Regel 4:
Du skal finde din kerne, så du kan stå ved dig selv Hvad er tro, spurgte jeg i kronikken til Politiken. Og foreslog selv svaret ”Tro er at læse livet fiktivt, som vi ville læse en roman”. Samtidig læser vi jo også hele tiden vores liv faktivt – og skal gøre det, for at holde jordforbindelse, leve livet med alle de relationer og opgaver, der er i det. Jeg har opdaget, at jeg har en særlig sensor, der fortæller mig, når jeg er lige præcis på overgangen mellem den poetiske og den faktive læsning af noget. Så får jeg nemlig altid en kæmpestor klump i halsen. Jeg blev først opmærksom på det i forbindelse med teaterforestillinger og koncerter. Lige netop i det øjeblik, hvor skuespillerne eller musikerne kommer 150
ind på scenen bagefter for at tage imod publikums klapsalver, så er jeg altid lige ved at græde. Det behøver ikke engang at have været en særlig stor kunstnerisk oplevelse; det er næsten som at trykke på en knap: Jeg får en klump i halsen og tårer i øjnene. Senere har jeg opdaget det samme i mange andre situationer. Når jeg ser tredive klumpedumpede 7-årige børn lave gymnastikopvisning. Når flaget går til tops. Når et helt stadion springer på benene samtidig og jubler over et mål. Og frem for alt: Når jeg hører det larmende horn fra en vogn fuld af nyudsprungne studenter. Så må jeg simpelthen mobilisere al min styrke for ikke decideret at vræle. Det er så mærkeligt. Klumpen i halsen fortæller mig, at der er noget fælles ved situationerne – men hvad er det? Efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg her i ganske særlig grad bliver mindet om, at den poetiske læsning findes, fordi situationerne her også peger på en helt nærliggende faktiv læsning. Det er lidt som at se på et af de 3D-billeder, der var populære i 90’erne. Her kunne man i løbet af kort tid træne øjnene op til at skifte imellem det blik, hvor man kun så en masse 151
usammenhængende mønstre, og så det blik, hvor et andet motiv trådte frem. Billedet var det samme, men man kunne træne sit blik til at se to forskellige ting. Muligheden lå der hele tiden; det var op til blikket at kalde de forskellige billeder frem hver især. Når teaterforestillingen er i gang, er jeg væk i fiktionen. Men når skuespillerne kommer ind på scenen lige bagefter som sig selv, helt faktivt, bliver jeg opmærksom på, at forestillingen var poesi – en tolkning af livet. Dermed får den en gennemgribende relevans for mig og er en måde at forholde mig helt anderledes til virkeligheden, som en hel masse mennesker har gjort sig umage med og givet til mig. Det er stort – og rørende! Børnenes gymnastikopvisning er på en gang så klodset og alvorlig – det er ikke en nøgtern fremvisning af krop, styrke og synkrone bevægelser; det er en meget større fortælling om at gøre sig umage, vise forældrene, hvad man kan … og måske ikke kan helt endnu, men det skal nok komme. Whuaaaa, hvor kan jeg hyle over det! Og så de der studentervogne. Det er jo så åben lyst upoetisk – 25 alt for fulde, dumme 19-årige, der 152
råber platte ting og er i fare for at falde på hovedet ud af vognen. Men samtidig er det følelsen af uovervindelig ungdom – deres, min egen, som stadig er inden i mig et sted, selvom den er long gone. Det er den lineære tid, omsider blev de færdige med al den skole og læsning, omsider blev det sommer, der mødes med den cirkulære, hvor det hele kommer igen. Når jeg fortæller om min tudevornhed, når det gælder studentervognene, kan jeg høre, at netop den klump i halsen deler jeg med mange. Jeg tror, det er slutscenens forløsning af præcis det, der gav Thomas Vinterbergs film Druk hans Oscar. Og i kirken får jeg også jævnligt klump i halsen. Ikke hele tiden. Ikke under prædikenen, tekstlæsningerne eller meddelelserne. Men med mellemrum oplever jeg, at min egen faktive verden overskrides, et andet blik på verden bliver muligt. Kirken, det traditionelle troens rum, er ét – og kun ét – af de steder, der giver transcendensop levelser. Det er værd at pege ud, når folkekirken skal sætte ord på, hvad meningen med gudstjenesten er. Den er ikke noget helt andet, end de kirkefremmede kender i forvejen. Den bruger bare et andet sprog 153
til det. Det er overfladen, ikke kernen, der er anderledes.
154