Indhold F o r o r d .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
4
B r u g s a n v i s n i n g .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
8
1 Julenat – Juledag – Dit ansigts lys. . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 2 Julenat – Juleaften – Ord sætter spor. . . . . . . . . . . . . . . . 18 3 Påskemorgen – Skærtorsdag – Smag på ordene . . . 27 4 Påskemorgen – Langfredag – Elske til døden. . . . . 37 5 Påskemorgen – Påskedag – Opstandelse. . . . . . . . . . . 47 6 Pinsedag – Åndgribelighed – Lettere end luft. . . . 57 7 Pinsedag – Udfoldelse – Ånd og glød. . . . . . . . . . . . . . . . 66 8 Pinsedag – Italesættelse – Sæt ord på . . . . . . . . . . . . . . . 75 9 Herrens år – Trinitatis – Forsoning .. . . . . . . . . . . . . . 84 10 Herrens år – Trinitatis – Identifikation .. . . . . . . . . . . . 94 F i l m - f o rt e g n e l s e ..............................................
104
L i t t e r at u r . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
105
Forord Derfor kan vort øje glædes ved et billeds farvepragt (C hr . R ichardt )
I begyndelsen var billedet, som jeg hørte én sige det, med en let omskrivning af de kendte ord fra Johannesevangeliets indledning (”I begyndelsen var Ordet”) – i øvrigt med henvisning til et maleri af Asger Jorn med netop titlen ”I begyndelsen var billedet” (1965). Et billede siger mere end tusinde ord, siger man. Vi lever i en billedrig tid. Billedbårne medier tager i stor stil over fra de mere teksttunge. Vi går alle, med vores mobiltelefoner, rundt med fine velfungerende kameraer til såvel foto som film. På de sociale medier er billederne, herunder små videoer, helt centrale i kommunikationen. Billederne slipper ingen for. Nogle af dem slipper heller ikke os, der ser dem, men virker stærke og talende i os. Måske endda som øjenåbnere, du får lyst til at dele med andre. Billedligt talt: fra øje til sjæl og sind, til tanker og mulig samtale. I denne bog, som er tænkt som afsæt for samtaler om menneskeliv og kristendom – i forlængelse af bogen ”Lad os tale om det” (2015) – vil der –
4
–
blive taget udgangspunkt i billeder. Ikke malerier eller fotos eller anden form for stills (stillestående billeder), men levende billeder i form af film. Danske og udenlandske spillefilm i et udvalg fra 1975 og opefter (primært fra de seneste to årtier). Film er levende billeder, som kan fortælle historier, der i større eller mindre grad griber os og måske kaster lys ind over hvert vores eget levede liv. På den måde er film, for mig at se, fortælling på linje med al mulig anden fortælling. Blot med den lille, men dog væsentlige bemærkning, at film låser dig meget mere fast i forhold til din egen forestilling og billeddannelse.Ved lytning eller læsning af fortælling og litteratur skaber du så at sige din egen indre film, som kan være meget rig og mangfoldig og langt mere fri i forhold til det at se en film. De fleste har da også oplevet større eller mindre skuffelser ved at se én af ens yndlingsromaner filmatiseret. Det ændrer dog ikke ved, at den gode film kan noget uvurderligt godt. Også, som sagt, som øjenåbner for væsentlige sider ved menneskelivet og som afsæt for samtale herom. Måske, som bogen her lægger op til, tillige med inddragelse af synsvinkler og aspekter fra kirkens og kristendommens tale til os i det almindeligt menneskelige? ”Oplysning være skal vor lyst” (”Er lyset for de lærde blot”, Højsk. 89,5) synger vi med Grundtvig i en af højskolesangbogens slagere. ”Oplysning være skal vor lyst / er det så kun om sivet” – altså også oplysning om det, der svajer for vinden og slet ikke er det væsentligste og dog vigtigt – ”men først og sidst med folkerøst / oplysningen om livet”. Det er det vigtigste og væsentligste af alt, hvad der har med oplysning at gøre: at vi må kunne blive (og gerne bedre og bedre) oplyste om det menneskelige. Ikke alene oplysningen om menneskelivet som en ren undervisningssag, men også som en forkyndelsessag med –
5
–
oplysningen af menneskelivet og det menneskelige, sådan som evangeliet og kristendommen kan det med sit lys. Sådan set er der altid mere at sige om det menneskelige, herunder det konkrete andet menneske, end det der umiddelbart måtte være at sige. Eller som bare siger sig selv. Sagt med Matthias Claudius i aftensangen ”Sig månen langsomt hæver” i det tredje vers med ordene: ”Betragter månens bue, / den kun er halv at skue / og er dog hel og rund; / så er vel flere sager, / som nu vort hjerte vrager / fordi vi halvt dem skuer kun!” (Højsk. 537,3). Vi har alle brug for oplysning, refleksion, øjenåbnere og gentagen samtale om, hvad det mon dog måtte være for noget, dette her med at være menneske? Og så oven i købet i lyset af Guds nåde – Guds særlige menneskesyn? Bogen er opdelt i 10 kapitler, som overordnet set er disponeret efter kirkeåret med jul, påske, pinse og trinitatistiden som overskrifter ud fra Grundtvigs geniale og meget enkle adventssalme ”Vær velkommen, Herrens år” (DDS 74). En salme, som via midterlinjens første ord i de fire vers bevæger sig fra mørke til lys – fra nat til morgen til dag: julenat, påskemorgen, pinsedag, og alt sammen er det Herrens år. Salmetale gør godt for samtale. For ordleg af bedste slags, hvor der kan blive sagt os mere, end vi først lige fatter. Som når du selv tager ordene i munden, synger og siger med – samtaler – og herigennem får styrket hørelsen – øre, sind og sans for, hvad der bliver os sagt og skænket gennem Guds ord. Gennem kirkeår og Herrens år. Sig højt ”Herrens år” og hør, hvordan det fint kan høres som: ”Herren sår”. Vor Herre strør om sig med gode livgivende ord og billeder. Vi kalder dem lignelser, den særlige form for fortælling, Jesus benytter sig af. Og hvor han knytter til ved dagligdags fænomener og dagligliv for herigennem at finde –
6
–
ord og billeder for noget af det med Gud og os. Aldrig ligninger, men lignelser. Livet og hermed kristenlivet har ikke særlig meget med matematik at gøre, men mest af alt med ånd. Billeder af alle mulige slags, herunder levende billeder, spillefilm og anden form for film, kan godt ses – udover i deres egen filmfortælleriske ret – også ofte som en slags lignelser om væsentlige forhold i det menneskelige og det evangeliske med. ”Det ligner ...” eller: ”Det er ligesom med …” siger vi om det ene og det andet, vi får øje på i en skyformation på himlen, en fortælling i en bog, et billede på væggen eller – som i bogen her – en film på skærmen derhjemme eller på lærredet i biografen. God fornøjelse med samtalen, med billed- og orddelingen, som sådan set er meningen med bogen her.
–
7
–
Br ugsanvisning Se filmen, eller lad være. Det væsentligste er samtalen omkring det anslåede tema i hvert enkelt afsnit i det følgende. Sagt med andre ord: Man kan bruge materialet som en opfølgning på, at deltagerne hver for sig eller sammen har set filmen. Men materialet vil lige så fint kunne anvendes som afsæt for samtalen, uden at nogen har set den omtalte film. Et forløb henover en række mødegange vil eventuelt kunne afsluttes med, at man ser én af filmene. Læs hjemmefra hele kapitlet igennem. Læs eventuelt kun den første af Strøtanker, som er småindfald og tanker fra forfatterside med lidt anderledes perspektiver og vinkler på det overordnede tema, sådan som man også som læser undervejs får sine egne strøtanker. Læs det første bibelopslag under Bibelsteder og andet godt, som i øvrigt primært er tænkt som inspiration for mødelederen. Noter dine egne strøtanker, indfald og spørgsmål ned. På selve mødet kan mødelederen, inspireret af Bibelsteder og andet godt, indlede mødet med en kort bibellæsning samt foreslå en fællessang/salme.
–
8
–
Under den efterfølgende samtale, hvor det som regel vil være godt at have en ordstyrer, kan spørgsmål og overvejelser fra Reflektorium gennemgås fra ende til anden, dog meget gerne med en stor åbenhed for egne indfald og strøtanker fra deltagerside. Eller man kan koncentrere sig om udvalgte spørgsmål. Skulle man til det enkelte samtalemøde have tid og lyst til at inddrage mere end et enkelt kapitel i bogen her, så hænger kapitlerne tematisk set rimeligt godt sammen under hovedoverskrifterne julenat, påskemorgen, pinsedag, Herrens år.
–
9
–
Julenat ( D I T ANS I G TS L Y S )
Sådan retted engang du dit ansigt mod mig - lille elskede dig! Så mit hjerte blev vakt af dit strålende blik og mit øje blev åbnet, så kær jeg dig fik – lille sol på min vej. (H ans L ynge / M ads L idegaard )
Optakt Lyset skinner i mørket. Sådan begynder alting. Som et Big Bang med lys- og livsudvikling i mørket henover de mange årmillioner. Eller som et lille spinkelt lys, der som en glødende hjertepuls, en kærteflamme, flakkende lyser op. Og selv om det er så spinkelt, så gør det en verden til forskel, og liv, vil vi sige, hvor der før kun var rugende mørke. Alting begynder i lyset. Og alting ender i lyset. Må vi tro. Op mod alt muligt mørke og melankoli, op mod altings ende får vi fra Guds ansigts lys skænket et muligt lyssyn at leve i alle dage indtil verdens ende. –
10
–
Fortælling I filmen ”The Tree of Life” (2011) er der lange storladne sekvenser med universets skabelse gennem Big Bang og efterfølgende enorme eksplosioner og udladninger af lys og liv. Og der er billeder af det indre biologiske liv med åreforgreninger og bankende glødende hjertepuls og sprækker af lys. Og så er der i selve filmens storladne sammenkobling mellem universets skabelse og udvikling, og en lille amerikansk families liv på godt og sandelig også ondt i 1950´ernes Texas, som det helt centrale billede, barnets fødsel. Barnets komme til verden. Fra rugende mørke til lys og liv. Og her ganske særligt billeder af barnets fine lille fod i sin fars hånd og barnets åbne blik og ansigt spejlet i sin mors. Og så kan historien begynde. Ja, så begynder, som altid, den historie, hvor mørket stadig hører med i form af for eksempel en fars autoritære fremfærd og formørkede stunder i familiens liv og ansigter. Skønhed og grimhed, barmhjertighed og grusomhed, lys og mørke, som i universets liv, vævet sammen som det liv, der er, og som vi er i og er en del af. Men det er altid og alle dage en tanke værd, at det begyndte i lyset. Eller rettere: Det begyndte med lys i mørket. At lyset skinner i mørket. ”Og mørket greb det ikke.” Hvis vi i filmen ”The Tree of Life” er ved altings begyndelse, så er vi med en anden film fra samme år ved altings ende: Lars von Triers ”Melancholia” (2011), hvor vi fra begyndelsen ved, at jorden snart vil gå under ramt af Melancholia, en kæmpeplanet, som uundgåeligt ved en kollision vil opsluge Jorden og udslette al dens liv. I Jordens sidste timer er vi hos søstrene Claire og Justine, og Claires 8-9-årige søn, Leo. Claire er ude af sig selv af frygt. Justine har længe været –
11
–
det, hærget af angst og depression. Nu rejser hun sig af det hele, da Leo kalder på hende. Kalder på sin ”Tante Bomstærk”, som han kalder sin moster, og insisterer på, at hun nu skal hjælpe ham med at bygge den ”Magiske hule”, som hun tidligere har fortalt ham om. Sammen afbarker de to da grene, som på bakken rejses til et wigwamskelet, og de sætter sig herind sammen med Leos mor Claire, som er og bliver formørket af rædsel. Det er, kan enhver se, en pindebrændehytte af ingenting op mod alverdens ødelæggelse. Men herinde sidder de nu sammen med hinanden i hænderne i jordens sidste minutter. Og Tante Bomstærk og Leo fastholder hinandens blik og gensidigt lysende ansigter. Og det er det smukkeste, stærkeste syn op mod alt, hvad der truer. Det ligner ingenting. Det er så usandsynligt lille et lys, og dog så er det i den menneskelige verden stærkere end alverdens Big Bang og universelle eksplosioners lys: to ansigter, der kærligt lyser hinanden i møde. ”Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.”
Tolkning Som julenat i stalden i Betlehem i det, der ligner en ”pindebrændehytte af ingenting”. Og dog så er det Den magiske Hule over dem alle. Menneskelighedens vugge, her hvor Guds kærlighed kommer til verden i skikkelse af barnet. I Jesus, som liggende i Marias favn lyser sin mor i møde med det lys, som overgår alle nattens stjerner, den største med, selv solens lys. Fra barnets blik, fra Jesu blik og ansigt stråler og lyser kærlighedens og nådens lys i denne nat. Og ikke for Maria alene, men for Josef og hyrderne og de vise –
12
–
mænd, og alverdens mennesker til alle tider. Med englens ord: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren” (Luk 2,10-11). I ham er Guds liv og lys kommet til verden. Der er et lys, som bliver ved med at skinne i menneskets verden. Det har mange navne dette lys. Det møder os på mangfoldige måder. Det er et lys, som har med medmenneskelighed at gøre, og som i sin kerne, sin inderste glød, altid var og er og bliver af guddommelig art. Et lys, som ikke er af denne verden, men som kommer til os i verden for at lyse op for os og således i sandhed oplyse ethvert menneske. Livets lys, som i sandhed er nådens lys. Frelsens lys. Og som har fået navn og skikkelse i barn Jesus. Barnet i krybben i Betlehem. Født af Maria og uden nogen som helst tvivl spejlet i hendes taknemmelige ansigt og blik denne første nat. Og ligeledes uden nogen tvivl med Josefs hånd nænsomt foldet om sin lille fod. Sådan mødes det største i det mindste. Det gør det, hver gang et lille menneskebarn kommer til verden. Og det gør det i julens evangelium om mødet mellem det guddommelige og det menneskelige. Gud og menneske. I den nat, hvor lyset fra begyndelsen tændtes og tændes i vor verden. Lyset, det sande lys, livets lys, skinner i verden ved ham. Ved Jesus, født i stalden i Betlehem julenat. Ikke i ham alene, men genspejlet i ethvert menneskeansigt. I hvert fald, muligt genspejlet i ethvert menneskeansigt. Som når en mor, og en far med for den sags skyld, spejler sig i det lille nyfødte barns blik og ansigt. Og barnet i sin mors og fars øjne. Blik og ansigt. Og sådan bliver det, alle dage indtil verdens ende, ved med at være det vigtigste af alt og meningen med det hele – dette, at kunne spejles i et kærligt blik, et lysende ansigt. Og hører formørkelsen end med, og det gør den på alle mulige –
13
–
og indimellem rædselsfulde og grusomme måder, så er Gud kommet til verden med sit kærlighedens lys. Skabelsens lys, fra begyndelsen, sammenkoblet med barnet i Betlehem og herfra bredt ud til ethvert lille menneske på denne jord.
Strøtanker a) Et ansigt kan lyse. Indimellem ligefrem stråle. Ligesom for øvrigt også en fortælling kan det, sådan som for eksempel juleevangeliet lyser op for os med sit ord og sit budskab til os. I kirken gælder det derfor om at høre godt efter for at se lyset. Et ansigt kan lyse. Det véd enhver af os lige fra begyndelsen: hvor godt og livgivende det er at blive mødt af et ansigt, der lyser mig i møde. Sådan bliver det ved med at være til dit sidste åndedrag. Når Gud får ansigt i verden, så er det mere end noget andet sted her, det sker: i det menneskelige ansigt. I det ansigt, der lyser op og lyser mig i møde med liv og lys til følge i mit eget liv. b) ”Hvert Sekund fødes der en Menneskesjæl til Verden. Et nyt Lys tændes, en Stjærne der maaske skal brænde usædvanlig smukt, som i al Fald har sit eget, aldrig sete Spektrum. Et nyt Væsen, der maaske skal strø Genialitet, maaske Skønhed omkring sig, kysser Jorden; det aldrig sete bliver Kød og Blod. Intet Menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages, hvert nyt Væsen ligner de Kometer, der kun én Gang i al Evighed rører Jordens Bane og en stakket Tid drager deres lysende Vej henover den – en Fosforesceren –
14
–
mellem to Evigheder af Mørke. Saa er der vel Glæde blandt Menneskene for hver nytændt Sjæl? Om hans Vugge staar de vel med spørgende Øjne, undrende paa hvad denne ny vil bringe? Ak, Mennesket er ingen Stjærne…” (Fra indledningen af ”Ditte Menneskebarn” (1917-1921) af Martin Andersen Nexø) c) De helt store og stærke ord i gudstjenesten er for mange velsignelsens ord, Den Aronitiske Velsignelse, der lyder over os til sidst, hver gang vi er i kirken, med ordene: “Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.” Ordene er fra Det Gamle Testamente og henføres til Moses´ bror, præsten Aron. Og henføres så i øvrigt i sin betydningsoprindelse til den tids beduintradition, hvor du som fremmed beduin med din flok af mennesker og dyr måtte søge foretræde hos den beduinhøvding, der herskede i pågældende område eller oase, du var ankommet til. Det afgørende var for dig som fremmed, om du nu ved dit foretræde i høvdingens telt, hvor han i udgangspunktet ville sidde med sænket hoved, ville opleve den nåde og velsignelse, at høvdingen ville løfte sit åsyn på dig. Lade sit ansigt lyse over dig og således byde dig velkommen med alle gæstevenskabets privilegier, herunder vand, næring og beskyttelse. d) Jeg hørte engang om en ung kvindelig teologistuderende, som var på vej hjem en sen aften ad én af Københavns gader. Der var én, og uden tvivl en –
15
–
mand, som et godt stykke tid var fulgt efter hende. Kvinden var bange og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun vidste godt, at det ville være dumt at begynde at løbe. I stedet for standsede hun pludselig op – vendte sig om mod manden – løftede armene og lyste velsignelsens ord. Den Aronitiske Velsignelse. Hun nåede ikke længere end til “Herren velsigne dig og bevare dig...” – så var manden vendt om og piskede væk derfra. Det var alligevel for stærkt det her! Store ord. Ord, der virker. Ord, der forløser.
Bibelsteder og andet godt 1 Mos 1,3-5: ”Og Gud sagde: ”Der blive lys!” Og der blev lys…” 4 Mos 6,22-26: ”Herren talte til Moses og sagde: Sig til Aron…” Es 9,1-6a: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys…” Luk 2,1-14: ” Og det skete i de dage, at der udgik en befaling…” 2 Kor, 4,6-7: ”Thi Gud, der sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem…” ”Vær velkommen, Herrens år” (DDS 74) ”Det første lys er Ordet, talt af Gud” (DDS 87) ”Dejlig er den himmel blå” (DDS 136) ”Vor Herre tar de små i favn” (DDS 449) ”Lysets engel” (DDS 747) ”Tunge, mørke natteskyer” (DDS 785) ”Du, som har tændt millioner af stjerner” (DDS 787) ”Som en morgen, når solen står strålende op” (Højsk. 393) ”Sov på min arm” (Højsk. 559)
–
16
–
Reflektorium – spørgsmål og overvejelser til eftertanke og samtale • Stjernen på himlen med lyset i mørket og det andet menneskes, måske barnets, lysende blik. Bryg selv videre på mulige sammenhænge mellem det største og det mindste. • Overvej ordene: ”Det er jo Jesu blik, vi ser / i barneøjne tindre”! i salmen ”Vor Herre tar de små i favn” (DDS 449,1) – hvordan det? • Melankolien er en vemods-fyldt tilstand, som kan virke lammende. Hvilke andre og måske ligefrem livsbefordrende sider bærer melankolien i sig? • Vi kalder det at danse om juletræet, selv om det i meget ringe grad ligner dans og i øvrigt er noget, en del voksne skal tage sig sammen til. Hvorfor forekommer det os alligevel at være vigtigt, at vi gør det og sammen går rundt om juletræet? • At blive velsignet betyder i grunden noget med at blive mærket med godhed (signet vel). Overvej velsignelserne i dit liv, og hvordan du oplever at få velsignelsen lyst over dig – også uden for kirkens og gudstjenestens rum. • Et ansigt kan lyse. Et ansigt kan også formørkes. Hvordan og hvorfor kan formørkelsen få så stor plads i det almindeligt menneskelige? • Hvordan ser du Guds lys komme til verden i barn Jesus? Og sidenhen i den skikkelse og det navn, han selv omtalte sig som: Menneskesønnen? • Hvordan tænker du om universets uendelige storhed og menneskets lidenhed? Også i relation til Gud og evangeliets budskab? Hvilke sammenhænge ser du? • Snup en strøtanke og overvej den nærmere.
–
17
–