Udfordringer til kirken – En debatbog

2

Udf ordri nge r til kirken En d e b atb o g Redigeret af Henning Nørhøj

Ek sist ense n Kø b e n h a v n 2 0 19

3

Udfordringer til kirken En debatbog Redigeret af Henning Nørhøj © Forfatterne og Eksistensen, 2019 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0525-6 Omslag: Eksistensen Arne Haugen Sørensen, Lodret nadver,

Udgivet med støtte fra Chr. P. Hansen og Hustrus Fond Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

4

I nd hold Forord 7 At pege på centrum 9 Kaj Bollmann

Kirkeligt Centrums betydning i dansk kirkeliv 23 Kurt E. Larsen

Kun fremtiden kommer af sig selv, resten må vi arbejde for! 35 Birgitte Kragh Engholm

Mod til at være tro mod sin tro 47 Marianne Gaarden

Den, der ikke kan se gennem fingre, kan ikke regere 59 Peter Lodberg

Luthers kirkesyn og sakramenterne 69 Henning Nørhøj

Hvad er en “fortsat” reformation? 83 Eberhard Harbsmeier

En bekendelse 91 Arne Haugen Sørensen

Opstandelsen i Arne Haugen Sørensens kirkekunst 95 Birgitte Thyssen

Mellem global kirkelighed og lokal virkelighed 105 Mads Christoffersen

Vi skal give dem rugbrød fyldt med sunde kerner 119 Ole Juul

Skyld, skam og tilgivelse 131 Elisabeth Dons Christensen

Det skrøbelige liv – en prædiken 143 Kristine Stricker Hestbeck

Om forfatterne 149 5

6

Forord

Forord I år er det 120 år side, at Kirkeligt Centrum blev til. Denne bog, Udfordringer til kirken, føjer sig ind i rækken af tidligere jubilæumsskrifter som i 1949, hvor K. Gjesing-Pedersen skrev en kirkehistorisk bog: “Kirkeligt Centrum 1899-1949. Et blad af vor tids kirkehistorie” og i 1989 blev halvfemsåret fejret med bogen “Fornyelse og Tradition”.

Hertil havde bestyrelsens redaktionsudvalg bedt en række nøglepersoner i og uden for Kirkeligt Centrum om at skrive. Tilsammen kom bidragene til at afspejle både dybden og bredden i Kirkeligt Centrums syn på kirke- og kulturliv. Og i 2009 udsendte Kirkeligt Centrum en lille bog, en udvidet udgave af vores blad, der dels gav et billede af kirkelivet op gennem 1900-tallets sidste del, dels hvad der egentlig er Kirkeligt Centrums teologi og så i øvrigt lader stemmer fra Kirkeligt Centrums egne folk komme til orde.

Udfordringer til kirken er, som titlen antyder, en debatbog med det mål at pege på en række temaer, som vi finder væsentlige i den folkekirkelige debat. Det er temaer, som ikke fik så meget opmærksomhed i Lutheråret 2017. Bidragyderne til denne bog er ikke hentet fra kredsen omkring Kirkeligt Centrum, men det er folk, som tydeligt nok har noget på hjerte, og som sætter fokus på områder, som vi finder væsentlige.

Der skal hermed rettes en tak til professor Peter Lodberg, professor Kurt Ettrup Larsen, biskop Marianne Gaarden, rektor emeritus Eberhard Harbsmeier, sognepræst Birgitte Kragh Engholm, pastor emeritus Ole Juul, kirkekunstneren Arne Haugen Sørensen, pastor emeritus Birgitte Thyssen, sognepræst Kristine Stricker Hestbeck, biskop Elisabeth Dons Christensen og generalsekretær Mads Christoffersen, som alle beredvilligt har villet bidrage til denne bog. Samtidig vil vi rette en tak til Chr. P. Hansen og Hustrus Fond, som har gjort det økonomisk muligt at få bogen udgivet.

Vi håber, at bogen vil kunne bruges som inspiration til samtale og et videre arbejde med de emner, som vi her har taget op.

For Kirkeligt Centrum bestyrelse, Kaj Bollmann og Henning Nørhøj 7

At pege på centrum Kaj Bollmann

Centrum er et punkt. Det fylder ikke noget. Faktisk har det slet ingen udstrækning. Man kan ikke sætte skel og mærker op omkring et bestemt areal: her er centrum. Centrum findes som noget, vi kan relatere os til: gå ud fra, søge hen imod, være nærmere på eller fjernere fra, orientere os og bevæge os i forhold til. Centrum fylder intet, men betyder alt.

Kirkens centrum er Kristus. Korset er punktmarkeringen af centrum, hvor lodret og vandret mødes: aksen fra Gud til menneske og aksen fra menneske til menneske. Den tomme grav fastholder den realitet, at centrum ikke har nogen fysisk udstrækning; men det er Kristus, hans liv, hans død, hans opstandelse og hans fortsatte nærvær i verden, vi som kirke hele tiden skal relatere os til, søge hen imod og bevæge os ud fra.

Det er ikke kirken, der er centrum, hverken i verden eller i vort liv eller for troen. Kirken er til for at pege på centrum, for at gøre Kristus til centrum for os, så vi er en del af den kreds, der er i bevægelse mellem centrum og periferi. Vi kan ikke skilles fra dette centrum, og enhver kirkelig bevægelse er en bevægelse, der kredser om Ham. Ellers hører den til i et andet solsystem end det kirkelige.

Den tredje retning?

Kirkeligt Centrum (KC) har aldrig haft det nemt med betegnelsen “en kirkelig retning”. Centrum er jo ikke en retning. Den traditio9

Kaj Bollmann

nelle omtale af KC som “den tredje retning” er i høj grad misforståelig.

Grundtvigianerne og de missionske har netop været “retninger”: de følger et bestemt spor, går i en bestemt retning. Naturligvis har begge de to store retninger også en intention om at søge mod centrum, Kristus, men de har som retninger også altid udgjort deres egne universer med egne dagsordner, egne miljøer, egne centre, egne kredsløb.

Det er en karakteristisk bemærkning i KC’s selvbeskrivelse, at bevægelsen ikke har noget fysisk hjem, ingen missionshuse eller højskolehjem, intet Vartov eller Bethesda. Kirkeligt Centrums hjem er kirke og sognegård. Den tredje retning fører ikke ind i et parallelmiljø, men ind i den hellige almindelige kirke i dansk folkekirkelig udgave, menigheden i ordets gamle betydning: almenheden over for Gud. Forståelsen af KC som den bløde mellemvare og det forsonende link mellem de to store antagonismer i nyere dansk kirkehistorie – Indre Mission og grundtvigianerne – er heller ikke særlig dækkende.

For der har i KC’s historie aldrig kun været tale om at ville forsone modsætningerne og holde sammen på folkekirken. Folkekirkens sammenhængskraft er og har altid været en vigtig sag for KC, men ikke sagen. Sagen er folkekirkelig kristentro og folkekirkeligt kristenliv med udgangspunkt i gudstjenestefælleskabet. Det handler på ingen måde om at finde kompromisset mellem det grundtvigske og det missionske ståsted. Det handler om at stå et andet sted: i den lokale kirke.

Den tilgang rummer naturligvis det paradoks, at den peger væk fra sig selv: Kirkeligt Centrum er ikke det afgørende. Det afgørende er at holde folkekirken og folk i den fast på en fælles gudstjeneste, en fælles trosbekendelse og et lokalt kirkeliv, der holder fast i, hvad der er kirkens centrum. En sådan position har svært ved at skabe massebevægelse, og det er jo heller ingen hemmelighed, at bevægelsens størrelse altid har været meget begrænset, og at den adskillige gange i historiens løb – således også i disse år – har ligget på kanten af lukning. Til gengæld ligger der naturligvis også i den tilgang en vis ubekymrethed i forhold til bevægelsens overlevelse. For det vigtige er jo ikke at holde liv i en bevægelse, der har haft sin – gode og frugtbare – tid. Det vigtige er, at der er mennesker og initiativer, der tager vare på det anliggende, der er og har været KC’s.

10

At pege på centrum

Folkekirkens sammenhængskraft I Kirkeligt Centrum oplever vi utroligt ofte, at folk i kirkelivet er enige med os. Vi får positive reaktioner i massevis på oplæg og artikler osv.

Mange er interesserede i at høre om, hvad vi står for, og stort set alle synes, at det lyder vældig sympatisk. Men stort set ingen melder sig ind og ønsker at engagere sig i KC’s arbejde.

Det er der nok flere årsager til. Én af dem er forhåbentlig, at sager og synspunkter, som KC formidler i offentligheden, ses som fornuftige bidrag til at styrke bred, folkekirkelig kristendom i Danmark og styrke en rummelig og mangfoldig folkekirke! Imidlertid spiller det nok også ind, at midten i dansk kirkeliv er blevet meget bred. Der er en udbredt sympati for midterstandpunkter, og det giver umiddelbar sympati for en bevægelse med KC’s navn. At KC’s standpunkt ikke er et midterkompromisstandspunkt, men et standpunkt, der søger kirkens centrum – hvilket godt kan indebære profilerede holdninger – er måske sværere at forklare!

I de kirkelige retningers storhedstid var der ofte tale om et “enten-eller” mellem missionsk og grundtvigsk. Dynamikken, udviklingen, de store, spændende skænderier, de skarpt optrukne standpunkter udspillede sig mellem de to retninger, og de stærke kirkelige lægfolksorganiseringer stod de to retninger for. Sognets åndelige energicentre kunne ofte være missionshuset og/eller forsamlingshuset mere end kirke og præstegård.

I vækkelsernes storhedstid var der i rigtig mange sogne rundt om i landet et meget polariseret kirkeliv. Sammenhængskraften i folkekirken blev understøttet af frihedslovgivningen med valgmenigheds- og sognebåndsløsningsmuligheder. Dertil kom naturligvis dels, at statskirken holdt den kirkelige ordning og praksis sammen med noget hårdere hånd, end tilfældet er i dag, dels at der i den brede befolkning var et stort fælles mål af kristen dannelse – børnelærdommen – som gjorde, at man trods alle modsætninger havde et fælles sprog at skændes med. Og endelig var udvalget af alternativer til folkekirken for 100 år siden jo meget begrænset i forhold til, hvad tilfældet er i nutiden, hvor man kan klikke sig ind på tusinder af trosretninger på få øjeblikke.

Det skaber helt nye udfordringer for sammenhængskraften.

11

Kaj Bollmann

Den største udfordring ligger imidlertid et helt andet sted. Den ligger i den dalende fortrolighed med, hvad der er den særlige styrke i folkekirken og den forståelse af det folkekirkelige, som blev skabt i vækkelsestiden med I.C. Christensen, den nævnte frihedslovgivning og menighedsrådsloven som de kirkeordningsmæssige nedslag.

De to kodeord i denne tænkning er “rummelighed” og “frisind”.

Deri ligger, at der inden for den samme ramme skal kunne trives endog meget store modsætninger, bundet sammen af den samme gudstjeneste, den samme trosbekendelse og den samme børnelærdom. Dette i forening med folkekirkens tætte netværk af sogne, kirker og præstegårde og det lokale ansvar for det folkekirkelige liv har været et urokkeligt og meget stærkt fundament for folkekirken i mange generationer.

I de seneste generationer er der blevet rokket ved dette fundament.

Konservative kredse vil ofte hævde, at det er de mange nye påfund i kirkelivet og de røster, der taler for en reform af folkekirkens styrelse, der fremkalder rystelserne. Det mener jeg er en fejlslutning. Tværtimod er der i kirkelivet en meget stærk strømning, der kunne rummes under den fællesbetegnelse, der hedder “at forandre for at bevare” – altså et stærkt ønske om netop at styrke og bevare folkekirken som en stærk fælles kirke i Danmark ved – som det altid har været tilfældet – at reagere på udviklingen i samfund og kultur.

I stedet bør man gå andre steder hen for at forstå udfordringen. Et væsentligt sted er politikernes voksende mangel på fortrolighed med folkekirken og folkekirkelig kristendom. Det betyder, at lovgivning og regulering af folkekirkelige forhold i mindre og mindre grad er tænkt “indefra”, fra folkekirkens tarv, men mere “udefra”, ud fra generelle og abstrakte syn på “religion”, for at tækkes vælgergrupper og så videre.

Man ser ikke mere trosspørgsmål ud fra den folkekirkelige kristendoms virkelighed, men ud fra et “religions”-begreb, der inddrager alle mulige internationale strømninger, herunder også ekstremistiske religiøse grupperinger, hvorfor religion og tro hos politikere og medier i stigende grad er blevet til et mistænkeligt fænomen, der skal holdes på plads!

Et allerede halvgammelt eksempel er Anders Fogh Rasmussens udtalelse i sin tid om, at der er for meget religion i det offentlige rum. Et andet eksempel er indgrebene mod udenlandske forkyndere, der indtil nu mere har ramt fredelige kristne præster end de rabiate muslimske 12