Prædikenen som det tredje rum uddrag

PrĂŚdikenen som det tredje rum

PrĂŚdikenen som det tredje rum

Marianne Gaarden

Anis 2015

Til mine sønner Malthe og Magnus

Indholdsfortegnelse Forord 7 1. Indledning 9 Prædikenforberedelse som religiøs praksis 9 Virkeligheden som inspiration 12 Indflydelse fra den nordamerikanske homiletik 14 To mennesker har ikke fælles erfaringer 18 På vej mod en ny forståelse af prædikenen 21 Bogens opbygning 23 Del I. Empirisk teologi 25 2. Empiriske studier som teologisk erkendelsesvej 27 Teologien er bundet til den menneskelige erkendelse 27 Det erkendelsesteoretiske udgangspunkt for den empiriske teologi 30 Den immanente erfaring af transcendens 34 3. Undersøgelsens empiriske metoder 37 Det kvalitative forskningsinterview – et produktionssted for viden 37 Grounded theory – struktur på kaos 42 4. Undersøgelsesdesign 47 Udgangspunkt, udarbejdelse og gennemførelse 47 Indledende overvejelser 50 Tre pilotprojekter og ændring af undersøgelsesdesign 54 Gennemførelse af interviewene 57 Databehandling 59 Kritisk evaluering på baggrund af erfaringerne med metoden 61

5

Del II. Den oplevede prædiken 67 5. Kirkegængernes prædiken 69 Autenticiteten og attituden – prædikantens ethos 69 Den reciprokke relation mellem prædikant og kirkegænger 79 Prædikenen som dialogisk interaktion 84 Kirkegængernes situerede udgangspunkt - at relatere til erfaringen 97 Prædikenen som intersubjektiv skabelse af ny mening 109 Det tredje rum hvori prædikenen emergerer 115 Kirkegængerne opsummerende 119 6. Præsternes prædiken 121 Prædikantens ethos på prædikestolen 122 Relationen sætter rammerne for kirkegængerens interaktion 124 Prædikanten som en samtalepartner og teologisk reflektor 126 Tilhørerens situation og erfaringer som udgangspunkt for dialogen 128 Prædikenen som en ny mening 131 Prædikenen i det tredje rum 133 Præsterne opsummerende 135 7. De teologiske og homiletiske implikationer 137 En traditionel teologisk tolkning af prædikantens rolle 137 Teologi og empiri harmonerer ikke 139 Reformulering af prædikenteologien ud fra et postmoderne paradigme 143 Et provisorisk bud på en prædikenteologi 145 Efterskrift 151 Litteratur 153 Indeks 159

6 6

Forord I denne bog præsenterer jeg prædikenen som det tredje rum, resultatet af en empirisk undersøgelse, samt giver vejledning i anvendelsen af empiriske metoder i den praktiske teologi. Kun ét navn står uden på bogen, men vi står altid på skuldrene af traditioner og praksisser og formulerer vores ord og tanker i dialog med den allerede eksisterende tænkning. Vi er vævet ind i netværk med hinandens ord og tanker. Så selvom der kun står ét navn uden på denne bog, og som sådan er jeg selvfølgelig ansvarlig for den, så er den blevet til ved mange menneskers hjælp. Først og fremmest skylder jeg en stor tak til de kirkegængere, der i interviews ærligt fortalte om deres personlige oplevelse af gudstjenesten og prædikenen, og lod mig få et indblik i deres privatliv og trosliv. En lige så stor tak skal lyde til de medvirkende præster for et frugtbart samarbejde og for indsigt i deres erfaringer og teologiske overvejelser i forbindelse med prædikenarbejdet. Uden kirkegængernes og præsternes velvillige medvirken og åbenhjertige samtaler havde indholdet af denne bog ikke været mulig.

Lad mig derudover takke Ingrid Ank, redaktør på Forlaget Anis, for redaktionelt arbejde og konstruktiv feedback, Esther Nielsen, tidligere sognepræst, for grundig korrekturlæsning, Liselotte Dam-Jensen, underviser i retorik på pastoralseminariet i Kbh, for inspirationen til betegnelsen det tredje rum, Henning Thomsen, tidligere rektor ved pastoralseminariet i Århus, for engagerede systematisk-teologiske samtaler om de empiriske resultater, Peter Gundelach, professor i sociologi ved KU, for uvurderlig faglig støtte i arbejdet med at navigere i metodisk fremmed farvand, Erling Andersen, lektor ved Pastoralseminaret i Århus, for en engels hjælpsomhed og kritisk feedback, og ikke mindst Michael Schelde for hus- og hjerterum samt for at udgøre et utrætteligt heppekor.

Mange pastoralseminariestuderende og præster har desuden lagt øre til de empiriske analyser og resultater både under og efter arbejdet med under

7

søgelsen. Det har givet anledning til teologiske refleksioner, intense diskussioner og kvalificeret modspil. Det er mit håb, at bogen vil være til fortsat inspiration og invitation til yderligere homiletisk refleksion over både de konkrete resultater, og mere generelt om forholdet mellem empiri og teologi.

Traditionelt er kirkens forkyndelse blevet studeret med historiske, teologiske og/eller tekstanalytiske briller i forhold til fortolkningen af evangeliet.

Udgangspunktet for denne bog er imidlertid, at prædikenen også med fordel kan undersøges med empiriske briller. Ambitionen har været at generere viden om, hvordan samtidens mennesker forstår, tænker og tror, når de hører evangeliet, for at gøre det muligt at arbejde med prædikenen på baggrund af viden og ikke kun formodninger om, hvad der sker i mødet mellem tilhørerne og prædikenen. Ønsket er, at en sådan empirisk forankret viden kan danne grundlag for en bevidstgørelse og kvalificeret dialog om, hvordan vi skal prædike i det 21. århundrede.

Bogen tager konkret udgangspunkt i en række interviewundersøgelser med præster og kirkegængere om deres oplevelse af gudstjenesten og prædikenen, som er gennemført i perioden 2011-2014. Delresultater herfra er udgivet i forskellige artikler, for hvilke jeg i juni 2014 erhvervede ph.d.-graden ved Aarhus Universitet. De teologiske refleksioner, jeg udfolder i forlængelse af analyseresultaterne, skal ikke læses som doktrinære udsagn, men som en stræben efter at forstå mysteriet og ønsket om at være en stemme i den vedvarende dialog om Gud – og specifikt i den homiletiske diskurs, hvortil jeg ønsker at bidrage med empirisk baseret viden.

Uggeløse, juni 2015 Marianne Gaarden

8 8

1. Indledning

Prædikenforberedelse som religiøs praksis At arbejde med søndagens prædiken ugen igennem eller lørdag aften udgør en form for religiøs praksis for den enkelte præst. En praksis, der kræver tid, rum og fordybelse, men som kan blive stedmoderligt behandlet i et krævende og travlt præsteliv. Præster er online 24 timer i døgnet, tempoet kan være højt, kravene mange, og den teologiske fordybelse kan til tider være skiftet ud med en serviceminded blækspruttefunktion, hvor der løbes spidsrod mellem aktivitetsudvalgsmøder, minikonfirmandundervisning, samtaler med dåbsforældre, sorggrupper, begravelsessamtaler, kimende telefoner og e-mails, der skal besvares. Inden præsten får set sig om, kan ugen være gået, og det er lørdag, hvor familien, der også skal prioriteres, har fri. Præstearbejdslivet kan være uforudsigeligt, tidskrævende og for mange moderne præster bestå af meget andet end prædikenforberedelse. Under gudstjenesten søndag formiddag mødes præstens ord på prædikestolen imidlertid med en forventning om et skud åndelig næring, teologisk refleksion over dagens tekst, helst formidlet på en levende og nærværende måde, som menigheden kan spejle deres livserfaringer i. En sådan prædiken kræver tid, ro og fordybelse at forberede.

Prædikenforberedelsen er både tidskrævende og fagligt og personligt udfordrende. I prædikenværkstedet afklares egne teologiske tanker og forståelser. Arbejdet med prædikenen udgør for mange et identitetsskabende fundament, som det øvrige præstearbejde varetages ud fra:1 begravelsestalerne, vielsessamtalerne, samtalerne med dåbsforældrene, konfirmandforældrene, 1 En empirisk undersøgelse af norske præsters prædikenforberedelsesarbejde viser, at størstedelen af præsterne oplever arbejdet som krævende og som en identitetsskabende del af præstehverdagen. Prædikenen arbejdes der typisk med hele ugen (Mosdøl 2013, 25). En tilsvarende dansk undersøgelse findes ikke, men man kan formode, at der er paralleller mellem en norsk og en dansk kontekst.

9

sjælesorgssamtalerne og konfirmandundervisningen, ja alle de situationer, hvor præsten bidrager med en teologisk refleksion og viden. Prædikenarbejdet udgør en integreret del af alt det, præsten ellers foretager sig. Det er det fundament, som det resterende præstearbejde varetages ud fra.

Dertil kommer, at det også er i prædikenværkstedet, at præsten henter næring til sit eget åndelige liv. Man kan ikke et helt præsteliv arbejde med de bibelske tekster, uden teksterne også arbejder i og med den enkelte selv.

Typisk ligger den kommende søndags tekster i baghovedet og arbejder i løbet af ugen. Mange præster oplever, at når de to år senere vender tilbage til den samme tekst, så opdager de noget nyt i teksten. Den høres på en anden baggrund, for det er ikke kun præsten, der tolker teksten, det er også teksten, der tolker præstens og samtidens liv. Livet forandrer sig, og teksterne gennemlyser og tolker livet på ny. Midt i ønsket om at give sin menighed noget i prædikenen, så giver arbejdet med teksterne også præsten noget. Det at forberede en prædiken er en religiøs praksis for den enkelte præst – en praksis, der kræver rammer og at blive taget alvorligt. Prædikenforberedelsen ER vigtig.

Efter 5-6 års universitetsuddannelse er de teologiske kandidater udrus­ tede med teologisk viden, men det er ikke universitetets opgave at lære de studerende at formidle deres teologiske viden. Universitetsteologien er ikke tænkt ud af universitetets bøger og ind i levet liv.2 Homiletik er ikke et selvstændigt obligatorisk fag, men blot en del af det teoretiske fag, Praktisk Teologi. Den praktiske homiletik, hvor den teologiske tænkning møder livserfaringer, præsenteres først på pastoralseminariet efter afsluttet kandidateksamen, og først efter ordinationen skal det for alvor omsættes i praksis. Refleksionen over dette møde mellem klassisk teologi og praktiske erfaringer er derfor ikke nødvendigvis forankret i en bevidst teoretisk formuleret homiletik. Selvom der skulle være tid til at læse homiletiklitteratur i et travlt præstejob, er der et stykke vej fra tilegnelsen af teori til implementeringen af teorien i egen prædikenpraksis. Mange kan derfor have svært ved at forbinde universitetsteologien med præstelivet, og det har konsekvenser for prædikenpraksissen.

Nogle smider teologien overbord i stedet for at tænke den ud af universitetet 2 De sidste par år har empirisk teologi i stigende grad gjort sin indflydelse gældende i universitetsteologien.

Eksempelvis interesserer eksegesen sig ikke kun for tolkningen af livet bag, men også foran teksterne, hvilket givetvis vil få betydning for kommende generationer af teologers evne til at tænke levet liv sammen med klassisk teologi.

1 0

og ind i livet. Andre tager farve af tilegnelsen af teologien på universitetet, så prædikenen får karakter af en forelæsning i et af de klassiske teologiske fag.

Prædikenen kan beskrives fra forskellige perspektiver, men i traditionen har det været prædikestolens perspektiv, der har domineret i den homiletiske diskurs. Prædikenen er blevet forstået som en teologisk fortolkning af søndagens prædikentekster, nedfældet i et manuskript, læst op fra prædikestolen ord for ord. Fokus er med denne forståelse rettet imod prædikenens teologiske indhold. Hvorvidt prædikantens intention med sine ord er identisk med tilhørernes forståelse heraf, har der ikke været rejst spørgsmål om. Med en sådan forståelse ligger ejerskabet over prædikenens mening indlejret i præstens manuskript på prædikestolen. Den implicitte kommunikationsteori er den såkaldte transfermodel, der forstår kommunikation som overførsel af viden fra en taler til en tilhører. Teoretisk er den aflivet mange gange, men i praksis er den langt mere sejlivet.3 En af grundende hertil er formentlig, at der mangler en alternativ kommunikationsforståelse, der kan implementeres i homiletikken. Det er gammel retorisk viden, at den hørte tale ikke er identisk med den holdte, men udfordringen for homiletikken er at indkredse en kommunikationsteori – eller en kommunikationsteologi – der kan sættes i stedet.

I kølvandet på den empiriske vending i den praktiske teologi i begyndelsen af 1970’erne har kommunikationsteorier, hvor accenten på forskellige måder ligger på tilhøreren, dannet udgangspunkt for nye homiletiske tiltag.

Disse nyere homiletiske bidrag, der baserer sig på en tilhørercentreret kommunikationsteori, er primært inspireret af nyere amerikansk homiletik og af faget retorik. Her forskydes ejerskabet over prædikenen til tilhørerne, der inviteres til selv at skabe mening i det hørte. Mange præster har netop erfaret, at menigheden kommenterer noget i prædikenen, de mener at have hørt, men som ikke er blevet sagt. Typisk er det billeder, fortællinger og små anekdoter, der kommenteres. Denne erfaring tilkender tilhørerne en aktiv rolle i prædikenbegivenheden. Interessen for den nye homiletiske udvikling er stigende.

Det afspejles blandt andet i, at der de seneste to årtier er udkommet mere homiletisk litteratur på dansk end på noget tidspunkt tidligere.4 Disse nyere homiletiske bidrag, der baserer sig på en tilhørercentreret kommunikations-

3 Nielsen 2004.

4 Andersen 1996, Bjerg 2002, Nielsen 2004, Thøisen 2005, Andersen 2006, Asmussen 2010, Lorensen 2012.

1 . I n dl e dn i n g 1 1

teori, tager imidlertid primært udgangspunkt i teoretisk viden om, hvordan prædikenen høres og ikke i empirisk baseret viden om receptionen.5 Motivation til den empiriske undersøgelse af, hvordan prædikenen høres, udspringer således af den nye homiletiske litteratur, primært inspireret af den nordamerikanske bevægelse, der kaldes New Homiletic, videreudviklet i Other wise preaching, der gør op med den implicitte kommunikationsteori, der bygger på transfermodellens antagelse om, at prædikenens budskab lader sig overføre fra prædikant til tilhører. Disse nyere homiletiske teorier, hvor prædikenen forstås som en interaktiv begivenhed, har haft stigende indflydelse på en dansk kontekst. Men kan den amerikanske homiletik med sine kommunikative og pragmatiske anvisninger appliceres på en dansk gudstjeneste? Harmonerer denne teoretiske forforståelse af prædikenen med, hvordan kirkegængerne lytter til en prædiken i praksis?

Jeg var nysgerrig, og kastede mig derfor ud i en empirisk undersøgelse.

Virkeligheden som inspiration Min intention var at implementere socialvidenskabernes kvalitative forskningsinterview i undersøgelsen af prædikenbegivenheden, både som den oplevedes fra kirkebænken og fra prædikestolen. Hvis troen kommer af ordet, der høres, hvorfor så ikke lytte til, hvad de, der hører, hører? Det reformatoriske slogan “Viva Vox Evangelii” (evangeliets levende stemme) leder opmærksomheden hen på skriften og evangeliets livgivende kraft. Det er en stemme, der skal høres. Det er så indlysende, at det ikke kræver yderligere argumentation, for hvorfor ellers bruge stemmen? I Rom 10,17 hævder Paulus, at “troen kommer altså af det, der høres,” derfor skal evangeliet forkyndes.

Det er udgangspunktet for den kristne kirke verden over. Det er indlysende, at evangeliets levende stemme skal høres, men indlejret i denne selvindlysende sandhed er det vigtige spørgsmål, hvordan evangeliets stemme høres.

Fundamentet for den kristne kirke er, at evangeliet skal forkyndes. Følgelig har prædikenens indhold igennem hele kirkens historie været genstand for teologisk refleksion og diskussion. Fokus har været rettet imod, hvad der

5 Ordet reception har konnotationer til en forståelse af kommunikation som passiv modtagelse af et budskab, hvilket undersøgelsen ikke understøtter. Et bedre ord er interaktion, som introduceres senere i bogen.

1 2

er sagt og skrevet, idet man i den teologiske tradition implicit har opereret med en forståelse af kommunikation, hvor det sagte ord var identisk med det hørte. Den implicitte kommunikationsteori er som nævnt transfermodellen, der forudsætter, at overførsel af information er mulig. Den sparsomme homiletiske litteratur6, der er blevet udgivet i Danmark frem til slutningen af 1980’erne, har i overensstemmelse hermed været rettet imod prædikenens teologiske indhold, som var defineret ud fra en dogmatisk og eksegetisk bestemmelse suppleret med hyldemeter af prædikensamlinger.7 En prædiken var præstens ord fra prædikestolen. Sådan har det groft sagt været i det danske kirkelige og teologiske univers frem til slutningen af 1980’erne.

I en evangelisk teologi, især præget af den dialektiske teologis opgør med liberalteologien i begyndelsen af det 20. århundrede, fremhæves prædikenen som Guds Ord, “das ganz Andere”, der kommer fra oven. Begrebet Guds ord findes også i præsteløftet, hvor prædikanten skal “forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger”, hvilket alle præster har skrevet under på ved ordinationen. Selvom mange teologiske tolkninger efterfølgende har defineret prædikenbegivenheden anderledes, kan virkningshistorien fra denne Guds-Ord-tradition, understøttet af formuleringen i præsteløftet, bidrage til at nære forestillingen om, at prædikanten kan/skal forkynde evangeliet uden selv at stå i vejen for Guds ord. Det rejser imidlertid spørgsmålet om, hvordan forholdet mellem Guds ord og prædikantens ord er – og specifikt hvordan det opleves fra et empirisk perspektiv. Er der eventuelt uoverensstemmelse mellem prædikenoplevelse og prædikenteologi?

I Danmark har der hidtil ikke – eller kun i meget begrænset omfang – været teologisk tradition for at fundere homiletisk teori på empirisk baseret viden om praksis. Igennem kirkens historie er prædikenens teologi blevet udformet på baggrund af teologiske tekster, formuleret af velbegavede, veluddannende og velformulerede teologer, og ikke på baggrund af almindelige menneskers troserfaringer. Det bærende paradigme i klassisk prædikenteologi har hidtil været, at teologi har sit udspring i tænkningen. Tænkning og erfaring er imidlertid ikke et dualistisk modsætningspar, og teologiske tekster

6 Bastholm 1775, Barth 1938 og Pedersen 1987.

7 For en kommentar om de mange prædikensamlinger se Demant & Vejlgaard 1990, 61-71.

1 . I n dl e dn i n g 1 3

er også udtryk for menneskers erfaringer. Det er således bogens udgangspunkt, at prædikenens teologi kan lære af almindelige menneskers erfaring.

Det indebærer ikke, at empirien kan føres som bevis for teologiske påstande, men analysen af en empirisk undersøgelse kan bringe nye perspektiver til den teologiske refleksion, som homiletikken næres af. Denne bog er således motiveret af et ønske om at tilføre et empirisk perspektiv, der dels kan bibringe ny inspiration til homiletikken og dels kan bidrage til den faglige diskurs i forsøget på at indkredse en kommunikationsteori, som en samtidshomiletik kan bygge på.

Indflydelse fra den nordamerikanske homiletik I 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede nåede en homiletisk udvikling, der var begyndt et par årtier tidligere primært i Nordamerika og i mindre omfang også i Tyskland, de danske prædikestole. Det 20. århundredes sprogfilosofiske udvikling, ofte betegnet som The linguistic turn, betød, at sproget ikke længere blev opfattet som et neutralt medium til at beskrive en objektiv virkelighed. I kølvandet blev transfermodellen i den homiletiske litteratur forsøgt erstattet af andre kommunikationsteorier. Fokus blev flyttet fra prædikantens manuskript til prædikenens tilhørere. Kommunikationen i prædikenen blev ikke længere blot opfattet som overførsel af information eller mening, men som en interaktiv og situationsbunden begivenhed. Man begyndte at tale om prædikenen som en sproghandling eller en begivenhed.

Prædikenen var ikke længere ordene i præstens manuskript, men den mening, tilhørerne tillagde disse ord. Tilhørerne blev således tilskrevet en afgørende rolle i prædikenbegivenheden og tilhørerens perspektiv blev implementeret i homiletikken.8 Opgøret var rettet imod den abstrakte-dogmatiske prædiken, som kritikkerne ikke mente, nåede ud over prædikestolen, fordi den i menighedens øre var uvedkommende, kedelig og tør. Retorikkens tilhørercentrerede udgangspunkt blev, omend ikke ukritisk, inspirationskilde, og dele af retorikken blev implementeret i homiletikken. Form og indhold følges ad, lød argumentet. I stedet for at betragte prædikenen alene under et dogmatisk-eksegetisk 8 Se fx Nielsen 2001 og Gaarden 2007.

1 4

perspektiv som i den dialektiske teologis homiletik, samlede interessen sig om prædikenen som en kommunikativ handling, hvor tilhørerens reception af prædikenen blev tillagt afgørende betydning. Efter devisen, “der er ikke megen forkyndelse i den prædiken, der ikke er hørt,” blev overvejelser om tilhørernes perspektiv ikke kun et spørgsmål om en liberalteologisk leflen for menigheden, men et teologisk relevant emne. Den sprogfilosofiske vending i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne banede således vejen for et paradigmeskifte i den eksisterende prædikenteori, som i Nordamerika udviklede sig til en bevægelse kaldet The New Homiletic.9 Tanker og teorier fra denne homiletiske bevægelse, har gennem de sidste to årtier fundet vej ind i en nordeuropæisk prædikenpraksis, herunder også den danske.10 Præster, der ellers i generationer har orienteret sig mod tysksproget teologi, har de sidste årtier i stigende grad ladet sig inspirere af nordamerikanske tanker og teorier fra The New Homiletic. Banebrydende for den nye homiletik var en afstandtagen til den traditionelle forståelse af prædikenen som en envejskommunikation af Guds Ord, åbenbaret i Bibelen, formidlet videre af en neutral prædikant til en passivt lyttende menighed. En traditionel teologisk fortolkning af prædikenen som Guds Ord har en markant virkningshistorie i en dansk kontekst fra den dialektiske teologi. Denne teologi indeholder en subjektivitetsforståelse, hvor den enkelte tilhører blot skal afgøre sig for enten at modtage eller afvise prædikenens budskab. Dette syn på tilhøreren blev skiftet ud.

The New Homiletic’s implementering af de sprogfilosofiske landvindinger forandrede følgelig opfattelsen af kirkegængernes betydning for prædiken. Ved at flytte fokus fra prædikens indhold til tilhørernes modtagelse, blev kirkegængerne nu betragtet som aktive medaktører i prædikenbegivenheden og ikke blot som passive tilhørere af et budskab. Hvorvidt det var en passiv eller aktiv proces at lytte, havde ikke tidligere været i fokus.11 Den nye sprogfilosofiske bevidsthed forholdt sig kritisk til den implicitte antagelse om, at det skulle være muligt at overføre prædikenens budskab som entydig information via sproget som middel. I stedet forudsatte den nye sproglige bevidsthed, 9 For et overblik over The New Homiletic, se fx Thøisen 2005.

10 For en redegørelse for indflydelse i en nordisk kontekst se Sundberg 2008, 33.

11 I en eksistensteologisk prædikenforståelse kunne tilhørerne tillægges en aktiv rolle, idet de enten skulle beslutte sig for eller afvise budskabet.

1 . I n dl e dn i n g 1 5

at ambiguiteten er indbygget i sproget selv. Ord som Gud, nåde eller synd har forskellige betydninger og konnotationer i forskellige menneskers bevidsthed.12 Prædikenen blev betragtet som en sproghandling, en begivenhed som tilhørerne deltog i.13 Opgaven var derfor at prædike, så tilhørerne aktivt blev inddraget i en meningsskabende proces i et dynamisk samspil mellem tekst, prædikant og tilhører. Retorikken, der har et tilhørercentreret udgangspunkt, blev implementeret i bestræbelserne på at udvide og udvikle prædikenens dialogiske natur.14 Parallelt med den nordamerikanske udvikling fandt en tilsvarende homiletisk ny-orientering sted i Tyskland, hvor de første empiriske undersøgelser af, hvad kirkegængerne hørte i prædikenen, blev gennemført i 1970’erne og 80’erne.15 Fælles for tilgangen til disse første internationale undersøgelser var primært at undersøge og vurdere prædikenen ud fra dens virkning og effekt – hørte menigheden det, præsten sagde? Resultaterne vidnede om, at tilhørerne ikke blot afkodede prædikenens budskab, men nærmere fortolkede og transformerede budskabet ind i deres egen situation i overensstemmelse med egne interesser. Der var imidlertid fortsat en tendens til at betragte dette som kommunikative forhindringer, der kunne/skulle overvindes ved større retoriske bestræbelser på at formulere sig mere præcist og klart.16 Den implicitte kommunikationsteori var således stadigvæk – om end i en mere nuanceret udgave – transfermodellen.

Dette kommunikationsteoretiske udgangspunkt forsøgte bidragsyderne til The New Homiletic at gøre op med, men spørgsmålet er, om det ikke i en mere subtil udgave blev videreført. Det afspejler fx argumentationen i den for The New Homiletic trendsættende bog As One Without Authority fra 1971 af Fred Craddock.17 Heri argumenterer han for en induktiv kommunikationsstrategi, inspireret af den danske teolog og filosof Søren Kierkegaards indirekte meddelelse.18 I opgøret med den autoritære, deduktive og

12 13 14 15 16 17

For en redegørelse af Den sproglige vendings indflydelse på The New Homiletic, se Sundberg 2008, 24-27.

Homiletikken hentede inspiration af den engelske sprogfilosof Austin.

Thøisen 2005.

Piper 1976, Grandthyll 1977, Daiber 1980-1991, van der Geest 1982.

Dahm 1986, 242-252.

Craddock 1971. Bogen blev banebrydende og trendsættende for den homiletiske udvikling, der kom til at kendetegne the New Homiletic de følgende årtier.

18 Den induktive prædikenstil blev i Danmark præsenteret af Andersen 1996.

1 6

dogmatisk docerende prædikenstil skulle prædikanten ved en induktiv kommunikationsstrategi føre tilhørerne frem til “deres egne konklusioner”, som vel og mærke var identiske med prædikantens. Implicit i argumentationen lå imidlertid stadigvæk forestillingen om, at det overhovedet er muligt for prædikanten at overføre mening til tilhørerne, eller føre tilhørerne til en bestemt mening19 – omend prædikanten, for ikke at fremstå autoritær, skulle afholde sig derfra. Ved at opbygge prædikenen af små fortællinger og anekdoter, der kunne relateres til erfaringer fra det levede liv, skulle tilhørerne ved at identificere sig med det hørte nå frem til egne aha-oplevelser. Forudsætningen for den tankegang er imidlertid, at tilhørerne rent faktisk kan føres til den konklusion, som prædikanten ønsker ved hjælp af identifikation med prædikenens menneskelige erfaringsdimension. Det er transfermodellen i en mere subtil udgave, og spørgsmålet er, om forudsætningen for denne reference til fælles menneskelige erfaringer er holdbar.

En af de homiletikere, der fik afgørende indflydelse på udviklingen af The New Homiletic, var David Buttrick. Han baserer sin homiletik på empiriske studier af tilhørernes prædikenoplevelse, uden han dog noget sted redegør for disse studier. Hans strukturelle og kommunikative anvisninger i bogen Homiletic. Moves and Structures fra 1987 bygger på resultaterne af undersøgelserne. Her argumenterer han med udgangspunkt i tilhørerreceptionen for, at prædikanten ikke kun skal verbalisere, men også visualisere prædikenens teologi.20 Denne tænkning bliver bærende for de trendsættende bidragsydere til The New Homiletic, som fx Thomas Long, i The Witness of Preaching fra 1989, hvori han argumenterer for, at prædikanten skal vise, hvad en teologisk tanke er i det erfarede liv, hvis menigheden skal kunne se eller forstå relevansen deraf.21 Det billeddannende sprog, imaginationen, spiller en central rolle hos de fleste af bevægelsens bidragsydere i bestræbelserne på at formidle evangeliet, så det vækker genkendelse hos den aktivt lyttende menighed. Imagination og identifikation blev nøglebegreber, der gennemstrømmede den grundlæggende tænkning i The New Homiletic.

Teoretisk hentede homiletikerne belæg hos den amerikanske litteratur19 I kapitel 5 redegøres for en alternativ kommunikationsmodel formuleret af Barnett Pearce, hvor mening ikke overføres, men skabes i en interaktion.

20 Buttrick 1987.

21 Long 1989.

1 . I n dl e dn i n g 1 7

teoretiker og retoriker Kenneth Burke, der havde videreudviklet Aristoteles’ begreb om persuasio – på dansk ofte oversat som overbevisning. I Den aristoteliske tradition etableres persuasio af de tre appelformer, logos, ethos og pathos. I A Rhetoric of Motives fra 1969 argumenterede Burke for, at det stærkeste overbevisende element i en tale er identifikation. Burke forstod identifikation som et helt grundlæggende element i al menneskelig kommunikation, fordi mennesker er født og eksisterer som biologisk adskilte individer, men søger via kommunikation at overvinde denne adskilthed ved at identificere sig med den anden. Dette nøglebegreb om identifikation blev en af de bærende søjler i The New Homiletic’s argumentation for anvendelsen af imaginationen. Forudsætning for denne tankegang er imidlertid, at tilhører og prædikant trækker på en fælles erfaringshorisont.

Kritikere af den induktive prædikenstil forholdt sig skeptisk til det uetiske ved at ville føre tilhøreren hen til de konklusioner, som prædikanten ønsker, at de skal drage. Det er manipulation, lød indvendingen imod den induktive prædiken. Endvidere har man stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er kommunikativt muligt for prædikanten at identificere sig med tilhørernes erfaringer, og omvendt at tilhørerne skulle kunne identificere sig med prædikantens erfaringer. Identifikation forudsætter en høj grad af fælles erfaringsreference og fælles fortolkningsramme, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet, alene af den grund at tilhørerne er situeret i deres egen kontekst og derfor altid vil have forskellige erfaringer og referencerammer til det hørte.

Mennesker har ikke fælles erfaringer, lød indvendingen imod The New Homiletic.22

To mennesker har ikke fælles erfaringer Endnu inden tankerne fra denne homiletiske udvikling, der de sidste to årtier har haft stigende indflydelse i en dansk prædikenkontekst, for alvor er blevet implementeret, har den nordamerikanske homiletik bevæget sig væk fra The New Homiletic’s mere generelle og eksistentialistiske syn på tilhøreren.

Kritikken retter sig blandt andet imod den antagelse, at prædikanten kan forudsætte en fælles erfaringshorisont. The New Homiletic’s implicitte menne22 McClure 2001. McClure er professor i homiletik ved Vanderbilt Divinity School, USA.

1 8

skesyn er for begrænset. Man kan ikke blot appellere til erfaringen i prædikenen og derved føre tilhørerne til en bestemt erkendelse, for to mennesker har ikke de samme erfaringer, lyder indvendingen. I stedet rettes nu fokus mod tilhørernes forskellighed eller anderledeshed i mødet med prædikenens ord.

Denne opfattelse af menneskers forskellighed, anderledeshed eller fremmedhed ligger til grund for en ny-orientering inden for den homiletiske udvikling, der er blevet kaldt Other-wise Preaching, formuleret i begyndelsen af det 21. århundrede primært af John McClure.23 Blandt denne homiletiske strømnings teoretikere er udviklingen blevet udlagt som et paradigmeskifte fra en moderne tilhørercentreret homiletik til en postmoderne other-wise-centered homiletik.24 Der er en større bevågenhed og et større fokus på det fremmede og udefrakommende element i mødet mellem tilhøreren og prædikenen.

Et af resultaterne af en større amerikansk empirisk undersøgelse af kirkegængernes prædikenreception, Listening to Listeners fra 2004, underbygger formodningen om den manglende fælles erfaringshorisont.25 Other-wise preaching har primært været baseret på strømningerne inden for filosofien – hovedinspirationen stammer fra den franske filosof Emmanuel Levinas – og et af kernepunkterne har været homiletiske refleksioner over, hvordan kirkegængerne lytter til prædikenen. I stedet for at forudsætte identifikation og mulighed for overførsel af mening skal tilhørerens fremmedhed og anderledeshed anerkendes og respekteres. Det skal ikke betragtes som en forhindring, der skal overvindes, men som en præmis, der må forudsættes.

Derved har Other-wise Preaching bevæget sig væk fra det kommunikationsteoretiske udgangspunkt, der blev forudsat i The New Homiletic. Man kan sige, at i Other-wise Preaching er fokus blevet flyttet fra tilhørerens reception, til tilhørernes substantielle interaktion med prædikenen.26 Men hvad betyder det for prædikantens arbejde og udformningen af prædikenen? John McClure argumenterer for, at prædikanten skal invitere menigheden inden

23 Tankerne bag ’Other-wise-homiletic’ tilskrives primært McClure, men er implementeret og videreført af andre homiletikere. Se fx Allen 2009. I en dansk kontekst har Lorensen introduceret Other-wise preaching i sin Ph.d.-afhandling 2012.

24 Allen 2009, 7-27.

25 McClure et al. 2004.

26 McClure skriver: “More often than not, listeners were painting the preacher’s words and sentences into a very different horizon of meaning altogether.” McClure 2008.

1 . I n dl e dn i n g 1 9

for i sit prædikenværksted for at lytte til tilhørernes forskellige og anderledes erfaringer, og disse erfaringer skal inkorporeres i prædikenen.27 I overensstemmelse med postmodernismens grundforestilling om, at den forståelse, der opnås gennem sproget, altid er kontekstuel, substantiel og situeret, undergraves forestillingen om, at der findes én ideel måde at prædike på ifølge McClure.28 Under indflydelse af den postmoderne tænkning betones mennesket som en flydende og fragmenteret størrelse, en social konstruktion, der ikke kan adskilles fra sin kontekst.29 Så vidt opererer denne homiletik ud fra et postmoderne socialkonstruktivistisk paradigme, men hvilke konsekvenser det får for prædikenens implicitte kommunikationsteori, redegøres der ikke for i Other-wise Preaching.

Internationalt er der de sidste årtier gennemført kvalitative studier af menighedens interaktion med prædikenen.30 Den amerikanske undersøgelse, Listening to Listeners, anvendte som analysemetode de tre appelformer i retorikkens persuasio: logos, ethos og pathos. Det placerer undersøgelsen inden for The New Homiletic’s paradigme i form af den moderne tilhørerorienterede homiletik. Denne analysemetode er ikke uproblematisk. Retrospektivt mener forskerne bag undersøgelsen, at den aristoteliske metode begrænsede udforskningen af den måde, tilhørerne rent faktisk interagerede med prædikenen på – en mere åben metode ville have været at foretrække, mente de efterfølgende.31 En mere åben metode, der ikke på forhånd har kategoriseret kirkegængernes prædikeninteraktion, er grounded theory. Denne analysemetode er også anvendt i en hollandsk kvalitativ undersøgelse af menighedens prædikenreception fra 2010.32 Metoden er åben, men forskeren bag tager udgangspunkt i sin teologiske forforståelse og forudsætter, at der sker noget religiøst, 27 McClure har som en konsekvens af den subjektivitetsforståelse, der er indlejret i ’Other-wise-homiletic’, arbejdet med prædikenværksteder, hvor lægfolk fra menigheden læser prædikenteksterne sammen med præsten inden søndagens gudstjeneste, så prædikanten har en mulighed for inden sin prædikenforberedelse, at inddrage kirkegængernes hermeneutiske læsning og tolkning af prædikenteksterne.

28 I forlængelse af denne tradition bidrager Lorensen til ’Other-wise homiletic’ ved teoretisk at udforske prædikenens dialogiske natur, og undersøge hvilke andre stemmer udover prædikanten, der bidrager til og påvirker samtidens prædikenpraksis, 2014.

29 Sundberg 2008, 27-33.

30 For en oversigt over de tyske, hollandske og amerikanske empiriske prædikenreceptionsundersøgelser, se Pleizier 2010, 7-15, og for prædikenreceptionsundersøgelser i de nordiske lande se Sundkvist 2003, 1-2.

31 Allen 2005.

32 Pleizier 2010.

2 0

når kirkegængerne lytter til prædikenen. Men gør der nødvendigvis det? Begrænsningerne derved synes åbenbare. Det kommunikationsteoretiske udgangspunkt er tilbage ved Guds Ord teologien.

Intentionen med mit projekt var i stedet at anvende den samme metode – det kvalitative forskningsinterview, og analysere resultaterne efter inspiration af grounded theory – men i modsætning til det hollandske projekt var mit undersøgelsesdesign ikke defineret eller begrænset af på forhånd fastlagte teologiske dogmer.

På vej mod en ny forståelse af prædikenen Det punkt er passeret i forskningshistorien, hvor prædikenen kan defineres ud fra prædikantens intentioner.33 Transfermodellen er som nævnt aflivet teoretisk mange gange, men den er sejlivet i praksis, blandt andet fordi der mangler et teoretisk alternativ med gennemslagskraft. Homiletikken søger fortsat at indkredse en alternativ kommunikationsteori, der både praktisk og teologisk kan implementeres i homiletikken. The New Homiletic søger med det tilhørercentrerede udgangspunkt mere eller mindre at placere ejerskabet for prædikenens meningsproduktion hos tilhøreren. Det har ført til forskellige forslag, herunder den induktive kommunikationsstrategi, hvorved homiletikken nærmer sig en kommunikationsteoretisk forståelse af prædikenen som en social konstruktion til erstatning for transfermodellen, uden dette dog formuleres eksplicit. Senest har Other-wise Preaching afvist denne homiletik grundet manglen på den fælles erfaringshorisont. Alternativt foreslår repræsentanter for Other-wise Preaching implementering af tilhørernes forskellige erfaringer ved en samarbejdende prædiken, hvor menigheden inviteres inden for i prædikenværkstedet.

Denne homiletik kommer med et bud på den praktiske udformning af prædikenen, men tilbage står stadigvæk behovet for at erstatte transfermodellen og formulere en mere passende kommunikationsteori. I forlængelse af de internationale undersøgelser var det derfor min intention at bidrage med empirisk baseret viden om, hvordan kirkegængere lytter til og interagerer med 33 Bent Flemming Nielsen har argumenteret for et opgør med det subjektorienteret paradigme, og har i stedet forsøgt at implementere en liturgisk kommunikationsteologi, med udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori. Nielsen 2004.

1 . I n dl e dn i n g 2 1

prædikenen i gudstjenestens liturgiske rum, hvor tilhørernes indfældethed i menighed, liturgi, musik og sakramenter også tages med i en kommunikativ forståelse af prædikenbegivenheden. Via semistrukturerede kvalitative interviews med både kirkegængere og præster undersøges, hvordan prædikenen opleves af mennesker på kirkebænken og af prædikanten på prædikestolen.

Udgangspunktet for interviewene var en konkret prædiken indlejret i en liturgisk kontekst i gudstjenesten, i et konkret kirkerum, i en specifik menighed, på et givet tidspunkt. Fokus er ikke den i manuskriptet nedfældede prædiken, men den talte og hørte prædiken. Det centrale spørgsmål er hvordan kirkegængerne lytter til prædikenen, og ikke hvad de har hørt. Udgangspunktet er en fænomenologisk tilgang til prædikenen med henblik på at udforske interaktionsprocessen i prædikenen.34 Der løber to spor igennem bogen, et praktisk og et teoretisk. Dialektikken mellem teori og praksis er uløseligt vævet sammen. Traditionelt bevæger man sig fra teori til praksis. Jeg lader imidlertid bevægelsen gå den anden vej, så praksis lægger op til en ny teoridannelse. Målet har været at generere viden om praksis, der kan danne grobund for teoretisk/teologisk refleksion. Målet har således været dels at undersøge, hvordan kirkegængere lytter til og interagerer med prædikenen i gudstjenesten, og dels at sammenholde resultaterne af denne undersøgelse med præsternes egen oplevelse og teologiske forståelse af prædikenen.

Jeg har derfor lyttet til kirkegængerne for at forstå, hvordan de hører og oplever prædikenen. Jeg har lyttet til præsterne, for at forstå, hvordan de teologisk forstår og praktisk erfarer prædikenbegivenheden. Jeg har insisteret på at lade mig føre af empirien og ikke teorien. Det har været en induktiv rejse, en erfaring af kaos, hvor begyndelsespunktet var 500 siders ustruktureret datamateriale. Inspireret af den sociologiske metode grounded theory har jeg arbejdet mig igennem analysen af de transskriberede interviews linje for linje.

Det har været resultaterne af analysearbejdet, der har sat fortegnet for, hvilke teoretikere jeg har været i dialog med undervejs i forsøget på at fortolke empirien. I denne analyse voksede begrebet om det tredje rum langsomt frem.

Mødet mellem kirkegængernes erfaringer og prædikantens ord i gudstjenesten synes at facilitere et tredje rum, hvor kirkegængerne i en indre dialog 34 Interaktionsbegrebet udfoldes udførligt i analysen af interviewene med kirkegængerne i kapitel 5.

2 2

genererer ny mening eller oplever en tilstand, der først opstår eller emergerer i selve situationen.35 Denne skabelse af mening er ikke begrænset til kirkerummet, men kan fortsætte, også efter kirkegængeren har forladt kirken.

Accenten ligger umiddelbart på tilhørerens egen historie, hvor tilhøreren i dialog med de udefrakommende ord skaber mening i det hørte, mens der samtidig tilføres noget nyt. Kommunikationen i prædikenen handler således ikke primært om forståelse som en spejling af prædikantens forståelse i tilhørernes verden. Den nye mening, der er mere end kirkegængernes erfaringer og mere end prædikanternes ord, findes ikke i forvejen, den opstår først i det tredje rum. Det er dette det tredje rum, jeg udfolder i denne bog.

Bogens opbygning Bogen er opbygget i to dele: dels en teoretisk og metodisk del, der giver grundlæggende retningslinjer for, hvordan man kan arbejde med empirisk forskning i en praktisk teologisk kontekst, og dels en praktisk del, hvor analyseresultaterne præsenteres. Resultaterne sættes i dialog med eksisterende homiletisk litteratur, og de teologiske spørgsmål, som mødet med empirien rejser, trækkes frem. Intentionen med denne del er ikke at svare på de teologiske spørgsmål, som analysen af interviewene rejser, men at invitere læseren til at reflektere over dem og selv søge efter svar.

I første del præsenteres i kapitel 2 det erkendelsesteoretiske udgangspunkt for brugen af empiriske forskningsmetoder i den praktiske teologi.

Derefter følger i kapitel 3 en redegørelse for det kvalitative forskningsinterview og grounded theory. I kapitel 4 præsenteres undersøgelsesdesignet, som undersøgelsen bygger på, fra de indledende overvejelser til udvikling og gennemførelse af projektet. Dette kapitel afsluttes af en kritisk refleksion over metodens muligheder og begrænsninger i lyset af de erhvervede erfaringer.

35 Ordet emergens stammer fra det latinske emergere, der betyder at dukke op, komme frem. I filosofi, systemteori, videnskab og kunst betegner emergens den måde, komplekse systemer og mønstre kan opstå på ud af en mangfoldighed af relativt simple interaktioner. Nye egenskaber kan dannes eller opstå i et sammensat system, som ikke kan forklares ud fra de enkelte deles egenskaber. Helheden er mere og større end summen af enkeltdelene, eller sagt på en anden måde, 1 + 1 = 3. Emergens fremkommer således som et resultat af flere årsager i et sammensat system uden at kunne forklares af de enkelte deles egenskaber. Dette begreb om emergens er den bedste beskrivelse, jeg er stødt på i arbejdet med at forstå og fortolke den overskydende mening, der opstår i det tredje rum.

1 . I n dl e dn i n g 2 3

Denne første del af bogen er tænkt som inspiration for andre, der ønsker at arbejde med empirisk teologi.

I anden del af bogen følger analyseresultaterne. I kapitel 5 er det analysen af kirkegængernes oplevelse af prædiken- og gudstjenesten, der præsenteres.

I kapitel 6 er det præsternes teologiske forståelse og deres praktiske erfaringer med prædikenen. Afslutningsvis samles i kapitel 7 de vigtigste analyseresultater, hvor de teologiske og homiletiske implikationer trækkes op. Jeg peger på nogle af de implicitte præmisser, der kan tænkes anderledes, hvis den evangelisk-lutherske prædikenteologi skal være i overensstemmelse med empirien og sammenfatter efterfølgende mit provisoriske bud på, hvilke prædikenteologiske konsekvenser det har.

2 4