Brevet til Eferserne

Page 1


Paulus’ Brev til Efeserne

… læst af Kirsten Jørgensen

Eksist E ns E n

Brev til Ejner 7

Efterskrift 75

Litteraturliste 77

Frederiksberg, den 1. november 2023

Kære Ejner

Idag er du to år gammel. Eller faktisk lidt mere, for du blev født den 21. juni 2021 på Rigshospitalet i København. Sommersolhverv – årets længste og lyseste dag og samtidig første skridt på slisken mod mørket. Din oldemor havde mest fokus på det sidste, og mens andre gjorde klar til at tænde sankthansbål, sukkede hun over himmellegemernes faste gang. Og jeg, din mors faster og din bedstefaster, var hvert år irriteret over det blik, der var sikkert rettet mod det stigende mørke i stedet for at lade lyset trænge ind bag øjnene, hvor det kunne vende de opgivende hjernevridninger rundt og pege på håbet. Det lyder måske banalt og klichefyldt, men du er et barn af lyset i mere end astronomisk forstand. Dine forældre valgte at lade dig døbe, og sådan blev det slået fast, at du både har lyset i ryggen, og at du altid er på vej mod lyset. Du er lysets barn.

Jeg har sat mig for, at jeg vil skrive noget så gammeldags som et brev til dig. Jeg vil gerne fortælle dig om, hvad det betyder at være lysets barn. Du kan ikke

læse brevet i dag, men jeg vil gerne have, at du læser dette i 2039, når du bliver 18 år. Til den tid er jeg en gammel kvinde, hvis jeg da ikke allerede ligger i min grav med udsigt til Kerteminde Fjord. Jeg skriver til dig, der som en ung mand skal i gang med at tage ansvar for en verden, som jeg naturligvis ikke i skrivende stund kender beskaffenheden af. Jeg har mine bange anelser, men selvfølgelig også håb. Jeg skriver i mørke novemberdage, hvor mennesker igen er gået i krig i Europa. Der er krig mellem Ukraine og Rusland. En ny og uhørt bestialsk gentagelse af den gamle konflikt mellem israelere og palæstinensere er i gang. Grusomhed, kynisme, dumhed raserer menneskers liv. Hver eneste dag dræber voksne mennesker andres børn. Når jeg ser på din toårige livfuldhed, bliver det endnu mere uhyrligt, at børn slås ihjel med fuldt overlæg. Og så er der alle de andre konflikter, der er forsvundet fra medierne, udkonkurreret af endnu værre katastrofer.

Jeg ved ikke, hvilke krige der fylder i verden, når du læser dette. Jeg er desværre helt sikker på, at konflikter stadig findes i din verden. Du vil blive konfronteret med dem, sikkert i nye former og nye steder med nye brudlinjer. Men de vil være der. Måske vil du se de samme uløste konflikter, som jeg ser. Ligesom du vil være til stede i en verden med mange andre udfordringer og nye problemer, hvoraf jeg i dag kan ane enkelte – klima, ulighed, formindsket biodiversitet, øgede flygtningestrømme. Andre har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig.

Derfor skriver jeg på en måde i blinde til dig. Meget forandrer sig fra generation til generation, og mellem

dig og mig er der to generationer. Det er meget muligt, at det blik, jeg og mine jævnaldrende har på verden, er helt anderledes end dit. Det er ikke usandsynligt, at jeg forstår min historiske baggrund på en anden måde, end du gør. Jeg ved ikke, om du vil være optaget af, hvordan renæssancen har formet kulturen. Eller hvad romantikken har betydet for dansk identitet. Jeg kan ikke vide, hvad du tænker om kolonialismen. Eller stenalderen. Måske har nye opdagelser flyttet dit perspektiv og forståelse et helt andet sted hen. Verden er i konstant bevægelse, og selvom du og jeg lever i den samme verden, så er det alligevel slet ikke den samme verden, du befinder dig i nu, som den jeg vågnede op til den dag i 1978, da jeg blev 18 år.

På den måde er det en smule prætentiøst af mig at skrive til dig om din verden og dit liv. Men jeg skriver heller ikke for at gøre mig klog på, hvad du skal gøre. Jeg vil bestræbe mig på at holde mig tilbage med gode råd, der sikkert bliver dårlige med tiden. Men jeg skriver for at fortælle noget om, hvordan Bibelen kan være en inspiration i livet, og jeg gør det ud fra den sikre overbevisning, at det har Bibelen en mulighed for at være, også for dig i din tid.

Helligskrifter har menneskeheden mange af, nogle af dem er meget gamle og stadig i høj grad i live. Det gælder for eksempel den jødiske Torah, den muslimske Koran og de hinduistiske Vedaer. De lever og læses stadig, fordi det, de har at fortælle, har en så stærk karakter, at de forekommer os væsentlige og værd at vende tilbage til. Hver generation tolker teksterne ind

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.