Arken 157

157

KOLOFON

Redaktør Sigurd Victor Stubbergaard sigurd.stubbergaard@gmail.com

Bidragsydere

Layout/ Johannes Schweppenhäuser Grafik j.schweppenhaeuser@live.dk

Niels-Holger Pedersen

Journalister

Annette Kruhøffer

ak@ak-kommunikation.dk

Mads Graves Pedersen mads2802@hotmail.com

Matias Kærup

Ahmed Akkari Kristoffer Garne Adrian Hove-Kreutzfeldt Jakob Kofod Anne Katrine Gudme

Mathias Harding

mathiasharding@gmail.com

Agnethe S. Sørensen agnethe.ss@gmail.com

Peter Northcastle otken@hotmail.com

Korrektur Sigurd Victor Stubbergaard sigurd.stubbergaard@gmail.com

Kontakt Forlaget Arken Det Teologiske Fakultet Københavns Universitet Købmagergade 44-46 1150 København K tlf. 35 32 36 29 (27 33 71 56 - redaktør) Tryk: PRinfoParitas Arken modtager gerne artikler, anmeldelser o.a.

Send en e-mail med dit bidrag til Sigurd Victor Stubbergaard.

Deadline for Arken 158 er 1. September - 2014.

Arken gør opmærksom på, at alle artikler, debatindlæg m.v. er et udtryk for skribenternes egen holdning.

TIDSSKRIFT FOR STUDERENDE VED DET TEOLOGISKE FAKULTET, KØBENHAVN - NR. 1 - 2014 36. ÅRGANG - GRATIS

ARKEN 157

Indhold Leder

4

Krigen i 1884 set igennem en feltpræsts øjne

6

Har Kejseren overhovedet tøj på?

9

Islamismens væsen - 3 spørgsåmål til Ahmed Akkari

12

Arken Anmelder Kontinuitet og Radikalisme

16

Samfundsbyggeren

20

Danmark i Krig

23

Mod til at tro

26

En gudstjeneste - mange perspektiver

28

Bibliana

29

Gud, mennesker og dyr i Bibelen

31

Og prisen går til...

33

Endnu en tur i manegen

35

En specialestuderendes bekendelser

39

To slags helte

40

Årets Underviser på Teologi 2013

42

Årets Underviser på Centre of African Studies 2013

43

Info om kantinen

44

LEDER 4

Leder Af stud.theol. Sigurd Victor Stubbergaard Vækst er gud Det siges jo, at det er ens pligt at tage del i fællesskabet, at engagere sig i samfundets presserende anliggender, og det kan da også være en nyttig øvelse, specielt for folk, der studerer tudsegammel tankegang, at holde sig ajour med samfundsudviklingen og den politiske debat. Holder man øje med avisernes spisekort langs cykelstierne eller hopper på en tur i nyhedskarrusellen på News, så går det hurtigt op for en, hvilke kernebegreber der determinerer samfundsdebatten i andedammen; produktivitet og vækst! To herlige bergreber, der på den ene side tilsammen danner bekendelsesgrundlag for enhver dansk djøffer, men på den anden side, og for de fleste humaniorastuderende, har en besk smag af grådige jakkesætsmænd, der truer den danske dannelse. Man fristes til at gribe sin latin-dansk ordbog og slå ”productum” op, og blære sig lidt med ordets etymologi og konnotationer, men det ville nok være spild af kostbar tid, fordi ordets betydning i politikerens håndbog er ganske klar; effektivisering, afbureaukratisering, profitmaksimering, innovation, konkurrenceevne et cetera et cetera.

Som bekendt, så lyder modernitetens credo omtrent; jeg tror på væksten, den økonomiske fremgang og livet i materiel overflod.

Excel har talt!

Som nyeste skud på stammen har vi fået ”Produktivitetskommissionen” (ville det ikke være mere produktivt, at vælge et lidt kortere navn?), og med tidligere overvismand og nu professor i Økonomi på Københavns Universitet, Peter Birch Sørensen i spidsen, gjorde kommissionen sig til talsmænd for en række effektiviseringer af den danske stat. Forslagene spænder vidt, og hverken mine økonomiske kundskaber eller den sparsomme spalteplads, tillader mig at gå nærmere i dybden med alle perspektiverne, men en af kommissionens centrale anbefalinger skal dog udsættes for en nøjere analyse. På uddannelsesområdet opfordrer kommissionen til, at vi bør overveje det umiddelbart uhensigtsmæssige i, at vores udbud af uddannelser ikke korrelerer til arbejdsmarkedets behov og gør opmærksom på, at flere universitetsstuderende i højere grad burde afslutte deres uddannelse med en bachelorgrad i stedet for en kandidatgrad.

Det første led i anbefalingen dækker over, sagt en anelse mere bramfrit, at vi spytter for mange humanister ud på den anden

side af universitetets tykke murer til direkte arbejdsløshed, når arbejdsmarkedet egentligt har brug for flere akademikere med en narturvidenskabelig baggrund, såsom ingeniører og læger.

Det andet led er et udtryk for, at kommissionen betragter vores uddannelsessystem som for rigidt; at vi på visse områder overuddanner, og dermed ikke sikrer den rette balance mellem generalister og teoretisk funderet specialister. Det forholder sig nemlig således, at kandidatgraden traditionelt havde i sigte at uddanne specialister som præster, læger og advokater, men nu hvor en fjerdedel af ungdommen får en videregående uddannelse, kommer flere og flere til at arbejde i job som ”generalister” uden for deres kerneområde. Kommissionen tilskynder, at en større grad af fleksibilitet i uddannelsessystemet, f.eks. kandidatgrader af kortere varighed end to år eller overbygninger med øget fokus på de praktiske elementer, vil tilgodese erhvervslivets og den offentlige sektors behov bedre. For inspiration kunne man kigge over Øresund til vores nabofolk, som har struktureret systemet en anelse anderledes ved, at man kan vælge imellem to slags kandidatgrader; en et-årig magisterexamen eller en to-årig og mere teoretisk masterexamen. Hvis man krydser Atlanten vil man opdage, at i USA har de en bredere funderet fire-årig bachelorgrad, som umiddelbart korrelerer til et ”bachelorarbejdsmarked”, hvortil det da også kun er cirka 40%, der vælger at studere videre for at opnå det, der svarer til en dansk kandidatgrad.

Den danske uddannelsesmodel er altså blot én mulighed blandt mange, og kommissionen har da indlysende ret i, at man sagtens kan (og skal!) diskutere fremtidens uddannelsessystem. Til en sådan diskussion er det dog afgørende, at vi minder hinanden om, at kommissionens anbefalinger blot er et udtryk for en økonomisk vurdering, som altså ikke følger en ”nødvendighedens logik”, men kun er ét perspektiv blandt mange, som alle skal være med til at nuancere debatten om Danmarks uddannelsespolitik.

Ej blot til lyst - en apologi for humaniora At meningen med livet skulle være vækst er et stort moderne fatamorgana, og at vækst automatisk leder til et bedre samfund med mere velstand og materielle goder for verdens befolkning, er et falsum – det afhænger derimod af fordelingen! Der er ingen evident sammenhæng mellem økonomisk vækst og livskvalitet,

LEDER 5

som antropolog Thomas Hylland Eriksen formulerede det i Politiken d. 4. april. Når det er sagt, hvordan kvalificerer humanisten så sin holdning til fremtidens universitet uden at tale i djøffens profitmaksimeringssprog? En af mine yndlingsanekdoter, som jeg må indrømme, jeg ikke kender den historiske troværdighed af, lyder at under 2. Verdenskrig, hvor England var blevet bombet i knæ af tyskerne, foreslog en politiker til premierminister Winston Churchill, om det ikke var en idé at nedlægge Kulturministeriet og i stedet bruge pengene på Krigsministeriet, hvortil Churchill responderede; ”Den går ikke – vi skal have noget at forsvare!”.

Universitetet som helhed, og herunder specielt humaniora, er en dannelsesinstitution, som ikke kun skal måles og vejes på guldvægten, men derimod skal bevare sin særlige tradition for indsigtsfuld og kritisk deltagelse i verdens gang. Dannelsesbegrebet er ikke en definitiv størrelse – men snarere dialektisk – der giver os mulighed for at løsrive os fra ideen om, at mit jeg blot er dumpet ned et tilfældigt sted i historien uden nogen relation til fortiden, men derimod giver mig en forståelse af, at jeg er en del af en kulturhistorie, som på afgørende vis er med til at forme det jeg, som just her skriver. Dette dannelsesbegreb hidrører ikke kun bogormene på forskergangene; det er i lige så høj grad til gavn for hele samfundets erkendelseskapacitet, og i den forstand er det en åndsvidenskab, som kan skabe klangbund og resonans i hele samfundet. Derfor skal vi også sikre os, at der er vidensmæssige grundlag for, at humanistisk tænkning kan praktiseres, således at vi i fællesskab kan diskutere og tage stilling til komplekse problemstillinger som vedrører vores samfunds fremtid. I takt med at globaliseringen har gjort sit indtog i det 21. århundrede, og at den fjerne verden nu blot befinder sig et par klik væk fra vores næsetip, har vi netop i denne tid behov for specialiseret viden, der kan være med til at begribe den globale verdens kompleksitet.

Derfor klinger det også noget hult, når politikerne under parolen ”kvalitetssikring” (mage til frækhed skal man lede længe efter!) forsat nedprioriterer de danske universiteters ressourcer, og dermed helt åbenlyst forringer kvaliteten af universitetsuddannelserne! Politikerne på Slotsholmen lever tilsyneladende i en verden, hvor man kan fremstille tolvårs whisky, blot ved at klistre en så lydende etiket på en flaske med ordinær whisky.

Det kan godt være, at samfundet drøner derudaf med fuld kraft

”

Universitetet som helhed, og herunder specielt humaniora, er en dannelsesinstitution, som ikke kun skal måles og vejes på guldvægten, men derimod skal bevare sin særlige tradition for indsigtsfuld og kritisk deltagelse i verdens gang. ret uagtet det-manglende-rodbogstav og Q-kilde-diskussionen, men jeg bilder mig ind, at sådanne nørderier er med til at forstå den kultur, jeg lever i, og derigennem på underfundig vis er med til at berige det samfund, der omgiver mig. Kunsten er derfor, som teologistuderende, at bevare roen og balancen når man i sine studier skuer mod det himmelske lys, imens samfundet accellererer ind i fremtiden under mottoet hurtigere, højere, stærkere.

KRIGEN I 1864 - SET GENNEM EN FELTPRÆSTS ØJNE 6

KR I G EN I 186 4 SET GENNEM EN FELTPRÆSTS ØJNE

I 2014 er det 150 år siden, at den 2. Slesvigske Krig blev udkæmpet mellem Danmark på den ene side og Preussen og Østrig på den anden side. Krigen endte med et forsmædeligt nederlag for Danmark og tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. 150-året for krigen markeres bl.a. med en udstilling på Frederiksborgmuseet (indtil 15. juni 2014) og en dramaserie på DR1, som er instrueret af Ole Bornedal, og som har premiere til september. ARKEN bringer i denne anledning nedenstående artikel af sognepræst Matias Kærup, som fortæller, hvordan krigen og det afgørende slag ved Dybbøl den 18. april 1864 blev oplevet af hærens feltprovst, Erik Høyer Møller.

KRIGEN I 1864 - SET GENNEM EN FELTPRÆSTS ØJNE 7

Her hviler en dansk Soldat falden for Fædrelandet den 18. April 1864 Af sognepræst Matias Kærup1 På Dybbøl Banke, i Dybbøl skanser og på kirkegårdene på Als og Sundeved står hundredvis af mindesten fra de slesvigske krige. Stenene over de faldne er blandt andet rejst af den gamle feltprovst Erik Høyer Møller. I denne lille artikel møder vi den engagerede feltprovst, der fortæller om livet i felten en præst som oplevede mange mænds offervilje på slagmarken den 18. april 1864. Gennem de udpluk i erindringer, som bringes her, kommer vi til at ane en smule af krigens væsen.

Høyer Møller – en feltpræst af mandsmod og styrke En af de feltpræster, der satte sit hjerteblod i feltpræstetjenesten, var Høyer Møller. Han blev ansat under den første Slesvigske Krig og blev senere leder af feltpræstetjenesten under den anden Slesvigske Krig 1864.

Høyer Møller tog sin teologiske embedseksamen i 1842. Han begyndte sit virke som kaldskapellan hos sin far Jens Møller.

Her virkede han som kapellan, indtil han søgte og fik stilling som feltpræst. Han opsøgte Kultusminister Madvig på dennes bopæl – papirerne blev udfyldt under den forudsætning, at Høyer Møller forsikrede ministeren om, at han havde en lillebror, der kunne overtage hans stilling som kaldskapellan hos faderen. Dagen derpå blev han udnævnt som feltpræst og skulle have sit virke under 1. Slesvigske Krig. Det hele skete så hurtigt, at Høyer Møller kun lige akkurat kunne nå hjem til sin far og hente sin præstekjole.2 Høyer Møller virkede som præst i Nordborg, til det på ny trak op til krig om Slesvig i 1864. Atter meldte han sig til tjeneste som feltpræst. Han blev ansat som feltprovst, og skulle stå for at organisere feltpræsterne iblandt hærens 40.000 mand, spredt over et areal fra Als til Vendsyssel. ”Jo! De er jo Præsten” Den 8. februar, kun et par dage efter tilbagetrækningen fra Dannevirke i 1864, trådte Høyer Møller ind på det store lazaret i Sønderborg. Rundt omkring ham, lå et stort antal lettere sårede soldater på gulvhalmen. Høyer Møller havde ikke tidligere mødt nogle af soldaterne. ”Der er ingen af Eder, der kjender mig, men jeg er Eders Præst og kommer for at spørge, om jeg kan være nogen af Eder til Tjeneste paa en eller anden Maade.”3 Alle soldaterne så på ham, men ingen sagde noget, indtil en soldat i stuens fjerne hjørne henvendte sig. Feltprovsten fik overrakt et

stykke papir. Høyer Møller spurgte, hvad det var, og fik at vide, at det var soldatens stillingssum, i alt 650 rigsdaler, som han havde båret med sig fra Fredericia til Dannevirke og videre derfra til Sønderborg. Feltprovsten blev overrasket og spurgte ind til, hvorfor han ikke havde afleveret pengene til en ven. Dertil svarede soldaten, at han ikke havde mødt nogen, han havde nok tillid til at kunne betro sin løn. Hvorfor soldaten kunne betro Høyer Møller sin sum – blev anført med ordene ”Jo! De er jo Præsten”.

Samtalen kendetegner den anseelse, som feltpræster nød alene i kraft af deres stilling. Præsten var altså soldatens fortrolige, som man kunne betro sig til, både økonomisk og åndeligt. Det var ikke ubetydelige summer, der af mænd og kvinder blev ham betroet, for at han kunne anvende dem på trængende soldater.

Indsatsen Hos Landsarkivet for Fyn, Erik Høyer Møllers arkiv ligger flere anmodninger fra overkommandoen med ønsket om, at der kom en feltpræst ud i stillingen for at prædike. Ligeledes kontaktede de enkelte enheder også feltprovsten for at få en præst til at holde gudstjeneste. Det blev også understreget for Høyer Møller, da han efter at have haft en brigade til alters, aftalte en ny altergang for de enkelte, der havde været forhindret i at deltage. Høyer Møller bad om en liste på soldaterne, den var på 1.756 mand! Dagen forinden havde Høyer Møller haft 550 til alters. ”Et saa stort Antal Kommunikander hørte ikke til Sjældenhederne; der er under Krigen en større Trang end i Fredstid til at komme til Guds Bord.”4 Altergangen tog fire timer. Det anskueliggøres også i de tællinger, som Høyer Møller har gjort over sine mange tjenester: Han skulle holde skriftetale, yde sjælesorg og derefter tage tusindvis af mennesker til alters på én gang, inden de drog på deres dødsmarch. På en dag køre 15-20 kilometer på hestevogn, eller gå på lazaret i fire til fem timer fra seng til seng med den ene hårdt sårede soldat efter den anden, uden at blive træt af at tale med dem eller skrive breve for dem. Og til enhver begravelse fra overkommandoen fulgte breve, der skulle skrives til forskellige egne af landet. Til trods for arbejdsbyrden konkluderer feltprovsten: ”det er en velsignet Gjerning; jeg kjender ingen, der overgaar den!”5 Stormen på Dybbøl Så kom dagene med belejring af Dybbøl skanser. General du Plat, som med stor dygtighed og erfaring havde udmærket sig i kampene ved Ullerup og Isted måtte den 18. april se sig besejret. Vel vidende at dagen ville bringe overordentligt mange sårede tog Høyer Møller ud til det store Lazaret i Augustenborg. Og det var ikke noget lysteligt syn, der mødte ham. Da han trådte ind ad lazarettets dør, bemærkede han, at fliserne i forstuen var smurt ind i blod. I baggrunden lå de første fem

KRIGEN I 1864 - SET GENNEM EN FELTPRÆSTS ØJNE 8

lig på gulvet. Skrig og klagen lød overalt. Som i den mest travle høsttid kørtes fulde vogne ind og tomme bort. Vognene var blot læsset med soldater, sårede og døde imellem hinanden.

Høyer Møller skriver at der ved overgangen mellem Sønderborg og Dybbøl burde have stået ”Lader alt Haab ude!”.

Et billede stod dog klart for feltprovsten. En mand kom til ham og spurgte, om Hr. Pastoren ikke kunne få doktoren til at tilse ham. Soldaten mente ikke, at han var hårdt såret. Høyer Møller kunne dog konstatere at en kugle havde ramt ham i nakken, og blodet flød temmelig kraftigt. Følgende samtale forefaldt mellem de to: ”men vi ere saa faa derude, der er Ingen at undvære!” ”Hvad! Vil Du ud igjen!” ”Ja! Det vil jeg rigtignok, bare jeg var forbunden; de skal aldrig faae Lov til at tage Stillingen, de køtere”.

Høyer Møller sørgede for, at han blev forbundet, så han atter kunne komme i felten. Den mand var måske blandt de mange, som Høyer Møller begravede de efterfølgende dage, men hvis ikke, så håbede han på at den tapre mand havde fået drenge, og at de havde arvet deres fars mod og troskab til fædrelandet.

Slagmarken ”Mandag den 18de April var jeg gaaet ud for at faae lidt frisk Luft; Da jeg var kommen hen til Ulkebøl Præstegaards Have, kom Oberst Max Müller ridende, og holdt, da han naaede mig, sin Hest an med de Ord: To af Skandserne ere tagne”.

Høyer Møller gik til Sønderborg og beskriver levende, hvilket syn der mødte ham på en bakketop med udsyn til hele slagmarken. ”At skandserne vare tagne, at vi vare kastede tilbage, var tydeligt nok, men hvad dette havde kostet anede jeg ikke; og, selv om jeg havde anet det, medens jeg stod ene med min Sorg, vilde det næppe have gjort et saa voldsomt Indtryk paa mig, som da jeg pludselig hørte Tonerne, baarne over til mig af Vinden, af Fjendens Musik, der blæste: Nun danket Alle Gott” Nederlaget i 1864 kostede dyrt, og Danmark mistede hertugdømmerne Holsten, Lauenborg og Slesvig helt op til Kongeåen. Både

befolkningsmæssigt og ressourcemæssigt blev Danmark næsten fyrre procent mindre. Om følelsen skriver Høyer Møller herefter: ”Slaget var næsten som en Lettelse, en Sprængning af Jernvæggene. Det gyseligste Øjeblik for den lille Mus er næppe det, da Katten griber den for sidste Gang og dræber den, men den lange Tid, da den sidder og leger med den, da den lader den løbe lige hen til det frelsende Hul, og saa henter den tilbage for at begynde forfra; Musens Lidelse og haabløse Kamp havde vi prøvet.”

Dagen efter slaget flyttede det danske hovedkvarter til Fyn. Herfra fortsatte feltpræstearbejdet med gudstjenester i kirker og i det fri, hvor der kunne være op til et par tusind deltagere.

Imidlertid var krigen forbi, og feltpræstetjenesten blev nedlagt, og alle blev afskediget. Den 31. december 1866 tog Høyer Møller sin afsked som feltprovst. Han fik herefter embede i det idylliske sogn i Kølstrup på Fyn og blev der i næsten 27 år til sin afsked i 1892, hvor han pensioneredes i en alder af 74 år.6 Feltpræstetjenesten Ser man tilbage på historien har der i en dansk sammenhæng lige siden middelalderen været præster tilknyttet forskellige hærenheder og grupper af krigsfolk i felten. Det var en naturlig del af den tætte relation imellem religion og samfund, som eksisterede i disse samfund, hvor det nærmest var utænkeligt, at krigsfolk ikke skulle have adgang til gejstlig betjening.

Høyer Møllers tjeneste i felten under anden slesvigske krig vidner om en personlighed ud over det almindelige. Hans virksomhed, dedikation, mod og offervilje kom mange danske soldater til gavn. Arbejdet betragtede han som gæld til det land, hvori Gud havde ladet ham leve. Som en gæld til de mange, som ofrede deres liv og helbred i krigen. Han forkyndte for soldaterne Guds ord om tilgivelse. Og de mange soldater, der stod overfor en dødelig fjende, havde muligheden for at finde en trøst og en styrke i at høre Guds ord – et ord der bedst kan beskrives med et citat fra Salmernes Bog 18,3: ”Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt, mit skjold, min frelses horn og min fæstning.”

Illustration 1: Jørgen Sonne malede i 1856 ”Feltgudstjeneste ved Dannevirke, Husby, efter slaget ved Isted 1850”. Præsten på billedet er Frederik Hammerich, der var Erik Høyer Møllers forgænger som feltprovst under den 1. Slesvigske Krig 1848-50. Maleriet hænger på Frederiksborgmuseet.

Illustration 2: En preussisk feltgudstjeneste på Broager den 22. marts 1864 tegnet af Robert Landells fra London Illustrated News. Kilde: historiskatlas.dk Noter: 1 Matias Kærup er teologisk kandidat fra 2012 og kirkebogsførende sognepræst ved Stenløse-Fangel Pastorat siden maj 2013.

2 Møller, Erik Høyer: Livs og Krigserindringer fra 18501864 af en gammel feltpræst, København 1894, s. 3-21 3 Møller, Erik Høyer: Præsten i krigen, København 1876, s. 8-9 4 Møller, Erik Høyer: Præsten i krigen, København 1876, s. 54 5 Møller, Erik Høyer: Præsten i krigen, København 1876, s. 30 6 Jensen, Ole Brehm: Håndbog for FPR, Kastellet 2008, s. 8-11

HAR KEJSEREN OVERHOVEDET TØJ PÅ?

9

HAR KEJSEREN OVERHOVEDET TØJ PÅ?

Af stud.theol. Mads Graves Pedersen Da Nymphomanic ved juletid sidste år sendte en trykbølge igennem den danske kulturpresse, opstod der en sjælden, men temmelig spændende, diskussion. Hvad skal kunst egentlig kunne, før det kan kalde sig kunst?

Det skønne ved at skrive for Arken er, at man er hævet over alle spørgsmål om aktualitet. Vi udkommer så sjældent, at vi, lige meget hvor meget vi end bestræber os på det, al-

drig bliver aktuelle. Med afsæt i det faktum, eller måske benspænd, vil jeg forsøge at sætte punktum for en diskussion, som siden juletid sidste år har kørt i de danske kultursektioner.

Da Lars von Triers provo-maraton ”Nymphomaniac” fik premiere (ganske vist i en udgave som Trier ikke selv havde klippet), satte det en naturlig diskussion i gang om kunst, religion og psykologi. En diskussion, hvis naturlighed ligger i, at det er lige præcis det, som Triers film oftest gør. De sætter en diskus-

HAR KEJSEREN OVERHOVEDET TØJ PÅ?

10

sion i gang. De går til yderlighederne – både hvad menneskelig etik, moral og sind angår – men også hvad kunst og i særdeleshed filmkunst i al almindelighed angår. Man kan godt sige, at Lars von Trier har lært mig at se film. Hans indflydelse har været enorm. Det er igennem ham, at jeg er blevet ført til andre store mestre som Kubrick, Lynch og Tarkowskij. Mine forventninger til Nymphomaniac var selvsagt ekstremt høje, godt hjulpet på vej af den fantastiske promoveringskampagne, som havde fundet sted op til. Igennem denne kampagne havde man i den grad lagt i kakkelovnen til et værk i samme størrelsesskala som de to foregående Trier-film, Antichrist og Melancholia.

Plakaterne af filmens rollebesætnings ansigter, forvredet i ekstase, kan næppe været gået nogle filminteresserede forbi, og den generelle mediebevågenhed op til premieren var kolossal.

Premiereaftenen blev til morgenen efter, og det danske anmelderkorps var, som forventet, et stort kor af rosende ord.

Gotfredsens krav til kunsten En måned efter premieren bragte Politiken en kronik af Sørine Gotfredsen, hvori hun sætter spørgsmålstegn ved Triers betydning som værdifuld kunstner. Ifølge Gotfredsen har Trier fået bakset sig selv op i et hjørne af ondskab. Han viser med Nymphomaniac ikke en vej ud af denne ondskab, og derved underminerer han sin egen kunst. Der mangler, med Gotfredsens egne ord, noget opbyggende i filmen.

Det er i virkeligheden ikke nogen ny tanke fra Gotfredsen. Hun har før haft det som kæphest, at kunstneren har et ansvar for at ære livet og det gode, frem for at nedbryde det. Tilbage i 2013, ved en paneldebat under Kulturmødet på Mors, citerede hun løst fra K.E. Løgstrup og påpegede: ”I samme sekund kunsten træder over den grænse, hvor den bliver grim, voldelig, blodig, og egentlig dybest set bare nedbrydende, ville han (red. Løgstrup) ikke længere gå med til at kalde det kunst. Kunst skal opbygge mennesket. Kunst skal ære livet.” På mange måder placerer Gotfredsen gennem Løgstrup hermed et kæmpe ansvar på skuldrene af kunstneren. For at blive i de løgstrupske termer har kunstneren altså så tilpas meget magt over sit publikum – den ”indirekte næste” – at man skal følge nogle helt bestemte præmisser. Disse præmisser blev ifølge Gotfredsen ikke fulgt i Nymphomaniac, og derved er det på sin plads at stille sig spørgende over for, om man med rette kan kalde den kunst.

Reaktionerne herpå var kraftige. Først fra læserne, som i vore dage har muligheden for at kommentere direkte og helt bramfrit på indlægget, dernæst fra Kulturdanmarks øverste hylder.

Læserkommentarerne var i de fleste tilfælde skarpe og saglige.

Enkelte mere platte, men andet var svært at forvente. Gotfredsen gjorde det ikke lettere for sig selv ved at optræde i et vi-

deoklip på nettet, hvor hun stående ved alteret, iført præstekjole og krave, velsignede Trier. Hun kunne ikke have bidraget bedre til det karikerede billede af hende selv som nypuritansk og lettere forarget sognepræst, hvis rene sind var blevet smudset til af en lille smugle nøgenhed og lidt ondskab med ondskab oven på. Brugerkommentarer som ”Det er da evident, at der blevet masturberet kraftigt med krucifikset i biografmørket”, kunne hun med et andet mediegreb nok have undgået.

Reaktionerne fra ’Trier-lejren og anmelderne var mere blandede, men ikke meget mindre nærgående i retorikken. BT bragte en gengivelse af kronikken, som fremstillede Gotfredsens påstande som et angreb på personen Trier, frem for Trier som kunstner.

Hertil indhentede man en kommentar fra Peter Aalbæk, som selvfølgelig kunne afvise Triers sataniske tilbøjeligheder. I Politiken stod vennen og kollegaen Jørgen Leth klar med endnu et forsvar af Trier og opfordrede i den sammenhæng til sympati med de kunstnere, som turde afsøge de fjerneste kroge af ondskaben. Kim Skotte, der er filmanmelder for Politiken og som selv gav filmen fem ud af seks hjerter, fulgte herefter op med et interessant og læseværdigt indlæg, som pointerede, at Gotfredsen burde være Trier taknemlig for at bringe spørgsmål om tro og religion op i en tid, hvor disse fænomener ellers var på tilbagetog.

Ingen kritik, ingen Lars von Trier Kim Skotte har en fin pointe. Trier er som kunstner en gave for tro- og åndsinteresserede, men burde Trier i virkeligheden ikke også takke Gotfredsen? Ser man lidt forbi Gotfredsens tilbøjelighed til at læse det kristne budskab ind i stort set al kunst, så har hun jo ret i, at Trier er gået til yderlighederne – hvad provokation og ondskab angår – og det på trods har han, med Nymphomanaic, måske alligevel lavet sin mest ligegyldige film siden Direktøren for det hele. Tematikken holder ikke til de fire og en halv time, som den reviderede udgave af Nymphomaniac varer, og formen tager undervejs fuldstændigt pusten ud af indholdet. Trier må prise sig lykkelig for, at Gotfredsen som (næsten) enlig svale i lille Danmark tager stilling og stiller spørgsmål til hans kunstværk. Er det da ikke netop det, som gør Trier til en uovertruffen filminstruktør – at man bliver tvunget til at tage stilling? Det blev jeg i hvert fald, da jeg så Melancholia og i særdeleshed, da jeg så Antichrist.

Hvis det store udland på samme måde overgav sig til Lars Von Triers film på forhånd, som det kunne lade til, at de danske anmeldere har gjort, så vil han jo blive fuldstændig dekonstrueret som grænsebrydende og nyskabende kunstner. Der ville slet ikke være nogen Lars von Trier tilbage.

Blandt de danske anmeldere var det kun Per Juul Carlsen fra P1, som kritisk kommenterede på filmens længde og de pro-

HAR KEJSEREN OVERHOVEDET TØJ PÅ?

11

blemstilliner, som undervejs behandles: ”Fortæller han overhovedet noget eller er hele Nymphomaniac en wannabe-intellektuel tomgang henover fænomenet sex?”, spurgte han retorisk, for selvfølgelig er den mere end det. Selvfølgelig er Nymphomaniac ikke bare hjernedød onani, dertil er Trier slet og ret for dygtig. Per Juul Carlsen skriver da også i samme ombæring med meget flotte rosende ord om filmen. Det er en ”forunderligt rig fortælling”, skriver han. Alligevel pointerer han, at Nymphomaniac ikke har en tematik, som kan forårsage rystelser i grundvolden, på samme måde som Melancholia og Antichrist gjorde.

Smal tematik i bombastiske rammer Jeg skal ikke kunne sige, om Sørine Gotfredsen og Per Juul Carlsen ville kunne blive enige om, hvad der er i vejen med Nymphomaniac. Ikke desto mindre befandt jeg mig midt i et underligt virvar af deres synspunkter, da jeg, efter fire og en halv times filmkiggeri, trådte ud af biografmørket og ned i Paladsbiografens popcornlugtende foyer.

Trier havde skuffet mig. Mine forhåbninger om at få åbnet op for nogle helt nye tankestrømme var ikke blevet indfriet. Filmen sagde intet, som ikke var blevet sagt før.

Jeg følte mig fordummet af Trier. Skulle jeg fascineres og forarges af nøgne kroppe ? Han har selv opdraget mig bedre. Jeg ville så inderligt have ønsket, at jeg var blevet kastet rundt inde i mig selv.

At filmen havde siddet fast i mit hoved i dagevis, men det gjorde den bare ikke. De eneste tanker, den satte i gang, kredsede om, hvorvidt det var mig eller filmen, der var noget galt med. Var det min egen fejl, at jeg følte, at overflødighedshornet af sex og tragedie var et barnligt forsøg på at røre publikum? Jeg ledte med lys og lygte efter en underliggende tematik, som ville hæve min oplevelse, men lige lidt hjalp det. For ja, Nymphomaniac er ikke en film om sex, men en film om afhængighed. Og ja, fortællingen om kvinden, som sætter alt til side for sit begær og sine drifter, er momentvis smukt fortalt, men er samtidigt sat op i så bombastiske rammer, at den aldrig kommer til sin ret. Den bliver utroværdig. Filmen fremstod for mig som en light-udgave af Antichrist, og det virkede nærmest symptomatisk for oplevelsen, at det største gys, som gik igennem biografsalen, blev udløst, da Tuva Semmingsens hjerteskærende stemme lidt over midtvejs i filmen satte an, og med et sendte publikum tilbage til Antichrist’s prolog.

Filmen kunne sagtens havet handlet mere om sex og vist mindre sex og stadigvæk have fungeret stærkere. Tænk bare på Gaspar Noés Irréversible, hvor en sex-forbrydelse bliver skildret så ufattelig klamt, uden at man får skubbet eksplicitte kønsdele helt op i ansigtet. I stedet vil Nymphomaniac nok til eftertiden blive husket som Lars von Triers brutale sengekantsfilm – den, hvor de knalder hele tiden. Det er rigtig synd, for filmen har mere potentiale end det,

og det må stå klart for en hver, at Lars von Trier er bedre end det.

Sat lidt på spidsen (og for at provokere provokatøren) kan man argumentere for, at populærkulturen er kommet Trier i forkøbet. Der ikke er langt fra Triers hud-bombardement til Miley Cyrus, som rider nøgen rundt på sin Wrecking Ball.

Kærligheden kigger frem Jeg er ikke enig med Sørine Gotfredsen, når hun hævder, at Nymphomanic er blottet for godhed og kærlighed. Visse steder ser jeg faktisk en tydelig barmhjertighed i hovedkarakteren, Joe. Til gengæld er jeg, muligvis af omveje, enig med hende, når jeg mener, at disse specifikke sekvenser gør filmen til en bedre film. Ja, faktisk til større kunst.

Den sort-hvide sekvens om faderens hospitalsforløb og i sidste ende død er intet mindre end gribende smuk. Kærligheden imellem far og datter virker troværdig, og da Joe bliver opstemt ved sin faders dødsleje, udebliver platheden, da man inden da er blevet oprigtig rørt og ikke frastødt. Man er måske i virkeligheden blevet en lille smule opbygget som menneske. Ligeledes kan den fantastiske tredelte sekvens, lige op til filmes pause, fremhæves.

Til de guddommelige toner af Bachs udagave af ”Ich Ruf’ zu dir Herr Jesu Christ” bliver forskellen på tre samlejer beskrevet.

En beskrivelse, som munder ud i et samleje med Joes første og genfundne kærlighed, Jerome. En kærlighed, som indeholder en fatal konsekvens for hendes seksualitet. Sekvensen er så smuk orkestreret i såvel billede som lyd, at jeg var rørt til tårer, og havde filmen i sin helhed varet to timer, havde denne sekvens muligvis været nok til, at jeg ville havet ment, at den var lykkedes.

Nu endte jeg så alligevel med at være på vej over i det store rosende kor af rygklappere. Det bliver man måske bare nødt til at give Lars von Trier. Selv når han ikke lykkes med en film, får han alligevel startet en debat. Det skal vi være ham taknemlig for. Samtidig må vi også være Sørine Gotfredsen taknemlig for at turde starte debatten. At turde tage bladet for munden og kritisere et national klenodie som Trier. Som Jørgen Leth var inde på, er det vigtigt, at vi udviser sympati for de kunstnere, som tør afsøge de yderste hjørner af ondskaben, men samtidig bliver vi nødt at udvise sympati med dem, som tør stræbe mod det bedste i mennesket. Imellem to idealister som Trier og Gotfredsen må vi bare håbe, at vi dumper ned i den rette midte. Bevidste om ondskaben, stræbende imod det gode.

3 SPØRGSMÅL TIL AHMED AKKARI 12

ISLAMISMENS VÆSEN IFØLGE AHMED AKKARI

3 SPØRGSMÅL TIL AHMED AKKARI 13

3 spørgsmål til Ahmed Akkari af stud.theol. Mathias Harding En længere præsentation af eks-islamisten Ahmed Akkari er vist overflødig - taget i betragtning, at netop denne person i det sidste stykke tid, har været omgærdet af betydelig opmærksomhed. For nylig udkom Akkaris bog ”Min afsked med islamismen - Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark”, hvilket blandt andet revitaliserede debatten om ansvar og skyld i forbindelse med Muhammedkrisen. Desuden giver bogen en førstehåndsberetning om og en øjenvidendeskildring af det islamistiske miljø og dets indflydelse i Danmark. Hans indsigter er kærkomne og værd at læse for enhver, der bekymrer sig om Danmarks fremtid. Af en eller anden grund vil en hel del debattører – især fra venstrefløjen - stadig gerne nedtone Akkaris (og før ham Yahya Hassans) opstillede problemstillinger: ”Han er jo i lommen på den nationale højrefløj”, siges der1. Der er noget tragikomisk over en sådan position: hvis en mand som Akkari fortæller, hvad denne nationale højrefløj har sagt og været bekymret for i årevis (f.eks. omkring de muslimske friskoler i Danmark), lytter man ikke rigtig, fordi det - der siges pr. definition, er proportionsforvrængninger af virkeligheden.

Akkaris opgør er ikke et opgør med alle muslimer, men den del af islam, man i dag kalder islamismen eller politisk islam. Der er mindst to gode grunde til at sondre mellem islam og islamisme.

Den første er den helt åbenlyse, at islam er en lovreligion og en tradition med rødder tilbage til 600-tallet e.Kr., mens islamismen som totalitær ideologi – for alvor er opstået i det 20. århundrede , hos blandt andre Det Muslimske Broderskab. Selvom lovskolerne fra deres opståen i 800-tallet indtil i dag har haft og har betydning for de islamiske retssystemer, har den traditionelle-ortodokse sharia aldrig før været anvendt som enerådende konstitutionel lov. Shariaen som enerådende konstitutionel lov er islamismens nytolkning2. Hermed ikke sagt, at islam og islamisme ikke på flere områder ligger i forlængelse af hinanden: snarere end at hævde, at islam og islamisme er én og samme størrelse kunne man sige, at islamisme også er islam - det være sig militant islamisme som ikke-militant islamisme. Ismen er tilmed blevet en integreret og omsiggribende del af islam af i dag. Den anden grund til at sondre går på, at ikke alle muslimer nødvendigvis deler eller er

sig bevidst om islamismens ideer og mål. Derfor er det uhensigtsmæssigt at koble islam (læs: alle muslimer) med islamisme, hvis man ønsker at frikende alle ikke-islamistiske muslimer.

Jeg har stillet Akkari tre spørgsmål, der gerne skulle give et billede af islamismen i verden – herunder i Danmark: 1: Du kalder dig selv tidligere islamist (ikke at forveksle med militant islamist). Tilhørte du en bestemt politisk-ideologisk bevægelse?

Jeg tilhørte sunni islam og studerede sharialoven, som den tolkes af de fire traditionelle-ortodokse retsskoler: hanbali, shafi’i, maliki og hanafi. Derudover var jeg påvirket af delvis salafismen og Det Muslimske Broderskabs ideologiske metoder og tilgange. Dog var jeg i løbende forbindelse med sufier, dawaerne og i korte periode introduceret for shiitisk islam.

2: Kunne du give et bud på islamismens væsen?

Begrebet islamisme dækker over en række organisationer, grupper og forsamlinger, som har denne isme til fælles. De arbejder politisk, socialt og/eller militant for i Guds navn at opnå en verdslig magt gennem religionen islam. Målet for islamismens kræfter er at overtage magten og binde folk til en bestemt tolkning af tro og lov. Islamisme er for mig at se helt kort: at kræve monopol på sandheden og aktivt at gå efter at omvende verden til den. Islamisme findes i mange variationer og ses i forskellige styrker, men fælles for alle islamister er at hævde, at sandheden er givet i en bestemt tolkning, som de så står for at formidle. Denne tolkning hævdes at lede til nåde hos Gud og til det gode liv her på jorden.

Alt dette kræver så, at de arbejder for at overtage magten i Guds navn og indføre de love og regler, som de baserer deres syn på.

Det ønskede resultatet kunne være et Khalifat med et enevældigt statsoverhoved eller en teokratisk stat med et præstestyre, eller med en mufti som reel leder. Nogle islamister hævder at ville indføre republik og tillade medbestemmelse og begrænsning af lederens styre, men det betyder ikke, at de vil lade et parlament, der reelt afspejler folkets vilje - bestemme lovningen. Her vil de religiøse ”hellige” regler – som jo er givet af Gud ifølge deres

3 SPØRGSMÅL TIL AHMED AKKARI 14

ubestridelige tolkning – sætte grænsen for hvad folket kan og ønsker. Det vil betyde et reelt magtmonopol for de religiøse ledere og for den islamistiske ideologi og ingen grundlæggende medbestemmelse til folket. Vejen til denne verdslige magt på jorden går gennem at påvirke og styre almindelige muslimer i retning af denne særlige tolkning og forbyde dem at lytte til andet. Islamismen dækker over en bred skare af religiøse muslimer, der alle er tilknyttet sharias love og ser al mulig anden form for lovgivning som kættersk og blasfemisk mod ’Guds vilje’ på jorden. Som konsekvens af det nævnte, opdeler islamister derfor verden i tre grupper og opretholder en tydelig dom over de tre grupper. De troende er frelste og dækker - som udgangspunkt - over enhver, der er muslim. De vantro er fortabte og urene. De dækker - som udgangspunkt - over resten af verdens ikke-muslimer. Endelig er der hyklerne, som er muslimer, der beskrives som muslimer, der ikke oprigtigt mener, hvad de siger, og de kan være lige så grove som vantro eller endnu værre. De islamistiske eliter opretholder monopol på og udlægger hvilke muslimer, der er vantro eller hyklere. Opdelingen af muslimer sker ud fra Koranens tekststeder.

Islamismen arbejder målrettet på at påvirke alle muslimer i retningen af denne tolkning. Derudover ophæver islamister skelnen mellem stat og religion og ser gerne, at ’Guds vilje’ ikke opdeles eller overgives til menneskelig forhandling. Dermed kan en islamist reelt set ikke tilslutte sig retsstaten Danmark, ej heller Grundloven, der ses som blasfemisk og kan dermed heller ikke godkende demokratiets grundlag og styreform.Islamismen afviser fuldstændigt eller delvist den kritiske fornuft som et vildledende element i lovgivningen. Mærkeligt nok opdager jeg ved undersøgelse at islamisters højthævdede overgivelse til ’Guds ene sandhed’, at de selv tolker løs på forståelsen af Guds ord og lov og kan skrue op og ned for shariaens ord efter behov og politisk bekvemmelighed. Hermed er det underligt, at den parlamentariske styreform, hvor pragmatisk forhandling om love med mennesket i centrum, afvises helt eller delvist som blasfemisk. Islamister udtrykker islamismen i mange forskellige grader, og dermed er det ikke altid lige nemt at se og forstå, i hvor høj grad en person tilslutter sig islamismen. En islamist kan være alt lige fra militant, traditionel-ortodoks, radikal, missionerende, revolutionerende til ”såkaldt” moderat islamist. Disse forskellige typer både indenfor sunni og shia islam. Shariasynet er ens for islamister, men der er variation i graden af implementering, og derfor ser man fejlagtigt på visse modererede tolkninger som værende moderate eller åbne. Denne opfattelse er faktuelt ukorrekt og den bør undersøges nærmere. Generelt set kan det dog siges at islamister er grundlæggende traditionelt-ortodokse og ideologisk forankret i et teokratisk tankesæt. I Vesten udfordres dette grundsyn både af de demokratiske retsstater og af oplysningstidens filosofi og livssyn,

der centrerer sig om menneskets frihedsrettigheder og fornuftens kraft. Tilmed udfordres islamismen i Vesten af de positive konsekvenser som Luthers tanke om den enkeltes samvittighedsfrihed og hans berømte skelnen mellem verdslig og åndelig regimente har haft.Der opstår gnidninger og svære integrationsproblemer, som tydeligt kommer til udtryk i den adfærd de muslimske grupper og individer udviser. Jeg ser tydeligt, at problemet hos den muslimske minoritet ligger i friheds- og samvittighedsforståelsen i kraft af den stærke religiøse og kulturelle elite, som styrer forståelsen og stiller sig som selvvalgte repræsentanter for muslimer.

3: Kan og bør islam tænkes uafhængigt af islamistisk tankegods?

Islam bør have plads til fri individuel tolkningsgrundlag, men islamismen stiller sig kraftigt i vejen for et hvert forsøg. Et eminent eksempel er den kendte professor Nasr Hamid Abu-Zeid fra Egypten, som blev skilt fra kone og jaget på flugt fra det traditionelle al-Azhar universitet. Han kom bl.a. til Danmark i 2005 og Politiken lavede et stort portræt med ham. Abu-Zeids historie er meget sigende for den udfordring, som fritænkning - baseret på rationel fornuft - står overfor. For en dybere forståelse af islamismen som en ideologi anbefaler jeg Mehdi Mozaffaris bog: ”Islamismen - en orientalsk totalitarisme” udgivet 2013.

Illustration: Foto: Jens Dresling / POLFOTO - Ahmed Akkari under Muhammedkrisen i 2006

Noter: 1 Et eksempel på en sådan position er Lasse Ellegaard i Information 11.04.2014:”Fænomenet Ahmed Akkari – mere fup end fakta”.

2 Læs i øvrigt Bassam Tibis redegørelse for denne pointe i hans bog:”Islamism and Islam”(2012) s.158-176. Man kunne indvende, at det wahhabistiske Saudi Arabien trods alt må karakteriseres som en islamistisk stat. Det afviser Tibi dog: ”Saudi Arabia is a traditional tribal monarchy, not an Islamist state, though it uses Islam as a source of legitimacy. Wahhabism is a variety of Salafism (orthodox, traditional Islam), not Islamism.” S .205ø Tibi.

ARKEN

ANMELDER

ARKEN ANMELDER 16

KONTINUITET OG RADIKALISME Anmeldt af lektor Nils Holger Petersen Kontinuitet og Radikalisme: Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede, red. af Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt (København: Forlaget Vartov, 2013), 296 sider.

Lad det være sagt med det samme: Der er tale om et værk, der dokumenterer og viderefører en stor del af et helt århundredes mest markante danske teologiske debat. Redaktørerne har med en formidabel indsats og stor teologisk kyndighed udvalgt centrale tekster (og tekst-dele) fra Studenterkredsens tidsskrift, der blev udgivet mellem 1933 og 1997, til belysning af diskussionerne om dansk teologis

fornyelse gennem det 20. århundrede.

Desuden har de formået at få centrale og eftertænksomme deltagere i nutidens teologiske diskurser til at kontekstualisere og diskutere de valgte historiske tekster og supplere dem med egne betragtninger. Bogen er på den måde blevet til en guldgrube af tekster, der viser, hvordan teologer med tilknytning til Studenterkredsen igennem hele århundredet i dyb uenighed forsøgte at tænke og formulere kristendom i forhold til nye udfordringer, på måder, der stadig kan give anledning til overvejelser og diskussion.

Bogen er ‒ udover redaktørernes indledning hvor der gøres rede for bogens hen-

sigt og opbygning og gives en skitse af Studenterkredsens historie ‒ opdelt i 11 tematiske kapitler, hver især forbundet med en afgrænset tidsramme. Hvert kapitel rummer 3 tekster fra tidsskriftet knyttet til det pågældende tema og tidsperioden samt en ny-skreven tekst til videre belysning af de historiske tekster; de nye bidrag er dog nok så meget selvstændige bidrag til den overordnede problematik i kapitlet.

Netop dette gør bogen til meget mere end en antologi; den bliver dermed også til en aktuel teologisk debatbog med afsæt i den betydning, som Studenterkredsen (eller Studenter-kredsene i København, Århus og Odense) har haft; en betydning som

ARKEN ANMELDER 17

bogen selv dokumenterer med stor overbevisning. De mest kontroversielle, inspirerende og skarpeste teologiske hoveder i Danmark havde ‒ i hvert fald i perioder ‒ deres gang i Studenterkredsen og skrev i Studenterkredsen(e)s publikationer.

Redaktørerne påpeger i deres indledning, at de har begrænset sig til egentlige teologiske problemstillinger, skønt Studenterkredsen beskæftigede med en meget bred vifte af spørgsmål. Begrundelsen har været at gøre bogen så fokuseret som muligt. Det forekommer mig at være et klogt valg, for bogen rammer ‒ skønt redaktørerne selv understreger bogens begrænsning i, at den kun forholder sig til den teologihistorie, der udfoldedes inden for Studenterkredsen ‒ på den måde centralt ind i modernitetens danske teologihistorie og vil give både studerende, lærere i teologi- og kirkehistorie, og teologisk interesserede læsere mange ”nye” tekster til belysning af de store spørgsmål i moderne dansk teologi, først og fremmest vedr. grundtvigianismen, den dialektiske teologi, og tidehvervs indre diskussioner og ‒ hen ad vejen ‒ splittelser i hinanden modsatte (og til dels indbyrdes bekrigende og i hvert fald diskuterende) bevægelser eller individuelle standpunkter, herunder ikke mindst den nye (grundtvigianske) teologi, som Løgstrups skabelsesfilosofi har givet anledning til.

Det siger sig selv, at det ikke er muligt i en anmeldelse at komme ind på alle artikler og slet ikke at yde de mange diskussioner retfærdighed. Det er næppe heller overraskende, at bogen er ujævn i den forstand, at nogle bidrag fremtræder udpræget tidsbundne, og dermed først og fremmest har historisk interesse, medens andre kan læses som tekster, der umiddelbart engagerer og ægger til enten modsigelse eller enighed og altså i en vis forstand fremtræder som samtidige udover den historiske interesse også de har. På den måde kan man sige, at

bogen både er dansk kirkehistorie og en nutidig debatbog, og at de to aspekter føjer sig helt naturligt ind i hinanden.

Det er tydeligt, at de forfattere, der har påtaget sig at skrive nye tekster ind i sammenhæng, har reageret ganske forskelligt på den udfordring, og ‒ ikke overraskende ‒ i høj grad i overensstemmelse med deres primære faglighed. Således er Tine Reehs og Jes Fabricius Møllers artikler om henholdsvis Barthianismen i mellemkrigstiden og om den grundtvigske højskolebevægelses forhold til nazismen afbalancerede og nuancerede primært historiske kommentarer og tolkninger på baggrund af og omkring tekststykkerne i deres kapitel. I de to meget tæt sammenhørende kap. 5 (om Tidehverv og spørgsmålet om evangeliets forhold til menneskelig erfaring) og kap. 6 (om forudforståelse for evangeliet og ikke mindst om den historiske Jesus’ mulige plads i den kristne forkyndelse) er Thomas Reinholdt Rasmussens og Torben Brammings nye bidrag derimod partsindlæg, der direkte tager stilling til de teologiske positioner i teksterne i deres respektive kapitler og optræder som en slags teologiske dommere og altså gør sig samtidige med teksterne, eller måske snarere opfatter de tekster, de skriver omkring, som nutidige debatindlæg.

Det er alt sammen fint nok og bidrager til bogens mangfoldighed, men viser også, i hvor høj grad redaktørernes valg af disse moderne kommentatorer præger bogen.

En ‒ overordnet set (for hver enkelt forfatter har sin egen stil og tilgang) ‒ tredje tilgang finder man hos bogens måske (i hvert fald i mine øjne) mest inspirerende ny-skrevne bidrag. Ole Jensens og Viggo Mortensens beskrivelser af deres egne oplevelser af de debatter, teksterne i deres kapitler vedrører, er fortalt med klar stillingtagen, men forbundet med en historisk (selvbiografisk) fortælling, der gives med stor generøsitet og forståelse også for modstanderne. I Ole Jensens til-

fælde med et skarpt og humoristisk-kærligt blik på Johannes Lauridsen (der er forfatter til samtlige 3 tekst-udsnit i kap.

7), som han (ikke overraskende for den, der har været med længe nok i den danske teologiske verden) på én gang er rygende uenig med og samtidig beskriver på en solidarisk måde med et overskud, der ‒ uanset, tror jeg, om man, som jeg, har stor sympati for og enighed med Jensens teologiske anliggende eller ej ‒ gør hans artikel til en fornøjelse at læse.

Jeg vil ‒ og det bliver nødvendigvis subjektivt udvalgt ‒ diskutere to punkter i bogen, for at vise i hvert fald nogle af de interessante diskurser, det drejer sig om: Som allerede nævnt handler kap. 6 (og for så vidt også både kap. 5 og kap. 7, og dvs en ganske substantiel del af hele bogen) om evangeliets (altså det kristne budskabs) forhold til det moderne menneskes forudforståelse af tilværelsen. Spørgsmålet udfoldes ikke mindst i sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt den historiske Jesus er nødvendig for, eller overhovedet har en egentlig plads i, dette kerygma. Det er en klassisk moderne diskussion med tråde tilbage til tolkningen af Paulus og Johannes-litteraturen i NT, og som ikke mindst udfoldes på baggrund af Bultmanns afmytologiseringsteologi og Barths (modsatte) skarpe skel mellem den menneskelige erfaring og Guds Ord ”senkrecht von oben”. Positionerne er velkendte, men præsenteres her med tekster, som i hvert fald jeg ikke kendte, og som er ganske spændende og desuden fremfører deres pointer på meget original vis.

Johs. Horstmann skriver i en tæt, men også meget velskrevet tekst om fornuftens kritik af ”ortodoxiens” dogmatik (”Kritik og forkyndelse” fra 1957), at denne (moderne) fornuftskritik ikke kan føre til andet end destruktion af det kristne (mytiske) kerygma. Horstmanns pointe er, at det netop er på den (kritiske) baggrund, kerygmaet så selv kan trænge frem som

ARKEN ANMELDER 18

det, det er: ”[…] netop derved, at den destruerer, bruger Gud den til at føre mennesker derhen, hvor han atter kan tale og mennesket høre” (s. 154). For Horstmann bliver Bultmanns afmytologisering modsat til et forsøg på retfærdiggørelse af kerygmaet, fordi det derved gøres acceptabelt for mennesker, formuleres på menneskets præmisser. Horstmann plæderer med andre ord for det mytiske evangelium uden afmytologisering. Horstmann argumenter mod afmytologiseringen, fordi den ”er et stykke apologetik” (s. 153).

Modsat Horstmann gør Løgstrup i en, for mig ligeledes ukendt, lysende klar tekst (”Kristendom uden den historiske Jesus” fra 1965) rede for sit standpunkt, at medens Paulus og Johannes i NT godt kunne formulere det kristne budskab uden at gå ind på den historiske Jesus (andet end selve hans historicitet), så er det ikke længere muligt ”i dag”, fordi mens de tænkte mytisk, er dette kristne kerygma blevet meningsløst for det moderne menneske, om ikke det også forstår anledningen til troen på det mytiske budskab. Den anledning er den historiske Jesus og hans forkyndelse, som i sig selv står i kontinuitet med (og derfor kan belyse) kerygmaet.

Løgstrup argumenterer altså også mod Bultmann (men helt anderledes end Horstmann), der hævder, at det kun er ”das Dass”, som er afgørende for forkyndelsen, altså det, at Jesus har været, dvs den blotte historicitet. For Løgstrup handler det, for så vidt som det gør for Bultmann i andre sammenhænge, om at troen ikke må blive et sacrificium intellectus: Det må ikke blive nødvendigt at opgive sin fornuft for at kunne tro, i så fald bliver der tale om en gerningsretfærdighed på en ny måde, (Ole Jensen påpeger i kap. 7, at Løgstrup og eksistensteologerne gensidigt beskyldte hinanden for gerningsretfærdighed, s.

196). Endelig argumenterer Jørgen K. Bukdahl (”Tilstand og tilstand er to ting”, 1965) ‒ mod Johannes Lauridsen ‒ for at

skille forståelsen af mennesket som skabt fra forståelsen af frelsen i Kristus, således at skabelsesforståelsen kan opfattes som noget, der går forud for frelsen og i den forstand er noget andet end et øjeblikkeligt opstået glimt i frelsens øjeblikslys.

Torben Bramming (”Forkyndelse i elpærens klare skær”, 2013) tager som allerede sagt kontant stilling i diskussionen og forkynder, at det er Horstmann, der har ret. For Bramming er Løgstrup og afmytologisering fælles om at skære ”Skriftens egentlige udsagn” til, så de ”passer i det virkelighedsparadigme, som man i efterkrigstiden anså for at være virkeligheden” (s. 168). En videre pointe hos Bramming er, at afmytologiseringsteologien ”lukkede vejen til Skriften, som er kirkens grundbog” (s. 171). Selvom det er vel patosfyldt at hævde det lige i den sammenhæng, kan jeg godt følge ham i at afmytologisering (også) rejser problemer i så henseende, men det gør for mig at se alle former for moderne teologi (undtagen en bibelfundamentalisk teologi som så til gengæld rejser et andet problem), også Horstmanns. Bramming refererer selv med tilslutning Gustav Brøndsteds tanke om løgnen i NT (s. 170) og distancerer sig (og alle i Tidehverv) fra fundamentalisme.

Bramming taler om det at ”genfinde skriften som kilde til kirkens og den enkelte kristnes trosliv” som en af de største teologiske udfordringer (s. 171-72). Jovist, men det er vel et fælles problem for moderne teologi, at en bibelsk legitimering af teologiske udsagn beror på teologens tolkning og dvs på teologens teologi. Det gælder ikke mindre for Horstmann end for Løgstrup, og den historiske Jesus er unægtelig ikke helt ukendt for NT. Og selvom Grundtvigs mageløse opdagelse er det bedste greb, jeg kender, i den sammenhæng, kan man næppe hævde, at man derved er ude over en subjektivitet som et moderne uomgængeligt fænomen. Mon ikke det også var en sådan erkendelse,

”

I bogen som helhed er der, som det forhåbentlig er fremgået, tale om mange særdeles tankevækkende og ind i mellem provokerende og nogle gange ligefrem brillante indlæg. Det er faktisk meget og man må være redaktørerne særdeles taknemmelig for de bidrag, de har udvalgt, og som så igen har givet anledning til adskillige igen videre igangsættende artikler. Der er meget at blive inspireret af, meget at være uenig i, og bidrag også af meget vekslende litterær kvalitet. der lå bag, at Johannes Lauridsen kunne have et uproblematisk fællesskab også med teologer, som han anså som kættere (jf. hele kap. 7 og ikke mindst Ole Jensens beretning om forholdet til Lauridsen)?

Undervejs i kapitlerne 5‒7 var jeg ved at køre træt i de mange om sig selv meget lukkede tidehvervske (metaforiske?) formuleringer som f.eks. begrebet om en tom forudforståelse (Krarup og Reinholdt Rasmussen, s. 129‒30 og 142) og tilsvarende sætningen om loven, der aldrig kan ”være ophævet for den kristne”, men hvor ”loven har intet indhold” (Reinholdt Rasmussen, s. 146), som jeg godt véd kan udfoldes og forklares, men som mangler en billedlig prægnans, der gør paradokset umiddelbart talende. Men historisk er disse formuleringer interessante som tilspidsede (og for mig at se problematiske) eksempler på voldsom abstraktion i formuleringen af kristendom i skarp modsætning til de påstande, som de udspringer af, at kristendom er noget, der sker, ikke en teori.

Et andet tema, som ligger tættere på, hvad

ARKEN ANMELDER 19

jeg selv beskæftiger mig med bearbejdes i bogens kap. 10, som hedder ”Det helliges former: Æstetisk teologi”. Jørgen Bukdahl (”Æstetik og teologi”, 1978) skriver om det vanskelige forhold mellem kunst og kristendom, når kristendommen ikke ses som religion; om det etiske og det æstetiske som konkurrenter (på baggrund, naturligvis af Kierkegaard) med udgangspunkt først og fremmest hos Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig. Desuden gives et par interessante, men dog ganske korte blik via breve på Per Højholts venlige, men klare afvisning (1981) af en opfordring fra Hans Hauge til at skrive en artikel til Kredsen på baggrund af Jørgen I. Jensens diskussion af P.G. Lindhardt-prædikener som kunst, fordi ”avancerede teologer er avancerede i et på forhånd lukket univers, risikoen hedder gud ligemeget hvordan de end skaver sig” (s. 253). Endelig er der en tekst af Jørgen Dehs (”Genopdagelsen af det moderne”, 1987), som omhandler postmodernisme som en opdagelse af traditionen på modernitetens betingelser, og i den forstand er en ”genopdagelse af dette moderne” (s. 254), med referencer til Kierkegaard og Baudelaire undervejs.

Man kan nok spørge, om Dehs’ tekst ikke havde været bedre placeret i kap. 11 om postmodernismen, der rummer interessante bidrag af Helmuth Friis, Thorkild Grosbøll, Niels Grønkjær og en afsluttende ny-skrevet virtuos apoteose af Carsten Pallesen, der både er nostalgisk tilbageskuende på hans egen teologiske biografi og samtidig frit fabulerende, teologisk-sprogfilosofisk, og i sit forhold til Luther ‒ og hans virkelig også frapperende sprogfilosofiske tilgang til forståelsen af nadveren i Vom Abendmahl Christi (1528) med sprogfiguren synekdoke ‒ både inciterende og postmoderne fri til at integrere poststrukturalistisk filosofi i sammenhæng med klassisk teologi denne afrundende og samtidig i høj grad åbnende afslutning på bogen.

Dorthe Jørgensen påpeger i sin velskrevne og sagligt upolemiske kommenterende artikel i kap. 10 (”Teologisk æstetik i Norden? Den ’æstetiske vending’ til diskussion”, 2013), at hverken Bukdahls artikel eller den beskæftigelse, der har været blandt teologer i Norden (og hun refererer her bl.a. til de centre og den forskning, som har foregået og foregår på Det Teologiske Fakultet i København, herunder også aktiviteter, som jeg har stået for) egentlig drejer sig om æstetik i den egentlig forstand af dette ord, hvormed hun ‒ som hun har gjort det i en række væsentlige bøger i en årrække ‒ henviser til den filosofiske æstetik, som først blev påbegyndt af A.G. Baumgarten i første halvdel af det 18. århundrede, en erkendelsesteori, en erfaringsfilosofi (s. 258). Hun bemærker, at titlen på Bukdahls artikel i så henseende er misvisende (hvortil man nok kunne replicere, at ordet æstetik vel i vid udstrækning også er blevet anvendt og stadig anvendes på en betydelig bredere måde end den præcise bestemmelse af ordet hos hende). Men hendes påpegning er rigtig, hele vejen igennem, og i de fleste tilfælde, som f.eks. det arbejde og de publikationer, der er udgået fra centrene og projekterne ved fakultet i København, er der da heller ingen, der har hævdet, at der skulle være tale om et alment arbejde med æstetik; det har netop været arbejde specifikt med kunstproduktion i forhold til teologi, og primært i en historisk kontekst (uanset at den også ofte har været samtidshistorisk).

Situationen, som Dorthe Jørgensen skildrer den, bliver da også hos hende først og fremmest brugt til at plædere for, at en sådan teologisk æstetik vil være en vigtig ny åbning for teologien; den ”inviterer […] til at bevæge sig på et ontologisk niveau”, hvor det handler om ”erfaring, der hverken er initieret eller styret af os. Som derimod overgår os som en tildragelse, der omkalfatrer vor forståelse af os selv og verden, fordi denne erfaring åbner verden”.

Med andre ord peger kap. 10, måske mere end nogle af de andre, ud over hvad der har foregået af diskussioner (både i Studenterkredsen og i andre teologiske fora), ind i en ny kontekst, en kontekst som i høj grad er ny-etableret gennem Dorthe Jørgensens egen forskning. I den forstand kunne man sige, at hendes bidrag falder uden for bogens egentlige (historisk aktualiserende) rammer, men den gør det på en i høj grad interessevækkende måde ved at påpege begrænsninger i de diskussioner, der er blevet ført, og i de interesser, der har gjort sig gældende til nu. Det kan man kun tage til sig og være opmærksom på fremover. Samtidig kunne man vedr. kapitlet som helhed spørge, om der ikke i Kredsen fandtes mere med egentligt fokus på kunst og kristendom, som kunne have gjort tekstgrundlaget for kapitlet (og dermed også for Dorthe Jørgensens diskussion af faktisk stof fra Studenterkredsen) vægtigere?

I bogen som helhed er der, som det forhåbentlig er fremgået, tale om mange særdeles tankevækkende og ind i mellem provokerende og nogle gange ligefrem brillante indlæg. Det er faktisk meget og man må være redaktørerne særdeles taknemmelig for de bidrag, de har udvalgt, og som så igen har givet anledning til adskillige igen videre igangsættende artikler.

Der er meget at blive inspireret af, meget at være uenig i, og bidrag også af meget vekslende litterær kvalitet. Lad mig i den forbindelse også nævne en af de tekstlige perler, Johs. Sløks ”Den skrækkelige historie” (1982), som er tankevækkende og desuden fænomenalt godt skrevet.

I alt er det mildest talt godt gået, af de mange medvirkende, men ikke mindst af de unge redaktører! Tillykke og tak.

ARKEN ANMELDER 20

SAMFUNDSBYGGEREN Anmeldt af stud.theol. Kristoffer Garne ”Samfundsbyggeren.

Artikler om Grundtvigs samfundstænkning.” Ove Korsgaard og Michael Schelde (red.).

Forlaget Anis, København, 2013. 251s.

Nærværende bog udkom allerede sidste år, men da den ikke ligefrem prætenderer at være et stykke aktuelt indlæg, men et bidrag til Grundtvig-forskningen, turde en let forsinket anmeldelse alligevel være på sin plads.

Nok en Grundtvig-antologi Der er udkommet og udkommer til stadighed et hav af Grundtvig-litteratur. Til sta-

dighed forsøger man at gøre skjalden og nationalikonet aktuel og tilgængelig i form af tematiske læsninger og systematiske undersøgelser. Udgivelserne er ofte præget af en forening af grundige studier og en folkelig, formidlende fremstillingsform; man ønsker, at vinde indpas for Grundtvigs tanker, det være sig om skolen, kirken, teologien, folkelivet, demokratiet eller i dette tilfælde: samfundstænkningen.

Som i så mange andre tilfælde i den nyere forskning, hvor centre har vundet indpas som forskningsenheder, har man her valgt antologiens form. De færreste har åben-

bart tid endsige evner til at skrive en hel monografi om et bestemt emne, og idet man ønsker at belyse et emne fra flere vinkler og inddrage den størst mulige ophobning af specialisering og ekspertise, kan bogens form med de mange artikler være med til at sikre både bredde, fordybelse og læsevenlighed. Når det går værst for sig kan det dog også ende med at stikke i øst og vest, være fuld af genbrug og halvsløsede artikler, eller bogens samlede tema eller det fælles spor de forskellige artikler imellem forsvinde for læserens blik. Der påligger redaktørerne af sådanne værker en stor opga-

ARKEN ANMELDER 21

ve her, og man må spørge sig selv, om det egentlig er lykkedes i dette tilfælde.

Samfundsbygning Bogen her er ifølge det ret sparsomme forord udsprunget af Grundtvig Centerets (sic!) arbejde fra 2009-12, hvor begrebet om samfundsbygning har stået central i undersøgelser af og konferencer om individ og fællesskab i relation til Grundtvig.

Ove Kaj Pedersen står for den første artikel, som man må betragte som den egentlige indledende, skønt han ikke er blandt redaktørerne. ”Tre teser om en legende” hedder den, og her får vi rullet de sædvanlige udsagn op, om Grundtvig store og altafgørende indflydelse på det danske samfund, the standard narrative om den danske velfærdstat, frihedstraditionen, sammenhængskraften, demokratisk dannelse osv. som et direkte produkt af guldalderens tænkning med Grundtvig som den afgørende spiller. Nuvel, Ove Kaj Pedersens artikel er fyldt af gode perspektiver og vejledninger for greb, forskningen i Grundtvigs samfundstænkning kan tage, og er forfriskende afvejende og nøgtern i dens indledende forsøg på at placere Grundtvig og dermed grundtvigforskningen i det historiske og nutidige forskningslandskab. Men hvor ved Ove Kaj Pedersen noget om Grundtvig fra? Ingen referencer, kun yderst sparsomt til sekundlitteratur. Så det, der skulle stå som bogens afgørende tese i undersøgelsen af Grundtvig som samfundsbygger, hvad det så end betyder, nemlig at for Grundtvig var det nødvendigt ”at bygge samfund til forudsætning for nation og stat”, kommer til at som et tomt postulat, når vi knapt i antydelsens form hører om, hvad Grundtvig forstod ved disse størrelser. Nuvel, Pedersens bidrag er en indledende og tesebåret artikel og slutter også åbent, så det ville have været at forstå og i hvert fald at tilgive, hvis bogens følgende artikler havde sat sig for

at afklare dette. Det gør de imidlertid ikke.

Så er Michaels Böss næste artikel langt bedre. Her er godt med referencer til vægtige studier i Grundtvig, og artiklen lever op til sin formål, nemlig at skitsere en moderne nationalismeteoretisk ramme, der kan nuancere og revidere forståelsen af Grundtivgs nationalisme. Den kunne danne et fint til udgangspunkt for kommende studier, men de følgende artikler samler desværre ikke denne handske op, så det må vi vente (forgæves?) på.

Grundtvig indsatte ”folket som kernen i samfundets symbolske orden, hvad han viser ved en mængde referencer til afgørende skrifter hos Grundtvig og interessante sammenligninger med Luther. Men det har Ove Korsgaard skrevet om, hvis ikke bedre så i hvert fald før, andre steder, hvad litteraturlisten da til dels også afslører, og man havde derfor håbet, at han som redaktør af bogen kunne have inddraget andre af bogens artikler og skrevet et bidrag, der i højere grad bandt bogen sammen og demonstrerede vigtigheden af disse andre studier for den samfundsmæssige Grundtvig-forskning.

De to altid suveræne og dygtige kirkehistorikere, begge i øjeblikket tilknyttet fakultetet, Martin Schwarz Lausten og Kim Arne Pedersen står for bogens to bedste artikler. Schwarz Lausten skriver om Grundtvigs syn på jøder og Kim Arne Pedersen en afgørende artikel om Grundtvig og det sociale spørgsmål. Begge godt og med afgørende indsigter. Førstnævnte må dog betragtes som et sammensurium af afsnittene om Grundtvig i Schwarz Laustens store syvbindsværk om jøder i Danmark, mens sidstnævnte er et genoptryk fra en tidligere antologi ”I himlen således også på jorden (Nils Gunder Hansen m.fl., 2010), i hvis sammenhæng den passede langt bedre. Begge artikler undersøger vigtige emner, og bør læses af enhver interesseret. Men jeg ville anbefale, at man i stedet opsøger dem i deres rette og oprindelige sammenhæng; i redaktørernes fjollede idé om en antologi om samfundsbygning stikker de lidt ud.

Ove Korsgaard kunne jo som redaktør af bogen passende inddrage de andre artiklers metoder og ansatser i sin artikel, men det vælger han altså ikke at gøre. ”Grundtvigs bidrag til opbygningen af en ny symbolks orden” hedder artiklen, og er et grundigt og velskrevet studie i, hvordan

Og det samme gør de sidste tre artikler.

To af dem handler om henholdsvis det Grundtvigløse Sverige og de grundtvigske dansk-amerikanere. Fint nok og sjov læsning, men hvorfor lige her og på denne måde? Inge Adriansen gennemgår i sin fremragende artikel en mængde af grundt-

Artiklerne Johannes Adamsen forsøger i sin artikel at skitsere en nationalmental geografi som udgangspunkt for at forstå Grundtvigs forståelse af det nationale i dets historiske kontekst. Her er det særligt Fichte og Herder, der står for undersøgelser.

Grundtvig læste Herder og Fichte, det ved vi, og det er undersøgt hundrede gange før. Artiklen er velskrevet, konsistent og fremdrager nogle vigtige hovedpointer.

Men som Grundtvigforskning er det ubrugeligt, hvad artiklen da også selv indrømmer: Her er intet om Grundtvig selv, ingen referencer til, hvad han har og læst og samlet op hos de store tyskere, og hvad han ikke har. Alligevel tør skribenten konkludere, at Grundtvigs position ligger forbavsende tæt på Herder og Fichte. Jeg spørger igen: Hvor ved han det fra? Man savner den grund(tv)ighed, som tidligere studier på området har udvist, og især savner man, at Adamsen havde givet at læse denne litteratur, hvad litteraturlisten afslører kun i ringe grad er tilfældet.

ARKEN ANMELDER 22

vigianismens vigtigste symbolske iscenesættelser og deres forskydninger over tid: Bygningsstil, højskolesangboge, højskolebladet, bondehjemforsamlinger mm. Velskrevet og rigt illustreret, og god læsning, især, forestiller jeg mig, for de, der ikke måtte kende til denne sælsomme grundtvigske verden og dens mange identifikationsmærker og særlige skikke. Især skal den have ros for at påpege den for enhver åbenlyse udvanding, der er sket i grundtvigianismens og dens tilhørsforhold til gamle selv og hans tanker. Men handler det om Grundtvigs samfundstænkning? Nej. Hvis man er interesseret i den, må man altså med få undtagelser gå andre steder hen end til denne antologi. Et sammenhænge studie er svært at pege på, hvad også til dels retfærdiggør i hvert fald idéen bag denne bog, men sekundærlitteraturen er nærmest utællelig. Et par gode anbefalinger ville være Lundgreen-Nielsens kapitel om Grundtvig i Dansk Identitetshistorie, Holger Kjærs Tolerance eller Frisind, den stadig ikke uovertrufne indføringsbog fra 1983 Grundtvig og grundtvigianismen i nyt lys, eller de mange detailstudier i den årligt udgivne Grundtvig-Studier. Eller man kunne, hvad åbenbart kun i ringe grad er faldet redaktørerne og bidragyderne til denne bog ind, gå til manden selv. Det sker alt, alt for sjældent. Grib som det første højskolesangbogen, læs heri de sange af Grundtvig, der er anført under afsnittet ”frihed og fællesskab”. Det giver langt mere udbytte end nærværende antologi.

Grundtvig-forskning?

Man får let den mistanke, at bogen kun er udgivet for, at Grundtvig Centeret skal markere sig selv og dets forskning fra 2009-2012, men i så fald må man nok spørge, hvad folkene her har bedrevet?

Grundtvigforskning er det i hvert fald ikke.

Nuvel, man ikke ligefrem keder sig under læsningen, men hvad pokker har Michael

”

Man får let den mistanke, at bogen kun er udgivet for, at Grundtvig Centeret skal markere sig selv og dets forskning fra 20092012, men i så fald må man nok spørge, hvad folkene her har bedrevet? Grundtvigforskning er det i hvert fald ikke.

Schelde, bogens ene redaktør og leder for Grundtvig Centeret, foretaget sig?

Holdet styr på tropperne og bogens indre sammenhæng har han i hvert fald ikke.

Samfundsbygning, kalder de det, de har forsket i, men efter bogen her at dømme dækker det, hvis man skal være hård, blot over rodløse og halvfærdige-halvflyvske studier i et eller andet med samfund. Hvis man vil forsøge at tage antologien seriøst, kan man udover de påpegede mangler og underlige prioriteringer spørge sig selv (hvad i øvrigt også i høj grad gælder for Grundtvig Centerets arbejde i det hele taget), hvor de afgørende, kirkelige, teologiske, pædagogiske og historiske perspektiver bliver af? Hvad med Grundtvigs store inspiration fra England, hans kamp for religionsfriheden som forudsætningen for al anden frihed, hans insisteren på sammenhængen mellem det kristelige og det folkelige, hans kirkelige anskuelses betydning for hans øvrige tænkning, hans store interesse i historien som den store læremester, og jeg kunne blive ved.

Når nu ikke Grundtvig Centeret vil bedrive Grundtvig-forskning, må vi, mens vi venter på kosakkerne og Helligånden, sætte vor lid til, at det store arbejde med en digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker, man er i færd med, vil rydde grunden for en ny og grundig Grundtvig-forskning.

ANMELD FOR ARKEN DET ER ÅBENT FOR ALLE AT BLIVE ARKENANMELDER. BØGER KAN AFHENTES PÅ ARKENS KONTOR OG MAN FÅR BOGEN MAN ANMELDER.

ARKEN ANMELDER 23

D A N M A R K

I

K R I G

Anmeldt af stud.theol. Peter Northcastle Forlag: ANIS. 222 Sider.

ISBN: 13-978-87-7457-692-1 Peter Lodberg, Jens Torkild Bak og Mette Bock (red.) Danmark i krig Bogen er en antologi, hvor kapitlerne er skrevet af et antal bidragydere med forskellig baggrund. I de to første kapitler skildres udviklingen i de sidste tyve års danske, såkaldte aktivistiske udenrigspolitik med politologiske briller af hhv. Nikolaj Pe-

dersen og Ove K. Pedersen. Juristen Peter Vedel Kessing forklarer i kapitlet Dansk krigsdeltagelse – et folkeretligt perspektiv folkerettens regler for, hvornår stater ”lovligt” kan gå i krig og vurderer den danske krigsdeltagelse i perioden i forhold hertil.

Christian Balslev-Olesen, der i ti år var generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, skriver et kapitel om udviklingen i ydelsen af humanitær bistand, som i perioden har fået en tættere sammenhæng med

de samtidige militære operationer, dels af hensyn til beskyttelsen af nødhjælpen og nødhjælpsarbejderne, dels på grund af et bevidst politisk ønske om at målrette nødhjælpen i de lande, hvor Danmark og den vestlige verden i øvrigt samtidigt var involveret i fredsskabende eller andre militære operationer. Bogen afsluttes med et kapitel af historikeren Uffe Østergaard om krig, statsdannelse og demokrati samt militærteknologiens betydning herfor.

ARKEN ANMELDER 24

Teologen og den teologistuderende vil nok være mest interesseret i de tre kapitler, som udgør bogens midterdel, og som er samlet under overskriften ”Teologien og krigen”.

Den første forfatter i dette afsnit er domprovst i Viborg Sogn, Thomas Frank, der har været feltpræst med udsendelser til flere missionsområder, og som i 2007 skrev ph.d. afhandling om etik og militær magtanvendelse. Thomas Frank tager i Præsten og krigen – med samvittigheden som indsats afsæt i, at det ligger i selve den kristne etik og kirkens væsen, at brugen af militær magt er kontroversiel. Han vil gerne kvalificere denne diskussion og give en større forståelse for og indsigt i præstens deltagelse i krigen og vilkårene herfor. Den første opgave for en præst, der virker i forsvaret, er, at han teologisk må kunne klargøre, at det ikke i sig selv er ensbetydende med at være syndig og at handle mod samvittigheden, men tværtimod meningsfuldt og vigtigt at være soldat og placeret i et rum, hvor der anvendes militær magt. Frank lister fem områder, som præsten særlig må være bevidst om, og hvor der her, med fare for at forsimple et antal yderst velgennemtænkte refleksioner, alen skal fremhæves én: at den militære magt, som soldaten besidder og er en del af, individuelt og kollektivt kan gribe og forføre soldaten og hans enhed. Det er nødvendigt at skelne mellem nødvendig korpsånd på den ene side og hadet, vreden og raseriet på den anden. Ens adfærd må leve op til og tage højde for det moralske faktum, at fjenden som ethvert andet menneske er et mål i sig selv, et medmenneske på godt og ondt. Frank bruger sine refleksioner over de fem områder til sine efterfølgende pastoralteologiske refleksioner over, hvordan det kristne evangelium med dets tilsagn om syndernes forladelse, håbet om kødets opstandelse og det evige liv skal repræsenteres i den militære virkelighed. Faren for, at magten griber

soldaten, må ikke blive negligeret, men skal fastholdes i forkyndelsen og bønnerne og bevidstgøres i trosbekendelsen.

Præsten må også evne at sætte ord på forskellen mellem en personlig skyld og en uforudseelig tragedie. Men han skal også kunne fastholde soldaten i, at der kan være en skyld, som tilhører en selv og så derefter formidle forsoningen gennem Kristus. Fransk fremhæver afslutningsvis, at præsten selv er ”soldat” i krigen, og han derfor også selv kan have behov for supervision eller have sin egen sjælesørger.

Med Gud i krig – om korstogenes historie og aktualitet er skrevet af Kurt Villads Jensen, der er dr. phil. og lektor i middelalderhistorie på Syddansk Universitet. Formålet med kapitlet er at skitsere teologien bag middelalderens krige generelt og korstogene specifikt. Det er en sprudlende veloplagt gennemgang af teologiens synspunkter på krigen i middelalderen, hvor forfatteren argumenterer for, at korstogstanken skabte en ny teologi, hvor det for første gang i kirkens historie blev direkte fortjenstfuldt at gå i krig, i hvert fald hvis det var ”den rigtige krig”. Forfatteren skildrer desuden, hvilke langtrækkende konsekvenser korstogene og middelalderens tænkning herom har haft for europæisk kultur, herunder udviklingen af forløberen for det, som vi i dag vil kalder reglerne for krig eller krigens folkeret. Endelig giver han en interessant beskrivelse af kristne middelalderteologers møde med islam og hvordan, at denne opfattelse har præget videnskabelig islamforskning helt op i 1900-tallet.

Fakultetets dekan, professor Kristen Busch Nielsen, afrunder den teologiske del af antologien med teksten Med voksne øjne – krigen og den lutherske teologi. Indlægget tager sit udgangspunkt i Luthers syn på krig og militærvæsen og Luthers forankring af krigens ret i de ordninger, som Gud

trods menneskers synd og Djævelens herredømme vil beskytte og fremme vilkårene for menneskers liv med. Hun inddrager også Dietrich Bonhoeffers tanker fra 30’erne og 40’erne, som bevægede sig i en væsentlig mere pacifistisk retning end Luthers lære. Endelig fremhæver hun, at der rent faktisk har været en kirkelig eller teologisk debat i den danske offentlighed om krig og kristen tro, herunder en debat med udgangspunkt i udsendelsen af danske feltpræsters sammen med danske soldater til krigen i Afghanistan og nogles kritik af enkelte af feltpræsternes senere udtalelser herom. Som kommentar til denne debat kunne man i øvrigt godt have lyst til at genbruge det citat, som afslutter Thomas Franks ovennævnte indlæg (s.

118), hvorefter der er ”ingen modsætning mellem at hade krigen og ære soldaten”.

Det er et faktum, at Danmark siden 1999 har deltaget i krigshandlinger i Serbien, Afghanistan, Irak og Libyen, som man skal tilbage til 1864 for at finde kamphandlinger af en tilsvarende langvarighed og intensitet. Det er der allerede skrevet en del bøger og mængder af både videnskabelige og avisartikler om, selv om enkelte deltagere i debatten nogle gange foregiver (hvorfor egentlig?) at det er sket uden debat, og uden at nogen ”har været klar over det”. Denne bog adskiller sig fra tidligere publikationer om emnet ved for flere at indlæggenes vedkommende at have et specifikt teologisk syn på krigsdeltagelsen.

Den bør læses af alle, der interesserer sig for verden omkring os og for teologiens anvendelse i det praktiske liv, som også foregår dér, hvor danske soldater deltager i internationale militære operationer.

ARKEN ANMELDER 26

M O D

T I L

A T

T R O

Anmeldt af cand.theol. Adrian Hove-Kreutzfeldt Mod til at tro. Kapitler om hellighed Anna Marie Aagaard 310 sider, 299 ,- (udkom fra forlaget ANIS 2013, Oktober, 29.)

Da jeg bad ARKEN om at blive anmelder af Mod til at tro, var det med fordommen om, at en bog med hellighed som tema, måtte være from på en kvalm måde. Allerede i det indledende kapitel, viser Anna Marie Aagaard (AMAa) én noget andet: ”Hellighed, har jeg lært, drejer sig ikke kun om at ’synge’, mens man går, men om at gå” (22). Med andre ord: AMAa ser kristen tro som ”en offentlig praksis, ’et helligt levned’” og kategoriserer ”hverdagspraksis som helliggørelsens sted” (21). (Lav)Praktisk teologi og teologisk levned! Ikke dermed sagt, at man ikke vil kunne skræmme bl.a. Teobarens klientel bort, når et helligt levned inkluderer ”Afkald, fattigdom, faste og seksuel afholdenhed” (91).

AMAa vil vise: ”Et helligt levned kan godt være bundet til en kollektiv trospraksis – til kirken, Kristi legeme” (17), hvilket lyder som et omskrevet Ricoeur-citat: ”At være medlem af et bestemt religiøst samfund er ’…tilfældighed forvandlet til skæbne ved et vedvarende valg’”. Målgruppen er de, der (re)præsenterer ”kristen tro i et sekulariseret nutidssamfund” (22), mens en vedvarende modspiller/samtalepartner, er de ”Sekular-religiøse” (23. AMAa henviser bl.a. til Lisbet Christoffersen, ”Intertwinement”, Nordic Journal of Religion and Society, vol. 19, 2/2006). Der præsenteres sågar et ”’evangelium’ for sekular-religiøse, der er allergiske over for religiøs ensretning og institutionel autorietet” (37-38), nemlig, at Gud som Giveren af hellighed ikke kender grænser for den nåde og barmhjertighed Han skænker til ”døde og levende, jøder og hedninge, de døbte og de udøbte”. Til tider virker AMAa fjendtlig over for en kontekstuel teologi, der agerer på samtidens præmis; man bør se, at

AMAa taler til og ind i tiden, men med det originale og fremmede budskab: opstandelseslivets mulighed i og ved det kristne fællesskab, der underlægger sig en krævende og kærlig Gud. Præsentationen - set ud fra den (old) kirkelige tradition - af, hvad hellighed, hellige mennesker og et helligt, kristeligt liv kan gå ud på i dag, gives gennem indledningen og otte kapitler; afsnittene knyttes sammen af den røde hellighedstråd, men kan sagtens læses hver for sig.

Bagflappen rummer dog bogen i bidende kort-form: Mod til at tro koncentrerer sig om ”Gud, underfuld i sine hellige”.

Taler kristen tradition ifølge med tidlig kristendom om hellige mennesker, står dåbens delagtighed i Guds hellighed i centrum. ”Der skal Gud til for at være menneske”.

Måske kunne vi så slippe for opfordringer til at oversætte Bibelen til den sekulariserede verdens sprog og oprette kirkelige tjenester, der er så forenelige med omgivelserne, at de kamuflerer gudsfortællingen. Måske kunne vi se få kirker med tilgivelsens mod-kultur uden ligegyldighed over for politisk og økonomisk uretfærdighed – kirker, der tør være Kristusbreve i samfundet I oversigtsform er kapitlerne som følger: 2 ”Også dem, som vi har glemt” (23-52).

Hvem – efter Gud – er hellig? De, der opnår eller indgår i unio cum Christo, hvilket – med salig Johannes Paul II – er de, der har ”den fælles arv for katolikker, ortodokse, anglikanere og protestanter. Denne arv […] rummer både lægfolk og præster, børn og ægtepar […] både de kendte og de navnløse” (50-51). Giverens perspektiv er i centrum er, for Gud alene kan komme alle i hu.

3 ”Hellig skrift” (53-74). AMAa giver bud på hvor tolkning af Bibelen kan knytte an, nemlig ved brugernes ytringer om, samt

relation til teksten, ikke mindst via Guds Hellig(ende)Ånd, der er inspirator af teksten, samt helliggørelsesvirker i menigheden gennem dennes brug af Helligskriften. Hvis de troende tør stå ved det, de bekender sig til. GT-eksegeten kan være ved at få sine fordomme i den gale hals, men den pro me/nobis-tolkning, som AMAa giver gennem The Ashbury Call – der sammenholder eksegese og praktisk teologi – er slet ikke dum. Når det huskes på, at det troens, ikke akademiets, øjne, der gransker teksten: ”Den gudstjenestefejrende menighed fungerer som et konstitutivt element i tolkningen” (61).

4 ”Med vand og Helligånd” (75-90). Bogen igennem henter AMAa megen inspiration fra traditionen, ikke mindst den øst-kirkelige; kapitlet i kortform er som følger: ”Hvor den vestlige kristendomstradition efter Augustin tolker dåben som en dåb ud af eller væk fra noget, nemlig synd, tolker den tidlige syriske teologi [Efraim Syreren] primært dåben som en dåb ind i noget, nemlig et liv, der er gået opstandelse og Helligåndens gaver i” (87) 5 ”Hverdagsspiritualitet” (91-166), dvs. at ”turde lade Bibelens fortællinger om opstandelsens Gud være fortællinger om netop min verden og mit liv” (92, 109), behøves ikke blive tolket asketisk-destruktivt, som de mange moderne ”former for individcentreret spiritualitet [hvor] Kroppen (det ydres menneske) bliver avet” (93, 123). Snarere vil AMAa – med hjælp fra ørkenfædrene – vise, at kristent afkald på selvcentrerethed ,er livsbekræftende, men ikke som et éngangsprojekt, man når til ved endt rejse. Rettere er livet stedse en pilgrimsfærd, hvor indøvelsen og fællesskabet er vedvarende fæller: ”kærlighed til næsten som målet” (111, 113), netop ved at opfatte ”Askese som ny væren” (125). Kroppen – der ”har primat” (135) – forglemmes aldrig; det er den, der bærer én om i verden; gennem den opfattes

ARKEN ANMELDER 27

gudsnærvær og gør, at verden – helligsteder – kan tilskrives sakramentalitet, hvor mennesker heles (140).

6-8 ”Tre kapitler om mission [at være kirke]” – hvis sigte er intet mindre end ”en teologi om ”åndelig sans”” – udspringer af en ”fornyelse af evangeliserende praksis […] også i et dansk miljø præget af kulturkristendom og sekulariseret dennesidighed” (167). Åndelig sans bringer et dobbeltrettet fokus ”på Gudsnærværs realitet og nådegaver, samtidig med at menneskers eget ansvar for egen helliggørelse netop derved understreges” (288). Sigtet er ikke ”folkekirken som statsforvaltet trosmajoritet”, snarere for den enkelte til ””Selv” at blive et helligt menneske”, da den enkelte – ved ”selv at være et Kristusbrev” kan give ”kirkeligt trosfællesskab” mening (218-9). Kapitlerne (Skriv det, du ser, 167220. Én hellig kirke – eller?, 221-256. Åndelig sans, 257-288) er et opråb til fællesskabet om hvorledes kristendom kan overleve i sekulariserede samfund – som andet end kulturarv (170n277, 171). Bud på tro til og i tiden gives (203-7), blandt andet at indse behovet for ”fluktuerende menigheder” (219n374 cf. H.R.Iversen).

At kristne må være, leve deres tro, som eksponent og eksempel for andre ”selv’er” (212-217). Kristenlivets fordringer må og kan ikke nedtones: ”Kristusvidnesbyrdet forandrer ikke bare verden; det skaber en verden, for det er ensbetydende med at være og handle i verden på en bestemt måde” (205).

9 ”Mine øjne har set din frelse” (289-310) er overskriften på et kapitel, der ikke blot vil indgyde Mod til at tro, men mod til at leve ”et opstandelsesliv, der ikke kan tages af”, et mod, der skal indgydes af ”de gamle fædre”, der talte om guddommeliggørelse af mennesket allerede i livet, hvor ”Gud selv klæber til dåbens menneske” (310). Når kristusbekendelse følges op af en væren-for-Næsten, udleves gudslighe-

den, og den handlende bliver et ’mere’ – for sig selv og for andre.

AMAa er en forfatter med bredde, vid og bid; måske det kommer sig af, at ville binde krop og tro sammen med tid, rum og historie? Jo længere man kommer i bogen, des mere viser det sig, at AMAa i dén grad tager notits af den virkelighed som kristentro har udfoldet sig i, samt hvordan mennesker har forvaltet det, der er blevet dem givet. Ét er, hvad idealister foreskrev – fjendekærlighed, for at sætte sagen på spidsen – noget andet er, hvorledes kristenhedenen har handlet. Som en kontrast til et citat fra Herbert Pundiks bog, hvor hellighed sættes lig med snæversyn, ufred og intolerance (42, samt 45 og 49), hævder AMAa, at netop fordi ”Gud er blandet ind i det” – i verden, i skabningens ve og vel – ”giver det mening at tale om ’de hellige’. Det er ikke teologisk modsigelsesfuldt eller ulogisk. Om en sådan forståelse så bliver meningsskabende praksis både hos det enkelte medlem af Folkekirken og i den danske regionalkirkes kollektive kirkeliv, er et andet, et helt igennem praktisk spørgsmål” (38). Når alt kommer til alt, kan Gud være nok så meget giver af muligheden for hellighed og det helligede levned, men den enkelte må ikke desto mindre drage ansvar for egne handlinger – ved at ændre sig selv i forhold til Gudsrelationen – for at kunne siges at indgå i ”unio cum Christo” (40). I kirkelig sammenhæng ligger det AMAa på sinde at: ”Splittelser og afvisning af nadverfællesskab er virkelighed, men det hverken kan eller skal overskygge den realitet, at kristne i tro på Gud, der er underfuld i sine hellige, vedkender sig […] Communio Sanctorum […] et konkret, men ofte overset, udtryk for de kristnes enhed” (49). AMAa fremdrager et hav af interessante og informative sociologiske og historiske analyser, som gerne får en kant med på vejen (se 215). Hun har en feministisk kæphest, der bliver bragt til

torvs ”(!)” når citerede kilder udelukkende fremhæver den kristne som mand/broder (se ss. 9, 19, 26 o.a.). Hvilket er berettiget over for en ensidig tradition.

Mod til at tro er god læsning – og bogen gør én klog på såvel kristentro, som på samtiden.

PostScriptum Afdeling for Systematisk Teologi afholdt (2014-03-25) teologisk samtale med AMAa om Kristendommens prægnans: Det hellige almindelige liv. Samme dag bragte KristeligtDagblad Hans Raun Iversens kronik http://www.kristeligt-dagblad. dk/artikel/550029:Kronik--Mod-til-at-tro--paa-hellighed AMAa tilføjede i samtalens løb, at der manglede en behandling af de, der har mod til ikke at tro: ateister. Ikke blot de, der er indifferente over for religiøsitet, men de, der ikke finder behov for tro overhovedet.

Hvilket er en udfordring på anden sæt og vis end de nones, som AMAa har under lup (210ff. Se også 130).

Hun undrede sig over, at mennesker stræber efter at realisere sig selv, når Kirken – med de oldsyriske dåbsteologer – har et meget bedre tilbud: at blive Gud lig. En sådan tanke kræver tilvænning, og det kræver disciplin at faste fra sig selv, at erkende og leve efter, at ”Gud-er-størreend-mig” og ”jeg skal være mere for andre”. Noget, der bedst gøres i fællesskab, ved en positiv tilgang i koinonia.

AMAa havde gerne skrevet et grundigt afsnit om Det Hellige Almindelige Liv; dér, hvor troen har sit – glædelige – udtryk. Til gengæld henviste hun til en inspirator for egne tanker: ”Det vigtige er ikke / det vi er / men det vi godt / kunne være / kan være / ikke kan være endnu / men kan og skal blive engang / være engang / være bange / men ikke være bange / for at være bange”, Inger Christensen, DET

ARKEN ANMELDER 28

EN

GUDSTJENESTEMANGE PERSPEKTIVER

Anmeldt af cand.theol. Adrian Hove-Kreutzfeldt Ved Kirstine Helboe Johansen & Jette Bendixen Rønkilde (red.)

249 sider, 249 ,- (udkom fra forlaget ANIS 2013, Oktober, 24.)

Denne antologi kredser og kerer sig om søndagens gudstjeneste: højmessen, af hvilken andre gudstjenestelige handlemåder skal forståes at udspringe. Antologiens opbygning, der ”er inspireret af gudstjenestens forløb og bevægelse fra hilsen til sendelse” (8), lader de ti bidragydere – der alle har (haft) deres gang på Aarhus Universitet – falde i én af fem grupper: Gudstjenestens teologi; Gudstjenestens forløb; Det talte ord; Den syngende menighed; Gudstjenesten for verden.

Der findes mange former for gudstjeneste, det underkender antologien ikke – og netop derfor skal den ikke klandres for at være uambitiøs og ensidig. Snarere skal K.H. Johansen & J.B. Rønkilde roses for have samlet en grundig gennemgang og – tænkning af gudstjenesten/højmessen: ”et fællesskab af mennesker, der konkret samles for i ord og handlinger at møde den opstandne Jesus Kristus i deres midte” (17). I sin helhed beskriver antologien hvorledes også denne søndags messe er en sammenknytning af traditionen og det præsente, være det menighedsteologien, der udmønter sig i en bestemt gudstjenesteform og gennemtænkes med den liturgiske teologi (15-34), kirkeåret, der gentagende gennemspiller og viderefører inkarnationen og frelseshistorien (35-59) eller højmessen og dennes indlemmende

handling [dåben] set gennem ritualstudiets optik (63-89 & 91-108).

At målgruppen for bogen ikke udelukkende er ”rettet mod en diskussion mellem præster og teologer” (11), kan man have sin tvivl om, da tonen i flere af artiklerne er mere end tør, fagtermerne stimler sammen i flokke, der overgår snebygerne på den anden side af mit vindue, samt at lixtallet svinger mellem 45 og bjergtagende 78. Når det er sagt, så ER det relevante drøftelser, der tages op. Debatter fra medierne – om e.g. højmessens forsatte plads i folkekirke – nuanceres ved at beskrive højmessen som ”kirkens grundlæggende ritual” (63), der ”sikrer den normative gyldighed, som resten af kirkens liv udspringer af”, gennem sin dobbelte funktion som et stadfæstende ritual i hvilket der er implementeret ”i hvert fald tre virkningsfulde højdepunkter ved dåb, nadver og aronitisk velsignelse” (87) – uanset højmessens deltagerantal.

Flere artikler tager højde for menighedernes forskelligartethed: Deltagere i stort set enhver gudstjeneste vil møde såvel det talte som det sungne ord – men der er milevid forskel mellem hvilken baggrund og motivation menighedens individer møder op med for deres ageren og reciperen. ”Prædikenens enetale, som naturligvis er anlagt på en indirekte dialog” (165) og prædikantens rolle som formidler og forkynder af ”Guds ord, rent og purt (CA V)” (138), sættes i forbindelse med tilhørerne: den kontekst i hvilken værende og vordende prædikanter skal virkes i. Prædi-

”

”En gudstjeneste” er ikke en bog med ét endeligt og afsluttende svar – det foregiver den heller ikke at være. Antologien hylder taknemmeligheden over at modtage ”Guds kærlighed i Kristus” (231). kanten kan være facilitator for Ordet, men kan også være en stopklods – og det endda uden at kunne gøre meget til eller fra, da tilhørerens ”fordom” om bl.a. præsten selv, farver det afsendte før det modtages. Konteksten, i hvilken højmessen skal virke, kan også ses som befolkningens sathed i en fragmenteret og ”postsekulær eller postkristen sammenhæng” (146) eller dens (u)vanthed med at synge. Det første er et vilkår for væren, for kirke og for tro, det næste synes at ændre sig til det værre, en problemstilling de to artikler om gudstjenestens og fællesskabets salmer og samstemthed tager op (169-185 & 187-209). Fra de første kristne menigheders forsamlinger, har sang og hymner været et ”fællesskabsgenererende” (182) element; men hvor står fællesskabet, når menigheden varierer, alt efter hvilken lejlighed, de er fremmødt til? Katrine Frøkjær Bauning vil gerne svare med Grundtvig, at ”Menigheder, der synger sammen, bliver sammen” (180). Dog lader hun en række uvisheder og spørgsmål stå ubesvarede og udfordrende hen – delvist opblødt med Hans Raun Iversens assertion, at

ARKEN ANMELDER 29

”salmesangen er folkekirkens vigtigste praksis- og kommunikationsform” (2009, 1). Uffe Holmsgaard Eriksens istemmer, at ”en salme kan samle” (188) – også en hel norsk nation i chok; også når der er uenighed om denne ’salmes’ (ikke)kanoniske status. Dette gøres ud fra at brydes med begrebet ”salme”, og ved at se på to forskellige måder at (an)gribe ateisten Nordahl Griegs digt ”Til ungdommen”/”Kringsatt av fiender”. Kirkemøtets afvisning ud fra digtets ”humanetiske udgangspunkt” (189) vis-à-vis ”den norske katolske kirkes salmebog Lov Herren” (206), hvis blik var på at Gud taler til, med og gennem mennesker i dag og til alle tider – også gennem et ikke-kristent vidnesbyrd om livet. Hermed giver hverken KFB eller

B

I

B

UHE svar på hvordan salmerne skal være med til at brande Folkekirken, men begge viser hen til den rytmiske fællessang som et stort gode.

Livet er, hvad artiklerne – hver på sin måde – sigter på; først og fremmest gudstjenestelivet, men også det liv, der tages et afbræk fra i et par timer om søndagen.

Dette udfolder de sidste to artikler i antologien: ”Nadveren – fra bøn til handling” (213-233 og ”Kollekt – et overset led i liturgien” (235-247). Påstanden er, at der foregår en vekselvirkning både indad – liturgiens del-elementer imellem – og udad: mellem højmessen, deltagerne og verden udenfor. Selvevident er det næppe for den u(den)forstående, for hvad har nadverens hokus-pokus og kollektens tiggeri med

L

I

dagligdagen at fatte? Alt, mener både Johannes Nissen: ”Deltagernes bøn, lovsang og taksigelse og deling af brød og vin holder skabelsen og menneskeheden i live” (213) og Peter Lodberg, der kalder på revitalisering af den ”kollekt-praksis, der understreger, at den gudstjenestefejrende menighed tager sit ansvar i verden alvorligt” (246). ”En gudstjeneste” er ikke en bog med ét endeligt og afsluttende svar – det foregiver den heller ikke at være. Antologien hylder taknemmeligheden over at modtage ”Guds kærlighed i Kristus” (231), og giver den interesserede gudstjenestemager/-deltager et værktøj til at arbejde videre med at videreføre den tidssvarende og centrale livsytring: højmessen.

A

N

A

Anmeldt af stud.theol. Agnethe S. Sørensen Bibliana er et tidsskrift sprængfyldt med viden om Bibelen, skrevet af fagfolk, som her formidler deres forskning på en populærvidenskabelig måde. Bibliana udgives på Bibelselskabets Forlag og jeg har tidligere anmeldt dette tidsskrift i Arken nr. 149, i foråret 2012. Dengang skrev jeg blandt andet: ” En del af artiklerne bærer præg af at være akademisk formidling. Her savner jeg enten en journalistisk vinkling på stoffet eller endnu bedre: En fortællestil, som gør emnet vedkommende for læseren.”

I mellemtiden har Bibliana har undergået visse redaktionelle ændringer, hvorfor det må være på tide at se tidsskriftet igennem med henblik på en ny anmel-

delse her i Arken. Jeg har valgt at se på #2 2013 Øjets tro, om tidlig kristen kunst og bruge #1 2012 om Kollektiv erindring som sammenligningsgrundlag.

Layoutmæssigt kan jeg ikke se nogen fornyelse, idet format og omfang er ens.

De har begge en appetitvækker og indholdsfortegnelse på bagsiden. I begge blade kan man finde de smarte faktabokse relevante steder i artiklerne samt serviceoplysning om, hvor man kan læse mere om det pågældende emne. Disse ting er med til at gøre bladet lækkert for læseren, men er altså ikke noget nyt.

Der er sket en fornyelse af appetitvække-

ren på bagsiden, idet den ikke mere starter med: ”Bibliana omhandler denne gang….”

Det er nu en tekst krydret med spørgsmål, så læseren bliver spændt på at finde ud af mere om emnet blandt nummerets artikler. Det synes også som om, at forordet har undergået en sproglig fornyelse, idet det fremstår som en hel lille artikel i sig selv, i modsætning til tidligere, hvor forordet mere havde karakter af opremsning af artiklerne i det pågældende nummer.

I 2012-nummeret er der en meget interessant artikel af Bo Dahl Hermansen om erindring som konstruktion. Dog vil jeg sige, at artiklen i høj grad bærer præg af akademisk formidling, med namedrop-

ARKEN ANMELDER 30

pings og kildehenvisninger, og hvor fokus synes mere på at fremvise bred viden om stoffet end at formidle læseren sin spændende pointe om de forskellige former for erindring, der alle er i spil i et fællesskab. Der er kommunikativ, kropslig og kollektiv erindring. Den første har at gøre med ceremonier og adfærdsnormer, og kaldes for kropslig erindring. Dernæst er der den kommunikative- og den kollektive erindring. Disse to er forskellige med hensyn til den tid erindringen opbygges og overlever, og også i forhold til størrelsen af fællesskabet, der husker, men de to typer erindring bliver til sidst i artiklen slået sammen i en kategori, som kaldes diskursiv erindring, som bliver stillet over den kropslige medierede erindring. Det må betyde, at de to diskursive er karakteriseret som sproglige erindringer? Men er ceremonier og adfærdsnormer, der lejrer sig i kroppen, uden sprog? Og hvorfor er det ikke kropsligt, når den kulturelle erindring ofte er forbundet med stærke følelser?

Så sider jeg og tænker: Åh, nej! Det her er fuldstændig lige som at læse lektier, hvor man sidder tilbage med en følelse af, at man ikke har forstået det halve og bliver nødt til at spørge sig frem og slå en hel masse op, for at forstå artiklen.

Over for denne artikel sætter jeg artiklen skrevet af Anders Christian Lund Jakobsen, i 2013-nummeret, som handler om Jesusstatuen, der kunne helbrede. Artiklen handler om Eusebs syn på billeder af Jesus og af Gud, hvilket han mente, var et levn fra de hedenske skikke, hvor man dyrkede gudebilleder. Denne artikel er nem at gå til og ved en beskrivelse af en bronzestatue, er der meget belejligt en henvisning til en illustration, som er at finde ved en anden artikel i samme blad, der viser den selvsamme scene fra Mark 5, som netop beskrives. Nå, ja – tænker jeg – Det var det der med berøringen af kvasten på Jesus kappe. Med denne

artikel føler jeg mig lidt klogere på Euseb og hans syn på billeder, og hvis jeg senere skulle finde på at studere dette emne for alvor, så er litteraturhenvisningerne ude i margen et godt sted at starte.

Således falder en sammenligning af de to artikler ud til fordel for det nyere nummer hvad angår evnen til at formidle sit stof populærvidenskabeligt.

Om det er fair at sammenligne de to numre af Bibliana kan måske diskuteres, idet der jo er tale om temanumre og ét tema kan have mere sexappeal end et andet og forskningen i visse emner kan være nemmere at formidle end andre.

Men det rokker alligevel ikke ved det faktum, at man kan se, at redaktionen på Bibliana har taget et stort skridt fremad i den rigtige retning med hensyn til at gøre tidsskriftet endnu mere læsevenligt og populærvidenskabeligt frem for blot at være akademisk formidling (der ofte kun henvender sig til en snæver kreds af forskere). Så med henvisning til Trine Hasselbalchs artikel om påfuglen, som opstandelsessymbol for den gode smag: Bibliana #2 2013, tildeler jeg Bibliana 3 påfugle for at være et anbefalelsesværdigt, lærerigt og læsevenligt tidsskrift om Bibelen. Dog vil jeg, før påfuglene slippes løs på Biblianas redaktion, male halefjerene sorte på den ene af påfuglene, idet jeg til min store bedrøvelse ser, at der ingen Hallbäcks halvleg er i 2013-nummeret. Som stor fan af Hallbäcks formidlingstalent vil jeg gerne opponere kraftigt imod denne mangel. – ”Bed ham om at komme tilbage! Lov ham noget sødt! Sig, at han bør udvise samfundssind!” Var jeg ved at skrive, men så opdagede jeg, at Hallbäck er tilbage igen i næste nummer og det er nu skønt med et indslag i tidsskriftet, hvor temaet bringes helt ind på livet af læseren.

Det nye nummer af Bibliana handler om livet før skabelsen – Igen et spændende tema – Hvem kommer først?

ARKEN ANMELDER 31

GUD, MENNESKER OG DYR I BIBELEN Anmeldt af stud.theol. Peter Northcastle Forlag: ANIS. 236 Sider ISBN: 13-978-87-7457-690-7 Kirsten Nielsen ”Gud, mennesker og dyr i Bibelen” er skrevet af Kirsten Nielsen, der er teologisk professor emerita fra Aarhus Universitet og især har beskæftiget sig med Det Gamle Testamentes billedsprog. Forfatteren skriver som begrundelse for udgivelsen, at det har undret hende, at dyrene kun sjældent

indgår i nutidens teologiske drøftelser af, hvem Gud er. Formålet med bogen er derfor ikke kun at give en præsentation af, hvordan de bibelske forfattere tænkte om Gud, mennesker og dyr for over 2.000 år siden, men at inspirere til, at vi i dag også tænker dyrene med, når vi drøfter forholdet mellem Gud og os. Bogen er disponeret i ti kapitler og et efterskrift om dyrenes rolle i Lisbeth Smedegaard Andersens salmer.

De første otte kapitler handler om dyrene

i Det Gamle Testamente. I kapitel 1 om de grundlæggende vilkår for dyr og mennesker behandles særligt afstanden mellem dyr og mennesker, hvor spørgsmålet om ”den rette afstand” mellem dyr, mennesker og Gud er et vigtigt tema. Kapitel 2 fokuserer på dagliglivet for dyr og mennesker, herunder dyrene som arbejdsdyr og som føde for mennesker. I kapitel 3 om dyr som billeder på mennesker gives s.

59-60 en fortolkning af den kendte passa-

ARKEN ANMELDER 32

ge i Højs 4, 1 gives flere bud på, hvorfor den unge mand sammenligner sin kærestes øjne med duer. En mulig forklaring kunne således være indflydelsen fra samtidig egyptisk portrætkunst, hvor øjne konsekvent blev gengivet i samme facon som duer. I kapitel 5 om forholdet mellem Gud og dyrene skiller historien i 4 Mos 22 om Bileams æsel sig ud fra andre dyrehistorier ved at lade æslet tale og i øvrigt være et direkte redskab for Gud. Det giver æslet en tvetydig rolle som ”grænsebryder” med en særlig indsigt, ligesom slangen i Paradisets have. Afsnittet om dyrene i Gamle Testamente afsluttes med tre kapitler om dyrkelse af dyrebilleder, dyr i nærheden af Gud og dyr som gudsbilleder.

om dyrene, ganske vist først og fremmest har religionshistorisk interesse. Bibelen og særlig Det Nye Testamente handler ikke om dyr, men om Gud og om forholdet mellem Gud og mennesker. Dyrenes rolle synes meget nøgternt set primært at skulle illustrere dette forhold og at fungere som billeder på det guddommelige, som jo dengang som nu er vanskeligt at beskrive. Herudover indgår dyrene i den praktiske kontekst, som de indgik i i det jødiske samfund på Det Gamle Testamentes tid, dvs. som religionshistoriske vidnesbyrd, som forfatteren også selv fremhæver. Det er således forståeligt, at dyrene i dag sjældent indgår i teologiske diskussioner, således som forfatteren s. 11 synes at beklage.

I sammenligning med kapitlerne om dyrene i Det Gamle Testamente synes det ene kapitel om Det Nye Testamente at afspejle, at dyrene ikke fylder helt så meget her.

Der er en interessant pointe i kommentaren s. 153 til 1 Tim 5,18 og 1 Kor 9, 9-10, hvor Paulus citerer ordene fra 5 Mos 25, 4 om, at man ikke må binde munden på oksen, når den tærsker. Hvor der i Gamle Testamente var tale om omsorg for dyrene, så bruger Paulus teksten billedligt på menneskelige forhold. Eller som Kirsten Nielsen formulerer det (s. 153): Det er hos Paulus ikke dyreetik, det handler om.

Bogen leverer således ikke noget afgørende argument for, at der bør være nogen særlig ”dyrenes teologi”, eller at dyrene i højere grad bør indgå i vores forståelse af forholdet mellem Gud og mennesker.

Hvilket bogen vel strengt taget heller ikke for alvor påstår bør være tilfældet.

I det afsluttende udblik findes en omfattende gennemgang af Lisbeth Smedegaard Andersens salmer og dyrenes rolle heri. Det fremgår heraf, måske ikke så overraskende, at dyrebillederne i salmerne ofte er en kombination af indtryk af dyr, som de er beskrevet i Bibelen, dels som de kan opleves i den danske natur.

Den teologistuderende og andre kan læse bogen med udbytte, fordi den giver en anden, alternativ tilgang til eksegesen og særlig forståelsen af billedsproget i Bibelen. Og så er den velskrevet i ordets egentlige forstand, dvs. nøgtern og direkte i sit udtryk. Men man savner lidt illustrationer.

Bortset fra omslagets gengivelse af et ikke øvrigt ikke nærmere beskrevet kalkmaleri fra Vittskövle Kirke i Skåne, som anmelderen gætter på forestiller et udsnit af indskibningen i et i foråret 2014 biografaktuelt søfartøj, så indeholder bogen ingen illustrationer af kristen kirkekunsts opfattelse af dyrenes rolle i de bibelske fortællinger.

Forfatteren synes selv i sin indledning til bogen at give udtryk for en vis tvivl om betydningen af dyrenes rolle for forståelsen af de bibelske tekster, når hun anfører, at en del af det, som fortælles i Bibelen

For den, der vil vide endnu mere om dyrene i Bibelen, kan desuden henvises til Vilh.

Møller-Christensen og K. E. Jordt Jørgensens ”Bibelens Dyreliv” (København 1952), som indeholder et veritabelt, alfabe-

tisk katalog over dyr nævnt i Bibelen, hvor fokus i højere er på den religionshistoriske sammenhæng, hvor dyrene optræder.

ANMELD FOR ARKEN DET ER ÅBENT FOR ALLE AT BLIVE ARKENANMELDER. BØGER KAN AFHENTES PÅ ARKENS KONTOR OG MAN FÅR BOGEN MAN ANMELDER.

OG PRISEN GÅR TIL...

33

OG PRISEN GÅR TIL...

Skrevet af Anne Katrine Gudme, Professor mso og kasserer for foreningen Collegium Biblicum, i samarbejde med stud.theol. Annette Kruhøffer Hvert år uddeler foreningen Collegium Biblicum en talentpris til det bedste eksegetiske kandidatspeciale og det bedste eksegetiske BA projekt. Desværre er den ukendt for de fleste.

Siden 2009 har Collegium Biblicum hvert år uddelt en talentpris til en særligt god eksegetisk opgave, men det er desværre en yderst velbevaret hemmelighed. I begyndelsen var det kun specialer, der kunne nomineres, men i 2013 begyndte foreningen også at uddele en talentpris til bedste BA projekt.

Den første, der modtog prisen nogensinde var Kasper Dalgaard.

Han afleverede et speciale i NT i 2009, som han blev belønnet for. ”Jeg blev virkelig glad,” fortæller Kasper. ”Sådan som systemet er skruet sammen i dag, så bliver man jo ikke rigtigt fejret, når man afleverer speciale. Man afleverer det, og så får man et brev efter et stykke tid. Da jeg modtog talentprisen, var det den bedst tænkelige måde at afslutte studiet på. Det var en rigtig god markering af, at det var noget særligt at blive færdig.”

Selvom det nu er fem år siden, vil mange alligevel kende Kasper Dalsgaard – han forsvarede sin ph.d. i NT i december sidste år.

En fantastisk oplevelse Modtagerne af Collegium Biblicums talentpriser bliver inviteret til foreningens årlige møde, hvor de bliver hædret, og får mulighed for at fremlægge den prisvindende opgave. Et resumé af opgaven bliver også trykt i Collegium Biblicums Årsskrift.

Sarah Kragh Dedieu modtog talentprisen for bedste BA projekt i 2013, og blev inviteret med til årsmødet i København i januar i år. ”Det føltes umiddelbart en smule angstprovokerende, bl.a. fordi en stor del af tilhørerne var forskere og undervisere fra de teologiske fakulteter i København og Århus.” fortæller Sarah. ”Men det var også en fantastisk oplevelse at få lov til at præsentere mit arbejde i et forum af mennesker med så stort et kendskab til bibelsk eksegese, og det var enormt givende at få stillet spørgsmål og modtage respons efterfølgende. Efter at have modtaget prisen har jeg fået lyst til at arbejde videre med emnet. Og det

F

A

K

T

A

B

O

K

S

:

Collegium Biblicum Collegium Biblicum (CB) er en forening for danske bibelforskere. Foreningen blev stiftet i Århus i 1947 som et forum, der skulle give yngre bibelforskere mulighed for at mødes med deres kolleger og deltage i en faglig samtale.

I den spæde begyndelse var der kun en håndfuld medlemmer, men antallet er vokset stødt siden. I 1972, da CB kunne fejre 25 års jubilæum, var medlemstallet på 30, og i dag består foreningen af lige godt og vel 80 medlemmer. Medlemmerne er de fastansatte undervisere i bibelsk eksegese på fakulteterne i Århus og København, men også adskillige præster, undervisere og formidlere, samt ph.d. stipendiater og postdocs.

CB mødes hvert år i januar til foreningens årsmøde.

Hvert andet år afholdes mødet i Århus og hvert andet år i København. For det meste vælges der et aktuelt tema for årsmødet, i år var det eksempelvis Bibelen og kroppe, og så holdes der foredrag og diskuteres.

Foredragene udgives i Collegium Biblicums Årsskrift, som fra og med i år udkommer elektronisk på statsbiblioteket i Århus. har været opløftende at føle, at et bachelorprojekt rent faktisk kan resultere i mere end blot endnu en karakter til eksamensbeviset.”

Et velkomment skulderklap Den følelse kan Kasper Dalgaard godt nikke genkendende til. ”Det var lidt skræmmende, men det var også en fed oplevelse og en rigtig god start. Det var ikke talentprisen alene, der fik mig til

OG PRISEN GÅR TIL...

34

F

A

K

T

A

B

O

K

S

:

Hvordan vinder man talentprisen?

Alle bachelorprojektor eller kandidatspecialer, der er afleveret inden for fagene GT og NT eksegese i løbet af det forgangne år, kan komme i betragtning til Collegium Biblicums talentpris. Det er vejlederen, der skriver en motivation, og således nominerer en opgave til talentprisen, hvorefter Collegium Biblicums bestyrelse udvælger to vindere: et bachelorprojekt og et kandidatspeciale. Ud over æren og muligheden for at præsentere sit projekt for Collegium Biblicums medlemmer, uddeles der et beløb for bedste bachelorprojekt på 3000 kr., og for bedste speciale på 5000 kr. at søge ph.d., for jeg havde allerede taget beslutningen. Men det var helt sikkert lige den anerkendelse og opbakning jeg havde brug for, da jeg rigtigt skulle i gang med ansøgningen.”

Lars Nørgaard er lige nu i gang med et ph.d. projekt på Afdeling for Kirkehistorie. I 2012 fik han talentprisen for et NT speciale, og også han oplevede talentprisen som et velkomment skulderklap for en ung teolog med forskerambitioner. ”Jeg husker det som en enorm, nærmest overvældende faglig anerkendelse, at jeg modtog Collegium Biblicums specialepris.

Mit mål havde, siden andet år på teologistudiet, været at skrive ph.d. Derfor var prisen et vigtigt skridt for mig, både fagligt men også personligt. Det understregede, på en måde mere end blot en karakter, at mit arbejde kunne kaldes forskning, og at jeg kunne deltage i den fageksegetiske samtale,” siger han.

Hvad er talent?

Collegium Biblicum oprettede talentpriserne netop for at fremme dygtige studerendes interesse for faget, og for at give dem en velfortjent anerkendelse, hvis de har præsteret noget særligt. Når vi i bestyrelsen evaluerer de nominerede opgaver, så kigger vi især efter opfindsomhed og selvstændighed. Det er jo dem, der tør stille spørgsmål og anskue tingene fra nye vinkler, der virkelig flytter faget.

Det er Kasper Dalgaard helt enig i, da han bliver bedt om at definere, hvad talent er. ”Det er den skæve og originale ide, og så skal man have bly i røven,” griner han, ”for man skal kunne sidde stille og arbejde hårdt og gøre det færdigt.”

Kasper har efterhånden undervist i nogle år, men ville han selv indstille sine studerende til talentprisen, hvis han en dag sad og bedømte en særligt god opgave? ”Ja, helt sikkert! Det er den bedst tænkelige måde at få opbakning og anerkendelse på. Det er bare ærgerligt,” fortsætter Kasper, ”at der er så få, der kender til prisen.”

Det prøver vi fra CBs bestyrelse hermed at råde bod på. Vi er stolte af vores talentpriser, og vi er glade for at kunne uddele priserne til dygtige teologistuderende fra København og Århus. Det er de unge talenter, der er med til at føre eksegesefaget videre, og vi glæder os allerede til at se nomineringerne til næste års pris. Det er bedre end X Faktor!

ENDNU EN TUR I MANEGEN 35

ENDNU EN TUR I MANEGEN Af cand.mag., stud.theol. Annette Kruhøffer Hvis nogen mod forventning skulle føle, at de gik glip af noget faglighed i Bacheloruddannelsen, behøver de ikke at bekymre sig. De får en chance for at komme rundt i det hele én gang til Det var en stor dag, da Det Teologiske Fakultet en grå fredag i oktober inviterede til dimissionsfest for det forgangne års finalister. Min egen bacheloreksamen syntes lille, indtil dekanen fyndigt og myndigt fik talt mig og fakultetet op i akademiske højder, og jeg svælgede fugtigt et kort øjeblik, da jeg modtog et håndtryk og en kuglepen som belønning for udviste resultater.

Skåltaler er karakteriseret af, at man fremhæver det ædle og underspiller det grumsede. Sådan var det også i dette tilfælde.

Samtidig med, at jeg blev fejret for min akademiske landevinding, kunne jeg sammenholde det med mine erfaringer fra de første måneder på kandidatuddannelsen. Her bliver jeg stadig ført ved hånden gennem min nyerhvervede faglighed, og meget lidt er

overladt til mit selvstændige faglige skøn.

Der er heller ikke noget at sige til, at fakultetet er glad, både når de studerende immatrikuleres og når de dimmiteres. Fakultetet får nemlig penge i forhold til, hvor mange fag de studerende består, og hvor hurtigt de kommer igennem. Da lærerne skal have deres løn, uanset hvor mange studerende de underviser, kan det altså svare sig at lave et system, hvor de studerende kommer ind i den ene ende og effektivt bliver presset igennem, så de hurtigt og effektivt kommer ud i den anden ende.

En halvstuderet røver?

Den teologiske bacheloruddannelse er tilrettelagt sådan, at ”den studerendes evne til selvstændig og kritisk omgang med faget indøves”, hedder det i studieordningen. Og senere: ”Det betyder bl.a at ”den teologiske bachelor er i besiddelse af en grundlæggende viden inden for det teologiske fagområde, ...”

Da jeg var oppe i GT efter jul, vægrede jeg mig ved at gå i rette

ENDNU EN TUR I MANEGEN 36

med forfatterne til noteapparatet i Biblia Hebraica Stuttgartensia. Jeg synes, det var svært på baggrund af knap to års deltidsstudier i faget at forfægte en selvstændig mening om brugen af visse hebraiske verbalformer i særlige sammenhænge, men dér fik jeg sandelig læst og påskrevet: Nu var jeg kandidatstuderende, og så måtte jeg som en ordentlig forsker forholde mig til materien. Til gengæld bliver jeg ikke betragtet som moden nok til at vurdere, hvad jeg gerne vil specialisere mig i. Jeg får godt nok mulighed for at vælge emne for mit speciale helt uden bånd, og jeg har også to valgfag, som kan læses på mange måder. Alt dette dækker dog kun et års arbejde, så 50 % af min arbejdsindsats på kandidatstudiet består af fag, der fordeler sig helt jævnt på den samlede palet af teologiske fag.

For teologer er der tilsyneladende fem fag, der bedre end noget andet sætter den færdige kandidat i stand til at ”løse et bredt spektrum af opgaver i kirke, kultur og samfund.” (jf. studieordningen), og hvoraf ingen af dem kan undværes: De to eksegesefag, Dogmatik, Etik og Religionsfilosofi og Kirkehistorie.

Jamen herregud! Hvordan i alverden skal mere kirkehistorie kunne hjælpe mig til at løse et bredt spektrum af det moderne samfunds udfordringer – vel at mærke efter, at jeg allerede har haft 1½ års undervisning i faget og kender de lange linier i historien? Jeg er personligt vild med historie, men der er naturlige grænser for, hvad en viden om England i 1600-tallet (kernefag efteråret 2013/14) kan udrette. Det tør jeg sige med en ret stor grad af sikkerhed – jeg er cand.mag i historie og har haft mit levebrød som historielærer i mange år. Jeg kender historiefagets begrænsninger.

Og apokalyptik, der var efterårets tilbud i GT Eksegese, var vildt nørdet og spændende, men det falder bestemt ikke ind under noget, der kan karakteriseres med ordet ’bredt’. Man må også spørge sig selv, hvordan en masteruddannelse i teologi kan kvalificere de studerende til ”at løse et bredt spektrum af opgaver i kirke, kultur og samfund” på den halve tid og med helt andre faglige krav, end en teologisk

F

a

k

t

a

b

o

k

s

:

S å m e g e t tje n e r fa ku lte te t p r. stu d e rende: Uddannelse

ST Å

Ta x a m e t e r - Bonus ved I alt takst normeret tid (+max 1 år)

Bachelor 3

136.800 kr.

224.700 kr.

161.500 kr

Kandidat

2

91.200 kr

15.200 kr.

106.400 kr.

Total

5

228.000 kr.

39.000 kr

267.000 kr

(Tallene stammer fra Økonomichefen ved Det Teologiske Fakultet) En fuld kandidateksamen i teologi udløser penge til universitetet. Pr årsværk (som kaldes STÅ og omfatter 60 ECTS-point) tjener man 45.600 kroner.

Bonus, der udløses, når den studerende gennemfører sin uddannelse på maximalt den normerede tid plus et år, vil variere efter, hvor mange studerende der gør det samme. Hvis mange skynder sig, sættes satsen ned – hvis mange smøler, udløser de få frontløbere et højere beløb. kandidatuddannelse, der har samme mål.

Fakultet eller hvad?

Andre, større fakulteter og fag har haft stort held (og har måske også nemmere ved) at finde på emner, der på samme tid tilgodeser ønsket om at beskæftige sig med fagligt centrale emner af stor relevans for mange mennesker og fremtidige samfundsfunktioner SAMTIDIG MED, at det også skal være noget, som lærerstaben beskæftiger sig med af hensyn til muligheden for at gøre undervisningen forskningsbaseret.

Når man om mange år sidder med den teologiske studieordning og skal give en god, akademisk forklaring på, hvordan man planlagde den teologisk studieordning i begyndelsen af det 21. århundrede, vil man formodentlig umiddelbart gætte på to mulige forklaringer på de nuværende tilstande: Den første er, at der har været en intern magtkamp blandt fagene, som har sikret alle fem kernefag en plads som obligatoriske og uundværlige. Med det ringe antal studerende og dermed også den svage fundering under et bredt og varieret udbud af fag har det en beskæftigelsesmæssig betydning for det videnskabelige personale (og måske også betydning for fagets status), om man med sikkerhed kan tiltrække et vist antal studerende til sine kurser om året.

Den anden forklaring er, at man har været nødt til at indrette sig på linie med andre universitære teologiuddannelser af hensyn til et ønske om at sikre en vis ensretning med henblik på studiefleksibilitet og kursusshopping. I Århus, der er det eneste danske alternativ til KU på det teologiske område på kandidatniveau, har man lavet en tilsvarende studieordning – dog med seks fag, idet Praktisk Teologi her er

ENDNU EN TUR I MANEGEN 37

medtaget blandt de obligatoriske fag. Hvert fag tæller i Århus lidt færre ECTS-point, men det modsvares af, at pensum synes en anelse mindre, end københavnernes ditto.

Der er dog en hage for Københavns Universitet ved at samordne studiet så stærkt med Århus: Jyderne har reduceret teologi fra at være et fakultet til at være et studium på linie med klassisk arkæologi eller lingvistik. Mit indtryk er, at det betyder meget for det videnskabelige personale i København at bevare sin status, - det teologiske fakultet er trods alt landets ældste! – men spørgsmålet er, hvor længe denne ordning kan opretholdes, når det i bund og grund blot dækker over en enkelt kandidatuddannelse og et par masteruddannelser.

Mere og mindre faglighed Der er noget galt med det faglige indhold i udbuddet af kurser i kernefag. Lige nu følger jeg et kursus om ”Det Hellige” i kirkehistorie. Det er rasende spændende, og jeg har virkelig glædet mig til det, men jeg ville have svært ved at argumentere for, at det var mere kernefagligt end det kursus, der kører samtidig som et specialiseringsfag under titlen ”Luthers prædikener som kilde til hans forkyndelse for samtidens menighed - og som genstand for nyere homiletiske diskussioner.” Det er også ubegribeligt, at der skulle være mere Etik- og Religionsfaglighed i ”Sprog og religion”, end der er i ”Menneskets værdighed”. Kigger man ned over listen med de kurser, der udbydes i de to akademiske år, hvor jeg læser min kandidatuddannelse, kan man konstatere, at der er mange valgmuligheder men kun få muligheder for fagligt planlagte sammenhænge. Med forpligtelsen til at følge fem kernefag på en uddannelse, der kun varer to år, vil der desuden i praksis kun være tre faglige tilbud at vælge imellem på hvert kernefag.

Min pointe her er, at det er unødvendig svært at lave en personligt sammensat og sammenhængende uddannelse med en stærk faglig toning på kandidatniveau inden for den gældende studieordning: Fem selvstændige fagdiscipliner skal udbydes hvert semester til fakultetets i alt 145 kandidatstuderende – rent økonomisk virker det ikke bæredygtigt at udbyde mere end et kursus pr. kernefag. Desuden ligger der på nogle af fagene temmelig stærke begrænsninger på, hvilke emner der kan indgå i kernefagene.

Da fagenes egne, indholdsmæssige krav oscillerer uafhængigt i forhold til hinanden, og da der også med hensyn til emnevalg skal tages hensyn til den lærer, der skal undervise, vil det være usandsynligt, at den teologiske kandidatuddannelse nogensinde bliver andet end en simpel sum af enkeltposteringer under den nuværende kandidatuddannelse. Det bliver en uddannelse, der uddanner teologiske bachelorer fra at være gode håndværkere til at være gode håndværkere med lidt mere erfaring.

Kernefag - en dårlig akkord Udefra kan man konstatere, at et specialiseringskursus giver 15 ECTS-points og stort set kan ’siddes af’ (ved deltagelse i 75 % af undervisningen samt besvarelse af en opgave på 12-15 sider baseret på 500-750 siders litteratur ud af et samlet pensum på 1200-1500 sider). Kernefagene giver kun 12 ECTS-points, men eksamen er både mundtlig og skriftlig, idet der skal afleveres en opgave på 5-8 sider baseret på et total pensum på cirka 1200 sider, efterfulgt af en 45 minutters mundtlig eksamen i hele pensum.

Umiddelbart en dårligere akkord på kernefagene, altså. Det kunne forlede én til at tro, at ECTS-pointene er tildelt med henblik på, at den samlede sum af point for fem kernefag, to valgfag og et speciale skal ramme de magiske 120 point, der svarer til to års arbejde. Når specialet skal dække et halvt års arbejde (= 30 ECTS-point) bliver der 90 point tilbage til at dække syv kurser.

Det går ikke op – det kan enhver med en lommeregner finde ud af. Og kernefagene skal have lige mange point, for ellers indfører man jo en form for rangordning mellem dem. 12 er jo et pænt og harmonisk tal, hvilket levner 15 point til hvert af valgfagene.

Det har den fordel, at man kan afløse to valgfag med et halvt års praktik eller studier i udlandet. Voila – uden anstrengelser er pointene blevet tildelt, så de passer til Bolognaprocessen, den gamle studieordnings valgfag og lærernes arbejdsnorm. Men det er jo ikke sådanne hensyn, der har været gældende, vel?

Eksamen – med livrem og seler Eksamensformen er tilrettelagt, så de studerende har mulighed for at vælge et pensum, der afspejler deres egne interesser. Helt generelt opgiver man cirka 1200 sider (med små variationer i de fag, hvor en del af pensum opgives på et svært fremmedsprog).

Som studerende har man mulighed for at udskyde op til halvdelen af dette pensum for at erstatte det med selvvalgt stof. På denne måde kan man altså tone kernefaget, så det i højere grad dækker interesser og tjener en eventuel karrierestrategi.

Ordningen er dog ikke uden problemer. En væsentlig del af eksamen består nemlig i udfærdigelsen af en skriftlig opgave, der danner grundlag for en meget stor del af den mundtlige eksamination. Denne opgaves titel skal vælges blandt de 4-6 muligheder, som læreren formulerer på baggrund af hans/hendes eget samlede pensum. Det betyder, at man skal være enten godt dum eller meget stædig for at holde fast i ønsket om at have et særpensum. Det skal nemlig læses ved siden af det lærervalgte kursuspensum, der jo skal bruges ved opgavebesvarelsen.

Konkret var jeg både dum og stædig, hvilket var en af årsagerne til til, at mit foreløbige gennemsnit på kandidatdelen ligger 2½ karakter under mit bachelorgennemsnit. I dogmatikfagets kristologi,

ENDNU EN TUR I MANEGEN 38

der var meget Barth-domineret, ville jeg gerne have noget om stedfortrædelse, og jeg valgte derfor Svend Bjergs bog af samme titel. Han er anerkendt for sin forskning og har været fastansat som systematisk teolog på KU (foruden andre steder), før han gik på pension. Hans teorier om stedfortrædelse var imidlertid noget viltre, og de var meget vanskelige at inkludere i kursuspensum på en fornuftig måde. I GT ville jeg gerne have undersøgt, hvordan apokalyptikken var blevet læst og forstået i europæisk middelalder, og jeg fandt en antologi med titlen ”The Apocalypse in the Middle Ages.” Også her tjekkede jeg forfatterne, der alle er anerkendte faglige kapaciteter inden for deres respektive områder af middelalderforskningen. Den eneste ting, jeg ikke havde taget i ed, var mit manglende kendskab til engelsk. På dette smukke sprog betyder ”The Apocalypse” nemlig ikke genren ”Apokalypse”, men helt specifikt Johannes Åbenbaring, der ikke så nemt lader sig presse ned i et GT-pensum.

Det personlige pensum skal afleveres sammen med opgavebesvarelserne. Da jeg havde afleveret mine besvarelser på den fastsatte dato, manglede jeg derfor bare at læse mit eget særpensum, og det burde jeg kunne klare på en uge pr. værk. Alt tegnede således lovende, indtil jeg gik i gang med læsningen.

Ja – jeg var dum, og ja – jeg fik alligevel noget ud af begge værker, men jeg tvivler på, at det hjalp på mit karakterniveau, der på nuværende tidspunkt ligger 2½ karakter under mit bachelorgennemsnit, og det medvirkede i hvert fald til at trække noget selvtillid ud af mig.

Min erfaring med denne eksamensordning strider derfor imod studieordningens intentioner om, at de studerende skal opnå en højere grad af faglig selvstændighed. Jeg skal ikke risikere at forkludre tingene for mig selv ved nogen form for selvstændighed i forhold til pensum. Fremover vil jeg både gå med livrem og seler – lærerens livrem og seler.

Den tredje vej Den gamle studieordning var for fri, og den nye er for snærende.

Findes der mon en tredje vej? Det gør der måske, hvis man løsner lidt på traditionen og tænker i spændstighed og fleksibilitet.

En meget stor del af de nyuddannede teologer søger præsteembede, og kravene med henblik på denne erhvervsmulighed bør vel derfor tilgodeses. Det kan imidlertid gøres på mange måder.

Bare for illustrationens skyld vil jeg her nævne to forskellige.

Det allernemmeste er selvfølgelig, at man ikke i udbuddet af fag skelner mellem kernefag og valgfag. Alle kurser vurderes som udgangspunkt til at være lige lødige, og kun eksamensformen bestemmer, hvordan et fag bliver bedømt. Hvis jeg ønskede at tone min kandidatuddannelse i en sociologisk/samfundsfaglig retning, kunne jeg fx sammensætte den med Lukasevange-

liet (NT) og Menneskets Værdighed (ER) i efteråret 2013, GTs mødre og hustruer samt Teologisk Antroplogi (DO) i forået 2014, og Tro & Teologi og Abrahams Børn (NT) i efteråret 2014. Jeg ville formodentlig toppe op med Mozart og teologien, fordi det lyder spændende. Ved eksamenstilmelding skulle jeg så bare tjekke af, om jeg ville til en udvidet eksamen med aflevering af en opgave (6-8 sider) med efterfølgende mundtligt forsvar, eller om jeg ville til en mindre, mundtlig eller skriftlig eksamen. Alle fag ville være repræsenteret, og det faglige niveau ville blive opretholdt.

En anden mulighed er at tage konsekvensen af den stigende individualisering, men dog fastholde en vis kontrol med studiets faglige sammensætning. Da jeg var med i en gruppe, der skulle bidrage til at evaluere kandidatuddannelsen i efteråret 2013, foreslog jeg, at man i stedet for at have en knytnæve af kernefag, kunne vælge en af (fx) tre specialiseringer: En traditionel teologisk opgradering a la den nuværende studieordning, en linie med speciale i kommunikation og formidling, samt en linie med fokus på coaching, vejledning og etik – bare for at tage tre forskellige aspekter af præstearbejdet som eksempel. Det ville kræve, at man enten tilkøbte fag fra andre fakulteter, som kunne undervises på teologi, eller at teologis lærere efteruddannede sig til at undervise i rådgivning af faglighed og/eller formidlingen af faglighed. De (to) valgfag, der kunne skaffes plads til på en specialiseringsgren, ville så kunne vælges frit blandt alle udbudte fag.

Den eneste risiko ved at gøre det mere attraktivt at studere er selvfølgelig, at vi – de studerende – så bliver så glade for det, at vi ikke er til at komme af med igen.

EN SPECIALESTUDERENDES BEKENDELSER 39

EN SPECIALESTUDERENDES

BEKENDELSER Af stud.theol. Jakob Kofod »I bare all that I am made of now - attractive, I don’t care!« Jovist, sådan må det lyde, når jeg nu vil krybe til bekendelse, her hen imod enden af mit studium på Det Teologiske Fakultet, således som det må høre sig til, når man er på vej til at have afsluttet et længere forløb, og snart kan kigge tilbage på det forgangne; spørgsmålet bliver da blot, hvad jeg egentligt skal bekende? – at jeg ikke har noget at bekende? Men det er i grunden heller ikke så lidt! Det er vel som oftest de hemmeligheder vi ikke har, vi forsøger mest ihærdigt at dække over.

Nuvel, det i sig selv, at jeg skriver denne overflødige bekendelse, lader sig vel nok være objekt for bekendelsen. Dels burde jeg vel ikke bruge min tid og koncentration på at skrive noget sådant, når jeg har et speciale, som jeg i forvejen føler mig bagud med at få skrevet på; dog, at jeg bekender dette, er først og fremmest krukkeri. Dels er der selve dette bekendelsesprojekts underliggende hensigt at bekende. O rædsel, at skulle træde ud en vinterdag, vende sig og se, at vægten af gangen i de skridt man har taget, ikke har været tilstrækkelig til at sætte spor i sneen! Og dog ved vi, at sneen smelter bort før eller siden.

Her i de seneste dage, i den milde forårsluft, har jeg indimellem fået en besynderlig følelse i kroppen, som har medført en uforklarlig optimisme; en følelse, som jeg ikke kunne identificere straks, men huske, at jeg engang havde kendt særdeles godt.

Hvornår, og i hvilken sammenhæng jeg tidligere havde kendt den, det kunne jeg ikke huske. Da slog det mig her tidligere i dag hvad det er jeg har mærket i blodet: det er følelsen af at være ung! Ak jo.

»Brutal kidz/ of this promised future/ cut the highways with shards of truth/ I call out to my young and bleak-hearted/ do you believe what I have seen?« Men man må da nyde forårets lys, så længe man har det, forsøge at tænke som man plejede: ”Lad os stjæle et par af solens stråler (den har så mange) og bestige bjerget, hvor tordenguden bor!”

Var det ikke sådan det var? Jeg kan ikke helt huske det.

Men måske er det netop denne ungdommens optimisme og letsind, der har foranlediget, at jeg har kastet mig ud i at skrive denne pseudobekendelse, i trangen til det nye, det fremadrettede uden mål, i stedet for, som jeg burde, at læse korrektur på det, som jeg allerede har fået skrevet på mit speciale, for at jeg ikke må byde min vejleder alt for meget besvær. En korrekturlæsning kan dog også være en ganske lærerig oplevelse, hvis man som jeg anvender OpenOffices stavekontrol, og samtidigt skriver inden for det teologiske felt.

Hvis jeg f.eks. forsøger mig med følgende – muligvis noget tvivlsomme - udsagn: Kerygmaet fik en afgørende betydning for den måde, hvorpå man begyndte at gå til mirakeloverleveringen: den soteriologiske forståelse af korsets betydning må dermed betragtes ud fra den sammenknytning af Jesu død og parusi-forudsigelser, der kan siges at have sit udspring i traditionens opstandelsesvidnesbyrd.

Så mener min stavekontrol, at jeg jo nu nok må mene følgende: Rygmærket fik en afgørende betydning for den måde, hvorpå man begyndte at gå til kloakrenoveringen: den bakteriologiske forståelse af korsets betydning må dermed betragtes ud fra den sammenknytning af Jesu død og parasit-forudsigelser, der kan siges at have sit udspring i traditionens betændelsestilstand.

Hvilken af de to påstande der giver mest mening, er det ikke op til mig at vurdere, blot må jeg konstatere, at hvad det sidste angår, kan man da virkeligt tale om, at en esoterisk lære er på spil, hvilket vel egentligt det modsatte af hensigten med en bekendelse; det gælder om at stille det bortgemte til skue, som det indledende citat antydede.

Og således altså min bekendelse. Fik jeg bekendt for meget eller for lidt? Hvad jeg skrev, det skrev jeg! Har det været spild af tid?

Din tid, muligvis – min tid, så afgjort! Men hellere spilde tiden, end at forsøge lagre den og gemme på den, for se, dét er om noget spild af tid! Under alle omstændigheder er tiden snart løbet fra, at jeg kan kalde mig stud.theol., specialet skal skrives, afleveres; livet leves. Er der mere at sige? »Let the Voice of Judgment sing: mach Schau!«

TO SLAGS HELTE 40

TO SLAGS

H E LT E Af stud.theol. Agnethe S. Sørensen I forbindelse med et Kirke – og teologihistorisk specialiseringskursus i efteråret 2013, skrev jeg en opgave om konstruktion af helte i en civilreligiøs ramme, eksemplificeret ved fejringen af 70-året for redningen af de danske jøder. Der var tale om en lokal fejring i Køge, hvorfra der også blev udskibet en del jøder til Sverige i oktober 1943. Jeg deltog selv i fejringen, der strakte sig over en uge, med forskellige events og det hele afsluttedes om søndagen med et fakkeltog til Køge Havn, hvorfra vi så en lille ”jødisk familie” komme sikkert ombord på en fiskekutter, imens vi sang Altid frejdig når du går. Her blev historien genfortalt og dramatiseret på en måde, så den blev meget relevant for os fremmødte borgere. Vi kom til at føle os som en del af historien. Og imens vi stod der i mørket med hver vores fakkel og åndede lettet op, fordi den ”jødiske familie” var blevet reddet, følte jeg et fællesskab med de andre fremmødte køgensere: Vi havde sammen sunget Altid frejdig når du går og havde, ligeledes i fællesskab, håbet på redning af den ”jødiske familie”. Jeg følte mig som en efterkommer af de lokale helte, som satte alt på spil for at redde jøderne. Jeg er sikker på, at mange af de fremmødte følte det samme: At vi var efterkommere af heltene. Statistisk set måtte en del af os være efterkommere af stikkere eller folk, der meldte sig til Frikorps Danmark eller folk, der stemte på DNSAP eller folk, der vendte det blinde øje til eller folk, der kun gjorde det, som var opportunt, og så videre. Men denne søndag aften på Køge Havn var vi alle af helteæt.

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke er af helteæt! Jeg er godt nok heller ikke af skurkeæt, men sandsynligvis af gennemsnitsæt. Der er ikke noget dårligt ved at være gennemsnitlig – jeg har tilmed læst, at gennemsnitligt afkom af enhver art er dem, som klarer sig bedst rent evolutionært. Det er fordi, at dem, der stikker for meget ud fra mængden, og som er udstyret med lige lidt for mange overflødige farver eller gevækster, simpelthen ikke kan komme hurtigt nok i dækning i mængden, når rovdyrene pludselig slår til. Men jeg ville nu alligevel ønske, at jeg var gjort af det stof, der gør en helt.

Jeg kommer i tanke om en film: Imagining Argentina fra 2003.

Den handler om Militærjuntaens bortskaffelse af politiske modstandere og kritiske røster i 1970’ernes Argentina. Filmen har mange vedkommende og spændende aspekter, men her, hvor det drejer sig om helte, er der en bestemt birolle, der er interessant at trække frem. I filmen er hovedpersonen teaterdirektør, der nogle gange indlægger systemkritiske referencer i sine forestillinger. Der er en bestemt skuespiller i teatrets trup, som gang på gang kommer i skænderi med teaterdirektøren og de andre skuespillere, fordi han ikke ønsker, at teatret skal blande sig i politik.

Han frygter nemlig, at de vil blive anholdt og forsvinde fra jordens overflade, som er sket for andre argentinere, som ikke kunne holde deres mund. Skuespilleren mener, at de skal være neutrale i politiske spørgsmål med det formål at bevare deres teater og ret til at optræde, for det er det, han lever for. Han fremstår derfor som en kujon, en der ikke vil sætte sin egen velfærd over styr, selv om han godt ved, hvad der foregår og kender til styrets overgreb og bortskaffelse af kritikere. Han virker som en usympatisk kujon i forhold til de andre i truppen, som trods alt ønsker at kritisere militærstyret igennem teatrets fiktion. Selvfølgelig lukker Militærjuntaen teatret og anholder alle med tilknytning dertil, som de kan få fat på - også vores kujonagtige skuespiller. Så begynder torturen og man tænker straks, at denne kujon vil bryde sammen ret hurtigt og angive hvem som helst, blot for at spare sig selv for flere lidelser. Men det modsatte sker! Det forunderlige er, at netop denne kujon beslutter sig for, at han ikke vil sige et ord. De skal ikke få noget ud af ham og han siger intet under torturen. Hverken tæsk, ydmygelse eller elektriske stød får ham til at tale og da bødlerne opdager, at de intet kan få ud af ham, så bliver han fløjet ud over havet i helikopter, for i sin forslåede og mishandlede tilstand at blive skubbet ud af helikopteren. Idet han falder i døden råber han: ”Jeg er argentiner!” som et manifest. Et manifest, der sammen med hans standhaftige nægten at sige noget som helst under tortur, udsiger, at der er andre måder at være argentiner på, end den måde det voldelige militærstyre forsøger at påtvinge befolkningen.

TO SLAGS HELTE 41

Den argentinske skuespillers historie viser, at man aldrig kan forudsige hvem, der er kujon og hvem der er helt, når det virkelig gælder. Jeg håber bare sådan, at jeg vil være at tælle blandt heltene. Jeg gider da ikke være en lusepuster, der angiver alle, ja, selv mine egne forældre, blot for at leve fem minutter mere.

Jeg vil hellere være af helteæt, som for eksempel brødrene Løvehjerte. Jeg kunne se mig selv som den flotte og kloge Jonatan Løvehjerte, der uden tøven går i døden, for at redde sin bror.

Eller måske hellere som lillebroderen, Karl Løvehjerte, kaldet Tvebak, der er lille, skrøbelig af statur og meget bekymret og bange af væsen, men som vokser med opgaven og ender med at være en helt ligesom sin bror. En sådan person, der er villig til at dø for sin tro eller for sin ideologi eller for sit land eller for sine soldaterkammerater eller for sine kære; Se dét er en helt!

- Eller det er en slags helt, må jeg skynde mig at sige, for der findes en anden slags helt, nemlig en hverdagshelt. Lidt ligesom Halfdan Rasmussen beskriver det i Noget om Helte (Robert Normann - Halfdan Rasmussen 1955). Af verdens mindste heltekvad kan man lære, at hverdagshelten hellere vil være gode venner og hygge sig end at slås. Hverdagshelten ”har aldrig dræbt filistre eller kæmpet med en haj.” Han har nemlig kun udført sølle dåd, såsom at passe sin køkkenhave. Hele pointen for hverdagshelten er, at livet er en dejlig gave som kræver nærvær. Det vil sige, at hverdagshelten nyder hverdagen og de små daglige gøremål.

Han sår i stedet for at slå ihjel, og han nyder det nære i stedet for at beskæftige sig med storpolitik. Hverdagshelten i Noget om helte er godt nok ret centreret om sig selv; om at få øllerne fra bordet og ned i sin mave, tænker jeg, men meningen er god nok, de fleste kan sympatisere med ham, der synes, at vi alle skal enes og bare hygge os.

Imellem mine venner findes et par, der altid er parat til at give en hånd med, når andre har brug for hjælp. De er behagelige at være sammen med og kan hjælpe med næsten alt: Hun er en ørn i køkkenet, kan klippe og ordne frisuren på enhver, sy og reparere tøj og han er en vaskeægte handyman. Ligegyldig hvad man skal have ordnet, så stiller de bare op. Desuden kan man altid slappe af og hygge sig sammen med dem: De praler ikke af sig selv eller forsøger at gøre sig bedre end andre. De bruger ikke tid på at rakke andre folk ned og det synes virkelig som om, at de er tilfredse med deres liv. Selv en besværlig ven som mig (med primadonnanykker og det hele) holder de af og holder ved.

Når man roser dem eller takker dem for deres generøse hjælp, så siger de altid: Det var så lidt! Eller: Det er ikke noget særligt!

En gang vi drak kaffe i deres udestue, udtrykte jeg bekymring for,

om jeg mon ville vise mig som en helt eller ej, hvis situationen skulle opstå, at jeg kunne vise mit heltemod. Det kunne de ikke helt svare på og jeg kunne se, at de syntes, at jeg var underlig, så jeg spurgte dem i stedet, om de ikke kunne tænke sig at være helte. Der blev lidt tavshed og så sagde manden: ”Nej, det kunne jeg ikke tænke mig at være, fordi hvis man skal være en helt, så forudsætter det jo at vi er i krig eller at der er nogle undertrykkere i landet.” Konen nikkede og var enig i udsagnet. - Tak, skæbne tænkte jeg: Det er jo sandt! Hvis jeg skal stråle, som den gode helt, så forudsætter det jo at nogle andre er de onde skurke.

Men hvis vi alle sammen i stedet for var lige gode, så var der jo ingen helte, som kunne fremstå bedre ned de andre. Ups! Den havde jeg ikke lige tænkt over, så jeg skyndte mig at skifte emne, idet jeg pegede ud i haven og sagde: ”Hvad hedder de dér blå blomster derhenne? De er ret kønne!” Og så fik vi os en god snak om mine venners haveprojekter. Disse to mennesker er helt klart hverdagens helte, det er folk der yder meget til fællesskabet uden at gøre et stort væsen af sig selv. De fortjener helt bestemt et heltekvad.

Måske skulle jeg prøve at være en hverdagshelt lidt mere og bekymrer mig lidt mindre om, hvorvidt jeg er gjort af heltestof hvis, såfremt og i fald den dag skulle komme, hvor mit mod blev sat på prøve? Den ene slags helt er i hvert fald lige så god som den anden slags, det er bare deres rammer, der er forskellige.

Den ene har hverdagen som ramme og den anden agerer i den ekstreme situation.

ÅRETS UNDERVISER PÅ TEOLOGI 2013 42

ÅRETS UNDERVISER PÅ

TEOLOGI 2013 2013 blev rekordår for indstillinger til Årets Underviser. Det er vi i Det Teologiske Fagråd meget glade for, da det hjælper os til at kåre netop den rette Årets Underviser. Vi håber derfor, at vi også i 2014 vil opleve, at fortsat flere studerende vælger at indstille en underviser til denne store ære. Årets Underviser udnævnes ved Teologisk Forenings Julefest, hvor Det Teologiske Fagråd oplæser en sammenskrivning af alle de indstillinger, som Det Teologiske Fagråd har modtaget på vinderen af Årets Underviser.

Det er altså Årets Undervisers studerende, der er ophavsmænd til den tale, som I kan læse nedenfor. God fornøjelse og endnu engang stort tillykke til Årets Underviser 2013! Årets Underviser omtalte engang børneopdragelse som psykisk terror tilsat kærlighed. Sådan kan vedkommendes undervisning også beskrives. For under Årets Undervisers sælsomme blanding af gammeldags skolemestermanérer og samtidig en helt særlig - nærmest poetisk - og ofte også lattermild pædagogik, undergår de studerendes forhold til Årets Underviser en forvandling fra skræk, hovedrysten og undren til en nærmest hengiven overgivelse til Årets Undervisers helt særlige stil og nærmest uudtømmelige og - sådan virker det i hvert fald - utroligt vidende og reflekterende væsen. Årets Underviser er nemlig en fantastisk underviser, som er krævende, men som i den grad giver igen. Årets Underviser gør altid sine forventninger og motiver klare, og alle ved, at Årets Underviser forventer det samme engagement af de studerende, som Årets Underviser selv lægger i undervisningen - og det er meget! - men det er meget på en god måde, da de studerende altid går derfra med hovedet fyldt og føler, at de virkelig har forstået pensum meget bedre efter undervisningen. Årets Underviser overtager dog ikke hele undervisningen selv, men giver plads til de studerende. For Årets Underviser formår

at tage sine studerende i hånden og lærer dem at tænke uden at undervurdere deres evner. Årets Underviser inddrager de studerende på en sådan måde, at alle kan stille spørgsmål, og alle har mulighed for at være en aktiv del af undervisningen.

Man fornemmer en oprigtig interesse for de studerendes forskellige bidrag. Eksempelvis husker Årets Underviser navne, hvem der sagde hvad, ligesom Årets Underviser gør sig umage for at formidle, hvordan Årets Underviser forstår vores spørgsmål, og hvorfor Årets Underviser svarer, som Årets Underviser gør. Dette betyder ikke, at diskussionen får lov at brede sig i hvilken som helst retning: Kursen er sat, og der er ingen tvivl om, at Årets Underviser er kaptajnen, og de studerende er besætningen.

Dannelsen tages også alvorligt! For Årets Underviser er et renæssancemenneske, der igennem sine mange interesser for sprog, kultur og ikke mindst musik har vist, at man sagtens kan dele ud af både sig selv, sit daglige liv og sine personlige refleksioner uden at give køb på hverken integritet eller autoritet, men tværtimod og derigennem få de studerende til at føle sig ” tættere på”, mere ligeværdige, mere frimodige og mere lære-villige.

Samtidig har Årets Underviser altid overskud til at hilse og snakke på gangene, lykønske nybagte forældre, fortælle anekdoter om sin forkærlighed for Die Philharmonie in Berlin, ligesom Årets Underviser gerne bruger sin fritid på at deltage i de studerendes julefrokost. Så selvom Årets Underviser er hård, vader vedkommende altså lige ind i de studerendes hjerter - ikke med træsko på, men med smarte sneakers.

Om Årets Underviser så også er Årets Ægtefælle, ved vi ikke, men Årets Underviser gør i hvert fald altid (efter eget udsagn), hvad Årets Undervisers kone siger.

Det Teologiske Fakultet ville ikke være det samme uden Årets Underviser. Årets Underviser er nemlig, uden omsvøb, mageløs! Årets Underviser er Troels Engberg-Pedersen!

ÅRETS UNDERVISER PÅ CENTRE OF AFRICAN STUDIES 2013 43

ÅRETS UNDERVISER PÅ

Centre of African Studies 2013 The teacher of the year is known for being extraordinarily enthusiastic, and very engaged in creating the best learning environment for the students.

The teacher of the year is a truly competent teacher and shows this by bringing variation to the lectures and facilitates interesting debates.

The teacher of the year is nominated because of the person’s high level of inventiveness and interdisciplinary approach in the lectures, which are always challenging, encouraging and involve all the students regardless of previous disciplines or fields of study.

The lectures held by the teacher of the year are known for their high standard and for being a possibility to receive knowledge from multiple sources, disciplines and from people in different fields of study.

The teacher of the year is very well liked by the students, cares about everyone, always having the office door open and by being very accommodating.

This teacher of the year have the student’s respect for seeing the students as equals and treats them with respect and interest and shows this by arranging private student lectures with people such as the prime minister of Ethiopia, the Head of the African Union as well as other African academics and lecturers.

Last, but not least, the Teacher of the year has the greatest taste

in shirts. We hereby, as Student’s Representatives of the Centre of African Studies, proudly present the Teacher of the Year; Stig Jensen from Centre of African Studies.

Sincerely, Centre of African Studies’ Student’s Representatives Jomi Jutlöv Amanda Møller Rasmussen

A A A

157

A

157

ARKEN TIDSSK R I F T

ARKEN D E

S T U D E R E N D E S TIDSSK R I F T & RADIO

PÅ DET TEOLOGISKE FAKULTET

NYT FRA KANTINEN 46

NY T

F R A

KA NTINE N Ultra short about your new representatives: Anne is currently

writing her bachelorprojekt. Sandra is in african studies, 2nd semester, and Alberte is in BA -Theology, 2nd semester. The

full summary from the meeting can be seen on the noticeboard in the Lunch Club.

During the semester the Lunch Club is open on work days

from 9.15 m till 14.15 pm. We serve as always breakfast and tea and coffee at very reasonable prices, and from 12 o’clock we serve lunch currently at the price of 30 DKK.

The people serving in the Lunch Club are all students in the

Faculty and members of the Lunch Club as your selves. Different students are cooking on the respective week days, and you will find, that every cook has his or her own style,

which is why days are always different foodwise. Fridays are this semester vegetarian, but also on other days you may get a choice of vegetarian food from time to time.

The facilities of the Lunch Club may be rented if you should

want to arrange an event outside of opening hours. In this case please contact the president (Anne) whose contact in-

formation you will find at the in-kitchen noticeboard in the Lunch Club alongside with that of the other representatives.

Follow us on FaceBook- teologernes frokostklub. On the

FaceBook page you can get the possibility of getting to know each cook a little better, and sometimes you will see what Dear reader, a little news from the

is for lunch or see a small record of a meal in the making.

On the 27th of March we had our annual general meeting, where

you may not every day find an updated page.

Lunch Club:

we among other things elected a full new executive committee.

Formand: Anne Meldgaard

Næstformand: Sandra Medne Kasserer: Alberte Steffen

Remember, the main task for our staff is to cook for you, so

Have a nice day, Sandra.

47

A A

A

157

A

157

ARKEN TIDSSK R I F T