Sorg – Den dybeste ære glæden kan få by Eksistensen

Tak til Ingegerd og Mogens Christensen, Jytte og Ole Trier Larsen og Laila Kristensen. En særlig tak til Christina Herskind, der ihærdigt, kærligt og utrætteligt har hørt, læst og kommenteret. Lise Trap

LISE TRAP

Sorg Den dybeste ære glæden kan få

ALFA

Sorg – den dybeste ære glæden kan få Lise Trap © Forfatteren og Forlaget Alfa 1. udg., 1. opl. 2010 ISBN: 978 87 91191 82 4 Sats: Tina D. Laursen Omslag: Bjarne Michael Jensen – RPC Tryk: AKA-print Omslagsbilledet er Vilhelm Hammershøis Solstråler eller solskin (1900), 70 x 59 cm, tilhører Ordrupgaard, København. Fotograf: Pernille Klemp. Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk, digital eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og CopyDan eller med forlagets skriftlige samtykke. Enhver anden gengivelse af denne bog er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Forlaget Alfa Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C www.forlagetalfa.dk

Indhold Indledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

1) Sorgen – og sorg over at miste et barn. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

2) Den første tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

3) Den næste tid. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

4) Sorgens gang. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5) Mødet med døden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

6) Den usynlige smerte. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7) Trøst. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

8) Synlighed. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9) Fremtiden. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

10) Håbet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Litteratur mm.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Noter. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Indledning For 40 år siden mistede min klassekammerat sin søster nede i det store kryds. I klassen lod vi alle sammen som ingenting – ligesom vi gjorde, når vi mødte hende og hendes mor på gaden. Jeg aner ikke, hvor min klassekammerat er henne i verden i dag, men mange gange, når jeg som voksen er kommet gennem mit barndomskvarter og har passeret lige netop det kryds, har min tanke strejfet hende og hendes døde søster. Tænk, hvis hendes mor i dag lever som en gammel kone, og tror, at alle andre har glemt, at hun engang havde to piger! Dengang talte man ikke om døden. Det er blevet bedre. Vi har gennem de sidste måske tyve år lært meget om, at vi skal tale om det svære. Det er ikke i orden at gå over på den anden side af gaden, når vi møder en, der har mistet. Begravelser foregår ikke nær så ofte som tidligere i stilhed, tværtimod deltager hele skoleklasser ofte i højtideligheden, når en kammerat er død. På de fleste skoler har man sorgplaner, så alle ved, hvem der skal gøre hvad, når en elev, en elevs nærmeste familie eller en lærer dør. Planer, der skal modvirke usynliggørelse og tavshed omkring døden. Mange arbejdspladser har aftalt, hvem der står for 7

kontakt til familien, hvis en medarbejder eller en medarbejders nærmeste pårørende dør. Det formelle – og i øvrigt glimrende – ”Må jeg kondolere” er afløst af langt mere personlige hilsener, knus og blomster. På en måde forholder vi os i dag meget sagligt og åbent til døden og den sorg, den bærer med sig. Via TV og andre medier bliver vi den ene gang efter den anden ført dybt ind i fremmede menneskers private verdener og er vidner til, hvordan enhver form for privathed eller urørlighedszone bliver overskredet. Tragiske skæbner præsenteres og følelser udstilles, men det sker på en uvedkommende, uforpligtende og overfladisk måde. Vi gyser, slukker og væk er det. På den ene side er døden altså betydeligt mindre tabuiseret end tidligere. På den anden side er det min erfaring, at vi ikke af den grund er blevet bedre til at møde mennesker i sorg. Så åbne og konfronterende vi end er, når det gælder menneskelige skæbner på TV, er det ikke min erfaring, at vi er gode til at forholde os til, hvor voldsom døden kan være for den, der mister, og hvordan mødet med døden kan og måske direkte skal ændre mennesker. Vi er i bedste fald orienteret mod de første dage og uger, men hvad gør man som ven, kollega eller familie, når det er tre måneder siden? Hvad siger man efter et halvt år? Og bør man gøre noget efter et helt år? Eller efter tre eller ti år? Spørgsmål, der ikke uden videre lader sig besvare. Det følgende er derfor heller ikke en række enkle svar, men en kredsende beskrivelse af, hvordan det kan opleves at miste en, man elskede overalt, og hvordan det er at være til i verden med en uendelig sorg – ikke som forstenet, men 8

som forandret. Måske beskrivelsen kan hjælpe den enkelte til at finde sine egne svar.

Mit udgangspunkt Mit udgangspunkt for at tage emnet op er dels 21 års erfaring som præst i folkekirken, dels sorgen over selv at have mistet et barn. I vores familie mistede vi i 2007 pludseligt en 20-årig søn og bror. Det handler denne bog ikke om. Den handler om, hvordan det er at leve videre, når der mangler en. Mest handler den om, hvad man i den situation kan ønske sig og måske især ikke ønske sig fra omverdenen – velvidende at ingen mennesker er ens. Sorg skal tages alvorligt af den sørgende selv, og den skal respekteres af omgivelserne. Den skal ikke fornægtes, men heller ikke dyrkes. Jeg har mistet det dyrebareste. Det er min skæbne nu, at i resten af mit liv er en del af min identitet at være sørgende, men netop en del – jeg er meget andet også. I en stor tale om raceforhold definerede Barack Obama opgaven og udfordringen for det amerikanske folk som ”… embracing the burdens of our past without becoming victims of our past” (”… at tage fortidens byrder på sig uden at blive ofre for fortiden”). Det gælder også den sørgende: opgaven er at favne fortiden – uden at blive et offer for den. Sorgen skal have sin plads. Den skal ikke have alt.