ARKEN UDGAVE 153

153

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN NR. 1 2013 35. ÅRGANG. GRATIS

Redaktion

Indhold

Redaktør Inge Elise Haandsbæk haandsbaek@gmail.com

s. 4 Horror Fiction

Grafiker Troels Bering troels.bering@gmail.com

s. 18 Dansk kulturelt forfald eller selvbesindelse?

Fotograf Thomas Sandager thomass@ndager.dk Journalist Mathias Harding mathiasharding@gmail.com

SOM SORGLØSE DYR

SVIN

OG UFORNUFTIGE

Journalist Annette Kruhøffer ak@ak-kommunikation.dk

s. 32 Den danske kirke i udlandet

Journalist Agnethe S. Sørensen

s. 52 Til troende?

Dette nummers skribenter Anders Martin Lauritsen Frida Guld Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard William Salicath Thea Laukamp Mette Hald Mikkelsen Vibeke Fuglsang Olsson Kristine Marstrand Jørgensen Jon A.P. Gissel Kristoffer Garne Lars Bernhart Hansen Søren Holst Hans Raun Iversen Jesper Tang Nielsen

s. 24 Som sorgløse dyr og ufornuftige svin

det er

DIT studium

s. 3

s. 56 Det er dit studium

Lederen

s. 12 Lidt reklame for Kierkegaards 200 års Geburtstag Korrekturlæsere Stephan de Fønss Thilde Thordahl Andersen “Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning.”

Tryk Studenterrådets Tryk 16 Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 26 21 09 57 (Inge) Arken modtager meget gerne artikler, kommentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til redaktør Inge Haandsbæk Jensen, haandsbaek@gmail.com, journalist Annette Kruhøffer, ak@ak-kommunikation.dk eller til grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com Deadline for Arken 154 er 15. April 2013 2 ARKEN FS2013

s. 13 Forventningens Glæde s. 15 Årets Underviser 2012 s. 16 Nyt fra Fagrådet s. 22 Må jeg be’ om kammertonen? s. 29 TrosForum

s. 30 Ventetid

s. 40 Arken anmelder s. 49 Kasper Vigs “Ærlige Løgne” s. 50 Dekanen træder tilbage s. 60 Det er også fakultetets studium s. 61 Filosofisk Forum

s. 63 Teologisk Forening

s. 62 Studenterkredsen

s. 64 Arkens BS

200

Lederen

Dette forårssemester vil i nogen grad blive præget af de mange aktiviteter og udgivelser, som vi oplever i forbindelse med Kierkegaard året; den 5. maj 2013 ville Søren Aabye Kierkegaard være blevet 200 år gammel. Det smitter af på dette nummer af ARKEN, hvor flere af artiklerne handler om Kierkegaard.

Jubilæet har i høj grad været præget af en debat om de offentligt afsatte midler til fejringen. Hvor H. C. Andersens 200 år i 2005 fik tildelt godt 65 millioner kroner af Kulturministeriet, må Kierkegaards fejring nøjes med 1,65 millioner. Dog melder Søren Kierkegaard Forskningscenteret i højere grad om private donationer og frivillig arbejdskraft, hvilket bekræfter den vitalitet, mange danskere stadig føler er nærværende i værkerne af den store teolog og filosof. Så måske det går ligesom Kierkegaard selv udtrykte det i privatjournalen på sin 35-års fødselsdag: Mørkt seer det ud; og dog er jeg saa rolig Denne min Geburtsdag vil blive mig uforglemmelig!

Forskningslektor i Søren Kierkegaard Forskningscenteret Pia Søltoft satte i februar i Kristeligt Dagblad især fokus på, hvorledes et af Kierkegaards temaer kredser om det at vælge sig selv – Kierkegaard selv kaldte det ”uendelighedens eller mulighedens fortvivlelse”. Det handler om at tro, at man kan gøre hvad som helst og blive hvem som helst; at være omgivet af muligheder. Når alt er lige muligt, er alting derfor også ligegyldigt.

Derfor skelner han imellem friheden og nødvendigheden som to sider af mennesket. På den ene side har vi muligheden for frit at vælge ’os selv’ og at tage ansvar for vore handlinger, mens vi på den anden side er bundet af vores konkrete baggrunde og forhistorier.

Talen om det personlige ansvar er i høj grad stadig aktuel og har præget adskillige teologer og filosoffer efter 2. Verdenskrig og Shoahs rædsler. Den tysk-fødte jødiske filosof Hannah Arendt (f.

1906) var især inspireret af Kierkegaards tale om det personlige ansvar, da hun beskæftigede sig med den europæiske udvikling efter 2. verdenskrig. I bogen Eichmann in Jerusalem: A Report on the Banality of Evil afdækkede hun retssagen imod den tidligere SS-officer Adolft Eichmann, der blev anklaget for at være en af arkitekterne bag jødedeportationerne. Pointen i hendes bog er, at Eichmann blot adlød ordrer fra de højere autoriteter uden selv at vurdere, hvad der var rigtigt og forkert i en større sam-

menhæng. Derved havde han opført sig, som mennesker desværre er tilbøjelige til at gøre, i hvert fald hvis man erindrer Milgram-forsøget, der blev publiceret i 1963. Her testede man, hvor langt enkeltpersoner ville gå i forbindelse med at påføre andre mennesker smerte med strøm, hvis de dermed følte, at de adlød ordrer i en større sags tjeneste. Overraskende nok var 65% af testpersonerne villige til at give maksimal strømstyrke, på trods af at ’ofrene’ (som heldigvis blot var skuespillere gemt bag en væg) bad om nåde, og selvom testpersonerne vidste, at de havde friheden til at afbryde forløbet. Autoritetslødigheden endte altså med at vinde over den personlige ansvarsfølelse. Eller som sognepræst Henrik Winter Nielsen rammende udtrykte det i sin artikel om Thomas Vinterbergs ”Jagten” i Dansk Kirketidende; ”Det onde kommer fra dem, der tror, de har det gode på deres side”.

Det personlige ansvar har vi alle selv, og det er nemt i blinde at lade sig føre med de kulturstrømme, som vi befinder os midt i. Hvad end det er de nævnte – og noget ekstreme – tilfælde med Milgram-eksperimentet, Eichmanns opførsel, eller om det blot er vor almindelige, dagligdags adfærd, så er Kierkegaards påmindelse om at vælge at blive sig selv måske mere afgørende end nogensinde før.

Kierkegaard var kendt for at eksperimentere med ukonventionel opførsel. Han brød med normen for, hvordan den akademiske overklasse opførte sig – bl.a. spidsborgeren, der ukritisk opførte sig som ’de andre’ gjorde – og han var ikke bleg for under sit daglige ’menneskebad’ ( en spadseretur i det indre København) at falde i snak med proletariatet. Kierkegaards opførsel var hverken normal eller velanset på hans tid.

Verden har forandret sig en del siden da, og derfor er det glædeligt, at vi nu får lejlighed til på ny at genopleve Kierkegaards univers for derved at kunne genoverveje, hvordan vi selv vælger at forholde os til vores eksistens. Især nu med den endelige udgivelse af alle Søren Kierkegaards skrifter på 55 bind, er det bare at gå i gang. ARKEN ønsker jer god fornøjelse med de nye Kierkegaard oplevelser hen over de kommende måneder.

Redaktør, Inge Haandsbæk Jensen 3 ARKEN FS2013

HORR FIC I introduktionen til afhandlingen: Supernatural Horror in Literature (1927) peger forfatteren H. P. Lovecraft på frygten for det ukendte som værende den følelse, horror-genren udspringer af: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown.” Frygten for det ukendte, eller sagt med et enkelt ord: angsten, har også en central plads i Søren Kierkegaards tænkning. Under psuedonymet 4 ARKEN FS2013

Vigilius Hafniensis forsøger Kierkegaard i Begrebet Angest - En simpel psychologisk-paapegende Overveielse i Retning af det dogmatiske Problem om Arvesynden (udg. 1844. Herefter refereret til som SKS4), at åbne spørgsmålet om, hvad det vil sige at være et menneske ved at undersøge menneskelige grunderfaringer. I spørgsmålet om hvad et menneske er, tager Kierkegaard udgangspunkt i begrebet om angst, som, han mener, er en grunderfaring, mennesket gør

ROR CTION Af Frida Guld

- En ”Kierkegaardsk” læsning af H.P. Lovecrafts: The Statement of Randolf Carter

sig og derfor tilgængelig for psykologisk drøftelse, dog uden at der er tale om psykologi i moderne videnskabelig forstand.

I det følgende vil jeg undersøge, hvordan Kierkegaards betragtninger, om hvad det menneskeligt set vil sige at ængstes, kan bidrage til forståelsen af Lovecrafts horror-noveller. På baggrund af Kierkegaards angstanalyse vil jeg forsøge at afdække ”be-

grebet angst” i en enkelt af Lovecrafts noveller: The Statement of Randolf Carter (første udg. 1920. Jeg citerer i artiklen fra: Lovecraft, H.P, Tales (New York, The Library of America, 2005), s. 1-6). Umiddelbart synes denne novelle at være en fortælling om mødet med og angsten for et ondt og uhyrligt væsen. Men dette er kun den umiddelbare læsning, for ifølge Kierkegaard er angsten en tvetydig størrelse.

5 ARKEN FS2013

Horror Fiction

R

andolf Carters vidneudsagn

Som titlen også antyder, udformer fortællingen sig som et indlæg i et retsopgør. Den monologe beretning er en vidneforklaring afgivet af fortælleren Randolf Carter til en gruppe af forhørere: ”I repeat to you, gentlemen, that your inquisition is fruitless. (…) Everything, that I can remember, I have told with perfect candour. Nothing has been distorted or concealed, and if anything remains vague, it is only because of the dark cloud which has come over my mind – that cloud and the nebulous nature of the horrors which brought it upon me. / Again I say, I do not know what has become of Harley Warren;” (s. 1) At Carter nu gentagne gange må fremføre sit vidnesbyrd antyder, at han er mistænkt, han må i hvert fald i en eller anden grad stå til regnskab for Harley Warren.

Carter fortæller, at han og Warren har været venner i fem år, og at han delvist har deltaget i vennens ”terrible researches into the unknown”. Meningen med Warrens studier har hele tiden været uklar for Carter, og han tager nu afstand fra dem. (s. 2)

Han fortæller desuden, at de, den nat Warren forsvandt, gik ind på en gammel kirkegård. Men kun Carter vendte tilbage fra kirkegården. Om de mellemliggende begivenheder siger Carter: ”I know nothing beyond what I saw. Vision or nightmare it may have been – vision or nightmare I feverly hope it was. And why Harley Warren did not return, he or his shade – or some nameless thing I cannont describe – alone can tell.” (s. 1) De frigør en

6 ARKEN FS2013

tilvokset grav med de medbragte skovle og løfter stenen, som dækker over graven, til side. En mørk gravåbning afsløres. Warren mener ikke, at Carter har nerverne til at følge ham videre, han vil i stedet holde Carter underrettet via telefonkablet, som han vil trække efter sig. Og dermed går Warren ned i graven.

Vidneudsagnets centrale begivenhed – ”(...) the single hideous scene which remains burned into my shaken recollection” (s. 1) – udspiller sig mellem Carter, Warren og et ondt og ubegribeligt væsen. I den refererede dialog mellem Carter og Warren, som strækker sig over novellens sidste to sider, forsøger Carter sprogligt at indkredse og begribe, hvad dette uhyrlige væsen ”the unbelievable, unthinkable, almost unmentionable thing” (s. 6), som Warren opdager, egentlig er. Warren siger: ”God! If you could only see what I am seeing! (…) Carter, it’s terrible – monstruos – unbelievable!” (s. 5) Grebet af angst beder Carter Warren om at præcisere, hvad det er, han ser. Warren svarer: ”I can’t tell you, Carter! It’s too utterly beyond thought – I dare not tell you – no man could know it and live – Great God! I never dreamed of THIS!” (s. 5) Efter noget tid bliver Warrens svar fragmentariske og dør til sidst helt ud. Carter fortsætter med at kalde på ham indtil ikke Warren, men uhyret svarer. ”I do not try, gentlemen, to account for that thing – that voice – nor can I venture to describe it in detail, since the first words took away my consciousness and created a mental blank which reaches to the time of my awakening in the hospital. Shall I say that the voice was deep; hollow; gelatinous; remote; unearthly; inhuman; disembodied? What shall I say? It was the end of my

Amerikanske Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) er en af de mest indflydelsesrige horror-forfattere i det 20. århundrede – han gør sig især gældende indenfor de to undergenrer: science fiction og weird fiction. Hans fortællinger bygger på den præmis, at de almindelige menneskelige love, interesser og følelser ingen gyldighed eller betydning har i universet som helhed. Når grænsen til det endeløse og grufulde ukendte – det hjemsøgte ”Outside” – krydses, så efterlades al menneskelighed og jordboermentalitet ved tærsklen. Universet er grundlæggende fjendtligt indstillet overfor mennesket – et filosofiske princip, som Lovecraft selv betegnede ”cosmicism” eller cosmic horror”.

Lovecrafts livssyn og æstetiske udtryk begrundes ofte ud fra biografien: hans forældre dør begge i en relativt ung alder på sindssygehospital; faderen formodentlig som følge af syfilis, moderens diagnose var hysteri og depression. Lovecraft selv bor det meste af sit liv hos sine tanter i Providence, Rhode island. Lovecraft var et nervøst og svageligt barn, som led forfærdeligt af mareridt. Ud over at læse og skrive var hans interesser kemi og astrologi.

Forbudt viden om det, der ligger udenfor den almindelige menneskelige erfaringsverden, er et centralt tema hos Lovecraft. Hans karakterer drives af videnskabelig nysgerrighed efter at afdække det uopdagede, men den viden, de opnår, er så rædselsfuld, at karaktererne i bedste fald bliver sindssyge, i værste fald dør.

Kilde: http://en.wikipedia.org/wiki/H._P._Lovecraft Videre læsning: Michel Houellebecqs litterære biografi: H.P. Lovecraft: Against the World, Against Life (en. Udg. 2005 med forord af Stephen King)

experience, and is the end of my story. I heard it, and knew no om det er Adam eller et hvilket som helst andet menneske, der more. (…) And this is what it said: / YOU FOOL, WARREN IS synder første gang. Hvordan synden kom ind i verden, forstår DEAD!” (s. 6f) den enkelte kun ud fra sig selv.

Angsten før faldet Før selvforholdet er sat, sålænge ånden kun er drømmende tilstede i mennesket, er det uvidende om godt og ondt. I denne Carters angst er uden tvivl oprigtig, han er traumatiseret og i tilstand af uskyldighed er der fred og hvile, men også noget andet hele taget ude af sig selv, det vidner hans forklaring om. det, som er et intet. Og dette intet føder angst. Uskyldighedens Spørgsmålet er, hvad angsten grunder i, hvad betyder den? hemmelighed er, at den på samme tid er angst. Angsten komIfølge Kierkegaard er angsten en helt grundlæggende menne- mer fra ånden, som drømmende projekterer sin egen virkeskelig erfaring. Angsten fortæller noget om menneskets natur lighed, endnu før den er blevet virkelighed. (SKS4, 349) og sammensætning. For overhovedet at kunne nære angst må et menneske erfare, at det er et forhold mellem noget forskel- Det er ethvert menneskes opgave at lære at ængstes retteligen, ligt. Kierkegaard siger om mennesket, at det “er en Synthese af for ikke at skulle fortabes ved aldrig at have været angst, eller det Sjelelige og det Legemlige”. (SKS4, 349) At mennesket er ved at synke i angsten. Men for at ængstes på den rette måde en syntese, vil sige, at det er sammensat af to uensartede stør- må mennesket forstå, at angsten ikke er noget udvortes, som relser, der, for at blive en syntese, må forenes i en tredje, nemlig det så ofte tror. Angsten er noget indre, som det selv produånden. Derfor er det en opgave for et menneske overhovedet cerer. (SKS4, 444) at blive sig selv; det er angsten, der afslører overfor mennesket, at det er en opgave.

Den tvetydige angst

Før ånden sætter syntesen i mennesket, befinder det sig i en Kierkegaard sammenligner angst med svimmelhed. Angsten er tilstand af uskyldighed. I overensstemmelse med den bibel- noget mennesket gribes af i det øjeblik, hvor det f.eks. kigger ske syndefaldsmyte definerer Kierkegaard uskyldighed som ned i et dybt hul og bliver svimmel. Kierkegaard beskriver det uvidenhed. Opgøret med traditionens arvesyndslære ligger for således: ’Angest (er) den Frihedens svimlen, der opkommer, Kierkegaard i at vise, at synden i kraft af sin kvalitative bestem- idet Aanden vil sætte Synthesen, og Friheden nu skuer ned i melse ikke kan nedarves hverken fra Adam eller fra den ene sin egen mulighed, og da griber Endeligheden at holde sig ved’. generation til den næste. På den måde er der ingen forskel på (SKS4, 365) Her opstår også et af Kierkegaards nøglebegreber 7 ARKEN FS2013

Horror Fiction

i forhold til angstanalysen, nemlig tvetydighed. Det man ængstes ved er på en gang tiltrækkende og frastødende. (SKS4, 348) Angsten er en udefrakommende faktor, som griber en, men samtidig falder den enkelte også selv i angsten og derved opstår dobbeltheden. Det er således både øjet, der ser ned i afgrunden og svimles derved, som bærer ansvar, såvel som det er selve afgrunden. Med angsten som mellembestemmelse bliver mulighed til virkelighed, uskyld til synd. Springet ind i virkeligheden skyldes hverken nødvendighed eller frihed, men med Kierkegaards ord en hildet frihed; en frihed, der er fanget i sig selv. (SKS4, 355) Jeg vil nu undersøge, hvordan Kierkegaards betragtninger om angsten kan bidrage til læsningen af The Statement of Randolf Carter. Novellen er ikke entydig. For den umiddelbare læsning (altså hvis Carter taler sandt) har angsten en ydre årsag i den onde realitet, Warren møder i graven. Men det viser sig, at den angst, som uhyret virker, er tvetydig, og at uhyret som konkret objekt er svært at fastholde. På det strukturelle plan afslører novellen sig. Her antydes det, at angsten lige så vel kan komme fra fortælleren selv.

Uhyret og den søde angst Billedet, Carter tegner af sig selv, minder meget om mennesket før faldet i Kierkegaards angstanalyse. Carter beskriver sig selv som uskyldig og uvidende; sådan er mennesket, før ånden er sat. Kierkegaard siger også om denne angst, at den ikke er nogen lidelse. “Naar man vil iagttage Børn, vil man finde denne Angest bestemtere antydet som en Søgen efter det Eventyrlige, det Uhyre, det Gaadefulde.” Horror-litteraturens drivkraft, som Lovecraft kalder “The oldest and strongest emotion of mankind”, frygten for det ukendte, ligner angsten før faldet.

Uhyret i Lovecrafts novelle både tiltrækker og frastøder Carter, og han siger selv, at han nærer en modstræbende fascination, “reluctant fascination” overfor Warrens studier. Det er netop 8 ARKEN FS2013

den søde angst, som ikke kender til skyld. Men til forskel fra Kierkegaards angstanalyses første niveau har angsten i horrorlitteraturen en genstand; uhyret. Det er værd at bemærke, at uhyret hos Lovecraft altid er noget udefinerbart. Lovecraft forsøger igennem hele sit forfatterskab at indkredse, hvad dette allermest frygtelige og onde er, men strander ved definitioner som det utænkelige, utrolige, unævnelige, umenneskelige.

Derfor opererer Lovecraft indenfor den samme tvetydighed, som Kierkegaard beskriver, idet hans noveller både fastholder uhyret og samtidig giver slip på det ved at lade sproget give op overfor angstens intet.

Geert Hallbäck har i en artikel om litteraturens og filmens vampyrer beskrevet, hvordan vi i horror-genren konfronteres med den diffuse angst, hvor det rædselsfulde bliver konkret og får skikkelse. Igennem gyset bliver vi måske lidt bedre til at ængstes uden at synke i angsten, fordi vi, når vi går ind i fiktionen, for alvor gribes af rædslen, men også for sjov. Stadig med muligheden for at gå ud af fiktionen (at lukke bogen), når vi ønsker det. ”I gyseren etableres en verden i verden, hvor vi kan møde rædslen ansigt til ansigt og dermed overkomme den. Gyset fungerer som en slags eksorcisme; vi kan møde den ukendte dæmon, give den ansigt og skikkelse, uddrive den og leve med den. Gyset er eksistentiel befrielse.” (Hallbäck, Geert, ”Vampyrer - praktisk og kritisk” i Hvad jeg skrev... (2008) s. 158) Det dæmoniske Titlen The Statement of Randolf Carter beskriver ikke, hvad novellen handler om, men derimod hvad novellen er, dens form eller funktion. Dermed refererer titlen tilbage til novellen som tekst og fiktion. (Burleson, Donald R., Lovecraft. Disturbing the universe (1990), s. 19) Novellen begynder med ordene ”I repeat...”; det er ikke første gang, Carter fremfører sit forsvar, og hans svar til tilhørerne er ”your inquisition is fruitless”. Det er værd at lægge mærke til, at Carter siger, at inkvisitionen allere9 ARKEN FS2013

Horror Fiction

de er frugtesløs. Processen vil være og har altid været resultatløs, den er afgjort på forhånd. Det betyder også, at novellen gør sig resistent overfor ethvert forsøg fra læserens side på at afgøre sig for en entydig fortolkning.

Fortællerens interesse kolliderer med tekstens selv-interesse og skaber spænding. På det strukturelle plan opfordres læseren til at tvivle på teksten og dermed også fortælleren.

Når det kommer til spørgsmålet, om Carter er en troværdig fortæller, vinder tekstens fortællende jeg umiddelbart læserens sympati. Carter virker oprigtig i sin ængstelse og dermed også uskyldig. Men mellem linjerne sås der tvivl om Carters troværdighed. Hvis beretningen om hvad der skete den nat Warren forsvandt er utroværdig, så betyder det at Carter muligvis har gjort sig skyldig i en forbrydelse – at han måske ligefrem selv har slået Warren ihjel.

Fortællingen motiveres af spørgsmålet: Hvad skete der med Warren Harley? Warren er en skyggekarakter, og han er først og fremmest karakteriseret ved sit fravær. I sin beretning lader Carter Warren tage hele ansvaret for sin egen død. Da Warren skal til at gå ned i graven og ikke vil have Carter med, siger han: “the responsibility is in a certain sense mine, and I couldn’t drag a bundle of nerves like you down to probable death or madness”(s. 4). To sider senere nede fra graven forsøger Warren at overtale Carter til at redde sig selv: “It’s too late - and my own fault. Put back the slab and run - there’s nothing you or anyone can do now!” (s. 5f) Carter er vedholdende omkring sin uvidenhed: “Again I say, I do not know what has become of Harley Warren;” (s. 1) 10 ARKEN FS2013

Måske ligger der en endnu mere forfærdende virkelighed til grund for angsten i The Statement of Randolf Carter end den umiddelbare virkelighed. Nemlig den uberettigede virkelighed, hvor mennesket er i selvforskyldt synd.

Når frihedens mulighed er blevet til virkelighed, skulle man tro, at angsten sammen med muligheden forsvandt. Dette mener Kierkegaard dog ikke. Tværtimod er angsten stadig til stede efter faldet, dog ikke i forhold til frihedens mulighed, men i stedet i forhold til virkeligheden. Nu, hvor synden er sat, ængstes mennesket ikke for intet. Da angsten nu er sat in concreto, kender mennesket forskel på godt og ondt, og angsten har fået en genstand – eller rettere to: dels angsten for at synde igen: angsten for det onde (SKS4, 413f) og dels angsten for det gode, en tilstand, som er særlig interessant ifm. Lovecrafts novelle.

Angsten for det gode kalder Kierkegaard også det dæmoniske.

Her er mennesket i det onde (i syndens uberettigede virkelighed) og ængstes for det gode, dvs. det dæmoniske står i et ufrit forhold til det gode uden dog fuldstændig at være i det ondes magt. (SKS4, 421ff)

Det dæmoniske er det indesluttede og det ufrivilligt åbenbare.

Det indesluttede er stumt og åbenbarer sig kun imod sin vilje.

Men ifølge Kierkegaard er den indesluttede tilstand ikke, som man ellers skulle tro, en stabil tilstand. Friheden griber ind i ufriheden, således at: “den i Ufrihed til Grund liggende Frihed, ved at komme i Communication med Friheden udenfor, revolterer, og nu forraader Ufriheden.” (SKS4, 424f) De mure, som indeslutter det dæmoniske, gennemtrænges altså af friheden, som vil kommunikere med friheden udenfor det dæmoniske.

Modsat friheden, som er bestandig communicerende, slutter det dæmoniske sig selv inde i isolation og stumhed eller i mon-

H.P. Lovecraft olog, som netop er den indesluttedes tale. Det dæmoniske gør sig selv til fange i indesluttetheden. Kommunikationen, sproget eller ordet, som har grund i friheden, er frelsende, men når friheden berører indesluttetheden, så ængstes det dæmoniske. Et eksempel på en dæmonisk er ifølge Kierkegaard en forbryder, som ikke vil bekende sin misgerning: “heri ligger netop det Dæmoniske, at han ikke vil communicere med det Gode gjennem Straffens Lidelse.” (SKS4, 425)

Hvor det dæmoniske er det ufrivillig åbenbare, så er det gode det åbenbare. Kierkegaard definerer åbenbarelse som værende både det mest Ophøiede (Forløsning i eminent Forstand) og det Ubetydeligste (Udsigelsen af en Tilfældighed). (SKS4, 428f) En dæmonisk har to viljer: en underordnet, der vil åbenbarelsen, og en stærkere vilje, der vil indesluttetheden. Hvis det var omvendt, hvis viljen til åbenbarelse var stærkere, så var fænomenet ikke dæmonisk.

med sproget (jf. ufrivillig åbenbaring); den afslører sig selv som dæmonisk indesluttethed. Den indesluttedes tale er monolog – ligesom Carters forklaring er monolog. Den anden mulige læsning af novellen er altså, at Carter er en forbryder, som ikke vil bekende sin skyld. Men ifølge Kierkegaard er det gode - åbenbaringen - en underliggende kraft, som bryder frem alligevel, for det dæmoniske er ikke fuldstændig i det ondes magt.

Skyldig – ikke-skyldig

En fyldigere redegørelse for Søren Kierkegaards angstanalyse findes hos Arne Grøn: Begrebet angst hos Søren Kierkegaard (1996)

En anden mulig læsning af The Statement of Randolf Carter er at betragte Warren og Carter som værende en og samme person. Er dette tilfældet, så er den anklagede hovedperson både indsigtsfuld, ansvarlig og skyldig. Så gik Carter selv ned i graven - og her greb angsten ham. Så bliver fortællingens sammensmeltede karakter Carter-Warren udtryk for en indre tilstand hos fortælleren, hvor selvforholdet er mislykket. Det er den tilstand, som Kierkegaard kalder dæmonisk, altså angsten for det gode.

Er Carter skyldig eller uskyldig? Dette spørgsmål besvarer fortællingen om Randolf Carter ikke - eller det vil sige, den giver to svar: Carter er skyldig og uskyldig. Således svarer The Statement of Randolf Carter til Kierkegaards tvetydige bestemmelse af skylden: “den, der gjennem Angest bliver skyldig, han er jo uskyldig; thi det var ikke ham selv, men Angesten, en fremmed Magt, der greb ham, en Magt, han ikke elskede, men ængstedes for; – og dog er han jo skyldig, thi han sank i Angesten, som han dog elskede idet han frygtede den.” (SKS4, 348f)

Selvom novellen på overfladen hævder ét, så sker der alligevel noget andet på det sproglige og strukturelle plan. Den rykker ud 11 ARKEN FS2013

Kierkegaards 200 års Geburtstag

Lidt reklame i anledning af Kierkegaards 200 års Geburtstag

Se det fulde program for Kierkegaard-året på www.kierkegaard2013.dk 12 ARKEN FS2013

af Niels Bjørn Christensen-Dalsgaard

Hvis du ikke har lagt mærke til det endnu, så siger jeg dig det gerne. Det er snart Kierkegaards 200 års fødselsdag! Og det skal selvfølgelig fejres på behørig vis, hvilket gøres bedst med en dynge af forelæsninger, der dog forhåbentlig ikke vil hobe sig mere op, end at der i løbet af året vil samle sig små afbræk, hvor den stakåndede og åndenødslidende kan få lidt luft og ro til fordybelse. Der vil givetvis også udkomme et hav af bøger om alt imellem himmel og jord, der kan sættes i forbindelse med Kierkegaard.

Også det rene gøgl vil sikkert melde sin ankomst midt i festivitassen.

Men for at det ikke løber helt af sporet, vil jeg gerne sætte fokus på nogle af de mange interessante forelæsninger, vi kan vente os i dette semester. Hermed et lille tendentiøst, dybt uretfærdigt og ubegrundet udsnit af begivenheder. Først og fremmest har Søren Kierkegaard Forskningscenteret sørget for en gratis forelæsningsrække i Rundetårn. Det vil med andre ord slet ikke være nødvendigt at bevæge sit corpus uden for voldene, hvis det allerede befinder sig på fakultetet. Alle forelæsningerne finder sted fra kl. 17-19. Er det første gang, du læser om forelæsningsrækken, vil du sikkert allerede være gået glip af de første. Der er meget mere information at finde om disse forelæsninger på www.skc.ku.dk. Søren Kierkegaard Selskabet disker selvsagt også op med forelæsninger for at gratulere fødselaren, det sker d. 21. marts, hvor højskoleforstander Jørgen Carlsen vil tale om: Det virkelige liv - en samtale mellem Grundtvig og Kierkegaard, som aldrig fandt sted. Og igen d. 25. april, hvor professor, dr. theol. Arne Grøn vil holde en forelæsning med titlen: At vælge sig selv? Til slut vil lektor, ph.d. Lilian Munk Rösing d. 30. maj tale om: Kierkegaards radikalitet. For studerende koster entréen til disse forelæsninger 40 kroner (pr. gang). Derudover har Grundtvigakademiet og Søren Kierkegaard Selskabet i fællesskab fået stablet et seminar på benene fra d. 4.-5. marts, hvor fokusset er kirkekampens virkningshistorie i det grundtvigske. Ydermere er Søren Kierkegaard Selskabet og Grundtvigsk forum gået sammen med Røddinge højskole, således at man kan komme på et mindre højskoleophold fra d. 26. maj-1. juni. Der kan læses meget mere om alle disse arrangementer på www.kierkegaardselskabet.dk. På selve fødselsdagsdagen d. 5 maj vil der blive holdt en festgudstjeneste i Frue Kirke efterfulgt af en festforelæsning i universitetets hovedbygning. Ved den samme lejlighed vil Søren Kierkegaards Skrifter (SKS) blive overrakt til universitet, hvormed en æra inden for Søren Kierkegaard-forskningen afsluttes, så en ny forhåbentligt kan tage sin spæde begyndelse.

Forventningens Glæde

Forventningens Glæde

Af Agnethe S. Sørensen

Når begrebet forventningens glæde bliver bragt på bane, så tænker jeg altid først på historien om Søren Kierkegaard: Det fortælles, at Kierkegaard engang var i teatret med sin forlovede, Regine Olsen, for at opleve operaen, Don Juan. Efter ouverturen rejste Kierkegaard sig og tog Regine kærligt under armen, idet han sagde til hende: ”Nu går vi! Fordi nu har du oplevet det bedste, nemlig forventningens glæde!” Hvorpå de begge hastigt forlod teatret.

Mand, det er da en god historie! - Men det er altså en vandrehistorie, hvilket Søren Kierkegaard Forskningscenteret dokumenterer for os på centrets hjemmeside. Vandrehistorie eller ej, så kan der være noget om, at man i nogle tilfælde godt kunne have nøjedes med forventningens glæde, når det viser sig at selve oplevelsen lader meget tilbage at ønske.

Jeg mindes, da jeg gik i 10. klasse på Brøderup Ungdomsskole.

På skolen var reglen, at alle elever skulle have køkkentjans en uge i løbet af skoleåret. Det gik sådan for sig, at vi blev inddelt i grupper af 4 elever og i ugen før køkkentjansen, skulle vi mødes med økonomaen, for at lave madplan til ugen efter. Derefter kom ugen med selve køkkentjansen, hvor vi skulle hjælpe til i køkkenet hver dag, til aftensmaden: Forberede maden, dække bord og vaske op bagefter.

Jeg troppede op til planlægningsmødet sammen med min gruppe. Det var virkelig tre flinke elever, jeg var havnet på hold med og økonomaen virkede meget åben for alle forslag og næsten hele ugens menu kom på plads meget hurtigt og glat.

Dog gik det lidt for let, synes jeg, så jeg så mig nødt til at stille mig kraftigt på bagbenene overfor økonomaens forslag om æblegrød til dessert om torsdagen. De andre elever kunne godt lide æblegrød og syntes derfor, at det var OK, men jeg holdt på mit og vi var lige ved at havne i dødvande. Så sagde økonomaen til mig: ”Ved du hvad, Agnethe? På torsdag, når vi skal have æblegrød, så kommer du ud i køkkenet til mig og får et deeeeejligt Belle de Boskoop - æble at spise i stedet for æblegrøden!”

Det, syntes jeg, lød som alle tiders idé; jeg elsker nemlig æbler og kunne i høj grad lide tanken om at blive positivt særbehandlet.

Selve ugen med køkkentjans gik som en leg: vi var et godt team og vi havde det sjovt med arbejdet. Ved forberedelsen af maden legede vi berømte TV - kokke og opfandt navne på ret-

terne, som vi syntes lød franske - og når vi bagefter ryddede af og vaskede op, fandt vi på rim og vittigheder om tallerkenvaskerens hårde og usle liv, som vi grinede af. Da torsdagen kom og vi skulle have æblegrød til dessert, hastede jeg ud i køkkenet for at inkassere mit deeeeejlige Belle de Boskoop - æble. Min forventning om dette æble var tårnhøjt. Jeg forestillede mig et stort, rødt og sødt Snehvideæble, som ville være både saftigt og sprødt. Jeg forestillede mig, hvordan jeg skulle valse tilbage gennem spisesalen med mit Snehvideæble, så at alle måtte forstå, at jeg havde fået specialbehandling, fordi jeg var en særlig elev. Ja, jeg så mig selv i dans gennem spisesalen, som selveste Snehvide, med hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt. Jeg forestillede mig de andre elevers misundelse, når jeg skulle spise mit saftige, røde æble, imens de andre måtte nøjes med splattergrød.

Det var forventningen, nu til den korresponderende oplevelse: For det første kunne økonomaen slet ikke huske, at hun havde lovet mig et æble, men hun blev selvfølgelig nødt til at bøje sig for min insisteren - man skal holde, hvad man lover - og sendte træt køkkenassistenten ud i forrådskammeret efter et æble til mig. For det andet så tror jeg, at mine øjne sprang ud af sine øjenhuler og tilbage igen, da jeg fik æblet i hånden. Et Belle de Boskoop - æble er åbenbart et madæble og derfor ikke spor deeeeejligt, og desuden havde æblet i min hånd en hengemt lugt og en falmet, grågrøn farve; det fremstod med en skimlet og rynket overflade. Føj! Jeg havde fuldstændigt tabt mælet og gik skamfuld, med bøjet hovedet, tilbage på min plads i spisesalen og sad og gemte æblet i mine hænder under bordet, så at ingen skulle se, at jeg var blevet narret. Da måltidet var slut, skyndte jeg mig ud af spisesalen og løb op på mit værelse, hvor jeg låste mig inde og kastede mig ned på min seng. Jeg var sur på mig selv, fordi jeg godt vidste, at jeg havde skruet forventningerne lige lovligt højt op, blot fordi jeg var blevet lovet et æble. Jeg fattede ikke, hvorfor jeg ikke havde undersøgt, hvilken sort et Belle de Boskoop - æble var? Det var jo den nemmeste sag i verden, men nej, jeg havde straks fantaseret om et rødt Snehvideæble. Men hvis jeg var sur på mig selv, så var jeg rasende på verden. Verden var ond – ja, ondere end ond.

Hvis det skulle være på den måde, så gad jeg ikke være med i verdenshistorien mere. Verden måtte klare sig selv, for jeg ville, fra nu af, bare lave min egen, private historie. Sådan lå jeg og skumlede og hadede verden, indtil rygetrangen drev mig ud i rygestuen. Her var de sædvanlige rygertøser, som jeg plejede 13 ARKEN FS2013

Forventningens Glæde at smøge den med, og så blev jeg, uden at jeg bemærkede det, tationen forbliver tydeligvis en stor sorg for hende og hun gensuget ind i verdens vrimmel igen. Dog glemte jeg aldrig Belle de tager det samme mønster igen og igen. Dog formåede Maude Boskoop - episoden. jo, den dag, da virkeligheden trængte igennem til hende, i form af et medmenneske i nød, at stå fast overfor virkeligheden og at Belle de Boskoop - episoden er et eksempel på en oplevelse, gøre det rigtige. Det håber jeg inderligt, at jeg også måtte have hvor man havde haft bedst af at stoppe ved forventningens mod til, hvis situationen skulle opstå. Dog er det noget andet, glæde. Helt alvorligt: havde jeg dog bare haft en Kierkegaard - jeg har fået i konfrontationen mellem forventningen og virkeven, der havde taget mig kærligt under armen, før jeg nåede ud ligheden, nemlig en skinnende guldrustning til mit Don Quijote i køkkenet, for at få mit deeeeejlige æble, idet han sagde til mig: - hjerte. Mit Don Quijote - hjerte, der har en tendens til at se sig ”Hør her, Søster Sneblind! Forventningens glæde er den største, selv, som den gode ridder på den hvide hest, Rosinante – lige til så nu går vi to, stille og roligt, ud af spisesalen, uden at få des- at kysse på mulen - og i evig kamp mod vindmøller, har fået en sert!” gylden rustning af humor. Rustningen stiver mit hjerte af med humor og genskinner som et glimt i øjet, når jeg endnu engang Og dog! Hvis en Kierkegaard - ven virkelig havde skånet mig for står over for erfaringen, at madæbler er verdens løn. v selve oplevelsen, således at jeg var forblevet i forventningens glæde, så ville han nok have gjort mig en bjørnetjeneste, fordi jeg så ikke havde fået lært at konfrontere mine forventninger med virkeligheden. Det har årene jo lært mig, men jeg har ikke lært det samme, som den ene hovedperson, Liva, i filmen Mifunes sidste sang, der lærer sin søn, at verden er en stor lort og at man hver dag har, værsgo, at tage en bid af den! Her er forventningerne til verden skruet helt ned i toilettet. Ej heller er det gået som Maude fra TV - serien Matador, der konstant flygter op i seng, væk fra virkeligheden, når den ikke er så velordnet og skøn, som hun inderligt ønsker, at den skal være. Konfron-

Obs!

Kære alle.

Obs!

Som I måske har set, har vi fra kantinens side været lidt ude at gøre opmærksom på os selv, da vi har haft et dalende fald i besøgstallet over de sidste 6-8 semestre. Med foråret er der så sket lidt af et generationsskifte i bemandingen, da 3 ”gamle” køkken-chefer er holdt op.

(Mik, Lone og Sara – Mik står stadig en gang imellem som afløser). Måske vil dette føre lidt fornyelse med sig, vi prøver i hvert fald som altid at gøre det både hyggeligt og ordentligt og også en gang imellem at byde på lidt ekstra hjemmebagt kage og andet.

Et måltid varm mad fås stadig til 25,Kaffe koster pr. kop 5,-/ pr. kande 15,Morgenmad (hjemmebagt bolle m/ost + kaffe) 10,Åbningstider: 9.15-14.15.

Kantinen er et dejligt mødested drevet af de studerende for de studerende, et forum, hvor man også i mindre målestok kan henlægge sit gruppearbejde. Prøv os -og opdag måske lidt nye sider ved dit studiemiljø på tværs af årgangene.

14 ARKEN FS2013

Vel mødt hos os i kantinen.

Årets Underviser 2012 Af Anders Martin Lauritsen Det er blevet en god tradition, at fagrådsformanden ved julefesten bliver aldrig for meget, sådan så man føler sig talt ned til, og Årets udnævner Årets Underviser. Og det skete naturligvis også ved ju- Underviser formår at køre en universitetspædagogisk linje på en lefesten 2012. utrolig elegant måde.

Over 100 studerende og undervisere var samlet i festligt lag, for at sige tak for i år, og for at ønske god jul til hinanden. I år var lidt særlig, idet festen blev afholdt en torsdag og at dekanen ikke kunne deltage. Vi fik derfor, helt ekstraordinært, en dekantale, afholdt af prodekanen, og en prodekantale, afholdt af studielederen. Trods disse ændrede forhold, var aftenen også fyldt med alt det traditionelle, og dermed også udnævnelsen af Årets Underviser 2012.

Det er fagrådet der udvælger prismodtageren, efter indstilling fra fakultetets studerende. På vegne af fagrådet vil jeg gerne takke for de mange indstillinger. De fortæller os, at der er behov for denne pris, for vi har virkelig nogle gode undervisere på teologi.

For andet år i træk gik prisen til en underviser fra Afdeling for Bibelsk Eksegese. Sidste år var det lektor i NT, Geert Hallbäck, der modtog den.

Men i år var det en underviser i GT der blev hædret. En ung, initiativrig underviser med sublim pædagogisk snilde.

Og i motivationen kan I se begrundelsen for fagrådets valg.

Motivation

Hos Årets Underviser er det praktiske også i orden: Undervisningen er meget godt tilrettelagt. Det er tydeligt, hvad der forventes af de studerende i forhold til forberedelse, og denne overskuelighed er guld værd. Man fornemmer et stort engagement, og undervisningen er veloplagt, mens faget formidles på uhøjtidelig vis og med meget humor. Årets Underviser tænker desuden konsekvent og overskueligt i forhold til sine forløb, hvilket de gennemtænkte forberedelsesguides og lektionsplaner vidner om.

Desuden skal det nævnes, at Årets Underviser i år har haft timer i de sene eftermiddagstimer i det mørke efterårssemester - det er således i sig selv en præstation, at kunne gøre sådanne timer til nogle, man ser frem til.

Forskningen skal selvfølgelig også nævnes og især den, der drages ind i undervisningen: Trods sin unge alder, er Årets Underviser nemlig en foregangsperson for den gode forskningsbaserede undervisning. Årets Underviser har styr på hvad der rører sig inden for den moderne forsk-ning og lægger diverse links og populærtformidlende youtube-klip på Absalon, så det hele ikke kun handler om Gunkels “Gattungen”. Og så afsluttes hvert semester med en quiz med fine præmier så som “evig hæder”, guf og Bibliana-udgivelser.

’Hvilket kursus skal jeg vælge?’

Det evindelige spørgsmål, som alle teologer over hele Købmagergade hvert halve år stiller sig selv. For det er ikke kun os studerende, der har vore betænkeligheder; også Struktur, engagement, forskunderviserne må spekulere ning og bestikkelse. På etAnne Katrine de Hemmer Gudme ’Hvilket kursus skal jeg udhvert andet studium havde byde?’. For hvis kurset skal det været nok til at vinde men sælges til de studerende, så skal emnet være spændende, pensum- ikke på Det Teologiske Fakultet. Her skal man virkelig give de stumet overskueligt, semesteret struktureret og så ville det for øvrigt derende, hvad de vil have. også være rart, hvis undervisningen lå mellem kl. 10 og 12; ikke om fredagen.

Og hvad er så det? Sex og vold i GT, naturligvis.

Når det så sker, at man ikke kan få det hele, så må underviseren træde til med engagement og personlighed, og det er lige hvad Det er derfor med glæde, at Fagrådet kan bekendtgøre, at Årets UnÅrets Underviser gør. derviser 2012 er adjunkt, ph.d Anne Katrine de Hemmer Gudme. Årets Underviser brænder for sit fag og formår at gøre det forståeligt, spændende og ofte endda også underholdende. Årets Underviser har pædagogisk snilde og formår at gøre de sværeste tekster tilgængelige for alle. På perfekt vis fører Årets Underviser både “sprognørden” og “sprogspasseren” igennem pensum, samtidig med at alle føler at de får noget ud af det. Pædagogikken

Tillykke til Anne.

Hvis du kunne tænke dig, at opleve hende på slap line, så har fagrådet inviteret hende til at holde en faglig fredag. Det sker d. 13. April kl. 15, med titlen: ”Man ofrer da spædbørn! - Jahve og børneofre i GT og i nærorienten” v 15 ARKEN FS2013

Nyt fra Fagrådet

Af Anders Martin Lauritsen, formand “Nu er det snart jul”, sådan begyndte jeg fagrådets indlæg til Arken sidste gang. Denne gang nærmer vi os også en sæsonbestemt begivenheden, selvom den er mere end bare nogle måneder væk, nemlig sommeren. I skrivende stund skriver vi 1.

Marts. Årets første forårsdag, og sikke en dag. Det blev en god og solrig dag. Vi bevæger os fra det skumle mørke til den lyse tid.

selvfølgelig enig i det, og har derfor været med fra begyndelsen i Studenterrådets “SU-kamp”.

Fagrådet mener, at Regeringens forslag til SU-reform ødelægger mangfoldigheden på universitetet. Den skaber en åndløs, teoretisk studenterbestand uden erfaring, og tilknytning til virkeligheden. Og især to områder i reformforslaget er fagrådet imod. Det drejer sig om forslaget om, at alle studerende Fagrådet håber, at alle kom godt igennem eksamensperioden max må være 30 ECTS-point forsinket, samt at en studerende med de resultater I havde forventet. Og så håber vi også at I ny- kun modtager 12 SU-klip, udover det normerede, hvis vedkomder tilværelsen med nye kurser, hold og måske nye undervisere. mende begynder på en videregående uddannelse inden 2 år efter endt ungdomsuddanelse.

Med fare for at gentage mig selv, så må jeg meddele at fagrådet, endnu engang, har haft travlt. Travlt med at løfte den op- Det er for os en helt grundlæggende force og et af de mest vigave som er vigtigst for os; nemlig at arbejde for et forbedret tale aspekter ved universitetet, at dets studentermasse er bred studie- og undervisningsmiljø. og mangfoldig. Det betyder, at vi ikke kun er overklassens renskurede drengebørn, der lige har forladt katedralskolen, men Meget er sket siden december: vi har udnævnt Årets Underviser derimod et bredt udvalg af den danske befolkning. Unge og (se mere i selvstændig artikel), opstartet en “Teologer for SU”- gamle, blinde og seende, altså ikke kun de rene, unge og ranke. kampagne, deltaget i SU-protester og demonstration, samt ud- Det betyder, at vi består af mange mennesker med mange fordelt penge til studiemiljøforbedrende formål. skellige erfaringer. Denne forudsætning er lige så vital for samfundet, idet det betyder, at det ikke kun er en homogen gruppe, Teologer for SU som kommer ud og bliver præster. Det er ikke kun de nordsjællandske overklasse børn, men også bondesønnen fra Lolland.

I februar fremlagde Regeringen deres forslag til en ny SU-reform. Den var ventet, for vi vidste allerede at den ville komme. Den nuværende Regering ønsker med sit SU-reformudspil at Regeringen havde allerede forinden meldt ud, at der skulle ændre afgørende i dette billede. Det er nu kun de hurtige og spares på SU’en. For at være mere præcis, skal der spares 2 mil- unge, som går direkte fra gymnasiet til universitetet, som er liarder (2.000.000.000,-!), og alle disse penge skal gå til at give værdifulde nok til, at de kan understøttes hele vejen gennem erhvervslivet skattelettelser. uddannelsessystemet. Andre mennesker, som har prøvet at tage fejl, som har prøvet at opleve en anden virkelighed end udPå Studenterrådets generalforsamling i oktober sidste år, blev dannelsessystemet, sorteres fra. Det har hårde konsekvenser, der vedtaget en arbejdsplan. Denne arbejdsplan siger klart, ikke kun for teologien, men i særdeleshed for samfundet. at Studenterrådet skal kæmpe mod enhver forringelse af SUsystemet. Fagrådet, der er den lokale “filial” på fakultetet, er På teologi er vi en mangfoldig gruppe, med studerende der har 16 ARKEN FS2013

ændret retning; med studerende, som har været i tvivl inden de vendte sig hen til dette studium. Studerende som har fået børn og som har rejst verden tyndt. De omfavner andre aspekter af livet, og de kan tale ud fra andre positioner og et andet liv, end det unge og uerfarne kan. De er begge en force og er uundværlige i samspil omkring teologien. Regeringens nye udspil straffer dem, der ikke er unge og uerfarne. Det er dem, som kommer til at være taberne i det nye udspil. De bliver et B-hold, som skal klare sig selv. De kan ikke få den hjælp fra staten, som andre kan få.

Regeringen burde i højere grad, for nu at være lidt bibelsk, lade de første komme sidst og de sidste komme først i deres SU-reform. Det er ikke for sjov, at man vælger et nyt studie. Det er ikke for sjov, at man bliver forsinket. Det er en hel uomtvistelig del af livet. Det er det, som giver erfaringer udover vores lille skolede og trygge verden.

en 10 gange så mange som os!

Fagrådet har været til møde med fakultetets ledelse om fordelingen af disse midler. Fagrådet fremlagde vores forslag til fordeling, og ledelsen var enig. Midlerne bliver derfor fordelt som fagrådet har foreslået det.

Så kan man selvfølgelig spørge om fagrådet så ikke bare tager pengene selv? Men det gør vi nu ikke. Vi har selvfølgelig sørget for, at så mange fakultære studenterforeninger som muligt får glæde af disse midler.

I skrivende stund skal fordelingen lige konfirmeres af rektor, og når det er sket, vil fordelingen blive offentliggjort.

En anden vigtig studiemiljømæssig ting er, at fagrådet har overtaget den tidligere Lokalebestyrelses opgave med, at varetage overskuddet fra fredagsbaren. Dette er sket efter aftale I skrivende stund er der ikke fundet en afklaring. De politiske med dekanen. forhandlinger er stadig i gang. Vi har kæmpet, og gjort en masse. Vi kæmper naturligvis stadig. I den forbindelse vil jeg Fagrådet har derfor oprettet Fagrådets studiemiljøpulje, samt selvfølgelig sige tak til alle de teologistuderende, der har hjul- et puljeudvalg, der bliver sammensat af repræsentanter fra pet fagrådet i denne kampagne. Tak for hjælpen. fakultetets centrale studenterforeninger. Fagrådets næstformand er formand for udvalget, og derudover skal der vælges Studiemiljø en repræsentant fra hhv. fagrådets, Teologisk Forenings, kantinens og barens bestyrelser. Udvalgets arbejde består i, at udI slutningen af 2012 besluttede Universitetsbestyrelsen, at de dele overskydende midler fra baren, til studiemiljømæssige ville bruge lidt ekstra penge på studiemiljø. De satte derfor 5 tiltag. millioner af på 2013-budgettet. Pengene skal som sagt gå til I vil naturligvis alle høre mere om dette senere. studiemiljømæssige tiltag, og fordeles af dekanen i samarbejde med fakultetets studenterrepræsentanter. Pengene er ble- Læs mere om fagrådet på facebook: vet tildelt fakulteterne efter studenterbestand, hvilket betyder www.facebook.com/fagraadetTEO at TEO har fået lige under 100.000,-. Det kunne selvfølgelig have været rart med lidt flere penge. Fx har Det Humanistiske Tryk endelig “synes godt om”!

Fakultet fået over en million, men de er selvfølgelig også mere v 17 ARKEN FS2013

Dansk kulturelt forfald eller selvbesindelsen?

dansk kulturelt forfald selvbesindelse?

Begrebet Dannelse – belyst af Rønshovedgruppen af stud.theol. Mathias Harding

Denne artikel vil beskæftige sig med det nystartede kulturforum, Rønshovedgruppen. Gruppens hovedformål er at bevidstgøre den danske offentlighed om ikke bare Danmarks men også Vestens kulturelle og åndelige forfald. Gruppen ønsker at fortsætte 00’ernes kulturkamp – eller snarere åndskamp. Den ønsker i samme forbindelse at skabe debat angående dannelsesrelaterede emner og spørgsmål om Oplysningstidens betydning for Vesten, Vestlig selvkritik, Nationalstaternes nødvendighed, Den enkeltes pligt og samvittighed, Fornuftens gaver og tåbeligheder, Demokratiets rolle , Menneskerettighedernes grænse, Islam, Velfærdsstaten, Elite og Folk, Frisind, Kristendom, Forholdet mellem Stat og Kirke, Religionskritik osv.

To af gruppens repræsentanter Thue Kjærhus og Sørine Gotfredsen vil her give deres tanker om emnet og begrebet Dannelse.

18 ARKEN FS2013

Tilbagevenden til intet af Sørine Gotfredsen, præst og journalist Det er ikke tilfældigt, at menneskene altid har gjort sig tanker om, hvordan vi er blevet til. Det har stor betydning, om vi ser mennesket som et væsen, der er blevet til gennem en tilfældig naturvidenskabelig proces eller ved en guddommelig intention.

Midt i den overvejelse kan vi komme til at sammenblande begrebet dannelse og begrebet skabelse – altså måden vi skal udvikle os på, og grundlaget vi udvikler os fra. Og den sammenblanding sker for tiden. Værdidebatten har i de seneste år kredset om definitionen af familieformer, ægteskabet og forskellene på de to køn, og det understreges løbende, at den enkelte har friheden til selv at bestemme sin identitet. Idet man bevæger sig væk fra tanken om, at noget på forhånd er givet, og at der findes faste forventninger. Vores radikale minister for kirke og ligestilling Manu Sareen har flere gange argumenteret for, at et menneske først og fremmest former sin kerne gennem egen kreativitet og evne til at udfolde sig indenfor kærlighedens rammer, og langt hen ad vejen bestemmer mennesket ifølge ham selv, hvem det skal være. Hvormed man må formode, at Sareen satser på, at alle også har styrken, lysten og selvstændigheden til det.

Men det er jo ikke sikkert, og utilsigtet kan man slå ind på en vej, hvor man kommer til at dyrke det stærke menneske og prisgive det svagere. På sin vis tager man udgangspunkt i det ”intet”, som den tyske forfatter Rüdiger Safranski omtaler i sin bog ”Det onde”. Med inspiration fra Augustin skriver Safranski, at når mennesket ”med dets vilje vil være grundlaget for sig selv, kommer det i berøring med dette intet, som Guds skabende vilje havde besejret. Men det kan den menneskelige vilje ikke klare.”

En stor del af tidens værdikamp skal ses i lyset af, hvordan vi forholder os til tanken om denne menneskets vilje til at ville bestemme sig selv fra intet, og hvad det betyder for vores syn på som individer at blive dannet. Oplagt kan det betyde, at vi underkender væsentligheden af, at dannelsen må foregå i forhold til noget, der allerede er, en virkelighed og et fundament i form af historie, sprog, kultur og dermed for eksempel også tanken om, at de to køn udgør andet end sociale konstruktioner. Det kan betyde, at vi kommer til at dyrke selvdannelsen og den store selvkonstruktion, der så nemt over sig får et strejf af desperat narcissisme. Og ikke mindst kan det betyde, at en del af os simpelthen vil fare vild i det store, åbne øde.

mod stikker, og angående flirten med det store ”intet”, citerer Safranski den gamle kirkefader for disse ord: ”For det er falsk ophøjethed, at ville frigøre sig fra det oprindelsens grundlag, som ånden skal være rodfæstet i for at blive sit eget grundlag. Det er udtryk for at ånden holder for meget af sig selv.” Tidens debat afslører i hvor høj grad vi i dag har svært ved at sondre mellem at blive skabt og blive dannet – at blive til fra grunden, fra intet og at udvikle sig indenfor det allerede skabte. Dermed ikke sagt at et menneskes dannelse og troen på den guddommelige skabelse hører uløseligt sammen, men det er værd at overveje, hvad det gør ved os, hvis ikke vi fastholder en ydmyghed over for en virkelighed, der rækker ud over den enkelte. Jo sværere mennesket får ved at underlægge sig ”et oprindelsens grundlag”, desto mere vil det værge sig ved overhovedet at underkaste sig noget. Og i stedet vende tilbage til en tro på at være grundet i intet. Med alt hvad dertil hører af frihed. Og tomhed.

Bildung og folkelig dannelse aF Thue Kjærhus, forstander, Rønshoved Højskole Rønshovedgruppen fokuserer på to dannelsesdimensioner, som kulturelt og historisk har hvert sit afsæt. De to dannelsesprofiler komplimenterer hinanden i vores værdigrundlag.

Vi har forfattet et værdigrundlag for Rønshovedgruppen, som bærer titlen: ”Hvorfor danne”. I finder papiret på Rønshoved Højskoles hjemmeside: www.ronshoved.dk Den første dimension i dannelsestilgangen er den folkelige dannelse. Den anden dimension kan vi lidt forenklet betegne som ”Bildung”. Den folkelige dannelse har som intension at omfatte hele den danske befolkning, hvorimod ”Bildung”-dimensionen mere fokuserer på den akademiske - og kundskabsmæssige dannelse. De to dimensioner rækker ind over hinanden og kan ikke stå alene. Den folkelige dannelse har som begreb rødder til Grundtvig og det grundtvigske. Den er forudsætningen, for at samfundene er bundet til et nomos, dvs. til en fælles historisk og kulturel kontekst. Det danske samfund har siden midten af det 19. århundrede haft en enestående sammenhæng og homogenitet, som har skabt et tillidssamfund.

Når man taler om den grundtvigske folkelighed, så er indgangen til en forståelse af begrebet: distinktionen mellem almue Selvdannelsen, der i dag i værdikampen dyrkes som et ideal, er og folkelighed. Det, at være folkelig betyder, at vi er dus med et tidløst tema. Allerede omkring 300-400-tallet havde Augus- vor historie, kultur og kristenhed. Det forudsætter, at vi kan se tin en klar fornemmelse af, hvor dybt det menneskelige hov- os selv og andre i en større kontekst. Den folkelige dannelse 19 ARKEN FS2013

Dansk kulturelt forfald eller selvbesindelse?

skaber borgernes selvværd og dermed frisindet og åbenheden an sich” med etableringerne af professions højskolerne/ univeri samfundet! Det er således både ånd og kompetencer, der er siteterne. på spil her.

Professionshøjskolerne og tidsånden er anvendelsesorienDette afsæt har været gældende i både folkeskolerne og gym- terede, kundskabsmæssig smalle og ikke Bildungs-fokuserede. nasierne. Det er først med Ritt Bjerregaards folkeskolereform Tilgangen er fornuftig, hvad angår ingeniørstudiet, lægestudiet og postmodernismens relativisme fra 80’erne, at folkeskolerne og studier på Handelshøjskolerne, men ikke for universitetsalene fokuserer på kompetencer. Det som bandt det danske studier. folk sammen, var, som noteret, det folkelige, som blev en markant kulturstrømning fra midten af det 19. århundrede.

Universiteterne skal derimod være stedet, hvor eliten i samfundet udfolder og fordyber sig. Her skal der være plads til det ikkeFør den tid var den danske befolknings bevidsthed om histo- operationelle. Her skal nørderne forkæles. Et samfund, hvor der rie og fælleskultur fragmenteret. Det er den udvikling, vi er ikke er plads til grundforskning, ontologiske diskussioner og vendt tilbage til. Det er således min påstand, at vi aktuelt har fordybelse er dømt til recession. fået en akademisk almue, som alene er i besiddelse af en smal faglig profil uden alment udsyn. Den folkelige dannelse er den Og hvad angår i gymnasiekulturen, så er der gået for megen kulturelle kapital, som er forudsætningen for demokratiet og Beverly Hills i skolerne. De unge vælger ungdomsuddanneltillidssamfundet. serne ud fra, hvem der tilbyder de bedste rejser og fester.

Men alle er ikke egnet til at gå på gymnasiet, og alle ønsker Bildungs dimensionen handler om dannelse i en mere tysk for- ikke at være boglige. Vi skal derfor have reduceret antallet af ståelse. Her refererer vi til Weimar intelligentsiaen og Humboldt gymnasieelever markant, samtidig med at vi forbedrer uddanidealismen. Vi ønsker, at universiteterne skal vægte den tyske nelserne på erhvervsuddannelserne. Vi må ligeledes fokusere universitetsmodel, dvs. det humbold’ske ideal. En model, som på dannelsessiden i folkeskolen. Her skal undervisningen både vi indtil 1971 var præget af i Danmark. Her spillede universitetets have fokus på det livsoplysende og kompetencerne. Livsfilosofikum en afgørende rolle. Det danske universitetssystem oplysende fag som historie, kristendom og litteratur skal fylde er fra begyndelsen af 70’erne henover sen-80’ernes postmo- mere ligesom sprog fag som fransk, latin og tysk skal genvinde dernisme blevet til professionshøjskoler, som alene er optaget deres plads både i folkeskolerne og gymnasiet. af en smal kompetenceprofil. Her handler det om at komme så hurtigt igennem studierne og opnå de kompetencer, der står Den 20. april 2013 vil heldagsskolen og uddannelserne i opført i studieordningerne! folkeskoleregi blive drøftet på Rønshoved Højskole. Alle er velkomne til at deltage. Se programmet på Rønshoved Grundlagstænkningen for de enkelte fag, hvor der bl.a. reflek- Højskoles hjemmeside! teres ontologisk på fagene, er blevet udgrænset til ”Das Ding 20 ARKEN FS2013

Som en kritisk replik har jeg bedt Emil Eiby Seidenfaden og Eskild Knarhøj Johannsen kommentere Rønshovedgruppens værdigrundlag. Værdigrundet kan læses på følgende link: http://www. ronshoved.dk/log/userfiles/dannelsesgruppe/hvorfor_dannelse. pdf.

Deres kommentar kan læses her!

”Hvorfor danne?”

– en kommentar

af Emil Eiby Seidenfaden og Eskild Knarhøj Johannsen Vi er to studerende, som har læst oplægget ”Hvorfor danne” og vi forsøger her at tage kritisk stilling til det.

Manifestets formål synes at være en genfindelse af de vestlige, kristne værdier, med henblik på at forpligte den enkelte overfor ”tradition, familie, skole, kirke og stat”. Ikke en forpligtelse for den enkeltes egen skyld, men en forpligtelse overfor noget større. Det synes vi som udgangspunkt ikke, der er noget i vejen med.

Oplægget er et dannelsesprogram, der har den præmis, at vesten udfordres i civilisationernes kamp, og at vores kultur er under pres fra blandt andet multikulturalisme. I forlængelse af det mener forfatterne, at der et behov for kunne ”bemestre” globaliseringen, som kaldes et ”uomgængeligt moderne vilkår”.

fald. Det hænger ikke sammen med nogen samtidig forståelse af USA; og hvis det gør, vil meget få amerikanere være enige i, at det har noget at gøre med multikulturalisme. USA er, trods – eller måske på grund af - sin multietniske sammensætning præget af en ekstremt stærk tiltro til det amerikanske demokrati, den individuelle frihed, ligestilling og magtens tredeling. Det tror vi også godt, forfatterne er klar over. Det forekommer os derfor, at tekstens egentlige formål ikke er at ”bemestre” globaliseringen, så meget som det er beskytte sig mod den eller måske endda bekæmpe den. Argumentationen bliver derfor klassisk reaktionær.

Om lighed mellem mennesker, kønnenes ligestilling etc. skriver forfatterne ”Andre kulturer forsøger direkte at berøve os denne frihed og må betragtes som modstandere”. Hvis vi skal overføre denne logik til en dansk virkelighed, er det for eksempel rigtigt, at der findes både grupper og individer, der kræver islamisk sharialovgivning indført i Danmark, ligesom der findes grupper, der kræver et planøkonomisk system introduceret efter sovjettisk forbillede. Begge disse krav er beskyttet af ytringfrihed, og ytringsfrihed er, som forfatterne selv pointerer, et produkt af Oplysningstiden. Antidemokratiske og systemomvæltende tiltag er blevet krævet fra højre og venstre siden demokratiets indførelse, men vi finder intet videnskabeligt belæg for at sige, at Danmark bevæger sig i nogen sådan retning.

Man kan spørge sig selv, hvorfor forfatterne har så lidt tiltro til det danske demokrati, den danske grundlov og tredeling af magten, at de betragter den som truet af noget ude- eller indefrakommende. Dannelse i dag bør handle om, hvordan de fire ”onder” passer ind i den danske virkelighed, snarere end Her synes vi, at argumentationen støder på et problem. Under hvordan vi korser os imod dem. overskriften ”Modsigelse af forfaldet” omtales multikulturalisme som et af fire store problemer eller onder. Samtidig kaldes Emil Eiby Seidenfaden er bachelor i historie, nu kandidatstudeglobaliseringen for et ”uomgængeligt moderne vilkår”. Det må rende i historie ved KU og praktikant på DR. Han har tidligere vel betyde, at forfatterne ikke mener, at multikulturalisme er arbejdet i Obama-kampagnen i USA og været skribent på det indbefattet i begrebet ”globalisering”. For i så fald er multi- politiske magasin RÆSON. kulturalisme også et uomgængeligt moderne vilkår, og det er ikke særlig konstruktivt at betragte et uomgængeligt moderne Eskild Knarhøj Johannsen er kandidat i International Business vilkår som et onde. Vi kan lidt polemisk vende de tre første be- fra CBS og tidligere studerende ved Columbia University. Han har greber: Relativisme, multikulturalisme og autoritetstab om og tidligere studeret International Business and Politics og afholdt sige, at de tre faktisk er uomgængelige moderne vilkår i globali- foredrag om det Amerikanske valg. v seringen.

Det er ikke til seriøs diskussion, at Europa siden Oplysningstiden har været en værdimæssig foregangsregion i verden. Men vi mener også, at det er selvmodsigende at anvende Oplysningstiden til en genetablering af den individuelle pligt overfor ”noget større”. USA, som må siges at være et projekt af Oplysningstiden og klart opfylder tre af de fire onder – multikulturalisme, relativisme, autoritetstab - er samtidig foregangsland i vesten og må derfor ifølge forfatterne befinde sig i en tilstand af for21 ARKEN FS2013

Må jeg be’ om kammertonen?

MÅ

BE’ OM K

TON Af William Salicath

“Det lyder frygteligt!” sådan lød reaktionen fra en ældre studerende, da jeg lige var startet med at læse teologi (for snart 4 år siden) og sad i kantinen, og det tilfældigvis kom frem, at jeg var katolik. Samme respons kom fra en nyudklækket præst over en ellers hyggelig øl til en julefest, mens de lidt mere hæftige kommentarer gennem min tid på teologi er kommet fra undervisere. Under en forelæsning, hvor Vatileaks-sagen blev diskuteret, spøgte underviser med, at det jo ikke var svært at forestille sig korruption og nepotisme i den Katolske Kirke. En anden underviser konkluderede under en gennemgang af katolsk vs. luthersk retfærdiggørelseslære, at katolikker derved ikke rigtig besad troen, mens en tredje i en sidebemærkning sammenlignede paven med Hitler og kardinalerne med SS. (Jeg må hellere nævne, at der i alle tre tilfælde er tale om dygtige undervisere, og at der nok har været et gran ironi eller et forsøg på at være morsom på færde). Jeg skal ikke gøre mig til smagsdommer over, hvad der er morsomt eller ej, og mener heller ikke, jeg er specielt tyndhudet, men der er måder at udfordre og drille på, og så er der et mønster, der begynder at tegne sig; det er det mønster, jeg vil prøve at belyse i denne artikel.

22 ARKEN FS2013

Jeg er som sagt katolik. Jeg har gået i katolsk skole, jeg tager mine sakramenter, men jeg er født og opvokset i Danmark, hvilket kulturelt set gør mig mere protestantisk end f.eks. en katolik, der er født og opvokset i Italien. Jeg stiller mange spørgsmål til min religions teologi og praksis, ligesom jeg også stiller spørgsmål til protestantismen og den danske folkekirkes teologi og praksis; og hvis jeg en dag bliver præst, bliver jeg nødt til at konvertere, da jeg ikke ønsker at leve i cølibat - hvad jeg skulle konvertere til er for mig endnu uvist - så dette handler ikke om at sammenligne eller forsvare en religion eller et synspunkt overfor et andet men snarere om lødig tone og respekt.

Sidste år læste jeg på Heythrop College, som er en del af University of London og ligger i det centrale kvarter Kensington. Af naturlige samt geografiske grunde var universitetet meget internationalt, og der var derfor stor diversitet blandt studerende og undervisere, og der var også en del jøder og muslimer, da universitetet tilbød BA/MA i Abrahamiske religioner. I en time refererede jeg til noget i det Gamle Testamente som myte men blev irettesat af underviser, der sagde, at man ikke kunne sige

JEG

KAMMER-

NEN? myte, da ordet indeholder et gran af usandhed, men derimod narrativer, i respekt for folk der læser Bibelen bogstaveligt. På vores fakultet i København ville de fleste nok grine af dette og kalde det unødig og ligegyldig politisk korrekthed, men er det virkelig det? Grænsen mellem lødig tone og politisk korrekthed er svær at definere, men jeg vil vove at påstå, at der også ligger en respekt og endda en interesse for ’den anden’, når man er lødig i sin tone, i modsætning til en kunstig, automatiseret politisk korrekthed (en grænse som eksempelvis Trykkefrihedsselskabet ynder at ignorere, og ganske unuanceret kalder respekt og interesse for ’den anden’ for politisk korrekt selvcensur og angreb på alt fra trykkefriheden til danske værdier og selveste demokratiet).

Tilbage til Danmark, hvor vi jo befinder os i et land, en kultur og en tradition, der af naturlige årsager (taget vores størrelse i betragtning) er temmelig homogen. Vi er vant til at have med vores egne at gøre, hvilket naturligvis påvirker vores omgangsform, og måske giver os en tendens til ikke at interessere os nok for andre, men i stedet bliver selvtilstrækkelige. Tag bare Muhammed-krisen og en pressekonference i Cannes med Lars von

Trier som eksempler på, hvordan vores danske omgangsform ikke blot er svær at oversætte, men det er også svært for os at se, at vi overhovedet burde forsøge at oversætte den. Dette afspejler sig selvfølgelig også på universitet, hvor det samtidig heller ikke er nogen hemmelighed, at vores fakultet er konfessionelt (jeg har netop færdiggjort dogmatik og kan konstatere, at over 75 % af pensum er skrevet af protestantiske teologer, og ca. 50 % af dette af Luther selv). Så vores udgangspunkt i mangen diskussion er på godt og ondt luthersk. Dette er i sig selv ganske glimrende, så længe vi ikke bruger det som undskyldning for at være selvtilstrækkelige og holde en underlødig tone overfor andre (hvilket hverken er universitet eller enhver kristen, muslim eller for den sags skyld ateist værdigt). Udover at være konfessionelle, er vi også forskere, så i den kapacitet burde vi (især) kunne holde en lødig tone og respektere et andet synspunkt og en anden tradition, men måske endnu vigtigere også oprigtigt interessere os for et andet synspunkt og v tradition, uden at ty til ligegyldig politisk korrekthed.

23 ARKEN FS2013

SOM SORGLĂ˜SE DYR

SVIN

OG UFORNUFTIGE 1

- et essay om danskernes forhold til folkekirkens dogmer Af cand. theol. Thea Laukamp

24 ARKEN FS2013

D

a jeg skulle lære hebraisk på teologistudiets førstedel, måtte jeg hurtigt sande, at det ikke lige var dén del af teologien, jeg havde flair for. Alle, der har stiftet bekendtskab med hebraisk ved, at det er primitivt og har ikke så mange grammatiske regler som latin og græsk.

get at sige det (sen)moderne menneske? Verden har jo ændret sig uendeligt meget siden Luthers tid.

Dengang i middelalderen vidste de intet, i forhold til, hvor oplyste vi er i dag. Hvis de nu allerede dengang havde forstået, at troen er individuel og privat, så kunne mange stridigheder nok I to minutter virkede det som en indiskutabel fordel, men da have været undgået. Eller hvad? jeg opdagede undtagelsernes omfang gik det op for mig, at selv om hebraisk udadtil virkede simpelt, så var det for mig det For stridighederne findes jo stadig. Nogle mener faktisk, at det sværeste sprog at lære på teologi. er en del af den sande, kristelige (lutherske) kirke, ja, nærmest et kendetegn, at være i krig, både internt og eksternt (eccleHver gang, jeg satte mig for, at nu ville jeg ”nikke det en skalle” sia militans). For kirken ændrer sig og er dynamisk; den kan og betvinge det, så blev manglen på regler min anstødssten. ikke andet end at blive gendannet hele tiden – ecclesia semper Min mor, der var teolog og præst, var heller ikke et lys til spro- reformanda! gene, men hun havde dog fået ”Den Hebraiske Åbenbaring,” ganske kort tid før eksamen; pludselig kunne hun gennemskue De, der levede under førmodernitetens vilkår var bundet af tid det hele. og rum, også Luther.

Jeg håbede, at jeg også måtte få sådan en åbenbaring, men Ja, Luther befandt sig endda engang i en situation, hvor han tvivlede ærlig talt på det. vitterligt var bundet til et rum, i næsten bogstavelig forstand, nemlig da han blev forhørt under rigsdagen i Worms, på grund Hebraisk kan sammenlignes med kristendom: Umiddelbart har af al den ballade, han havde lavet i kirken. Da Luther havde foringen af delene uoverkommeligt mange regler eller love, og i svaret sig og forklaret, hvorfor han ikke ville tilbagekalde sine første omgang lyder det tiltrækkende og lovende. Men pro- kontroversielle skrifter, opfordrede han Karl d. 5. og de indkaldblemet opstår, når man alligevel skal sætte udenforstående ind te rigsstænder til at overbevise sig om sine fejltagelser, alene i tanken om, at manglen på regler faktisk gør, at der måske i vir- ved hjælp af Bibelen eller ren fornuft. Hans apologi skal efter keligheden er endnu flere end i andre sprog eller trosretninger. sigende have sluttet med ordene ”Her står jeg. Jeg kan ikke Hebraisk er nemt, hvis du har flair. Kristendommen er nem - hvis andet. Gud hjælpe mig.” Trods voldsom modvind og trusler på du tror. livet ville Luther ikke bøje sig.

Nutid versus reformation

Han stod fastnaglet til sandheden dér i Worms, foran kejseren, om nogen begrænset af tid og rum - så sikker var han på, at når De senmoderne2 danskere, kulturkristne3 og individualistiske, paven var imod ham, så var Gud nok med ham. som de er flest, har enten intet eller begrænset kendskab til kirkens dogmer, eller også lader de sig ikke diktere, hvordan de At udvise sådan en skråsikker adfærd overfor myndighederne skal tro. Alligevel har folkekirken et evangelisk-luthersk beken- i dag på grund af sin tro, er fuldstændig uhørt! Sidsteinstansen delsesgrundlag, som, udover dogmerne, indeholder en kort- har flyttet sig fra det transcendente til det immanente (se anfattet udlægning af dem, fra Martin Luthers egen hånd; ganske den note), så siden moderniteten har det ikke kunnet betragtes pædagogisk for tiden, må man sige. Endvidere synes det at som et legitimt argument i en diskussion, at man skulle have rage de fleste danskere langsomt. Hvordan skulle en så gammel Gud på sin side. Den slags argumenter får nok mange mennenisses opfattelse af Gud, tro og kirke på nogen måde have no- sker til at tænke på islamistiske udsagn, hvor ”Allahu-Akbar” 25 ARKEN FS2013

Som sorgløse dyr og ufornuftige svin

fungerer som en slags punktum.

Det er ubegribelig og kontrær snak for senmoderne danskere, som nok snarere tænker ”Her står jeg indtil det ikke længere giver mening eller til jeg begynder at kede mig, og så flytter jeg mig da bare.”

Vi forstår ikke dogmernes fastlåste overbevisning og deres latente autoritet, som per definition ikke er til diskussion. Vi vil skabe vores egen sandhed, og så skal vi til gengæld nok også stå til ansvar for den; forstået således, at når eller hvis den viser sig at være forkert, så reviderer vi den.

Vi er fritsvævende i tid og rum, der er ingen absolutte sandheder, kun metodologisk tvivl.

En negativ position: Gå ikke på kompromis I forholdet til denne samtidstendens, kan man positionere sig både negativt og positivt: ”Det er synd for kirken. Gå ikke på kompromis”, var overskriften på en artikel af sognepræst og nuværende formand for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, i Kristeligt Dagblad, 26. august 2010. Han erklærede sig enig i, at kirken må følge med tiden, når der skal udlægges dogmer og komplicerede begreber - så vidt bør kirken alligevel gå ind på tendensen bag folkets præmisser. Men troslærens indhold bør der ikke pilles ved; det er, som det er: ”Det er utroværdigt at sætte den kristne tro til nærmest demokratisk afstemning og så lade folket afgøre, hvad kirken skal forkynde, og hvad der er sand evangelisk-luthersk lære. Vort bekendelsesgrundlag tydeliggør, hvad kirken har at sige om tro, håb og kærlighed – ja, om Den Treenige Gud og om både livet nu og det evige.” I Bækgaards øjne er det altså ”synd for kirken”, når den går på kompromis med sit eget fundament, for at imødegå folkets luner. Han mener, at når man accepterer den bløde, filtrerede kulturkristendom som anerkendt ”kirkelig retning”, med noget at skulle have sagt, når det kommer til kirkens forkyndelse, så bliver tendensen for dominerende.

Man kan ikke blot kan se bort fra væsentlige elementer i den evangelisk-lutherske troslære.

En positiv position: De bløde værdier I Jon Bøge Gehlerts artikel ”Danskerne vil have kristendommens bløde værdier” fra Kristeligt Dagblad, 23. april 2011, skriver religionssociolog Peter Lüchau om dette: ”Vi ved, at danskerne har det fint med Gud og et liv efter døden, men det er så også det. Vi 26 ARKEN FS2013

kan generelt lide alt, der giver håb, men det mere ubehagelige bryder vi os ikke om. (...) ingen fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert rent religiøst. Derfor vælger vi selv, og hvorfor skulle vi så ikke tage det, vi bedst kan lide?” Lüchau mener, at hovedsagen er, at danskerne ikke vender sig bort fra kristendommen generelt. Han skelner mellem værdier, som er mere eller mindre konstante, uhåndgribelige og fænomener, der kan være svære at definere og italesætte for den enkelte, og så holdninger, som let kan ændres. Der er ikke tale om, at danskerne helt har skrottet de kristne værdier – de redefinerer blot kristentroens indhold. Dette skyldes, ifølge ham, den efterhånden velvoksne individualisering og i forbindelse hermed også det, at det kulturkristne flertal ikke ønsker at betale skattekroner til kirken for blot at blive revset og anklaget, når de endelig benytter kirken. Dér forlanger de en god oplevelse af Guds altfavnende kærlighed, menneskeligt repræsenteret gennem en imødekommende og tolerant præst, i stedet for at blive banket i hovedet og tynget under syndens åg. Når viljen til det gode er god er alting vel godt - eller hvad? Åh Gud, hvor vi taler og taler!

I teologiske og kirkelige kredse diskuteres holdningen til denne tidsånd hyppigt.

Men ligegyldigt om man positionerer sig negativt eller positivt i forhold til tidsånden, så er det et faktum, at de kulturkristne tælles med som medlemmer af den evangelisk-lutherske danske folkekirke. Er man døbt, er man inde. Forbeholdet vedrører religiøs praksis og dogmerne; det er jo ikke fordi, synden faktisk er blevet sendt til folkeafstemning (endnu), og er det for meget forlangt af kirkegængerne, at de kan relatere forkyndelsens indhold til deres egen tilværelse?

Om de kirkekristne er det blevet sagt, at de aktivt og reflekteret har ”indoptaget kristendommen i livet.” Modsat kan man sige om de kulturkristne, at de passivt er blevet indoptaget af kristendommen; med den rolle kristendommen spiller ved livets store begivenheder og den gyldne regel ”Vær mod andre, som du vil de skal være mod dig,” der forhåbentlig henleder tanken på næstekærlighedsbudet, må kristendommen siges at gennemsyre den danske kultur og dermed danskernes tilværelse – og dét på trods af den manglende interesse for dogmer og søndagsgudstjenester.

Her kan man holde in mente, at danskerne aldrig har været positivt stemte, når det kom til kristen belæring – det er blevet anslået, at selv under vækkelserne, var det kun 10% af befolknin27 ARKEN FS2013

Som sorgløse dyr og ufornuftige svin

gen, der var engagerede i kirkegangen.4 Den åndelige forening i kristendommen kan ikke tvinges frem gennem den ydre.

For Herren se i Naade til dem der har lært at forklare og glemt at se paa hinanden, og tie og forstaa.”

Den vil ikke forceres frem, betvinges eller holdes fast.

Hvad angår mit forhold til hebraisk, så blev det aldrig rigtig godt.

Den Hebraiske Åbenbaring er fortsat udeblevet, og nu har jeg Det er det samme med tro, som med lykke: De kan ikke måles efterhånden affundet mig med, at man jo umuligt kan forstå alt kvantitativt, omend Region Syddanmark forsøgte det, hvilket i denne verden, eller bare i teologien, lige godt. Men jeg lærte stod på forsiden af Kristeligt Dagblad den 30. juli 2012. dog alfabetet og det øvrigt nødvendige, for at bestå. Og selv om jeg ikke umiddelbart kan huske en tøddel af grammatikken, Jamen, har man hørt noget så dumt? så har jeg en udmærket grammatikbog på min boghylde, som jeg godt kan finde ud af at slå op i, hvis der er noget, jeg akut Ligesom følelsen af total lykke som regel forsvinder, ligeså står og mangler svar på. snart man registrerer dens tilstedeværelse, og ligeså fjollet det virker at måle den i tal, ligeså vel kan tro heller ikke anskuelig- Og hvis det ikke er nok, så kender jeg da også et par hebraiskgøres i tal, der er andet end vejledende – med mindre man er af kyndige mennesker, jeg kan henvende mig til for at få besvaret den opfattelse, at videnskaben kan betvinge troen. mine spørgsmål.

I det senmoderne samfund, hvor alt er baseret på det individuelle valg, er kulturkristendom måske noget af det eneste, man ikke bevidst vælger til. Kulturkristen er mere noget, der betegner en facet af, hvem man er, hvad man kommer af, og ikke mindst hvordan man er i verden; man bestræber sig på det gode og koncentrerer sig ellers om sit menneskeliv; Den er alt andet end fundamentalistisk, men ikke desto mindre fundamental.

Så skidt da med, at jeg i skrivende stund ikke kan skelne mellem hifil og halal.

Hvis man er teolog og måske sognepræst in the making, og en dag skal vejlede folk gennem livets største begivenheder, bør man nok spørge sig selv, om det at være kristen i bund og grund handler om at kende til Bibelens, dogmernes og bekendelsernes indhold, så man intellektuelt kan argumentere sig rødglødende af at forsvare sin sag? Eller handler det bare om at det uransagelige hjerte ved, hvor det hører hjemme, og at man ved, hvor man kan henvende sig, når man har behov for det; at blive opmærksom, når der bliver talt direkte til én, være til stede og ellers nyde det, helt ufornuftigt, når sorgen for en stund er i dvale? Digteren Morten Nielsen skrev i digtet ”Opgør”5:

2 Begrebet ”senmodernitet” stammer fra den britiske sociolog, Anthony

”Aa Gud, hvor vi taler og taler.

Vi kender saa mange Ord. Her staar vi med hver sin Vilje, i samme Slags tunge Trods, og taler os væk fra hinanden i Ord som er kloge, kloge og nu er vi midt i Begreber, som aldrig kan angaa os.

Jeg hører din rolige Stemme og ved, hvad jeg selv skal svare og ved, at nu skulde jeg standse og rejse mig op og gaa.

28 ARKEN FS2013

Det er virkelig ikke noget, jeg sådan går og skal bruge i min hverdag alligevel. v

1 Fra fortalen til Luthers Lille Katekismus.

Giddens (f. 1938). Begrebet bruges til at betegne vor tids samfundsmæssige struktur. Nogle af senmodernitetens nøgleord er glorificering af individualisme, selvbestemmelse, selvrealisering, samt menneskets uendelige antal af muligheder, når det kommer til at træffe valg i livet. Før senmoderniteten er der modernitet (fra den industrielle revolution) og førmodernitet. Hvor Gud i førmoderniteten var centrum for menneskets selvopfattelse, er det i dag mennesket selv – man taler i den forbindelse om, at sidsteinstansen er immanent i stedet for transcenental.

3 Betegnelse for danskere, som går i kirke til visse særlige lejligheder og ellers ikke nødvendigvis ofrer megen refleksion på tro, kristendom og kirke – modsat kirkekristne, som vægter den religiøse praksis.

4 Hans Raun Iversen i artiklen ”Hvorfor går danskerne så sjældent i kirke?” af Marie Louise Bruun Jørgensen, Kristeligt Dagblad, 19. marts 2007.

5 Morten Nielsen (1922-1944), Krigere uden Vaaben, 1943.

TrosForum Foredrag i TrosForum i forårssemstret 2013

Dialogforedrag v. Colin Chapman

TrosForum begynder forårssemestrets foredragsrække med lidt af et scoop: Rev. Colin Chapman., teolog, anglikansk præst og en grand old man inden for kristin-muslimsk dialog, kommer for at tale om - ja - dialog. Colin Chapman har boet i Mellemøsten i 17 år, flest år i Libanon og han har undervist både i Caiso, Betlehem og senest på Near East School of Theology i Beirut som underviser i islamiske studier. Han er forfatter til bøgerne ”Cross & Crescent”, ”Whose Promised Land?” og flere andre.

Dato: Torsdag d. 14. marts Tid: 19.30 Sted: Kældercaféen på Det Teologiske Fakultet, Købmagergade 44-46

Foredrag om Hildegard af Bingen – profet for en ny tid?

Hildegard af Bingen (1098-1179) regnes blandt kirkehistoriens betydningsfulde skikkelser som både kvindelig mystiker, profetinde og kirkelærer og har de seneste år oplevet noget af en renæssance. Ifølge denne aftens foredragsholder, Kirsten Kjærulff, cand. mag. i musik, dansk og litteraturhistorie og forfatter til en bog om Hildegard af Bingen, hænger dette sammen med, at Hildegards teologi rummer en vigtig appel til den moderne verden – som den både taler om Guds altomsluttende kærlighed men også om troens indre kamp. Hildegard af Bingen var en alsidig skikkelse, hvis troserfaringer og profetiske vsioner udmøntedes i både billeder og musikstykker. Denne alsidighed vil i foredraget komme til udtryk gennem opvisning af såvel billeder som musikstykker af Hildegard.

Dato: Onsdag d. 17. april 2013 Tid: 19.30 Sted: Kældercaféen på Det Teologiske Fakultet, Købmagergade 44-46 29 ARKEN FS2013

Ventetid

I gamle dage var der forskel på folk.

Præsten, dyrlægen og bankdirektøren var betydningsfulde personer som der stod respekt om, og selv skolelærere og politifolk blev agtet af borgerne. De fleste mennesker voksede op i bevidstheden om, at de bare var små tandhjul i en meget stor maskine. Man var ydmyg, og man fandt sig i, at banken lukkede klokken tre, og at man måtte tage formiddagen fri, hvis man havde ærinde på kommunekontoret. Det var en selvfølge, at borgerne måtte indrette sig, så embedsmændene fik arbejdsro.

Derfor var der heller ikke nogen, der studsede over, at man uden undtagelse blev tilsagt om morgenen, hvis man havde fået en tid til en mindre undersøgelse på hospitalet. Man måtte regne med at sætte dagen af til en banal røntgenundersøgelse eller en lille operation under lokalbedøvelse, for det var vigtigt, at patienterne var parate, når overlægen fik tid til at behandle dem. Ingen drømte om, at det kunne være anderledes, for overlægen var en fin mand – selvfølgelig skulle man ikke spilde hans tid.

Af Annette Kruhøffer

Det Teologiske Fakultet offentliggøres: Uden undtagelse indforskrives de studerende til dagens eksamener til at møde om morgenen klokken 8.30. Når man er blevet noteret på sin lærers liste, kan man godt få lov til at gå ned på biblioteket og sidde, men man skal holde sig i nærheden og tjekke situationen med jævne mellem- med nød og næppe værgede for sig. rum. Man kan jo sagtens sidde og læse lidt, siges det.

Der var vist engang, hvor man fik en personlig eksamenstid. Man indfandt sig en Nej – det kan man ikke! Man skal til ek- halv times tid før, man var tilsagt, og med samen, og man HAR læst det, der skal et efternavn fra det midterste af alfabelæses. Man kan ikke koncentrere sig om tet kunne det sagtens betyde en mødetid Confessio Augustana, når man indenfor få efter frokost. Af samme grund kunne timer skal være knivskarp på pronominal- man både få støvsuget og vasket op dersuffikser og pe-nun verber. Man kan ikke hjemme om formiddagen, mens nerverne læse noget som helst fornuftigt, når man blev holdt i ave. med jævne mellemrum skal pakke sine ting sammen og gå ned til eksamensloka- Den nuværende ordning er indført, for at let for at tjekke, om man står for tur. Og lærerne ikke skal sidde og vente forgæves man bliver ikke bedre fit for en fantastisk på studerende. Måske – altså MÅSKE eksamenspræstation, når man sidder og – har det sin berettigelse på BibelkundDerfor er det også fuldstændig overrum- føler med dem, der allerede er dumpet el- skab, hvor mange studerende efter sigenplende, hver gang eksamensplanerne på ler hører om, hvordan en anden student de falder fra. På vores årgang blev mange Alt det ændrede sig i 70’erne og 80’erne.

I kølvandet på ungdomsoprør og kvindefrigørelse skete der også et autoritetstab for de gamle patriarkalske institutioner, fordi anerkendelsen af individet kom i fokus. Bankerne blev forretninger, der kæmpede om kunderne. Skolelærerne skiftede status fra tjenestemænd til lønarbejdere, og pludselig skulle de til at fortjene den respekt, der var forudsætningen for deres arbejde. I sundhedsvæsenet kom der privathospitaler og dermed konkurrence. Overlægen fandt ud af, at han blev nødt til at behandle sine patienter med det samme hensyn, som han selv plejede at nyde. Det er nu fuldstændig utænkeligt, at man skal sidde og blomstre i et venteværelse på hospitalet fra klokken 8.30 for at sikre overlægens produktivitet – og det bliver en historie på Ekstrabladet, hvis man alligevel udsættes for det.

30 ARKEN FS2013

.. .

Nogle sidder bare og venter, mens kammeraterne på skift består eller dumper. Andre tilbringer det meste tid på toilettet, mens de venter. Ingen synes, det er fedt at sidde og vente måske i flere timer på at komme til eksamen og 30 minutters eksamen:

i hvert fald slået ud efter det første halve år med latin, filosofi og bibelstudier. Senere er frafaldet imidlertid blevet mindre, og mit personlige indtryk er, at der ikke er så mange, der undlader at møde op til eksamen, når man kommer længere ind i studierne. Derfor kan man overveje, hvor stort problemet egentlig er for lærerne.

Hvis man skal danne sig et skøn over det, kan vi antage, at halvdelen af et hold ikke møder op. Jeg tror, det er højt sat, men det vil et tjek af eksamenslisterne nemt kunne vise. Lad os nu regne på, hvor meget ventetid, det giver ved en eksamen, hvor der er sat 14 studerende på eksamenslisten, og hvor eksamen er mundtlig med 30 minutters forberedelse

Ved den nuværende ordning tilsiges alle 14 studerende til at møde klokken 8.30, men kun syv møder op. Den første kursist trækker sit spørgsmål, når han/hun efter planen møder. Nummer to venter ½ time, nummer tre 1 time og så fremdeles, til nummer syv endelig slippes ind efter tre timers ventetid. Det giver en studenterspildtid på i alt 10½ time. (½ + 1 + 1½ + 2 + 2½ + 3). Denne fremgangsmåde er altså en stensikker måde at sløse næsten halvanden arbejdsdag væk på.

Hvis man nu forestillede sig, at de studerende havde fået en individuel tid, men at halvdelen stadig af forskellige årsager ikke mødte op. I den værste af alle verdener vil det være den sidste halvdel af kursisterne, der i det tænkte tilfælde møder op til eksamen. To mennesker, nemlig lærer og censor, skal altså i dette tilfælde sidde og vente en formiddag på at de studerende møder op. Det giver

maksimalt en spildprocent på sammenlagt én arbejdsdag.

Den nuværende eksamenspraksis giver altså mere spildtid end den traditionelle (og ordentlige), hvor hver studerende har fået en tid på forhånd. Det kan kun forsvares, hvis man mener, at lærertid er mere værd end studentertid.

Det er meget irriterende som lærer at sidde og vente på nogen, der ikke dukker op til eksamen og ikke har meldt afbud. Heller ikke en lærer kan få noget ud af den tid, der ligger ubrugt hen mellem to eksaminationer. Men eftersom det tæller som et eksamensforsøg for den studerende, regnes det vel som arbejdstid for lærere og censorer – interne som eksterne. Dermed må det betragtes som den trælse del af et ellers godt job, og sådan noget må man altså bare se at komme igennem. Det er under ingen omstændigheder rimeligt, at lærernes irritation over at skulle vente på de studerende gennem et magtgreb udløser sanktioner for de studerende, der møder til tiden.

Hvis der er så stort et frafald ved eksamenerne, at ventetiden udgør et reelt problem for lærerne, må det i stedet give anledning til en refleksion over, om der er noget galt med systemerne. Måske kunne man bede de studerende om at bekræfte deres eksamenstilmelding via internettet for eksempel 1-3 dage før eksamen. Måske kunne man lade de studerende selv booke sig ind på eksamenstider via nettet. Eller måske kunne man indføre sanktioner overfor studerende, der spilder andres tid. Tag en konstruktiv diskussion af de muligheder, der er værd at arbejde videre med, i stedet for at tildele samtlige studerende en kollektiv straf, der reelt kun rammer de ’uskyldige’.

Vi har trods alt sendt den gamle overlæge på pension. v

31 ARKEN FS2013

32 ARKEN ES2012

33 ARKEN ES2012

Et år i sømandskirken i Hong Kong

Et årSiømandskirken i Hong Kong

Af Mette Hald Mikkelsen

Den 1. Juni 2012 ankom jeg og min kæreste Mathæus til Hong Kong. En måned forinden havde jeg modtaget et opkald fra den danske sømandskirke om, at de gerne ville ansætte os som juniorassistentpar i Hong Kong. ”Wow, fantastisk, det er vi rigtig glade for at høre” tror jeg, jeg fik svaret. ”Du lyder helt overrasket” svarede kvinden fra sømandskirken. Og ja, overrasket var jeg godt nok. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle til Hong Kong i et år.

Til daglig er jeg teologistuderende i København. Lige nu er jeg på orlov fra studierne, fordi jeg en dag for knap et år siden så et opslag på fakultetet, om at kirken i Hong Kong søgte 2 juniorassistenter, og uden at tænke alt for meget over det, besluttede jeg, at det skulle være min kæreste og jeg.

Efter en ventetid, der føltes som flere år, kom vi til jobsamtale, pludselig var vi ansat, og 2 dage efter min eksamen i græsk sad jeg på et fly, med Mathæus ved min side, på vej til Hong Kong.

Kirken i Hong Kong

Den danske kirke har gudstjeneste en gang om måneden, og derudover kommer der, hver uge, mellem 4 og 6 skibe med danskere om bord, som vi har til opgave at betjene.

Mariner’s Club har 2 bygninger her i Hong Kong. Begge bygninger har til formål at fungere som kirke for de fastboende, der hører til de forskellige kirker, og også at kunne yde service for sømænd. Begge klubber har neutrale kirkerum, som kan bruges af alle kirkerne.

Den ene klub er i centrum af Hong Kong, hvor der både er kontorer for flere af præsterne samt bolig til den engelske og danske præst, restaurant og bar, en stor Main hall, der bruges til forskellige arrangementer, og også hotel, som sømænd kan leje sig ind på, billigt.

Den anden bygning ligger ude ved containerhavnen. Her er der også en bar, kontor for den tyske præst og den engelske assistent, et køkken, der kan bestilles mad hos, lejlighed til den tyske præst og engelske assistent, og på 3 sal ligger Danish Room samt Mathæus’ og min lejlighed.

Den danske sømandskirke i Hong Kong har 3 ansatte. Sømandspræsten, Hans Arbejdet med sømænd Aage Koller-Nielsen, og assistenterne, som er min kæreste og jeg.

Førhen blev Danish Room brugt rigtig meget af de danske sømænd. Hver weekVi er kirke for de ca. 700 danskere, der bor end var der fest og farver her, og ofte omi Hong Kong, og for alle de danske søfolk, kring 20-30 gæster fra forskellige skibe, der jævnligt kommer til Hong Kong om- der kunne mødes og få en kop kaffe eller bord på Mærsk skibene. en kold øl og dele historier fra havet.

Vi har lokaler i Mariner’s Club, der fungerer som et fællesskab for de forskellige sømandskirker. Derfor samarbejder vi til daglig med både det engelske Mission to Seafarers, det katolske Apostleship of the Sea, den tyske Seemannsmission og også Svenska Kyrkan.

34 ARKEN FS2013

Det er desværre ikke sådan længere.

Skibene der ligger til havn her er her maksimalt 10 timer, før de skal sejle igen, og ofte er opholdet kortere. Derfor er jobbet som assistent også anderledes, end det var for 10 år siden, i hvert fald i forhold til arbejdet med sømænd.

Da de fleste skibe er her i så kort tid, er det sjældent, at de har tid til at forlade skibet. Derfor sender de os ofte en mail på forhånd og beder os om at handle ind for dem. Det er meget forskellige opgaver, vi kommer på – tit vil de bare gerne have nye dvd’er eller gaver til en omgang bingo spil (noget mange af skibene er glade for) – men vi er da også blevet sendt ud for at købe 20 tuber tandpasta, 80 nye batterier, nye kameraer eller iPhones og meget andet.

Udover de forskellige indkøb har vi altid aviser med ombord. Som oftest er det en dansk, en færøsk, en indisk og en filipinsk avis, vi afleverer derude.

Vores vigtigste funktion er selvfølgelig også at tage ud og snakke med danskerne ombord. Førhen var stort set hele besætningen ombord på de danske Mærskskibe danskere, men idag er man heldig, hvis man er flere end 3 danskere ombord, og vi kan tydeligt fornemme, at mange af sømændende kan gå hen at blive lidt ensomme.

Derfor bliver vi oftest mødt med et smil, og vi bliver budt på enten middag eller noget at drikke, og så får vi en god snak.

Nogle gange er det bare om vind og vejr, for de fleste er bare glade for at kunne snakke på deres modersmål med nogle andre mennesker end de 20, de ser på hver eneste dag.

Andre gange kan der også være brug for en mere seriøs snak. Vi har et par gange mødt kaptajner, som var eneste dansker ombord på deres skib, og de føler sig faktisk meget alene. Det kan godt være, at de er 20 mand ombord, men alligevel er der så store kulturforskelle, at det kan gå hen og blive ensomt.

Et godt eksempel på det, er når der fejres 35 ARKEN FS2013

Et år i sømandskirken i Hong Kong

jul ombord. En dansk sømand vil gerne hygge sig. Spise længe og sludre, nyde maden og en efterfølgende kop kaffe, og måske sidde sammen lidt længere, end det tager at spise sin mad. Men filipinerne har ikke det samme behov for den danske hygge. De vil egentlig helst have middagen overstået og så tilbage til deres egne kahytter, hvor de kan passe sig selv, eller måske ringe til familie og venner på skype. Og så er det altså ikke så spændende at sidde der som ene dansker.

Af samme årsag er der mange af skibene, der holder bingo juleaften. Det gør, at alle fra besætningen sidder sammen, og så er der alligevel en times tid eller to, hvor man har noget fælles juleaften.

Vi møder også ofte sømænd, der længes efter deres familie og venner derhjemme, for selv om de selv har valgt et job, der har 12 uger på søen og 12 uger hjemme, er det ikke sjovt at gå glip af hverdagen med familien.

Også mærkedage som fødselsdage og jul er hårde at skulle følge på afstand, og det er også noget af det, som vi kan snakke med om.

Samtidig kan man også møde sømændene i hårde øjeblikke. Engang jeg kom ombord på et skib, oplevede jeg en kaptajn, der bare var så vred, ligegyldigt hvad jeg sagde til ham. Midt i samtalen fortalte han pludselig, at han skulle hjem – hjem til Danmark, fordi hans mor lige var død aftenen forinden, og derefter var det som at sidde overfor et helt andet menneske. Pludselig kunne han grine lidt og smile, bare fordi han havde fået lettet lidt af alle sine følelser ved at sætte ord på, hvad der var sket, overfor mig. Jeg gik fra skibet med en god følelse, og kaptajnen så også betydeligt bedre ud, end da jeg kom ombord.

Selvfølgelig er der også gange, hvor man kommer ombord på et skib og oplever, at der ikke er særlig behov for at snakke med nogen. Nogle dage har skibene rigtig travlt, når vi kigger forbi, og andre dage 36 ARKEN FS2013

vil besætningen bare gerne nå at tage en I sommer havde vi også en stor introlur, mens de kan. fest for danske og svenske studerende i Hong Kong i samarbejde med Danish og Så er det vores opgave at fornemme, at Swedish Chamber of Commerce. Her vi hurtigt skal smutte igen, vi kommer jo kom over 60 nye studerende, og mange faktisk ud til deres ”hjem”, så man skal af dem kom fortsat til gudstjenesterne også passe på med ikke at trænge sig på. efter at være blevet introduceret til vores kirke.

Personligt synes jeg, at arbejdet med sømændende er rigtig givende. Man læ- I november måned har kirken hvert år sit rer meget af mennesker, der har oplevet aller største projekt, nemlig den danske så meget af verdenen. Jeg lærer også at julebasar. Mange af de store danske virkkunne komme ind i et lokale og vide, at somheder, som har kontorer her i Hong lige gyldigt hvilket menneske, der sidder Kong, donerer gavmildt til denne dag. der, skal jeg kunne tale med ham eller Herunder kan bla. nævnes Mærsk, SAS, hende og finde ud af, hvad de har brug Santa Fe, Top Toy, Skagen, Georg Jensen, for at snakke om.

Rosendahl og mange mange andre, som alle er med til, på denne ene dag, at indArbejdet med de fastboende danskere tjene størstedelen af kirkens indtægter.

Noget helt andet end skibsbesøgene er Selve basaren er også i sig selv et helt arbejdet med de fastboende danskere. utroligt syn. Boder fra flere af de forskellige virksomheder stiller op og sælger Som jeg nævnte tidligere, har kirken af deres danske varer og giver 50% af ingudstjeneste en gang om måneden. dtjeningen til kirken. 100 frivillige sørger Vi er nødt til at være lidt fleksible, for for, at det er muligt at få dansk smørreMathæus og jeg skal helst både fungere brød, hotdogs, dansk julepynt, dansk slik, som kirkesanger, kordegn, og kirketje- æbleskiver, og endda er det muligt at indner på en gang, og efter gudstjenesten købe alt, der hører sig til, for at lave en er der næsten altid den (i Hong Kong) dansk julemiddag. meget berømte kirkefrokost. Det er også Mathæus’ og min opgave at planlægge Julebasaren er utrolig nødvendig for og servere denne frokost. Jeg er blevet vores kirke, da det faktisk er her, vi henutrolig overrasket, gentagne gange, over ter ca. 80% af alle pengene til kirkens drift. hvad dansk mad kan gøre ved udlands- Over 1000 mennesker besøgte vores juledanskere. En spegepølse eller en lever- basar dette år, og salget gik forrygende. postej bliver pludselig uvurderlig, og da Det var en utrolig oplevelse at se alle de vi en enkelt gang serverede tarteletter og frivillige knokle på den måde for vores hønsekødssuppe, blev det nærmest hyl- kirke, og det viste et fantastisk sammendet som en gourmetmiddag! hold.

Udover den faste gudstjeneste og kirkefrokost har vi også mange andre arrangementer for danskere, der ofte kan hjælpe med at fastholde de danske traditioner i en så fremmed verdensdel.

Jeg hører faktisk ofte, når jeg møder forskellige Hong Kong-danskere, at kirken spiller en utrolig vigtig rolle for dem.

Kirken er en slags centrum for det danske community her i Hong Kong. Vi holder fast i de forskellige grupper, og her Hvert år afholder kirken en ”velkom- mødes alle. men hjem”-fest, hvor de danskere, der har været hjemme på sommerferie, kan Vi har også flere arrangementer for mødes, spise sammen, og udveklse som- børnefamilier, der bor her. I december merferiehistorier. måned havde vi en børnegudstjeneste med efterfølgende juleeftermiddag. Tre 37 ARKEN FS2013

Et år i sømandskirken i Hong Kong

gange op til denne gudstjeneste havde jeg øvedage med piger og drenge, som gerne ville være med til luciaoptog. Både børn og forældre var rigtig glade og engagerede, for børnene synes, det er skønt at få lov at være sammen med andre danske jævnaldrene, og for forældrene betyder det rigtig meget, at deres børn kan opleve de danske traditioner. Hjemme i Danmark har børnefamilier oftest masser af julearrangementer at rende til. Der er både børnehaven, skolen og fritidshjemmet, der alle afholder en hyggelig dag for børnene og deres forældre, men sådan er det altså ikke her. Derfor har kirken dette arrangement, hvor alle børn kan være med. På selve dagen, efter gudstjenesten, danser vi om juletræ og synger danske sange. Man kan nå at klippeklistre, lave en juledekoration eller noget helt tredje ved vores forskellige boder.

Og vigtigst af alt har vi altid besøg af julemanden (ja, han kommer altså også til Hong Kong!) – som også i år havde gaver med til hvert af de 60 børn, der deltog.

Livet i Hong Kong Alt drejer sig jo ikke kun om arbejde, og som by har Hong Kong også utrolig meget at byde på. Der er selvfølgelig ting, der ikke er så fantastiske. Jeg bor for det første midt på jordens grimmeste sted. Mariners Club ligger på havnen. Jeg har udsigt over en rundkørsel og mindst 15 vejbaner. Og nogen gange savner jeg bare at kunne gå en tur – det er der ikke så meget mulighed for her, medmindre man planlægger det og kører et sted hen.

Derudover var der de første par måneder af mit ophold, simpelthen ikke til at holde ud at være. Hong Kong er vanvittig varm om sommeren, og luftfugtigheden gør det hele ulideligt, men til gengæld, kan jeg på en dag som i dag, i slutningen af februar nyde over 20 grader.

Hong Kong har fantastiske grønne områder og små haver, man skal bare planlægge turen. F.eks. ud til de omkringliggende øer, det er helt unikt, at man 20 minutter fra skyskrabere og bilos kan At holde juleaften her i Hong Kong var no- opleve fantastisk og eksotisk natur. get helt specielt. Jul er som regel noget, man fejrer med familie og nære venner, Derudover har skyskraberne altså også og det kan tydeligt mærkes, når man ikke deres charme, Hong Kongs skyline er er sammen med dem. Men sådan har alle utrolig smuk, og tager man på tur til udvi danskere, der bor i Hong Kong, det, og sigtspunktet The Peak, kan man se det derfor er vi på det punkt i samme båd. hele oppefra, og det er altså helt unikt, hvis du spørger mig.

Juleaftensdag havde vi en gudstjeneste, og om aftenen var dem, som havde lyst, Hong Kong har også meget kultur. De inviteret ud i Danish Room, hvor Mathæus smukke templer, fyldt med lugten af og jeg serverede traditionel julemiddag, røgelse, er et særsyn, men noget, som både med and og flæskesteg – brun sovs især er helt specielt for en teologistuog kartofler – og selvfølgelig risalamande. derende som mig, er Tao Fung Shan, et kristent center, bygget i Buddhistisk stil, Vi fik danset om juletræet, og ”Nu’ det jul oprindeligt for at gøre det nemmere for igen” blev sunget op og ned af trapperne munke at blive omvendt til kristendompå alle 3 etager. Der var endda et par fil- men. Her kan man se en lille kirke, der ipinere, der hoppede med på vognen, da ligner et kinesisk tempel, men med korset vi nåede stueetagen. i en lotusblomst. Billeder af Jesus og disciplene som kinesere i flere af de bibelske Vi fik spillet pakkespil, og i bund og historier er også at finde her. grund tror jeg, alle havde en hyggelig aften, selvom man umuligt kan undgå at Noget jeg også er helt vild med ved Hong tænke lidt på, hvad man plejer at gøre, og Kong er alle de små markeder. Der er hvem man plejer at være sammen med(,) de turistede markeder, der sælger soupå denne aften. veniers, tøj, ure og smykker i lange ba38 ARKEN FS2013

ner, men også et guldfiskemarked, et blomstermarked, et marked med salg af tørrede fisk og fuglereder. Markeder der sælger udelukkende jade-sten, og så er der også et marked, der kun har åbent om natten.

Hong Kong er bare anderledes. I indkøbsforretningerne, er der akvarier med levende fisk, så man kan udvælge sin aftensmad. Når man skal betale, er det mest respektfyldt, hvis man afleverer og modtager pengene med begge hænder. Man må ikke give vægure i gave, for det kinesiske ord for ur lyder næsten som død, så der er alligevel nogle gamle elementer af overtro, der hænger fast i de lokale kinesere. Gaderne bliver overalt holdt rene af ældre kinesiske damer, der, hvis de var i Danmark, ville sidde på et plejehjem. Man kan stille sit ur efter, at metroen kommer til tiden, men hvis du tager en minibus, er det næsten med livet som indsats, for de kører ofte vanvittigt.

Sådan har jeg lært mange sjove ting under mit ophold her, men vigtigst synes jeg nu stadig er, at kirken i Hong Kong er uvurderlig. For sømændende betyder kirken her rigtig meget – faktisk lavede assistentparret, der var her sidste år, en undersøgelse, hvor hele 93% af de udspurgte sømænd svarede, at Sømandskirken i Hong Kong forøgede deres velfærd. Og det er da rart at vide, at vores arbejde blandt sømændende er værdsat.

Og blandt de fastboende er kirken ensbetydende med fællesskab og traditioner.

Derfor er de også villige til at stille op som frivillige eller lade deres virksomheder donere til os, når vi har brug for det. De kommer i kirke, når vi har gudstjenester, og de er interesserede i, hvilke arrangementer vi laver.

Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at jeg greb muligheden og fik lov at være en del af Sømandskirken i Hong Kong. v

39 ARKEN FS2013

KIRKE FØR POLITIK - Min kirkehistorie - Af Asger Baunsbak-Jensen anmeldt af Agnethe S. Sørensen

ISBN-10: 8791191718 Asger Baunsbak-Jensen er en alsidig person, som både har været skolelærer, højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet, præst, forfatter, politiker, folketingsmedlem og samfundsdebattør, hvilket giver ham en imponerende berøringsflade, som vi får glæde af i nærværende bog.

ANMELDER 40 ARKEN FS2013

Bogen omfatter 33 korte portrætter, hovedsageligt af kirkeministre, startende fra hvordan vi fik en kirkeminister i 1916 og helt frem til 2007. Ind imellem disse portrætter får vi andre portrætter, så som af Århusteologerne og af fem teologer under den tyske besættelse. Vi får også en kort præsentation af bevægelser i dansk kirkesammenhæng, for eksempel Indre Mission, Grundtvigianismen og Tidehverv. Bogen er faktisk OK som opslagsværk. Man kunne kalde den Pixibogen over nyere, dansk, politisk kirkehistorie.

Det er en udmærket tutorial og jeg synes, at jeg er heldig, at jeg nu har fået den til min reol, så jeg lynhurtigt kan slå op i den, hvis jeg skal vide, hvem der var kirkeminister på et eller andet tidspunkt og hvilke kirkepolitiske eller teologiske debatter og sager, der var i spil i pågældende tidsrum.

I mange af portrætterne fremkommer forfatterens personlige observationer af

den portrætterede person, som for eksempel læser man om Hal Koch: ”Har man mødt den ranglede skikkelse med de dybtborende øjne, hørt hans velklingende dansk og fornemmet hans tilstedeværelseskraft, bliver indtrykket siddende for stedse.”

Elsebeth Koch-Petersen bemærkes for sin kraftige røst og høje latter, og Bertel Haarder beskrives med nervøse, urolige øjne. Det er jo nok meningen, at man skal få et billede ind på nethinden af den pågældende person, men jeg synes ærligt talt, at disse kommentarer er irriterende. Det synes som om, at journalister og andre skribenter rådes til at krydre deres tekst med den slags observationer, for at levendegøre den omtalte person for læseren. Men det er en unode og et forstyrrende element, for bedst som læseren er ved at danne sig sit eget indtryk af den omtalte person, ud fra hans/ hendes meritter, stikker skribenten sit hovedet frem og proklamerer sine egne talenter med hensyn til at observere og til at bruge superlativer. En unode, ja, men på den anden side, så har man vidst lige fra starten, at det er en personlig bog, hvorfor man også er klar over, at man følges med Asger Baunsbak - Jensens person, når man læser bogen og han vil også gerne have, at man skal vide, at han personligt har mødt op mod halvdelen af de portrætterede personer og det skal selvfølgelig også fremgå i de pågældende portrætter.

I det afsluttende kapitel skriver Asger Baunsbak - Jensen om kirkens situation i dag og i fremtiden. Han fremmaler en landskabsmetafor for kirken, som jeg synes er meget smuk og sigende: Vi har igennem generationer gået på den tiltrampede markvej, i vore slægters fodspor, over til kirken. Markvejen er imidlertid forsvundet i vor tid og landskabet er i stedet overfyldt med kulturelle indtryk og religiøse begreber. Landskabet ligger åbent, uden spor, og vi må hver især bevæge os fremad med usikre skridt. Det er denne situation kirken må forholde sig til, idet man ikke, som før, kan forudsætte, at folk har den samme bagage og lærdom med sig, når og hvis de træder ind over kirkens tærskel. Med dette billede i hovedet fik jeg helt lyst til at træde ind i kirken og høre en prædiken af Asger Baunsbak - Jensen. Jeg anbefaler i hvert fald bogen i disse ”Styringsstruktur for Folkekirken” - tider, for i den kan man lynhurtigt danne sig et overblik over, hvordan vi er kommet hertil.

uden er der forslag til ind- og udgangsbønner, kirkebønner og bønner til brug ved nadver og dåb.

I bogens forord står der, at gruppen bag bogen har været optaget af at arbejde med billedsprog og poetiske vendinger, samtidig med at forfatterne også har bestræbt sig på at benytte de ord og vendinger, som indgår i vores daglige kommunikation udenfor kirkens rum. Det er også det indtryk, man sidder med, når man læser bønnerne.

GUDSTJENESTENS BØNNER 1 - Af Malene Bjerre m.fl. anmeldt af Vibeke Fuglsang Olsson, sognepræst

ISBN-10: 8770036853 Det er altid spændende, når der kommer nye ’bønnebøger’. I virkeligheden er bøn jo en dybt privat sag mellem Gud og den enkelte. Alligevel er det også noget, vi som præster må og skal formulere flere gange gennem en gudstjeneste. Mere end en gang har jeg stået i kirken og følt, at de ord man på prædikestolen får lagt i munden af diverse forslag til gudstjenestebønner er forældede og fuldstændig ubrugelige. Noget af det første jeg gjorde som nyuddannet præst var da også at konstatere, at bønnerne fra den autoriserede alterbog er særdeles unyttige.

Derfor er det en absolut nødvendighed at finde alternative bønneforslag, hvis man da ikke har lysten – og tiden – til selv at formulere sig søndag efter søndag. Det måtte jeg også hurtigt konstatere, at jeg ikke havde. At jeg ikke er den eneste ses tydeligt af de bønnebøger, vi har set dukke op de sidste år.

Bønner er som sagt et spørgsmål om temperament og smag. Bønnerne i nærværende bog er flotte og velformulerede – billedsproget er ofte svulmende og sprudlende – og for mange præster er det sikkert denne bog, de har gået og ventet på. Selv vil jeg dog have svært ved at bruge den. Ordene falder mig ikke naturlige, og jeg ville være bekymret for, om det meget poetiske sprog ville finde klangbund – eller forståelse – i den menighed, jeg er præst for. Den holder til i et socialt bogligkvarter lidt udenfor København, hvor de fleste er på overførselsindkomst og er enlige forsørgere.

Bønnerne vil også være vanskelige for mig at bede, da de ligger meget langt fra min sædvanlige udtryksmåde.

VIKINGERNES VERDEN - Af Else Roesdahl anmeldt af Annette Kruhøffer

ISBN-10: 8702108828 En let revidering, der ikke ødelægger et godt værk (men heller ikke tilføjer så meget nyt) Nogle bøger er simpelt hen ikke til at komme uden om, og Vikingernes Verden, som Else Roesdahl udgav på Gyldendals Forlag for 25 år siden, er absolut en af dem. Nu er den udgivet i 8. reviderede udgave og den er stadig en nødvendighed for den, der skal have en hurtig og grundig introduktion til denne periode af Danmarkshistorien.

Forstå mig ret; bønnerne er gode, velformulerede og poetiske. Det emmer ud af hver eneste bøn, at de er gennemarbejdede, og at alle tre bibellæsninger fra højmessen er indarbejdede i dem. Mange præster vil tage imod dem med kyshånd, og bogen er oplagt at have på hylden på ethvert præstekontor. Om ikke andet, så Else Roesdahl er historiker med et bifag i til inspiration. arkæologi. Siden 1981 har hun været ansat Men bogens styrke er også dens svaghed. som lektor og senere professor i MiddelFor denne præst gør poesien og billed- alderarkæologi med en afstikker til Notsproget, at bønnerne bliver kunstige. Ved tingham som Special Professor in Viking at bruge et sprog, der er så forskelligt fra Studies. Fagkombinationen og den gode de formuleringer, vi bruger til dagligt, kombination af både skandinavisk og intaber jeg i hvert fald en stor del af min ternational erfaring har sammen med en fremragende evne til at formidle sit stof menighed på gulvet. gjort ”Vikingernes Verden” så populær, Selv vil jeg bruge bogen som inspiration at den er blevet oversat til engelsk, finsk, til at komme i gang med at formulere polsk, italiensk, russisk, estisk og ungarsk.

Seneste skud på stammen er altså ”Gudstjenestens bønner I”, og den er forfattet mine egne bønner. Og det er vel slet ikke af samme forfattergruppe, som også står så dårligt. bag bogen ”Himlen i mine fodsåler”. Det er sognepræst Kirsten Jørgensen, Kerteminde, og provst Elof Westergaard, Silkeborg, der hver har skrevet en komplet samling kollekter til begge tekstrækker til alle kirkeårets søn- og helligdage. Des-

Selve opbygningen af bogen er meget traditionel. Med afsæt i en kort omtale af de tilgængelige kilder beskrives først fundamentet: geografien, naturen, kulturen og menneskene. Samfundets opbygning fører over i en beskrivelse af kongemagt, og transport leder naturligt videre til bebyggelse, handel og bydannelse. Religion 41 ARKEN FS2013

Arken anmelder og kunst hægtes på som afslutning på bogens første del. I anden del behandles ekspansionen under vikingetiden. Togter og bosættelser skete i alle verdenshjørnerne fra det europæiske fastland over det nuværende Storbritannien og Irland til de nordatlantiske øer, Amerika og endelig mod øst, Rusland, Byzans og kalifatet. Ved at tage udgangspunkt i de mest grundlæggende menneskelige erfaringer bliver den ellers fremmede kultur levendegjort, og man formår at leve sig ind i vikingernes verden.

På nogle punkter kunne man ønske sig, at bogen var blevet opdateret lidt mere radikalt end tilfældet er. En stram redaktør har tilsyneladende forhindret alle udskejelser i form af begejstret formidling af ny viden. Indholdsfortegnelsen og sidetallene er nøjagtig som i 2. udgave, og billedsiden er kun svagt udvidet. En ansigtsrekonstruktion i pasfotostørrelse af Sven Estridsen, en meget lille skitse af Jellinganlægget i margenen ved siden af det gamle foto af samme, og et foto af Havhingsten fra Glendalough i stedet for en tegning af det samme skib – det er hele den grafiske fornyelse. Tekstmæssigt har der på grund af sidetalsbevarelsen heller ikke været plads til meget andet end sporadiske tilføjelser af korte sentenser med de nyeste resultater på enkelte vigtige områder.

Vigtigt er det naturligvis, at vi får fortalt, at Jellinganlægget omsluttedes af en palisade, der rummer to høje, en skibssætning, to runestene, en grav, der formentlig har været en kongegrav og en trækirke, der muligvis har været opført allerede i anlæggets første tid. Det tegner billedet af en stærk kongemagt, der muligvis udgik fra et relativt nyt dynasti.

Gorm og Harald – de to konger, vi kender navnene på – har ligesom deres norske og svenske pendanter haft brug for at markere deres magt og status overfor samtiden.

I en kirkehistorisk sammenhæng er Jellinganlægget med den centralt placerede kirke og den mulige exhumering af kong Gorm fra Nordhøjen med genbegravelse under den nye kirke interessant, men der er ikke overvejelser over betydningen af dette i den nyreviderede bog. Heller ikke de kristne begravelser i Ribe fra 800-tallets midte er omtalt. Og hele spørgsmålet om Danmark som en del af HamburgBremens missionsmark er stedmoderligt 42 ARKEN FS2013

omtalt til trods for, at især Erik Knibbs med sit værk om Ansgar, Rimbert og de forfalskede grundlæggelsesberetninger for Hamburg-Bremen har kastet lys over dele af det tidlige forhold mellem Tyskland og Danmark på det kirkelige område.

I det hele taget er der mange emner man leder forgæves efter, selvom det ville være oplagt at omtale dem. Else Roesdahl gør selv opmærksom på, at bogen er en opdatering af et værk, der er skrevet for 25 år siden. Forskningen har flyttet vores opfattelse af så mange ting, at hun ville have skrevet den anderledes, hvis hun skulle starte fra bunden i dag. Både arkæologien og historievidenskaben har flyttet sig markant siden bogen blev opdateret sidste gang i 2001.

Det er ærgerligt, at den lille ekstraudgift, det ville have kostet at lave en gennemgribende revision, er blevet sparet væk. Det ændrer dog ikke på, at Vikingernes Verden stadig er et rigtig godt bud på en troværdig, grundig og letforståelig indføring i vikingetiden og dens mange facetter. Køb den til dig selv, eller køb den til gode venner fra ind- og udland, der er fascineret af fortidens danskere. Til studerende på et stramt budget må jeg imidlertid tilføje, at en antikvarisk udgave fra 2001 vil gøre lige så god fyldest.

I FØRSTE RÆKKE - prædikenvejledninger til første tekstrække - Af Ulla Morre Bidstrup m.fl. anmeldt af Kristine Marstrand Jørgensen

hver helligdag i kirkeåret, og det er bundet sammen ved at alle skriver under en fast skabelon, der rummer følgende 6 trin: Mødet med teksten, tekstens sammenhænge, selve teksten, hvad kommer det os ved?, prædikenens udfoldelse, og salmeforslag. Bogen afsluttes med et efterskrift; Kirkeårsfortællingen og dens tredelte struktur af Henning Thomsen.

Der lægges i introduktionen til bogen vægt på at de 23 udvalgte præster repræsenterer et bredt spektrum inden for folkekirken, og det bliver meget hurtigt tydeligt hvor forskelligt formen udnyttes – niveauet kan forekomme svingende, fra tekstnær inddeling i emner, som f.eks.: ”1. Hvem, hvad, hvor (v.26-28), 2. Dialog mellem det himmelske og det jordiske (v.29-35), 3. Sammenligningen med Elisabeth og accept (v.36-38)”(Mariæ Bebudelses dag p.171), til mindre koncise - og i denne anmelders optik mere anstrengende –’opdaterede’ udlægninger, som f.eks.: ”Dæmoner er ukropslige…

De har aldrig plaget deres kroppe i noget fitnesscenter, men er konstant i gang med ond åndelig træning…Det er den dæmoniske Voldemorts tragedie i begyndelsen af Harry Potter-bøgerne: At han har mistet sin inkarnation.”(3. søndag i Fasten p.156).

Den forudbestemte skabelon viser sig her at blive værkets styrke, både fordi den præcist fremstiller de utallige forskelligartede tilgange, men særligt fordi den netop ved denne tydelighed aldrig bliver et læreværk, men netop fastholder sig selv som vejledning til inspiration.

Efterskriftet af Henning Thomsen er absolut læseværdigt og kunne uproblematisk have fungeret som indledning til bogen. Her udredes virkningsfeltet mellem forkyndelsen af evangeliet og prædikenen. Kirkeåret bindes sammen, og den enkelte søn-/helligdags prædiken sættes ind i den større fortløbende ramme, ligesom forskellen mellem første og anden tekstrække udlægges både i det store hele og i forhold til det foreliggende værk.

Det afsluttende stikordsregister afrunder og bekræfter bogens formentlige ærinde; ISBN-10: 8770036861 at fungere som let tilgængelig inspiration I denne prædikenvejledning giver 23 i opslagsværkets form. præster i folkekirken deres bud på indgange til de tekster, der dækker alle I forbindelse med denne anmeldelse har første tekstrækkes søn- og helligdage. tre forskellige prædikanter benyttet boBogen er overskueligt og kronologisk ind- gen som supplement til forberedelse af delt med et kapitel skrevet af en præst til konkrete prædikener. Ingen er endt med

at benytte de foreslåede konkrete nutids udlægninger, men der er bred enighed om at bogen både formår at åbne en umiddelbart vanskelig tekst, samtidig med at den – som det vigtigste – giver ro til, på baggrund af de fremhævede elementer, at finde sikkerhed i sin egen udlægning.

På denne baggrund anbefales I Første Række på det varmeste.

HANS LASSEN MARTENSEN - Theologian, Philosopher and Social Critic - Redigeret af Jon Stewart anmeldt af dr.phil. Jon A.P. Gissel

ISBN-10: 8763531690 Hans Lassen Martensen er én af Københavns Universitets store sønner og det virker derfor helt rigtigt, at bogens forside prydes af et samtidigt maleri af hovedbygningen på Frue Plads. Når man slår op i bogen finder man et billede af den unge, elegante og alvorlige Martensen i en borgerlig, ikke - gejstlig dragt.

Dette billede er fra 1854; det år han blev biskop. Foran afsnittet om teologi finder man et billede af det indre af Københavns Domkirke; også et helt igennem berettiget valg i betragtning af, at Martensen i en menneskealder var Sjællands biskop. Foran afsnittet om filosofi findes en gengivelse af hans anmeldelse af I.L. Heibergs Nye Digte i Fædrelandet 10. januar 1841, og vi mindes dermed om, hvor nært Martensen var knyttet til den danske litterære Guldalder i første halvdel af 1800-tallet, Adam Oehlenschlägers og Heibergs periode, men særlig til Heiberg,

som man kan læse i Martensens erindringer. Foran afsnittet om politik og social teori finder vi derimod et billede af den sene Martensen, fra den tid, da hans store værk Den christelige Ethik udkom; også her er han i en ret borgerlig dragt med en bog i hånden, den lærde mand i sit arbejdsværelse, med kristne billeder på væggen. Flere billeder end disse er der ikke i bogen; det er en solid gammeldags akademisk publikation, hvor teksten er det afgørende. Og dette virker i sig selv helt rigtigt, da det i høj grad er et tekstmenneske, det handler om; et menneske der levede og arbejdede gennem tekster, som udtrykte sin holdning og arbejdede med sit standpunkt gennem tekster.

Enhver bog har en tendens. Hvordan forholder det sig med en bog med adskillige forfattere? At udgiverens, Jon Ste-warts, udgangspunkt er, at han gerne vil give den halvt glemte, halvt nedvurderede Martensen en god og rimelig behandling, er der ikke tvivl om. I sin indledning taler han også om aktualiteten af de problemer, Martensen behandlede.

Det er Søren Kierkegaard Forskningscentret, som står for udgivelsen, og det præger også bogen. Bogens indledning tager udgangspunkt i Kierkegaards negative holdning til Martensen, og det store antal indgange under Kierkegaard i registret viser, at forholdet mellem de to er væsentligt i bogen. Grundtvig får her undtagelsesvis ikke, hvad der tilkommer ham, kun fem indgange. Det store antal Kierkegaard - udgaver blandt forkortelserne foran i bogen understreger også bogens udgangspunkt. Indledningen lægger på den anden side afstand til Kierkegaard - forskere, der kun har dømt Martensen på grundlag af Kierkegaards hårde dom over ham, således ensidig anti - Martensen tendens hos Niels Thulstrup.

Jon Stewarts egen artikel behandler et udtryk af Kierkegaard om Martensen, og man får derfor det indtryk, at Martensen bliver stående i Kierkegaards skygge.

I Curtis L. Thompsons kapitel om den filosofiske spekulation er sammenligningen med Kierkegaard grundlæggende, men holdningen er ikke ukritisk over for Kierkegaardforskningen (s. 104). Forholdet til Hegel er et andet, der trænger sig på, da Martensen tit er blevet betragtet som Hegelelev. Peter Sajda gør opmærksom på, at samtidige tyske anmeldere af et tidligt værk både noterede nærheden og forskellen (s. 70); Thompson læg-

ger også afstand til forestillingen om et meget nært forhold til Hegel (s. 106f.).

Men Martensens forhold til Hegel har også fået sit helt eget kapitel af David D. Posen, som undersøger det interessant og uden Kierkegaard - dominans. Grundspørgsmålet er den menneskelige fornufts afhængighed af Gud. Da bogen ikke er på dansk, men på engelsk, må man formode, at formålet er at præsentere denne danske gejstlige og kulturpersonlighed for et internationalt publikum. Det er også et godt formål.

Næsten alle forfatterne er knyttet til institutioner uden for Danmark, og man har derfor benyttet lejligheden til at give et stød i retning af en international forskningsinteresse for Martensen. Der henvises i noterne sommetider kun til den engelske oversættelse af et værk af Martensen, sommetider både til den danske original og til den engelske oversættelse.

Et rent sprogligt spørgsmål, som rejser sig i forbindelse med Kierkegaard, er, når hans Philosophiske Smuler oversættes med ”Philosophical Fragments”; smuler er på dansk et ret jævnt ord, et husholdningsord, en kvalitet, som man ikke kan sige, at ”fragments” har på engelsk.

Oversættelsen ser derfor ud til at gøre titlen mere akademisk. S. 309 ser det ud til, at Stephen Backhouse oversætter “Menneske” med “people”; dette må undre og i hvert fald kræve en forklaring. Den sproglige bemærkning bør gøres, at Curtis L. Thompson s. 121 i en oversættelse af ren passage fra Martensens Grundrids til Moralphilosophiens System gengiver “Grundtanke” med “ground - thought”, med originalens ord i skarpe klammer bagefter, hvilket signalerer en vis usikkerhed, men ville “principle” ikke være en bedre gengivelse på engelsk?

Bogens undertitel taler om Martensen som teolog, filosof og samfundskritiker, og dette svarer til bogens hovedinddeling. Men når det sidste hovedafsnit hedder ”Politics and Social Theory”, kan det undre, at man ikke har fundet anledning til at bruge en artikel på Martensens opfattelse af netop det sociale spørgsmål, herunder hans angreb på liberalismen og Adam Smith. Biskopkollegaen D.G. Monrad rykkede ud til forsvar for liberalismen. Denne offentlige meningsuenighed mellem de to biskopper forekommer at være meget interessant og især under den nævnte overskrift. Jeg har behandlet denne meningsforskel i Kirkehistoriske 43 ARKEN FS2013

Arken anmelder Samlinger 2008.1 D.G. Monrad optræder slet ikke i personregistret. I stedet behandles kvindernes frigørelse og stat og nation; uden tvivl vigtige emner, men udeladelsen er overraskende. Martensens store indsats som biskop har heller ikke forfatternes interesse, og det proklameres allerede i indledningen.

Betydningen af Martensens lange indsats som biskop for hans forfatterskab ville være en mulig synsvinkel. En dialog mellem tanke og embede. Denne sammenhæng ville måske være vigtig for Martensens betydning som alternativ til materialisme, ateisme og positivisme.

Viljen optræder ikke i registret, derimod frihed, men det dækker ikke de steder, hvor viljens frihed er på tale, som s. 96, hvor Lee C. Barrett med udgangspunkt i Martensens Den christelige Dogmatik fra 1850 nævner, at når viljen er fri, må man regne med muligheden af evig fortabelse.

Adskillelsen af den guddommelige og den menneskelige vilje fører til synden, som muliggøres ved, at et frit åndeligt væsen kan opfatte verden som Gud og se sig selv som verdens herre (s. 85). Martensen mener, at en vis indsats fra den menneskelige vilje er nødvendig, at den kan samarbejde med nåden, men han kritiserer dog synergisterne for at overdrive viljens betydning (s. 93f.). Også Guds frie handlinger kommer nemlig ind (s. 80: Martensen i bevidst modsætning til Hegel): Curtis L. Thompson citerer Martensen for at tale om Skabelsen og Inkarnationen som en handling af Guds frie vilje (s. 111).

Bortset fra det sidste er disse tilfælde ikke omtalt i registret under ”freedom”. Dette er et vigtigt punkt, idet viljens frihed var betydningsfuld for lutherske teologer i Danmark i perioden, således for den lidt senere Henrik Scharling. Martensens Den christelige Dogmatik (s. 76). S. 120 citeres Martensen af Curtis L. Thompson for et udtryk om individets valgfrihed, der her afbalanceres mod spekulationen og dens determinisme. Nævnt i registret under “freedom”. Stephen Backhouse omtaler s. 306 Martensens opfattelse af, at den frie vilje giver mennesket mulighed for at synde i den sammenhæng, at forløsningen på den måde kommer til at stå i forbindelse med inkarnationen. Dette optræder ikke i registret. Backhouse omtaler også s. 317, at for Martensen ligger personens identitet i dets frie valg af det gode, som er Guds vilje. Heller ikke dette optræder i registret. Det store tema viljens frihed, 44 ARKEN FS2013

der er så vigtigt for Martensen som for andre samtidige konservative, virker dermed noget stedmoderligt behandlet i bogen som helhed; det dukker op, men er ikke set som et selvstændigt emne. Martensen mener, at den menneskelige vilje har en betinget frihed, afhængig af Gud og af naturen, begrænset ved det givne.

Mennesket er et led i slægten, men ikke kun det. Mens deterministerne ser den menneskelige karakter som uforanderlig, ser Martensen ”en Forskjellighed af Muligheder” i et menneskes anlæg. Mennesket er personlighed og har dermed frihed og selvbestemmelsesevne. At nægte valgfriheden er at nægte, at mennesket har en historie. Der findes, mener Martensen, vendepunkter i et menneskes liv.2 Disse synspunkter, som var vigtige for Martensen, havde der været god grund til at give en særskilt og fyldig behandling.

Peter Sajda behandler Martensen og mystikken med udgangspunkt i hans afhandling Mester Eckart og dennes modtagelse i Tyskland. Han beskriver Martensen som sammensat i sin intellektuelle identitet og med respekt for både samtidige protestantiske teologer og spekulative filosoffer og derfor mere forklarende end konfrontatorisk i sin tilgang (s. 51). Dette gælder det bestemte værk, men sammensat og samlende er nok adjektiver, som godt karakteriserer Martensens forfatterskab med dets vide åndelige horisont.

Beskrivelsen af interessen for Martensen i Tyskland er i det hele taget interessant, og det er meget værdifuldt, at bogen viser, hvor betydelig en europæisk skikkelse, Martensen var i sin samtid. I denne diskussion trækkes Dionysios Areopagiten frem (s. 66), uden at det forklares, hvor grundlæggende han er for mystik i kristen sammenhæng. Lee C. Barrett fremhæver i sin vigtige artikel inkarnationens betydning for Martensen. Ifølge hans beskrivelse arbejder Martensen med lutheranismen på en sådan måde, at dens tyngdepunkt skifter fra syndens og frelsens drama til Guds kosmiske forsonende og helende formål og deres triumf (s.

73). Også her trækkes mystikken frem i skikkelse af Jakob Bøhme og dennes betydning for Martensens opfattelse af Treenigheden (s. 82f.). Curtis L. Thompson går indgående ind på Martensen og mystikken s. 114-120. Her omtales den apofatiske teologi og negationen, at man kun kan udtale noget om Gud, ved at benægte noget andet. En tankegang,

der går tilbage til Dionysios Areopagiten, som ikke nævnes her. For danske læsere vil Klara Preben - Hansens oversættelse være relevant.3 Men omtalen viser, i hvilken grad Martensen skriver sig ind i lange traditioner i kristen tro og kulturliv, traditioner som går tilbage til Oldkirken.

Thompson skildrer Martensens holdning til det spekulative som en uomgængelig, kreativ og dynamisk dimension af teologien, og også han viser interesse for det sene værk om Bøhme; når den mangeårige biskop Martensen i 1881 tog denne skikkelse op, viser det jo også noget om hans fortsatte åndelige arbejde.

Er dette sket på trods af hans embede, eller har der været et samvirke? Thompson tager ikke denne vinkel op. I hvert fald er der tydeligt sammenhæng over tid i Martensens interesser, og hans iver efter at søge inspiration ser ikke ud til at aftage.

Her drages ”viden” frem, spørgsmålet om muligheden af viden om Gud (s. 117), vi møder en anden form for sammenhæng s. 108: Guds bevidsthed er grundlaget og betingelsen for menneskelig viden.

Lee C. Barrett omtaler kort (s. 88) Oldkirkens to teologiske skoler i Alexandria og Antiochia og understreger, at Martensen slutter sig til den første i overensstemmelse med luthersk tradition for at undgå adskillelse af den guddommelige og den menneskelige natur i Kristus. Der er et stort kirkehistorisk perspektiv i dette, som måske kunne fortjene yderligere forklaring. Som det står, er det næppe forståeligt for andre end eksperter.

Spekulation spiller en fremtrædende rolle i bogen ligesom i Martensens forfatterskab og hænger sammen med hans interesse for mystikerne. Martensen søgte at arbejde med dogmet om den Treenige Gud i stedet for kun at nævne det. George Pattison bebrejder ham i sin ret afstandtagende artikel, at han ikke nøjes med at kalde det for myte og symbol, men betragter det som videnskab. Igen her virker Kierkegaard meget bestemmende for vurderingen af Martensen. Men man må spørge: Hvad er Pattisons egen opfattelse af videnskab? At mange vil være uenige med Martensen, kan ikke i sig selv være et argument for, at han har uret.

Tværtimod må det være en vigtig erkendelse i forhold til Martensens tankeverden, at for ham har myte og symbol ikke været tilstrækkelige betegnelser for teologien og arbejdet med teologiske tank-

er. Hvad viden angår, peger Lee C. Barrett på (s. 76), at Martensen ser sådan på det, at gennem Guds tænken af sig selv i os, får vi viden om sandheden. Der er en sammenhæng mellem individet, som har tillid til kanon, til Skriftens autoritet, fordi denne vidner om Kristus (s. 78). Individ, Skriftens autoritet og Kristus hænger altså sammen. Dette understreger, i hvilken grad sammenhæng og ikke splittelse, adskillelse er det afgørende hos Martensen i modsætning til Kierkegaard samt kristendommens senere angribere.

Guds bevidsthed om sig selv går forud for al menneskelig historie (s. 80). Barrett understreger, at Martensens fremhævelse af Treenighedsdogmet hænger sammen med inkarnationens afgørende betydning (s. 81), og Barretts fremstilling af Martensens tankegang virker i det hele taget langt mere positiv end Pattisons. Pattissons opfattelse af viden ser ud til at være modernitetens, hvor det mulige er indskrænket til videnskabens nyeste fund, men Barrett går opmærksom på, at postmodernismen har udvidet grænserne for det mulige igen (s. 137). Inkarnationen er den nøgle, der lukker op for naturens hemmeligheder og kosmos’ formål (s.

84), og den ville være indtruffet, selv hvis der ikke havde været nogen synd (s. 86). Dogmatisk behandler Martensen frelsehistorien i sammenhæng med Helligånden og ser Sønnens virke som det objektive grundlag; Åndens som den subjektive tilegnelse (s. 91). For Martensen er der sammenhæng mellem Åndens virke i det kristne fællesskab og i den enkelte kristne (s. 92). I denne sammenhæng kommer det frem, at Martensen ikke udelukkende er lutheraner; frelsen samler sig for ham om genfødslen, den subjektive forening med Kristus, det levende fællesskab med Ham, snarere end om retfærdiggørelsen. Barrett trækker også Martensens omtale af Origines frem; denne mærkelige kirkefader og kætter, og hans tanke om apokatastasis, altings genoprettelse. Martensen fastholder håbet, men fordi viljen er fri, kan den evige fordømmelse ikke udelukkes (s. 95-97).

Også Carl Henrik Koch fremdrager Origines og apokatastasis (s. 206).

Curtis L. Thompson forklarer brugen af ordet “spekulation” sådan, at Martensen så spekulationen som en kreativ dimension af teologien, som var nødvendig, hvis denne skulle være dynamisk (s. 106).

Men Thompson har også en tidsmæssig

dimension i sin beskrivelse, at Martensen med tiden blev mere forsigtig. Det handlede om at gentænke og gennemtænke kristendommens teologiske form (s.

99). Spekulationen er for Martensen ikke upersonlig eller naturalistisk (s. 123).

Digteren Johan Ludvig Heiberg, som Martensen havde god kontakt med, var vigtig i denne sammenhæng, som ivrig hegellianer. Thompson peger på samvittighedens grundlæggende betydning for Martensen, idet den er udtryk for den grundlæggende forbindelse mellem Gud og menneske (s. 108). Der findes en form for medviden mellem Gud og menneske (s. 116). Også Thompson fremdrager Martensens udsagn om inkarnationens afgørende betydning (s. 111, 114). Betragtningen s. 113 om, at humoren har betydning for at overvinde det nihilistiske perspektiv, lyder interessant, men den nødvendige forklaring savnes. Thompson fremhæver af Martensens Mester Eckart om mystikken kontemplationens nu, er et forsøg på at omforme tid til evighed og panteismen som den stadige benægtelse af det prosaiske (s. 115f.).

Curtis L. Thompson påpeger en sammenhæng mellem mystik, religion og filosofi hos Martensen (s. 119f.). Det virker vigtigt, når han gør det klart, at for Martensen var alle store kristne teologer spekulative tænkere, endog Martin Luther (s. 142). Humoren er central for den kristne betragtning af verden (s. 120f.); humoren er befriende og optimistisk.

Oprigtig tro forener subjektiv og objektiv viden (s. 123). Sammen med Middelalderens skolastiske tænkere adskiller Martensen erfaringsmæssig vished og spekulativ vished (s. 124). Spekulationen kommer af troens intuition, der for Martensen er meget rigere end begrebsmæssig viden. Denne sammenhæng er meget vigtig og viser en lang kulturtradition. S. 124ff. kommer et meget omfattende referat af Kierkegaards syn på spekulation, og spørgsmålet er, om dette forklarer Martensen eller leder opmærksomheden væk fra ham? Thompson konfronterer på en særlig måde Martensen og hans samtidige med nutidige strømninger, særlig postmodernismen.

Det virker uhistorisk, at Thompson i udredningen af Martensens eller Kierkegaards tankegang, betegner teologen eller den unge intellektuelle som “hun” (s.

110, 123, 130).

Stephen Backhouse har skrevet bogens sidste kapitel om stat og nation i Martensens teologi. Et vigtigt emne, ikke mindst for en forfatter i 1800-tallet. Stat, land og nation udgør for Martensen en sammenhæng, snarere end noget der skal adskilles. Men Backhouse betoner, at nationen er klart den vigtigste størrelse med særlig henvisning til Den christelige Ethik, og at Martensen ser et folks sprog, litteratur og videnskab som særlig vigtige dele af dets nationale ejendommelighed.

I dette kapitel henviser noterne kun til værkernes engelske oversættelse. Om det så er avisen Fædrelandet, forekommer titlen kun i engelsk oversættelse! (s. 295) Når Backhouse nærmere skal beskrive Martensens opfattelse af staten, vælger han lige præcis Kierkegaard som udgangspunkt. Og dette kun efter en meget kortfattet indledning. Her må man sige, at Kierkegaard virker meget styrende, og Martensens holdning til staten kunne fortjene en bredere belysning end lige netop den, der kommer fra hans “kritiker”. Dette betyder ikke, at gennemgangen af Martensens svar på Kierkegaards kritik ikke er interessant. For Martensen har verdenshistorien, nationernes kamp for samfundets idealer, betydning, hvad den ikke havde for Kierkegaard. Dette er uden tvivl et vigtigt træk i Martensens forfatterfysiognomi, at historien er vigtig for ham. For Martensen er personlighed, etik og historie, vigtige dele i en helhed, dele som støtter hinanden, som arbejder i en sammenhæng. Igen er Backhouse mere tilbøjelig til at adskille kategorierne end Martensen selv, og han gør selv opmærksom på, at han for at kunne kommentere og analysere gennemfører denne adskillelse (s. 298, n. 4). Dette er forståeligt nok, men det er værd at lægge mærke til, at Martensens egen tekst fungerer på en anden måde end hans kommentators, at Martensen netop prioriterer helheden fremfor kategorierne. På samme måde ser Martensen ikke på individet i isolation, men på individet i en sammenhæng.

Personligheden beskrives af Martensen som jeg’et med en fri vilje (s. 299). Vi ser her i og for sig den frie viljes betydning for Martensens tankegang, men temaet er dog gemt lidt af vejen af bogens forfattere. I forbindelse med den frie vilje står temaet vækst eller vorden i mennesket (her kunne sammenlignes med andre danske konservative i samtiden, men det gør Backhouse dog ikke; Carl Ploug (som i sin senere periode var konservativ), Hen45 ARKEN FS2013

Arken anmelder rik Scharling). Det er vigtigt, at Martensens forståelse af Kristi Efterfølgelse er et arbejde i Guds Rige og dermed at vælge et kald, men Backhouse gør dette lig med bidrag til “samfundet” (s. 300, n. 4). Samfundet betyder uden tvivl meget for Martensen, men det er ikke et hvilket som helst samfund. Det er et samfund, som er præget af kristendommen, og den enkeltes arbejde må netop gå ud på, at det skal blive gennemtrængt af det. Bemærk i den forbindelse den kristne stat s. 313. Endvidere kan også grupper som nationer være personer eller individualiteter (s. 301f.); her havde Backhouse med fordel kunnet bemærke, at denne tankeforbindelse findes hos andre konservative, f.eks. historikeren Johannes Steenstrup. Historie og frihed hænger sammen (s. 304f.), og inkarnationen er historiens afgørende øjeblik, da Kristus gør det muligt for mennesket at bære Guds billede. Det sociale og de materielle forhold, der er vigtige i Den christelige Ethik, nævnes kort s. 311, men glimrer ellers ved sit fravær i bogen.

Kan det hænge sammen med, at synsvinklen i så høj grad er Kierkegaards? Hvad angår betydningen af at leve i et land, hvis kultur er præget af kristendommen, sammenligner Backhouse Martensen med to engelske konservative, T.S. Elliot og John Baillie (s. 313). Dette er interessant og bidrager til at understrege manglen på inddragelse af danske konservative til sammenligning. Temaet “den kristne stat” driver Backhouse så vidt, at han hævder (s. 315, snarest med henvisning til Den christelige Ethik, men det er ikke meget klart), at kristendommens formål for Martensen er netop at grundlægge og opbygge den kristelige stat. Men den kristelige stat er ikke Martensens dialektiks endepunkt, som Backhouse skriver, eftersom Den christelige Ethik ender med verdensafslutningen. Det er ikke til at se af henvisningerne, hvor Backhouse har dækning for at hævde, at kristendommen først kan virkeliggøre sine muligheder, når den er indlejret i en stat. Endvidere, samtidig med at Backhouse er opmærksom på, at grupper, som f.eks. folkeslag, kan være individer hos Martensen, ser han ud til at nedtone betydningen af både det enkelte menneskelige individ og den personlige Gud i Martensens tankegang, mens kristendommens kerne hovedsagelig findes i det etiske (s. 317). Her er det væsentligt at gøre opmærksom på, at det værk, som Backhouse helt overvejende henviser til, netop er Den christelige Ethik, hvor etikken i kraft af emnet må 46 ARKEN FS2013

være afgørende, og hvor Martensen har villet tale et ord mod en ensidig individualisme. Backhouses gennemgang er interessant, men hans analyse ser mig ud til at lide af visse mangler.

Carl Henrik Koch har skrevet om æstetik og kristendom i Martensens tidlige værker, og hans artikel er den eneste, som er blevet oversat. Han går ind på Romantikkens betydning for Martensens forfatterskab og den betydning, humoren har for tankegangen; humoren, som viser modsætningen mellem endelighedens verden og Guds Rige. Han udtaler, at Martensens selvbiografi bør bruges med forsigtighed, fordi den udtrykker forfatterens selvforståelse og selvprofilering (s. 197). Hertil at sige, at alle kilder for så vidt bør bruges med forsigtighed, men at erindringer ofte viser sider af livet og af en tid, som man ikke finder andre steder, samt at mange skriver erindringer, fordi der er noget, de gerne vil fortælle. Det ses heller ikke, at Kochs forbehold har haft større indflydelse på hans brug af Martensens Af mit Levnet. En enkelt bemærkning i den retning er den, at det lyder ”usandsynligt,” at den ganske unge Martensen fra Steffens modtog en anelse om en stor sammenhængende verdensog livsanskuelse med kristendommen som midte (s. 198). Hvor usandsynligt er det nu egentlig? Mange mennesker har vel netop i en ganske ung alder modtaget indtryk, som betød meget for dem, og et ivrigt læsende menneske kan sagtens modtage et sådant indtryk af en bog, og blive begejstret over tanken om en stor sammenhæng. I forhold til Backhouse bør det nævnes, at Koch lægger vægt på, at det guddommelige for Martensen er en person, altså, Gud med stort G, ikke en verdensånd, noget immanent dynamisk, som hos Hegel (s. 199). På samme måde er den personlige udødelighed vigtig for Martensen (s. 204). Personlighedsprincippet er afgørende i og uden for kristendommen, at sandheden må tilegnes personligt (s. 206). Her må den frie vilje være en nødvendig forudsætning, men Koch nævner det ikke. Et angreb af Kierkegaard på Martensen præsenteres også her, og det står uimodsagt; det står i forbindelse med angreb på Martensen for at være eklektiker (s. 200ff.). Man havde her godt kunnet gøre opmærksom på det værdifulde i, at en kulturpersonlighed kan øse af flere kilder. Desuden er stor åndelig kraft og spændvidde ikke nødvendigvis forbundet med lige netop originalitet

(Shakespeare). Også s. 208f. gengives et angreb fra Kierkegaards side, nemlig på Martensen opfattelse af det komiske, uden at der spørges, om denne opfattelse er rimelig. Koch bebrejder Martensen, at han ikke er krystalklar, men en nuancerig udtryksform er ikke ensbetydende med mangel på klarhed. Er klarhed alt?

To artikler er på en særlig måde i udgangspunktet afstandtagende i forhold til Martensen: Den ene er Herhard Schreibers om den rationalistiske teolog Magnús Eiríkssons gentagne angreb på ham, hvor forfatteren dog indrømmer, at det næppe havde ført til en frugtbar dialog, hvis Martensen var gået ind i en indgående debat med sin modpart. Den anden er Katalin Nuns om Martensens syn på kvindernes emancipation, som på forhånd tager afstand fra datidens konservative synspunkter i almindelighed, og i slutningen hægter sig på en udbredt opfattelse af ”Det moderne Gennembrud.”

Også i denne artikel er der nuancer, men udbyttet kunne dog være blevet større, hvis udgangspunktet i højere grad havde været et forsøg på at forstå Martensens tankegang.

Den klassiske traditions betydning i Martensens forfatterskab, således i Den christelige Ethik, tages praktisk taget ikke op.

Det er værdifuldt, at der udkommer en sådan bog for et internationalt publikum, men spørgsmålet bør dog stilles: Er Martensen af størst interesse for et dansk læsepublikum? Det ville være godt, hvis der udkom en tilsvarende bog på dansk.

H.L. Martensen er givende at beskæftige sig med: Hans synspunkter er interessante og vigtige, hans argumentation fyldig og perspektivrig. De negative opfattelser af ham, som Kierkegaard, der i denne bog er særlig fremtrædende, men også andre har fremført, bør ikke beherske billedet, ligesom når det gælder Mynster. Martensen kan sammenlignes med disse repræsentanter for en anden opfattelse, men sammenligningen bør ikke domineres af den anden part. Denne bog er et skridt i den rigtige retning, men der er lang vej igen. Der fældes domme i alle bøger, således også i denne, og jeg har peget på, at udgangspunktet i mange tilfælde er Søren Kierkegaard, og at hans synspunkter eller i hvert fald sammenligningen med ham ofte bliver styrende. Der er god grund til at gennemarbejde Martensens tankeverden; et sådant arbejde, en sådan fordybelse, vil kunne berige

nutidens holdning og befrugte dens argumentation. Vi har brug for hans store kultursyntese på et kristent grundlag.

Dette er storheden hos Martensen: En syntesens mester, som lader det enkelte menneske komme til sin ret. Det findes hos Martensen mulighed for både at se de forskellige tilgange i øjnene og at overvinde postmodernismens problematiske forhold til sandheden, herunder den historiske sandhed. Hans både faste og nuancerede behandling af spørgsmålet om viljens frihed giver redskaber til at modstå enhver determinisme, som reducerer mennesket til et værgeløst offer for tilfældigheders, omgivelsers og drifters spil. Og han hævder både det enkelte menneskes og helhedens ret, og giver dermed et standpunkt til at modstå både yderlig individualisme og massetænkning. Først og sidst er Gud og den kristne tro til stede i hele hans forfatterskab.

Troen på den Treenige Gud er for ham grundlaget for etikken. Som det fremgår af Den christelige Ethiks behandling af mange spørgsmål, får Martensens trang til syntese ham ikke til ikke at tage stilling i forhold til samtiden.

Hele Martensens forfatterskab forudsætter, at sandheden findes. Han ser den ikke som enkel, den er sammensat, og man kan argumentere om den, belyse den på forskellig måde; men den findes uden for det tænkende menneske. Den historiske sandhed hænger sammen med retfærdighed. Det gælder også Martensen selv: Retfærdighed over for den, der i et måske langt historisk forløb er blevet udpeget som taber. Retfærdighed hænger sammen med eftermælet: Det er ikke retfærdigt, hvis en kirkelig og kulturel personlighed som Martensen får sit eftermæle helt styret af samtidige modstanderes angreb på ham. På samme tid er det vigtigt, at en skikkelse som Martensen ikke alene betragtes med nutidens moderigtige briller, men at nutidens tendenser også belyses gennem hans indsigter.

1 Jon A.P. Gissel: ”Arbejdet.

Dets plads i den konservative tankegang i sidste trediedel af 1800-tallet.

Biskopperne Martensen og Monrad i debat” Kirkehistoriske Samlinger 2008 s. 119-175.

2 H.L. Martensen ”Den frie og den bundne Villie” i Den christelige Ethik, Den almindelige Deel, København 1884, s. 141-168.

3 Klara Preben Hansen (overs.): Dionysios Areopagiten. Den mystiske Teologi. De guddommelige Navne, København 1998.

Hans Hauge vel egentlig i bund og grund er en god gammeldags borgerlig og indremissionsk herre, er han alligevel bedst kendt som universitetets frække slagterhund, der altid kommer på tværs og er den første med de nyeste og mest provokerende teorier inden for et bredt område, der særligt – men ingenlunde udelukkende – tæller så forskellige discipliner som litteraturvidenskab, teologi, hermeneutik og samfundstænkning. Informations Rune Lykkeberg har tidligere i 2003 givet denne meget rammende karakteristik, der da også citeres i historikeren Uffe Østergaards bidrag i bogen: “Havde det drejet sig om tøj og mode, havde vi gennem de sidste SENIL ULYDIGHED - Festskrift til Hans Hauge på 65-årsdagen - af Niels Grønkjær og Henrik BrandtPedersen (red.) anmeldt af stud.theol. Kristoffer Garne

ISBN-10: 8774576208 Fødselsdagsbarnet “Alle klager, men ingen tør sige det offentligt. De studerende og yngre ansatte har aldrig prøvet andet, og os ældre kan godt udvise en vis form for ’senil ulydighed’, fordi vi snart går på pension, men de fleste på universitetet holder kritikken for sig selv, for ikke at lægge sig ud med nogen.”

Sådan udtalte lektor ved Aarhus Universitet, Hans Hauge, sig for godt og vel et år siden i et interview med Dagbladet Information, der tog bestik af situationen i kølvandet på den megen ballade omkring den tyske musikvidenskabsprofessor, Linda Koldau. At netop dette noget besynderligt klingende udtryk senil ulydighed er blevet valgt som titel på dette festskrift til Hans Hauge, er – trods det, at redaktørerne ikke nævner det i forordet – bestemt ikke nogen tilfældighed. Som udtryk betragtet forekommer det nemlig at være en ganske rammende karakteristisk af det virke, som den her hædrede jubilar har haft i en efterhånden ganske omfattende forfatter- skribent- og foredragsvirksomhed.

10 år set Hans Hauge på skateboard, Hans Hauge med agressive tatoveringer, Hans Hauge med piercing og Hans Hauge med David Beckham-frisure. Men det gør det ikke, det drejer sig om nye teorier.”

Hans Hauge blev i 1992 dr.phil. på en afhandling om K. E. Løgstrup: “En moderne profet”. Selvom titlen kunne give associationer i den modsatte retning, udmærker den sig i modsætning til den omfattende øvrige litteratur om den danske tænker – der ofte har karakter af ukritisk tilbedelse og discipelskab – ved at den på kritiske vis læser Løgstrup imod Løgstrup, og ser brud, hvor andre har set kontinuitet, og kontinuitet, hvor andre har set brud. Selvom der er løbet meget vand i Løgstrup - forskningens i de sidste tyve år, og selvom den til tider kan være lidt tung at slæbe sig igennem, kan den herfra anbefales som en uvurderlig indsigt i den efterhånden uomgængelige Aarhusteologs monumentale forfatterskab.

Kaster vi et hurtigt blik på den del af det øvrige forfatterskab, som nærværende skribent er fortrolig med, spænder feltet nok engang utrolig bredt. Hauge har skrevet glimrende bøger om dekonstruktiv teologi og videnskabsteori, den danske kirke, nationalisme, modernitet og senest en bog om Karl Ove Knausgårds “Min Kamp.” Han har været redaktør af så forskellige tidsskrifter som Kritik, Studenterkredsen og Dansk Kirketidende. Dertil kommer en omfattende og utrættelig virksomhed som skribent og foredragsholder. Sidstnævnte optrædener har jeg været vidne til ved utallige lejligheder, og uanset om det har handlet om Løgstrup, Som intellektuel figur er Hans Hauge litteratur, politik eller noget helt fjerde, nemlig én af de mest ejendommelige skik- har der altid været et gennemgående kelser i det hjemlige åndsliv. Trods det, at 47 ARKEN FS2013

Arken anmelder tema: Verden og de vante forestillinger er blevet vendt op og ned et par gange, og mindst halvdelen af publikum er blevet dybt forargede og rystede. Leif Grane er blevet afsløret som modernist, Løgstrup som eksistensteolog, globalismen som en boble, den narrative teologi som en banal læsehypotese osv. Det er dekonstruktion in actionem, men det er også opbyggeligt i den forstand, at man tvinges til at overveje sin egen position, og finde ud af, hvad der er holdbart og substantielt, og hvad der blot er fiktioner og luftkasteller.

Festskriftet Når alt dette skal nævnes, er det ikke kun for at give et billede af festskriftets omdrejningspunkt, men også fordi dets mange bidrag spænder – næsten – ligeså bredt som jubilaren selv. Selvom redaktørerne har valgt at lade artiklerne falde i tre hovedele: Litteratur, idéhistorie og samfundstænkning, samt teologi, så formår det, hvad der vel er naturligt nok i denne sammenhæng, alligevel ikke helt at dække over antologiens tematiske spændvidde.

Det skal med det samme siges at samtlige bidrag uanset emne og forfatter er enormt velskrevne og læseværdige. Alligevel så undgår heller ikke dette festskrift at lide af de samme sygdomme, som denne genre altid lider under: En hel del af bidragene er enten blotte omskrivninger af tidligere artikler, eller i hvert fald bearbejdninger af de projekter, forfatterne iforvejen har gang i, eller også er de blot erindrende personbeskrivelser, hvad der i og for sig er sjovt nok som hyggelæsning betragtet, men også er lidt tandløst. Værst går det for sig, når Weekendavisens litteraturredaktør Anna Libak skriver et patetisk og formløst namedroppingdigt om tidens litteraturgøgl, eller når den norske forfatter Hanne Ørstavik skriver en rørende erindring om hendes møder og mailkorrespondancer med Hans Hauge.

Alligevel så kan sådanne festskriftartikler, når det går bedst for sig og genren rammes, være ganske forrygende og interessant læsning. Påfaldende nok er det i denne udgivelse først og fremmest teologerne, der formår at ramme rigtigt. Det sker, når de ved at knytte an til bestemte sider af Hauges virke og person, med vittig og opsvungen pen formår at skildre et spændende kirkeligt, teologisk eller historisk emne fra en pudsig og fornøjelig 48 ARKEN FS2013

vinkel. Af denne slags vellykkede bidrag i historien om det moderne Danmark. Abskal her nævnes tre: solut anbefalelsesværdig læsning.

Valgmenighedspræst i Vartov Niels Grønkjær skriver med anknytning til bogens titel og et par nyere bidrag fra Hauges hånd om ideologikritikkens transformation til ikke - totalitær tænkning, og bebuder bl.a., at nutidens filosofiske kritik må vende fronten mod identitetstækning. Med hjemmel i særligt Hegel og Hannah Arendt skitserer Grønkjær bl.a. den ret interessante skelnen mellem anerkendelse og vedkendelse, som en del vil huske fra hans causeri til forrige års julefest. Særligt interessant er denne artikel, fordi den implicit trækker nogle af de konsekvenser for politisk og ikketeologisk tænkning, som der kan drages af den teologi, Grønkjær udfolder i sin omstridte bog “Den Nye Gud” “Med Burka i Vartov” er titlen på leder for Grundtvigakademiet på Vartov, Birgitte Stoklund Larsens uhyre morsomme artikel. Her skildrer hun den tid i halvfemserne, hvor Hans Hauge var redaktør for det gamle, grundtvigske blad Dansk Kirketidende. På blot få år fik Hauge formået at forarge og splitte store dele af bladets grundtvigske læsere med sin skarpe pen og satiriske holdning. Uden at sige det direkte får Stoklund Larsen gennem historien om Hauge her peget på nogle af den moderne grundtvigianismes værste akilleshæle. Det kan undertiden være så som så med frisindet, der kan slå om i sin modsætning; en banal og åndløs tolerance og ytringsfrihedsproklamationer, ligesom den særlige nationale besindelse, der har kendtegnet grundtvigianerne, undertiden blot bliver forfladiget til en blødsøden eller lallende nationalisme.

Bedst af alle bidragene er domprovst Henrik Wigh-Poulsens. Her flyder private anekdoter og historieskrivning, teologi og fortælling sammen i en herlig pærevælling. Vi hører om Guds folks evige vandring, om Jakob Knudsen og Grundtvigs kommen fra landet til byen med store armbevægelser og ligeså ambitioner. Vi hører også om det såkaldte Udkantsdanmark, og den evige tilbagekomst af diskrepansen mellem land og by, eller med andre ord: mellem kulturradikalisme og grundtvigianisme. Om domprovstens forhold til Hans Hauge hører vi naturligvis også en del: Det bliver den prisme, hvorigennem Wigh-Poulsen kan skildre nogle påfaldende udviklinger

Af andre ganske udmærkede bidrag skal ydermere fremhæves David Bugges artikel om K. E. Løgstrups opgør med den kristne etik, Nils Gunder Hansens om moderne litteratur og velfærdsstaten, Søren Krarups om gamle Danmark samt Johs. H. Christensens om William Goldings forfatterskab.

Et festskrift er nu engang et festskrift.

Alle svingende niveauer og øvrige besynderlige bidrag til trods, kommer sådan en udgivelse til verden med ét bestemt forhold, nemlig at hylde jubilaren. Det gør det, men bestemt ikke på en ukritisk og spytslikkende måde. Der er nemlig, må man forstå, en hårfin grænse mellem gal og genial, ulidelig og elskværdig, opbyggelighed og kritik, originaliteter og banaliteter, gentagelse og fornyelse. Jeg kan bestemt anbefale antologien i kraft af dens teologiske tredjedel, men endnu mere kan jeg anbefale, at man giver sig i kast med at læse en bog eller høre et foredrag fra Hans Hauges hånd, og lader sig provokere og anspore. I værste fald får man blot bekræftet sine fordomme om dette levende forargelsens tegn i vor danske universitetsliv. Hans Hauge fortjener bestemt opmærksomhed for hans “frapperende bidrag til at holde ånden i live, på, og uden for universitet,” som det hedder i forordet.

Anmeldelse af Kasper Vig - Ærlige Løgne Af Lars Bernhart Hansen

Kasper Vigs

“Ærlige Løgne”

Kaspar Vig er vendt tilbage fra 1967. Med Eik Skaløe i erindringen og nærmere Hesse. Nu med ”Ærlige løgne”. Hvis du, kære læser, synes min anmeldelse forekommer kedelig lang, så spring den over.

Men spring ikke over ”Ærlige løgne”. Gør i det mindste dig selv den tjeneste.

Jeg tøver ikke med at kalde pladen en lille teologisk bedrift. Kaspar Vig er nu langt ”Efter Aber”, som hans første udgivelse fra 2010 så evolutionært var benævnt. En i øvrigt fantastisk, ironisk og spydig debut.

Kaspar Vig har nu bedrevet teologi. Der er ikke meget Neandertal over den seneste udgivelse. Han har taget et syvmileskridt og følger med sine ærlige løgne ikke længere den alfare lov som en lov. Kaspar Vig er kommet et skridt foran. Med mindre mening på et langt højere niveau. Han fortæller de ærlige løgne nøgne og giver os mod til at klæde dem på igen. På sin højde står løgnen for os som en eviggyldig sandhed. Herfra er der kun dyb afgrund fyldt med død. Og den eviggyldige sandhed må dø. For at vi kan leve. Og så må vi fortælle og fortælles på ny.

De ærlige løgne er dem, der må fortælles af fromme og samvittighedsfulde mennesker for, ved ærligt at blive fortalt virkelige, at bringes et skridt nærmere at fødes i nuet, et evigt øjeblik, med smældende veer. Kaspar Vigs nye plade er et hærværk af længsel mod det, der ikke findes, og lad os bare lade ord være ord og helt ubogstaveligt kalde det Gud – den ærlige løgn, der lægger krop til meningsløsheden og begraver dødsangsten mellem himmel og jord. Kaspar Vig længes efter Gud, men hans længsel er kulturrevolutionær. Han

- en teologisk recension

lader de 1000 halvdøde blomster springe ud og blomstre mellem illusionernes og ideologiernes tilsodede brændende byer.

Det er en længsel, der lader Sandheden falde for en ærlig løgn. Han står et sted mellem krig og kedsomhed, mens betydning, kærlighed, religion, politik, ideologi, meningsfuld sex, den dyrkede melankoli, masker og byliv går op i røg. Han ser os stå i støvet som intet var hændt med tusindvis af svar uden et eneste virkeligt spørgsmål. Og han står der med os. Aner man et nihilistisk projekt, må man se efter igen. Nihilisten skylder os at forklare alt det gode og smukke i tilværelsen. Hvorfor oplever vi så megen skønhed og mening, hvis intet betyder noget som helst, når alt kommer til alt? Når alt kommer til alt, springer skønheden, sandheden og meningen ud af os selv, et evigt øjeblik i fri fantasi og ærlige løgne.

Kaspar Vig står der med os. Og han spørger os, om vi tør slippe grebet med ham og hans fantastiske sange. Han synger dem vidunderligt og formidabelt midt i musikken, der er utrolig velproduceret, men ikke poleret og uden kant. Man kan stadig høre Færøernes kantede råhed, hvor pladen er indspillet. Og det gælder i øvrigt både lyd og tekst. Albummets samtlige tolv numre slår naglerne i lige der, hvor de skal sidde. Der er regulære ørehængere imellem, der fortjener plads på radioens hitlister. Det rocker og swinger, men dybden og refleksionen forlades aldrig til fordel for den rene overflade.

Der veksles med stille melodiske stemningsfyldte sange. Kaspar Vig formår at skrive poetiske sange. Han synger om de tungeste emner, og det hele får plads i

en popsang. Den uromantiske kærlighed løftes op. Nietzsche og Tom Kristensen og James Joyce maler byen rød med Søren Kierkegaard, CV Jørgensen og Birthe Kjær. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Det er en nærmest umulig bedrift. Han synger om København. Jeg hører en hamrende lilletromme et eller andet sted på Sjælland og siger Ecce Home og vender mig om efter Hamburger Sally på vej ind på Hotel Plaza.

Han siger selv, han ikke skriver digte men sange. Men hvad er et digt andet end en sang, der ikke har fundet sin melodi endnu. Han kan synge, kan han. Jeg kan ikke skjule min begejstring. Jeg føler mig taget med under korset, deltagende med fryd. Men jeg efterlades med ordene på læberne: Sandelig, denne mand er Guds Søn. Ikke Kaspar Vig! Men jeg siger tak for dåben.

Kender jeg mig selv og mit forhold til verden, kalder jeg det sandhed. Herfra udspringer de ærlige løgne. Og de skal fortælles. Lad os lyve for hinanden. Ærligt og redeligt. De virkelige, de væsentlige ting findes ikke – i længslen bliver de til, finder os og lader os leve. Sådan og kun sådan er vi. En Gud, der findes, findes ikke.

Gud finder dig, når du ser ham i glimtet fra din broders øje.

På døren over indgangen til min kirke burde der stå: Han er ikke her! Over udgangen: Han er ikke der! Frygt ikke! Lad os nu bare holde lidt af hinanden. Tak til Kaspar Vig for dine ærlige løgne. De byder på et kærkomment hul i ligusterhækken.

49 ARKEN FS2013

Dekanen trĂŚder tilbage

50 ARKEN FS2013

Dekanen

Træder Tilbage Steffen Kjeldgaard-Pedersen stopper som dekan til sommer.

Dekan for Det Teologiske Fakultet Steffen Kjeldgaard-Pedersen fratræder som dekan med udgangen af juni 2013. Det har han netop meddelt på et stormøde på fakultetet.

Fratrædelsen betyder ikke et farvel til KU for Steffen Kjeldgaard-Pedersen. Han fortsætter i sit professorat i kirkehistorie på fakultetet.

- Efter mere end 11 år som dekan, først som valgt og siden som ansat, er det på tide, at jeg forlader posten og vender tilbage til studierne og studenterne. Det har været en ære og en glæde, undertiden nærmest en svir, at tjene Københavns Universitet som dekan for dets mindste fakultet. Det Teologiske Fakultet er et herligt sted, og jeg takker for den tillid og venlighed, som er blevet vist mig her og på Frue Plads. Som tiderne er, kan man hurtigt blive ført derhen, hvor man ikke vil. Så meget mere er der grund til at råbe hurra for, at Københavns Universitet lever og blomstrer, meddeler Steffen Kjeldgaard-Pedersen til KU Kommunikation.

Ny dekan Dekanstillingen vil blive slået op snarest muligt. Det er rektor, der ansætter dekanerne på baggrund af en indstilling fra et indstillingsudvalg bestående af rektor (formand for udvalget), en til to repræsentanter udpeget af rektor, en VIP-repræsentant, en TAP-repræsentant og en studerende.

Rektor har udpeget cand. teol., sognepræst Mette Marbæk Johansen og prorektor Thomas Bjørnholm som ‘sine’ medlemmer af indstillingsudvalget. v 51 ARKEN FS2013

Til troende?

Til troe Holdninger er i høj kurs for tiden. Under hver anden nyhed på avisernes websider står der ”Er det i orden, at [ét eller andet]?”, og så kan man klikke ”Ja” eller ”Nej” til, om det er ”i orden” at arbejde sort eller at angive dem, der gør det – eller man kan i øvrigt ytre sin mening om alt fra muskelhunde til hestelasagne.

Jeg kommer nogle gange til at tænke på den elegante amerikanske grovhed, ”Opinions are like assholes: everybody’s got one”.

Selv er jeg ikke særlig interesseret i holdninger. Jeg synes, begrundelser og forklaringer er langt mere spændende. Forklar mig, hvorfor du mener, at dit-og-dat ikke er i orden, og så kan vi måske begge blive klogere af den efterfølgende samtale. Men det kræver jo, at man orker at lytte til mere end én stavelse, før man selv tager ordet igen. Men meningsmålinger: Gaab!

For nylig kunne man på Kristeligt Dagblads website klikke ja/ nej til spørgsmålet ”Er det i orden, at et menighedsråd specifikt søger en »troende« præst?” Baggrunden er som bekendt, at menighedsrådet ved Mejdal Kirke i udkanten af Holstebro har gjort lige præcis dét.

Vand til vin i den bedste sendetid

at fastslå, at alt hvad der er vanskeligt for nutidens mennesker at tro på i Bibelen, som fx det med at forvandle vand til vin, står i Det Gamle Testamente, ”og det er jo jøderne! Det er jo Toraen!

Og så kom jo altså Det Nye Testamente!”

Af det kunne man så lære, at ”tro” betyder ”at betragte de bibelske (eller i hvert fald de nytestamentlige) beretninger som historisk sandfærdige”. Det samme mente åbenbart den journalist, som i stil med Bill Mahers dokumentarfilm Religulous remsede bibelsteder op for en sagesløs student(,) og ville vide, om hun ”troede på”, at Jesus gik på vandet, og at han forvandlede vand til vin, osv. osv. Det mindede om et af de dér quizprogrammer, hvor man skal se, hvor højt op deltagerne tør gå: ”Nå, så du tror på dén med vand til vin? Flot! Det bli’r lige 32.000 dollars. Men hvad så med de jødiske zombier, der vandrer rundt i Jerusalems gader i Matt 27,53-54? Tør du også prøve, om du er i stand til at tro på dén?”

Jeg blev sgu så glad for dén ene student, der havde nosser til at fastholde over for journalisten, at hun skam gerne ville drøfte sin tro med ham, når han havde slukket kameraet, men lade sig hundse til på to sekunder at reducere sit livsgrundlag til et ”ja” eller ”nej”, før han klippede videre, det ville hun ikke! Eller en anden, som slog en velanbragt skraldlatter op og svarede ”Helt sikkert!”, da journalisten med fingeret forargelse spurgte hende, ”Står du og håndplukker, hvad du tror på i Bibelen, og hvad du ikke tror på?”. Helt sikkert, nemlig. – Og jeg har lyst til at tilføje: Ja, hvordan i himlens og den treenige Guds navn havde idioten ellers forestillet sig, at tænkende mennesker skulle forholde sig til fortællinger fra fortiden?

Iveren efter at svare ”ja” eller ”nej” på spørgsmålet har været overvældende. Et af højdepunkterne var et indslag i Go’ Aften Danmark, hvor nogle af fakultetets begavede studenter medgørligt svarede enten nej eller (for de flestes vedkommende) ja til, at de ”er troende”, hvorefter der hastigt blev stillet tilbage til studiet, hvor fire voksne mennesker uden den allermindste lille antydning af forstand på kristendom sad og vrøvlede i munden på hinanden, ind til absurditeterne kulmi- Hva’ snakker vi om? nerede i, at et menighedsrådsmedlem, der beskrev sig selv som ”socialpietist”, prøvede at hugge den gordiske knude over ved Der er blevet sagt mange dybsindigheder om, hvad man må 52 ARKEN FS2013

ende af Søren Holst, lektor ved Afdelingen for Bibelsk Eksegese

og ikke må ønske af sin kommende præst. Det, synes jeg som menig kirkegænger, er et interessant spørgsmål; men jeg har egentlig mest hæftet mig ved noget andet: Det mest karakteristiske ved debatten har været dét, næsten ingen har talt om, nemlig hvad der menes med ”tro”. Det ville ellers være nyttigt at gøre klart, om vi overhovedet er enige om, hvad vi forstår ved ”tro” i akkurat denne sammenhæng, inden vi i munden på hinanden begynder at råbe ”ja” og ”nej” til, at præster ”skal være troende”. Og de mange meningstilkendegivelser har tydeligt vist, at ordet bruges meget forskelligt.

(I en parænese bemærket er jeg lidt beklemt ved nede fra min plads i det semitiske maskinrum at kloge mig på noget, der vel nærmest er et systematisk-teologisk emne, men jeg synes simpelthen der har manglet ædruelig eftertanke i debatten, så da Arkens redaktør bad mig sige noget, kunne jeg ikke holde min kæft. Folk, der er klogere end jeg, kan jo supplere og korrigere).

De fleste af os har prøvet i godt selskab at blive spurgt, hvad vi laver, og når det så kommer frem, at man er teolog – særligt da, hvis det er efter det andet eller tredje glas – kommer spørgsmålet med stor sikkerhed: ”TROR du så også på det?”

Det spørger man af en eller anden uforståelig grund ikke folk om, hvis de læser statskundskab – hvad der ellers kunne være mange gode grunde til. Men spørgsmålet er som regel ærligt ment og fortjener derfor et seriøst svar. Dét med det seriøse svar kompliceres bare lidt af, at hvis man pirker lidt nærmere til spørgeren, viser det sig som regel, at han ikke mener: ”Tror du, at livet har mening, og at Guds engagement i sin verden rækker til også at omfatte både dig og mig, og tror du at kristendommen er et godt bud på, hvordan vi skal forholde os til hele den smukke og uoverskuelige suppedas, vi sidder i, inklusive vores egen utilstrækkelighed og vores medmenneskers død?” – Han mener snarere ”Tror du, det er en historisk kendsgerning, at

profeten Jonas aldeles konkret og bogstaveligt blev slugt af en hval og spyttet levende ud igen tre dage senere?” Og skal man så svare ja eller nej?? Uanset hvad man gør, ender det nemt med, at spørgeren bliver dummere snarere end klogere af samtalen.

Fra julemanden til Martin Buber Ordet ”tro” bliver, så vidt jeg kan iagttage, brugt i flæng og uden skelnen (og uden at undersøge, om parterne i en samtale taler forbi hinanden) på mindst fem-seks forskellige måder:

a) Der tales om ”at tro på Gud” i samme betydning, som man ”tror på” julemanden; dvs. en tankemæssig antagelse af, at han ”findes” (hvad dét så end nærmere bestemt vil sige, når man taler om et væsen, der er ”transcendent”). Begrebets kategori er altså rent intellektuel eller erkendelsesmæssig, ”troen” er en slags lettere inferiør nabokategori til viden, og dens modsætning er ateisme eller agnosticisme. b) En variant af denne ”tro” i betydningen ”accept af et udsagn som sandt, på trods af manglende viden” er idéen om, at man skal ”tro på” større eller mindre dele af Bibelen, ikke i den forstand, at den fortæller noget vigtigt om én selv og ens forhold til verden og til Gud, men i den forstand, at man skal anse de narrative passager for historisk sandfærdige rapporter og evt. også anerkende de belærende passager som etisk forpligtende.

Hvad det historiske angår, er der altså igen tale om ”tro” som noget, der angår sager, der i princippet kunne være omfattet af viden frem for tro.

Det var tydeligvis dén betydning, der fyldte mest i Go’ Aften Danmark, men desværre uden at der var nogen synlig bevidsthed hos journalister og paneldeltagere om, at ordet kan betyde noget andet. Også forskellige gråskæggede alvorsmænd fra 53 ARKEN FS2013

Til troende?

Homovielserne forårsager flugt fra Folkekirken

Præsteforening og Pastoralseminarium har med stor misbilligelse taget for givet, at ”troende” betyder ”fundamentalistisk”, fordi ordet blev brugt sådan i deres unge dage i 1950’erne.

Man kunne jo da ellers godt overveje, om menighedsrødderne i Mejdal måske har lidt bedre styr på sproget end TV2?

der ”har tillid til”. Min mor vil muligvis sige, at hun tror på mig, men dermed fortæller hun ikke, at hun er overbevist om, at jeg er en fysisk eksisterende virkelighed – dét er jeg faktisk ret sikker på, hun ikke beskæftiger sig det mindste med! Udsagnet siger alene noget om min mors forhold til mig.

c) Desuden tales der om tro over for tvivl. Der er blevet trådt rigtig meget vande i lommepsykologiske fraser om, at ”præster kan jo også tvivle”, og at ”tvivlen er jo en del af troen” osv. Her er troen altså defineret som tvivlens modsætning eller spejlbillede – som en slags udtryk for større eller mindre knald på det mentale eller følelsesmæssige gasblus. Og med ”tro” menes så noget om den grad af ”sikkerhed”, hvormed man tror dét, som man nu engang tror.

Forskellen på en rent faktaorienteret julemandstro på den ene side og dén ”tro” i betydningen ”tillid”, som vedrører relationen til den, man tror på, har Martin Buber skrevet en hel bog om, Zwei Glaubensweisen, hvor han definerer den bibelske og rabbinske jødedom (som han regner evangeliernes Jesus med til!) som en tillidsrelation til Gud, hvorimod den egentlige kristendom såvel som den hellenistiske jødedom i hans optik er en tro på læresætninger – en ”holden-for-sandt” snarere end et tillidsforhold. Man behøver dog ikke læse synderligt meget Luther for at komme på det rene med, at det også i kristen sammenhæng kan være tilliden til Gud og ikke teorierne om ham, der fremhæves, når ”tro” skildres som noget positivt eller nødvendigt. Tag bare Den store katekismus’ behandling af det første bud, ”En Gud kaldes det, som man venter sig alt godt fra, og som man tager sin tilflugt til i al nød. ... Det, du knytter dit hjerte til og stoler på, er i virkeligheden din Gud”. Afsnittet igennem optræder ”trauen” og ”glauben” parallelt med hinanden.

d) Så er der den brede variant, at præsten skal ”tro på det budskab, hun forkynder”, henholdsvis ”stå inde for, hvad hun siger” eller lignende. Hvis man forestiller sig – som nogle tilsyneladende gør – at præstens arbejde består i at gå rundt og forsikre folk om, at Jesus vitterligt fik et figentræ til at visne på én eftermiddag ved at forbande det, så er denne brug af ordet ”tro” selvfølgelig ikke meget forskellig fra definition b). Men hvis man godt véd, at præster bruger en del mere krudt på at formidle livsmod i nutiden end på at kommentere enkeltbegivenheder i oldtidens Mellemøsten, så er dét med at ”tro på budskabet” vel nærmest synonymt med ”engagement” eller med den temmelig uelegante moderne glose ”autenticitet”. Som GrundtvigAkademiets direktør, den skarpsindige og konstruktive teolog Birgitte Stoklund Larsen sagde, så kan ønsket om en ”troende” præst hos de gode folk i Mejdal måske bare betyde, ”at de vil have en præst, der har noget at sige ind i deres egen tumlen med livets mening og de store spørgsmål. En, der kan reflektere over hverdagsliv og tro. En god præst, altså.”

- evolutionen ”Af den nåde er I frelst ved tro … gaven er Guds”

Når alle disse hårtrukne distinktioner er nødvendige, er det jo fordi ”troen” har en helt særlig status i kristendommen. Det er almindelig udbredt Trivial Pursuit-viden, at ”muslimerne skal bede fem gange om dagen for at blive frelst, kristne skal bare tro”. Folk af faget vil forhåbentlig udtrykke sig en kende mere sofistikeret, men selv blandt hærdede kirkegængere kan man møde den opfattelse, at tro er en præstation, som Gud er så venlig at lade sig nøje med i stedet for at insistere på mere e) Hvis man i dagligsproget siger om andre end lige akkurat Gud substantielle ydelser som bøn, faste og brændofre – men imog julemanden, at man ”tror på ham”, så er enhver gennem- mervæk altså en præstation. Og så er det jo bare med at få snitlig sprogbruger fuldstændig på det rene med, at det bety- trænet sin trosmuskel!

54 ARKEN FS2013

Det mindste problem i den sammenhæng er, at man så naturligvis vil insistere på, at ens præst knageme da ikke skal køre på frihjul men være troende lige som alle os andre, og måske helst lidt mere, så hun også kan tro lidt ekstra på vores andres vegne; studenterne forventer for pokker også af mig, at jeg skal være bedre til hebraisk end de fleste!

Langt værre er det, at folk bliver skøre i kuplen af at forestille sig, at Gud sidder i sin himmel og får én eller anden mærkelig primadonnatilfredsstillelse ud af, at mennesker viser evne til at tvinge deres hjerner til at anse bestemte ting for sande. Er man tilstrækkeligt ihærdig med denne form for mental selv-spanking, kan man snildt ende med det, som en indremissionsk student i min tid i Århus betegnede med det geniale og uhyggelige udtryk ”ekklesiogene neuroser”, altså psykisk sygdom fremkaldt af dét at være medlem af en kristen menighed (hun skrev en opgave om det, som så vidt jeg husker, fik tårnhøj karakter).

Hvis nogen kommer til præsten og siger, at de rædsomt gerne ville tro men ikke kan, så er der al mulig grund til at påpege, at skønt vedkommende altså hævder at have svært ved at hoste op med den (kristeligt set uinteressante) rene og skære julemandstro på Guds eksistens, så giver hun eller han altså samtidig Gud den utvetydige tillidserklæring, at Gud skulle være værd at tro på – hvis man bare kunne. Med andre ord: Vedkommende retter sin tillid det relevante sted hen, uanset større eller mindre tvivl og uanset, hvor få eller mange passager i Bibelen hun eller han kan fæste lid til. Og er man (lige som de fleste af salmisterne i Det Gamle Testamente) så langt ude, at den eneste tillid man kan vise Gud, er at skælde ham ud for at have svigtet, så er adressen på skideballen stadig et genuint udtryk for kristen tro i både Luthers og Martin Bubers forstand. (Det sidste afsnit her har jeg i øvrigt skrevet relativt direkte af fra en pjece fra det lutherskmissionske Credo Forlag med titlen Jesus og troen. Det kan godt være, vi her i huset er uenige med fundamentalisterne om perifere bagateller som Bibelen, men det kan sagtens vise sig, at med hensyn til alvorligere sager som Gud er der nogle ting, vi godt kan blive enige om).

ns katalysator for humanitet Derfor er det både dogmatisk og sjælesørgerisk vigtigt at benytte stort set enhver lejlighed til at påpege, at dén ”tro”, som henne i kirken omtales som noget positivt, består i tillid til den instans, vi har fået livet af, og som vi lige så godt kan kalde ”Gud” som alt muligt andet – og at denne ”tro” ikke er en præstation og ikke belønnes med noget; den består simpelthen bare i villighed til at tage imod det gode, Gud måtte have at give os. At dét er noget helt andet end at have meninger om historiske begivenhedsforløb, har Mogens Lindhardt engang præcist karakteriseret med den sylespidse replik, at påskeprædikenen er mislykkedes, hvis kirkegængerne går hjem og med stor overbevisning siger til sig selv, ”Kristus er opstanden – det er jo godt for ham!”

Her kan man selvfølgelig snusfornuftigt indvende, at det er vanskeligt at have tillid til nogen, hvis man ikke tror, vedkommende eksisterer. Det er der en vis ræson i, og derfor må man da også tage moderne menneskers optagethed af den problemstilling seriøst. Men man skal ikke tilkende argumentet for stor vægt.

Og næste gang TV2 kommer på besøg, vil jeg stikke hovedet ind på biblioteket og af mine lungers fulde kraft brøle, ”Man kan udmærket tro fast og urokkeligt på Gud, uden at mene Jesus gik på vandet. Fat det!”. v

af Morten Kastrup 55 ARKEN FS2013

det er

DIT studium SĂŚt din egen profil Af lektor ved afdelingen for systematisk teologi, Hans Raun Iversen 56 ARKEN FS2013

D

et er lidt vanskeligt at blive (halv)gammel i dag. Selv om der er meget, der giver grund til optimisme, er det ikke uden videre sådan m.h.t. den dominerende – politisk styrede – udvikling på universitetet. Ergo ender man let med den kun alt for sædvanlige: ”Ungdommen nu om dage…” Og det er jo ikke så godt! Jeg vil alligevel gerne tegne en udviklingslinje med tilføjede kommentarer.

Universitet, undervisitet eller eksamensfabrik Man skal på universitetet som de fleste andre steder ikke forfalde til at tale om ”de gode gamle dage”. Jeg har oplevet det gamle professoralt styrede universitet. Og det var ofte hverken kønt eller klogt, ligesom de studerendes niveau ofte var mådeligt. Man kan også sagtens finde kritikpunkter m.h.t. det evigt diskuterende, demokratiserede universitet mellem 1970 og 2003, selv om kritikken ikke berettiger, at vi nu er tilbage til før den opinionsstyrede enevælde m.h.t. topstyring. Jeg har ingen illusioner om det perfekte universitet på denne side af evigheden, men jeg synes, at tiden er kommet til at råbe vagt i gevær og gå aktivt op mod udviklingen på uddannelsessiden især.

I begyndelsen af 1970’erne klagede K.E. Løgstrup over, at universitetet med de nye store optag var blevet til et ”undervisitet”. Ordet havde han fra en buschaufførs annoncering af stoppestedet ved universitetet. Som en af dem, der blev trukket ind fra plovfuren, havde jeg svært ved at se problemet i, at flere fik mulighed for at lære mere. Derimod er det et problem, hvis det efterhånden bliver undtagelsen, at man studerer for at lære mere. Man skal studere for at tage eksamen, lyder det raden rundt. Engagementet og niveauet underordnes ”gennemførelsen”, som måles i beståede eksaminer.

Man kan bl.a. aflæse udviklingen i den lange debat om de studerendes krav på undervisningstimer. Generelt er der jo undervisning nok i katalogerne, og de fleste lærere er mere end lykkelige for hver studerende, der kommer. Men det handler slet ikke om at gå til undervisning i de mange gode faglige udbud, det handler om at bestå eksamen. Et patetisk eksempel kan man finde i Politikens kronik 22. februar 2013, hvor en ung cand. mag. med hovedfag i Medievidenskab beklager sig over det lave niveau i faget, som han identificerer med de lave eksamenskrav.

Han end ikke overvejer, at han selv kunne have studeret noget mere, fx ved at tage fat på noget af den supplerende litteratur, som hans lærere garanteret løbende har henvist ham til. Også på teologi kan man høre det sagt, at de studerende har ”fri”, hvis der er 14 dage mellem sidste eksamen og første kursusdag i næste semester. Bevar mig vel! Så er det jo først, at man kan studere – alt det, man ikke fik læst i foregående semester, eller stoffet til næste semester, så man kan være helt oppe på mærkerne, når undervisningen begynder. Det er ikke så mange år siden, at vi som lærere var ganske afslappede m.h.t. pensumkrav, da vi jo regnede med, at pensumlæsningen kun var en mindre del af studiet. Men nu er studiet åbenbart snart nedlagt til fordel for pensumlæsning. Det er godt nok en ny situation!

Jeg mener i fuld alvor, at de fleste studerende bør gå til masser af undervisning hvert semester, og halvdelen af det skal være helt uden tanke for næste eksamen! Man kan få meget ud af at udnytte de fine ressourcer i form af højt kvalificerede lærere, som fakultetet råder over. Logikken tilsiger, at det snart bliver forbudt at gå til undervisning i et fag, man ikke skal til eksamen i. Så er vi da endt i den totale eksamensfabrik. Allerede nu, meldes man straks til eksamen, når man går på et hold. Og uden tilmelding, kan man ikke få adgang til materialerne på Absalon. Snart bindes SU også op på, at man er meldt til de rigtige eksaminer hvert semester. Økonomi og IT er effektive styrings57 ARKEN FS2013

Det er dit studium

redskaber. Det Teologiske Fakultet har på Frue Plads og andre steder ord for at være hurtig til at samle tidens universitetspolitiske paroler op. Det kan ofte være en god strategi. Men der er sandelig en grænse. Jeg håber i hvert fald, de studerende vil begå civil ulydighed og studere for andet og mere end den næste eksamen. Hvis man ikke kommer i gang med at drive frie studier i studietiden, hvornår gør man det så?

Praktisk Teologi 1989-2013

Praktisk Teologi fokuserer på kristendommens praksis- og kommunikationsformer. Dem er der mindst en snes stykker af. De handler alle grundlæggende om mødet mellem noget menneskeligt, herunder fx psykologi, retorik og ritualpraksis, og noget kristeligt, her forstået som det, der kan begrundes teologisk.

Det er ikke afgørende for faget, om de studerende vælger at lægge særligt vægt på fx homiletik (prædikenlære) eller diakoni (kirkens sociale arbejde). Grundspørgsmålene er de samme, men det er de studerendes lyst ikke. Lysten afhænger af, hvem de studerende er som mennesker – og som teologer. Mange fascineres af prædikenen som teologisk værksted og formemmer måske, at det kunne ligge for dem at tage den udfordring op.

Andre er mere optaget af, hvordan kirkens sociale udfordringer ændres, når vi går fra velfærdsstat til konkurrencestat. Jamen, så tag dog og studér det!

Praktisk Teologi ligger akkurat midt i studiet rent kronologisk.

Man kan let argumentere for, at det også gælder indholdsmæssigt. Under alle omstændigheder er det her på slutningen af 4. studieår ved at være sidste chance, hvis man skal nå at blive selvstændig teolog (cand. theol.) og ikke blot eksamineret teolog (exam. theol.), som man måske skulle kalde det fremover.

I mange år har det været en fornøjelse at invitere studerende, der hidtil ikke selv har valgt noget som helst i deres studium til det meget frie pensumvalg i Praktisk Teologi. Et godt argument har også været, at på kandidatuddannelsen skulle man selv vælge pensum, så man kunne lige så godt komme i gang. Men sådan er det siden sidste sommer heller ikke mere…

Hele fagspektret, ikke mindst de nyeste udgivelser, blev indtil for nyligt inddraget i pensumvalg i Praktisk Teologi. På det seneste har de studerende næsten alle ”valgt” at opgive undervisningens standardpensum, sådan som studieordningen nu også klart lægger op til det. Det kan desværre have en uselvstændiggørende effekt. Alt for let bliver stoffet blot til nok et ”pensum”, man skal til eksamen i. Det bidrager, tror jeg, til, at niveauet går ned.

Måske føres der en forkert studieordningspolitik? Måske kræver den kulturelle situation i den nye generation nye former for læringsstrategi? For så vidt er udfordringen ikke blot de studerendes, men i høj grad også lærernes. Anders Holm, der står for indføringen i Praktisk Teologi i foråret 2013, og som overværede nogle af eksaminerne i januar 2013, arbejder nu med nogle nye pædagogiske tiltag inden for den nye studieordnings muligheder. Så langt så godt.

Mit erfaringsgrundlag er fra faget Praktisk Teologi, som først blev obligatorisk fra 1989. Før indførelsen af bachelorordningen skulle Praktisk Teologi afvikles senest semesteret, før man kunne tage første del af kandidateksamen. Det betød, at de studerende kun havde én eksamen det semester, hvor de gik op i Praktisk Teologi. Undervisningen bestod som regel i to frit valgte emnekurser ved siden af to timers oversigtsforelæsning.

Ville man opgive noget, fx sjælesorg eller kirkeret, som der ikke var kurser i det pågældende semester, studerede man efter aftale med faglæreren et særpensum selv, ofte organiseret i en studiegruppe. Niveauet lå højt, også hvis man kom op i selvlæst pensum. Gennemsnittet lå altid klart over den tids middelkarakter 8 (otte).

Med BA-ordningen er Praktisk Teologi rent studieordningsmæssigt kommet i klemme. Faget er nu placeret i BA-studiets sidste semester sammen med BA-opgaven – og for mange studerende 1-2 andre fag, som de er kommet bag ud med. Både opslutningen omkring undervisningen, især sidst i semesteret, og niveauet til eksamen er gået ganske drastisk tilbage. Det kan enhver konstatere ved at studere karakterudviklingen – eller spørge en garvet censor i faget som Jørgen Demant.

På det sidste er faget blevet yderligere ramt af parolen om, at alle skal læse faste pensa i alt – til og med kandidateksamens binding til semesterets udbudte kernefag. Undervisning skal naturligvis foregå i henhold til et bestemt pensum, som også skal kunne bruges til eksamen. I en række fag er der lagt et stort arbejde i tilrettelæggelse af et standardpensum af en art, som både er sagligt, pædagogisk og studieprogressionsmæssigt velbegrundet. Selv om der heldigvis er principiel adgang til at få godkendt et alternativt pensum, kan det ofte være en god idé at opgive det pensum, der gennemgås i undervisningen. I et fag som Praktisk Teologi er der imidlertid gode faglige grunde til at have en udstrakt grad af frit pensumvalg. Hertil kommer, at den efterhånden helt dominerende pensum-uniformering har en ganske alvorlig bagside: Studiet opleves stadigt mindre som de studerendes, og stadigt mere som ”systemets”!

Alternativerne står næppe mellem eksamen som pisk eller frit 58 ARKEN FS2013

studium som gulerod. Det er selvfølgelig også helt legitimt, at sige, at et bestemt fag blot skal overstås, så man vælger standardpensum. Specielt når studiesituationen betyder, at det er det eneste, man kan overskue. Så kommer man igennem og har forhåbentlig en vis ballast, når man senere må vende tilbage til fagets områder, fx som præst.

Jeg mener imidlertid, at erfaringerne fra udviklingen i studiet af Praktisk Teologi har forbindelseslinjer til hele studiesituationen på fakultetet, hvor de fleste studerende siger, at de er glade for så at sige alle fag, men alligevel springer mange pludselig fra studiet. Jeg kender udmærket de mange, ofte individuelle, sociologiske faktorer. Men samtaler med studerende har overbevist mig om, at en vigtig faktor er, at engagementet i teologien som personligt projekt er ved at gå fløjten, fordi det hele er ved at blive til en stor omgang faste lektier, der skal læres med henblik på eksamen. På de vilkår havde jeg næppe heller gennemført mit studium for 40 år siden. Og så er jeg fremme ved min overskrift: ”Det er dit studium. Sæt din egen profil”.

Det af lærerne nøje tilrettelagte standardpensum er sikkert altid værd at studere, men lad det ikke (altid) blive ved det!

Jeg har øvet mig i at leve med studerende, der kalder sig selv ”elever”, der skal hen på ”skolen” for at få ”lektier” for. Man skal jo ikke altid hænge sig i sprogbrugen. Men det giver for lidt mening at studere teologi i seks år, hvis man ikke bliver selvstændig teolog. Og det gør man først, når man tager ansvar for sit studium, sætter sin egen profil og i fornødent omfang vælger sit eget pensum, sådan som det fortsat er muligt inden for de studieordningsmæssige rammer. Det giver lidt administrativt besvær, for det er selvfølgelig lettere at eksaminere alle i akkurat det samme til eksamen. Men det besvær burde både lærere og studerende være glade for at have.

Ofte sukker de studerende over pensumlæsningen. Nogle har sågar gode ideer til, hvad de i stedet gerne ville studere. Meget få er klar over, at det faktisk er gode specialiseringsmuligheder inden for studieordningens rammer. Lad os igen tage Praktisk teologi som eksempel. Ud over det obligatoriske kvarte år kan man vælge trekvart års valgfag, et kvart ås BA-projekt samt et halvt års specialeskrivning i Praktisk Teologi, alt i alt 1¾ år med fuld SU! Tilmed er der principielt adgang til forhandling om pensum i alle fag. Så mulighederne er der forsat, hvis man vil have sin egen profil i studiet. Bagsiden er selvsagt, at jo mere man specialisere sig, jo mindre får man læst i bredden.

Teologien åbner en masse muligheder. Vil du fx være hermeneutiker, altså én der arbejder med forståelse af tekster og menneskers liv. Eller vil du være kommunikator, én der kan formulere vanskelige teologiske og eksistentielle emner på en let forståelig måde? Eller vil du være historiker, altså én der fastholder sig selv og andre på, at vi forstår både os selv og kristendommen bedst, når vi tænker historisk. Eller vil du være et omsorgsmenneske, der kan afkode menneskers dybeste problemer i kristendommens lys? Eller vil du ud og gøre kristendommen gældende i nye kirkeformer? Eller noget helt sjette eller en kombination af de nævnte? Måske kan du ikke finde ud af det derhjemme ved skrivebordet, men så tag dig tid til at gå i clinch med dit liv, sådan som du lever det i forhold til andre mennesker. Opsøg nogle alternative udfordringer ved at tage på studieophold i et fjernt land – eller ved at gå ind i et projektstudium (praktik) eller et feltstudium. De tre sidste veje, er der nu, som forhåbentligt velbekendt, veltilrettelage muligheder for indenfor studiets valgfagsmoduler.

Der er lang tradition for, at selvstændige teologer kan blive til mange forskellige ting, herunder gode præster. Når folkekirken i disse år klarer sig overraskende godt målt på en lang række parametre, skyldes det bl.a., at den har mange gode teologer ansat. Mange gange, fx da vi i 1979 lavede tidsskriftet Kritisk Forum for Praktisk Teologi, har jeg hørt det sagt fra fx nordiske kolleger: ”Der er godt nok mange dygtige, unge teologer i Danmark”. Straks et par år efter kandidateksamen sætter de sig ned og beskriver og reflekterer over en udfordring, som de måske har mødt i deres arbejde. Det udmøntes i en mindre lokal reform i fx et stykke kirkeligt arbejde eller i en artikel til et fagligt tidsskrift. Det er den slags, selvstændige teologer bl.a. skal kunne. Lad os arbejde for, at det fortsat må være sådan!

”Man skal se folk på munden, men ikke tale dem efter munden”.

Det var Bertolt Brechts parole for det politiske teater. I dag bruges det i prædikenlæren, men det gælder også i undervisningen – og uddannelsesstrategien. Har jeg aflæst situationen forkert, er mit budskab måske også forkert. Men så tag bladet fra munden, så jeg kan blive klogere. v

Hvad vil du med dit studium?

59 ARKEN FS2013

Det er også fakultetets studium

det er også fakultetets studium af studieleder og professor Jesper Tang Nielsen

Hans Raun Iversen har skrevet et indlæg om studiesituationen på Det Teologiske Fakultet. Undervejs i artiklen falder der et par ord om en mulig forkert studieordningspolitik. Af den grund har jeg fået lov til at svare. Det er jeg glad for, selv om diskussionen næppe bliver særlig interessant. Jeg er nemlig enig med Hans Raun Iversen i det meste, og enighed er jo væsentligt kedeligere end et godt skænderi.

at sammensætte et fornuftigt og velgennemtænkt pensum.

I hvert fald bør faglærere, der bruger deres liv på det pågældende fag, have bedre muligheder for det. Jeg tror faktisk, at uddannelsen bliver bedre, når fakultetets faglige eksperter tager ansvar for dens indhold.

Men uanset hvor veltilrettelagt pensum er, skal den enkelte studerende selv tage ansvar for tilegnelsen. Jeg kan kun tilslutte mig Hans Raun Iversens opfordring til at benytte sig af undervisningsudbuddet, følge sine interesser og først og fremmest studere selv. Det er i øvrigt det vigtigste, man kan lære på et universitet, dette at studere selv. Der er nemlig, som Hans Raun Iversen også påpeger, gode muligheder for frie studier i den femårige periode. Hvortil kommer, at man kan studere uden nødvendigvis at absolvere ECTS-points. Også den opfordring vil jeg gerne gentage.

For underholdningsværdiens skyld tager jeg fat, hvor vi tilsyneladende er grundlæggende uenige. Hans Raun Iversen mener, at den enkelte studerende har ansvaret for studiet. Jeg mener, at man må skelne mellem den studerendes personlige studieforløb og fakultetets indretning af studiet. Enhver studerende må tage ansvar for sit eget studium og gøre sit yderste, for at udbyttet bliver så godt som muligt. Fakultetet må derimod tage ansvaret for tilrettelæggelsen af uddannelsen, så den giver de studerende de bedst mulige vilkår for studierne. I den forbindelse kan man ikke tillade sig at se bort fra, at det teologiske stu- Hans Raun Iversen og jeg er således næsten enige. Blot mener dium er normeret til fem år (plus propædeutik). Studiet skal til- jeg, at Det Teologiske Fakultet skal tage ansvar for studiet. De rettelægges således, at de studerende kan lære mest muligt på studerende skal tage ansvar for at studere. v den tid, der er til rådighed. Jeg tror ikke, at det sker ved at lade alt være op til den enkelte studerende.

I de til tider ophedede diskussioner, der ledte frem til den nye studieordning, lovpriste en studerende det frie pensum ved at berette om, hvor fantastisk det er selv at udvælge de bøger, som man vil læse. Stik mod hensigten blev den udtalelse for mig det afgørende argument mod frit pensum. Jeg vil nemlig mene, at et pensum bedre kan lægges af en person, der allerede har læst de pågældende værker. Men som forholdene er, kan man ikke forvente endsige forlange, at de studerende har tid til at sætte sig så grundigt ind i et område, at de er i stand til selv 60 ARKEN FS2013

STED FOR ALLE FOREDRAG: KØBMAGERGADE 44, K - OVER GÅRDEN, I TEOLOGICAFÉEN FRI ENTRÉ Tirsdag den 30. april kl. 19.30

gennem litterære og idehistoriske analyser. Bl.a. gør han meget ud af kritikken af demokratiet hos Holberg, KierkePh.d.-stipendiat, cand. scient. pol., politisk kommentator ved gaard, Brandes, Blixen og Løgstrup. Det fører ham til en Politiken, Sigge Winther Nielsen, Institut for Statskundskab, overvejelse over, hvordan vi i dag både kan afvise, at Københavns Universitet nogen bestemmer over os uden vores samtykke, og kan affinde os med, at vi bliver bestemt af andre hele tiden.

Politisk branding Denne indre modsigelse i demokratiet fører til det, Lykkeberg kalder demokratiets patologier. Ligesom opgøret Hvad er et brand, og hvordan kan vi måle det? med autoriteterne i en skoleklasse gør det vanskeligt Hvilke partier har det stærkeste brand, og betyder det for læreren at opretholde fagets autoritet, således fører overhovedet noget for vælgerne? frigørelsen fra undertrykkelse i samfundet let til en ny ufrihed. Vi må derfor hele tiden skelne mellem retfær×××× dige og uretfærdige autoriteter. Men vi konfronteres med det problem, at det, der for den ene opleves som Onsdag den 15. maj kl. 19.30 magtfri autoritet i verden, for den anden kan opleves som undertrykkelse. Derfor hævder Lykkeberg, at det demoLektor Thomas Schwarz Wentzer, Aarhus Universitet kratiske princip om alles ret til medbestemmelse ikke bare Svaret, som jeg er. Responsivitet og eksistens i forlæn- fremtræder som løsningen på, hvordan vi håndterer samfundslivet, men som et problem, vi aldrig bliver færdige gelse af Platon, Heidegger og Waldenfels med at finde løsninger på.

Foredraget vil introducere til tanken om responsivitet, ×××× som har vundet indpas i den aktuelle fænomenologiske debat siden Bernhard Waldenfels’ hovedværk Antwort- Sommerkurset med temaet Filosofiens store tænkere afholdes register (1994). Ideen er, at mennesket eksisterer som i uge 31 på Grundtvigs Højskole. Se mere på grundtvigs.dk det responsive væsen, dvs. som et væsen, der forholder sig svarende til sin omverden og sig selv. Foredraget vil Filosofisk Forums bestyrelse består af: vise, at centrale motiver af denne tanke kan spores hos Peter Kemp 3965 7175, Benedicta Pécseli 3323 7970, Jacob både Platon og Heidegger, men også vise, hvad et respon- Rendtorff 2961 5370, Kim Faurschou 2945 8866, Anders Borsivt vokabular kan yde for den aktuelle hermeneutisk- dum 3024 3783, Lars Sandbeck 2347 4813, Ulrik Houlind 2896 9465, Casper Løwenstein 3095 1255 fænomenologiske tænkning. ××××

Tirsdag den 21. maj kl. 19.30 Redaktionschef Rune Lykkeberg, Dagbladet Information

Demokratiets patologier

Filosofisk Forum, c/o Center for Etik og Ret v. Peter Kemp

Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV Giro: (+01) 113-5600, e-mail: filosofisk-forum@filosofisk-forum.dk,

I sin nyeste bog Alle har Ret, Demokrati som princip og pro-blem (Gyldendal) søger Rune Lykkeberg at belyse http://www.filosofisk-forum.dk og Facebook-gruppe: Filosofisk Forum demokratiets styrke og svagheder. Det gør han især 61 ARKEN FS2013

PROGRAM GE SRT RAE TM2 0 1 3 F OP R ÅR R SO SEM

FORÅRSSEMESTRET 2013 21. februar

21. februar 14. marts

14. marts

Nils Gunder Hansen, professor mso: Brev til Gud.Hansen, Om Marilynne Robinsons Nils Gunder professor mso: roman “Gilead”

Brev til Gud. Om Marilynne Robinsons roman “Gilead” Tine Reeh, professor og Jes Fabricius Møller, lektor: Debat om professor historieskrivning teologiMøller, lektor: Tine Reeh, og Jes og Fabricius Debat om historieskrivning og teologi

21. marts

21. marts 4. april

4. april 18. april

18. april 2. maj 2. maj 16. maj

16. maj

Dorthe Jørgensen, professor mso: Verdenspoesi. Om æstetik og transcendens Dorthe Jørgensen, professor mso: Verdenspoesi. Om æstetik og transcendens Esben Lunde Larsen, ph.d. og MF: Grundtvigs forståelse af åndelig frihed Esben Lunde Larsen, ph.d. og MF: Grundtvigs forståelse af åndelig frihed Forfatteraften med Mads Holger

Forfatteraften med Mads Holger Lars Barfoed, cand.jur. og MF: Kulturkonservatismen anno 2013 Lars Barfoed, cand.jur. og MF: Kulturkonservatismen anno 2013 Mere info følger Mere info følger

Arrangementerne afholdes i Vartov, Farvergade 27H, København K Husk også Studenterkredsens sommermøde “Sproget skaber sig” K Arrangementerne afholdes i Vartov, Farvergade 27H, København 28. juli – 3. august på Grundtvigs Højskole i Hillerød Husk også Studenterkredsens sommermøde “Sproget skaber sig” på www.studenterkredsen.dk 28.Læs julimere – 3. august på Grundtvigs Højskole i Hillerød 62 ARKEN FS2013

Læs mere på www.studenterkredsen.dk

Teologisk Forening Tirsdag den 19. marts kl 19.30 Professor Troels Engberg-Pedersen

Var Paulus stoiker eller platoniker - eller ingen af delene?

Med udgangspunkt i det nye Paulusbillede – Paulus var og forblev (en Kristustroende) jøde, apokalyptiker osv. – vil foredraget skitsere, hvad der er forståelsesgevinsten ved så også at sætte ham i forhold til græsk filosofi, og her specielt monistisk stoicisme over for dualistisk platonisme. Fokus vil her være på kroppens og kropslighedens gennemgående betydning hos Paulus. Hvad det hele handler om, er at forstå Paulus bedre – “kontekstuelt” og “in- get at gøre med det “kvindelige”, men spørgsmålet er om denne defra” og først og fremmest så vidt muligt uden at gøre brug af bevægelse mod en feminisering kun har at gøre med de kvindelige de senere tilkomne teologiske forståelseskategorier. Paulus er for præster? oprindelig og for vigtig til det. Han kan derfor heller ikke ‘overtaTirsdag den 23. april kl 19.30 ges’ direkte i moderne tid. Men man kan lade sig inspirere af hans ensidighed, sådan som en række moderne filosoffer fornylig har Forfatter, cand. theol. Jørgen I. Jensen gjort det (Taubes, Badiou, Agamben, Serres, Zizek).

Tirsdag den 9. april kl 19.30 Sognepræst Eva Holmegaard Larsen og journalist og forfatter Pia Fris Laneth

Hvor køn er kirken?

Antologien Kvinde, mand, kirke - folkekirken og den lille forskel er en samling artikler, der alle på hver deres måde behandler folkekirkens situation i dag, set ud fra et kønsperspektiv. Det har aldrig været god tone at tale om køn i folkekirken. Det hænger nok sammen med, at når talen falder på køn, har det som regel været negativt. Enten på grund af højrefløjens modstand, eller på grund af den almindelige bekymring om, hvad der sker med kirken, når de kvindelige præster sætter deres feminine aftryk. Det har fået de kvindelige præster til at slå syv kors foran sig og bedyre, at det absolut ingen forskel gør, om præsten er en mand eller en kvinde.

Kvinde, mand, kirke forudsætter, at det gør en forskel, og sætter nogle af de forandringer, der er sket, til debat. Samtidig skal bogen ses som en opfordring til at komme ud over enhver form for kønsklynkeri, både fra mænd og kvinder, og glæde sig over det spil og den dynamik, der kan opstå mellem det “kvindelige” og det “mandlige”. Pia Fris Laneth, journalist, forfatter og foredragsholder, skriver i bidraget En kjole, to køn - en historie om et samfund i forandring, historien om kvinders lange, svære vej til præsteembedet. Det er bl.a. historien om kvinders ret til at blive defineret som andet end krop. Et argument mod kvindelige præster var, at kvinder var for meget krop til også at være ånd. Fris Laneth fortæller levende, med brug af kvinderne i sin egen familie, dette stykke kvindehistorie, der skønt det endte i succes alligevel har et efterslæb. Er der ligestilling, når man stadig har ret til at være udtalt modstander af kvindelige præster?

Eva Holmegaard Larsen, sognepræst og redaktør af Kvinde, mand, kirke, tager tråden med det kropslige op, og glæder sig i Skabelsesfryd eller frelses længsel over, at kirken har fået mere krop og er blevet mere demokratisk, mere imødekommende og mere nærværende. Mere skabelsesglæde og lovsang, mindre selvhad og længsel efter at blive udfriet fra denne jord. Det har også no-

Wagner 200 år – er han uden for teologisk rækkevidde?

Åbenbart kalder diskussionen om Wagner næsten altid på kontekster – Schopenhauer eller tvivlsomme repræsentanter for naziTyskland, hans egen familie i Bayreuth etc. I Tyskland ser det ud til i øjeblikket at vrimle med nye bøger om disse emner. I foredraget forsøges noget andet: at se ham som en mere ”almindelig” komponist og i forhold til hans egne ungdomsdrømme om ”ur-elementets musik”. Og derfra kigge på hans overraskende udsagn om kristendom og musik: ”Kristendommen og musikken har været de to store berigelser i verden siden den antikke kulturs undergang”.

Og: ”Musikken er det umiddelbare udslag af kristendommen”.

Tirsdag den 7. maj kl 19.30 Postdoc, Christina Petterson, Humboldt Universität Berlin

Krop, køn og Kristus i Zinzendorfs kortaler I begyndelsen af det 18. århundrede gav Grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf und Pottendorf tilladelse til, at en gruppe exultanter fra Mähren bosatte sig på hans gods på vejen mellem Löbau og Zittau i det nuværende østlige Tyskland på grænsen mellem Polen, Tjekkiet og Tyskland. Stedet blev som bekendt kaldt Herrnhut, og spillede en væsentlig rolle i 18. århundredes vest- og nordeuropæiske kirkehistorie.

Selve landsbyen blev tidligt organiseret på grundlag af kor-strukturen, der betød, at mænd og kvinder blev inddelt efter alder og giftestand og levede sammen i disse grupper, de såkaldte kor.

Således var der et enke-kor, et enkemands-kor, ledige søstrekor, ledige brødre-kor, osv. Begrundelsen for denne strukturering var praktisk-teologisk, idet det ansås for at være lettere at drive sjælesorg i grupper af ligesindede. Men Zinzendorfs kortaler er ikke kun af sjælesørgerisk og opbyggelig karakter. De forholder sig også i udpræget grad til både mande- og kvindekroppen og dens udvikling i dialog med både teologi og medicin. Det er disse taler til de enkelte kor, der udgør grundlaget for aftenens foredrag.

63 ARKEN FS2013

Det er kommet Arkens udsendte reporter for ørerne (og øjnene), at det Teologiske Fakultet i København ønsker at påtage sig en mere amerikansk profil. Foruden tanker om at udlicitere katinen til Burger King, planlægger studiet at udbyde flere af fagenes eksamensformer som en online multiple choice test. - dette gælder især begynderfaget Bibelkundskab, hvor lektor Søren Holst har fået til opgave at udvikle testen.

‘s B

MULTIPLE CHOICE Og som en del af hele testforløbet, har Søren kontaktet Arkens udsendte reporter for at få hjælp til at afprøve sin beta-version af testen. Arkens udsendte reporter printer derfor testen i dens fulde længde og forventer, at I, der gennemfører den, ikke fortæller nogen af spørgsmålene til de unge russere, der kommer til September.

Hvad hedder israelernes første konge?

Saul o Spyt o Mundvand o Slim o Hvad talte Moses med i ørkenen? o En flyvende kamel o Din mor o En brændende busk o Ørkenens Sønner Hvad siger rygtet, at det hellige land flyder med? o Gamle aviser o Mælk og honning Skrald o o Vasketøj Hvad skal Abraham gøre for at opretholde sin del af pagten med Gud? o Spise sushi o Vise bryster o Gå ud med skraldet o Skære snippen af sin tis- semand Hvad er det vigtigt, at Noa har med i Arken? o Kort og kompas Regntøj o o To dyr af hver art o Alle sæsoner af Paradise Hotel Hvem bliver sendt til fronten af David, så han kan stjæle hans kone? o Dumb ass Urias o o Lazy ass o Broke ass

Hvad mener Jobs venner, at Job skal gøre for igen at opnå Guds kærlighed? o Skære snippen af sin tis- semand o Wrestle med krokodiller o Starte et politisk parti o Erkende sine synder Hvem har eftersigende skrevet størstedelen af Salmernes Bog? Grundtvig o David o Brorson o o Tenacious D Hvad bliver Jesus fristet af i ørkenen?

Satan o o Nøgne kvinder o En meget stor softice o En Prada-taske til kun 800,Hvilken er en bog i Det Gamle Testamente?

Kærlighedshittene o Klagesangene o o Jalousimelodierne Hidsighedshymnerne o Hvad er det, der sluger Jonas? o En fisk o Et næsehorn o En orangutang o Din mor Hvilket erhverv har Peter og Andreas inden de bliver Jesu disciple?

Ejendomsmæglere o Brandmænd o o Vildtlivseksperter o Fiskere

Hvor er det, at Jesus vil bygge sin kirke?

I Nazaret o

I Jerusalem o o Oven på Peter

I Betlehem o Hvilken kommunikationsform siges Paulus at være en af de første til at benytte?

Breve o o Morsekode o

Fortolkende dans o Hestehvisk Hvilket fantastisk under/mirakel udfører Jesus?

Den oversavede Jomfru o Maria o Forvandler vand til vin

Korset forsvinder o

Trækker mønter ud af o

Judas’ øre

Når man har besvaret spørgsmålene, bedes man venligst klippe/rive skemaet ud og aflevere det til Søren Holst så hurtigt som muligt.