Claus Grymer & Niels Johansen
Skibet er ladet med Fortid i nĂŚrlys
Eksistensen
Nu taler folk, der ikke kan skrive deres erindringer om at lade sig udstoppe. Knud Holst
Sommetider kan erindringen vÌre sü stÌrk, at man synes, at det er fortiden, der har virkelighed, og at nutiden blot er en eksistens i skyggeagtig stilstand. Knud Sønderby
Indhold Forspil . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Afgang . . . . . . . . . . . . . . . . 9 Bedrag . . . . . . . . . . . . . . . 13 Chatol . . . . . . . . . . . . . . . 18 Danmark . . . . . . . . . . . . . . 22 Engle . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Forelskelse . . . . . . . . . . . . . 30 Galleriet . . . . . . . . . . . . . . 33 Havearbejde . . . . . . . . . . . . 36 Is . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40 Jette, mig og de andre . . . . . . . 44 Kjortel . . . . . . . . . . . . . . . 49 Landskampen . . . . . . . . . . . 52
Målmænd . . . . . . . . . . . . . 57 Nærvær . . . . . . . . . . . . . . 61 Opdagelsen . . . . . . . . . . . . . 64 Palladium . . . . . . . . . . . . . 68 Quickstep . . . . . . . . . . . . . 71 Rutebilen . . . . . . . . . . . . . . 75 Stokken . . . . . . . . . . . . . . . 80 Transmission . . . . . . . . . . . 84 Undere . . . . . . . . . . . . . . 88 Velosolex . . . . . . . . . . . . . . 92 Et x ved havet . . . . . . . . . . . 95 Yde . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Zone . . . . . . . . . . . . . . . 103 Æggesnaps . . . . . . . . . . . . 107 Øl . . . . . . . . . . . . . . . . . 111 Aarhus . . . . . . . . . . . . . . 115
Forspil Venner, ser på Danmarks kort, ser, så I det aldrig glemmer Sang vi. For der stod sang på skemaet. Og ved katederet stod vores sanglærer og kæmpede på sin fodslæbende violin. Men vi sang. Sang, så de gode vers fra Danmarks Melodibog stadig sidder fast 65 år efter. Og vi så på Danmarkskortet, for det hang jo i al sin skrøbelighed på et søm i klasseværelset. Men hvor stort var Danmark, da vi var mindre? Mindst dobbelt så stort som i dag. Der var mere end meget langt fra en præstegård i Redsted på Mors med sin Aakjær-blå-himmel til Romsøgade på det socialdemokratiske Østerbro i København, hvor lejlighederne var små og familierne store. Vi var dog begge børn i kong Frederiks og Morten Korchs Danmark, hvor vi som andre raske drenge red på de røde heste og var dus med himlens fugle. Men hvem var vi? Og hvilke historier har vi i dag med i rygsækken? Åbner vi blot en smule, så falder erindringerne nærmest over hinanden, hvad enten
7
man har en god hukommelse eller ej. For erindringerne kommer fra et helt andet sted. De sidder i næsen som dufte. I ørerne som genklang af Giro 413. I munden som smagen af citronfromage. Og ikke mindst i billederne, som når en linje som Venner, ser på Danmarks kort lige så stille fører tilbage til morgensangen i klasseværelset. Eller tag nu udtrykket Skibet er ladet med, så er vi i løbet af ingen tid tilbage i Redsted eller i Romsøgade, hvor vi sammen med kammeraterne sender den røde bold fra mand til mand med sit udfordrende: Skibet er ladet med! Ikke bare med et venligt A. Men også med en mavepuster som Q. Sådan var det. Men hvad svarer vi i dag, når vi lader bogstaverne kalde på små og store historier, fra dengang Poul Reichardt altid fik Tove Maes til sidst, og Danmark var mindst dobbelt så stort som i dag? Lad os prøve. Skibet er ladet med!
8
Afgang
a
Skibet har forladt havnen for at sejle til en tid, der var engang. Men inden i os findes den stadig. Med alderen bliver man mere og mere bevidst om, i hvor høj grad man har fortiden med sig. Unge mennesker vil fremad, og kun det. Sådan skal det også være. Men når man som os ombord på det skib, der skal sejle gennem de følgende sider, er født i henholdsvis 1944 og 1946, ser man sig ofte tilbage. Man kan lære ganske meget ved betragtning af kølvandsstriber – mens man sejler ind i fremtiden. Inde fra land har vi allerede fået et glimt af “De røde heste”. De gav navn til en forhenværende kultfilm, der havde premiere i 1950 og sandsynligvis stadig er den mest sete danske film nogensinde. I denne sammenhæng interesserer filmen os mest som et udsagn om tiden. Metaforisk har vi siddet på ryggen af de berømte heste, der flot knej-
9
sende og naturligvis uovervindelige galopperer i udkanten af de erindringer, som vort skib vil blive ladet med. Vi tager dem med ombord i tillid til, at intet er for småt til at kunne rumme “det hele”. Man mindes om det, når man ser gamle film. Blot glimtet af et skilt med et benzin-mærke, der ikke findes mere, kan genskabe brudstykker af den virkelighed, der engang fandtes omkring skiltet. For mit eget vedkommende kan det for eksempel udløse synet af min far, der uden hensyn til brandfaren stod på en tankstation og dampede på en cerut, mens en af de ansatte fyldte tanken i folkevognen op. Det var, før selvbetjeningen lod os fummelfingrede i stikken. Nostalgi? Jeg mærker, at mistanken om et udbrud af denne uglesete “lidelse” sniger sig ind på mig. Men den, der beskæftiger sig med fortiden, gør det ikke nødvendigvis for at slippe fri af nutiden. Synet af det, der var, kan skærpe synet både af det, der er, og af det, der skal komme. Ved juletid i min barndom havde min far det med at tænde blot et enkelt lys på træet. Det sad han så i stilhed og betragtede – og fortsatte med det, indtil lyset var brændt ned til ingenting og efterlod et mørke, der virkede overraskende stort
10
i forhold til, hvor lille flammen havde været. Jeg fandt fars vane både komisk og tåbelig og hånede ham fredsommeligt for den. Han smilede fjernt uden at sige noget. Nu sidder jeg selv ved juletid på samme måde. Og det lys, jeg betragter, er ikke kun det, der er foran mig, men også det, der var foran far. Det skinner for os begge. Vi taler om, hvor mørkt der bliver, når et lys – eller et menneske – forsvinder. Det sker om lidt. Ligeledes derom taler vi. – Men endnu er vi her, siger far. – I lyset. – Og måske på vej mod et større. – Måske. Vi siger ikke mere. Det vil ingen af os. Det store lys, som vi muligvis skal se ind i engang, hører til det uudsigelige. Det respekterer vi begge. Man skal tie om det, man ikke kan tale om: det, der er større end os selv. Tie foran den dør, som vi lader stå åben mod det ukendte. Men vi er fortrøstningsfulde begge to. Jeg vidste det om ham. I dag ved jeg det tillige om mig selv. Sådan er det: Julens lys er også fars lys. Tider mødes og bliver til én tid. Afgangen til før er også
11
afgangen til nu – og til altid. Det er afgangen til eksistensen. Kølvandsstriberne viser vej.
12