»Moar, i morgen er det Emmas fødselsdag,« siger Anton. »Hun bliver 7. Ligesom dig,« siger mor. »Mmm.« Anton nikker. »Vi skal have lagkage, tror du ikke?« »Garantrisse min lille bisse! Og bade i limonade,« fjoller mor. Anton kommer til at grine. Mor laver piruetter på gulvtæppet. »Emma er ligeså sød som limonade,« siger Anton. »Og du er ligeså sød som en slikbutik,« siger mor og smiler. »Men mor?« Anton bliver sort som en kiste. »Tror du, jeg kan komme med til fødselsdag?« Mor holder op med at danse. »Gid jeg vidste det,« sukker hun. »Øv, jeg gider ikke være syg. Jeg gider ikke!« »Hvis du har ondt i knæene i morgen, så laver jeg din yndlingslagkage til dig. Den med hindbær. Og krymmel. Du må spise alt det, du vil. Og se tv imens.«
»Dumme knæ! Dumme, dumme knæ!« Anton gemmer hovedet under puden. Mor løfter puden. »Nu får vi se, lille-mand. Nu får vi se.« Hun putter ham med dynen og kysser godnat og lader døren stå på klem. »Men moar!« råber Anton. »Jeg vil med! Hører du!? Jeg vil!«
Mor åbner døren helt. Hun er hvid på kinderne og rød i øjnene. »Søde sveske,« hvisker hun hæst. Ordene sidder næsten fast i halsen. »Vi kan desværre ikke bestemme, at smerten skal blive væk i morgen.« Sådan siger mor. Smerte. Det er et grimt ord, synes Anton. Det skulle være forbudt. Mor siger, det hedder sådan, når det gør rigtig, rigtig ondt. Og det har Anton. Ondt. Han har en sygdom i sine knæ. De er gået i stykker og nogle gange gør det så ondt, at han næsten ikke kan gå. Og han bliver så træt som har han været vågen i et helt år i træk. Doktor Juhl har forklaret, at sådan nogle knæ, som Anton render rundt med, er ligesom små vulkaner. De går i udbrud en gang imellem. I tv har Anton set ild og røg og store sten sprutte ud af et vulkanbjerg. Anton ville ønske man ikke kunne have ild inde i knæene. Han synes, at sygdom og smerte er det værste, Gud nogensinde har opfundet. Men mor siger, at det er djævel ens værk. »Sådan noget ondt og tarveligt til børn, det kunne Gud aldrig finde på. Tro mig, hvis det stod til mig,« siger mor, »så kom djævelen aldrig nogensinde i nærheden af dig.« Mor løfter armen og slår ud i luften. Hvis djævelen stod der, ville den få en knytnæve lige på sinkadusen.
Far siger, at der hverken findes en Gud eller en djævel. »Det er livet,« siger far. »Og livet kan være uretfærdigt. Det hedder at tage det sure med det søde. Nogle trækker desværre det korteste strå.« Han siger, at det med strået betyder, at nogle børn kan mere end andre. Nogle kan løbe stærkt, andre kan ikke. Nogle er gode til at læse, andre er ikke. »Men,« trøster far, »der er altid noget, man er god til. Et eller andet. Vulkanknæ eller ej.«
Anton synes, han er god til at tænke på Emma. Han stikker Emmas fødselsdags-invitation ind under puden. Han folder hænderne for en sikkerheds skyld. »Kære Gud. Eller hvem der bestemmer alting. Jeg vil gerne være fri for at være syg i morgen. Så kan jeg være syg på mandag, der har vi alligevel matematik. Kan du hjælpe mig? Hilsen Anton. Det er mig på Åbakkevej 8. Godnat.«