2
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 2
12-05-2021 11:40:19
Hans J. Lundager Jensen
Religi o n og t e olog i i Det Gam le Te st a m e n t e En in d f ø r i n g
Ek sistens en Kø b e n h av n 2021
3
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 3
12-05-2021 11:40:19
Religion og teologi i Det Gamle Testamente En indføring Hans J. Lundager Jensen © Forfatteren og Eksistensen 2021 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0704-5 Omslag: Eksistensen
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk
4
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 4
12-05-2021 11:40:19
I nd hold Kap. 1. Indledning ................................................................. 7 Kap. 2. Omverden og baggrund ............................................ 13 Kap. 3. Den religionshistoriske kontekst ............................... 33 Kap. 4. Religion i Israel og Juda i 1. årt. f.Kr. ....................... 45 Kap. 5. Religionens sociale rammer ..................................... 55 Kap. 6. Fundamentalteologi ................................................. 99 Kap. 7. Præstelig teologi ...................................................... 113 Kap. 8. Enklaveteologi ........................................................ 163 Kap. 9. Universel teologi .................................................... 221 Litteratur ............................................................................ 253 Register ............................................................................... 259 Indholdsoversigt ................................................................ 263
5
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 5
12-05-2021 11:40:19
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 6
12-05-2021 11:40:19
Kap. 1. Indledning
Denne bog er en opdateret udgave af bogen Gammeltestamentlig Religion fra 1998. Den var primært tænkt som en lærebog for uddannelsen i Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet; men den har også kunnet bruges i teologiske og andre sammenhænge. Religionsvidenskaben har siden da undergået forandring. Det er nu muligt at se religionsformerne i Det Gamle Testamente (herefter: GT) som eksempler på mere generelle religionstyper. Med titlen “Religion og teologi i Det Gamle Testamente” ligger bogen her i et felt imellem religionshistorie og teologi. Med ‘teologi’ forstås her religion i en særlig forstand: eksplicit formulerede, sammenhængende forestillinger om det guddommelige. I religionshistorien kan man fx tale om særligt egyptiske teologier, centreret i helligsteder som Memphis, Theben, Heliopolis og Armana, der er lokale varianter af en bredere egyptisk religion, hver med deres særlige mytologi eller opfattelser af det guddommelige. Tilsvarende vil jeg i denne bog skelne imellem præstelig teologi (kap. 7), enklaveteologi (kap. 8) og universel teologi (kap. 9). Disse er særlige udformninger på baggrund af en almindeligt udbredt religion, som beskrives i kap. 4-6, og som kan kaldes fx ‘Jahve-dyrkelse’ eller ‘religion i Israel og Juda’.1 Bogens anliggende er at indføre i (ikke udførligt beskrive) de vigtigste af de religionsformer der er dokumenteret i GT, herunder gudsforestillinger og gudsbilleder, syn på kosmos og historie, ritualer, social organisering og individers forhold til religion. Der kan siges meget mere om religion i GT end det der siges her. Til gengæld indehol1. Der er ikke konsensus om hvad der bør kaldes ‘teologi’. Nogle vil mene at teologi i egentlig forstand skal indeholde en eksistentiel vurdering af den nutidige relevans af traditionelle udsagn som de bibelske. En deskriptiv og historisk distanceret tilgang som den der anlægges i denne bog, vil i så fald typisk betragtes som ‘kun religionshistorie’.
7
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 7
12-05-2021 11:40:19
Religion og teologi i Det Gamle Testamente
der bogen her også en indføring i den gammeltestamentlige religions historiske kontekst, inkl. geografi, sociale rammer, politik, historie, litterære former, sprog og skriftkultur. Overordnet set er GT ikke en deskriptiv tekst, men en præskriptiv eller normativ. Den var altså ikke beregnet på at informere udenforstående (som fx nutidsmennesker) om en bestemt religion, men indeholder forskrifter, henvendt til samtidige læsere og tilhørere og deres efterkommere om hvad de bør vide og hvad de bør gøre og ikke gøre: Hvilken guddom de bør dyrke (Jahve, ikke andre) på hvilke måder (fx med ofringer af rene dyr, men ikke af urene) og hvor (fx i Jerusalem, men ikke fx i Samaria). Forskrifterne kan være eksplicitte, som i regler og opfordringer. De kan være implicitte, som i fortællinger der demonstrerer rigtige og forkerte handlinger. De mange fortællinger i GT er der for at levere materiale til en kollektiv viden, til at illustrere moralske pointer og, givetvis, også for at underholde. Men det er muligt, med mange forbehold, at rekonstruere en reelt praktiseret religion. Hertil hjælper både den generelle religionshistoriske viden om religion i oldtidens Nære Orient, den baggrundsinformation der er inkluderet i gammeltestamentlige tekster, navnlig fortællinger, og GT’s eksplicitte polemik imod bestemte former for religion. I bogen bruger jeg betegnelsen ‘Det Gamle Testamente’ som et alment forståeligt og vedtaget navn på en kendt tekstsamling. Betegnelsen er blevet udsat for kritik fordi den forudsætter en kristen kontekst og et begreb om et Nyt Testamente. Som alternativer er blevet foreslået fx ‘den hebraiske Bibel’, ‘den jødiske Bibel’, ‘det første testamente’, ‘Miqra’ eller ‘Tanak’. Men ingen af disse er umiddelbart forståelige. Som det vil fremgå, betragtes de religionsformer der kan iagttages i GT her som udtryk for en selvstændig religion der hverken er jødedom, kristendom eller islam. Disse nyere religioner forudsætter alle GT; men de er alle senere dannelser. Det vil også sige at GT ikke, som det undertiden sker, kan betragtes som en særlig ‘jødisk’ bog. GT er en tekstsamling som jødedom og kristendom med samme ret (eller mangel på samme) kan betragte som deres retmæssige ejendom.
8
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 8
12-05-2021 11:40:21
Kap. 1. Indledning
Praktiske oplysninger Hebraiske ord er transskriberet på samme måde som i Gads Bibel Leksikon. Den giver en omtrentlig forestilling om den normale udtale. Det vigtigste at vide her er: (1) De to konsonanter der gengives med hhv. ’ og ‘, svarer i praksis til et dansk stød. (2) Konsonanten š udtales som sh, ś som almindeligt s og z som stemt s (som i engelsk zoo). (3) Konsonanterne ḥ, ṣ og ṭ er såkaldt ‘emfatiske’ udgaver af de samme konsonanter uden prik under: ḥ udtales som ch i tysk ach; ṣ udtales som ts eller blot s; ṭ udtales som almindeligt t. (4) Når konsonanterne b og p skrives som b og p, udtales de som hhv. w og f; nābî (‘profet’) udtales ‘nāwî’, nǽpæš (‘sjæl’) udtales nǽfæš. For fuldstændighedens skyld er andre lignende skift i konsonanters udtalelse medtaget; men de ignoreres dog ofte i nutidig udtale: Når k skrives som k, udtales det som ch i tysk ‘ach’, fx i ordet for ‘visdom’, ḥåkmāh; konsonanterne der skrives som d og t, skal efter rabbinsk-jødisk konvention udtales som blødt d (som i ‘blød’) og som en slags tungespids-s. (5) De fleste ord på hebraisk har tryk på sidste stavelse, som fx nābî; men nogle hyppigt brugte ord har tryk på første stavelse og får derfor her en accent, som fx nǽpæš. Guds navn her i bogen er gengivet som ‘Jahve’ (h’et her udtales blødt, ikke hårdt som i tysk ach), den mest plausible rekonstruktion af den hebraiske teksts fire konsonanter, JHWH. I oldtiden fandtes flere udtaler, blandt andet på grund af dialektale forskelle, såsom Jahu, Jehô og Jô. Senest i hellenistisk tid blev navnet tabuiseret, så det ikke måtte bruges i daglig tale, og det blev normalt at erstatte det med et andet ord, fx ’adonāj, ‘min herre’ (bogstaveligt: ‘mine herrer’). I Septuaginta blev JHWH gengivet med det græske kýrios, ‘herre’; de fleste oversættelser følger denne konvention. I den danske 1992-oversættelse bruges dog ‘Jahve’ enkelte steder, hvor det eksplicit drejer sig om hans navn, fx Ex 6,3.2 Mange tilfælde af hebr. ’ælohîm eller ’el, der normalt oversættes som ‘Gud’, gengiver jeg her som ‘guddom’; fx vil vendingen ‘min Gud’ være ‘min guddom’. ‘Gud’ med stort bogstav underforstår en monoteisme, som ikke præcis gengiver meningen i GT, hvor Jahve oftest er én guddom blandt flere (omend med en helt særlig status). 2. Bible de Jérusalem, en fransk katolsk oversættelse fra 1940’erne, der også er kommet på engelsk, bruger dog gennemgående ‘Jahve’.
9
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 9
12-05-2021 11:40:21
Religion og teologi i Det Gamle Testamente
Som GT’s tekst forudsætter jeg Bibelselskabets danske oversættelse fra 1992, der også bruges i Studiebibelen fra 2015. Det er en autoriseret oversættelse, dvs. godkendt til liturgisk brug i Den Danske Folkekirke. Men den er foretaget af forskere og er i det store og hele videnskabelig forsvarlig. De indvendinger man kan have, har mere at gøre med spørgsmål om litterær stil og smag eller med forståelse af faglige enkeltheder end med en mulig kirkelig toning. Man kan sammenligne 1992-oversættelsens soliditet med oversættelser til andre sprog, fx den amerikanske New Revised Standard Version fra 1989.3 Derimod er Bibelselskabets nye oversættelse (eller bedre gengivelse), Bibelen 2020, ikke anvendelig i denne sammenhæng. Den vægter nutidig forståelighed frem for nogenlunde præcis gengivelse af den hebraiske tekst, og den udjævner interne forskelle og uenigheder. I bogen her vil jeg tværtimod fremhæve forskelle og spændinger internt i GT. I det følgende vil jeg bruge de traditionelt-internationale betegnelser for Pentateuken (Mosebøgerne), dvs. Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium, og de tilsvarende forkortelser: Gen., Ex., Lev., Num. og Deut. De normale danske betegnelser og forkortelser bruges for de øvrige bøger. Henvisninger til steder i GT følger dansk standard, som i 1992-oversættelsen og i Gads Bibel Leksikon. Titlen på den bibelske bog angives i forkortelse (uden punktum), fulgt af kapitel og vers med tal. Referencer som Ex 6,3 og Num 24,4.16 betyder hhv.: Exodus kap 6, vers 3 og Numeri kap. 24, vers 4 og 16. Ved citater er anvendt det princip at egentlige citater, dvs. direkte gengivelser af en tekst, er markeret med dobbelte anførselstegn: “...”. Omtrentlige gengivelser, hvor jeg har omformuleret en ordlyd for sammenhængens eller forståelighedens skyld, er angivet med enkelte anførselstegn: ‘...’. De bruges også til at fremhæve særligt vigtige ord og betegnelser. Da samme emne ofte dukker op i flere sammenhænge, har jeg indlagt krydshenvisninger i parenteser med angivelse af kapitel, afsnit og evt. underafsnit af formen ‘jf. 9.1.1.’ Bogen her trækker på en bred mængde af forskningslitteratur. Da bogen er en lærebog, vil der kun være få, udvalgte referencer til anden litteratur. Men jeg vil her anføre nogle værker som har inspireret i særlig grad: 3. Jf. The Harper Collins Study Bible, 2006, med kommentarer til New Revised Standard Version.
10
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 10
12-05-2021 11:40:21
Kap. 1. Indledning
Til den bredere religionshistoriske ramme: Robert N. Bellah, “Religious Evolution”, 1964; Religion in Human Evolution. From the Paleolithic to the Axial Age 2011. Herom også talrige artikler i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, der kan læses online. Til forståelse af religion generelt: Émile Durkheim, Formes élémentaires de la vie religieuse, 1912, og Roy A. Rappaport, Ritual and Religion in the Making of Humanity, 1999. Til forståelse af ontologier: Philippe Descola, Par-delà nature et culture, 2005. Til fænomenet askese: Peter Sloterdijk, Du musst dein Leben ändern, 2009. Til Israel og Judas sociologi: Erhard S. Gerstenberger, Theologies in the Old Testament, 2002. Til Israel og Judas nærorientalske omverden: Ernst Axel Knauf, Die Umwelt des Alten Testaments, 1994. Til Israel og Judas overordnede historie: Rainhard G. Kratz, Historical & Biblical Israel. The History, Tradition, and Archives of Israel and Judah, 2015. Til religion i Israel og Juda som del af nærorientalsk religion med baggrund i tribal og arkaisk religion: Hermann Gunkel, Genesis, 1910, og Bernhard Lang, The Hebrew God. Portrait of an Ancient Deity, 2002. Til den kultisk-præstelige teologi: Jacob Milgrom, Leviticus 1-16, 1991. Til GT’s teologier: Claus Westermann, Theologie des Alten Testaments in Grundzügen, 1978.
11
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 11
12-05-2021 11:40:21
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 12
12-05-2021 11:40:21
Kap. 2. Omverden og baggrund
GT er blevet til i en ‘kronotop’ (en tid-og-rum-konstellation) af natur, samfund og historie, der her skal udfoldes i seks dimensioner: geografi, økonomi, social struktur, historie, sprog og skrift; dertil kommer en beskrivelse af GT’s tilblivelseshistorie. Disse udgør en altid nyttig baggrundsviden for religion i GT.
2.1. Geografi Den geografiske scene er primært det landskab som kan benævnes ‘Palæstina’4, dvs. landområdet imellem Negev-ørkenen imod syd og Libanon imod nord. I GT selv omtales det ofte og upræcist som ‘Landet’, det territorium som ‘israelitterne’ bebor. Det grænser op imod Middelhavet imod vest og den syrisk-arabiske ørken imod øst. Det er domineret af lave bjerge, der løber nord-syd. Den vestlige side af kæden modtager tilstrækkeligt med nedbør for agerbrug, mens den østlige side ned imod Jordanfloden (en å, mere end en flod) og Det Døde Hav er gold. Kyststrækningen ud imod Middelhavet har været beboet af filistre imod syd og fønikere imod nord. Internt i Palæstina var der i 1. årt. f.Kr. en sondring imellem den sydlige del, ‘Juda’, omkring og syd for Jerusalem, og det nordlige område, ‘Israel’ – i den politiske historie kaldet for hhv. Syd- og Nordriget. Palæstina er en del af Den Nære Orient (det samme som ‘Mellemøsten’), et geografisk og kulturelt defineret område i den såkaldt ‘frugtbare halvmåne’, dvs. de beboelige områder langs kanten af ørkenen i 4. ‘Palæstina’ taget her som en geografisk term for den nuværende stat Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Der findes ingen umiddelbart forståelige termer uden politisk-ideologiske skævheder. Termen ‘Palæstina’ er afledt af filistrenes territorium, men blev brugt på græsk om hele området, inklusive de israelitiske dele.
13
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 13
12-05-2021 11:40:21
Religion og teologi i Det Gamle Testamente
de nuværende stater Irak, det sydlige Tyrkiet, Syrien, Libanon, Israel og Palæstina. Placeret imellem ørken på den ene side, bjerge eller hav på den anden, er dette område velegnet til landbrug. Det var her de tidligste agerbrugs- og bycivilisationer i menneskehedens historie opstod. Den sydlige del i området imod øst, Mesopotamien, imellem floderne Eufrat og Tigris, kaldes også Babylonien efter dens vigtigste by Babylon (nu staten Irak). Her synes den tidligste bycivilisation at være opstået i form af byen Uruk i århundrederne ned til 3.000 f.Kr. Den nærliggende, næsten lige så gamle by Ur, har en prominent plads i GT som oprindelsesstedet for den familie, hvoraf Abraham kom, israelitternes allerførste stamfader. Babylonien var også kendt som ‘Sumer og Akkad’ efter de to sprog der blev brugt i 3. årt.f.Kr.; akkadisk var et semitisk sprog i familie med hebraisk og arabisk, mens sumerisk var et isoleret sprog. I den nordlige del af Mesopotamien omkring Tigris’ nordlige løb lå staten Assyrien (efter Assur, en af de ældste byer her); mere prominent i GT er den sidste af de assyriske hovedstæder, Nineve. Assyrien var den dominerende stormagt i Den Nære Orient fra 800 til 600 f.Kr. Den nordlige og nordvestlige del af den frugtbare halvmåne består af Syrien, herunder bystaten Ugarit på den nordsyriske kyst omkring 1400-1200f.Kr., og bystaten Damaskus, øst for bjergkæderne i Libanon, en vigtig med- og modspiller for Israel og Juda i kongetiden. Det dominerende sprog i Syrien, aramæisk (et semitisk sprog og nært beslægtet med GT’s sprog hebraisk) blev almindeligt udbredt i Mesopotamien og Palæstina i 1. årt. f.Kr. og erstattede også hebraisk som dagligsprog. I Anatolien, den centrale del af det nuværende Tyrkiet, var der i århundrederne ned til 1200 f.Kr. en stormagt, Hittitterriget, hvis sprog tilhørte den indoeuropæiske sprogæt, men hvis kultur og politiske organisation var nærorientalsk. Denne stormagt forsvandt; men dens kultur overlevede i mindre byer i det nordlige Syrien ned i det 1. årt. f.Kr. Kyststrækningen syd for Ugarit var optaget af fønikiske byer og, længere imod syd, af Filisterlandet (syd for den moderne by Tel Aviv). Umiddelbart øst og sydøst for Palæstina og Jordanfloden lå, i nord-sydgående rækkefølge, områderne Ammon, Moab og Edom. Stik syd for Palæstina ligger Negev-ørkenen og bjergområdet Sinaj, og sydøstlig herfor, men kun vagt i GT’s mentale horisont, Arabien. 14
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 14
12-05-2021 11:40:21
Kap. 2. Omverden og baggrund
Egypten forlænger den frugtbare halvmåne imod sydvest. Med til den geografiske verden der er kendt i GT, hører også de vestligste dele af Iran (Medien og Persien), Sydarabien (i GT: Saba), Sudan (i GT: Nubien). Det er mere uklart i hvilket omfang GT omtaler øer i og byer og landskaber langs Middelhavskysten. Det græske område i bred, kulturel forstand, inkl. øerne Cypern og Kreta, hører med til den kulturelle omverden for religionen i Palæstina; men det optræder kun marginalt i de gammeltestamentlige tekster. Den Nære Orients geografi, kultur og historie er vigtig for forståelsen af gammeltestamentlig religion. De historiske begivenheder der berettes om i GT, var bestemt af Mesopotamien og Egypten, de to politiske, økonomiske, militære og kulturelle stormagter, og af områder og stater i Palæstinas umiddelbare omverden, såsom filistrene og fønikerne langs Middelhavskysten og Damaskus og aramæerne nordøst for Palæstina. Der udviklede sig kolonier af judæere (folk fra Juda) i Perserriget (perioden imellem 539 og ca. 330 f.Kr.) og i både Mesopotamien og Egypten.
2.2. Økonomi Økonomien i Den Nære Orient var baseret på kornavl (byg, hvede), der igen var afhængig af stabile forsyninger af vand. Agerbruget i Mesopotamien og Egypten fik vand og næringsstoffer fra de store floder, Tigris, Eufrat og Nilen. Det genkomne, årlige højvande bragte vand til oversvømmelse af marker og et stort udbytte pr. areal. I Syrien og Palæstina var agerbruget afhængigt af den regn, der falder i den ene halvdel af året, regntiden eller vinteren, fra ca. oktober til ca. april. Andre essentielle landbrugsprodukter i Palæstina og Syrien var vin og oliven; dertil kom haveplanter som bønner, linser og løgplanter, og træfrugter, hvoraf de vigtigste var figen, abrikoser, granatæbler, mandler og nødder. Af de vigtigste husdyr blev navnlig småkvæg (får og geder) og, i mindre omfang, storkvæg (okser) holdt som kilde til protein (kød, mælkeprodukter som smør, ost og tykmælk) og til skind, læder og uld, og, for oksernes vedkommende, som trækdyr foran plove og vogne og som kilde til nødvendig gødning. Æsler blev brugt som lastog ridedyr; andre dyr som heste og kameler var kostbare og sjældne; 15
Religion og teologi i GT - Indhold.indd 15
12-05-2021 11:40:21