”jeg Forstår Ikke teologernes ord”
•
88
Her beskriver 76-årige Lillian Zøllner sit forhold til kirkesproget:
”Jeg forstår ikke teologernes ord om det evige liv.” Sådan skriver Lillian Zøllner i en kronik i Politiken i maj 2021.36 Hun har ellers nok behov for det håb, der kunne ligge i ordene. For elleve år siden har hun og hendes mand mistet deres 39-årige datter efter et hårdt kræftforløb. De føler sig svigtet af den præst, der skal begrave datteren, og som viser sig meget lidt lydhør over for familiens ønsker til sangvalg og taler i kirken. Til gengæld får de hjælp af en ven af familien, der også er præst, fortæller hun i kronikken: ”Hans og hans kones sorg over selv at have mistet en datter forenede os på en særlig måde, uden at der nogensinde er blevet sat ord på. De vidste, hvad smerte er, og de vidste, at en tolkning af Bibelens ord om kødets opstandelse og det evige liv ville være fuldstændig malplaceret hos os som efterladte.” Men det evige liv har hun alligevel behov for at tale om. Så det har hun gjort i mange sammenhænge gennem årene, med venner og familie og også i 36 https://politiken.dk/debat/kroniken/art8197107/Den-sidste-aften-hun-levedel%C3%A5-hun-p%C3%A5-sofaen-og-blundede.-Min-mand-bar-hendesom-et-lille-barn-ind-i-seng-om-morgenen-d%C3%B8de-hun
89
arbejdsmæssig sammenhæng. Lillian Zøllner har været leder af Center for Selvmordsforskning, så hun har tit talt med efterladte. Her har hun fået mange bud på, hvad det evige liv er, og det har været bud, hvor der har været meget mere at hente for hende end hos teologerne, fortæller hun: • •
•
•
En mener, at det evige liv betyder, at hans far altid er i hans tanker. En har strøet sin brors aske ud over lyngen på et sted, hvor de to har gået sammen. For hende er det evige liv, at lyngen nu blomstrer hvert år. En fortæller om sin far, at han ikke var bange for at dø, fordi han var sikker på at blive forenet med sin afdøde kone i himlen. En efterladt mand holder af at gå tur i stærk blæst, for hans kone var meget glad for vinden, så nu oplever han sin kones nærhed i vinden.
For Lillian Zøllner selv er det anemoner, der symboliserer det evige liv. Da familien blev klar over, at datteren ville dø, var det netop i anemonernes tidlige 90
blomstringstid. En uge før datterens død plukkede moren en buket og stillede ved sygesengen. Hun smed den ud, den dag datteren døde. Men hvert forår kommer anemonerne igen. Samme oplevelse af evigt liv får hun, når datterens veninder kommer og besøger forældrene hvert år på datterens fødselsdag og fortæller om deres liv fyldt med op- og nedture, børn, ægteskaber og skilsmisser. Livet er slut, og livet fortsætter. Så mange smukke og fine eksempler på det evige liv. Og alligevel konkluderer hun, at teologernes ord er ubrugelige for hende. Jeg synes, det giver stof til eftertanke. Hvad er det ved folkekirkens brug af det religiøse sprog, der gør, at Lillian Zøllner synes, hun er nødt til at gå andre steder hen for at hente håb og trøst? Og hun formulerer det endda endnu stærkere: ”… en tolkning af Bibelens ord om kødets opstandelse og det evige liv ville være fuldstændig malplaceret hos os som efterladte.” Som jeg læser det, er hendes egne ord ellers fyldt med tolkninger af Bibelens ord. Igen og igen skriver hun: ”for ham/hende/mig er det evigt liv.” 91
Hun opfatter det bare ikke som Bibelens ord, men som sine egne og andre menneskers meningsfyldte ord. De mange bud på det evige liv er nemlig fortolkende. Og Bibelens ord er i fare for at miste deres potentiale, hvis de læses 1:1 og med virkelighedshenvisning – de skal fortolkes. Men sådan opfatter Lillian Zøllner dem ikke. Det er ikke hendes fejl; det er folkekirkens. Men problemet ender med at blive både hendes og folkekirkens. For den trøst, kirken kan og gerne vil give, ender med ligefrem at blive opfattet som malplaceret.
92