Saga om Saga
Mette Marie Bjerager
Roman ¡ Eksistensen
Den gudfrygtige ser oftere sit eget spejlbillede end Guds sande ansigt
Præludium Der er to meter, til jeg rammer jorden. Der er ingen fortrydelses ret, ingen mulighed for at vende om eller ændre planer i sidste øjeblik. Der er kun mig, farten, forvandlingen og to meter. Sådan må situationen nødvendigvis være, når jeg overskrider denne grænse, en helt igennem synlig, håndgribelig grænse, som alle kan blive indenfor eller træde ud over. Når man vælger det sidste, er der med sikkerhed mange andre grænser, der er blevet overskredet forinden. Dette er mit eget valg. Jeg er svævende, på vej op i faldet, på vej til det, jeg altid har længtes efter, men først nu ved hvor findes. Jeg gør det, der giver mening for mig. Jeg er i sandhed menneske.
5
1 Stewardessen går gennem flyet og signalerer med sit Mona Lisa-smil, at Saga skal kigge ned i det opslåede magasin i sit skød. Et lille citat springer i øjnene. Du skal gå på krystaller. Du skal se lyset under dig forsvinde i skæret fra oven. Dine fødder skal bløde, og du vil aldrig vide, hvor himlen slutter, og helvede begynder. Det er dommerens tid. Til mig kommer alt kød. Saga smækker bladet i og kigger efter stewardessen, der ikke er nogen steder at se. Alle andre sæder er tomme. Hun undrer sig over, hvordan et luftfartsselskab kan overleve, når det kun tager én passager med ad gangen. Mørket er tykt gennem vinduet. Hun rejser sig for at tage et tæppe fra kabinehylden. Der er intet. Kun cellokassen, hvis spænder er rustne og skæve, ligger der. Saga tager forsigtigt instrumentet ned. Hun kommer i tanke om, at hun må øve sig på det requiem, hun skal være med i. Hun lægger buen til strengene. Noderne står i hukommelsen og bevæger sig af sted, efterhånden som de bliver omsat til lyd. Det indre øre udfylder partituret med den resterende instrumentering. Saga hengiver sig til dommen, døden, en ny opstandelse og det evige lys. Det skingre ding og fasten seatbelt-skiltet sætter en stopper for det guddommelige lys. Saga åbner øjnene og ser Island nærme sig. Flyet er igen fyldt med de passagerer, der boardede samtidig med hende i København. Intet har tilsyneladende ændret sig på hver side af den drøm, hun netop er blevet hevet ud af. 7
2 Afgang, rejse, ankomst. Ankomst, formål, afgang. Fly letter, og fly lander. Saga står på et blegbrunt væg-til-væg-tæppe i afgangs- og ankomstvingen i Keflavik lufthavn. Luven er slidt og vidner om en anden tid. Betonmurene står, som da de blev bygget under Anden Verdenskrig. Der er ikke meget lighed at spore med Kastrups rigdom i stål og glas. I ankomsthallen, hvor tidens tand trods alt har sneget sig ind i tagkonstruktionen, summer det af liv og mange nationaliteter. Kufferter på hjul. Klumper af mennesker foran tidstavlerne. Barer med drinks til rejsefeberen. Muddercreme fra lokale kilder og fårepels forvandlet til sweatre på tøjstativerne blander sig med lyden af snakkende fremmede og den glatte kvindestemme i højtalerne, der på islandsk, engelsk, fransk og tysk annoncerer go to gate, afgange og efterlysninger. Saga ser sig omkring. Lufthavnen er ikke stor. Men der skal ikke mere end en væg til, før man kan smutte ud af syne. Bevidst eller ubevidst. Et forsvindingens elysium, et paradis for de skæve skygger. Alle ser ud til at have veldefinerede grunde til at gå i mange retninger. Hver især har et mål, et formål, en fuldstændig indlysende idé om, hvad de vil, og hvor de er på vej hen. Mænd i mørke jakkesæt med mobilen som naturlig membran mellem hånd og øre. Familier med børn og oppakning til flere århundreder. Forretningskvinder i tykke kashmirfrakker og nederdele i tækkelig knælængde, der kun viser den del af deres ben, der næsten altid tager sig godt ud uanset de ekstra kilo længere oppe. Saga har også et formål. At tage væk fra noget er også at tage hen til noget andet, selv om det ikke står helt klart, hvad det er. Bare noget andet end det tomrum, hun følte sig 8
mere og mere viklet ind i. De jævne dage uden begejstring, gaderne med de samme navne og dårlige minder, skyerne, der altid forekom hende at hænge lavt. – Excuse me! Can you tell me where I can find the bus to Reykjavik? En ung pige med rygsæk sender Saga et venligt smil. – Er du dansk? Accenten er ikke til at tage fejl af. – Ja! Var det så tydeligt? Pigen ser et øjeblik overrasket ud, men smiler så igen. – Jeg tror, du skal gå ned ad trappen der. Saga peger i retning af rulletrappen under stålvirvaret og et skilt med et busikon. – Tak! Det prøver jeg. Pigen begynder at gå mod trappen. – God rejse! – Tak, i lige måde! Saga ser efter smilet og går i stå. Pigens hestehale vifter triumferende fra side til side, let og fuld af selvtillid. Som et barn, der i sikkerhed i morens arme kan række tunge bagud til hvem som helst uden konsekvenser. Pokkers! Hun virrer med hovedet og hægter sig på virkeligheden igen. Egentlig skal hun også med bussen. Men hun har ikke lyst til at tale med en ubekymret fremmed lige nu, og hun har ikke travlt. Busserne kører med jævne mellemrum ind til Reykjavik. Og et sted derinde ligger en nøgle under en måtte og venter, til hun dukker op. Hun dumper ned på en bænk og lader stemningerne sive ind og ud. Den evige transit.
9
3 Lufthavnsbussen er lidt over halvfyldt. Passagerne taler forskellige sprog, og de mange stemmer glider ind og ud af hinanden i en hyggelig harmoni. Saga glider ned i sædet og lader sig føre med af sprogenes musik. Bag sig kan hun høre en kvinde og en mand. De taler lavmælt, på islandsk. Hun lukker øjnene og lader tankerne flyde med de uforståelige ord. Manden taler mest, og kvinden svarer ind imellem med et enkelt ord eller måske et spørgsmål. Det lyder som en fortrolig samtale, hvor de har noget at dele. Saga synker længere ned i sædet. Hun forsvinder i intimiteten og forestillingen om, hvem de er. De kan være hvem som helst. To tilfældige islændinge med hver deres historie, hver deres liv. To mennesker ud af hele menneskeheden, måske i familie, måske kolleger, måske på vej til deres første sidespring. Islandsk. Det lyder som en koldfront blandet med fællessang og udkogte kartofler. Eller er det nordlys flænset af vikingetogter og en overproduktion af spyt? Fremmed og alligevel velkendt som det danske, jævnt trav over en flad mark. Bussen er kørt ud af lufthavnens område, og så langt øjet rækker er der knoldet terræn og knudret mos i camouflagefarver. Ingen bjerge, vulkaner, sneklædte tinder eller glatte gletsjere. Kun husene stikker op, fra næsten ingen i begyndelsen til enkelte antydninger på civilisationens indtog og til sidst en endeløs række af ensartede højhuse i mellembrune, grå og gule nuancer. Huse og boligblokke i beton ligger klos op ad hinanden og kappes om at se anonyme ud. Og alle steder, hvor der er en smule plads, er der biler. Biler i pumpede steroidudgaver med hjul på størrelse med affaldscontainere. En eventuel forestilling om et primitivt 10
land, et mere oprindeligt nordisk præg i arkitekturen, noget mere træ og måske en enkelt bil i ny og næ bliver grundigt mejet til jorden. Beton er en fundamental del af hovedstadens byggestil. Og biler er en fundamental del af den nyere islandske sjæl. De er overalt.
11