korset
Joh 19,5-6a
14
Joh 19,17
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus Fil 2,5
For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! Luk 23,29-30
15
Nu lægger vinden sig i verdens haver. En sonetkrans af Lisbeth Smedegaard Andersen Nu lægger vinden sig i verdens haver de store træer endnu vintergrå står stille hen som faldt de lidt i staver og suser mildt mens tiden går i stå
i ly af natten handles der med liv mens andre sover. Dommeren bekender at sandhed som bekendt er relativ og vandet drypper fra hans rene hænder
og angst gør mennesker til ufri slaver der lægger sten på sten af strå og ler og stønner under byrden mens de traver mod mål hvis mening ingen husker mer
de kalder døden livets grundmotiv men hvad med mødrene der alle lærte at glæden fødes når man mærker liv og barnet rør sig sagte ved ens hjerte
gå langsomt nu hvor solens sidste gløder forkuller under tjørnehækkens krat se, lyset blegner farverne forbløder i denne sene blå skærtorsdagsnat
mens andre ordner det beskidte job at lægge korset på den dømtes nakke og føre ham til byens galgebakke hvor mange førend ham blev klynget op
og glemmer at de sang om morgenlandet hvor ørknen blomstrer som en rosengård og pinjeskove rejser sig af sandet med fuglesange i et gyldenår
og kender denne ømhed når de spæde med munden søger brystet hud mod hud og angsten kommer til så man må bede og forme tankerne i ord til Gud
men billeder blir ved at gå og komme af folk der sidder glemt i fængselsceller og andre der blir straffet efter domme
men hvorfor dette had og den foragt når døve hørte og de blindes øjne så alting klart som det var forudsagt
og valfartsvejen som de skulle bygge en hellig vej for store og for små når aldrig frem til tempelmurens skygge
at han vil jage alle skygger bort og give dem helt banale solskinsdage og at man aldrig, aldrig – klædt i sort –
der kun kan narre den der er naiv og tror at ret og uret lige gælder i ly af natten handles der med liv
hvad er det for en blindfødt orm der gnaver utrætteligt i troen indtil løgne og angst gør mennesker til ufri slaver
men standses af en glemsel så massiv at den skal knuse dem den falder på de kalder døden livets grundmotiv
skal række sine tomme hænder frem og skubbes væk og ensomt stå tilbage mens vuggesangen blir et rekviem
1. Jesus dømmes til døden
2. Jesus bærer sit kors
4. Jesus møder sin mor
Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: ’Se, her er manden!’ Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: ’Korsfæst ham, korsfæst ham’
Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata.
3. Jesus falder første gang med korset
Joh 19,5-6a
14
Joh 19,17
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus Fil 2,5
For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! Luk 23,29-30
15
mens vuggesange blir et rekviem – hør råb i gaden tramp af hestehove – er ingen steder sikre intet hjem og hvem kan glemme hvem kan mere sove
der lyder gennem skrig og klagetoner en stemme båret af en skjult struktur så skrøbelig som genskær af visioner der næppe kaster skygger på en mur
nu er det mørkets tid det bryder frem og gør sig fri af horisontens skyer nu føres Jesus fra Jerusalem og glæden ud af alle verdens byer
hvor rosens grene snos til tornekroner og pigtråd kranser fængselsmurens kant går kvinder klædt i sort i processioner med billeder af unge der forsvandt
og hvem vil bære kors ved middagstide når ørkengræsset tørster efter vand og blæsten bringer kiselstøv og sand der farver alle blomsterkroner hvide
men vokser til en magtfuld kalden her hvor ingen mere tror man kan forvandle en kynisk verden fuld af magtbegær ved blot at række hånden ud og handle
han kom fra Gud der ved hvor hinden kælver og ser når pindsvin lægger sig i skjul nu ligger han på jorden hånden skælver som vingen på en såret spurvefugl
men gik igen i dagens tomme rum og græd som børn der aldrig havde levet utrøsteligt til alle er fordrevet og flygter bort fra dette vacuum
når morgenkølighedens tid er omme må nogen bære kors i andres sted og følge efter ham der skulle komme
spontant og kærligt se i andres træk bag blod og sved Guds ansigt åbenbaret og hvor man adspredt vender blikket væk
og her er ingen sang og palmegrene kun fluer støv og romersk militær og vejen som enhver må gå alene
som fugle uden reder sorte svaler der jager gennem luften og forbrænder med skarpe skrig i sorgens madrigaler
og styrte herskere fra deres troner og høre råbet om barmhjertighed der lyder gennem skrig og klagetoner
og drejer om på hælen og går hjem med alle store spørgsmål ubesvaret nu er det mørkets tid det bryder frem
de kaldte ham for frelser og forsoner men hvem tør mere kendes ved ham her hvor rosens grene snos til tornekroner
et evigt vuggende sukkende kor der prenter vreden ikke blot som minder men dybt i slægtens sind som drømmespor
5. Simon af Kyrene
6. Veronika
7. Jesus falder anden gang
8. Jerusalems kvinder
Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.
Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.
Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.
En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, der jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: ’Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!’
Luk 23,26
Kol 1,15
Fil 2,6-7a
Luk 23,27-28
16
17
mens vuggesange blir et rekviem – hør råb i gaden tramp af hestehove – er ingen steder sikre intet hjem og hvem kan glemme hvem kan mere sove
der lyder gennem skrig og klagetoner en stemme båret af en skjult struktur så skrøbelig som genskær af visioner der næppe kaster skygger på en mur
nu er det mørkets tid det bryder frem og gør sig fri af horisontens skyer nu føres Jesus fra Jerusalem og glæden ud af alle verdens byer
hvor rosens grene snos til tornekroner og pigtråd kranser fængselsmurens kant går kvinder klædt i sort i processioner med billeder af unge der forsvandt
og hvem vil bære kors ved middagstide når ørkengræsset tørster efter vand og blæsten bringer kiselstøv og sand der farver alle blomsterkroner hvide
men vokser til en magtfuld kalden her hvor ingen mere tror man kan forvandle en kynisk verden fuld af magtbegær ved blot at række hånden ud og handle
han kom fra Gud der ved hvor hinden kælver og ser når pindsvin lægger sig i skjul nu ligger han på jorden hånden skælver som vingen på en såret spurvefugl
men gik igen i dagens tomme rum og græd som børn der aldrig havde levet utrøsteligt til alle er fordrevet og flygter bort fra dette vacuum
når morgenkølighedens tid er omme må nogen bære kors i andres sted og følge efter ham der skulle komme
spontant og kærligt se i andres træk bag blod og sved Guds ansigt åbenbaret og hvor man adspredt vender blikket væk
og her er ingen sang og palmegrene kun fluer støv og romersk militær og vejen som enhver må gå alene
som fugle uden reder sorte svaler der jager gennem luften og forbrænder med skarpe skrig i sorgens madrigaler
og styrte herskere fra deres troner og høre råbet om barmhjertighed der lyder gennem skrig og klagetoner
og drejer om på hælen og går hjem med alle store spørgsmål ubesvaret nu er det mørkets tid det bryder frem
de kaldte ham for frelser og forsoner men hvem tør mere kendes ved ham her hvor rosens grene snos til tornekroner
et evigt vuggende sukkende kor der prenter vreden ikke blot som minder men dybt i slægtens sind som drømmespor
5. Simon af Kyrene
6. Veronika
7. Jesus falder anden gang
8. Jerusalems kvinder
Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.
Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte.
Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig.
En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, der jamrede og græd over ham. Jesus vendte sig om mod dem og sagde: ’Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!’
Luk 23,26
Kol 1,15
Fil 2,6-7a
Luk 23,27-28
16
17
men dybt i slægtens sind som drømmespor går længslen efter lykken i det nære at leve for Guds ansigt her på jord i ubekymret glæde ved at være og elske livet – åh, men sårbarheden der tror og håber alt og gir sig hen hans sted får ham aldrig at se igen at vove ensomheden, ensomheden
i dette korte liv på godt og ondt at vide at vi har som ejendom af evigheden kun et splitsekund for dem med sår som tiden ikke læger og sorger intet menneske ved om er Jesu liv den sandhed der bevæger
9. Jesus falder tredje gang Og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Fil 2,7b-8
18
19
men dybt i slægtens sind som drømmespor går længslen efter lykken i det nære at leve for Guds ansigt her på jord i ubekymret glæde ved at være og elske livet – åh, men sårbarheden der tror og håber alt og gir sig hen hans sted får ham aldrig at se igen at vove ensomheden, ensomheden
i dette korte liv på godt og ondt at vide at vi har som ejendom af evigheden kun et splitsekund for dem med sår som tiden ikke læger og sorger intet menneske ved om er Jesu liv den sandhed der bevæger
9. Jesus falder tredje gang Og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Fil 2,7b-8
18
19
er Jesu liv den sandhed der bevæger sig gennem alle tider med den ild han kasted over jorden og som præger den med en glød så levende og vild
han kom som spiren af den tørre jord hvor ingen vækster mer kan finde næring og løgn og uret flygted for hans ord og folkeskarer tav ved hans belæring
som ilden i det mørke tornekrat fik luft og sand og ørken til at gløde blev alle fugle stille da han døde og mørkets kræfter gjorde dag til nat
og påskeblomsten med sit gule bæger blev trampet ned hvor stiger blev sat op se, skikkelser i natten der bevæger sig tavse bort med Jesu døde krop
at den kan tænde bål og hjertebrande så se ham som et stille offerlam et billed på elendighed og skam med tornekronen om en blodig pande
hvorfor så disse kvinder svøbt i gråd langs vejen grå og bugtet som en slange og dette ekko som af kendte klange forklædt som omsorg bag et venligt råd
nu bruser havet vindene går hårdt mod templets søjler bjergmassiver vakler på himlen bærer stjernetræet rakler af aske da han skriger skarpt og kort
gå sagte bort fra klippen hvor han døde hvor nattens ådselæder har sin færd et sted med tidsler tjørn og slåenbær målt ud af Gud til intethed og øde
og der blev ikke lyst i verdens fængsler og ingen hørte da hans kappe faldt at helveds porte skreg på deres hængsler
do not go gentle into that good night og hvorfor ende her som ravneføde rage, rage against the dying of the light
men skjult for alle – jøde græker hedning – mens jorden åbned gabet for hans blod og Satan kasted terning om hans klædning
men øst for vejen hvor man ser dem bære den døde over stiens sorte blade antændes bækkene i bånd af tjære
og død og djævel rysted ved hans ord dengang han nøgen stod og tilgav alt han kom som spiren af den tørre jord
og stands før hammerslagene tar fat og naglerne i hånden farves røde som ilden i det mørke tornekrat
blandt hovedskaller skorpioner tæger brød kilden frem med vand fra livets flod og påskeblomsten med sit gule bæger
og bag dem ruger Golgata besat med tomme kors kun månens hvide flade står fuld af lys i denne forårsnat
10. Jesus berøves sine klæder
11. Jesus nagles til korset
12. Jesus dør på korset
13. Jesus tages ned fra korset
Men Jesus sagde: ’Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.’ Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.
Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.
Og det var omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’. Da han havde sagt det, udåndede han.
Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.
Luk 23,34
Luk 23,33
Joh 19,40
Luk 23,44-46
20
21
er Jesu liv den sandhed der bevæger sig gennem alle tider med den ild han kasted over jorden og som præger den med en glød så levende og vild
han kom som spiren af den tørre jord hvor ingen vækster mer kan finde næring og løgn og uret flygted for hans ord og folkeskarer tav ved hans belæring
som ilden i det mørke tornekrat fik luft og sand og ørken til at gløde blev alle fugle stille da han døde og mørkets kræfter gjorde dag til nat
og påskeblomsten med sit gule bæger blev trampet ned hvor stiger blev sat op se, skikkelser i natten der bevæger sig tavse bort med Jesu døde krop
at den kan tænde bål og hjertebrande så se ham som et stille offerlam et billed på elendighed og skam med tornekronen om en blodig pande
hvorfor så disse kvinder svøbt i gråd langs vejen grå og bugtet som en slange og dette ekko som af kendte klange forklædt som omsorg bag et venligt råd
nu bruser havet vindene går hårdt mod templets søjler bjergmassiver vakler på himlen bærer stjernetræet rakler af aske da han skriger skarpt og kort
gå sagte bort fra klippen hvor han døde hvor nattens ådselæder har sin færd et sted med tidsler tjørn og slåenbær målt ud af Gud til intethed og øde
og der blev ikke lyst i verdens fængsler og ingen hørte da hans kappe faldt at helveds porte skreg på deres hængsler
do not go gentle into that good night og hvorfor ende her som ravneføde rage, rage against the dying of the light
men skjult for alle – jøde græker hedning – mens jorden åbned gabet for hans blod og Satan kasted terning om hans klædning
men øst for vejen hvor man ser dem bære den døde over stiens sorte blade antændes bækkene i bånd af tjære
og død og djævel rysted ved hans ord dengang han nøgen stod og tilgav alt han kom som spiren af den tørre jord
og stands før hammerslagene tar fat og naglerne i hånden farves røde som ilden i det mørke tornekrat
blandt hovedskaller skorpioner tæger brød kilden frem med vand fra livets flod og påskeblomsten med sit gule bæger
og bag dem ruger Golgata besat med tomme kors kun månens hvide flade står fuld af lys i denne forårsnat
10. Jesus berøves sine klæder
11. Jesus nagles til korset
12. Jesus dør på korset
13. Jesus tages ned fra korset
Men Jesus sagde: ’Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.’ Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem.
Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.
Og det var omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst: ’Fader, i dine hænder betror jeg min ånd’. Da han havde sagt det, udåndede han.
Så tog de Jesu legeme og viklede linnedklæder om det sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved begravelse.
Luk 23,34
Luk 23,33
Joh 19,40
Luk 23,44-46
20
21
14. Jesus lægges i graven
står fuld af lys i denne forårsnat den unge birk med hvide nøgne grene så er dog jorden glædesløst forladt og Gud har skjult sit ansigt – vi er ene
På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Nu lægger vinden sig i verdens haver. I ly af natten handles der med liv og angst gør mennesker til ufri slaver. De kalder døden livets grundmotiv mens vuggesangen blir et rekviem der lyder gennem skrig og klagetoner. Nu er det mørkets tid det bryder frem hvor rosens grene snos til tornekroner.
Joh 19,41-42
og har kun salmens ord Af dybsens nød, o Gud, til dig vort bange råb vi vender før graven lukkes for den sidste glød af farve i de gennemstungne hænder
åh, dette mørke, de gravkammernætter med flakkende skygger på kirkegårdsstier hvad hjælper de blomster, de kranse vi fletter når det er selve livet vi begraver og kaster jord på alle profetier nu lægger vinden sig i verdens haver
Men dybt i slægtens sind som drømmespor er Jesu liv den sandhed der bevæger. Han kom som spiren af den tørre jord som ilden i det mørke tornekrat. Og påskeblomsten med sit gule bæger står fuld af lys i denne forårsnat.
15. Den tomme grav Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.
22
23
14. Jesus lægges i graven
står fuld af lys i denne forårsnat den unge birk med hvide nøgne grene så er dog jorden glædesløst forladt og Gud har skjult sit ansigt – vi er ene
På det sted, hvor Jesus var blevet korsfæstet, var der en have, og i haven var der en ny grav, hvor der endnu ikke havde været lagt nogen. Da det var jødernes forberedelsesdag, lagde de Jesus dér, fordi den grav var i nærheden.
Nu lægger vinden sig i verdens haver. I ly af natten handles der med liv og angst gør mennesker til ufri slaver. De kalder døden livets grundmotiv mens vuggesangen blir et rekviem der lyder gennem skrig og klagetoner. Nu er det mørkets tid det bryder frem hvor rosens grene snos til tornekroner.
Joh 19,41-42
og har kun salmens ord Af dybsens nød, o Gud, til dig vort bange råb vi vender før graven lukkes for den sidste glød af farve i de gennemstungne hænder
åh, dette mørke, de gravkammernætter med flakkende skygger på kirkegårdsstier hvad hjælper de blomster, de kranse vi fletter når det er selve livet vi begraver og kaster jord på alle profetier nu lægger vinden sig i verdens haver
Men dybt i slægtens sind som drømmespor er Jesu liv den sandhed der bevæger. Han kom som spiren af den tørre jord som ilden i det mørke tornekrat. Og påskeblomsten med sit gule bæger står fuld af lys i denne forårsnat.
15. Den tomme grav Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.
22
23
Fil 2,9-11
Vi rækker vore hænder frem som tomme skåle. Kom til os, Gud, og giv os liv fra kilder uden for os selv! Alt godt, til vort og andres vel, er dine gaver. I svaghed fremmer du dit værk, vor nøgne kvist skal sætte knop! Vi løfter vore hænder op i bøn for verden. Lad dem, som lider, finde værn mod kolde hjerters is og sne! Lad vore hænders nøgne træ få blomst og blade! Lad vore liv her bære frugt til lægedom for andres sår! Vi venter, efter smertens vår, din nådes sommer. Og sorg og glæde blir til vækst med frugt, vi ikke selv kan se. Din nådes skaberværk skal ske i tomme hænder. O Gud, al godheds giver: Kom, tag bolig i vor fattigdom!
DDS 367 Svein Ellingsen 1975 Peter Balslev-Clausen 1993
24
25
Fil 2,9-11
Vi rækker vore hænder frem som tomme skåle. Kom til os, Gud, og giv os liv fra kilder uden for os selv! Alt godt, til vort og andres vel, er dine gaver. I svaghed fremmer du dit værk, vor nøgne kvist skal sætte knop! Vi løfter vore hænder op i bøn for verden. Lad dem, som lider, finde værn mod kolde hjerters is og sne! Lad vore hænders nøgne træ få blomst og blade! Lad vore liv her bære frugt til lægedom for andres sår! Vi venter, efter smertens vår, din nådes sommer. Og sorg og glæde blir til vækst med frugt, vi ikke selv kan se. Din nådes skaberværk skal ske i tomme hænder. O Gud, al godheds giver: Kom, tag bolig i vor fattigdom!
DDS 367 Svein Ellingsen 1975 Peter Balslev-Clausen 1993
24
25
MENNESKE, KORS OG FORSONING En paskemosaik lagt i ord og musik Introduktion Temaet menneske, kors og forsoning er drivkraften bag det kunstneriske bidrag i form af et triptykon, det vil sige en motivkreds i tre felter. I det første felt dukker et menneskeansigt frem ud af en cellelignende baggrund. ’Cellerne’ er lavet af bjørnemos, og de skal lede tanken hen på det, vi opstår ud af, det der er begyndelsen til alt liv: Mennesket er en skabning, der er bundet til natur og gener. Ansigtet er samlet af bark fra nåletræer og indgår som en del af naturens organisme. I midten ses et kors udformet af rosenstokke med torne. ’Hil dig, frelser og forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde...’ Korset er placeret på japansk pileurt, der hurtigt breder sig i naturen, og som af de danske myndigheder anses for at være ukrudt. Derfor forsøger man at få det udryddet. Pileurten er farvet blodrød i enderne. Baggrunden for rosenstokkene og pileurten er et netværk af tørret bark fra pil. Netværket holdes sammen af små knuder, der går igen i triptykonnets tredje felt, nemlig såkaldte kongestole. Tredje og sidste felt består udelukkende af et fletværk i brændenælder, der er tørret, opblødt, skåret op og banket flade. Derefter er det flettet sammen ved hjælp af en mængde kongestole, som er den stærkeste måde at holde hinanden fast, samtidig med at man bærer hinanden. Som Jesus holdt fast i tilgivelsen og kærligheden, skal vi nu holde hinanden fast. Som han bar os på korset, skal vi nu bære hinanden.
26
Program Menneske Introitus: ’Eja, min sjæl’ (færøsk kingo-salme) Læsning: Syndsbekendelse - Psalme 51 vers 1-14 Motet af Egil Hovland: ’Hvad gavner det et menneske’ Fællessalme: DDS 367 ’Vi rækker vore hænder frem’ Læsning: Profeti (Herrens lidende tjener) - Esajas kap. 53 vers 2-9 Motet af Egil Hovland: ’Dette er min fars vilje’
Kors Orgel: ’Lux Æterna’ af Egil Hovland Korsats: ’Jeg vil mig Herren love’ (færøsk Kingo-salme) v. 5 og 7 Læsning: Korsfæstelsen - Markusevangeliet kap. 15 vers 22-32 Orgel: ’Hör mein Bitten’ af Felix Mendelsohn-Bartholdi Fællessalme: ’Nu knejser korset, ravnesort’ Læsning: Jesu død - Markusevangeliet kap. 15 vers 33-39 Orgel: ’Jesus dør på korset’ af Allan Ridout
Forsoning Motet af Egil Hovland: ’Jeg er vejen, sandheden og livet’ Fællessalme: ’Du gik vor vej til ende’ Læsning: Fredsbudet - Johannesevangeliet kap. 14 vers 27-31 b Korsats: ’Herre, vis mig dine loves vej’ Læsning: ’Kærlighedsbudet’ - Johannesevangeliet kap. 15 vers 9-17 Fællessalme: DDS 192 ’Hil dig, frelser og forsoner’ Exitus: ’Det hellige kors’ (færøsk)
27
MENNESKE, KORS OG FORSONING En paskemosaik lagt i ord og musik Introduktion Temaet menneske, kors og forsoning er drivkraften bag det kunstneriske bidrag i form af et triptykon, det vil sige en motivkreds i tre felter. I det første felt dukker et menneskeansigt frem ud af en cellelignende baggrund. ’Cellerne’ er lavet af bjørnemos, og de skal lede tanken hen på det, vi opstår ud af, det der er begyndelsen til alt liv: Mennesket er en skabning, der er bundet til natur og gener. Ansigtet er samlet af bark fra nåletræer og indgår som en del af naturens organisme. I midten ses et kors udformet af rosenstokke med torne. ’Hil dig, frelser og forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde...’ Korset er placeret på japansk pileurt, der hurtigt breder sig i naturen, og som af de danske myndigheder anses for at være ukrudt. Derfor forsøger man at få det udryddet. Pileurten er farvet blodrød i enderne. Baggrunden for rosenstokkene og pileurten er et netværk af tørret bark fra pil. Netværket holdes sammen af små knuder, der går igen i triptykonnets tredje felt, nemlig såkaldte kongestole. Tredje og sidste felt består udelukkende af et fletværk i brændenælder, der er tørret, opblødt, skåret op og banket flade. Derefter er det flettet sammen ved hjælp af en mængde kongestole, som er den stærkeste måde at holde hinanden fast, samtidig med at man bærer hinanden. Som Jesus holdt fast i tilgivelsen og kærligheden, skal vi nu holde hinanden fast. Som han bar os på korset, skal vi nu bære hinanden.
26
Program Menneske Introitus: ’Eja, min sjæl’ (færøsk kingo-salme) Læsning: Syndsbekendelse - Psalme 51 vers 1-14 Motet af Egil Hovland: ’Hvad gavner det et menneske’ Fællessalme: DDS 367 ’Vi rækker vore hænder frem’ Læsning: Profeti (Herrens lidende tjener) - Esajas kap. 53 vers 2-9 Motet af Egil Hovland: ’Dette er min fars vilje’
Kors Orgel: ’Lux Æterna’ af Egil Hovland Korsats: ’Jeg vil mig Herren love’ (færøsk Kingo-salme) v. 5 og 7 Læsning: Korsfæstelsen - Markusevangeliet kap. 15 vers 22-32 Orgel: ’Hör mein Bitten’ af Felix Mendelsohn-Bartholdi Fællessalme: ’Nu knejser korset, ravnesort’ Læsning: Jesu død - Markusevangeliet kap. 15 vers 33-39 Orgel: ’Jesus dør på korset’ af Allan Ridout
Forsoning Motet af Egil Hovland: ’Jeg er vejen, sandheden og livet’ Fællessalme: ’Du gik vor vej til ende’ Læsning: Fredsbudet - Johannesevangeliet kap. 14 vers 27-31 b Korsats: ’Herre, vis mig dine loves vej’ Læsning: ’Kærlighedsbudet’ - Johannesevangeliet kap. 15 vers 9-17 Fællessalme: DDS 192 ’Hil dig, frelser og forsoner’ Exitus: ’Det hellige kors’ (færøsk)
27
Nu knejser korset, ravnesort som sprosserne i helveds port Han hænger kvæstet på dets pæl med slangens mærke i sin hæl. Kun gnist mod sten fra støvletramp gir genskær efter lysets kamp, og blindt går verden over stag ind under mørkets sejrsflag. Så er da verden gennemtrængt af dødens mørke, stort og strengt. Han endte ene og forhadt af Gud og mennesker forladt.
Mark. 15,33-39 Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen 1991 Melodi: Preben Andreasen 2000 eller ’Vor Herre Jesu mindefest’ DDK 438
28
29
Nu knejser korset, ravnesort som sprosserne i helveds port Han hænger kvæstet på dets pæl med slangens mærke i sin hæl. Kun gnist mod sten fra støvletramp gir genskær efter lysets kamp, og blindt går verden over stag ind under mørkets sejrsflag. Så er da verden gennemtrængt af dødens mørke, stort og strengt. Han endte ene og forhadt af Gud og mennesker forladt.
Mark. 15,33-39 Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen 1991 Melodi: Preben Andreasen 2000 eller ’Vor Herre Jesu mindefest’ DDK 438
28
29
Kærlighedsbudet Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.
Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden. Joh. 15, 9-17
30
31
Kærlighedsbudet Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer.
Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn. Dette byder jeg jer, at I skal elske hinanden. Joh. 15, 9-17
30
31
Langfredag står vi over for den meningsløse vold og lidelse, der har døden til følge. For hvis korsfæstelsen af vor Herre Jesus ikke skulle være det stærkeste udtryk for den vold og smerte, der så meningsløst fører
For man fordriver ikke ondt med ondt. Det ved enhver af os godt! Og lige præcis dét skal Langfredag minde os om! Vor Herre Jesus på korset: Der er ingen objektiv logik i det. Der er ikke tale om en slags gengældens
til død, så giver Langfredag ingen… mening! Vi bliver konfronteret med en ondskab, der er så grufuld, at vi mest af alt har lyst til at vende os bort fra den. Det er ikke til at fatte, at et menneske som Jesus fra Nazaret, der vitterlig ikke havde gjort andet end leve sit liv for i ord og handling at vise mennesker, at Gud er nådig og barmhjertig. Det er ikke til at fatte, at Hans sidste timer på jorden i den grad skulle fyldes af smerte og lidelse på grund af menneskelig ondskab.
og retfærdighedens ligning med forholdet mellem Gud og verden på den ene side af lighedstegnet og Jesu korsdød på den anden. Som om Gud skulle ofre Jesus til sig selv, fordi Guds retfærdighed kræver et blodoffer for at blive tilfredsstillet. Nej, det er ikke dét, der er den guddommelige mening med Jesu lidelse og død. Gud vil ikke lidelsen og døden for selv at kunne holde verden og mennesker ud igen. Gud vil ikke gengæld, straf og lidelse. Gud er ikke sådan en konsekvent justitsmager, der vejer sine mennesker, finder os for lette og så ellers ofrer det eneste menneske, der har givet os håb om og tro på, at der er en vej ud af lidelse og død. Med korsfæstelsen sættes der netop en grænse for hele den cirkel af ondskab, og en ny mulighed for at leve og dø opstår midt i vores verden… Vi kan se dette triptykon, som en fortælling om Langfredag. Om at være menneske i denne verden, hvor korset sætter en grænse for lidelse og død, fordi vor Herre er nærværende og forbinder sig med os i hver en afkrog af menneskelivet, så vi aldrig skal leve, lide og dø alene.
Når vi ser på korset, bliver vi konfronteret med afstumpethed, forræderi, vold og død. Og vi bliver nødt til at indse, at ingen af os, ikke et eneste menneske, kan sige sig helt fri af det. Der er kræfter i os og mellem os, som kan tage overhånd, så vi lader os rive med og bliver medansvarlige for grufulde handlinger over for andre mennesker. Igen har det været en uge hvor medierne kan fortælle om forfærdelige overfald med døden til følge, og nogle gange på grund af penge eller narko. Andre gange bare fordi, man går amok og tæver løs. Så længe vi skubber det fra os og siger, at det ikke er en del af vores liv - det er unge mennesker, der skal have hårdere straffe og mere konsekvens - så længe vi udelukkende tænker i sanktioner og hævn, bliver det til syvende og sidst svært at komme ud over ondskaben. Jeg siger ikke, der ikke skal sanktioneres og straffes. Men det kan ikke stå alene, og vi må og skal tænke os om, i håbet om og troen på, at der er noget andet at gøre over for afstumpethed og vold.
32
Vi ser et menneskeansigt, der dukker frem af et netværk i cirkler. Ansigtet er fuldstændig indfældet i dets omgivelser, bundet tæt til dem. Vi er begrænsede og bundede af vores natur. Af vores splittelse mellem at ville det gode og gøre det onde, at tage afstand fra det onde, men alligevel gøre det. Det er denne splittelse, som er årsag til ufattelige lidelser i verden. Ingen kultur eller religion kan hævde sig af at være mere fredselskende eller bedre
33
Langfredag står vi over for den meningsløse vold og lidelse, der har døden til følge. For hvis korsfæstelsen af vor Herre Jesus ikke skulle være det stærkeste udtryk for den vold og smerte, der så meningsløst fører
For man fordriver ikke ondt med ondt. Det ved enhver af os godt! Og lige præcis dét skal Langfredag minde os om! Vor Herre Jesus på korset: Der er ingen objektiv logik i det. Der er ikke tale om en slags gengældens
til død, så giver Langfredag ingen… mening! Vi bliver konfronteret med en ondskab, der er så grufuld, at vi mest af alt har lyst til at vende os bort fra den. Det er ikke til at fatte, at et menneske som Jesus fra Nazaret, der vitterlig ikke havde gjort andet end leve sit liv for i ord og handling at vise mennesker, at Gud er nådig og barmhjertig. Det er ikke til at fatte, at Hans sidste timer på jorden i den grad skulle fyldes af smerte og lidelse på grund af menneskelig ondskab.
og retfærdighedens ligning med forholdet mellem Gud og verden på den ene side af lighedstegnet og Jesu korsdød på den anden. Som om Gud skulle ofre Jesus til sig selv, fordi Guds retfærdighed kræver et blodoffer for at blive tilfredsstillet. Nej, det er ikke dét, der er den guddommelige mening med Jesu lidelse og død. Gud vil ikke lidelsen og døden for selv at kunne holde verden og mennesker ud igen. Gud vil ikke gengæld, straf og lidelse. Gud er ikke sådan en konsekvent justitsmager, der vejer sine mennesker, finder os for lette og så ellers ofrer det eneste menneske, der har givet os håb om og tro på, at der er en vej ud af lidelse og død. Med korsfæstelsen sættes der netop en grænse for hele den cirkel af ondskab, og en ny mulighed for at leve og dø opstår midt i vores verden… Vi kan se dette triptykon, som en fortælling om Langfredag. Om at være menneske i denne verden, hvor korset sætter en grænse for lidelse og død, fordi vor Herre er nærværende og forbinder sig med os i hver en afkrog af menneskelivet, så vi aldrig skal leve, lide og dø alene.
Når vi ser på korset, bliver vi konfronteret med afstumpethed, forræderi, vold og død. Og vi bliver nødt til at indse, at ingen af os, ikke et eneste menneske, kan sige sig helt fri af det. Der er kræfter i os og mellem os, som kan tage overhånd, så vi lader os rive med og bliver medansvarlige for grufulde handlinger over for andre mennesker. Igen har det været en uge hvor medierne kan fortælle om forfærdelige overfald med døden til følge, og nogle gange på grund af penge eller narko. Andre gange bare fordi, man går amok og tæver løs. Så længe vi skubber det fra os og siger, at det ikke er en del af vores liv - det er unge mennesker, der skal have hårdere straffe og mere konsekvens - så længe vi udelukkende tænker i sanktioner og hævn, bliver det til syvende og sidst svært at komme ud over ondskaben. Jeg siger ikke, der ikke skal sanktioneres og straffes. Men det kan ikke stå alene, og vi må og skal tænke os om, i håbet om og troen på, at der er noget andet at gøre over for afstumpethed og vold.
32
Vi ser et menneskeansigt, der dukker frem af et netværk i cirkler. Ansigtet er fuldstændig indfældet i dets omgivelser, bundet tæt til dem. Vi er begrænsede og bundede af vores natur. Af vores splittelse mellem at ville det gode og gøre det onde, at tage afstand fra det onde, men alligevel gøre det. Det er denne splittelse, som er årsag til ufattelige lidelser i verden. Ingen kultur eller religion kan hævde sig af at være mere fredselskende eller bedre
33
end andre i denne sammenhæng, for det drejer sig ikke bare om religiøse eller kulturelle traditioner. Det drejer sig om, at vi alle kan falde i afstumpede reaktioner og holde hinanden fast i de onde cirkler af gengæld, hævn og vold. Men samtidig træder ansigtet jo frem som en modsætning, et relief i forhold til sine omgivelser. Vi har også mulighed for at vælge. Til at lytte, tage imod, tro og elske. Splittede er vi, men hver enkelt af os har en værdighed, som har med det menneskelige at gøre. Og når jeg står her Langfredag og også peger på den menneskelige værdighed, er det, fordi det var for den, Jesus døde. Han døde af kærlighed til os hver og én, døde fordi Han viede hver time af sit liv på at opmuntre, trøste, fremelske den værdighed, som vi alle har del i, og som gør os til hele mennesker. Det er derfor, den vold, lidelse og død, vi ser på korset, aldrig kan være andet end afstumpet og meningsløs. Der er ingen guddommelig mening med ondskaben i verden. Men det er præcis derfor, at Jesu kors giver mening, giver et nyt og levende håb så stærkt og klart, at vi på trods af vores splittelse og begrænsninger, har lov at tro på en ny mulighed. En ny vej. Et nyt liv. Midt i lidelse og død. Vi ser ikke et krucifiks på triptykonet, men antydningerne er der med torne og rosenkviste og den røde farve: lidelse og kærlighed. Passion. Alt kunne de gøre ved Ham, men de kunne ikke tvinge Ham til at holde op med at elske. ’Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør’, bad Jesus på korset. Med den bøn brød Han
34
cirklen af ondskab. Stoppede hævnens og sanktionens logik. Den bøn kan kun Han bede! På vegne af sig selv og os alle. Dermed gjorde Han sig til ét med hver eneste afkrog af menneskelig lidelse, tog den på sig, så ingen nogen sinde mere skal være alene i sin smerte over sin egen eller andres lidelse. Og da Han døde, gjorde han sig til ét med hver eneste menneskes død, så ingen af os skal gå fortabt i mørke og tomhed. Når det værste sker for os mennesker, når vold medfører død eller når sygdom, som er naturens vold mod os, tager livet af os. Når vi selv mister et elsket menneske, så minder Langfredags kors os om, at vor Herre Jesus har gjort sig til ét med os, hvor end vi er, og hvad vi end bliver udsat for eller udsætter os selv og andre for. Og sådan har Han for altid forbundet sig med mit og dit liv, med min og din død. Som vi ser i den tredje del af triptykonet, der symboliserer hænder, som holder fast i hinanden, som når man bærer i kongestol. Det tætteste og stærkeste greb der findes mellem os. En kongestol kan løfte tung vægt. Vor Herre forbinder sig med os i dette stærke greb, som kan fortsætte rundt om hele jordkloden og omfatte alle mennesker. Det guddommelige greb der bærer os alle oppe, og som også fortsætter i det uendelige rum mellem himmel og jord, og bærer os helt ind i evigheden. Amen. Langfredagsprædikenen er afholdt efter påskeoptakten ’Menneske, kors og forsoning’
35
end andre i denne sammenhæng, for det drejer sig ikke bare om religiøse eller kulturelle traditioner. Det drejer sig om, at vi alle kan falde i afstumpede reaktioner og holde hinanden fast i de onde cirkler af gengæld, hævn og vold. Men samtidig træder ansigtet jo frem som en modsætning, et relief i forhold til sine omgivelser. Vi har også mulighed for at vælge. Til at lytte, tage imod, tro og elske. Splittede er vi, men hver enkelt af os har en værdighed, som har med det menneskelige at gøre. Og når jeg står her Langfredag og også peger på den menneskelige værdighed, er det, fordi det var for den, Jesus døde. Han døde af kærlighed til os hver og én, døde fordi Han viede hver time af sit liv på at opmuntre, trøste, fremelske den værdighed, som vi alle har del i, og som gør os til hele mennesker. Det er derfor, den vold, lidelse og død, vi ser på korset, aldrig kan være andet end afstumpet og meningsløs. Der er ingen guddommelig mening med ondskaben i verden. Men det er præcis derfor, at Jesu kors giver mening, giver et nyt og levende håb så stærkt og klart, at vi på trods af vores splittelse og begrænsninger, har lov at tro på en ny mulighed. En ny vej. Et nyt liv. Midt i lidelse og død. Vi ser ikke et krucifiks på triptykonet, men antydningerne er der med torne og rosenkviste og den røde farve: lidelse og kærlighed. Passion. Alt kunne de gøre ved Ham, men de kunne ikke tvinge Ham til at holde op med at elske. ’Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør’, bad Jesus på korset. Med den bøn brød Han
34
cirklen af ondskab. Stoppede hævnens og sanktionens logik. Den bøn kan kun Han bede! På vegne af sig selv og os alle. Dermed gjorde Han sig til ét med hver eneste afkrog af menneskelig lidelse, tog den på sig, så ingen nogen sinde mere skal være alene i sin smerte over sin egen eller andres lidelse. Og da Han døde, gjorde han sig til ét med hver eneste menneskes død, så ingen af os skal gå fortabt i mørke og tomhed. Når det værste sker for os mennesker, når vold medfører død eller når sygdom, som er naturens vold mod os, tager livet af os. Når vi selv mister et elsket menneske, så minder Langfredags kors os om, at vor Herre Jesus har gjort sig til ét med os, hvor end vi er, og hvad vi end bliver udsat for eller udsætter os selv og andre for. Og sådan har Han for altid forbundet sig med mit og dit liv, med min og din død. Som vi ser i den tredje del af triptykonet, der symboliserer hænder, som holder fast i hinanden, som når man bærer i kongestol. Det tætteste og stærkeste greb der findes mellem os. En kongestol kan løfte tung vægt. Vor Herre forbinder sig med os i dette stærke greb, som kan fortsætte rundt om hele jordkloden og omfatte alle mennesker. Det guddommelige greb der bærer os alle oppe, og som også fortsætter i det uendelige rum mellem himmel og jord, og bærer os helt ind i evigheden. Amen. Langfredagsprædikenen er afholdt efter påskeoptakten ’Menneske, kors og forsoning’
35