Arken156

156

KOLOFON

Redaktør Sigurd Victor Stubbergaard sigurd.stubbergaard@gmail.com

Bidragsydere

Layout/ Johannes Schweppenhäuser Grafik j.schweppenhaeuser@live.dk

Frederik Poulsen

Journalister

Annette Kruhøffer

ak@ak-kommunikation.dk

Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com Mathias Harding

mathiasharding@gmail.com

Agnethe S. Sørensen

agnethe.ss@gmail.com

Korrektur Laura Cæcilie Jessen Thilde Thordal Andersen

Vibeke Bidsstrup

Rasmus H.C. Dreyer Mads Peter Karlsen Ida Schaumburg William Salicath Carsten Korholm Poulsen Jeanne Dalgaard Kristoffer Knattrup Peter Otken Det Teologiske Fagråd

Bagside af Mark Østergaard &

Sigurd Victor Stubbergaard

Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 35 32 36 29 (27 33 71 56 - redaktør) Tryk: Studenterrådets Tryk 16 Arken modtager gerne artikler, anmeldelser o.a.

Send en e-mail med dit bidrag til Sigurd Victor Stubbergaard.

Deadline for Arken 157 er 15. april - 2014.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egen holdning.

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN - NR. 4 - 2013 35. ÅRGANG - GRATIS

ARKEN 156

Indhold Leder

4

Et forudsigeligt nederlag

6

Jagten på Djævlen i Guds eget land

12

Rejserapportage: Indien

17

To kætterbål

21

Røret og vægen

29

Teologi og psykoanalyse

31

Rejserapportage: Argentina

36

Ægteskabet som anstødssten

39

Ægteskabet som grundsten

41

Med rød tråd i

44

Nyt Fra Fagrådet

47

.D.Y.D.

50

Postmoderne individuel klagesalme

53

Arken Anmelder - Ord til andet

56

- Min kære læser - Kierkegaard i kortform

58

LEDER

4

Leder At tage springet ned i det videnskabelige syrebad Af Sigurd Victor Stubbergaard

Da Anders Gadegaard, domsprovst ved Vor Frue Kirke

og formand for Danske Kirkers Råd, i oktober måned vejrede morgenluft om en statsfinansieret imamuddannelse placeret ved Det Teologiske Fakultet i København, stod de positive tilbagemeldinger fra universitetets og fra politisk hold i kø. Idéen synes nu ikke at være dumpet ned fra himlen (hverken den kristne eller muslimske) til domsprovsten, men det er en relancering af et tidligere forslag, som var oppe og snuse til det politiske landskab for en halv snes år siden. Dengang var tiden endnu ikke inde, men noget tyder på, at et politisk flertal synes godt om initiativet, og forslaget kan, med opfyldelsen af visse forbehold, blive en realitet i fremtiden. Alle implicerede aktører er dog enige om, at en virkeliggørelse af projektet ikke just står for døren, hverken i dag eller i morgen, og det er jo hiin enkelte bekendt, at KU er en tung, bureaukratisk madame at danse med, hvorfor en realisering kan blive en langstrakt og søvndyssende proces. I skrivende stund er majoriteten af den politiske farvelade dog positivt stemt, da de tilsyneladende øjner et potentiale for at værne sig mod rabiate og selvbestaltende imamer. Venstre derimod er afventende og vil se tiden an, og ude på højrekanten afviser DF og Konservative kategorisk med begrundelsen, at Danmark er et grundlovsfæstet kristent land, og at andre religioner derfor ikke burde være at finde på teologistudiet. Men nærværende skribent skal ikke give sig i kast med at analysere de politiske vinde fra Slotsholmen og deres forskellige argumenter pro et contra, men blot konstatere, at et politisk flertal bakker op om Gadegaards initiativ.

In Academia Fakultetets højere magter, dekan Kirsten Busch Larsen og prodekan Jesper Tang Nielsen, har ligeledes ved flere lejligheder hilst initiativet velkomment. Begge aner positive perspektiver ved en sådan udvikling, og finder at det

teologiske studium er en naturlig placering for en kommende ”imamuddannelse”. Hertil skal lige knyttes et par præciseringer, som naturligvis er barnelærdom for stud. theol’er, men som dog ofte bliver misforstået i forbifarten: Det Teologiske Fakultet er ikke en præsteskole (surprise!), hvis raison d’être er at spytte messiasprædikanter ud i linde strømme til Folkekirken. Faget hviler ikke på et konfessionelt grundlag, og bredt defineret må teologiens objekt være kristendommen i fortid og nutid, og for så vidt om en from youtube-prædikant, en hardcore nihilist eller endda Profeten Muhammed him self bedriver denne videnskab, er det sagen fuldstændig uvedkommende.

Teologiens opgave er i udgangspunktet humanistisk; en hermeneutisk og kildekritisk undersøgelse af, hvad de teologiske traditioner har af indflydelse på vores historie og vores verdensbillede. Det afgørende er, at teologien fastholdes som et kritisk studium af de religiøse tekster og deres historie, hertil må intet betragtes som helligt og skabt af Guds liflige ånde, men alle hypoteser og postulater skal være parat til at springe fra 3’eren ned i det videnskabelige syrebad. En af de mest fundamentale grundpiller i den teologiske dannelse er netop den, at tænke kritisk om religion, og følgeligt naturligvis betragte religionernes hellige bøger, Torahen, Koranen og Det Nye Testamente, som et produkt af deres samtid, og herved erkende den bitre sandhed, at de er menneskelige konstruktioner. Om Jahve så eksisterer eller om Jesus fra Nazaret virkelig (sådan i historisk-positivistisk forstand) var Guds søn og opstod fra de døde, er for universitetsteologien hamrende irrelevant, da sådanne nu-er-jeg-rigtig-ateist-agtige spørgsmål på alle parametre transcenderer den menneskelige fornuft. Teologien skal bibeholde en analytisk distance til dogmatiske spørgsmål af den karakter, og for så vidt udforske og pointere erkendelsens grænser for den menneskelige rationalitet, og i sidste ende ikke være bleg for at erklære en sag for et trosspørgsmål.

Med det in mente så eksisterer der velsagtens intet andet sted på universitetet, hvor religionens væsen og dens tekster undergår en mere sønderlemmende (selv)kritik end på de små kringlede forskergange på Det Teologiske Fakultet.

Hvem ellers studerer nærgående F.W. Nietzsches Antichrist (og så på tysk!), og må kvittere Nietzsche for hans

LEDER

5

”

Når alle disse forbehold er blevet sagt, og nogle af dem gerne anført med udråbstegn, så kan man placere Koranen i en hel naturlig forlængelse af jødedommen og kristendommen, og som sådan er islamstudier på Teologi snarere et ”velkommen hjem”. parodiering af Paulus som epileptikeren fra Damaskus?

Det er i sagens natur obligatorisk pensum for en teolog, både i studieordningen, men også i lommefilosofisk forstand, at være fortrolig med de hellige religionskritikere par excellence: Nietzches ide om ressentiment-menneskets slavemoral, Feuerbachs analyse af Gud som en menneskelig projektion og Freuds degradering af Gud i himlen til en banal barndomsneurose med seksuelle undertoner. Med til historien hører vel også det faktum, at flere af kristendommens store kritikere netop kommer indefra; Luther, Kierkegaard og Tidehverv i 30’erne kan nævnes i flæng.

Ruth Evensen og co.

Til folk som synes teologien er for kritisk, må vi blot indvende, It’s the uni way or the highway, og hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så findes der ”heldigvis” flere lettere mistænkelige anstalter, hvor man kan blive bekræftet i sin forudfattede fundamentalistiske bibel- eller koranlæsning.

Her kan man så enes om, at Gud virkelig skabte verden på 7 dage og at homoseksualitet er en forbrydelse mod Allahs skabelsesorden. Derefter kan man så cykle hjem, og med verdensbilledet intakt ligge sig trygt til at sove (med hænderne over dynen!), og have våde drømme om Jesu snarlige genkomst som forkyndes til os af evangelisterne. Med fare for at lyde forudfattet og areligiøs, så er det ofte sådanne sjæle der sælger Vagttårnet, brænder Koraner af og typisk hedder Ruth Evensen.

Velkommen hjem Om der findes et reelt publikum ude i det ganske land, der både kan skrive under på universitetets menukort og har lyst til at hellige sig deres liv til koranstudier (og måske en dag blive imamer), skal her være usagt. Indtil videre diskuteres der udfra en ”fiktiv” målgruppe, som Anders Gadegaard kan fornemme findes, men påstanden er i skrivende stund ikke akkompagneret med noget yderligere empirisk grundlag. Dette vil, sammen med mange andre teknikaliteter, være en nødvendighed i sidste ende at kunne dokumentere at der eksisterer et arbejdsmarked for disse kandidater, før man kan oprette en ny uddannelse.

Men mon ikke en fælles stormoske i Kongens København vil kunne afhjælpe at kommende islamspecialister ikke ender som overkvalificerede taxachauffører?

Når alle disse forbehold er blevet sagt, og nogle af dem gerne anført med udråbstegn, så kan man placere Koranen i en hel naturlig forlængelse af jødedommen og kristendommen, og som sådan er islamstudier på Teologi snarere et ”velkommen hjem”. Som Thomas Hoffmann anfører, der i øvrigt er nyansat professor MSO i netop koranstudier her på stedet, i en klumme i Weekendavisen, så har Koranen brug for kritisk læsning, og blandt andet qua Københavnerskolen så er Det Teologiske Fakultet et helt oplagt sted til dette. Hvis vi vil fundamentalismen og uforsvarlige religiøse praktikker til livs, så skal teologien styrkes in academia – stedet hvor alle religiøse grundoverbevisninger udforskes, kritiseres og diskuteres.

ET FORUDSIGELIGT NEDERLAG

6

Et Forudsigeligt

Nederlag Af cand.mag. og journalist Annette Kruhøffer

Manu Sareen havde på forhånd udtalt sig til fordel for de kirkelukninger, som biskoppen senere agtede at ville foreslå med sit stiftsråd i ryggen. Det må man ikke, hvis man senere skal træffe den endelige beslutning baseret på en fordomsfri vurdering af sagens omstændigheder. Derfor blev det kulturminister Marianne Jelved, der blev regeringens befuldmægtigede, da beslutningen skulle træffes.

Hun traf ikke den afgørelse, som kirkeministeren og biskoppen havde håbet på, og derfor var blækket dårligt tørt på Jelveds afgørelse, før de to herrer hver på sin måde markerede deres utilfredshed med resultatet. Kirkeminister Manu Sareen udtalte til DR, at yderligere 200 kirker skulle vurderes, for ”ingen er tjent med tomme kirker”, og af samme grund annoncerede han også, at han nu ville sørge for, at politikerne skaber klare regler for, hvordan en kirke på den bedst mulige måde bliver taget ud af drift.

Biskoppen nøjedes med at konstatere ”at vi i denne omgang ikke kommer helt i mål med vores strukturreform”.

Resultatet blev altså langt fra den afklaring, der kan skabe ro til gavn for det kirkelige arbejde. Pludselig var kirkens to højest rangerende myndighedspersoner for København

– kirkeminister og biskop – forenet i ærgrelse over ikke at have fået deres vilje, imens den ansvarlige myndighed (regeringen personificeret af Marianne Jelved) forsvarede de menighedsråd, som ikke ville tage imod en ordre om at aflive deres kirke. Hvis ingen besinder sig og finder nye veje, kan kampen mellem den kirkelige direktionsgang og folkene på gulvet fortsætte i en meget lang periode fremover. Kirken, der godt kunne trænge til, at alle gode kræfter ville forene sig for dens sag, må nu se sig kastet ud i et slagsmål, der ikke lader 70’ernes venstrefløj noget tilbage, hvad angår interne stridigheder. Det værste af det hele er, at al balladen meget nemt kunne være undgået.

Marianne Jelved besluttede, at de kirker, hvis menighedsråd allerede havde indvilget i en nedlæggelse, skulle lukke. For de øvriges vedkommende var det materiale, som lå til grund for beslutningerne, simpelthen for tyndt.

Desuden, tilføjede hun, var der ikke akutte og tvingende økonomiske grunde til at nedlægge kirker imod menighedernes egne ønsker. Alt dette kunne biskop og stiftsråd have indset på forhånd. Det fremgår nemlig tydeligt, når man analyserer referaterne fra stiftsrådsmøderne igen-

ET FORUDSIGELIGT NEDERLAG

7

”

Hvis ingen besinder sig og finder nye veje, kan kampen mellem den kirkelige direktionsgang og folkene på gulvet fortsætte i en meget lang periode fremover.

nem de sidste otte år. Kirkelukninger har været på dagsordenen for Københavns biskopper siden Ole Bertelsens tid. I 1970’erne trak drømmen om parcelhuset københavnerne ud af byen. På 30 år faldt befolkningstallet faldet fra næsten 800.000 til under 500.000, og samtidig valgte en stadigt større del af befolkningen kirken fra. Der var grund til bekymring, men inden nogen nåede at handle, vendte strømmen igen. København kom på mode, og befolkningstallet voksede. Stadig var der dog et problem med søgningen til kirkerne. Præsterne holdt troligt gudstjenester efter den velkendte recept, men folk ville hellere sove længe søndag morgen eller spise brunch med hinanden på byens cafeer.

Indtil dette tidspunkt var der ikke mange, der havde overvejet, hvordan kirken skulle være kirke. Jo – man havde hver især sine egne ideer, men de blev for det meste kun luftet ved ansættelsessamtaler, når man skulle høre den nye præst om hans eller hendes grundholdninger. Nu begyndte teologerne imidlertid at analysere på de forskellige segmenter, der havde anparter i folkekirkeligheden, og de aktive præster begyndte at eksperimentere med nye former for gudstjeneste for at trække folk til huse. Spaghettigudstjenester og babysalmesang blev suppleret med foredrag, koncerter, film og litteraturklubber. Profilkirker begyndte at henvende sig til udvalgte grupper med særlige tilbud, og lejlighedskirker blev et bud på,

hvordan man kunne skære i den daglige drift, men stadig bevare muligheden for at sætte livets store begivenheder i scene i den lokale kirke.

Alle disse tiltag kostede imidlertid penge, og pengene kommer også i en folkekirkelig sammenhæng fra skatter – kirkeskatten, som medlemmerne betaler. Selv om kurven for antal af folkekirkemedlemmer knækkede i 2009, hvor medlemstallet igen begyndte at stige, har antallet af ikke-medlemmer været fortsat stigende hele perioden igennem. Forholdet mellem betalende og ikke-betalende bliver stadigt mere ligeligt, og der er altså alvorligt grund til bekymring for kirkens administratorer, der har været vant til, at pengene bare løb ind på kontoen i en lind strøm.

Før Erik Norman Svendsen gik på pension som Københavns biskop, forsøgte han sammen med det daværende stiftsråd at gennemføre en strukturændring, der ville lukke en lille halv snes kirker. Han måtte dog kaste håndklædet i ringen og gik på pension kort efter. Peter Skov-Jakobsen, der efterfulgte ham, havde som menigt medlem af stiftsrådet haft del i nederlaget. Da stiftsrådets formand Inge-Lise Pedersen umiddelbart efter understregede, at det nye stiftsråd blandt andet skulle videreføre ”strukturarbejdet, herunder fortsatte drøftelser om at tage kirker helt eller del­vist ud af drift, evt. helt ud af folkekirkelig brug,” udtalte Peter Skov-Jakobsen, at ”det var vigtigt også at tale

ET FORUDSIGELIGT NEDERLAG

8

om kirkens indhold. Drøftelserne måtte ikke fortabte sig i strukturspørgsmål alene, og det var således vigtigt, at spørgsmålet om kirkens indhold også afspejles i stiftsrådets dagsorden.”

Når man læser referaterne for de efterfølgende fire år igennem, er der imidlertid kun ganske få linjer, som beskæftiger sig med, hvad kirkens formål er, og hvordan man kan opfylde det i en tid, hvor folk ikke længere fødes ind i folkekirken og forbliver der til deres død. Til gengæld fylder beskrivelserne af, hvordan stiftsrådet forbereder sig på at træffe en beslutning, så meget, at det ud fra referaterne at dømme ser ud til, at processen på et tidspunkt begyndte at leve sit eget liv. Dette er måske også årsagen til, at stiftsrådet lader sig nøje med nogle usikre statistiske analyser og provsternes egne beskrivelser af deres provstier, før de træffer deres beslutninger om kirkelukning.

Helt tilbage fra 2006 fornemmede medlemmer af stiftsrådet et behov for fakta i en proces, der på sigt kunne lukke andre menneskers kirke. Erik Norman Svendsen havde nogle år tidligere besluttet sig for at tælle kirkegængere i de enkelte kirker, men den indsamlede viden var ikke blevet brugt til noget. Nu fik en lille tremandsgruppe fra stiftsrådet til opgave at dokumentere nogle af de parametre, der kunne have betydning ved en vurdering af, hvordan man fremover skulle inddele pastorater og sogne.

Gruppen havde et særligt fokus på præsternes arbejdsforhold, idet den behandlede beregninger af forholdet dels mellem præstebemandingen og medlemstallet og dels mellem præstebemandingen og en præsts forventede arbejdsmængde. Senere i processen supplerede man imidlertid disse oplysninger ved at lade provsterne, der hver især er personaleledere for en geografisk afgrænset gruppe præster, fortælle om de enkelte provstiers særlige udfordringer. Ud over disse oplysninger har stiftsrådet ikke haft andet end fingerspidsfornemmelser samt en rapport fra firmaet Rådgivende Sociologer at holde sig til.

Rådgivende Sociologer blev efter eget udsagn engageret i sommeren 2011 – et vendepunkt i stiftsrådsreferaterne.

Fra dette tidspunkt begynder rådet nemlig at forholde sig

”

Det er både frustrerende og bekymrende at have det økonomiske ansvar og være tvunget til blot at se passivt til, mens kirkens medlemmer siver langsomt væk. Den grundlæggende bekymring for fremtiden er reel, og den skal naturligvis tages alvorligt.

konkret til lukninger af kirker, og sideløbende opstår også et behov for diskretion. Den 25. maj meddeler referatet, at Stiftsrådet blev orienteret om, hvordan man forestiller sig ”det videre forløb”, og at Stiftsrådet bakker op om sagen.

14 dage senere redegør biskoppen for ”hvad de påtænkte strukturændringer indebar”, og stiftsrådet udtrykker endnu en gang sin støtte. Herefter er der radiotavshed på spørgsmålet om strukturændringer indtil det sene forår 2012, hvor stiftsrådet meddelte de berørte kirker, at de var udpeget til lukning og derfor skulle høres i sagen.

Hvorvidt rapporten fra Rådgivende Sociologer er blevet inddraget i beslutningsprocessen, fremgår ikke. Københavns Stift har i en mail til mig af 30. april 2013 oplyst, at man ikke har korresponderet med ministeriet om sagen.

Det ser altså ud til, at de seks teologer og ti menighedsrådsmedlemmer uden nævneværdig rådgivning har både samlet oplysninger, analyseret dem og truffet beslutninger.

Måske er dette årsagen til, at stiftsrådsmødereferaterne før 2011 synes at lægge stor vægt på de administrative behov, der fører til ønske om nedskæring. Da beslutningen om kirkelukninger imidlertid udmeldes til offentligheden i 2012, pointeres det, at byen er skævdelt i kirkelig

ET FORUDSIGELIGT NEDERLAG

INFOBoks I snart 30 år har stiftsmyndigheder-

ne i København ønsket at nedlægge kirker, men det har hidtil været forgæves. Da biskop Peter Skov-Jakobsen tiltrådte i 2009, satte stiftsrådet kræfter ind på at få gang i sagen. I alt 17 kirker blev udpeget til lukning i 2011, hvorefter den endelige beslutning blev overladt til kirkeminister Manu Sareen.

Han erklærede sig imidlertid inhabil, fordi han tidligere havde udtrykt sig på en måde, så det faldt naturligt at tro, at han ville godkende den (på det tidspunkt endnu ukendte) indstilling, som biskop og stiftsråd senere ville komme med. Derfor blev det kulturminister Marianne Jelved, der traf de Resultat Lukkes ikke Lukkes

Kirkelukninger - Sådan blev resultatet endelige beslutninger.

I seks kirker erklærede menighedsrådene sig indforstået med at lukke deres kirker. Ministeren bekræftede derfor stiftets beslutning om lukning.

To kirker blev taget ud af almindelig daglig brug. Det skete i forståelse med menighedsrådene ved de pågældende kirker.

Seks kirker undgik lukning. For dem alle gjaldt det, at menighedsrådene ikke ønskede at lukke deres kirker.

Ministeren anerkender i alle tilfælde, at det kirkelige liv ved disse kirker er udfordret, men hun finder det materiale, der skal begrunde lukning af netop disse kirker, for utilstrækkeligt.

Hun anser heller ikke en lukning for

Kirke Enghave Kirke Samuels Kirke Blågårds Kirke Gethsemane Kirke Absalons Kirke

Tages ud af almindelig daglig brug

9

Bavnehøj Kirke Utterslev Kirke Sankt Andreas Kirke Fredens Kirke

Lukning afvist på grund af et alt for spinkelt beslutningsgrundlag

Tagensbo Kirke Ansgarkirken Ålholm Kirke Solbjerg Kirke Sct. Lukas Kirke Sankt Pauls Kirke

Ikke afgjort

Lutherkirken Davids Kirke

at være så presserende, at man kan træffe beslutninger på et mangelfuldt grundlag.

Endelig er der to kirker, hvis ’sag’ ikke formelt er blevet afgjort. De to kirkers menighedsråd rejste selv en tvivl om stiftsrådets beslutningsgrundlag, der fik stiftsråd og biskop til at forlænge høringsperioden. Hele processen kollapsede, da ministeren underkendte stiftsråd og biskop, og derfor blev de sidste to kirker ikke nævnt i ministerens beslutning.

Se i øvrigt alle beslutningerne på kulturministeriets hjemmeside under Pressemeddelelser i september 2013.

Beslutning stiftsrådet frafaldt sin indstilling allerede i 2012 lukkede 2. juni 2013 har fungeret som koncertkirke men ikke fungeret som sognekirke siden 2008 ophørte som sognekirke i almindelig daglig drift allerede 15. oktober 2010 skal lukke senest 1. juli 2014. I kirken selv er de meget kede af det, men de blev i 2012 lagt ind under det større Vesterbro Sogns menighedsråd, der har truffet beslutningen på kirkens vegne. holder sin sidste gudstjeneste søndag 1. december 2013 lukkede 12. september 2013 allerede 1. december 2011 blev St Andreaskirke lagt ind under Vor Frue kirke. blev fra 2008 udlejet til en international, kristen menighed. Nu er kirken imidlertid blevet genoptaget som sognekirke med den forudsætning, at udgifterne til kirkens almindelige drift og aktiviteter finansieres på anden måde end via kirkeskat. ”Det materiale, som biskoppen har fremlagt sammen med sin indstilling, giver imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at sammenligne Tagensbo Kirke med andre kirker enkeltvis.

Ministeren konkluderer derfor, at biskoppen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at netop Tagensbo Kirke bør lukkes.

Ministeren finder heller ikke, at biskoppens argument om, at det af økonomiske årsager er nødvendigt at lukke kirken, er tilstrækkeligt stærkt. Der er ikke en “brændende platform” for den kirkelige økonomi i København, som kræver, at der gennemføres kirkelukninger her og nu.”

Formuleringen er identisk for samtlige seks kirker – se Kulturministeriets hjemmeside under Pressemeddelelser, september 2013.

ET FORUDSIGELIGT NEDERLAG

10

”

Det ville have givet mening i begyndelsen af 1900-tallet, hvor de færreste havde cykel eller bil til rådighed. I dag 100 år senere er der fine transportmuligheder, og de mange kirkegængere ved eventgudstjenester m.v. viser, at folk i øvrigt opsøger den kirke, der passer dem bedst. henseende. Der skal bygges kirke i Sydhavnen, Nordhavnen og Ørestaden, for beboelseskvartererne disse steder vokser hastigt. For at få råd til nye kirker, må andre kvarterer altså give afkald på deres kirke. Med saneringer af kvarterer og sammenlægninger af små lejligheder til større er befolkningstallet pr. kirke da også gået ned siden befolkningsboomet i København i 50’erne. Sagen er bare den, at ingen ved eller kan forklare, hvem der går i kirke hvorhenne og hvorfor. De enkelte kirker har selv optalt antallet af kirkegængere, men tallene er ikke kontrollerede, og praksis for, hvordan man registrerer deltagerne ved de enkelte begivenheder, synes at svinge fra kirke til kirke.

Stiftsrådet har altså ikke haft nogen muligheder for at målrette deres strukturovervejelser til de faktiske og aktive kirkegængere. De danskere, der bruger folkekirken ved livets højtider, men som ikke kommer i kirken derudover, har heller ikke kunnet tilgodeses i overvejelserne, for ingen undersøgelser giver et statistisk troværdigt og dækkende billede af, hvem der er, og hvorfor de bliver ved med at betale deres kirkeskat med glæde. Når stiftsrådet derfor pegede på 17 kirker, der med fordel kunne lukkes, var det altså til en vis grad et greb i blinde. Rationalet bag beslutningen var oprindelig en jævn reduktion af kirkerne fordelt over hele stiftet (bortset fra Bornholm), og de udpegede kirker ligger da også spredt på kortet. I stiftsrådets forståelse synes folkekirken at have pligt til at fordele sig jævnt i bybilledet – nærmest som velfærdsstatens forlængede arm, der rækker ud til søgende sjæle, uanset hvor de befinder sig i byen. Det er nøjagtig samme begrundelse, der kommer til udtryk i ønsket om nye kirker

i nye bydele – også før man ved, hvem der flytter ind i de nye lejligheder. De nye beboere kunne jo i princippet lige så godt være calvinister fra Holland, anglikanere fra de britiske øer, buddhister og muslimer – eller bare helt enkelt unge mennesker med en høj husleje og et behov for at spare på skatten på alle lovlige måder.

En stigende andel af københavnerne fravælger medlemsskabet af folkekirken, men årsagerne hertil eller mulighederne for at holde på medlemmerne har tilsyneladende ikke været drøftet eller undersøgt til bunds. Referaterne fra stiftsrådsmøderne fortæller heller ikke, om stiftsrådet har drøftet hensigtsmæssigheden af en traditionel sognestruktur versus en opdeling efter profil, menighedstype eller måske en blanding. Tværtimod giver stiftsrådet udtryk for en selvforståelse, der ligger i forlængelse af den offentlige forvaltning med dens ambitioner om et effektivt styre, der møder alle sine borgere ud fra gennemsnitsbetragtninger og behovskriterier.

Man kan endda gå et skridt videre og påpege, at selv om stiftsrådet har favoriseret en traditionelt baseret, geografisk tilgang til kirkelig service, har man ikke gjort sig den ulejlighed at vurdere, hvor langt der må være til kirken eller hvor mange medlemmer en given kirke bør have som sit minimums underlag. Nogle debattører har allerede påpeget dette i debatten, idet Sjælør kirke blev afviklet som kirke og solgt til spejderne, netop fordi den manglede tilslutning. Man undersøgte ikke, hvad der skete med den lille menighed, der blev flyttet til Frederiksholm Kirke, men nu vil stiftet gerne opføre en kirke i de nye boligområder bare et par kilometer væk. Det ville have givet mening i

ET FORUDSIGELIGT NEDERLAG

11

begyndelsen af 1900-tallet, hvor de færreste havde cykel eller bil til rådighed. I dag 100 år senere er der fine transportmuligheder, og de mange kirkegængere ved eventgudstjenester m.v. viser, at folk i øvrigt opsøger den kirke, der passer dem bedst.

Profilkirker nævnes enkelte gange i stiftsrådets mødereferater, men paralleliteten mellem bydele og kirker i stiftsrådets strukturplaner viser hen til en traditionel sogneforståelse. Når stiftet og biskoppen vil lukke andre menneskers kirke for at få råd til at bygge nye kirker i nye bydele, er der ikke noget at sige til, at folk protesterer. Med sin administrative tilgang har Stiftsrådet i bedste fald forsøgt at løse et problem, der måske opstår – nemlig en fremtidig og til dels ukendt befolknings formodede efterspørgsel efter en lokal sognekirke. Stiftsrådet mangler dog stadig at besvare spørgsmålet om, hvorfor en ny bydels

befolkning skulle ønske sig en sognekirke, når de etablerede bydeles borgere synes at forlade dette koncept. Og måske skulle de gode, kirkelige kræfter bruges på andre måder end at rive ned og bygge nyt. Det er både frustrerende og bekymrende at have det økonomiske ansvar og være tvunget til blot at se passivt til, mens kirkens medlemmer siver langsomt væk. Den grundlæggende bekymring for fremtiden er reel, og den skal naturligvis tages alvorligt. Til gengæld har reaktionerne på nedlæggelsesforsøgene vist, at danskerne måske nok finder sig i at blive administreret på alle andre områder, men kirken bæres af de mennesker, der kommer i den. De vil ikke administreres, så løsningen ligger måske i at udtænke et nyt system, så ansvar og økonomi i højere grad lægges ud til de enkelte menighedsråd. Det mindsker biskoppens hold på stiftet – men måske vil det sætte gang i kirken.

JAGTEN PÅ DJÆVLEN I GUDSEGET LAND

12

JAGTEN PÅ DJÆVLEN I GUDS EGET LAND Inspireret af blues-legenden Robert Johnsons byttehandel med Djævelen lod jeg, rockmusikeren Ulrich Frydensberg tage mig med gennem hans første rejse til USA Af Mads Graves Pedersen

A lot of firsts

Klokken er 19.38 på Vesterbro. Imens jeg dækker bordet færdigt, uddyber jeg overfor Ulrich, hvordan jeg forestiller mig, at aftenen skal forløbe. ”Helt nede på jorden” siger jeg flere gange, ”helt nede på jorden”. Jeg har lavet burgers og tændt stearinlys. Der skal ikke mangle noget.

Ulrich Frydensberg har jeg kendt i mange år. Vi er begge fra Sydsjælland og har begge været en del af et slæng, som spillede musik og havde rockstjernedrømme. I aften har jeg inviteret ham for at tale om Amerika og djævlen.

Da Ulrich gik ud af gymnasiet tog han og vennen Tyson til USA. Det var første gang, at de var alene af sted så langt hjemmefra, de fik deres første tatoveringer, og de købte deres første bil. ”A lot of first’s” som Ulrich selv udtrykker det, da de første bajere er blevet knappet op, og vi begge kæmper med at få vores burgere til at hænge sammen.

Ulrich er lidt ældre end mig, og det var måske derfor, at hans tur gjorde et særligt indtryk på mig, dengang ham og Tyson tog af sted. Flere i min omgangskreds tog senere af sted. Ikke nødvendigvis til USA, men ud i verden for at få de hår på brystet, man ikke får af at sidde i kassen i Netto. Store drenge skulle blive til unge mænd. Jeg kom aldrig af sted. Ikke sådan rigtigt i hvert fald. I stedet fulgte jeg nøje med i de andres ture og specielt hos dem, som t

tog til USA. For mig adskilte de sig fra de andre. De havde en plan. Ikke en plan for rejsen som sådan, men en plan form hvordan de ville forme deres tilværelse, efter at de var kommet hjem. De havde et sæt værdier, et regelsæt.

Det var som om, at der var noget konkret at hente i USA. Noget, som ikke fandtes i Danmark, og som måske ikke lå først for at tage med sig hjem fra en rejse til Asien eller Sydamerika. Jeg havde en forestilling om, at de, som tog til USA, vidste, hvad de skulle bruge deres liv til, men manglede specifikke værktøjer til at føre planen videre ud i livet.

Jeg havde en forestilling om en ondskab, eller måske snarere en vished om nødvendigheden af ondskab, som kun for alvor fandtes i Guds eget land.

I beatpoesiens fodspor Amerika er fuld af myter og legender. Min yndlingsmyte er ubetinget Robert Johnsons og myten om hans møde med djævlen. En fortælling, som, meget lig Goethes Faust, handler om en ung mand, som ved midnat falder på knæ i et vejkryds, hidkalder djævlen og indgår en byttehandel med ham. Robert Johnson får evnen til at spille guitar som ingen anden – djævlen får hans sjæl.

De, som tog til USA, delte i nogen grad karakteristika med Johnson. De var guitarister, trommeslagere og sangskri-

JAGTEN PÅ DJÆVLEN I GUDSEGET LAND

13

”

Jeg havde en forestilling om en ondskab, eller måske snarere en vished om nødvendigheden af ondskab, som kun for alvor fandtes i Guds eget land.

vere og havde alle i en tidlig alder drømme om musikerlivet og landevejen. Samtidig havde flere af dem også den personlighed, som der let skabes vandrehistorier omkring. Ulrich var selv lidt af en myte, da vi var yngre.

Inden jeg lærte ham at kende, havde jeg hørt historier om, hvordan han skrev én sang om dagen og indspillede dem alle på sin harddisc-recorder hjemme hos sine forældre.

På den måde gav det fint mening, at han ville besøge det land, hvor de store myter blev skabt, men hvad ville de i virkeligheden derovre? ¨For os handlede det om mange ting. Den mest stupide grund, til at vi tog af sted, var, at vi ikke ville ende op i det, som vi kaldte 4.G dengang – altså Indien. Folk tog til Indien efter gymnasiet, de så nogle fattige børn og kom hjem og troede, at de nu havde et ’Messias-mind set’. Ulrik griner og sætter sig frem på stolen for at understrege, at det næste kommer med en tungere alvor. ¨Men vi havde trods alt også andre grunde. I virkeligheden startede det for os mange år tidligere. Da jeg var 12 år gammel, kom Tyson hjem til mig med en plade med bandet Psyched Up Jannis. Den kickstartede fuldstændig min musiksmag. På det tidspunkt var bandet gået i opløsning, men man kunne stadig læse om Sune Wagner (forsanger og sangskriver) og bassisten, Jakob Jørgensen, som var taget til USA. De havde lejet en bil og var gået på jagt efter ånden fra den beatpoesi, som Wagner var så inspireret af.¨ Netop Sune Wagner var et af de første navne, som dukkede op på min notesblok, da jeg, i timerne op til at jeg skulle mødes med Ulrich, overvejede, om der var danskere, som på en eller anden måde var i åndeligt ledtog med

Robert Johnson. Danskere, som havde taget til USA for at finde deres egen ’djævel’ og den umiddelbare succes, som gerne skulle følge med. På mange måder lykkedes det for Wagner, modsat andre danskere som eksempelvis Kim Larsen. Han fik tatoveret et portræt af Jack Kerouac – beatpoesiens ultimative symbol – på underarmen, farvede sine øjenlåg sorte og vendte aldrig tilbage til lille Danmark. I hvert fald ikke som den han var, da han tog af sted. Ulrik smører skjorten op og og viser smilende sin tatovering frem. Under ærmet er Kerouac udskiftet med et maleri, som hang i barndomshjemmet, men placeringen er den samme: midt på underarmen – præcis som hos idolet Wagner.

Djævlen i vejkrydset Robert Johnson var i sin samtid ikke særligt anderkendt. I dag bliver han til gengæld betegnet som en af ¨The Founding Fathers¨ når man taler om moderne beatorienteret musik. Han revolutionerede guitarspillet, og ud af hans lyd og tekniske færdigheder udsprang den nyere blues og senere rockmusikken. Uden at tage noget som helst fra musikeren og kunstneren Robert Johnson, er det dog indeskutabelt, at det er legenden om hans pagt med djævlen, som har gjort ham til det ikon, han i dag bliver betragtet som. Historierne om Johnson er mange, og de reelle fakta er få, men det bliver myten ikke mindre smuk af. Tværtimod. Det er dog vigtigt at pointere, at når man taler om Robert Johnson, bevæger man sig samtidigt ind i en verden af mundtligt overleverede historier og legender.

Intet er sandt, og alt er sandt.

JAGTEN PÅ DJÆVLEN I GUDSEGET LAND

14

”

Spillejobs og flygtige kærlighedsaffærer bestemte hans vej, og det var da netop også en af disse flygtige kærlighedsaffærer, der endte med at slå ham ihjel, da en jaloux ægtemand rakte Johnson en forgiftet flaske whiskey.

Inden Johnson mødte djævlen, gav han tilværelsen som familiefar et forsøg. Men som alt andet i Johnsons liv gik det ikke helt som ventet. Hans egen opvækst var en rodet affære. Skiftende faderfigurer var en direkte konsekvens af moderen Julias flygtige ægteskaber, og da den bare attenårige Robert selv skulle til at stifte familie, døde både hans unge hustru, Virginia, og deres barn under fødslen. Herefter opgav Robert Johnson familielivet. Han fandt fred i sin guitar og drog ud på landevejene. Johnson havde allerede som ung teenager fundet stor glæde ved at spille bluesmusik og skulle efter sigende havet været særdeles dygtig til at spille mundharmonika. Som guitarist skilte han sig dog ikke ud.

I år 1929 fik han chancen for at spille med den noget mere succesfulde musiker Son House. Han imponerede dog ikke Son House synderligt og blev smidt ud af hans band.

Kort efter forsvandt Robert Johnson sporløst fra jordens overflade.

Da han vendte tilbage, efter at have været forsvundet i flere måneder, havde han udviklet en hel ny spilleteknik. Han var som genfødt – både som guitarist og som menneske.

Johnsons pludselige forvandling fik selvfølgelig snakken til at løbe, og historierne gik på, at han skulle have opsøgt Djævelen i et vejkryds tæt ved hans fødested. Et gammelt trick, som en ældre bluesguitarist, Ike Zinnerman, ligeledes skulle have benyttet sig af. Djævelen skulle efter sigende have skænket Johnson et endeløst talent i bytte for hans sjæl. En handel, som på den tid, for folk med kendskab til Johnson, må have virket skræmmende, men samtidig også mulig, hvis man tager Johnsons hang til den sekulære musik og hans tragiske skæbne i betragtning.

Johnsons Djævel Igennem Johnsons tekstunivers møder vi Djævelen flere gange. Om Johnson har været bevidst om sin egen myte, og derfor har ”malket” historien så godt som han kunne, er ikke utænkeligt. På samme måde er det heller ikke utænkeligt, at denne djævel skal tolkes rent metaforisk. Johnson havde et solidt alkoholmisbrug og havde svært ved at knytte sig til andre mennesker. I de sidste år af hans korte liv rejste han rundt på landevejene med sin guitar og boede på sofaer og i gæsteværelser hos venligtsindede mennesker. Spillejobs og flygtige kærlighedsaffærer bestemte hans vej, og det var da netop også en af disse flygtige kærlighedsaffærer, der endte med at slå ham ihjel, da en jaloux ægtemand rakte Johnson en forgiftet flaske whiskey.

Men tilbage til Djævelen. Eller rettere, tilbage til Johnsons djævel. Den djævel, han skulle have mødt i et vejkryds ved midnat i området omkring den legendariske bomuldsplantage Dockery. Hvor bogstaveligt skal den tages? Er denne djævel den, vi kender fra vores kristendom? Den samme djævel, som tester Jesus i Mattæus-evangeliet, kapitel 4 ? Det er det i virkeligheden nok ikke. Der er nok tale om en form for sammensmeltning af kristendommens djævel og den afrikanske djævlefigur, Papa Legba.

Papa Legba har hovedsageligt hjemme i den haitianske voodoo. Der sættes ofte lighedstegn imellem Legba og Ellegua, en figur, som ligner Legba til forveksling og som oprindeligt stammer fra Nigeria, men som også optræder i Sydamerika – specielt i Brasilien.

Legba og Ellegua har det tilfælles med Johnsons djævel, at vejkrydset har en stærk symbolsk værdi hos dem alle

JAGTEN PÅ DJÆVLEN I GUDSEGET LAND

15

”

Hvor Johnsons forsvinden ud i ørkenen var en flugt væk fra en elendig virkelighed, som havde vist ham mere ondskab end han kunne bære, var Ulrichs rejse snarere en flugt ud af det sikre. tre. Papa Legba forstås som en skikkelse, man møder ved en form for metafysisk, åndelig skillevej, som symboliserer en overgang fra den jordiske, kødelige verden til det transcendente Loa. Loa skal forstås som en fælles betegnelse for alle de haitianske ånder. De mange ånder har hver deres ansvarsområde, og igennem ritualer tjener haitianerne de ånder, hvis hjælp og kundskaber man har brug for. Papa Legba har altså en næsten ”Sankt Pertersk” funktion i og med, at det er Papa Legba, som ”vogter porten” imellem den kødelige og den hinsides verden. Det bliver tydeliggjort i voodooceremonierne, hvor et ritual for Papa Legba bliver udført ved indgangen og udgangen af ceremonien.

Robert Johnson havde brug for at finde sig selv som kunstner og menneske og må derfor overskride en åndelig grænse og kigge ind i sig selv. Denne åndelige grænse kunne ikke overskrides uden hjælp fra Papa Legba.

Den amerikanske skæbne Ulrich er et omvandrende rockleksikon, og hans kendskab til Robert Johnsons historie er stor. Alligevel prøvede han ikke selv kræfter med djævlefremkaldelse, da han rejste rundt i staterne. ”I eftertiden har jeg da været ked af, at jeg ikke forsøgte at slå en handel af med Djævelen”. Ulrich griner og banker rytmisk på sin blå cigaretpakke indtil en af hans Camel-cigaretter stikker hovedet ud. ”Jeg bliver lige nødt til at ryge en smøg”. Jeg skynder mig at åbne et vindue og siger, at det er helt fint, hvis han vil ryge ved bordet. Jeg kan mærke, at han er ved at tale sig varm. ”Det, som Gud tilbyder, er sjælefred, et efterliv efter døden og så videre og så videre. Men du skal vente på det. Det

eneste, Djævelen giver dig, er det, du har brug for lige nu og her. Til gengæld skal du give ham din sjæl. Det kan jeg meget godt lide ved ham. Der er ikke så meget bullshit.

Ingen ventetid.”

Ulrich tænder sin cigaret. ”Det ville have været fuldstændig galimatias, hvis jeg skulle falde på knæ og bede til en djævel. Jeg er opvokset i et ateistisk hjem. Jeg er opdraget ateistisk. Jeg aner ikke, hvordan man ber’. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg tror ikke på en gud, så tror jeg vel heller ikke på Djævelen? Alligevel kan jeg godt lide at tro på, at Robert Johnson har mødt den mørke fyrste.”

Ulrich mødte måske ikke Djævelen, men min samtale med ham giver mig alligevel et indtryk af, at rejsen har gjort et stort indtryk på ham . Men hvorfor den lange rejse?

Hvorfor kan man ikke bare finde sin egen stemme på et vandrehjem i Jylland? Man behøver jo trods alt ikke at rejse så langt væk for at være alene. Lige meget, hvor gerne jeg vil sidestille Ulrichs flugt til Amerika med Robert Johnsons møde med djævelen, må jeg nok erkende, at der lige præcis her ligger en forskel, som man ikke kan se igennem fingre med.

Ulrich er, præcis som jeg selv, vokset op i de trygge rammer på Sydsjælland. Båret frem af velfærdsstatens kærlige lune hænder. Hvor Johnsons forsvinden ud i ørkenen var en flugt væk fra en elendig virkelighed, som havde vist ham mere ondskab end han kunne bære, var Ulrichs rejse snarere en flugt ud af det sikre. Amerika repræsenterer noget ondt og usikkert, som er værd at opsøge for at tilegne sig de evner, det nu engang kræver, når man skal realisere sig selv som det menneske, man gerne vil være. ”I USA skal man kunne sælge sig selv. Hvis du ikke gør

JAGTEN PÅ DJÆVLEN I GUDSEGET LAND

16

det, bliver du opfattet som uhøflig og reserveret. Jeg har set LA, og jeg har set alle skæbnerne, som kæmper sig igennem for at opnå succes og ikke mindst anerkendelse fra omverdenen. Det har fået mig til at gå i den modsatte retning, det har givet mig lyst til bare at lave musik for mig selv og ikke for andre. Det tror jeg er et resultat af, at jeg så, hvor galt det kunne gå, hvis man gav den fuld gas og fejlede. Det må være det værste at opleve som menneske.

At prøve alt, hvad man overhovedet kunne, at udnytte sit potentiale fuldt ud og så alligevel fejle”. Ulrik beskriver en meget velkendt følelse – måske er den meget dansk. Jeg kender den i hvert fald selv: angsten for ikke at leve op til sine egne forventninger. ”I USA ved du, at du er nødt til at træde på dem, som er under dig. Intet kommer til dig gratis. Hvis du ikke griber chancen, når den er der, står der en mand lige bag dig, som er klar til at gribe den.

Det skal man også huske, når man rejser igennem landet. Hele Amerika er jo et produkt af den nedslagtning af det oprindelige folk, som de forskellige europæiske lande foretog. Det er brutalt, men det er samtidig også en vigtig lektie, som USA kan lære dig”. Han har en pointe. Den amerikanske drøm har blod på hænderne og rundsave på albuerne. Det er måske netop derfor, at den er så dragende. Alle har muligheden for den ubetingede succes, men ingen kommer sovende til den. Djævlen findes måske i virkeligheden ikke i Johnsons vejkryds, men i historien om en nation, der blev til igennem en drabelig kolonisering.

Kill or be killed.

INDIEN

17

Indien -

P책 jagt efter den 7. menighed Af Vibeke Bidsstrup

INDIEN

18

viser sig også her på UTC, hvor alle disse kirkeformer er repræsenteret.

Grundtvig har spået, at den syvende og sidste menighed sandsynligvis vil opstå i Indien.

Derfor er jeg dette efterårssemester draget til United Theological College (UTC) i Bangalore i det sydlige Indien.

Jeg må faktisk indrømme, at er der ét sted, hvor kristendommen kunne tænkes at transformere sig tilbage til sin ”rene” form – så er Indien bestemt ikke noget dårligt bud.

UTC skulle efter sigende været det mest prestigefyldte teologiske college i Indien, og hvis man ser på tidligere studerende og professorer, er der da også meget indisk og asiatisk teologi, der stammer netop herfra. Indien er et fantastisk spændende land, når det kommer til religion.

Her findes stort set alt, og inderne er generelt meget spirituelle mennesker. Ca. 80 % af inderne bekender sig til hinduismen, som må siges at være den absolutte hovedreligion, i hvert fald for størstedelen af landet. Fra hinduismen er til gengæld udsprunget religioner som buddhismen, jainismen og sikhismen samt et utal af bevægelser som Hare Krishna-bevægelsen og andet godt. Islam har også præget Indien i høj grad, særligt i de nordlige provinser, som i store dele af Indiens historie har været under muslimsk styre. Men takket være den kristne grundtanke om, at alle jordens beboere skal være kristne, har man fra Europa sendt mange missionærer til landet, hvilket har medført, at Indien er rigt repræsenteret hvad angår kristne kirkeretninger. Selv om kun ca. 2 % af den indiske befolkning er kristne, er der bestemt ikke tale om ét homogent kristent trossamfund – her er masser af katolikker, ortodokse, anglikanere, lutheranere, baptister, mærkværdige karismatiske bevægelser og alt muligt indimellem. Dette

UTC Selve UTC er et godt 100 år gammelt college med ca. 100 studerende, som ligger i det tempererede Bangalore, der ikke er lige så vanvittigt varmt som resten af Indien. Som studerende bor man på et campusområde, hvor alt er samlet – undervisningslokaler, bibliotek, kantine, hostel, administration. De fleste undervisere bor her også, og her er kapel og kirkelige lokaler. Det gør virkelig, at man lever i sin egen lille lomme, afskåret fra resten af Indien og verden. Vi er kun to internationale studerende, Dorit fra Marburg i Tyskland og mig selv. Det kunne i starten godt virke lidt skræmmende med alle disse indere, men de er heldigvis generelt fantastisk imødekommende mennesker.

Så faktisk er det rart at blive venner med inderne og have det herligt sammen med dem, i stedet for at hænge ud i en international klike – men stadig at have en europæer at diskutere Indiens mærkværdigheder med. UTC’s studieordning er noget anderledes i forhold til vores. Man har en bachelor, der tager 4 år, hvor der dog ikke er særlig mange fag om filosofi og systematisk teologi men til gengæld mange fag om rådgivning, kirke og mission. Der er forskellige masteruddannelser: ”Rådgivning og sjælesorg”, ”NT”, ”GT”, ”Kvindestudier”, ”Kristen etik”, ”Kristologi” og ”Missiologi”. Dette bærer i høj grad præg af, at de fleste studerende, der er her, er finansierede af deres hjemmekirke, som har sendt dem med et bestemt formål, som de så skal vende tilbage og arbejde for. Mange studerende skal også efter at have fuldendt deres bachelor vende tilbage og arbejde for deres kirke i to til fire år, før de kan tage en master. Generelt er der meget fokus på at uddanne teologer, der skal ud og arbejde for kirken, og man spørger ikke om, hvorvidt nogen er troende men derimod om, hvilken kirkeretning de tilhører – det er nærmest ikke muligt, at man skulle studere her ud af ren interesse. Der er meget fokus på den praktiske side af den teologiske gerning, og alle bachelorstuderende skal i løbet af deres studietid ud at lave socialt arbejde for forskellige NGO’er.

Hvis man tager en master i ”Rådgivning og sjælesorg”, skal man også hver uge besøge et hospital og tale med

INDIEN

19

patienterne og de pårørende. Det akademiske niveau er nu også ganske højt, dog er undervisningsformen noget anderledes. Det meste af undervisningen går ud på, at de studerende på skift skriver en opgave på seks til tolv sider, som de så læser højt i klassen, hvorefter de andre studerende og underviseren så giver tilbagemelding. Disse opgaver indgår også som en led i ens eksamenskarakter. Jeg må dog indrømme, at jeg finder denne undervisningsform lidt mærkelig – mest fordi det virkelig er svært at koncentrere sig, når der er så meget oplæsning. Det er dog ikke alle timerne, der fungerer sådan – meget er også helt normal klasseundervisning.

Spirituelle liv Det forventes, at man som teologistuderende tager aktiv del i kirkelivet her på stedet. Hver dag starter med morgengudstjeneste i kapellet kl. 8.30. Det går på skift mellem de studerende at arrangere, hvem der prædiker og står for bibellæsning og bønner, og det er faktisk en hyggelig måde at begynde dagen på. Det giver også et godt indblik i de mange forskellige kirkeretninger, der er her på stedet.

Om mandagen går det på skift mellem de studerende, som er på sidste år af bacheloruddannelsen, at arrangere en gudstjeneste, som de efterfølgende får karakter for. Her forventes en vis kreativitet, dog selvfølgelig inden for stedets noget konservative kristne rammer – sidste år havde en studerende fx talt om rettigheder til homoseksuelle, og det blev diskuteret stærkt, hvorvidt han skulle bestå. Hver søndag aften er der højmesse, hvilket går på skift mellem professorerne, og det er også virkelig herligt at se, hvor forskelligt det kan gøres afhængig af den pågældendes felt.

Generelt må jeg sige, at jeg aldrig før har gået så meget i kirke, som jeg gør nu. To søndage i træk har jeg været til tre gudstjenester, mest af alt fordi der er så mange forskellige kirker at besøge, og fordi ens medstuderende hele tiden inviterer en med. Søndagen er virkelig bygget op omkring kirkebesøg – og så er det praktisk, at der både er morgen-, eftermiddags- og aftengudstjenester. Og så bliver man jo selv inddraget – jeg har selv stået for bibellæsning og bønner og sunget i kor mange gange samt prøvet at prædike for første gang, hvilket var en lille fest. Der er også indiske præg i gudstjenesten. Særligt sydinderne tager deres sko

”

Det forventes, at man som teologistuderende tager aktiv del i kirkelivet her på stedet. Hver dag starter med morgengudstjeneste i kapellet kl. 8.30 af, inden de går ind i en kirke, især til nadver, hvilket stammer fra hinduismen og islam. Næsten hver dag bliver der sunget en bhajan, en slags indisk salme med traditionelle instrumenter. Når der er højmesse, har de også en særlig lampe, som skal tændes med stearinlys, hvilket vistnok også er en hinduistisk tradition.

Livet på campus Livet på campus er mildest talt noget mere strikst, end man er vant til hjemme fra Danmark. Kvinderne og mændene bor på hver deres hostel og må ikke besøge hinanden. Dette er dybt latterligt, særlig fordi de fleste er mellem 24 og 35 år, nogle endnu ældre, så det er ikke ligefrem unge teenagere, det handler om. Det afgørende er, om man er gift eller ej. Gifte studerende bor i et familieområde, og der må alle komme. Dorit og jeg må desværre ikke bo på hostel sammen med de andre piger, da der før har været nogle problemer med internationale elever, så vi er placeret i et hjørne af campus, hvilket er lidt trist.

Døren til kvindehostelet bliver låst kl. 23 hver aften – også i weekenden – så der skal pigerne være hjemme. Mændene har ikke sådanne regler, så det kan man jo roligt kalde en anelse kønsdiskriminerende. Alkohol er selvfølgelig fuldstændig forbudt, så folk bliver en anelse chokerede, når jeg beretter om TEObar. Til gengæld er rigtig meget af livet her situeret omkring biblioteket, som er et dejligt

INDIEN

20

sted at opholde sig, både til studie og hyggelig snakken.

Her bliver der også serveret te kl. 11 og 16 hver dag, hvilket nærmest er de bedste tidspunkter på dagen, hvor man virkelig kan få snakket med folk. Messen, hvor de fleste studerende spiser, særlig på grund af manglende køkkenfaciliteter, serverer morgenmad 7.30, frokost 13.10 og aftensmad 19.30. Der er tale om særdeles stærk mad, som skal spises med hånden, hvilket har krævet en del tilvænning. Det føles lidt som at være tilbage på efterskole eller højskole og er alt i alt meget hyggeligt.

Incredible India!

Man kan roligt sige, at dette ophold har været med til at udvide mine horisonter på alle måder – i forhold til teologi, kultur og alle mulige andre aspekter af livet. Det, at de studerende kommer fra så mange forskellige kirkeretninger, giver virkelig nogle gode diskussioner om tro og teologi. De fleste fag, jeg har hernede, handler også om indiske forhold, så jeg har haft om kastesystemet, kvindekampen, Indiens mange religioner og forskellige indiske teologer. Alt i alt har det været med til at åbne mine øjne for, hvordan dette land hænger sammen, selv om jeg på ingen måde forstår det til fulde. Indien rummer så mange forskellige kulturer, sprog og religioner, at det på nogle måder er et under, at det stadig hænger sammen efter kolonitiden, hvor Storbritannien tegnede streger på landkortet. Der er masser af konflikter i landet, hvilket måske ikke er mærkeligt, når så mange forskellige mennesker skal sameksistere uden et fælles sprog – dette får man også et indblik i her på UTC, hvor de studerende har vidt forskellig baggrund. Men alt i alt er det et fantastisk sted at være, som jeg varmt kan anbefale. Indtil videre har det i hvert fald været – og er – en fantastisk oplevelse for mig. Man må forsøge at overgive sig og gå ind på Indiens undertiden mærkværdige logik, og så kan man nærmest ikke andet end blive begejstret for Incredible India!

TO KÆTTERBÅL

21

To kætterbål:

Peter Belli og Hans Tausen Af: Rasmus H.C. Dreyer, ph.d.-stipendiat, Afd. for Kirkehistorie.

For ganske nylig den 11. november blev Søren Kier-

kegaards 200 års jubilæum rundet af, da manden døde nysnævnte dag, der som bekendt ikke er hvilken som helst. 1. Verdenskrigs afslutning, Gud ske tak og lov! Men det er også Skt. Mortens Dag, eller på godt sydlandsk, Skt. Martins dag. Det var altså på året 2013’s 530-års-fødselar Martin Luthers navne- og dåbsdag (han var født den 10. november), at den koleriske og komplicerede Kierkegaard gik heden. Mens ingen har kunnet undgå at høre om Kierkegaard i år, så har færre hørt om årets danske 500-års fødselar, Niels Hemmingsen, flere om årets 70-årige, sangeren Peter Belli, og ingen om den store danske reformator Hans Tausen, hvor det i år var 480-året for hans engang berømte og i århundreder omdiskuterede kættersag. De fleste vil dog vide, at denne sag har et eller andet at gøre med Luther, men hvordan hænger det sammen med Kierkegaard eller Peter Belli? Jo, Hans Tausen døde som Kierkegaard den 11. november på Luthers navnedag i 1561, hvad var mere end heldigt for hans eftermæle som ‘den danske Luther’, mens sammenhængen med Peter Belli, ‘den danske Johnny Cash’, er af mere åndelig karakter. Hans Tausen og Peter Belli var i hver deres forstand reformatorer, Tausen i den gængse betydning, Peter Belli i musikken, og begge blev de genstand for retsager, der skulle statuere eksempler, og begge blev og er de begreber, ihvorvel og langt, de end er fra sandheden: Hans Tausen inkarnationen af den danske reformation, Peter Belli af den musikalske revolution og generation beat.

Lad os tage yngstemanden først: Peter Belli eller Georg Peter Brandt, som dåbsattesten lyder, blev født i Kiel midt under krigen den 19. juni 1943 og kom som niårig til Danmark. I en alder af bare 17 år fik han sin musikalske debut som sanger i 1959, og lidt efter blev han optaget i orkesteret Les Rivals, ‘de danske The Beatles’, hvor han ledte an i pigtrådsbevægelsens reformation af den danske musikscene. Pigtrådsmusik var selvfølgelig

INFOBoks

Cand.theol. Rasmus H.C. Dreyer har siden 2011 været stipendiat på Afdeling for Kirkehistorie i dansk reformationshistorie på et projekt om den danske reformator Hans Tausen (1494/98-1561), hvori Tausens skrifter og teologi undersøges på ny. Dreyer undersøger også Tausens betydning i dansk kirkehistorie og kultur, og hvordan begrebet og figuren ‘den danske Luther’ er blevet til. Rasmus H.C. Dreyer vandt universitetets guldmedalje i 2010 for en afhandling om Tausens forhold til Luther, og blandt hans udgivelser kan nævnes en engelsksproget undersøgelse af Tausens tidlige skrift, Edt kort antswor, og en artikel om Hans Tausens syn på øvrigheden set i forhold til Philip Melanchthon.

TO KÆTTERBÅL

22

det musikalske kleresis nedsættende betegnelse for den nye danske beatmusik, hvor den elektriske guitars hårde, metalliske lyd skar i ørerne. Dog, som med alle sådanne smædenavne (i vores sammenhæng erindrer jeg blot om begrebet lutherdoms lignende udvikling!), blev det hurtigt dagligsprogets udtryk for den mærkelige, ørefængende musik, som Peter Belli & Les Rivals, Keld & The Donkeys, Sir Henry & His Butlers osv. forgiftede ungdommen med.

Til en begyndelsen var udtrykket cool og engelsk, sproget og teksterne langt fra dansk liv og kultur, hvorfor først Peter Belli i 1965 akklimatiserede musikken til Danmark og sprang ud som dansksproget pigtrådssanger med Thøger Olesens fordanskning af Kinks-numret A Well Respected Man, på dansk singlen Helt igennem respektabel (A-siden)/Det du ka’ li (B-siden) og siden fulgte Keld Heick og hans æsler året derpå efter med kæmpehittet Ved landsbyens gadekær. Pigtråden blev toppen af dansk pop – dansktop med andre ord. Samme år som Keld Heicks monsterhit løb Peter Belli alligevel med sejren som året sanger, som pop- og ungdomsbladet Børge kårede. Det skyldtes helt sikkert optagelserne af Bellis banebrydende tv-show, 48 timer med Peter Belli og Rivalerne. Pigtrådsmusikken, den angelsaksiske ‘negermusik’ var på få år blevet dansk, musikverdenen var revolutioneret for aldrig siden at blive den samme, og Peter Belli, en indvandret tysker, var førstemanden, en primus inter pares i pigtråden, hvem alle andre ønskede at være og efterligne, og alle modstandere ønskede at dukke nakken på. For han

var en rod, en oprører, en langhåret hippie, der ledte ungdommen til falds og amoralsk levned, en bølle, der rokkede ved den finkulturelle bygning af smag, dannelse og sædvane – og ja, så røg han hash! Der var naturligvis mange af af de førende sangere, der på daværende tidspunkt havde smagt det forbudte rusmiddel, men ingen indrømmede det offentligt – udadtil lod man som om, at man stadig fulgte alle vanlige regler og normer. Og her var der et svagt punkt – for sagde Belli og co. ikke ét her, men gjorde noget andet? Da først Børge, den poppede ungdomsbevægelses eget organ, og dets redaktør, den provokerende måske/måske-ikke-holocaustbenægter, Erik Haaest, fik afsløret, at der til en fynsk pigtrådskoncert var blevet solgt hash fra det optrædende band til publikum, var fanden løs i Laksegade. Da det store dyr i dansk offentlighed, Danmarks Radio, gik ind i sagen, indvilgede Peter Belli af skinbarlig ærlighed, ungdommelig kådhed eller som udslag af dårlig reklametænkning, i at deltage i en udsendelse om den skandaløse episode, uagtet han – efter eget vedblivende udsagn (Erik Haaest fastholdt til sin død noget andet) – ikke havde været indblandet i den oprindelige fynske episode.

Som en anden Bill Clinton indrømmede Peter Belli stort og voksent i radioen, at han skam havde prøvet at ryge hash, men at det slet ikke var faldet i hans smag, hvorfor han fluks var holdt op med det igen! Det lød jo som en ærlig snak af poppens slemme dreng, skade blot, at det faktisk også var (og stadig er) forbudt at ryge hash, hvorfor politiet troppede op til Peter Belli og rivalernes næste koncert og arresterede den danske musikscenes førstemand for åbent tæppe og til fuld pressedækning. Et nådesstød mod den oprørske bevægelse. En sag, der kunne tjene som eksempel og afskrækkelse for andre. Dømte man denne førende ‘kætter’ hårdt, ville disciple og de mindre kopister ganske givet falde til føje. Sagen gik selvfølgelig på ingen måde ubemærket hen i en ny tids kulturliv, og som sådanne bevægelser har haft for vane siden Luther, fattede man pennen, når modgang og ulykke ramte. Protestsangeren Cæsar forfattede en spotsk satire til forsvar for Bellis ubetydelige overtrædelse, men som samtidig illustrerer, hvordan Belli var blevet et ikon og en inkarnation af en bevægelse:

TO KÆTTERBÅL

23

Tag og ring til brandstationen Peter Belli er i by’n igen Og lad både Falck og Zonen Skygge ham hvor han går hen Send besked til politiet Måske tænder han en enkelt smøg Strisserne ka’ ikke li’ed Peter Belli er i by’n igen Lav ingen støj nu Se hvor han går Hvis han tager en smøg nu Står han mindst til otte år Sig til vor justitsminister Peter Belli er i byen igen Og lad telegrafen gnistre Det til NATO og FN Meddel alle redaktioner Peter Belli er i byen igen Lad dem sende der’s spioner der er stof til forsid’n nu igen Nu er landet stedt i vånde Peter Belli er i byen igen Snig dig hen og snus hans ånde og fortæl, hvord’n lugter den Panserne skal ha’ beviser Politigård’n sender 30 mænd Er der ‘ en lugt som en, der fiser Hænger Peter Belli på’n igen Røveri i landets banker Mord på noble kvinder eller mænd er det rene skære pjank, når Peter er i byen igen Hjemmeværn må tag’ affære Folket koger simpelthen Vi må bruge vor stolte hær, når Peter Belli er i byen igen

Reklame for ugebladet “Ude og Hjemme” 1996, kilde: Det Kongelige Bibliotek, musikfokussider/ugens hit uge 44 Dansktoppen nr. 1 1973 (Henrik Smith-Sivertsen).

Det ‘ en sag, der angår alle Hvis vi alle hjælper, går det let Vi kan sagtens få ham knaldet Når han ta’r en cigaret...1 Cæsars sang – som jeg her bringer i min transskription – kan genhøres via dette link: http://www.youtube.com/watch?v=prT_VC5ng9I

TO KÆTTERBÅL

24

”

Hans Tausen og Peter Belli var i hver deres forstand reformatorer, Tausen i den gængse betydning, Peter Belli i musikken, og begge blev de genstand for retsager, der skulle statuere eksempler, og begge blev og er de begreber, ihvorvel og langt, de end er fra sandheden: Hans Tausen inkarnationen af den danske reformation, Peter Belli af den musikalske revolution og generation beat.

Sagen mod Peter Belli blev indbegrebet af samfundets afmagt gennem magt. For tro ikke, at det var uden konsekvenser, at Belli havde røget hash. Nej, en retsag blev gennemført og straffen blev hård, først efter en nedskrivning endte det med 30 dages ubetinget fængsel til afsoning i Kolding Arrest i 1967. Staten viste således ingen pardon, ej heller gjorde kongen, selv om Ole Grünbaum og flere andre kulturpersonligheder stilede en benådningsansøgning direkte til Hans Majestæt Kong Frederik XI. Belli måtte ruske tremmer til afskrækkelse og forargelse, skønt effekten udeblev. Belli var stadig en stjerne, Børge bragte hans dagbog fra cellen, og da han var fri igen blev hans udendørs bryllup med hans June årets helt store mediebegivenhed. Kættersagen endte således med at fremme den sag og den mand, man ville forhindre i at få succes og kulturel magt.

Nu spørger den ærede læser formodentlig, hvor Hans Tausen og reformationen blev af i al denne musikalske virak? Jo, for med Peter Bellis sag i frisk ihukommelse, kan vi kige ind i en af den danske reformations store uløste gåder: Kættersagen mod Hans Tausen i sommeren 1533, ”den første Pressesag af sin Art”, som historikeren Arnold Heise meget rammende bestemte den i 1872. En sag, hvor der skulle statueres et eksempel og indgydes enhver vordende eller udøvende reformator skræk og respekt.

Reformationen skulle rulles tilbage, standes, ophøre, omgøres, eller i det mindste skulle de obsternasige, selvbestaltede præster presses til at vise kirken, traditionen og øvrigheden passende agtelse og lydighed. Men som med Peter Belli blev resultatet et andet, da man ikke havde taget folket i ed. Reformationen fik næsten en dansk martyr og den eksemplariske sag mod Tausen var blandt de udløsende faktorer til vort lands værste borgerkrig: Grevens Fejde 1534-36.

Hans Tausen blev født i 1494 (måske 1498) i den fynske landsby Birkende mellem Nyborg og Odense og blev engang i de nye århundrede munk i det rige og betydningsfulde johanniterkloster i Antvorskov ved Slagelse. Her var dannelsesniveauet højt, ambitionerne ligeså, og Tausen blev sendt til Rostock i 1516 for at studere de frie kunster. I Rostock blev han både baccalaur og magister (det sidste dog som den dårligste), og efter en mulig præstevielse derhjemme, vendte han tilbage til Rostock i 1520 for at forelæse over en pseudo-aristotelisk tekst; Tausen var meget vel en humanist af tidens type, og som sådan vendte han givet hjemefter for at læse teologi i København, bl.a. under den kendte bibelhumanist Poul Helgesen, der var lektor i bibelen ved det til universitetet tilknyttede studiehus i karmelittergården (nu Valkendorfs Kollegium i Skt. Peders Stræde). København var dog ikke tilstrækkelig for den formodentligt opvakte magister, og studierne fortsat-

TO KÆTTERBÅL

25

te i Erasmus af Rotterdams Løwen (Louvain), og selvom Erasmus just havde forladt universitetet, var det stadig muligt at studere både græsk og hebraisk dette sted, og vi må regne med, at Tausen her begyndte sit hebraiskstudium. Hastigt drog han dog videre til Wittenberg i maj 1523, og så forstår vi nok, hvorhen det bar. Traditionen vil vide, at han blev kaldt hjem til Danmark, da hans prior kom undervejrs med, at Tausen havde opsøgt den forbudte Elb-stad, men langt snarere var Wittenberg og Luther og Melanchthon blot et naturligt og oplagt valg for en dansk humanist af Poul Helgesens skole – også han var jo meget indtagen i Luther til en begyndelse og Melanchthon mere vedblivende. I alle tilfælde vendte Tausen tilbage til Danmark efter Wittenberg-studier ‘på andet år’, som hans svigersøn, biskop Hans Laugesens, epitafium over ham i Ribe meddeler på latin. Und was nun?

Ja, i dansk kirkehistorisk tradition, hvor man i 1800-tallet savnede en dansk Luther, blev Tausens hjemkomst et af de mest ikoniske danske reformationsøjeblikke, for da hævder man, at han skærtorsdag 1524 ikke længere kunne dølge sin lutherske overbevisning og ufortrødent prædikede Guds nåde ved troen alene for munkene i Antvorskov. Prioren straffede ham resolut og endte med at måtte sende ham på ‘genopdragelsesrejse’ til ordenens kloster i Viborg. Egentlig ved vi intet som helst om, hvad der foregik i Antvorskov, og om Tausen overhovedet kom

tilbage dertil fra Wittenberg, det eneste sikre er, at vi i 1526/27 møder ham som evangelisk reformator for fuld udblæsning i Viborg. Her prædikedes der, her chikaneredes der munke, her blev der skrevet flyveskrifter, danske ritualer, salmer, polemik og trosartikler, her vandtes fodfæste og kongeligt beskyttelsesbrev, der reelt satter Tausen under byens opsyn og beskyttelse, ikke kirkens, og Kong Frederik I tillod endog også byen at oprette en evangelisk præsteskole og rive hele 12 af byens kirker ned. Det ordnede borgerne med et snuptag på få måneder, og i 1529 var reformationen fuldt gennemført i Viborg, hvorfra Tausen kaldtes til det stadigt romerske København. I Nikolaj Kirke fortsatte han, hvor han slap, sang danske salmer og reformerede gudstjenesten og opildnede borgerne til at sammensværge sig på Guds Ord og evangelium, og da det store religionsmøde står i København i 1530 på den kongeligt indkaldte herredag, hvor alle forventede, at Frederik I én gang for alle ville træffe afgørelse for, hvilken af de siden 1527 to tilladte religioner, den evangeliske og den romerske statskirke, der var den sande og evige kirke, koger byen. I Helligåndskirken prædiker man fire gange dagligt for fulde huse, 12 gange på helligdagene endog, og skuffelsen er fremdeles enorm, da det hele løber ud i sandet. Kirkens folk, Poul Helgesen iberegnet, ville disputere på latin af hensyn til deres indkaldte udlændinge; de danske prædikanter, der er kommet hid fra hele landet, ville kun tale på dansk, så folket kunne forstå dem, men da den eksilerede Christian II slog på krigstromme og faren syntes alvorlig, fik den regerende konge vigtigere ting at tage sig til, og beslutningen blev udsat. Københavnerne rasede og stormede Vor Frue Kirke i et vildt ikonoklastisk optrin – som Tausen selv havde fremmet, hvis vi skal tro Poul Helgesen, men som en anden Luther, der vendte hjem fra Wartburg for at standse optøjerne i Wittenberg i 1522, sørgede Tausen for at stoppe opløbet og tage æren for at have bragt ro og orden i kirken og gaden igen. Poul Helgesen vejrede dog alligevel mulighed for et dybt stød på Tausen og anklagede ham kort efter for kætteri, ikke mindst i nadverspørgsmålet. Tausen og kumpaner var ‘messedræbere’, forklarede Helgesen, rådet i København. De lærer hverken som kirken eller som Luther. Af Tausens svar, Suor til then falske og vchristeli-

TO KÆTTERBÅL

26

”

Diskussionen har været uendelig lang i forskningen om denne spidsfindighed, men det gælder dog alligevel æren af en så fremstående dansk reformator, at man til en vis grad kan forstå, at det har været diskuteret fra 1600-tallet og indtil i dag. ge vnderuiisning som lector Powell screff til Raadet y Københaffn Om then Papistiske Messe fra 1531, hvorfra vi også kun kender Helgesens anklager, ser vi imidlertid, at Tausen kendte de store reformationsskrifter af Luther, han vidste at afvise messeofret, men når han så selv skulle forklare, hvad nadveren var, lød han snarere som en anden Zwingli eller Karlstadt, og det vidste Helgesen sikkert godt. Bemærk her, hvordan Tausen nedskriver nadveren til ren og skær ihukommelse: Men hvad vil jeg længe skrive herom, jeg har mindre skriven behov, efterdi Kristus taler selv så klarligt herom, og kalder det (nadveren) en ihukommelse eller en amindelse, det ene ord holder jeg imod alle dine (Helgesens) unyttige og ørkesløse skvalder, med dine uforstandige figurer og uvisse fabler, menneskelige tanker og dine egne drømme (min gengivelse efter Hans Tavsens Smaaskrifter, H.F. Rørdam 1870, 114) Nadveren var noget nærmest symbolsk for Tausen, Jesu gerning var sket én gang, nu huskede vi blot på det i sakramentet. I dette, forklarede Tausen, ”falde vi ned for Gud og tilbeder … ikke det, som vi ser, thi det er vin og brød, men det, som vi hører om” (ibid. 138), ordet og erindringen om Kristi gerning på korset var det vigtigste.

Derfor gav det slet heller ikke nogen mening at gemme og tilbede nadverens elementer, mente Tausen. Og det blev et skæbnesvangert standpunkt at indtage. For da Frederik I døde i 1533, var kirken klar til at tage magten (ærkebiskoppen forestod regeringen i et kongeløse, og

man valgte – troede man – snildt at udsætte kongevalget til hinder for den lutherske arving, Hertug Christian [III] af Haderslev, og til gode for de romerske biskoppers egen indflydelse) og stadfæste et eksempel. Tausen blev derfor på denne herredag i København i 1533 indstævnet til disputation for et mærkeligt sammensat råd af biskopper og rigsråder med byråd og rodemål (borgerrepræsentanterne) som indforskrevne tilskuere. Tausen stod anklaget for lydighedsnægtelse mod sin foresatte, biskop Joachim Rønnow, tyveri af kirker og skadevolden – her tænkte man nok på, at Tausen ikke var rettelig kaldet af biskoppen til Nikolaj Kirke og så selvfølgelig den famøse billedstorm – og for skriftlige injurier mod biskoppen, men værst af alt skulle han gøre rede for sit syn på nadveren, som man fandt, at han havde lært kættersk om. Hvem var anklageren så? Selvfølgelig ingen ringere end Poul Helgesen, der her troede at få sig en sød hævn. Det var ingen svær sag, Tausen havde gjort sig skyldig i de første anklagepunkter, men det sidste måtte bevises ved disputation. Helgesen fremdrog givetvis Tausens udtalelser fra det omtalte skrift, og en tabt del af samme, hvor Tausen åbenbart skulle have sagt, at nadverens elementer var ’ikkun brød og vin’. Dertil protesterede Tausen, ’ikkun’ var en sætterfejl, det stod ikke at læse i hans egenhændige skrift. Men en god sag havde han ikke, og da han til slut blev konfronteret med spørgsmålet om, hvorvidt det hellige legeme og blod, som den romerske messepræst konsekrerer og sætter i monstrans og pixis (gemmer til nadverelementerne til udstilling og adoration), er Guds sande legeme og blod, svarede Tausen ….

TO KÆTTERBÅL

27

Ja, det ved vi egentlig ikke!

For kilderne mangler og de to afskrifter, der eksisterer siger hver sit. Den ene (Arild Huitfeldt) fortæller, at ’mester Hans tilstod og bekendte, at det ikke var det sande legeme og blod...’, den anden afskrift (Arne Magnussen), at ’mester Hans tilstod og bekendte, at det var det sande legeme og blod’. Det første betød, at Helgesen ville kunne få Tausen dømt som ’zwinglianer’, det andet, at Tausen indrømmede sin brøde og vattet trak i land for at undgå kætterbålet. Diskussionen har været uendelig lang i forskningen om denne spidsfindighed, men det gælder dog alligevel æren af en så fremstående dansk reformator, at man til en vis grad kan forstå, at det har været diskuteret fra 1600-tallet og indtil i dag. Jeg mener nu, at det med Tausens egne skrifter og dommens hårde strafudmåling (døden!) in mente må være ret sikkert, at Tausen blev dømt som kætter. Var han ikke blevet det, var strafudmålingen for hård, og uden en dom kunne hans sag jo heller ikke danne præcedens for de forfølgelser af evangeliske prædikanter, ærkebiskop Torben Bille satte ind med i Skåne i månederne efter, og som i høj grad påvirkede søsterbyerne Malmø og Københavns valg af Grev Christoffer (Christian II’s hærfører) frem for lutheraneren, Hertug Christian – med andre ord: Grevens Fejde og den blodige borgerkrig, der først fandt sin afslutning, da de to byer gav op, og magten kunne falde Christian III i hænde, og han således indføre en anden og ny reformation: den lutherske statsreformation i 1536.

Men Tausen blev jo ikke brændt på bålet? Nej, for dommen havde den reservation, at den kun kunne eksekve-

res, hvis Tausen krævedes dømt af kirken, og det viste sig, at det turde den slet ikke, eller vi kan sige, at den var en slags betinget dom, der ved dannemænds bøn blev omgjort til forvisning fra Sjælland og Skånes stifter. Men folket og borgerne var vrede uanset hvad, for Tausen var deres! Det berømte maleri af Carl Bloch i universitetets festsal skildrer optrinnet efter Tausens dom, som traditionen bedst fortæller den: Folket var i oprør udenfor for rådhuset, hvor sagen fandt sted, og da Tausen trådte frem som en dømt mand sammen med sine dommere, Joachim Rønnow havde her haft formandsstolen, krævede de Tausen udleveret og hævn over bispen, hvorfor den angste Rønnow storhjertet blev ledt hjem til bispegården (den nuværende ældste fløj af universitetet) under Tausens beskyttelse, og rystet måtte række Tausen hånden til tak.

Anskuelsestavle efter Carl Blochs maleri af ”Hans Tavsen forsvarer Joachim Rønnow” (1876). Rønnow er her skildret som en gammel og affældig mand, Tausen som en stout og stærk mand, symbolsk for det gamle og nye. I virkeligheden var Rønnow noget yngre end Tausen.

TO KÆTTERBÅL

28

Så skyldte Rønnow ham én, og få uger efter indgik de et forlig, der satte Tausen under censur og vel indirekte medførte, at Tausen måtte acceptere den romerske (skin-) biskops jurisdiktion, men dog satte ham fri fra den ubehagelige kætterdom, og gav ham lov til at vende tilbage til København. Det blev dog en Pyrrhus-sejr for bispen, for Tausen fortsatte ufortrødent reformationen af København, om end vi ikke siden fik et eneste polemisk skrift fra Tausens hånd. Og ved statsomvæltningen i 1536 blev Rønnow straffet allerhårdest blandt biskopperne, og han døde som den eneste af de anholdte bisper uden nogensinde at genvinde sin frihed. Tausen var omvendt ingen helt i den nye regerings øjne, han havde holdt på den forkerte hest, Tausen var i København under hele belejringen, og gjort sig venner med de forkerte, de oprørske malmøboere, og hans noget uldne forlig med den opportunistiske Rønnow gjorde nok ikke hans stilling bedre. Han blev derfor ikke superintendent/biskop i 1537, her hentede man hellere Luther-Melanchthon-protegeen, Peder Palladius hjem fra Wittenberg. I stedet blev Tausen lektor i hebraisk ved universitetet og lektor i teologi i Roskilde, hvor han kom på den svære mission at omvende kannikker og omskole sognepræster til den nye lære. Først i 1542 blev han valgt til superintendent i Ribe stift.

En meget senere kollega, Sjællands biskop, Friedrich Münter, spurgte i sin reformationshistorie fra 1802, hvordan det dog måtte have gået, hvis Luther var faldet i kløerne på sine værste og argeste modstandere, monstro også han var sluppet med en uklar domsakt, et forlig og lidt censur som Tausen? Nej, på denne vis, syntes den ellers så tolerante og rationalistiske Münter, at der hvilede et skær af provinsialisme over den danske reformation: Det havde da været en meget bedre historie, hvis Tausen var blevet brændt på bålet! Så havde han været en martyr og ikke en dårlig Luther-kopi. Og så er det, jeg fristes til at tilføje, at hvis Peter Belli var død af en overdosis, se, så havde han været en rigtig rockstjerne, ikk’? Nej, for bag begge ikonerne, Belli og Tausen, gemmer der sig historier, skrifter og sange osv., der er meget bedre, end den begrebsliggørelse og ikonosering, de begge har været udsat for i større eller mindre grad.

RØRET OG VÆGEN

29

Røret og vægen Et halvvers hos Esajas Af ph.d.-stipendiat Frederik Poulsen

Det kunne lyde som et eventyr af H. C. Andersen. Det

selvsikre rør gør tilnærmelser til den flygtige væge og brænder spidsen. Men nej, røret og vægen optræder som finurlige metaforer i vers 3a af en passage om en Herrens tjener i Esajas 42,1-9. I halvverset står der: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke”. Ligesom med Andersens eventyr er der mange tolkningsmuligheder, når vi bevæger os ind i den bibelske litteratur.

Tekststykket fra Esajas udgør det eksegetiske omdrejningspunkt i den ph.d.-afhandling, som jeg sidder og skriver på for tiden. Jeg tager afsæt i en principiel diskussion om, hvilken rolle Det Gamle Testamente bør tildeles i moderne bibelsk teologi. Jeg undersøger, hvordan ovennævnte passage optræder i den hebraiske Bibel og i den græske Septuaginta-oversættelse, og hvordan passagen bliver fortolket i Det Nye Testamente.

Esajas 42,1-9 beretter som sagt om en anonym tjenerfigur. Han er støttet af Gud, og hans opgave er at bringe ”retten” (‫ )טָּפְׁשִמ‬ud til folkeslagene, åbne blindes øjne og føre fanger ud af fængslets mørke. Tjenerens anonymitet og flertydigheden i portrættet af ham har fremkaldt en skov af fascinerende fortolkninger. Billedet med røret og vægen i vers 3a gør ikke sagen nemmere. Halvverset er ligefrem blevet kaldt hele passagens ”crux”, dvs. det sted i teksten, som er vanskeligst at finde rede på.

Ordenes betydning Først lidt om ordene. Glosen for ”rør” (‫קרֶה‬ ָ ) bruges andre steder om rør af siv (Es 19,6; 35,7), og sammen med glosen for “at knække” (‫ )רצץ‬hentyder den til rør, som ser solide ud, men nemt brækker og forvolder skade. Egypten bliver kaldt ”den knækkede rørstok” (‫הרָצּוץ‬ ָ ‫ּקנ ֶה‬ ָ ‫ה‬ ַ ) i Es 36,6, fordi man ikke kunne regne med dets militære støtte (jf. Ez 29,6-7). Glosen for ”at knække” bruges imidlertid også om fattige og undertrykte, som fortjener frihed (Es 58,6; jf.

5 Mos 28,33; Am 4,1). Verbet for ”at sønderbryde” (‫)ׁשבר‬ indebærer voldsomhed og stor styrke; hos Esajas bruges det for eksempel om at knuse døre af bronze (45,2)!

Glosen for ”væge” (‫ )הָּתְׁשִּפ‬refererer til et stykke hør (jf.

2 Mos 9,31), som blev brugt som væge i olielamper. At vægen flakker eller oser (‫)ההכ‬, betyder, at den brænder svagt, dvs. at lampen mangler olie. Esajas bruger også udtrykket ”en flakkende ånd” (‫ ;הָהֵּכ ַחּור‬jf. 61,3) om den, der har mistet modet. Verbet ”at slukke” (‫ )הבכ‬optræder ofte i forbindelse med ild (f.eks. Es 34,10; 66,24). Det er interessant, at den egyptiske hær i Es 43,17 ”går ud som et lys”, dvs. lider nederlag. Sammenfattende bruges røret og vægen tilsyneladende som sproglige figurer for mennesker eller magter, der er skrøbelige eller lider.

RØRET OG VÆGEN

30

De mere vovede Alligevel er der nogle fortolkere, som har forsøgt at læse metaforerne bogstaveligt. Joachim Begrich, der var Gunkels svigersøn, hævder vel overmodigt, at røret og vægen afspejler en juridisk baggrund. Ifølge ham var det skik i retssale, at man brækkede stokken på den skyldige og pustede hans lampe ud for at illustrere, at sagen var tabt.

At røret ikke brækkes, og vægen ikke slukkes, antyder en benådningshandling. Den ”ret”, som tjeneren ifølge vers 1 skal bringe ud til folkeslagene, er derfor et budskab om nåde. Den dødsdømte skal ikke henrettes! Desværre har vi ingen beviser for en sådan juridisk praksis.

En anden tankevækkende fortolkning er givet af en gal franskmand. Jean Koenig hævder, at røret er et skriveredskab, og at vægen er bordlampen, ved hvilken tjeneren sidder og arbejder i løbet af natten. I modsætning til profeterne før eksilet, der som f.eks. Amos vredt råbte Guds dom ud over folket, udbreder tjeneren sit budskab ved at skrive! Tjeneren repræsenterer derved en eksilsk redaktør, der samler Israels gamle religiøse traditioner. Dag og nat fortsætter han ihærdigt sin indsats med at nedskrive og meditere over Guds ord (jf. Sl 1,2). Glosen for ”rør” bliver imidlertid aldrig brugt om en sådan pen. Og hvorfor er den knækket? Er han alt for energisk?

Et billede på barmhjertighed Så er det mere plausibelt at læse røret og vægen som symboler for nogle, der er skrøbelige. Men hvem? Nogle fortolkere har foreslået, at det er tjeneren selv. De læser verberne (‫רֹוּבְׁשִי‬, ‫ )הָּנֶּבַכְי‬enten intransitivt (”Han er et knækket rør, men han brækker ikke; han er en flakkende væge, men han går ikke ud”) eller med en upersonlig tredje person i ental som subjekt (”Han er et knækket rør, men man sønderbryder det ikke; han er en flakkende væge, men man slukker den ikke). Denne fortolkning passer fint til forestillingen om den lidende tjener, som vi møder i Esajas 53. Tjenerens svaghed kan også understreges ved at have ham som subjekt for verberne: Han er selv så svag, at han end ikke kan brække en sølle kæp eller puste et bette lys ud.

At tjeneren skulle være svag, er nu svært at forestille sig i lyset af vers 1. Her beskrives han som udvalgt og ud-

”

Røret og vægen er gode eksempler på den rigdom af tolkningsmuligheder, der altid viser sig i læsningen af de bibelske tekster. Én er næppe korrekt, for i Bibelens univers kan de samme ord ofte betyder flere ting på samme tid. rustet med Jahves magtfulde ånd. Som vi har set, bliver røret og vægen associeret med Egypten (Es 36,6; 43,17).

Pointen kan i så fald være, at tjeneren – trods sin enorme gudsindgydte styrke – ikke vil smadre det herskende imperium, Egypten eller Babylon. Et par tyske kommentatorer opfatter ligefrem tjeneren som et modbillede til den krigeriske Gideon i Dommerbogen. Modsat ham kalder tjeneren ikke til krig (cf. vers 2). Han er fredens mand, modstander af alt krig. Dette billede har især været populært efter 1970’erne!

Fortolkningen af metaforerne afhænger også af, hvem vi mener, at tjeneren er. Hvis tjenerfiguren bliver opfattet som folket Israel, som det udtrykkeligt sker i Septuaginta, er det nok bedst at se røret og vægen som en generel henvisning til svage og lidende. Er tjeneren en unavngiven profetskikkelse, Messias eller perserkongen Kyros, som det ofte er blevet antaget, så kan røret og vægen henvise til Israel og/eller de fremmede folkeslag.

I fortolkningshistorien er billedet i vers 3a fortrinsvist blevet forstået som tjenerens overbærende behandling af de fattige og afkræftede i al almindelig. Han lader ikke falde, hvad ikke kan stå. Han puster ikke livslyset ud for nogen.

Tjeneren er ligefrem blevet opfattet som et sjælesørgerisk ideal, der formidler Guds barmhjertighed til en nedbrudt samvittighed. Den aramæiske genskrivning af Det Gamle Testamente, Targum, forklarer faktisk røret og vægen ved at tilføje ”den ydmyge” og ”den fattige”.

Og Det Nye Testamente Røret og vægen optræder også i Det Nye Testamente. I Mattæusevangeliet 12,18-21 citeres Es 42,1-4 næsten i fuld længde. Citatet kommer i forlængelse af en bemærk-

RØRET OG VÆGEN

31

ning om, at Jesus helbredte de store folkeskarer, der fulgte efter ham. Det er derfor oplagt, at Esajas’ ord om tjenerens omsorg for røret og vægen spejler sig i Jesu helbredergerning. Røret og vægen er de syge og forkrøblede, som Jesus tager sig af. En mere vovet fortolkning ser røret som en reference til Johannes Døber, der i Matt 11,7 beskrives som mere end ”et siv(rør), der svajer for vinden”. Efter at være blevet fængslet er Johannes som fange nu blot et ”knækket rør”, som Jesus er forsigtig med ikke at brække.

Til slut Røret og vægen er gode eksempler på den rigdom af tolkningsmuligheder, der altid viser sig i læsningen af de bibelske tekster. Én er næppe korrekt, for i Bibelens univers kan de samme ord ofte betyder flere ting på samme tid. Nu kan I så bruge juleferien til at gruble lidt over den.

Og det er ganske vist. Glædelig jul.

TEOLOGI OG PSYKOANALYSE

32

Teologi og

Psykoanalyse?

Af Mads Peter Karlsen

You’d kill yourself for recognition, kill yourself to never ever stop You broke another mirror, you’re turning into something you are not Radiohead “High and dry” Traditionelt har psykoanalysen under indflydelse af Sigmund Freuds (1856-1939) ateisme og hans religionskritiske skrifter været præget af en særdeles skeptisk, hvis ikke ligefrem fjendtligt, indstilling over for religion og teologi. Netop derfor har teologien på sin side været relativt forbeholden overfor psykoanalysen. Psykoanalysen har nok fundet en vis klangbund som litterær metode i de eksegetiske fag og som terapeutisk redskab i sjælesorgen, men med enkelte vigtige undtagelser – så som Paul Tillich (1886-1965) og Paul Ricoeur (1913-2005) – er der indtil fornyligt kun blevet gjort ganske få forsøg fra systematisk teologisk side på at indlede en dialog med psykoanalysen. Den systematiske teologi anerkender naturligvis, at enhver tidssvarende teologi må være sig bevidst om og tage ved lære af psykoanalysens religionskritiske ind-

sigter. Men spørgsmålet er om også et mere frugtbart forhold mellem den systematiske teologi og psykoanalysen er muligt. Eller anderledes formuleret: Kan vi bruge psykoanalysen ikke blot negativt som fx en påmindelse om de faldgruber, der ligger i at tænke Gud i faderfigurens termer, men også positivt som en kilde til inspiration for den systematisk-teologiske tænkning?

Jeg vil i det følgende argumentere for, at vi godt kan svare bekræftende på dette spørgsmål. Det vil jeg gøre ved – gennem et enkelt, konkret eksempel – at forsøge at illustrere, hvorledes psykoanalysen og teologien kan bruges konstruktivt som refleksionspotentiale for hinanden, således at der måske opstår en form for gensidig belysning.

Nærmere bestemt vil jeg forsøge mig med en kort sammenlæsning af på den ene side nogle få, men centrale passager fra første bog af Augustins (354-430) Bekendelser og på den anden side den franske psykoanalytiker Jacques Lacans (1901-1981) berømte tekst Spejlstadiet.

Målet er at antyde en række paralleller mellem Augustins teologiske og Lacans psykoanalytiske antropologi.

Augustins Bekendelser, der er skrevet omkring år 397, og som har haft afgørende indflydelse på europæisk åndsliv,

TEOLOGI OG PSYKOANALYSE

33

behøver næppe nogen videre introduktion. Teksten kan læses på en række forskellige niveauer, bl.a. som hymne, som opbyggelig tale, som selvbiografi og som refleksion over jeg-bevidsthedens tilblivelse. I det følgende læses den med fokus på det sidstnævnte niveau, da det er på dette niveau, at teksten først og fremmest er åben på en samlæsning med Lacans tekst. Lacans Spejlstadiet, der blev udgivet i 1949, men blev holdt som foredrag allerede i 1936, og derfor er en af hans tidligste tekster, udgør kort fortalt en overvejelse over tilblivelsen af den instans i Freuds topologi over psyken, der går under betegnelsen jeget eller egoet (das Ich). Lacan læste efter eget udsagn fra han var helt ung regelmæssigt Augustins Bekendelser, og man kan da også finde masser af henvisninger til Augustin rundt om i Lacans oeuvre. I teksten om spejlstadiet er der ganske vist ingen eksplicitte henvisninger til Augustin eller hans Bekendelser; til gengæld er tekstens grundtematik så tydeligt augustinsk, at de implicitte referencer er svære at overse. Omvendt kan man også fremlæse en række lacanianske grundtemaer i Augustins tekst.

Gennem hele sit forfatterskab er der en bestemt passage fra første bog kapitel syv i Augustins Bekendelser, som Lacan bliver ved med at citere, nemlig den følgende: ”Jeg har set jalousien hos et lille barn og ved hvad det betyder.

Det kunne ikke tale, men stirrede blegt og med vrede øjne på sin ammebror.”1 Selvom Lacan ikke henviser til passagen i Spejlstadiet, er passagens tema – med Lacans ord ”den første jalousis drama” – centralt placeret i teksten.

Den første jalousis drama er nemlig en del af det overordnede drama om jegets dannelse, der som sagt udgør hovedtemaet i Lacans tekst, og som bestemt ikke er uden teologiske konnotationer.

Nærmere bestemt redegør Spejlstadiet for, hvordan jeget i sin grundform bliver til i kraft af den identifikation med et billede eller ”imago”, som Lacan kalder det, der finder sted, når det seks til atten måneder gamle barn begynder at spejle sig ikke kun i egentlige spejlflader, men især i andre jævnaldrende børn. Lacan beskriver resultatet af denne identifikationsakt således: ”Spejlstadiet er et drama, hvis indre udvikling meget hurtig fører fra utilstrækkelighed til forgribelse – og som for subjektet, fanget i den rumlige identifikations fælde, fabrikerer de fantasmer, der danner

forløbet fra et sønderdelt, fragmenteret kropsbillede til en totalform, som vi kalder ortopædisk – og til, at subjektet endelig ifører sig en fremmedgørende identitets rustning, hvis strenge struktur kommer til at præge hele dets mentale udvikling.”2 En afgørende pointe for Lacan er, som citatet antyder, at den identitet, der bliver til via spejlingen i den andens billede, altså jeget, er en fremmedgørende identitet. Det fremmedgørende ved jeget hænger ifølge Lacan sammen med, at den identifikation med den andens billede, der finder sted i spejlingen, ikke som man umiddelbart skulle tro er udtryk for genkendelse, men tværtimod er udtryk for miskendelse (fr. méconnaissance).

René Magritte La reproduction interdite, 1937

TEOLOGI OG PSYKOANALYSE

34

”

Kan vi bruge psykoanalysen ikke blot negativt som fx en påmindelse om de faldgruber, der ligger i at tænke Gud i faderfigurens termer, men også positivt som en kilde til inspiration for den systematisk-teologiske tænkning?

For det første er der tale om miskendelse i den forstand, at det billede barnet identificerer sig med, ikke er barnet selv, men et spejlbillede eller et andet barns billede, dvs. noget fremmed. Derfor indebærer identifikationen også et moment af fremmedgørelse. Med jegets tilblivelse bliver vi ikke os selv, men vi bliver netop fremmedgjorte for os selv; eller som Lacan siger med et citat af Arthur Rimbaud (1854-1891): ”Je est un autre” – ”jeg(et) er en anden.”

Jeget er ikke subjekt, men objekt. Subjektet er for Lacan snarere det, der ikke lader sig identificere med jeget. I det perspektiv betyder ”Je est un autre”: Jeg er noget andet end mit jeg, nemlig et subjekt. Men dannelsen af jeget implicerer også fremmedgørelse i en anden betydning, nemlig som tab af umiddelbarhed. Før spejlstadiet lever barnet stort set i en symbiotisk enhed med moderen, eller som Freud skriver et sted: ”Til at begynde med skelnes brystet givetvis ikke fra den egne krop.”3 Dannelsen af jeget gennem barnets identifikation af sig selv som noget fra moderen fremmed udgør det første af en række brud på umiddelbarheden. For det andet er der tale om miskendelse i den forstand, at det billede, som barnet identificerer sig med, fremstiller barnet som en autonom enhed snarere end som en sønderdelt, fragmenteret krop (fr. corps morcelé). Barnet miskender, at det er fremmedgjort fra sig selv; det ser ikke selv, at det ikke er den selvberoende og selvidentiske helhed, som jeget fremstiller det som. Den selvbevidsthed, der følger af jegets dannelse, er med andre ord en falsk bevidsthed.

Tanken om, at menneskets identitetsdannelse samtidig implicerer dets fremmedgørelse er ifølge den franske filosof Catherine Malabou (f. 1959) en protestantisk tan-

ke, som indvarsles med Martin Luther (1483-1546) og som fuldendes i G.W.F. Hegels (1770-1831) åndsfilosofiske subjektsbegreb, som Lacan i øvrigt var opflasket med gennem Alexandre Kojèves (1902-1968) berømte forelæsninger over Åndens fænomenologi.4 Den bagvedliggende forudsætning for denne tanke er imidlertid forestillingen om, at erhvervelsen af den selvbevidsthed, hvorigennem mennesket bliver fuldt mennesket, samtidigt involverer et syndefald – altså et brud på en umiddelbar relation ikke bare til Gud, men også til sig selv.

Denne forestilling får sit første systematiske, begrebslige udtryk i Augustins lære om arvesynden. Også i den bibelske forestilling om syndefaldet og den teologiske lære om arvesynden implicerer menneskets selvbevidsthed en form for falsk bevidsthed, som må oplyses gennem troens syndsbevidsthed.

Men hvorfor identificerer barnet sig overhovedet med den andens billede? Som vi så, beskriver Lacan i den overfor citerede passage fra Spejlstadiet jegets fremmedgørende identitet som en ”rustning”, dvs. som en forsvars- og bemestringsmekanisme. Den andens billede gør det i udgangspunktet hjælpeløse – eller som Lacan siger ”for tidligt fødte” – menneskebarn barnet i stand til delvist at beherske sin motoriske afmægtighed og dermed at forgribe dets videre udvikling, dvs. den andens billede skærmer barnet imod sin egen uformåenhed. Men når barnets afmægtighed alligevel trænger sig på, konfronteres det med kontrasten mellem sig selv og det fuldkomne billede af den anden, som det identificerer sig med. Og når barnets uformåenhed afslører dets afmægtighed, bliver den andens billede samtidig pludselig en påtrængende

TEOLOGI OG PSYKOANALYSE

35

reference til en tabt umiddelbarhed. I sådanne situationer fremtræder den anden som en rival, og bliver genstand for misundelse og aggressivitet. Det er den første jalousis drama, eller ”intrusions komplekset”, som Lacan også benævner det. Også Augustin påpeger – i passagen umiddelbart før den ovenfor citerede passage om det jaloux barn – en diskrepans mellem det lille barns svagelige krop og dets selvhævende bevidsthed. Her beskriver han, hvorledes han selv som lille barn ville slå de voksne, der ikke ville føje sig for hans ønsker, og han konkluderer, at: ”Det er de spædes svage lemmer, der er uskyldige, ikke sjælen.”5 For Lacan kan jalousiens drama, hvor det barn, der – i Augustins beskrivelse – ser sin ammebror ved moderens bryst og bliver bleg af misundelse, altså ikke reduceres til en banal kamp om føden, men skal forstås på baggrund af en identitets- og selvbevidsthedsdannende dialektik mellem subjektet og den anden. Jalousiens drama handler ikke om opfyldelsen af et biologisk behov, men om begær. Begæret forstået som en mangel på noget er ifølge Lacan ikke ligesom et fysisk behov rettet mod en ting (fx mad), men mod et andet begær. ”Menneskets begær er den andens begær”, som han formulerer det.6 Dvs. det, som mennesket begærer, er et andet menneskes begær (eller anerkendelse). Lacans formulering rummer imidlertid også en anden pointe, nemlig at vores begær – modsat vores behov – altid er socialt medieret. Det er gennem andre menneskers begær, at vi lærer hvad eller hvem vi skal begære. Det er moderens begær, som det jaloux barn begærer, fordi det begæres af det andet barn, som det jaloux barn identificerer sig med.

Heller ikke for Augustin kan den første jalousis drama reduceres til et naturalistisk anliggende, dvs. til et spørgsmål om behovstilfredsstillelse. Også for Augustin handler det snarere om noget, der kan beskrives i lacanianske termer som begær – selv om han ikke selv her benytter denne term. Det fremgår tydelig af det retoriske spørgsmål, som han stiller i passagen umiddelbart efter passagen om det jaloux barn. Augustin skriver: ”Det er måske uskyldigt at ligge ved den rige og overstrømmende mælkekilde og ikke kunne tåle en fælle, som også trænger til hjælp og endnu kun lever af dette næringsmiddel?”7 Augustin er

altså udmærket klar over, at dét, at det velernærede barn ikke tåler, at et andet barn mætter sig ved det samme bryst, den samme ”overstrømmende mælkekilde”, som det selv, intet har at gøre med en kamp om føden. Det er snarere begæret efter modernes begær eller anerkendelse, som gør barnet jaloux. Men til forskel fra Lacan, forstår Augustin, som det tydeligt fremgår af Bekendelser, dette jalousidrama som en konsekvens af menneskets faldne tilstand, dvs. som en konflikt med Gud snarere end som en konsekvens af den konfliktualitet mellem subjektet og den anden, der ifølge Lacan altid er forbundet med identitetsdannelsens dialektik.

Disse rudimentære analogier mellem Augustin og Lacan skal ikke tages som en påstand om, at teologi og psykoanalyse er et fedt, eller at vi ligeså godt kan tænke med psykoanalytiske begreber som med teologiske. Vi må nødvendigvis respektere, at der er tale om to forskellige discipliner med hver deres tradition, sprog og rationalitet, men det betyder, som jeg har forsøgt at vise, ikke at de ikke har noget interessant at sige hinanden.

Noter 1

Aurelius Augustin: Augustins bekendelser (Charlottenlund: Sankt Ansgars forlag 1998), 23. Modificeret oversættelse.

2

Jacques Lacan: ”Spejlstadiet – som danner af Jeg-funktionen som den fremtræder i den psykoanalytiske erfaring” i J. Lacan: Det ubevidste sprog (København: Rhodos 1973), 41.

3

Sigmund Freud: Psykoanalysen i grundtræk (Frederiksberg: Det lille forlag 1993), 63.

4

Catherine Malabou: The Future of Hegel – Plasticity, Temporality and Dialectic (London: Routledge 2005), 103-114.

5

Aurelius Augustin: Augustins bekendelser (Charlottenlund: Sankt Ansgars forlag1998), 23.

6

Jacques Lacan: The Ethics of Psychoanalysis: The Seminar of Jacques. Lacan: Book VII (London Routledge 1992), 160 (min oversættelse).

7

Aurelius Augustin: Augustins bekendelser (Charlottenlund: Sankt Ansgars forlag1998), 23.

REJSERAPPORTAGE

36

Rejserapportage fra den Danske Kirke i Buenos Aires 2013

Af Ida Schaumburg-Müller

På en lille gade tæt ved havnen i den ældste del af stor-

byen Buenos Aires ligger et hus med røde mursten, grønne skodder for vinduerne og et højt kamtakket tårn. Det skiller sig ud fra resten af gadens gamle koloniale huse, men ser samtidig ikke ud af så meget.

Når man går ind af den store trædør, åbner sig en verden.

En lille velkendt dansk oase midt i en ørken af fremmede indtryk, dufte og lyde. Det er et stort hus. Først går

man ind i kirkesalen med sine spidsbuede mosaikvinduer og ukomfortable bænke, som de jo gerne skal være.

Ved siden af, er der et bibliotek med over 2000 værker af store og mindre store danske forfattere. Malerier af bornholmske rundkirker og et af Søren Kierkegaard pryder væggene. Nedenunder er der en festsal med danske og argentinske flag, en scene og plads til 100 spisende gæster. Pokalerne og fotografierne på væggene vidner

REJSERAPPORTAGE

37

om en lang tradition for folkedans og som æresgæster for enden af langbordene hænger Dronning Margrethe og prinsgemalen i guldrammer. Oppe på første sal bor jeg.

Jeg hedder Ida og er sammen med min kæreste Aleksander rejst herned for 10 måneder siden som volontører udsendt af DSUK. Organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker har været med på den ene eller den anden måde siden kirkens begyndelse.

En indvandrerkirke Grundstenen blev lagt i 1930 på initiativ af den efterhånden veletablerede gruppe danske indvandrere, som med de danske kirker sydpå, fx kirken i Tandil fra 1877, som forbilleder, byggede et sted, hvor de nu kunne døbe, konfirmere, vie og begrave medlemmer af den allerede 6 år gamle menighed. Men stedet skulle selvfølgelig bruges til mere end kirkelige handlinger. Med festsal, bibliotek og præstebolig var der liv i huset fra åbningsdagen og kirken blev de danske indvandrere og deres efterkommeres naturlige samlingspunkt.

Det er det stadigvæk. Til dels. Det er jo flere generationer siden og de forskellige indvandrergrupper har blandet sig, så alle med tiden er blevet argentinere. Sådan er det også med min egen familie hernede, som nedstammer fra en fætter til min oldefar. Mine mange ”kusiner” har både dansk, irsk, spansk, engelsk, svensk, portugisisk og italiensk blod i årene. Integrationen for danskerne i Argentina er på den måde vellykket. Enkelte unge mennesker finder interesse for deres bedste- eller oldeforældres fædreland, måske i forbindelse med at de selv får børn og vælger at døbe dem her i kirken. Andre melder sig til danskundervisning eller går til folkedans. Kirken har en hel del kulturelle tilbud, men der er ikke mange dansk-argentinere, som kommer fast til gudstjenesterne. Heller ikke den relativt store gruppe udstationerede danskere kommer her om søndagen. Det er jo en udfordring også kirkerne i Danmark står over for.

Dansk kirke på spansk Både på grund af den førnævnte udvikling rent intregrationsmæssigt, men også på grund af, at kirken ikke er støttet af den danske stat og ikke får sendt en præst fra

Danmark, er den naturligvis også blevet argentinsk i det omfang, at gudstjenesterne foregår på spansk, medlemmerne taler spansk og man konsumerer mindst lige så meget af nationaldrikken ”maté” her som i alle andre huse i kvarteret. Dog er der ting, man ikke kan eller vil ændre på. Dét er den danske liturgi, de kendte danske højtidssalmer og den hygge, som er allestedsnærværende her i huset. Det omtaler selv den argentinske præst Sergio López som dét, han allerbedst kan lide. Kirken er altså fortsat et sted man mødes til hyggelige arrangementer og højtiderne især.

Kirken er også et sted, hvor man som homoseksuel kan føle sig godt tilpas. Efter i nogle år at have manglet en præst, kom en ung mand fra det dansk-argentinske samfund i Tres Arroyos tilbage til Argentina som ordineret præst efter flere års studium ved vores fakultet og tilbød at arbejde i kirken i Buenos Aires. Han hedder Andrés Albertsen og lagde dengang ikke skjul på sin seksualitet overfor bestyrelsen. Det er idag over tyve år siden og flere af de mere konservative bestyrelsesmedlemmer syntes, det var en stor mundfuld. Men han var jo én af deres egne og talte flydende dansk, så selv de mest forstokkede medlemmer accepterede ham og han fortsatte sin præstegerning indtil 2011, hvor den nuværende præst overtog. Sergio López er også homoseksuel, hvilket var et bevidst træk fra Andrés’ side, da han gerne så, at de homoseksuelle faste kirkegængere fortsat kunne føle sig velkomne. Det ville de nu nok uanset hvilken seksualitet præsten havde, men man skal huske, at Argentina er et meget katolsk land, hvor mange forældre slår hånden af en søn eller en datter, hvis de springer ud, og hvor de oplever at blive chikaneret og til sidst ekskluderet af katolske menigheder. Her i kirken er der plads til dem og ca. 15 af de faste kirkegængere er bøsser, som kommer med deres ægtemand, som de blev gift med efter loven i Danmark blev ændret i 2012. Den dag idag er 8 ud af 10 vielser i den Danske Kirke i Buenos Aires ægterskaber indgåede mellem personer af samme køn og kirken er efterhånden kendt i de homoseksuelle miljøer. Man ser den danske kirke som en liberal og åben protestantisk kirke og det er noget af det, jeg er allermest stolt af. Jeg har overværet samtaler mellem præst og ægtepar, hvor én af mænden-

REJSERAPPORTAGE

38

de grædende fortalte, at ingen fra hans familie ville anerkende hans valg af partner og bestemt heller ikke deltage i vielsen. Det var meget stærkt, men præsten tog sig godt af ham og det betyder meget at have et sted at kunne tale frit om den slags ting og et sted hvor man kan fejre sin kærlighed lige så storslået og højtideligt som alle andre.

Vores arbejde At præsten er argentiner er årsagen til, at Aleksander og jeg er her. Vi besvarer mails fra danskere, viser danske turister rundt, laver arrangementer henvendt til både danskere og argentinere, hvor vi formidler dansk kultur og hjælper til ved de sædvanlige højtider og kirkens faste traditioner.

En stor del af arbejdsopgaverne varetager vi på spansk.

Det gælder alt fra skattejagt for børnene og debat i vores filmklub til daglige telefonopkald, samarbejdet med præsten, møder, spansktalende turister og hvem der ellers ringer på. Det er et alsidigt arbejde, som har givet mig som teolog et godt indblik i hvordan en kirke fungerer og hvori en præsts arbejde består, udover prædiken om søndagen. På den måde er det et praktikophold, jeg er på, hvor jeg får merit for 30 ECTS valgfag på kandidaten.

I den argentinske vinter i juli skrev jeg min valgfagsopgave om emnet ”Grundtvigianismens indflydelse på de danske menigheder i Argentina 1886-1930”. Den store bølge af dansk udvandring til Argentina trak også nogle passionerede præster og lærere af den grundtvigianske skole med sig. De har haft stor indflydelse på både dansk skole og kirke i de områder syd for Buenos Aires med størst dansk koncentration. Men konklusionen på min opgave måtte blive, at det aldrig kom til en egentlig åndelig vækkelse blandt danskerne, sådan som flere havde haft som mål, da de tog hjemmefra. Modsætningen her var nemlig ikke indre missionsk menighed eller frimenighed, men katolsk eller protestantisk, med protestanterne som en lille minoritet. I en koloni i det fremmede er der helt andre udfordringer og man var selvsagt interesserede i mindst mulig konflikt, så sammmenholdet blandt de danske forblev så stærkt som muligt. Danskerne var spredt over et område på størrelse med sjælland og havde langt til nærmeste nabo. Derfor var det vigtigt at have gudtjenesten at mødes til.

Dén er der også endnu hver søndag kl. 11, hvor menigheden sammen synger ”Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt, men giv at al vor længsel må til dig, til dig, alene stå”, som de har gjort i årtier. Hver gang jeg hører det, kan jeg ikke lade være med at bemærke det budskab, der er i bønnen, som vel kan tolkes alt efter hvem der hører den. Om det så er de homoseksuelle, for hvem det bliver en bøn om hjælp til at holde fast i troen ligegyldigt hvor meget diskrimination og modgang man skal igennem. Eller dansk.argentinerne, som beder for, at på trods af økonomiske kriser og konstante politiske problemer, kan ingen røre ved deres protestantiske tro og deres danske rødder. I alt det kaos, der er udenom, finder man ro i kirken og minder hinanden om, hvad der er vigtigst her i livet.

INFOBoks Vil du også være volontør, så hold øje med www.dsuk.dk, hvor stillingen for 2015 bliver slået op til næste efterår!

Vil man læse mere om kirken, kan man finde god information på www.iglesiadinamarquesa.com.ar eller gå ind på ”den danske kirke i Buenos Aires” på facebook. Af de mange historiske bøger om de danske indvandrere i Argentina er Lars Bækhøjs ”Danske i Argentina” (1947) og Erik Dybdal Møllers ”Danskere som indvandrere – det dansk-argentinske eksempel” (2007), dem jeg synes bedst om.

ÆGTESKABET SOM ANSTØDSSTEN

39

Ægteskabet som

anstødssten af William Salicath

Mange er sikkert enormt trætte af diskussionen om,

hvorvidt par af samme køn skal kunne vies i en kirke, men når nu dette har været lovgivning i over et år, er det på tide, at vi rent faktisk følger denne lov. Folketinget vedtog, at par af samme køn skal kunne indgå i et ægteskab i kirken. Loven definerer derfor denne nye ordning som et ægteskab, og på Folkekirkens hjemmeside refereres der ligeledes til vielse af par af samme køn, som et ægteskab, men når det kommer til stykket, og to mænd eller to kvinder står i kirken og skal til at afgive løfte overfor Gud, præst, familie og venner, er det ikke til at indgå i et ægteskab, men til at leve sammen. Biskopperne, der var med til at udfærdige det nye vielsesritual for par af samme køn, har konsekvent udeladt ordet ægteskab og erstattet det med en række alternative formuleringer. Man har således erkendt, at præster skal kunne vie par af samme køn men i sidste øjeblik fortrudt og ment, at ordet ægteskab alligevel var for ”helligt” til, at par af samme køn kunne benytte det i en kirke. Dette er muligvis et kompromis, de føromtalte biskopper var tvunget til at indgå med den kirkelige højrefløj, når man nu overhovedet tillod at vie par af samme køn, men det betyder dog, at den føromtalte lov ikke bliver vedkendt, og at der ikke er ligestilling blandt befolkningen i forhold til ægteskab, hvilket var ønsket politisk set. Samtidigt betyder det, at kirken ikke har rykket

sig en millimeter siden sidste sommer, idet ægteskabet stadigvæk og udelukkende er for par af samme køn. Dermed fortsætter ægteskabet med at være en anstødssten, som mange snubler over, når de, i kristendommens navn, bruger det til at sætte en barriere op for samt udelukke visse dele af befolkningen fra de samme goder og det samme fællesskab.

For hvad har kristendom og ægteskab med hinanden at gøre? Går man hen og spørger en kristen, hvad hans/ hendes tro indebærer, er det første denne så svarer, at det indebærer, at man gifter sig med en af modsatte køn? Ægteskabet nævnes hverken i Fader Vor eller trosbekendelserne, og er ikke (i den protestantiske kirke) et sakramente. Det Nye Testamente er meget tvetydigt omkring ægteskabet, og selvom Det Gamle Testamente bl.a. ser ægteskabet som en del af guds skaberværk, beskrives denne ordning så arkaisk, at de færreste vil kunne benytte dette som forbillede eller eksempel på en ideel form for samliv i dag. Traditionelt har ægteskabet været for par af modsat køn, men dette kan aldrig være et argument i sig selv. Luther opponerede netop mod en ukritisk holdning til en menneskeskabt tradition (og ønskede i øvrigt, at ægteskabet skulle være et udelukkende borgerligt anliggende), så ”bare fordi vi altid har gjort det sådan”, kan aldrig

ÆGTESKABET SOM ANSTØDSSTEN

40

”

Det Nye Testamente er meget tvetydigt omkring ægteskabet, og selvom Det Gamle Testamente bl.a. ser ægteskabet som en del af guds skaberværk, beskrives denne ordning så arkaisk, at de færreste vil kunne benytte dette som forbillede eller eksempel på en ideel form for samliv i dag. alene være argument for, at vi gør, som vi gør. Så hvis ægteskabet ikke finder belæg i dogmer, bibelens samlede syn på ægteskabet er for arkaisk og selvmodsigende, og traditionen ikke er argument i sig selv, hvorfor insisterer nogle så på, at ægteskabet er selveste kristendommens grundvold, som argument for at forhindre andre mennesker i at indgå i det? (Hvis dette var tilfældet, ville kristendommen have temmelig trange kår med en skilsmisseprocent på over 40%, og hvad med de andre religioner og kulturer, der benytter sig af ægteskabet, er de så også kristne?) Hvorfor afviser disse opponenter at lade par af samme køn deltage i det ægteskabelige gode? De nægter derved at identificere sig med deres medmennesker (i dette tilfælde par af samme køn).

I 1947 snublede mange over en lignende anstødssten under debatten om, hvorvidt kvinder kunne bestige et præsteembede, og igen ønskede nogle at begrænse visse menneskers adgang til de fælles goder i stedet for at dele disse med deres medmennesker. For udvander eller relativerer vi enhver tro, vi end måtte have, ved at identificere os med alle mennesker og dele det ægteskabelige gode med andre? Bliver vi mere ugudelige ved at lade par af samme køn indgå i et ægteskab? Ingenlunde. Tværtimod opfylder man enhver tro, man end måtte have, da det ikke handler om objektet, hvem det er du elsker, men om subjektet, at du elsker. Ægteskabet er således ikke en speciel kristen ordning men en ordning, ligesom mange andre ordninger (varetaget af både stat og kirke), hvori

der er mulighed for at give udtryk for enhver tro, man end måtte besidde.

Man kan spørge sig selv, om diskussionen om, hvorvidt en person identificerer sig med den ene eller anden seksualitet, efterhånden ikke er temmelig trættende, men hvis disse faktorer til stadighed gør, at man har adgang til flere eller færre af de samme goder end resten af befolkningen, er diskussionen nødvendig. Så i stedet for at fokusere på overfladen og diskutere, om en præst kan være mand eller kvinde (eller transkønnet for den sags skyld), eller om hvorvidt man kan vie par af samme køn i kirken til at indgå i et ægteskab, burde man se igennem disse anstødssten, som vi gang på gang sætter op for os selv og hinanden, for at hæve os selv og underkue andre, og i stedet fokusere på det væsentlige, det indvortes, at vi alle er mennesker (muligvis skabt af Gud), men, at det er som mennesker i et menneskeligt fællesskab, vi skal omgås hinanden (det er i øvrigt en temmelig smålig Gud, man opererer med, hvis denne skelner mellem så ligegyldige og uinteressante størrelser som køn og seksualitet).

Virkeligheden derude stemmer ikke altid overens med teologi, lov og principper, så hvorledes ser forholdene ud der? Nogle præster nægter at vie eller velsigne par af samme køn, andre har ingen problemer med det, og så er der nogle, der tager biskoppernes nye vielsesritual i egen hånd, trodser Folkekirkens ritualbog, og alligevel kalder en vielse af par af samme køn i deres kirke for et ægteskab. Så selvom teologer og præster de næste 100 år stadig diskuterer, om par af samme køn skal kunne vies i en kirke, om kønnet og seksualiteten er skabt af Gud, eller om der er tale om en social konstruktion, eller hvor bogstaveligt vi skal læse de passager i bibelen, der refererer til ægteskabet, så har virkeligheden derude for længst overhalet dem/os, og vist, at tiden er inde. Vi kan således ganske ufortrødent indsætte ordet ægteskab i vielsesritualet for par af samme køn og derved fjerne disse menneskeskabte anstødssten (der gør mere ud af køn og seksualitet, end hvad godt er), så vi får nemmere ved at se alle vore medmennesker i øjnene og dermed opfylder enhver tro, vi end måtte have.

ÆGTESKABET SOM GRUNDSTEN

41

Ægteskabet som

grundsten af Carsten Korholm Poulsen Undervisningskonsulent og frimenighedspræst.

Dette indlæg er et svar på William Salicaths (WS) indlæg under overskriften ”Ægteskabet som anstødssten”.

Min basis

Mange samtaler/debatter har givet mig den erfaring, at det er nyttigt at begynde med at ridse sin basis op. Den giver en forståelsesramme, der er god at forholde sig til.

Min teologiske basis er, at jeg ønsker at arbejde med en bibel med solid ryg. Billedet er enkelt: en stor bog (som Bibelen) er afhængig af en stærk ryg-indbinding, ellers vil siderne hurtigt blive løse og falde ud. Mit udgangspunkt for at udtale mig om Gud (teologi) er først og fremmest Bibelen. Det er sekundært også mit personlige møde med Ham – men det kan nemt blive subjektivt og dermed usikkert. Gud har valgt at åbenbare sig for os gennem Bibelen. Nok primært, fordi vi mennesker siden syndefaldet har mistet evnen til tydeligt og sikkert at opfange Guds kommunikation på mere direkte måder. Min vision er at prøve at læse og forstå Bibelen så originalt som muligt – altså sådan som det oprindelig var ment. Vel vidende at jeg også læser med min kulturs briller på, finder jeg det alligevel muligt at være rimelig sikker på den originale mening i rigtig mange af Bibelens udsagn. Og hermed ligger jeg på linje med langt de fleste kristne i verden – både op gennem historien og i dag. Jeg ved godt, at for mange

teologer i Danmark i dag ser tingene meget anderledes ud. De har en bibel med løs ryg. De mener at kunne bedømme (ud fra deres fornuft, deres kulturelle instinkt, og hvad de nu ellers har af redskaber) hvad der egentlig er fra Gud, og hvad der bare er fra mennesker. Naturligvis er de dybt uenige om resultatet. For fjerner man Bibelens ryg, der består i den antagelse, at alt i Bibelen dybest set er Guds ord, så er der logisk set (og i praksis) ingen grænser for, hvor mange blade, der kan falde ud.

WS’s basis WS redegør ikke for sin basis, men det skinner ret tydeligt igennem, at den er en rygløs Bibel, hvis jeg nu skal være så fræk at bruge min egen betegnelse. WS betegner Bibelens udsagn omkring ægteskabet som ”tvetydigt”, ”arkaisk” [det betyder bare ”gammeldags”] og ”selvmodsigende”. Jeg skal være den første til at vedgå, at det ofte kræver et grundigt arbejde at få alle Bibelens udsagn til at hænge samme. Men – som utallige tykke bøger også vidner om – kan det udmærket lade sig gøre. Uden her at ville redegøre for puslespillet (det blev en stor omgang, for Bibelen har rigtig meget at sige om ægteskabet), vil jeg bare konstatere, at WS og jeg har fundamental forskellig basis og derfor når til fundamental forskellig konklusion.

En analyse af WS’s argumentationer viser også, at han

ÆGTESKABET SOM GRUNDSTEN

42

”

Når vi som kirke – og dermed som præster – vover at udtale Guds velsignelse over nogen eller noget, så bliver det rent storhedsvanvid og falsk varedeklaration, hvis vi gør det ud fra egen logik og mavefornemmelse – eller politisk korrekthed. Vi er nødt til at have Guds autoritet bag os, have Guds mandat.

lem to af samme køn.

3. Gud siger noget klart negativt om ægteskabet mellem to af samme køn.

Så selv om den umiddelbart bedste løsning på nogle af mine venners store problemer kunne synes at være, at de bare skal gifte sig med en anden homofil, så er jeg overbevist om, at Gud ikke synes, det er en god ide. Tværtimod. Flere af mine homofile venner har da også draget den konsekvens, at de lever som singler eller arbejder på at vende om til en normal seksualitet. Andre har valgt at stifte homofil familie …

langt mere benytter sig af almen logik og fænomenologisk tænkning end af en afsøgning af Bibelens udsagn. Ægteskabet som grundsten.

Titlen er naturligvis valgt pga WS’s brug af titlen ”Ægteskabet som anstødssten”. Min læsning i Bibelen fører mig til den samme konklusion, som langt de fleste kristne altid er nået frem til: Lige fra Gud skabte mennesket som mand og kvinde for at de skulle blive ét, har ægteskabet være den mest fundamentale grundsten i opbygningen af et menneskeligt samfund. Jesus bekræfter dette sted ultra-tydeligt i sit svar på et spørgsmål om netop ægteskab og skilsmisse. Den kulturelle form, hvorunder et ægteskab indgås, (”Bryllup”) varierer fra kultur til kultur, men sagen forbliver: en livlang forening mellem en mand og en kvinde.

Kirkelig velsignelse og vielse Når vi som kirke – og dermed som præster – vover at udtale Guds velsignelse over nogen eller noget, så bliver det rent storhedsvanvid og falsk varedeklaration, hvis vi gør det ud fra egen logik og mavefornemmelse – eller politisk korrekthed. Vi er nødt til at have Guds autoritet bag os, have Guds mandat. Som det sikkert fremgår tydeligt, mener jeg på ingen måde at kunne finde Guds mandat til homofil vielse. Og derfor vil jeg som præst aldrig kunne velsigne eller vie to af samme køn. Jeg har simpelthen ingen ret til at gøre det.

Hetero og homo WS’s hovedærinde drejer sig om ægteskaber mellem to mænd eller to kvinder. Efterhånden som nogle af mine venner er ”sprunget ud” som homofile, har jeg arbejdet en del med dette spørgsmål. Og hvor meget jeg end synes, det kunne være fint, hvis Bibelen/Gud ville være med på ideen, så er skriftens tale helt tydelig: Gud skabte os som mand og kvinde, for at det netop skulle være en af hvert køn, der forener sig. Igen kunne jeg bringe en rigtig lang redegørelse. Men jeg vil nøjes med tre overskrifter: 1. Gud siger en hel masse positivt om ægteskabet mellem en mand og en kvinde.

2. Gud siger ALDRIG noget positivt om ægteskabet mel-

Lovgivning og konsekvens WS arbejder en del med detaljer i den praktiske udfoldelse af den nutidige danske lovgivning og dermed politik og kirkepolitik. Det er naturligvis ikke et større interesseområde for mig, da jeg simpelthen finder den nyligt vedtagne lov om homofile vielser forkert. Så der er næppe så meget mere i WS’s indlæg, det vil være relevant at kommentere. Dog lige to ting på falderebet: 1. ”Det er i øvrigt en temmelig smålig Gud man opererer med, hvis denne skelner mellem så ligegyldige og uinteressante størrelser som køn og seksualitet”. Jeg vil bare sige, at sådan som jeg læser Gud, er det bestemt ikke ligegyldige og uinteressante størrelser. Og sådan som jeg ser det beskrevet i alt fra dybdepsykologi over skønlitteratur til børnetegninger, er det en uhyre væsentlig del af det at være menneske.

2. Jeg tror måske at have fundet forklaringen på ovenstående udsagn af WS. Jeg vover i hvert fald at foreslå det:

ÆGTESKABET SOM GRUNDSTEN

43

For WS er det afgørende, at man ikke på nogen måde sætter skel mellem mennesker og giver noget lov til noget, andre ikke må. Og i den kontekst er ligheden langt større end den seksuelle forskel. For mig er Bibelen helt tydelig på, at Gud elsker ALLE mennesker, uanset køn og uanset seksuel orientering. Jesus døde for at sone ALLE menneskers synd. ALLE mennesker er skabt af Gud og elsket af Gud på lige vilkår. Men siden syndefaldet ser verden på mange måder slet ikke ud, som Gud skabte den. Og blandt andet ser vi det ved, at nogle har en afvigende seksualitet. De har brug for særlig omsorg og støtte. Men at prøve at ”hjælpe” dem ved at velsigne deres afvigende seksualitet er for mig at se at gøre dem en forståelig men voldsom bjørnetjeneste.

MED RØD TRÅD I

44

Med rød tråd i af Cand.theol., forlægger Jeanne Dalgaard

I gymnasiet havde jeg en berygtet, men også virkelig

dygtig og inspirerende old-lærer. I en eller anden anledning fortalte han, at Luther i sin reformationsiver havde slettet det ene af De ti Bud – billedforbuddet – fordi han ikke mente, det gjaldt for kristne. Jeg var vildt forundret over, at han med den ene hånd kunne skrive en bibeloversættelse, så folk selv kunne læse, hvad der faktisk stod i teksten, mens han med den anden slettede, hvad han ikke syntes om.

Det skulle senere vise sig, at den historie var meget mere nuanceret (jeg ser dog stadig scenen for mig: Luther, der med sved på panden sidder og forsøger at gnubbe buddet af lovtavlen med et viskelæder). Men for mig var det i hvert fald netop i den old-time, jeg begyndte at overveje menneskets helt enormt store behov for billeder i dyrkelsen af det religiøse. Mere om det senere.

Ind i teologien Jeg var i øvrigt på det tidspunkt en u-konfirmeret, ateistisk gymnasieelev, der konsekvent skrev ordet gud med, ja, lille g. Senere samme forår, igen i en old-time, sagde bemeldte lærer til mig, at han vidste, hvordan jeg kunne blive lykkelig: Jeg skulle læse teologi. I Aarhus. For 25 år siden. Jo jo, forsikrede han mig, den var go’ nok; det var dengang med Løgstrup og Sløk og Lindhardt og Prenter – jeg ville have elsket det! Uden en tidsrejsemaskine kunne jeg jo ikke gøre meget ved den ene tredjedel af planen, men jeg flyttede faktisk til Aarhus for at læse teologi: Jeg mener – 2/3’s garanti for et lykkeligt liv er da også gode odds. (Man må forstå, at den ret uovervejede beslutning blev truffet før Pisa-undersøgelser, hurtigere ud-reformer mv.).

For at gøre en 8,5 år lang (studie)historie ganske kort, så

endte det med, at jeg af forskellige årsager kom til at læse i København i stedet, så jeg opfyldte kun 1/3 af præmisserne (men den indsigtsfulde old-lærer fik da ret). Jeg skulle egentlig have været journalist eller cand.scient.pol.

– med teologi jeg anede rent ud sagt ikke, hvad jeg gik ind til: Da jeg d. 28. juli inden studiestart fik en tyk A4-kuvert med besked om, at jeg var optaget på teologi, lå der også en påmindelse om, at jeg skulle huske at melde mig til græsk og latin. ”Græsk og latin, nå, skal jeg også ha’ det? [skuldertræk] Okay, så gør vi det.”

Det moderne renæssancemenneske Og dette bringer mig videre til det, du egentlig læser artiklen her for: Hvad er det, man lærer på teologi, som kommer en til gavn, når man en dag er blevet kandidat … hvis man ikke skal være præst?

Det, jeg opnåede ved studiet, var at blive, hvad jeg vil mene, er så tæt på et moderne renæssancemenneske, vi kan komme i dag. Moderne, fordi vi ikke i alt kan sammenligne os med de historisk rigtige renæssancemennesker, i forhold til hvilke vi kun er en tynd aftapning. Men alligevel: Jeg har i løbet af min studietid fået, hvad man kan kalde tilknytningspunkter inden for det religiøse, det filosofiske, det historiske, det sprogvidenskabelige og det samfundsvidenskabelige (ja, faktisk også det retsvidenskabelige).

Jeg ved slet ikke nær alt eller overhovedet tilstrækkeligt inden for disse felter, men hvorend jeg støder på dem, har jeg tilknytningspunkter, således at jeg nemt kan begribe for mig ny beslægtet viden og nye, beslægtede tænkemåder.

Vi teologer, der ikke skal være præster (selv om jeg ikke er den, der nogensinde siger ”aldrig”), er i høj grad beslægtede med de brede humanister. Og det kan lyde som en

MED RØD TRÅD I

45

”

Læg pensum selv. Lad være med at tage det, læreren eller læsemakkeren foreslår, men gør dig den ulejlighed at gennemtænke dit fag og stof, og sammenhold det med dine særligt fremherskende interesser. fortærsket kliché i ens ører, hvis man går og bekymrer sig om, hvordan man skal tjene til huslejen, når man springer ud som jeg-skal-ikke-være-præst-teologisk-kandidat, at vi ligesom humanisterne er ”gode til hurtigt at sætte os ind i et stort stofområde og hurtigt finde frem til det væsentlige”. Men min egen erfaring er, at den er god nok. Hvad der i min ungdoms naivitet fik mig til at tænke ”Græsk og latin, nå, okay, så gør vi det”, har jeg nu faktisk fået et reelt fundament for at kunne tænke. Jeg mener: Hvis man kan lære græsk, latin og hebraisk (og alt det andet), i hvert fald sådan til husbehov, så kan man til enhver tid sætte sig et godt stykke ind i nyt, komplekst stof.

Verdens- og menneskesyn Men jeg tænker omvendt, at teologi et stykke hen ad vejen adskiller sig fra både andre professionsfag og fra de brede, humanistiske fag, i og med, at man hele tiden beskæftiger sig med et bestemt verdenssyn. Ikke at man personligt behøver tage del i det verdenssyn, men det er hele tiden det, der set fra et uendeligt antal vinkler er ”genstanden” og dens relaterede ”side-genstande”.

For mig at se skal man være en lille smule åndeligt tykhudet, hvis man ikke tager farve af dette verdenssyn. For mig har det været en rejse, hvor jeg bl.a. i det ydre har meldt mig ind i folkekirken, men i høj grad også erhvervet mig et sprog til at tale om mit verdenssyn. Jeg er ikke sådan en full blow-kristen (hvad det så end måtte være), der går rundt med den evangeliske facitliste i inderlommen.

Og i virkeligheden tror jeg, jeg måske mest har fået sprog til at udtrykke et menneske- og verdenssyn, jeg havde med mig i forvejen. Men det er da også helt vildt at have fået dét sprog: Tænk sig at kunne låne den indsigt fra kristendommen, at evangeliet er, om ikke den første, så den

historisk set største modsigelse af survival of the fittest.

Tænk i det hele taget overhovedet at have et verdens- og menneskesyn, uanset om det er religiøst, åndeligt, politisk eller whatever. Det tror jeg ikke, man skal regne med, at ret mange egentlig har i dag (og det er det, I skal ud og tackle, I der skal være præster)…

Billetten ud Hvad har jeg så brugt al min almene dannelse og mit verdenssyn til efter den dag, da jeg ikke cyklede til Købmagergade, men altså heller ikke, som mange af mine studiekammerater, til Farvergade for at gå på Pastoralseminariet? Og her vender jeg tilbage til old-læreren, der efterhånden står i et mytologisk skær. For siden den time, hvor han fortalte om Luthers anstrengte forhold til det andet bud i Dekalogen, billedforbuddet, har det spørgsmål som sagt undret mig. Så meget, at jeg faktisk vidste, inden jeg begyndte på teologi, at dét ville jeg skrive speciale om (godt klaret, ikke sandt, når man ellers betænker, hvor velinformeret jeg var om studiets indhold og perspektiver!).

Derfor samlede jeg gennem årene, hver gang jeg stødte på noget, der kunne relatere sig lidt til det emne, litteratur sammen. Og så skrev jeg et speciale om billedforbuddets fortolkning og forvaltning, især i kristendommen, men også i jødedommen og islam. Det var så bredt, at jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke ville få lov af en vejleder, hvis jeg spurgte om lov i forvejen, så jeg ventede, til jeg havde råskrevet størsteparten af det – og her er det så på sin plads at sende en ualmindeligt taknemmelig tanke til Nils Holger Petersen, der ved læsning af det gav grønt lys for, at jeg gerne måtte lave det færdigt med ham som eksaminator.

MED RØD TRÅD I

46

Parentesen med det vigtigste I parentes bemærket et godt råd til hele studietiden: Læg pensum selv. Lad være med at tage det, læreren eller læsemakkeren foreslår, men gør dig den ulejlighed at gennemtænke dit fag og stof, og sammenhold det med dine særligt fremherskende interesser. Lav så en skitse til et pensum og få underviseren til enten at godkende eller justere det. Gør du det studiet igennem, vil du, når du på et tidspunkt kaster et blik tilbage over, hvad du har lavet, se en rød tråd tone frem. De, jeg kender, der har gjort det, er ikke bare blevet teologer, men blevet cand.theol. med rød tråd i etik; cand.theol. med rød tråd i politisk teologi; cand. theol. med rød tråd i litteratur; cand.theol. med rød tråd i æstetik; og så videre og så videre. Det gør det nemmere at definere sig, når man skal ud og finde et sted at ”sælge” sin profil til andre end Folkekirken.

Ind i forlagsbranchen Tilbage til specialet. Jeg skrev det efter bedste formåen som en bog, en monografi, fordi jeg vidste, at der ikke fandtes nogle større, samlede fremstillinger om emnet på dansk. Timingen ville, at jeg, da jeg skrev specialet, nåede at få en fodnote med om, at Kåre Bluitgen ikke kunne få en illustrator til at afbilde Muhammad til sin nye skolebog. Det kunne Jyllands-Posten ikke lade ligge, og resten er, nå ja, historie. Men det gjorde, at det teologiske forlag, jeg sendte mit speciale til, sagde ja til at udgive en bog om billedforbuddet i de tre Abraham-religioner (og for at jeg ikke skal fortabe mig mere i detaljer, blot en henvisning: Billedforbudet, Anis 2006).

Nu skal jeg indrømme, at jeg aldrig havde tænkt nærmere over, hvad der skete imellem det punkt, hvor en forfatter sætter sit sidste punktum, og så det punkt, hvor bogen står på hylden hos boghandleren eller på biblioteket.

Der sker jo en hel masse, fandt jeg ud af, da jeg, efter at bogen var udkommet, blev spurgt, om jeg ville være 10 ugers vikar for redaktøren på forlaget, da han skulle have orlov. Det blev indgang til forlagsbranchen, hvor jeg det meste af tiden har været på Religionspædagogisk Center, primært profilen Alfa. Det har så at sige været et job som redaktør, hvor jeg har brugt min teologi – men tillige almindelig kreativitet, evnen til at sætte mig ind i et stort stof

område og især dette græsk-latin-hebraisk-inducerede gåpåmod, som jeg har haft brug for, når jeg skulle finde ud af, hvordan man fik en palle bøger hjem fra Shanghai, og hvordan man lavede forlagskalkuler. Ting, der ikke fra naturens side ligger til min hjerne.

Selvstændighed og sommerfuglenet Imidlertid har jeg siden 1. januar i år været selvstændig forlægger sammen med en knag af en kollega fra min gamle arbejdsplads, da vi har etableret et spritnyt forlag, som ikke er fagspecifikt (selv om man nok undertiden vil kunne se, at den ene forlægger har en vis teologisk skoling). Så nu er mit vokabular udvidet med ord som likviditetsbudget, lagerstyring, pitching og forlags-crémant. Se mere på JensenOgDalgaard.dk (og meld dig gerne på vores nyhedsmail!).

For mig viste det sig altså ad tilfældighedens vej, at jeg kunne have sparet mig alle de bekymringer, jeg gjorde mig gennem kandidatstudiet, over hvad jeg skulle lave, når jeg blev færdig. Det er nok dét, jeg tror, man skal: Dels – jf. det gode råd i parentes – gå selvstændigt efter det, man brænder for, så man bliver til en cand.theol. med rød tråd i xxx., dels have sommerfuglenettet klar til at gribe tilfældighederne.

NYT FRA FAGRÅDET

47

Nyt fra Fagrådet af Hans Ahlmann-Ohlsen og Michael Hvistendahl Munch, formandskab

Disse

ord er nedfældet om aftenen d. 20. november 2013. Når du læser dem i Arken, forventer vi, at der er sket én af to ting.

Enten ånder alt atter fred og idyl på Det Teologiske Fakultet. Alternativt er de studerendes kamp mod Uddannelsesministeren intensiveret.

For denne aften har vi afholdt orienteringsmøde om Hurtigere-ud-reformen på Det Teologiske Fakultet.

Femoghalvfjerds bekymrede studerende ved Det Teologiske Fakultets ud-

dannelser mødte op for at høre om den forhastede reform, der i skrivende stund får Uddannelsesministeren og Københavns Universitet til at toppes om, hvem der strammer skruen mest. Vi diskuterede, hvad reformen reelt indeholder, og hvad vi kan gøre for at stoppe den.

Det store fremmøde vidner om situationens alvor - det er selve universitetets identitet, der står på spil. Vi står slet og ret midt i et kulturopgør, som længe har været under opsejling. Er vi tænkende individer eller blot en

samfundets værdi målt i kroner og øre? Skal blikket, som hos ørnen over hovedbygningen, skue mod det himmelske lys, hvor undren tillades og mennesker udvikles, eller mod statistikker og færdiggørelsesbonusser?

Vi vil ikke spilde spalteplads her på at redegøre for eventuelle forslag og regelkrav hverken fra universitetets eller ministeriets side. Sandheden er, at intet har ligget fast på noget tidspunkt, og situationen kan se helt anderledes ud, når du læser dette. Det håber vi, at den gør. I stedet vil vi opfordre dig, kære medstuderende, til at sætte dig godt ind i eventuelle nye regler, spørge, hvis du er i tvivl om noget, og ellers sende alle de dispensationsansøgninger, du har brug for.

Fagrådets generalforsamling D. 29. oktober 2013 afholdt fagrådet sin årlige generalforsamling. Det var som altid festligt! Vi spiste en masse pizza og drak nogle øl, og derudover valgte vi naturligvis en

NYT FRA FAGRÅDET

48

ny bestyrelse. Der var masser af gengangere men også nogle nye ansigter, hvilket altid er herligt. Hvis fagrådets bestyrelse fortsat skal kunne repræsentere alle fakultetets studerende, kræver det nemlig, at vi fortsat har repræsentanter fra alle fakultetets årgange.

Det mest opsigtsvækkende ved dette års generalforsamling var imidlertid valget af en ny formand. Ikke så meget på grund af den tiltrædende formand, Michael, som er tidligere næstformand, men mere på grund af den afgående formand, Anders. Der er næppe en studerende eller ansat ved Det Teologiske Fakultet, som ikke kender Anders Martin Lauritsen, og det er med god grund. Anders har bestredet posten som fagrådets formand i fem gode år, og vi kan næppe på disse få sider beskrive den betydning, Anders har haft.

Under hans lederskab har Det Teologiske Fagråd sat sig på landkortet både lokalt og i forhold til hele universitetet.

Her er teologerne kendt og anerkendt hos alle lige fra rektor Ralf Hemmingsen til Studenterrådet. En stor tak skal lyde herfra, for det enorme arbejde Anders har udført og fortsat udfører! For Anders er nemlig ikke færdig endnu.

Han er stadig en del af Det Teologiske Fagråds bestyrelse, hvorfor hverken dekanen eller rektor endnu kan vide sig helt sikker. Valget var desuden et fredsvalg, da Anders på forhånd havde oplyst, at han ikke ønskede at genopstille.

Umiddelbart efter generalforsamlingen havde fagrådet konstituerende møde. Her fik vi fordelt de mange udvalgsog afdelingsposter, hvor vi gør vores indflydelse gælden-

de. Fagrådet valgte også en ny næstformand, Hans, som indtrådte i bestyrelsen tidligere på året. Disse første uger har været en ilddåb af format for den nye bestyrelse, men vi har kæmpet med næb og kløer for vore medstuderende. Om det har hjulpet, vil tiden vise.

Skulle du sidde nu og tænke, at det var ærgerligt, at du ikke kom med i bestyrelsen i denne omgang, så frygt ej.

Ifølge § 6, stk. 6 i Det Teologiske Fagråds vedtægter kan fagrådet optage nye bestyrelsesmedlemmer i løbet af året. Så hvis du har lyst til at gøre en forskel på dit studium, eller bare vil vide mere, så kom og vær med til et af vore ugentlige bestyrelsesmøder.

Universitetsvalg I uge 48 er der valg til Akademisk Råd, Studienævn og Universitetsbestyrelsen. Hvis du stadig kan nå det, så stem! Hvis ugen er passeret, så håber vi, at du nåede det, for stemmerne er af afgørende betydning. Faktisk kan vi allerede nu afsløre valgresultatet for Studienævn og Akademisk Råd. Der er ikke tale om guddommelig indsigt men blot det faktum, at vi på fakultetet har fredsvalg, da kun fagrådet stiller op.

Til Studienævnet genopstiller Christine Damgaard Jensen og Aske Emil Olsen, mens Hans Ahlmann-Ohlsen afløser Emil Bjørn Hilton Saggau, der efter mange års tro tjeneste i fagrådet efterhånden er færdig med sit speciale. Til Akademisk Råd genopstiller Anders Martin Lauritsen og Michael Munch og til Universitetsbestyrelsen støtter Det Teologiske Fagråd Studenterrådets kandidat Gwen Gru-

NYT FRA FAGRÅDET

49

ner-Widding, som er tidligere formand for Studenterrådet.

Enhver stemme på fagrådet kanaliseres derved videre til Gwen.

Især Studienævnet og Akademisk Råd er vigtigt for fakultetets studerende, da de opererer på lokalt plan. Det er i Studienævnet, at studiet struktureres og dispensationsansøgninger behandles, og her er der ligevægt mellem studerende og undervisere, idet der sidder tre af hver.

Akademisk Råd har, modsat Studienævnet, ikke beslutningsdygtighed. Alligevel er det et vigtigt organ, da det er rådgivende for dekanen. Det er altså Kirstens diskussionsklub, hvor hun kan vende eventuelle problemstillinger, og så få kommentarer fra rådets medlemmer. Her sidder fire undervisere og to studerende samt repræsentanter fra administrationen.

Referater fra Studienævnet kan altid findes på teol.ku.dk, mens Akademisk Råds referater nu, på opfordring fra Fagrådet, kan findes på KUnet.

Hvad mangler vi i dette år?

Hvad mangler vi da i dette år? Hvis vi ikke stadig ligger i skyttegravskrig med Uddannelsesministeriet, så kan vi så småt begynde at tænke på, at eksaminerne nærmer sig. Vi er trods alt studerende først, politikere så. Fagrådet vil derfor gerne, inden vi graver os ned under bøgerne, ønske alle studerende og ansatte glædelig jul, en god eksamensperiode i januar og så håber vi, at vi ses til Teologisk Forenings julefest, hvor fagrådet traditionen tro vil udnævne årets underviser.

INFOBoks Det Teologiske Fagråd: Formand: Michael Hvistendahl Munch Næstformand: Hans Ahlmann-Ohlsen Bestyrelse: Amanda Brunbech Norsker Amanda Møller Rasmussen Anders Martin Lauritsen Aske Emil Olsen Christine Damgaard Jensen Jomi Jutlöv Martin Abert Mikkel Dahlin Bojesen Sigrid la Cour Sonne Sigurd Victor Stubbegaard Stefan Bjerring Kristensen Thomas Mendes Sandager Tue Ravn

.D.Y.D.

50

.D.Y.D. DIGTE. KRISTOFFERVKNATTRUP. MMXIII Amalienborg

Fugleskrig omme bag palæet En halskæde derinde fryser og knækker Den her arier stormerspurter Ligesom hånden former sjæl Sølvtågen banker ruder ind Fuglen over vandet er brust til farver Det Trækker om anklerne Usynlige lyng diger dingler omkring rytterstatuen Udslettet i skyerne trækker halstørklædet ind til struben To piger går altid i nakken af mig Med en attenårigs make-up erfaring Solarme omkring deres bryster Der er et hav over himlen Alper under kanalen Så meget flydende shit Som ikke kan dryppe endnu

.D.Y.D.

51

Ensom skygge GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR GENOPSTÅR IKKE X X X XX LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS LYS GENOPSTÅR LYS

.D.Y.D.

52

Ode til Hashan

JEG VIL OGSÅ VÆRE INDVANDRER SUR OG DØDHYPET JAH JA FORTABT I EN DANSK BURKA SLADRET OM AF HALVMÅNER DISSEKERET AF DE DØDE LÆST AF FLITTIGE JOMFRUER SPIST AF DIN HVIDE MOR DANMARK SKIDT UD MØRKERE END UNDER ARABISKE SKRIG.

SKIDT UD MØRKERE END UNDER ARABISKE SKRIG. SPIST AF DIN HVIDE MOR DANMARK

DISSEKERET AF DE DØDE LÆST AF FLITTIGE JOMFRUER FORTABT I EN DANSK BURKA SLADRET OM AF HALVMÅNER SUR OG DØDHYPET JAH JA JEG VIL OGSÅ VÆRE INDVANDRER Ode til Hashan

POSTMODERNE INDIVIDIUEL KLAGESALME

53

Postmoderne Individuel Klagesalme Salme nummer 102 af Agnethe S. Sørensen

I forbindelse med Metrobyggeriet i det indre Køben-

havn har man i et hulrum langs forsyningsledningsnettet ved Nørreport Station gjort et unikt fund af 150 velbevarede salmer, der dateres til at være fra den postmoderne æra og formodentligt så sent som efter år 2000. Dette fund, der i omfang og kvalitet er på linje med den kanoniske salmesamling, vi finder i Det gamle Testamente, er straks blevet overgivet til forskerne på Det Teologiske Fakultet i København, som blandt andet undersøger, om de postmoderne salmer kan inddeles i særskilte bøger, og om de enkelte salmer kan kategoriseres efter Herman

Gunkels genreopdeling. Den salme, som er gengivet her, er nummer 102 i samlingen og er foreløbigt placeret under de individuelle klagesalmer. Salme nummer 102 er unik på den måde, at den både har en originaltekst med 34 vers og en oversættelse af salmen til statusopdateringer (kendt fra det sociale medie Facebook) svarende til 32 vers. Arken bringer her salmen i sin fulde længe på originalsproget, nudansk, samt dens oversættelse til det sociale mediesprog, Facebooksk, som er et vigtigt sprog at beherske i den postmoderne æra.

POSTMODERNE INDIVIDIUEL KLAGESALME

54

Originaltekst

Oversættelse til Facebooksk

1.

Hej Gud – slå ørerne ud!

2.

Hvorfor er jeg ikke blevet kendt?

3.

Jeg er jo hverken berømt eller berygtet.

4.

Jeg har prøvet alt – jeg har ansøgt om deltagelse i et

hvert tænkeligt reality show.

5.

Men de nøjes ikke med at fravælge mig: De svarer

mig overhovedet ikke.

6.

Bare de ville forarges eller forblændes af mig.

7.

Men de ser mig ikke.

8.

Hvorfor, Gud, får jeg ikke en chance?

9.

Mange andre, som stolede på dig, fik deres 15 minut

ters berømmelse.

10.

Men jeg skal åbenbart blive ved med at være ingen

ting? – og at være anonym i samfundet?

11. Åh, Gud – jeg holder det ikke ud!

12.

Hvorfor tillader du al den lidelse?

13.

Jeg støtter flere nødhjælpsorganisationer.

14.

Og det gælder lidelse langt væk – i fjerne lande – så

det er okay.

15.

Men nu møder jeg altså også tiggere i S-toget.

16.

Jeg ville hjælpe en hjemløs kvinde, men da jeg

havde åbnet pungen, så jeg, at jeg kun havde en

halvtredser, men ingen mønter.

17.

Så var jeg nødt til at give hende den og havde derfor

ikke kontanter til en cola senere på dagen.

18.

Ingen cola! – Er det måske mig, der skal hjælpe alle mennesker?

19.

Hvorfor gør du ikke noget ved dem?

20. Åh, Gud – hvorfor straffer du mig dobbelt?

21.

Først blev jeg syg.

22.

Og så spottede de mig og kaldte det en livsstilssyg dom.

23.

Jeg havde et BMI over 25 og var en selvforskyldt sundhedsrisiko.

24.

Dernæst tabte jeg mig og har et perfekt BMI. 25.

Nu håner de mig og kalder mig tynd-fed.

26.

Hvorfor har du sendt mig disse sundhedsapostle på nakken?

27.

Du har hørt mig og var lutter øren.

28.

Dine ører var slået ud, og du lyttede til mig.

29.

Jeg føler mig set og anerkendt.

30.

300 følger min slankeblog, og jeg er lige nået op

over 300 venner på Facebook.

31.

Alle skal ære dit navn! Fra nobody til kendis!

32.

Jeg er anerkendt og set – så pyt med de andre ting,

jeg klagede over.

33.

Der er retfærdighed til.

34.

Alle skal takke dig og glædes med mig!

1.

Venter på svar! Det kan kun gå for hurtigt!

2.

Cool – i dag har Iben Hjejle posted en comment på

min filmblog 3.

Vildt så meget debat jeg har startet.

4.

Måske skulle jeg udgive min blog som bog.

5.

Hey – har lige været til audition – de kunne skidegodt

lide mig 6.

Jeg var som skabt til det show, men de skulle bruge

to tvillinger 7.

Jeg foreslog dem at finde en, som lignede mig, der

kunne spille min tvilling….

8.

Men de sagde: Du er unik og derfor er det umuligt at

finde én som dig.

9.

Hi hi, det havde jeg ikke lige tænkt på – det ramte

rent - det var en dybere sandhed!

10.

UPS! Tabte min mobil i toilettet Nu har jeg mistet

Jays (fra Nik og Jay) hemmelige nummer.

11.

Nå, han ringer sikkert på lørdag – for der er Street

Party, kæmpe fest Ses vi 12.

Like Hus Forbi!

13.

Gav lige en hjemløs kvinde en halvtredser i S-toget!

14.

Hun omfavnede mig, det var lidt sticky, for hun havde

vist ikke været i bad – in ages.

15.

Med det føltes bare sååå rigtigt og godt <3 16.

Like Folkekirkens Nødhjælp!

17.

Gid man kunne hjælpe mange flere. Der er så megen lidelse.

18.

Det vil jeg skrive et indlæg om på min blog.

19.

Like Diabetesforeningen 20.

Come on: Jeg har fået gammelmandssukkersyge 21.

Hvorfor skal det lige ramme mig?

22.

Like Arne Astrup 23.

Juhuu – har tabt 10 kilo med proteinkuren.

24.

Se min kjole – den er størrelse 32!

25.

Er træt af at folk kommenterer på min krop! Misun-

delse er en grim ting!

26.

Har nået ned på en kampvægt på 45 kg 27.

Yay, Chris MacDonald kommenterede på min slan

keblog. Han synes, at jeg skal dyrke 2 timers motion

yderligere om ugen. Thumbs up!

28.

Nu er der 300, der følger min slankeblog!

29.

Weee – hvor sjovt, jeg har lige fundet min gamle

spejdergruppe her på FB. 30.

Mit kælenavn var Fnuggi Søøøøødt, ikk? – Passer

godt med, at jeg er let som et fnug.

31.

Har lige rundet det magiske nummer 300 i venner

her på FB 32.

Queen Gorgo and her 300 : Prepare for glory

ARKEN ANMELDER

55

Arken Anmelder

ARKEN ANMELDER

56

Ord til andet forfatter: Jesper Strange Af Agnethe S. Sørensen

Ord til andet er en prædikensam-

ling af Jesper Strange. Den består af prædikener, som han har holdt i Vor Frue Kirke, i København, imellem år 2000 og 2010. Bogen indeholder 37 prædikener og de er skrevet over tekster fra 2. tekstrække. Jesper Strange er sognepræst ved Vor Frue Kirke og kendt fra Morgenandagten, der transmitteres på P2.

Prædikenerne i bogen består af ræsonnementer, hvor udsagnene nogle gange skrider logisk frem, men andre gange springer de som følge af associationer eller blot springer. Jeg har ind imellem svært ved at følge ræsonnementerne, men fordi jeg læser

prædikenerne, kan jeg bladre tilbage i teksten og som regel få en Ahaoplevelse. Dog tør jeg ikke tænke på, hvor ofte jeg ville være hægtet af, hvis jeg sad og lyttede til Jesper Stranges prædikener i kirken?

Som eksempel på dette, vil jeg nævne prædikenen Doublebind, som er lavet over evangelieteksten Mark 16,14-20.

Prædikenen handler om, hvorfor den genopstandne Jesus må forlade disciplene igen Kristi himmelfartsdag. Det drejer sig om et begreb, som psykologerne kalder doublebind, fortæller Jesper Strange og forklarer begrebet sådan: Jeg elsker dig, derfor forlader jeg dig.

Det er ligesom når børn, der er elsket, tør begive sig ud på egen hånd, for til

sidt at kunne klare uden forældrene.

Disciplene fik selvstændighed, ligesom børn får det af forældre. Det er ikke at være uelsket, tværtimod, det er myndiggørelse.

- Så langt, så godt!

Men så fortsætter Jesper Strange, meget abrupt, med at fortælle os, at der var en gang at man betragtede de syv sidste vers af Markusevangeliet som uægte. Jesper Strange er ikke sikker på, at man skelner mellem ægte og uægte mere, men han er sikker på at disse sidste vers afspejler en lige så ægte erfaring hos Markus, som resten af evangeliet i øvrigt.

Dette fører så til, at Jesper Strange lægger vægt på det sidste vers, der siger at Herren virkede med disciplene. Således bliver det til de sidste ord i prædiken, at vi mennesker aldrig overlades til det, vi selv kan finde ud af, fordi vi er bedre tjent.

- Okay, var det så alligevel ikke doublebind? – Og er vi myndiggjorte eller ej?

- Hvorfor pludselig bringe eksegetiske overvejelser ind i prædikenen, såsom ægte kontra uægte ord, hvis det ikke bruges til noget?

- Hvorfor bringe det psykologiske begreb doublebind i spil i prædikenen, når det alligevel ikke kan forklare det, som ønskes forkyndt, nemlig at disciplene (og vi mennesker) ikke blev forladt af Gud? Der er også visse prædikener, hvor jeg er i tvivl om, at man kan fortolke en given tekst på den måde, som Jesper Stange gør. Jeg er sådan set ikke uenig i den holdning, som kommer til udtryk i prædikenen, men om man kan fortolke en given tekst til at handle om denne holdning?

Her kunne man drage prædikenen over Matt 14,22-33 frem. Det er den bibeltekst, der handler om, at discip-

ARKEN ANMELDER

57

lene bliver bange, fordi de ser Jesus gå på vandet, idet de tror, at det er et spøgelse, de ser. Men da de bliver klar over at det er Jesus, råber Peter til ham, at han skal befale ham at komme ud til sig. Jesus råber: Kom! Og Peter går ud på vandet, men da han ser en stærk storm, bliver han alligevel bange og begynder at synke og råber til Jesus: Frels mig! Jesus redder ham selvfølgelig, men ikke uden en formaning om at forblive stærk i troen.

Denne bibeltekst bliver i Jesper Stranges prædiken, under overskriften Et lille skridt for et menneske, fortolket derhen, at vi mennesker tror, at vi er herre over naturen. Peter ved godt, at han ikke kan gå på vandet, skriver Jesper Strange, men han prøver alligevel og han synker selvfølgelig, fordi han ikke havde tillid til sin egen sunde dømmekraft. Den dømmekraft, som skulle have afholdt Peter fra at træde ud på vandet til Jesus. Troen er ikke en undskyldning for ikke at bruge sin sunde fornuft og den sunde fornuft ville sige, at Peter skulle være blevet i båden, fordi han ikke kan ophæve den lovmæssighed, som gør at mennesket ikke kan gå på vandet.

Derefter frelser Jesus ham, fordi troen er en håndsrækning der, hvor Peter har trådt ved siden af og er i den vildfarelse, at han kan ophæve naturlovene.

- Altså er bibelteksten ifølge Jesper Strange et billede på, at mennesket ikke skal tro, at det kan kontrollere alt og er hævet over Guds skaberværk.

Men når jeg læser Matt 14,22-33, ser jeg et smukt billede på at troen kan føre mig steder hen, som jeg end ikke havde forestillet mig i min fantasi. Et billede på, at troen kan flytte bjerge og udrette mirakler i ethvert menneskes liv. Peter træder ud på vandet fordi han har blind tillid til Jesus. Han

synker, fordi tilliden et øjeblik vakler, da han ser stormen og bliver bange og den sunde fornuft slår til: Det her går aldrig godt – og jeg kan i øvrigt slet ikke gå på vandet! Tænker Peter og begynder at synke. Heldigvis ved Peter, hvem han skal råbe på, for at blive frelst fra de tanker. Det handler ikke om sund fornuft, men om tro, kærlighed og tillid, synes jeg. Peter, er på mange måder lige som alle os andre, han forstår heller ikke alting og han kvajer sig også – og svigter, men han har den kvalitet, at han elsker Jesus af hele sit hjerte og derfor er han den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på. Det er kærlighed, tro og blind tillid, der gør, at Peter træder ud på vandet, når Jesus kalder.

Hvem ville ikke gerne have været klippen Peter, der turde træde ud på vandet, når Jesus kaldte, uden tanke for hvilke farer, der ventede? Og hvis man pludselig kom til at tænke på Livjataner, orkaner og hajer, imens man gik på bølgen og derfor sank ned i mistillidens dybe, mørke vand, så kom Jesus og vupti: Så var man reddet. Men efter at have læst Jesper Stranges prædiken, ser jeg i stedet en Dumme-Peter, ikke lyttede til sin sunde fornuft og derfor ikke kunne sige sig selv, at man selvfølgelig ikke kan gå på vandet. - Jeg er i tvivl om, at man kan fortolke Matt 14,22-33 sådan?

Efterhånden som jeg læste mig igennem prædikerne, steg min tristhed og frustration over at have påtaget mig at anmelde denne bog, fordi mange af prædikenerne efterlader mig i vildrede om, hvad det er, jeg skal forstå.

Selv om de er skruet sammen som ræsonnementer, så kan min fornuft ikke følge med. Havde prædikenerne så bare indeholdt nogle gode historier, som jeg kunne relatere til, så havde forkyndelsen i det mindste ramt mig

i hjertet. Nu har jeg kun fået tristhed, uanset om den stammer fra min eller præstens uformåenhed. Derfor blev jeg også helt lettet, da jeg på bagsiden af bogen læste, at Jesper Stranges prædikener særligt retter sig til Louisiana-kristne. Gudskelov – der har vi forklaringen: Jeg hører jo slet ikke til det segment! Det er jo netop det vidunderlige ved folkekirken, det herlige Grundtvigske, at enhver menighed kalder den præst, som tjener fællesskabet bedst. Sådan skal det være!

Bogen har i øvrigt et register bagi, hvor man kan slå de anvendte bibeltekster op og deres placering i tekstrækken. Der kan man også finde den tilhørende prædikens overskrift og de dertil valgte salmer. Det er praktisk, hvis man en dag skal bruge bogen til inspiration for egen prædiken.

Jeg synes, at det er super godt, at Jesper Strange udgiver sine prædikener til dokumentation for, hvordan der bliver prædiket i det første årti af vores årtusinde, selvom han er af den holdning, at prædikenen hører hjemme i gudstjenesten. Jeg synes, at mange flere præster skulle finde modet og udgive deres prædikentekster, idet de både kan tjene som inspiration for os andre og som dokumentation for en given tids måder at forkynde på.

ARKEN ANMELDER

58

afsluttes med en kort perspektivering, som trækker tråde op til hvor egen tid.

Min kære læser – Kierkegaard i kortform forfattere: Joakim Garff & Povl Götke

Her er redningen til den, der ved Ki-

erkegaard-årets begyndelse lovede sig selv at få læst et eller flere af Kierkegaards værker eller værker om ham, men som pga. forskellige gode og dårlige undskyldninger ikke er kommet i gang endnu: En lille bog på 47 sider med udvalgte citater af mesteren selv, grupperet under fem temaer og nænsomt introduceret og reflekteret over af to meget nulevende Kierkegaard-kapaciteter: Joakim Garff fra Søren Kierkegaard Forskningscenteret og lektor Povl Götke fra Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster. I tilgift får man også fem (seks, hvis man regner forsideportrættet

af Kierkegaard med) originale værker fremstillet til bogen af kunstneren Kehnet Nielsen, der har ladet sig inspirere af bogens temaer. Og 47 sider må siges at være en overkommelig opgave, også hvis man vil nå at indfri sit løfte til sig selv før nytår.

De fem udvalgte temaer er: Samtiden, troen, kærligheden, selvet og ytringen. Hvert tema indledes med en kort tekst af forfatterne om Kierkegaards forhold til emnet. Derefter følger der tre til fire sider med Kierkegaard-tekster, og hvert tema

I bogens forord udtrykkes håb om, at den kan bruges i forbindelse med studiekredse og således give inspiration til drøftelse af temaerne i samtalegrupper. Men den henvender sig også til den læser, der på egen hånd vil springe ud i Kierkegaards univers – måske for første gang. Efterskriften med oplysninger om Kierkegaards liv og forfatterskab afsluttes med den læsevejledning, at man skal springe i sin læsning – og nogle gange også springe helt over de partier hos Kierkegaard, som man ikke forstår. Eller måske endda springe helt ud af et værk og over i et andet. Det er nemlig ifølge forfatterne bedre at læse Kierkegaard overfladisk end at stirre sig blind på en kompliceret passage og som følge heraf helt miste modet på at læse Kierkegaard. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at forstå Kierkegaard, men ved læsningen kan det ske for én, at man føler sig forstået af Kierkegaard. Denne læsevejledning er hermed givet videre med anbefaling.

Citaterne i bogen er alle gengivet løsrevne, dvs. at de står alene uden kildeangivelse eller andre oplysninger om den oprindelige sammenhæng, som de er taget fra. Risikoen er derfor, at læseren kommer til at opfatte dem som en samling af enkeltstående aforismer ligesom det indledende afsnit, Diapsalmata, i Enten-Eller. Derfor er det vigtigt, at forfatterne har givet mulighed for, at man kan lokalisere teksten, som citatet er taget fra og forfølge nogle af de udlagte spor og forsøge at nå endnu længere ind i Kierkegaards verden. I efterskriften har forfatterne derfor henvist til den i jubilæumsåret ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret færdigredigerede udgave af Søren Ki-

ARKEN ANMELDER

59

erkegaards Skrifter, som nu er gjort frit og nemt tilgængelige på www.sks. dk. Teksterne i bogen kan findes hér ved at sætte en sætningsstump ind i søgefeltet på hjemmesiden. På den måde er der både gjort en relevant reklame for hjemmesiden og sikret, at den inspirerede og videbegærlige læser har et værktøj til at komme videre med sin læsning. Også selv om det så først måtte blive realiseret på den anden side nytår.

Anmeld for Arken.

Kom ned på Arkens kontor og vælg dig en bog til hjemmelæsning.

Anmelder du bogen, er det din for evigt.