Niels Brunse
Tro er ikke viden Eksistensen
Niels Brunse Tro er ikke viden I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0679 6 © Niels Brunse & Eksistensen 1. udgave, 1 oplag 2020 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C 3324 9250 www.Eksistensen.dk
Indhold 7 11 19 29 37 43 51 61 67 75 85 91
Indgang Stråmænd Tro Religion Magt Synd Sjæl Bøn De andre Kunst Gud Udgang
Indgang
Jeg tror på Gud. Engang var det i Danmark en sætning, som de allerfleste tilsluttede sig, hvad enten de gjorde det af pligt eller af overbevisning. I dag er det mere kontroversielt at være troende end at være ikke-troende, i hvert fald i de miljøer jeg færdes mest i. Den enkle sætning kan føre til polemikker, personangreb, forbløffelse eller forargelse – eller simpelt hen til et øjebliks forlegen tavshed omkring et middagsbord. Derfor siger jeg den ikke så tit. Jeg har ikke altid følt at jeg kunne stå inde for den sætning, sådan som jeg kan nu. Jeg blev døbt og konfirmeret, som man blev i min generation ( jeg er årgang 1949), jeg lærte salmevers udenad i skolen og sang endda i kirkekor, men i slutningen af gymnasiet meldte jeg mig ud af folkekirken og mente at det var et frigørende 7
skridt. Tiden var til flower power og kritik af det bestående. De næste otteogtyve år mindede jeg jævnligt mig selv om at det var godt at have smidt alt det religiøse ragelse overbord, selv om jeg stadig kunne være optaget af religiøs kunst: J.S. Bachs musik, Kingos lyrik, alle de beåndede malerier fra Andrej Rubljovs yndefulde treenighedsikon til Rogier van der Weydens helgenskildringer med deres evighedstyste baggrundslandskaber. Kulturkristen kunne man jo godt være. I 1997 meldte jeg mig ind i folkekirken igen og fik en fin, ny, pletfri dåbsattest uden den grimme udmeldelsespåtegning fra domprovsten i Helsingør. Ikke at det gjorde mig noget at den var der, påtegningen; jeg vedkender mig hele mit liv med dets undertiden snørklede veje. Jeg skrev endda en kronik i Politiken om min genindmeldelse, og den daværende kronikredaktør spåede, at jeg nu ville blive inviteret ud at holde foredrag for en hel masse af landets menighedsråd. Han fik for en gangs skyld ikke ret. Der kom én invitation, som jeg selvfølgelig tog imod. Sidenhen har jeg dog deltaget i mange forskellige arrangementer i folkekirkeligt regi, tit i forbindelse med mine 8
Shakespeare-oversættelser, men med troen som en særlig klangbund. Det, der var sket, var ikke spor dramatisk. Ingen omvendelse som et lyn fra en klar himmel, ingen visioner eller sjælsrystende kriser. Jeg var bare langsomt og gradvis nået til den erkendelse, at jeg var ærligere når jeg sagde: “Jeg tror”, end når jeg hævdede det modsatte. Jeg begyndte at gå i kirke igen – ikke tit, men oftere end aldrig – og takket være min kordrengefortid har jeg aldrig været ”kirkefremmed” og følt mig på glatis under gudstjenestens stå-op-sid-ned-manøvrer eller lukket ude fra salmeskattens melodier og til tider besynderlige ord. Mine grundlæggende forestillinger om hvad der er godt og skidt, retfærdigt og uretfærdigt, i denne verden og hvad man bør gøre ved den har ikke ændret sig. Jeg har ikke allieret mig med reaktionære mørkemænd og -kvinder, fordi jeg er vendt tilbage til den danske folkekirke. Den er heldigvis utrolig rummelig. Men jeg synes ikke længere at betegnelsen “kulturkristen” passer på mig. Jeg er snarere blevet en slags kristen kulturradikal – selv om det lyder som en forfærdelig selvmodsigelse i dogmatiske ører i begge lejre. Jeg lever udmærket med denne con9
tradictio in adjecto, og de følgende, stærkt subjektive sider er et forsøg på at forklare hvorfor og hvordan.
10