Tina Hastrup von Buchwald (red.)
Præstebørn Mellem glæde og alvor
Eksistensen
Formålet med denne bog er at give en bredere forståelse af livet som præstebarn. Bidragyderne har fået frit spil, og det afspejler sig i teksterne at greb og vinkel er forskellig fra forfatter til forfatter. Bidragene er skrevet med hjertet og erindringen og ikke med analyse eller konklusion for øje. Royalty fra bogen kommer til at gå til Mtoto i Tanzania, der er en dansk non profit organisation med det formål at gøre en forskel for fattige børn i Tanzania. Grundlæggerne driver flere projekter, bl.a. børnehjem. Den gennemgående tanke er, at uddannelse er vejen frem. Jeg takker redaktør på Eksistensen, Charlotte Ekstrand, for velvilje og nærvær, Eberhard Harbsmeier for at lytte til mine skøre ideer på en præstetur ned gennem Europa. Og sidst, men ikke mindst, alle gode bidragydere for det store arbejde.
Indhold
Prolog Tina Hastrup von Buchwald . . . . . . . . . . . . . . . . .
7
Præstefamilien i Sions sogn 1943-1973 Birthe Rønn Hornbech . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
27
Af et præstebarns erindringer Marianne Christiansen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
41
Jeg skulle i hvert fald aldrig være teolog Lars Gustav Lindhardt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
49
Præsteunge Jens Albinus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
55
Kraftedeme Peter Aalbæk Jensen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
61
Slægters gang Poul Nesgaard . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
63
Det dobbelte borgerskab Henrik Wigh-Poulsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
77
Præstepigen i Danmarks smukkeste præstegård Feodora Fugl Wester . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
83
5
Søndag var festdag Katrine Winkel Holm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
87
Sorrig og glæde de vandre til hobe Felicia Weile . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
93
Provokatør og præstebarn Tina Hastrup von Buchwald om Jacob Holdt . . . .
97
Præstens børn er altid de værste Mikkel Buchwald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
103
Prolog Kansler Angela Merkel er. Premierminister Theresa May er. Filosoffen Frederich Nietzsche var. Nobelprismodtageren Albert Schweitzer var. Søstrene Brontë var. Jung var. Jakob Holdt er. Poul Nesgaard er. Peter Aalbæk Jensen er. Rote Armee Fraktion har også haft sin andel af dem. Præstebørn.
• • • • • • • • • • • •
Man ved man er præstebarn, når … man kører bil og skal høre radiogudstjenesten. man forundres, når ens gymnasiekammerater ikke forstår udtrykket Jerusalems ødelæggelse. man ved, man ikke synger »forsvunden er nu al vor nød« i Et barn er født i Betlehem. man insisterer på, at julen varer til Helligtrekonger. man som barn legede gudstjeneste eller barnedåb. man af en eller anden uforklarlig årsag gemmer gamle Bibler. der er lydtætte døre i dit hjem. man kan brygge kaffe fra helt lille. man kan kirkekontorets åbningstider udenad. man ved, at stolekriser i huset kan løses ved at låne fra konfirmandstuen. man til fester bliver spurgt, om man gerne må drikke alkohol. man går til præst i hjemmesko.
(Citater fra Facebooksiden: Du ved, du er vokset op i en præstegård, når …)
7
Præstefamilien i Sions sogn 1943-1973 Af Birthe Rønn Hornbech Tidl. Kirkeminister, medlem af Folketinget og vicepolitimester Jeg er opvokset i en tid, hvor præstegerningen ofte var et familieforetagende. Det sognearbejde, der var og er en naturlig del af præstegerningen, blev ikke alene varetaget af min far. Min mor var som præstekone i Sions Sogn i København beskæftiget på fuld tid som ulønnet medhjælpende ægtefælle. Hun var uddannet farmaceut, men opgav sit arbejde for at blive præstekone 24-7 i 1941. Min lillebror Lars og jeg selv var ulønnede sognemedhjælpere og blev udkommanderet til at varetage mere eller mindre populære opgaver. Sognet var i barndommen altid omdrejningspunktet, og jeg følte tungt, at jeg ikke kunne opføre mig som andre børn og unge. Jeg var præstens datter og måtte leve op til et benhårdt decorumkrav. Selvom vi ikke boede i tjenestebolig og oven i købet boede lige uden for sognegrænsen, levede vi vort liv på en præsenterbakke. Således husker jeg stadig, at jeg i gymnasietiden var på vej til en jazzkoncert på Thorvaldsens Museum en søndag eftermiddag. Jeg gik med en dreng i hånden. Pludselig fik jeg øje på kirkeværgen og hans hustru. Lynhurtigt fik jeg trukket drengen med ind i en port. Vi blev heldigvis ikke opdaget. Senere da jeg ville giftes over hals og hoved af den ene grund, at der ikke var nogen grund til vente,
27
bad jeg organisten om at udbrede til sognets sladderhanke den hilsen fra mig, at jeg ikke var gravid. Den hilsen fra mig, fik han god brug for at gentage adskillige gange, fuldstændig som jeg havde forudset. Det var altid en del af min identitet, at jeg var præs tens datter, og et vilkår, at alles øjne hvilede kritisk på mig. Jeg var meget bevidst om, at jeg ikke måtte kaste skam over mine forældre og deres gerning. Ja, jeg havde en fornemmelse af, at der var medlemmer af menigheden, der mente, at jeg ville kaste skam over Vor Herre, hvis ikke jeg passede ind i de mest reaktionæres opfattelse af, hvordan en præstedatter burde opføre sig i nittenhundredefyrrerne og halvtredserne. »Æv, og du er præstedatter«, lød det ikke sjældent, når jeg forsøgte at opføre mig som alle andre. Fordømmelsen både fra kammerater og sognebørn var altid nær. Da jeg som integrationsminister besøgte min kollega, daværende indenrigsminister Wolfgang Schäuble, i Berlin, erfarede jeg, at talemåden, »præstedøtre er de værste«, ikke er forbeholdt danskerne. Da Schäuble erfarede, at jeg var præstedatter, udbrød han drillende: »De er de værste.« Når man alligevel hører til de værste, kan det af og til have sine fordele af spille på det. Således fik jeg på min første dag som 27-årig politifuldmægtig den 60-årige politimester til at tie, da han efter at have budt mig velkommen med ordene: »Jeg har sagt til Justitsministeriet, at jeg ikke vil have flere kvinder, De kan risikere at skulle til ligsyn«, fik mit svar: »Jeg er præstedatter og har et fortroligt forhold til døden.« Ud over, at vi børn skulle leve med det åg, at vores opførsel var overvåget af en videre kreds, havde vi
28
som nævnt en række opgaver i sognet. Vi slap ikke for at sælge lodsedler, samle ind til de fattige og løbe med kirkeblade. Fra vi var ganske små deltog vi i masser af sognesammenkomster. Vi var med overalt. Vi var naturligvis altid med til søndagens højmesse og led i stilhed under, at vi skulle sidde stille så længe. Men vi sad, stik imod vor natur, aldeles stille. Da vi blev ældre, underholdt vi til ældremøder m.v. Min bror på violin og jeg ved klaveret. Sognebørnene var en broget skare, og vi var ikke ret gamle, før vi erfarede, at det normale har vide rammer. De mest sære eksistenser passerede forbi vore barneøjne, og vi lyttede med udslåede ører til, hvad de voksne talte om. En evne til at aflæse mennesker blev tidligt grundlagt. Vi var altid omgivet af mennesker fra sognet. I kirken, i menighedshuset og hjemme. Ikke blot havde min far kontor i hjemmet, men møder en masse blev gennem årene afholdt i vores spisestue. Der kom dåbsforældre med barnevogn. Der kom lykkelige forlovede, der ville bestille bryllup. Et helt andet indtryk efterlod de sortklædte pårørende, der kom for at bestille begravelse. Dengang var man altid i sort, når man besøgte præsten i anledning af dødsfald. Fra vores værelser på første sal fulgte vi børn med i, hvem der kom og gik. Der kom løsladte fanger fra Vridsløse, som ville tale med min far om den fælles fortid i Statsfængslet i Vridsløse, hvor min far tidligere havde været fængselspræst. Der kom i det hele taget mange i vores hjem, der levede på kanten af samfundet. Der kom psykisk syge, der både havde mødt Mozart eller mente sig korsfæstet som Kristus og kunne fremvise naglegabene.
29
Alle blev de modtaget og behandlet med venlighed og værdighed med én undtagelse: Løgnagtige plattenslagere. Dem tog min mor sig af. Hun gennemskuede deres løgnehistorier. Jeg tror aldrig, at hun tog fejl. Vi forstod tidligt hendes bevæggrunde. Dels var det at lyve noget af det værste, dels sad mor på Menighedsplejens pengekasse. Vi forstod, at der måtte prioriteres benhårdt med menighedsplejens midler. Midlerne stammede jo ikke sjældent fra bidrag fra de enker, der selv sad i meget beskedne kår, og som vi kendte fra gudstjenester og møder. Enkens skærv skulle ikke ødes bort på løgnagtige og dovne plattenslagere. Til gengæld hyggede min far sig med forbryderne fra Vridsløse, og mor havde altid en tallerken med leverpostejmadder og et glas mælk til dem. Men småsvindlere, der ville bilde hende noget ind, blev sendt baglæns ned ad trappen med en skrap belæring, om at hende kunne man ikke løbe om hjørner med. Min far var altid opløftet, når han havde talt med en af sine gamle fanger, og vi fik anledning til at spørge strategisk, så vi fik nogle gode historier om forbrydernes meritter. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at disse erfaringer var afgørende for, at jeg efter juridisk embedseksamen søgte Justitsministeriet om at blive ansat i politiet og med kriminalforsorgen som anden prioritet. At være mistroisk som min mor og kunne gennemskue den lille plattenslagers løgnehistorier og som min far at kunne se mennesket bag morderen og svindleren var nyttige færdigheder, som jeg fik god brug for igennem 38 år i politiet og lige så mange år i politik.
30