ARKEN UDGAVE 154

154

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN - NR. 2 - 2013 35. ÅRGANG - GRATIS

e s l

e r y

i g o

olr

e y nn

t s e

b

g o l

o

m e t

r e i

ø r b

gen u s eFel rJen isdha d je s Je o T p k k v n B a n i r æ æ o ø L rndsb keS. S rndsb eronsk baahlin tisetav f e e D u D l aa e aa s l G d th o t n H e H e e s u k e u l e SøAgn N Laef Ing Qaf Kar Taef Mik Maf Lar Aaf Ing af n

e ns

4

6

te

12

se

14

rt

26

36

4

REDAKTØR GRAFIKER FOTOGRAF JOURNALIST JOURNALIST JOURNALIST KORREKTUR INFORMATION SEND MATERIALE

NÆSTE DEADLINE Kontakt Forlaget Arken, Det Teologiske Fakultet,Københavns Universitet, Købmagergade 44-46,

er

lm

e s l

e g r v l i ar æ e t t k i v is r e g s d s o e d u e ø ol e dn å t o B l l rs r o e eTryf e f a g n ef l j e m o arits lr h ? e S en n F rd on us en d e a e u s s dren ø a s a B e e B e j Aed keg ns - ar J bel vn e Øj s atin L tuhøff ø r nog maf... Kierekveal v ortanha ned n fs Mar ReiKru e F be b e al g d s in t k t r di nin me on rig ion og Kø evæ t e k n k y e rtins led leve og or o d Ap lse mle t Ub r NAf And Def Ann e a e A s n v v o A Ju I a At Li H M Fr G D A sa

42 44

50

60

Inge Haandsbæk Jensen Troels Bering Thomas Sandager Mathias Harding Annette Kruhøffer Agnethe S. Sørensen Stephan de Fønss, Thilde Thordal Andersen Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribentens egen holdning.

Arken modtager meget gerne artikler, kommentarer o.a. Send en e-mail med dit bidrag til: redaktør Inge Haandsbæk Jensen, haandsbaek@gmail.com, journalist Annette Kruhøffer, ak@ak-kommunikation.dk eller grafiker Troels Bering, troels.bering@gmail.com Deadline for Arken 155 er d. 15. August 2013 1150 København K, tlf. 35 32 36 29 eller 26 21 09 57 (Inge)

Tryk Studenterrådets Tryk 16

04

leder

Leder Af Inge Haandsbæk Jensen På kalenderen står der maj. Det betyder, at det er 45 år siden studenteroprøret bølgede gennem gaderne i Paris. Majrevolten i ’68 var de unges, studenternes oprør imod stigende forbrugerisme og autoritær politik. I forbindelse med jubilæet var ARKEN inviteret i biografen for at se Olivier Assayas nye film, Efter Revolutionen, der handler om Assayas egen ungdom i årene efter majrevolten. Filmens æstetiske indblik i den kultur, som prægede de tidlige 70’ere med kampånd, handler også om en politisk aktivisme, der stille var ved at miste sin nerve. På den måde stiller filmen det centrale spørgsmål: Hvordan forener man sine idealer med samfundets realitet? Revolutionen havde fundet sted, men hvad var fremtidsplanerne?

I København var der også oprør, tydeligst står måske pinsemarchen i 1968 fra Helsingør til København for at protestere imod Vietnam krigen. Også på universitetet gjorde de unge oprør imod autoriteterne, da der en nat i marts blev skrevet ”Bryd professorvældet” på universitetets mure.

I februar i år var teologerne her på fakultetet tilbage på barrikaderne for at protestere imod fjernelsen af det sjette SU-år. Den tydeligste kritik var her, at regeringens tiltag fokuserede på at gøre de studerende ”yngre og hurtigere” i en homogen flok uden plads til diversitet og forskellige succesparametre.

Efter krisens indtog er den udtalte anti-kapitalistiske retorik også kommet tilbage i de offentlige medier. Mange mener, at det var bankernes skyld, at krisen brød ud, og at det forbrugsorienterede samfund nu har nået smertegrænsen. Efter lockout-konflikten synes uddannelsesområdet at være i en ideologisk krise; PISA-tests har i flere år været udnævnt (og udskældt) som målestok for undervisningen i skolerne, og på fakultetet evalueres der som en fast, rituel besværgelse (se debatindlæg om dette inde i bladet). Hvem er det vi sådan skal konkurrere med hele tiden?

Dekan Steffen Kjeldgaard-Pedersen sagde i et debatprogram om teologi på Radio24syv at alt gøres op i tal og procenter i dag. Man kan i den forbindelse mindes at Einstein engang sagde: ” Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles”.

Samfundet er i dag decideret forbrugsorienteret, hvor effektivitet i kroner og ører samt internationale tests skal vise, hvor konkurrencedygtige vi er.

DR1 viste i april første afsnit i en dokumentarserie, hvor en dansk 9. klasse ville sammenligne sig med en kinesisk 9. klasse i sproglige og naturvidenskabelige fag. Kineserne kommer!, bliver der råbt. Vi skal være hurtigere og dygtigere, når vi nu ikke kan være billigere, hører man typisk i radioens debatprogrammer. Og på CBS har uddannelsen i filosofi

leder

og erhvervsøkonomi kronede dage. Men hvordan kan man holde en filosofisk forelæsning om liberal kapitalistisk teori uden at tage hensyn til de fattige, som bliver ofre for det? Og hvad gør man, hvis filosofien leder en i retning af et resultat, som ikke giver plus på bankbogen i sidste ende? Debatten har en panisk undertone; kommer Kina så og overtager?

Og hvad er teologens rolle i alt dette? Her kan det være interessant at erindre Frankfurterskolens arbejde og i den forbindelse den nært beslægtede befrielsesteologi fra 70’erne og fremefter.

Frankfurterskolen (også kaldet neo-marxistisk eller negativ kritik) går tilbage til starten af det forrige århundrede og var en fælles skole indenfor filosofi, litteratur, sprogvidenskab mv. Siden oplysningstiden har friheden og det frie marked været så meget i fokus, at der har været tendens til at glemme at reflektere over frihedens sande natur.

Den tyske befrielsesteolog, Jürgen Moltmann, tog især udgangspunkt i Frankfurterskolens kritik af kapitalismen. Men for ham handlede det ikke kun om at kritisere det eksisterende men om at se på, hvad vi i kristen sammenhæng kan håbe på at vende udviklingen til. Håbet er derfor i fokus. Lars Lindhardt har en artikel i dette nummer af Arken, hvor han beskriver sin teori om multiepistemologi,

05

og han siger derudfra at den religiøse epistemologis frugtbarhedskriterium er genereringen af et eksistentielt håb. I så fald var befrielsesteologerne ikke helt galt på den.

Det kan være de nye teologers opgave at udøve denne samfundskritik, der udfordrer effektivitet, eksponentiel vækst og målbar fremgang. At diskutere, hvilke alternativer vi har til den nuværende målestok for samfundsudvikling; Kina kommer.

Også den nye biskop i Haderslev stift, Marianne Christiansen, tog i Politiken i starten af maj til offentligt genmæle mod de nuværende udviklinger: ”Folkekirken skal være en mere eller mindre bevidst eller ubevidst kraft, som taler om, hvad det enkelte menneske er værd, og den betydning af folkekirken skal man ikke forklejne. Det er blandt andet meget relevant i hele den samfundsdebat om velfærd og samfundsnormer, vi har i øjeblikket, hvor vi regner alt ud fra markedet”.

Ord udtalt 45 år efter studenteroprøret. Glædelig maj.

06

queer teologi

queer teologi – en amerikansk diskurs og et ønske om at bringe etik, systematik og praktik ind i studiet af Det Nye Testamente. af Karen Donskov Felter Hvis du nu hører til dem, der, når de hører ordene queer theory, prompte begynder at udrede Michel Foucaults teori om ægteskabet som en samfundsskabt konstruktion designet til at normalisere heteroseksualitet, eller frit kan citere Judith Butlers kritik af en heteronormativ sammenhæng mellem køn, seksualitet og begær, så kudos til dig! Så ved du nemlig udmærket hvor vigtige disse tanker er – eller burde være – for teologi.

Hvis du ikke gør, så er det ikke så underligt.

Jeg selv faldt ikke i førstnævnte kategori før jeg sidste år (2011-2012) kom på Yale Divinity School som Research Scholar. Det gik hurtigt op for mig, at der er mange fundamentale forskelle mellem dansk og amerikansk teologi, men dét, der sprang mig mest i øjnene var den enorme indflydelse poststrukturalisme har på snart sagt alle områder på Yale University’s campus – inklusive det teologiske. Nu er Yale University jo muligvis en smule biased i den poststrukturalistiske retning: The Yale School er det kollokviale navn, der refererer til den indflydelsesrige gruppe af litterære kritikere og filosoffer, der i 70’erne alle var inspirerede af poststrukturalistisk filosofi – især Jacques Derridas dekonstruktion. Denne arv lever i høj grad videre overalt på campus, og det er muligvis derfor, at de personer, der har haft størst indflydelse på queer teori, her iblandt Judith Butler, er uddannede fra Yale University. Queer teori er nemlig stærkt inspireret af poststrukturalismen.

queer teologi

07

Desværre fører det for vidt at redegøre for poststrukturalismen, som er et enormt bredt felt, i denne artikel. Men en af de helt centrale pointer for Derrida, som velsagtens kan beskrives som poststrukturalismens mest indflydelsesrige filosof (han benægtede selv at være filosof – og mange ville i øvrigt give ham ret, dog uden at udtrykke det helt så entusiastisk) er, at man aldrig kan mestre en tekst fuldstændigt gennem læsning: man kan højst nærme sig mening gennem en række ideologiske manøvrer, som udsætter teksten for vold og former den gennem læserens personlige ideologi.

I november 2011 blev prisopgaverne for KU udskrevet, og opgaven i NT lød: ”En undersøgelse af queer teologiens indflydelse på studiet af Det Nye Testamente”. Jeg bestemte mig således for at undersøge mere specifikt, hvordan queerteologi kan bidrage til nytestamentlig eksegese. Min opgave blev derfor ganske smal og med et forholdsvis metodisk fokus, på trods af at queerteologi er langt bredere. Men alle studerende ved, at man i en akademisk skriveproces er nødt til at kill one’s darlings – i mit tilfælde en ren massakre. Jeg forholder mig i opgaven til spørgsmålets dobbelte karakter ved at undersøge dels hvilken indflydelse queerteologi har haft på studiet af Det Nye Testamente frem til i dag, og dels hvilken indflydelse, den kunne tænkes at have.

Spoiler alert: Jeg starter med at konkludere, at queerteologi ikke har haft nogen egentlig betydning for nytestamentlig eksegese frem til i dag.

En af de helt basale grunde til, at queerteologi ikke har haft nogen særlig indflydelse er, at mange slet ikke ved, hvad det er. Jeg begynder derfor med en ret lang redegørelse for queerteologiens oprindelse.

På engelsk blev ordet queer i første omgang brugt som et adjektiv, der kan oversættes ”mærkelig” eller ”skæv,” ofte med negative konnotationer. Senere er udtrykkets betydning blevet udvidet til at betyde ”overraskende,” ”ejendommelig,” ”uventet,” ”forvirrende,” ”bemærkelsesværdigt” og listen kunne blive ved. Udtrykket queer bruges imidlertid vekslende på to temmelig forskellige måder, som jeg identificerer hhv. som “identitarisk” og “anti-identitarisk”.

08

queer teologi

Den første – identitariske – brug af queer er den, de fleste tænker på, når de hører ordet queer. Den fungerer som en mere eller mindre stabil identifikation af personlig seksualitet. I den betydning virker queer som et paraplybegreb, der dækker alle seksuelle identitetsmarkører, og således opsummerer, hvad der synes at være et uendeligt voksende liste af seksuelle og kønslige minoritetspraksis; altså, en erstatning af akronymet LGBTQIA (for de uindviede: lesbian, gay, bisexual, trans(gender/sexual), queer or questioning, and intersexual or asexual). Disse definitioner forudsætter, at sex og seksualitet er essentielle karakteristika: En del af enhver persons dybeste og sandeste selv. De har også en tendens til at antage, at seksualitet er noget naturligt; gudgivent, og at det ikke kan ændres. Så ifølge dette ræsonnement er L, G, B, og T identitetsmarkører, der godt nok udfordrer heteronormativitet, men i politisk sprogbrug har de en tendens til at opretholde de fundamentalt hegemoniske og binære (todelte) kategorier af køn og seksualitet. Den identitariske version af queer er altså ganske essentialistisk og opererer ofte med binære kategorier som mand/kvinde og heteroseksuel/homoseksuel i stedet for at anfægte dem.

I første omgang blev udtrykket queer brugt af heteroseksuelle på en bevidst fornærmende og nedsættende måde. Imidlertid er konnotationerne af begrebet under forandring: Siden 90’erne har mange LGBTQIA selv overtaget ordet og ved bevidst at bruge det positivt i stedet for Q i LGBTQIA, eller som en paraplybetegnelse for hele alfabetsuppen, har de berøvet det nogle af dets negative undertoner.

Denne omvending i betydning har resulteret i den anden brug af ordet som et verbum eller biord; “at queere” et system af magt eller privilegium (eller en tekst!).

I sin anden betydning er queer således anti-identitarisk og arbejder imod essentialisme ved at problematisere binære regimer, der forudsætter en essentiel eller naturlig opdeling mellem mænd og kvinder eller homo -og heteroseksuelle. I denne forstand har queer ligeså meget at gøre med kønnede kulturer og praksis, med social konstruktion og politisk magt, med ideologi og den historiske produktion af normer, som det har at gøre med essentialistisk seksualitet. Denne brug af queer er udsprunget af poststrukturalismen og er den domi-

queer teologi

nerende betydning af queer i det akademiske miljø. Når ordet bruges på denne måde afslører det den inkarnerede ustabilitet, der er i alle (seksuelle) identitetsmarkører, og det medvirker til at konstruere ikke-binære kategorier og tankemønstre, som åbner muligheden for mangfoldighed og forandring. I det akademiske miljø er queer mere en disciplinær (men ikke fastlagt) strategi end det er en identitet.

Det er en hermeneutisk-kritisk tilgang til at undersøge de kategorier vi tager for givet som ”normale” og ”naturlige,” idet det opfordrer til at spørge, hvad de betyder i sociale, politiske og religiøse kontekster. I denne forstand gør queer mere end det er.

I min opgave bruger jeg hovedsageligt queer i den anti-identitariske betydning, da det er denne, der primært vedrører queerteori og dermed queerteologi.

Helt grundlæggende vil jeg definere queerteori som en genopfindelse af det poststrukturalistiske projekt ”dekonstruktion” med et særligt fokus på køn og seksualitet. En foreløbig definition af queerteologi er dermed det poststrukturalistiske studie af køn og seksualitet, der stammer fra queerteori sat i rela-

09

Helt grundlæggende vil jeg definere queerteori som en genopfindelse af det poststrukturalistiske projekt ”dekonstruktion” med et særligt fokus på køn og seksualitet.

tion til Bibelen. Uden at komme nærmere ind på det her, vil jeg dog påpege, at det i eksegetisk sammenhæng ikke er alt, der er queer, som også er poststrukturalistisk.

Queerteologi er kendetegnet ved at have både en stærkt akademisk diskurs og et stærkt politisk engagement, hvilket er resultatet af queerteologiens rødder i henholdsvis fransk, poststrukturalistisk filosofi (inspireret af Jacques Derrida, Michel Foucault og Judith Butler) og Befrielsesteologi. Jeg hævder i min opgave, at det politiske og det akademiske engagement, der kendetegner queerteologi, er perspektiver, der er uløseligt forbundet. Foucault mener, at

magtrelationer er omnipresente: det akademiske er derfor altid politisk, hvilket betyder, at det i en redegørelse for det aka-demiske perspektiv er umuligt at ignorere det politiske perspektiv og omvendt. Mit fokus er imid-lertid primært på queerteologi som et akademisk filosofisk og teologisk foretagende, da jeg arbejder med henblik på at sammenligne queerteoriens indflydelse på litteratur studier med queerteologiens indflydelse på studiet af Det Nye Testamente. Denne sammenligning er interessant, fordi poststrukturalismen har haft en så enorm indflydelse på førstnævnte, men praktisk talt ingen på sidstnævnte. Jeg mener, at der er megen god fortolk-ning

10

queer teologi

at hente, hvis man i eksegesen lader sig inspirere tværdisciplinært. Min konklusion er her, at der, på grund af indflydelsen fra poststrukturalistisk queerteori, ikke er tale om en queerteologisk metode, men snarere flere queerteologiske tilgange til tekstforståelse. Jeg insisterer på at tale om disse tilgange til fortolkning som fortolkningsstrategier og ikke som metoder, da en central pointe i queerteori og queerteologi er altid at være queer, altså, ikke fastlagt. At opfatte queerteologi som endnu en ”add and stir” - metode til eksegese ville fuldstændig misse pointen. Queerteologi er netop karakteriseret ved manglen på metode, idet dens mål består i konstant at modarbejde al heteronormativitet - også den akademiske. Dette konstituerer et sammenstød med klassiske studier af Det Nye Testamente.

Derfor kigger jeg nærmere på, hvordan ”studiet af Det Nye Testamente,” forstået som eksegetiske metoder, har udviklet sig historisk og tematisk siden Reformationen. Den historiske kritik (som jeg definerer primært som kilde-, form-, og redaktionskritik) er den absolut dominerende tilgang til eksegese i kraft af dens påståede objektivitet, der så at sige tillader teksten at ”tale selv” ud fra dens egen oprindelige kontekst. Narrativ kritik og Reader-Response kritik er nyere metoder, der er hentet fra litteraturstudier og tilpasset eksegese: De fokuserer på teksten selv, snarere end dens kontekst. Men pointen bliver den samme: At det er muligt at komme frem til den ”rigtige mening” i teksten ud fra nogle bestemte ”objek-

tive” kriterier. Det er dette, jeg mener, at queerteologien forsøger at kritisere. Queerteologi er dybt mistænksom over for hvilken som helst metode, der hævder at have universalitet eller objektivitet (herunder kritisk overfor sproget selv, der ikke menes at kunne bruges til neutralt at beskrive noget). I queerteologen Stephen Moore’s ord er læsning og fortolkning altid interesseret, aldrig uinteresseret, altid betydeligt subjektiv, aldrig helt objektiv, altid engageret og derfor altid politisk, aldrig uforpligtende og apolitisk, altid historisk bundet og aldrig ahistorisk.

Den modernistiske drøm om en neutral, objektiv, distanceret, abstrakt sandhed er ved at forsvinde.

Men hvordan kan det så være, at det stadigvæk er disse kriterier, der benyttes som garant for ”god eksegese”? Jeg ser i queerteologien et forsøg på at sparke nogle af de døre ind, så teksten kan få noget luft, og vi som læsere kan få lov til at lege med meninger og muligheder. I min opgave beskriver jeg tre forskellige queertilgange til fortolkning: en historisk-kontekstuel, en identificerende-apologetisk og en ”modarbejdende” tilgang. På forskellig vis påviser de alle, at der aldrig blot er en vej til et mål, at man aldrig kan springe sin egen skygge over i en tekstfortolkning og at alle fortolkninger har etiske konsekvenser i kraft af, hvordan de bliver brugt til at konstituere og opret-holde normative systemer.

Dette forsøger jeg at konkretisere gennem en komparativ analyse af en traditionel histo-riskkritisk eksegese og en queerfortolkning af Markus

queer teologi

12,18 -32, hvor Jesus taler om, at de døde skal blive som engle i himmelen. Jeg valgte dette tekststed af flere årsager. For det første fordi engle er et mærkeligt fænomen, der konstituerer noget af et gender-f**k ved at modarbejde vores faste forventning om seksualitet som noget, der manifesterer sig selv tydeligt og genkendeligt. For hvilket køn har engle? Hvis de da har et køn?

Og hvordan er det vigtigt? For det andet valgte jeg passagen, fordi den sjældent bliver trukket frem, hvilket i sig selv gør den queer. I min sammenligning bliver det tydeligt, hvordan de forskellige tilgange til teksten bringer noget forskelligt frem.

Den klassiske historisk-kritiske eksegese konkluderer hurtigt, at pointen er soleklar: Gud er den skabende og genoprejsende kraft, og re-ferencen til englene har ingen særlig betydning, udover at illustrere denne pointe. En queerlæsning modsætter sig ikke denne fortolkningsmulighed, men konkluderer bare, at det er lidt trist at stoppe dér. Dette er en invitation og en appel til læseren om at opgive illusionen, om fuldstændig beherskelse af teksten, og i stedet udforske flertydighed og de mange betydninger i det kalejdoskop, der er Evangeliet. Det er et spørgsmål om at lege med teksten ved at

modsætte sig intellektuel afslutning. Jeg forsøger praktisk at vise de pointer, jeg har noteret som afgørende for queerteologi gennem hele opgaven ved at holde fortolkningen queer, både i sprog, form og indhold.

Til slut diskuterer jeg så queerteologiens indflydelse på studiet af Det Nye Testamente. Som sagt er afsnittet om den indflydelse, queerteologi reelt har haft på eksegese indtil nu ikke er særligt omfattende. Derfor koncentrerer jeg mig om en diskussion af de indflydelser queerteologi selv hævder at kunne have på studiet af Det Nye Testamente.

Jeg identificerer tre punkter, som alle fortjener at blive uddybet mere end jeg har plads til her. For det første konstituerer anti-identitarisk queerteori en generel kritik af videnskabernes ontologi, fordi den definerer sig selv mod alt, der er ”normalt” snarere end mod heteroseksualitet, og kritikken af det, der er ”normalt” inkluderer altså det, som opfattes som ”normal business” i akademiet. Det er altså en bredt formuleret indsigelse mod den faste og elitære definition af professionalisme, der eks-kluderer især sproglig mangfoldighed og opfindsomme diskurser på universitetet generelt.

For det andet retter queerteolo-

11

gi en specifik kritik mod eksegesens krav på selvlegitimering og egenart ved at påpege, at ingen fortolkning foregår uafhængigt af omverdenen. Det er ikke muligt at springe subjektet over og selv det ikke at fremsætte teologiske fordringer er en teologisk fordring. Dette le-der frem til den sidste pointe, som er et ønske om at bringe etik, systematik og praktik ind i studiet af Det Nye Testamente. Og dermed er vi tilbage til, hvorfor Foucaults og Butlers tanker er vigtige for teologien. De viser os nemlig, at når vi fortolker, så er det ikke et objektivt eller neutralt projekt, der foregår uafhængigt af virkeligheden eller andre mennesker.

Det, vi formulerer i tekstfortolkning bliver i høj grad virkelighed, hvilket giver os et etisk og praktisk ansvar, der skal tages alvorligt ved at være det konstant bevidst. Derfor er queerteologi en opfordring til at hive eksegesen ud af sit isolerede elfenbenstårn og gøre den bevidst og sætte den i spil med andre teologiske – og måske endda ikke-teologiske – discipliner. v

12

teobar

ALTING HAR EN TID

Du kender den! Følelsen af en kold øl, der skylles perlende ned i svælget. Dine sanser er skærpede i et øjebliks rus over musikken, som kæler for dine ører og en rar følelse af at være hjemme strømmer pludseligt ud i fingerspidserne.

Det er følelsen af TEObar - og sådan bliver det ved med at være Af Mikkel Dahlin Bojesen, formand for TEObar TEObar har fået ny bestyrelse. Efter nogle gode år på posten har den forhenværende bestyrelse givet faklen videre. Der skal lyde et stående bifald for deres store arbejde og engagement. Guderne skal vide at det ikke har været nemt for dem, men trods det, har de skabt den TEObar, vi alle kender i dag.

“Vi gik ind i det sammen, og går ud af det sammen.

Vi er glade og stolte over vores arbejde, men nu er det tid til at give det videre.”

Sådan sagde Nikolai Hjorth, spriritusindkøber i den tidligere bestyrelse, da han med lettet hjerte en fredag aften i februar fortalte mig om bestyrelsens planer. Det var nu tid til forandring og til at nye kræfter kunne tage over. De har leveret et stærkt overskud, både økonomisk så vel som socialt, og dannet grundlag for arbejdet med TEObar. På en ekstraordinær generalforsamling i april stod det fast, da vi enstemmigt blev valgt til ny bestyrelse.

Vi er et stærkt hold bestående af fire ildsjæle, der har lyst til at tage udfordringen op, og vi har mod på at gøre, hvad der kræves for at nå vores visioner. Vi ser frem til at videreføre TEObar, men vi har også i sinde at forny og forædle den. Vi vil bygge videre på det solide grundlag, TEObar har i dag og påvirke den i en retning, hvor medlemmernes fællesskab og relationer kommer til at være i højsædet. Vi ønsker at gøre det mere attraktivt at stå i baren, samt at udvide medlemmernes individuelle medvirken og engagement. Det er vigtigt for os, at den personlige vilje og lyst træder frem og bliver inkluderende i den forstand, at vi alle bidrager på vores egen måde til det fælles projekt. Blikket for den kollektive og fællesskabspolstrede bar vil

give alle mulighed for at deltage på deres egne præmisser, og for at dele deres egne kompetencer, så vi sammen kan bidrage til det egentlige mål: Sammenhold og hygge på tværs af relationer på fakultetet.

TEObars gæster, der i bredeste forstand er kernen i hele foreningen, kommer også til at mærke en del forandring. Vi har taget en række initiativer der vil påvirke brugen af TEObar. Nye åbningstider, nye brætspil, en ny kaffemaskine, forhåbentligt et bordfodboldbord og måske et billardbord, vil skabe en caféagtig stemning hver fredag fra midt på dagen. Både studerende og ansatte får mulighed for at nyde en kop kaffe eller en øl i vores Fatboys eller udfordre hinanden i et af de mange spil i løbet af eftermiddagen. Vi har fået bevilliget penge af Fagrådet til et splinternyt musikanlæg, der gør det muligt at invitere bands og DJ’s for at gøre stemningen endnu bedre ud på de sene timer.

Ideer som temafester, loppemarkeder, bogsalg, BezzerWizzer -tournaments og rumdelere er også i støbeskeen.

En af de vigtige visioner for os, som bestyrelse er at gøre en indsats for at vi alle kan lære af hinanden, og blive bedre gæster, bartendere, planlæggere og ledere. Derigennem håber vi på at kunne styrke det sociale liv på fakultetet, livet som studerende og forhåbentligt også undervisningen i sidste ende. Vi har overtaget en forening der har et solidt fundament, så nu handler det om at føre vores visioner ud i livet. Vi glæder os til at se det blomstre endnu mere! Kom ned i Kældercaféen til hygge, dans, sang og spil, og vær med til at gøre TEObar til noget helt særligt, hver fredag i kældercaféen.

teobar

13

TE O RI EN om

MUL TI E PIS TE MO LO GI ER

– en kort udredning

multiepistemologier

af Lars Gustav Lindhardt En god ven foreslog mig for nyligt at udlægge den erkendelsesteori, som jeg udviklede i forbindelse med mit speciale. I den sammenhæng gik det op for mig, at den kunne have interesse for andre teologer og filosofisk interesserede.

Jeg har kaldt min teori for teorien om multiepistemologi (TOM). Ordet ”epistemologi” kan oversættes til erkendelsesteori, og min teori er derfor teorien om, at der findes flere forskellige måder, hvorpå man kan bestemme og beskrive vores erkendelse. Altså, at der findes mange epistemologier. Dette kan næppe forekomme kontroversielt for dem, der har bare en lille viden om filosofi – en stor del af det felt er jo netop at diskutere, hvordan man erkender, og hvad der udgør rigtig erkendelse.

Fragmenteret erkendelse Det potentielt kontroversielle ved TOM består i to ting: Den påstår, at en epistemologi i sig selv er en måde at erkende på.

Denne påstand tager sit udgangspunkt i det hermeneutiske princip, at man ved at beskrive et emne allerede har fortolket emnet. Når en epistemologi dermed beskriver og måske endda bedømmer erkendelse på en bestemt måde, er epistemologien således i sig selv udtryk for en bestemt erkendelse af virkeligheden og dermed også af erkendelsen. Empiristen, der konstaterer, at al meningsfuld erkendelse er afledt af sanserne, taler ud fra en række forudgående antagelser om, hvad det vil sige at erkende, som farver hendes eller hans anskuelse af verden. Disse antagelser er anderledes end eksempelvis

15

16

rationalistens, der mener, at erkendelse udspringer af fornuften.

De to er-kender virkeligheden forskelligt, og dette kan spores i deres forskellige epistemologier. Det skal i den sammenhæng nævnes, at fortolkning og erkendelse i TOM anses for synonyme, da det er svært at skelne principielt mellem de to: Forholdet mellem de to størrelser er så mudret, at det er svært at sige, om en given fortolkning af en situation fører til en given erkendelse eller omvendt.1 Dernæst påstår TOM, at disse forskellige måder at erkende på er objektivt sidestillede. I denne kontekst betyder det, at det er umuligt at konstatere objektivt, hvilken epistemologi, som skulle være den rigtige. Det skyldes, at det ifølge TOM er umuligt at bedømme en epistemologi uden at anvende den samme eller en anden epistemologi til at gøre det, og da denne anden epistemologi har nogle bestemte forudsætninger, vil bedømmelsen blive derefter. Empiristen vil f.eks. givet vis ikke acceptere de præmisser, som en rationalistisk kritik af empirismen er baseret på og omvendt. Derfor lader det sig ikke gøre at foretage en

multiepistemologier

epistemologisk neutral sammenligning af to epistemologier. Forskellige epistemologier er altså inkommensurable.

TOM påstår altså, at der ikke alene findes flere forskellige måder at erkende verden på, men at disse er objektivt usammenlignelige. Vores erkendelse af verden er fragmenteret mellem flere forskellige anskuelsesformer. Dette medfører, at det er umuligt at opnå ultimativ viden i en objektiv forstand, men det udelukker ikke genereringen af viden i det hele taget: Det vil sagtens kunne tænkes, at man kunne opnå en total forståelse af verden inden for rammerne af en given epistemologi, men TOM konstaterer blot, at denne forklaring ikke vil være bedre eller mere fuldstændig end de forklaringer, der er produceret inden for rammerne af andre epistemologier. Det kan således forestilles, at alle fænomener i verden vil kunne forklares ud fra et videnskabeligt perspektiv, men et sådant tilfælde negerer ikke de forståelser af verden, som eksempelvis genereres i religiøse eller æstetiske sammenhænge.

multiepistemologier

17

Står jeg alene i et rum, kommunikerer jeg stadig et eller andet til mine omgivelser, jeg interagerer med mig selv, når jeg tænker, og ethvert ord er udtryk for én eller anden refleksion – bevidst eller ubevidst.

Teorien i en nøddeskal I TOM bestemmes epistemologier konkret som semiotiske systemer, der er bygget op om hver deres centrale funktion, der kan kaldes for epistemologiens frugtbarhedskriterium.

Frugtbarhedskriteriet er ganske enkelt det kriterium, hvorudfra alle tanker, sætninger og handlinger bestemmes som frugtbare eller ej, og epistemologiens frugtbarhedskriterium er det definerende træk ved epistemologien, som separerer den fra alle andre epistemologier. Vil man vide, om to forskellige påstande eller handlinger er udtryk for to forskellige epistemologier, vil man ”bare”2 skulle bestemme, om de i sidste ende er udtryk for to for-

skellige frugtbarhedskriterier. Et eksempel på et sådant frugtbarhedskriterium kunne være ”generering af forudsigelseskraft,” mens et andet kunne være ”generering af eksistentielt håb.”

Heraf følger det, at en epistemologi på trods af ordets umiddelbare betydning, ikke alene dækker over reflekteret anskuelse men over al form for interaktion. Dette skyldes, at det er principielt umuligt at skelne mellem erkendelse og kommunikation, tanke og tale, interaktion og refleksion: Står jeg alene i et rum, kommunikerer jeg stadig et eller andet til mine omgivelser, jeg interagerer med mig selv, når jeg tænker, og ethvert ord er udtryk for én eller anden reflek-

sion – bevidst eller ubevidst.3 Således kan enhver interaktion beskrives som udtryk for en given epistemologi.

Omkring epistemologiens frugtbarhedskriterium konstrueres der en række underordnede kriterier, som udgør epistemologiens grammatik, om man vil. Af disse er epistemologiens andenordensbetragtninger, som jeg kalder for aksiomer,4 de mest grundlæggende, og de afledes af epistemologiens frugtbarhedskriterium ud fra princippet om naturlig udvælgelse: De aksiomer, som bedst lever op til en given epistemologis frugtbarheds-kriterium, vil erstatte aksiomer, som i mindre grad gør det, og disse vil selv blive

18

multiepistemologier

erstattet, såfremt aksiomer, der passer endnu bedre, skulle blive opdaget. Ud fra samme princip afledes der tredje-ordensbetragtninger og derfra fjerdeordensbetragtninger osv.

Det er altså muligt at forestille sig forskellige versioner af den samme epistemologi eksistere samtidigt, men TOM forudsiger, at de i et potentielt møde over tid vil koalisere til én version igennem en sammenligning af aksiomer eller lavereordensbetragtninger, medmindre det sker, at flere forskellige, inkompatible kriterier alle skulle leve lige godt op til epistemologiens frugtbarhedskriterium. Det er min opfattelse, at dette sjældent er tilfældet på det aksiomatiske niveau, mens fænomenet ofte optræder længere nede i systemet. Eksempelvis er der mange forskellige religioner, som alle synes at dele grundlæggende antagelser som eksempelvis en transcendent realitet. En mulig forklaring på dette er, at det bliver sværere

at sammenligne forskellige påstande jo længere væk fra epistemologiens frugtbarhedskriterium, de befinder sig.

Det er i høj grad muligt for det samme individ at anvende flere forskellige epistemologier, men dette vil næsten altid medføre en vis grad af splittelse, da epistemologierne ikke blot er inkommensurable men ofte også er grundlæggende inkompatible. Denne inkompatibilitet optræder i forbindelse med såkaldte epistemologiske konfliktpunkter. Konfliktpunkterne udmærker sig ved, at de udgør oplevelser, der fører til inkompatible erkendelser, når de anskues gennem forskellige epistemologier.

Denne splittelse er katastrofal for individet, og for at imødegå den, vil vedkommende konstruere et såkaldt epistemologisk funktionshierarki: Individet vil (bevidst eller ubevidst) på forhånd afgøre, hvilken af to for-

multiepistemologier

skellige epistemologier, som er den ”rigtige” og vil derefter undertrykke den ”forkerte” epistemologi, hver gang han eller hun når et konfliktpunkt mellem de to epistemologier. Individet vil indsætte alle de epistemologier, som vedkommende er i stand til at anvende, i et sådant funktionshierarki. Funktionshierarkier er dog sjældent fuldstændigt stabile, og de enkelte epistemologiers position i hierarkiet vil ofte blive genforhandlet ved hvert møde med et konfliktpunkt. Derfor er der i praksis ofte tale om, at et individs samlede erkendelse udgør en såkaldt dialektisk holisme, hvormed der forstås, at den samlede forståelse af virkeligheden er et kompleks af modstridende forståelser.

Inspiration Jeg har hentet inspirationen til TOM fra primært tre teoretikere: Ludwig Wittgensteins Philosophische Untersuchungen, Thomas Kuhns The Structure of Scien-

tific Revolutions og Ian Bogosts Alien Phenomenology – or: What Its Like to Be a Thing.

Fra Wittgensteins analyse af sproget kan der til TOM bl.a. hentes forståelsen af, at begreberne interaktion, kommunikation og forståelse alle dækker over det samme fænomen, fordi kommunikation er et regelstyret, socialt fænomen, hvormed det forstås, at kommunikation er anvendelsen af erhvervede procedurer for interaktion. Ydermere påviser Wittgenstein, at mentale processer også følger disse regler, hvorfor alle mentale processer er principielt offentlige. Heraf følger, at forståelse og kommunikation ikke kan adskilles, da kriteriet for forståelse er evnen til at anvende disse interaktionsprocedurer. Wittgensteins sprogspil bibringer også forståelsen af, at al interaktion kan beskrives som anvendelsen af et bestemt regelkompleks, der kan variere fra interaktion til interaktion, men som takket

19

20

være familieligheder ofte vil dele elementer på kryds og tværs.

Livsformer, der som bekendt repræsenterer overordnede regelkomplekser, der leverer materialet, som enkelte sprogspil konstrueres af, muliggør, at man kan sammenfatte mange distinkte måder at anskue verden på, under én eller flere overordnede erkendelseshorisonter.

I Kuhns begreb om paradigmer betragtes erkendelse som filtreret gennem systemer af forudgående erkendelser, og disse filtre er inkommensurable. Derfor er det umuligt at afgøre, om ét filtreringssystem giver et mere korrekt billede af verden end andre. Det er ydermere muligt at forestille sig, at et givent system består af mange mindre systemer, som alle er kompatible med hinanden, men som hver især vil kunne erstattes af andre subparadigmer, der på trods af kompatibilitet med superparadigmet ikke er blot inkompatible men fuldstændigt usammenlignelige med de erstattede subparadigmer. Kuhns beskrivelse af processerne, der styrer overgangen mellem to paradigmer, medfører, at skiftet

multiepistemologier

mellem to forskellige verdensanskuelser vil være konfliktfyldt, ligesom sameksistensen mellem sådanne verdensanskuelser vil være ustabil. Endeligt betyder Kuhns tilkendegivelse af forudsigelseskraft som et kriterium for vurderingen af paradigmer, at der i enhver verdensanskuelse vil være et lignende kriterium for, hvilke subparadigmer der er kompatible med en sådan verdensanskuelse, og hvilke der ikke er.

Bogosts fremmede fænomenologi understreger, at kommunikation aldrig er ensidig, da mennesket ikke kan forbeholde sig retten til agens; alle ting er ontologisk ligeværdige. Derfor må begivenheden, at en sten rammer et trægulv, også beskrives som en kommunikation mellem stenen og gulvet, ligesom stenen og gulvet også må siges at opnå en forståelse igennem denne kommunikation, om end denne forståelse formentlig vil være total fremmed for mennesker. Ydermere viser Bogost, at forståelse aldrig kan være total, da alle ting er principielt fremmede for hinanden, hvilket fører til den konklusion,

multiepistemologier

at en enhed kun kan forstå andre enheder på baggrund af sig selv.

Dette betyder, at der er mindst lige så mange forskellige forståelser af en begivenhed, som der er enheder involveret direkte eller indirekte i begivenheden.

Derudover har jeg hentet inspiration til forståelsen af den splittelse, som et individ oplever, når det møder et epistemologisk konfliktpunkt, fra Leon Festingers teori om kognitiv dissonans, der påstår, at fastholdelsen af to eller flere kognitioner, hvilket dækker over ideer, antagelser, værdier, følelsesmæssige reaktioner osv., fører til en følelse af ubehag. Denne dissonans fører nogle gange til en tilstand af ubalance, der kan manifesteres som frygt, sult, skyldfølelse, vrede, skam, angst eller lignende.

Denne ubalance udgør en motivations-drift for at reducere den kognitive dissonans, hvilket sker gennem enten tilføjelsen af ekstra kognitioner med henblik på at skabe en konsonant forståelse af virkeligheden eller nedprioriteringen eller ændringen af nogle af de dissonante kognitioner. I forhold til TOM skal det understreges, at når der

21

Forståelsen af den religiøse selv som interagerende med en transcendent virkelighed vil føre til et begreb om forholdet mellem den religiøse og transcendensen, og hertil hører en etisk såvel som eksistentiel stillingtagen fra den religiøses side: Jeg kan enten være med eller imod Gud. er tale om konflikter mellem to epistemologier, er det ikke en mulighed at tilføje noget til eller ændre på dem for at løse konflikten, og derfor nedprioriteres den ene af dem. TOM tilføjer derfor til Festingers teori, at kognitiv dissonans finder sted inden for en epistemologi, mens konflikter mellem epistemologier fører til epistemologisk dissonans.

To eksempler Mit speciale handlede om det ondes problem, og i den sammenhæng fandt jeg det frugt-

bart at definere den rationelle og den religiøse epistemologi for igennem en sammenligning af disse at kunne diskutere kristendommens og den kristnes forhold til eksistensen af lidelse.

Disse definitioner er langt fra fuldstændige men indeholder kun en fastlægning af frugtbarhedskriterier og nok af de to epistemologiers aksiomer til, at der er basis for en sammenligning mht. teodicéproblemet.

Det skal her indskydes, at den rationelle og den religiøse epistemologi dækker over henholdsvis al rationel og al religiøs virksom-

multiepistemologier

22

E K K I N

A K A hed, da en epistemologi, som sagt, er et semiotisk system, der kan bruges til at beskrive enhver form for interaktion med en hvilken som helst del af virkeligheden. Rationalitet og religion er derfor synonyme med rationel epistemologi og religiøs epistemologi.

Den rationelle epistemologi er defineret som indeholdende al videnskabelig og store dele af den filosofiske virksomhed og herunder også mindre stringente versioner af disse, mens den religiøse epistemologi er tiltænkt at dække over størstedelen af de fænomener, som i dag betragtes som religiøse udtryk, med undtagelse af deisme, som den findes hos eksempelvis Aristoteles, Descartes og i Spinozas panteisme.

I bestemmelsen af den rationelle epistemologis frugtbarhedskriterium søger jeg til Kuhn, der, som sagt, definerer det kriterium, hvorfra de tilsyneladende inkommensurable paradigmer over tid kan sammenlignes, som generering af forudsigelseskraft. Denne overbevisning de-

les også af Bohr, der kaldte den instrumentalisme. Det betyder, at den grundlæggende funktion for al rationel virksomhed er at forbedre vores evne til at forudsige vores virkelighed. Dette synes at være gældende for al videnskab, store dele af filosofien5 og meget af den dagligdags praksis, der ikke er videnskabelig stringent, men dog stadig omhandler strategier for, hvordan man skal forholde sig til givne situationer.

Et af den rationelle epistemologis aksiomer kan efterfølgende bestemmes som kontradiktionsprincippet. Kontradiktionsprincippet er hentet fra Kant, som definerer det således: A kan ikke være ikke-A. Dette princip har været kendt siden antikken, og det virker oplagt for en epistemologi, hvis frugtbarhedskriterium er genereringen af forudsigelseskraft, da det er svært at forestille sig kontradiktoriske påstande, der tillader en effektiv forudsigelse af fremtidige begivenheder.

Til bestemmelsen af den religiøse epistemologis frugtbarhedskri-

terium søgte jeg inspiration hos Karl Marx’ berømte og berygtede påstand om, at religion er opium for folket. Marx har ret i, at religion ofte tillader den religiøse at bære byrder, som ellers ville være umulige at udholde – religion virker på sin vis smertestillende, eller gør i hvert fald smerten mere udholdelig. Jeg er dog ikke enig i Marx’ forståelse af religion som bedøvende, fordi det synes, at religion lige så ofte er samfundsomvæltende, som den er samfundsbærende.

På denne basis bestemmer jeg den religiøse epistemologis frugtbarhedskriterium som genereringen af eksistentielt håb.

Denne bestemmelse indfanger både religionens evne til at gøre det ubærlige mindre ubærligt, religionens rolle som konserverende kraft og religionen som destabiliserende kraft. Ydermere er ”generering af eksistentielt håb” bredt nok til at rumme en lang række af tolkninger og betydninger, som forskellige mennesker kan finde i deres religion.6 Det skal her understreges, at den konkrete udmøntning af dette eksistentielle håb kan vari-

multiepistemologier

ere vidt: Det kan være håbet om evigt liv, forening med det guddommelige, en plads i Valhalla eller meget andet.

Min bestemmelse af nogle af de religiøse aksiomer er inspireret af Gerd Theissens artikel Om at forstå bibelen i den moderne verden, hvor han definerer kristendommen som et semiotisk system, en ”katedral, som er bygget ikke af stene, men af tegn.” Ud fra denne henter jeg bl.a. følgende aksiomer: Transcendens og etos.

Aksiomet om transcendens er påstanden om, at der findes en transcendent virkelighed, som den religiøse er i stand til at have en eller anden form for forhold til. Det er ud fra dette aksiom at forestillinger som Gud, Odin, Vishnu, nirvana og lignende

fænomener udspringer. Aksiomet om transcendens er essentiel i forhold til genereringen af eksistentielt håb, da håbet ved at knyttes til transcendensen kan immuniseres fra enhver begivenhed, som den religiøse kunne udsættes for.

Aksiomet om transcendens ligger i konflikt med kontradiktionsprincippet, da det transcendente per definition er paradoksalt: Transcendensen er i kraft af sin natur ikke bundet af den begribelige verden, og derfor kan den ikke begrænses til ikke-kontradiktoriske udtryk; selve tanken om, at den religiøse står i en eller anden form for relation til det transcendente er kontradiktorisk, da dette implicerer, at den religiøse har et begreb –

23

uanset hvor vagt – om transcendensen.

Med aksiomet om transcendens følger altid en bestemt etik, og derfor er etos også et religiøst aksiom. Formidlingen af en transcendent virkelighed, som er relevant for den religiøse, vil automatisk føre til en bestemt forståelse af rigtig og forkert adfærd i kraft af den religiøses spejling af sig selv i transcendensen: Forståelsen af den religiøse selv som interagerende med en transcendent virkelighed vil føre til et begreb om forholdet mellem den religiøse og transcendensen, og hertil hører en etisk såvel som eksistentiel stillingtagen fra den religiøses side: Jeg kan enten være med eller imod Gud.

VÆRE IKKE-A

24

multiepistemologier

TOM og det ondes problem I mit speciale fokuserede jeg på konsekvenserne af TOM og den dertilhørende bestemmelse af religion og rationalitet for forståelsen af det ondes problem. The Stanford Encyclopedia of Philosophy definerer det ondes problem som kontradiktionen mellem påstanden om, at der findes en almægtig, alvidende og algod gud og konstateringen af ondskabens eksistens. Problemet forudsætter altså kontradiktionsprincippet. Fra det foregående er det muligt at konkludere, at det ondes problem ikke er et formelt religiøst problem, da religion i kraft af aksiomet om transcendens ikke har et problem med kontradiktioner, men derimod er det et rationelt problem.

Eksistensen af ondskab udgør imidlertid stadig et problem for mange religiøse, fordi det fungerer som epistemologisk konfliktpunkt mellem den rationelle og den religiøse epistemologi; mange religiøse er også stærkt rationelle, og derfor er funktionshierarkiet mellem de to epistemologier særdeles ustabilt i disse individer. Den rationelle konklusion på mødet med stor ondskab er, at Gud ikke findes,7 mens den religiøse konklusion er, at Gud netop i så fald må findes, da det ellers er svært at finde håb. Den religiøse oplever derfor i mødet med stor ondskab epistemologisk dissonans, og dette forklarer, hvorfor mange religiøse efter alvorlige tab fremtræder mere religiøse eller helt mister troen. I lyset af TOM giver det derfor ikke mening formelt at kritisere religion på baggrund af det ondes problem, da det vil være at kritisere religionen for ikke at være rationel. TOM må dog ikke opfattes som en religiøs apologi, da teorien ikke løser det ondes problem tilfredsstillende for den religiøse men derimod blot viser, hvordan ek-

sistensen af ondskab er et epistemologisk problem, snarere end det er et formelt religiøst problem.

Dette understreges af, at TOM i sig selv er et udtryk for den rationelle epistemologi: TOM er et rationelt forsøg på at beskrive eksistensen af andre epistemologier samt disses natur. Et religiøst forsøg på det samme ville givet vis tage sig noget anderledes ud, idet det bl.a. ville indeholde en normativ klassificering af de forskellige måder at anskue virkeligheden på. Dette er dog ikke et problem for TOM, da teorien ikke søger at være en totalt neutral bestemmelse af alle former for erkendelse (teorien udelukker, som vist, selv sådan en bestemmelse) men er derimod alene et udtryk for en rationel klassificering af interaktion.

Denne tilsyneladende svaghed ved teorien understøtter faktisk TOM, fordi den ved at vise sin egen utilstrækkelighed i forhold til at beskrive eksempelvis det religiøse sprog på en religiøst set fyldestgørende måde, peger hen på sin egen påstand om, at det rationelle og religiøse er to forskellige epistemologier.

En sidste konklusion i forhold til religion og eksistensen af ondskab: Af TOM kan det udledes, at det vil være problematisk at forsøge en teodicé på det rationelles betingelser. Resultatet vil uundgåeligt være, at religionens evne til at generere eksistentielt håb i samme grad, som når den ikke er tynget ned af kontradiktionsprincippet, kompromitteres. Hvis Gud både kan og vil frelse os fra døden, vil det ondes problem ikke kunne løses, men hvis Han ikke kan eller vil, har vi intet håb om frelse. En sådan Gud vil med Luthers ord være en deus ridiculus. v

multiepistemologier

1 Man kunne forestille sig skarpere defi-

nitioner af de to begreber, som ville gøre det mere klart, hvor fortolkning stopper og erkendelse starter, og omvendt, men en sådan er ikke nødvendig for TOM.

2 Dette vil selvfølgelig ofte vise sig nem-

mere sagt end gjort, da det for det første kan være svært at gennemskue, hvilket frugtbarhedskriterium, som en given påstand er udtryk for. Dertil kommer, at den samme påstand kan leve op til forskellige frugtbarhedskriterier, hvorfor det i praksis kan være umuligt at klassificere den som tilhørende én epistemologi frem for andre uden yderligere undersøgelser.

3 TOM skelner generelt ikke mellem bevi-

dsthed og underbevidsthed, da forholdet mellem bevidst, ubevidst, instinktiv og anden form for interaktion ofte er diffust. Skulle en skelnen mellem bevidsthed og underbevidsthed implementeres, ville en beskrivelse af bevidsthed som de dele af sindet, som sindet er i stand til at anskue, være kompatibel med TOM.

4

Aksiom bruges her en anelse anderledes end ordets normale betydning: Aksiom defineres af Den Danske Ordbog som ”udsagn hvis rigtighed antages uden bevis, og hvoraf en række andre udsagn kan udledes,” hvormed der ofte forstås en førsteordensbetragtning af et givent område. I TOM forstås aksiomer imidlertid som andenordensbetragtninger med frugtbarhedskriteriet som førsteordensbetragtning. Denne anderledes brug skyldes, at mange af de postulater, som ofte betragtes som aksiomatiske, i TOM følger af frugtbarhedskriterier.

25

5 Nævneværdige undtagelser inkluderer

dele af den praktiske filosofi og dele af eksi-stentialismen, hvis formål ikke så meget er at beskrive vores virkelighed men derimod at fastsætte normative regler for, hvordan vi skal leve.

6

F.eks. den danske sygehuspræst Preben Kok, der formulerer troens gave som ”tillid og vished i kampen med tvivlen.”

7 I hvert fald er han ikke både almægtig, alvidende og algod.

28

kirken i New york

I forrige nummer af ARKEN kunne Mette Hald Mikkelsen fortælle om sin spændende hverdag i Hong Kong, Kina. Hvis man rejser den halve jordklode rundt, havner man i New York, som nok måske er mere vestligt end Hong Kong men ikke mindre spændende af den grund. Her drives der sømandskirke i Brooklyn, så Arkens udsendte gav stafetten videre til Naja og Kasper Bisgaard Krogh, der er tidligere assistenter i kirken.

“ALT FRA RUGBRØD TIL SALMER”

kirken i new york

Af stud.theol Inge Haandsbæk Jensen Folkekirken i udlandet I H. C. Andersens eventyr ’Klokken’ fra 1850 fortælles der om, hvordan et samfunds borgere alle længes efter den kirkeklokke, som høres klart fra skovens dyb, og som til sidst findes af kongesønnen og den fattige dreng. Selvom eventyret afspejler romantikkens panteisme og længsel efter en højere enhed i verden, så kommer undertegnede ofte til at tænke på netop dette eventyr, når man hører om, hvorledes den danske folkekirke formår at lade sine klokker ringe over hele verden igennem de Danske Sømandsog Udlandskirker.

På Willow Street i den eftertragtede del af Brooklyn, Brooklyn Heights, ligger Den Danske Kirke i et klassisk brownstone

byhus. Kirken har sin oprindelse i de store udvandringer fra Europa i det 19. århundrede og har stadig en fast skare af eksildanskere tilknyttet den dag i dag.

Kirken består af et fast team på en sømandspræst, Julie Sløk, en organist, en revisor og to junior-assistenter. Derfor var det oplagt at gribe telefonen og ringe til Naja og Kasper, som var assistenter i kirken fra 2011-2012, for at høre lidt om deres oplevelser.

Assistenter i New York Naja og Kasper er begge 26 og bor i Århus, hvor de for nyligt er blevet forældre til deres førstefødte datter, Anna. Kasper er i gang med sin kandidat på medicinstudiet, mens Naja, som i øjeblikket er på barsel, mangler et semester af bacheloruddan-

29

30

kirken i New york

nelsen i teologi. De havde begge brug for en pause fra studierne, så idéen om et års arbejde i New York faldt på et tørt sted. ”Jeg så et opslag i Figenbladet, som er studiebladet for Det Teologiske Fakultet i Århus, om stillingen hos sømandskirken i Hong Kong, og så spurgte jeg Kasper: Skal vi ikke søge det? Vi havde nemlig snakket om at tage ud et år.

Men så undersøgte vi det og fandt ud af, at der også var en kirke i New York”, fortæller Naja, hvorefter Kasper supplerer: ”Ja, og der kunne vi bedre se os selv.

Jeg havde ikke umiddelbart lyst til at tage til Asien – New York føltes bare tættere på, selvom det også er langt væk. Og det er både kulturelt og geografisk”.

De faldt især for kirken i New York, da den havde en speciel profil i forhold til nogle af de andre sømandskirker: ”Det virkede som en aktiv menighed, fordi den mere er en udlandskirke end en sømandskirke”, fortæller Naja. ”Det er på grund af de stramme regler i USA, og på grund af udviklingen af søfarten i Danmark får de ikke så mange besøg af søfarende længere. Derfor foregår der en helt masse andet omkring kirken, hvilket vi følte os meget tiltalt af.

Mødregruppe, legestue, søndagsklub og alt muligt andet”.

På grund af de strenge restriktioner i forhold til immigration er det kun sømandspræsten, der

har adgang til skibene. Naja og Kasper oplevede en enkelt gang at kunne hente fire kadetter (sømænd under uddannelse), som gerne ville en tur ind og se New York. De gav dem en varm velkomst med rundvisning i byen og tog dem med hjem i kirken til en kold Carlsberg bagefter. Det afspejler tydeligt den kulturelle funktion, som kirken varetager for udlandsdanskere og besøgende.

Mere end en kirke ”Der er to rum i institutionen: kirken og så det kulturelle, som fylder mindst ligeså meget med netværksarrangementer for unge mennesker og mødregruppen”, fortæller Naja. ”Det er ting, som ikke har et kirkeligt aspekt, men som er givende, fordi det er et fællesskab, hvor man kan tale om livet som dansker i New York”. Det var især unge men-

kirken i new york

31

WILLOW STREET nesker mellem 20 og 40 år, der bor i New York i en kortere eller længere periode, som benyttede netværket til at komme i snak med andre mennesker, fortæller Kasper: ”Networking er en stor drivkraft i den amerikanske bevidsthed, og det blev overført til sømandskirken og til sammen at udforske byens tilbud. Og hvis man fandt det hårdt at være i denne her storby, som konstant er pulserende, så kunne man

finde noget, som man var tryg ved. Vi gik både til brunch sammen, havde middag i kirken eller lavede juleklip, da det var den tid på året”, husker han og tilføjer ”altså vi prøvede ikke at lirke dem ind af baggangen, men vi tænkte at de kunne have lyst til at få afmystificeret det kirkelige rum, hvis de havde brug for senere at komme der. Netværket var en hjælp man kunne komme til, hvis man havde brug for det”.

Dagligdagen i kirken Højmessen foregik stort set som i Danmark, selvom sømandspræsten Julie Sløk også havde nogle egne tiltag som præst.

Men ellers er Naja og Kasper enige om, at kirken holder sig godt ajour: ”Udlandskirker kan måske have en tendens til at stagnere, så det bliver en kirke lig med den, der var for 50 år siden i Danmark, hvor de fleste immigranter tog

32

kirken i New york En gennemsnitlig uge for assistenterne i Den Danske Kirke, New York City: Mandag: Fri. Kirken holdt lukket.

Tirsdag: Møde mellem 9-17 og bruge tid på at besvare emails, mest med spørgsmål fra danskere. Derefter åbne kirken for interesserede turister, vise rundt og byde på kaffe. Snakke med håndværkere om det, der skulle ordnes i kirken. Lave mad, bage boller til weekenden.

Onsdag: Fri. Torsdag: Holde mødregruppe og gøre klar til fællesspisninger om aftenen.

Fredag: Planlægge, rydde op og gøre klar til lørdag.

Lørdag: Legestue. Ellers brunch og gåture med netværket.

Søndag: Rengøring, så kirken var klar til danskundervisning om mandagen.

fra Danmark til USA”, vurderer Naja, ”men i New York er det en folkekirke ligesom i Danmark; en kirke der holder sig opdateret og stadig er uberørt af byens travlhed. Julie (præsten, red.) tager også på efteruddannelser i Danmark og holder sig ajour i forhold til, hvordan man bedriver moderne teologi i Danmark. Så det kommer nok an på præsten, der er ansat i en kirke”. Udover de få lønnede ansatte i kirken var der en stor skare af frivillige, og det gav en dynamik i menigheden, som Naja og Kasper mener passer rigtig godt ind i den amerikanske mentalitet: ”Det giver en særlig dynamik og et specielt slags ejerskab, at næsten alle er frivilligt engagerede i kirken”, fortæller Naja og fortsætter, ”der var for eksempel også danskundervisning i kirken af en dansker, som boede i New York, og legestuen blev kørt på samme måde. Der bliver taget nye initiativer af assistentparret, som jo udskiftes hvert år, som så går videre med de nye”.

Kasper supplerer ”Og så er der selvfølgelig de ting, som bare skal fungere. Der skal være styr

på rengøringen, højmessen og så videre, men ellers er der gode muligheder for et personligt præg”.

Til søndagens højmesse måtte den lille stab deles om opgaverne. Mens Julie Sløk varetog sit job som præst og liturg, var Naja kirketjener, mens Kasper agerede kirkesanger. Det var assistenterne, som gjorde kirken klar med blomster og nadver, og de gjorde også klar til frokosten efterfølgende, der som regel bestod af forskellige rugbrødsmadder, kaffe og te. Naja og Kasper mener, at der i gennemsnit har været 30 mennesker til hver gudstjeneste – og selvfølgelig flest omkring højtiderne. Det også forskelligt, hvilke aldersgrupper der kommer til de forskellige aktiviteter, fortæller Naja: ”Folk uden børn kommer mest kun i netværket, og det har intet med kristendom at gøre. Men jeg oplevede, at det især var vigtigt for børnefamilier i højere grad at deltage i gudstjenester eller i søndagsskolen(,) for at give det gode budskab, som de kender fra folkekirken, videre til deres

33

børn”, siger hun(,) og tilføjer, ”Så er det religiøse jo også bare mere italesat i USA, så for børnene var det måske lettere at tale om, end det ville være for børn i Danmark. USA er jo et kristent samfund, men jeg tror, at der er en særlig, grundtvigsk måde at være kristen på, som man kan have lyst til at give videre til sine børn gennem gudstjenesten og salmerne. En måde at forstå Gud på, som er knapt så konkret og måske mere abstrakt, som en kraft og en støtte. Det er ikke som en, der giver og tager alt efter, om man er ’blessed’ eller ej, som man ser det hos ’Prosperity Theology’ (fremgangsteologi, red.) - det virker måske til at være mere udbredt i pinsekirkerne”.

ALTERMOSAIKKEN

Jordemødre, cykler og rugbrødsmadder Derudover holdt de søndagsklub, som var en slags søndagsskole for de børn, som havde lyst til at deltage i dukketeater med de bibelske fortællinger, bage små kors eller danse til klaverspil, blot for at nævne et

34

par af de aktiviteter, som Naja og Kasper arrangerede i løbet af året. Og det ugentlige møde børnene imellem havde en vigtig funktion, fortæller Naja: ”I USA er der danske børn, som kommer i børnehave og hverken kan forstå eller snakke med kammeraterne, og så er det dejligt for dem at lege med andre danske børn her i kirken. Der er også nogle, som mødes omkring cykelkulturen, for der er ingen, der cykler i New York. Man bruger heller ikke mødregrupper eller jordemødre her, man har bare en læge, så føder man, og så er det dét. Man opdager tit, når man kommer væk hjemmefra, at der er nogle ting, som man har taget for givet. Det kan give glæde at mødes med mennesker, som deler de samme tilgange til verden på en eller anden måde.

Alt fra rugbrød til salmer”.

Overgangsritualerne havde også en særlig plads i udlandsdanskernes hjerter. Når det var tid til dåb, konfirmation eller begrav-

kirken i New york

else, så kom danskere rejsende fra hele USA, fortæller Naja: ”Til begravelser kunne vi godt opleve folk, som aldrig havde været i kirken, men måske havde boet i USA i 40, og som stadig synes at det var vigtigt at blive bisat i den danske kirke”. ”Ja, og udover den almindelige konfirmandundervisning, så holdt vi en ’ konfirmandweekend’ for dem, der

boede længere væk”, fortæller Kasper. ”Så skulle de lave deres egen gudstjeneste og se noget kulturelt i New York, f.eks. ballet.

Det var især sjovt for de danske børn, som aldrig havde været i New York. De havde glæde af at møde andre udlandsdanskere, og forældrene havde glæde af at drikke en kop kaffe sammen, når børnene var til undervisning”.

kirken i new york

Engagér dig i de lokale!

Nu rører lille Anna på sig, så inden Naja og Kasper får lov at vende tilbage til datteren, når jeg lige at spørge dem, hvad de ville have gjort anderledes, hvis de havde et nyt år i udlandet foran sig. ”Jeg ville forsøge i endnu højere grad at komme i kontakt med de lokale amerikanere”,

siger Naja og fortsætter: ”Et år er både kort og lang tid at sætte sig ind i et nyt arbejde, så der går i hvert fald et halvt års tid, inden man har fanget rutinerne på stedet. Først der havde vi overskud til at starte mødregruppen, at gå til italiensk osv., så hvis jeg kunne have fundet det overskud noget før..”, smiler hun. Kasper supplerer: ”Kast jer ud i under-

35

ground supper clubs og gå til forskellige aktiviteter. Vi rejste også meget, når vi havde fri, til San Francisco, Grand Canyon og Las Vegas. Vi kom ikke rigtigt til at kende nogen amerikanere, fordi vi lagde al vores energi i kirken”. ”Ja, og jeg ville gerne have været endnu mere i kontakt med den lokale new yorker, men der er selvfølgelig nogle helt oplagte fællesskaber via kirken, og det er også en særlig kultur at få en fornemmelse af”, afslutter Naja, mens Kasper nikker gensidigt.

Fra erindringerne om Brooklyn kalder virkeligheden dem nu tilbage til huset i Lystrup udenfor Århus, hvor den spæde Anna er vågnet og er sulten. Vi lægger låg på kassen af minder og siger tak, fordi vi måtte være med. v

SØSKENDE i Salinasdalen og på Öland

Af Agnethe S. Sørensen

34

kirken i New york

søskendejalousi

Folk har, gennem alle tider, vendt og drejet temaet om søskendejalousi i fortællingen om Kain og Abel. Der synes at være en konsensus om at se bort fra den væsentligste problemstilling i fortællingen; nemlig den, at Gud gør forskel på folk.

Måske er det fordi, at vi ikke kan lide, at Gud gør forskel på mennesker og at vi derfor fokuserer på noget andet i fortællingen? Eller måske bliver søskendejalousi det naturlige fokuspunkt, fordi det er en meget grundlæggende og tidlig oplevelse hos de fleste af os? Søskendejalousi er i hvert fald noget, jeg kender til – og den slags hænder jo, selv i de bedste familier – så derfor synes jeg, at det kunne være relevant at skrive noget om dette aspekt her i Arken, selvom søskendejalousi er et receptionshistorisk tema, der ikke eksplicit er udtrykt i selve fortællingen om Kain og Abel.

Lad os først se nærmere på fortællingen om Kain og Abel.

Den udsiger intet om, at Kain blev jaloux på sin bror. Kain blev vred, fordi Gud så til Abels offer, men ikke så til hans eget offer.

Efter at Gud har irettesat Kain og sagt, at han ikke må være vred, slår Kain Abel ihjel. Vi får intet at vide om, hvad Kain tænkte eller hvad han følte for Abel. Kun, at han er vred over, at hans offer ikke blev anerkendt af Gud. Eftersom Abel er Kains bror og Gud kan betragtes som en faderskikkelse, de begge er afhængige af, så ligger det lige for at konkludere, at det er et jalousidrab: At Kain blev misundelig på sin bror,

fordi broren blev favoriseret af Gud. Denne tolkning er baseret på almenmenneskelig erfaring og derfor meget sandsynlig, men gør den Kain til et ondt menneske og Abel til en uskyldsren, tragisk helt?

John Steinbeck har skrevet bogen Øst for paradis inspireret af temaet om søskendejalousi i fortællingen om Kain og Abel. Øst for paradis er en meget medrivende bog, som jeg vil anbefale til enhver, og som jeg selv lige har læst, takket være professor Mogens Müller. I bogen møder vi to brødre, der er tvillinger, den mørke bliver kaldt Caleb og den lyse Aron. De bor på en dejlig stor gård i den frugtbare Salinasdal, men deres mor stikker af kort efter fødslen og de vokser op med en fraværende og indesluttet far, der ikke kan komme sig over sin hustrus svigt. Aron er en glad og venlig dreng, som alle straks tiltrækkes

39 af. Caleb står altid i skyggen af ham og udvikler derfor evner til at manipulere Aron, blot for at få lidt revanche for sin frustration over altid at være overset af alle.

Man aner, at der er et brodermord på vej, men man kan dog ikke helt greje, hvordan det hele skal komme i stand – og faderen er jo lige fraværende i forhold til dem begge – så der er noget, der ikke helt stemmer. Da Caleb vokser op, ser han sin egen mørke side i øjnene og beslutter sig for at kæmpe med hele sin viljestyrke, for ikke at være misundelig på sin bror. Caleb vil ikke alene unde sin bror al denne opmærksomhed; han vil ydermere gøre sit til, at Arons liv kan forblive let og lykkeligt. Caleb anstrenger sig virkeligt og det begynder at give pote, men så kommer faderen pludselig til sig selv og Caleb opnår et venskab med sin far.

Aron ønsker ikke at lære sin far at kende, men er mere optaget af sine egne meritter. Faren er dog meget stolt af Aron og taler meget om ham. En dag afviser faderen totalt det, som Caleb har succes med, som en ligegyldig ting. Det, der betyder noget for faderen, er det, som Aron laver. Caleb bliver sønderknust og i sin vrede afslører han noget for Aron, som han ved, at Aron ikke kan tåle at blive konfronteret med. Aron løber bort og melder sig til hæren og dør kort tid efter i krigen. Caleb plager nu sig selv, som om han virkelig havde begået brodermord. Det skete i Salinasdalen i første halvdel af det 20. århundrede. Nu springer vi til Öland i anden halvdel af samme århundrede.

40 I begyndelsen af 70’erne besluttede mine forældre, at der endelig var tid og penge til at tage på deres første familieferie sammen med os tre børn. Vi skulle på campingferie til Öland i Sverige og bilen blev pakket til bristepunktet med villatelt, tøj, soveposer og en masse andre ting, og vi glædede os meget til at komme af sted. Dog viste det sig ikke at blive en helt så storartet tur for min storesøster og jeg.

Jeg tror, at vi var i det, man kalder præpuberteten og det betød meget for os at opretholde en vis facade. Vi ville i al fald ikke slås i hartkorn med vores lillesøster eller behandles som børn. Min mor var 30 år og min far lidt ældre, men min storesøster og jeg syntes, at det var så pinligt, at de to gamle mennesker gik og legede nyforelskede! Og når de gik hånd i hånd, så gik min storesøster og jeg konsekvent 10 meter bagefter dem med krydsede arme og lod som om, at vi ikke kendte dem. Vi havde nok forventet, at når vi nu havde tid til at være sammen, så skulle de koncentrere sig om os; ikke om hinanden. Vores lillesøster derimod, hun nød hvert sekund af ferien og vores forældre tog rigtig mange billeder af hende.

Min storesøster og jeg hadede hende, fordi hun glad sad og vinkede hver gang mine forældre tog et billede af hende, men hvis vi blev tvunget til at være med på et billede, så gjorde vi vores bedste for at se mopsede eller ligeglade ud. Når vi skulle have frokost i det grønne, så bestilte vi ikke andet end at brokke os over

søskendejalousi

insekterne og planter, der stak. ”Ad! Her er pissemyrer!” Råbte vi eller: ”Hvorfor skal jeg sidde uden for tæppet – AV, her er tidsler!”

Så fik vi bebrejdende blikke eller skældud. Vor lillesøster spiste bare glad sin mad. Lige siden hun var spæd, var hun et skønt barn – nuttet at se på med sine store mandelformede øjne og lyse lokker, og fuld af leg og fantasi og tilmed nem at have med at gøre.

Vores lillesøster havde fået et lille, lyserødt badedyr. Det var en glad og rund guldfisk, som hun kaldte for Fish’er. Vi andre havde også fået nogle souvenirs, som vi dog hurtigt tabte interessen for. Men lillesøster elskede sin Fish’er og gik konstant med den under armen og satte sig hvor som helst og legede med den.

Vi to andre foragtede Fish’er, fordi hun havde så meget glæde af den og vi drillede hende ved at sige grimme ting om Fish’er og vrængede af dens navn

og slog den, så hun hylede op og sladrede til vore forældre.

Så fik vi skældud igen. En dag sendte vore forældre os ned til stranden, fordi vi stormede rundt og larmede i villateltet.

Vi skulle tage lillesøster med, selv om vi ikke gad have hende med på slæb. Nede ved vandet gik vi ud på en lang badebro og vi lagde os ned på maven og så ned i vandet på rurer og tang, som sad på bropillerne.

Lillesøster satte sig bag ved os på broen og legede med Fish’er.

Et øjeblik stod verden stille, jeg kunne mærke at mit åndedræt havde reguleret sig i takt med bølgernes blide skvulp mod bropillerne. Så hørte jeg lillesøsters stemme bag mig. Hun sad og fortalte sit hjemmedigtede eventyr om Fish’er. Jeg drejede hovedet og så ind i ansigtet på min storesøster, der lå ved siden af mig. Hun lavede himmelvendte øjne til mig. Jeg sagde: ”Nu skal Fish’er på et rigtigt eventyr!”

Og så sprang vi op samtidig og rev Fish’er ud af hænderne på lillesøster. ”Nej, Nej! Min Fish’er”, skreg hun, men lige lidt hjalp det, for vi kastede, gang på gang, Fish’er ud i bølgerne og redede den ind igen, lige inden strømmen tog den forbi broen og uden for vores rækkevidde. Åh, hvor vi dog frydede os over at se hende hoppe hjælpeløs op og ned på broen imens hun skreg: ”Hjælp! Min Fish’er – Min Fish’er!”

Det var ikke vores intention, men det endte selvfølgelig med, at vi fik kastet Fish’er så langt ud, at strøm og vind tog den, så vi ikke kunne få den reddet ind igen. Vi

søskendejalousi

41

kunne kun stå og se den drive af sted imod det svenske fastland. Der lød et skrig bag os og vi vendte os om og så lillesøster løbe tilbage mod villateltet, og vores forældre, imens hun hylende gentog: ”Min Fish’er – Min Fish’er!” Vi andre løb tavse efter, forskrækket over, hvad vi havde gjort og en smule bekymret over den skideballe, som ventede os. Men vi fik dog ikke en værre skideballe end så mange andre skideballer; jeg kan i hvert fald ikke huske den særskilt.

Når vi er samlet i familien og snakken falder på Ölandsturen, hvor vi sendte Fish’er på eventyr til det svenske fastland, kan man stadigvæk høre krænkelsen og desperationen i lillesøsters stemme; i den måde hun siger Fish’er på. Så griner vi andre bare ad historien og siger, at sådan er det at være mors lille dengse! - Men i mit stille sind tænker jeg: ”Gudskelov, at det ikke var lillesøster selv, vi smed ud fra broen indtil strøm og vind førte hende på langfart mod det svenske fastland!”

Er vi nu to onde søstre og én god? Tja, receptionshistorien har enstemmigt fordømt Kain og glorificeret Abel. Jeg, som selv har følt søskendejalousi og handlet på dens ukontrollerbare impulser, vil forsigtigt pege på, at det hele måske ikke er så sort/hvidt endda. Vi elsker jo eventyr og legender, fordi de kan dele verden op i helte og skurke, hvidt og sort, men vi ved også godt, at i virkeligheden er alle farver blandet sammen i et stort rod. I det lys synes jeg, at hvis vi fastholder at læse Kain og Abel fortællingen som om den handler om søskendejalousi, at vi så dog i det mindste vil lade være med at tro, at vi kan skelne farverne helt så skarpt. Interessant nok sker der det i Øst for paradis, at Caleb får et godt liv: Han kommer overens med sin far, han får sin drømmepige og klarer sig udmærket. Pointen, der kommer til syne, er, at den gode, lyshårede bror, Aron, viser sig ikke at være så ultragod alligevel. Man opdager til sin overraskelse, at Caleb ikke er den gennemførte onde person, som man langt hen ad vejen forventede, at han ville vise sig at være. Han viser sig faktisk at være den mest almindelige af de to brødre - og det er både godt og ondt. v

fagrådet

42

Nyt fra Fagrådet Af Anders Martin Lauritsen, maj 2013 Der sker mange ting i øjeblikket.

Maj betyder forår, sol, blomster og bøgen der springer ud. Maj betyder også Søren Aabye Kierkegaards 200 års fødselsdag, selvom det er uden amerikansk olie. Og så betyder maj også at vi nærmer os eksamensperioden med hastige skridt. Endnu et semester skal til at afsluttes og bedømmes, og gerne på bedste vis. Fagrådet ønsker hermed alle held og lykke med de forskellige eksaminer.

Reorganisering af studenterforeningerne I dette semester har én af de store opgaver for fagrådet været at lave en ny foreningsstruktur for studenterforeningerne på fakultetet. Det har været et ønske fra foreningerne at der blev organiseret et større samarbejde. Samtidig har det været et ønske fra ledelsen at samle foreningerne, med henblik på udflytningen til KUA i august 2016.

Strukturen, der er ved at blive lagt sidste hånd på, betyder kort sagt, at TEOBar, Kantineforeningen og ARKEN lægges under fagrådets ledelse, og at der ansættes en studentermedhjælp til at sørge for økonomidelen.

Fagrådet bliver dermed foreningernes samlede talerør overfor fakultetets ledelse.

Fagrådet vil derfor have 4 underudvalg; Fagrådets studiemiljøpuljeudvalg, Fagrådets barudvalg, Fagrådets kantineudvalg og Fagrådets bladudvalg.

Sidstnævnte udvalg med den tilføjelse, at ARKEN naturligvis har redaktionel frihed og derfor ikke er underlagt fagrådets beslutninger på dette område, dvs. uafhængige. (Denne model kan sammenlignes med Universitetsavisen, der også er uafhængig af KU!) Strukturen betyder at der skal ændres i vedtægter osv., og dette vil fagrådet orientere mere om i næste nummer af ARKEN.

En dekan stopper – og en ny træder til Dekan Steffen Kjeldgaard-Pedersen meddelte på fakultetets stormøde tidligere i dette semester at han har valgt at stoppe som fakultetets dekan, og han træder dermed tilbage til professorgerningen ved Afdeling for Kirkehistorie pr. 1. juli 2013. Steffen har været dekan i ca. 11 år, først som valgt dekan og senest som ansat af rektor Ralf Hemmingsen. Steffen er universitetets længst siddende dekan på nuværende tidspunkt. ”Alting har en ende”, som en kendt sangtekst lyder, og for Steffen blev det altså nu.

Fagrådet har haft et godt og konstruktivt samarbejde med Steffen i alle årene. Hvilke fagråd kan fx banke på dekanens dør til enhver tid? Hvilket fagråd har jævnlige møder mellem deres formandskab og deres dekan?

Det har VI! Og det skal derfor

fagrådet

tilføjes at det ikke er tilfældet mange andre steder.

Steffen har altid opereret med den åbne dør og den uformelle samtale. Fagrådet har oparbejdet et fantastisk samarbejde med Steffen, som betyder at vi inddrages i stadigt flere sager, og nogle gange i sager, hvor vi ikke nødvendigvis skal høres. Denne udvikling håber vi selvfølgelig kan fortsætte, når afløseren tiltræder.

Steffen har med sin store selvironi skabt et forum, hvor studerende og dekanat kan mødes, for derefter at tage beslutninger i fællesskab. Et forum som tager hensyn til alle studerende ved fakultetet.

For Steffen er teologien det vigtigste og også studiets høje akademiske niveau. Vi er utrolig glade for at have en dekan, der ikke ville slække på vores niveau.

Et niveau som andre ville slække på ved fx at omlægge sprogun-

dervisningen. Endvidere har teologiens selvstændighed som fakultet også været utrolig vigtig for Steffen. For Steffen er teologis velbefindende vigtig. Steffen går heldigvis ind for det traditionelle teologiske studium med de ændringer, som Danmark anno 2013 betyder for studiet.

Han vil altid gøre alt for at Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet vil kunne bestå i mange år frem.

Steffen kunne egentlig følge Universitetsloven og dermed operere med en top-down-styring.

Det har han været i sin gode ret til, men han har ikke gjort det fuldt ud.

Det Teologiske Fagråd vil altid kæmpe for, at vores medbestemmelse bliver så stor som muligt, og heldigvis er vi altså utrolig langt på Det Teologiske Fakultet, i modsætning til andre fakulteter. Vi er selvfølgelig ikke sikre på denne medbestemmelse, og derfor holder vi godt

43

fast i den. For det hele bunder egentlig i tillid og respekt, som går begge veje; fra dekan til studerende/fagråd og fra studerende/fagråd til dekan.

På nuværende tidspunkt er arbejdet omkring at finde en afløser i fuld gang. Rektor har nedsat et indstillingsudvalg, med ham selv som formand, derudover to udpegede (prorektor og sognepræst Mette Marbæk), samt tre valgte medlemmer fra fakultetet; professor Claudia Welz, økonomichef Bent Jørgensen og fagrådsformand, stud.theol Anders Martin Lauritsen.

Dekanens Sommerfest Hvert år, nærmere bestemt i slutningen af juni, inviterer fagrådet til Dekanens Sommerfest, og i år er ingen undtagelse. I år afholdes festen d. 28. juni kl. 18:00 i Kælderlokalet. Alle er inviteret, og billetter kan købes i receptionen fra omkring 1. juni. (Hold øje med opslag!)

44

arken anmelder

DEN BESVÆRGELSE

evalueringer

Af Annette Kruhøffer Evalueringerne. De dukker op et sted midtvejs i ethvert kursusforløb, og de sætter punktum for alle kurser. Uanset hvor toptrænede og professionelle, vores undervisere har været, er de åbenbart forpligtede til at udlevere denne blanket, der dufter lidt af fortid. Jeg er for længst holdt op med at føle mig intimideret af nærgående spørgsmål om, hvor godt jeg selv synes, jeg har gjort det, og hvor mange timer jeg har brugt om ugen for at oparbejde retten til denne følelse. Engang i evalueringens barndom blev jeg rasende, når jeg fik stillet sådan et spørgsmål af en lærer. Det trak direkte paralleller til totalitære styreformers krav om at tilstå sin brøde og måske var der virkelig en sammenhæng, der nødvendiggjorde, at man var nødt til at anonymisere svarene. I dag er vi vant til formen og tænker blot, at evalueringer er nødvendige for at sikre kvaliteten. Ved at indlægge en (officiel) pause til refleksion får man signaleret, at det er tid til at stoppe op og overveje, om kursen er rigtig. Halvvejsevalueringen er netop en måde at sørge for, at små fejl kan korrigeres. At misforståelser kan ryddes af vejen. Og at alle de gode elementer i undervisningen kan mangedobles – hvis muligt.

Det er her, at kæden hopper af. Det stod mig lysende klart efter en evaluering i et fag, der blev drevet frem af en fremragende lærer – nok den bedste lærer, jeg nogensinde er blevet undervist af. Samvittighedsfuldt fik vi lov til at udfylde de sædvanlige formularer, men helt overraskende var der ekstra bokse til at besvare andre relevante spørgsmål. Og pyt med, at der var nogle små tekniske fejl i formuleringen, som var opstået som følge af lysten til at gøre evaluering til en meningsgivende aktivitet. Med stor begejstring satte jeg krydser i alle

45

46

evalueringer

de gode eller topgode kolonner, og jeg løj næsten ikke, da jeg skulle selvangive min ugentlige arbejdstid. (OK – jeg regnede TV-avisen med som forberedelsestid, men det har ofte relevans i vores bibelske fag).

Vi fik også en tilbagemelding efter evalueringen, og det er ikke en selvfølge. Jeg er endnu kun på bachelordelen, så en empirisk observation bygger trods alt på et begrænset antal begivenheder, men jeg vil alligevel vove den påstand, at tilbagemeldingernes omfang og dybde er omvendt proportional med undervisernes anciennitet. Med den teologiske gennemsnitsalder er man ikke forvænt med evalueringer af evalueringen, og den – altså evalueringen – bliver ofte underviserens private ejendom. Det skete ikke her, for vi fik en lødig og grundig gennemgang af både ros og ris. Noget kan laves om, mens andet skal være som det er.

Og så var der det faktum, at en eller flere personer på holdet ikke syntes, at undervisningen gav plads for en åben samtale. Det var ikke mig, der havde skrevet det, og det stod ikke klart efter den samtale, vi havde på holdet om sagen, hvem der mente det, og hvad baggrunden var. Vi diskuterede altså en påstand (fra en eller mange? Det ved vi ikke!) om, at tonen ikke var fri, men vi kunne ikke få uddybet og forklaret denne påstand, selvom vores underviser gjorde sig anstrengelser for at lokke en debat om emnet frem. Den anstrengte tone, som pludselig havde lagt sig over den som regel harmløse evaluering, udløste til gengæld to kritiske kommentarer, hvoraf min egen var den ene. Den kan jeg tillade mig at referere, og den gik såmænd bare ud på, at jeg syntes, at vi blev tiltalt i en lidt stram tone som til børn, når vi snakkede, efter at undervisningen var startet.

I forhold til, at vi får en velforberedt undervisning med en altid velforberedt, smilende og oplagt lærer, der gør sit yderste for at forstå vores kejtede tilgang til faget, og som altid svarer os ordentligt – også når vi siger noget vrøvl eller bevæger os væk fra emnet – så syntes jeg, at det var en meget lille kritik, jeg havde. Faktisk så lille, at den ville have været inferiør, hvis den ikke netop var fremkaldt i en helt konkret situation. Jeg har tidligere haft ansvar for uddannelsen af pædagogikumkandidater i gymnasiet, og derfor ved jeg – uden nogen som helst diskussion, at det, jeg oplever i dette fag, er en sjælden gave til de studerende. Og nu er undervisningen om muligt blevet helt perfekt, for nu bliver vi også tiltalt som ligemænd, selvom vi skvadrer og sladrer uden øje for, at klokken har passeret kvart over.

Selvom det altså kostede et dusin mennesker en halv undervisningstime hver, hvilket i betragtelig grad nærmer sig et dagsværk alene i tabt undervisning.

evalueringer

47

Når man evaluerer mundtligt (hvilket mange lærere foretrækker ved midtvejsevalueringen) skal man formulere sine ønsker på en høflig og hensynsfuld måde, så hverken lærere eller medstuderende taber ansigt. Det duer ikke at sige til en underviser, at han ikke virker forberedt, eller at hun bliver nødt til at lære at holde sine egne undervisningsplaner.

Denne oplevelse var sjælden i den forstand, at langt de fleste undervisere hører på kritikken for at tilbagevise den, og det kan ske meget hurtigt. Når man evaluerer mundtligt (hvilket mange lærere foretrækker ved midtvejsevalueringen) skal man formulere sine ønsker på en høflig og hensynsfuld måde, så hverken lærere eller medstuderende taber ansigt. Det duer ikke at sige til en underviser, at han ikke virker forberedt, eller at hun bliver nødt til at lære at holde sine egne undervisningsplaner.

Man kan sige, at man ’savner lidt struktur på undervisningen’, men som oftest bliver det bare til nogle spagfærdige kommentarer om, at man gerne vil have lidt flere noter på tavlen, og det er nemt for læreren at anerkende eller afvise.

Ved de afsluttende evalueringer skal vi skrive på et ark papir, hvad vi mener om undervisningen, og der er det nemmere at komme af med både ris og ros. Det er imidlertid sjældent, man får tilbagemeldinger på slutevalueringen, og jeg spekulerer ofte på, om resultatet af disse evalueringer nogensinde kommer ud af lærernes egen personlige brevbakke. Det færdigtrykte evalueringsskema opfordrer imidlertid heller ikke begavede mennesker til at anstrenge sig for at være ærlige.

Det indeholder en række standardspørgsmål: Er kursets målsætning klar for dig? Og forekommer den dig realistisk? To spørgsmål, der altid må resultere i et rungende ’NEJ’, når man står famlende overfor et nyt videnskabeligt felt. Men det næste er om muligt endnu værre. Er stoffet behand-

let tilpas grundigt? Har niveauet været passende? Og har undervisningsformen passet til indhold og niveau? Man leder febrilsk efter en skala, der kan trykkes ned over erfaringerne, men ’tilpas’ og ’passende står ikke på en almindelig målestok. ’Passende’ er jo ikke det samme for mig som for William eller Agnethe eller Jakob. Vi har forskellige forudsætninger og forskellige mål med vores studier, og derfor vil det, der passer mig, måske ikke passe de andre. Med mindre jeg vil forsøge at holde styr på hele holdet, kan jeg altså kun forholde mig til mig selv og min egen følelse af, om jeg har fået undervisning på et passende niveau. Men skal sandheden frem, så synes jeg, at de fleste af mine undervisere har haft faglige forcer, der langt oversteg mit eget niveau. Når jeg

48

evalueringer

Fakultetet er et nedslidt sted med støj og træk og dårlig akustik.

så sidder der og fyldes af ærefrygt for al den viden, der måske kan blive min en dag, men som jeg ærlig talt har svært ved at kapere lige nu – har jeg så fået en passende undervisning? Lad mig lige få lov at vente med mit svar til efter eksamen!

Men skemaet fremturer: Synes du, at du har lært noget? For en gangs skyld kan jeg svare ’ja’ med god samvittighed.

Selvfølgelig har jeg lært noget.

Men hvad har jeg lært og kan jeg bruge det til noget – det er andre spørgsmål, som bedst kan besvares om nogle år, når jeg har fået mere overblik over min nye viden i den kontekst, der hedder fremtiden. Har du haft tilstrækkelig mulighed for aktiv deltagelse?

Hmmm – måske skulle jeg overveje, om jeg prøvede ihærdigt nok. Er du tilfreds med undervisningen? Joh – det er jeg vel. Ellers ville jeg jo ikke blive ved med at komme!

Er du tilfreds med din egen indsats? Nu bliver der gået til den, men på det punkt er jeg galvaniseret. Min indsats er, som den kan blive med et arbejde, en mand, en stribe børn og et enkelt barnebarn. Jeg er vældig glad for mit liv, selvom jeg har forliget

mig med, at jeg med mellemrum ikke yder det, jeg gerne ville.

Men man er jo kun forpligtet efter sin evne, og så må det blive som det kan – evalueringsskema eller ej.

På en vis måde er jeg blevet hægtet af evalueringen på dette punkt. Alt for meget har været diffuse fornemmelser af det personlige udbytte eller af tågede forestillinger om en fremtidig nytteværdi. Begge dele vil først materialisere sig engang i fremtiden, og når evalueringsskemaet nu forlanger at få at vide, om kurset er en relevant del af min uddannelse, så slår jeg ud med armene og sætter kryds i ’Ved ikke’. Når jeg engang er færdig og har fået et overblik, så skal jeg nok danne mig en mening om det, men indtil da venter jeg blot i tillid til, at dem, der har sammensat uddannelsen, har vidst, hvad de gjorde.

En klar forestilling om eksamen har jeg dog - i alle fag, endda!

Problemet ved at aflevere et sådant svar er bare, at ingen fag indtil nu har honoreret mine forventninger. I de fleste tilfælde har alt været nemmere, sjovere, mere forfærdeligt eller mere interessant, end jeg havde fores-

tillet mig, og jeg kan derfor ikke bruge mine egne forestillinger til ret meget. Til gengæld kan jeg sige med sindsro, at Absalon fungerer tilfredsstillende og har gjort det i tre år – er der mon nogen, der stadig tvivler? Og de fysiske rammer – herunder it-området – er absolut ikke på niveau med moderne standard og har ikke været det i tre år, men who cares? Fakultetet er et nedslidt sted med støj og træk og dårlig akustik. Der mangler stik til pc’erne i auditorium 7, og der er dårligt lys og lyd i auditorium 11. I de små lokaler mangler der altid siddepladser til de sidst ankomne, og i auditorium 2 skal man komme tidligt for at få en plads oppe ved tavlen, hvis man er nærsynet. Alt det er dog mindre betydningsfuldt i forhold til, at receptionen altid yder god hjælp, rengøringspersonalet smiler fra morgenstunden, computer-Kim er uendeligt tålmodig, og man må gå rundt alle vegne, som om man for alvor hører til.

Ja – der er mange måder, jeg selv kan bidrage til undervisningen på. Fortæl mig, hvordan jeg kan bruges. Og der er masser af forbedringsmuligheder for undervisningen, men evaluering er så åbenlyst ikke en af dem,

evalueringer

49

når den foregår på denne måde. Den har karakter af en rituel besværgelse, der skal få eventuel utilfredshed manet i jorden med henvisning til, at ’du har haft muligheden for at fremkomme med din kritik’, og ’du kunne også have arbejdet lidt mere med faget’.

Evalueringstankegangen er grundlæggende rigtig, men hvordan kan vi så gøre det bedre? For det første kan vi underskrive os ved en evaluering. Har vi noget at sige, der er kritisk i forhold til det bestående, er det kun rimeligt, at vi lægger navn til, hvis vi vil have det taget alvorligt. Det betyder nemlig blandt andet, at man kun kritiserer det, man kan stå inde for, og som man vil uddybe, hvis det bliver påkrævet. Er nogen bange for repressalier, er der mulighed for at gå til en studievejleder, en fagrådsrepræsentant eller til en studieleder/dekan for at frembringe en kritik.

Dernæst kunne vi undlade at lade de studerende gennemgå en rituel evaluering af os selv overfor lærerne. Skal vi have et evalueringsskema, bør det indeholde skarpere spørgsmål om det, vi gerne vil vide noget om. Derfor skal den pædagogisk ansvarlige også tage spørgsmål om Absalon og IT-udstyret ud – ingen tror jo på, at svarene bliver brugt til noget som helst.

Der udover kunne fakultetet lave objektive evalueringer af undervisningen ved at tælle fremmødeprocenter, frafald, eksamenskarakterer mv., og man kunne stille målsætninger op for, hvordan undervisningen idealt set bør fordeles på skriftlig og mundtlig aktivitet, gruppearbejde, forelæsningsvirksomhed, plenumdiskussioner, studenterfremlæggelser mv. Sådan nogle målsætninger kan nemlig også evalueres.

Lærernes performance har stor betydning for de studerende, og nogle lærere er bare naturtalenter. De kan jonglere med stemningen i auditoriet, så man tvangfrit bevæger sig fra dyb koncentration til hidsig debat og tilbage igen. Andre har oparbejdet en måde at undervise på, som i hvert fald sikrer, at læreren arbejder i de timer, undervisningen foregår. Hvad med at indlede hver lektion med en to minutters evaluering af det, der skete sidste gang, inklusive en vurdering af, om målet blev nået? Eller hvad med at bede de studerende om at sende en mail direkte til læreren med ideer til forbedring af undervisningen?

Hvad med lidt gensidig evaluering blandt lærerne – det er ikke farligt, og det kan kun føre til bedre undervisning.

Lad os se hinanden i øjnene og aftale, at hvis vi ikke kan gøre det bedre end dette pligtbestemte minimum, så står vi os måske bedre ved helt at undlade evalueringer.

50

arken anmelder 236 sider Forlag: Anis ISBN-13: 9788774576303

Jørgen Ledet Christiansen m.fl.

Justins dialog med jøden Tryfon Af Frederik Poulsen Det er en fornem gave, at Justins ”Dialog med jøden Tryfon” nu er kommet i en fuldstændig oversættelse til dansk. Dialogen giver et medrivende og indholdsmættet blik ind i det 2. århundrede, hvor Justin Martyr (ca. 100-165) viede sit liv til et filosofisk og skriftbaseret forsvar for kristendommen. Hvis man, som jeg, interesserer sig for, hvordan Det Gamle Testamente og særligt Esajas’ Bog blev forstået og anvendt i den tidlige kirke, er Justins Dialog en uomgængelig kilde.

Dialogen, der til tider fremstår som en kristen monolog, udfolder sig over to dage ved sportsp-

ladsens søjlegange mellem den kristne Justin og hans (formentlig fiktive) jødiske diskussionspartner, Tryfon. Indledningsvist beretter Justin, hvordan han forgæves søgte efter svar hos sine samtidige filosofer: Stoikere, peripatetikere, pythagoræere og platonikere. Først mødet med en gammel mand på en strand sender ham i favnen på de gammeltestamentlige profeter; disse modige og troværdige vidner om sandheden – ældre end de såkaldte filosofer – hvis skrifter eksisterer endnu i dag. Prøv anden sal her i huset!

Værkets hoveddel berører en lang række emner uden no-

gen stram disposition. Især to forhold behandles dog ivrigt: Justin vil for det første påvise Den Nye Pagts suverænitet over Den Gamle Pagt og, for det andet, at hovedpunkterne i Kristi liv (profetierne om ham, hans præeksistens, jomfrufødsel, lidelse og død) alle har deres grundlag i skrifterne – eller rettere i den sande udlægning af skrifterne.

Vi befinder os nemlig på et tidspunkt, hvor Det Gamle Testamente udgjorde kristendommens eneste Bibel. Diskussionerne mellem Justin og Tryfon omhandler derfor den rette fortolkning af denne fælles

arken anmelder

skriftsamling. Måske titlen på værket burde være ”GT redigeret af Justin,” for Justin bringer forbløffende mange og lange citater fra Skriften, f.eks. citeres adskillige salmer i fuld længde.

Mod Tryfon og hans samtidige jødedom, der anklages for at være vildledt af sine lærere, fremfører Justin om profeternes vidnesbyrd: ”De indgår i jeres skrifter, eller rettere, ikke i jeres skrifter, men i vores; vi tror nemlig på dem, mens I læser dem uden at forstå meningen med dem” (29,2). Justin fremstiller her et syn på Det Gamle Testamente, som har været styrende gennem kirkehistorien: Det Gamle Testamentes sande mening omhandler Kristus, men det kræver Guds ånd og nåde for at indse det.

Dialogen bevidner dermed også den voksende spænding og polemik mellem jøder og kristne i det 2. århundrede. Karakteristisk er det, at Justin overfører de barske anklager mod det ulydige Israel i Det Gamle Testamente direkte på sin samtids jødedom og tilbagevendende anklager Tryfon og hans trosfæller for at have slået Kristus ihjel.

Jørgen Ledet Christiansen, Niels Hyldahl og Mogens Müller har besørget en ligefrem og

forståelig oversættelse af den græske grundtekst. En 15 - siders indledning giver en kort indføring i Justins liv, i hans kendte forsvarsværk Apologien (dansk oversættelse fra 1996), i håndskriftet til Dialogen og i skriftets mulige målgruppe. Interessant nok argumenteres der for, at Dialogen ikke er rettet til jøder, men til dem i den græsk - romerske offentlighed, der kunne finde jødedommen tillokkende (repræsenteret ved Tryfons venner). Den forholdsvist lange redegørelse for Justins Bibel, dvs. den græske oversættelse af Det Gamle Testamente og dennes tilblivelse, er forståelig, når man tænker på, hvor meget Justin citerer fra Skriften, og hvor vigtig Dialogen har været for tekstkritikken.

Imidlertid mener jeg, at indledningen mangler at placere Justin i samtiden, f.eks. som ”efterfølger” til de apostolske fædre, blandt øvrige personligheder (Tatian, Irenæus), og som den betydeligste apologet i det 2. århundrede. Justin er vel netop en interessant skikkelse, fordi han på den ene side forsøger at sammenfatte kristendom og hellenistisk filosofi i en syntese og på den anden side som ”kristendommens første ekseget” tydeligt er velbevandret i de bibelske skrifter. Dertil er han som

51

bekendt en uvurderlig kilde til den tidlige kirkes gudstjenesteliv.

Indledningen efterfølges af en nyttig disposition over Dialogen, som forsøger at indfange en struktur i det mildest talt ret ustrukturerede skrift. Endelig er bogen forsynet med en overskuelig litteraturfortegnelse og en liste over bibelcitater. I denne genre er det vanskeligt at undgå fejl. Justin bytter selv rundt på Esajas og Jeremias, og Zakarias og Malakias. Det er dog uheldigt, når ”Es 2,5-6” er blevet til ”Es 5,2-6” (s. 65, n. 9), og når ”Es 39,8-17” optræder i stedet for ”Es 39,8-40,17” (s. 99, n. 1); især, når fejlene har forplantet sig til registeret.

Disse bagateller må dog ikke skygge for den store fortjeneste, at dette centrale værk nu foreligger på dansk. Anbefales til alle med interesse for teologiens væsentligste emner: Bibelen og Oldkirken. Eller på moderne dansk: Ud med Justin Bieber og Justin Timberlake, ind med Justin Martyr!

Justins Dialog med jøden Tryfon Oversat med indledning og noter af Jørgen Ledet Christiansen, Niels Hyldahl og Mogens Müller.

Forlaget Anis. 236 sider. Kr. 289 (e-bog kr. 173).

52

arken anmelder 174 sider Forlag: Aros ISBN-13: 9788770036849

Ulla Morre Bidstrup

I anledning af...

- kasualierne - mellem levet liv og forkyndelse Af Agnethe S. Sørensen Ulla Morre Bidstrup er teolog, både med erfaring som sognepræst og som underviser af kommende og fungerende præster.

Bogen, ”I anledningen af….,” bygger på hendes Ph.d. om kasualierne. Ulla Morre Bidstrup taler altså både ud fra praktisk erfaring og ud fra sit videnskabelige arbejde med emnet, men i bogen udfoldes især de praktiske konsekvenser af hendes syn på kasualierne.

Kasualier er gudstjenester i særlige anledninger og de kan deles i to grupper: 1) Kirkelige handlinger, der traditionelt drejer sig om dåb, konfir-

mation, bryllup og begravelse.

2) Særgudstjenester, der for eksempel kan være Høstgudstjeneste, Kyndelmisse eller 1. søndag i advent.

Kasualierne er således næsten alle andre gudstjenester end Højmessen, selvom Højmessen godt kan indeholde et kasualie, f.eks. en dåb. Ulla Morre Bidstrup understreger, at Højmessen ikke står i modsætningsforhold til kasualierne, idet Højmessen er med til at holde kasualierne på plads, ved at danne baggrund af fortrolighed med det, der hører kirken til, som en religionsoplærende funktion og ved at være et ori-

enteringssted, hvorfra kasualierne udspringer. Kasualierne står stærkt hos folkekirkedanskerne i forhold til Højmessen, fordi kasualierne har biografisk indhold. Det moderne menneske søger nemlig identitet gennem kontinuerlig selvfortælling. Individet udvikler og former sin livsstil og sine livsmål i processen, men savner ofte et orienteringspunkt, som man blandt andet kan se af hele den terapeutiske industris opblomstring. Men der findes et indlysende svar og orienteringspunkt, skriver Ulla Morre Bidstrup, nemlig kasualierne.

Præstens opgave er at gøre

arken anmelder

evangeliet gældende i menneskenes aktuelle liv. Kasualiet findes i spændingsforholdet mellem menneskets konkret levede liv og forkyndelsen, og derfor er kasualierne stadig efterspurgte, selvom deltagelsen i højmesserne har været faldende. Kasualiet passer rigtig godt til det moderne menneske, fordi det giver selvreferencen et orienteringspunkt. De traditionelle kasualier har stadigvæk betydning, selv om det moderne liv er aftraditionaliseret. For eksempel går de unge, der bliver konfirmeret, ikke længere over i de voksnes rækker og skal ud og tjene, når de fylder 14-15 år. En del folk bliver også gift mere end én gang og andre lever i livslange, faste parforhold uden at blive gift. Derfor skal man se på kasualierne med henblik på, at de ikke tømmes for det indhold, som passer på de konkrete liv. Desuden skal man også se på om der er brug for nye kasualier, f.eks. foreslår Ulla Morre Bidstrup: Velsignelse af ikke-gifte par, salving af syge samt et kasualie i forbindelse med pensionering.

Der er mange spændende ting at lære af den lille bog, selvom den kun er på 166 sider, og jeg har ikke plads til at nå rundt om det hele. Derfor har jeg i stedet valgt at give kasualhomiletikken et par ord med på vejen. Kasualhomiletikken er kendetegnet ved, at den ikke skal forholde sig til en

given bibeltekst og at den kan tilrettes en bestemt gruppe mennesker og at den er biografisk.

Derudover har den en performativ virkning, fordi den samtidig er et ritual. Ulla Morre Bidstrup forklarer, at kasualtalen normalt har en H-struktur. H-talen er som regel kronologisk, hvor det biografiske og det almenmenneskelige fortælles som den ene stolpe i H’et og det teologiske, som den anden stolpe i H’et.

Disse to stolper er parallelle og mødes aldrig, men bliver forbundet af en bro; dér, hvor præsten går fra den ene del til den anden.

Ulla Morre Bidstrup foreslår en anden type kasualtale, nemlig Vtalen. Den lægger ud med et en åbningsscene, som er nøglen til både det biografiske og det teologiske indhold, som bliver blandet i én og samme virkelighed.

V’et symboliserer en åbning udad til alle menneskers liv og opad til forkyndelsen. Til sidst i bogen er der fire eksempler på Ulla Morre Bidstrups egne V-taler, som jeg dog ikke er særligt imponeret af.

Jeg synes, at de begynder godt med en fortælling eller et billede og jeg er ret sikker på, at de personer, som V-talerne drejer om, bliver fanget med det samme, så referencen til det levede liv er rigtig god, men jeg synes, at talerne indeholder for meget forkyndelse og at forkyndelsen ikke rigtig binder sig til det levede liv. Hendes taler beskriver faktisk et V, men på den måde,

53

at man enten er ude af det ene ben eller også uden af det andet.

Jeg tænker på, om man måske i stedet skulle opfinde en B-tale til kasualierne? En B-tale er en tale, hvor rygraden (den lange lodrette streg) er det levede liv og buerne er sideløbende udflugter ud i forkyndelse; dér, hvor talen indbyder til at opløfte blikket fra det konkrete. Forkyndelsen, som altid kommer tilbage til det levede liv, når den har rundet budskabet, som skal ramme ned i den pågældende livssituation.

B-talen behøver ikke at være kronologisk men kan starte som Ulla Morre Bidstrups V-taler med en åbningsscene, der straks får alle til at lytte med.

Jeg mener bestemt, at alle, der skal være præst eller blot interesserer sig for praktisk teologi, skal læse denne bogs bidrag til diskussionen om, hvordan de kirkelige handlinger fremover skal reformeres, så de til stadighed har betydning for folk. Ligeledes hvordan kasualhomiletikken kan udvikles i takt med mennesket og dets fællesskaber ændres, så prædikenen ikke kommer til at falde i enten teologigrøften eller det konkrete levede liv-grøften, og derfor mister sin kraft og betydning.

Ulla M. Bidstrup: I Anledning Af… Aros Forlag, 174 sider, vejl. pris 249,00 kr.

54

arken anmelder 185 sider Forlag: Kristeligt Dagblad ISBN-13: 9788774671244

Sørine Gotfredsen

At leve med Kierkegaard Af Betina Vejegaard En guide til Kierkegaards forfatterskab eller en guide til Sørine Gotfredsens?

Jeg har tidligere anmeldt og kommenteret på journalist og sognepræst Sørine Gotfredsens forfatterskab. Sidst var i september for to år siden her i Arken, hvor Sørine Gotfredsen netop havde udgivet bogen Den åndløse dansker. Jeg husker, at jeg grundlæggende syntes, at bogen var et godt indspark i den danske debat, men også at jeg ikke fandt den særlig revolutionerende. Derfor gav jeg den prædikatet ”lunken”. Ligeså proklamerede jeg, at jeg efter

endt læsning bare havde lyst til: ” at tilbyde Gotfredsen en kop kaffe og et stykke kage, sige ”sæt dig nu for pokker bare ned sammen med os andre og hyg dig, slå hjernen fra i bare 5 minutter, og slap af”. Nu er der så gået nogle år, og også denne gang har jeg lyst til at byde Sørine Gotfredsen på en kop kaffe og et stykke kage. Men denne gang vil jeg ikke bede hende om at holde op med at tænke og slappe af.

Tværtimod vil jeg denne gang bede hende fortsætte med at fortælle mig om sine tanker om Kierkegaard, kærlighed og et levet liv.

Sørine Gotfredsen har netop fået udgivet bogen At leve med Kierkegaard. Bogen kan bruges som en guide til læsning af Søren Kierkegaard. En slags ”let” indføring i hans forfatterskab.

Men jeg kunne ikke undgå også at læse bogen som en guide til Sørine Gotfredsens forfatterskab. For med udgivelsen giver Sørine ikke bare en personlig og ærlig forklaring på, hvordan man kan tage livtag med Kierkegaard i et liv, der leves i år 2013, hun giver også (bevidst eller ubevidst) en forklaring på, hvorfor hun skrev hvad hun skrev i sin forrige bog. De mange aspekter af danskernes tilværelse, som Sørine

arken anmelder

rundede i bogen Den åndløse dansker, kan man, efter At leve med Kierkegaard, nu læse med en helt ny forståelse af både Sørine og af Kierkegaard. Begge bøger bliver således et bud på, hvordan man kan tage et forfatterskab som Kierkegaards og bruge det i samtiden. Ikke bare som en spejling, men som et konkret redskab til at gennemgå personlige situationer helt ned i detaljen. Personal coaching på højt plan.

Man skal ikke læse ret mange sider, før Sørine med en elegance og en lethed i sproget får præsenteret de første tanker og citater fra Kierkegaard, på en både teologisk og personlig indsigtsfuld måde. Sørines sprog og tone er egentlig ikke anderledes end normalt. Hun er præcis ligeså direkte og skarp, som hun plejer at være. Så kan man lide hende eller ej. Men frem for bare at være ”hende den sure”, der angriber dette og hint, bruger Sørine Gotfredsen her, på en ganske ærlig måde, sin egen person som fundament. Bogen giver gennem kapitlerne, der blandt andet omhandler fortvivlelse, kærlighed, glæde og tro, en let og frem for alt samtidig tolkning af Kierkegaards tanker, alt imens

disse til tider abstrakte Kierkegaardske tanker hæftes op på en helt konkret og velkendt situation; her Sørines historie om hendes forliste kærlighed.

Det kunne nemt have været blevet plat. Der kunne såre simpelt være gået dameblad-nu-tilsat-eksistentialistisk krydderi i den. Og jeg skal indrømme, at jeg inden læsning af bogen havde den mistænkt for netop at være dette.

Men Sørine får på mærkværdigvis Kierkegaards værker til at give mening, netop fordi de bliver hængt fast på noget helt konkret, som vi alle kender til.

At knagen, som Sørine hænger Kierkegaard fast på, ikke er en opdigtet og tænkt historie, men et stykke af en personlig virkelighed, gør, at jeg som læser tager tankerne til mig og hele tiden kommer til at stille mig selv spørgsmålet: hvad ville jeg have gjort?

Man kan snildt gå igennem et helt liv uden at læse Kierkegaard.

Man kan faktisk også gå igennem et helt teologistudium uden at læse mere end den obligatoriske Philosophiske Smuler og et par sider i Kjerlighedens Gjerninger.

Pludselig er man færdiguddannet, og så er der så mange andre

55

teologer der kan vinde ens hjerte og tid. Og når man først står ude i den virkelige verden, med både Det Teologiske Fakultet og Pastoralseminariet lagt bag sig og prøver at få teologien til at give mening i menneskers hverdag, så er der meget langt til at begynde at læse Kierkegaard. Men Sørine Gotfredsen har med sin bog gjort opmærksom på, at Kierkegaard ikke kun hører til i den teologiske sfære, men at Kierkegaard i ligeså høj grad hører til i hverdagen og i de menneskers liv. Noget, der kunne virke så banalt som en bog om en kvindelig præsts forliste kærlighedsforhold til en mand, og om hendes optagethed af Søren Kierkegaard, er hos mig personligt blevet startskuddet til en lyst efter at læse Kierkegaard selv.

Ikke for at forstå hvad Sørine Gotfredsen skriver om. Ikke for at se hende efter i kortene. Men for at finde ud af, om Søren Kierkegaard også har noget ligeså vigtigt at fortælle mig, hiin enkelte, som han har fortalt til Sørine.

At leve med Kierkegaard, Sørine Gotfredsen. Kristeligt Dagblads Forlag, 186 sider, 249,00 kr.

56

arken anmelder 309 sider Forlag: Aros ISBN-13: 9788770036580

Hans Vium Mikkelsen m. fl.

Liv og konsekvens - Bonhoeffers teologiske arv Af Gabrielle Nilausen Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) er en af de mest kendte teologer fra det 20. århundrede, og hans åndelige arv diskuteres mere og mere intenst både i Danmark og i udlandet. Han var en markant og vedholdende stemme i den kirkelige opposition imod det tyske naziregime. Han både talte, skrev og handlede imod nazismen, hvilket medførte, at han blev fængslet og senere henrettet. Bonhoeffers teologi har fået stor indflydelse på grund af den tætte sammenhæng mellem hans teologiske overvejelser, hans indsats imod nazismens dehumanisering, og fordi han formår at fastholde en vedvarende vekselvirkning mellem teologi, kirke, kultur og sam-

fund.

Denne bog er inddelt i tre dele.

Del I består af en præsentation og analyse af Bonhoeffers biografi og kristologi. Del II udfolder virkningen af Bonhoeffers inkarnationstænkning i forhold til politik og prædiken, mens del III er et forsøg på at rekonstruere en sammentænkning af kristendom og samtid gennem et nyskrevet læsedrama om Bonhoeffer.

Denne nye antologi kan anbefales til folk der endnu ikke har et indgående kendskab til Bonhoeffer, idet man både kan læse om hans liv og teologi. Den første del gennemgår i store træk Bonhoeffers liv og teologiske udvikling.

Anden del indeholder et langt

bidrag om hans teologi, læst og rekonstrueret ud fra kirkeåret som en samlet fortælling, og det er klart den del af bogen, der er mest interessant. Derimod er læsedramaet i bogens tredje del nok kun læsværdig for nogen, idet der er en blanding af fiktion og virkelighed. Alt i alt en spændende bog, der nok først og fremmest er til folk, som ikke har et større kendskab til Dietrich Bonhoeffer.

Liv og konsekvens - Bonhoeffers teologiske arv. Hans Vium Mikkelsen, Henning Thomsen, Peter Lodberg og Casper Koch. Aros Forlag, vejl. pris: 299,00 kr.

arken anmelder

57

348 sider Forlag: Anis ISBN-13: 9788774576051

Per Bilde

Hvor original var Jesus?

Af Willy Hanghøj - Petersen Per Bilde leverer en imponerende mængde bibelcitater sat op i et modsætningsfyldt opgør med to diametralt modsatte eksegetiske tolkninger. Det er hans erklærede formål at jorde alle udlægninger, som bygger på en klar opfattelse af Jesu originalitet. Han cirkler hele tiden rundt i disse modspil med en tør fremstilling, ideligt afbrudt af lange fodnoter, som gør læsningen ganske trættende. Man venter hele tiden at ’cirklerne’ kunne løfte sig i en ’spiral’ med forståelsens klarhed i toppen – men, nej. For mig falder det hele til jorden, fordi denne nedladende holdning til Jesu personlighed alene kan afvises som arrogant benægtelse af det

eneste sikre kriterium på Jesu originalitet: at Han – Jesus – var GUD! Jesus siger jo selv, indirekte flere steder, direkte to steder i Det Ny Testamente, stærkest og umiskendeligt i Joh. 10:30: ”Jeg og Faderen, vi er ét!”

Jesus udsiger således selv sandheden om sin originalitet – så hvis den gode professor og doktor udi teologien vil fastholde sin benægtelse af Jesu originalitet, så må han erklære Jesus for løgner!

Nej, Jesus skabte ikke en ny religion; religioner har Fanden skabt, men han bragte Sandheden i en form, så mennesker kunne fatte den. Hvis denne ’Sandhed’

er en løgn, så har professor Bilde ret – men jeg lever hellere på en smuk løgn, end på Bildes negative antikristendom.

Derfor må min anmeldelse blive så negativ, som jeg her har udtalt den – indrømmet: Meget subjektiv. Til gengæld føler jeg, at det Teologiske Fakultet ved et dansk universitet, ved at huse prof. dr. theol. Per Bilde i sit embede, har aflivet myten om, at teologi på universitetsniveau bare er et enøjet studium til udklækning af protestantiske præster.

Per Bilde: Hvor Original var Jesus?

Forlaget ANIS, 348 sider, 348 kr.

arken anmelder

58

216 sider Forlag: Anis ISBN-13: 9788774575825

Flavius Josefus

Mod Apion

- Oversættelse, indledning og noter ved Niels Henningsen

Af Ole Madsen Jødisk forsvarsmateriale grækere og ægyptere

mod

Med filologen Niels Henningsens publicering af Flavius Josefus’ Mod Apion foreligger endelig en dansk oversættelse. Dette har været ventet siden sognepræst Andreas Reiersens komplette danske oversættelse af bl.a.

Josefus’ Antiquitates Judaïcae (Jødernes Historie) og Contra Apionem 1-2 (Mod Apion) i 175057. Oversættelsen er et spændende og øjenåbnende værk om jødernes liv, religion, kultur og historie i det 1. århundrede, fortalt af en jødisk historieskriver under romersk beskyttelse.

Bogen har foruden Josefus’ Mod Apions to bøger også fem appendikser bestående af 1.

Filon: Hypothetika (Forsvar for jøderne), 2. Filon: Mod Flaccus, 3. Filon: Af Udsendingene til Geius, 4. Josefus: Fra 18. og 19. bog af Antiquitates samt Af ‘Kejser Claudius’ brev til Alexandria’, og endelig 5. Tacitus: Historiae. Til hvert appendiks findes bagerst et omfattende noteapperat.

Tacitus (ca. 60-ca. 120) træder ud fra de to andre, idet han var romersk historieskriver, og Historiae er taget med i denne bog, fordi den er ”en særdeles værdifuld kilde til en samtidig romersk opfattelse af jøderne, deres

religion, historie og levevis.” (s.

206).

Filon (ca. 10 f.v.t. - ca. 40 e.v.t.) og Josefus (37-100) er de to største ”- og eneste overleverede! jødiske, ikke-kristne forfattere fra 1. årh. e.v.t., med baggrund i diasporaen i hhv. Alexandria og Rom.” (s. 193), og de fremtræder således som jødiske apologeter over for Tacitus, der står som ikke-jøde med sin etnografiske diskurs, der i alt væsentligt synes ”baseret på meget af den antijødiske litteratur, som Josefus opponerer imod i Ap[ion].” (s.

207).

Appendikserne kan og bør an-

arken anmelder

vendes som uddybende baggrundsmateriale til selve hovedteksten, som bogen også er opkaldt efter, nemlig Flavius Josefus’ Mod Apion. Niels Henningsen har dermed bidraget med en aldeles interessant og horisontudvidende bog, der kan anbefales til alle teologer og præster. Den er et must for enhver med interesse for Middelhavets første århundredes religions- og kirkehistorie, fordi den bidrager med unik og supplerende viden til de velkendte breve og bøger i Ny Testamente.

Flavius Josefus blev født i Jerusalem og voksede op i en fornem præstefamilie. Han deltog i det første store jødiske oprør mod Rom (66-70), endog som leder af forsvaret for det strategisk vigtige Galilæa. Her blev han i 67 overvundet af Vespasian, og samtidig forudsagde han at Vespasian ville blive romersk kejser.

Josefus blev romersk krigsfange, og i år 69 gik hans forudsigelse i opfyldelse; han blev frigivet og fik tilnavnet Flavius, Vespasians familienavn. Josefus’ afhængighed af sit høje romerske patronat præger tydeligt hans skrifter, hvoraf nogle kan læses som rene propagandaskrifter for romerne. Hans receptionshistorie blev påbegyndt af kirkehistorikeren Euseb i 300-tallet, der iflg. Niels Henningsen misbrugte Josefus ”til at befæste det teologisk-dogmatiske grundlag for kirkens antijudaisme.” (s. 27).

Josefus’ hovedanliggende i Mod Apion var at gendrive en række

udsagn fremlagt af grækere og ægyptere imod det jødiske folks historie, religion og kultur. Josefus skrev dog apologetisk imod nogle personer og værker, der desværre ikke er overleveret under anden form end citater hos Josefus (s. 8). Forud for Mod Apion havde Josefus publiceret Antiquitates i forsøget på at skabe en bredere forståelse for jøderne. Hans mission slog fejl, og derfor måtte pennen hvæsses til et forsvar for bl.a. den traditionelle jødiske selvfortælling med udvandringen af Ægypten (herunder loven, sabbatten, spisereglerne mv.), der var blevet problematiseret og talt imod af især græske og ægyptiske historieskrivere.

Apion var en ægypter fra Alexandria, der først introduceres midt inde i Mod Apion, og optræder som den mest fremtrædende af de navngivne antijødiske skribenter. Apion kommer praktisk talt til at indtage en plads som repræsentant for en række anti-jødiske og anti-judaistiske standpunkter, som Josefus mere eller mindre systematisk gør op med. Apion byggede selv på andres (historie)værker, og man får indtryk af at der har hersket en (litterær) religionskrig i Antikken; en kamp om den sande religion. En kamp der blev udkæmpet af ægyptere, grækere, romere og jøder, og som bl.a. resulterede i voldsomme jødiske pogromer og ødelæggelsen af templet i Jerusalem.

Genremæssigt lader Jose-

59 fus’ værk sig dog ikke nemt bestemme som blot et apologetisk skrift, idet Josefus i samme åndedrag både forsøgte at formidle jødernes loyalitet over for Romerriget og (be)skrive jødernes historie. Det nok vigtigste værdikriterium i Antikken lød: ”Jo ældre, jo finere”. Dermed mentes at det ældste var det sandeste og mest oprindelige; alt andet var at betragte som nye opfindelser, påfund og dermed usande, eller i hvert fald ikke på højde med de ældste sandheder.

Og Josefus argumenterede med Moseloven som hovedhjørnesten for at jødernes religion, historie og kultur var det ældste og derfor det mest sande af alt.

Modsat jøderne var grækerne et folk ”af i går”, hvilket hentyder til den samme hån, som når man om en uvidende og dum person med vantro spørger om ”han er født i går”. Når Josefus plæderede for jødernes forrang under alle forhold, inddrog han til understøttelse af sine udsagn en lang række anerkendte græske og ægyptiske personer og værker, der nemt kan tage pusten fra læseren. Det er meget interessant at følge de retoriske kneb og argumentationsopbygninger, og Josefus’ brug af maleriske udtryk til at skælde og smælde giver straks teologen associationer til Martin Luthers opgør med bl.a. Erasmus af Rotterdam.

Flavius Josefus Mod Apion, Niels Henningsen, Forlaget Anis, 216 sider, 249 kr.

60

arken anmelder 437 sider Forlag: Unitas ISBN-13: 9788770036788

Kaj Mogensen

Frelse og Fortabelse Af Ole Madsen - Sagen er en gåde; afklaret bliver du først ved den futuriske dommedag Kaj Mogensens seneste bog ”Frelse og Fortabelse” skal ses som et bidrag til et par tusinde års kirkehistorisk debat. Debatten handler om, hvorvidt alle mennesker frelses, eller om kun nogle frelses og andre fortabes.

Læren om alles frelse kaldes apokatastasis, og modsætningen dertil kaldes dobbelt udgang.

Pædagogisk kampagne Med sine 440 sider er bogen et grundigt og vægtigt bidrag til debatten. Netop bogens omfang stiller store krav til forfatteren om at præsentere det teologiske materiale på en lettilgængelig og meget pædagogisk måde, hvilket Kaj Mogensen klarer fint.

Med den konsekvente brug af kursiverede fremhævninger og en række gentagelser af kernes-

logans, kan man som læser ikke undgå at forstå pointerne. De gentagede slogans giver bogen et kampagnelignende udtryk.

Bogen er opbygget med først begrebsbestemmelse og historisk baggrund efterfulgt af et afsnit om bibelsyn. Herefter går Kaj Mogensen i gang med et omfattende eksegetisk arbejde, først i Det Gamle Testamente, derpå Det Nye Testamente, der er opdelt i afsnit om først de tre synoptiske evangelier, Johannesevangeliet, Judasskikkelsen og nadveren samt den paulinske brevsamling. Herefter følger afslutningen med systematiske overvejelser. Bogen er beriget af Kaj Mogensens dybdeborende eksegese og hans personlige baggrund som menneske og præst i et liv af teologi, hvilket især afsløres i bogens sidste bidrag, en epilog; et meget personligt efterskrift.

Fra Origenes til Mogensen Debatten begyndte allerede i oldkirken. Kirkefaderen Origenes (184/185-253/254) havde bidraget med en enorm mængde teologisk litteratur og øvede gennem sit litterære virke, samt via forkyndelse og undervisning, en betydelig indflydelse på sin sam- og eftertids teologiske dagsorden. Det til trods blev han ekskommunikeret på synoden i Konstantinopel (453), og læren om apokatastasis blev kætterdømt på det femte økumenisk koncil i Konstantinopel (553).

Som følge heraf blev mange af hans værker destrueret, så der kan ikke udledes en stringent Origenes - teologi af de overleverede værker.

Apokatastasis-læren har spillet en mere eller mindre fremtrædende rolle på den teologiske og kirkelige dagsorden siden Origenes. Især under refor-

arken anmelder

mationen blev der plads til en opblomstring af mange forskellige teologiske (heriblandt gammelkætterske) anskuelser.

Melanchton og Luther tog dog kraftigt afstand fra apokatastasis-læren, hvilket tydeligt læses i Confessio Augustanas artikel 17 (CA 17): ”Ligeledes lærer de, at Kristus skal åbenbare sig ved verdens ende for at holde dom, og han skal opvække alle døde, give de fromme og udvalgte et evigt liv og evindelige glæder, men fordømme de ugudelige mennesker og djævlene til at pines uden ende. De fordømmer gendøberne, som mener, at der skal være ende på de fordømte menneskers og djævlenes straffe. De fordømmer også andre, som nu udspreder jødiske anskuelser om, at de fromme før de dødes opstandelse skal få herredømmet over verden, efter at de ugudelige overalt er undertrykte.”

I Danmark er interessen for Origenes blevet genvakt, tankevækkende nok, især i forbindelse med 1970’erne, hvor der fremkom nyt syn på mange teologiske emner. Den nutidige debat i Danmark præges af at foregå mellem konservative teologer (Menighedsfakultetet, Dansk Bibelinstitut samt Evangelisk-Luthersk Netværk – således opstillet og diskuteret i et selvstændigt afsnit s. 62ff.) på den ene side, og blandt andre en række liberal- og narrative teologer på den anden side. En sådan

opstilling skal kun være vejledende. Kaj Mogensen inddrager en række danskkendte salmedigtere, forfattere, teologer og andre, der kan underbygge hans argumentation.

Menighedsfakultetet udgav som følge af en foredragsrække bogen Frelse og fortabelse – Historisk og aktuelt belyst (2004), hvor hverken Kaj Mogensens eller Børge Haahr Andersens bidrag af forskellige grunde kom med.

Bogen er kun på 116 sider.

Mogensens kardinalpunkter Kaj Mogensens anliggende med bogen er, under afstandtagen til CA 17, at fremlægge, udfolde og styrke den for ham fundamentale hovedlinje i Bibelen: ”Troen på, at der er en kærlig Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus, troen på, at Gud elsker mennesker med en tilgivende, selvhengivende og magtfuld kærlighed, troen på, at alle mennesker er omfattet af Jesu Kristi forsonergerning og håbet om det brudte skaberværks genoprettelse.” (s. 14). Problemstillingen med en dobbelt udgang er beskrevet af mange, og således af Henning Thomsen: ”Tror vi på den ufortjente frelse, kan vi ikke samtidigt tro på den velfortjente fortabelse.” (Kristeligt Dagblad 15. okt. 1999).

Kerneproblemet for Kaj Mogensen er, at han ikke kan forlige Bibelens udsagn om at Gud er

61 kærlighed (1. Joh., 4,10) med Den athanasianske trosbekendelse og CA 17s dogmeord om, at nogle mennesker skal dømmes til evig pine. Kaj Mogensens strategi i bogen er at omtolke de skriftsteder, der traditionelt set er blevet anvendt som argumenter for den dobbelte udgang. På den måde fører bogen læseren til en korsvej, hvor man må vælge sit teologiske standpunkt: dobbelt udgang eller alles frelse?

Problemet med dobbelt udgang er, at læren ikke stemmer overens med den fundamentale hovedlinje i Bibelen, som Kaj Mogensen har fremdraget. Kaj Mogensen er helt tydelig, idet han med slet skjult reference til Matt. 12,25 skriver: ”Dobbelt udgang er udtryk for guddommelig selvdestruktion.” (s. 84). Historisk set gives der, soteriologisk forstået, tre muligheder. Enten en dobbelt udgang, en apokatastasis eller en annihilation. ”Ved „annihilation” forstås den fuldstændige tilintetgørelse af det onde og syndige.” (s. 34). Annihilationslæren er mildere end dobbelt udgang, men en skærpelse i forhold til apokatastasis. 1. Kor., 3,13 er nøglestedet for en overvejelse om annihilation (s. 341).

Eftersom alle mennesker er underlagt synd, må det være sådan, at ”Der går annihilation forud for apokatastasis.” (s. 219).

Kristendommens budskab er iflg.

Kaj Mogensen dennesidigt og giver en radikal ny etik, hvilket

62 især udfoldes i Bjergprædikenen (s. 157). Evangeliet om at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser, skal tolkes eksistentielt. Da der sker en universel genoprettelse, og alle mennesker frelses ved Jesu korsdød og opstandelse, skal mennesker anvende jordelivet på at være til glæde og gavn for hinanden med Jesus som eksempel. Kristi dom bliver dermed præsentisk, og dommens formål bliver at rense mennesket, så det kan leve i sand (næste)kærlighed.

Paulus’ Adam-Kristus-typologi i Rom. 5 anvender Kaj Mogensen til at understrege universalismen i frelsen. For ”Ligsom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. [5,18] (...) Her siges det tydeligt, at både faldet og retfærdiggørelsen er universel.” (s. 304f.).

Fri vilje eller ej?

For Kaj Mogensen er den konservative og ortodokse luthersyn problematisk, fordi det lægger valget om frelse og fortabelse over til mennesket selv. Overbydes fortabelse af frelse? Ja, mener Kaj Mogensen. Mennesket er skabt med en Gudbilledlighed, og ”Gudbilledligheden må være et udtryk for, at mennesket i det hele taget er et menneske.” (s. 76). Desuden er alt blevet til ved Jesus Kristus, hvorfor alt tilhører ham. ”Det er ikke noget, mennesket selv vælger. Det, som mennesket selv vælger, er, om det vil leve i fællesskabet med Jesus Kristus.” (s. 247).

arken anmelder

Luther slog i Den Trælbundne vilje (1525) fast, at mennesket i forhold til frelsen ikke har fri vilje; man kan ikke vælge Gud til eller fra. Enten er man under Guds eller Satans herredømme. Kaj Mogensen problematiserer derfor konservative kristnes brug af den fri vilje som påskud for, at mennesker kan vælge frelse fra eller til. ”I virkeligheden lader de en tro på menneskets frihed overskygge troen på Guds frihed.” (s.

405). For Kaj Mogensen er Satan den eneste, der ikke skal frelses: ”Satan skal ikke tilgives, han skal tilintetgøres. Satan er en personliggørelse af den metafysiske ondskab.” (s. 209).

Er frelse for alle lig med alles frelse?

Kaj Mogensen fremhæver selv, at den alvorligste indvending imod apokatastasis-læren er spørgsmålet: ”Gør „alles frelse” dette liv med dets udfordringer, ansvar, alvor, skyld, tro og troskab meningsløst?” (s. 227).

Spørgsmålet står ubesvaret.

Kaj Mogensen har en uheldig tendens til at konkludere fra et skriftsteds talen om de få til, at der er tale om alle, jf. ”men gennem enkelttilfældet belyses det generelle.” (s. 160). Således tager han ikke højde for frelsespartikulariteten, der traditionelt har været et kristent dogme blandt alverdens kristne. Partikulariteten kan især findes hos Paulus, når han påpeger, at der er særlige forhold for menigheden; ”Dem udenfor skal Gud dømme” (1. Kor., 5,12).

Når Kaj Mogensen støder på vanskelige vers anvender han

forskellige metoder til at få skriftstederne til stadig at passe ind i apokatastasis-læren, f.eks. ved at fremføre, at heller ikke Bibelens forfattere altid forstod Jesus rigtigt, eller at forfatteren skrev forkert (s. ). Det er nemt at få en fornemmelse af, at Kaj Mogensen forsøger at harmonisere teksterne, så de flugter med apokatastasis. Hvor Kaj Mogensen læser i Bibelen om ”få udvalgte”, må det handle om dem, der er udvalgte til menighedens fællesskab i jordelivet – altid et dennesidigt universelt perspektiv. Hvor der er tvivl om udlægningen, vælger Kaj Mogensen apokatastasis.

Bogen er ikke blot et teologisk værk, men også et for Kaj Mogensen personligt opgør med en klassisk og fælleskirkelig forståelse af frelse-fortabelse-tematikken. Derfor anvendes også i flæng en række hårde ord om modstanderne af apokatastasis og om dobbelt udgangslæren er afgudsdyrkelse, farisæisme, har sin rod i syndefaldet, er værre end ateisme, og at det gør Gud til sadist (s. 408-9).

Pessimisten risikerer at blive optimist, og selvom vi nu kun erkender stykkevis at sagen er en gåde, bliver vi forhåbentligt alle afklaret ved den futuriske dommedag.

Kaj Mogensen: Frelse og Fortabelse. Aros forlag, 440 sider, vejl. pris 349 kr.

arken anmelder

63

151 sider Forlag: Gyldendal ISBN-13: 9788702118087

Jørgen Larsen

Gamle København - Flere historier og fotos fra en svunden tid

Af Annette Kruhøffer Til familien fra Jylland, der besøger København Jørgen Larsen er ansat på Berlingske og har været chef for avisens redaktionelle arkiv. I en lille halv snes år skrev han desuden en ugentlig artikel om det historiske København, som fandtes i rigt mål i den gamle avis’ arkiver. Det er småstykker som disse, der er sat sammen og udgivet i en lille perle af en bog, der viser Hovedstaden fra en anden side.

Hvert kapitel – eller afsnit, om man vil – fylder bare et opslag, men ofte er der mange historier gemt på de få spalter. Brumleby blev for eksempel bygget

efter initiativ fra lægen Emil Hornemann, der var forfærdet over de mange koleradødsfald under epidemien i 1853.

Hornemann havde set, hvordan sygdommen mejede fattige ned i andre europæiske storbyer, og han havde derfor prøvet at advare myndighederne i København uden held. Da man kunne se, at sygdommen havde bedst fat, hvor folk boede tættest, fik Emil Hornemann iværksat et byggeri af boliger på Østre Fælled, hvor der ellers var militært øvelsesområde, og hvor kvæget gik på græs. Selvom byggeriet fik det officielle navn Lægeforeningens Boliger, hed det dog bare i daglig tale Brumleby efter de store kvægflokke. Brumleby

havde egen badeanstalt, egen forsamlingssal og egen brugsforening, men det var ikke altid de fordrageligste københavnere, der slog sig ned i boligerne. Inspektøren kunne i årsberetningen fra 1876 skrive: ”Det har utvivlsomt sine store vanskeligheder at holde orden, renlighed, fred og ro blandt en så stor befolkning, som blandt andet tæller mange trættekære kvinder og uopdragne børn.”

Et enkelt opslag i en bog med et format som et A4-ark er ikke meget, når man skal beskrive kendte og værdsatte steder som Trianglen, Strandvejen, Tivoli eller Bakkehuset, men pladsen er godt udnyttet, så man får sat

64

følelser på den tørre historie. Bogen egner sig ikke til studiebrug, men har man familien fra Jylland på besøg, vil det være oplagt at lade dem få adgang til at læse i bogen som godnatlæsning under opholdet. Og (jeg tør næsten ikke sige det, for det strider mod mine principper!) den egner sig fantastisk godt til at ligge ved siden af toilettet, hvor mange mennesker ynder at læse korte, overskuelige tekster af underholdende karakter.

Forfatteren har fundet gode, oprindelige fotografier frem til illustration af livet i København, og teksten er sat op i to spalter med god linieafstand, men med ret små bogstaver. Man bliver klogere på sin by af at læse denne bog – og man har det faktisk sjovt, mens det sker.

Jørgen Larsen: Gamle København. Flere historier og fotos fra en forsvundet tid. Gyldendal (2011) Vejl. Pris: 299, 95 kr.

arken anmelder

En fænomenolog på krigsstien

Vil du anmelde for Arken?

Vi får stadig flere og flere bøger ind og de skal jo gerne anmeldes. Og aftalen er den samme som altid.

Giv en anmeldelse af en bog og den bliver din egen personlige ejendom.

Kom ned og se, hvad vi har på lager. Der er stadig mange interessante titler, som kan ende som gave til dig selv eller dine kære.

Princippet er først-til-mølle, så skynd dig at komme forbi.

Mvh Redaktionen

Hvad er fænomenologi? Det er vi nok mange, der godt kunne tænke os at vide. I forordet til bogen med den lidt irriterende titel, Det ubevæbnede øje, hævder Jakob Wolf, at bogens mere end 450 sider er et svar på dette spørgsmål.

Måske skyldes vores uvidenhed, at »fænomenologi« bruges så bredt, at det har mistet sin betydning. Eller måske er grunden, at ordet bruges som retorisk taktik: Jeg er fænomenolog, så jeg taler erfaringsnært og ligetil, mens du ikke er fænomenolog, så derfor er din tale abstrakt spekulation eller kold reduktionisme. Fænomenologi og erfaringer bliver dermed kodeord eller trylleformler, der sikrer, at man er på det rigtige hold. (På

arken anmelder

erfaringssnakken viser sig imidlertid, når man møder sætninger som »Jeg ser én, der læser Politiken. Det er Gud« (s. 366).

Og det virker påfaldende aggressivt, når Wolf uden videre erklærer, at alle »teodicéer og teologier, der benægter Guds almægtighed, ligger under den jævne forstands niveau« (s. 322).

Jeg vil også gerne støtte tanken om Guds almagt, men behøver man per definition at være underbegavet, fordi man mener noget andet?

495 sider Forlag: Anis ISBN-13: 9788774576389

Jakob Wolf

Det ubevæbnede øje Af Thomas Hårbøl samme måde udviklede eksistentialismen i sin tid sit eget lingo – dét, Theodor Adorno kaldte »egentlighedens jargon«. Kun eksistentialisterne véd, hvad det vil sige at leve egentligt, at leve i ansvar, at være sat i valget osv.)

Wolf beskriver bogen, der er et udvalg af artikler og foredrag m.m. (1979–2012), som en mangfoldighed. Mindre ærbødigt kunne man kalde den et raritetskabinet, dvs. et sted, hvor man opbevarer en masse fremmedartede, flotte og fascinerende ting, der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre – nogle af dem sært skønne, andre storslået skrækindjagende, her formidlet i mere eller mindre eksotiske essays med stor spændvidde: »Om Gud«, Goethe, krop, Kierkegaard, kosmofænomenologi, intelligent design, afmy-

65

tologisering, dybdeøkologi(!), deskriptiv metafysik, universitet, Lipps, Luther, Lars Lilholt, Løgstrup og Lévinas – sidstnævnte repræsenterer en »abstrakt, verdensløs konstruktion … ” (s.

306). Én kronik svarer på, hvorfor vi går i zoologisk have – fordi dyrene »opliver legemlighedens sødme« (s. 89) – mens en anden tager stilling til, om Folkekirkens gudstjeneste er kedelig – det er den måske nok, men i virkeligheden er samtidens kriterier for kedsommelighed endnu kedeligere (s. 442 f.).

Der er mange sympatiske ting at finde, dvs. synspunkter, som jeg deler. F.eks. udstiller Wolf den hule tværfaglighed (s. 429), roser vanekirkegang (s. 443) og hævder, at en teologi, der tror, at den kan gribe Gud, ikke er teologi (s. 206). Svagheden i al

Denne fænomenologiske imperialisme ses også, når religionsfilosoffen Wolf – igennem mange år den vellidte leder af Afdeling for Systematisk Teologi – hævder, at »Luther lukkes inde i dogmatiske begreber« (s.

243) og taler om Regin Prenters »intelligente, men egensindige, halvbizarre begrebsudviklinger« (s. 244), der ikke tager højde for »vores almindelige erfaring«. Abracadabra!

Der er gode, omfattende registre over navne og emner. Bogens anvendelighed begrænses dog desværre af, at artiklernes oprindelige sidetal ikke er med; og det oplyses, at nogle artikler er skrevet om, men ikke hvor meget. Samlingen, der er udgivet i anledning af Jakob Wolfs 60 -årsdag, har under alle omstændigheder en bredde, der givetvis sikrer, at de fleste vil kunne finde interessant materiale i den eller i Wolfs øvrige forfatterskab, der er opregnet i en bibliografi.

Jakob Wolf: Det ubevæbnede øje.

Essays om fænomenologi, videnskab, økologi og teologi. Forlaget Anis, 2012, 496 sider, 299 kr.

PRÆSTEPRAKTIK

Torsdag den 26. – søndag den 29. september 2013 Kære teologistuderende Det er i år 4. gang, at vi har den fornøjelse at kunne invitere teologistuderende til en forsmag på præstegerningen på Sydhavsøerne. Et udpluk af stiftets præster vil fortælle om, hvordan det er at være præst på landet og i byen, og du skal mærke, se og høre om den smukke natur i Nakskov Fjord.

Selve praktikken foregår fra lørdag til søndag, hvor du indkvarteres hos en praktikpræst. Inden praktikforløbets start vil du blive kontaktet af din praktikpræst, og I aftaler, hvordan dagene skal forløbe. Det forventes, at du aktivt deltager i søndagens gudstjeneste. Hvordan forløbet skal være, aftaler du nærmere med praktikpræsten.

Deltagelse er gratis. Stiftet betaler mad og indkvartering. Indkvartering vil ske på dobbeltværelse på Nykøbing F. Vandrehjem. Du betaler selv for transporten til Nykøbing F. samt fra Nykøbing F./en station på Lollandsbanen, når du skal hjem.

Invitation vil blive fremsendt til fakulteterne medio april.

Læs mere på www.lfstift.dk

Ses viLolland-Falsters til september Stift

Østre Allé 2, 4800 Nykøbing F.4800 Nykøbing F. Mail: lfstift@km.dk - tlf: 54 85 02 11

Fakultetet har fået en ny kaffemaskine på 2. sal Kaffe, Café au Lait, Espresso, Varm chokolade mm.

Alle kopper er kun 6,Maler bønnerne på stedet Står ved indgangen til biblioteket Prøv den

præsenterer

Dekanens Sommerfest 28. juni 2013 kl. 18:00 i Kælderlokalet

Alle studerende og ansatte er inviteret Billetter (150 kr.) kan købes i receptionen* Festen rummer bl.a.: Velkomstdrink, lækker og veltilberedt middag, kaffe- og thebord, samt festtaler, sang og dans.

Alt er inkluderet i billetprisen undt. drikkevarer, der dog kan købes i TEOBar.

Så kom til årets fest, der også er en god lejlighed til at ønske god sommer til studerende og ansatte.

Med venlig hilsen Det Teologiske Fagråd

* Billetsalget begynder omkring d. 1. juni. (Hold øje med opslag)

PETER!! ANDREAS!! I’M NOT HEALING YOUR FUCKING HANGOVERS!!!

ALKOHOL

- Jesu allierede “Jesus er historiens største dranker” Sådan udtale det nye stjerneskud på den bibelske eksegeses enormt overfyldte scene, Hector Hems, i sit ph.d.-forsvar om alkoholforbrug i de fire evangelier.

Arkens udsendte reporter har sat Hector i stævne over en pilsner i TeoBar for at høre om den nye forskning.

“Det er almindeligt kendt, at Johannes Døberen ikke drak alkohol. Han var afholdsmand, hvilket ses i hans besættelse af vand. Alting er vand for Johannes Døberen.

Vand, vand, vand!! Kæft, en kedelig fætter. Næh, så var der mere gang i Jesus.”

Hector henleder herefter på Jesu første mirakel ved det kaananæiske bryllup, hvor han forvandler vand til vin.

“Det er tydeligt, at Jesus var vant til bedre betjening. Ikke nok med, at han holder festen kørende flere dage efter - han leverer også den bedste vin. “

Alkohol er en livsvigtig nerve for en fisker, så det var kun naturligt, at Jesus valgte sine disciple udfra hvem, der kunne følge ham længst.”

Udfra dette mirakel tolker Hector Hems Jesus til at være noget nær historiens største drukmås.

Jesus skulle være en hardcore dranker. Som Guds søn kunne han holde længere end de fleste, og fik ikke tømmermænd - i modsætning til sine disciple.

Hector påpeger, at det naturligvis er derfor, at de kristnes ihukommelse af Jesus handler om at drikke sig fuld.

Hector arbejder desuden med en tese om, at der var en grund til, at Jesus valgte sine disciple blandt fiskere. Hector har nemlig aldrig formået at drikke en fisker fra Esbjerg under endnu.

“Fiskere er hardcore drankere.

Når de ikke er ude og sejle, sidder de på knejperne rundt om på havnen og drikker sig plørefulde.

“Den nat, hvor Jesus blev forrådt, drak han sig hamrende fuld i vin og sagde til sine disciple, at de også skulle bunde deres glas, hver gang, de ville huske hans gang på jorden. Det er den alkoholforskrækkede Paulus, der har ødelagt den tradition og fået indført minimale kopper i kirken.”

“Det er ikke til at få en brandert på i kirken mere,” siger Hector tvært. “Præsten er pissenærig med vinen.”