ARKEN UDGAVE 148

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN NR, 3 2011 33. ÅRGANG. GRATIS

Lars Bernhart “Troen er et organ for virkeligheden akkurat som øjet og øret.”

Redaktion

Indhold s. 3 Lederen

Redaktrice Connie Terndrup connie@blackbook.dk

Grafiker Troels Bering troels.bering@gmail.com

s. 12 Fra Fakultetet til Folkekirken

Fotograf Thomas Sandager thomass@ndager.dk

s. 18 TRO - Underholdning og Oplysning

Journalist Mathias Harding mathiasharding@gmail.com Journalist Annette Kruhøffer ak@ak-kommunikation.dk

s. 26 Middelmådig og dødalmindelig - Suk!

Web-redaktør Jakob Steen Madsen jakob@arken.tv

Dette nummers skribenter Thomas Sandager Jonas Ankjær Frederiksen Agnete S. Sørensen Jonas Kofod Rasmus Wichmann og Kim Stig Andersen Anders Martin Lauritsen Merete Dalby-Hansen Emil B. Saggau Adrian Hove-Kreutzfeldt Betina Vejegaard Anita Bjertrup Farup Møller Mathias Harding Anders Henriksen Annette Kruhøffer “Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning. Desuden er skribenten selv ansvarlig for eventuelle stavefejl.”

Tryk Det samfundsvidenskabelige Fakultets ReproCenter Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 35 32 36 29 Arken modtager meget gerne artikler, kommentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Connie Terndrup, connie@blackbook.dk, eller til grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com Deadline for indsendelse af materiale til Arken 149 er d. 15. Januar 2012.

2 ARKEN ES2011

5

s. 28 5 Spørgsmål til Professoren s. 34 Turen går til Balkan

s. 5

Nyt fra Fagrådet

s. 6

Troens Ansigt

s. 10 Billeder fra Karrieredagen s. 20 Blade fra Satans Bog s. 22 Hvem er det, der banker? s. 24 Digte til Arken s. 40 Arken Anmelder s. 48 Arken’s BS

Lederen

Danmark er et spændende land at udøve teologi i!

I 9. klasse var jeg sammen med mine skolekammerater i Assisi.

Vi besøgte klosteret Eremo delle Carceri, som er placeret på siden af bjerget Monte Subasio højt over Assisi. I forbindelse med vor afrejse til Rom, havde vi læst om Frans af Assisi, og vores rektor genopfriskede vores hukommelse på turen i bus fra Rom til byen, og holdt levende foredrag om ham på bjerget, da vi vandrede gennem skoven og undredes over menneskets selvvalgte refugium, som i dette tilfælde var en lille hule udgravet i roden (sådan husker jeg det) af et smukt træ.

Der hvilede en overordnet tanke af økumenisk ånd over hele rejsen. Pave Johannes Paul ll lagde stor vægt på økumeni det år vi gæstede Rom, og vi sad på første parket i Peterskirken og blev fremhævet foran hele kirken, som et strålende eksempel på vellykket sameksistens mellem katolske og protestantiske elever på en katolsk skole! Tak for kaffe, det var noget af et skulderklap at få, i dette overdådighedens tempel, som stod i skærende kontrast til Frans’ kloster og hule. Det var meget forvirrende, med mange modsætninger og mange modstridende informationer og (ikke mindst) tolkninger af kristendommen!

spidsen for endnu et møde i Assisi. Denne gang vil en fælles bøn dog ikke være at finde på programmet, fordi Ratzinger var imod det allerede dengang i 1986 og han viderefører ikke den smukke tradition, men erstatter den med individuelle bønner (light-udgaven af fred) i stedet for. Sikke en skam, siger jeg, og ja, jeg er skuffet, og endnu engang forundret over, at man forpasser en chance som den. At man ikke griber øjeblikket og tænder håbets fakkel, i Assisi, når tiden og menneskeheden så åbenlyst har brug for netop det, netop nu. Men så gik der politik i fred, igen!

Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Mat.7.3-4. Det var det bibelcitat jeg tænkte på, mens jeg fortvivlet læste Sørine Gotfredsens kronik, som kom i kølvandet på tragedien i Norge. En kronik som flere tusinde mennesker reagerede overvejende negativt på, og som for mig havde den konsekvens, at jeg meldte mig ud af folkekirken! En folkekirke, som jeg trods min katolske opvækst med dertil hørende kontant afregning i kollekten hver søndag – (ritual), havde truffet et aktivt valg om at tilhøre, da kirkeskat”Herre, gør mig til redskab for din fred” skrev Frans af Asten holdt sit indtog på min lønseddel første gang. Sognepræst sisi, og den bøn, i form af et bogmærke indkøbt på turen, bar og journalist Sørine Gotfredsen valgte tragedien som afsæt jeg rundt på i årevis, og da bogmærket forsvandt, så forblev for et menneskesyn båret af frygt. En frygt, som hun kunne mindet om den bøn og dens betydning i min erindring, og det genkende i en gal mands maniske handlinger og skriblerier. samme gjorde budskabet, som Pave Johannes Paul underJeg forstår godt at Sørine kunne genkende frygten. Jeg mener, stregede ved, for første gang nogensinde at samle verdensreli- hendes kronik læses nærmest som et forord til hans manifest, gionernes ledere til bøn for fred i Assisi i 1986. og det er netop retorik som den hun bruger, som morderen har diet ved! Ja tak skal du ha’ Sørine, det var lige det der manMen nu er det nye tider! Pave Benedictus, også kendt under glede – en dansk folkekirke præst, der helt uden selvrefleksion, navnet Joseph Aloisius Ratzinger, har i disse dage stået i bærer sækkevis af ved til frygtens bål!

3 ARKEN ES2011

Lederen Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. Mat.7.1 Svend Auken bliver dømt og får skylden! Tøger Seidenfaden bliver dømt og får skylden! Ansvaret for galningens handlinger i Norge, placeres af Gotfredsen på gravene af to dygtige og inspirerende humanister, som i den grad kastede deres liv ind i kampen for et retfærdigt og fredeligt samfund, og som Danmark i den grad taber på at have mistet. Hold da op, morgenkaffen var jeg lige ved at få galt i halsen, mens den sidste rest af sommer og sorg slumrede i det danske land. Det var ikke lige det kristne budskab, som en præst i min optik skulle formidle, hvilket igen fik mig til at tænke, om jeg skulle blande mig i det, om nogen skal blande sig i hvad en præst siger, selv nede fra prædikestolen? Selv om hun prædiker en kristendom jeg ikke kan genkende og en politik jeg ikke kan støtte? Næ, det skal hun da have lov til, men det bliver bare uden mig!

Det har ikke været nogen nem beslutning, men da tvivlen nagede mest, fandt jeg trøst i at læse, at vores nuværende kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen også havde meldt sig ud, dog var hans grund frustration over kirkens forstokkede holdning til homo-vielser, og det var derfor at jeg spurgte ham, da han gæstede fakultetet under valgkampagnen, om han fortrød sin beslutning? Han svarede, som han svarede foran Christiansborg, at Søren Pind havde været udslagsgivende i det faktum, at han havde sin udmeldelse i inderlommen og derfor stadigvæk var medlem af den danske folkekirke og nu i sin egenskab af kirkeminister, har mulighed for at ændre ved de ting som frustrerer ham.

4 ARKEN ES2011

I dette nummer af Arken bringer vi jer spændende artikler om Golden Days arrangementet. Vi tager jer med på en rejse gennem Balkan-landende, og byder jer indenfor i Søren Gosvigs filosofiske og samfundskritiske univers, og vi følger Lars fra studielejligheden til præstegården. Så for os, som kærer os om kristendommen, om Danmark, og om den nye politiske platform, er Danmark et spændende land, at udøve teologi i! Og afslutningsvis, vil jeg gerne opfordre jer til, kære medstuderende, at gøre jeres stemme hørt, at deltage aktivt i den spændende debat, som fylder medierne i disse dage. At I lader verden vide hvad I føler med hensyn til homo-vielser, kirkens forfatning, om adskillelse af stat og kirke, og vi beder jer om at udstikke linjerne for, hvor kristendommen skal føre os hen i dette nye landskab, hvor Google-buddhisme er det nye hit, og hver mand har sin egen personlige historie, som også vil høres.

Hvad skal folkekirken bidrage med i et samfund af selvbestemmende individer? Hvad har vi sat i stedet for Gud, hvad skal sætte en grænse for mennesket, i en tid, hvor vi alle mener at have svarene selv, og hvor Gud synes at have overladt pladsen til det individuelle syn på livet og hvad der bringer os lykke!

Kom nu, kære stud.theol’ere, dette er landskabet hvor virkelig teologi skal stå sin prøve. Det er nu du har mulighed for at gøre en forskel!

Connie Terndrup Redaktrice

Nyt fra Fagrådet

af Anders Martin Lauritsen

Oktober 2011 Studiestart Midt i sommerferien kunne man glædeligt surfe ind på Den Koordinerede Tilmeldings website. Over 260 havde søgt ind på den teologiske bacheloruddannelse i København. Det er utrolig flot og vidner om, at teologi er et hit.

Desværre havde vi ikke plads til alle. Nogle havde da også andre prioriteter før teologi. Men med stor glæde kunne vi byde 137 nye teologistuderende velkommen til studiestart. 137 personer, der alle havde sagt ja-tak til tilbuddet om en studieplads på Det Teologiske Fakultet.

Det Teologiske Fagråd vil jeg gerne byde alle hjerteligt velkommen. I har valgt et studium af høj akademisk standard, hvor studiemiljøet er i særklasse.

Det teologiske studium vil kræve meget af jer, men lever I op til dette, vil I også opleve en uddannelse, der giver plads til selvstændighed og fordybelse; og gerne på samme tid.

Held og lykke med jeres teologiske studium. Og HUSK: Nyd det!

Efteråret 2011 – fyldt med kultur og demokrati.

Efterårssemestret 2011 er begyndt for fagrådet. Vi startede op ved studiestart, og havde hele sommeren glædet os til et semester fyldt med diskussioner om universitetspolitik, også kombineret med landspolitik i forbindelse med valget.

Når fagrådet starter op i et nyt semester, sker der også lidt udskiftning. Nogle stopper fordi de enten er færdige, tager på udlandsophold eller af andre grunde, men heldigvis kommer der også nogle nye til. Dette semester er særligt; en masse nye er kommet til vores møder, og fagrådet er yderst glade for den store interesse, der er blevet vist for fagrådet.

D. 6. september kunne fagrådet indbyde alle studerende og ansatte til valgdebat på fakultetet. Arrangementet var godt besøgt, og tilhørerne kunne diskutere uddannelses-, videnskabs- og kirkepolitik med politikerne Manu Sareen, R (ny kirkeminister), Rosa Lund, Ø, Ida Auken, F (ny miljøminister), Peter Skaarup, O, Simon Emil Ammitzbøll, I og Jan E. Jørgensen, V. Politikere der alle blev valgt ind i Folketinget. Mange af de tilbagemeldinger, som fagrådet har fået, har udtrykt ønske om flere politiske debatter på fakultetet. Fagrådet har lyttet til dette, og vil i fremtiden arbejde for flere politiske arrangementer med bl.a. medlemmer af Folketinget.

Efteråret 2011 vil ikke kun byde på diskussioner og politik.

Fagrådet er allerede i gang med at planlægge fagrådsuge,

generalforsamling, universitetsvalg, faglige fredage, samt andre arrangementer.

Fagrådsugen er i uge 43, og vil byde på forskellige tilbud, at politisk og socialt karakter. I samme uge vil fagrådet afholde generalforsamling, og der er derfor stor mulighed for ”at tegne” fagrådets studenterpolitiske retning i denne uge. Det endelige program er endnu ikke fastlagt, men hold øje med opslag, og på vores side på Facebook Ideer til fagrådet Har du en ide eller kommentar til fagrådet modtages denne gerne. Send en mail til anders.martin.lauritsen@hotmail.com, og vi vil behandle din henvendelse.

Find også fagrådet på Facebook.

Professor J. Oskar Andersens Legat Opfordrer teologistuderende og forfattere af kirkehistoriske værker og litterært arbejde i øvrigt af kirkehistorisk og videnskabelig art til inden den 15. november at søge legatet. Ansøgning kan rekvireres hos HOMANN Advokater, att. Advokat Bent-Ove Feldung, Amagertorv 11, 1160 København K Email: bof@homannlaw.dk.

Legatets formålsbestemmelse kan ses på www.homannlaw.dk under Legater.

5 ARKEN ES2011

FOTO: Emil B. Saggau

TEKST: Redaktionen

TROENS

ANSIGT

Måske er du troende, måske er du ikke. På teologistudiet er det ikke den vigtigste ting at bekymre sig om når dagligdagen kører på højt blus og der skal læses og forstås ud fra et videnskabeligt synspunkt.

Men udenfor er spørgsmålet vigtigere.

Rundt om i verden er der mennesker, hvis hele liv er forankret i deres tro. Men når du sidder blandt tykke bøger og støvede skrifter ser du ikke de mennesker.

Denne gang er billedserien fra Balkanog leveret af Emil B. Saggau som også har leveret en rejsedagbog, der kan læses på s. 34.

9 ARKEN FS2011

Billeder fra Karrieredagen

Karriered Billeder fra

10 ARKEN ES2010

dagen Af Mads Deleuran

11 ARKEN ES2011

FRA FAKULTETET TIL FOLKEKIRKEN af Thomas Sandager

12 ARKEN ES2011

13 ARKEN ES2011

Fra fakultetet til folkekirken

T

eologistudiet er ikke en præsteuddannelse.

Som teolog er det ikke givet at man bliver præst, men for at blive præst, er det en betingelse at man er teolog.

Uddannelsen til præst består først af en teologisk kandidateksamen – dernæst et kursus på pastoralseminariet. Med disse eksamener har man mulighed for at søge præstestillinger.

Når man en dag bliver valgt af menighedsrådet skal man til bispeeksamen, hvorefter hele forløbet afsluttes med en formel ordination og indsættelse.

Om en teologistuderende bliver præst er dermed ikke givet på forhånd, og mange teologer er længe om at beslutte sig til om de kan og vil være præst. Hvad der kan ligge bag overvejelserne har vi talt med Lars om.

Lars en den nye præst i Lundforlund sogn, hvor den gamle præst gik på pension efter 33 år i præstegården.

Det var i efteråret 2009, jeg første gang talte med Lars om hans præstetanker. Han gik da i fakultetets kantine og lavede mad til de studerende. Jeg var nysgerrig efter at høre mere om teologi, og Lars havde intet imod at fortælle. Han var i gang med det sidste semester af kandidatuddannelsen, og så frem til at blive færdig. Han havde brugt mange år på studiet, og det var først de sidste par år han havde været helt sikker på at han ville være præst. Dette satte ham i en lidt usikker situation, for han havde ikke den fjerneste ide om hvornår dette skulle ske.

Udsigten til en stilling var uklar og det kunne lige så godt ende med at han var nødt til at finde et andet arbejde i en periode.

Nuvel – først var der den sidste del af studiet, derefter pastoralseminariet, hvor han efter kandidateksamen skulle have den praktiske præsteuddannelse. Tankerne om at stå som præst lå altså langt langt ude i horisonten – dengang.

Kort efter var Lars væk. Han var blevet færdig med kandidateksamen og var nu på pastoralseminarium. Kantinen var bemandet med nyt personale, men Lars kiggede forbi en gang i mellem. Tiden gik hurtigt, og snart var han på vej i praktik.

I nogle uger skulle han være i en kirke, hvor man som led i uddannelsen lærer mere om det praktiske daglige arbejde.

Koncentrationen var høj, og det var tydeligt at mærke at Lars trivedes fint på pastoraluddannelsen. Han lovede at give lyd fra sig, og indvilgede i – en gang i fremtiden, når og hvis det blev til noget – at fortælle om hvordan det er at blive præst.

Snart kom han igen, nu med eksamen og på dagpenge. Og så var der lige sendt en ansøgning afsted til et lille sogn i nærheden af Slagelse. Godt nok var han nyuddannet, og der var mange ansøgere, men han fastholdt, at “det kunne jo være”, og med tiden ville forbedrede ansøgninger være en fordel.

Lars havde mange tanker om chancen for at få stillingen, der havde 4 kirker, og en præstegård til familien. Stadig var oddsene svære, og man følte virkelig hvordan virkeligheden, 14 ARKEN ES2011

i form af menigheden med dens helt specifikke ønsker til præsten, samt kvaliteten af de andre ansøgerne, stod i mellem ham og stillingen.

Nu var der gået et år siden vores første møde, og der er få dage til Lars´s prøveprædiken. Menigheden og biskoppen havde nemlig valgt Lars og 3 andre kandidater – så vi ønskede ham selvfølgelig held og lykke. Lars’s egen kommentar var, at han ikke brød sig om konkurrencemomentet, som det også er. Han forsøgte at se det som et forsøg på at ramme nogenlunde rigtigt på valget af præst, når man nu ved at stillingen besættes for en periode på 32 år, hvis det blev ham. Klar var han, og det gik rigtig godt. Nogle dage efter hørte vi ham tale med byggemarkedet om nogle bestemte fliser, så pålagt tavshedspligt afventede vi nogle dage, før han fik lov til at annoncere, at han faktisk havde fået stillingen !

Den næste periode var hektisk på en praktisk måde.

Præstegården skulle renoveres, så der skulle vælges komfur og køleskab med videre. Præstegården skulle lige have en overhaling, og der var stadig nogen tid inden præstefamilien kunne flytte ind. Virkeligheden havde vist ikke helt indfundet sig, og det var en tydeligt småstresset kommende præst der forsøgte at få alting til at gå op.

Ordination I december er der kun nogle få timer til at Lars bliver ordineret præst. Vi befinder os i Roskilde domkirke, hvor Lars og Marie skal ordineres. Det er første gang Lars går i præstekjole, og med domkirkens rum, musikken og koret, samt selvfølgelig mange venner og familiemedlemmer er vi klar til ordinationen.

Ceremonien ledes af biskoppen, som ankommer i procession med et stort antal præster, der alle tager plads omkring ordinaterne. Derefter prædikes der og biskoppen taler til dem.

Fire præster læser indsættelseslæsningerne og sluttelig bliver ordinanterne ordineret ved håndspålæggelse.

Nu er Lars Præst. Tillykke!

Teologi Hvordan forenes tro med vores menneskeliv anno 2011 ?

Da Lars startede på teologistudiet var det ikke fordi han vidste at han ville være præst. Uddannelsen giver mange andre jobmuligheder, og især fordi Lars ikke havde et afklaret forhold til folkekirkens officielle kristendom, var det først for tre år siden at en spirrende tanke blev til en konkret plan. For Lars betød denne beslutning en højere grad af determination til at blive færdig og det gjorde studievalgene mere enkle.

Trosforholdet er væsentligt, og bliver ofte udfordret. At have en tro bliver af mange betragtet som lidt mystisk og forbeholdt kirkegængere, som ikke kan forklare omverden hvad de laver i kirken. Forholdet mellem en teoretisk, videnskabelig teologiuddannelse og arbejdet som præst er heller ikke sådan lige at forklare – og “ at tro” er ikke et fag på pastoralseminariet.

Lars har en god forklaring : Uddannelsen til teolog er samtidig en dannelsesproces, og undervejs bliver man udfordret personligt, eksistentielt, intellektuelt og trosmæssigt. Dette danner og former, indtil man på et tidspunkt opdager at man er færdigformet – sådan nogenlunde, for færdigformet bliver man aldrig ifølge Lars. Hans filosofi er, at uanset hvilke meninger man kommer med vil de blive udfordret, uanset hvilken tro man har, eller ikke har, vil denne blive udfordret. Lars vidste ikke præcist hvad kristen tro er – han kendte nogle lignelser og havde et vagt kendskab til bibelhistorie. Udfordringen opløste sig da han undersøgte forholdet mellem videnskab og tro, dels som modsætninger, hvor tro opløses af viden og danner en to-rumstænkning, dels som viden-tro i en fællesmængde af naturlig fornuft og åbenbaring, en fællsesmængde som for Lars vokser i takt med hinanden. Jo mere fornuft og viden der afdækkes videnskabeligt, jo mere vokser troen, mener han.

Som udgangspunkt kan tro ikke påtvinges eller læres – 15 ARKEN ES2011

Fra fakultetet til folkekirken

påtvunget tro er ikke tro – men jorden kan gødes, og alle kan have lige gode forudsætninger. Nåde og frelse kan ikke erhverves ved handlinger, men vi kan arbejde for en udvidet erkendelse.

Lars mener at dogmatik – dogmer om gud – tvinger os til at bruge vores tanker så gymnastisk at vi bliver klogere. Dogmerne giver svar på forhold som tid-rum-evighed , sjæl-legemeånd samt inkarnation og tre-enighed. Det er i orden at betragte gud som et menneske, et menneske man personligt kan møde i kristus – uden mellemled. Skriften er ikke et stridsskrift, men en dialog ! Dvs. At skriften ikke er en evig sandhed, men en løbende udvikling af en dialog mellem os og gud. Det er ikke meningen at vi skal søge en eviggyldig sandhed, men en sandhed som den tager sig ud her og nu.

Tro-viden modsætningen opløses, idet viden er mindre viden end vi troede, nemlig en mindre del af en større og større erkendelse. Det vi ved minder mere om at tro, tro på at vi ved.

Før pastoralseminariet var Lars i tvivl om det hele, men fandt undervejs svar på udfordringerne. Han vidste efterhånden at han kunne fortolke, skrive og prædike. Han var ikke overbevist om at han ikke var håbløs, men resultatet i dag er, at han ved at han kan og gør det der forventes, håbløs eller ej. Især ved han at han i sin gerning kan skabe sin egen virkelighed, en virkelighed der holder 100 % i forhold til de krav der stilles.

Det er præsten der er virkelig, det er præsten der døber, konfirmerer, begraver, prædiker og velsigner – og det er Lars der er præsten. Han giver plads til at der i kirken kan samles en menighed, som samler sig om han. Hvor højt der skal skrues op for troen og de fixpunkter der er nødvendige for at det højtidelige bliver nærværende på samme tid, det er op til ham, og niveauet er ca. der hvor folk “gider” høre på ham. At skulle præstere i præsterollen gik hånd i hånd med trosspørgsmålet – ville han kunne præstere det som han selv mente man skal kunne ? At velsigne kunne godt få ham til at tænke alvorligt over sin rolle – nadver, prædiken, konfirmere, dåb, begravelser, samt alt det andet der hører til gerningen var ikke på samme måde en fremmed tanke, men at velsigne var ikke en nærliggende naturlig evne han kendte fra sig selv.

Hen mod slutningen af vores samtale er Lars blevet varmet op.

Teologien får lige et ekstra ord med på vejen, hvorefter ARKEN blot vil ønske Lars god vind.

“Kierkegaard siger, at der er en artsforskel mellem tro og viden. Ikke blot en kvalitetsforskel. Jeg siger, at tro og viden taler om den samme virkelighed i to forskellige sprog, og abstrakt set er de inkommensurable størrelser som Kierkegaard siger, men i subjektet, i det enkelte individ behøver tro og viden ikke at stå uformidlet. Troen er et organ for virkeligheden akkurat som øjet og øret. Ørets erkendelse og øjets erkendelse er isoleret og abstrakt set inkommensurable størrelser. Man kunne også her fristes til at sige, at der ikke blot er en kvalitetsforskel men en artsforskel. Men forskellen ligger i organet. Virkeligheden giver sig til kende på forskellig måde 16 ARKEN ES2011

for henholdsvis øjet og øret. Således også med troens organ.

Ligesom øjet afdækker helt nye sider af virkeligheden i forhold til øret, og synssansen fx fører os længere ud over os selv end følesansen, så betyder trossansen eller troens organ en udvidelse af erkendelseshorisonten, og ligesom synet er med til at fuldstændiggøre det udsnit af virkeligheden som hørelsen har afdækket, således også troen. En forskel er der dog. Troens organ skal udvikles. Øjet og øret er vi under normale omstændigheder født med, fuldt og færdigt. Troens organ er blot et anlæg. Det er derfor, en alvorlig beskæftigelse med ”trossandheder” både videnskabeligt, intellektuelt, meditativt og i bøn kan være med til at udvikle troens organ i os. I den forstand kan dogmet være et vindue ud til en verden, man ikke selv kan bryde igennem til. Dogmet er en allerede afprøvet udlægning af et vidnesbyrd. Stadfæstelsen af et budskab fra en verden hinsides vore naturlige sanser. Det kan lukke lyset ind, hvor man ikke selv kan komme ud. Til gengæld er det lys, der trænger ind med til at danne troens synsorgan. Goethe sagde, at øjet er skabt af lyset for lyset. Man kunne sige, at troen er skabt af Guds virkelighed, af Ånden til Ånden. Ånden skaber troen for, at Ånden kan komme til syne.

Kierkegaard har været en hjælp til at få skærpet min tænkning, men jeg er bange for, at han ender i to-rumstænkning og paradox, i hvert fald gør en del af hans medtænkere, og der kan jeg hverken følge dem følelsesmæssigt eller intellektuelt. Verden er en, men den viser sig forskelligt for os alt efter organet, der ser. Det er tænkningens opgave at forene de mange indtryk.

Kierkegaard mente tænkningen eller forstanden går under i forsøget, men jeg mener, at tænkningen kan blive bevægelig og levende i modsætning til den abstrakte døde forstandstænkning Kirkegaard satte i modsætning til troen. Kierkegaard har altså været en hjælp, men jeg deler hverken hans opfattelse af tænkningens eller troens væsen og heller ikke af forholdet de to imellem.”

Pastoralseminarium, kirkelig institution til praktisk præsteuddannelse efter den teologiske kandidateksamen. I Danmark er deltagelse i pastoralseminariets halvårskursus en betingelse for at kunne søge præsteembede i folkekirken. Det Kongelige PastoralSeminarium blev oprettet i København i 1809; i dag findes der et pastoralseminarium både i Aarhus og København. Fagene er prædikenkundskab (homiletik), sjælesorg, liturgi, kirkekundskab og kateketik.

I undervisningen indgår praktikperioder.

Katekese, (af gr. katechesis ‘undervisning’, af katechein ‘undervise, tale indtrængende (“med genlyd”)’, af kata- og afledn. af echo ‘ekko, lyd’), indføring i den kristne tros hovedpunkter ved en dertil autoriseret lærer. Ordet stammer fra oldkirken, hvor det var et teknisk udtryk for et omfattende undervisningsprogram. Efter afskaffelsen af det kirkelige tilsyn med skolernes kristendomsundervisning i 1933 er katekesen i Danmark i særlig grad knyttet til konfirmationsforberedelsen.

Præstation, (af lat. praestatio, af praestare ‘stå foran, overgå, yde, bevise’, af præ- og stare ‘stå’), udøvelse af en kunnen eller færdighed

17 ARKEN ES2011

Tro – Underholdning og Oplysning

UNDERHO &OP af Annette Kruhøffer

Troen var tema på årets Golden Days Festival, og det førte vidt ud i alle afkroge af det postmoderne samfund. Festivalleder Ulla Tofte fortæller, hvordan det kom så vidt I aviserne blev VM i landevejscykling den store vinder af september måneds konkurrence om mediernes opmærksomhed.

Andre af hovedstadens begivenheder stod lidt i skyggen, og det gjaldt også årets Golden Days, der havde valgt temaet Tro som omdrejningsakse.

Det skortede ellers ikke på spændende tilbud. Sufisme og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kæmpede høfligt med scientologer og asatroende om publikums gunst. Troen blev set med vidvinkel og der var tråde ud til Business, Kunst og Historie, så København sprudlede med gode tilbud om foredrag, musik og oplysning.

Der vil altid ligge en masse mavefornemmelser til grund for valget af tema for en stor begivenhed som Golden Days, men formålet med årets festival var ikke at formidle tro. ”I år har vi valgt Tro og fokuserer på troens påvirkning og 18 ARKEN ES2011

indflydelse på vores kultur – både gennem udtryksformerne og på vores identitet,” fortæller festivalens leder, Ulla Tofte. ”Troen er ved at genopstå i en ny rolle. Fra at være et noget reaktionært fænomen, blev tro omkring årtusindskiftet til et radikaliseret fænomen, og det var heller ikke fedt. Nu er troen ved at finde sig selv i mindre religiøse former. Et begreb som inderlighed er enormt oppe i tiden. Og det rummer jo flere ting afhængigt af om det er noget man finder inde i sig selv eller noget man finder mellem himmel og jord.”

Tro er mange ting Når man indskriver sig ved Det Teologiske Fakultet, vil man ofte have et bevidst forhold til tro, selvom man ikke nødvendigvis behøver selv at tro. Det kan være svært at se distancen mellem troen og de til enhver tid eksisterende religiøse former. Der er meget ’Gud’ involveret, hvis man vil læse Bibelen som en fuldtidsbeskæftigelse.

Når man læser programmet for Golden Days 2011, er det tydeligt, at nogle mennesker ser troen som en identitetsmarkør, et kommunikationsmedium for følelser eller sim-

met for Golden Days, men selvom temaet er blevet fortolket bredt, er der også institutioner, som har fået nej til at deltage. ”Vi har sagt nej til masser – for eksempel arrangementer, hvor der ’bare’ spilles kirkemusik. Dér har vi vurderet, at man mangler den formidlingsmæssige del. Det gælder for eksempel også sådan noget som kirkearkitektur – det er ikke nok for os, at et stykke musik eller en bygning traditionelt hører til i en kirkelig sammenhæng. Det er formidlingslaget, der er kernen i vores festival,” forklarer Ulla Tofte.

OLDNING PLYSNING pelthen forbinder troen med noget, som andre gør. Troen er blevet et begreb, som vi benytter til at beskrive elementer af vores hverdag med – også selvom vores definition af ’tro’ er noget ulden.

Ulla Tofte peger på, at Golden Days favner det hele: ”Mindfulness – det er bare et eksempel på det, som vi finder det i en mere erhvervsrettet eller karriererettet form. Eller man kan finde den inderlighed i islam – ikke som en traditionel religion men i sufismen, som vi også har med på festivalen. Den udtrykker jo islams inderlighed eller en tilstand. Det begynder at påvirke vores samfund i nye og ukendte retninger. Vi har jo længe kendt buddhismen som alternativ til kristendommen, men det har i den grad fået renæssance. Vi dyrker kroppen som et tempel – ikke bare på grund af fysiske velvære. Det handler også om en tilstand. Troen kommer i nye forklædninger. Det er ikke bare gammel vin på nye glas – det er helt nye fænomener,” siger hun.

Der er også grænser Der har været stor interesse for at blive inkluderet i program-

Det har dog været lidt af en balancegang for planlæggerne. På den ene side var det vigtigt at samtlige deltagere forholdt sig til både festivaltema og overordnet formål. På den anden side måtte det heller ikke blive for elitært: ”Vi kigger på alle de steder, hvor troen har præget vores udtryksevne og muligheder. Troen har en positiv indvirkning på vores samfund, og det er vigtigt at gøre opmærksom på.

Hvis vi er i tvivl om nogen ting, hælder vi til at sige: Lad det få en chance. Vi vil gerne folde et tema ud på mange måder,” siger Ulla Tofte.

Lidt historie Det var ikke en selvfølge, at netop troen kom i fokus på årets festival. Oprindelig startede festivalen nemlig som en historisk event.

I 1993 indledte nogle få institutioner, der alle havde den danske guldalder som interessefelt, et samarbejde om at formidle noget af deres viden til. Navnet - Golden Days - blev direkte afledt heraf, og det hele handlede om den periode i Danmarkshistorien, der ligger i første halvdel af 1800-tallet.

Danmark satsede stort på Napoleon og tabte – resultatet var en statsbankerot og tabet af Norge. Trods de deprimerende omstændigheder blomstrede kulturen på mange områder.

Videnskaben spirede med H. C. Ørsted som spydspids. De skønne kunster stod i fuldt flor med H. C. Andersen, Eckersberg, Grundtvig, Bournonville, Oehlenschläger, Christen Købke og Thorvaldsen. Kierkegaard var mere kendt end anerkendt, og politisk var der visioner og energi – både til at afskaffe enevælden og starte krig med Tyskland.

Den danske guldalder var en fantastisk fortælling, og den holdt som festivaltema fire gange, godt hjulpet af den naturlige forsigtighed, der afgrænsede festivalen til en hvert-andet-års begivenhed. Herefter krydsede man sig frem med det moderne gennembrud, Christian IV, mellemkrigsårene og 1700-tallet, indtil 2009 brød den vedtagne struktur med en utidig men meget succesfuld og omtalt kulturfestival om kroppen.

I det ulige år 2011 valgte man så temaet Tro, fordi det er et emne, som optager en stadig større plads i samfundslivet.

19 ARKEN ES2011

Blade af Satans Bog

Golden Days Filmfremvisning: “Blade af Satans Bog” Optakt og diskussion om ondskab mellem Martin Krasnik og Lars von Trier.

Grundtvigskirken den 16. september 2011

Af Merete Dalby-Hansen

B

l

a

SATA

Blæsten tager rigtig fat i træerne og cyklen, og himlen er efterhånden dækket af grå skyer, da jeg en fredag eftermiddag cykler op ad Bispebjerg Bakke, op mod Grundvigskirken.

Scenen kunne næsten ikke være bedre sat: Aftenen står på gys og debat om ondskab. Martin Krasnik har sat Lars von Trier stævne til en diskussion om ondskab som optakt til filmen ”Blade af Satans bog” af Carl Th. Dreyer. Danmarks kirker er liden besøgt, men i aften er det anderledes: Grundtvigskirken er proppet! Der er ingen tvivl om, at det er aftens debattør, der er trækplaster, for snakken går på kirkerækkerne om bl.a.

Lars von Triers udtalelser under den for nyligt afholdte Cannes festival, hvor han – mere eller mindre provokeret – erklærede at han var nazist.

Lars von Trier har altid en mening, og han holder den helst ikke for sig selv. Denne aften er ingen undtagelse. Allerede inden selve debatten skal i gang, giver en mikrofon en høj lyd fra sig, og Lars von Trier udbryder: ”Det er Guds ondskab! Han prøver at forhindre dette!”, mens han sidder med det største smil på.

Der er ingen tvivl om, at Lars von Trier er i sit es.

Trier er Danmarks enfant terrible. Han hverken er eller ønsker at være stueren, og dette morer hans publikum. Nogle gange er det svært at vide, om Lars von Trier siger ting, fordi han ved, det er provokerende, eller om det er hans personlig holdning. Det meste af aftenen sidder han med et smøret smil på læberne og snakker om hvordan den ondskab, som han frastødes af, samtidig tiltrækker ham. Der er god stemning det

julen i studentermenigheden

Vi sy ng er ju le n in d

| Ha ns Tir sda g de n 6. de cem be r kl. 16

Tau sen s Kir ke, Ha lfd an sga de 6,

Kø be nh avn s

s me n me d stu denterm eni ghe den r i kirkeru mm et. Her vil vi sam ove ens kirk KuA i på nt g me nin nge led arra ind et jule te gud stje nes te efte rfø lge s af Vi har ryk ket den trad itio nsr ige sat ser og jule læs nin gen . den kor lesk ive r. Alle er me get vel kom ne og der er fri ent ré. kor til e lytt ge, syn ng kla sam kor glö gg og æb me nig hed ssa l, hvo r vi ser verer

jul efr oK os T me d sTo rT ”j” i ind re by

fred ag den 9. dece mbe r kl. 13.3 0 | st. Kan nike stræ de 8.1, Køb enh avn K Pris: kr. 50,indre bys julef rokos t fylde r tradi tione ns gryd er og pand er krydret med fornyelsen . Her møde s man på tvær s af fag og ønsker hinan den en god jul - og glem mer eksam inern e en stund - og fylde r mun d.

ed sAmKlAng

ntermen

i

i

K

øb

enha v n

20 ARKEN ES2011

de

den

ju le stem ni ng m an de t m ed an de ed nye og ga m n m us ik . Trad fæ lle ss an g og ju iti on en tro vi l af te ne n og så byde le le hygg e. Vi gl æ de på r os til at gl æ de je r!

u

he

b er kl. 20 | H an s Ta H al fd an sg ad e 6, u se n s K ir ke st ud ente rm en ig Køb en h av n s he de ns ko r sp re de ju le sa ng e, bl r de jli g

g

Ti rs d ag 13 . d ecem

St

j u l e Ko n c e r T V

www.studenterpraesterne.ku.dk www.facebook.com/smikbh

d

e

f

r

a

AN’s BOG meste af aftenen, men Lars von Trier når da også at provokere et par stykke, blandt andet når han roser Leni Riefenstahls propagandafilm om Hitler, og beskriver hvor interessant det er, når Anders Breikvik på Utøya ikke vælger at skade sig selv men udelukkende andre.

”Blade af Satans Bog”, som egentlig var omdrejningspunktet, er en stumfilm fra 1921 og skabte på sin vis lige så meget røre dengang, som ”AntiChrist” gjorde i 2007. Filmen er en skildring af Satan, som er blevet forbandet af Gud til at friste mennesket, og for hvert menneske, som falder for hans fristelse skal han være 100 år på jorden, og først når et menneske kan står imod fristelse, kan han slippe for 1000 år på jorden. Den består af 4 dele: Jødeland, hvor Satan er farisæer og lokker Judas til forråde Jesus. Den dramatiske anden del er inkvisitionen, hvor Satan, i skikkelse af inkvisitor i det 16. århundrede, lokker en ung munk at at voldtage en pige i en ret voldsom scene. Den tredje del foregår under den franske revolution, hvor Satan som jakobinerfører lokker en ung mand til ikke at redde Marie Antoinette fra guillotinen, og til sidst i den røde garde, hvor Satan er munk i de røde gardister under Finlands-

krigen i 1918, og prøver at lokke en ung pige til at snyde den hvide brigade til et baghold. Men selvom Satan truer med at slå pigens familie ihjel står hun imod, og han er fri fra forbandelsen.

Dramatikken og ikke mindst æstetikken i filmen er ikke fremmed for Lars von Trier. Det er tydeligt, at Lars von Trier er meget inspireret af Dreyer, og Trier har også kun rosende ord at sige om ham. Dreyers interesse for det onde er også tydeligt, som hos Trier. Hans film handler – ligesom Triers om sondringen mellem det gode og det onde, og hvor det ikke er en selvfølge at det gode vinder.

Grudtvigskirken var den perfekte ramme til eventet, og den akkompagnerede orgelmusik gjorde filmen endnu mere dramatisk og stemningsfuld. Alt i alt var det en rigtig interessant aften, hvor man nåede at grine, krumme tæer og føle nakkehårene rejse sig - vel egentlig som at se en Lars von Trier film...

21 ARKEN ES2011

Hvem er det der banker?

Søgetallet til teologi er rekordhøjt, men ingen er helt klare over, hvem der søger faget eller hvorfor Årets søgetal til teologistudiet blev offentliggjort med stor tilfredshed. Endnu engang havde antallet af ansøgere slået nye rekorder, og studieleder på Teologi, Jesper Tang Nielsen konstaterede med tilfredshed, at man havde anlagt en god strategi tilbage i 2008. »I nedgangstider sagde vi, at det er ret umuligt at forudsige unges studievalg.

Det mener vi stadig. Men vi kan nu konstatere, at da vi i 2008 modstod presset for at omlægge studiet og i stedet fastholdt den teologiske faglighed, som har udgjort fagets kerne i mange hundrede år, gjorde vi det ikke uattraktivt for unge studenter,« sagde han til Universitetsavisen i august.

I alt blev der optaget 137 nye studerende i år mod 122 sidste år. Disse tal dækker imidlertid over, at der i år har været langt flere ansøgere med teologi som 1. prioritet. Sidste år blev alle ansøgere optaget, og der var ledige pladser. I år er kvote-1 kvotienten 3,5 – det er minimum for det gennemsnit på den adgangsgivende eksamen, der åbner de teologiske porte.

Måske et ønske om solid viden Ingen ved rigtig, hvorfor teologi går frem i ansøgertal i disse år. I 2008 var der kun 60 optagne ved ansøgningsfristens udløb, men årsagen til, at der i dag er mere end dobbelt så mange, er der ingen, som har forsket i. Jesper Tang Nielsen havde dog sit eget personlige bud i august-artiklen i Universitetsavisen: »Min egen helt udokumenterede fornemmelse er, at grundige studier, der fra begyndelsen anlægger et højt akademisk niveau blandt andet ved at fastholde, at grundteksterne studeres på originalsprogene, græsk, latin og hebraisk, faktisk appellerer til en generation, der ellers er vant til at få hurtig information og lette oplysninger. De vil kort sagt gerne lære noget på en måde, der måske nok er langsom og besværlig, men til gengæld bundfælder sig således, at man måske endda kan kalde det dannende,« siger Jesper Tang Nielsen.

Tue Ravn Hvorfor valgte du at læse teologi?

Fordi jeg synes, det var spændende. Jeg havde været inde og besøge studiet som teolog for en dag Har studiet levet op til dine forventninger?

Det har det -fuldt ud Har du fulgt den normerede studietid indtil nu?

Ja

Et godt mix

Ønsket om en solid dannelse er i givet fald i stik modstrid med principperne for de valg, som de samme unge traf i Hvordan er det så gået de optagne fra gymnasiet. Her har de fag, som alminsidste år? Det kan være svært at sige deligvis omtales som kundskabstunge af præcis. Dels er det ikke alle studereleverne (fysik, kemi, tysk, græsk, latin) ende, der får meldt sig ud, selvom de i tunge kår. realiteten stopper med studierne. Og Men det kan måske også spille ind, at dels er der altid studerende, der læser teologistuderende generelt er ældre end fagene i en anden rækkefølge. Man kan studerende ved universitetets øvrige derfor ikke bare se på, hvor mange indfakulteter. Måske er man mere tilbøjelig skrevne der er til de enkelte eksamener. til at acceptere den traditionelle vej uden Alligevel kan det måske give et fingerpeg gen- og smutveje, når man har været at kigge nærmere på tallene. Af de 122 nogle år på arbejdsmarkedet. nyimmatrikulerede teologistuderende I en undersøgelse fra 2010 blev de stufra årgang 2010 var der cirka 95, der gik derende spurgt om, hvad de ville bruge til eksamen i Bibelkundskab. Cirka 80 af deres uddannelse til. Ikke så mange disse bestod. Det svarer altså til, at cirka havde planer om at blive præster. Til to tredjedele holdt den normerede stugengæld havde mange en generel intedietid efter et halvt års studier. resse for det faglige mix af sprog, histoVed sommereksamen gik blot cirka 70 rie og filosofi. Det var i hvert fald konklustuderende op i Almen Filosofi, og igen sionen af den studiestartsundersøgelse, var der et frafald. Omkring 50 studesom Det Teologiske Fakultet selv lavede rende bestod, hvilket altså svarer til i 2010. mindre end halvdelen af de oprindeligt indskrevne.

Lidt under halvdelen tilbage

22 ARKEN ES2011

HVE

DEr

Anita Gjeller

Michael Munch

Pia Sabine Haakonsen

Leo Toft

Hvorfor valgte du at læse teologi?

Jeg synes, det er interessant – simpelt hen. Og fordi jeg gerne vil holde mig selv lidt i gang – for at bruge min hjerne til noget, der er lidt krævende.

Hvorfor valgte du at læse teologi?

Jeg ville gerne ind ved politiet, så jeg tog på højskole og blev undervist i etik. Dér havde jeg en kristen etiklærer, som åbnede mine øjne for faget.

Da jeg så skulle søge ind på en uddannelse, åbnede jeg alle universitetets uddannelser op på min computerskærm og fjernede dem en ad gangen.

Og så sad jeg tilbage med teologi – og det virkede meget rigtigt.

Hvorfor valgte du at læse teologi?

Jeg syntes, det var spændende. Jeg er uddannet sygeplejerske, men jeg manglede noget medmenneskelighed i mit arbejde.

Hvorfor valgte du at læse teologi?

Spørgsmålet er måske, hvorfor jeg ikke er begyndt for mange år siden, for det har altid interesseret mig. Teologien beskæftiger sig med så vigtige emner, at jeg gerne ville have lidt fastere grund under fødderne ved de ting, som jeg kan lidt sporadisk eller ved lidt om i forvejen.

Har studiet levet op til dine forventninger?

Jeg er meget tilfreds.

Har du fulgt den normerede studietid indtil nu?

Jeg læser enkeltfag, og jeg har ingen planer om at komme igennem et fuldt studium.

Har studiet levet op til dine forventninger?

Ja, 100 % - fuldstændig!

Har du fulgt den normerede studietid indtil nu?

Jeg fulgte den sidste år, men i år er jeg gået lidt hurtigere frem

Har studiet levet op til dine forventninger?

Ja – jeg er meget tilfreds Har du fulgt den normerede studietid indtil nu?

Nej, jeg har taget et lidt mere komprimeret forløb. Jeg tager flere fag ad gangen på grund af, at jeg ikke har SU nok til den normerede vej.

Har studiet levet op til dine forventninger?

Ja – for så vidt som jeg knap nok kan sige, at jeg er begyndt at studere endnu. Foreløbig læser jeg lektier.

Har du fulgt den normerede studietid indtil nu?

Ja – helt og holdent. Og jeg har en mødeprocent på næsten 100.

EM ER DET, r BANKER? af Annette Kruhøffer

23 ARKEN ES2011

Digte til Arken

Forfald Forfald er æstetik Som en baby der lever voksenlivet Som et træ der taber sine sensommerblade Forfald er uudgåeligt Som bølger Som slår faste klipper skaber motiver for kunsten titusind år frem.

Disse to digte er skrevet i samarbejde mellem Rasmus Wichmann og Kim Stig Andersen. Rasmus er teologistuderende og forfatter. Kim er medlem i studentermenighedens bestyrelse og er også forfatter. Digtet MENNESKEENGEL er skrevet på studentermenighedens studietur til Istanbul i 2010.

24 ARKEN ES2011

Menneskeengel Efter Adam og Eva gik Mennesket i forfald Paradisvæsener, er skabt i Guds bilede Mennesket er skabt af Guds vrede - Var far sur eller skuffet?

Vi står udenfor Edens Have i titusinde uperfekte skikkelser Foran vogterenglen med det gyldne sværd ”Hvis du har én krop, seraf, hvorfor så skjule den?

Hvis du har ét ansigt, dækker du din krop med slør eller vinger?” ”Sløret er min krop, der efterlader mig nøgen som Gud han skabte os.

Vi lukker vingerne om os som en døende blomst.

Først når vingerne forfalder, og vi ikke længere kan flyve, Kan vi se klart.

25 ARKEN ES2011

Middelmådig og dødalmindelig - Suk! Se lige på mig! Jeg er Æslet, Equus asinus, der er lille, gråt og forpjusket. Når jeg går gennem byen siger det klippe-ti-klop, hvilket tydeligvis ikke imponerer nogen. Alt imens hesten, Equus caballus, den høje, blanke, iklædt sit fine seletøj, der ryster jorden med sit gadagung gadagung, er symbolet på status og magt. Hvad er det, der gør, at vi bliver tildelt så forskellig værdi? Vi er dog begge hovdyr, der kan bære eller trække noget fra A til B. Alligevel er mange heste næsten ubetalelige, imens ethvert æsel kan købes for en slik. Jeg, Æslet, er en ægte slider og jeg går til biddet med glæde. Jeg indrømmer, at jeg godt kan blive stædig og sætte mig på bagen, hvis min rytter jager for meget på mig. Om aftenen står jeg ved siden af Æsellot i stalden og han er flink nok. Og når der bliver mørkt og stille i stalden, så står jeg og sanser alle de andre æsler. Det er dejligt og trygt at kunne lugte dem, at høre, at de er der og føle deres varme og ro. Jeg sanser dem tilfreds og dog er jeg i en helt anden verden, fordi jeg står i mørket og forestiller mig hvilket fantastisk liv, jeg ville have, hvis jeg var kongens stridshest, iklædt mit fine seletøj. Gadagung gadagung. Jeg blinker en længselsfuld tåre bort fra øjenkrogen, inden jeg falder i søvn. Næste dag slider jeg i det igen. Sådan er mit dødalmindelige æselliv.

Her sidder jeg, en flittig teologistuderende, og hamrer løs i tastaturet, for at skrive noget vigtigt om at være middelmådig. En del af tiden har jeg for travlt, til at spekulere på, hvor gennemsnitlig, jeg er, men i eksamenstiden rives såret op igen. På trods af, at jeg har læst hele pensummet og deltaget i undervisningen, så får jeg alligevel middelmådige karakterer.

Og jeg spekulerer efterfølgende: Er det mit intellekt, der er den begrænsende faktor eller er det fordi, jeg ikke kan det akademiske sprog godt nok? Hvad nytter det, at man ikke er helt elendig, når man heller ikke er helt god nok?

Mine studiekammerater er alle utrolige flinke og prøver på at trøste mig. De siger: Karaktererne betyder ikke noget. Det, der betyder noget er, at du bliver en god præst engang – og det ved vi, at du gør! Så får jeg det godt igen og jeg ved, at alle mener mig det godt. Jeg ville også ønske, at jeg var ligeglad med de tal, som studerende får stemplet i panden, og som skolesystemet åbenbart mener, vil fremme indlæringen, og som samfundet har brug for, så det kan skelne de intelligente fra de jævnt begavede.

Middelm dødalmi - Suk! Af Agnethe S. Sørensen

Jeg føler mig dog kun trøstet, indtil den tanke slår ned i mig: Hvad nu hvis jeg også bliver en middelmådig præst? Suk! Hvorfor er jeg også så dødalmindelig?

Så sker det, at jeg begynder på at dagdrømme om, at jeg er en superstuderende. At jeg tilhører eliten. At jeg er den studerende, der har masser af 12-taller stemplet i panden. Næste dag slider jeg i det igen, for sådan er jo den middelmådiges liv.

Jeg Æslet har fri og står ude på marken sammen med de andre æsler. Vi skryder til hinanden. Æsellot skryder om, at det var ham, der havde givet den fine uld til kejserens storslåede kappe i eventyret om Kejsernes nye klæder. Vi griner simpelthen til tårerne står ud af øjnene på os. Jeg kan ikke afgøre, om Æsellot har bidraget til underholdningen på en genial måde eller om han blot er et storskrydende fjols. I hvert fald napper jeg ham kærligt i halsen her til aften, så han kan føle sig anerkendt. Jeg anerkender Æsellot, fordi man altid føler sig levende sammen med ham. Æsellot sender mig sit søde smil som tak. Pludselig slår en tanke ned i mig: Hvad nu hvis Æsellot hellere ville være en berømt hest, end at være her sammen med os andre æsler. Det er en foruroligende tanke: Min verden ville blive utrolig fattig, hvis han var en hest. Jeg bliver nødt til at spørge ham, for at vide besked. Jeg rækker min mule op til hans lange, grå øre og hvisker: Æsellot! Og da jeg mærker, at han lytter, spørger jeg; Drømmer du nogensinde om at være en berømt hest?

26 ARKEN ES2011

mådig og indelig

Æsellot kigger forundret på mig og siger: Nej da! Jeg har altid syntes, at det var synd for heste, at de kun var heste. De ser aldrig ud til at have det bare halvt så sjovt, som os æsler. De må ikke komme ud på marken, hvis det regner for meget eller blæser for meget eller også er det er for koldt. De skal gå rundt med alt muligt udstyr, tingeltangel og snærende bånd for at passe deres arbejde. Vi æsler er mere frie og vi er sjove. Vi æsler er også gode kammerater. Som du ved, bliver vi ofte brugt til at være kammerat for et hesteføl, som skal vendes fra sin mor – og vi bliver brugt til at være kammerat for aftjente heste, så de ikke skal være ensomme i deres otium. Nej, jeg kunne aldrig drømme om at være en hest, når jeg er så heldig at være et æsel, sammen med dig og de andre her fra stalden! Men hvad med dig? Hvad drømmer du om? Jeg har lagt mærke til, at du ofte står og drømmer dig langt væk!

Jeg havde fået varme i kinderne af hans lovprisning af æsellivets goder og vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Så jeg slynger bare det første ud, som falder mig på tungen: Øhh, altså: Jeg drømmer om, at jeg er et æsel, der er en supergod kammerat for dig og alle de andre æsler!

Du er en god kammerat, siger Æsellot venligt og tilføjer sagte med et humoristisk glimt i øjet: Godnat, du lille pruhest!

Sjovt nok synes jeg aldrig, at mine studiekammerater her på Teologi er middelmådige, uanset om de får den ene eller anden karakter til eksamenerne. Jeg glæder mig oprigtigt med dem, når de er glade for deres resultat og jeg håber, at også jeg kan sige de rigtige trøstende ord til den kammerat, der er ked af det stempel, som en eksamen har efterladt i panden. Faktisk er jeg rigtig glad for mine studiekammerater. På trods af den store spredning i alder og den vidt forskellige baggrund, vi hver især har, synes jeg, at vi taler godt sammen på kryds og tværs og prøver at hjælpe hinanden. En dag talte jeg med en anden studerende inde i computerrummet. Han er længere fremme i studiet end jeg. Han fortalte mig, at han godt kendte det dér med at ærgre sig gul og blå over en karakter. Han var heller ikke en af dem, der kunne brillere til eksaminerne, selv om han var en samvittighedsfuld studerende. Men, fortsatte han: Jeg ved, at jeg er på rette vej i mit liv. Og jeg ved, at jeg lærer noget hver dag - Og jeg ved, at pludselig en dag, så er jeg færdig her på Teologi, og så vil jeg savne stedet, kammeraterne og studiemiljøet! Derfor er jeg begyndt at fokusere på det, jeg nyder; At sidde og studere på min læseplads på biblioteket, at tale med jer andre studerende og at gå til forelæsninger! Det er ikke eksaminerne, der udgør mit studium, men det jeg laver imellem eksaminerne. Og efter, at jeg er begyndt at tænke sådan, så synes jeg faktisk, at jeg er privilegeret! Selvom jeg til hver eksamen, fra nu af, kun fik et 2-tal plus et spark bagi, når jeg gik ud af døren, så ville jeg stadigvæk føle mig privilegeret.

Jeg kom til at le og så at han havde et sødt smil. Så fortsatte vi med hver vores på Pc’erne. Jeg har efterfølgende tænkt over, hvad han sagde og selvfølgelig har han ret. Nu har jeg også lovet mig selv, at jeg fremover vil fokusere mere på at være en god studiekammerat og at nyde selve det, at jeg kan studere.

- Og jeg er sikker på, at jeg kan holde, hvad jeg har lovet!

- I hvert fald indtil det bliver eksamenstid igen.

27 ARKEN ES2011

5 5 Spørgsmål til Professoren

Spørgsmål til Professoren

I

af Mathias Harding stud.theol.

denne udgave af Arken, har jeg valgt at stille 3 spørgsmål til Søren Gosvig Olesen.

Søren Gosvig Olesen (f. 1956) er til daglig lektor i filosofi ved Afdeling for Filosofi, Københavns Universitet (siden 1999) .

Han blev docteur i filosofihistorie fra Université de Paris I-Sorbonne i 1982 og mag.art i teoretisk filosofi fra Odense Universitet samme år. Dr.phil.habil. i filosofi fra Université de Nice i 1998 på afhandlingen Wissen und Phänomen (1997). Han underviste i propædeutisk filosofi på Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet i perioderne 1983-87 og 1993-96 og havde desuden undervisning ved Filosofisk Institut, Syddansk Universitet (1983-85) og ved afdeling for religionsstudier samme sted (1990).

Samtidig med sin undervisning i Danmark, har han undervist og forsket på fransk, tysk, italiensk og engelsk: Gæsteforsker ved Husserl-Archief te Leuven(1986-87) og Universität Freiburg(2003-04). Gæsteprofessorater ved Collège international de philosophie i Paris(1990) , Universitá degli studi di Torino (2007) , Warwick University (2009) og senest Université de Bourgogne (2011) . Han har der udover været forskningsbibliotekar ved Det kongelige Bibliotek(1996-1999).

Som skribent har han bidraget til et utal af danske og udenlandske antologier og tidsskrifter om bl.a. Husserl, Heidegger, Kierkegaard , Villy Sørensen og fransk epistemologi.

Bogudgivelser bl.a. Hitler – en introduktion (2010), Dialog med dekonstruktion (2006), Transcendental historie (2000), At læse filosofi. Filosofiske lærestykker (1992), Vejledning til Heidegger (1990), Tid og kritik (1987), La philosophie dans le texte (1982).

Som oversætter har han skrevet indledning til og oversat bl.a. Ödön von Horvaths Gudløs ungdom (2008), Martin Heidegger Et brev om ‘humanismen’ (sammen med Karen Wolgast, 2004/1988), Jacques Derrida Difference (2002), Michel Foucault Talens forfatning (2001/1980), Michel Foucault Viljen til viden (1994/1978).

28 ARKEN ES2011

5

Søren Gosvig Olesen svarer Følgende 5 spørgsmål har jeg stillet som båndet interview d. 28. september 2011: I din bog Hitler – En Introduktion (2010) beskriver du fænomenet Hitler. Du beskriver måden hvorpå fænomenet fremstår. Fagvidenskabernes hidtidige forklaringer har utilsigtet bortforklaret Hitler og nazismen ud fra følgende demokratiske bevidsthed: de var tåbelige dengang, men i dag er vi blevet klogere. Du opstiller den mulighed, at Hitlers italesættelse af jøden som fjenden (dæmoniseret af en dæmon1) i Mein Kampf er en mytologi dvs. den fælles fortalte forestillingsverden2 - snarere end en ideologi. Det samfund Hitler talte frem hvilede på en substantialisering af, hvad jøder er. Dermed er det mest interessante ved fænomenet Hitler, ifølge dit udsagn: ”ikke mennesket Hitler[…]men det i mennesket, eller det menneske, Hitler repræsenterer […] [som] med sit herredømme over naturen […] for længst har fortrængt Gud. Det vil ikke mere tåle nogen begrænsning”3 – hvorledes vil du præcisere nutidsrelevansen af dit udsagn?

I forhold til at man med nazismen får en inddeling af mennesketyper/racer – nogen står så højt over andre at der faktisk er tale om, at nogen hæver sig til en overmenneskelig status, og nogen synker ned til en undermenneskelig status – nogen nærmer sig Gud, og nogen nærmer sig dyr. Man siger at nazismen repræsenterer en form for Gudløshed, fordi der ikke er nogen grænse for hvor højt op og hvor dybt ned, et menneske kan komme – stadigvæk forstået som i forhold mellem mennesker. Den gudsløshed ligger jo i den verdensopfattelse som bliver almindelig udbredt i det 20.århundrede, som man kunne kalde den biologiske. Vi har intet andet tilbage end videnskaben til at definere, hvad mennesket er og det bliver så en videnskab om, hvad livet er. Der står vi stadigvæk. Vi har et herskende menneskesyn, der altovervejende er biologisk – det gode liv er det sunde liv. Det kan godt være, men er det nok?

Det er sikkert udmærket at være sund, men spørgsmålet er om det er en udtømmende definition, om det ikke bare er en minimal definition – en nødvendig betingelse. Man kan lære det allerede hos Aristoteles: har man ikke sin fulde førlighed, er i nogenlunde position i samfundet, har venner – så kan heller ikke være lykkelig, for så har man ikke betingelserne i orden. Det har man glemt nu, hvis man bare siger det gode liv og det sunde liv er det samme. Ud fra dette foretager man en vældig reduktion af mennesket. Det er i virkeligheden et kynisk syn på mennesket, at man skræller alt det væk som ikke kan registreres biologisk. Man skræller det æstetiske fra. Fx: det er skadeligt at ryge. Det er også skadeligt at drikke, men sådan kunne man jo blive ved. Det er også skadeligt at sidde stille, spise chokolade eller drikke kaffe. Er løsningen så bare: Jamen lad os så forbyde det! Det er nærmest forbudt at sige: ”Prøv at smage den her tobak.” Der er alle mulige smagsoplevelser ved Latakia og Cavendish – prøv og se hvilken dybde der er i det her – et kraftig sug på en cigaret i mildt frostvejr er noget at det bedste. Er det forbudt at sige det? Der er en forskel på at være alkoholiker, kæderyger eller at lide af bulimi og så at nyde! Det har selvfølgelig ikke noget med nazismens voldelighed at gøre, men det som er tilfælles med den tid er, at vi tilsyneladende ikke har nogen anden definition af livet, af mennesket end den biologiske. Det er forbløffende i betragtning af, at vi har alle mulighederne. Mennesket har fortrængt

Gud, men det er ikke særligt velegnet til at have den plads, Gud havde. Derfor, så mangler der noget til at sætte en begrænsning for mennesket.

Nu har jeg kun talt om det indefra mht. menneskelivets definition. Man kunne også tale om det udefra: Der mangler noget til at sætte en begrænsning for menneskets udfoldelse. For så vidt er det ikke de problemer, man skulle have løst først. Man taler også om ældrebyrden: det går jo ikke, at folk er så sunde, at de bliver 100 år alle sammen alligevel. Man kunne i stedet diskutere om vi alle skal dø af bilos? Kunne man ikke for længst have pålagt benzinselskaberne en eller anden procentvis satsning på andre energiformer? Man kunne fremstille biler på disse former. Det er politisk set meget svært at håndtere den grænseløshed eller mangel på begrænsning, som mennesket er kommet frem til. På samme måde med gen-manipulation, fostervandsdiagnostik: Man kan i den grad gøre sig til herre over det skabte eller det givne. I det øjeblik det først er muligt rent teknisk, så er det meget svært at begrænse mulighederne – hvis noget ikke tillades et sted, så er der nok en mulighed for at undslippe begrænsningerne et andet sted. Det der med teknikken er meget godt besvaret af Kennedy, dengang han blev spurgt om, hvorfor amerikanerne ville sende en mand til måned. Han svarede: ”Fordi vi kan!” Den tyske filosof Blumenberg har skrevet kort om det: Hvorfor i alverden vil vi realisere alt det, vi kan? Fordi vi ikke kan tåle tvivlen, om vi nu også virkelig kan. Derfor er der en indbygget automatik i grænseoverskridelsen som alle gode hensigter, etik og politik ikke rigtig kan stille noget op imod, fordi det er en anden logik, som det bevæger sig indenfor. Det kræver, at der er demokrati, at love overholdes, at folk opfører sig ordentligt – alle mulige mangler som Luther udtryk¬te på denne måde: ”Det holder ikke i anfægtelsens stund!” – Man mangler simpelthen noget der er virksomt i forhold til at sætte en begrænsning for mennesket. Om det er jeg ikke bange for at citere Heideggers ord: ”Kun en Gud kan redde os” – læg mærke til han siger en Gud, dvs. han siger ikke, hvem det skal være. Jeg er heller ikke sikker på, det skal være en bestemt. Citatet betegner nærmere, at der skal være en form for Gudsforhold, altså forskellen på Gud og mennesker, som man også havde i den græske kultur: Hybris, at hæve sig selv op til guddommeligt niveau, hvilket blev straffet med Nemesis, at man bliver kastet endnu længere ned end det menneskelige niveau. Det er præcis det, der sker i forhold til Hitler. Hvis man ser på Ian Kershaws bog om Hitler: det er sådan en meget taschsachenwissenschaftlich historisk redegørelse, der i sammenligning med Alan Bullocks og Joachim Fests Hitler monografier, kun gør fremskridt i form af, at man i stedet for at først skildre, hvad der sker fra uge til uge, så kommer man frem til, hvad der sker time til time eller sågar fra kvarter til kvarter – bliver det så endnu mere præcist?

Selvfølgelig ikke. Man kunne også blive ved ned til tiendedele sekunder. Nogen gange er dette selvfølgelig vigtigt – her kunne nævnes Georg Elsers bombe, der sprang i Bürgerbräukeller i 1939. Den var tidsindstillet, men Hitler havde forladt salen tyve minutter før den sprang – så her kan minutter da være afgørende. Men ellers gør det os ikke ret meget klogere, at vi kommer ned i filigran perspektiv. Kershaws første bog om Hitler har han kaldt Hybris og den seneste Nemesis, og det er jo sådan set meget fornuftigt – det er bare ikke historievidenskab. Det er mytologiske størrelser – i en eller anden forstand er vi stadig nødt til at orientere os ud fra dem.

29 ARKEN ES2011

5 Spørgsmål til Professoren Kronik: Defamation I år 2000 forholder du dig i dit værk Transcendental Historie, til spørgsmålet om Historien som den menneskelige erkendelses transcendentale betingelse: ”Både Hegels evige historie og Husserls stadige historie betyder noget mere, end at historien gentager sig, betegner noget mere, end hvad der finder sted i tiden; at kalde historien for evig eller stadig, er at henvise den til en status, som ikke er underlagt tid og sted. Historien er så at sige, hvad mennesket altid og overalt ’har med sig’.”4 Hvorledes ser du forbindelsen mellem dine teoretiske overvejelser angående værens væsentlighed i dette værk og dine senere kulturkritiske pointer vedrørende Hitler fænomenet ?

eller det stadige, men det betyder at mennesket eksisterer som historie til enhver tid. Et konkret eksempel kunne være fra Merleau-Ponty: Vi siger, at mennesket adskiller sig fra andre dyr ved, at det har rejst sig til lodret stilling og gang – vi går på vores bageste ekstremiteter, og Merleau-Ponty præciserer straks derefter: Det er derfor, vi har indstiftet dimension, perspektiv med højde, bredde og længde. Men alt dette betyder jo ikke, at vi fødes sådan, fødes stående eller gående, derefter.

Mennesket har engang i urtiden, i artshistorien udført det kvalitative spring at det, i modsætning til andre dyr, rejste sig på de bageste ekstre-miteter, men dette er ikke noget, der kun er sket for ufattelig længe siden i artshistorien, det er noget For mig er der ikke nogen indlysende forbindelse mellem de ethvert menneske selv skal gentage. Så det er den samme to værker: Transcendental Historie og Hitler – En Introdukhistorie om at blive menneske, som skal gentages. Og den tion. Ideen til Hitler – En Introduktion opstod ved, at jeg på et foretages jo på andre og mere raffinerede måder end lige det tidspunkt havde en masse tid jeg skulle afspadsere – halvandet motoriske: Fx det at lære et sprog , det at lære at tælle eller år, fordi jeg havde undervist alt meget i forhold til, hvad jeg at have en tidsfornemmelse. Det historiske ved mennesket er skulle. Jeg brugte tiden på at få læst en række af de bøger, jeg dets indtræden i den faktiske historie. Et barn har ikke nogen aldrig havde fået læst —heriblandt Mein Kampf . Hér var det tidsfornemmelse. Et barn skal have gået noget tid i skole, før så, at jeg stødte på anden binds kapitel 6, hvor Hitler begynder det kan placere Vikingetiden i forhold til Romerriget – det er at forklare, hvordan han opdager, at han kan tænde en forsam- ikke noget, man bare kan fornemme sig til. Dvs. det historiske ling med sin tale. Han forskyder begivenhederne lidt, for så ved mennesket er at etablere denne særlige forbindelse til passer det ind i den historie han konstruerer, men ellers så er tiden, som er menneskelig. Altså at man relaterer før og efter det rigtigt nok: Det er virkelig noget han opdager, for taler var til hinanden. Det er det fundamentale ved den menneskelige ikke noget han var før 1. Verdenskrig var slut. Mein Kampf er erkendelse ifølge mine opdagelser i Transcendental Historie. en på mange måder kedsommelig bog, men lige dér sker der Havde vi ikke kunnet relatere før og efter, jamen så var der pludselig noget, fordi man kommer frem til hans gennembrud ingen menneskelig erkendelse – så ville vi leve som et dyr i 1919. Jeg blev så forbløffet over, hvordan det stod beskrevet fremad i tiden. Andre væsener, dyr og planter, er ligesom vi indefra, dette gennembrud. Hvordan han selv ved at tænke underlagt tiden, men vi er ikke bare underlagt tiden – vi er og analysere det, forbedrer sin teknik. Det udvider sig fra den den form for tid, der forholder sig til tiden. Jeg har egentlig situation, hvor han har talt for en menneskemængde på under ikke tænkt over nogen forbindelse mellem Transcendental hundrede, og så vokser det simpelthen derfra. Hele Mein Historie og Hitler – En Introduktion, men der er selvfølgelig den Kampf er denne historie om udvidelse. Bogen er en nøgle til forbindelse, at det er interessant at tænke over, som man altid at forstå dette kæmpemæssige fænomen. Hvilket fascinerede siger, at mennesket lærer af sine erfaringer – man kunne ligeså mig. Derfor begyndte jeg at skrive nogle noter til det, og efter- godt sige det modsatte: mennesket er det væsen, der ikke hånden blev det til en bog. Fascinationen bygger altså på det lærer af sine erfaringer. Det har mulighed for det, men det gør indblik, Hitler selv ufrivilligt giver fra sig. Han fortrød jo Mein det bare ikke! Og hvorfor egentlig ikke? Altså i den individuelle Kampf i den forstand, at han godt kunne se, at det var et indb- eksistens kan man sige: Brændt barn skyer ilden – ja men kun lik om bag kulisserne – man kunne kigge ham i kortene. Det hvis det har brændt sig mange gange. Man har allerede i sin kan man bestemt også. Selvfølgelig fortrød han ikke i den for- egen eksistens vanskeligt ved at lære af sin historie og sine stand, at den blev enormt udbredt, for dens udbredelse betød erfaringer, fordi alle mennesker har nogle blinde punkter, som jo ikke, at den blev læst/studeret. Det er i hvert fald klart, at ikke er bevidste. Man kan lade de samme mennesker læse den man kan lukke nazismen op som fænomen ved at se på den samme tekst mange gange og nogle lægger mærke til noget, tilblivelseshistorie, som bogen repræsenterer. Hitler skriver, og nogle andre til noget andet. Og man kan ikke bare ændre at ser man på en bog som Das Kapital, har den mere betydning de forskellige læsere, så de lægger mærke til det samme. Det ved at eksistere end ved at blive læst. For lige at vende tilbage er simpelthen noget med blinde punkter og blinde vinkler. til Transcendental Historie (2000) – det er jo en anden historie. Men derudover så er der det at sige, at Mennesket lærer af Det er et forsøg på at beskrive menneskets væren/eksistens erfaringen – ja ja, hvis enhver generation vidste hvad krig er, så som historie. Der er det klart, at mennesket ikke er mere hisville der jo ikke være krig mere. Hvis man læser Laurent Mautorie på et tidspunkt, end på et andet. Mennesket er historie vigners bog Des hommes, som handler om Algierkrigen og de til alle tider. Det er svært at tænke, fordi historien netop er folk, der er traumatiseret af krigen – altså fra 1950ernes slutdet, at vi har levet til forskelligt, til forskellige tider. Man kan ning, så ser man, at de fik at vide af deres familie: Ja ja, men så sige, at det er menneskets variationskraft, der er historie: hør nu, slaget ved Verdun under 1. Verdenskrig, hvor der døde Det, at vi netop kan indrette vort liv på talrige variable måder. næsten en million på meget kort tid og grænsen blev flyttet Det er det, der er historie i den her betydning. Det er der nogle nogle få hundrede meter, var et større tab. Men dette gjorde filosoffer, der skriver om som fx Hegel, der kalder det den eviikke traumerne mindre for dem, der havde været med i Algier: ge historie og Husserl, der kalder det den stadige historie. Det det var bare nogle andre ting, som de traumer handlede om, er jo mærkeligt, at historien bliver forbundet med det evige som fx tortur og en helt anden form for krigsførelse, hvor der 30 ARKEN ES2011

Søren Gosvig Olesen svarer

var andre problemer i forhold til, hvilket ansvar man havde, og hvilke farer man udsatte sig selv for. Så det er forskellige erfaringer, og i den forstand så betyder dette jo ikke, at historien gentager sig, men det betyder, at vi altid er i en bestemt erfaringsverden og ikke kan se ud over den. Hvis man selv, som jeg, har studeret i 1970’erne og kan huske fra 1960’erne og frem så er der nogle bestemte politiske erfaringer, man forholder sig anderledes til. Jeg kan ikke forestille mig, at folk, der er lige så gamle som jeg kan have et så enkelt forhold til de østeuropæiske regimer, at man bare identificerer dem med kommunismen. Uanset om man er kommunist eller ej, så må man vide, at det kan man ikke. De regimer var et bestemt forsøg på at gennemføre kommunismen, og det var ikke særlig vellykket, for at sige det mildt. Ganske vist fik man afskaffet analfabetismen i stor udstrækning i Sovjetunionen, men man fik også dræbt flere mennesker, end man nogensinde havde gjort før.

Dette er ikke lig med kommunismens idé eller ideal og sådan noget, og det ved man godt, hvis man er over 50, fordi man godt ved, at kommunismen var noget, der var fundet på længe før: Kommunisme betyder idealet om et klasseløst samfund.

Det er altså ikke Marx’s skyld at denne udvikling skete i de kommunistiske samfund?

Jo, det kan godt være, det er, fordi der er en bestemt opfattelse af, hvad mennesket kan. Der er også en grænseløshed.

Mennesket som fuldstændigt rastløst – for at bruge Hitler’s ord — rastløst rationelt. Marx opfattede kommunismen som frie og rationelle individers frie og rationelle sammenslutning.

Det kan jo kun lade sig gøre, hvis mennesket kan nå dertil, hvor det er så frit og rationelt. Det er der imidlertid meget der tyder på, det ikke kan. For mig er de østtyske grænseposter og kontroltårne symbolet på de regimer: Der må ikke være noget, der undslipper fornuftens kontrol. Fuldstændig ligesom guillotinen bliver symbolet på den franske revolution: Hvis nogen er en lille smule til fare for projektet – så kap hovedet af dem.

Altså det bliver en dyrekøbt historisk erfaring, men hvis der er noget, der ligger i kommunismens ideologi, der kunne føre til det der, så er det nok ikke det, man tror, men det er den der absolutte tro på fornuften. Den dør dog væk lige efter Marx med Kierkegaard og Nietzsche, med flere. Man kunne også sige Wittgenstein og Heidegger. Men i kraft af, at marxismen bliver en politisk filosofi og ideologi, overlever den lang tid ind i det 20.århundrede. Når Leif Davidsen, som har været derovre i de østeuropæiske regimer, bare skriver om kommunismen som om, at det var dengang… jeg ville aldrig sige sådan, for det var ikke lig med kommunismen. Men det var et kommunistisk parti, der regerede, så meget er sikkert. Jeg vil kalde det sige sovjettiden. Men sådan forholder man sig selvfølgelig forskelligt alt efter, hvilke erfaringer man har. Dette siger jeg ikke for at forsvare den tids kommunisme, for dens repræsentanter var en pestilens. Dette betyder bare ikke, at fordi de tog fejl, så er det de modsatte, der har ret: Det er en kortslutning man laver, hvis man ikke har den historiske horisont med.

Nu vil man oveni købet lave en slags retsopgør med dem fra Vesten, der havde kontakt til de kommunistiske regimer under den kolde krig. Der skal man huske på, at den kolde krig ikke er en krig, der har været erklæret, så kan man ikke bare overføre

idéen om et retsopgør. I øvrigt, som Niels Barfoed har skrevet, er det den rene McCarthyisme - den rene heksejagt på de mennesker, fordi vi nu er kommet et andet sted hen. Hvad så med dem, der begår alle fejlene i dag?

I de seneste årtier har beslutningstagere i stort tal undskyldt deres forgængeres adfærd. Hvori består, efter din opfattelse, problemerne ved den stadigt omsiggribende undskyldningskultur/skyldsbevidsthed i relation til fortidens beslutninger og handlinger?

Det er fuldstændigt gratis at undskylde i dag. Hvis bare jeg kigger tilbage på mit eget liv, jamen jeg skulle jo bare have gjort sådan og sådan i stedet for, den gang og den gang osv.

Så tænker jeg så, hvis jeg skal prøve at rekonstruere: Hvorfor gjorde jeg det så ikke? Fordi jeg jo har idealiseret situationen nu, fordi det er så længe siden, at jeg ikke mere kan se hele konteksten. Der var de og de ting der forhindrede mig i at opføre mig som jeg skulle. Det er meget nemt at være bagklog. Derfor er det også meget nemt at give den slags undskyldninger, det koster ingenting. Det er meget sværere at se de fejl, der begås nu. Et eksempel i min Hitlerbog er nutidens Tyskland: Det er fuldstændigt rigtigt, når Jesper Langballe siger, at landet er en neurotisk nation, fordi den kan ikke finde et ordentligt forhold til sin fortid. Det er jo ikke mærkeligt, så forfærdeligt som den fortid er, men det bliver bare ikke bedre af, at man opfører sig som flagellant og på gader og stræder pisker sig selv i form af de disse stolpersteine eller andre, stadig nye mindesmærker. Man har ganske vist haft brug, i et eller andet omfang, for et retsopgør. Jeg mener ellers ikke, at man skal komme med et bedre forslag – det virker meget bedrevidende at komme udefra, men nu er jeg blevet spurgt så mange gange om, hvad man så skulle have gjort – derfor har jeg tænkt over det. Men først mht. stolpersteinene: Messingplader i brostenstørrelse. Jeg mener, at hvis man skal kunne gå forbi dem hver eneste dag, så må man enten bryde sammen, hvis man er et følsomt menneske (og blive klar til indlæggelse) eller også skal man oparbejde en eller anden form for følelseskoldhed i forhold til dem – og så får man et alt for kynisk forhold til det der. Og så er der det helt forkerte, at de ligger ved bestemte matrikler. I dette hus boede… ja men for fanden! De mennesker som bor i det hus i dag, er jo komplet uskyldige! Dem der skulle have set det der, er dem, der havde en eller anden form for skyld. Derfor fører det mig frem til, hvordan man kunne have gjort dette anderledes. Hvis man nu ser på lidt ældre tiders krige, så er der jo fx ikke en landsby i Frankrig med et mindesmærke over faldne i 1.Verdenskrig. For der var ufattelig mange franskmænd, der døde i den krig – flere end i 2.Verdenskrig. Der står dette mindesmærke foran et rådhus eller et centralt sted i byen, hvor der står, hvem der faldt, i alfabetisk rækkefølge. Man skulle selvfølgelig have gjort noget af det samme efter 2.Verdenskrig.

Det skulle så bare ikke have været over de faldne, men over de deporterede fra den og den by foran rådhuspladsen. Denne form for mindesmærke peger ikke på dem, som nu tilfældigvis bor på matriklen. Det er selvfølgelig hypotetisk, det der med, hvad man ville have gjort, hvis man var tysker, men alligevel, havde jeg været det, ville jeg aldrig købe et hus, hvor der lå 31 ARKEN ES2011

5 Spørgsmål til Professoren

sådan en messingplade udenfor. Så skulle jeg hver dag mindes, hvad idiotiske forfædre har gjort – som om det var mig, der skulle påtage mig skylden. Og det vil jeg ikke. Der er en hel del tyskere, der bliver stødt over, hvad jeg siger. Nogle har endda anklaget mig for, at jeg mener det samme, som kun det yderste højre i Tyskland. De har så ikke lagt mærke til, at dem jeg citerer for at mene det samme, som jeg benytter i sidste kapitel af min bog, stort set kun er jødiske forfattere. De mener, det er en måde at holde liv i antisemitismens spøgelse på. Det er at slå automatpiloten til, at sige: ”Det er kun højrefløjen, der mener det der”. Det nytter ganske vist ikke, at jeg så kommer og indvender: “Jamen det var ikke det, jeg mente”. Men jeg kan sige: ”Prøv lige at se på, hvem jeg citerer”. Jeg citerer et par revisionister, det er sandt nok, men ikke for det om mindesmærkerne. Der, hvor jeg skriver om mindesmærkerne, der er det jødiske forfattere og svar fra jødiske opinionsdannere man spurgte i forbindelse med stolpersteinene, jeg citerer. De har sagt, at disse mindesmærker er fuldstændigt forfejlede. En af dem spørger meget fornuftigt: ” Hvornår bliver det normalt at være jøde i Tyskland?”. Jøderne får stadig en speciel status i Tyskland. Her er det, at man skal prøve at se på, hvad vi i dag gør for at have et bedre samfund og ikke gentage samme type fejl. Der synes jeg i øvrigt Tyskland er et glimrende eksempel: Nutidens tyskere har ikke noget videre at skamme sig over i dag i forhold til så mange andre nationer – de gør det faktisk meget godt som demokratisk nation. De har dog den der helt tvangsmæssige politiske korrekthed i forhold til deres egen fortid: Hvis man ikke påtager sig dårlig samvittighed, hvis man er tysker, så er man et dumt svin. Det er selvfølgelig forfejlet.

Men bortset fra det, så gør de jo faktisk, hvad de kan, for at være et demokratisk samfund. Det er der, man skal sætte ind.

Her i Danmark nytter det jo heller ikke noget, man undskylder, hvad Danmark gjorde i Mellemkrigstiden (Danmark afviste tyskjødiske flygtninge i perioden op til 1940). Anders Fogh Rasmussen kunne faktisk ikke undskylde – det har ingen valør. En person fra datidens offentlige myndigheder kunne måske, men det andet giver simpelthen ikke nogen mening. Fogh skulle i stedet have kigget på, hvad der foregår i flygtningelejrene, for der foregår hvert fald noget, som ikke er i overensstemmelse med, hvad der står i loven: nemlig at folk bliver tilbageholdt meget længere, end de skulle. Det må man håbe, at der bliver ændret lidt på nu, ikke?

man til nogle signaler, og så reagerer man som en hund, slange eller en løve – det bliver sådan nogle reflekser.

Det der med om højrefløjen skal tage et opgør med sig selv efter det som er sket i Norge - det synes jeg selv den skal overveje. Hvis jeg var højreorienteret, ville jeg tænke over det.

Jeg vil lige sige noget andet. Man har været meget hurtigt ude og læse og kommentere det her kæmpe manifest, som jeg i øvrigt ikke har læst eller søgt på overhovedet. Jeg kan godt se, at politiet i Norge kan bruge manifestet til at scanne for hemmelige signaler, kodesprog osv. – det kan bestemt være nyttigt. Men jeg mener ikke, vi andre, som burde være trænet i at læse, bare kan betragte manifestet som en tekst, der har samme interesse som andre tekster fx Mein Kampf. Man skal huske, at det der sker med nazismen er, at efter de folk har opgivet at kuppe sig til magten, så prøver man den parlamentariske vej; dvs. man skal overtale. Hitler var jo ikke en, der gik rundt og plaffede mennesker ned. Han overtalte en hel nation plus medløbere, og på den måde blev der dræbt millioner og atter millioner. Anders Breivik har jo ikke skrevet et manifest for at overtale nogen, som derefter skulle danne et parti eller en bevægelse og så slå ihjel – han gik selv ud og gjorde det.

Så jeg mener, at hvis man siger om Hitler: ”Den mand var psykopat ” – så kommer man ikke ret langt, for så mangler man forbindelsen til de mange millioner, der fulgte ham. Dette er jo ikke tilfældet med Breivik – ham kan vi udmærket nøjes med at betragte som psykopat, for han gjorde det hele selv.

Det er af en eller anden grund fuldstændigt overset. Altså han har lagt det der manifestdokument ud, men det har jo ikke den status, at det før der blev skredet til handling skulle overtale nogen – handlingen var jo undervejs ved skriftets udsendelse.

Jeg mener også, at det der er problemet ved den her begivenhed er, hvordan man omtaler den. Man har set gang på gang, hvordan ikke mindst danske journalister ikke har et sprog til den slags situationer, fordi sproget er blevet så fladt eller nedslidt af, at der ikke er den slags alvor så tit at forholde sig til. Fx var der en journalist der sagde at de unge på Utøya fik psykologhjælp “efter den ubehagelige oplevelse”; altså det lød som om det handlede om nogen, der var kommet til at skære sig i kinden under barberingen. Hun sagde “en ubehagelig oplevelse” – kan man virkelig kalde det det? Jeg synes, det er svært at finde de rigtige ord - også her. Det minder om problemerne med mindesmærkerne. Der var en af de overlevende fra Utøya, Patrick Piscot fra Århus, der blev spurgt i et Apropos terror. Efter terrorangrebet i Norge, var Politikinterview nogle dage senere, hvilke følelser han havde for masens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard ude og sige, at semorderen, altså Breivik, hvortil han siger efter en tænkephøjrefløjen og særligt Dansk Folkeparti skulle gennemgå et ause: ” Sådan en mand skulle jo slet ikke have et navn” – dét selvopgør, fordi de på en eller anden måde skulle have en rammer på en eller anden måde. Hvad er et menneskeligt væimplicit skyld i grusomhederne. Er der en totalitær tanke bag sen, der ikke har et navn – det er ikke ret meget. Her er noget, at påbyde andre skyld? Og skal man veje sine ord i den frie de- man ikke rigtig kan omtale som et menneske, en person. Men bat, som den fløj mener man skal, for at undgå ekstremisme? meget af omtalen har tværtimod bidraget til, at den mand har fået en status, hvor man mener, at det er virkelig interessant at Selvfølgelig skal man veje sine ord, fordi man ellers kan skabe vide, hvad han mener – det er sgu ikke en skid interessant i en en situation, hvor man slet ikke lytter til fornuftig tale… jeg eller anden forstand! Den overlevende havde det rammende siger ikke straks argumenter, men fornuft. Sker det ikke, lytter udtryk: ”Sådan en mand skulle slet ikke have et navn”.

32 ARKEN ES2011

Kildehenvisninger: 1. Hitler – En Introduktion s. 75m 2. Lige fra Homer over brødrene Grimm til Det frie Marked og Velfærdsstaten. Hitler – En Introduktion s. 75n 3. Hitler – En Introduktion s.133ø-133n 4. Transcendental Historie s.40

FOTO: MARTIN MYDTSKOV RØNNE

33 ARKEN ES2011

TUREN GÅR TIL

BALKAN

af Stud.theol Emil B. Saggau

Klosterøen Skt. Stefan, Montenegro

3. UDGAVE

34 ARKEN FS2011

Turen går til Balkan

E

... n rejse

d e h t s d i v e b e sk i æ p o r u e n e d f i det yderste a

Der er få, som har et nært forhold til de syd-østeuropæiske stater, og få som endda kan deres navne og kender lidt til deres historie. Der er dog endnu færre som kender til Islams status i denne region, og den noget fortumlede og sære konstellation, der er mellem Islam, Kristendommen (katoliscismen og de ortodokse landekirker) og de sekulære stater i disse områder.

Det er det yderste af den europæiske bevidsthed – både de marginaliserede diktatur- og krigshærgede stater, men lige så meget den form for Islam og Kristendom, som eksisterer i denne region.

Regionen har været der, hvor der har været en fast landgrænse, som har delt den europæiske verden imellem den romerske kirke og den byzantinske ortodokse. Islam er heller ikke noget nyt fænomen på disse kanter, for efter at de osmanniske tropper slog de serbiske riddere på Solsortesletten i middelalderen, har der været en stor koncentration af muslimer i denne region. En form af religionerne, som overlevede det sekulære socialistiske projekt, der forgæves forsøgte at kvæle både kristendommen og islam. Det var disse former for religioner vi skulle se på, mens vi rejste i regionen både igennem to konferencer, henholdsvis i Sofia og i Sarajevo, men også med en rejse, hvor vi så skoler, uddannelsessteder og besøgte de lokale religiøse organisationer. Vores lille rejsegruppe bestod af den frimodige anerkendte professor Jørgen Nielsen, som altid glædeligt fortæller om sin tid som forsker under borgerkrigen i Libanon, eller om hans tid som institutleder i Damaskus eller professor i Birmingham. Min anden rejseledsager var vores lokalkendte lektor Safet Bektovic, som selv rejste fra Bosnien inden borgerkrigen, og søgte tilflugt i Danmark. Safet kom til Danmark blandt andet pga. sin respekt overfor Kirkegaard og fik ansættelse på mit center, da han er yderst kompetent udi Islamisk Teologi. Undervejs havde vi følgeskab, på skift, af en lang række af Europas Islamforskere, både antropologer, filosoffer, teologer, historikere og statskundskabsfolk.

Vores ophold startede i Sofia i Bulgarien, som ganske vist ikke er en del af Balkan formelt set, men som deler en række fællestræk – som eks. at de begge har ligget under den osmanniske indflydelse i århundreder indtil slutning af det 19. århundrede, hvor russerne hjalp landet til selvstændighed. Det osmanniske træk eksisterer stadigvæk, og byen er i udpræget grad påvirket af denne form for arkitektur. De to hovedkirker i byen ligner mere en tyrkisk moske end de minder om vesteur-

opæiske kirker. De er præget af den samme buende stil og det typisk osmanniske mønster og stil. Et andet direkte præg er at den gamle kirke ligger et stenkast fra moskeen, som ligger et stenkast fra synagogen. Synagogen er sefardisk, altså et mosaisk trossamfund, der i overvældende grad består af jøder, som blev sendt i eksil fra Spanien i 1492 og fik asyl i det Osmanniske rige.

Sofia er en velkendt by for vores leder Jørgen, da han kort efter kommunismens fald blev inviteret herned, for at hjælpe med at opstarte et forskningscenter om religiøse minoriteter.

Jørgen havde gode forbindelser gennem centeret, som han havde holdt i live igennem de godt 20 år. Vores første aften i Sofia tilbragte vi i selskab med disse gamle venner, som var en gammel aristokratisk diplomat, hvis højtstående familie var flygtet under 2.Verdenskrig og først vendte tilbage efter kommunismens fald. Den gamle venlige mand tilbød os alt hvad en træt rejsende har brug for af mad, vin og et eller to glas af den lokale alkohol.

Konferencen vi afholdt i Sofia omhandlede lederskabet i Islam i Østeuropa. Islam har været til stede i regionen fra før 2.Verdenskrig, både på grund af osmannerne, men også de muslimske tatarer, hvilket betød at de var en af de religiøse størrelser, som de socialistiske regeringer måtte agere overfor.

I de nye demokratiske stater begyndte man derfor allerede fra de tidligste dage at samarbejde og udvikle platforme, hvor den sekulære stat kunne mødes med de religiøse grupperinger.

Dette har betydet at Østeuropa er et formidabelt hav af eksempler på, hvordan moderne stater agerer overfor religiøse grupper, men også ganske gode eksempler på at man ikke så let slipper fortidens opfattelser. Spændvidden i de oplæg vi hørte var meget brede i indlæggene, og forskellen var på en gang gigantisk og ens; i forhold til de enkelte lande.

Alene det, at observere gruppen af forskere, gav et ganske fint indtryk af regionen. De forskere, der kom fra de sydøstlige områder, snakkede glædeligt sammen på et miks af serbiskkroatisk, bulgarsk og en række forskellige lokale dialekter, mens de nordøstlige forskere var henvist til russisk, engelsk og tysk, som deres fælles talesprog. Et vidnesbyrd om historien i området, med en nordlig russisk-tysk del og en sydlig osmannisk del. Den nyere historie sås også i den sydøstlige gruppe, da serberen det meste af tiden gik rundt for sig selv, og især albaneren og kosovo-albaneren nedlod sig sjældent til at snakke 35 ARKEN ES2011

Turen går til Balkan

Sofia, Bulgarien

direkte til ham. Dette nærmest sprogsynkretistiske fænomen på Balkan fik en religiøs dimension, da vi den ene eftermiddag besøgte en helligdom. Stedet var på en gang et muslimsk kloster, hvor en muslimsk lærd lå begravet, samtidigt med at en bulgarsk ortodoks kirke rejste sig ved siden af og i midten lå en græsplæne hvor romaer valfartede til på en årlig skovtur, som en del af deres religiøse praksis. Stedet var enten et bevis på tolerance eller på synkretisme.

Bektashi Tekke, Tetov

liberale syn på kvinder, har de dog en ret interessant tilgang til verden. På en gang fraskriver de al politik og handel som prostitution, men mener, at det kun er det menneskelige, som står i centrum.

Dagen efter rejste vi over bjergene til Kosovo – dette land der får en til at tænke på serbiske dødspatruljer og Nato bombertogter. Dette land, hvor en af mine officer venner havde været udstationeret, da dette land var her den danske hær fik sin Efter konferencen drog vi med nogle bulgarske antropoloudenlandske ilddåb efter 150 års indenlandsk dvale. Landet ger ud igennem Balkan – uden kort og uden anden rute end lignende på en gang ethvert andet Balkan område, men man bevidstheden, om at vi skulle være i Sarajevo nogle dage mødte næsten hver time en tysk K-force patrulje, som senere. Vi ankom om formiddagen til Skopje, som er Makedohuskede en på Natos massive tilstedeværelse i området. Vi niens hovedstad og en forfærdelig grim by, som er bygget i ankom efter nogle timers kørsel i en smuk bjergegn til den den tungeste beton, hvor kun få grønne planter kæmper for sydlige by Prizren. Byen lå smukt for foden af bjergkæden med at skjule den rå stålbeton, hvor det rustne stål af og til stikker smukke caféer langs en flod, hvor den nyrenoverede Moske lå ud af bygningerne. Denne by var ved at gennemgå det, som et håndgranatkast fra den Ortodokse kirke, som netop var sat den lokale bulgarske diplomat vi spiste med samme aften, i brand under krigen og genopbygget for ganske nyligt. Vi fortkaldte re-antikvitisering. Dette betød, at man byggede en satte mod kysten af en improviseret grusvej, som gjorde det triumfbue og andre græsk-romersk inspirerede bygninger i ud for vej indtil den nye var bygget. Vi ankom derefter til den beton, der blev dækket af marmor, mens man rejste den ene albanske grænse, hvor en række små betonsvampe af bunkere grimme bronzestatue efter den anden af helte, som tilsynelarejste sig langs grænsen, som tydeligt tegn på de Albanske dende skulle være makedonske – såsom Alexander den Store. socialisters paranoide forhold til omverdenen. Lige så snart Man var simpelthen i gang med at rekonstruere en historisk vi havde krydset grænsen kom vi ind på en moderne motoridentitet som nation. vej, hvor der stort set ingen biler kørte, og hvor køer nærmest var det vores chauffør mest skulle holde øje med. Denne Vi rejste uden for byen og besøgte et kloster, hvor et trosvej lignede noget der var smadret gennem bjergene med så samfund af Bektashi troende holdt til. Dette er en lidt specielt meget dynamit og hensynsløshed, at det passede fint til det trosretning, hvor de på en gang er Sufi muslimer, men også har albanske sind. Rejsen igennem de albanske bjerge var noget af en udpræget kristen arv og et meget karismatisk forhold til tra- det mest deprimerende man kan forestille sig. Uvejsomme og ditionen. Det er en meget tolerant tro, og deres kvindesyn ad- ufrodige bjerge, hvor motorvejen og floden skær sig igennem. skiller sig meget fra det man normalt fejlagtigt tillægger Islam. Af og til stikker endnu en betonbunker op fra bjergsiden, eller De er mere kvindefrigørende end nogen præster i folkekirken, en betonkasse af huse står ensomt i landskabet, men pludselig og har været det i mange generationer. Deres kvinder er sideåbner landskabet sig, og man kan se horisonten, havet og en stillet med mændene og bærer aldrig slør. Samtidig med dette frodig kyst der breder sig foran ens øjne. Selv her, timer efter

Madrasah udenfor Podgorica

at man har krydset grænsen, dukker der små betonbunkere op.

Vi kørte langs kysten til byen Skhöder, der ligger ved grænsen til Montenegro, hvor vi fik vores eftermiddagskaffe. Denne by mindede én pludselig om Italien, idet husene og kirkerne var næsten tro kopier af en syditaliensk by. Den korte italienske besættelse af Albanien inden 2. Verdenskrig havde sat sine spor – så meget at kaffen var en typisk italiensk espresso.

Vores bulgarer stolede ikke på Albanerne, så de foretrak at vi tog til Montenegro for at overnatte.

Vi krydsede en meget vakkelvorn bro og kørte af en lille vej, hvilket var den eneste vej ud af Albanien, og endnu et vidnesbyrd om albanernes forhold til omverdenen. Herefter kom vi til Montenegro, som er et smukt og meget frodigt land, og vores kørsel igennem landet gjorden næste en lykkelig med de mange smukke naturlige farver. Ved aftenstid ankom vi til en tidligere osmannisk havneby Ulcinj, som lå smukt i bunden ved en lagune ud mod Adriaterhavet. Over lagunen lå en klippeformation, hvor der yderst lå et smukt hotel med nogle terrasser.

Her blev vi indkvarteret med udsigt ud over havet, og fik god mad og skøn montenegrinsk vin, samt et lille glas ren alkohol som vores tykke vært tilbød os i sin gæstfrihed.

Her i området drog vi så rundt og så de smukke bjergegne for at besøge et slags Islamisk gymnasium, kaldt en ”Madrassah”, som for nylig var åbnet. Her fik vi et indblik i uddannelsesforholdet og statens forhold til Islam, idet at Montenegro overvejende er ortodokst. Vi besøgte også den gamle hovedstad i bjergene, der vidnede om den korte middelalderlige og postosmanniske selvstændighed. Byen havde de smukkeste huse, og de store europæiske magter havde i starten af sidste århundrede placeret små hyggelige ambassader i byen. Vores rejse tog os også langs kysten, hvor vi så den smukke klosterø

Dubrovnik, Kroatien

St. Stefan, som for nylig var blevet købt af en russer. Safet kommenterede irriteret, at det var den russiske mafia der nu ejede den, og de for øvrigt havde lukket øen af for omverden, hvorimod at de gamle socialister i det mindste havde holdt den åben for alle.

Vi forlod Ulcinj efter tre dage, og rejste nordpå langs kysten til Kroatien, hvor vi på vejen besøgte en anden smuk osmannisk havneby Budva. I Kroatien stoppede vi i den venetianskbyggede by Dubrovnik, som lignede en lille model af Venedig og som var propfyldt af turister, på trods af at vi var uden for sæsonen. I byen besøgte vi den lokale moske og deres imam, som var en meget diplomatisk mand, der næsten undveg på ethvert spørgsmål. I byen viste Safet os stedet, hvor de serbiske kanonstillinger havde stået og beskudt byen, for at tvinge kroaterne ud af området under borgerkrigen.

Fra kysten fortsatte vi ind igennem landet til Herzegovina og dens hovedby Mostar. Denne by ligger smukt i et bjergpas ved en azurblå flod, hvor de gamle middelalderlige, men nyrenoverede, huse rejser sig på hver side af floden og forbindes af bro. Denne bro bryder de fysiske love, som konstruktion, og var et eksempel på den Osmanniske arkitekturs højde i det 16 århundrede. Broen blev dog sprængt væk af de kroatiske nationalister under krigen, da alliancen mellem bosniakkerne og kroaterne brød sammen. Byen bærer stadig spor af denne konflikt, og den lokale mufti vi snakkede med, var nervøs for at konflikten igen ville bryde ud. Kroaterne er så ekstreme på denne egn at ikke engang staten Kroatien holder med dem.

På bjerget, hvor kanonstillingen havde stået, stod et stort lysende kors, som hån imod de ofre for granaterne, der var skudt fra selv samme sted. Vi ankom ved aftenstid, og man kunne straks se et slankt tårn, der rejste sig fra byen. Helt naturligt troede vi det var en minaret, da området overvejende var muslimsk, men i dagslyset sås det, at det var et absurd højt 37 ARKEN ES2011

Turen går til Balkan

Blagaj Tekke, Mostar

kirketårn fra den katolske domkirke, der med nød og næppe rejste sig højere end den gamle centrale moske’s minaret.

Tårnet var kun bygget med det ene formål at være højere. En af de særeste ting ved Balkan var, at man tydeligt kunne se de religiøse konflikter, ved at hver en flække, hver en strækning eller bjerg, enten havde kirketårn, kors eller minareter. Det var som at disse tårne kæmpede en synlig kamp om hver en meter jord.

I området besøgte vi et serbisk ortodokst kloster, som havde været brændt ned en 15-20 gange gennem historiens gang – åbenbart havde enhver krigsherre, der kom gennem egnen, sat ild til klostret, som munkene igen og igen måtte genopbygge. I nærheden lå også en anden berømt tekke kaldt Blagaj, som lå ved en klippevæg, hvor en flod flød ud. Dette var et skønt og meget smukt sted.

I området lå også en gammel hedensk gravplads, hvor de lokale hedninge, som var en sær udgave af kristendommen, havde begravet deres afdøde helt frem til den osmanniske invasion. Under osmannisk herredømme havde de fleste konverteret til Islam for at undslippe den katolske og ortodokse forfølgelse, og eftersigende skulle deres efterkommere være de nuværende muslimske bosniakker. Problemet med en sådan historie på Balkan er, at man aldrig rigtig tør tro den, da enhver etnisk gruppe i området søger enhver flig af historisk legitimation, som de kan slå andre grupper oven i hovedet med. Uden for byen lå også en lund, hvor Jomfru Maria for nyligt skulle havde vist sig, hvilket havde resulteret i at store mængder katolikker strømmede til området. Mostar- området var på en gang skræmmende, da alle Balkans religioner havde plads her, og enhver af dem havde myrdet hinanden i området, men også smukt, da de frodige marker, bjergene, floderne og mange kulturskatte gjorde området til noget helt specielt. På en gang tragisk og smukt.

Fra Mostar fortsatte vi op igennem Hercegovina og ind i Bosnien, hvorefter vi til sidst kom til Sarajevo. Denne by er måske en af Europas mest særprægede, og hotellet kaldte lidt kækt byen for Europas Jerusalem. Dette passede fint både positivt og negativt set – på en gang var stedet samlingssted for ortodokse, katolikker, muslimer og jøder med en masse 38 ARKEN FS2011

Mostar, Herzegovina

Synagogen i Sarajevo

smukke moskéer, kirker og synagoger, men samtidig var situationen stadig spændt imellem dem. Byen havde et særpræg af den osmanniske stil, men en hel del typiske østrig-ungarnske bygninger prægede også byen, hvilket på alle måder gjorde den smukkere. Byen var dog primært muslimsk, og den kaffe man fik vidnede om det, da det var disse karakteristiske små metalkander de fleste kender fra Tyrkiet eller mellemøsten.

Byen havde dog fastholdt gamle kendemærker, så som at hovedgaden stadig hedder Tito og at byen også var stedet, hvor at 1.Verdenskrig blev udløst ved, at ærkehertugen Franz-Ferdinand blev skudt, en hændelse der er bevidnet med et meget sølle lille messingskilt gemt på en husmur. Det var helt specielt at vågne om morgenen i en by så europæisk, men samtidigt vækkes man af det karakteristiske kald fra mineraterne. På en gang er man så meget i mellemøsten, at der er en basar og man kan få typiske søde mellemøstlige kager med deres kaffe, men alligevel så meget Europa, at tjeneren taler tysk og engelsk og helst vil have euro.

Suq’en i Sarajevo

I byen afholdt vi, med det lokale islamiske teologiske fakultet, en konference om Islamisk teologi, som på alle måder kunne måle sig med typiske systematisk teologiske diskussioner.

Eks blev der debatteret om: ”Islams (religionens) essens er bevægelse eller bevægelsen er essensen i Islam” eller om at ”en essentialistisk definition af Islam er islamisk viden, hvis den er fra en muslim, men orientalisme, hvis den er fra en europæer”. På en gang dybt forvirrende når social konstruktivisme og Kirkegaard pludselig blandes ind i debat om den klassiske spekulative Mu´tazali tænkning, men samtidig et sus, når sammenhænge og enheder går op for en. Her endte vores rejse også og efter en lokal form for kebab gik turen hjem, besværliggjort af at jeg havde taget en flaske slivovic, brandy eller raci med hjem fra hvert land, så overvægten var til at føle på. I taxien fra Københavns lufthavn hjem, som Safet og jeg delte, sad vi så og snakkede, da taxichaufføren pludselig vender sig om og blandede sig. Han var selv flygtning fra Balkan og havde været udsendt, som dansk soldat i Kosovo, så på en sær måde var han den helt rigtige samtalepartner som afslutning på turen, da han som menneske var et eksempel på den yderste del af Europas bevidsthed, der pludselig sad og kørte taxi her i Danmark. Krig, flygtninge og religiøse-etniske konflikter, hvis menneskelige ansigt alligevel ikke var særlig langt væk.

39 ARKEN ES2011

gennemgåes i første kapitel: en samfundsvidenskabelig vinkel om kirkers indvirken på transformationssamfunds processer i retning af mere og mindre velfungerende demokratier, som det især har kunnet betragtes i det tidligere DDR og det apartheid-prægede Sydafrika.

TRO OG MAGT I DET HELLIGE LAND Palæstinensisk teologi og kirke i et transformationssamfund efter 1967 - af Peter Lodberg anmeldt af Adrian Hove-Kreutzfeldt ISBN-10: 8770036624

ANMELDER 40 ARKEN ES2010

Disputatsens mål er at tegne kristne palæstinenseres bidrag til de demokratiske transformationsprocesser i Det hellige Land, samt kortlægge dem missionsteologisk og økumenisk. Omfangsrig og grundig er den, men ingenlunde uoverkommelig, for den nødvendige baggrundsviden for at danne sig begreb om de mange behandlede palæstinensiske teologier (befrielses-, kontekstuel-, pastoral-, politisk-, religions- og ikke mindst økumenisk) gives løbende. Jeg vil dog anbefale DR’s podcast-serie ’En Konflikt Fødes’ som supplement.

Andet kapitel gennemgår Al-Liqa Centret og det økumeniske dokument Theology and the Local Church in the Holy Land: Palestinian Contextualized Theology, der især tager forholdet mellem lokal og global teologi under lup. GT’s relevans for kristentro, som allerede afvigeren Markion stillede i ’kirkens’ spæde begyndelse, er et gennemgående tema, for hvordan forholder man sig til tekster, der lover jøderne land og filistrene/palæstinenserne død og ødelæggelse?

Tredje kapitel beretter om den anglikanske Stifan Naim Ateek og Sabeel Ecu-menical Liberation Center, hvis oprindeligt latinamerikansk inspirerede befrielsesteologi kræver retfærd efter fordrivelsen fra de fædrene jorder. Med tiden har han nærmet sig centerets sydafrikanske protektor, Desmond Tutu – hvis fokus er tilgivelse og Guds partitagen for den svage – men Ateek tager stedse opgør med dén kristne zionisme, der gør spørgsmålet om landet til et religiøst anliggende.

Fjerde kapitel er viet til lutheraneren Mitri Raheb og dennes biskop Munib, der oplever og beskriver livet som opdelt menighed, da de bor på hver deres side af Muren/Sikkerhedshegnet. Inspirationen for korsteologien og tankerne Har man spurgt sig selv hvorvidt den om det myndige menneske kommer fra hellige Grav er vel forvaret, og ønsker Bonhoeffer, men de sekulare idéer som man et mere betryggende og simpelt Raheb lufter møder i den grad modstand svar end det reelle: at Gravkirkens nøgler fra sagernes tilstand, altså at muslimerne er på muslimske hænder, at jøder med såvel som jøderne radikaliseres. Til trods en gevaldig militær styrke er vogtere for modgang, viser PL at Rahebs initiaover landet, og at de palæstinensisk tiver er en vigtig del af lokalsamfundet, kirkelige samfund ikke har haft enighed en positiv hjælp til at danne en fælles siden Nicænum…så til-rådes anden palæstinensisk kerne. læsning end Peter Lodbergs (PL) doktorafhandling. De palæstinensiske kristnes I femte kapitel (Palæstinensisk kirkelevilkår er at være en lille og fragmenteret derteologi med national-kirkeligt sigte) gruppe, en minoritet i minoriteten. er kirkeledernes stillingtagen, Vatikanets Ikke desto mindre har deres teologiske forsøg på at forhandle med både Israel foregangsmænd, især efter den første og det Palæstinensiske Selvstyre, samt Intifada (1987), samlet sig om principper, forholdet kirkergfstater i fokus. PL som vi i vor danske andedam tager for gransker uddrag af de 60 pastorale dogivet: individets frihed, lighed for loven kumenter, som lederne af de historiske og et fungerende civilsamfund.

Jerusalem-kirker har bragt siden 1988. De Det teoretiske grundlag for afhandlingen maner til besindighed, retfærdighed og

kalder på moralsk og økonomisk støtte til palæstinensere fra verdenssamfundet, og de anser palæstinensere som et folk, der bør have den ene af de to stater, som må kunne leve i fordragelighed. Men. Gode intentioner er én ting, noget andet er resultater; PL’s dom lyder, at ”netop på dette felt har kirkerne fejlet totalt,” (s.260) hvilket ikke er opløftende, men der er håb i selve det, at kirkerne samarbejder.

PL afslutter med ’Konklusion og perspektiv’ og gentager, at kirkerne trods deres størrelse ikke er stiltiende, men rettere søger at være en del af den ønskede ændring af samfundet, og dermed har de haft og forsætter med at have indvirkning på transformationssamfundet. ”Spørgsmålet om, hvordan man teologisk skal forstå forholdet mellem talen om Guds magt og indretningen af det historiske samfund” (s.251) rejses desuden og besvares med en kontekstuel korsteologi hvor Guds lidelse og afmagt i verden tages ”som udgangspunkt for at tænke, tro og handle i forhold til det politiske.” (s.255) En nærværende Gud danner basis for den økumeniske vision for bredt fællesskab, midt i udfordringen fra ’nationalistisk’ Islam og Jødedom – PL tegner fremtiden som en gang mellem tornede roser, men med et modikum af håb.

Bogen om Melanchton er en af Martin Schwarz udgivelser, som afdækker reformations hovedpersoner. Schwarz er kendt og meget anerkendt som kirkehistoriker og en fantastisk historiefortæller, hvilket skinner meget igennem i denne bog. Hans viden på området er fuldstændig uovertruffen, og kommer nogle gange til udtryk i at et væld af citater, som altid er oversat yderst kompetent af ham selv, myldre frem på siderne og supplerer hans egen iagttagelser.

Man ved man er kyndigt selskab, når man sætter sig med en af hans mange bøger – og denne er ingen undtagelse, men bekræfter derimod blot det faktum.

Bogen beskriver den geniale unge humanist Phillip Melanchthon, der som 21 årig bliver professor i græsk ved Wittenberg universitet kort efter Luthers tesers offentliggørelse i 1517, og han tilslutter sig den lutherske reformation. De fleste teologistuderende kender ham, som den mindre kønne mand, hvis billeder hænger nede i teobaren, mens de ældre kender ham, idet de er blevet trukket igennem hans ekstrem kompliceret tiltrædelsestale ved Wittenberg universitet i deres latin undervisning på en af de gamle studieordninger. Melanchthon er dog en person ethvert teologistudie har svært ved at komme uden om. Hans indflydelse på universiteterne i den reformerte verden og opbygning af skolevæsnet har været afgørende. Derudover vil enhver støde på ham, da han er forfatteren til den Augsburske bekendelse, der er bekendelsesgrundlag i den Danske folkekirke. Mange af de tekster man stifter bekendtskab med på studiet i eks. dogmatik findes også anbefalet af netop Melanchthon, som grundtekster i et teologistudie.

Jeg selv havde et sparsomt kendskab til ham, foruden de ovennævnte tekster, og havde selv den meget udbredte fordom om ham, som en stille nervøs humanist ved siden af den livsglade og højtråbende Luther.

PHILIPP MELANCHTHON - Humanist og luthersk reformator i Tyskland og Danmark - af Martin Scwartz Lausten anmeldt af Emil B. Saggau ISBN-10: 8774575678

Bogen er bygget op således at læseren får en grundig introduktion til Melanchthons tidsperiode, som der bliver bygget oven på og refereret til løbende igennem de andre kapitler. De efterfølgende kapitler starter med udgangspunkt i personen Melanchton og hans forhold til eks. universitetet, Luther, verdsligheden etc. Hermed beskrives både den gældende situation for dette forhold, eks

universiteternes opbygning i hans tid, og hans holdning til disse forhold og udviklingen inden for dette område.

Læseren får dermed ikke blot indsigt i Melanchthons holdning til dette og hint, men samtidigt en let introduktion til teologien, universiteterne, Luther, Wittenberg og de tyske fyrstendømmer i tiden omkring reformationen. Den anden store del omhandler Melanchthons og hans forhold til Danmark igennem hans personlige breve til ledende mænd, forord til bøger og hans arbejde med danske studerende i Wittenberg.

Schwarz bog er dermed en fantastisk indføring i Melanchthons person, væsen og hans verden, hvor jeg selv måtte tage mig i, at ikke sygne hen i fascination af det billede Schwarz fremmaner. Sproget er let og ligetil, imens at opbygningen uden fodnoter og oversættelsen af alle citater gør, at bogen er lige til at læse, uden at stoppe op i læsningen. Bogen er en god introduktion til de emner, der fylder meget omkring reformationen, samt de udgivelser der bliver skelsættende. Læseren får genopfrisket reformationens begivenheder og hele det persongalleri, både i Tyskland og Danmark, der præger tiden. Formen gør at det hele bliver fortalt som en lang fascinerende historie, hvor Melanchthon er hovedpersonen. Denne meget personlige stil kommer nogle gange lidt sjovt til udtryk, hvor forfatteren Schwarz træder mere frem i nogle kommentarer. Det er heller ikke overraskende at, der falder, af og til lidt umotiveret, bemærkninger og referencer til jødespørgsmålet og tyrkertruslen, hvis tematik Schwarz selv har behandlet for nyligt i nogle andre udmærkede udgivelser. Det er dog ofte noget, der mere får en til at smile af glæde over Schwarz entusiasme, end det generer en.

Jeg har kun en ting at udsætte på bogen og det er dens Danmarks kapitler. De er præget af, at man kan mærke, at forfatteren virkelig kender dette stof og prøver at få alt med – helt ned til mindste person og udgivelse. Det resulterer i at nogle af passagerne mere minder om opremsninger af personer og breve, end den lette gode stil, som ellers opnås i resten af bogen.

Alt i alt er bogen læseværdig og rosværdig, både for dens gode behandling af Melanchthon og dens lette introduktion til reformationen. Mit eget lidt karikerede billede af Melanchthon blev dog både delvist bekræftet, men også meget 41 ARKEN ES2011

Arken anmelder nuanceret. Denne bog er helt klart endnu en af Schwarz gode formidlinger af reformationen og endnu en af dens centrale personer. Jeg glæder mig til at læse hans skildring af Johann Bugenhagen, som er den sidste af Wittenberg trekløveret med Luther og Melanchthon.

hvori der stadig står, hvad vi teologer aldrig må glemme, at kirken er menighedens, og hverken statens eller præstens. En kirke skilt fra staten vil være nødt til at være sig dette bevidst, og her vil det vise sig, hvor meget fagteologerne tror på evangeliets kraft til at stå på egne ben.

Martin Schwarz Lausten har desuden skarpt blik for de evangeliske foregangsmænds personlige fromhed, både her og i sine andre bøger. Trods de hårde reformatoriske slagord veg de aldrig fra fromhed som en central del af det kristelige liv. En vigtig pointe, der tydeliggør at det reformatoriske kun er i modsætning til falsk fromhed.

Martin Schwarz Laustens giver et uhyre detaljeret billede af reformationens praktiske gris, og leverer, i en letflydende, men aldrig forsimplende stil, et fint indblik i udformningen af det lutherske på dansk grund..

JOHANN BUGENHAGEN - Luthersk reformator i Tyskland og Danmark - af Martin Scwartz Lausten anmeldt af Anders Henriksen, stud.theol ISBN-10: 8774575678 Denne bog, Johann Bugenhagen – Luthersk reformator i Tyskland og Danmark er den tidligere professor i kirkehistories tredje biografi om de evangeliske helgener fra reformationen, sidste år kom Melanchthon - Humanist og reformator, og 2005 udkom Martin Luther – Munk, oprører, reformator. Alle gode gange tre.

Bogen er delt op i tre afsnit; det første om Bugenhagens virke som professor, prædikant i Wittenberg og organisator for de nye lutherske kirker, samt hans tætte samarbejde med Luther og Melanchthon. Andet afsnit omhandler Bugenhagens forhold til Danmark, og ikke mindst Christian d. 3, og sidste afsnit er om Bugenhagens personlige liv.

Opstillingen er fin, og giver forståelse for fødselen af den (stats/folke)kirke, som sandsynligvis vil blive lagt i graven om føje år.

Bugenhagen udformede mange af de elementer, som stadig er virkende i Folkekirken, nemlig Kirkeordinansen, 42 ARKEN ES2011

DEN ÅNDLØSE DANSKER - af Sørine Gotfredsen anmeldt af Betina Vejegaard ISBN-10: 8774670751 Journalist og sognepræst Sørine Gotfredsen har skrevet en debatbog, der ifølge bogens egen bagside er ”en hårdtslående debatbog” og Gotfredsen kaldes en af ”Danmarks stærkeste kvindelige debattør”.

En sag har altid to sider. Det har en bog også. Forsiden på denne bog prydes af et

par boksehandsker og en forfatter, der ser lidet munter.

Og det kan man godt forstå. For når man har læst Gotfredsens bog, da ser man omtrent selv ligeså trist ud. Ikke fordi bogen er dårlig, men fordi indholdet er så nedslående, uanset på hvilken side af hegnet man så står på. For hvis det virkelig står så grelt til med danskerne som Gotfredsen påstår, ja, så har vi alle ganske god grund til at hænge med næbbet. Hvis hendes tolkning af danskernes manglende ånd derimod er ganske forkert, ender man ligeså trist til mode, da bogen i så fald, blot er en lang sur klumme fra A til Z. Bogen er delt op i otte kapitler, der alle synes at have samme indholdsmæssige struktur. Kapitlerne er emne inddelt, Gotfredsen citerer næsten skamrosende historiens åndskæmper og hugger løs på nulevende navngivne danskere og stiller en række semihypotetiske spørgsmål, som hun i langt de fleste tilfælde selv svarer på. Emnerne er de samme som dagspressen og ugebladende også interessere sig for; fjernsyn, journalistik, sport, børnefamilier, kvinder, kirke og politik. Intet nyt, og intet som jeg hverken kan hidse mig op over eller overraskes over. Sangen har man hørt før, om ikke andet så fra Gotfredsen selv.

Derfor ved jeg ikke ligefrem, om jeg vil kalde bogen hårdtslående. For nytænkning er det ikke. Men Gotfredsen leverer et ganske udmærket oplæg til debat. Er danskeren ved at være åndløs? Det er da et vigtigt spørgsmål at stille. Men, kunne man så indskyde, har danskerne nogensinde haft ånd? Og i så fald hvornår?

Og hvad er egentlig ånd? Mange løse spørgsmål blæser ubesvaret i vinden.

Og det betegner ganske godt bogens største problem. Den mangler målestok og definition. Hvis man påstår, at danskerne er ved at miste ånden, må den i sagens natur have været der en gang. Og når man bruger en hel bog på at beskrive noget, der er ved at blive væk, så savner jeg helt grundlæggende en udredelse af, hvad der så er, der er ved at forsvinde?

Hvad er Gotfredsens åndsbegreb? Det kunne have været spændende at læse.

En redegørelse for åndsbegrebet og en redegørelse for hvorfor danskeren stævner mod det åndsløse. Men desværre kommer definitionen på ånd aldrig rigtige. Det med ånd bliver hele tiden noget lidt svævende og luftigt, for nu at bruge de udtryk. Aldrig får vi rigtig at vide, hvad ånd er. Mellem linjerne kan

man godt fornemme, at det må være noget med danskers manglende interesse for det kulturelle og mangel på filosofisk eller etisk refleksion. Eller, lad os nu bare sige det lige ud, gudløsheden, ateismen.

Det bliver ikke sagt direkte i bogen, og fortolkningen her er derfor min. Men jeg tror, at det er dér begrebet åndløs har sin rod i Gotfredsens optik. Hvor kunne det dog have været befriende, hvis hun have turde skrive det. Turde skrive direkte, at hun mener at danskernes manglende tro er danskernes deroute.

Så kunne hun med rette have fået prædikatet, som står på bagsiden af bogens omslag. Men det tør hun desværre ikke.

I stedet bliver vi ved dette mystiske begreb åndløs, som Gotfredsen ikke en gang selv giver bare en personlig definition på.

Bogen er ganske underholdende, også selv om jeg egentlig ikke tror, at det er med vilje. Men det er den. Hvert kapitel kan læses selvstændigt, og minder om en lidt for lang klumme i en af weekendens aviser. Sådan en man kan sidde og læse genkendende henover rundstykkerne ved morgenbordet og sige ting som ”ja, det er nu også for galt - men på den anden side, så er det der x-factor jo alligevel også meget sjovt”.

For Gotfredsen siger i bogen mange rigtige ting. Hun peger på noget, der nemt kan gå hen og blive (eller, vil nogle mene, måske allerede er et problem), nemlig at den etiske grænse for, hvad vi som mennesker kan tillade os overfor hinanden, uanset om det så er i børnefamilien eller i tv-programmer, bliver rykket, rykket så langt, så det bliver nedVIL DU DØBES PÅ DENNE TRO? brydende. Men på den anden side, så får Men ét kapitel skiller sig alligevel ud, - Om folk & folkekirke i samtale man også bare sådan lyst til at tilbyde og det er kapitlet om Angsten for det Gotfredsen en kop kaffe og et stykke svage menneske. Her overrasker Got- af Jens Røøn Sørensen kage, sige ”sæt dig nu for pokker bare fredsen mig, - kapitlet her er ganske ned sammen med os andre, hyg dig, slå anbefales værdigt. For en gangs skyld anmeldt af Anita Bjertrup Farup Møller hjernen fra i bare 5 minutter, og slap af”. træder Gotfredsen nemlig ud af rollen For vi er mange, der også godt kan lide at som samfundets og folkets martyriske ISBN-10: 8774951912 læse Søren Kierkegaard og se DR2, men revser og ind i rollen, som den begavede nogen gange vil vi også bare have lov til og tænkende person, som hun er. Nu Dåben i Faderens og Sønnens og at slappe af med et ugeblad! kan man naturligvis klandre mig, der Helligåndens navn er den væsentligbekender sig som troende, for at det ste handling i den kristne kirke. Dåben Jeg vil klart anbefale bogen til en hver, bare er på grund af at ateisterne i dette der interessere sig bare lidt for samtiden. markerer en indtræden i to relationer. kapitel får hug, at jeg kan lide det. Og dét Den er som sagt et glimrende oplæg Den ene er individuel, nemlig fællesskastår så absolut en hver frit for at tænke. bet med Gud. Den anden er kollektiv, til debat og Sørine Gotfredsen kaster Men for min egen regning må jeg sige, at mange spændende spørgsmål op i lufet gensidigt forpligtende fællesskab jeg finder dette kapitel interessant, fordi ten. Men hvis man hverken er kold elle med mennesker. Man siger, at dåben er Gotfredsen her foretager nogle reflekbåde en gave og en opgave, idet man er varm, så er man lunken. Og lidt lunken, sioner, der er meget vigtige at foretage i det er bogen. Den hårdtslående debat, forpligtet til at elske sin næste som sig vores tid, hvor jagten på lykke, storhed, selv i taknemlighed for, uden fortjeneste, som bogens bagside lovede mig, får jeg selvrealisering og succes dyrkes som at have modtaget Guds kærlighed. ikke og det skuffer mig, da jeg faktisk aldrig før. Vi lever i en tid hvor folk falder troede, at hvis der var nogen, der kunne Forud for dåben finder en dåbsforberesom fluer med diagnosen stress, og en levere varen indenfor dette emne, så var dende samtale sted mellem den familie, tid hvor frygten for at give op eller blive det netop Sørine Gotfredsen. Men måske der skal holde dåben og den præst, stemplet som taber er tabu. hun blot varmer op til en anden del. Det der skal forrette den. ”Vil du døbes på Jeg har haft fornøjelsen af at høre denne tro?” er tænkt som en håndbog til må tiden vise. Og imens jeg venter på Gotfredsen på en prædikestol et par præster, der kan vise vejen til en frugtden næste debatbog fra Gotfredsens gange, og de gange det er sket, bliver bar dåbssamtale. Bogen giver et bud på, hånd, vil jeg sætte mig og se X-factor. jeg altid overrasket over, hvor dygtig hvordan den dåbsforberedende samtale prædikant hun er. Dygtig, når hun tager kan organiseres og gennemføres. Derudfat på de store spørgsmål i livet, sorg, over indeholder ”Vil du døbes på denne angst, kærlighed og tro. Dér rykker hun, tro?” et antal dåbstaler, som udbygger i modsætning til hendes bog, klummer bogens pointe og giver inspiration til eller opråb i dagspressen. For der bliver et billedsprog, der kan række hen over det, desværre, aldrig til andet end nogle afstanden imellem teologisk og folkelig sure opstød og noget der minder om forståelse af dåben. en slags ”alt var bare bedre i de gode gamle dage”. Ærgerligt er det, for på en ”Vil du døbes på denne tro?” henvender prædikestol viser Gotfredsen, at hun kan sig hovedsageligt til præster, men alle så meget mere, end blot at være hende med interesse for Den Danske Folkekirden sure fra medierne. ken og dens virke, kan med glæde læse bogen. Man skal dog være opmærksom 43 ARKEN ES2011

på, at bogens analyse af dåbssamtalen, i længden kan blive lettere kedsommelig, da man som menig person ikke altid kan sætte sig ind i de situationer bogen analysere. ”Vil du døbes på denne tro?”, mest spændende del, er bogens sidste del: ”Det opfølgende arbejde”.

Dette afsnit kommer med en almen og informativ beskrivelse af kirkens ramme.

Her finder man beskrivelser af ting som: sognet, kirkebygningen, menighedssammensætning o.s.v. Denne del af bogen henvender sig til et bredere publikum.

Her behøver man hverken være præst eller have et særligt indblik i præstens arbejde og arbejdsmetode for at få noget ud af læsning. Har man en interesse i Den Danske Folkekirkes sammensætning, er dette klart spændende læsning – desværre fylder afsnittet kun 17 ud af bogens 129 sider. ”Vil du døbes på denne tro?” er med sine 129 sider en letlæselig bog, som man hurtigt får læst sig igennem. Udbyttet af læsning har, på nuværende tidspunkt ikke været særlig stort, men det er højsandsynlig en god bog at have stående, hvis man senere i livet ender som præst og pludselig finder sig selv siddende inden en dåbssamtale og tænke: ”Fuck, hvad gør jeg nu!”. Så kan man fluks hive ”Vil du døbes på denne tro?” ned fra boghylden og slavisk følge dens guide af dåbsforløbet.

TRO – GOLDEN DAYS - En antologi om tro og kultur Red. Simon Hastrup anmeldt af Annette Kruhøffer 44 ARKEN ES2011

Vi har alle sammen noget at sige om tro – her er ti gode bud fra kunst og videnskab Holdet bag Golden Days besluttede allerede under planlægningen, at den bog, der skulle udkomme i forbindelse med festivalen om Tro, skulle være billigere end de hidtidige år. Det skulle være mere overkommeligt at købe bogen, blandt andet af hensyn til de studerende, fortalte Ulla Tofte, der er direktør for Golden Days.

Det er blevet til 64 sider med indspark om tro fra både videnskaben og kunsten – men mærkeligt nok ikke fra teologien, der beskæftiger sig professionelt med tro. Forhåbentlig er det et udtryk for, at bidragyderne har stået på nakken af hinanden for at få lov at være med – og ikke et udtryk for, at teologernes tanker om tro er uvedkommende og forstyrrende. Teologerne (og ikke mindst dem med præstelige ambitioner) kan dog sagtens lade sig inspirere, for der er afsæt til mange gode tanker om tro og tilværelse.

Anders And og ekstasen Mikael Rothstein får lov at levere antologiens første bidrag, der har fået titlen Anders And og Vorherre. Energisk forfægter han sin ret til at være fri for selvgode mennesker, der vil sprede deres glade budskaber om Vorherre og andre menneskelige konstruktioner, der blot er lige så virkelige som Anders And. Er religiøse forestillinger skadelige, spørger han ligeså sammenbidt som Nietzsche angriber medlidenheden. Heldigvis når Rothstein frem til, at mennesker selv må påtage sig ansvaret for egen forvaltning af religionen.

Lilian Munk Rösing har i sit bidrag fokuseret på ekstasen i kirkens mange billeder. Berninis marmorfigur af den hellige Terese er formodentlig velkendt af de fleste, der har besøgt Rom med en guidebog i hånden. Med den svenske filmforsker Anja Hirdmans teori om, at manden (og for eksempel også billedhuggeren Bernini) som en ensom fallos arbejder på at få kvindens nydende ansigt fremkaldt, får værket pludselig nye betydningslag i den kulturelle kontekst.

Heldigvis kammer trangen til at de seksuelle motiver også over en gang imellem – det er jo rart at få lov til at sige en forfatter lidt imod, også selvom det sker

i ensom majestæt hjemme i lænestolen.

Men konkurrence på størrelse, som når Peterskirken udmåler de andre kirkers længde ned ad gulvet i skibet, er ikke nødvendigvis ’infantil’ og ’fallisk’. Den sport kan kvinder også være med i.

Væk fra kristendommen?

Professor Ole Fogh Kirkebys bidrag handler om troen, lykken og det usynlige selv. Hans observation af, at vi i dag sætter den individuelle lykke som vores personlige livsmål, bliver tolket som et tegn på, at vi bevæger os ud af det kristne univers. Kirkeby er ansat på Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS, og han påpeger, at vores mangel på billeder af selvet trækker tæppet væk under os. Vi kan aldrig blive lykkelige ved at forlade os på vores egen selvopfattelse, for vi angler efter en autoritet, der kan blåstemple os, og denne autoritet har vi netop forkastet. Men hvor finder vi så en dommer?

Tro er en del af os mennesker og vores måde at være mennesker på, mener flere af bidragyderne til denne antologi, men troen selv er fraværende. Måske kan man heller ikke indfange og definere den – når man er mest sikker på sin tro, er man måske netop på vej væk fra den.

Og måske kan vi derfor kun få adgang til troen ved at følge de spor, den sætter sig i kunsten, videnskaben og samfundslivet.

Antologien om tro og kultur fra Golden Days koster 69 kroner. Det er i underkanten af, hvad to pakker cigaretter eller et nummer af Euroman koster. Der er læsestof til en togtur til Ålborg eller til tre-fire gange med S-tog til Hillerød. Har du pengene, så er de godt givet ud på denne lille provokerende appetitvækker til tanker om tro.

Arken anmelder musik af Jonas Ankjær Frederiksen

Becoming The Archetype Celestial Completion

Eksperimenterende progressiv dødsmetal fra USA Da jeg startede med at lytte til kristent metal, troede jeg, at det kun fandtes inden for et meget begrænset antal metalgenre, fordi The Holy Alliance (Underoath, Demon Hunter, As I Lay Dying og Norma Jean), der gjorde kristent metal mainstream, og dermed blev de mest eksponerede bands, kun repræsenterer tre metalgenre (metalcore, alternativ metal og mathcore), men jo mere jeg hørte, jo mere begyndte det at gå op for mig, at kristent metal fandtes inden for næsten alle metalgenre såsom thrash (Believer), dødsmetal (Crimson Thorn), der er blevet kaldt et af de mest ekstreme kristne metalbands i verden, powermetal (Theocracy) og progressiv metal (Balance Of Power). Fælles for dem alle er, at de anser sig for kristne, men udtrykker deres tro på forskellig vis, alt efter hvilken metalgenre, de spiller.

Becoming The Archetype debuterede i 2003 med The Remnant som metalcorebandet The Remnant, men forholdsvist kort tid efter ændrede de navn til Becoming The Archetype og genre til progressiv dødsmetal, og det er vi mange, der er glade for den dag i dag. Vokalen er dødsmetalens karakteristiske dybe growl, så det er der ikke noget eksperimenterende ved, men det er der til gengæld ved musikken, og det er den, der altid har gjort Becoming The Archetype til et unikt band. Celestial Completion er uden tvivl Becoming The Archetypes mest eksperimenterende album, og alene det faktum gør det værd at tjekke ud, for når Becoming The Archetype eksperimenterer, er det ikke bare noget med nogle vokalændringer eller keyboardsoloer hist og her, nej, de går virkelig planken ud på dette album, og stor respekt for det.

Udover de normale instrumenter som guitar, keyboard, trommer og bas bliver der på Celestial Completion nemlig også brugt basun, sitar, violin og elektronisk isenkram i diverse afskygninger, noget

der i den grad er med til at variere musikken og fastholde lytterens interesse hele albummet igennem, og det er albummets store styrke, synes jeg, og samtidig grunden til, at man skal smide alt hvad man har i hænderne af hebraisktekster og evangeliekommentarer og skynde sig ned og købe det.

Believer - Transhuman

Kristne thrashmetalpionerer klar med 5. album Det kristne metalband Believer blev dannet i 1986, og som så mange andre metalbands på det tidspunkt som f.eks.

Metallica, Megadeath, Slayer og Anthrax (Big Four) spillede de også thrash, der kombinerer heavy metal med punkrockens hurtighed og hardcorens aggresThe Chariot - Long Live sivitet. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Believer, da de udgav deres fjerde album Gabriel i 2009 efter en Kristent mathcoreflagskib klar med 4. albumpause på 16 år, og nu er de så klar album med deres femte album efter en knap så lang pause (to år). Efter så mange år Sammen med Norma Jean er amerikaner det så som så med thrashen, men da ske The Chariot nok det mest kendte jeg ikke har hørt nogle af deres gamle kristne mathcoreband, der findes. De to albums, er det stort set umuligt for mig bands lyder uhyggeligt meget som hinat sammenligne Transhuman med dem, anden, og det er der da også en særdeles men nogle thrashelementer er der da god forklaring på: Forsangeren i The at finde på Transhuman, om end de er Chariot, Josh Scogin, er nemlig tidligere trængt endnu mere i baggrunden, end forsanger i Norma Jean, som han forlod de i forvejen var på Gabriel. 16 år er lang i 2004, to år efter debuten Bless The tid, og jeg tror, det har været vigtigt for Martyr And Kiss The Child fra 2002. Siden Believer at vise deres fans, at de i løbet af da har Josh Scogin altså været forsanger de 16 år, de har holdt pause, alligevel har i The Chariot, som han i øvrigt også selv udrettet noget, selvom de altså ikke har dannede kort tid efter bruddet med udgivet nye albums. Thrashen er droppet Norma Jean. Musikken er den samme til fordel for mere melodiske, moderne, rytmisk komplekse og dissonerende midttempo og tekniske elementer, metal og vokalen ligeledes den samme og skal man prøve at genrebestemme råbende og skrigende kendt fra hardcoTranshuman, må det vel være teknisk ren. Long Live er en enorm kraftudprogressiv metal med alternative og ladning: ti korte, men sindssygt kommelodiske elementer i specielt omkvæprimerede sange samlet på et album, der dende, der med det samme fik mig til varer lige omkring en halv time, hvilket at tænke på det italienske, progresikke er unormalt for The Chariot og sive, melodiske døds/ powermetalband resten af mathcorebandsene, de kristne Raintime. Transhuman lyder som intet, såvel som de hedenske, hvor Converge jeg før har hørt, men for søren, hvor og The Dillinger Escape Plan er nogle af lyder det godt. Produktionen er enormt de mest betydningsfulde. Jeg har det lækker og poleret, hvilket gør det muligt som sagt svært med genren, og Long endnu bedre at lægge mærke til alle deLive fortjener objektivt set da måske taljerne i musikken, som der som sagt er også mere end de tre kors, jeg vælger at en del af, og det er den store styrke ved tildele det, men kan man lide mathcore Transhuman, nemlig variationen, men i almindelighed og Norma Jean i særdeuden at det bliver for meget. Transhuleshed vil man simpelthen elske Long man er et enormt interessant album, og Live, for det lyder som det skal, nemlig jeg anbefaler på det kraftigste, at man, i som gedigen kristen mathcore. det mindste, i hvert fald tjekker det ud.

45 ARKEN ES2011

ENDELIG! - DANMARKS ENESTE BIBELKALENDER

Ideen er så enkel, at den burde være realiseret for længst!

En klassisk Mayland kalender for 2012 tilpasset kirkeligt interesserede.

Med et dagligt bibelvers, søndagens prædikentekst, det liturgiske hjul, og ikke mindst 12 inspirerende temabilleder med tekst af professor dr. theol. Kirsten Nielsen.

Til dig selv

eller som ga ve kun kr. 99,9 5

12. og

Store Torsdag

Festen for

13. apr

Store Fredag

Jomfru Maria

15. apr

Påskedag

8. jan

Herrens åbenbaring

24. maj

Kristi Himmelfart

22. feb

Askeonsdag

3. jun

Pinsedag

26. mar

Herrens bebudelse

10. jun

Allehelgen

1. apr

Palmesøndag

11.-28. jun

Apostelfasen

5. og

Skærtorsdag

29. jun

Apostlene Peter

6. apr

Langfredag

8. apr

Påskedag

1.-14. aug

Gudsmoderfasten

27. maj

Pinsedag

6. aug

Kristi Forklarelse

3. jun

Den Hellige

KATOLSKE 1. jan

Treenigheds Fest

og Paulus

på Tabor 15. aug

Gudsmoders Hensoven

23. jun

Vigiliemesse

24. jun

Johannes Døberens

1. sep

Kirkeåret begynder

fødsel

8. sep

Gudsmoders Fødsel

Kristi Legemes

14. sep

Korsophøjelsen

og Blods Fest

21. nov

Gudsmoders

10. jun

indføring i Templet

15. jun

Jesu Hjerte Fest

15. aug

Jomfru Marias

15. nov.-24. dec Julefasten

(19. aug)

optagelse i Himlen

25. dec

4. nov

Allehelgen

5. nov

Alle Sjæle

JØDISKE

25. nov

Jesus Kristus,

8. mar

Purim

universets konge

7.-14. apr

Påske Pesach

8. dec

Jomfru Marias

27.-28. maj

Ugefesten Shavout

Ubesmittede

29. jul

Templets ødelæg-

Undfangelse 25. dec

Juledag

Juledag – Jesu fødsel

gelse

Tisha B’Av 17.-18. sep

Jødisk nytår

26. sep

Forsoningsdagen

1. okt

Løvhyttefesten

9. dec

Fest for templets

Rosh Hashanah

ORTODOKSE 6. jan

Herrens Dåb

2. feb

Kristi Frembærelse i Templet

26. feb

Påskefasten begynder

25. mar

Maria Bebudelse

8. apr

Palmesøndag

Jom Kippur Sukkat indvielse Chanukkah

Se mere og bestil på www.Bibelkalenderen.dk eller på tlf. 33 93 7744 46 ARKEN ES2011

Dødsbo

FRA ET

Fra et Dødsbo

Dette er en bekendelse. Da jeg for nyligt bemærkede et usædvanligt højt aktivitetsniveau på trapperne ved min underbo, hvem jeg ellers har boet oven over i flere år uden at høre det mindste til, pirredes min nysgerrighed og jeg måtte ud i opgangen for at se hvad der foregik. Her fandt jeg nogle flyttemænd der i højt tempo var i gang med at tømme lejligheden, samt nogle der viste sig at være i familie med min underbo, hvordan fik jeg ikke fat på. De kunne fortælle mig at min underbo var død tidligere på måneden, og at de nu var i gang med at tømme dødsboet. Jeg besluttede mig for at give dem en hånd med arbejdet, mest for på den måde at få set hvad det var jeg havde boet over de sidste år. Det var ved dette arbejde at jeg under en stol i det ene hjørne af stuen fandt en kasse med nogle gamle dokumenter. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, måske var jeg fascineret af den sirlige skråskrift, en for mig fuldstændig uopnåelig kunstart, men da jeg netop var alene i stuen, greb jeg de øverste par papirer og stak dem ind under min trøje. Nu må man ikke tro at jeg ellers er typen der går rundt og kigger i folks personlige papirer, endsige typen der stjæler, og jeg fik da også allerede samme aften kolde fødder og besluttede mig for at finde frem til min underbos familie. Dette er efter en del besvær netop er lykkedes, og papirerne er nu sendt til dem.

Inden da kunne jeg dog ikke dy mig for at afskrive dokumenterne på min computer, og måske tildels som et forsøg på at retfærdiggøre denne handling har jeg nu valgt at sende indholdet til Arken, da det ikke kan udelukkes at nogle af bladets læsere vil vide hvad de skal stille op med det, jeg selv ved det ikke.

Forsvarstale for den Iliveværende Forelæst for Συμπαρανεχρώμενοι, 18. Juni, 1836

Det er mig atter engang blevet anfegtet, kjære Συμπαρανεχρώμενοι, og jeg siger atter derfor at det tilsyneladende synes en del Mennesker kløgtigt at paapege dette, at vi i vort broderlige Fællesskab prise Døden som den største Lykke, og dog ikke følge hvad, som det ligeledes er blevet mig forsøgt belært, skulde være den logiske Conseqvents heraf, at gjøre en Ende på Livet. Denne Anklage, som saaledes paastaaes at være indlysende forstandig, afspeiler imidlertid en fuldkommen logisk Inconseqvents, hvad Enhver maa indsee, der udsætter Paastanden for en grundig Gjennemtænkning. Selvmordet, mine kjære Dødsfæller, er en helt igjennem

Af Jakob Kofod

ussel Handling, thi hvad kunne vel bevæge den, om ikke en alt for stor Indlevelse i Livet? Hvor ynkeligt! Dersom altsaa Een skulde opfordre os til at gaae i Døden, ere vi paa Fornuftens Side når vi sige: det være dog at gjøre for meget Stads ud af Livet!

Det er altsaa med Selvmordere, som med hiin Fromme, der opgav sit Martyrium fordi det blev ham paatvunget at gjennemføre det gjanske nøgen. Saaledes maa da ogsaa enhver Ἀυτοφονίας have sine Tanker mere paa Livet end paa Døden, og skulde han afklæde sig sine Martyrklæder, ville neppe heller han fuldende sit tentamen suicidii. Men siig mig da: er Døden det egentlige Martyrium? Hvor Mange var ikke rede til at melde sig selv til Romernes Bødler? Hvor Mange stod ikke paa det nærmeste i Queue herfor, Døden nær af Længsel efter at blive henrettet som Martyrer? Nei, da var det ikke Døden der gjorde dem Martyrer, men det Liv de maatte leve inden, og da ere vi, mine Herrer, de sande Martyrer, thi vi døe ikke for Livet, vi leve for Døden!

See, skulde Een nu indvende, og dette er vel høiest antageligen, at dersom vi blot have noget at leve for, om saa dette være Døden, da er vel Livet gjanske fint, og vor Foragt for det altsaa meningsløs, haver han neppe forstaaet det foregaaende ret. Leve vi con amore? Sandeligen, vi leve cum amentia!

Derfor anholde vi ogsaa Diogenes som den af Grækerne der bør ansees for viisest, thi hvo andre have som han forstaaet at fange Philosoffernes vingede Forestillinger, plukke dem og sige: “see, her have I Eders Menneske?” Saá sige ogsaa vi, idet vi med ham forstaae, at kun i Galskabens Lys kan Livets Skygge ret betragtes, thi Livet er en Skygge, dertil følge vi Sokrates, men kun sin egen, og derfor gjorde han Feil i at hævde Skyggen maatte være af noget andet. Maa ikke ethvert Legeme skygge for sig selv? Saaledes ogsaa Livet! Da indsee vi at det kun er i Latteren at Livet begribes, men ikke hvilken som helst Latter, ikke Barnets Latter, ikke de Elskendes, men Daarens Latter, thi Barnet leer i Tiltro og Leg, de Elskende lee i Lykke, men vi, der lee Daarens Latter, vi lee ad Barnet, vi lee ad de Elskende, thi de lee af Livet, vi lee ad Livet. Vi lee fordi vi kun med Galskaben kan see Livet uden fra sig selv ved at lee ad det, vi lee fordi vi see at Døden er den høieste Lykke!

Derfor, mine Herrer, lad os istemme vort Φάγωμεν καὶ πίνωμεν, αὔριον γὰρ ἀποθνῄσκομεν, med Fortrøstning i vore Stemmer.

‘s BS Moses’ originale stentavler er fundet I hjertet af Sinai ørkenen skete der i det tidlige efterår intet mindre end en teologisk sensation. Gemt væk i hjørnet af en café, hvor stykkerne havde været brugt som potteplantebord og dele af væggene, har man fundet de originale stentavler, som Moses havde med sig ned fra bjerget, hvor han talte med Gud.

tyder på, at jøderne ikke havde turdet at medbringe de originale stentavler efter Moses’ vredesudbrud. De er så blevet efterladt ved foden af bjerget og fundet af bin Ballis forfædre mange år senere. Og da disse mennesker sandsynligvis har måttet bygge hus af, hvad der var, har de brugt stenene.”

“Det er den største arkæologiske bedrift i Egypten nogensinde.”, siger chefarkæolog på Cairos nationalmuseum, Al-Hassim ben Salid, som ikke lægger skjul på, at han har lyst til at hoppe op og ned på stedet og danse en lille pirouette af bar glæde over fundet. “Vi havde jo hele tiden vidst, at de var derude. Det var bare et spørgsmål om at lede længe nok.

Der var dog ingen af os, der faktisk havde forventet at finde dem.” Da reporteren bringer pyramiderne på banen som arkæologisk bedrift, afviser ben Salid det straks. “De blev jo ikke fundet. De har jo ligget derude hele tiden.”

Umiddelbart tyder alt på, at de ti bud, der er nævnt på disse stentavler afviger ret så meget fra dem, der er nævnt i henholdsvis 2. og 5. Mosebog. De mest gedigne afstikkere er eksempelvis bud nr. 8: “Du må ikke jage et upoleret bordben op i røven på din kammerat og dreje det rundt.” og nr. 3: “Du må ikke knalde din bedstemor foran familiens husdyr.”

Caféejeren Ben bin Balli er ejer af Skt. Catherine Café i byen Milba, som ligger for foden af det formodede Horebs bjerg.

Han er noget forundret over den skat, der tilsyneladende gemte sig i caféens baglokaler. “Det var jo bare nogle gamle stykker sten. De har været her lige så længe som caféen og den går langt tilbage i familien.”

Al-Hassim ben Salid har en tese over finurligheden: “Det

Professor Jürgen Ostsee fra Det Teologiske Fakultet i Berlin er mindst lige så begejstret som ben Salid. “Det er fantastisk”, udtaler eksegeten. “Nu har jeg endelig mulighed for at bevise, at de gamle jøder var nogle svinske røvhuller, der mest af alt brugte tiden på at knalde til højre og venstre.

Dette fund fortæller jo os med al tydelighed, at de ti bud i første omgang ikke var en lov givet af Gud, men en håndbog i do’s and don’ts i datidens SM-miljø. Jeg kan ikke vente med at komme igang med oversættelserne...”

Arkens udsendte reporter vælger her at stoppe interviewet her grundet det fjerne blik i professorens øjne.