Se, der er en undertekst Opmærksomheden kan bl.a. skabes gennem klum mer i lokalavisen, der tager del i de aktuelle diskussioner. Det gør fx præsten Mads Graves Pedersen fra Tagensbo Kirke i Nordvest i København. Han har flere gange skrevet om sport i folk&kirke, og jeg har spurgt ham, hvordan eksempelvis en fodboldkamp kan bruges til at udlægge evangeliet. Hvad er det for en fællesmængde, der er mellem kristendommen og sport, som gør det relevant for dig som præst at skrive om en fodboldkamp, spørger jeg ham. ”Når jeg ser sport, ser jeg altid livets fortælling nedenunder. En fodboldkamp på halvanden time bliver til et fragment af den store fortælling, vi alle sammen deler, og det gør den til vildt godt stof til at formidle vores eksistens. Det er jo ikke virkelighed, 120
det er et spil, men det bliver alligevel virkeligt. De 22 spillere på banen har lagt hele deres tilværelse ned i kampen; det er blodig alvor for dem, og derfor kan vi føle deres følelser og spejle vores eget livs kamp i dem. Vi kan flytte vores egen eksistens over i nogle mennesker, der kæmper en anden kamp inden for nogle rammer. Jeg er nok en anelse mere nørdet her end gennemsnittet, men jeg bruger faktisk den mytologi og historiefortælling, der er i sporten, helt aktivt i mit eget liv. I en særlig situation kan jeg sige til mig selv: Lige nu er der brug for, at du er Andrea Pirlo. Eller måske Christiano Ronaldo. Sommetider kalder en situation på en vis kynisme; på andre tidspunkter skal jeg forholde mig mere tilbagetrukket og nøjes med at trække i nogle tråde. Sportsudøverne bliver til arketyper for mig, som jeg kan bruge i mit eget liv. Det er faktisk ikke så forskelligt fra den måde, vi også kan bruge Kristus på, som et forbillede til efterfølgelse. Det er bare en anden fortælling, som appellerer til andre mennesker”. Kan man finde den slags fortællinger alle mulige steder? 121
”Ja, det tror jeg. Min kone ser meget reality-tv, og jeg tror, at hun bruger Bachelor og Gift ved første blik på samme måde. Det er en opstillet ramme; noget, der egentlig er uægte, men ikke desto mindre er deltagerne ægte mennesker, der oplever ægte følelser af kærlighed, venskab og svigt. Og dem kan hun så spejle sin egen eksistens i. Det er også sådan, det er at se et Shakespeareskuespil – og så altså at læse Bibelen. Jeg siger ikke, at de er på niveau. Hvis jeg skulle rangordne dem, finder jeg selv mest spejlingspotentiale i Bibelen og mindst i reality-tv. Der er simpelthen ikke lige så mange arketyper i Paradise som de andre steder, tror jeg. Men både reality, fodbold, Shakespeare og evangeliet er gennemspilninger af nogle menneskelige grundvilkår, der er lige præcis forskellige nok fra vores egne liv til, at de kan bruges som spejl for os. En fodboldkamp kan sagtens bruges til at udlægge evangeliet. For mig er forkyndelse at udfolde de ideer, som Jesus præsenterer i evangelierne. Og det kan jeg gøre med udgangspunkt i bibelteksterne; det er jo det, jeg gør i gudstjenesten. Men jeg kan også begynde så 122
mange andre steder. Og sport er altså særlig vel egnet. Lige nu er vi jo midt i EM i herrefodbold, og jeg har to billeder med derfra, der nærmest indrammer et grundforhold i vores liv med hinanden. Først det danske hold, der danner en mur omkring Christian Eriksen, der er kollapset på banen: Spillerne skærmer og passer på deres holdkammerat, der kæmper en kamp på liv og død, helt bogstaveligt, nede på græsset. Og så modbilledet: Da den franske stjernespiller Mbappé brænder på et straffespark mod Schweiz og dermed sender Frankrig ud af turneringen, får han lov at stå helt alene med det. Ingen af hans holdkammerater kommer hen og tager ham om skulderen og siger: ’Det er okay’. Han er 22-23 år, lige der er han jo bare en dreng, men han må klare det alene. Det giver et sug i maven at se det kæmpe svigt fra hans hold, og det er i det sug, at Gud taler til os. Vi kan mærke, at det ikke er i orden at lade ham stå der alene. Og det er forkyndelse at pege det ud.” Hvad er kernen i forkyndelsen så? ”På mit eget kirkesprog vil jeg formulere det sådan her: Alle mennesker står i et gudsforhold. Vi 123
er aldrig os selv nærmest; der er noget, der står over os og samtidig forbinder os alle sammen. Den sandhed kan jeg finde mange anledninger til at udpege, og når jeg gør det, er det forkyndelse. Det religiøse sprog er jo udviklet til at tale om forhold i eksistensen. Det indeholder eksempelvis et begreb som synd, som vi moderne mennesker ellers har det svært med, for ingen skal komme og sige, at vi ikke er ordentlige mennesker. Så det religiøse sprog tilbyder et bestemt perspektiv, og det giver god mening at bruge det religiøse sprog og begreberne fra det. For mig. Men mange af mine nærmeste venner ville gå fuldstændig kolde, hvis de skulle sige, hvad de tror på. Ingen af dem vil kalde sig ateister; de tror på et eller andet, ville de sige; de døber deres børn og bliver gift i en kirke. Men de har ikke sprog for, hvad de tror på. Og så må vi jo tale deres sprog, udpege subteksten i det, som de er optaget af. Jeg læser evangeliet mytologisk, men det er ikke alt, hvad der er at sige om det. Personligt føler jeg mig allertættest på Gud, når jeg beder, og det gør jeg flere gange om dagen, næsten uden at tænke over 124
det. Så føles det hele ekstremt virkeligt for mig, jeg bliver næsten bogstavtro. Men heller ikke Bibelen er en 1:1-beskrivelse af, hvad Gud er. Det er stadig bare et sprog. Gud er snarere underteksten til det hele. En, der har sagt det virkelig godt, er Halfdan Rasmussen i sangen Noget om kraft: Han, altså Gud, er ”ordløs og altings tekst”. Det er denne tekst, vi skal prøve at pege ud. Det er ikke sikkert, at vi kan sætte ord på det, der i sin natur er ordløst. Men vi kan i hvert fald sige: Se, der er en undertekst. Og så er det forkyndelse.” ”Klar offside”
Mads Graves’ udpegning af evangeliet i en fodboldkamp, det eksistentielle potentiale i den, gør indtryk på mig, og jeg har for første gang fået lyst til at fordybe mig lidt mere i sporten. Ottendedelsfinalen i EM 2021 ser jeg på en storskærm sammen med fjollede, glade fodboldfans, der smider mere og mere tøj undervejs og ender med triumferende at klaske deres store maver sammen, da Danmark vinder 4-1 over Wales. Jeg råber selv lykkeligt med. 125
Kvartfinalen ser jeg sammen med min mand og to venner, der er langt mere kvalificerede til at vurdere spillet end mig. De sidder og evaluerer det løbende i kor med tv-kommentatorerne og siger ting som ”Klar offside”, ”Dolberg kan bare vende på en tallerken” og ”De får jo alt for meget plads ude i højre side.” Nu er kampen mod Tjekkiet bare heller ikke en lige så god kamp som den mod Wales, men det er alligevel påfaldende så sært distanceret, jeg bliver af det tekniske fokus, der er i alt det, de sidder og siger. Jeg kan ikke se, om nogen er offside eller ej; det har aldrig givet mening for mig at lære det. Og jeg kan da slet ikke se, om Dolberg kan vende på en tallerken. Min begejstring for Danmarks to mål er markant mindre. Men nu går det pludselig op for mig, at jeg, ikke kun i forhold til tro, men også hvad angår fodbold, mangler et sprog. Jeg har fået lyst til at lære at se livets fortælling i en kamp, men jeg ser pludselig, at fortolkningen må stå på analyse. Og det er den analyse, fagsproget giver, når det minutiøst behandler enkelt elementerne i spillet og taler om dem som fænomener: boldbehandling, hælaflevering, yderside, 126
opspilning, clearing. Jeg bliver ikke i stand til at se, at Simon Kjær er et fyrtårn, der viser vejen for sine holdkammerater, hvis jeg ikke kan se, hvor god han er til at heade bolden ud af feltet foran målet, når tjekkerne presser på for at score. Jeg opdager, at jeg er nødt til at lære fodboldsk.
127