Rejsefører til ensomheden by Eksistensen

REJSEFÃ&#x2DC;RER TIL ENSOMHEDEN

af Lene Bagger

EKSISTENSEN

Dysterdal Dagen før skrev hun et portræt af sig selv til brug for en udstilling, hvor fire af hendes malerier var optaget. Hun satte sig på plads i verden, defineret og velafgrænset, hun satte sig til rette og så sig omkring, tilfreds med sine omgivelser, ét med sine koordinater, dette var hendes liv, og hun kunne se den røde tråd, som havde ført hende så vidt, og de fjerne lysglimt, der kunne være nye mål. Tjek, tjek, tjek, alt var godt, og dagen efter var alt brudt ned.

Dysterdal sb, smsat ord af dyster [1) uden (stærkt) lys ell. glans; m ø r k af udseende (især m. bibet. af tristhed ell. uhygge, jf. bet. 2); s k u m m e l (og øde), 3) om lyd, ansigtsudtryk, stemning olgn.: f u l d a f t r i s t h e d , u h y g g e , t u n g s i n d i g h e d ] og dal [1) større (oftest langstrakt) s æ n k n i n g i j o r d s m o n n e t , som (helt ell. delvis) omgives af højere terræn (bakker, bjerge osv.). 2) overf. 2.1) (især poet.) lavt beliggende land; l a v l a n d . 2.2) (efter Ps. 23.4; relig.) som betegnelse for et sted, hvor sorg, ulykke osv. findes, dels om j o r d e n og j o r d e l i v e t (jf. Jammerdal), dels om d ø d s r i g e t ]. Ikke en lokalitet som kan behæftes med gps-koordinater, som kan fattes, rummes eller forklares, men en tilstand af chok, rådvildhed, modløshed, uden retning, uden perspektiv.

et var sådan en dag, hvor sollyset hang i guirlander så fint og klart, at det næsten var til at føle på, og hun standsede da også ude på gårdspladsen, strakte hånden frem for at fatte om en solstråle, men fangede kun luft. Hun åbnede hånden igen, vinkede mod solen og fortsatte sin gang med lykkefjedre under hælene. De små sten på gårdspladsen rokkede let og klikkede for hver skridt, men de bar hende fremad. Der var koldt på hendes atelier. Hun smed hurtigt nogle træstykker og pinde ind i ovnen, gav dem et skvæt tændvæske, og et øjeblik efter havde ilden fat. Hun strøg en sort hånd over sine bukser og tændte for computeren. Den startede langsomt, og hun gik hen til vinduet, det store glasparti med rammen af jern som var inddelt i 48 små ruder, hvoraf ni var revnet. Der hang et perfekt designet spindelvæv øverst i vinduets ene hjørne. Udenfor kunne hun se et stykke af hestefolden og et stort ahorntræ, som stadig bar blade i hele efterårets palet af farver. Herfra min verden går … Det tog hende knap en time at skrive selvportrættet, men så var Stine Gjersing også placeret på landkortet som en rød dirrende nål. Jeg er Stine Gjersing, 46 år, og jeg bor i en gammel skov arbejderbolig ved Gribskov med Manden i mit liv, tre islandske he ste og en talende kat. Jeg lever langt fra alting, hævder de, som bor i byen og ikke ved bedre – jeg befinder mig midt i det hele, siger jeg, for jeg mærker pulsen og mærkes af pulsen i mine omgivelser. Skovens univers, træstammernes mønstre, dyrenes bevægelser, lyset, luften og duftene, stemninger og sansninger, den skønhed som er liv – det er, hvad jeg forsøger at anbringe på et lærred og fastholde i farvernes dans. Jeg underviser desuden i fransk og dansk (FVU), samt arbejder lejlighedsvist med oversættelser.

Jeg er lysseer, jeg er lykkelig. Disse to sætninger fravælger hun, det er alligevel for overmodigt. Præsentationen afsluttes med referencer til kurser og lærermestre, helt autodidakt er hun trods alt ikke, og den sædvanlige opremsning af tidligere udstillinger. Det var en ordentlig smøre, sagde Adam, manden i hendes liv. Skal du ikke skrive navnene på hestene? Skal jeg det? Nej, jeg driller dig bare, dit fjols. Det er udmærket, måske lidt højtravende, men det forventes vel; som kunstner skal man tage sig selv meget alvorligt. Det bør man da gøre, uanset om man er kunstner eller ej. Åh ja, kære Stine. Han drejede omkring, teksten var godkendt, det var fjernsynstid, og Stine mailede selvportrættet til Kunstforeningens næstformand under emnet: Sandheden om Stine Gjersing. Det var sandt det ene øjeblik, men blev til løgn det næste. Den lysende dag blev indhentet af mørket, dag blev til nat, og det blev sådan en nat, hvor et menneske døde.

n mand, Stines elskede Adam, går gennem sit hjem en sidste gang og slukker lyset efter sig. Der i mørket, lige omkring midnat standser hans hjerte, virkeligheden brister og spaltes i to. Møblerne og tingene bliver på deres pladser i huset, som ligger lige så stille og putter sig ved skoven, lunt og trygt, rammerne flytter ikke på sig. Men der sker en forskydning, så intet længere ligner noget som helst genkendeligt, et andet land glider op på siden af og hen over det første som en hinde, landskabet krænger og vrænger, og der er Dysterdal med en topografi uden forankring i verdenshjørner eller tyngdekraft. Uendelig og ufattelig, uden retning eller perspektiv, bare mørke. I Dysterdal er alt i stumper og stykker, flået fra hinanden, sønderknust og dækket af aske. Her bliver kvinden efterladt. Lige før var de to, et par, tilsyneladende midt i livet. Han døde ikke i, men ud af hendes arme, og da hun strakte sig efter ham, styrtede hun ud over virkelighedens kant og endte i Dysterdal. De var ellers enige om, at de hørte sammen, og at det skulle være dem for evigt. Da de ti år tidligere flyttede ind i drømmehuset, var de begge glade, men han var uforsigtig og sagde: Vi bliver, til vi skal bæres ud herfra. Man skal være varsom med sine ord. Nogle af dem bliver til selvopfyldende profetier, som pludselig dukker op og er en veksel, der vil indfries. Hans sidste dag i live var ikke spor bemærkelsesværdig, en almindelig arbejdsdag, der gled ind i aften, han tilbragte et par timer ved computeren på sit arbejdsværelse, de spiste en klæg gratin og så film, det blev nat, hun lagde sig først, han gik gennem huset til sengen, og mørket kom og tog ham. Pludselig var det ikke længere de to.

De lå sammen i sengen, men så er hun i bevægelse og påklædt, hun farer gennem huset for at låse op og tænde lys og bane en farbar vej mellem ham og verden, mens adskillelsen bare vokser og vokser, hans vejrtrækning, der blev til en rallen, hører op, alting standser, og alting er vild aktivitet, grelt overbelyst af loftslampen i soveværelset, hvor Falck-redderne og lægen tramper rundt i sengen og bakser med hans nøgne krop, kanyler og mærkelige apparater, og hun er forvist til et andet rum, hele huset er hendes, bare ikke soveværelset, og hun føler, at hun svigter ham, men er også eksponeret, medvirkende i en film af den slags hun aldrig ville gide se, fordi dens sentimentalitet er fornærmende og udfaldet så forudsigeligt, at det hele føles som et overgreb. Det her sker ikke, det kan ikke ske. Men det skete. Og det blev ved og ved. Lægens ansigt får hun øjeblikkelig lyst til at kradse til blods. Han beklager, der var ikke noget de kunne gøre. Kan du hans fødselsdato? Selvfølgelig, snerrer hun, jeg har levet sammen med ham i 24 år. Vreden er næsten befriende, i hvert fald beskyttende, for aggressiviteten er genkendelig og kraftfuld, noget at holde sig til midt i alt det uoverskuelige. Falck-redderne spørger forsigtigt: Skal vi tage ham med, eller vil du beholde ham til i morgen? Et øjeblik forstår hun slet ikke spørgsmålet, for hvad skulle hun med en død mand liggende på gulvet i soveværelset? Og det er lige før, hun siger netop det, prisgivet absurditeten, men i næste nu ramt af en hæslighed, der ikke kan formildes. Det der var Adam, bliver båret ud af verden i en gul presenning, en ligpose, båret ud af huset helt som forudsagt, mens hun er tilbage, nu overladt til to unge betjente. Lige før var han levende, i fuld gang med sit liv, sammen med Stine. Nu er han bare væk.

Er der nogen, du kan ringe til? spørger betjentene. Det er midt om natten, indvender Stine. Men du skal ikke være alene. Lægen har anbefalet hende at ringe til Adams søskende, men betjentene synes, det er for brutalt – de sover intetanende i deres senge i Jylland, lad dem endelig få deres nattesøvn i fred, dårlige nyheder præsenteres bedst i dagslys. Men Stine skal ikke gå gennem resten af denne nat uden selskab, om ikke andet bliver betjentene hos hende, og det synes hun alligevel er synd, de er så unge begge to, og hun ringer til bedsteveninden Lærke. Det er Frederik, hendes mand, der tager telefonen, og nu krakelerer Stine. Hun bryder sammen, da hun hører sin egen stemme sige det ubegribelige, den slags ord som man næsten ikke kan sige. Adam er død (jeg tænkte om … jeg skulle spørge … om Lærke måske ville komme, eller jer begge to …) Lærke og Frederik er hos hende tyve minutter senere og minder hende om en normalitet, der allerede hører fortiden til. Stine laver te, og de sidder om bordet, taler om Adam og aftenen, der gik forud. Frederik kører hjem, Stine og Lærke er oppe til ved fire-tiden. Lærke har medbragt sengetøj og indretter sig i gæsteværelset, mens Stine går ovenpå, ind i soveværelset. Hun skifter lagen og skubber Adams dyne ned på gulvet, men bagefter lægger hun sig i sin seng, der engang var deres, her døde Adam, og her ligger Stine og skal leve videre. Hun sover ikke denne nat og står op ved syv-tiden og begynder at ringe rundt for at ødelægge andres illusioner om virkeligheden.