Skabt, skrøbelig og håbefuld Om hvorfor det er godt at gå en tur på kirkegården og engang ende der
Elof Westergaard
Eksistensen
Elof Westergaard Skabt, skrøbelig og håbefuld Om hvorfor det er godt at gå en tur på kirkegården og engang ende der © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2022 isbn 978 87 410 0901 8 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Bennet Text Four og Poppins Billede af Elof Westergaard © Rikke Roager Tryk: Latgales Druka, Letland Venligst støttet af Ribe Stift Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg 3324 9250 www.eksistensen.dk
Indhold Indledning
Kirkegårde fortæller om livet Kirkegårde som et kulturelt og religiøst anliggende Ak og Tak
Skabt
Skabt af jord Mig og verden Guds nærvær og det konkrete steds betydning Indviet jord
Skrøbelig
Menneske og natur Mennesket er mere end natur Begravelse som etisk forpligtelse Kirkegården som værn mod dehumanisering og barbari Erindringens og tingenes betydning
7 10 12 15 19 23 25 32 36 41 43 48 51 54 57
Håbefuld
Et stærkt og spinkelt håb Opstandelsens have Navnetræk Det grønne håb Med venner i lys vi tale
65 68 72 74 78 80
Afslutning
83
Tak
85
Litteraturliste
87 88
Illustrationer
Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.
Indledning Det er svært at forlige sig med døden, også selv om det er et vilkår ved det at være menneske, men min erfaring er, at jævnlige kirkegårdsbesøg hjælper og ligefrem trøster, vækker håb og livsglæde. Kirkegården minder mig om livets skrøbelighed, og kaster samtidig lys over det levede liv og det fællesskab, mennesket er en del af. Denne bog springer ud af en livslang veneration for kirkegårde. Anliggendet er at vække læserens blik for kirkegårdenes betydning som et fælles offentligt sted, som et kirkeligt anliggende, og ikke mindst at mindske den tiltagende klaustrofobi i vores tid ved tanken om at blive begravet på en kirkegård.
7
Flere må gerne få deres naturlige gang på kirkegården og gå indenfor kirkegårdslågen. Som sangeren Bisse i Seks hjerter, når han synger: Må krydse kirkegården for at komme til børnehaven de legende børn er ikke bange for manden med leen hver og en leger de uden at ænse tiden hver og en udlever de livet hele tiden. Viola er Batman i dag. Elmer er Schmeichel i dag: hver og en giver de mig tilbage hvad jeg kom til at ta’ for givet et hjerte for livet.1
8
Kirkegården er et sted, det er godt at besøge og krydse ind over på vej til børnehaven, eller hvor man nu er på vej hen.
1
Bisse: 6 hjerter for livet, 2016
Den græsk-svenske forfatter Theodor Kallifatides fortæller i den smukke selvbiografiske roman En lang dag i Athen om, hvordan han holder af at gå ind på kirkegården i sit kvarter i Stockholm: Det sker, frem for alt i forsommerens tøvende morgener og i efterårets mættede eftermiddage, at jeg går derover med en bog, som jeg ikke læser. Jeg har den kun med som en tryghed, hvis mit hoved skulle blive tomt, hvis mit hjerte skulle få brug for en anden trøst end synet af de smukke elmetræer og de fremmede navne på de grå granitblokke, der altid indgyder mig en anelse om lykke.2 Et kirkegårdsbesøg bringer mening. Kirkegården er et trøsterigt sted, som med forfatterens ord ligefrem kan indgyde den besøgende en følelse af lykke. Kirkegården er et af de få steder, som unddrager sig den hastighed, med hvilken mennesket ellers farer omkring i verden. Et roligt sted præget af grøn natur og
2
Theodor Kallifatides: En lang dag i Athen, Forlaget Rhodos 1989, s. 10
9
konkrete spor af forgangne tider. På kirkegården bliver jeg både mindet om, at jeg skal dø, og at livet har betydning og værdi.
Kirkegårde fortæller om livet Jeg ønsker hverken at trække døden frem eller at opfordre til at fortrænge den, blot som den græsk-svenske forfatter pege på kirkegården som et naturligt sted at komme såvel i live som i døden. Der er ikke noget galt ved at være omsluttet af kirkegårdens jord. Det er godt og velgørende at gå en tur på kirkegården, og det er vigtigt, at vi ender der. 10
At skrive om kirkegårde er for mig først og fremmest at skrive om livet. Jeg interesserer mig dybest set ikke for døden, faktisk mindre og mindre med alderen. Død er forbundet med tab, vemod og sorg. Jeg er glad for livet samtidig med, at jeg ved, sanser og erfarer, at mit fællesskab med andre mennesker har sin tid.
Jeg er vokset op i et stenhuggeri, hvor de pårørende kom med deres sorg,3 og hvor de under kyndig vejledning af de ansatte fandt en gravsten, og talte om inskriptioner og bogstavtyper. Jeg har gennem mit arbejde i Den Danske Folkekirke, henholdsvis som præst, provst og biskop, gennem nu 30 år, begravet mange og kommer ofte på kirkegårdene. Jeg har desuden i regi af Foreningen for Kirkegårdskultur, hvor jeg er formand, arbejdet med kirkegårdsspørgsmål, bevaring og udvikling gennem et par årtier. Det har sat sit præg. Jeg er dybt optaget af, om kirkegårdene bliver besøgt, og at de må blive værdsat som de særlige fælles rum, de er. Et kirkegårdsbesøg lærer os noget om livet, fortiden og nutiden og minder os om det væsentlige i tilværelsen. Kirkegården både minder os om, at vi skal dø, og lærer os at leve.
3
Elof Westergaard: Sten over muld: gravminder, Chora 2010; Elof Westergaard: Haven af sten med blomster, planter og dyr, Kronik i Kristeligt Dagblad, 7. juli 1997
11