Selv voksne synger i mørke Af Per Frederiksen
Unitas Forlag
Kapitel 1 Snestormen piskede mod mit ansigt, så fros ten bed under min hud. Mine tårer nev i mine kinder, og hver gang jeg prøvede at tørre dem væk, kom der blot endnu flere til. Jeg lagde mig ned mellem skinnerne for at få lidt læ for vinden. Herude var der intet gadelys, så mør ket var altdominerende. Jeg krøllede mig sam men og tog ben og arme ind under min hvide T-shirt. Jeg rokkede frem og tilbage for at hol de min krop i gang. Og så begyndte jeg at snak ke med mig selv. “Jeg hørte det jo selv ! Men hvis bedstemor siger, at der intet var at høre, så var der in tet ! Hvorfor skulle hun prøve at lyve for mig ? Hvorfor lyver hun for mig ? Hvorfor fanden ly ver hun for mig ? Eller er det mig, der lyver ? Er det mig, der bare hører ting ? Måske var det bare noget, jeg drømte ? Det var noget, jeg drømte ! Det var noget, jeg blot hørte inde i mit hoved. Det er aldrig 5
sket ! I hvert fald ikke i virkeligheden. Kun in den i mit hoved ! Men det skete jo ! Hvem er det, du prøver at narre ? Så fat det dog – det skete ! Og intet, du siger til dig selv, vil kunne ændre på det. Så find en måde at hjælpe hende på ! Du kan jo se, hun har brug for det ! Men hvordan kan du være sikker på det ? Måske har hun blot haft en dårlig dag. Måske har hun hovedpine og vil have lidt ro. Ellers ville hun da have sagt det til mig. Det er jo ind lysende. Intet er der sket, for så ville hun have sagt det til mig. Det er altså blot noget, jeg bilder mig ind. Så jeg kan lige så godt glemme alt. For det er alt sammen blot noget, jeg har drømt. Gu’ fanden vil du da gerne glemme alt ! Du kan jo ikke forsætte med at leve ! Ikke så læn ge, du kan huske ! Jeg bliver nødt til at gøre det her. Jo før, jo bedre. Ingen vil alligevel savne mig – ikke længere. Men hvorfor vil du gøre det ? Du er jo fort sat ikke engang sikker på, hvad der skete ? Hvis der overhovedet er sket noget ? 6
Men jeg ved nok til, at jeg ikke kan fortsæt te længere. Jeg stopper her. Jeg kan ikke mere. Men hvem skulle det gavne, at du stopper her ? Ingen. Ikke andre end mig selv. Men det burde vel også være nok. Jeg kommer jo ikke til at ændre noget, hvis jeg forsætter. Jeg gider bare ikke mere ! Hvad skulle jeg kunne ændre ? Hvad burde jeg ændre ? Alt ! Alt, og det er mere, end jeg kan. Hvor dan skulle jeg kunne ændre noget i fortiden ? Det kan man ikke ! Men du kan ændre fremtiden. Hvilken fremtid ? Der bliver ikke nogen fremtid. Jeg ønsker ikke nogen fremtid. Hvorfor ikke ? Fordi… Fordi det hele er noget lort ! Der for ! Og det er grund nok. For der er ikke nogen fremtid i lort. Så kom nu bare dit tonstunge tuttende tog og lad os ende denne gang lort ! Jeg lover dig, at du ikke vil kunne nå at bremse, hvis du lo ver mig at slå mig ihjel. Deal ? Jeg vil bare dø, intet andet. Selvom jeg nok fortjener at lide, så springer jeg lige det over. Jeg har bare ikke 7
rigtig lyst til at lide i dag. Jeg vil bare stoppe det her !“ Lyskeglerne fra toget kæmpede sig vej gennem snestormen. Jeg fulgte intenst, hvor langt keg lerne var væk. Da de begyndte at blænde mine øjne, tog jeg mit ansigt ind under T-shirten, så togføreren ikke kunne få øje på mig. Jeg talte hurtigt ned. “Ti, ni, otte, syv, seks, fem, fire, tre…”
8