Syng for alverdens urolige hjerter Vokale arrangementer af 6 nyere, danske salmer Af Malene Rigtrup
© Eksistensen og forfatter/komponist 2023 1. udgave, 1. oplag
Forside: Aya Ahrensberg Bertouch-Lehn
ISBN: 978-87-410-0996-4
Tryk: Dardedze
Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C. www.eksistensen.dk
Forord
Denne nodebog, Syng for alverdens urolige hjerter , udspringer af mit kunstneriske udviklingsprojekt Vokale arrangementer af nyere, danske salmer på Det Jyske Musikkonservatorium. Projektet har haft til formål at undersøge grænselandet imellem “rytmiske” og “klassiske” salmer ved at skabe en række kor-arrangementer af salmer skrevet af nutidige tekstforfattere og komponister.
Bogen indeholder 6 salmer, der er nøje udvalgt efter, at de kan appellere stilistisk bredt. Hver salme er arrangeret for både SATB, a cappella og SSA med akkompagnement. Arrangementerne er “brugs-arrangementer” forstået på den måde, at de er overskuelige at gå til i såvel længde og sværhedsgrad som i ambitus og variationer og derfor kan være en del af kirkekorenes udskiftelige repertoire. I de fleste af SSA-arrangementerne er der endvidere henvisning til, hvordan en af stemmerne kan udelades, så satsen bliver to-stemmig. Det er hensigten, at arrangementerne klangligt og fraseringsmæssigt kan udføres i grænselandet imellem et “klassisk” og “rytmisk” udtryk, men de kan naturligvis drejes i den stilistiske retning, som korlederen ønsker.
En dybfølt tak til Janne Mark, Lisbeth Smedegaard Andersen, Hans Dammeyer, Nikolaj Paakjær, Ida Auken og Mads Granum for deres generøse bidrag ved at stille deres salmer til rådighed. En særlig tak til Janne Mark og Hans Dammeyer for inspiration og for at spore mig ind på fordybelsen i salmer som en del af mit musikalske ståsted. Det er mit håb, at bogen vil inspirere bredt på tværs af genrer og traditioner og bruges i forbindelse med såvel kirkelige handlinger som i hverdagslivet i (kirke)korene rundt omkring i Danmark.
Malene Rigtrup
Aarhus, januar 2023