Vingesus

Vinge sus

Eksistensen

Ida B. Lundgaard

Vingesus

At være hos mormor

Ida B. Lundgaard

Eksistensen

Vandhanen løber, og sæbeboblerne i stålvasken vokser op over kanten og drypper ned på køkkengulvet. Mormors hjemmesko klaprer, hver gang hun tager et skridt på det våde linoleumsgulv. Hun nynner, mens hun vasker op og rydder aftensmaden til side. Tallerkenerne klirrer og

gryderne laver køkkenrabalder. Bestikskuffen bliver trukket ud og skubbet ind med en klingende lyd af metal, og skabslågerne smækker i med kontante smæld. Sølvpapiret knitrer og giver en isnende lyd fra sig, hver gang mormor river et stykke af rullen for at tildække madresterne. Lågen til køleskabet slipper sit tag med et svup og køleskabet brummer, imens hun forsigtigt sætter jordbær, fløde, kartofler, brun sovs og forloren hare ind på hylderne.

Bagefter ryger sølvpapirsrullen tilbage i køkkenskuffen, og mormor finder et fluepapir frem og smækker skuffen i igen. Så trækker hun taburetten ud midt på gulvet og stiller sig op på den, for at fjerne det gamle, der hænger ned i en gul spiral fra ledningen til loftslampen. Det gule klistrede

papir, der er dækket med fluer, ryger ned i skraldespanden.

Til sidst lader mormor det fugtige viskestykke falde ned på

gulvet og tørrer vandet op med sin ene fod. Så bøjer hun sig ned, samler det op, går ud i gangen, åbner døren ud til trappen og smider det beskidte, våde viskestykke ned ad kældertrappen.

Min mave er fyldt til bristepunktet af jordbær med fløde og sukker. Jeg skvulper over, mens jeg trækker min hæklede

kjole over hovedet og lader den falde ned på det mørke plankegulv i soveværelset. Halverede jordbær, lyserød

fløde og den søde smag af sukker fylder min mund. Sukkerskålens ske har huller og kan lave sukkersne. Mormor kalder den for en strøske.

Fuglene fløjter udenfor. Deres stemmer blander sig med langstrakte lyde fra biler, der kører forbi. Aftensolen

skinner ind gennem blondegardinerne. Varme solstråler rammer støvpartiklerne i rummet og gør luften lyslevende.

Jeg griber ud efter dem med mine hænder og får øje på min skygge på væggen på den anden side af dobbeltsengen.

Jeg begynder at danse med min skygge på væggen.

Armene danner en træstamme, og jeg lægger mine håndflader mod hinanden og stritter med fingrene, så

hænderne bliver til en trækrone. Jeg knytter hænderne,

spreder armene og forvandler mit træ til to kaniner med lange hængeører ved at strække min pege- og langefinger. Kaninerne snakker med hinanden, mens ørerne bevæger sig op og ned. Så lægger jeg hænderne oven på hinanden og former en krokodille med et smægtende gab, som ligger og gør store øjne i mit skyggeteaters vandkant.

Skyggen af min krop tegner sig på væggen, og jeg drejer mig, så omridset af min tykke mave kommer til syne. Så stikker jeg mine arme ind i den stribede natkjoles ærmer, trækker den over hovedet, og ryster mig for at få den til at glide ned over min udspilede mave, der spærrer for udsigten til mine fødder.

Mormor sidder for bordenden i spisestuen, tæt på døren ud til gangen og køkkenet. Hun har dobbeltdøren ind til dagligstuen bag sig. Ved siden af dobbeltdøren hænger det store ur på væggen. Det tikker højt og giver en rungende lyd, når viserne peger på urskivens romertal og klokken er hel og halv. Under uret er der en stor, tyk radiator, hvor mormor altid har franske kartofler liggende til aftensmaden. Jeg sidder på mormors højre side, med klaveret og klaverbænken bag ved mig. Overfor står skænken op ad væggen langs med bordet. Dér står en hvid engel. Hun har en krans om håret og en stor løs kjole på. Stoffet falder ned over hendes bare skulder. Og hun knæler, mens hun holder en stor muslingeskal frem som et fad.

“Hun er vel nok fin, din engel,” siger jeg. “Hvor kommer hun fra?”

“Det er en dåbsengel,” siger mormor. “Den er magen til den dåbsengel, som står i Vor Frue Kirke i København.”

“Må jeg godt få lov til at røre ved den?” spørger jeg.

“Ja, og der er vand i muslingeskallen, så præsten kan døbe de små børn med helligt vand,” siger mormor. “Vandet vasker alt skidt væk, så man bliver helt ren som et nyfødt menneske. Når et lille barn bliver døbt, bliver det genfødt til et levende håb. Det er gennem dåben, at små børn bliver en del af det kristne fællesskab,” fortsætter hun.

“Hvorfor holder hun egentlig en muslingeskal?” spørger jeg.

“Det gør hun, fordi Johannes Døberen for meget længe siden døbte Jesus i Jordanfloden ved at hælde dåbsvandet over ham med en muslingeskal. Derfor bruger mange kirker en muslingeskal som vandfad på døbefonden.”

“Skulle vi ikke prøve at hælde vand ned i hendes muslingefad?” spørger jeg.

“Jo, det kan vi gøre, når vi har spist vores mad,” svarer mormor. Men så ombestemmer hun sig og rejser sig op, mens hun griber ud efter vandkanden og sætter den på skænken ved siden af dåbsenglen.

“Kom!” kalder hun.

Jeg rejser mig op og går rundt om bordet. Så løfter hun mig op og sætter mig på skænken ved siden af englen. Jeg rækker hånden ud og rører forsigtigt ved englens vinger. De føles ru og kølige.

“Hvad er den lavet af?” spørger jeg.

“Vores engel er af porcelæn, men den i domkirken er hugget ud i hvid marmor fra Italien,” siger mormor.

Jeg undersøger englen med hænderne og opdager, at den ene vinge og muslingefadet har været brækket af og er limet fast.

“Vær så god! Hæld du vand i muslingeskallen, så må vi se at finde ud af, hvem du kan døbe,” siger mormor.

Jeg hælder forsigtigt vand i muslingeskallen til lyden af uret, der tikker, og gør mig umage med ikke at få vandet til at løbe over kanten.

“Jeg har fået englen foræret. Det er en billedhugger, som hedder Bertel Thorvaldsen, der har lavet den,” siger mormor, mens hun løfter mig ned igen, så jeg kan sætte mig på min stol.

“Vi kunne putte en blomst ned i muslingeskallen,” siger jeg, mens jeg sætter mig ned på stolen igen.

“Ja, det kan vi. Det er en god idé, at lægge en blomst ned i vandet,” svarer hun.

Oven over dåbsenglen hænger et billede af en meget gammel rund bygning, foran bygningen er der en bro med