ARKEN UDGAVE 152

152

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN NR. 4 2012 34. ÅRGANG. GRATIS

Redaktion

Indhold

Redaktør Inge Elise Haandsbæk haandsbaek@gmail.com

s. 4 Vore Juletraditioner

Grafiker Troels Bering troels.bering@gmail.com

s. 10 St James Bond

Fotograf Thomas Sandager thomass@ndager.dk Journalist Mathias Harding mathiasharding@gmail.com

s. 14 Årets Harald

Journalist Annette Kruhøffer ak@ak-kommunikation.dk

s. 20 Fagrådets 100-års jubilæum

Journalist Agnethe S. Sørensen

Journalist Kristian Ditlev Jensen

Forfattere på prædikestolen Af Agnethe S. Sørensen

Prædikestol, Farstrup Kirke, 1590.

Foto: Annette Kruhøffer

Journalist Kristine Marstrand-Jørgensen Dette nummers skribenter Anders Martin Lauritsen Michael Hvistendal Munch Rasmus H.C. Dreyer Anita Bjertrup Farup Møller

Sankt Jakobs kirke fik en nyskabende ide: De inviterede en række danske forfattere til at prædike på udvalgte søndage i perioden fra februar til september i år.

Blandt forfatterne var både kendte og mindre kendte navne.

Der var både kontroversielle forfattere og forfattere uden til-

at fordi de studerende lader

vinduerne

“Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning.”

Tryk KUA’s trykkeri Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 35 32 36 29 Arken modtager meget gerne artikler, kommentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Inge Haandsbæk Jensen, haandsbaek@gmail.com, journalist Annette Kruhøffer, ak@ak-kommunikation.dk eller til grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com

2 ARKEN ES2012

Der er blot den hage ved det, at de samme danskere samtidig ikke synes, at kirken har noget med dem at gøre - ud over at

tjene som ramme for ritualerne ved markeringen af de store overgange i livet, såsom dåb, bryllup og begravelse. Et af de vigtige spørgsmål for folkekirken i vor tid er derfor: - Hvordan får vi folk i kirke om søndagen?

”Kan det så passe,

Korrekturlæsere Stephan de Fønss Kristine Marstrand-Jørgensen Thilde Thordahl Andersen

Deadline for Arken 153 er 1. Marts 2013

Selvom det store flertal af danskerne stadigvæk er medlem af folkekirken, så virker det ikke, som om kirken har noget at sige, der kan lokke medlemmerne i kirke om søndagen.

De fleste danskere mener dog at det er helt i orden, at folkekirken er der, hvilket medlemstallet jo også viser.

s. 3

s. 24 Forfattere på prædikestolen s. 26 Interview med Jeanette Stampe Andersen

Lederen

s. 16 Småt om.. s. 17 Fagrådet informerer s. 18 Mine kristne symboler s. 30 Med kost og spand s. 32 Arken Anmelder s. 37 I Praktik som Prædikant s. 40 Arkens BS

Lederen

I disse dage er zombier i høj kurs – i hvert fald som fiktivt fænomen. Tag bare tv-serien The Walking Dead, der har oplevet massiv succes og med 10.9 mio. seere til sæson 3 er kåret som den mest sete kabel-tv-dramaserie i historien.

Zombiebølgen er dog ikke ny. Genren havde en glansperiode i 60’erne og 70’erne med George A. Romero’s kult-zombiefilm, der indledtes med den populære sætning: ”When there is no more room in hell, the dead will walk the earth”.

Vent – er snakken om helvede og genopstandelse ikke traditionel kristen terminologi? Bygger denne bølge på et kristent billede, som er blevet overtaget af populærkulturen?

Jeg ved personligt ikke, hvorvidt man kan stemple snakken om en sammenhæng mellem zombieverdenen og Bibelen som konspirationsteorier, men ikke desto mindre er det interessant at se nærmere på sammenhængen.

som stud.theol så fanget af dette epos, at hun gav sig til at lave en tegneserie over historien. Denne blev i sin tid udgivet på det daværende Forlaget ARKEN, og da vi på redaktionen for nyligt havde oprydningsdag, faldt vi over en kasse med disse gamle tegneserier. Vi lagde dem på hylden udenfor kontoret, og de blev revet væk og har dermed fået en revival så massiv, at vi på grafiker Troels Berings initiativ er i gang med at genoprette Forlaget ARKEN, så vi kan genoptrykke disse tegneserier samt eventuelle andre værker, der godt kunne trænge til en genudgivelse. Vi har været så privilegerede at Kirsten Schmidt, i anledning af genoptrykkelsen, har indvilget i at bidrage med en juletegning til dette nummer af ARKEN; og denne kan ses på forsiden af bladet.

I sammenhæng med spekulationer omkring zombiekulturen er det derfor pudsigt at bemærke, hvorledes der selv i Gilgamesh Den amerikanske forfatter Stant Litore, som også blogger for eposet, som altså af mange anses for at være verdenslitteratuHuffington Post, har skrevet en bog med titlen The Zombie Birens første hovedværk, også er tale om en underverden, hvor ble. Ifølge ham kan vi i Bibelen læse fortællinger om menneske- de afdødes skygger havde behov for de levendes ofre: hedens lange kamp mod sult og forestillinger om en ustillet sult hos de afdøde. Han spørger: I will knock down the Gates of the Netherworld / I will smash the Hvordan kan vi som menneskehed beholde livet i et samfund, der door posts, and leave the doors flat down / and will let the dead efterhånden er ved at æde os op indefra? Er der en Gud i denne go up to eat the living! And the dead will outnumber the living verden, og i så fald, elsker han os virkelig?

(Tavle VI, Gilgamesh) I dette lys ser han Bibelen som vore spirituelle forfædres metode at håndtere døden på i tider, hvor en bøn kunne være den eneste måde at bearbejde døden som fænomen. Dermed synes Litore at påpege, at død, liv efter døden og sjæl (eller mangel på samme i et afsjælet zombielegeme) er emner, som mennesket helt grundlæggende har lyst til og behov for at behandle. Centralt står her fortællingen om Jesu genopstandelse som den ultimative overvindelse af døden.

Transcenderer den menneskelige sult og grådighed døden?

Er vi grundlæggende syndige eller kærlige mennesker? Den traditionelle zombie fremstilles som uden fri vilje og styret af drifter, så det er værd at overveje, hvad dette litterært opståede billede betyder for vores syn på menneskeheden.

Op til det amerikanske præsidentvalg kunne man på DR2 følge politikeren Søren Pind og fotografen Jacob Holdt på tur rundt i USA. Den republikansk orienterede Pind hev kameraholdet med til Wall Street for at snakke med en økonom i den tunge Man kunne gå så langt som at sige, at hvis Litore har en pointe, klasse, der havde følgende udtalelse: Folk vil altid være grådige. så kunne en af forklaringerne på zombie- og vampyrbølgernes Punktum. succes være, at de kort og godt repræsenterer en sekulær teologi om de døde.

Grådigheden kan altså, betragtet som en urdrift, være med til at sætte fokus på vores syn på menneskeheden og naturen Jeg vil tillade mig at tage et sidespring: I løbet af undervisninomkring os. gen i Det Gamle Testamentes Eksegese kan man støde på det gamle mesopotamiske Gilgamesh helteepos. Det er urhistorier, Dog er det ikke apokalyptik og eskatologi, men starten, der er som har slående mange ligheder med de gammeltestamentpå menuen i denne udgave af ARKEN. Adventstiden er starten lige urhistorier, som skabelsesmyten og syndsflodsberetninpå kirkeåret, og julen markerer fortællingen om Jesu fødsel. gen. Den nuværende sognepræst på Orø, Kirsten Schmidt, blev Derfor: Glædelig jul til Jer alle fra ARKENs side.

3 ARKEN ES2012

Vor Juletr

- Julen set med Kathrine Lille

4 ARKEN ES2012

re raditioner

Julepynten er oppe udenfor fakultetet her i Købmagergade, og julen er atter over os. Men selv om mange kan blive enige om, at julen er vante traditioner og et juleevangelium, som mange nok kan recitere ordret, så har folk vidt forskellige forhold til – og tanker om - julehøjtiden.

Arken har taget en kort snak med en håndfuld offentligt kendte stemmer i kirke- og kristendomsdebatterne for at høre, hvad deres forhold er til julen og dens traditioner.

eørs, Sørine Gotfredsens og Manu Sareens øjne

Af Inge Haandsbæk Jensen

Sørine Gotfredsen: ”Guds komme til

verden udgør øjeblikket, hvor mennesket på en helt ny måde kan komme til at lære sig selv at kende og dermed blive sig selv”.

FOTO: Thomas Sandager

En mere stilfærdig og eftertænksom jul møder vi hos Sørine Gotfredsen, cand.theol., debattør og sognepræst ved Jesuskirken i Valby: ”Som årene går, er min julefejring blevet mere og mere stilfærdig. Når man ikke har børn, bliver det helt naturligt julens åndelige indhold frem for de ydre rammer, der fylder mest. Jeg har aldrig selv udviklet særlige traditioner, men prøver altid generelt at nedtone overfloden, maden og det lige lovligt rituelle samvær”, udtaler Sørine om sin måde at fejre julen på. I år ligger skemaet også fast: ”Jeg skal prædike juleaften til midnat, så det bliver en stille julemiddag med en del af familien. Juledag skal jeg færdiggøre min prædiken til 2. juledag. Jeg holder meget

af de stille juledage, hvor byen ligger øde, og jeg i ro og mag kan gøre mig alle de tanker, der hører julen og årets afslutning til. Julen rummer for mig en blanding af den næsten magiske stemning, der følger med det budskab, der rammer os udefra, og alle de tanker man gør om sit eget liv, dér hvor det er nået til netop nu”.

Det aktuelle i julens budskab står centralt hos Sørine Gotfredsen, når man teologisk skal se på, hvad julebegivenheden indebærer: ”Hvor mennesket før måtte leve afskåret fra sandheden, er vi med julenat og inkarnationen blevet givet muligheden for 5 ARKEN ES2012

Vore Juletraditioner

at komme et stort skridt tættere på det sande om os. Før julenat havde mennesket ikke en håndgribelig højeste målestok at se sin egen begrænsning i forhold til, og ingen absolut kærlighedens tilnærmelse at forlade sig på. Det vigtigste budskab i juleevangeliet i Lukas er, at menneskene bliver bekendt med, at Gud er kommet os nær på den mest ultimative måde, der tænkes kan. Guds komme til verden udgør øjeblikket, hvor mennesket på en helt ny måde kan komme til at lære sig selv at kende og dermed blive sig selv. Dette udgør en nådeshandling så stor, at vi stadig mangler ord for at beskrive den godt nok”.

Jesu fødsel som begivenhed er altså af ufattelig betydning og værdi, mens det med nogle af traditionerne – såsom den kommercielle del af julen - nu til dags står lidt anderledes til, ifølge Sørine: ”Jeg oplever ikke, at folks tilgang til alle traditionerne nævneværdigt har ændret sig, men den materielle dimension

er ved at nå et mæthedspunkt. I dag oplever man ofte, hvordan selv mindre børn har svært ved at finde på noget at ønske sig, fordi de i forvejen har alt. Det lyder som gentagelsen af en kliché, men mængden af mad og gaver er med til at henlægge julen i et temmelig problematisk skær”.

Dog er den kristne højtid ikke helt ude af kurs, mener Sørine, der har iagttaget en anden udvikling: ”Til gengæld fornemmer jeg gradvist en større interesse for det kristne indhold i julen, og kirkegangen er i juledagene, der hvor jeg hører til, meget fin. Og ikke kun på selve juleaften. Julen kan meget vel blive tidspunktet, hvor vi i den kommende tid i særlig grad vil mærke modreaktionen overfor forbrug og overfladiskhed, og jeg tror på muligheden af, at en ny bevidsthed om både julens og påskens indhold kan være på vej”.

Kathrine Lilleør: ”Julenat lover Gud, at der altid vil være glæde, der venter dig forude”.

FOTO: Wikipedia ”Julen fejrer jeg med mine døtre, nærmeste familie og venner.

Men først og fremmest i kirken, hvor jeg heldigvis skal være rigtig meget”, fortæller Kathrine Lilleør - cand.theol., debattør og sognepræst ved Slagslunde og Ganløse Kirker - om hendes måde at fejre jul på, med fokus især på den kirkelige dimension af højtiden. ”Julen blev afgørende anderledes, da jeg blev præst.

Fra at have sit tyngdepunkt i familien, julesangene og træet, er adventssøndagene og julegudstjenesterne blevet hjertet i min jul”. For hende er netop fortidens følelser, som er forbundet med julen, vigtige: ”Hver jul mindes jeg de forventninger, jeg har haft til andre jul, og på den måde bliver jeg konfronteret på godt og ondt med mit liv. Hvorpå jeg altid løftes af den fyldte julekirke, der synger om sorg, der skal vendes til glæde”.

Til juleaftensgudstjenesten læses Lukas 2, juleevangeliet om Jesu fødsel, som Lilleør også har et varmt forhold til: ”Juleevangeliet er en af evangeliernes mest poetiske tekster. Historien om barnet i krybben fortæller med tilsyneladende lethed hele kristendommens budskab, og der er derfor hvert eneste år nye 6 ARKEN ES2012

pointer, jeg ikke havde set før”. Derfor er det svært at udvælge et bestemt budskab, der kan stå som centralt i fortællingen, men ikke desto mindre kan hun fremhæve en detalje: ”Juleenglens ”frygt ikke” har været et mantra i de sidste mange år. Og så dette, at den forkynder, at glæden ’skal’ være; ikke var, ikke er men skal være. Julenat lover Gud, at der altid vil være glæde, der venter dig forude. Selv i døden vil der være glæde i sigte”.

Og netop spændingen mellem et menneskes dybere, mørkere sider og denne store glæde synes vigtig for Lilleør, når man læser teksten til den salme, hun har skrevet; ”Når Juletåren falder”. For hende spiller salmerne netop en vigtig rolle i det følelsesregister, man går igennem i forbindelse med højtiden: ”Salmerne er så særligt skønne til jul, og de følger med omkring juletræet, hvor jeg altid bliver helt let indeni, når mine døtre synger de samme sange og salmer, som min morfar sang engang for længe siden. Julen er for mig en kæde af tekster, salmer og sange, som taler ind i det mørkeste og mest ensomme i mig”.

”Når Juletåren Falder” Tekst: Kathrine Lilleør, 2010 Når juletåren trænger sig over øjets kant, og alle lyse minder sig spejler salt i vand, da synger juleenglen, om hjertets største håb: :At juletåren svinder i glædens himmeldåb: For sortere end sorgen var korsets håb, der brast, og tungere end tårers tryk, blev tvivlen naglet fast, dog synger juleenglen, om hjertets største håb: :At juletåren svinder i glædens himmeldåb: Hør glæden venter dig, bag englens julesang, i Skagens gule sommer og bølgens åndefang, for juleenglen synger om hjertets største håb: : At juletåren svinder i glædens himmeldåb: I håbet tørrer Herren, mens lyset synges ind, hver tåre væk og siger, til det fortabte sind, at julestjernen stråler i hvert et hjertehåb, :For juletåren svinder i glædens himmeldåb:

7 ARKEN ES2012

Et stort lille fællesskab

Manu Sareen: ”Uagtet om du er

muslim, hindu, buddhist eller kristen – så betyder det noget for dit liv”.

FOTO: Wikipedia Den radikale minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, har om nogen haft et utraditionelt forhold til julen, set ud fra et dansk perspektiv. Med forældre, der var fra Indien, var jul ikke en decideret højtid, som skulle markeres: ”Jeg er fra en familie, som ikke til at starte med fejrede jul. Min tilgang har været meget underlig, jeg prøvede selv at holde jul uden mine forældre og købte gaver til mig selv. Som ung holdt jeg af og til jul på Christiania sammen med de udsatte eller på Kofoeds Skole – sidstnævnte sted gad jeg godt holde jul igen, men det går familien nok ikke med til”, griner Manu Sareen. For julen er i høj grad en tradition, han selv har måttet etablere som anden generations-dansker i København. Det var først for alvor, da han selv etablerede en familie, at han begyndte at holde traditionel jul, og i år er ingen undtagelse: ”I år skal jeg i Markuskirken på Frederiksberg, hvor jeg skal høre min gode ven Jesper Mønsted prædike. Vi plejer altid at lave flæskesteg juleaften, men i år vil min mindste søn gerne have and! Så mit store problem er, hvordan jeg skal få en and blandet ind i det”, smiler han og fortsætter: ”Det er jo så juleaften, men for mig er det faktisk ikke det vigtigste, det er bare der, hvor det kulminerer.

Det vigtigste er stemningen fra 1. december, hvor man kan gå på

8 ARKEN ES2012

gaden og mærke, at det sitrer, og hvordan folk bare er lidt mere venlige”. Problemet med flæskestegen kommer nok også til at påvirke ministerens juledage: ”I juledagene er der ingen tvivl; vi skal bare helt ned i tempo og lave så meget flæskesteg, at der kan blive til en flæskestegssandwich bagefter. Og ellers skal jeg bare gå en tur med familien, jeg er jo et familiemennneske, så det er vores rum”.

Julens budskab og dens indflydelse, står dog meget klart for Manu Sareen: ”Det er dér, hvor det hele startede, hvor kristendommen starter, det er Jesu fødsel. Det er Gud, der sætter sit barn ned på jorden, fordi han kærer sig om os, og det er kærlighed i sin reneste form. Én ting er, at fortællingen er enormt smuk, men dér hvor betydningen virkelig har gigantiske dimensioner er i og med, at den betyder noget for alle. Uagtet om du er muslim, hindu, buddhist eller kristen, så betyder det noget for dit liv. For eksempel i Indien, hvor min familie er fra, bliver der også fejret jul. Du ser det, selvom du ikke er kristen. Børserne har lukket, og der bliver ikke handlet”.

Også måden, hvorpå vi fejrer jul her i Danmark, illustrerer hvor

universel en begivenhed, det efterhånden er blevet: ”En ting er Bibelen, det kristne, og hvordan vi forholder os til det, men så er der musikken, som bliver spillet – både salmer og populær musik. Alt det smukke – begyndelsen og kærligheden – har vi fået blandet med det hedenske: populærmusik, julemanden og ikke mindst juletræet. ’Det kristne juletræ’ – øh! Det har intet med kristendom at gøre. Det har forgrenet sig alle steder”. Netop juletræet viser, hvordan den kristne fejring af julen befinder sig i et krydsfelt mellem tradition , kultur og religion, hvor det ofte er svært at skille tingene ad. I Kokkedal har en boligforening, hvor et flertal af muslimer sad i bestyrelsen, besluttet ikke at sætte det ellers årligt tilbagevendende juletræ op i den fælles gård, hvilket udløste et ramaskrig over hele landet. Også i Bruxelles, hvor et moderne, avantgardistisk ståljuletræ indtager pladsen på Grand-Place som et kunstnerisk led i forbindelse med jule- og vinterfesten Plaisirs d’Hiver. Debatten har gået på, hvorvidt juletræet i denne udgave var et knæfald for muslimer eller blot et udtryk for sekularisering. For Manu Sareen er tilfældet i Kokkedal dog ikke en sag om julens indflydelse som kristen højtid men snarere en snak om demokratiets vilkår: ”Når der som i Kokkedal er beboerdemokrati, så er det svært. Det er demokratiets vilkår – men demokratiet er jo netop også mindretalshensyn, og der mener jeg, at de går galt i byen. Jeg forstår ikke deres beslutning. Jeg læste i en undersøgelse, at folk er blevet mindre religiøse på verdensplan – og denne sag handler nok mere om kultur og traditioner”. Disse kulturmøder er

også en interessant del af julen for ministeren, der i 2009 udgav en julekalender som den fjerde bog i serien om Iqbal Farooq.

Her fortælles der om den etniske familie Farooq på Nørrebro, der for første gang vil prøve at holde jul efter kunstens regler.

Det viser sig dog at være sværere end som så at få regnestykket med en multietnisk jul til at gå op, og i kampens hede begynder julepynt – inklusive juletræer – at forsvinde. ”Tanken var at skrive en julekalender med etniske dimensioner”, hvilket Manu Sareen som barn i en udenlandsk familie netop stod midt i. ”Da jeg var lille i 70’erne, var København lukket. Der var intet at lave 1. og 2. juledag. Vi sad bare og gloede, for alle havde fri og var taget til Jylland for at besøge deres familier. Så vi sad og så Danmarks Radio eller besøgte vores indiske venner i stedet, så en del har ændret sig siden da”. Kristne/hedenske juletræer eller ej er traditionen nu altså blevet Manu Sareens egen, hvad end hans familie ender med and eller flæskesteg på bordet i år.

9 ARKEN ES2011

St Jame Den nye 007-film gør fallen agents til fallen angels. Og det er ikke de eneste kristne referencer i filmen. Vatikanets avis? De er helt vilde med den!

Af Kristian Ditlev Jensen

10 ARKEN ES2012

es Bond 11 ARKEN ES2012

St James Bond

Selv om der selvfølgelig er forskel på Sky og Heaven, så kan man ikke lade være med at tænke tanken, når man ser den seneste James Bond-film, der er nummer 23 i rækken, nemlig Skyfall: Nogen eller noget er faldet ud af himmeriget – og det ligner til forveksling en historie, der trækker på Bibelens fortællinger. Og så alligevel. For er det ikke snarere en græsk myte?

Det sidste tænker man allerede kort inde i filmen. Efter en hæsblæsende jagt igennem Istanbuls gader, ender Bond på taget af et tog, hvor han ved en fejl bliver skudt af en kollega. Og filmens næste motiv kunne næsten være malet af Pieter Bruegel den Ældre. Landskab med Ikaros’ fald. Vor helt skvatter ned og dør faktisk – i hvert fald så vidt de ved i MI6s hovedkvarter hjemme i London.

Det umiddelbare plot i filmen er historien om en banal forlæggelse, bare i størrelse XXL. En ubetaleligt klodset agent har mistet en harddisk med navnene på samtlige vestlige agenter, der arbejder under cover i hele verden. Og at den er faldet i kløerne på den helt forkerte; det opdager vi snart. Om ikke andet, så da MI6 - hovedkvarteret eksploderer. Inden længe går den vilde jagt – men hvem er det, de jager?

Enhver James Bond - fan vil vide, at skurkologien, som ifølge Politikens filmanmelder, Henrik Palle, er ”læren om den antropomorfe ondskab, som den findes i fiktionens verden”, i James 12 ARKEN ES2012

Bond - filmene er noget nær unik. Ondskabens patriarker står ganske enkelt på rad og række, og har gjort det lige siden den ultraklamme Le Chiffre gjorde sin entre i Casino Royal. Hvem husker ikke General Grubozaboyschikov, Dr. Julius No, Auric Goldfinger, Aristotle Kristatos, Trigger, Tamil Rahani, Vladimir Scorpius, Lee Fu - Chu, Irma Bunt, Hera Volopoulos, Domingo Espada, Goro Yoshida, Dr. Perseus Friend og Ugo Carnifex – for nu at nævne et par rigtig stride stykker. Men spørgsmålet er jo så: Hvem er den nye skurk?

Svaret skal findes i de pseudepigrafiske skrifter, hvor en slyngel, oprindeligt identificeret hos kirkefaderen Origines, omtales. Morgenstjernen, altså, det, vi i vore dage kalder planeten Venus, præsenteres som ”Lysbæreren” – eller på latin Lucifer. Og Satan, der betyder ”modstander” på hebraisk, er jo af indlysende grunde den suverænt mest oplagte antagonist nogensinde – ikke mindst set med en manuskriptforfatters øjne. Djævelen, selveste den faldne engel, vender sig imod sit eget ophav – og hævner sig. Se! Dét er en god historie.

I filmen er det Javier Bardem, der som skurken Silva kæmper imod Daniel Craigs James Bond. Silva vil M (spillet af Judi Dench) til livs, fordi hun har, som det hedder, ofret ham. Og hvis man anerkender analogien er Fader Vor altså blevet til Moder Vor. Silva er ganske rigtigt, ligesom Lucifer, en falden – ikke angel, men – agent.

Filmen har flere direkte henvisninger til Bibelen – både direkte og indirekte. St. James, som man får helt lyst til at kalde agent 007, frelser prostituerede og gør i det hele taget gode gerninger, i ét væk. Og da han bliver spurgt om han har en hobby, svarer han direkte: ”Genopstandelse”.

Filmen Skyfall har fået en smuk modtagelse over hele verden, selv på højeste sted. Under logoet med indskriften Unicuique suum non praevalebunt anmelder Vatikanets avis L’Osservatore Romano filmen, der ifølge katolicismens hovedorgan har alt det, en 007 - film netop skal have: ”adrenalinpumpet action på eksotiske locations, smukke Bond - piger og den uundgåelige vodka - martini – rystet, ikke rørt”. Samme avis kalder Judi Denchs præstation for ”tiltalende”. I det hele taget er avisen, hvis oplag ligger stabilt på ca. 15.000 eksemplarer, så glødende tilhænger af filmen, at der dedikeres hele fem artikler til emnet – hovednummeret er den stort opsatte anmeldelse under rubrikken ”License to cry”.

At det er temmelig vildt, at Vatikanets avis overhovedet anmelder filmen positivt skal ses i lyset af, at den 151 år gamle tryksag indtil for nylig mest skrev om pavens forestående kalenderaftaler, diverse teologiske emner og økumeniske problemstillinger. Og eksempelvis anmeldtes film af Fellini overhovedet ikke i det pavelige dagblad. Men siden den progressive chefredaktør Gian Maria Vian kom til, er der sket et og andet.

Blandt andet er der også blevet ansat en kvindelig journalist –

noget, der var komplet utænkeligt for blot få år siden.

Gaetano Vallini, Bond - anmelderen, mener meget passende, at Skyfall ”indvarsler en ny æra for sagaen”. Vallini, der ifølge sin profil på LinkedIn har en bachelorgrad i psykologi, velsigner da også Skyfall med fem stjerner.

Som et lille P. S. minder vi lige læseren om, at faldne engle jo altså ikke kun er af det onde. Ifølge Augustin, er det netop de faldne engle, der gør, at det overhovedet er muligt for mennesker at komme i himmelen. Efter englenes udstødelse af himmeriget – som i øvrigt skyldes, at de med deres medfødte godhed ikke kan angre og af samme grund aldrig kan tilgives – er der nemlig også blevet plads til et par af os dødelige. Det sidste forudsætter selvsagt, at man laver sine lektier til Dr. Vangslevs latintimer.

13 ARKEN ES2012

Årets Harald 2012

Årets

Harald 2012

Af Anders Martin Lauritsen

Hvert år, nærmere bestemt den tredje fredag i november, inviterer rektor til årsfest , og i år var ingen undtagelse. Årsfesten er universitetets markering af sig selv, og kan egentlig kaldes en fødselsdag, også selvom det er uden boller, kagemand og varm chokolade.

Den 16. november var universitetets og fakulteternes ledelser sammen med repræsentanter fra ministerier, Folketinget og studenterne, samlet i universitetets festsal.

Fra Det Teologiske Fagråd deltog Michael Munch og undertegnede. Årsfesten er noget, man går og glæder sig til, og derfor var vi feststemte og glade, da vi ”indtog festsalen”.

Kl. 14:00 sharp, eller ca. 5 minutter over (jeg tror, en dekan måske var lidt forsinket), åbnede dørene ind til salen, og i fornem position trådte Prinsgemalen ind med rektor ved den ene side og bestyrelsesformanden på den anden. I gåsegang derefter fulgte de seks dekaner, alle i deres respektive dekankappe, og rektor selvfølgelig med sin rektorkæde, der mest af alt minder om en borgmesterkæde. Fanfaren lød fra oven, og lige så snart døren blev åbnet, rejste alle sig op, som en fornem gestus til den kongelige deltager. Årsfesten er bundet op på mangeårige traditioner og følger derfor en fast form. Bestyrelsesformanden åbnede ballet eller i hvert fald talerækken. Dernæst fulgte rektor og studenterrådets afgående formand, efterfulgt af en dygtig sopran, og de gamle mænd i Studentersangerne. Derefter kom vi til det, som Michael og jeg havde ventet på fra starten.

Rektor trådte op på talerstolen og motiverede nu udnævnelses af KU’s underviserpris; Årets Harald 2012. Prisen er opkaldt efter den kendte professor Harald Bohr og tildeles en underviser, der på bedste vis formår at undervise på en sublim måde. Udover æren gives 25.000,- og en porcelænsugle. I år faldt valget på en professor fra teologi. Denne professor blev valgt på baggrund af følgende motivation, indsendt af Det Teologiske Fagråd: 14 ARKEN ES2012

Årets Underviser er ikke blot en fantastisk underviser, en fremragende kommunikator og forbilledlig i sin omgang med de studerende men også et behageligt menneske med noget på hjertet, der gør at enhver studerende spidser øre.

I hendes undervisning formår hun at inddrage de studerende gennem studenteroplæg og skriftlige introduktioner, idet hun følger med i deres interesser, så undervisningen inddrager disse flader på måder, der lægger langt ud over studieordningers begrænsede snore. I sin undervisning bruger hun alle tænkelige pædagogiske midler, således at hendes hjælpsomme PowerPoint indeholder alt fra bykort, landkort, malerier af de implicerede personer og et væld af opfindsomme grafer, udviklingslinjer og historiske/typografiske afbildninger, der leder den studerendes forståelse op på nye planer i endnu flere medier og former.

Hendes omgang med de studerende er forbilledlig, idet hun mindsker afstanden mellem vi studerende og hende som underviser. Forbilledet ligger i, at hun ikke blot kender sine studerendes navne men også husker dem som mennesker med forskellige præferencer, indstillinger og styrker, som hun ivrigt understøtter og underbygger. Hendes forhold til den enkelte studerende er præget af oprigtig interesse for den studerende og for, hvor de vil hen og hvordan, alt imens hun fastholder en høj akademisk faglighed, hvilket også skinner igennem i hendes udarbejdninger af pensa.

Hånden på hjertet, så er kirkehistorie ikke nødvendigvis det fag, der drager flest studerende til sine noget støvede hylder, men dette er ikke tilfældet for hende.

Hendes smittende entusiasme gør, at de studerende fatter interesse for dybden i dette fag, og pludselig finder glæde i gamle latinske, tyske og franske tekster (blandt mange andre). Hun forstår at gøre stoffet – med hjælp fra dets teologiske tyngde og fremmedsproglige prægning - til nærværende og noget, der får sjælen til at lette i glæde og adrenalin, der gennem hendes figurative fremstilling fremmaner betydningskæder og referencer, hvor historien går i ét med teologien og kulturen. Man føler, at ens sjæl ranker sig, idet man forlader hendes undervisning, og man kan ikke undgå at smile af den

Formand for Fagrådet Anders Martin Lauritsen og Årets Harald 2012, Mette Birkedal Bruun.

Foto: Det Teologiske Fagråd 15 ARKEN ES2012

Årets Harald 2012 Småt om...

Larm

Hvad prædikede præsterne om i fattigfirserne? Er det Jesus eller sognelivet, der optager medierne? og hvordan er udviklingen egentlig for formidlingen af kristendom til de danske radiolyttere?

Interesserede studerende og forskere kan nu selv finde frem til svarene. DR har namlig åbnet for adgangen til en database, hvor alle DRs udsendelser fra 1984 og frem er gjort tilgængelige. Man skal registreres for at få adgang. Se mere på hjemmesiden larm.fm

Dåb

I 2011 blev 46.912 mennesker døbt i folkekirken. De fleste var børn, men der var også voksne iblandt. Derfor kan man ikke uden videre regne ud, hvor mange af de nyfødte børn, der blev døbt.

Beregningerne er imidlertid lavet for hvert år siden midten af 70’erne. Det sidste år, der foreløbig er tilgængeligt, er 2010. I dette år var dåbsprocenten 69,2 og dermed for første gang under 70.

Kilde: km.dk

Gratis

Hvis man skal bruge en artikel fra et tidsskrift (KUBIS), kan man i de fleste tilfælde få det sendt via mail som en pdf-fil. Det er gratis for studerende og ansatte ved universiteterne. Se mere på http://www. teol.ku.dk/bibliotek/artikellevering/ Ligeså kan Arkens udgaver (#143-152) fås ved at sende en mail til troels.bering@gmail.com

og ønske nummeret.

16 ARKEN ES2012

glæde og indlevelse, der præger hendes undervisning.

Man kan ofte se over gården på teologi til det lokale, hvor hun underviser – og det man ser, det er Årets Underviser i gang med at vifte med armene i gestikulationer og små hop af entusiasme. Med samme gestikulation af entusiasme og glæde indstiller vi en professor, for hvem undervisning er et helt naturligt og glædeligt erhverv.

Hun var, da hun blev ansat, en af de unge undervisere, der for alvor viste potentiale, indlevelse og gjorde en forskel. Dette potentiale har hun i overmåde levet op til, og derfor ønsker vi, at hun får denne pris som et synligt tegn på vores dybeste anerkendelse og respekt for hendes gerninger.

i den forbindelse ønske hende held og lykke med hendes nye, store forskningsprojekt.

Mette har lige modtaget over 9 millioner til et stort EU-forskningsprojekt, og vi glæder os til, at hun med stor iver, og måske små hop, vil bringe det ind i undervisningen.

Vi kan alle være stolte over denne pris. Den gives hvert år til én person. Én person blandt KU’s 4500 VIP’ere. Sidste gang, den blev modtaget af en underviser fra teologi var i 2000, hvor daværende lektor Bodil Ejrnæs var blevet indstillet af en gruppe teologistuderende til denne pris.

Og hvem kunne det ellers være? Det er selvfølgelig professor Mette Birkedal Bruun fra Afdeling for Kirkehistorie.

Mette er nu medlem af en særlig klub; en klub, der indtil nu kun har 25 medlemmer. Derudover er hun også medlem af den eksklusive klub af teologiske undervisere på KU. For på teologi har vi nogle fantastiske undervisere, så mon ikke nogle flere teologer i fremtiden vil modtage KU’s underviserpris? Det er jeg i hvert fald selv sikker på!

Det Teologiske Fagråd vil gerne lykønske Mette med denne ærefulde pris, og vi vil også

Endnu engang tillykke til professor Mette Birkedal Bruun.

Modtagere af

Årets Harald 1988-2012

1988 Bjørn Holstein 1989 Graham Caie 1990 Jens Martin Knudsen 1991 Hans Keiding 1992 Erik Aschengreen 1993 Elisabeth Bock 1994 Uffe Hansen 1995 Peter Rossel 1996 Finn Bojsen-Møller 1997 Jonathan Schwarz 1998 Henning Bech 1999 John Pedersen 2000 Bodil Ejrnæs

2001 Jan Philip Solovej 2002 Yoichi Nagashima 2003 Angel Alzaga 2004 Hans Bonde 2005 Una Canger 2006 Vincent Gabrielsen 2007 Peter Kurrild-Klitgaard 2008 Stuart Ward 2009 Jan H. Christensen 2010 Helle Winther 2011 John Tøndering 2012 Mette Birkedal Bruun

Nyt fra Fagrådet

Af Anders Martin Lauritsen

Nu er det snart jul. I skrivende stund er der ca. en måned til juleaften. Med juleaften følger gaver, juletræ og julemad.

Dernæst julefrokoster og nytår. Og med nytår følger eksamen.

Ja, det er snart tid til eksamen. Tiden går stærkt. Jeg syntes ikke, det er særlig længe siden, vi begyndte på dette semester, men alligevel er der snart gået 3 måneder.

For fagrådet er tiden også gået stærkt, trods en masse arbejdsopgaver. Indtil nu har fagrådsarbejdet, siden sommer, budt på ting vedrørende 100-års-jubilæum (se artikel andetsteds), universitetsvalg, fagrådsuge, fagrådsfolkekøkken, kaffeuddelinger og happenings, generalforsamling, udnævnelse af Årets Harald 2012 (se selvstændig artikel) samt de ugentlige møder, der afholdes hver tirsdag kl. 12:15 i fagrådslokalet! Så ja, vi har haft travlt.

Nye studenterrepræsentanter Hvert år i november afholdes universitetsvalg på KU. Der skal vælges repræsentanter til Akademisk Råd og Studienævnet.

Fagrådet har som vanligt opstillet en liste til hhv. Akademisk Råd og en til Studienævnet. Da der ikke var nogle modlister, og da vi samtidig kun opstillede det antal der krævedes, er der fredsvalg på teologi. Derfor kan jeg allerede nu præsentere de fem nye repræsentanter: Til Akademisk Råd: Michael Hvistendahl Munch og Anders Martin Lauritsen Og til Studienævnet: Bo Chen, Christine Damgaard Jensen og Aske Emil Olsen

ny bestyrelse valgt. Nogle blev genvalgt og andre nyvalgt.

Bestyrelsen består nu af 13 studerende, både bachelor- og kandidatstuderende. Michael Hvistendahl Munch blev nyvalgt til næstformandsposten, og undertegnede blev genvalgt til formandsposten.

Fagrådet er klar til at arbejde for et forbedret studie- og undervisningsmiljø på fakultetet. Vi modtager med glæde kommentarer og ideer, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forvalte vores arbejdsopgave på bedste vis.

Ministermøde og Årets Underviser på teologi 2012 Den 7. december får fagrådet besøg af kirkeminister Manu Sareen. Kirkeministeren kommer forbi kælderlokalet til en faglig fredag. Manu Sareen har ytret ønske om at komme i dialog med teologistuderende, og emnet vil naturligvis være kirkepolitik. Derudover vil Manu Sareen komme ind på sit arbejde det sidste år, samt sine tanker for fremtidens Folkekirke. Det starter kl. 16, så kom endelig forbi - det er gratis, og baren er åben!

Ved Teologisk Forenings julefest den 20. december vil fagrådet udnævne Årets Underviser 2012. I skrivende stund vælter det ind med motiveringer. På vegne af fagrådet vil jeg gerne takke for alle indstillingerne, og de vil alle sammen blive taget til overvejelse, inden fagrådets bestyrelse vælger ’vinderen’. Prisen er vigtig, og de undervisere, der modtager den, udtrykker stor glæde og ære.

Hvem modtageren er, er endnu ikke afgjort. Og det vil først blive offentliggjort ved julefesten.

Disse fem er fagrådets repræsentanter i fakultetets organer, og de er derfor også alle teologistuderendes stemme i dette Til slut vil jeg, på fagrådets vegne, ønske alle en god jul, et godt arbejde. Har man nogle kommentarer eller ideer til deres arbej- nytår, samt held og lykke med eksaminerne. de, skal man endelig bare kontakte dem.

Læs mere om fagrådet på facebook: Fagrådets nye formandskab www.facebook.com/fagraadetTEO Ved fagrådets generalforsamling den 31. oktober blev en

Tryk endelig “synes godt om”!

17 ARKEN ES2012

Homovielserne for책rsager flugt fra Folkekirken

Taler, bobler og klaverm

18 ARKEN ES2012

musik

Foto: Adam Garff

FAGRÅDETS 100-års jubilæum

19 ARKEN ES2012

Fagrådets 100-års jubilæum

I sidste uge spurgte en unavngiven underviser om, hvornår Det til at møde op! Det var interessant nok hverken kirke- og ligeTeologiske Fagråd ville invitere til hundredårsjubilæum. stillingsministeren eller uddannelsesministeren, men derimod miljøministeren Ida Auken, men hvem vil ikke også hellere se Derfor, lige for en god ordens skyld, tillader jeg mig at orienen cand.theol. og tidligere medlem af Det Teologiske Fagråd? tere alle om, at vores fagråd, Det Teologiske Fagråd, d. 2. november 2012 holdt en reception i Kældercaféen i anledning Receptionen blev, som stilen er på Det Teologiske Fakultet, af dets hundredårsjubilæum. Jeg håber ikke, at det kommer indledt med sang akkompagneret af husets pianist Nils Holger som en alt for stor overraskelse. Vi gjorde i hvert fald vores for på Kældercaféens klaver, som dekanen til lejligheden allernåat invitere alle. digst havde låst op for, til stor overraskelse for de udefrakommende studerende, som var mødt op for at fejre os. Sang er Når jeg siger alle, så mener jeg virkelig alle. Der var ikke kun de åbenbart kun noget, der stadig bedrives på Det Teologiske sædvanlige opslag på fakultetet og en invitation i vor trofaste Fakultet og i Universitetets Festsal.

Arken, men vi havde også skrevet ud til alle ansatte og samarbejdspartnere, sendt materialer til de relevante aviser og Et hundrede år. Det er ikke sådan at kimse ad, hvorfor vi også blade og til alle, som vi kunne komme i tanke om, som måske havde satset stort. Med eksterne midler og hjælp fra både engang på et tidspunkt kunne have overvejet at deltage i et Baren og Theologisk Madforening (som begge varmt kan fagrådsmøde og i øvrigt med besked om endelig at sende anbefales af skribenten) fik vi stablet et stort gilde på benene invitationen videre. Vi drøftede kort, hvorvidt vi skulle invitere med dertilhørende bobler, rødvin og alskens lækkerier. Der kongehuset, men holdt os dog til rektor og så et par miniblev ikke sparet på noget. sterier.

Ovre i hjørnet havde vi rodet hele arkivet frem og fundet alt Fremmødet blev derefter. lige fra det gamle teologiske laboratoriums logbøger, hvilket blev brugt til at skrive små beskeder teologer imellem, til banDer var et væld af teologer. Unge som gamle og fra stud. til nere med stavefejl, men som dog alligevel havde overlevet dr.theol. kombineret på alle tænkelige måder, som det jo lader tidens tand. Hertil var også fagrådets festskrift, Hvad er imod sig gøre på Det Teologiske Fakultet. Rektor mødte også op, Studentens Kaar, som blev delt ud gratis til alle interesserede. altid et godt trækplaster, og vi fik da også en enkelt minister Dette lod sig kun gøre, da fakultetet generøst havde sponseret 20 ARKEN ES2012

udgivelsen som jubilæumsgave til fagrådet. Skulle man være interesseret i bogen, har vi stadig et par stykker tilbage oppe i fagrådslokalet, og man kan endda få dem signeret, hvis der skulle være ønsker om dette!

Jeg vil gerne takke alle, som mødte op for at tage del i fejringen af fagrådet. Alle studerende er en del af fagrådet, hvad enten de eller vi vil det eller ej. Det står i hvert fald i vores vedtægter.

Som det hører sig til, havde vi naturligvis også et væld af talere. Anders Martin Lauritsen, fagrådets formand, lagde ud med at byde velkommen samt give en tale, som siden er blevet publiceret i universitetsavisen (http://universitetsavisen.dk/debat/demokrati-er-en-samtale).

Dekanen, som skrev forordet til festskriftet, citerede mit efterord i sin tale ved receptionen (hvordan dekanen havde haft mulighed for at læse skriftet inden receptionen, må stå hen i det uvisse, men det viser i hvert fald, hvorfor netop dekanen er dekan). Derfor finder jeg det passende, hvis jeg, som skrev efterordet til festskriftet, citerer hans forord i min rapport til Arken. Især da jeg derved lige har dannet en kiasme.

Herefter kom vor dekan, Steffen Kjeldgaard-Pedersen, på talerstolen, efterfulgt af rektor Ralf Hemmingsen. Her blev der både takket for samarbejdet, men også opfordret til fortsat at udfordre ledelsen, og begge de magtfulde herrer fortalte da også, at de godt vidste, hvem der egentlig har magten på universitetet.

Til sidst havde vi inviteret to tidligere fagrådsmedlemmer, sognepræst Mette Marbæk Johansen, som har siddet i KUs bestyrelse, og sognepræst Peter Reumert, som aldrig har været formand for fagrådet; fagrådet havde nemlig fejlagtigt fremlagt den påstand, hvilket pastoren forståeligt nok ikke ville have hængende på sig. De fortalte både gamle røverhistorier, men bragte også nye frem, så intet gik i glemmebogen.

Dekanen skriver: ’„Sammen“ er bedre end „over for“. Det vil enhver fornuftig ledelse skrive under på. Den ved nemlig, at det i sidste ende er studenterne, der har magten.’

Her er jeg glad for, at ligesom kirken tror på Gud efter religionskritikken, så tror universitetet tilsyneladende også på studenterdemokratiet efter universitetsloven.

Michael Hvistendahl Munch, Næstformand i Det Teologiske Fagråd

Vi sluttede, som vi startede; med sang.

21 ARKEN ES2012

Den økonomiske krise er over de fleste. For de studerende har der dog altid været stramm er steget til hele 180 kr. - og det kan hurtigt mærkes i budgettet! Derfor har ARKEN valgt a

Dermed håber vi på at se de fleste af jer til festen d. 20/12, så der kan ønskes god jul og god

22 ARKEN ES2011

me budgetter på SU. I år har ARKEN observeret at prisen for middag og Teologisk Julefest at trykke disse flotte pengesedler, så I alle kan føle jer lidt rigere end I i virkeligheden er.

dt nytår

23 ARKEN ES2012

Mine kristne symboler

Mine kristne symboler Af Agnethe S. Sørensen

Da jeg første gang skulle ned og vandre på Caminoen (pilgrimsruten i Nordspanien), tænkte jeg, at jeg ville have et kors om halsen, så folk dernede kunne se, at jeg var en rigtig kristen pilgrim og ikke blot en turist på nye eventyr.

Jeg havde godt nok et Dagmarkors i guld, ligesom mange andre danskere sikkert har fået i dåbsgave, men hverken kæden eller selve korset havde den rigtige størrelse. Jeg satte tid af til at shoppe og fandt da også et kors hos en guldsmed, som faldt i min smag. Det var et kors af sølv med store sten og perler på kryds og tværs, som jeg hængte i en lang kæde om min hals.

Og så vandrede jeg glad af sted imod Santiago de Compostela med rygsæk og kors i visheden om, at folk kunne se hvilket menneske, jeg var: En seriøs kristen på pilgrimsfærd.

Efter en uges vandring, var jeg et par gange - når jeg i en ny lille landsby langs ruten gik ind på en bar, for at få mig en velfortjent kold cola - blevet i tvivl om, hvorvidt der blev kigget anerkendende på mit kors, eller om det var mine bryster, der blev evalueret. Det var en meget ubehagelig følelse, og jeg havde lyst til prompte at krydse armene over brystet og sige: ”Hold nu kæft med det dér kiggeri!”

Men det kunne jeg jo ikke sige på spansk og hvad værre var: Jeg kunne ikke vide, om de så på mit kors, hvilket jo var meningen, eller om de gloede på mine bryster, hvilket var tarveligt!

Jeg blev i hvert fald nødt til at putte mit kors inden for trøjen, da jeg havde oplevet dette ubehagelige kiggeri flere gange.

Først gik jeg og skumlede fornærmet over, at mit flotte symbol nu havde fået en utilsigtet virkning tilbage på mig selv. Selv om det var meget varmt at vandre i bagende sol, kølede jeg dog hurtigt af og besluttede, at jeg ville lade tvivlen komme de tarvelige til gode.

Da slog en tanke ned i mig, som et lyn fra en klar himmel: Ej, hvor pinligt! - Hvor åndsforladt er jeg? Hvordan kunne jeg nogensinde få den tanke at vise andre, hvor seriøs en kristen jeg er, ved at bære et symbol? Hvis man endelig skulle ”vise 24 ARKEN ES2012

sig”, hvad så med at vise sig kristen ved at optræde ydmygt og venligt og frem for alt at kere sig mere om sine medmenneskers ve og vel, end om hvordan de opfatter én. Der var virkelig noget at tænke over, imens jeg gik på min Camino - men korset forblev i det skjulte indenfor trøjen; mit kors var blevet et tveægget sværd.

En dag kommer der to nonner gående på vejen imod mig. De stopper mig og taler til mig på spansk, så jeg forstår ikke helt, hvad de siger. Så griber de begge min hånd og bliver ved at spørge. Jeg forstår til sidst, at de vil vide, om jeg går alene. ”Ja, det gør jeg,” siger jeg, og så spørger de mig igen om noget, jeg ikke forstår.

Imens de prøver at gøre sig forståelige, holder de begge to mine hænder, og den ene nonne stryger mig over hånden. I det øjeblik går tiden i stå. Jeg står og kigger på deres ansigter, som udviser oprigtig interesse, og jeg hører deres ord, selvom jeg ikke forstår dem. Især mærker jeg kærtegnene af min hånd. Jeg mærker, at de vil mig det godt og ønsker mig det bedste.

Det er en vidunderlig følelse. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg står i denne sansning af deres næstekærlighed, men pludselig opfatter jeg ordene; de vil vide, hvor jeg kommer fra. Da jeg har sagt, at jeg er fra Dinamarca, giver de mig en lille medaljon og ønsker mig god tur.

Jeg går videre, imens jeg sætter medaljonen i halskæden, hvori også korset hænger. Der er et billede af jomfru Maria på medaljonen, og rundt om Jomfru Maria står der skrevet: ”O Maria, undfanget uden synd, bed for os, der har brug for dig!”

Nu, hvor jeg har de to kristne symboler i kæden, kommer den uden på trøjen igen. Korset er mit tveæggede sværd, som minder mig om, hvor åndsforladt, jeg kan være, samtidig med at jeg har potentiale til at blive oplyst – og vigtigst af alt: Det inderlige håb, at jeg vil blive tilgivet min tilbagevendende spekulation over, hvorvidt jeg bliver opfattet og anset på den rigtige måde.

Medaljonen er min skønne gave, at jeg på Caminoen mødte to nonner, som kunne sætte tiden i stå og bringe mig i en tilstand af medmenneskelighed. De gjorde det uden, at jeg gav dem

noget - og helt uden at kende noget til mig, behandlede de mig, som om jeg var et kært medmenneske.

Når jeg vandrer, har jeg altid korset og medaljonen hængende om halsen og fører med jævne mellemrum hånden op, rører ved korset og tænker med et skævt smil på, hvordan jeg tog på pilgrimsvandring med et pralekors, og hvilken betydning det fik for mig.

jonen husker mig på, at jeg ligeså godt kan generalisere, når jeg oplever det dejligste, man kan opleve; at andre mennesker imødekommer én og inkluderer én - sådan bare uden videre!

Derefter rører jeg ved medaljonen og minder mig selv om, at vi mennesker har så let ved at tro på vore dårlige erfaringer med andre mennesker og ophøje dem til sandheden om, hvordan mennesket er: Nemlig et egoistisk væsen, der aldrig gør noget uegennyttigt.

Betydningen af symboler, også de kristne, kan man slå op i diverse leksika og på internettet eller gå til forelæsning om.

Men det er først i det øjeblik, at et symbol får personlig betydning, altså at man tilegner symbolet noget, som man føler er vægtigt, at det bliver kraftfuldt og levende. Således skete det Imens oplevelser af det modsatte - Oplevelsen af venlighed, for mig i Spanien, da mit pralekors blev et tveægget sværd, af at blive imødekommet, forstået og blive draget omsorg som jeg blev nødt til at skjule inden for trøjen. Derefter skete for - stort set aldrig bliver ophøjet til en generel sandhed om det igen, da jeg hængte min medaljon af medmenneskelighed mennesket. For eksempel: Man oplever, at buschaufføren, i samme kæde som pralekorset, og at jeg derfor igen kunne man kører med hver morgen, er gnaven og skælder ud – og bære det uden på trøjen. At jeg tilfældigt kan møde mennevupti: Så er alle buschauffører altid eddikesure! Så oplever man sker, der uforbeholdent rækker mig deres hånd, selv om jeg er en buschauffør, der er venlig, fuld af energi og har humor. Så et fjols, der går rundt med et pralekors, giver mig til stadighed bliver man glad og tænker, at den mand vel nok er en flink fyr håb for os mennesker. Solen skinner allerede på os, vi skal bare og en sjov mand. Her er der ingen vupti. Sådanne oplevelser sende strålerne videre. bliver stort set aldrig årsag til generaliseringer. Men medal-

25 ARKEN ES2012

Forfattere på prædikestolen

Forfattere på prædikestolen Af Agnethe S. Sørensen

Prædikestol, Farstrup Kirke, 1590.

Foto: Annette Kruhøffer

Selvom det store flertal af danskerne stadigvæk er medlem af folkekirken, så virker det ikke, som om kirken har noget at sige, der kan lokke medlemmerne i kirke om søndagen.

De fleste danskere mener dog at det er helt i orden, at folkekirken er der, hvilket medlemstallet jo også viser.

Der er blot den hage ved det, at de samme danskere samtidig ikke synes, at kirken har noget med dem at gøre - ud over at 26 ARKEN ES2012

tjene som ramme for ritualerne ved markeringen af de store overgange i livet, såsom dåb, bryllup og begravelse. Et af de vigtige spørgsmål for folkekirken i vor tid er derfor: - Hvordan får vi folk i kirke om søndagen?

Sankt Jakobs kirke fik en nyskabende ide: De inviterede en række danske forfattere til at prædike på udvalgte søndage i perioden fra februar til september i år.

Blandt forfatterne var både kendte og mindre kendte navne.

Der var både kontroversielle forfattere og forfattere uden til-

hørsforhold til folkekirken. Blot for at give en ide om variationen kan man nævne Kristian Ditlev Jensen, Suzanne Brøgger, Jørgen Leth, Dy Plambeck, Pablo Llambías og Hanne Ørstavik. Der var mange flere, og forfatterne var udvalgt ud fra et ønske om genrevariation og egen genrebevidsthed i et samarbejde mellem Gyldendals Forlag, sognepræst ved Sankt Jakobs Kirke Rasmus Nøjgaard og forfatter Pablo Llambías.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard, Sankt Jakobs Kirke

I løbet af perioden, hvor forfatterne har været på prædikestolen i Sankt Jakob, har der været polemik omkring initiativet i medierne. Nogle præster har argumenteret imod initiativet, fordi de ikke mener, at forfattere kan forkynde, og at kirken giver køb på indholdet til fordel for at gøre sig interessant. Det kan der måske være noget om? Er det ikke netop præsterne, der er uddannet til at forbinde den støvede fortid, som findes i bibelteksterne, med nutidens kulturelle, religiøse og etiske problemstillinger? Jeg spurgte Rasmus Nøjgaard, om det var hans holdning, at en forfatter er bedre til at formidle en bibeltekst til os postmoderne mennesker end en præst?

Rasmus Nøjgaard svarer: ”Nej, ikke bedre, men de kan noget andet, som præster kan lære af; nemlig være sig deres egen kvalitet bevidst og ikke gå på kompromis med deres egen grundholdning. En svaghed i prædikenen i 2012 er, at præster alt for ofte søger sikkerhed i traditionen uden at overveje konsekvensen, måske for at sikre sig selv en legitimitet. Den har de dog i kraft af universitetets bedste uddannelse, ikke kun teologisk, men også den eneste tilbageværende humanistiske uddannelse.”

Forfatter og mediemenneske Forfattere kan og tør altså formidJørgen Leth. le ud fra deres egen grundholdFoto: Wikipedia

ning og fremstår derfor mere autentiske i folks øjne. Gode formidlere, der fremstår autentiske, tiltrækker folk, og Sankt Jakobs kirke har da også været fyldt op til hver eneste forfatterprædiken. Der kunne teologer lære noget. Fakta er, at vi teologer næsten ikke bliver undervist i formidling under vores studium, selvom formidling er en væsentlig opgave, hvad enten teologen ender med at blive forsker eller præst.

Dog kunne man alligevel spørge: Skal prædikenen være underholdende? Det mener pensioneret sognepræst fra Skovshoved Kirke, Johannes H. Christensen, ikke. Han har udtalt, at Sankt Jakobs Kirkes initiativ er en tivolisering af kirken. Til dette siger Rasmus Nøjgaard: ”Det er rent katolsk sludder. Hver forfatter har forholdt sig til evangeliet, det er sagen. Vi kræver ikke trosbeviser af præsten i den evangelisk lutherske kirke. Som om, at en kirkegænger ikke kan tænke selv og forholde sig kritisk til en prædiken.

Johannes er selv et godt eksempel på, at en præsteprædiken kan overstås med en filmanmeldelse, og det synes flere af vore aktuelle forfattere at have klaret bedre, både eksegetisk og opbyggeligt.”

Hvorledes forfatterne har klaret opgaven, kan man selv studere nærmere, idet alle forfatterprædikenerne fra Sankt Jakob er udgivet samlet i en bog på Gyldendals Forlag. Desuden ser det ud til, at idéen er ved at sprede sig til andre kirker, som planlægger at sætte lignende arrangementer op. Sankt Jakobs Kirke forventer ikke at gentage succesen her og nu, men ved spørgsmålet om, hvorvidt de har nye og spændende initiativer i støbeskeen, svarer Rasmus Nøjgaard: ”Ja, der er selvfølgelig flere spændende initiativer, vent og se!”

Et andet sted her i bladet Forfatter Dy Plambeck kan du læse om en forfat- Foto: Wikipedia ters egen oplevelse ved at formidle en bibeltekst fra prædikestolen i Sankt Jakobs Kirke, nemlig ’vores egen’ teologistuderende, Kristian Ditlev Jensen, der er forfatter blandt andet til bøgerne: ”Det bliver sagt” og ”Opstigende skorpion”.

27 ARKEN ES2012

Interview med Jeanette Stampe Andersen

”Kan det så p

at for

de studerende

vinduer

stå abne å og ikke sluk

– så skal vi Af Annette Kruhøffer

Vi ser dem hver dag, men vi kender dem ikke særlig godt. Til gengæld kender de os, for de rydder op efter os. Det er rengøringspersonalet, der er emnet for denne artikel.

De kommer før os, og de kommer efter os. De holder meget af deres arbejde, og de vil ikke flyttes rundt til andre dele af universitetet – og slet ikke til andre virksomheder. Men måske bliver det nødvendigt, for universitetet udbyder rengøringen i licitation med jævne mellemrum. ”Teologi er altså det bedste sted. Det bliver holdt pænere and andre steder. Det siger vi i hvert fald – teologi er bedst. De studerende her kan godt rydde op efter sig, men jura ligger i den anden ende!”

Jeanette Stampe Andersen har gjort rent efter både studenter og lærere i 30 år, så hun kan udtale sig med en vis vægt. Hun kender (selvfølgelig!) de ansatte på Det Teologiske Fakultet, og hun kender også en del af de studerende. Ret godt endda, for mange små detaljer bliver afsløret for den, der støver af og tømmer papirkurven. ”Lars herinde har det for eksempel altid ryddeligt og pænt,”

28 ARKEN ES2012

passe,

rdi

e lader

rne

kker lyset

fyres?” siger hun med eftertryk og peger ned ad gangen mod Lars Vangslevs kontor. Hun kniber læberne sammen ganske kort, men der kommer ingen fortsættelse. Vi får ikke at vide, hvem der måske til gengæld roder lidt, men man kommer helt sikkert til at kende folks familier og vaner, når man ordner deres kontorer gennem mange år. Nogle efterlader hver eneste dag et bestemt stykke slikpapir eller den samme tomme juicebrik i papirkurven. Og en professor havde et billede stående af sin søn, så man næsten kom til at føle, at man kendte ham. ”Han var fotograferet som en lille dreng i sådan en ternet skjorte. Pludselig en dag var der kommet et nyt billede af ham, og der havde han altså studenterhue på!”, griner Jeanette.

For halvandet år siden blev der lavet nogle besparelser på rengøringen, og det kan godt mærkes på den daglige rengøring. ”Gange, toiletter og auditorier – det er det allervigtigste,” slår Jeanette fast.

De store flader bliver tørret af en gang imellem, hvis de er ryddet. Gulvet bliver også fejet og vasket en gang om ugen. Og der bliver holdt regnskab med det hele gennem et system, der hedder INSTA 800. ”Når du kummer ind i et rum, så har det en kategori ,” siger Jeanette og fortsætter beroligende: ”Du kommer på kursus for at lære det. Hvis der er 15 kvadratmeter og der for eksempel kun er tre pletter, så må du gerne lade dem være. De skal ikke fjernes, før den fjerde plet kommer – det er meget fancy.

Men vi er ikke så gode til det – vi går sgu ikke og tæller. Enten bliver der vasket eller også bliver der ikke. Vi lader ikke tre stykker papir ligge.”

En del af helheden Jeanette Stampe Andersen og hendes kolleger er ansatte af universitetet. ”Det er vi stolte af, og det vil vi gerne blive ved med at være,” slår hun fast.

Det er slet ikke en selvfølgelighed, for universitetet laver med mellemrum et udbud, hvor firmaer kan byde på rengøringen.

Ofte er det sådan, at dem, der vil lave det til den laveste pris, får opgaven. På Panum og på KUA har andre overtaget arbejdet, og det gav genlyd, da det viste sig, at Forenet Rengøring, der havde vundet licitationen på KUA, benyttede illegal arbejdskraft. ”Jeg var på et møde og mødte en betjent derudefra, som sagde, at han kunne dårligt tale med nogle af rengøringen. De var alle sammen afrikanere,” siger hun.

Der kan ellers tit være brug for at kommunikere. Mange tænker simpelt hen ikke over, hvordan de påvirker andres dagligdag. Jeanette ser ikke kun den positive side af de teologistuderende, der rydder op efter sig. Hun ser også de tankeløse, der lægger benene op på sofabordene, hvor folk skal sidde og spise deres mad. Og hun skrubber tavlerne rene efter lærere, der ikke lige havde tid til at finde en egnet tavlepen. ”Det var virkelig en drøm at få de hvide tavler i stedet for de gamle til kridt - de svinede! Hvis du kom ind i et lokale, var der kridt over det hele. Gulvene var helt hvide. Men det sker nu engang imellem, at de der kære professorer ikke kan finde ud af, hvad de må skrive med. Der var en, som kom ind en dag, fordi tavlen var helt overmalet. Jeg havde ikke tid til at gøre rent inden undervisningen startede, men jeg kunne godt stå bag ved ham og rense tavle, mens han underviste. Vi har heldigvis noget, der kan fjerne det, men det kræver knofedt, og det sker heldigvis ikke så tit.” siger Jeanette.

29 ARKEN ES2012

Det er jo ikke en folkeskole ”Da vi for mange år siden snakkede om, at det både tog tid og var lidt hårdt at sætte stole op efter de studerende, forslog vi, at lærerne kunne sige til de studerende om de ville gøre det i sidste time. Men så fik vi at vide, at det ku’ man altså ikke. ’Det er jo ikke Folkeskolen mere – de er studerende’, sagde lærerne.

Nu har vi fået skilte op, og nu siger vi bare, at der er ærgerligt, at de studerende ikke kan læse. For de sætter stadig ikke stolene op,” siger Jeanette med et smil i mundvigen.

30 ARKEN ES2012

Mange ting har ændret sig i den tid, hun har gjort rent for teologerne. Da hun startede i sin tid, var en af de daglige opgaver at tømme askebægre. Det er bare en menneskealder siden, man måtte ryge i auditorierne. ”De underskåle fra urtepotterne blev købt hjem i store mængder,” siger hun og peger op i vindueskarmen på de røde lerpotter, som nu kun bruges til deres egentlige formål: Potteplanter. Der er til gengæld en hel del, og de har alle sammen en fortid på et af fakultetets mange kontorer. Nogle er smidt ud af den oprindelige ejer efter afblomstring, men andre er fremskaffet efter traditionen.

På skolebænken efter 30 år Jeanette har været ansat på Københavns Universitet i 30 år.

De sidste 28 år har hun været på Det Teologiske Fakultet, og bygningen ud mod gaden er hendes hus. ”Da jeg skulle holde mit jubilæum, ville de have mig over i Munkekælderen men det ville jeg ikke – jeg ville være her i mit eget hus,” nikker hun beslutsomt.

Egentlig skulle hun bare have et job, indtil hun kunne få en læreplads. Hun ville være kok.

”Jeg har bare nippet et lille blad fra en af potteplanterne, og så ”Men så fandt jeg min mand, der var bager, og så tænkte gror den hernede,” indrømmer Jeanette frejdigt. jeg, at det kunne ikke lade sig gøre. Det går ikke af hensyn til børnene,” konstaterer hun.

Fråds kostede arbejdspladser Hendes venindes mor var rengøringsassistent på fakultetet, ”For halvandet år siden havde vi en fyringsrunde, hvor vi misog de unge piger smuttede ofte over og hilste på, når de tede tre kolleger. Argumentet for fyringen var, at elregningen havde været i Daells Varehus. Derfor kendte hun lederen af var blevet for stor. Det var den besked, vi fik af driftschefen,” rengøringspersonalet og fik lov at glide direkte ind i den fortæller Jeanette. deltidsstilling uden ansættelsessamtale eller formaliteter.

De forskellige faggrupper på universitetet er afhængige af hinanden, og de studerendes vaner fik indflydelse på, hvor meget rengøring der var råd til. Kontorerne kunne fremover kun blive gjort rene en gang om ugen.

”Da jeg kom her som 18-årig, syntes jeg, at nogle af professorerne var nogle halvgamle nogen. Og når jeg så tænker tilbage, så er nogen af dem her stadigvæk. De har altså været på alder med, hvad jeg er nu,” siger hun med et bredt grin.

”Vi blev jo tossede og røg helt op i det røde felt og sagde: Kan det så passe at fordi at de studerende lader vinduerne stå åbne og ikke slukker lyset – så skal vi fyres. Og på den måde får de studerende jo skylden,” husker Jeanette.

Deltid blev til fuldtid, og rengøringen blev suppleret med hverv som sikkerhedsrepræsentant og bestyrelsesarbejde. Jeanette har med egne ord blandet sig i alt. Hun tager hjemmefra klokken fem om morgenen for at nå ind til tiden, er knusende glad for sit arbejde og vemodig over, at teologerne flytter til KUA om nogle år. Derude er rengøringen nemlig et udliciteret område. Derfor har hun og andre valgt at blive inde i byen, hvor rengøringen stadig hører under universitetet selv. Men af samme grund har hun besluttet sig til at sige ja til en uddannelse. Regeringen vil så gerne have, at de ufaglærte kommer videre, og det har resulteret i, at Jeanette og hendes kolleger på skift skal have hver et kursus af et halvt års varighed. Når det er overstået, kan de kalde sig for rengøringsteknikere.

Frygten for, at et alt for stort forbrug af strøm og varme ville udhule rengøringspersonalet yderligere resulterede i, at der blev sat sensorer op til at tænde og slukke lyset efter behov.

Det hjalp noget. Det sker stadig, at rengøringspersonalet kommer mandag morgen og ser, at lyset har været tændt i kantinen eller i cafeen hele weekenden. Men folk er jo ikke helt så kvikke når de går hjem, konstaterer Jeanette forstående.

Til gengæld kan det harme hende, når vinduerne står åbne med en tændt radiator i nærheden.

”Jeg har også spurgt, hvad farve bånd vores hue får!” slutter ”Så sent som i dag kom jeg ind på et kontor, hvor personen hun med et stort grin, inden hun sluser mig ud på gangen igen. vist ikke har været der mere end en enkelt gang i løbet af hele ugen. Der stod radiatoren på fem og buldrede. Og jeg svedte – jeg skulle vaske derinde - jeg svedte, så det haglede af mig. Det var som at gå ind i en sauna. Dér gik jeg altså over og skruede ned!”

Et ganske kort øjeblik kan man fornemme varmen fra både radiator og rengøringsassistent. Så smiler Jeanette bredt. ”Nogen gange gider jeg ikke sige det, for jeg skal ikke altid være den sure,” siger hun men skynder sig at tilføje, at hun altså godt kan sige fra. Både når det gælder buldrende radiatorer eller fødder på bordene.

31 ARKEN ES2012

Med kost og spand

Med

kost og spand Af Annette Kruhøffer

Det, der var rigtigt i går, er ikke nødvendigvis OK i dag. For 30 år siden var husmødre i den grad umoderne, og kun Konservativ Ungdom kunne mønstre kvinder, der turde sige, at de gerne ville være husmødre, når de fik børn.

I dag er tiden en anden. Forureningsfrygt, delebørnsskemaer og stressdiagnoser har overbevist os om, at der kan være masser af værdi i at gå hjemme – eller i hvert fald i at investere masser af tid i at få familien til at fungere godt i hverdagen.

Derfor er det nok ikke tilfældigt, at Helle Juhl har skrevet en bog om husmødrene i det 20. århundrede.

Det var ikke enhver, der kunne blive husmor. Økonomien hos en arbejderfamilie rakte ikke altid til, at den ene part kunne gå hjemme hos børnene, og enlige mødre kunne ikke bare få hjælp til forsørgelsen hos kommunen. Der var heller ikke pasning til alle de børn, som behøvede opsyn i dagtimerne. Det var med til at stresse de mødre, der var nødt til at arbejde. Og med mindre man havde en fin titel og et respekteret job, var der ikke meget anseelse i at være selverhvervende.

Derfor var det en drøm, der gik i opfyldelse for mange, når de kunne slippe for det opslidende dobbeltliv med udearbejde.

32 ARKEN ES2012

Det var attraktivt at yde en indsats derhjemme, og der var opgaver nok at tage fat på. Tøjet kom ikke i vaskemaskinen før efter anden verdenskrig. Indtil da blev bomuldstøjet skrubbet på vaskebræt og kogt i gruekedel, før det blev skyllet, vredet, hængt til tørre, rullet eller strøget og lagt på plads. Køleskabets forgænger var isskabet – et isoleret skab, hvori man lagde en stor isblok, der holdt luften kold. Der blev syltet, bagt og henkogt (ofte med frugt og grøntsager, der var dyrket i haven eller i vindueskarmen), fordi dybfryseren endnu i begyndelsen af 60’erne var et spritnyt fænomen, der både kostede mange penge og krævede plads i de diminutive, nordvendte køkkener.

Det krævede viden og øvelse at være en god husmor, og derfor satte mange kvinder en ære i at præsentere hjem, mand og børn på en måde, der viste, at hun havde styr på tingene.

Hun havde en husmorære, som man kunne gå for nær, hvis man antydede, at der var rande på glassene eller hår i maden.

Hun vidste, hvornår hun skulle skifte sin karklud (hver dag!), og hvordan man behandlede en omgang diarrhe (en diæt til den syge af revet æble og kogt vand).

Kort sagt: At være husmor var et krævende og respekteret

fuldtidsjob. Indtil den stigende velstand i samfundet, det højere uddannelsesniveau og kvindebevægelsen ændrede på det hele, og kvinderne sendte sig selv ud på arbejdsmarkedet.

Helle Juhl, der er på denne anmelders egen alder, har skrevet en bog om husmødrene, som hun husker dem, og som hun ser dem i den tids kilder. Hun har været vidt omkring, også til emner som abort, sygdomme og fattigdom. Det er derfor et mangefacetteret billede af en uddød race, hun bringer i bogen ”Husmødre. Historier fra landets største arbejdsplads.”

Vægten ligger på nyere tid, understreget af de tre beretninger fra kvinder med forskellige liv: Grethe, der var landhusmor på Adriansminde på Falster; Birthe, der blev gift med en maskinarbejder med eget værksted i en forstad og fik en lang periode som medhjælpende hustru; og Ruth, der syede hjemme på akkord for tekstilfabrikker i Herning og Ikast, når børnene var lagt om aftenen.

sine farver, og de fortjener at komme med i en bog som den foreliggende.

På godt og ondt får man et billede af forsvunden verden, som 60’ernes og 70’ernes unge kvinder gjorde alt for at undgå at sidde fast i. Gennem bogen kan man stifte bekendtskab med alle de gode sider ved husmoderens tilværelse. Men når man læser og genkalder sig, hvor hårdt vores formødre arbejdede, kan man ikke undgå at blive taknemmelig for moderne teknologi.

Helle Juhl: Husmødre. Historier fra landets største arbejdsplads.

Gyldendals forlag. Vejledende pris: 349,95 kr.

Den, der husker tiden inden ungdomsoprør og kvindefrigørelse, kan finde masser af underholdning i denne bog. Den er spækket med viden, som serveres appetitligt i et behageligt tryk på matte sider af tykt og lækkert papir. Billederne får lov at fylde, og det er skønt, men de fleste billeder enten er sort/ hvide eller sepiatonede. Det er synd, for enhver tidsalder har 33 ARKEN ES2012

noget, de reflekterer over i hverdagslivet frem for at deltage i gudstjenester. De ældre er dog overvejende positivt indstillet overfor folkekirken og anser den også som et værn imod andre trosretninger, som de anser for mindre etiske.

Fælles for de yngre er, at de søger forklaring på livets med- og modgang i sig selv, i hvad de mærker i deres kroppe eller hvad de føler. De trækker tråde tilbage til deres barndom, og det er ikke usædvanligt, at de har haft åbne opgør med deres forældre. Det er også fælles for de yngre, at de har et selvudviklingsog læringsperspektiv som fortolkningsnøgle til deres liv.

De forgrundskristne reflekterer meget over livets mening og har kristendommen som fortolkningsramme. Folkekir- Af Iben Krogsdal ken er, for de forgrundskristne, et helligt rum, hvor de kan være stille, små og anmeldt af Agnethe S. Sørensen afmægtige; en slags hellested uden for hverdagslivet. De baggrundskristne bruISBN-10: 8774576100 ger i høj grad psykologiske forklaringer, og de bruger værktøjer såsom Coaching Iben Krogsdal er religionssociolog og har og NLP til at forstå sig selv og derved undersøgt tro hos en række folkekirkeudvikle sig personligt og vokse med de danskere samt hvilken betydning de hændelser, som livet fører med sig. For tillægger kristendommen i deres liv. de baggrundskristne er folkekirken et Hun baserer sin analyse på livshistoriested, der helst skal bestå og fortsætte, interviews af 40 personer, som er som det plejer, indtil en dag de selv eller udvalgt med henblik på spredning i alder, deres børn får brug for den. De spiritugeografi, køn samt sociale og faglige elle leder efter mening inde i sig selv baggrunde. (en egen sandhed), og stort set alt - selv sygdom og tilsyneladende tilfældige De interviewede har hun efterfølgende hændelser - har en mening for dem. De delt op i fire grupper, struktureret efter er troende, men det de tror på er deres fællestræk i deres livsfortællinger: De egen, personlige blanding af buddhisme, ældre (60-81 år) udgør én gruppe, imens shamanisme, skytsengle og Jesusspirit; de yngre (29-59 år) inddeles i tre typer; en New age cocktail af healing og okde baggrundskristne, de forgrundskristne kultisme. De spirituelle anser folkekirken og de spirituelle (se forklaring af typerne som ærkeskurk og antitese til deres egen nedenfor). tro.

DE MÅSKE KRISTNE

ANMELDER 34 ARKEN ES2012

Krogsdals undersøgelse viser, at de ældre ofte føler, at der er en mening med livets med- og modgang i form af en ydre styrelse. De mener dog ikke, at det er noget, man skal forsøge at gøre sig klog på. De er mere optaget af at klare deres livs modgang end at forklare den.

De ældres opgør med autoriteterne har foregået i det stille. De har blot valgt at gøre tingene anderledes i deres eget liv, uden at have konfronteret deres forældre eller andre autoriteter. De har alle en kristen opvækst, men har flyttet sig i forskellige retninger i løbet af deres liv. Fælles for dem er, at kristendom er noget, de forsøger at efterleve – det er

Det er interessant at høre om, hvilke forskellige indstillinger de interviewede har til, hvad folkekirke er for dem, og hvad troen betyder for dem, og hvorledes denne tro - hvis der er nogen - har med folkekirken at gøre. Især er det spændende at høre om de spirituelles fortolkninger, hvor folkekirken kun fungerer som modpol og ærkeskurk til deres egen eklektiske tro. Jeg mener helt klart, at disse livshistorieinterviews åbner op for en forståelse af, hvad folk tror, og hvor forskelligt denne tro udmønter sig både i praksis og i fortolkningen af egen livshistorie. Jeg kan også følge den analyse,

som Iben Krogsdal laver på baggrund af interviewene, og den gruppering hun efterfølgende inddeler de interviewede personer i. Det store spørgsmål, man kan stille til bogen, er til den problemstilling, som Iben Krogsdal, på baggrund af sin analyse, mener folkekirken står med i dag. Problemstillingen formuleres som et dilemma folkekirkens har mellem at forandre sig eller at forblive den samme. De baggrundskristne ønsker en uforandret kirke, imens de ældre, de forgrundskristne og de spirituelle ønsker forandring. For det første er det et tænkt problem, idet intet nogensinde forbliver uforandret i denne verden, ikke engang folkekirken. For det andet er det et problem formuleret så generelt, at det næsten er intetsigende, idet der ikke udsiges noget om hvad, der i givet fald skal forandres og hvorfor? For det tredje, så synes jeg slet ikke, at der er gjort rede for, at de ældre og de forgrundskristne ønsker at forny og forandre folkekirken.

De forekommer mig udmærket tilfredse med den, men udtrykker en bekymring på de baggrundskristnes og de kommende generationers vegne. Tilbage står der så de spirituelle, men de udtaler heller ikke noget ønske om at forandre kirken. De har den jo som modpol til deres egen eklektiske tro.

Så i stedet for problemstillingen imellem ikke at forandre eller at forandre, som jeg finder irrelevant, og i stedet for at foreslå forandring med henblik på, at få de spirituelle til at flytte deres tro ind i folkekirken ved for eksempel at revitalisere den kristne spiritualitet, da kunne man spørge sig selv, hvordan forandringen kan styres i retning af at få de baggrundskristne til at indgå mere aktivt i folkekirkens fællesskab.

Udover undersøgelsens metode, resultater og konklusioner - som selvfølgelig er meget interessante at læse om og diskutere både for folk, som skal arbejde med eller allerede arbejder i folkekirken, og for folk, som har akademisk interesse i det moderne menneskets religiøsitet - så er bogen i væsentlig grad læseværdig på grund af de mennesker, som deler deres livshistorier og tanker med læseren. Det indblik i de adspurgtes liv, som vi får via de lange citater fra interviewene, som bogen er spækket med, samt gennem Iben Krogsdals sammenfatninger, udgør i sig selv et læseværdigt dokument. Hold da op, hvor ens hjerte

bløder, hvor man smiler, hvor man får sympati eller kommer til at dømme.

Jeg har faktisk lært noget om mig selv gennem læsning af bogen, fordi jeg blev engageret i de adspurgtes liv og spejlede mig selv og mine holdninger i deres livsfortællinger. Om det er på den ene eller den anden måde, så er bogen vedkommende og højaktuel, og jeg er overbevist om, at alle, der interesserer sig for det moderne menneskes tro, vil have gavn af at læse den.

BOGEN - Bibelen genfortalt - af Bjarne Reuter

om de ti olielamper og ti brudepiger, hvor Bjarne Reuter fortaber sig og bruger, hvad der virker som uendelig lang tid, på at beskrive Jesus, Susanna og Johannes, der udveksler barndomsminder. Eller hvor Bjarne Reuter lader Jesus og Martha føre en samtale om hvad det første deres øjne så var. En samtale der på ingen måde er sammenhængende med den kontekst, den står i.

I et forsøg på at gøre bibelhistorierne mere menneskelige og levende, insisterer Bjarne Reuter på at alle personer i genfortællingerne af Det Nye Testamente har navne – f.eks. hedder de to sønner i lignelsen om den fortabte søn Enok(den ældste søn) og Benjamin(den yngste søn). Det er selvfølgelig dét, der gør det til genfortællinger, og når det fungerer, er det rigtig godt, men når det ikke fungerer, er det mest af alt irriterende.

En anden lettere irriterende ting ved genfortællingerne af Det Nye Testamente er Bjarne Reuters forsøg på at ”danne bro” mellem kapitlerne. De fleste steder er det skjult, men visse steder er det skrevet så eksplicit, at det kommer til at virke som var det fortællinger i en børnebog - som her: ”Jesus kom på benene. – Det er blevet sent, hvilket minder mig om en historie om ti olielamper.” Citat er fra slutning af kapitel 13, og står halvt som afslutning på kapitel 13 og halvt som overgang til kapitel 14.

anmeldt af Anita Bjertrup Farup Møller

Ret skal være ret; Bjarne Reuters genfortælling af Bibelen er en udmærket ISBN-10: 8775237156 genfortælling. Det ”fyld” der er proppet I Bjarne Reuters nye bog Bogen genind i genfortællingerne er - når det lykkes fortælles 56 af Bibelens historier, - med til at puste nyt og anderledes liv i resultatet heraf er blandet. Det er særligt bibelhistorierne. Bogen er klart værd at genfortællingerne af Det Gamle Teslæse, hvis ikke for andet, så for at læse tamentes historier der fungerer godt. om Pontius Pilatus’ rygsmerter. Bogen er Historier der i Det Gamle Testamente et oplagt julegaveønske for alle, der gerfylder flere kapitler - ja sågar bøger ne vil læse Bibelen i en ny og anderledes genfortæller Bjarne Reuter kort, præcist udgave - den er nærmest en børnebibel og levende på langt færre sider, hvilket blot for voksne. fungerer rigtig godt. Det er dog ikke altid lige velfungerende når det drejer sig om genfortællingerne af Det Nye Testamentes historier.

Da Bogen jo er en genfortælling, kommer Bjarne Reuter lystigt mere ”fyld” på bibelhistorierne. Dette hører selvfølgelig med til genfortællingsgenren, men til tider kammer det over for Bjarne Reuter, og bibelhistorierne drukner i ”fyld”. Et eksempel på dette er i genfortællingen 35 ARKEN FS2012

Kirkens Historie 1-2 Af Rasmus H. C. Dreyer, ph.d.-stipendiat, kirkehistorie.

Kirkens

Fra høsten og henover efteråret har Danmarks Radio hver lørdag ladet en gammel kending rulle over fjernsynsskærmene: ”Matador.” Jeg hørte, at radioens Program 4s lyttere endda kårede den som alle tiders bedste danske serie.

Se, se! Jeg ser også med (tro mig, du gør også!). Og hvor er det bare rart, velbehageligt og velartikuleret. Sikke mange detaljer, og ej, hvor morsomt, sådan en vase, havde min mormor også – men hov! Se nu der! Fejl, endda historiske fejl.

Jeg nævner i flæng: Familien Varnæs, der dækker op med ”Holmegaard” - glas af en type først produceret i 1933 – mens afsnittet foregår i 1929 (1. afsnit). Eller hvad med 4. afsnit: Den ærværdige fru Fernando Møghe rulles over en bro, men i baggrunden troner et motorvejsskilt.

Tja, den første danske motorvej åbnede i 1956, og uanset, hvor udødelig både Møghe og ”Matador” er, så passer det vist ikke helt godt. Sådan kunne man blive ved. Læg dertil, at heltepartiet i Korsbæks modstandskamp er Det Radikale Venstre (doktoren). Nej, det går vist heller ikke. Derimod siger det noget om ærindet eller forfatteren bag: Lise Nørgaard var dengang folketingskandidat for selvsamme parti, der i den faktiske verden var noget mere pauvert og mindre forsvarsvilligt end den cello-klimpende dr. Hansen. Alligevel er det godt og oplysende alt sammen. Matador er fællesgods.

På sin vis forholder det sig på samme måde med den nye digre, to-binds-kirkehistorie fra Århus’ kirkehistoriske afdeling. Kirkehistorien som fællesgods. Det er godt, og det er velkendt, og det er et gensyn med gamle dage. Note: Måske er det lidt ligesom med Krøniken? Et forsøg på at lave et nyt, opdateret Matador i en senere tid, hvorfor betagelsen altid er knap så stor anden gang, man tygger sig igennem en sådan saga?

Nå, tilbage til værket. Et værk som det foreliggende er ikke så enestående, som det gør sig til. Mange kender sikkert stadig de andre oversigtsværker: Lorenz Bergmann, Holmquist - Nørregaard og Christensen-Göransson m.fl. Den krono-logiske opbygning er identisk, klassisk og på sin vis ufravigelig i et sådan oversigtsværk, der åbenbart også skal tjene som grundbog i den kirkehistoriske indføring på de teologiske bacheloruddannelser i København og Århus. Alligevel er der sket et og andet, der på to måder illu-strerer et problem i kirkehistorien: 1) De specialiserede forfattere.

Man har i ”Kirkens Historie” valgt at have fire forfattere, hvor hver skriver om sin hovedperiode. Bind 1: Niels Arne Pedersen om oldkirken; Per Ingesman om middelalderen. Bind 2: Reformation til modernitet af Carsten Bach-Nielsen og endelig 1800 til i dag af Jens Holger Schjørring. Velsagtens fair nok, at man ikke skal skrive meget udover sin egen tid – men værket forudsætter jo netop, at det er muligt at overskue kirkehistorien insgesamt, uden at værket selv gør det. Selvom det er godt gennemskrevet, så mærker man stilskifter, ændret fokus og graden af, hvad skal vi sige – teologisk overskud. Det andet problem; det berører mig som læser: Heller ikke jeg kan være indlæst nok i alle perioder til at give en nøjeregnende og nøje vægtet bedømmelse af de fire hovedafsnit, forfatteren er altså min fører eller (forhåbentlig ikke) forfører. Som en af vore lokale lektorer, der endog har undervist ud fra den 36 ARKEN ES2012

Historie 1-2

utrykte førsteudgave, sagde: ’De bedste afsnit er klart de afsnit, hvor jeg ved mindst’. Altså: De perioder, hvor man er rusten og lidt usikker, der viser værket sit værd, og introducerer og gennemgår de væ-sentligste sager i kirkehistorien. For mit vedkommende var det nok oldkirken, der trængte til det største brush - up, og det fik jeg bestemt også. Alligevel blev jeg en smule skuffet, når det kom til de forskningshistoriske diskussioner. Der er ikke mange, og det opvejes til dels af de fine, men kortfattede bibliografiske noter efter hvert kapitel, men jeg undres: Hvordan kan man beskrive apostlen Paulus’ virke (1, 37ff) uden at introducere – eller i hvert fald bare remse et par linier af – om den Nye Paulus - læsning?

Det er jo ikke bare en eksegetisk diskussion, men især en historisk diskussion af kristendommens rolle i forhold til og afhængighed af jødedommen. God, dansk teologisk lærdom siden salig P. C. Kierkegaard, at eksegesen og kirkehistorien er to sider af samme sag. Man kan ganske vist mene, hvad man vil om Den Nye Paulus (og jeg mener ikke nødvendigvis noget godt), men den teologiske studerende vil studse over misforholdet mellem denne kirkehistoriske – Rudolph – Bultmann – Paulus og så den Paulus, de studerende møder i auditorierne her i Købmagergade.

Vi iler til middelalderen, som Per Ingesman egentlig har meget godt tag på, og han får også på pædagogisk vis rundet sværere sager som opbygningen af f.eks. den kanoniske ret; forhold, der måske blev taget lidt for givet i de ældre fremstillinger. ”Kirkens Historie” har også som noget nyt valgt at indarbejde den danske kirkehistorie i behandlingen. Det sker ikke fint sammenspundet, men i efterhængte afsnit, der gennemløber den danske kirkehistorie til tider noget lapidarisk, men acceptabelt indførende. Jeg sporer dog et sjovt forbehold ved det nationale hos Ingesman, der skriver: ”Selvom den middelalderlige kirke var international…, var der naturligvis også en national kirkehistorie. Som eksempel på, hvordan strømninger i den fælleseuropæiske kirkehistorie kom til udtryk i et enkelt land, skal vi nu se på den danske kirkes historie i middelalderen” (1, 687).

Helt ærligt, havde Ingesman hellere gennemgået den engelske kirkes historie her som eksempel: Ja, hvorfor egentlig ikke den spanske? Det er lige før, jeg kommer til at tænke på dr. Hansens politiske tilhørsforhold. Nej, selvfølgelig er det den danske kirkes historie, der er mest interessant for en dansk kirkehistorie, men samtidig spørger man, om hin opdeling i international og national er særlig tro mod middelalderen? Jeg siger ikke, at der ikke var lande, folk og stater, men igen, det er akademisk ny - lingo. Danmark er naturligvis interessant som land, folk og stat også i middelalderen, fordi det er det samme land; den dag i dag. Det er alt andet lige sværere at skrive en polsk kirkehistorie, fordi landets historie er så indrulleret i andre staters liv og levned…

I øvrigt er der noget deja - vu over Ingesmans fremstilling af aftenlandets kirkehistorie: Har jeg ikke læst det her før? Jo, det har jeg. Ingesman lægger sådan set heller 37 ARKEN ES2012

Kirkens Historie 1-2

ikke skjul på det, og han skriver ligeud efter hvert kapitel, at det baserer sig på især Christensen og Göransson. Det samme træffer vi på i bind 2, hvor Carsten Bach-Nielsen telegraferer historien fra reformation over konfessionalisering, pietisme, oplysningstid og ankomsten til år 1800. Hvor har jeg læst det før? I P.G. Lindhardts og Jakob Ballings ”Den Nordiske Kirkes Historie”, hvilket Bach-Nielsen igen heller ikke skjuler i de afsluttende litteraturangivelser. Men måske er det næsten for ordret. Hermed et eksempel: Lindhardt/Balling 1979, 177f Fra afsnittet om Sverige Laurentius Andreæ var en nationalkirkelig reformkatolik … som kongens kansler udfoldede han 1524 et nationalkirkeligt program: kirken er de troendes samfund, det kristne folk (”Guds allmoge”), derfor er kirkens penge folkets; bibelen er den højeste kirkelige autoritet, og Luther skal ikke forkastes uden nærmere prøvelse.

Bach-Nielsen 2012, ”Kirkens Historie”, 2, 131 Fra afsnittet Sverige og Finland Hans kansler, Laurentius Andreæ, var reformkatolik, og han udfoldede i 1524 et nationalkirkeligt program: Kirken er ikke gejstligheden, men de troendes samfund, det kristne folk, og derfor er kirkens penge folkets. Bibelen antoges som den højeste kirkelige autoritet. Luthers skrifter burde ikke afvises uden nærmere prøvelse.

Lindhardts bog, der første gang udkom i 1945, er såmænd også god, men måske var det alligevel på sin plads med en ny og mere selvstændig fremstilling i 2012? Jeg nævnte ”Matadors” små, historiske fejl i indledningen; det sker også her: På side 117 dør en ”af den katolske kirkes forkæmpere”, Fyns biskop Jens Andersen Beldenak i 1529, mens han på side 128 nedlægger sit embede i 1530 (godt gjort!), fakta er, kan jeg oplyse, at Beldenak i 1529 afgav stiftet til efterfølgeren Knud Gyldenstierne og siden drog til Lybæk, hvor han først døde i 1537.

Når det så er sagt, så formår Carsten Bach - Nielsen på bedste måde at inddrage den materielle vending i historie-skrivningen og optager derfor mange fysiske og virkelig betragtbare ’kilder’, vi stadig kan se omkring os. ”Kirkens Historie” har gennemgående mange, perfekt optrykte illustrationer – flere er både nye og overraskende; de virkelig både letter læsningen og bringer værket fremad. Mange har sikkert savnet noget sådan, når de har forsøgt at pløje Holmquist -Nørregaard igennem. Men omvendt, så har dette gamle værk den fordel, at der har så frygtelig mange underafsnit, at det meget enkelt kan bruges som håndbog; det er langt sværere at fore-stille sig ”Kirkens Historie” anvendt på sådan vis – måske hvis den havde været i fire bind. Det havde også været noget decideret nyt! Som nu er, så taber mine slatne akademikerarme altså modet efter ret kort tid med et af de to mammutbind i hænde.

vis: Værket bliver ført helt op til i dag, indsigter fra især det 20. århundredes teologi og kirkeliv i samspil og modspil med den plagede verden er nyttige og læseværdige, dog løber en sådan up – to – date - historieskrivning altid ind i et problem med forsigtighed om nutidens historicitet. Immervæk, så lykkes det egentlig meget fint på trods af de mange spørgsmålstegn og evige flos-kler om globalisering. Måske har kirken og verden aldrig været mere splittet og national; er det mon syndens og Babels fortjente pris? Så sluttede også jeg med et spørgsmål.

Sluttelig, Jens Holger Schjørring, der lukker bind 2 på fornem 38 ARKEN ES2012

”Kirkens Historie” rummer endelig en udmærket vejledning til brug af kirkehisto-risk litteratur og nogle vældige registre, der gør det muligt at orientere sig på de mange glittede sider. Så skal vi sige, at jeg tror den består … Indtil næste gang (at et sådant værk skrives).

Epilog: Jeg ser i skrivende stund, at nogle anmeldere forbløffes over, at et sådan værk overhovedet er muligt i disse tider – Åh ja! Den gamle sang om computere, teologiens og kirkehistoriens forfald, men til modvirkning af et sådant langsomt syndefald er et værk som ”Kirkens Historie” jo både effent og efterlyst! Samme anmelder er i øvrigt noget højlydt forundret over forlaget (Hans Reitzel), og udbryder: ’Eksisterer det endnu!’ Ja skam… Den ærværdige anden anmelder tænker dog nok bare på C.A. Reitzel i Nørregade; det eksisterer ikke mere … Sidste teologiske bog var vist dekanens festskrift. Men borgerskabet har vi jo i himlen.

Holy Motors

HOLY MOTORS Inge Haandsbæk Jensen

Fremmedgørelse i den moderne verden. Det har været temaet i flere af Leos Carax’ tidligere film, og det må i høj grad siges at være et dækkende tema for hans første spillefilm i 13 år; ’Holy Motors’. Carax er en af pionererne indenfor den franske filmbølge cinema du look, hvor unge, fremmedgjorte franskmænds frustrationer over den moderne verden fremstilles med filmisk fokus på stilart og skuespil frem for substans og fortælling.

vi ser ham som parisisk far, der skal hente sin datter efter hendes første fest og som lejemorder, der myrder en mand identisk med sig selv, hvorefter han iklæder sig sit offers tøj og på mærkeligste vis ender med selv at blive offer for mordet på sin dobbeltgænger.

Disse møder synes at have uvirkelige dimensioner, idet han aldrig skades eller dør på sin farefulde færd.

Til et af møderne er han forklædt som den excentriske vagabond, monsieur Merde ’Holy Motors’ er – der i øvrigt også en film, der betyder lort på snarere kæler for fransk – og han er abstraktionen nærmest et slags end for realismen. udyr, og som lever Vi følger en dag i Paris’ kloakker. i hovedperson Netop denne figur monsieur Oscars brugte Leos Carax liv, hvor han i en også i sit bidrag til lang, hvid limden tredelte film ousine fragtes Tokyo! fra 2008. rundt i Paris til Monsieur Merde 10 forskellige synes at afspej”møder”, eller rendez-vous’, assisteret af sin trofaste, kvinle en vigtig samfundstendens: Denne hidsigt gryntende og delige limousine chauffør, Céline, der med jakkesæt og stram samtidig klynkende vagabond humper barfodet og beskidt frisure giver indtryk af professionalitet. På bagsædet i den rundt i storbyen iført et grønt jakkesæt, mens han på grusom luksuriøse limousine har monsieur Oscar kostumer, sminke vis forskrækker, terroriserer og bestjæler turister og byens og parykker, og i lyset fra sit garderobespejl med glødepærer beboere. Han stjæler grådigt andre folks cigaretter og spiser forbereder han sig på at spille en ny, forhåndsbestemt perblomster fra grav-stederne på Père Lachaise-kirkegården i son ved hvert møde. Vi ser ham bl.a. optræde på en bro som Paris. Alle gravstederne synes ligeledes at være dystre fremen halvblind, spedalsk tiggerske, som professionel cybertidsvisioner, idet de blot henviser til de afdødes hjemmefighter i et sci-fi lignende center, hvor han ender med at have sider: Visitez mon site står der indgraveret i stedet for navne computeranimeret sex med en kvindelig cyberfighterske, på de afdøde. Merde synes på alle måder at være et symbol 39 ARKEN ES2012

Holy Motors

på civilisationens langsomme sammenbrud, hvilket eskalerer, da han kidnapper en fotomodel fra et udendørs photoshoot.

Det er udyret, som slæber skønheden med sig. Hun bliver slæbt ned i en underjordisk hule, hvor han river hendes kjole i stykker og draperer den om hende som en burka. Dernæst afklæder han sig selv, inklusiv sit erigerede lem, og arrangerer sig selv og kvinden på en bænk, som var de figurer i et obskurt tableau, der blot venter på at blive malet eller fotografe-ret.

Men de er jo alene i hulen, så anstrengelsen er forgæves.

På et tidspunkt får monsieur Oscar besøg i limousinen af sin chef, der nævner Oscars trætte udtryk og spørger, om han har fået sværere ved at tro? Oscar svarer, at han stadig er glad for sit arbejde, for som han siger; han startede dette arbejde på grund af ’la beauté du geste’ (handlingens skønhed). Dog nævner Oscar, at folk efterhånden vil have maskiner til at være mindre og mindre, hvortil chefen nikker anerkendende og afslutter med en bemærkning om, at selvom kameraerne er usynlige, så er de en kends-gerning. Dette gør den absurde vagabond, monsieur Merde’s, opførsel i den underjordiske hule med skønheden mere forståelig, da det eneste, de manglede, var en maler eller et kamera. Kameraerne er der altså, ifølge Oscars chef, de er blot usynlige. Maskinerne bliver mindre, og kameraerne er måske ikke synlige, men de er her dog stadig. Og hvad er formålet i grunden med at forevige ligegyldige opstillinger og handlinger på film, hvis skønheden ligger i selve handlingen?

Dette fokus på digitalisering og maskiner står i kontrast til den ægte handling, som ikke blot er den subjektive selvbiografi, vi fremstiller gennem de sociale medier. Dog synes selv den ægte handling at være tvivlsom, eftersom enhver hand-ling monsieur Oscar udfører er planlagt spil ned til mindste detalje.

Adskillige af de folk, som Oscar træffer på sin vej gennem dagens møder, er også skuespillere(,) med hver deres hvide limousine og liste af møder, de skal nå inden fyraften, og spørgsmålet melder sig hos tilskueren: Er alle menneskene i filmens verden blot skuespillere? Er de alle ansatte under denne chef, som besøgte Oscar i bilen? Filmens titel er også navnet på den kæmpegarage, som alle de hvide limousiner parkeres i om aftenen(,); Holy Motors. Men fyraften er ikke en realitet, da Oscar blot bliver sat af ved et hus, hvor han skal spille rollen som familiefar i det manuskript, som hans chauffør Celine gav ham inden fyraften. Hun selv må iføre sig en maske, da hun efter at have parkeret limousinen i Holy Motors-garagen kan gå hjem – hvis hun da overhovedet har et hjem at parkere sig selv i, modsat monsieur Oscar. De eneste, der synes at have et reelt subjektivt liv, er nok limousinerne selv, der i en animeret scene til sidst snakker sammen i garagen, efter at lyset er blevet slukket, og de slutter endda dagen med et amen.

Er mennesket i denne fremtidsvision blottet for al fri vilje og oprigtige hand-linger i det daglige skuespil, og står det derfor 40 ARKEN ES2012

overfor sin endelige undergang? Har vi noget jeg bag masken og de udleverede roller, vi forsøger at spille for at kunne deltage i det daglige spil, som kaldes livet?

Instruktøren Leos Carax har udtalt, at de hvide limousiner også fungerer som filmens motorer. For ham er de fortidens fremtidslegetøj og derved sært uaktuelle. De markerer enden på tiden for store, synlige maskiner, og han har i denne forbindelse forestillet sig dem som store fartøjer, der fragter mennesker på deres sidste rejse, gennem deres sidste opgaver.

Filmen bliver derved til en slags science fiction fortælling – der dog i højere grad er en æstetisk fremstilling frem for en narrativ fortælling; en ægte cinema du look film. Mennesker, udyr og maskiner er ved at uddø, og filmen får derved en apokalyptisk dimension, hvor vi langsomt ser, hvordan synlige maskiner, virkelige handlinger og oplevelser gradvist for-svinder.

Samtidig med fremtidsudsigterne synes filmen dog også at være en kommentar til filmmediets historie. Filmen indledes med Carax selv, der vågner fra en drøm i sin lejlighed, finder en hemmelig dør i væggen og pludseligt befinder sig i en biografsal, hvor publikum med døde blikke glor på en ligegyldig skærm. Der-udover er der mange filmiske referencer, bl.a. til King Vidor’s The Crowd fra 1928, der også tematiserer bekymringer og farer ved moderne urbanisering og samfundets generelle udvikling. Carax fortalte selv på årets Cannes Filmfestival, hvordan han ser konceptet cinema som en smuk ø med en meget stor kirkegård; nogle gange kan man vælge at spadsere en tur på kirkegården, og andre gange tager man en drink i stedet – sådan er livet. Dermed giver han indtryk af, at det er oplagt at spille på ældre referencer fra filmhistorien, men at det måske er mere eller mindre tilfældigt udvalgt og ofte afløst af trang til bare at fortsætte ad nye veje.

Imidlertid er de mange referencer dog spændende pejlemærker for tilskueren, hvormed man bedre kan forstå nogle af disse sære skæbner, som præsenteres i denne film, og som krydser grænser til alle sider: Grænser mellem virkelighed og fiktion, mellem naturlig handling og mediefremstilling og mellem civilisation og noget ur-dybt, oprindeligt i mennesket. Historien er smukt og rørende fortalt i ætsende neonfarver og med maleriske tableauer, og hvis man er til film, der giver stof til eftertanke, kan jeg varmt anbefale, at man under sig selv at opleve ’Holy Motors’.

I praktik som prædikant

I Praktik som Prædikant Af Troels Bering

I slutningen af September var jeg og et dusin andre teologer draget sydpå til “Sydhavsøerne”, Lolland og Falster, for at afprøve det lokale tilbud, præstepraktik. Et forsøg, som både jeg og mine kammerater forinden havde stemplet som et forsøg på at gøre Lolland ‘mindre nederen’ end det var lige nu.

Måske ikke så overraskende var det også biskop Steen Skovsgaards tilgang til projektet - han valgte dog at bruge mindre negativt ladede ord end jeg gjorde. Den generelle holdning blandt de præster, vi mødte dernede, var dog også, at “Lolland/Falster lyder slemt”. De tilføjede dog en ekstra del på den sætning, nemlig “men sjældent er det”.

Vi ankom til Nykøbeing Falster torsdag aften, og gik direkte ud til bispegården, hvor vi skulle bruge et par dage med breefing af, hvad det egentlig vil sige at være præst. For nogle herinde er det det mest naturlige i verden, og der er flere, der allerede har haft hænderne så dybt nede i pastoralfaget, at tiden på teologi blot er et skridt på vejen. De kan så more sig over en fuldstændig grøn kirkegænger som jeg og mine halvkvalte forsøg på at kapere det erhverv, som jeg højst sandsynligt ender med.

Ved mødet bød biskoppen os alle sammen velkommen. Måske burde jeg ha’ kigget billeder af ham i forvejen, for han lignede egentlig ikke noget særligt - faktisk mere en pedel end en biskop. Så det var først ved sin egen præsentation lidt senere, at jeg fandt ud af, at den mand, jeg havde spurgt, om han lige gad flytte sig, var de kristnes sjæles overhoved på Lolland/ Falster.

Vi startede med en salme for ligesom at bryde stilheden, der altid opstår, når mennesker mødes under nye forhold. Derefter en kort gennemgang af weekendens forløb og en præsentationsrunde af både præster, biskop og praktikanter. Flere gange kom det frem, at biskoppen havde brugt en del tid på at

studere D.G. Monrad - den store celebrity-biskop i stiftet - og nærmest citerede ham i alle sine indlæg. De joviale drillerier mellem præstestand og biskop gjorde forholdet imellem dem meget mindre højtideligt end jeg troede, det ville være.

Vi blev indlogeret på vandrehjemmet i Nykøbing Falster, og snakken gik frit. Men i modsætning til samtalen på fakultetet, var det her en meget mere personlig, trosrelateret samtale. De fine citater og referencer var blevet skiftet ud med ‘jeg synes’ og ‘jeg føler’ - og i særdeleshed, hvordan en præst burde opføre sig. Den joviale stemning blandt præstestanden på Lolland/Falster havde om ikke andet løsnet op for tungebåndene.

Næste morgen mødtes vi igen på bispegården, hvor vi skulle “parres” med de præster, vi skulle i praktik hos. Personligt var jeg meget tilfreds med min præst, da hun virkede til at være en frisk dame. Ikke den yngste, men måske den mest livlige af alle de præster, jeg mødte. Og bestemt én af de mere direkte.

Enten klæber heldet til mig, eller også er der bare langt flere seje mennesker, end jeg går og tror.

Anyhow. Fredagen var lang. Vi mødte meget tidligt ind, og så var der gennemgang af, hvad det at være præst egentlig var.

Til det havde stiftet fundet tre præster, en bypræst, en landsbypræst og en landpræst. Og hvis man tænker tjansen som præst som lig det at være skolelærer - det gør jeg nok lidt - er landpræst/landsbypræst nok dér, man har størst chance for at få sit ønske igennem. Jo mindre samfund, jo mere synlig er præsten - og jo mere kan præsten præge samfundet. Én ting synes jeg at lære om fredagen. Præster har en uforlignlig evne til at suge sit nærområdes historie til sig. Der var jo historier om alt i løbet af fredagens sightseeing rundt på Lolland: Røde kirker, lokalbaner, Knuthenborg, havnen i Bandholm med tilhørende eksport, den fede muldjord, sukkerroer, tunge lysestager og lysglober i en kirke på nordvestlolland, mordst41 ARKEN ES2012

I praktik som prædikant

Udsnit af en Prayer’s labyrinth

eder og virkelig meget andet. Alle som én virkede de som om de vidste alt om deres eget sogn - og domprovsten vidste jo nærmest alt om hele Lolland.

Efter en rundvisning på en økologisk gård, vente vi mod Maribo og domkirken. jeg skyder på, vi brugte henved 9 timer på sightseeing den dag. Og hvis vi ikke gjorde, føltes det sådan.

Efter aftensmad og en præsentation af præstens rolle i den 20. århundrede, mødtes vi alle til dagens sidste event. Kristen meditation, hvor man skulle gå igennem en cirkulær labyrint.

Min dags klare favorit.

planlagt at skulle slutte kl. 17, men arrangementet kunne snildt have kørt til kl. 19 - så mange mennesker var der. Til sidst måtte præsten simpelthen afbryde arrangementet, da sikkerhedsfolkene var gået en time over tid. Men langt de fleste nåede igennem. Dog ikke mig.

Efter forløbet skulle vi ud til en anden af de fire kirker, Ulla var præst for. Kirken i Fjelde var dér jeg, og min medpraktikant Marianne, skulle prædike søndag formiddag, så vi brugte lidt tid på at øve os på morgendagens liturgi. Senere på aften gennemgik vi de prædikener, Marianne og jeg havde skrevet.

Lørdag gjalt det den egentlige praktik. Ulla, som min præst hed, havde planlagt rapelling fra kirketårnet denne dag. Det var ganske specielt. Faktisk er Ulla den eneste præst i LollandFalsters stift, der opererer med rapelling. Ikke hver weekend, dog, men en gang pr. halvår.

Jeg synes her, det er på sin plads at sende en undskyldning til min medpraktikant. Jeg var igang med at tænde brændeovnen, da du og Ulla gennemgik din prædiken og om søndagen var jeg selv for nervøs til at opfatte noget, så den dag i dag aner jeg stadig ikke, hvad du prædikede om. Undskyld.

Denne dag skulle det ske fra Våbensted kirke. Og kirken var fyldt. Nogle kom der for kirkens skyld, men størstedelen kom for at prøve fænomenet. Hver et sæde i kirken havde en numse på sig, og kirken overgik dermed sin gamle rekord. 105 lyder ikke af så mange, men når der er 107 pladser, så er det svært at være utilfreds - de sidste to pladser satte organisten og kirkesangeren sig på.

Nervøs var nok ikke ordet. Jeg følte mig nøgen. Jeg kan gøgle, synge, spille klovn og teater uden problemer, men det her var noget andet. Dette var min egen tro. Dette var mig. Kun mig.

Ingen havde skrevet mit manuskript. Jeg stod med alt selv, og det var min egen sjæl, jeg krængede ud for en flok mennesker, jeg aldrig havde mødt før. Det var meget ubehageligt, men det føltes ikke forkert.

Det var ikke tunge, teologiske salmer, der genlød i kirken.

Det var de sikre, de populære, dem man kendte. Prædikenen selv startede med en reference til Lille Peter Edderkops rejse op ad muren og ned igen, da en stor del af kirken var børn.

Prædikenen handlede både om at turde, men i høj grad om at ‘turde sige nej’, når man stod deroppe og ikke havde lyst alligevel.

Jeg genvandt min ro efter præludiet, da jeg fik lov til at opføre Leonard Cohens Halleluja akkompagneret af orgelet. Efter at have stået med en Jesus-tekst i hænderne, var dette det nemmeste i verden. Vi nåede ikke meget mere, så weekenden sluttede med en positiv vurdering i bilen fra kirken til stationen. Og selvom jeg ikke hørte din prædiken, Marianne, så lød det til, at du også klarede dig godt. Tillykke.

De fleste ansigter i kirken smilede overbærende på præsten for denne fjollede kommentar, men da flere af børnene alligevel ikke turde bevæge sig 12 meter lodret ned af den røde kirke, var det alligevel præstens ord om at ‘ turde sige nej’, der blev brugt som trøstende ord.

Nå. Tilbage til det store spørgsmål. Er Lolland og Falster nederen? Ja. Men ikke slemt nok. Ikke slemt nok til at afholde mig fra at søge derned, hvis skæbnen skulle føre mig den vej. Jeg vil bestemt holde en dør åben, og den erfaring, jeg har gjort mig derned, har ikke været spildt. Jeg er blevet klogere på mulighederne efter studiet og kan kun anbefale andre interesserede i at tage imod tilbuddet, når det kommer igen.

At kalde det en succes var måske en underdrivelse. Det var 42 ARKEN ES2012

Præsten Ulla Skou Rasmussen (til højre) på vej ned af sit eget kirketårn.

Foto: Troels Bering 43 ARKEN ES2012

‘s B Vreden sprutter nærmest fra Harald Andersen - livslang ateist og modstander af alt, hvad der kaldes religiøst - da Arkens udsendte reporter møder ham for at snakke om den katolske kirkes seneste udspil. Faktisk kan Arkens udsendte medarbejder allerede mærke, at han er under skarp overvågning af Harald Andersen for at være skribent for en “religiøs propaganda-sprøjte”, som han kalder det.

men og rystede i buskerne over, at jeg bare vidste meget mere end de selv gjorde”, smilede hr. Andersen skælmsk. “jeg blev ved med at ødelægge deres dumme fødselsfest ved at påpege, at der altså ingen dyr var til stede, men det har de også ødelagt. Dumme kirke.”

Harald Andersen sætte sig med hænderne foran øjnene, og begynder at hulke lige så stille. Han er tydeligvis ked af det.

Arkens udsendte yndlingsreporter forsikrede dog hr. Andersen om, at dette ikke var tilfældet, og at tidsskriftet skam også “Jeg har altså sendt et klagebrev til paven, hvori jeg beder ham dækker den ateistiske vinkel. Og det var netop i denne hentrække sin bog tilbage. Og beder ham holde fast i, at Jesus er seende, at Arken ville snakke med hr. Andersen. født i år nul, og der var dyr ved hans fødsel.”

Paven i Rom har nu udgivet en bog, hvori det fastslås, at der er ingen, der ved, hvornår Jesus er født - blot, at han er født tidligere end normalt antaget. Hvad er din holdning til det?

“Jeg er vred”, udtaler Harald Andersen, hvilket den udsendte reporter må erkende som sandt. “Hvad bilder kirken sig ind med at sige sådan noget pjat? Hvordan skal man kende sine fjender, hvis de pludselig skifter holdning?”

“Jeg har også startet en facebookgruppe”, snøfter han.

Arkens udsendte reporter får helt ondt af det - nu storvrælende - menneske, der med pavens bog har fået revet sin eksistens ud af water. Det er tydeligvis sandt, at Rom har stor indflydelse på menneskeheden med sin banebrydende forskning, men de er ofte så hurtige ud med nyt materiale, at folk ikke har plads til at indstille deres livssyn på den ny verdensforståelse.

“Kirken er jo dum. Dum. Dum. Dum! Og det er paven også.

Han er også dum. Meget dum. Og fordi kirken er dum, skal den Der lyder derfor en opfrodring fra bagsiden til den katolske holde fast i sine dumme holdninger. Så skal den ikke bare sige, kirke om at offentliggøre deres nyskabende og innovative forden tog fejl.” skning med mere omhu, så der ikke er andre menneskesjæle end Harald Andersens, der ødelægges og fjernes fra sin egen Reporteren erfarer, at hvad hr. Andersen er mest sur over, er, eksistens. at kirken nu deler hans holdninger vedrørende Jesu fødsel.

Og så anbefaler vi selvfølgelig, at man går ind og trykker ‘Synes “Det var mit yndlingsargument mod kirken. Så sad de alle sam- godt om’ på Harald Andersens facebookgruppe.