ARKEN UDGAVE 150

150

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN NR. 2 2012 34. ÅRGANG. GRATIS

150

Redaktion Redaktrice Connie Terndrup connie@blackbook.dk

Indhold s. 3 Værdikamp Lederen

Grafiker Troels Bering troels.bering@gmail.com

s. 10 Helt ærligt Det bliver da ikke bedre.

Fotograf Thomas Sandager thomass@ndager.dk

s. 16 Fra København til Thyholm

Journalist Mathias Harding mathiasharding@gmail.com Journalist Annette Kruhøffer ak@ak-kommunikation.dk

s. 20 Altervin s. 22 Underviseren har Ordet

Dette nummers skribenter Niels Henrik Gregersen Anders Martin Lauritsen

s. 28 Bonkammerat med Jesus bliver jeg ikke

Kristian Mejrup

s. 4 “Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning. Desuden er skribenten selv ansvarlig for eventuelle stavefejl.”

Tryk Studenterrådets Tryk 16, KUA Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 35 32 36 29 Arken modtager meget gerne artikler, kommentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Connie Terndrup, connie@blackbook.dk, journalist Annette Kruhøffer, ak@ak-kommunikation.dk eller til grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com Deadline for indsendelse af materiale til Arken 151 er d. 15. August 2012.

2 ARKEN FS2012

Troens Ansigt

s. 32 Nyt fra Fagrådet s. 34 Dybdeinkarnationen: Kristologien og de universelle sammenhænge s. 40 Arkens BS

Lederen

Værdikamp Dette nummer af Arken er et vaskeægte jubilæumsnummer.

150 gange er bladet udkommet, og hvis det står til redaktionen, er dette nummer bare et skridt – om end et smukt skridt – undervejs på en lang rejse. Arken står nemlig aldrig stille, og det er altid en fest – både at lave bladet og at læse det. Vi har valgt at markere jubilæet ved at genoptrykke den allerførste forside, og stilkyndige mennesker vil nemt kunne datere den tidstypiske tegning til 1979. Til gengæld har vi fyldt bladet med aktuelt stof, der afspejler, at vi gerne vil være til stede, hvor tingene virkelig brænder på. Det gælder både, når intellektet folder sig ud i lokalerne på Købmagergade under ledelse af kyndige undervisere, og når der drives politik fra Christiansborg og fra ministerlokalerne i Frederiksholms Kanal.

Vi prøvede at gøre jubilæumsnummeret tidløst, men nogle af tidens store spørgsmål sneg sig alligevel ind i artiklerne, selvom vi prøvede at undertrykke dem. Det er lang tid siden, kirken og troen har fået lov at fylde så meget i medierne og den offentlige debat, som de gør nu. Homovielser har erobret alle kanaler, og fronterne trækkes skarpt op, når det drejer sig om dette ene lille ord – ægteskab. For nogle handler det om at bevare den kirkelige autoritet på skriftens grund, mens andre vil bevare ligeværdigheden i vores indbyrdes relationer i tillid til, at det er som det ene menneske til det andet, at vi møder Kristus. Uanset, hvad der er ret og vrang, så fylder det ufatteligt meget i debatten. Udenforstående må undre sig og spørge, om det væsentligste i det kristne budskab virkelig er, hvad man skal kalde et oprigtigt og kærligt samliv mellem to mennesker.

Men ret skal være ret, og der har også været andre temaer til debat. Ægteskabet mellem Stat og Kirke er blevet udfordret, men det ser ud til, at vi lander på en model med ægtepagt, hvor kirken får lov til at forvalte sig selv inden for aftalte rammer. Nogle frygter, at det kommer kirken til skade, mens andre havde håbet på en skilsmisse og den totale frihed og selvforvaltning. Diskussionerne trækker furer mellem mennesker – og i panderne hos de kloge, der skal manøvrere igennem de oprørte vande.

Værre er spørgsmålet, om man kan lukke en kirke – og hvis svaret er ja, kan man så tillade sig at betragte bygningen som en nyttig ramme om et supermarked, et spa-center eller en dansehal? Har generationernes sorger og glæder for evigt helliggjort de røde mursten, eller er kirken der, hvor menigheden er? Skal vi rive ned for at undgå vanhelligelse eller skal vi være grønne og værne om værdierne?

I vores helt egen verden har vi også været vidne til et ideologisk slagsmål. Her er det ikke ’ægteskab’ men videnskab, der er til diskussion. Er teologien en rigtig videnskab, eller bør den skilles ud fra Alma Maters hellige haller? Er forskning om Kristus mere eller mindre videnskabelig end forskningen om nisser? Og kan man opstille entydige krav på tværs af fag og discipliner til, hvad videnskab skal rumme? Svaret har vi ikke fået endnu, men vi har hørt larmen.

Hvor der er liv, er der håb, siger man; de slagsmål, der udspiller sig på de kirkelige slagmarker, minder i forbløffende grad om de kampe, som udspillede sig på venstrefløjen i 70’erne. Verden skulle frelses, og socialismen var vejen, men på trods af en ret stor enighed blandt mange mennesker om de helt basale sandheder, kom kun et fåtal af datidens aktivister til at sætte en dagsorden. DKP, SAP og KAP, VS, MLE og et utal af andre fraktioner, der kun kunne skelnes fra hinanden af dem, der selv var aktive, konkurrerede på livet løs om at vinde tilslutning til den helt rigtige fortolkning af den rette lære. Imens de sloges, kom Mogens Glistrup og Erhardt Jakobsen med deres noget mere enkle budskaber, som gik rent ind hos mange mennesker, og derved fik de to nydannede partier fred til at sætte en dagsorden i 70’ernes politik. Måske kunne vi lære noget af det?

I Arkens allerførste nummer begrunder redaktionen i lederen, hvorfor det nye tidsskrift fik sit navn. Den spinkle ide er, at det gerne skulle vække associationer i retning af, at “vi er alle i samme båd,” fastslår redaktøren i 1978. Og selvom meget har ændret sig siden den gang, så er der måske også noget, som stadig er det samme.

Annette Kruhøffer 3 ARKEN FS2012

FOTO: Adam Garff / Bibelselskabet

TEKST: Redaktionen

TROENS

ANSIGT

Måske er du troende, måske er du ikke. På teologistudiet er det ikke den vigtigste ting at bekymre sig om når dagligdagen kører på højt blus og der skal læses og forstås ud fra et videnskabeligt synspunkt.

Men udenfor er spørgsmålet vigtigere.

Rundt om i verden er der mennesker, hvis hele liv er forankret i deres tro. Men når du sidder blandt tykke bøger og støvede skrifter ser du ikke de mennesker.

Denne gang er billedserien fra Swaziland og leveret af Adam Garff, der var udsendt af Bibelselskabet for at følge HIV-projektet: The Good Samaritan

4 ARKEN ES2012

5 ARKEN FS2012

9 ARKEN FS2011

H – det

10 ARKEN FS2012

Helt ærligt! bliver da ikke bedre.

Af Annette Kruhøffer

Kirkeminister Manu Sareen vil gerne være mere end Folkekirkens pedel, som sørger, for at der bliver fejet i hjørnerne. Men han skal ikke blande sig i gudstjenesterne og det kirkelige liv, siger han.

11 ARKEN FS2012

Helt ærligt - Det bliver da ikke bedre

Manu Sareen har haft masser af blæsevejr, siden han tiltrådte som minister for ligestilling og kirke. Især spørgsmålet om vielser af homoseksuelle bragte følelser i kog, men kirkeministeren er enig med Arkens udsendte om, at der er talt og sagt så meget om det emne, at der næppe kan findes nye vinkler.

Til gengæld må han meget gerne fortælle, hvordan han ser troens rolle i samfundet, og hvordan han opfatter sin egen rolle i forhold til kirke og samfund. Han tænker lidt, før han tøvende begynder at svare: ”Det spørgsmål illustrerer jo meget godt det vanskelige i at være kirkeminister, for bare det, at jeg svarer på det, vil jo for nogen i det kirkelige landskab være et udtryk for, at jeg blander mig i kirkens indre anliggender - jeg skal bare være en pedel, der går og fejer i et hjørne. For mig illustrerer det, hvordan man som kirkeminister risikerer at blive kastet rundt mellem alle de holdninger, der er, og hvis jeg skulle være loyal imod det, så skulle jeg rent faktisk svare ’Ingen kommentarer’.

Men sådan er jeg jo ikke – og det er altså en del af svaret. Den anden del af svaret er, at jeg jo ikke har en rolle i forhold til kirken – til gudstjenester og det kirkelige liv - og det ønsker jeg heller ikke at have. Men jeg har lagt mærke til at jeg har en rolle på en ny måde i forhold til mine forgængere, for jeg har i hvert fald fået sat troen og kirken på dagsordenen,” konstaterer han og tilføjer: ”Jeg synes, at det er helt utroligt at alle medier skriver om troen. Det er jo helt vildt. Selv Information skriver om den.”

12 ARKEN FS2012

Han vil dog ikke påtage sig hele ansvaret for, at vi er begyndt at tale om eksistens og tro – også i medierne. Noget af det skyldes tiden. Op gennem 90’erne og 00’erne levede danskerne materielt over evne med firhjulstrækkere og fladskærme, men samtidig levede vi under evne med hensyn til tro, etik og værdier. Da krisen kom, vendte vi os indad og begyndte at forholde os til størrelser som eksistens, etik, tro og kristendom. Det er i hvert fald sådan, kirkeministeren forklarer boomet i interesse for de eksistentielle spørgsmål. Men han erkender, at han også selv er en del af tiden og tendenserne. ”Du spørger, om min rolle er, at jeg er med til at italesætte nogle af de ting og er med til at forstærke nogle af de ting. Nej – det er ikke en opgave, der ligger i rollen som kirkeminister, men det er en opgave, som lige pludselig er blevet skabt i og med, at jeg godt kan lide at forholde mig til den samtid, vi er i – herunder også kirken. Men min rolle som kirkeminister er at sørge for, at kirken har nogle gode rammer – at servicere kirken. Det gør vi med IT, med råd og vejledning, med at jeg sidder og udnævner præster osv. Det er de praktiske rammer, som det er min rolle at varetage.”

Folkekirken – danskernes kirke Folkekirken har på trods af medlemstilbagegang et fast tag i danskerne. 80,4 % af alle danskere har et medlemskort. ”Langt de fleste er jo medlemmer, og der findes nok ikke en forening her i landet, der har flere,” konstaterer han.

Om at tage et standpunkt: ”Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke har noget imod at sætte en debat i gang, og igen – jeg forholder mig til kirken og jeg forholder mig til etik. Kirken er jo alle danskernes kirke, så jeg forholder mig til den.”

Manu Sareen – et ultrakort CV 1967 1971

2003 2002-2011 2011

Manu Sareen blev født i Indien Manu flyttede med sin familie fra Indien til Amager. Da han blev gammel nok, kom han på seminariet og blev uddannet som socialpædagog Uddannet som konfliktmægler Medlem af Borgerrepræsentationen i København Blev medlem af Folketinget for Radikale Venstre.

Manu Sareen har arbejdet som intgrationsmedarbejder, som underviser og med socialt arbejde, ligesom han har er forfatter af børne- og kogebøger. Han er gift og har tre børn.

Tanken om at droppe kirkeskat og gøre kirken til at statsligt tilbud på linie med hospitaler, uddannelsestilbud og folkebiblioteker befinder sig dog slet ikke på hans to-do-liste. Men kirken kunne godt selv gøre mere for at komme i kontakt med folk.

til dem. Det kan jeg godt finde på, når jeg bliver begejstret.

Og de siger at der kommer en masse nye mennesker ind, og faktisk også nogen, som ikke normalt kommer ind. Og de har en fornemmelse af, at disse mennesker også kan blive hængende. Men hvem skyder det ned – det gør kirken selv! Der var en masse debat i medierne og det fyldte hele sendefladen ”Der er nogle danskere der ikke har lyst til at være med i i 3-4 dage. Men lad dem dog gøre alle de nye ting – de gør jo Folkekirken, så det må man også respektere. Folkekirken hviler ikke noget galt. Det er det, jeg mener med, at der er en masse i sig selv på en meget, meget stærk måde, men jeg synes også uudnyttet potentiale.” samtidig, at folkekirken har et kæmpepotentiale, der venter på at blive frigivet,” siger Manu Sareen.

Manu Sareen henviste til en række gudstjenester i Skt. Jakobs Kirke på Østerbro, hvor de stedlige præster har inviteret en hel Han er ofte ude i det folkekirkelige landskab, og han taler med stribe forfattere til (på skift) at prædike ved højmessen. Det er mange præster, der fortæller, at de har masser af ideer, som dog ikke det eneste projekt, kirkeministeren henviser til. de ikke altid ved, hvordan de skal realisere. Ofte hører han også om en frygt for, at ideerne skal blive skudt ned af andre ”Der var også en babymesse, hvor der var nogle præster ude inden for folkekirken. Han opmuntrer gerne til at føre alle de og tale med folk i øjenhøjde og der var en fantastisk stemning gode tanker ud i livet, men selvom han kun har været kirkemi- derude. Og grøn kirke … Helt ærligt – det bliver da ikke bedre. nister i godt et halvt år, har han alligevel oplevet, at præsterne Det er det, jeg mener med et uudnyttet potentiale,” udbryder alt for ofte fik kritik af nye tanker og måder. han begejstret. ”Og hvem bliver ideerne skudt ned af? Ikke af folk uden for kirken, men af kirken selv! Nu skal jeg give dig et godt eksempel,” ivrer han og fortsætter: ”Vi taler i øjeblikket om det dalende medlemskab– hvad skal vi gøre for at få folk ind i kirken? Og nu er der nogle fremsynede præster, der gerne vil gøre noget ved det. De får nogle forfattere ind på prædikestolen, og jeg er så begejstret, at jeg ringer

Frihed for Loke såvel som for Thor Manu Sareen har aldrig før i sit liv haft så travlt, som han har nu efter at være blevet udnævnt til kirkeminister. ”Har du selv børn?” spørger han, da han skal forklare, hvorfor han ikke bare arbejder igennem. Han gør det nemlig – altså arbejder igennem – men han gør det, fordi han er blevet helt 13 ARKEN FS2012

Helt ĂŚrligt - Det bliver da ikke bedre

14 ARKEN FS2012

Forfattergudstjenester Skt. Jakobs Kirke på Østerbrogade 59 har sammen med Forfatterskolen og Forlaget Gyldendal fået 16 forfattere til at prædike over en evangelietekst.

Det sker ved de almindelige højmesser på søndage, der er spredt ud over et halvt år fra februar til september.

Forfatterne skal udlægge evangeliet, men de gør det på personlig vis.

Forfattergudstjenesterne fortsætter på visse søndag til 9. september, hvor Jørgen Leth slutter rækken af gæsteprædikanter af. Se evt. mere på Skt. Jakobs Kirkes egen hjemmeside.

fortryllet af folkekirken som institution. Han har selv været med til at skabe den blæst, der har uglet hans hår, men han er ikke bange for at melde ud om sit personlige ståsted, og han værner om Folkekirken: ”På den ene side handler det om den store rummelighed, der er i folkekirken og den spændvidde, der er, og det er jo helt vildt, hvor mange forskellige mennesker og holdninger folkekirken gaber over, og det skal den blive ved med. Men samtidig skal man jo også bare acceptere, at den rummelighed gør, at man kan være der selv, men den betyder også, at andre skal kunne være der. Dem, jeg er uenig med, skal også blive i Folkekirken. Jeg har lige holdt møde med og talt med mange fra Indre Mission, hvor jeg har sagt til dem: ’Kære venner – vi er uenige, men det ville være hykleri fra min side af at sige, at der skal være plads til homoseksuelle, fordi der skal være plads til alle, men at der ikke skal være plads til jer.’ Selvfølgelig skal der være plads til dem og jeg vil strække mig langt for at der skal være plads til dem. Der skal være rummelighed, for det er det, der gør stærk,” Når man spørger Manu Sareen, hvad han gerne vil huskes for, når han engang har forladt sin post, så svarer han spontant. ”Jeg vil for det første gerne være den kirkeminister, der ikke bare har talt om homovielser men også fik det indført.

Den mangfoldighed vil jeg gerne have. Jeg vil også gerne huskes for den afbureaukratisering, jeg har sat i gang overfor menighedsrådene for at gøre det nemmere og sjovere og

mere kreativt at sidde i menighedsrådene. Og så forhandler vi i øjeblikket om en ny styrelseslov. Jeg vil også gerne huskes for at have sat styrelsesarbejdet i gang med en bred opbakning både fra det kirkelige landskab og fra folketinget. Det er stort,” siger han.

Styrelsesarbejdet handler om at få lavet den ordning for Folkekirken, som Grundloven allerede i 1849 forjættede, men som er blevet sat på stand-by lige siden. Der er altså mindst tre meget store opgaver, der venter på at blive løst. Og bare i løbet af det kvarter, som Arken havde fået tildelt, bimlede og bamlede alle de elektroniske kalendere med alarmer, der adviserede kirkeministeren om det næste møde.

Ikke desto mindre tog Manu Sareen tid til at slutte interviewet på en ordentlig måde. Hans afskedsbemærkninger handlede om, hvordan man kunne forenkle kravene i forbindelse med menighedsrådsarbejde, men undervejs nåede han at udtrykke sin begejstring for den opgave, han har taget på sig. Vi talte om, at ministre altid sidder i en tidsbegrænset ansættelse. Og så kom det spontant: ”Jeg har lyst til at blive – jeg har virkelig lyst til at blive. Jeg har tre børn, og det her arbejde har været det hårdeste i mit liv.

Men jeg elsker det virkelig, og jeg vil så gerne blive.”

15 ARKEN FS2012

Fra København til Thyholm

Fra København til Thyholm Nina Dyrhoff Nyegaard blev færdig med sit kandidatstudium for mindre end et år siden. Nu sidder hun i Søndbjerg-Odby pastorat og er en glad sognepræst.

Af Annette Kruhøffer

Man skal langt ud på landet, hvis man vil finde Nina Dyrhoff Nyegaard. 375 kilometer – eller hvad, der svarer til 4 timer og 22 minutter uden tissepauser, skal man investere for at komme fra København til Søndbjerg på Thyholm.

Her, i et sogn med 293 indbyggere, huserer Nina, der indtil sidste sommer havde sin gang på det teologiske fakultet. ”Det gik meget stærkt. Jeg afleverede mit speciale den 12. august, og jeg startede på pastoralseminariet den 15. august. Og så er der en regel om, at man ikke må søge stillinger tidligst tre måneder, før man er færdig. Og jeg tænkte, at jeg ville tage den med ro. Men da jeg så det opslag her, hvor de søgte en kombineret sogne- og ungdomspræst, så var jeg nødt til at søge det. Jeg var færdig med Pastoralseminariet den 15. december, var til bispeeksamen den 17. januar og blev ordineret den 20. januar i Viborg Domkirke, holdt kandidatfest i København den 21. januar og flyttede ind i Søndbjerg den 25. januar – det gik meget hurtigt,” fortæller hun.

Egentlig forventes det, at man på forhånd opsøger den kirke, man søger en stilling ved. Det gjorde Nina ikke, for hun gik på pastoralseminariet og kunne ikke bare tage en dag ud af kalenderen. Men hun ringede til menighedsrådsformanden og fik en god samtale om forventningerne – begge veje. Det er også kutyme, at man har en samtale med biskoppen i det stift, hvor man i givet fald søger ordination. Nina ringede til Karsten Nissen fra Viborg for at aftale en tid i Viborg, men han tilbød selv at finde et tidspunkt, hvor 16 ARKEN FS2012

17 ARKEN FS2012

Fra København til Thyholm

han var i hovedstaden – det ville være nemmere for hende. ”Det er bare én af grundene til, at jeg er ret positiv overfor ham,” konstaterer Nina med et glimt i øjet.

Fra studenterhybel til præstegård Nina Dyrhoff Nyegaard vil være kendt af mange på det teologiske fakultet. Hun fungerede som instruktor for bachelorstuderende ved afløsningsopgaverne på første år, og var formand for Studentermenigheden, men derud over havde hun en mere skjult aktivitet som satiriker. Ninas mor var den stabile leverandør af gamle ugeblade, som Nina og en kompagnon saksede for at komponere spændende historier om livet på fakultetet. Og det var Nina og kompagnonen, der sørgede for, at der opstod sociale trafikpropper, når et nyt opslag prydede trappedørene.

lingen. Menighedsrådsformanden sagde, at de gerne ville have en præst, der kunne vise, at kristendommen var andet end ti missionske mænd på første kirkerække. Efter den samtale turde jeg godt søge stillingen,” fortæller Nina.

Forventninger

Nina Dyrhoff Nyegaard har fået bekræftet alle sine positive forventninger indtil nu. Modtagelsen har været særdeles positiv, og hun har allerede fået etableret venskaber. Hun overvejede ikke et øjeblik, om man kunne få tiden til at gå i en præstegård på landet, og virkeligheden har vist sig at svare til forventningerne. Der er masser at lave, og der er mange sociale aktiviteter, som hun allerede er begyndt at tage del i. Faktisk har hun været nødt til at sige nej til ting, fordi hun også har haft brug for tid til at forberede sig eller blot til at være alene. ”Jeg måtte sige nej til et besøg på Thisted Bryghus. Hvis der ”Jeg troede ikke, at nogen vidste, hvem det var, men det blev bliver lavet en tilsvarende tur om nogle år, så vil jeg gerne alligevel afsløret ved dimissionen. Studielederen konstaterede, med. Denne her gang var jeg bare nødt til at melde fra, fordi at det nok var slut nu med alle de historier, og jeg var vist lidt jeg havde for travlt,” siger hun. for længe om at benægte det.” Nina slår resigneret ud med armene.

I det hele taget har hun brugt lidt tid på at overveje, hvad der egentlig forventes af hende. På den ene side, vil hun gerne Hun har hele tiden vidst, at hun gerne ville være sognepræst. leve op til forventningerne. På den anden side har hun også Fra 1. februar blev det så virkelighed, idet hun blev udnævnt til nogle ønsker og et teologisk ståsted som hun også er nødt til sognepræst i Søndbjerg-Odby Pastorat samt ungdomspræst i at kunne stå inde for, når det drejer sig om, hvordan teologien Viborg Stift, fortrinsvis tilknyttet Struer Provsti. Det har været skal og kan forkyndes. En ølglassamling var (meget apropos en forrygende start. Efter at Nina var blevet valgt ud af 12 anturen til bryggeriet) ikke svær at placere. Den kom frem i lyset søgere til jobbet, fik hun en rundvisning i præstegården. på en hædersplads i køkkenet. Nina samler nemlig på ølglas!

Det var langt sværere at beslutte, hvordan Langfredag skulle ”Jeg kommer fra 55 kvadratmeter, så det er lidt af en foranforløbe i kirken. dring,” siger Nina. ”Menigheden har været vant til, at der kun var læsninger, Foruden det store køkken, spisestuen, de dobbelte stuer og så er det jo spørgsmålet, om man rammer forbi ved at gå en suite og soveværelse, badeværelser og gæsteværelser, imod ’plejer’ og kombinere det med en prædiken. Det kan er der også både kontor og konfirmandstue. En frodig have nogle gange være lidt svært at vide, hvordan man rammer det kranser den gule præstegård, og påskeliljerne var hurtige til at rigtige,” konstaterer hun. poppe op af jorden og byde den nye præst velkommen. Det var overvældende at flytte ind i de mange kvadratmeter, men Langfredag fik kirkegængerne en prædiken, og det var der Nina greb det meget pragmatisk an. En maler, der skulle sætte tilfredshed med i menigheden. Men generelt er det som ny præsteboligen i stand til den nye præst, fik brug for helt andre præst svært at afgøre, hvad man skal bevare, og hvad man skal numre i kataloget, end han tidligere har brugt. nytænke. Med et sammenlagt antal af sognebørn, der ligger omkring de 900, er Nina Dyrhoff Nyegaard alligevel glad for at ”Malerens kommentar var: Sådan har præstegården aldrig kunne mønstre 20-30 mennesker i kirken hver eneste gudsset ud før”, fortæller Nina tilfreds, mens hun med en armbetjeneste, og det selvom der faktisk er to gudstjenester hver vægelse rummer hele matriklen. Alle rummene har fået hver søndag. En kl. 9 og en kl. 10.30. Den første er der godt 20 til og sin intense farve: Køkkenet er gammelrosa, spisestuen rød den næste godt 30 - dog væsentligt flere i påskedagene. Det med høje hvide paneler. Forskellige nuancer af blå er taget i er især dejligt, at der er stor opbakning til højmessen, eftersom anvendelse i soverummene, og på førstesalen er studerekam- den netop er et af de områder, hvor hun ikke mener, der skal rene skrapt gule. Kun kontoret er neutralt i en knækket hvid. nytænkes alt for meget. Og da hun for første gang skulle vikaMen det er så også det eneste rum, der ikke er blevet nymalet. riere i et nabosogn 13 km. væk fra sit eget, fik hun det første Til gengæld residerer Karl Barth og Nikolai Frederik Severin skulderklap for en god indsats: Grundtvig på skrivebordet og sørger for, at der er lidt spræl og lidt modstand i dette pastorat, hvor man ellers har ry for at ”Der var nogle af kirkegængerne fra mine egne sogne, der være forsigtigt missionske. fulgte med til gudstjenesten i nabosognet – det var rigtig dejligt,” siger hun med et stort smil. ”Det var selvfølgelig noget, jeg spurgte om, før jeg søgte stil18 ARKEN FS2012

19 ARKEN FS2012

Altervin

Altervin er den vin, der skænkes op ved alteret som symbol på Jesu Kristi blod, delt ved den sidste nadver mellem disciplene. Vinen forvandles til Jesu Kristi blod; brødet til Jesu Kristi legeme, der gives til syndernes forladelse.

firmaet ændre vinens navn til: ”Kirkevin”. Til gengæld blev det vist nok dokumenteret, at produktet er lavet på druer, og derfor må det fortsat bære navnet vin.

Fire uvildige smagsdommere underkastede denne vin en vurdering en af de første dage i maj måned. For at yde den Op i gennem kirkehistorien er dette kristne rituel holdt i hævd i retfærdighed, blev den skænket op i velformede Rosenthal nadverhandlingen, som vi kender som altergang. Men hvad får krystalglas og fremviste en nydelig rød farve. Og nu burde jeg vi egentligt at drikke, når vi ligger der på vores knæ? så som et venligt menneske ikke skrive mere. Jeg vil heller ikke i detaljer pine Arkens trofaste læsere med smagskommentaDet har Arkens vinøse medarbejder fået til opgave at afdække. rerne. Lad mig blot konstatere, at det er højst usædvanligt i Egentlig havde jeg forestillet mig en større smagning af 20-25 mit hjem, at glasset ikke bliver tømt. Det skete i dette tilfælde. forskellige udvalgte vine, som kirkerne anvender ved altergangen - en blindsmagning der kunne skille fårene fra bukkene Forhold mellem pris og kvalitet? Det er jo det, enhver eller rettere: det udrikkelige fra det herlige. Men tidspres forbruger skal forholde sig til, men som ikke altid er så kombineret med adskillige kirketjeneres opfattelse af mit fore- enkelt, når man skal gå i dybden med sagerne. Her havende som utidig og irrelevant interesse, har medført at jeg melder problemerne sig imidlertid up front. Fra min blot har gennemsmagt nogle få ”bestsellere” inden for genren lange fortid har jeg 14 års erfaring med dagligt at kirkevin, samtidig med at jeg har researchet på, hvor galt det undersøge priser og indkøbe vine, men denne kan gå med vores smukke ritual. virksomhed er den eneste, hvor man ikke kan få priserne oplyst, med mindre man er indkøber Alene udtrykket ”kirkevin” får det til at løbe iskoldt ned af til en kirke! Jeg er dog blevet hvisket en salgryggen på en vinelsker. Det oser af noget, der ikke tør stå ved, spris i øret - til den pris var vinen ikke blevet hvad det reelt er. Det er jo ikke ligefrem fordi, der som med revet af hylderne i Netto!

Koshervin, er bedt en bøn over markerne og druerne. Tværtimod har man blot i mange tilfælde blot prøvet at peppe lidt Menuen til debat mere – ikke ånd – men spiritus i produktet.

Hvorfor er det så, at kirkerne serverDommens dag er vin, som smager af ræve… Er det dovenskab? Er det, fordi det hedder Har smagen eller kvaliteten af altervin har nogen betydning ”Kirkevin”? Det er i hvert fald ikke, overhovedet? Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg offentligfordi det er billigt, for så burde gøre min nådesløse, men retfærdige dom over en af de mest man have søgt til et af supermarpopulære vine i genren. Hos en nordjysk virksomhed, som kederne. Nu er det naturligvis langt gør det i alt (- og jeg mener alt!) fra juletræsfødder, askefra alle kirker, der serverer omtalte bægre, knæbeskyttere, toiletrens, klokketove, hundekroge, ”Kirkevin” fra DSN A/S i Hirtshals, ordensreglementer, tyverisikring, affugtere (var det noget for og nogle serverer end ikke vin men kælderbaren?) og glatføresalt til altervin. Som barn lærte jeg saftevand. Men kan man det? Er et gammelt udtryk, som jeg siden har fået bekræftet empirisk: det ikke at bryde ritualet? I evanskomager bliv ved din læst! Det gælder også for omgang med gelierne var det jo rødvin og ikke vin, hvad den omtalte virksomhed måske burde reflektere hverken portvin, sherry, letmælk over. Deres eventuelle ekspertise eller interesse for kvalitet eller juice, som Jesus serverede for fremgår ikke klart for denne anmelder, men virksomhedens disciplene. bud på kirkevin er ikke desto mindre den mest solgte altervin i kongeriget og en af foretagenets ti mest solgte produkter.

Skal ritualet overholdes til punkt og prikke, eller er kalkens indhold Vinen bærer nu det prosaiske navn Altervin. Tidligere hed helt ligegyldigt, så længe det blot kan produktet ”Israelsk Kirkevin”, men da forbrugerrådet efter hældes ud af bægeret? Bør det ikke som klager fra bl.a. en særdeles mad- og vininteresseret præst på et minimum være vin uden tilsætning Roskildeegnen, konstaterede, at druerne aldrig har set Golan af destilleret alkohol, som man slet ikke højderne, med mindre de har kunnet skæve tværs over Midkendte til for 2000 år siden? Og med rette delhavet fra en ydmygt beliggende mark i sydfrankrig, måtte kan man stille den samme type spørgsmål for

Hvad er være? E (i denne

20 ARKEN FS2012

oblaternes vedkommende. I det store øjeblik, når man knæler ved alteret og tager del i fællesskabet, griber man sig i at undre sig over, hvad industrien dog kan lokke folk til at købe. Det usyrede brød serveres i form af en lille støvet kiks, omend visse kirker udskifter de paplignende genstande med lækkert brød fra Lagkagehuset – men kan man det?

Bør det ikke være usyret brød? Vi banker jo heller ikke under et plasticbord og siger 7-9-13, for alle ved, at det skal være et træbord - ellers duer ritualet jo ikke.

Arkens skribent ud i vinøse emner er teologistuderende på 2. semester, og har derfor (stadig) mere forstand på vin end på teologi. Om dette emne overhovedet har relevans og om man med god samvittighed kan bestemme søndagens altermenu på egen hånd, det ved jeg endnu ikke, men jeg vil forfølge emnet.

Watch out!

r altervin – og hvad skal det Et spørgsmål uden et klart svar e artikel, i hvert fald) Af Peter Kjøller

21 ARKEN FS2012

Dostojevski i hænderne på Woody Allen, Tarkovsk

underviseren har rdet

O

Jeg har stillet cand.theol Kristian Mejrup følgende spørgsmål til hans artikel ”Dostojevskij i hænderne på Woody Allen, Tarkovskij og Visconti ”:

af stud.theol. Mathias Harding

2) Hvornår opstod din interesse for Dostojevskijs forhold til teologien?

Min teologiske interesse for Dostojevskij blev ansporet af samtaler med Christian Gottlieb (dr. theol. og dronningens håndbibliotekar), hvis kursus “Dostojevskij som kontramodJeg skal i min artikel se nærmere på filmenes Dostojevskij. De erne tænker”, jeg fulgte. Efter kurset fortsatte samtalerne med film, som på en eller anden måde gør brug af Dostojevskij, gør Gottlieb om Dostojevskij og russisk filosofi – et område han er det nemlig med bestemte forudsætninger og et bestemt resultat ekspert på. Kort tid efter begyndte jeg at skrive prisopgave om til følge. Disse film kan derfor aflæses som fortolkninger af Dosteologernes Dostojevskij med Nils Holger Petersen som vejleder. tojevskij, men samtidig som genskrivninger og videretænkninger af Dostojevskij. Dette dobbeltforhold finder jeg interessant.

1) Hvad vil du behandle i denne artikel ?

22 ARKEN ES2011

kij og Visconti Kristian Mejrup 3) Hvad vil du fremover undersøge inden for Dostojevskijs forfatterskab?

Uddannet cand.theol. 2010 med en specialeafhandling og prisopgave om teologernes reception af Dostojevskijs værker.

Der er to ting relateret til Dostojevskij, som jeg stadig gerne vil skrive om. Den ene er Rene Girards Dostojevskij; i den danske oversættelse af hans Dostojevskij-bog får man det indtryk, at alt hvad Girard skriver, er hans helt egen geniale fortolkning (og den er genial). I den franske udgave finder man imidlertid referencer til både russisk-ortodokse og katolske teologer. Jeg kunne godt tænke mig at undersøge, i hvor høj grad Girards Dostojevskijlæsning står i gæld til teologernes læsning. Den anden ting er at give en fyldestgørende introduktion til de russiske sophiologers Dostojevskij, fordi denne læsningstradition er fuldstændig ukendt i Danmark, givetvis på grund af Tidehverv og Knud Hansens populære Dostojevskij-biografis massive indflydelse.

Ansat som undervisningsassistent i nytestamentlig eksegese på Det Teologiske Fakultet.

Redaktionsmedlem af tidsskriftet BIBLIANA Medlem i Center for Studiet af Bibelens Brug Prisopgaven hed ”Den dialektiske og den tvetydige Dostojevskij. Receptionen af Dostojevskijs værker i vestlig teologi med henblik på forståelsen af deres russisk-ortodokse dimension ”og blev tildelt sølvmedalje ved Københavns Universitets årsfest 2009.

Dostojevskij i hænderne på Woody Allen, Tarkovskij og Visconti Af Kristian Mejrup, cand. theol og medlem i Center for Studiet af Bibelens Brug

Dostojevskijs aktualitet kræver ikke det store forsvar; hans værker nyder klassikerstatus på teologiske, filosofiske, litteraturkritiske og politiske fagområder. Jeg skal i det følgende præsentere Dostojevskij i filmenes verden, nærmere bestemt i hænderne på Woody Allen, Andrei Tarkovskij og Luigi Visconti.

Det kendetegnende for de film, jeg vil henvise til, er, at de ikke er filmatiserede romaner men selvstændige fortællinger, der tager afsæt i og tæn-ker videre i forlængelse af Dostojevskij.

På denne måde fungerer filmene som fortolkninger af Dostojevskij, og Dostojevskij optræder tilsvarende som inspiration i udformningen af filmenes sprog, plot og pointe.

Match point (2005) Hovedperson i Woody Allens film Match point gennemgår et dramatisk begivenhedsforløb; fra at være en fattig tennisinstruktør, der læser Dostojevskij i sin fritid, bliver han en del af jetsettet, får sig en rig kone, en elskerinde, en lækker bil – og alting sætter han i sidste ende på spil ved at begå et dobbelt mord, som i påfaldende grad minder om det, Rodion Raskolnikov – hovedpersonen i Forbrydelse og Straf begår. Filmen henviser på flere måder til Dostojevskij, både ved ligheder mellem filmens hovedperson og bogens, og gennem referencer til Forbrydelse og Straf, som hovedpersonen læser. Men ikke nok med det; hovedpersonen læser også en bog, der handler om, hvordan man skal læse og forstå Dostojevskij. På denne måde både læser og undrer filmen sig over Dostojevskij. I den forstand er filmen en genskrivning af Dostojevskij, for tydeligvis er centrale dele af filmens plot inspireret af Dostojevskij, men samtidig bryder filmen på afgørende punkter med romanen.

I slutningen af filmen står hovedperson således tilbage med tilfældet som ultimativ tilværelsesforklaring. Det illustreres både indledningsvist og afslutningsvist med billedet af en ten-

nisbold, som rammer nettet og ryger op i luften, og ingen ved, om den falder ned på den ene eller den anden side. Heldet og den rene vilkårlighed som pointe står i kontrast til afslutningen på Forbrydelse og Straf, hvor Raskolnikov i fangelejr i Sibirien står over for håbet om genfødsel og forsoning med den verden, han som morder er adskilt fra.

Match Point bruger Forbrydelse og Straf på en måde, hvor enhver forestilling om transcendens afskrives. Denne brug svarer forbløffende godt til den feterede litteraturkritiker Harold Blooms læsning af romanen. Bloom har kaldt Forbrydelse og Straf for den bedste kriminalroman, der findes, men romanens epilog bryder han sig ikke om; den virker utroværdig og som en dårlig, påklistret afslutning. Det var her, mener Bloom, at den litterære inspiration hos Dostojevskij slap op og den skingre kristne forkyndelse tog over. Bloom skriver: Hvor opslugt man end bliver af Raskolnikov - Forbrydelse og Straf, er det svært at tilgive Dostojevskij hans største fejl, nemlig at han er temmelig tendentiøs. Han er en oprører, og hans mål er tydeligt i alt, hvad han skriver. Han vil, at vi som Lazarus skal løftes ud af vores nihilisme og ateisme og blive ortodokse kristne. Gode forfattere som Tjekhov og Nabokov kunne ikke klare ham; i deres øjne var han dårligt nok kunstner, men snarere en skinger missionær, der ville være profet.

Hver gang jeg selv genlæser Raskolnikov - Forbrydelse og Straf, er det en ildprøve: Jeg oplever den som utrolig stærk, men også temmelig usund, som var den en Macbeth skrevet af Macbeth selv.1 Match Point genskriver Forbrydelse og Straf ved at frakoble epilogen og det kristne håb om genfødsel og opstandelse for til gengæld at understrege heldet og altings tilfældighed. Mon 23 ARKEN FS2012

Dostojevski i hænderne på Woody Allen, Tarkovsk

‘Dostoevsky puts into the mouth of this favorite creation of his muse, this beloved daughter of the mother-earth, the most secret, the most remarkable, the most prophetic of his thoughts. In the whole of world-literature there are not many passages full of the fire and inspiration that strike the same note as her words, breathing of celestial harmony’.3 I De besatte er Maria Timofejevna (eller Lebjadkina) en haltende og halvforrykt karakter, som det meste af dagen opholder sig i en møgbeskidt lejlighed; hun redder sit hår, gnaver på en brødkrumme, lægger tarokkort og med jævne mellemrum hundser hun rundt med sin bror, den halvforrykte og fordrukne kaptajn Lebjadkin, som i stedet for at adlyde Maria tæver hende. Det kan nævnes en passant, at selvsamme ikke filmens hovedperson i sidste ende har mere tilfælles med kaptajn Lebjadkin i romanen gør kur til en kvinde med nogle latterlige vers, han har digtet; disse vers skrev den berømte en Svidrigalov end en Raskolnikov… russiske komponist Dmitrij Sjostakovitj senere musik til som en slags hyldest til hæsligheden.4 Zerkalo (1975)

Den russiske kærlighed til Maria Timofejevna hænger sammen Andrei Tarkovskij var en stor beundrer af Dostojevskij, hvilket med, at hun udtrykker ideen om, at Gud og naturen er et, og i fremgår af hans dagbog og hans drøm om at lave en film om den russiske sophiologiske tradition udlægges dette således, ham: at Gud ikke i panteistisk forstand er naturen eller verden, men alt i alle i panenteistisk forstand.5 For the moment I must read. Everything Dostoevsky wrote.

Everything that has been written about him; and Russian Blandt teologiske Dostojevskij-læsere er der uenighed om, philosophy – Soloviev, Leontiev, Berdiajev, etc. ‘Dostoevsky’ hvorvidt Marias kristendoms-opfattelse er kristen6, hedensk7 could be-come the whole point of what I want to do in 2 eller begge dele.8 Den russiske religionsfilosof Leon Zander cinema (30 april 1970). fremhæver i sin Dostojevskij-bog den katolske teolog, Romano Guardini, hvis bog om Dostojevskij Zander regner for en af Tarkovskij lavede aldrig en film om Dostojevskij og referde bedste, men Zander skriver, at Guardini ikke har forstået encerne til ham i hans film er langt mere skjulte end i Match dybden i Maria-figuren, som tydeliggøres i bestemte liturgiske Point. Det skyldes flere ting, dels at manuskripterne til mange af hans film var skrevet af andre forfattere, dels at Dostojevskij tekster (Zander 1948: 54). Ud fra Zanders ord synes Mariaskikkelsen først at blive begribelig i en liturgisk sammenhæng. i sovjettiden ikke var et helt uproblematisk emne. Den mest Dette bliver man ikke klogere af stående over for Tarkovskijs selvbiografiske film, Tarkovskij instruerede, er Zerkalo – The reference til Maria Timofejevna i Zerkalo og heller ikke på Mirror. I denne film finder man kryptiske henvisninger til Dosspørgsmålet om, hvad sammenligningen af filmens Maria og tojevskij.

Maria Timofejevna betyder. Dog er det tydeligt, at Tarkovskij med sin Dostojevskij-reference indfører en mystisk, religionsJeg skal nævne en specifik scene, hvor filmens kvindelige filosofisk og slavofil dimension i sin film, som forbinder sig med hovedperson, Maria, som forestiller at være Tarkovskijs mor som ung, sammenlignes med Maria Timofejevna fra Dostojevs- andre tilsvarende poetiske og ikonografiske elementer. Dostojevskij genskrives ikke på samme måde som i Match Point, men kijs roman De besatte. Der gives ikke forklaringer på sammentil gengæld er den Dostojevskij, som Zerkalo refererer til, en ligningen, men kender man til den russisk filosofiske, teoloallerede genskrevet, ideologiseret og teologiseret Dostojevsgiske og sophiologiske Dostojevskijlæsningstradition (som kij. Filmen bruger på denne måde Dostojevskij til at fremme og Tarkovskij selv hentyder til med navnene i citatet ovenfor) vil anslå en bestemt slavofil og religiøs atmosfære. man vide, at Maria Timofejevna regnes for Dostojevskijs mest dybsindige karakter: 24 ARKEN FS2012

kij og Visconti

Rocco og hans brødre (1960) Luchino Viscontis film Rocco og hans brødre er en slags remiks af Brødrene Karamasov og Idioten med fokus på, at helten i den ene roman videreudvikles i den næste. Aljósja fra Brødrene Karamasov fortolkes således som en bedre, sundere og mere vital udgave af fyrst Mysjkin fra Idioten, for det som den blege, sygelige, epileptiske, drømmende og impotente Mysjkin ikke formåede, formår Aljósja. Afslutningen på Brødrene Karamasov lader spørgsmålet stå åbent om, hvad der sker med Aljósja i fremtiden: kan han vedblivende være god og helgenagtig, når han forlader klostret og træder ud i verden som voksen? Dette spørgsmål, som Dostojevskij ikke giver noget svar på, besvares i Rocco og hans brødre. For at forstå, hvordan det nærmere hænger sammen, må vi et smut omkring den ungarske marxistiske filosof og litteraturkritiker Georg Lukács. Viscontis brug af Dostojevskij har påfaldende lighedspunkter med Lukács fortolkning og fokus på den ideologiske udvikling, som helteidealet gennemgår i Dostojevskijs romaner.

Lukács skriver, at styrken hos Dostojevskij ligger i hans spørgsmål og ikke hans svar, tilsvarende vurderer Lukács, at de ateistiske karakterer er mere overbevisende end de kristne.

Visconti er tydeligvis inspireret af Dostojevskij men ikke på en måde, der hindrer instruktøren i at arbejde videre på Dostojevskij. Hvor Match Points genskrivning af Dostojevskij kunne læses i lyset af litteraturkritikkens Dostojevskij, så trækker Rocco og hans brødre stærke veksler på den politiske og marxistiske Dostojevskij – Lukács’ Dostojev-skij.

He preaches faith, but in reality – as a creator of men – he does not himself believe that the man of his age can have faith in this sense. It is his atheists who have genuine depth of thought, a genuine fervor for the quest.9

Det var en kort præsentation af Dostojevskij i filmene med påstande om, at den litteraturkritiske, den teologiske og den politiske Dostojevskij alle findes repræsenteret. Om denne påstand er sand, bør være en fornøjelse at efterprøve.

Problemet med Mysjkin er ifølge Lukács, at han er indadvendt, og selv ikke i kærligheden formår han at overvinde egoismen. Det gør Aljósja til gengæld, som Lukács kalder “a Dostoevskean saint” (ibid). Problemet med Aljósja er, at vi ikke ved, hvordan han senere i livet (i romanen skildres kun hans ungdom) håndterer mødet med den moderne metropol, storbyens elendighed og fremmedgørelse. Ville han få hjemve, drømme sig væk og længes efter andre og bedre tider? Vi ved det ikke, men for Lukács er det klart, at det er som ateist, man bedst håndterer “the urban misery” (153ff). Viscontis film Rocco og hans brødre er en skarp illustration af denne problemstilling. Rocco er en blanding af Mysjkin og Aljósja, han er sundere, stærkere og mere potent end Mysjkin, men som voksen – og videreudviklet i forhold til romanen – viser det sig, at han rammes af hjemve og længslen efter det rurale Syditalien. Løsningen på den rigtige og sunde helt – den ‘dostojevskijanske helgen’ – er ikke Rocco (Mysjkin eller Aljósja), men Ciro, den fjerde bror, som i slutningen af filmen fremstår som den socialistiske arbejder, glad på vej til fabrikken, fri for usund indadvendthed, nostalgi, ideologi og religion.

1. Harold Bloom, Hvordan man skal læse og hvorfor, oversat af Christian Bundegaard (Viborg: Gyldendal 2003) 188.

2. Andrei Tarkovsky Time Within Time, The Diaries 1970-1986, oversat af Kitty Hunter-Blair (London: Faber & Faber 1994) 3.

3. Leon Zander citerer Sergei Bulgakov. Leon Zander, Dostoevsky (London: SCM Press 1948) 39.

4. Four Verses of Captain Lebyadkin for bass and piano (1975).

5. Sergei Bulgakov, The Lamb of God (Grand Rapids, Michigan / Cambridge: William B Eerdmans Publishing Company 2008 [1933]: 121; Zander (1948) 40; Paul Evdokimov, Dostoïevski et le problèm du mal (Valence: Impr. Reunies 1942) 95. For nærmere introduktion til russisk sophiologi se min artikel “En introduktion til Sergei Bulgakovs teologi: kontrær logik og metafysisk ontologi”, Dansk Teologisk Tidsskrift, December 2010 (195-212).

6. Knud Hansen, Mefistoteles (Gyldendal 1986) 82.

7. Romano Guardini, Religiöse Gestalten in Dostojewskijs Werk (München: Kösel 1964 [1933/39]) 29.

8. Zander (1948) 53.

9. Georg Lukács Dostoevsky [1943] A Collection of Critical Essays, red.

René Wellek (New Jersey, Englewood Cliffs: Prentice-Hall Inc. 1962) 157.

25 ARKEN FS2012

”Bonkammerat med Jesus bliver jeg ikke” Et karriereportræt, der bare er blevet et portræt. ”Vi plejer ikke at bruge karriere i forbindelse med Ordets Tjeneste”, siger biskop Peter Skov-Jakobsen.

Af Annette Kruhøffer

26 ARKEN FS2012

27 ARKEN FS2012

“Bonkammerat med Jesus bliver jeg ikke.”

Om alternative gudstjenester ”Forfattere på prædikestolen – det er spændende. Kirken skal også somme tider lytte. Nej, det er forkert - kirken skal altid lytte! Og somme tider har kirken den funktion, at der er brug for nogen, man kan hvæse af eller kradse i – og så må man se, om der er nogen, der bliver forargede. Hvad hvis vi nu siger ulækre ord i kirken – er der så nogen, der løber deres vej. Budskabet tåler hvad som helst. For mig er det meget vigtigt, at der er højt til loftet.”

Peter Skov-Jakobsen i (års)tal 1959 Født i Korup på Fyn 1979 Student fra Skt. Knuds Gymnasium i Odense 1979-80 Tyskstudier ved Københavns Universitet 1988-1993 Assistent ved sømandskirken i Hull 1992 Master of Arts fra Universitetet i Hull 1993 Cand. Teol. Fra Københavns Universitet 1993-1998 Sømandspræst ved Sømandskirken i Hull 1998 Sogne- og orlogspræst ved Holmens Kirke 2003 Teologisk rådgiver for Københavns biskop ved Folkekirkens Infocenter 2009 Københavns biskop Tror Københavns biskop på Gud? ”Bevar mig vel – selvfølgelig gør jeg det! Ellers var det jo slet ikke til at have med det her arbejde at gøre. Og hvem skulle ellers rede det hele ud deroppe?” spørger Peter Skov-Jakobsen forskrækket, men han kan ikke lade være med at grine. Måske fordi spørgsmålet er for let, for oplagt eller for dumt. Men han bliver alligevel mere alvorlig, når han skal prøve at sætte ord på, hvorfra den tro kommer. Det var ikke hjemmefra. Ikke direkte, i hvert fald. ”Jeg kommer fra et hjem, hvor vi hverken havde bibel eller salmebog. Det eneste vi havde stående på hylden, var en prøveoversættelse af det nye testamente fra ’45 eller 46, som min mor havde fået, da hun gik til præst,” fortæller han.

Peters far voksede op med kong Christian X og dronning Alexandrine på væggen ved siden af Stauning - tre søjler i et hjem, der hvilede på kærlighed, solidaritet og pligtfølelse. Den etik gik i arv i flere generationer, og Peter selv voksede op med en stor social ansvarlighed. ”Jeg fik ikke litteratur og fortællinger, men jeg blev benådet med en meget stærk etik, som min far havde med. Småfolk skulle man tage sig af og lidende skulle man se efter. Det sad dybt i ham,” forklarer Peter Skov-Jakobsen.

”Jeg oplevede siden, da jeg kom til Storbritannien, at der var en stærk klassebevidsthed. Hvad der var godt nok til mig er også godt nok til mine børn, og hvis man brød ud, var man klasseforræder. Sådan var det slet ikke i min familie. Det var: Har du nogen evner, stiller du dem til rådighed for fælleskabet.”

Peters mor var egentlig et menneske med meget glæde i sig, men hun var også meget syg. Som maniodepressiv havde hun perioder, hvor fortvivlelsen tog over, og små drenge vil ikke have, at deres mødre sidder og græder, når de kommer hjem fra skole. Det lagde en skygge, men på trods af dette husker han alligevel sin barndom som lykkelig. ”Der var aldrig tvivl om, at vi tre sønner var tre stjerner, der var faldet ned på jorden, både for min far og mor. Men under min mors sygdom, da jeg var sådan en 10-11 år, sker det en gang imellem, at jeg går i kirke sådan helt alene. Jeg har tit tænkt på bagefter hvorfor,” reflekterer biskoppen.

Kirkens grumme side Kirken var imidlertid ikke kun et fredfyldt sted med en smuk gudstjeneste, hvor en dreng kunne sidde og finde ro og skønhed. Bagsiden var fordømmende og snæversynede mennesker, der i uforstand gjorde deres omgivelser ondt. Peter oplevede selv, hvordan kirken også var, da han blev FDF’er og mødte en af lederne, en mand på en 35-40 år.

Men det betød også meget for den gamle maskinmester, at hans drenge skulle et trin op. Academia havde været uopnåeligt for ham selv, og det største ville være, hvis en af hans ”Han sagde, at når min mor havde det sådan, var det nok fordi, sønner kunne blive læge, men det lykkedes jo ikke, konstaterer hun var kommet på kant med Vorherre. Så var jeg ikke dér biskoppen med et lille smil. ugen efter, for han var da nok den mest sleske haltefanden, jeg har haft med at gøre. Hvis Gud var sådan én, der tog den 28 ARKEN FS2012

Om medierne og om at have en mening “Jeg er ikke de hurtige meningers mand. Det er universitetet, der har forlenet mig med den der langsomhed. Tidligere har jeg været meget hurtig på aftrækkerne og mene både det ene og det andet, men det prøvede jeg at aflægge i løbet af studietiden for det viste sig ofte at jeg tog fejl. Derfor er jeg også lidt dårlig til det der med medierne for de vil gerne vil have hurtige svar og helst på en linje. Jeg vil godt have tid til at overveje.”

Om en bred folkekirke ”Det viste sig faktisk at min gamle socialdemokratiske far sad og hørte gudstjeneste hver søndag, for han sad jo med transistoren, og den kørte.

Sådan er der mange, der har det og det er derfor, jeg er glad for Folkekirken. Det er ikke bare er en lille bekendelseskirke; det er en kirke, der når langt ud. Kirken lytter til folk, og præsterne lever det samme liv, og det kan folk mærke - at vi lever den samme tilværelse. Vi er ikke spejderdrenge – vi er midt i livet.”

ud på min mor, så var han ikke én, der var værd at beskæftige sig med,” udbryder Peter Skov-Jakobsen iltert.

”Jeg var vel ikke klar over, at jeg var ved at flytte mig. Første gang, jeg blev klar over, at der var ved at ske noget, var efter at jeg havde været på mit første bogudsalg. Det var en pragtDe to pavevalg i 1978 fik ham til at erkende, at han i realiteten fuld fornemmelse at begynde en bogsamling. Jeg kom hjem intet kendte til katolicismen – eller til kristendommen i det hele med bøgerne til lejligheden, hvor min onkel Erik og faster Elly taget. Det gav ham et memento, men han gik i 3.g og havde var. Og da jeg lagde bøgerne op på bordet for at prale med meget andet i tankerne. Og han havde desuden lagt planer for mine nye bøger, sagde min onkel: Peter – jeg synes der er sin fremtid. meget teologi i det der.” ”Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle bruge mit liv på tysk – aldrig! Fra jeg havde gået 14 dage i gymnasiet - der vidste jeg, at det skulle jeg bruge mit liv på!”

Fra tysk til teologi

Skuffelsen over tyskstudierne var ikke forbundet med smerte, for samtidig med, at hans tilbøjelighed for det tyske falmede, Som nybagt student flyttede Peter Skov-Jakobsen derfor til var der noget andet, der voksede. Beslutningen om studieskift København for at læse tysk. Den første søndag i det nye liv blev truffet i foråret 1980, men det var ikke nemt for Peter huskede han pludselig på ’det her med kristendommen.’

Skov-Jakobsen at ringe hjem og fortælle, at han kvittede tyskstudierne til fordel for teologi. Han var opdraget til at gøre ting ”Og så går jeg i Vor Frue Kirke og sætter mig på bagerste færdige, og ønsket om at gøre sin far ære var stærkt. Desuden bænk, sidste søndag i august måned 1979. Og jeg bliver simpelt kom den gamle maskinmester fra Skagen, hvor missionsfolhen betaget. Jeg havde tænkt, at jeg ville lære kristendommen kene prægede det kirkelige liv. at kende, og man kunne læse nogle bøger, men det nemmeste var vel simpelt hen at gå i kirke og lære det indefra,” husker ”Min far var jo en god socialdemokrat og medlem af folkekirhan. ken, men han havde ingen agtelse for kirkens folk. Han havde sådan en afsky for dem, for de lå der og kyssede pigerne ude i Salmerne, orglet, den nyistandsatte kirke og provsten Arne klitterne og ville ikke være ved det bagefter. De, som fortjente Bugges prædiken – det hele kaldte på en gentagelse, og næste deres medfølelse, fik kun deres foragt, og de talte om ægte og søndag sad Peter igen i kirken. uægte børn, og min far fandt det så modbydeligt. Han forbandt altid kirken med det der,” udbryder biskoppen.

Studentermenigheden blev et åndehul, og Johannes Værge var både en udfordrende prædikant, et fint menneske og en Hans far blev da også forfærdet, da Peter ringede hjem, men genuin tænker. Det blev et hjemsted for den unge tyskstudeinden toget havde transporteret Peter til Odense, havde rende. faderen fået sundet sig og udtrykte sin opbakning.

29 ARKEN FS2012

“Bonkammerat med Jesus bliver jeg ikke.”

”Men han kunne slet ikke se sin søn blandt de hyklere - han kendte kun kirken fra den side for der var aldrig nogen der viste ham noget andet,” husker hans søn.

fordi han har noget på hjertet. Opvæksten fornægter sig ikke, da han med et hånligt skuldertræk affærdiger den autoritet, der ligger i præstekjolen.

Teologistudierne var imidlertid det rigtige – det var der ingen tvivl om.

”Man skal ikke gøre sig fortjent hos Vorherre, men hvis man vil låne menneskers tid og have dem til at lytte, så bliver man nødt til at vise dem agtelse og respekt. Man skal kunne sige ”Man bliver kastet op ad den ene bande efter den anden, og noget og man skal have noget på hjertet,” fastslår han. man bliver noget forslået, men man synes det er sjovt. Og man Derfor er det også vigtigt at gøre sig klart, hvad man gerne vil lærer at blive befriet, fordi man ikke skal rumme det hele selv, sige. for hvis man skulle, ville man måske ende med at være Gud, og det ville være et stort ansvar,” siger Peter Skov-Jakobsen. ”Bonkammerat med Jesus bliver jeg ikke, for han er altid Fascinationen af personen Jesus var også en spore til at sætte fremmed for mig – altså på den gode måde. Jeg finder det sig ind i hele tænkningen omkring ham i erkendelse af, at nemt at identificere mig med disciplene, men det er der ikke det ville være en dumhed, hvis man ikke også lyttede til de meget trøst ved. Jesus kommer til mig som en fremmed, og tænkere - teologer, filosoffer og andre – der er gået forud for han spørger jo også: Hvem kan drikke denne kalk med mig? vores egen generation. Biskoppen kan slet ikke gå ind på den Det kan vi ikke,” siger Peter Skov-Jakobsen. tanke, at undervisning kan være med til at objektivisere troen ved at stille spørgsmål til teksten eller plukke den fra hinanden. Ambitioner eller længsel ”Jeg har aldrig forstået, at folk vil være fundamentalister. Der har aldrig været nogen undervisning i NT eller GT, der har an30 år efter, at Peter fra Korup sneg sig ind på en af de bagerste fægtet mig. Hvis nogen siger noget – skulle det kunne genere bænkerækker i Frue Kirke for at deltage i gudstjenesten på en Gud?” spørger han retorisk. helt almindelig søndag i august, gik den nu midaldrende mand forbi den samme bænk på vej til sin bispevielse. Er det ambiLiv under hvælvingerne tioner, der har drevet ham denne vej? ”Det er sømændenes skyld, at jeg er blevet, som jeg er,” provokerer biskoppen. ”Ikke at jeg vil give dem ansvar for alle tosserierne,” skynder han sig dog at tilføje.

Peter Skov-Jakobsen startede som sømandspræst i den engelske kirke efter sin kandidateksamen i 1993. I 1998 blev han sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke, og han har aldrig lagt en karriereplan. ”Det er jo ikke normalt noget, man forbinder med Ordets tjeneste,” siger han defensivt.

Til gengæld har han lyttet og lært af de mennesker, han har mødt på sin vej. Livet på skibene omfattede en mangfoldighed af mennesker, der kom fra hver sit ståsted, og den samme inklusion findes i kirken. ”Mennesker med høj status og lav status går ind under det samme tag, og der er meget få foreninger tilbage, hvor mennesker mødes hele vejen rundt. Der er liv under hvælvingerne og det skal der også være,” fastslår biskoppen.

Han vil gerne ud og provokere det moderne menneske ved at spørge, om det virkelig er så sjovt kun at møde mennesker med de samme meninger. For Peter Skov-Jakobsen er der noget fascinerende ved at møde det i andre mennesker, som man ikke selv er bekendt med. Selv vil han også gerne høres, 30 ARKEN FS2012

”Det med ambitioner … Jeg ville meget gerne vide besked med ting. På den måde er jeg et ambitiøst menneske… Altså det hører til, når man går ind i kirken, at så bliver man præst, og det er det. Ligesom alle andre mænd bærer jeg selvfølgelig på min del af forfængeligheden. Det er en plage man må leve med. Men jeg har altid skullet løse opgaver, som jeg dybest set ikke har forstand på. Jeg anede ikke, hvordan man studerede.

Anede ikke hvad kirken var eller hvad der var op og ned på et skib, da jeg blev assistent i sømandskirken. Anede ikke noget om medier, da jeg kom til infocentret og af gode grunde anede jeg heller ikke, hvordan man var biskop. Mit liv har været fyldt med opgaver, hvor jeg bare måtte se at finde ud af at løse dem,” smiler han.

På en vis måde, har han altid været lidt fremmed – lige fra barndommen derhjemme, hvor han i en familie af naturvidenskabeligt indstillede slægtninge var den eneste humanist. Han har imidlertid ikke følt det invaliderende – engang imellem måske endda ligefrem nyttigt. ”At være fremmed er at længes efter noget hjemligt, og det at længes, er ikke en skændsel for mennesker. Det er bare et menneskeligt vilkår, at man altid længes. Vi mennesker har længtes, lige siden vi røg ud af Edens have. Vi længes efter det fuldkomne, og det er med til at trække os i en bedre retning,” fastslår han.

31 ARKEN FS2012

Nyt fra Fagrådet Af Anders Martin Lauritsen Maj 2012

Først og fremmest skal lyde et stort tillykke til Arken, og Arkens redaktion. Tillykke med udgivelse nummer 150. Det er utroligt, at et studenterdrevent blad kan eksistere i så lang tid.

Og det er især utroligt, når man tænker på udfordringerne, såsom stor udskiftning, svingende interesse osv.

Arken er vigtig! Den er vigtig for vores studie- og undervisningsmiljø. Arken gør hverdagen en smule mere interessant og sjov. Personligt glæder jeg mig altid til næste udgivelse af Arken.

Arken og Arkens redaktion ønskes held og lykke, med de næste mange numre af alle teologistuderendes studenterblad.

100 år Også Det Teologiske Fagråd har nået en milepæl.

I 1912 organiserede Studenterrådet sig på Københavns Universitet. Dengang oprettedes Det Teologiske Studenterraad, og dermed fagrådets forløber. Og det er jo i år et hundrede år siden. 100 år hvor teologistuderende har været en organiseret studenterpolitisk del på Det Teologiske Fakultet.

Fagrådets nuværende bestyrelse mener, at et 100-års jubilæum er en ekstrem vigtig begivenhed, og har derfor valgt, at jubilæet skal markeres i efteråret. Derfor inviteres fakultetets studerende og ansatte til november, til et jubilæumsarrangement, med efterfølgende reception og fest.

Fagrådet er i fuld gang med planlæggelsen af dette arrangement, og håber at se så mange som muligt, til dette festlige arrangement. Dette vil I selvfølgelig alle sammen høre mere om efter sommerferien.

Ny studieordning For over et år siden startede arbejdet på en ny kandidat-studieordning. Samtidig med dette arbejde har Studienævnet også udformet en revideret bachelor-studieordning.

Det Teologiske Fagråd har været med hele vejen. Vi har gennem høringssvar, samt vore 3 medlemmer af Studienævnet, givet vores besyv med.

Da arbejdet startede havde fagrådet følgende mærkesager: Bacheloruddannelse med ligelig fordeling af ECTS-point. Studienævnet har lavet en revideret BA-studieordning, hvor alle semestre giver 30 ECTS. Dette gælder selvfølgelig hvis man følger studieordningens vejledende skemaer, hvilket de fleste gør. Både lektionskataloget og studieordningen er lavet ud fra disse vejledende skemaer. Denne ligelige fordeling gør, at færre studerende vil få problemer med SU-Styrelsens ECTSkrav.

Mere skriftlighed på bacheloruddannelsen. Fagrådet har længe ønsket mere skriftlighed på bacheloruddannelsen. Der er to grunde til dette. For det første vil mere skriftlighed på 32 ARKEN FS2012

BA-uddannelsen skabe større synergi mellem BA- og KANuddannelserne. Især da KAN-uddannelsen i stor grad udgøres af skriftligt arbejde. Den anden grund hertil er, at denne mere skriftlighed også kan skabe mere modulisering på BA-uddannelsen. Dvs. at der fx er en skriftlig eksamen i GT1, hvor den mundtlige eksamen i GT2 bibeholdes. Eller fx skriftlige eksamener i NT1 og 2, samt en mundtlig i NT3. Og NT har længe været en hæmsko for mange. Dette fag har givet problemer for næsten alle studerende, der har ønsket at tage på udlandsophold. Dette er slut nu, da rækkefølgen af fagene også er op til den enkelte. Derfor kan en studerende der er på udlandsophold i semestret med NT2-undervisningen, sagtens komme tilbage, tage NT3 og semestret efter NT2, uden at alt dette gør den pågældende studerendes studieplan alt for lang.

En bevaring af Teologiske Temaer. Fra underviserside har der ikke været den store begejstring for Teologiske Temaer.

Grunden til dette er, at temaugerne ikke rigtig har fundet deres plads. Ved evalueringer af temaugerne udtrykkes både skepsis og stor glæde, og derfor har temaugerne været “en lunken sag”. Det Teologiske Fagråd er yderst glade for Teologiske Temaer. Grunden til dette er, at den teologiske tværfaglighed er yderst vigtig. På bacheloruddannelsen er der allerede tværfaglighed, men denne møder vi studerende først meget sent. Med Teologiske Temaer vil teologistuderende møde tværfagligheden allerede det første år. Teologiske Temaer er vigtig for at forstå teologien, samt de mange sider af denne, og derudover sammenhængen mellem disse. Teologiske Temaer bliver dog til Teologisk Tema, da der kun vil blive

afholdt én temauge. Denne skal afholdes i 2. semester, og skal indeholde repræsentanter fra alle fakultetets afdelinger.

En fjernelse af fagbindingen på kandidatuddannelsen.

Den største udfordring ved KAN-studieordningen 2005 har hele tiden været fagbindingen. Dvs. at alle KAN-studerende havde fire obligatoriske kurser, samt fem obligatoriske fag. Det femte fag skulle så absolveres gennem specialet. Med denne ordning skulle hver studerende egentlig kende deres specialeområde ved studiestart. Dette har været et stort problem. Fx når en studerende havde taget et obligatorisk fag, som den pågældende pludselig fandt yderst interessant. I dette tilfælde kunne den studerende ikke skrive speciale i samme fag, da det allerede var absolveret. Denne binding er nu fjernet.

KAN-uddannelsens valgfagsstudium og speciale blevet gjort yderligere valgfrie. Fagrådet havde selvfølgelig ønsket, at KANuddannelsen var yderligere valgfri, men som al politisk arbejde, så indeholdte denne arbejdsproces også kompromiser.

Det Teologiske Fagråd har brugt utrolig meget tid på arbejdet med studieordningen. En stor tak skal især lyde til fagrådets studienævnsmedlemmer Jonas Hennild, Bo Chen og Christine Damgaard Jensen (tidligere Kristine Krarup). Disse tre (fire) har ved hvert studienævnsmøde fremlagt fagrådets kommentarer. De har stillet spørgsmål, kommenteret, kritiseret, rost og kommet med ideer til de forskellige studieordningselementer.

Det er en kendsgerning, at havde fagrådet den fulde magt i studienævnet, så havde studieordningen 2012 nok set lidt anForhøjelse af den konfronterende undervisning på KAN-udderledes ud. Men da vi ikke har det, så er studienævnsarbejdet dannelsen. Mange studerende er blevet overrasket når de er også kunsten i kompromiser. Det skal selvfølgelig også siges, startet på KAN-uddannelsen. Mængden af konfronterende un- at hvis underviserne havde den fulde magt, så havde studiedervisning har været markant lavere i forhold til BA-uddannel- ordningen 2012 også set anderledes ud. Det har derfor været sen. Det akademiske selvstudium er vigtigt for det teologiske et arbejde, hvor alle parter har indgået kompromiser. studium, men samtidig er den konfronterende undervisningsTrods alt er vi nået frem til en studieordning vi alle kan være tid yderst vigtig for studiemiljøet. Med den nye KAN-studieord- glade for. Er man i tvivl kan man bare læse min gennemgang ning øges mængden af den konfronterende undervisningstid. ovenover.

En fastholdelse af valgfriheden på KAN-uddannelsen. For fagrådet er mængden af valgfrihed det vigtigste. Valgfriheden på KAN-uddannelsen er ikke blevet fastholdt i forhold til studieordning 2005, men derimod omlagt. Da der derfor er lagt flere rammer i forbindelse med de obligatoriske fag, så er

Tillykke til alle med BA- og KAN-uddannelserne, studieordning 2012.

33 ARKEN FS2012

Jeg er af nogle studerende blevet spurgt, om jeg kunne sige noget om begrebet dybdeinkarnation. Det gør jeg meget gerne. I i det følgende bygger jeg på dele af et bidrag til et festskrift for min tidligere dogmatik-kollega ved Aarhus Universitet, Professor Peter Widmann. Festskriftet hedder Gudstankens aktualitet, og er redigeret af Else Marie Wiberg Pedersen, Bo Kristian Holm og AndersChristian Jacobsen (ANIS 2010).

Professor Niels Henrik Gregersen

34 ARKEN FS2012

Indledning Den kristne inkarnationstanke må siges at være religionshistorisk unik med sin påstand om, at Gud ikke bare har skabt skaberværkets rammebetingelser, men selv er gået ind i det.

Som kriminalforfatteren Dorothy Sayers – der selv var en habil teolog – har udtrykt det, har Gud en date i historien, en aftale et sted i tid og rum. 1 Den kristne tro bygger på en forudsætning om en virkelig forening af skaberen og skabningen i mennesket Jesus – “uden sammenblanding, uden adskillelse”, som det blev formuleret på Chalcedon-synoden år 451. At Guds evige Logos (tanke, ord eller mønster) blev kød og blod i mennesket Jesus (Joh 1,14), er en stærkere påstand, end hvad en jøde kunne sige om Esajas, eller hvad en muslim kunne sige om Muhammed. For Jesus er mere end en lærer, der bringer oplysning om Gud, og mere end en profet, der taler på Guds vegne og bringer oplysning fra Gud. Nej, midt i tidens gang er Guds evige Lys blevet legemliggjort i mennesket Jesus. “I ham besluttede hele guddomsfylden (plēroma) at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset” (Kol 1,19-20).

Som Peter Widmann formulerede det i Fragmenter af et spejl, så hører vi i kristendommen om ”det uhørte”, Gud vil være Gud ”kun i og med, at han lader sin frelse ske ved dette menneske”.2 Inkarnationens konkrete forankring i Jesu person er uforglemmelig. Men så er spørgsmålet naturligvis, hvordan man midt i denne historiske partikularitet kan fastholde kristendommens universalitet? For samtidig kaldes Gud for alles fader (Ef 4,6), dvs. ikke kun Jesu Fader og heller ikke kun Gud for kristne mennesker, der er født efter år 30. Samtidig var mennesket Jesus Guds evige Søn i person, ikke kun en fattig afglans heraf, heller ikke et engleagtigt mellemvæsen mellem skaber og skabning. Og på samme måde er også Helligånden Gud selv og ikke blot en åndelig kraft emaneret fra Gud. Den kristne treenighedslære kan således læses som et konsistent forsøg på at overvinde den middelplatonske forestilling om, at Gud er uudsigelig, at Gud forbliver ubevægelig uden for denne verden, og derfor behøver mediatorer i form af engle, åndevæsener eller ”skabte guder”. 3 Hinsides kronocentrismen For at løse partikularitetens problem er det efter min opfattelse afgørende, at vi ikke kun tænker kristendommen i form af tid og historie, men også i rummets og materialitetens kategorier. Vel at mærke, uden at give afkald på den konkrete forankring i tid og sted, der som nævnt er central for kristendommen. Jesu Kristi Fader er netop alles fader: ”Én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle” (Ef 4,6).

At Gud har en date med menneskene midt i skabelsens verden er som sagt evangeliets pointe. På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at tiden har haft en særstatus i den kristne

tradition, hvad enten man har forstået tiden som historiens enkeltstående begivenheder (kairoi, som hos Paul Tillich) eller som universalhistorien (Universalgeschichte, som hos Wolfhart Pannenberg). Imidlertid har prioriteringen af tid og historie medført en bagatellisering af naturen og rumligheden som eksistensens opretholdende strukturer. Moderne teologi er blevet kronocentrisk: tidsfikseret. Det gælder selv dér, hvor tiden potenseres som evighed og inkarnationen derfor ses som en historisk refleks eller ”gentagelse” af den afgørelse, som Gud allerede har truffet med sig selv forud for alle tider Gud (som hos Karl Barth).4 Karakteristisk nok taler moderne teologi gerne om Guds Menschwerdung, men kun sjældent om Guds Fleischwerdung, selvom in-karnation bogstaveligt betyder, at Gud ”går ind i kødet”. Men Johannes-evangeliet siger som bekendt, at Ordet blev “kød” (sarx), og i Kolosserbrevet hørte vi, at Gud gennem Kristus forsoner “alle ting (ta panta) på jorden og i himlen”. Gud går således ikke kun ind i bevidstheden, men ind i”kødet”. Og hvad betyder det?

Argumentet i hovedlinjer Dette er dette, som jeg har forsøgt at besvare med begrebet om dybdeinkarnation. For godt 10 år siden indførte jeg dette begreb i en diskussion mellem kristendom og evolutionsbiologi, og jeg har de seneste år forsøgt at lancere dette begreb i en mere principiel dogmatisk sammenhæng. Min pointe var (i 2001), at Gud i forhold til evolutionen ikke kun står i skaberens position ”over for” verden (som Faderen), men også igennem Guds Søns inkarnation begiver sig ”ind under” evolutionens vilkår og tager skaberværkets omkostninger på sig. Endelig bevæger Gud sig – sammen med sine skabninger – ”ud over” de gældende biologiske vilkår gennem opstandelsen ved Helligåndens kraft.5 Dybdeinkarnationen betyder, at Gud i Kristus forener sig med ”kødets verden” (sarx). Gud træder ind i materiens biologiske kød for at dele skæbne med enhver skabning, der tager del i det biologiske livs vilkår. I inkarnationen bliver Gud Jesus, men i ham bliver Gud tillige menneske, spurv, græs og støv, ja forener sig med ”jorden”.

Tanken om dybdeinkarnationen betyder, at Guds Logos ikke kun har antaget en menneskelig form, men i inkarnationen også har forenet sig med materialitetens verden. Ved at blive “kød” i Jesus træder Guds evige Logos midt ind i samtlige dimensioner af Guds skabte verden. “Han kom til sit eget” (Joh 1,11), eftersom “alt blev til ved ham” (Joh 1,3) i begyndelsen. I klassisk græsk tænkning konnoterer sarx til alt det, der består af de grundlæggende elementer vind, vand, jord og ild i den dennesidige verden. Oversat til moderne forestillinger betyder det, at sarx omfatter hele den materielle verden fra kvarker til atomer og molekyler i deres mangfoldige kombinationer og transformationer gennem den kemiske og biologiske evolution. Men primært betegner sarx den individuelle “krop”, nemlig mennesket Jesus, måske med særlig henblik på den skrøbelighed og sårbarhed, der altid hæfter ved en specifik krop i et specifikt miljø, konstant udsat for faren for nedbryd35 ARKEN FS2012

Dybdeinkarnationen: Kristologien og de universel ning og død. Samtidig er der også en sammenhæng mellem sarx og synd som et modbegreb til pneuma (ånden), som vi finder det hos Paulus og et enkelt sted hos Johannes (3,6). I mere bibelske termer vil tanken om dybdeinkarnation hævde, at Guds egen Logos forenede sig ikke alene med det singulære menneske Jesus ”i kød og blod”, men med den sårbare og syndige ”menneskehed”, og dermed også med den dyriske dimension, med spurven der flyver og falder, og med græsset, der vokser i dag, men visner og i morgen kastes i ovnen. Guds Logos forenede sig med Jorden og alt, hvad der er derpå, da han blev kød og ”tog bolig iblandt os” (Joh 1,14).

i dag mest med “Ordet” i tråd med den latinske bibeludgave Vulgata fra det fjerde århundrede. Men kirkefaderen Tertullian overvejede end ikke denne oversættelse, da han omkring år 200 formulerede sin Logos-kristologi. I sin behandling af det græske begreb logos betragtede han ratio (rationalitet) og sermo (tale) som de mest adækvate oversættelser til latin. Tertullian forstod dog ikke, hvordan Gud kunne tænkes at “tale” i evigheden før skabelsens begyndelse: I Guds evighed må Logos betegne den guddommelige rationalitet eller bevidsthed (ratio), som ikke får sig talt ud (sermo), førend der er skabninger at veksle Ord med.8

Den stoiske baggrund for Logos-kristologien (Joh 1,1-13) Tertullian forudsætter her en almindelig distinktion i antikken mellem den Logos, som er ”indeholdt i Gud” (logos endiatheLogos-kristologien i Johannesprologen udgør i sig selv et thos) og den “udadgående Logos” (logos prophorikos). stykke skabelsesteologi. Den tidlige patristiske eksegese af Græske kirkefædre som fx Theophil af Antiokia, der skriver omdet første vers (”I begyndelsen var Logos”) viser, at Johannes- kring 190, anvender denne distinktion eksplicit9, hvad der må evangeliet ikke fra begyndelsen blev tolket i platonske kattages som tegn på, at stoisk tænkning blev anvendt af tidlige egorier. Snarere indgik kristen tænkning i en strøm af jødisk kristne teologer i det romerske imperium. visdomstraditioner og stoisk tænkning (som var den ledende

filosofiske retning i nytestamentlig tid). I modsætning til I stoisk tænkning er der ikke nogen kløft mellem Gud og verplatonismen var den stoiske fysik grundlæggende materialisden, som i den platonske tradition. Logos er altgennemtræntisk, idet den dog gav plads for rationelle eller “informationsgende i sit virke som tilværelsens strukturerende princip. Endmæssige” aspekter af den materielle verden. Nyere forskning videre udtrykker Logos sig selv både i universets harmoniske udarbejdet af københavnske eksegeter som fx Troels Engberg- orden og i menneskets rationelle evner. I overensstemmelse Pedersen og Gitte Buch-Hansen understreger den stoiske hermed siger Johannes: “I Logos var liv, og livet var mennefysiks betydning for både Paulus og Johannes. Tesen er her, at skers lys” (Joh 1,4). Læg mærke til, at der hermed ikke menes Paulus’ og Johannes’ skrifter i sig selv kan ses som filosofisk særlige religiøse udvalgte, men ethvert menneske, der fødes bevidste tekster, og at de forudsætter den syntese af stoiske ind i verden: “Lyset, det sande lys, oplyser ethvert menneske, og jødiske ideer, der var udbredt blandt mange af deres som er ved at komme til verden” (Joh 1,9).10 6 samtidige. Her var Gud og verden ikke delt i to separate riger, himmel og jord, kød og ånd.

Min opfattelse er nu ikke, at det johannæiske begreb om Logos hidrører fra den stoiske tradition alene; logos-begrebet I de første vers anlægger Johannesprologen som bekendt et er semantisk åbent og har konnotationer både til jødisk (philokosmisk perspektiv på den jordiske Jesus. Den guddommelige nisk), stoisk og (middel)platonsk tænkning. Men det er uholdLogos ses som det kreative og formative princip “i begyndels- bart at læse logos-begrebet som udtryk for en verdensfjern en” (Joh 1,1-5), og som åbenbaringslyset for ethvert menneske gnosticisme (som hos Bultmann eller Käsemann). I Johannessiden skabelsens begyndelse (Joh 1,9). Det er denne guddom- evangeliet er der ingen adskillelse (Platon: chōrismos) mellem melige Logos, allerede på forhånd aktiv ”i verden” (Joh 1,10) Guds evige Logos og den Logos, der virker inden for skabelsen som både skaber og frelser, der blev “kød” i Jesu livshistorie på tværs af forskelle mellem fysisk formbarhed, biologisk (1,14). livfuldhed og menneskelige oplysning. “Han var i verden, og

verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han Den guddommelige Logos var “i begyndelsen” (en archē). Lige- kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Joh 1,10-11). som dets latinske ækvivalent principium betegner det græske Logos færdes tilsyneladende hjemmevant i universet. Proord archē ikke kun tidens begyndelse, men tilværelsens stadige blemet er ikke, at Logos er principielt fjern for denne verden, ontologiske grund. Archē betegner således det, vi kunne kalde sådan som det er tilfældet i middelplatonismen.11 Problemet er den yderste realitet: Logos er den (altid virkende) Begyndelse, derimod, at rent kødelige mennesker ikke er opmærksomme fra hvilken alle begyndelser i tid og rum har deres udspring. på Logos’ nærvær, ikke ”ser” Kristi herlighed (1,10).

Logos var altså “i Gud” (en theō). At være “i Begyndelsen” og at være “i Gud” er korrelativer, eftersom Gud er den skabende I modsætning til de mest stoiciserende blandt mine nytesoprindelse for alt, hvad der har været, er og vil komme til at tamentlige kollegaer mener jeg imidlertid, at de førnævnte være. Derimod er Logos ikke simpelthen identisk med Gud kirkefædre også lagde afstand til stoikerne, idet de insisterede (der senere i evangeliet kaldes “Faderen”). Logos er Gud i den på, at den guddommelige Logos også i sig selv har en førprædikative betydning, nemlig at være guddommelig (theos), kropslig tilstand (jf Joh 1,1-2). Der var en præeksistent Logos men Logos er ikke Gud i den substantiviske betydning (hvilket (logos asarkos), før Logos blev in-karneret (logos ensarkos). På ville have heddet ho theos med en bestemt artikel).7 Logos dette punkt fastholdt den kristne tradition en jødisk forståelse hører til hos Gud, men er ikke identisk med Gud Fader. af Guds transcendens, uden at forfalde til en rumlig fiksering af

Gud. For Gud fylder både himlen og jorden ud (Jer. 23,23-24).

Logos kan oversættes på forskellige måder. Det oversættes Dette jødiske anliggende udarbejdes allerede af jøden Philon 36 ARKEN FS2012

lle sammenhænge og overtoges af de kristne alexandrinere Clemens og Origenes, under formidling af middelplatonismen. Derimod går læren om, at “Logos blev kød [sarx] og tog bolig iblandt os” (Joh 1,14), i en ”stoicerende” retning.

legeme, hvori Helligånden bor. Han spørger, næsten utålmodigt, “Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi legemer?” og “Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer?” (1 Kor 6,15.19).

Logos’ antagelse af materialitetens dybde og bredde.

Men også den vertikale dimension er iøjnefaldende hos korsteologen Paulus. For det er hans pointe, at hverken nød, Ligesom begrebet Logos er også begrebet “kød” semantisk angst eller forfølgelse vil skille os fra Kristi kærlighed (Rom åbent. Sarx kan simpelthen (ligesom sōma) betyde legeme 8,35): “For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller og dermed henvise til den historiske person Jesus i ”kød magter eller noget nuværende eller noget kommende eller og blod”. Men sarx kan også (som hos Paulus) betyde det kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden “syndige kød”, hvilket antyder, at allerede Logos’ inkarnation skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor i Jesus Kristus peger frem imod Jesu død for hele menneskeHerre” (Rom 8,38-39). hedens skyld. “Det er fuldbragt!”, som Jesus tilkendegiver

med sine sidste ord ifølge Johannesevangeliet (Joh 19,30).

Fortolkningens crux ligger i to spørgsmål: (1) Hvem er det Endelig betegner kød simpelthen materialiteten i dens mest “os”, som Paulus taler om? (2) Og hvordan går det til, at ingen almene karakter, særligt med henblik på dens skrøbelighed og anden skabning kan adskille os fra Kristi kærlighed? Lad mig forgængelighed. Denne forståelse forudsættes også hos Joi kortest mulige form og i al ubeskyttethed angive min forhannes, hvis man læser Johannesevangeliet som en filosofisk- tolkning. For det første er det “os”, der tales om, alle ting religiøs tekst, sådan som det var almindeligt i det andet og alle mennesker indenfor skabelsens verden, som gennem århundrede, hvor apologeterne betragtede kristendommen ånden “sukker og vånder sig”, ja “sukker efter barnekår, vort som “den sande filosofi” (Justin Martyr). legemes forløsning” i enhed med Kristi kærlighed (Rom 8,2225). Også her har frelsen en horisontal dimension knyttet til Johannes 1,14 indeholder dermed en forestilling om Guds en fremtidig opfyldelse i den tidslige dimension. Men frelsen enbårne Søns inkarnation, der går helt ind i materialitetens har naturligvis også en vertikal dimension, der er knyttet til legemlighed og det biologiske kød. I inkarnationen forbinder sammenhængen mellem Ånden, mennesket og naturen i Guds evige Logos sig ikke i Jesus som en isoleret mandsperson den rumlige dimension. For det andet må vi spørge, hvordan (homo). I Jesus omfatter Logos også hans menneskelighed frelsen overhovedet bliver til noget? Mit svar vil være, at dette som sådan (humanitas). Hvis vi holder fast i prologens stoiskikke sker ved, at Kristus flytter kroppene ud af verden, dvs. fysiske baggrund, må vi også sige, at den guddommelige Logos fritager dem fra kropslige betingelser, men derimod ved at i inkarnationsprocessen forbinder sig med det organiske liv og bringe deres kroppe i forbindelse med Guds kærlighed i Krisden mest basale fysiske materie. Det ”kød”, der blev antaget tus, som er nærværende både i livet og døden, både i skabeli Jesus af Nazareth, er ikke kun drengen fra Jerusalem, men sens højder og dybder. Det liv, der er opstandelse i, begynder også menneskeligheden, det dyrisk-levende, det vegetative og her for neden, og opstandelsen kan derfor ikke forstås som det materielle. en transport af legemer bort fra denne verden, men som en fortsat indforlivelse i Kristi legeme, der forener det legemlige Det allerhøjeste (Guds evige tanke og magt) og det laveste og det åndelige. (kødet i tilblivelse og forfald) forenes i inkarnationen, der derfor ikke kun er en begivenhed, der er knyttet til Jesu fødsel. Her er jeg desværre ikke enig med min kollega Troels EngbergMen det er en proces, der fortsætter igennem hele Jesu liv, Pedersen, som mener, at opstandelsestanken hos Paulus må og når sin dybde på korset. Inkarnation betyder, at Guds evige forstås rent kosmologisk. Men der er hos Paulus, som jeg Søn kropsliggøres, når Gud og kødet sammenføjes i Jesus. Gud ser det, ngen modsætning mellem kærligheden til Kristus og forbinder sig dermed med alle de sårbare skabninger, med kærligheden til denne verden, selvom der er forskel i prioritet: spurven i dens flugt og fald (jf. Matt 10,29), og med græsset, Kristus er kærlighedsbåndet mellem alle ting og i alle ting. der grønnes og visner hen.

Udtrykt med Johannes er Kristus-Logos det altomfattende Mønster (Logos), som opretholder alle ting.

Paulinske paralleller til dybdeinkarnationen Inkarnationen som en proces: fra hule til grav I den paulinske tradition udfoldes ideen om dybdeinkarnation både i et vertikalt og et horisontalt perspektiv. Under det Som Paulus indså, hænger livet i en materiel verden uløseligt horisontale perspektiv finder vi det vigtige billede med kirken sammen med livet i en sårbar verden, hvori synden råder. Også som Kristi krop (1 Kor 12-13), der betegner en fortsættelse hos Johannes har “kød” konnotationer af synd og fjernhed fra af inkarnationsprocessen, traditionelt kaldet Kristi beboelse Gud (Joh 3,6). Men den gængse denotation for sarx forbliver (inhabitatio) af mennesket. Jesus Kristus er hovedet, mens dog den materielle krop og dens skrøbelighed i forhold til ydre de enkelte kristne er lemmerne på Kristi krop. Nadverens hændelser. Forstået på denne måde bliver inkarnationen i brød og vin er også Kristi legeme og blod (1 Kor 11), som skal Jesus ikke kun er en begivenhed, der finder sted i Jesu fødsel, indoptages i medlemmernes kroppe, så den troendes liv kan men en proces, der strækker sig ud over hele Jesu livsforløb smelte sammen med Kristus og hans troende i menighedens og tager sin afslutning med hans død. ”Det er fuldbragt”, som sociale felt. Endelig ser Paulus den individuelle krop som Kristi Jesus siger, umiddelbart før han ”bøjede hovedet og opgav 37 ARKEN FS2012

Dybdeinkarnationen: Kristologien og de universel ånden” (Joh 19,30). Denne sammenhæng fastholdes i de mange ikoner fra østkirken, hvor Jesu fødsel finder sted i en hule skåret ud af jorden i en forudgribelse af graven ved hans livs afslutning. Jesus fødes ud af Jorden og vender med døden tilbage til jorden, fra hvilken han igen skal opstå.

Gud har altså ikke kun skabt en verden, der i stand til at frembringe endnu mere komplekse livsformer. Guds søn bærer også kompleksitetens omkostninger ved at være til stede i “disse mine mindste brødre” (Matt 25,40.45). I inkarnationens dybder forbinder Gud sig ikke kun med økosystemet Gaia i dets totalitet. Gud forener sig også med individuelle og sårbare skabninger. I Kristus har Gud påtaget sig at bære den forening af liv og død, som hører skabelsens liv til, på sine egne skuldre, og det til fordel for alle de skabninger, der mærker livets blomstring på deres egen krop, men som også på deres egen krop oplever livets begyndende afslutning.

En sådan tolkning af inkarnationen vil have betydelige konsekvenser for forståelsen af forholdet mellem Gud og den materielle verden i almindelighed og den biologiske eksistens i særdeleshed. Den guddommelige Logos er ikke kun nærværende i kirkens krop, men i selve kernen af den materielle eksistens. I dybdeinkarnationens perspektiv opfylder Jesu død den guddommelige Logos’ selvhengivende natur til fordel for alle sansende og lidende væsner, mennesker og dyr.

Derfor er Logos da heller ikke kun et åbenbaringslys for mennesker, der træder ind i verden (Joh 1,9), men også “verdens lys” og “livets lys” (Joh 8,12). Ikke alene eksegetisk, men også teologisk er der god grund til at tolke Johannes-evangeliet bogstaveligt og ligefremt, og ikke blot allegorisk og åndeligt.

En sådan kosmisk-bogstavelig tolkning af Johannes-evangeliet er mulig allerede på baggrund af den jødiske tanke om, at Gud finder sit “hjem” (shekinah) i verdens midte. Men fortolkningen styrkes, hvis man forstår prologen på baggrund af stoisk indflydelse. For her er Logos netop forstået som det levende bånd mellem den inderste virkelighed, som er Gud, og den ydre virkelighed, som er den sansbare verden. Derfor er det formentlig ikke en tilfældighed, at to begreber med universel rækkevidde, logos og sarx, føres sammen i Johannes 1,14.

Hermed er ikke sagt, at Johannesevangeliet udformer en universel soteriologi. “Frelse” tænkes hos Johannes i så nær forbindelse med anerkendelsen af Kristus og med den hertil svarende nye praksis, at man leder forgæves efter gennemførte refleksioner over naturens eskatologiske skæbne hos Johannes; her skal man gå til Paulus, som vi så ovenfor. Alligevel rummer Johannesevangeliet, gennem sin stærke betoning af forbindelsen mellem Guds Logos og den materielle verden, en åbenhed for at forstå frelse som en transformation også af verdens biologiske og fysiske væv. For hvad der bliver berørt af Kristus, vil ikke forblive ubevæget og uforandret.

“Hvad der ikke antages, frelses ikke” Her kan vi vende opmærksomheden mod det berømte klassiske princip, som Gregor af Nazians formulerede i Epistola 101: “For det, som ikke antages, kan ikke reddes, men det, som 38 ARKEN FS2012

forenes med Gud, vil blive frelst”.12 Gregor vendte sig her imod Apollinarius, der havde tolket inkarnationen på den måde, at den guddommelige Logos erstattede menneskets rationalitet (logos). Men i så fald havde Gud ikke inkarneret sig i det hele menneske, bestående af både krop, sjæl og ånd. Heroverfor gjorde Gregor gældende, at Guds Logos ikke udelukker menneskets ånd, men tværtimod bringer mennesket til fuld udfoldelse: ”Fasthold hele mennesket og forbind det med guddommen, så du bringer mig til fuld udfoldelse!”13

Martin Luther var givetvis bekendt med Gregors princip. I sin Disputatio de divinitate et humanitate Christi fra 27. februar 1540 henviser han til den fælleskatolske chalcedonense (fides catholica) og minder sin læser om læren om egenskabernes udveksling (communicatio idiomatum) mellem den guddommelige og den menneskelige natur i den ene person Jesus Kristus. I denne kontekst foreslår han en distinktion mellem “det gamle sprog”, i hvilket Gud og skabning defineres i modsætning til hinanden, og ”evangeliets nye sprog” (nova lingua).

Tese 20: Ikke desto mindre er det givet, at med Kristus (in Christo) får alle ord en ny betydning, selvom den betegnede ting er den samme.

Tese 21: For skabningen i den gamle sprogbrug (veteris linguae usu) og andre sammenhænge betyder noget, der er adskilt fra guddommeligheden i uendelig grad (infinitis modis).

Tese 22. Men i den nye brug af sproget betegner det en ting, som er uadskilleligt forbundet med guddommeligheden i den samme person på en ubeskrivelig måde (ineffabilibus modis).14 I sin forklaring til tese 20 tager Luther til genmæle mod det argument, at “den samme egenskab ikke kan tillægges Gud og menneske”. Det er alene fra et filosofisk perspektiv, at man kan behandle det guddommelige og det menneskelige, som om de intet havde med hinanden at gøre. Og Luther fortsætter, “Men vi etablerer ikke bare en relation, men en enhed (unio) af det endelige og det uendelige. Hvis Aristoteles havde hørt eller læst dette, havde han ikke drømt om at blive kristen, for han ville ikke have været tilfreds med at sige, at den samme relation hører til det endelige og det uendelige” Som påvist af Thedor Dieter forblev Luther alle sit livs dage aristoteliker i filosofiske sammenhænge.15 Derimod tog han åbenlyst afstand fra Aristoteles i en række teologiske spørgsmål, specielt i forbindelse med retfærdiggørelsen ved tro alene, men også som her vedrørende egenskabernes udveksling i Kristi person.

Imidlertid kunne vi her stille et kontra-faktisk spørgsmål: Hvad kunne Luther have sagt, hvis han havde været en filosofisk stoiker i stedet for filosofisk aristoteliker? Dette er ikke mindst afgørende i forhold til spørgsmålet om communicatio idiomatum. For Luther er det nemlig selvfølgeligt, at udvekslingen af egenskaber kun virker i forbindelse med Kristi person. Der kan ifølge Luther ikke ske nogen udveksling af egenskaber mellem den guddommelige natur som sådan og den menneskelige

lle sammenhænge natur som sådan. Men hvis Luther havde forudsat det stoiske substansbegreb, ville der kun eksistere én substans i den strengeste betydning af ordet, nemlig den oprindelige enhed af Gud-og-menneske. Dermed ville man ikke være i stand til, som Luther faktisk gjorde, at skelne så håndfast mellem de menneskelige og de guddommelige prædikater, når de tages in abstractis (dvs. med henvisning til naturerne), selvom de hører sammen in concreto (dvs. når de henviser til personenheden Jesus Kristus).16 Men uanset hvordan man vil forholde sig til sådanne kontrafaktiske overvejelser, så skal en kristen, der kender Bibelens “nye sprog”, ifølge Luther være forberedt på at anerkende den uendelige Gud indenfor rammerne af den endelige skabelse. For Gud er rummelig, idet Han strækker sig fra det højeste til det laveste: infinitum capax finiti. Derfor gælder det også den anden vej rundt, at selve endeligheden (om Gud vil) er i stand til at rumme det uendelige: finitum capax infiniti.

Johannes 1,14 er forståeligt nok en af Luthers yndlingstekster. I en helt tidlig juleprædiken fra 25. januar 1514 havde han prædiket over denne tekst,17 og i 1537 tog han igen fat på betydningen af Johannes 1,14 i forbindelse med sine prædikener og tolkninger af Johannes-evangeliet (mens han var stedfortræder for Bugenhagen, som fortsat opholdt sig i hos Christian d. III i København). Ligesom Gregor af Nazians vender også Luther sig imod Apollinarius, som påstod, at Guds ord alene havde antaget Jesu legeme, alt imens den guddommelige Logos erstattede menneskets sjæl og fornuft.

Når Luther nærmere forklarer betydningen af sarx, henviser han også til kødets svaghed og dødelighed (schwacheit und sterblichkeit). Dette kommer tæt på dybdeinkarnationens anliggende. Men i sin egen historiske kontekst har Luther ingen interesse i sammenhængen mellem menneskelig og ikke-menneskelig natur, når det drejer sig om skrøbelighed og dødelighed. Hans interesse ligger udelukkende i forholdet mellem den menneskelige og den guddommelige natur. Her henviser han ene og alene til den menneskelige synd som kilden til svaghed og dødelighed: “For Kristus antog den menneskelige natur, som var dødelig, og som er underkastet Guds forfærdelige vrede og dom på grund af den menneskelige slægts synd, en vrede over det svage og dødelige kød som blev følt og gennemlidt af Kristus”.18

Der er altså ikke hos Luther nogen teologisk interesse i de aspekter af “kødet”, der er fælles for den menneskelig og ikke-menneskelige natur. Menneskelivets grundfæstethed i naturen var simpelthen ikke ganske simpelthen ikke problemet på reformationstiden. Menneskets natur som Guds gode skabning kunne Luther i andre sammenhænge tale højt og længe om. Men det var synden, der var det afgørende soteriologiske problem.

Det forekommer mig, at vi i dag står i en anden situation. Teologien er blevet så centreret om mennesket som individ, at den kropslige dimension, som forbinder os med hinanden og med andre skabninger, er ladt ude af syne. Her kunne vi med fordel rette opmærksomheden tilbage på den dimension af evange-

liet, som ligger i, at Gud ikke blot forbandt sig med Jesus som et fortidigt individ, men med hele materialitetens kød. Ligesom Logos både har konnotationerne af et guddommelige Ord og det kreative informative skabelsesprincip, har sarx tilsvarende betydningerne af legeme og blod, skrøbelig og syndig natur og den materielle verden.

Kristus er ganske vist ikke åbenbaret i himlens skyer og i bjergenes sten: Kristus er ikke allesteds-manifest. Men Kristus er – også ifølge Luther – allesteds-nærværende, både i det fysiske rum, det biologiske kød og det sociale felt. Men Guds Ord gik også ind i kødets dybder for at forene sig med den.

Derfor indeholder kristologien en universel dimension, som fra kirkens første tid også har været filosofisk formuleret.

1. Dorothy Sayers, “The Shattering Dogmas of the Christian Tradition”, i Christian Letters to a Post-Christian World (Grand Rapids: Wm. B. Eerdmans 1969), 14.

2. Peter Widmann, “Gammel og ny kristologi”, Fragmenter af et spejl, red. Niels Henrik Gregersen (Anis: Frederiksberg 1992), 131-200 (156).

3. Se fx Robert W. Jenson, The Triune Identity (Philadelphia: Fortress Press 1982), 57-102. Dansk overs., Den treenige identitet (Frederiksberg: ANIS 2008), kap 3.

4. Jvf. min kritik af kategorien Wiederholung hos både Karl Barth og Wolfhart Pannenberg i „Einheit und Vielfalt der schöpferischen Werke Gottes. Pannenbergs Beitrag zu einer trinitarischen Schöpfungslehre“, Kerygma und Dogma 1999:2, 102-129 5. Niels Henrik Gregersen, ”The Cross of Christ in an Evolutionary World”, i Dialog: A Journal of Theology vol. 40:3, 2001, 192-207. Se også “Fra skabelsesteologi til dybdeinkarnation. Om klimaforandringens økologi og teologi”, Klimakrisen – hvad ved vi, hvad tror vi, og hvad gør vi?, red. Mogens Mogensen (Ny Mission 16) (Frederiksberg: Unitas 2009), 14-40 (tilgængelig på nettet).

6. Om Paulus, se Troels Engberg-Pedersen, Cosmology and Self in the Apostle of Paul: The Material Spirit (Oxford: Oxford University Press, 2010). Om Johannes, se Gitte Buch-Hansen, “It is the Spirit that Gives Life”. A Stoic Understanding of Pneuma in John’s Gospel (Berlin: Walter de Gruyter, 2010).

7. C.K. Barrett, The Gospel According to St. John [1955], London: SPCK 1972, 130: “theos, without the article, is predicative and describes the nature of the Word”.

8. Tertullian, Adversus Praxeas 5: non sermonalis a principio, sed rationalis Deus etiam ante principium (Patrologia Latina, ed. Migne, vol 2, 160).

9. Theophilus of Antioch, Ad Autolycum II,10 (Patrologia Graeca, ed.

Migne, vol 6, 1064).

10. Meget ofte oversættes dette vers 9, som om det var Logos, der var ved at komme ind i verden. Men participiet “kommende” (på græsk erchómenon) lægger sig mest naturligt til det umiddelbart forudgående ”mennesket” (anthrōpon), mens Lyset (to phōs) står længere tilbage som subjekt for sætningen. Udover den lingvistiske pudsighed ved den gængse oversættelse afslører det også en utålmodig eksegese: inkarnationen i Jesus sker ikke før vers 14.

11. Se fx Alchinous [ca. 200?], The Handbook of Platonism, trans. and ed.

John Dillon (Oxford: Clarendon Press 1993), 17-19 og 25-26.

12. Epistula 101.32: Τὸ γὰρ ἀπρόσληπτον, ἀθεράπευτον· ὃ δὲ ἥνωται τῷ Θεῷ, τοῦτο καὶ σῷζεται. Tekst i Grégoire de Nazianze, Lettres Théologiques, ed. Paul Gallay (Sources Chrietiennes 208) (Paris: Éditions du Cerf 1974), 50.

13. Gregory Nazianzen, Epistola 101.36. Tekst i Lettres Théologiques (SC 208), 52: Τήρει οὖν τὸν ἄνθρωπον ὅλον καὶ μῖξον τὴν θεότητα, ἵνα με τελέως εὐεργετῇς.

14. Martin Luther, Disputatio de divinitate et humanitate Christi, WA 39/2, 92-121.

15. Theodor Dieter, Der junge Luther und Aristoteles. Eine historisch-systematische Untersuchung zum Verhältnis von Theologie und Philosophie (Theologische Bibliothek Töpelmann, 105) (Berlin: de Gruyter 2001).

16. Martin Luther, Disputatio 1540 theses 5-8; WA 39/2, 92.

17. Martin Luther, “In Natali Christi, A. 1515”, WA 1, 20-29.

18. WA 46, 632, 21-26.

39 ARKEN FS2012

‘s BS

Hurra. I anledning af nummer 150 har Arkens udsendte reporter været så heldig at få iscenesat et interview med ingen ringere end den åndelige sfæres største spasmager, englen Gabriel, i håb om at kunne lære at være mere sjov.

Gabriels resumé som spasmager er kendt gennem historien, hvor han har forfinet flere klassiske spøge, og pruttepuden er stadig én af hans yndlinge.

“Jeg flækker stadig af grin over den gang, jeg fik placeret den på Napoleons sadel før slaget ved Waterloo,” siger Gabriel, mens han forsøger at holde latteren inde. “Du sku ha hørt det: ‘I er mine modige soldater. Vi har kæmpet side om side mange gange og har vundet stort. Nu kræver det franske folk af os, at vi besejrer englænderne. Er I med mig? Til KAMP! pruuuuuuuuuuut.’”

Gabriel flækker ganske rigtigt sammen af grin. Igennem den hulkende latter kan man høre sætninger som: “Fuldstændig paf” og “Du sku ha set hans soldater.” Efter sit lille grineflip trækker Gabriel vejret tungt et par gange og vender tilbage til samtalen.

“Det handler alt sammen om timing. En god spasmager sørger altid for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

På den måde overlever ens joke i hundredevis af år,” udtaler Gabriel med en tydelig henvisning til den gang, han udgav sig for at være Gud og tog ned og besøgte Jomfru Maria.

“Hun slugte det der ‘særligt udvalgte’-pis råt,” hyggegriner Gabriel. “Min bedste 1.April joke nogen sinde.”

Det er tydeligt, at Gabriel nyder at fortælle historierne om sine bedrifter. På den måde gennemlever han dem endnu en gang.

“For eksempel havde jeg Moses til at rende rundt efter mig i fyrre år fordi jeg sagde, jeg havde taget hans næse,” storsmiler han.

Gabriel spørger ind til mine bedrifter. Jeg fortæller ham om, hvordan Arkens bagside har behandlet jokes som en QuintinTarantino-Jesus-hævnfilm, en nadverautomat og et åbenlyst fiktivt interview med kirkeministeren. Intet af det imponerer Gabriel.

“Kedeligt,” protestgaber han. “Det er jo ikke sjovt. Du skulle hellere kaste en masse bananskræller. Eller lagkager. Eller få det til at regne med frøer. Se! Dét nummer lavede jeg forresten engang i Egypten. Det var sjovt. Folk gik amok.”

Gabriel småfniser endnu engang, som var han igen kommet i tanke om en forgangen bedrift. Det er tydeligt, at han lever og ånder for komikerrollen, og Arkens udsendte reporter håber virkelig at kunne lære noget af denne ‘spasmester’, der har haft en finger med stort set alle større jokes i historien. Bl.a. i John F. Kennedys berømte berlinertale, hvor han fik indsneget et ‘ein’ på det mest afslørende sted.

Umiddelbart virker det nemmere for en engel at gennemføre disse episke drillerier, i og med, at han bruger sin transcendens for at komme tæt på, men han er dog alligevel fortrøstningsfuld på Arkens BS’ vegne. Og nu hvor Arkens udsendte reporter har modtaget hans visdomsord er undertegnede mindst lige så fortrøstningsfuld.

Og for at understrege hans spasmageri, får han efter interviewet lige indsneget et ‘du har noget på skjorten’, mens han peger på jeres reporters bryst, hvilket resulterer i et næseslag og et: “Hæhæ.”